L 11 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af straffeloven og visse andre love. (Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer m.v.).

Fremsat den 23. februar 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og visse andre love

(Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer mv.) 1)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21. september 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 76 a, stk. 1, nr. 2, udgår: »eller straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289«.

2. I § 270, stk. 1, udgår: », stk. 1,«.

3.§ 289 affattes således:

»§ 289. Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i stk. 1 nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.«

4.§ 289 a affattes således:

»§ 289 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, herunder undlader at opfylde en oplysningspligt, af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat brug.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder kun anvendelse, hvor anden lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.

Stk. 4. Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov karakter straffes efter § 289.«

5.§ 296 affattes således:

»§ 296. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, som

1) udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt,

2) giver urigtige eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold

a) i offentlige meddelelser om økonomiske forhold,

b) i lovpligtige regnskaber,

c) i beretninger, regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller lignende organ eller den juridiske persons ledelse,

d) ved anmeldelse til en registreringsmyndighed eller

e) i udbudsmateriale vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelse samt vedrørende salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible obligationer,

3) groft overtræder den for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende

a) kapitaltilførsel eller

b) anvendelse af den juridiske persons midler,

4) groft undlader at opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om

a) førelse af forhandlingsprotokoller,

b) førelse af fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller

c) handlepligter ved konstateret kapitaltab.

Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«

6.§ 297 affattes således:

»§ 297. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, som udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på varer, fast ejendom eller tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt.

Stk. 2. Begås en handling som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.«

7.§ 302 affattes således:

»§ 302. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under § 296, den, som særlig groft overtræder lovgivningens krav til

1) bogføring, herunder registrering af transaktioner og udfærdigelse af regnskabsmateriale,

2) opbevaring af regnskabsmateriale, herunder beskrivelser af bogføring og systemer til opbevaring og fremfindelse af materiale, herunder adgangskoder mv. og krypteringsnøgler,

3) offentlige myndigheders adgang til regnskabsmateriale i henhold til den for disse myndigheder særligt gældende lovgivning samt

4) aflæggelse af årsregnskaber eller tilsvarende regnskaber.

Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

§ 2

I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 828 af 31. juli 2004, som ændret ved lov nr. 1428 af 22. december 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 130, stk. 3, ændres »2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289«.

§ 3

I lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 25 ændres »2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år« til: »1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289«.

§ 4

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som ændret ved lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 98, stk. 4, indsættes efter »som 1. instans«: », jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk. 4.«.

2. I § 110 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked, samt i sager om aktindsigt i ansættelses- og personalesager kan påklages til justitsministeren. Andre afgørelser truffet af rigspolitichefen i ansættelses- og personalesager kan ikke påklages til justitsministeren.«

3. I § 754 a, stk. 1, nr. 3, udgår: », eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.«.

4. I § 781, stk. 1, nr. 3, udgår: », eller 289«.

5. I § 837, stk. 1, ændres »foregående paragraf« til: »§ 836«.

6. I § 1018 e, stk. 1, ændres »§§ 1018 a-d.« til: »dette kapitel.«

7.§ 1018 e, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans kan ikke påklages til justitsministeren.«

8. I § 1018 e, stk. 6, ændres »stk. 3-5« til: »stk. 3 og 5«.

9. I § 1018 e, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»Justitsministeren behandler klager over afgørelser om aktindsigt truffet af rigsadvokaten som 1. instans.«.

10. I § 1018 f, stk. 1, udgår: »i en klagesag«.

§ 5

I lov om spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr. 861 af 10. oktober 1994, som ændret ved lov nr. 443 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 9 c indsættes:

»§ 9 d. Dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner skal opbevares i mindst 5 år efter transaktionernes gennemførelse.«

2. § 20 b affattes således:

»§ 20 b. Spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, skal være særlig opmærksomme på transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge. Ved mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge, skal den i § 20 a nævnte kontrollant straks underrettes. Kan mistanken om, at transaktionen har tilknytning til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart afkræftes, skal kontrollanten straks underrette politiet i medfør af § 20 a, stk. 5.

Stk. 2. Såfremt spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale eller andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, får mistanke om, at der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling, skal den, der får mistanken, straks underrette kontrollanten. Kontrollanten træffer beslutning om, hvorvidt politiet skal underrettes i medfør af § 20 a, stk. 5.

Stk. 3. Spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, samt revisorer og andre, der udfører særlige hverv for spillekasinoet, er forpligtet til at hemmeligholde, at der er givet kontrollanten eller politiet oplysninger eller er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge. Pligten til hemmeligholdelse omfatter også kontrollanten.

Stk. 4. Oplysninger, der i god tro gives til kontrollanten eller politiet i medfør af stk. 1 og 2, anses ikke for et brud på den tavshedspligt, der er fastsat i lovgivning eller i medfør af lov eller i henhold til kontrakt. Videregivelse af sådanne oplysninger påfører ikke den, der videregiver oplysningerne, nogen form for ansvar.«

3. Efter § 20 c indsættes:

»§ 20 d. Et spillekasino skal i samarbejde med kontrollanten udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne, jf. § 9 a og § 20 b.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte kontrol- og kommunikationsprocedurer samt uddannelses- og instruktionsprogrammer.«

4. I § 24, stk. 1, nr. 1, ændres »§§ 9 a-9 c« til: »§§ 9 a-9 d«, og »og §§ 20 b og 20 c« ændres til: »§ 20 b, § 20 c og § 20 d, stk. 1,«.

§ 6

Loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog træder lovens §§ 4 og 5 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 7

Stk. 1. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler kan antage mange forskellige former. Der vil navnlig kunne være tale om unddragelse af forskellige former for skatter og afgifter, momsunddragelse, indsmugling og uberettiget modtagelse af forskellige former for offentlige tilskud.

Lovgivningen indeholder ikke i dag en samlet straffebestemmelse, der omfatter alle former for berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler. Sådanne overtrædelser er som oftest €" men ikke altid - strafsanktioneret i den særlov, der regulerer det pågældende område.

Den gældende regulering indebærer, at tilfælde, hvor der begås kriminalitet rettet mod offentlige midler, behandles efter forskellige regler og forskellige strafferammer afhængigt af, hvilken type offentlige midler det drejer sig om.

Et hovedformål med lovforslaget er at etablere en mere ensartet strafferetlig beskyttelse mod berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1396/2001, som Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) har afgivet.

Lovforslaget tager endvidere sigte på at etablere en forbedret strafferetlig beskyttelse mod kriminalitet i tilknytning til juridiske personer, dvs. bl.a. kriminalitet vedrørende juridiske personers kapitalforhold, bogføring, regnskabsaflæggelse mv. Hensigten hermed er bl.a. at sikre, at oplysninger om selskaber, der gives i eksempelvis lovpligtige årsregnskaber, giver et retvisende billede af den økonomiske situation i virksomheden.

Denne del af lovforslaget bygger på Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 1415/2002.

Formålet med lovforslaget er desuden at foretage visse ændringer i retsplejelovens bestemmelser om, hvilke afgørelser der kan påklages til justitsministeren.

Endelig har lovforslaget til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) for så vidt angår spillekasinoer.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 127, der blev fremsat for Folketinget den 24. november 2004, jf. Folketingstidende 2004-2005, 1. samling, Tillæg A, side 3369 ff., førstebehandlet den 8. december 2004, jf. Folketingets forhandlinger 2004-2005, 1. samling, side 2654 ff., og som er bortfaldet som følge af afholdelse af folketingsvalg. I det genfremsatte lovforslag er der foretaget enkelte ændringer og præciseringer.

I spillekasinolovens § 20 b, stk. 1-3, (lovforslagets § 5, nr. 2) foreslås det således præciseret, at pligten til at være særlig opmærksom på transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge, kun påhviler den del af spillekasinoets personale, som er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed. Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 2.

1.2. Hovedtræk af lovforslaget

Med forslaget indsættes en fælles overbygningsbestemmelse i den foreslåede § 289 i straffeloven. Bestemmelsen skal omfatte alle grove overtrædelser af skatte-, afgifts-, told- og tilskudslovgivningen og af den foreslåede § 289 a. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den strafferetlige beskyttelse af offentlige midler er ensartet, uanset hvilken type af offentlige midler en berigelsesforbrydelse er rettet imod.

Den foreslåede § 289 skal kun finde anvendelse, hvis der er tale om grove overtrædelse af de pågældende særlove. Bestemmelsen skal endvidere kun finde anvendelse, hvis den underliggende lovgivning - dvs. skatte-, afgifts-, told- eller tilskudslovgivningen - indeholder en henvisning til straffelovens § 289. Overtrædelse af bestemmelsen straffes efter forslaget med fængsel indtil 8 år (lovforslagets § 1, nr. 3).

Som en konsekvens af, at den foreslåede overbygningsbestemmelse i § 289 kun kan anvendes, hvis særlovgivningen henviser til bestemmelsen, er der i lovforslaget medtaget de ændringer, dette medfører på det lovgivningsområde, der administreres af Ministeriet for Fødevarer, Fiskeri og Landbrug. Med lovforslaget foretages således også visse ændringer i fiskeriloven og lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer (bemyndigelsesloven). Ændringerne indebærer, at grove overtrædelser kan straffes efter straffelovens § 289, og at normalstrafferammen for overtrædelse af de omhandlede bestemmelser i fiskeriloven og bemyndigelsesloven er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder (lovforslagets § 2 og § 3).

I lovforslaget er ikke medtaget de ændringer, den foreslåede § 289 måtte nødvendiggøre i lovgivning, der administreres af Skatteministeriet. Disse følgeændringer forventes gennemført i 2005.

Med lovforslaget foreslås det desuden at ændre straffelovens § 289 a. Bestemmelsen regulerer i dag alene svig, der er rettet mod EU-midler eller blandede midler, som består af både EU-midler og nationale midler. Med henblik på at ligestille den strafferetlige beskyttelse af offentlige midler, uanset om disse stammer fra EU eller fra danske myndigheder, foreslås det at udvide anvendelsesområdet for § 289 a til også at omfatte svig med nationale midler. Bestemmelsen vil hermed omfatte den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for danske myndigheders eller EU-institutioners afgørelser om bl.a. betaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte samt den, der fortier oplysninger med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller at opnå uberettiget udbetaling fra disse myndigheder.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 289 a skal være subsidiær, således at den kun skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke i den relevante særlovgivning på området er en tilsvarende strafferetlig regulering, således at særlovgivningen dermed i sig selv indeholder en fornøden strafferetlig beskyttelse.

Efter forslaget er strafferammen for overtrædelse af § 289 a bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er der tale om særlig grove overtrædelser af § 289 a, kan forholdet henføres til overbygningsbestemmelsen i den foreslåede § 289, hvorefter strafferammen er fængsel indtil 8 år (lovforslagets § 1, nr. 4).

