Undervisningssæt til samfundsfag C

Der er meget på spil, når vælgere fra hele EU går til valg den 6.-9. juni 2024. Krig ved EU’s ydre grænser, klimaforandringer og migrationsstrømme presser EU. Spørgsmålet er, om EU’s medlemslande kan og skal løse udfordringer i fællesskab, eller om nationalstaterne bedst løser udfordringerne enkeltvis.

I Danmark stemmer vi den 9. juni, og vi skal sende 15 repræsentanter af sted til Europa-Parlamentet. Sammen med de 705 andre medlemmer, skal de danske europaparlamentarikere være med til at forme fremtidens EU-politik.

Første dobbeltlektion (inklusive skriftlig opgave): Europa-Parlamentets funktion og sammensætning 

Lektie: »EU på kryds og tværs«


Introduktion til lektien

Europa-Parlamentet har fået mere indflydelse de seneste årtier. Det er primært sket, fordi Europa-Parlamentet er den eneste institution, hvor EU’s borgere stemmer medlemmerne direkte ind. Dermed sikrer Europa-Parlamentet demokratisk indflydelse på EU’s lovgivning og beslutninger.

Ministerrådet er sammensat af medlemslandenes ministre og varierer afhængig af, hvilket emne der behandles (landbrugsministrene mødes for at lave lovgivning for landbruget, mens sundhedsministrene mødes for at lave EU’s sundhedspolitik).

EU-kommissærerne er indstillet af statslederne i de respektive lande (der er en kommissær fra hvert medlemsland) og udnævnes af Det Europæiske Råd efter godkendelse af Europa-Parlamentet.

Groft forenklet kan man sige, at Europa-Parlamentet dermed (primært) repræsenterer de ideologiske fællesskaber på tværs af EU-landene, mens Ministerrådet i højere grad repræsenterer de nationale interesser, og Europa-Kommissionen repræsenterer EU’s interesser.

Arbejdsspørgsmål til lektien

Læs »EU på kryds og tværs« side 40, 47-59 og 90-93 (læsetid: 30 minutter) Se link nedenfor. 

  1. Præcis som i Danmark (og alle andre demokratier) fungerer EU ud fra princippet om magtens tredeling (den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt). Hvilken funktion har Europa-Parlamentet i denne tredeling?
  2. Europa-Parlamentet har fået mere indflydelse de seneste årtier. Parlamentet er den eneste EU-institution, hvor EU’s borgere stemmer medlemmerne direkte ind. Hvilken betydning har det, at vi kan stemme medlemmerne ind direkte?
  3. Hvor mange medlemmer af Europa-Parlamentet er der (nu og efter valget 2024)? Og hvor mange af disse er danske (nu og efter valget 2024)?
  4. Europa-Parlamentets medlemmer er ikke organiseret ud fra deres nationalitet, men sidder i grupper med folk fra andre lande ud fra deres ideologiske udgangspunkt. Hvilke politiske grupper er der i Europa-Parlamentet?
  5. Hvordan er valgdeltagelsen i Danmark sammenlignet med EU-gennemsnittet? Hvad kan dette skyldes?
  6. På side 58-59 kan du se, hvilke grupper de danske medlemmer sidder i. Hvilken gruppe i Europa-Parlamentet har flest danske medlemmer?
Læs »EU på kryds og tværs« side 40, 47-59 og 90-93 (Folketingets EU-Oplysning)

Gruppeopgave - opgave 1

Emne: De vigtigste emner til europaparlamentsvalget ifølge danskerne (varighed: 15 minutter)

Læs nedenstående artikel, og svar på arbejdsspørgsmålene.
  1. Hvad er ifølge danskerne de tre vigtigste emner til europaparlamentsvalget 2024?
  2. Er der bred enighed på tværs af politiske ideologier om løsningerne på disse emner?
»Ny måling: Klimaet er igen det vigtigste emne for danskerne til næste sommers europaparlamentsvalg« (Tænketanken Europa)

Gruppeopgave - opgave 2

Emne: De 7 grupper i Europa-Parlamentet

  1. Orienter dig i linket herunder, og notér, hvad de 7 grupper i Europa-Parlamentet står for.
  2. Skriv de 7 gruppers navne ned, og placer dem i matrix ovenfor.
De politiske grupper i Europa-Parlamentet (Europa-Parlamentet)

