Klage til EU

Som borger i EU har du mulighed for at klage ad forskellige kanaler, hvis du vil gøre EU-institutioner opmærksomme på et bestemt problem.

Større

Klagemuligheden afhænger af, hvad du vil klage over. Du kan indgive din klage ved at følge institutionernes vejledninger nedenfor.

I disse tilfælde kan du klage

Fejl eller forsømmelser begået af EU’s institutioner
Hvis du mener, at en af EU’s institutioner har handlet forkert i en sag, eller at de ikke har handlet i en situation, hvor de burde, kan du klage til Den Europæiske Ombudsmand.

Krænkelse af en europæisk borgers rettigheder
Hvis et medlemsland, institution eller en lokal myndighed har krænket en borger, organisation, virksomhed eller forening med bopæl eller hovedsæde i et EU-land, kan du sende en klage - kaldet en borgerklage eller et andragende - til Europa-Parlamentet

Overtrædelse af EU-retten fra de nationale myndigheders side
Hvis du mener, at de nationale myndigheder i et medlemsland har overtrådt EU-retten eller har implementeret en EU-regel forkert, kan du klage til Europa-Kommissionen

Problemer med en offentlig myndighed i et andet EU-land
Hvis du har problemer med myndighederne i et andet land, fordi de ikke vil anerkende dine EU-rettigheder, kan du henvende dig til SOLVIT, som er et netværk af nationale myndigheder, der hjælper med at løse den slags sager.

Problemer med andre erhvervsdrivende i et andet EU-land samt Island og Norge
Hvis du ønsker hjælp til at håndtere en klagesag mod en erhvervsdrivende (f.eks. en sælger) i et andet EU-land, Island, Norge eller Storbritannien kan du klage til Forbruger Europa.

I disse tilfælde kan du ikke klage

Generelt kan du ikke - som borger eller virksomhed - anlægge en sag direkte ved EU-retten
I få tilfælde kan du klage direkte til EU-retten, hvis en handling truffet af en EU-institution har berørt dig direkte og individuelt.

Du kan ikke anlægge sager mod andre borgere, selskaber, virksomheder eller medlemsstater ved EU-Domstolen.
Disse typer af sager skal du i stedet henvende dig til de nationale myndigheder med.

Du kan ikke klage over en dansk dom til EU-Domstolen, uanset om du har tabt sagen i den sidste instans i det danske domstolssystem
Hvis alle de danske klage- og ankemuligheder er udtømt, kan du eventuelt undersøge, om der er mulighed for at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Vær opmærksom på:

  • Om du opfylder de præcise kriterier for at klage
  • At sagsbehandlingstiden kan være lang

Som EU-borger er dine rettigheder nedskrevet i EU’s traktater, deriblandt også retten til at klage.

Den Europæiske Ombudsmand fremgår af art. 228 TEUF.
Europa-Kommissionen fremgår af art. 258 TEUF.
Europa-Parlamentet fremgår af art. 20 TEUF og art. 227 TEUF samt art. 44 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. 

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Søren Pers Kaltoft