Lovforslaget indeholder endvidere visse ændringer i straffelovens bestemmelser om kriminalitet vedrørende juridiske personers forhold, herunder om regnskabsforbrydelser.

Det foreslås således at ændre straffelovens § 296, så bestemmelsen bliver en overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser af særlovgivning om visse forhold angående juridiske personer. Den foreslåede bestemmelse omfatter bl.a. tilfælde, hvor der udspredes urigtige eller vildledende oplysninger, der kan påvirke prisen på værdipapirer, eller som indgår i bl.a. lovpligtige regnskaber. Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor der foreligger en overtrædelse af særlovgivningens bestemmelser om kapitaltilførsel, om anvendelse af den juridiske persons midler, om førelse af forhandlingsprotokoller, om oplysningspligter med hensyn til ejerandele samt om handlepligter ved et konstateret kapitaltab (lovforslagets § 1, nr. 5).

Den del af den nuværende § 296, der ikke særligt har tilknytning til juridiske personers forhold, foreslås flyttet til en ny § 297, idet den eksisterende § 297 om urigtige angivelser om et selskabs økonomiske stilling, der ikke ses at være anvendt i retspraksis, samtidig foreslås ophævet (lovforslagets § 1, nr. 6).

Lovforslaget indeholder desuden forslag til en ændret formulering af straffelovens § 302, der er en overbygningsbestemmelse vedrørende særlovgivningens bestemmelser om regnskabs- og bogføringsforpligtelser. Bestemmelsen foreslås ændret i overensstemmelse med systematikken i den gældende bogføringslov. Samtidig foreslås bestemmelsen ændret, således at overtrædelse af bogføringslovens regler om bl.a. edb-bogføring med sikkerhed er omfattet af bestemmelsen (lovforslagets § 1, nr. 7).

Lovforslaget indebærer endvidere, at retsplejelovens bestemmelser om klageadgang til justitsministeren afskæres på to områder, hvor den nuværende klageadgang vurderes at være uhensigtsmæssig.

Det drejer sig for det første om klager over de afgørelser, som Rigspolitichefen træffer i dennes egenskab af central ansættelses- og personalemyndighed for politiets ikke-juridiske personale, dog ikke i sager om disciplinærforfølgning og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked (lovforslagets § 4, nr. 2).

Dernæst drejer det sig om klager over de afgørelser om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, som efter de gældende regler træffes af Rigsadvokaten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 4. I forlængelse heraf foreslås en ændring af kompetencefordelingen mellem statsadvokaterne og Rigsadvokaten, således at statsadvokaterne som udgangspunkt tillægges kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans i alle sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a (lovforslagets § 4, nr. 6).

Endelig indeholder lovforslaget visse ændringer af spillekasinoloven med henblik på at gennemføre dele af 2. hvidvaskningsdirektiv (lovforslagets § 5). Hvidvaskningsdirektivet er €" med undtagelse af spillekasinovirksomhed €" gennemført i dansk ret ved lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. februar 2004.

Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har i betænkning nr. 1447/2004 om hvidvasklovgivningen stillet forslag om en række ændringer i hvidvaskningslovgivningen, herunder at hvidvaskningsloven udvides til at omfatte spillekasinoer. Betænkningen er i august 2004 sendt i høring. Den videre behandling af betænkningens forslag er herefter overgået til Økonomi- og Erhvervsministeriet, idet udvalgets forslag vedrører Økonomi- og Erhvervsministeriets lovgivningsområde.

EU-kommissionen har den 30. juni 2004 fremsat forslag til et nyt hvidvaskningsdirektiv, som især skal sikre, at en række nye rekommandationer om hvidvaskning fra Financial Action Task Force on Money Laundering (FATF) bliver gennemført ensartet i medlemsstaterne.

Når resultatet af disse nye initiativer på hvidvaskningsområdet foreligger, vil Justitsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet tage stilling til, om den fremtidige regulering af hvidvaskning for spillekasinoers vedkommende bør indgå i den generelle hvidvaskningslovgivning i modsætning til i dag, hvor området er reguleret i spillekasinoloven.

Fristen for at gennemføre 2. hvidvaskningsdirektiv er imidlertid fastsat til den 15. juni 2003. På den baggrund finder Justitsministeriet det nødvendigt at gennemføre de nødvendige tilpasninger i spillekasinoloven på nuværende tidspunkt i stedet for at afvente de forestående generelle initiativer på hvidvaskningsområdet.

2. Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler

2.1. Gældende ret

Som omtalt under lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 1.1. indeholder lovgivningen ikke i dag en samlet straffebestemmelse, der omfatter alle former for berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler. Denne form for kriminalitet er derfor i dag undergivet en meget uensartet strafferetlig beskyttelse.

Hvis særlovgivningen indeholder en straffehjemmel, vil det i nogle tilfælde betyde, at der kun kan straffes efter straffebestemmelser i den pågældende særlov, idet særlovgivningen antages at gøre udtømmende op med mulighederne for straf. Særlovgivningen indeholder typisk et strafmaksimum på fængsel i 2 år, uanset forholdets grovhed.

For andre overtrædelsers vedkommende antages særlovgivningen ikke udtømmende at gøre op med strafansvaret, hvorfor forholdet efter omstændighederne kan henføres til straffelovens bestemmelser om berigelsesforbrydelser - typisk § 279 om bedrageri, der har en strafferamme på fængsel indtil 8 år.

Visse særlove indeholder ikke en straffebestemmelse, hvorfor overtrædelser altid uanset grovhed vil blive henført under straffeloven - typisk § 279 om bedrageri.

Endvidere er der for visse overtrædelser af skatte-, moms- og toldlovgivningen en såkaldt overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289, der omfatter grove overtrædelser af de særlovsbestemmelser, der nærmere er opregnet i bestemmelsen, jf. herom nedenfor under pkt. 2.1.1. Strafmaksimum efter denne bestemmelser er fængsel indtil 4 år.

Endelig indeholder straffeloven i § 289 a en særlig bestemmelse, der vedrører svindel med midler, der stammer fra Den Europæiske Union. Overtrædelse heraf straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år, jf. herom nedenfor under pkt. 2.1.2.

2.1.1. Nærmere om skatte- og momssvig samt indsmugling

Straffelovens § 289 indeholder en særlig strafudmålingsregel, der forhøjer de strafferammer, der efter særlovgivningen gælder i relation til skatte- og momssvig samt indsmugling. § 289 finder anvendelse, hvis der er tale om overtrædelser af særlig grov karakter. Bestemmelsen finder alene anvendelse på de særligt opregnede typer af skattesvig, momssvig og indsmugling, mens andre former for skatte- og afgiftsbesvigelser ikke er omfattet.

Bestemmelsen blev i sin oprindelige affattelse indsat ved lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov (Skattesvig og indsmugling) som led i en tilsigtet skærpelse af sanktionerne for skattesvig og indsmugling, og omfattede derfor kun disse typer overtrædelser.

Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.) blev anvendelsesområdet for § 289 udvidet til også at omfatte grov momssvig. Baggrunden herfor var et ønske om at skabe parallelitet mellem strafferammerne for særlig grov skattesvig og særlig grov momssvig.

Efter bestemmelsens nuværende affattelse straffes således med fængsel indtil 4 år den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i momssvig af særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3. På samme måde straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller den, der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 3.

Straffelovens § 289 omfatter ikke kun forhold, der medfører straf, som går ud over strafmaksimum i særlovgivningen. Også tilfælde, der sanktioneres inden for strafferammen i særlovgivningen, kan henføres under § 289, hvis forholdet i det enkelte tilfælde skønnes at være så groft, at det bør henføres under straffeloven.

Hvorvidt en overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, er af en sådan karakter, at forholdet bør henføres under straffelovens § 289, beror på en konkret vurdering. I pkt. J i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 164 af 29. oktober 1999 om administrative bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 13 B, 13 C, 15, 16 og 18 er anført, at overtrædelser, der vedrører 500.000 kr. eller derover, som udgangspunkt bør henføres til § 289. Konkrete forhold, herunder de nærmere forhold omkring udførelsen af svigen, kan imidlertid føre til, at overtrædelser, der vedrører lavere beløb, bør sanktioneres efter straffelovens bestemmelse, mens særlig formildende omstændigheder omvendt kan begrunde, at forholdet henføres under skattekontrollovens bestemmelser, selv om svigen vedrører et beløb, der overstiger 500.000 kr.

Skattekontrollovens § 13 og dermed overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289 omfatter kun tilfælde, hvor gerningsmanden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen. Undladelse af at underrette skattemyndighederne om for lav skatteansættelse, når der ikke er indgivet selvangivelse, jf. skattekontrollovens § 16, kan derimod ikke straffes efter straffelovens § 289.

Lignende retningslinjer vedrørende afgrænsningen til § 289 gælder i relation til momssvig, jf. pkt. 1 i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 138 af 27. juli 2000 om ændring af straffeloven €" momssvig af særlig grov karakter, hvorefter overtrædelser af momslovens § 81, stk. 3, for så vidt angår beløb, der overstiger 500.000 kr., som udgangspunkt bør henføres under straffelovens § 289. Af cirkulæret fremgår, at beløbsgrænsen på samme måde som ved skattesvig er et udgangspunkt, der kan fraviges i opad- eller nedadgående retning, hvis sagens konkrete omstændigheder giver grundlag for det. I denne vurdering skal bl.a. indgå, om momssvigen er gennemført systematisk eller på en måde, der gør opdagelse særlig vanskelig.

Skatte- og momssvig samt indsmugling kan kun henføres til overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289, hvis der er tale om forsætlige overtrædelser af de omhandlede bestemmelser i særlovgivningen. Hvis en af de nævnte overtrædelser alene kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom, må sagen henføres til straffebestemmelserne i særlovgivningen uanset den beløbsmæssige størrelse.

2.1.2. Nærmere om EU-svig

Straffelovens § 289 a indeholder en særlig regel om svindel med EU-midler. Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.), havde til formål at gennemføre de ændringer, der var nødvendige for at opfylde Danmarks forpligtelser efter Konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EU-svigskonventionen).

Efter bestemmelsen straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år den, der til brug for afgørelser om betaling eller udbetaling af midler fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig selv eller andre. Udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget mv. omfatter også ordninger, der kun delvis er finansieret af EU-midler. På samme måde straffes efter bestemmelsens stk. 2 den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med hensyn til ovennævnte betalinger, og den, der uretmæssigt anvender udbetalinger som ovenfor nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget til.

Bestemmelsen skal sikre, at svindel med EU-midler er undergivet samme strafferetlige beskyttelse som svindel med nationale midler, jf. § 289. Bestemmelsen i § 289 a rækker imidlertid videre end dette, idet den omfatter alle tilfælde af svindel med de anførte midler, mens § 289 alene finder anvendelse, hvis der er tale om svindel af særlig grov karakter.

