Socialudvalget 2024-25
L 87
Offentligt
2948715_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8857
Doknr.
945438
Dato
04-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 26. november 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 1 (L 87) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 1:
”Vil ministeren redegøre for, om antallet af tvangsanbringelser og
tvangsfjernelser før fødslen er steget over de seneste 10-11 måneder, dvs.
siden ikrafttrædelsen af Barnets Lov den 1. januar 2024?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at Social- og Boligministeriet endnu ikke har tal for antallet af
anbringelser i 2024 og derfor ikke kan redegøre for, om antallet af afgørelser
om anbringelse uden samtykke, herunder hvor afgørelsen er truffet før fødslen,
er steget siden ikrafttrædelse af barnets lov den 1. januar 2024.
Det skal dertil bemærkes, at adgangen til at træffe afgørelse om anbringelse
uden samtykke af et endnu ufødt barn blev indført med barnets lov, og det
derfor ikke var muligt før lovens ikrafttræden at træffe afgørelse om anbringelse
før fødslen.
Jeg kan endvidere oplyse, at det med aftalen om Børnene Først blev besluttet,
at der skal foretages en evaluering af reformen, herunder barnets lov, som
består af en delevaluering, der forventes at udkomme i 2027, samt en endelig
evaluering, der forventes offentliggjort i 2029. Som en del af evalueringen vil
der blandt andet blive set på udviklingen i anvendelsen af indsatser i
kommunerne, herunder udviklingen på anbringelsesområdet.
Evalueringen vil helt naturligt have fokus på at følge op på intentionen med
barnets lov. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at der ikke med barnets
lov er en selvstændig ambition om, at flere børn og unge skal anbringes uden
for hjemmet, men at der skal sættes ind med den rette indsats i tide, også når
den rette indsats er en anbringelse, så flere børn og unge oplever at få den
rigtige hjælp tidligere.
I forlængelse heraf vil jeg gerne bemærke, at barnets lov ikke engang har virket
i praksis i et år. Der er tale om en helt ny hovedlov, som er både omfattende og
kompleks, og som indebærer nye arbejdsgange for kommunerne. Jeg mener
derfor, at det er fornuftigt, at vi i aftalekredsen har besluttet at udskyde
evalueringen fra hhv. 2 og 4 år til 3 og 5 år efter ikrafttrædelsen af barnets lov,
så vi sikrer, at vi giver tid til implementering af loven i praksis.
1
L 87 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm., om antallet af tvangsanbringelser og tvangsfjernelser før fødslen er steget, siden barnets lov trådte i kraft
2948715_0002.png
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2