L 161 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Styrket undervisning i dansk som andetsprog, herunder ved udvidet adgang til at henvise tosprogede elever til andre skoler end distriktsskolen).

Af: Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-01-2005

Fremsættelse: 12-01-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l161_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (12. januar 2005)

 

 

Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Styrket undervisning i dansk som andetsprog, herunder ved udvidet adgang til at henvise tosprogede elever til andre skoler end distriktsskolen)

(Lovforslag nr. L 161).

Lovforslaget tilsigter at afhjælpe det forhold, at tosprogede elever generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet. Ved afslutningen af grundskolen har hver anden tosprogede elev således ikke de fornødne læsefærdigheder til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Samtidig viser en ny evaluering af dansk som andetsprog i folkeskolen, at kommunernes indsats på området er meget svingende, og at der er behov for forbedringer. Folkeskolen spiller en meget central rolle i integrationsprocessen af tosprogede børn og unge i samfundet. Lovforslaget fremsættes for at skabe bedre rammer for, at kommunerne kan løfte opgaven, således at udviklingen kan vendes, og derved skabe det bedste grundlag for den enkelte elevs integration i det danske samfund.

Med forslaget udvides muligheden for ved optagelsen i folkeskolen at henvise tosprogede elever med sprogstøttebehov til andre skoler end distriktsskolen til også at gælde elever, der ud fra en individuel pædagogisk vurdering har et ikke uvæsentligt behov for undervisning i dansk som andetsprog, og hvor det vurderes at være pædagogisk påkrævet at henvise eleven til en anden skole end distriktsskolen. Lovforslaget omfatter dermed også elever, der kan deltage i klassens almindelige undervisning, hvis de får særlig støtte i form af undervisning i dansk som andetsprog på hold mv. i nogle ugentlige timer, herunder elever der overgår til almindelig undervisning efter endt modtagelsesklasseforløb. I dag er der alene mulighed for at henvise tosprogede elever med et sprogstøttebehov til en modtagelsesklasse på en anden skole end distriktsskolen samt til særlige klasser for elever, der ankommer til Danmark sent i skoleforløbet.

Udvidelsen af muligheden for at henvise eleverne til andre skoler end distriktsskolen tilsigter at give eleven de bedste betingelser for tilegnelse af det danske sprog.

Det bliver op til lokal beslutning at afgøre, om undervisningen bedst sikres på distriktsskolen, eller om der er pædagogiske grunde til at henvise eleverne til en skole, hvor undervisningen særligt er tilrettelagt med henblik på at tilgodese tosprogede elevers behov for sproglig og faglig udvikling. Det kan bl.a. vurderes, at undervisningen bedst kan sikres på skoler, hvor andelen af tosprogede elever med sprogstøttebehov ikke er så stor, og hvor der samtidig sikres en undervisning, der er tilrettelagt under hensyn til tosprogede elever med behov for undervisning i dansk som andetsprog. Afgørelsen om placering af den enkelte elev skal foretages efter en konkret individuel vurdering af den enkelte elevs sprogstøttebehov.

Det vil blive indarbejdet i bekendtgørelsen om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog, at det løbende skal vurderes, om der fortsat er et ikke uvæsentligt behov for undervisning i dansk som andetsprog. Når det nævnte behov for undervisning i dansk som andetsprog ikke længere er der, skal eleven have tilbud om overførsel til distriktsskolen. Eleven vil også kunne vælge at forblive på den skole, hvortil den pågældende har været henvist. Forslaget rummer, at hvis dette vælges, vil eleven fortsat have ret til fri befordring efter gældende regler.

Derudover vil det i forlængelse af en anbefaling fra OECD blive fastsat, at den supplerende undervisning i dansk som andetsprog, som ikke foregår som en integreret del af undervisningen i klassen, almindeligvis foregår uden for den almindelige undervisningstid, så eleven ikke går glip af den undervisning, der finder sted i klassen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.