Bestemmelsen er kun anvendelig, hvis gerningsmanden for det første har forsæt til at opnå en uberettiget vinding, og for det andet har forsæt til, at denne vinding vedrører EU-midler eller blandede midler.

2.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

2.2.1. Straffelovens § 289

Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 vurderet, om der er grundlag for at foreslå ændringer af bl.a. straffelovens § 289.

Udvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at den økonomiske struktur i det moderne samfund er så tæt forbundet med anvendelsen af offentlige midler, at det er vigtigt med en strafferetlig beskyttelse af det offentlige opkrævnings- og betalingssystem.

Udvalget bemærker, at der gennem de senere år er forekommet et hidtil uset antal sager vedrørende berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, og at mange sager har en organiseringsgrad, der ikke tidligere er set. Der er tale om et område, der rummer et stort potentielt udbytte, og som tiltrækker organiserede kriminelle, hvilket efter udvalgets opfattelse også taler for en kvalificeret strafferetlig beskyttelse på dette område.

Udvalget anfører endvidere, at ensartede forhold ud fra principielle betragtninger bør behandles ens i strafferetlig henseende, og at der efter udvalgets opfattelse mangler harmoni i den nuværende strafferetlige regulering på området. Udvalget finder det således uheldigt, at berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler i dag for så vidt angår grove overtrædelser i visse tilfælde straffes efter straffelovens § 289, i andre tilfælde efter (typisk) straffelovens § 279 om bedrageri og i helt tredje tilfælde alene behandles efter en særlov, fordi denne lov betragtes som udtømmende. Dette betyder, at de strafferammer, der er gældende for overtrædelserne, varierer betydeligt, hvilket ikke synes at kunne begrundes i indholdet af de regulerede områder.

Udvalget finder, at beskyttelsen af offentlige midler bør gøres mere ensartet, hvilket kan ske ved, at grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og tilskudsområdet reguleres i en fælles bestemmelse i straffeloven. En sådan ændring vil samtidig gøre det muligt at forenkle behandlingen af de særlovssager, der i dag behandles efter straffelovens § 279, da det således ikke længere vil være nødvendigt at føre bevis for, at betingelserne for at statuere bedrageri er opfyldt, herunder navnlig forudsætningen om, at der har foreligget en bestemmende vildfarelse, der har påført nogen et tab.

Udvalget bemærker, at en sådan regulering vil have den konsekvens, at de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 28 om berigelsesforbrydelser ikke længere vil være anvendelige på de særlovsovertrædelser, der i grove tilfælde vil være omfattet af en sådan ny overbygningsbestemmelse. Anvendelsesområdet for de øvrige bestemmelser i kapitel 28 vil således være kriminalitet, der ikke er dækket af særlovgivningens regulering, hvilket eksempelvis kan være skyldnersvig, visse former for kreditbesvigelser samt selskabstømning.

En overbygningsbestemmelse i straffeloven, der skal omfatte grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og tilskudsområdet, kan tænkes udformet efter to forskellige modeller.

For det første kan straffelovens § 289 €" i lighed med den nuværende bestemmelse - formuleres således, at der henvises til samtlige de særlove, der skal have en overbygning i straffeloven. Udvalget finder imidlertid en sådan ordning mindre velegnet, når der er tale om mange love. Bestemmelsen ville i så fald skulle henvise til en lang række særlove, og straffeloven ville skulle ændres, hver gang særlovene blev ændret.

En anden model kunne være at affatte § 289 således, at den omfatter grove overtrædelser på skatte-, told-, afgifts- og tilskudsområdet. En sådan bestemmelse kan eventuelt kombineres med et krav om, at de respektive særlove skal indeholde en henvisning til straffelovens § 289.

Udvalget finder, at en sådan generel formulering af § 289 er den mest hensigtsmæssige. Efter en samlet vurdering af fordele og ulemper ved at kombinere en sådan formulering med et krav om en henvisningsbestemmelse i særlovgivningen, anbefaler udvalget en løsning, hvorefter anvendelse af den foreslåede § 289 forudsætter, at der i den enkelte særlovsbestemmelse er en henvisning til straffelovens § 289. Dette er bl.a. begrundet i, at der herved udtrykkelig skal tages stilling til, om der er behov for at kunne anvende straffelovens overbygningsbestemmelser i forhold til den pågældende særlovsovertrædelse, samt at man herved undgår tvivl om, hvilke særlovsovertrædelser der kan henføres til den foreslåede § 289.

Der har ikke i udvalget været enighed om, hvilken strafferamme en ny § 289 bør have. 7 af udvalgets medlemmer finder det naturligt at bevare fængsel indtil 4 år som maksimalstraffen på området. En strafferamme på fængsel indtil 4 år i den foreslåede § 289 vil indebære, at der for et stort antal særlovsovertrædelser sker en fordobling af strafmaksimum, idet der i dag for disse overtrædelsers vedkommende typisk er et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år. En strafferamme på fængsel indtil 4 år vil omvendt også betyde en halvering af strafmaksimum for et mindre antal overtrædelser, der i dag henføres under straffelovens § 279 om bedrageri, hvor strafferammen kan gå op til fængsel indtil 8 år. Efter disse udvalgsmedlemmers opfattelse er der imidlertid intet grundlag for at antage, at denne sidstnævnte konsekvens vil ændre straffebestemmelsernes præventive virkning.

6 af udvalgets medlemmer foreslår et strafmaksimum, der svarer til straffelovens bedrageribestemmelse. Herved opnås, at groft bedrageri med hensyn til private og offentlige midler sidestilles med en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Mindretallet henviser bl.a. til, at der i sager vedrørende selskabstømning, hvor der er sket domfældelse for skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, er idømt straffe på fængsel i 6 år. Der bør efter mindretallets opfattelse ikke være forskel på strafansvaret i en situation, hvor man €" som i selskabstømningssagerne - tilegner sig penge, der er til stede i et selskab til brug for betaling af skat, og en situation, hvor man på grund af urigtige oplysninger i selvangivelsen ikke afkræves betaling af skat. Mindretallet anser det endvidere for et uheldigt signal at fastsætte en lavere strafferamme end 8 år, da dette vil betyde en nedkriminalisering i forhold til de overtrædelser, der i dag henføres under § 279 om bedrageri.

6 andre udvalgsmedlemmer anbefaler et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år. Det anføres, at dette vil være udtryk for en passende harmonisering med strafferammer for kriminalitet rettet mod private midler.

For så vidt angår de særlove, der fremover vil kunne indeholde henvisninger til straffelovens § 289, foreslår udvalget, at strafferammerne fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Udvalget har i den forbindelse peget på, at en naturlig konsekvens af at sidestille afgiftsovertrædelser med de traditionelle berigelsesforbrydelser er, at strafferammerne harmoniseres, jf. straffelovens § 285, der fastsætter normalstrafferammen for tyveri, underslæb, bedrageri mv. til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Der henvises til betænkningens side 31-40, 45-49, 60-66 og 91-95.

2.2.2. Straffelovens § 289 a

Udvalget bemærker indledningsvis, at den strafferetlige regulering af svig rettet mod EU-midler, der er gennemført i straffelovens § 289 a med henblik på at ratificere EU-svigskonventionen, nødvendiggør en stillingtagen til, hvordan svig rettet mod nationale midler bør behandles i strafferetlig henseende. Det er udvalgets opfattelse, at offentlige midler €" hvad enten der er tale om nationale midler, EU-midler eller en blanding heraf - bør have den samme strafferetlige beskyttelse.

Udvalget finder, at det vil være hensigtsmæssigt med en fælles bestemmelse, der regulerer både svig med nationale midler og EU-svig. Herved sikres, at alle offentlige midler får samme strafferetlige beskyttelse, og samtidig undgås problemer med at føre bevis for, at gerningsmanden havde kendskab til de pågældende midlers oprindelse.

Udvalget har nærmere overvejet, hvordan de nationale midler, der skal være beskyttet af den foreslåede bestemmelse, bør afgrænses.

Efter den nuværende formulering af § 289 a omfatter bestemmelsen »betalinger til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«. Det fremgår af den forklarende rapport, der er knyttet til konventionen, og af lovforarbejderne, at der hermed tænkes på told, afgifter, tilskud og støtte.

Udvalget finder, at bestemmelsen bør ændres, således at begreberne »told, afgifter, tilskud og støtte« anvendes i lovteksten. Herved tydeliggøres, at ydelser i form af løn eller betalinger, der ydes som vederlag for tjenesteydelser, ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Udvalget bemærker, at sådanne ydelser bør behandles på samme måde som tilsvarende ydelser, der betales på privatretligt grundlag.

Udvalget anfører, at der i relation til begrebet »afgift« bør foretages en afgrænsning, således at den foreslåede § 289 a alene omfatter generelle nationale afgifter, der pålægges alle eller visse grupper ud fra en fiskal begrundelse efter faste kriterier, og hvor afgiftssatsen er den samme for alle regulerede. Bestemmelsen skal således ikke omfatte afgifter, der er af mere pønal karakter (eksempelvis parkeringsafgifter eller afgifter, der i medfør af årsregnskabsloven pålægges af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for manglende indsendelse af regnskaber), eller afgifter der har karakter af at være vederlag for en ydelse (eksempelvis kloakafgifter).

Udvalget har endvidere overvejet, hvilke former for nationale tilskuds- og støtteordninger der bør være omfattet af bestemmelsen. Udvalget finder, at det afgørende bør være, om der er tale om tilskud fra nationale offentlige midler til personer eller til virksomheder, der udøves på privatretligt grundlag, mens det ikke kan tillægges betydning, om ydelsen formidles direkte fra en offentlig myndighed eller via et mellemled, der varetager det offentliges interesser. I sidstnævnte tilfælde må det imidlertid forudsættes, at de overordnede tilskudskriterier er bestemt af en offentlig myndighed. Udvalget nævner som eksempel, at tildeling af ikke øremærkede tilskud til en forening, der videregiver beløbet eller dele heraf som øremærkede tilskud til medlemmer, ikke vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Et medlem, der giver urigtige eller vildledende oplysninger til foreningen for at opnå tilskud, vil fortsat kunne straffes efter de øvrige bestemmelser i straffeloven, herunder efter omstændighederne for bedrageri efter straffelovens § 279 over for foreningen.

Udvalget finder endvidere, at der skal være tale om midler, der indgår i statslige, amtskommunale eller kommunale budgetter. Således vil der ikke være tale om midler omfattet af den foreslåede regulering, hvis en offentlig myndighed alene yder bistand til eksempelvis fordeling af en privat gave.

Udvalget bemærker, at en ensartet regulering som den foreslåede på to områder vil indebære ændringer af retstilstanden i relation til nationale midler.