Gruppeopgave - opgave 3a: prognose for europaparlamentsvalget 2024

Emne: Prognose for valget (skriftlig opgave: 45-60 minutter)

  1. Hvad kan der udledes om grupperne i Europa-Parlamentets fremgang/tilbagegang ved valget 2024 ud fra ovenstående prognose? (procentvis vækst) 

NB: Medlemsantallet stiger i 2024 fra 705 til 720. Kilde: European Council on Foreign Relations

Gruppeopgave - opgave 3b: Prognose for europaparlamentsvalget 2024

  1. Læs artiklen herunder, og notér, hvordan de danske partier klarer sig i meningsmålingen. Hvem står til at gå frem, og hvem står til at gå tilbage?
»Første EU-måling: Alle partier står til en plads i Europa-Parlamentet – undtagen ét« (Altinget)

Anden dobbeltlektion: Står EU over for en udvidelse i den kommende valgperiode?

Lektie: »EU på kryds og tværs«

Emne: Migration

Læs »EU på kryds og tværs« side 7-22 (læsetid: 30 minutter) Se link nedenfor. 

Arbejdsspørgsmål til lektien

  1. Hvor mange medlemslande er der lige nu i EU?
  2. Hvor mange kandidatlande er der lige nu til EU?
  3. Hvilke kriterier skal kandidatlandene leve op til, før de kan blive optaget i EU?
Læs »EU på kryds og tværs« side 7-22 (Folketingets EU-Oplysning)

Gruppeopgave - opgave 1

Info: Based on responses to the question: »Which of the following issues has, over the past decade, most changed the way you look at the future?« Population-weighed average across nine EU countries polled was used to calculate the share of different constituencies in the EU27's voting age population of 372 million.  

Emne: EU-borgernes bekymringer for fremtiden (diskussion: 5 minutter)

Figuren ovenfor viser, hvilke udfordringer der i særlig grad bekymrer EU’s borgere og påvirker deres syn på fremtiden.

  1. Hvad kan udledes af figuren?
  2. Hvad overrasker jer?
  3. Hvordan passer det ind i de aktuelle planer om udvidelse?

Gruppeopgave - opgave 2

Emne: Ukraines medlemskab (varighed: 30 minutter)

Ukraine er på listen over kandidatlande til EU. Læs artiklerne herunder, og svar på spørgsmålene:
  1. Hvad kan I udlede om danskernes syn på Ukraines kandidatur til EU ud fra nedenstående link? Skriv mindst fem konklusioner ned.
  2. Diskuter fordele og ulemper ved at optage Ukraine i EU. I kan bruge de to sidste link nedenfor som inspiration.
  3. Hvad synes I selv vejer tungest? Og vurderer I, at Ukraine bliver optaget i EU i den næste valgperiode (før valget i 2029)?
»Ny europæisk måling: Ukraine som EU-medlem møder bladet opbakning« (Tænketanken Europa) »Fagbevægelsen bekymret over EU-optagelse af Ukraine« (Solidaritet.dk) Kronik: »En forhastet EU-optagelse af Ukraine kan destabilisere Balkan og svække EU's troværdighed« (Information)

Tredje lektion: EU's tre største udfordringer 2024 - migration

Migration - opgave 1

Emne: EU's migrations- og asylpolitik

Læs »EU på kryds og tværs« side 155-163 (læsetid: 20 minutter). Se link nedenfor. 

Arbejdsspørgsmål til teksten

  1. Hvilken begivenhed gjorde ifølge lektien, at EU for alvor fik sat gang i at reformere asyl- og indvandringspolitikken?
  2. Hvad er de to hovedformål med EU’s fælles indvandringspolitik?
  3. Hvad handler den såkaldte blåkortsordning om?
  4. Hvad er Danmark forpligtet til at deltage i? Hvorfor er Danmark en undtagelse, og hvad betyder det reelt set for os (er det en fordel eller en ulempe)?
Læs »EU på kryds og tværs« side 155-163 (Folketingets EU-Oplysning)

Migration - gruppeopgave 1

Gruppeopgave til timen (varighed: ca. 15 minutter)

I 2023 blev EU-landene enige om en ny migrations- og asylpolitik, der i højere grad forsøger kollektivt at løse udfordringerne med flygtninge og migranter, som ankommer til EU’s ydre grænser. Hvordan stiller det asylansøgere?

