B 78 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod brug af tilsætningsstoffer og aromastoffer, som
forstærker tobaksvarers afhængighedsskabende
egenskaber.
Fremsat den 19. april 2005 af
Frank Aaen (EL),
Jørgen Arbo‑Bæhr (EL),
Line Barfod (EL) og Majbrit Berlau (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod brug af tilsætningsstoffer
og aromastoffer, som forstærker tobaksvarers
afhængighedsskabende egenskaber
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der senest den 1. januar 2006 forbyder
brugen af tilsætningsstoffer og aromastoffer, som
forstærker tobaksvarers afhængighedsskabende
egenskaber. Forbuddet kan alternativt gennemføres ved
indenrigs- og sundhedsministerens udnyttelse af
bemyndigelsesbestemmelsen i § 16, stk. 2, i lov om
fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer, hvis et
forbud efter denne bestemmelse kan gennemføres senest den 1.
januar 2006.
Bemærkninger til forslaget
I dag findes der i Danmark ingen regler om, hvilke
tilsætningsstoffer og aromastoffer der er tilladt i
tobaksvarer. Det på trods af at rygning er et af samfundets
største sundhedsproblemer, og at man ved, at nogle af de
pågældende stoffer forstærker tobaksvarernes
afhængighedsskabende egenskaber, og dermed gør det
sværere for rygerne at holde op med at ryge.
Med lov nr. 375 af 6. juni 2002 om fremstilling,
præsentation og salg af tobaksvarer implementerede Danmark
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni
2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og
salg af tobaksvarer.
Ifølge disse regler indrapporterer
EU€™s medlemsstater i dag oplysninger fra
tobaksvirksomhederne om tilsætnings- og aromastoffer til
Kommissionen. De indsendte oplysninger fra medlemsstaterne skal
danne baggrund for et forslag fra Kommissionen om fælles
regler for tilladte tilsætningsstoffer i tobaksvarer bl.a.
under hensyn til den risiko for afhængighed, de
indebærer, jf. direktivets artikel 11 og 12. Forslaget skal
indgå som et led i den første rapport til
Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale
Udvalg fra Kommissionen om anvendelsen af direktivet
.
Kommissionens rapport og forslag skulle
ifølge direktivet foreligge senest den 31. december 2004.
Kommissionen har imidlertid endnu ikke fremlagt rapporten og
forslaget. Der er således fortsat ikke klarhed over kommende
EU-reglers karakter, ligesom det er uvist, om og hvornår de
vil træde i kraft.
Da rygning er et af samfundets største
sundhedsproblemer, mener Enhedslisten, at tilsætningsstoffer
og aromastoffer, der øger rygernes afhængighed,
hurtigst muligt skal ud af tobaksvarer, der produceres eller
sælges i Danmark. Danmark kan ikke forsvare at vente i flere
år, indtil der eventuelt fastsættes EU-regler på
området.
I den sammenhæng skal det understreges, at
det netop fremgår af direktivets indledende betragtninger nr.
25 og direktivets artikel 13, stk. 3, at medlemsstaterne, indtil
der er opstillet en fælles ingrediensliste som omhandlet i
direktivets artikel 12, kan forbyde brugen af ingredienser, der
forstærker tobaksvarernes vanedannende egenskaber.
I § 16, stk. 2, i lov om fremstilling,
præsentation og salg af tobaksvarer er der tilsvarende en
bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at
fastsætte regler, der forbyder brugen af
tilsætningsstoffer, som forstærker tobaksvarernes
afhængighedsskabende egenskaber, indtil der i EU-regi er
fastsat en liste over, hvilke tilsætningsstoffer der kan
anvendes i tobaksvarer. Af bemærkningerne til denne
bestemmelse fremgår, at regeringen har som forudsætning
for denne bemyndigelsesbestemmelses udnyttelse, at et eventuelt
forbud samtidig vil blive gennemført i de øvrige
EU-lande. Det er imidlertid ikke en EU-retlig forudsætning,
at et sådant dansk forbud samtidig gennemføres i de
øvrige EU-lande, jf. at det ikke indgår som et krav i
direktivets indledende betragtninger nr. 25 og artikel 13, stk. 3.
Der er således ikke EU-retlige hindringer for
gennemførelsen af et dansk forbud mod ingredienser, der
forstærker tobaksvarers afhængighedsskabende
egenskaber.
Enhedslisten har endvidere noteret sig, at den
dominerende danske tobaksfabrikant Skandinavisk Tobakskompagni har
oplyst, at de kan støtte et forbud mod stoffer, der kan
øge cigaretafhængigheden. Jf. bl.a. Skandinavisk
Tobakskompagnis annonce i Jyllands-Posten den 12. april 2005, 1.
sektion, side 5: »Vi går gerne ind for et forbud mod
stoffer, der kan øge cigaretafhængigheden«.
På den baggrund mener Enhedslisten, at
regeringen skal pålægges at fremsætte lovforslag,
der sikrer, at der senest den 1. januar 2006 er et dansk forbud mod
brug af tilsætningsstoffer og aromastoffer, som
forstærker tobaksvarernes afhængighedsskabende
egenskaber.
Enhedslisten er indforstået med, at
forbuddet alternativt kan gennemføres ved indenrigs- og
sundhedsministerens udnyttelse af den gældende bemyndigelse i
§ 16, stk. 2, i lov om fremstilling, præsentation og
salg af tobaksvarer, men dog kun i det omfang, at et forbud efter
denne bestemmelse kan få virkning senest fra den 1. januar
2006, og det vil i praksis sige, at der skal kunne bortses fra
forudsætningerne i bemærkningerne til § 16, stk.
2. I tilfælde af, at dette ikke er muligt, skal forbuddet
gennemføres ved en lovændring, således at det
kan få virkning fra senest den 1. januar 2006.
Med en vedtagelse af et forbud mod brug af
tilsætningsstoffer og aromastoffer, som forstærker
tobaksvarernes afhængighedsskabende egenskaber, vil der
endvidere blive givet et klart signal til EU om Danmarks position i
forhold til en kommende EU-lovgivning.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod brug af tilsætningsstoffer og aromastoffer, som
forstærker tobaksvarers afhængighedsskabende
egenskaber.
(Beslutningsforslag nr. B 78).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.