For det første indeholder den nuværende § 289 a i overensstemmelse med kravene i EU-svigskonventionen ikke en forudsætning om, at der skal foreligge en bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen kan således anvendes uafhængigt af, om der med svigen er fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse, der har bestemt en anden til at handle på en måde, der forvolder denne person eller andre, som handlingen bliver afgørende for, et tab. En fælles regulering vil således indebære, at et sådant krav om bestemmende vildfarelse ikke længere vil gælde i relation til svig med nationale midler.

For det andet finder den nugældende § 289 a, stk. 2, i overensstemmelse med EU-svigskonventionen anvendelse i tilfælde, hvor EU-midler er udbetalt med rette, men hvor midlerne efterfølgende anvendes i strid med det formål, de var bevilget til. For så vidt angår nationale midler vil sådan efterfølgende uberettiget anvendelse i dag ikke være strafbar, og der vil således med en fælles regulering være tale om en udvidelse af det strafbare område i relation til nationale midler.

Udvalget finder, at det må give anledning til overvejelse, om en sådan nykriminalisering i relation til efterfølgende anvendelse af nationale midler i visse tilfælde vil være for vidtgående.

Der ydes en række tilskud inden for det sociale område. Visse af disse adskiller sig ikke markant fra visse typer tilskud, der ydes af EU-midler, mens der i andre tilfælde er tale om ydelser, der ydes til privatforbrug i bredere forstand, og som i dag formentlig kun forekommer som rent nationale ydelser, eksempelvis kontanthjælp. Udvalget finder ikke, at sådanne ydelser til privat brug bør være omfattet af den foreslåede bestemmelse for så vidt angår efterfølgende brug i strid med det formål, midlerne var bevilget til. Udvalget foreslår på den baggrund, at denne del af den foreslåede § 289 a ikke skal være anvendelig på ydelser til privat brug.

Udvalget har endvidere overvejet, hvorledes det indbyrdes forhold bør være mellem den foreslåede § 289 a og særlovgivningen på de omhandlede områder.

Udvalget har i den forbindelse peget på, at de områder, der foreslås reguleret af bestemmelsen, ofte er dækket af straffebestemmelser i særloven. Udvalget foreslår, at § 289 a skal være subsidiær i forhold til sådanne straffebestemmelser, således at bestemmelsen især regulerer det område, der i dag behandles efter bedrageribestemmelsen i straffelovens § 279.

Det foreslås på den baggrund, at det i bestemmelsen angives, at § 289 a kun finder anvendelse, hvis anden lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering. Udvalget fremhæver, at dette kun skal anses for tilfældet, hvis særlovsbestemmelsen indeholder en fuldstændig, selvstændig straffehjemmel og ikke (udtrykkelig eller forudsat) kun har straffebestemmelser vedrørende mindre overtrædelser, mens grovere tilfælde er overladt til straffelovens bestemmelser.

En sådan opbygning, hvor den foreslåede § 289 a gøres subsidiær, vil indebære, at bestemmelsen skal finde anvendelse i følgende situationer:

For det første er den foreslåede bestemmelse anvendelig, hvis der er tale om en overtrædelse på et område, der ikke er reguleret af en særlov, eller hvor særloven ikke regulerer et tilsvarende gerningsindhold. Dernæst vil bestemmelsen være anvendelig i tilfælde, hvor overtrædelsen vedrører et område, der er reguleret ved en særlov, der dog ikke indeholder straffebestemmelser. Endelig vil bestemmelsen komme i anvendelse, hvis det pågældende gerningsindhold er reguleret i særlovgivningen, men særlovgivningens straffebestemmelse henviser til straffeloven, og særlovens strafferamme konkret anses for utilstrækkelig.

Udvalget har overvejet, hvilken strafferamme den foreslåede § 289 a bør indeholde. Udvalget finder, bl.a. under hensyn til at sociale ydelser som udgangspunkt foreslås omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, at strafmaksimum bør følge straffelovens § 285, der angiver normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser. Udvalget foreslår derfor, at overtrædelser af den foreslåede § 289 a straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget foreslår samtidig, at grove overtrædelser af § 289 a skal kunne straffes efter den foreslåede § 289. § 289 a bør derfor €" i overensstemmelse med den lovtekniske løsning, der er foreslået af udvalget €" indeholde en henvisning til § 289.

Udvalget har endelig overvejet, om der i den foreslåede bestemmelse bør være en udtrykkelig angivelse af, at bestemmelsen har et udvidet gyldighedsområde.

Udvalget finder, at visse forhold kunne tale imod en sådan angivelse. For det første nævnes, at de omhandlede forhold kan ligne bedrageri efter straffelovens § 279. Denne bestemmelse har universel gyldighed, uden at dette fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen. For det andet anfører udvalget, at de respektive særlove ikke indeholder en sådan angivelse, og endelig at en angivelse af universel gyldighed i bestemmelsen måske vil kunne give anledning til utilsigtede modsætningsslutninger på andre områder.

På den anden side finder udvalget, at det kunne tale for en særlig angivelse af gyldighedsområdet, at bestemmelsen regulerer et område, hvor de gældende regler i vid udstrækning fortolkes som begrænsede til alene at værne danske interesser, og at det derfor kan være hensigtsmæssigt, at det i en ny bestemmelse udtrykkes klart, at der herved er foretaget en ændring af retstilstanden.

På den baggrund foreslår udvalget, at det udtrykkelig fremgår af bestemmelsen, at den finder anvendelse på alle overtrædelser, der opfylder gerningsbeskrivelsen.

Der henvises til betænkningens side 40-45, 50-59, 65-66, 84-89 og 96-102.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. Straffelovens § 289

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at beskyttelsen af offentlige midler bør gøres mere ensartet, og at særligt grove sager vedrørende berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler bør reguleres i en fælles overbygningsbestemmelse i straffeloven.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at en sådan fælles overbygningsbestemmelse bør udformes således, at den omfatter grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen, og at en model, der forudsætter, at der i den enkelte særlovsbestemmelse er en henvisning til straffelovens § 289, er mest hensigtsmæssig.

På den baggrund foreslås det, at straffelovens § 289 ændres til at være en fælles overbygningsbestemmelser for alle grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen.

Bestemmelsen vil omfatte overtrædelser af de bestemmelser i skattekontrolloven, momsloven og toldloven, som bestemmelsen i dag indeholder henvisninger til. Bestemmelsen vil imidlertid i kraft af den generelle henvisning til grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen have et bredere anvendelsesområde. Bestemmelsen vil således ikke som i dag være begrænset til tilfælde, hvor en person eksempelvis afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug sin skatteansættelse, men vil også omfatte eksempelvis tilfælde, hvor en person mod bedre vidende undlader at korrigere skattemyndighedernes oplysninger til brug ved skatteansættelsen, jf. skattekontrollovens § 16. Bestemmelsen vil endvidere eksempelvis kunne finde anvendelse på grove overtrædelser af kildeskattelovens § 74 om manglende indeholdelse af A-skat, hvilket i dag ikke er dækket af ordlyden af § 289.

Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at grove overtrædelser af tilskudslovgivningen bør være omfattet af § 289. Herved sikres, at svindel med offentlige midler €" uanset midlernes karakter €" er undergivet den samme strafferetlige beskyttelse. Ved begrebet »tilskudslovgivning« forstås enhver national lovgivning, hvor der ydes tilskud eller støtte til borgere eller virksomheder. Bestemmelsen vil således omfatte eksempelvis ydelser inden for den sociale lovgivning og udbetalinger i medfør af lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring.

For så vidt angår spørgsmålet om strafferammen i den foreslåede § 289 a bemærkes, at strafferammer mv. for nylig har været genstand for generelle og principielle overvejelser i Straffelovrådet. Rådets overvejelser og anbefalinger herom fremgår af betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse.

I betænkningen har Straffelovrådet om strafferammen i § 289 og § 289 a anført, at der i rådet har været tvivl om, hvorvidt disse bestemmelser, der retter sig mod offentlige midler, bør sidestilles med bedrageri. Et flertal i Straffelovrådet (6 medlemmer) finder ligesom 6 af medlemmerne i Brydensholt-udvalget, at der bør være overensstemmelse mellem straffelovens § 289 og § 286, jf. § 279, således at beskyttelsen af private og offentlige midler sidestilles. Flertallet bemærker, at der ikke findes holdepunkter for, at en straffebestemmelse, der beskytter offentlige midler, bør være mildere end den, der værner både private og i et vist omfang offentlige midler. Flertallet finder under hensyn til rådets samtidige forslag om et fælles strafmaksimum i § 286 på fængsel i 6 år, at strafferammen i § 289 bør være fængsel indtil 6 år.

Et mindretal i Straffelovrådet (2 medlemmer) finder, at strafferammen i § 289 fortsat bør være fængsel indtil 4 år.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der ikke peges på hensyn, der begrunder en mildere strafferetlig bedømmelse af svig over for det offentlige. Justitsministeriet finder således ligesom dele af Brydensholt-udvalget og Straffelovrådets flertal, at svig rettet mod offentlige midler bør have en strafferetlig beskyttelse svarende til den, der gælder i relation til svig rettet mod private midler.

I forbindelse med gennemførelsen af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse) fandt Justitsministeriet efter en samlet vurdering, at straffelovens § 286 bør være opdelt på den måde, at stk. 1 omfatter grove tilfælde af tyveri mv. med en strafferamme på fængsel indtil 6 år, mens stk. 2 omfatter grove tilfælde af underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig med en strafferamme på fængsel indtil 8 år.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at strafferammen i den foreslåede § 289 bør fastsættes til fængsel i 8 år i overensstemmelse med strafferammen i straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279.

2.3.2. Straffelovens § 289 a

I bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag for vedtagelsen af § 289 a (lovforslag nr. L 15, fremsat den 6. oktober 1999) bemærkede Justitsministeriet, at § 289 a, stk. 2, indebærer, at EU-støtte undergives en strafferetlig beskyttelse, der på nogle punkter går videre end det, der gælder for nationale støtteordninger. Justitsministeriet bemærkede endvidere, at ministeriet er opmærksom på, at indførelse af en sådan bestemmelse bl.a. rejser spørgsmålet om, hvorvidt nationale støtteordninger mv. bør undergives en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den, som blev foreslået med hensyn til EU-støtteordninger mv. Ministeriet anførte, at en sådan udvidelse vil rejse en række spørgsmål af principiel og praktisk karakter, ikke mindst i lyset af, at der kan være tale om så forskelligartede ordninger, at der ikke uden videre bør gælde det samme inden for eksempelvis det erhvervsmæssige og det sociale område. Justitsministeriet afstod derfor fra i forbindelse med gennemførelsen af § 289 a at stille forslag vedrørende nationale støtteordninger.

Justitsministeriet tilkendegav samtidig i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget, at det generelle spørgsmål om den strafferetlige regulering af svig med hensyn til offentlige midler €" hvad enten der er tale om nationale midler, EU-midler eller eventuelt begge dele €" indgår i arbejdet i Brydensholt-udvalget.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at midler, der stammer fra nationale støtte- eller tilskudsordninger, som udgangspunkt bør have en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den beskyttelse, som gælder med hensyn til EU-midler. Justitsministeriet er også opmærksom på, at en sådan ligestilling i et vist omfang vil indebære en nykriminalisering.

