I en retsstat er en af de friheder, der skal beskyttes, akademisk forskningsfrihed og universiteternes uafhængighed. Den frihed er på niveau med borgernes ytringsfrihed, retssikkerhed og mediernes uafhængighed. Så når vi f.eks. kritiserer Ungarn for deres manglende beskyttelse af retsstaten og demokratiske institutioner, så er akademisk frihed en af de ting, som bliver nævnt. Forskningsfrihed består nemlig af, at forskerne selv kan vælge, hvad for et emne de vil forske i, de skal kunne fortælle åbent om deres resultater, universiteterne skal være politisk og økonomisk uafhængige, og dem, der er på universiteterne, forskerne, skal have ledelsesmæssig indflydelse og medinddragelse.
I Danmark har vi en kæmpe tradition for forskningsfrihed og universiteternes uafhængighed. Vi har helt tilbage fra 1500-tallet haft et af verdens mest uafhængige universiteter – noget fuldstændig fantastisk. Det var fuldstændig politisk uafhængigt, så selv under enevælden havde vi et uafhængigt universitet. Men efter 2003 er vi som bekendt gået i en fuldstændig anden retning, og nu i dag er Danmark et af Europas lavest rangerende lande i en rangering af forskningsfrihed i Europa.
Nu fik jeg sagt det lidt kludret; pointen er, at der er internationale målinger, hvor Danmark rangerer nede i bunden. I den, der er for Europa, er det kun Ungarn, Malta og England, som ligger under, og det er en ret ekstremt omvæltning, der har været, for universiteterne er jo blevet fuldstændig omkalfatret de sidste 20 år. Derudover har vi så i dag den situation, at ansatte, forskere og studerende har mindre og mindre indflydelse på, hvordan universitetet bliver organiseret. Og det er de samme konklusioner, som kommer frem i DFIR-rapporten, som netop også konkluderer, at forskningsfriheden er truet i Danmark, og det handler om den her manglende inddragelse i ledelsen. Men det handler også om, som jeg nævnte før over for en ordfører, at der er en utryghed i forhold til repressalier, i forhold til hvis man ytrer sig kritisk om sit forskningsemne eller ytrer sig kritisk over for ledelsen. Det er altså en fuldstændig absurd situation, vi står i, så det er også derfor, at DFIR snakker om det her med, at der er forskel på en formel uafhængighed og så en reel uafhængighed.
Der er også andre resultater i den her undersøgelse, som viser, at forskningsfriheden er knægtet. Undersøgelsen viser bl.a., at 18 pct. siger, at de føler, at på deres institut er deres forskningsfrihed ikke beskyttet. Og presset kommer bl.a. fra kollegaer, men det kommer også fra universitetsledelsen, det kommer også fra offentlige myndigheder, og det kommer fra private virksomheder. Prøv at forestille jer det! Der sidder en forsker derude og føler sig presset til ikke at offentliggøre sine resultater, fra en offentlig myndigheds side. Det er jo fuldstændig grotesk, hvad der foregår i øjeblikket.
Så grundlæggende vil jeg sige, at når vi snakker om den her retspolitiske situation, så skal vi kigge på, hvordan loven er skruet sammen i forhold til at sikre universiteterne som helhed i forhold til deres uafhængighed, men også de enkelte forskeres frihed til at gøre, hvad de har lyst til. Og her er det altså, at jeg ikke kan begribe, hvordan vi med det her lovforslag skal trække endnu mere i retning af at gøre universiteterne mere afhængige og dermed sikre en mindre grad af forskningsfrihed i det her land.
Om det her lovforslag kan man bl.a. sige, at det selvfølgelig netop falder meget fint i tråd med regeringens øvrige politik, hvor jeg efterhånden er vant til at stå her og kritisere regeringens løbende tilbagerulning af retssikkerhed, om det så handler om borgerne eller virksomhederne, den løbende tilbagerulning af vidensgrundlaget i vores samfund, hvor både medierne og universiteterne skal have dårligere vilkår, og i det hele taget den her erhvervsretning af alle vores institutioner, således, som det også kommer til at ske nu med det her forslag, at vi skal have en endnu større erhvervsrettet bestyrelse, så vi sikrer os, at universiteterne er til gavn for erhvervslivet frem for den her frie forskning og frie uddannelse.
Jeg er bare bekymret for, som det er med så meget, fordi vi har den her regering, som har et flertal her i Folketinget, så vi her i Folketinget ikke har mulighed for at råbe op i forhold til den her udvikling. Selv om der bliver rejst bekymringer og der er mange, der i den her debat er enige i, at forskningsfrihed og universiteternes uafhængighed er vigtig, så ved jeg jo godt, at det ikke rigtig komme til at batte noget. For de ordførere, der siger det, kommer jo ikke til at stemme nej til det her forslag, i hvert fald er det sjældent det, der sker i den her sal.
Så grundlæggende mener jeg bare, at vi skulle gå en helt anden vej. Vi skulle styrke universiteternes integritet, fokus og kompetence i forhold til at have meget stærkere fokus på international forskning i det hele taget og sikre den her uafhængighed og sikre, at kulturen på universiteterne gør, at man selvfølgelig kan praktisere sin forskningsfrihed både i forhold til sine emner, men også i forhold de ledelsesmæssige beslutninger. Så grundlæggende synes jeg, at ordførerne her i dag skal være meget bekymrede omkring den ministerielle indblanding på universiteterne, den politiske indblanding, og så den her retning, hvor man fokuserer på det mere erhvervsrettede universitet i stedet for den interne.