Når to eller flere lande indgår en aftale om vilkårene for samhandel, kalder man det for en handelsaftale. Formålet er at gøre det lettere at handle sammen. 

I en handelsaftale fjerner man de forhold, som besværliggør eller forhindrer samhandel. Det kan eksempelvis være, at man sænker told og afgifter mellem landene. Det kan også være en mere omfattende aftale, hvor man laver fælles standarder og regulering. 

Hvis en handelspartner anerkender flere af EU's produktstandarder, kan det nemlig blive lettere for europæiske virksomheder at få deres produkter godkendt uden for EU. Og hvis landene gensidigt anerkender professioner, er det også lettere for virksomheder at sælge tjenesteydelser f.eks. ingeniør- eller arkitektfirmaer. 

På den måde kan en handelsaftale forbedre europæiske virksomheders adgang til markeder uden for EU, og udenlandske virksomheders adgang til det europæiske marked, fordi virksomhederne i de forskellige lande kun skal leve op til et sæt regler, når de handler sammen. 

Ens regler forhandlet på plads af EU betyder dog også, at Danmark ikke selv kan fastsætte egne regler for eksempelvis forbrugerbeskyttelse og produktkrav såsom fristen for at klage over en vare, eller hvilke stoffer håndcreme må indeholde. 

EU’s handelsaftaler

EU forhandler handelsaftaler på vegne af medlemslandene. Det er EU-Kommissionen, som får bemyndigelse til at forhandle med partnerlandet. Hele processen for EU’s forhandling af handelsaftaler fremgår af infografikken nederst på siden.

EU har i dag handelsaftaler med 72 lande uden for EU. Den kendteste er nok EØS-aftalen, som EU har indgået med Norge, Island og Liechtenstein. Dertil kommer en række handelsaftaler, som principielt er forhandlet på plads, men afventer at blive godkendt og træde i kraft.

EU’s handelsaftaler er klassificeret forskelligt alt efter deres indhold; der er f.eks. toldunioner, frihandelsaftaler, associerings- eller partnerskabsaftaler.

Frihandelsaftaler og toldunioner er de mest omfattende aftaler, og de indgås typisk med udviklede tredjelande f.eks. Canada og nye vækstøkonomier såsom Mexico. De økonomiske partnerskabsaftaler bliver typisk til for at støtte udvikling af handelspartnere fra lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet.

Verdenshandelsorganisationen WTO spiller også en stor rolle for forhandling af internationale handelsregler. 

Eksempel: Frihandelsaftale mellem EU og Sydkorea 

Sydkorea er EU’s 4. største handelspartner uden for Europa efter USA, Japan og Kina. Tilbage i 2011 indgik EU og Sydkorea en frihandelsaftale, der ifølge EU-Kommissionen var kendetegnet ved at være mere vidtgående end andre aftaler. Handel med stort set alle slags produkter mellem de to parter er siden blevet fritaget for importtold og -afgifter. 
Sydkorea er Danmarks 24. største eksportmarked for varer. Eksporten til Sydkorea udgjorde 0,7 pct. af Danmarks samlede vareeksport i 2021 svarende til 7 mia. kr. 

Siden frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea trådte i kraft i 2011 og til 2021 er Danmarks eksport til Sydkorea steget med 73 pct. ifølge tal fra Danmarks Statistik. Eksporten udgøres bl.a. af maskiner og udstyr til industrien, farmaceutiske produkter samt kød og mejeriprodukter. 

Importen af skibe og fly fra Sydkorea udgjorde i 2017 5,6 mia. kr. Andre importerede varer fra landet, herunder maskiner, elektriske apparater, jern og stål, metalvarer samt køretøjer, udgjorde 2,5 mia. kr.

Ifølge EU-Kommissionen er Sydkorea bedre til at udnytte reglerne i frihandelsaftalen, end EU er. En forklaring kan være, at en stor del af den sydkoreanske eksport varetages af store konglomerater, mens EU’s udenrigshandel domineres af små og mellemstore virksomheder, der har færre ressourcer, og som dermed har vanskeligere ved at orientere sig i omfattende handelsaftaler. 

Læs andre artikler i temaet