Bestemmelsen vil ligesom den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 289 omfatte alle former for tilskuds- og støtteordninger, herunder ydelser inden for den sociale lovgivning og udbetalinger i medfør af lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring.

Justitsministeriet er samtidig enig med udvalget i, at der er behov for at sondre mellem ydelser ydet til privat brug, og ydelser der er ydet med henblik på andre formål. Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter efterfølgende anvendelse af (også nationale) støtte- eller tilskudsmidler i strid med det formål, midlerne er bevilget til, som udgangspunkt skal være omfattet af den foreslåede § 289 a, og at dette udgangspunkt bør fraviges, hvis der er tale om ydelser, som er bevilget til privat brug.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter den foreslåede § 289 a skal være subsidiær og dermed kun finde anvendelse, hvis der ikke er en tilsvarende regulering i anden lovgivning.

Lovforslaget vil således indebære en regulering, hvorefter den foreslåede § 289 a finder anvendelse, (1) hvis der ikke er en særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i særlovgivningen er straffebestemmelser, (3) hvis der ikke i særlovgivningen er en gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, og (4) hvis særlovgivningen indeholder en henvisning til straffelovens bestemmelser. Foreligger der omstændigheder, der kendetegner forholdet som særlig groft, vil den foreslåede overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 finde anvendelse i kraft af § 289 a´s henvisning til § 289.

Hvis der derimod i særlovgivningen er en regulering, der svarer til den foreslåede § 289 a, skal forholdet ikke henføres under § 289 a. Hvorvidt særlig grove overtrædelser i disse tilfælde kan henføres under den foreslåede § 289, vil afhænge af, om der i den pågældende særlovsbestemmelse er en henvisning til straffelovens § 289.

Som nævnt har udvalget foreslået, at der i § 289 a indsættes en bestemmelse, hvor det anføres, at § 289 a finder anvendelse på alle overtrædelser af den omhandlede lovgivning. Herved tydeliggøres det i selve lovteksten, at bestemmelsen har universel gyldighed.

Den foreslåede § 289 a skal på samme måde som den nugældende § 289 a omfatte svig med EU-midler. I lighed med den nugældende regulering skal bestemmelsen omfatte svig rettet mod midler, der udbetales fra De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer.

Som der nærmere er redegjort for ovenfor, gennemfører den nugældende § 289 a EU-svigskonventionen. Det følger af EU-svigskonventionen, at medlemsstaterne er forpligtede til at betragte svig med fællesskabsmidler som en strafbar handling og til at fastsætte strafferetlige sanktioner, herunder frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Uanset at det ikke er udtrykkelig angivet i den nugældende § 289 a, har bestemmelsen i overensstemmelse med EU-svigskonventionen efter sit indhold universel gyldighed, idet bestemmelsens beskyttelsesinteresse er EU-midler.

Med den foreslåede § 289 a bliver svig med nationale midler omfattet af bestemmelsen. Efter den foreslåede formulering skal bestemmelsen omhandle midler, der stammer fra danske myndigheder. Det følger således af bestemmelsens ordlyd, at denne del af bestemmelsen kun skal beskytte danske interesser. Bestemmelsen vil eksempelvis omfatte en situation, hvor en person, der befinder sig i udlandet, afgiver vildledende oplysninger over for danske myndigheder, idet handlingen er rettet mod danske interesser. Bestemmelsen kan derimod ikke finde anvendelse, hvis der eksempelvis udøves svig med midler, der stammer fra eksempelvis tyske myndigheder.

Da det således følger af bestemmelsens ordlyd, at beskyttelsesinteresserne er EU-midler samt midler, der stammer fra danske myndigheder, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for i lovteksten at angive bestemmelsens gyldighedsområde nærmere. På den baggrund er denne del af udvalgets forslag til § 289 a ikke medtaget i lovforslaget.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til strafferamme i § 289 a.

3. Lovgivningen på andre ministerieområder

3.1. Gældende ret med hensyn til lovgivning, der henhører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Fiskerilovens § 130, stk. 3, indeholder en bestemmelse, der omhandler den, der forsætligt unddrager sig eller andre betaling af visse nærmere opregnede afgifter eller med forsæt uberettiget opnår udbetaling eller refusion af visse ydelser.

Overtrædelse af fiskerilovens § 130, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Efter § 25 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv. (bemyndigelsesloven) straffes en række forsætlige overtrædelser af loven med bøde eller fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen omfatter afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser, der træffes i henhold til en række nærmere opregnede bestemmelser.

3.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Som nærmere omtalt ovenfor under pkt. 2.2.1. har Brydensholt-udvalget foreslået, at straffelovens § 289 ændres således, at bestemmelsen omfatter grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen, og at bestemmelsen kun skal anvendes, hvis der i særlovgivningen er en henvisning hertil.

Udvalget bemærker, at denne lovtekniske løsning indebærer, at det er nødvendigt i eksisterende lovgivning at indsætte en henvisning til straffelovens § 289, hvis grove overtrædelser af den pågældende særlovsbestemmelse skal kunne henføres til straffelovens § 289.

Udvalget foreslår, at en gennemgang af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Skatteministeriets lovgivning foretages, således at eventuel regulering kan gennemføres samtidig med ændringen af straffelovens § 289, mens udvalget opfordrer øvrige ministerier til snarest herefter at foretage den nødvendige gennemgang.

Der henvises til betænkningens side 46-50 og 59.

3.3. Regeringens overvejelser

Regeringen har noteret sig udvalgets forslag, hvorefter der navnlig på lovgivningsområder, der henhører under Fødevareministeriet og Skatteministeriet er behov for at foretage de nødvendige følgeændringer i nær tidsmæssig sammenhæng med dette lovforslag.

På Fødevareministeriets område indeholder lovforslaget således forslag til ændring af fiskerilovens § 130, stk. 3, og bemyndigelseslovens § 25.

I begge tilfælde foreslås det, at der indsættes en henvisning til straffelovens § 289, og at den nuværende normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år i overensstemmelse med anbefalingerne fra Brydensholt-udvalget ændres til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.2.1.

Med den foreslåede ændring på Fødevareministeriets område tilsigtes ikke en ændring af det strafniveau, der konkret udmåles. Tilfælde, der hidtil er sanktioneret med straf på fængsel mellem 1 år og 6 måneder og 2 år, vil fremover skulle henføres til straffelovens § 289, idet det konkrete strafniveau dog forudsættes at være uændret.

For så vidt angår Skatteministeriets lovgivningsområde vil de relevante følgeændringer vedrørende straffelovens § 289 mv. blive gennemført i 2005.

Efter vedtagelsen af dette lovforslag vil Justitsministeriet opfordre samtlige øvrige ministerier til ved førstkommende lejlighed at gennemgå lovgivningen på det enkelte ministerområde med henblik på i fornødent omfang at fremsætte forslag, der muliggør, at overbygningsbestemmelsen i § 289 kan finde anvendelse ved grove overtrædelser af den pågældende særlovgivning.

Spørgsmålet om henvisningsbestemmelser til straffelovens § 289 vil endvidere fremover indgå som et led i den almindelige lovtekniske gennemgang af lovforslag.

4. Kriminalitet i juridiske personer

4.1. Gældende ret

Straffelovens § 296 kriminaliserer en række bedragerilignende forhold vedrørende urigtige meddelelser og lignende med hensyn til værdipapirer, selskabsforhold mv. Bestemmelsen omfatter tilfælde, der ikke vil være strafbare som bedrageri efter straffelovens § 279, idet handlingen eller undladelsen ikke er rettet mod nogen bestemt person eller nogen bestemt persongruppe. Bestemmelsen er således subsidiær i forhold til straffelovens § 279 om bedrageri.

Efter § 296, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der (1) udspreder løgnagtige meddelelser, hvorved prisen på varer, værdipapirer eller lignende genstande kan påvirkes, (2) gør urigtige eller vildledende angivelser angående aktieselskabers eller lignende foretagenders forhold gennem offentlige meddelelser, i beretninger, regnskabsopgørelser eller erklæringer til generalforsamlingen eller nogen selskabsmyndighed, ved anmeldelse til handelsregisteret eller aktieselskabsregisteret eller i indbydelse til dannelse af sådanne selskaber eller udbud af andele i dem eller (3) overtræder de for aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar gældende bestemmelser med hensyn til udfærdigelse af aktiebreve, andelsbeviser eller interimsbeviser, anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte eller tantieme eller tilbagebetaling af indskud.

Hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er i praksis anvendt som en overbygningsbestemmelse på dele af særlovgivningen.

4.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1415/2002 overvejet, om bør foreslås ændringer af straffelovens § 296.

Udvalget har for det første overvejet, om § 296 fortsat bør være subsidiær i forhold til straffelovens § 279. Efter udvalgets opfattelse giver denne begrænsning i anvendelsesområdet mindre mening i dag, hvor straffebestemmelser i de underliggende særlove typisk ikke er subsidiære i forhold til § 279. Efter udvalgets opfattelse bør der derfor - i lighed med hvad der gælder i forhold til straffelovens § 302 - være mulighed for at anvende § 296 i sammenstød med andre bestemmelser om berigelseskriminalitet, hvis der herved gives en supplerende beskrivelse af lovovertrædelsen. Udvalget har lagt vægt på, at § 296 er en kvalificeret beskyttelse af de formelle regler, der er fastsat for at forebygge misbrug. Hvis citering af både § 296 og eksempelvis § 279 i den konkrete sag ikke giver nogen supplerende beskrivelse af hændelsesforløbet, vil overtrædelsen af § 296 derimod efter de almindelige principper for tiltalerejsning blive absorberet af straffelovens § 279.

I relation til det nuværende gerningsindhold i § 296, stk. 1, nr. 1, finder udvalget af lovtekniske grunde, at bestemmelsen bør begrænses til at vedrøre overtrædelser, der alene har relation til en juridisk person. En sådan ændring vil bl.a. indebære, at den del af bestemmelsen, som vedrører den, der udspreder løgnagtige meddelelser, hvorved prisen på varer kan påvirkes, udgår af bestemmelsen, og i stedet foreslås flyttet til en selvstændig bestemmelse, idet udvalget finder, at straffeloven fortsat bør indeholde en bestemmelse med et sådant indhold. Bestemmelsen vil eksempelvis være anvendelig i tilfælde, hvor der er givet urigtige oplysninger om bakterier i fødevarer eller om sygdomsforekomster hos danske slagtedyr, hvad enten dette sker i chikaneøjemed eller for at opnå bedre priser på egne produkter.