Find nedenfor links til artiklerne »EU vil styrke grænser og sende flere hjem« og »Enhedslisten: EU's nye flygtningepagt er en alvorlig indskrænkning af retten til asyl«. Læs artiklerne og svar på spørgsmålene:

  1. Hvad kendetegner den nye asylaftale (fakta)?
  2. Hvad lyder Enhedslistens og Dansk Folkepartis kritik af den nye aftale på?
  3. Mener I, at kritikken er berettiget?
  4. Hvad skulle man ændre i EU's migrations- og asylpolitik, hvis det stod til jer?
»EU vil styrke grænser og sende flere hjem« (Infomedia) »Enhedslisten: EU's nye flygtningepagt er en alvorlig indskrænkning af retten til asyl« (Altinget)

Migration - gruppeopgave 2

Gruppeopgave til timen (varighed: ca. 15 minutter)

  1. Læs i nedenstående infografik om de tre hovedruter, og skriv ned, hvad I kan udlede af grafikken om flygtninges og migranters vej til EU gennem de tre hovedruter. 
  2. Tænk nu tilbage på den lovgivende magt i EU (tokammersystemet): Diskuter, hvorfor det er så svært at lave en fælles migrations- og asylpolitik i EU. Er der nogle fordele eller ulemper ved, at der er to kamre? Skriv svarene ned.

Infografik om migrantruter (Det Europæiske Råd)

Tredje lektion: EU's tre største udfordringer 2024 - krig, grænser og sikkerhedspolitik

Krig, grænser og sikkerhedspolitik - opgave 1

Læs »EU på kryds og tværs« side 140-145 (læsetid: 10 minutter) 

Arbejdsspørgsmål til teksten

  1. Hvad er det særlige ved politikområdet »Udenrigs- og sikkerhedspolitik« (side 140-147)?
  2. Hvor stor en del af verdens samlede udviklingsbistand kommer fra EU?
  3. Har EU en fælles hær i 2024?
  4. I hvilket omfang er Danmark med i forsvarssamarbejdet?
Læs »EU på kryds og tværs« side 140-147 (Folketingets EU-Oplysning)

Krig, grænser og sikkerhedspolitik - gruppeopgave 1

Gruppeopgave til timen (varighed: ca. 15 minutter)

EU’s udenrigschef hedder Josep Borrell. Læs i artiklen nedenfor, hvordan han beskriver truslerne mod EU op til valget 2024, og svar på nedenstående spørgsmål: 

  1. Hvilke militære konflikter omtales der i den korte artikel?
  2. Hvad er ifølge Borrell EU’s største styrke?
  3. Hvad er ifølge Borrell de største trusler mod EU lige nu?
  4. Hvordan kæder Borrell idépolitiske og sikkerhedspolitiske mål sammen?
»EU foreign policy chief fears rightwing surge in June elections« (The Guardian)

Krig, grænser og sikkerhedspolitik - gruppeopgave 2

Gruppeopgave til timen (varighed: ca. 15 minutter)

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, holdt i februar 2024 en tale om krigen i Ukraine set i et EU-perspektiv. Læs talen i linket herunder, og svar på spørgsmålene: 

  1. I første afsnit argumenterer von der Leyen for, at Rusland er gået i krig mod mere end Ukraine. Hvem mener hun, Rusland er gået i krig mod?
  2. I andet og tredje afsnit argumenterer von der Leyen for, at ukrainernes vilje er stærk, fordi de tror på noget. Hvad er det, der ifølge von der Leyen får ukrainerne til at kæmpe mod den russiske hær?
  3. I fjerde afsnit argumenterer von der Leyen for, at krigen i Ukraine skubber en integrationsproces i gang for Ukraine mod EU. Hvordan argumenterer hun for dette?
Ursula von der Leyens tale (Europa-Kommissionen)

Krig, grænser og sikkerhedspolitik - gruppeopgave 3

Gruppeopgave til timen (varighed: ca. 15 minutter)

  1. Hvordan er den økonomiske støtte til Ukraine i de forskellige lande? Kan du finde lande, der støtter med en større procentvis andel af deres bnp end Danmark ifølge hjemmesiden nedenfor? (scroll ned til den interaktive grafik)
Ukraine Support Tracker (Kiel Institute)

Tredje lektion: EU's tre største udfordringer 2024 - grøn omstilling

Grøn omstilling - opgave 1

Læs »EU på kryds og tværs« side 171-176 (læsetid: 15 minutter)

Arbejdsspørgsmål til teksten:

