Forstærket samarbejde

Nice-traktaten indførte muligheden for, at medlemslandene kan indgå i et forstærket samarbejde, hvor ikke alle medlemslande deltager.

Større

Hvad er forstærket samarbejde?

Forstærket samarbejde kaldes nogle gange for fleksibilitet eller integration i flere hastigheder. Det betyder, at nogle EU-lande inden for EU’s rammer kan gå videre med et samarbejde uden, at alle EU-lande er med. Denne mulighed var vigtig for nogle medlemslande, som var bekymrede for, om EU-samarbejdets udvikling ville gå i stå, når der ved den store østudvidelse ville komme 10 nye medlemslande.

Følgende skal være opfyldt for at lande kan indgå i et forstærket samarbejde:

  • Minimum ni lande skal deltage.
  • Forstærket samarbejde kan ikke iværksættes på områder, hvor EU har enekompetence.
  • Det forstærkede samarbejde kan iværksættes på alle andre områder af EU-samarbejdet, dog ikke på det militære område eller forsvarsområdet.
  • Der kan i begrænset omfang etableres et forstærket samarbejde om EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Fem forslag til forstærket samarbejde

Forstærket samarbejde har kun været brugt i begrænset omfang. Der er siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse kommet fem forslag til forstærket samarbejde, hvoraf fire er vedtaget.

To af de vedtagne forslag handler om oprettelse af patentdomstolen og oversættelse af patenter, som alle EU-medlemslande på nær Spanien og Italien deltager i. Disse to lande var utilfredse med domstolens sprogregime, hvor de anvendte sprog er engelsk, tysk og fransk. Danmark afholdt i øvrigt en folkeafstemning i 2014 om patentdomstolen, hvor et flertal stemte ja.

Det tredje vedtagne forslag er inden for familieret og handler om lovvalg ved separation og skilsmisse, som skal give internationale par mulighed for at vælge hvilket lands regler, de vil separeres eller skilles efter. De 14 lande, som er omfattet af forordningen, er Belgien, Bulgarien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Letland, Luxembourg, Ungarn, Malta, Østrig, Portugal, Rumænien og Slovenien. Danmark står pga. retsforbeholdet uden for denne forordning. 

Det fjerde vedtagne forslag er et forslag inden for familieret og handler om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i sager om formueforhold mellem internationale par. Forslaget er foreslået som forstærket samarbejde, fordi det også omfatter ægteskaber eller registrerede partnerskaber mellem personer af samme køn, og nogle EU-medlemslande har ikke homoseksuelle ægteskaber eller partnerskaber i deres lovgivning eller er bekymrede for, om ny EU-lovgivning indirekte vil påvirke deres retsorden. De 17 lande, som har foreslået forstærket samarbejde er Sverige, Belgien, Grækenland, Kroatien, Slovenien, Spanien, Portugal, Italien, Malta, Luxembourg, Tyskland, Tjekkiet, Nederlandene, Østrig, Bulgarien og Finland. Cypern meddelte senere, at de også ønsker at tage del i etableringen af det forstærkede samarbejde. Danmark står pga. retsforbeholdet uden for forslaget. 

Det forslag, som i øjeblikket drøftes i EU’s institutioner, er et forslag om skat på finansielle transaktioner. Forslaget om en skat på internationale finansielle transaktioner omfatter 10 lande nemlig Tyskland, Frankrig, Belgien, Østrig, Slovenien, Italien, Spanien, Portugal, Estland og Slovakiet. Danmark ønsker ikke at deltage.

EU-note: Forstærket samarbejde vedrørende beskatning af finansielle transaktioner (FTT) Statusblad: Forslag om gennemførelse af forstærket samarbejde på området for afgift på finansielle transaktioner (FTT) Læs mere om det forstærkede samarbejde vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller og de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Søren Pers Kaltoft