Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det politisk magi, da EU og Storbritannien den 17. oktober 2019 blev enige om en udtrædelsesaftale efter flere måneders stilstand i forhandlingerne.

- Nogle gange kan vi trylle i politik, sagde statsministeren, da hun orienterede Folketingets Europaudvalg om resultatet af mødet i Det Europæiske Råd.

På topmødet fik forhandlere fra EU og Storbritannien løst den gordiske knude, som i flere måneder havde sat forhandlingerne i stå: Hvordan kunne Storbritannien forlade EU, uden der opstod en fysisk grænse mellem Nordirland og Irland, samtidig med at der sikredes kontrol af varer til EU fra lande uden for unionen? 

Hvad var problemet med Nordirland? 

Det helt store problem i forhandlingerne var, at når Storbritannien forlod EU, gjorde Nordirland det også. Der var derfor risiko for en fysisk grænse mellem Irland og Nordirland, hvilket er stik imod en fredsaftale fra 1998 - Good Friday-aftalen.

Good Friday-aftalen siger , at der aldrig mere skal være kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland, og den blev indgået for at stoppe og forhindre en blodig borgerkrig i Nordirland i at blusse op.

Set fra Bruxelles var udfordringen, at 27 lande efter Brexit fortsat deler en fælles ydre grænse. Inden for grænsen producerer og konkurrerer virksomheder efter fælles regler, mens varer fra lande uden for EU skal kontrolleres og fortoldes, før de krydser grænsen. 

Problemet var, at det er svært både at have en grænse mellem EU (Irland) og Nordirland, som skal være åben for at respektere Good Friday-aftalen, og samtidig sikre kontrol af varer fra Storbritannien inden de kommer ind i EU’s indre marked.

Hvorfor vil EU regulere grænsen mellem Nordirland og Irland?

EU's toldunion og de fælles regler i det indre marked gør det nemmere og billigere at sælge varer i de andre EU-lande. De fælles regler betyder også, at der ikke er behov for at kontrollere varer, der krydser EU’s interne grænser. 

Hvis der ikke er nogen kontrol på grænsen mellem Nordirland og Irland vil alle varer, der befinder sig i Nordirland, uden kontrol kunne eksporteres til resten af EU.

EU-landene ville derfor sikre sig, at produkter, der produceres i eller importeres til Nordirland, lever op til EU’s standarder og er fortoldet efter EU’s regler. Ellers kunne Nordirland blive en bagdør til det indre marked og mindske produktsikkerheden i EU.

Nye forhandlinger om Nordirland-protokollen

Løsningen blev den såkaldte Nordirland-protokol med en dobbeltløsning for Nordirland. Trods Brexit skulle nordirerne stadig være en del af EU’s indre marked for varer og med i EU’s toldunion. Men det betød også, at varer fra England, Skotland og Wales skulle kontrolleres, når de ankom til Nordirland. 

Nordirland-protokollen blev kritiseret for at indføre en grænse internt i Det Forenede Kongerige (England, Wales, Skotland og Nordirland). Siden aftalen blev vedtaget, kæmpede især Brexit-tilhængere i Storbritannien for at aftalen genforhandlet.

Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU blev derfor genoptaget, og i februar 2023 blev Storbritannien og EU enige om en ny aftale.   

Ny aftale ændrer kontrol af varer

Windsor-rammeaftalen, som den nye aftale fra februar 2023 bliver kaldt, ændrer måden, hvorpå varer ved grænsen kontrolleres.

Aftalen introducerer forskellige vejbaner for varer, der ankommer til Nordirland. Varer fra England, Skotland og Wales, som skal ende i Nordirland, vil ende i en ”grøn” vejbane og blive kontrolleret efter lempeligere regler end varer, der skal eller kan komme videre til EU. Sidstnævnte havner i en ”rød” vejbane med skrappere kontrol, fordi varerne skal leve op til EU’s krav og standarder. 

Herudover er der indført en såkaldt Stormont-bremse. Stormont er navnet på det nordirske parlament, hvor en tredjedel af parlamentet nu får mulighed for at hive i bremsen, hvis EU vedtager en lov, som kommer til at få stor betydning i Nordirland.

Hvis EU og Nordirland er uenige i brugen af bremsen, er det ikke EU-Domstolen, men et uafhængigt organ, som skal tage stilling til, om bremsen må tages i anvendelse. Det er dog fortsat EU-Domstolen, der alene skal fortolke EU-regler, herunder særligt regler vedrørende det indre marked.