På den baggrund foreslår udvalget denne del af bestemmelsen overført til straffelovens § 297, jf. herom nedenfor under pkt. 5.2. Udvalget foreslår samtidig, at ikke blot afgivelse af urigtige oplysninger om varer, men også om fast ejendom bør være omfattet af den nye § 297. Dette indebærer eksempelvis, at udspredelse af rygter om, at en given fast ejendom er forurenet, med sikkerhed vil kunne henføres til det strafbare område.

Bortset fra visse sproglige moderniseringer har udvalget ikke fundet anledning til at foreslå yderligere ændringer af § 296, stk. 1, nr. 1.

Straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2, omhandler den, der afgiver urigtige eller vildledende angivelser vedrørende bl.a. aktieselskabers forhold gennem regnskaber, erklæringer til selskabsmyndighederne mv. Denne del af bestemmelsen er i praksis den mest anvendte.

Udvalget har særligt overvejet, om »udbud af andele« kan antages at omfatte udbud af konvertible obligationer, hvorved obligationsejeren opnår en ret, men ikke en pligt, til at ombytte obligationerne med aktier i selskabet. I perioden indtil en eventuel konvertering indgår obligationerne således som en del af selskabets fremmedkapital, mens der efter en eventuel konvertering er tale om egenkapital.

Henset til at der på det tidspunkt, hvor obligationen udbydes, er tale om fremmedkapital, er der efter udvalgets opfattelse næppe tale om udbud af andele som omtalt i § 296, stk. 1, nr. 2. Udvalget finder imidlertid, at der ved udbud af konvertible obligationer er samme beskyttelsesbehov som ved udbud af ejerandele i selskabet, og udvalget foreslår på den baggrund, at bestemmelsen udvides til også at omfatte disse situationer.

Den nuværende bestemmelse i § 296, stk. 1, nr. 3, omhandler beskyttelse af kapitalen i juridiske personer, herunder beskyttelse mod overtrædelse af regler om anvendelse af overskud, udbetaling af udbytte og tantieme og tilbagebetaling af indskud.

Udvalget anfører, at § 296, stk. 1, nr. 3, fortsat bør være en overbygningsbestemmelse vedrørende grove overtrædelser af særlovgivningens kapitalbeskyttelsesregler.

Udvalget finder, at overbygningsbestemmelsen bør omfatte alle kapitalbeskyttelsesregler, herunder også eksempelvis reglerne om ulovlige aktionærlån, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 1, og ulovlig selvfinansiering, jf. § 115, stk. 2, der ikke er omfattet af bestemmelsen i dens nuværende udformning.

På den baggrund foreslår udvalget af lovtekniske grunde, at der ikke i bestemmelsen skal være en opregning af de omfattede kapitalbeskyttelsesregler, men derimod en generel henvisning til regler om »kapitaltilførsel« og regler om »anvendelse af den juridiske persons midler.« Selv om det for så vidt angår regler om kapitaltilførsel kan betyde, at der kan tiltales efter både § 296, stk. 1, nr. 2 og 3, finder udvalget det væsentligt, at bestemmelsen indeholder en direkte strafsanktionering i nr. 3 og ikke blot en indirekte i nr. 2 om afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Efter aktieselskabslovens § 54, stk. 1, skal bestyrelsen sørge for forsvarlig organisation af selskabets virksomhed, og efter § 54, stk. 3, skal bestyrelsen tage stilling til, om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt. Direktionen skal sørge for, at bogføringen foregår i overensstemmelse med lovgivningen, og at formueforvaltningen foregår på betryggende vis. Overtrædelser heraf straffes med bøde, jf. aktieselskabslovens § 161. Lignende bestemmelser findes i anpartsselskabsloven.

Udvalget har overvejet, om § 296 tillige bør være en overbygningsbestemmelse i forhold til selskabslovenes bestemmelser om forsvarlig organisation mv. Udvalget har i den forbindelse bemærket, at bestemmelserne om forsvarlig organisation mv. er meget centrale bestemmelser, og at det derfor kunne være naturligt at lade straffelovens § 296 omfatte grove overtrædelser heraf.

Udvalget peger imidlertid på, at der i den juridiske litteratur er rejst tvivl om, hvorvidt eksempelvis aktieselskabslovens § 54 har en formulering, der gør overtrædelser af bestemmelsen egnede til at være strafsanktionerede. Henset hertil finder udvalget, at bestemmelserne om organisation €" i hvert fald ikke for tiden €" bør medtages i straffelovens § 296.

Efter aktieselskabslovens § 56, stk. 3, er bestyrelsen forpligtet til at føre en forhandlingsprotokol, der skal underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Overtrædelse heraf er ikke efter aktieselskabsloven sanktioneret med straf.

En forhandlingsprotokol vedrørende selskabets generalforsamlinger skal underskrives af dirigenten. Overtrædelse heraf straffes med bøde.

Udvalget finder, at overtrædelser af bestemmelser om forhandlingsprotokoller bør medtages i straffeloven, således at grove overtrædelser er omfattet af § 296. Grove overtrædelser må navnlig antages at foreligge, hvis det er indiceret, at formålet med overtrædelserne har været at skabe bevistvivl om beslutningsprocessen, eller hvor der er tale om omfattende og konsekvente undladelser.

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at forhandlingsprotokollerne er den juridiske persons »forhandlingsspor« og dermed væsentlige, når der skal foretages en vurdering af et eventuelt civilretligt eller strafferetligt ansvar. Bestyrelsens forhandlingsprotokol er endvidere et vigtigt kontrolgrundlag, når selskabets revisorer skal foretage revision.

Efter aktieselskabslovens §§ 25- 25 a er et aktieselskab forpligtet til at føre en aktiebog. Aktiebogen er ikke offentlig tilgængelig, og aktionærernes navn noteres kun, hvis selskabets aktier er navneaktier. Lignende regler findes for anpartsselskaber i anpartsselskabslovens §§ 16-17, idet anpartshaverfortegnelsen dog er offentlig tilgængelig, hvis selskabets anpartskapital er 500.000 kr. eller derover. For navneaktier udstedt gennem Værdipapircentralen skal der i henhold til værdipapirhandelslovens § 23 a meddeles Værdipapircentralen oplysninger om aktionærernes navn og adresse.

Der er endvidere i særlovgivningen visse bestemmelser om offentliggørelse af oplysninger om såkaldte storaktionærer, hvorved forstås aktionærer, der besidder aktier, som udgør mindst 5 % af aktiekapitalen, eller som repræsenterer mindst 5 % af stemmeretten.

Udvalget finder, at oplysninger om ejerandele er centrale regler, der er væsentlige for kontrol og kriminalitetsbekæmpelse. Oplysninger om ejerforhold kan eksempelvis være afgørende ved vurderingen af, om der skal udbetales offentlige midler (f.eks. tilskud eller negativ moms) til et selskab, eller om der skal stilles garantier for selskabet. Hertil kommer, at manglende oplysninger om ejerforholdene kan medføre betydelige bevisvanskeligheder i forbindelse med placeringen af ansvar for selskabskriminalitet.

På den baggrund foreslår udvalget, at straffelovens § 296, der i dag kun finder anvendelse, hvis der gives urigtige eller vildledende oplysninger om ejerandele, skal udvides til at omfatte alle grove overtrædelser af særlovgivningens bestemmelser vedrørende oplysninger om ejerandele.

Efter aktieselskabslovens § 69 a er bestyrelsen forpligtet til at foranledige, at der afholdes generalforsamling inden 6 måneder efter, at det konstateres, at halvdelen af selskabets aktiekapital er tabt. Efter anpartsselskabslovens § 52 skal selskabets øverste ledelse over for anpartshaverne redegøre for selskabets økonomiske stilling senest 6 måneder efter, at selskabet har tabt 40 % af anpartskapitalen. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde, jf. aktieselskabslovens § 161 og anpartsselskabslovens § 80.

Udvalget anfører, at der er væsentligt, at disse pligter til at reagere i kapitaltabssituationer overholdes. Udvalget har overvejet, om disse pligter er tilstrækkelig sanktioneret i kraft af straffebestemmelserne i særlovgivningen, eller om overtrædelser heraf bør kunne straffes efter straffeloven, idet det bemærkes, at der ikke i udvalget er kendskab til sager i retspraksis vedrørende straf for overtrædelse af særlovsbestemmelserne om kapitaltab.

Udvalget finder, at straffelovens § 296 bør være en overbygningsbestemmelse på alle kapitalbeskyttelsesregler, uanset om der for nogle af reglernes vedkommende kun sjældent vil være behov for en sådan overbygningsbestemmelse. For kapitaltabsreglernes vedkommende vil der navnlig ved gentagne overtrædelser eller flere samtidige overtrædelser være grundlag for at henføre forholdet til overbygningsbestemmelsen.

Udvalget har overvejet, hvilken strafferamme der bør gælde for overtrædelser af den foreslåede § 296.

Udvalget bemærker, at de overtrædelser, der er omhandlet af udvalgets forslag til § 296, ofte vil dække over eller være forberedelser til anden kriminalitet. Udvalget finder, at grove overtrædelser af disse regler, der har til formål at forhindre misbrug af selskabsstrukturer, bør være undergivet en effektiv og fremskudt strafferetlig beskyttelse. Udvalget har i den forbindelse overvejet, om det nuværende strafmaksimum på bøde eller fængsel indtil 1 år er tilstrækkeligt.

Udvalget bemærker indledningsvis, at et højere strafmaksimum vil give en bedre strafferetlig beskyttelse af selskabssystemet, også selv om det må formodes konkret at være en absolut undtagelse, at en overtrædelse af den foreslåede § 296 vil føre til langvarig fængselsstraf. Langvarig fængselsstraf vil efter udvalgets opfattelse formentlig kun kunne komme på tale i tilfælde, hvor der foreligger omfattende misbrug af et professionelt tilsnit, herunder eventuelt i relation til mange selskaber.

Udvalget henviser til, at Justitsministeriets udvalg om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet i betænkning nr. 1066/1986 foreslog, at både overtrædelser af straffelovens § 296 og af § 302 burde straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Straffelovrådet afgav den 21. april 1986 en udtalelse om betænkningen, hvori rådet bl.a. anførte, at en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år fandtes tilstrækkelig.

Udvalget bemærker, at der ikke foreligger oplysninger for udvalget, som giver grundlag for at antage, at den nuværende strafferamme i § 296 på fængsel indtil 1 år er utilstrækkelig. Udvalget finder imidlertid af principielle grunde anledning til at tilslutte sig det tidligere forslag om et strafmaksimum på fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget foreslår endvidere, at den nuværende hjemmel til efter straffelovens § 296, stk. 2, at straffe overtrædelser, der er begået ved grov uagtsomhed, bør opretholdes. Udvalget foreslår imidlertid, at stk. 2 udvides til at finde anvendelse på alle groft uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i stk. 1 og ikke som i dag kun ved urigtige eller vildledende oplysninger om selskabsforhold mv. (den nuværende § 296, stk.1, nr. 2) og overtrædelse af selskabslovgivningens bestemmelser om aktiebreve, anvendelse af overskud mv. (den nuværende § 296, stk. 1, nr. 3). Udvalget har i den forbindelse anført, at alle led i den foreslåede § 296, stk. 1, bør kunne straffes ved grov uagtsomhed.