  1. Hvad er forskellen på EU’s klimamål for 2030 og Danmarks klimamål for 2030?
  2. Hvilke sektorer i Europa bliver særligt udfordret af den grønne omstilling? (se side 171)
  3. Hvad handler den europæiske grønne pagt om? Hvilket land var eneste modstander af pagten? Kan I komme med en forklaring på det? Læs eventuelt Guardian-artiklen for forklaring (se link nedenfor)
  4. Hvor stor en del af EU’s budget bruges på klima- og miljøpolitik?
  5. Hvilke konkrete tiltag for klimaet nævnes i lektien?
  6. EU er især bekymret for fem effekter af klimaforandringerne (se side 175). Hvilke af disse effekter er I mest bekymrede over? Og hvilke af disse effekter ser I tydeligst i jeres hverdag?
 
Læs »EU på kryds og tværs« side 171-176 »European Green Deal to press ahead despite Polish targets opt-out« (The Guardian)

Grøn omstilling - gruppeopgave 1

Gruppeopgave til timen (varighed: ca. 15 minutter)

  1. Klimapolitikken har åbnet en konflikt mellem især lovgiverne i Bruxelles og landmændene i EU. Læs om den konflikt i artiklen herunder, og skriv ned, hvilke ting landmændene er særligt utilfredse med. Skriv mindst fem punkter ned.
  2. Der er mange interesser på spil i klima- og miljøpolitikken. EU var ved at vedtage et forbud mod brugen af engangsemballage, men i januar 2024 blev det nedstemt. Læs i artiklen fra Corporate Knights, hvem der var med til at få loven droppet, og hvilke midler der blev taget i brug.
»Her er lovgivningen, der gør de europæiske landmænd rasende« (DR) »Europe’s bid to ban single-use packaging riles up the McDonald's machine« (Corporate Knights)

Fjerde lektion: De danske spidskandidater

Lektie: »EU på kryds og tværs«

Lektie: Læs »EU på kryds og tværs« side 56-57 (læsetid: 5 minutter) og artiklen om, hvordan det er vigtigt at stemme (se link nedenfor)

Arbejdsspørgsmål til lektien

  1. Hvad kan du udlede af figuren på side 57 i  »EU på kryds og tværs«?
  2. Hvilke argumenter for at stemme til europaparlamentsvalget fremføres der i artiklen »Brug din stemme«? Er du enig? 
Læs »EU på kryds og tværs« side 56-57 (Folketingets EU-Oplysning) Europa-Parlamentet: »Hvorfor bør du stemme ved europaparlamentsvalget 2024?«

De danske spidskandidater - gruppeopgave 1

Gruppeopgave til timen.

  1. Læs artiklen Første EU-måling: Alle partier står til en plads i Europa-Parlamentet – undtagen ét
    a. Hvad siger prognosen for valget? Hvor mange partier står til at få en plads i Europa-Parlamentet? 
  2. Gå ind på hjemmesiderne for de forskellige partiers spidskandidaters (se oversigt nedenfor). Undersøg, hvad spidskandidaterne mener om:
    a. Indvandringspolitikken i EU
    b. Ruslands invasion af Ukraine og EU’s ansvar og opgave (herunder udvidelsen af EU og optagelsen af Ukraine)
    c. EU’s klimapolitik
  3. Sorter de danske partier efter deres plads i de forskellige grupper i Europa-Parlamentet. Er partierne, der arbejder i samme gruppe i Europa-Parlamentet, enige? 
  4. Hvorfor er det vigtigt, at unge engageres i at stemme til europaparlamentsvalget? Hvad afgør, hvor du sætter din stemme? Hvem vil du stemme på (hvis du er fyldt 18)?
»Første EU-måling: Alle partier står til en plads i Europa-Parlamentet – undtagen ét« (Altinget)

Christel Schaldemose (A)

Læs om mærkesager

Henrik Dahl (I)

Læs om mærkesager

Anders Vistisen (O)

Læs om mærkesager

Kristoffer Storm (Æ)

Læs om mærkesager

Jan Kristoffersen (Å)

Læs om mærkesager

Sigrid Friis Frederiksen (B

Læs om mærkesager

Kira Marie Peter Hansen (F)

Læs om mærkesager

Stine Bosse (M)

Læs om mærkesager

Morten Løkkegaard (V)

Læs om mærkesager

Per Clausen (Ø)

Læs om mærkesager