Hvorfor er der migration mellem lande?

Der kan være mange årsager til, at mennesker flytter til et andet land.

Større

Der findes både "push"- og "pull"-faktorer,  som kan forklare, hvorfor mennesker vælger at flytte til et andet land end deres hjemland. På den ene side er der altså faktorer, som får dem til at flytte væk fra deres hjemland (skubber dem bort fra hjemlandet, så at sige) og på den anden side kan der være ting, som tiltrækker eller lokker mennesker til et andet land.

Mange mennesker vælger at flytte i håbet om at opnå bedre jobmuligheder. Især hvis de oplever arbejdsløshed i hjemlandet – generelt eller indenfor deres uddannelse. Højere løn og bedre arbejdsvilkår kan lokke folk til fra andre lande. Medarbejdere i internationale virksomheder og organisationer kan udstationeres i et andet land i en periode (det er de såkaldte "expats").

Fattigdom, krig, hungersnød, naturkatastrofer eller forfølgelse får mange til at søge væk fra deres hjemland. Måske søger man bedre muligheder for sine børn. Eller man ønsker at (videre)uddanne sig. Måske har man mødt kærligheden i et andet land og vil gerne prøve at bo sammen i det land. Der kan være medicinske årsager. Eller måske har man bare eventyrlyst og vil gerne prøve noget nyt.

De fleste migranter har orden i papirerne, men der findes også migranter som opholder sig ulovligt i andre lande end deres hjemland. Måske har de fået et turistvisum, men vælger alligevel at blive, når visumperioden udløber. Eller krydser grænserne ulovligt som illegal indvandrer. Der findes også statsløse, som altså slet ikke har noget statsborgerskab (f.eks. fra Palæstina eller fordi de tilhører en minoritet) og dermed reelt ikke noget hjemland.

Reglerne for ophold varierer meget i forhold til, hvad årsagen er til, at man søger ophold i et EU-land. Dette tema omhandler dem, som flygter fra krig og forfølgelse og derfor søger asyl. Andre kategorier er f.eks. EU-borgere, som er omfattet af EU's regler om fri bevægelighed. Mennesker fra lande udenfor EU (tredjelande), som typisk kommer for at arbejde eller studere. Der er dem som søger familiesammenføring med EU-borgere (herunder danske borgere) og endelig er der visumreglerne for folk, der ønsker et kortere ophold i EU og kommer fra lande, som EU kræver visum fra (Schengenreglerne).

Europa har altid haft migration. Emigration fra Europa til f.eks. USA og Sydamerika. Migration mellem europæiske lande. Flest i forbindelse med stor arbejdsløshed eller andre kriser. Senest Ukraine, efter krigen i landet. Grækenland og Spanien efter finanskrisen. Migrationsstrømmene fra Øst- og Centraleuropa efter EU’s udvidelse i 2004-07. Flygtninge fra Balkankrigen og Tyskland efter 2. Verdenskrig.

Senest opdateret: [20.11.2024]
Sideansvarlig: Kirstine Chege