Der henvises til betænkningens side 21-43 og 63-67.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at straffelovens § 296 bør være en fælles overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser af de bestemmelser i særlovgivningen, der specifikt vedrører juridiske personers kapitalforhold mv. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter der efter omstændighederne vil kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede § 296 og straffelovens § 279 om bedrageri.

Lovforslagets § 1, nr. 5, er således med enkelte redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Som nævnt ovenfor under pkt. 4.2. har Brydensholt-udvalget foreslået en strafferamme i § 296 på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven og bestemmelserne om straffastsættelse. Om strafferammen i § 296, stk. 1, anfører Straffelovrådet, at bestemmelsen har været genstand for grundige overvejelser i Brydensholt-udvalget, og at rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og på den baggrund ikke finder anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne på dette område.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig Brydensholt-udvalgets forslag om, at overtrædelse af den foreslåede § 296 straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

5. Straffelovens § 297

5.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 297 straffes den, som uden for de tilfælde, der er omfattet af § 296, mod bedre vidende i dokumenter, forretningsbreve, cirkulærer eller bekendtgørelser gør urigtige angivelser om den økonomiske stilling i et selskab, som vedkommende bestyrer eller repræsenterer.

Disse overtrædelser, der er beslægtet med anvendelsesområdet for § 296, straffes efter § 297 med bøde.

Der foreligger ikke trykt retspraksis vedrørende bestemmelsen, hvis ordlyd er uændret siden straffelovens ikrafttræden i 1933.

5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har i betænkning nr. 1415/2002 overvejet, om § 297 bør opretholdes i sin nuværende udformning.

Udvalget bemærker, at der ikke i udvalget er kendskab til sager, hvor § 297 er anvendt. Udvalget fremhæver endvidere, at der alene er tale om et bødedelikt, og at der i de situationer, hvor gerningsindholdet i bestemmelsen er opfyldt, typisk tillige vil kunne straffes efter andre og strengere bestemmelser (eksempelvis § 279 om bedrageri). På den baggrund foreslår udvalget, at den gældende § 297 ophæves.

Udvalget foreslår, at der som ny § 297 i straffeloven i stedet indsættes en bestemmelse, der viderefører gerningsindholdet i § 296, stk. 1, nr. 1, for så vidt angår situationer, der ikke specifikt er knyttet til en juridisk person. Bestemmelsen foreslås således at finde anvendelse på den, der udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på varer eller fast ejendom kan påvirkes væsentligt. Udvalget foreslår, at overtrædelser heraf på samme måde som den foreslåede § 296 skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, og at groft uagtsomme forhold skal kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Der henvises til betænkningens side 30 og 67.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om at ophæve den nuværende § 297 og nyaffatte bestemmelsen. Lovforslagets § 1, nr. 6, er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet skal endvidere bemærke, at det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse €" i lighed med den foreslåede § 296 €" ikke er subsidiær i forhold til straffelovens § 279, og at der derfor efter omstændighederne vil kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede § 297 og straffelovens bedrageribestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse skal i lighed med den foreslåede § 296 kun finde anvendelse, hvis der er tale om grove forhold.

6. Regnskabsforbrydelser

6.1. Gældende ret

6.1.1. Straffelovens § 302

Straffelovens § 302 omhandler særlig grove overtrædelser af visse bogføringsbestemmelser. Efter § 302, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særlig groft (1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at føre eller udfærdige, (2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskaber på den måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det eller (3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale eller ødelægger sådant. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen efter stk. 2 bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er således en overbygningsbestemmelse vedrørende grove overtrædelser af særlovgivningens bestemmelser om bogføring og regnskabsforpligtelser, herunder navnlig bogføringslovens regler. Ved vurderingen af, om der er tale om en grov overtrædelse, der kan henføres under § 302, kan det bl.a. tillægges vægt, om handlingen eller undladelsen har medført eller har været egnet til at medføre et tab, herunder et tab for det offentlige.

Bestemmelsen er ikke €" som tilfældet er for § 296 i den nuværende udformning €" subsidiær i forhold til straffelovens § 279. Bestemmelsen kan således efter omstændighederne anvendes i sammenstød med bedrageribestemmelsen.

6.1.2. Straffelovens § 175

Overtrædelse af særlovgivningens bogføringsbestemmelser vil efter omstændighederne kunne henføres til den noget strengere bestemmelse i straffelovens § 175.

Bestemmelsen omhandler den, som for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som bevis. Efter straffelovens § 175, stk. 2, straffes den, der i retsforhold gør brug af et sådant dokument som indeholdende sandhed. Strafferammen efter begge bestemmelser er bøde eller fængsel indtil 3 år, og begge bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, når dokumentet eller bogen er udfærdiget eller føres på andet læsbart medie.

6.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

6.2.1. Straffelovens § 302

Udvalget bemærker i betænkning 1415/2002, at overtrædelser af bogførings- og regnskabsbestemmelser kan finde sted som led i økonomisk kriminalitet eller for at sløre økonomisk kriminalitet. Udvalget finder, at der bør være en effektiv strafferetlig beskyttelse af centrale formelle regler, der har til formål at sikre gennemsigtighed, forhindre eller standse misbrug og muliggøre effektiv kontrol, for derigennem at markere den betydning, overholdelsen af disse regler tillægges.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om formuleringen af straffelovens § 302 er hensigtsmæssig, herunder om bestemmelsen i tilstrækkelig omfang tager højde for de muligheder, der efter bogføringsloven er for edb-bogføring og kryptering af bogføringen.

Udvalget har i den forbindelse særligt bemærket, at der efter bogføringslovens § 14 er et krav om, at krypteringsnøgle, passwords mv. er tilgængelige. En situation, hvor man undlader at opbevare den nødvendige krypteringsnøgle eller passwords på en tilgængelig måde, er næppe omfattet af straffelovens § 302, stk. 1, nr. 3, der omhandler lovbestemte forpligtelser til opbevaring af regnskabsmateriale eller ødelæggelse af regnskabsmateriale. Virkningerne af, at krypteringsnøgle eller passwords ikke opbevares på tilgængelig måde, kan imidlertid være de samme, som ved ødelæggelse af materialet.

Efter udvalgets opfattelse bør straffelovens § 302 derfor ændres, således at formuleringen tilpasses de bogføringsmuligheder, der er efter den nugældende bogføringslov. Udvalget foreslår på den baggrund, at § 302 udvides, således at gerningsindholdet også omfatter en situation, hvor en person groft overtræder lovgivningens bestemmelser om opbevaring af regnskabsmateriale, herunder beskrivelser af bogføring og af systemer til opbevaring og fremfinding af materialet, herunder adgangskoder mv. og krypteringsnøgler.

Udvalget har herudover overvejet, om der på regnskabsområdet bør kunne straffes efter både § 296 og § 302. Der kan efter omstændighederne være et sammenfald mellem de to bestemmelser, idet anvendelse af urigtige eller vildledende regnskaber vil kunne straffes efter § 296, mens der samtidig vil kunne være tale om overtrædelse af lovgivningens krav til aflæggelse af regnskaber, idet lovgivningen stiller krav om korrekt indhold. Herved vil forholdet tillige kunne henføres under § 302.

Udvalget finder, at der i det omfang, der reelt er tale om samme forbrydelse €" dvs. hvor et regnskab er udarbejdet i strid med § 302 og derefter anvendes i strid med § 296 €" ikke bør straffes i sammenstød mellem de to bestemmelser. Det foreslås således, at det af § 302 udtrykkelig fremgår, at bestemmelsen er subsidiær i forhold til § 296. Er der imidlertid (også) tale om andre overtrædelser af regnskabsbestemmelserne, vil der tillige kunne straffes efter § 302, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt.

Udvalget bemærker, at bogføringsforpligtelserne er udgangspunktet for, at der kan afgives korrekte regnskaber, og dermed er centrale i relation til både investorer, kreditorer, muligheden for offentlig kontrol og politimæssig efterforskning. Det bør derfor overvejes, om det nuværende strafmaksimum i § 302 på fængsel indtil 1 år er tilstrækkelig.

Udvalget henviser i den forbindelse til de overvejelser, der er gengivet i betænkning 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, hvor det blev fremhævet, at grove bogføringsovertrædelser i et ikke ubetydeligt omfang må antages at skjule grove berigelsesforbrydelser. Bl.a. under henvisning hertil foreslog man i betænkning nr. 1066/1986 et strafmaksimum i § 302 på fængsel i 1 år og 6 måneder. Som anført ovenfor under pkt. 4.2. fandt Straffelovrådet imidlertid, at strafferammen for § 302 burde være fængsel indtil 1 år.

Udvalget bemærker hertil, at det eksisterende strafmaksimum på fængsel indtil 1 år synes tilstrækkeligt, henset til at den strengeste straf for en »ren« overtrædelse af § 302, der hidtil er set i retspraksis, er hæfte i 14 dage. Udvalget finder imidlertid af principielle grunde, at strafferammen bør fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Udvalget foreslår endvidere, at den nugældende bestemmelse i § 302, stk. 2, hvorefter groft uagtsomme overtrædelser af § 302, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, opretholdes.

Der henvises til betænkningens side 50-57 og 68-69.

6.2.2. Straffelovens § 175

I forhold til straffelovens § 175 har udvalget overvejet, om § 302 bør gøre udtømmende op med mulighederne for at straffe grove overtrædelser af bogførings- eller regnskabsregler efter straffeloven, eller om sådanne forhold fortsat bør kunne henføres til straffelovens § 175.

Udvalget har peget på, at det i betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet blev foreslået at lade § 302 være en samlet bestemmelse vedrørende grove overtrædelser af bogføringsreglerne, således at bogføring og lignende skulle udgå af gerningsindholdet i straffelovens § 175.

Denne del af lovudkastet i betænkning nr. 1066/1086 blev imidlertid ikke gennemført, idet Straffelovrådet og Justitsministeriet nærede betænkeligheder ved at lade denne del af § 175 udgå, henset til at § 175 muligvis i visse situationer kunne være den eneste straffehjemmel.

Brydensholt-udvalget bemærker, at udvalget ikke er bekendt med områder, hvor der vil mangle straffehjemmel, hvis § 175 ændres, således at alene pligtmæssige og visse særlige erklæringer er omfattet. Udvalget foreslår på den baggrund, at den del af § 175, der vedrører lovpligtige erklæringer, udgår. Udvalget bemærker imidlertid, at der forud for en sådan ændring bør foretages en høring af samtlige ministerier for at sikre, at ændringen ikke får en utilsigtet virkning.

