1. Forbered dit forslag
Sørg for, at din idé passer til et borgerinitiativ. Din idé skal være en opfordring til Kommissionen om at stille et lovforslag inden for et område, EU må lovgive om – f.eks. miljø, landbrug, transport eller folkesundhed. Hvis ideen handler om noget, som EU ikke må lave fælles regler om, f.eks. grundskolen, så er et borgerinitiativ ikke den rigtige metode.
2. Opret din borgerkomité
I skal danne en borgerkomité bestående af 7 EU-borgere, som står bag opfordringen. Alle skal være statsborgere i et EU-land, og I skal tilsammen bo i mindst 7 forskellige EU-lande.
3. Registrer dit initiativ
Du skal registrere dit initiativ her:
Europa-Kommissionen: Registrer dit initiativ
Europa-Kommissionen skal svare dig inden to måneder.
4. Indsaml underskrifter
Du skal samle mindst en million underskrifter fra minimum 7 EU-lande. Du har 12 måneder til underskriftsindsamlingen. Hvis du vil samle underskrifter online, skal du have dit system attesteret.
Der findes desuden regler for, hvor mange underskrifter der mindst skal være fra et land, for at det tæller med – der kræves flere borgerunderskrifter fra store end fra små lande. Det nødvendige antal underskrifter svarer til antallet af det pågældende lands medlemmer af Europa-Parlamentet ganget med 750.
Du kan se minimumskriterierne for hvert land længere nede på siden.
5. Få underskrifterne tjekket og godkendt af de nationale myndigheder
De danske myndigheder skal godkende din underskriftsindsamling og kontrollere, at den er foregået på lovlig vis. Du får svar fra myndighederne inden tre måneder.
Hvis du har indsamlet nok underskrifter, kan du sende initiativet til Kommissionen.
6. Kommissionen vil nu behandle dit initiativ og svare inden tre måneder
Inden tre måneder giver Kommissionen svar efter et møde med dig og en offentlig høring i Europa-Parlamentet. Inden seks måneder giver Kommissionen endeligt svar på, hvilke tiltag (hvis nogen) den vil foreslå, som følge af dit borgerinitiativ. Hvis den ønsker at fremsætte et nyt forslag, går den almindelige lovgivningsprocedure i gang.
Borgerinitiativet er et forholdsvist nyt koncept i EU. Det blev indført med Lissabontraktatens art. 11 stk. 4 TEUF. Efterfølgende er de nærmere regler blevet fastlagt i forordningen om borgerinitiativer fra 2011.