Hvad gør Danmark for at få danskere ansat i EU?
Færre og færre danskere arbejder i EU, og det bliver af nogle set som et problem fra politisk hold. Derfor er der forskellige initiativer i værk for at øge antallet af danskere ansat i EU.
Hvordan ser det ud med antallet af danskere ansat i EU?
Flere af de politiske partier frygter, at danskere vil blive underrepræsenteret i EU’s institutioner, fordi antallet af danske ansatte er faldet gennem de sidste 10 år. Antallet af danskere ansat i EU er faldet fra 875 i 2009 til 704 i 2019.
Samtidig regner man med, at der i de kommende år vil blive pensioneret 15-20 danskere ansat i EU-institutionerne årligt. Danmark er derudover blandt otte lande, som EU’s personaleudvælgelse har peget på, har problemer med at bestå den adgangsgivende Concours prøve til fastansættelse i EU’s institutioner.
Initiativer til at få flere danskere ansat i EU
Den nuværende regering støtter op om VLAK-regeringens handlingsplan for fremme af danskere i EU. Handlingsplanen består af flere forskellige initiativer, hvoraf ét af de centrale initiativer er et mål om at fordoble antallet af nationale eksperter, der udsendes til EU. For at blive anset som national ekspert, skal man være ansat i en offentlig myndighed som f.eks. et ministerium. Initiativet betyder, at der senest ved udgangen af 2025 vil være knap 100 udsendte danske nationale eksperter i EU’s institutioner.
Desuden har man igangsat en målrettet udbredelse af information om adgangsprøver, EU-karrieremuligheder- og kompetenceudvikling, herunder henvendelser til relevante faggrupper i og uden for centraladministrationen og til danskere bosat i Bruxelles.
Herudover har Kommissionen vedtaget en ny HR-strategi, der b.la. har til formål at tiltrække de mest kvalificerede medarbejdere fra hele EU.
Læs VLAK-regeringens handlingsplan her
Læs Kommissionens HR-strategi her
Læs Finansministerens svar på antal ansatte i EU her
Danske ansatte i EU-institutionerne
Øvrige sider om ansatte i EU