Tak for spørgsmålet. Spørgeren har ret i, at modellen for godtgørelse har administrative og likviditetsmæssige konsekvenser for fiskerierhvervet. Den model svarer dog til andre godtgørelsesordninger på punktafgiftområdet, hvor der betales afgift i forbindelse med køb af produktet, og hvor denne efterfølgende kan søges tilbagebetalt. Modellen gælder derfor ikke kun for fiskerierhvervet. Modellen har desuden den fordel, at den minimerer risikoen for svig, fordi de, som skal betale afgift, ikke kan tanke afgiftsfrit. Samtidig sikrer modellen, at godtgørelsen kun udbetales til de rette virksomheder.
For registrerede virksomheder vil godtgørelsen følge momsindgivelsen og momsrefusionen. For ikkemomsregistrerede virksomheder skal der søges om godtgørelse kvartalsvis. Jeg er blevet oplyst om, at udbetaling vil ske et par dage efter anmodningen, medmindre sagen udtages til kontrol. Jeg ved, at Skattestyrelsen, der administrerer godtgørelsesordningen for CO2-afgiften, har etableret vejledningskanaler, sådan at fiskerne kan få vejledning om, hvordan CO2-afgiften godtgøres hurtigt som muligt, også af hensyn til fiskernes løbende likviditet. Jeg håber, at den mulighed vil blive brugt og bidrage til at skabe klarhed.
Vedrørende spørgerens henvisning til tankning af brændstof fra selvbetjeningsanlæg har Skattestyrelsen oplyst, at der ikke er tale om en ny praksis, og at denne længe har været beskrevet i skatteforvaltningens juridiske vejledning. Så forstår jeg godt, at det kan forekomme ærgerligt for de fiskere, der af den ene eller den anden grund har haft adgang til at tanke afgiftsfrit fra udleveringsanlæggene, at de nu skal søge om godtgørelse, men det er desværre det, der har været forudsat i praksis, og som svarer til, hvad der gælder på andre områder. Var det ikke sådan, ville vi ikke kunne kontrollere, at der betales den korrekte afgift af brændstof.