Den 23. juni 2016 stemte et flertal af de britiske vælgere ja til at forlade EU. Det skete ved en vejledende folkeafstemning, som den britiske regering valgte at følge. Daværende premierminister, Theresa May, sendte den 29. marts 2017 en officiel meddelelse til EU om, at Storbritannien ønskede at forlade EU efter over 40 års medlemskab.

Forhandlingerne om Storbritanniens udtræden blev officielt sat i gang med denne meddelelse i henhold til Lissabontraktatens artikel 50. Det var første gang, et EU-land aktiverede artiklen.

Artikel 50 bliver populært kaldt EU’s skilsmisseparagraf, fordi den beskriver processen for, hvordan et EU-land kan forlade EU. Artiklen består af fem korte paragraffer, som blev udformet af EU-landene i 2009, da de vedtog Lissabontraktaten.

Før Lissabontraktaten havde EU ingen særskilt skilsmisseparagraf, som fastsatte, hvordan et medlemsland kunne forlade EU-samarbejdet. Grønland forlod dog EU i 1985 på baggrund af den såkaldte Grønlandstraktat.

Skilsmissen kan vare to år

Ifølge artikel 50 kan forhandlingerne om et medlemslands farvel til EU vare i op til to år. Hvis denne tidsramme bliver overskredet, vil landets medlemskab automatisk ophøre.

Uret begynder at tikke i det øjeblik, artikel 50 bliver aktiveret med den officielle meddelelse fra landet, som ønsker at forlade EU. EU og Storbritannien skulle derfor blive enige om en udtrædelsesaftale inden den 29. marts 2019.

Tidsfristen kan dog forlænges, hvis landet, som ønsker at forlade EU, beder om det og får lov til det fra de resterende EU-lande. Storbritannien bad om forlængelse 3 gange, og den seneste forlængelse udskød Brexit til den 31. januar 2020.

EU og Storbritannien bliver enige om skilsmisseaftale

Artikel 50 slår også fast, at EU-landenes stats- og regeringschefer fastlægger retningslinjerne for forhandlingerne om en udtrædelsesaftale mellem EU og Storbritannien. Danmark gav sammen med de andre EU-medlemslande Europa-Kommissionen mandat til at forhandle med Storbritannien på EU's vegne. 

EU og den britiske regering blev i slutningen af november 2018 enige om en udtrædelsesaftale om, hvordan Storbritannien forlader EU. Udtrædelsesaftalen blev godkendt af Europa-Parlamentet og vedtaget i Ministerrådet, men strandede i det britiske parlament, hvor den britiske regering ikke kunne samle flertal for aftalen. Hele tre gange stemte parlamentet aftalen ned. 

Siden da har Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, genforhandlet dele af den oprindelige udtrædelsesaftale. Boris Johnson fik i slutningen af oktober flertal for sin skilsmisseaftale i det britiske parlament, men et flertal i parlamentet forkastede hans tidsplan. Derfor måtte Johnson bede EU om endnu en udsættelse af Brexit, hvilket EU accepterede.

I januar 2020 godkendte det britiske parlament endelig Johnssons skilsmisseaftale. Dermed var vejen banet for, at Storbritannien kunne forlade EU den 31. januar ved midnat.