EU har en række handelsaftaler med lande uden for EU, og særligt frihandelsaftalen (CETA) mellem EU og Canada var genstand for stor opmærksomhed i forbindelse med Brexit.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, var nemlig inspireret af CETA i sit forslag til en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien. 

Men hvad var der egentlig galt med EU’s andre handelsaftaler med lande uden for EU, set med briternes øjne? Få svaret i denne korte gennemgang. 

Model 1: Den norske model

EU og Norge har et meget vidtgående samarbejde om handel, idet Norge er medlem af det europæiske økonomiske område (EEA). Norge accepterer derfor automatisk de fleste EU-forpligtelser i bytte for en plads i det indre marked.

Landet er altså med i det indre marked og følger fælles EU-regler for f.eks., hvilke kemiske stoffer der må være i børnebamser, hvor kraftigt der skal luftes ud i svejsehaller, og hvornår nordmænd må arbejde i EU- landene, og hvornår EU-borgere må arbejde i Norge. Norge har også accepteret, at EU-Domstolen bestemmer, hvordan de fælles regler skal fortolkes.

Det fælles regelsæt gør det mindre nødvendigt at kontrollere varer ved grænsen mellem f.eks. Norge og EU-landet Sverige. Men eftersom Norge ikke er med i EU’s toldunion, skal norske fragtchauffører dog stadig stoppe ved grænsen og have deres toldpapirer kontrolleret.

Premierminister Boris Johnson slog fast, at briterne under ingen omstændigheder ville blive i EU’s indre marked. Landet ville ikke underlægges hverken EU-Domstolen eller EU-regler som fælles miljøstandarder, arbejdstagerrettigheder og regler om statsstøtte. Briterne ville kunne lave deres egne handelsaftaler med lande uden for EU, men det ville den norske model ikke give briterne lov til.  

Model 2: Den tyrkiske model

En anden model er EU’s aftale med Tyrkiet, som er med i EU’s toldunion og f.eks. kan eksportere stål og biler til EU’s medlemslande uden at blive opkrævet told. 

Ligesom de norske chauffører skal også de tyrkiske godstransporter stoppe ved grænsen til EU. Tyrkiet er nemlig ikke med i det indre marked, og derfor skal EU-landenes toldbetjente kontrollere, at lasten overholder EU’s regler for varer, der kommer ind i EU fra lande uden for unionen.

Tyrkiet-modellen afskaffer tolden på en lang række varer, men omfatter ikke serviceydelser som f.eks. bankprodukter, undervisning og flyrejser. Derfor var modellen ikke attraktiv for Storbritannien og det globale finanscentrum i London, som genererer størstedelen af briternes store eksport af serviceydelser. Briterne meldte også klart meldt ud, at de ikke ville forblive i EU’s toldunion. 

Model 3: CETA - den omfattende handelsaftale

Canada er et af de lande, som EU har mere vidtgående frihandelsaftaler med. Her handler det ikke bare om told, f.eks. kan europæiske virksomheder også byde på offentlige udbud i Canada og levere tjenesteydelser til det canadiske marked.

Frihandelsaftalen, som bliver kaldt CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement), gør det muligt for de europæiske virksomheder at handle næsten alle varer toldfrit med Canada. Der er dog fortsat told på enkelte varer, herunder nogle landbrugsprodukter. Aftalen omfatter dog ikke særlig megen tjenestehandel og stort set ikke finansielle tjenesteydelser, som netop udgør en stor del af Storbritanniens eksport. Aftalen fjerner heller ikke alle kvoter. 

I en CETA-lignende aftale ville der stadig være behov for grænsekontrol, fordi Storbritannien ikke ville være med i EU’s indre marked. Men briterne ville frit kunne indgå deres egne handelsaftaler med lande uden for EU. 

Premierminister Boris Johnson ville gerne have en aftale, som minder om den, EU og Canada er blevet enige om – blot i en udvidet version. Johnson kaldte den ”Canada-plus”-modellen, og den skulle bl.a. omfatte flere former for tjenesteydelser.

Problemet med en handelsaftale i stil med CETA var dog, at det kan tage meget lang tid at forhandle en sådan aftale. Samtidig indeholder aftalen krav til, at EU og Canada skal nærme sig hinanden, når det kommer til regler og standarder.  Storbritannien ønskede omvendt et større handlerum til at fastlægge egne regler og standarder. Det var svært for EU at acceptere, fordi den geografiske afstand mellem EU og Storbritannien er så lille.

Model 4: WTO-aftalen - det hårde Brexit 

Der var naturligvis også den mulighed, at EU og Storbritannien ikke kunne blive enige om en handelsaftale, hvilket mange i lang tid frygtede ville blive udfaldet af forhandlingerne mellem EU og Storbritannien. 

I så fald var det verdenshandelsorganisationen WTO’s regler, der skulle regulere handlen mellem EU og Storbritannien. 

WTO’s toldsatser ville fordyre varer importeret til Storbritannien fra EU, mens forbrugere i EU omvendt skulle betale mere for varer importeret fra Storbritannien. WTO-aftalen svarer til et hårdt Brexit, hvor Storbritannien ville have forladt EU uden en udtrædelsesaftale. 

Model 5: Handelsaftalen mellem EU og Storbritannien

I december 2020 blev EU og Storbritannien enige om en omfattende handels- og samarbejdsaftale.

Handelsaftalen sikrer, at der ikke kommer told på varer, som handles mellem virksomheder i EU og Storbritannien. Aftalen er den første aftale mellem EU og et tredjeland (som Storbritannien nu anses som), som afskaffer told på varer i alle sektorer, uden at have krav om kvoter.

For at undgå told på en vare skal mindst halvdelen af varens værdi dog være fremstillet af dele eller af produkter, som stammer fra enten EU eller Storbritannien. Handelsaftalen omfatter ikke tjenestehandel, som udgør en stor del af Storbritanniens eksport til EU, og heller ikke den finansielle sektor.  

Du kan læse mere om handelsaftalen mellem EU og Storbritannien i linket nedenfor.