Der henvises til betænkningens side 50-57 og 69.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at straffelovens § 302 bør udformes i overensstemmelse med systematikken i bogføringsloven og således, at alle grove overtrædelser af særlovgivningens bogføringsbestemmelser er omfattet af bestemmelsen.

Justitsministeriet er endvidere enig i udvalgets overvejelser om anvendelsesområdet for straffelovens § 302, herunder at bestemmelsen bør være subsidiær i forhold til § 296. Lovforslagets § 1, nr. 7, er på den baggrund og med enkelte ændringer af redaktionel karakter udformet i overensstemmelse med Brydensholt-udvalgets forslag.

Med hensyn til strafferammen i § 302 har udvalget foreslået, at overtrædelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven og bestemmelserne om straffastsættelse. Om strafferammen i § 302, stk. 1, anfører Straffelovrådet, at bestemmelsen har været genstand for grundige overvejelser i Brydensholt-udvalget, og at rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og på den baggrund ikke finder anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne på dette område.

Justitsministeriet kan på den baggrund til tilslutte sig Brydensholt-udvalgets forslag om en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder for overtrædelse af den foreslåede § 302.

For så vidt angår udvalgets forslag om ændring af straffelovens § 175, har Justitsministeriet foretaget en høring af samtlige ministeriet over et udkast til lovforslaget. Justitsministeriet har i den forbindelse særlig anmodet ministerierne om at overveje, om en sådan ændring vil indebære, at der herefter ikke er straffehjemmel for overtrædelse af bestemmelser om lovpligtige erklæringer inden for ministeriets lovgivningsområde.

I forbindelse med denne høring er Justitsministeriet blevet opmærksom på, at den omhandlede del af § 175 anvendes i praksis på visse ministerieområder, og at en ændring som foreslået af udvalget derfor vil kunne føre til, at der på visse særlovsområder ikke længere er en straffehjemmel, eller at det ikke længere er muligt at idømme fængselsstraf.

På den baggrund er Justitsministeriet afstået fra i lovforslaget at medtage en ændring af straffelovens § 175 som foreslået af Brydensholt-udvalget.

7. Adgang til at retsforfølge ved svig rettet mod udenlandske myndigheder

7.1. Gældende ret

Straffelovens §§ 6-12 regulerer, i hvilke tilfælde danske domstole har straffemyndighed (jurisdiktionskompetence).

Hvis en forbrydelse begås inden for dansk territorium, følger det af straffelovens § 6, at forholdet er omfattet af dansk straffemyndighed. Også overtrædelser, der begået uden for dansk territorium, kan efter omstændighederne være undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7, der vedrører handlinger foretaget uden for Danmark af personer med dansk statsborgerskab eller med fast ophold i Danmark. I disse tilfælde kommer en straffesag ved danske domstole imidlertid kun på tale, hvis den bestemmelse, der er overtrådt, ikke må anses alene at beskytte den danske stat eller danske interesser (territorial begrænsning).

En lang række af straffelovens bestemmelser har universel karakter, således at overtrædelse heraf kan straffes, selv om overtrædelsen er foretaget i udlandet eller er rettet mod udenlandske interesser. Omvendt anses særlovgivningen, herunder den fiskale lovgivning, som udgangspunkt for at være territorialt begrænset, medmindre en fortolkning af den pågældende bestemmelse konkret måtte føre til et andet resultat. Dette indebærer, at eksempelvis den danske skattelovgivning alene beskytter danske interesser, hvorfor der ikke med hjemmel i denne lovgivning kan gennemføres en straffesag i Danmark for skattesvig rettet imod eksempelvis det tyske skattevæsen. Der kan heller ikke ved danske domstole gennemføres en straffesag vedrørende overtrædelse af den tyske skattelovgivning, idet det følger af straffelovens § 10, stk. 1, at danske domstole skal træffe afgørelse efter dansk lovgivning, når der i medfør af straffelovens §§ 6-9 er dansk jurisdiktionskompetence.

Danmark har ved lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager gennemført Europarådets konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager (overførselsloven).

Efter lovens § 1 kan lovovertrædelser, som er omfattet af den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager, jf. bilag 1 til loven, retsforfølges efter reglerne i konventionens afsnit I-IV og bestemmelserne i denne lov.

Det følger af konventionens artikel 7, stk. 1, at der kun kan foretages retsforfølgning i den anmodede stat, hvis den pågældende lovovertrædelse ville have været en lovovertrædelse, hvis den var begået på denne stats territorium, og lovovertrædelsen i så fald kunne være pålagt en sanktion også i henhold til dens egen lovgivning. Konventionens artikel 7, stk. 2, angiver, at hvis lovovertrædelsen er begået af en person i offentligt hverv eller mod en sådan person, en institution eller andet af offentlig karakter i den begærende stat, anses lovovertrædelsen i den anmodede stat for begået af en person i offentligt hverv i denne stat eller mod en sådan person, en institution eller andet, der indtager tilsvarende stilling eller er af tilsvarende karakter i den anmodede stat.

7.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 overvejet, om der navnlig på det fiskale område er behov for at have bestemmelser med universel gyldighed.

Udvalget har i den forbindelse peget på, at den nugældende retstilstand, hvorefter fiskale straffebestemmelser kun beskytter danske interesser, medmindre der i den konkrete bestemmelse er grundlag for at indfortolke et videre anvendelsesområde, er i overensstemmelse med retsstillingen i de fleste andre lande. En ændring heraf, således at bestemmelserne gøres universelle, vil indebære, at man ved hjælp af den danske straffelovgivning bliver i stand til at beskytte mod kriminalitet rettet mod også andre landes offentlige midler. Udvalget finder imidlertid en sådan løsning ganske vidtgående og bemærker, at det er vanskeligt at overskue, om reguleringen herved bliver bredere end ønskeligt.

Omvendt har udvalget lagt vægt på, at Danmark ikke bør fremstå som et »strafforfølgningsly« i forhold til personer, der som følge af den fiskale lovgivnings territoriale begrænsning ikke kan retsforfølges i Danmark, og som Danmark heller ikke ønsker at udlevere. Udvalget fremhæver på baggrund af de dagældende udleveringsregler, at mulighederne for at udlevere danske statsborgere er ganske begrænsede.

Udvalget bemærker, at dansk strafferetlig beskyttelse af midler, der vedrører et andet land, bør forudsætte gensidighed, således at dette land etablerer en tilsvarende beskyttelse med hensyn til kriminalitet rettet mod danske midler.

Udvalget foreslår på den baggrund en løsning, hvorefter artikel 7, stk. 2, i Europarådets konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager indarbejdes som en bestemmelse i overførselsloven. Udvalget peger på, at den særlige bestemmelse i overførselskonventionen herved kommer klarere til udtryk end ved den eksisterende ordning, hvor der i loven henvises til konventionsteksten. Herved præciseres, at også nationalt begrænsede danske straffebestemmelser på disse områder er anvendelige, såfremt Danmark vælger at retsforfølge.

Udvalget foreslår endvidere, at en sådan retsforfølgning €" i overensstemmelse med de krav, der i øvrigt typisk stilles i forbindelse med internationalt samarbejde på det fiskale område €" kun skal kunne finde sted, hvis den pågældende forbrydelse kan sidestilles med en forbrydelse af samme art efter dansk lovgivning. Dette skal forstås således, at det er uden betydning, om der efter dansk lovgivning opkræves samme slags skatter, told eller afgifter eller er fastsat regler om skatter, told, afgifter og tilskud, hvis de danske og udenlandske regler i øvrigt generelt kan sidestilles.

Der henvises til betænkningens side 82-90 og 100-102.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Der kan være grund til nærmere at overveje, om en lovændring som den, udvalget har foreslået, er udtryk for en materiel ændring af retstilstanden, eller om den foreslåede ændring alene, således som det anføres i betænkningen, indebærer en præcisering af, at også nationalt begrænsede danske straffebestemmelser på det fiskale område i visse tilfælde er anvendelige på overtrædelser rettet mod udenlandske midler.

Efter overførselskonventionens artikel 7, stk. 1, er det en betingelse for, at retsforfølgningen kan overføres til et andet land, at lovovertrædelsen også ville være strafbar, hvis den var begået i dette land. I forarbejderne til gennemførelsesloven, jf. lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, er i den forbindelse anført, at konventionen således stiller krav om dobbelt strafbarhed og derfor i almindelighed ikke finder anvendelse på nationalt eller territorialt begrænsede forbrydelser, hvilket for Danmarks vedkommende vil sige handlinger, hvor strafbarheden er begrænset til angreb rettet mod en her i landet bestående ordning eller mod interesser knyttet til dansk nationalitet.

Som der nærmere er redegjort for i betænkningen side 78, er der i forarbejderne endvidere rejst tvivl om rækkevidden af konventionens artikel 7, stk. 2. Det anføres, at det ikke fremgår klart, om bestemmelsen gør en undtagelse til kravet om dobbelt strafbarhed, eller om den alene angiver visse kvalificerende omstændigheder, som det anmodede land skal tage i betragtning ved strafudmålingen for den pågældende overtrædelse. Det bemærkes herefter, at der mellem de nordiske lande er enighed om at lægge den sidstnævnte fortolkning til grund.

I en utrykt dom afsagt af Vestre Landsret den 14. marts 2001 havde landsretten lejlighed til at tage stilling til den nærmere rækkevidde af overførselslovens § 1 og overførselskonventionens artikel 7, stk. 2.

I sagen var der rejst tiltalte mod 3 danske statsborgere for bl.a. forsøg på indsmugling af spiritus til Sverige. De svenske myndigheder havde i medfør af overførselskonventionen anmodet Danmark om at overtage retsforfølgningen. Der var herefter rejst tiltale for overtrædelse af den danske toldlovs § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2. Anklagemyndigheden havde under sagen anført, at der i medfør af overførselslovens § 1, jf. overførselskonventionens artikel 7, stk. 2, var hjemmel til i Danmark at straffe for handlinger vedrørende det svenske toldområde.

Landsretten bemærkede, at de tiltalte fandtes forsætligt og med forsæt til at unddrage den svenske statskasse afgift at have medvirket til forsøg på indsmugling i Sverige som beskrevet i anklageskriftet. Retten tiltrådte endvidere, at forholdet var strafbart efter svensk ret og bemærkede, at der under sagen, således om tiltalen var formuleret, alene skulle tages stilling til forhold vedrørende svensk toldområde og svenske afgifter.

Efter en gennemgang af ovennævnte forarbejder bemærkede landsretten, at det på baggrund af udformningen af bemærkningerne til lovforslaget til gennemførelsesloven måtte antages, at lovgiver var gået ud fra, at loven ikke indebar en udvidelse af gyldighedsområdet for territorialt begrænsede danske straffebestemmelser ud over med hensyn til de i bemærkningerne nævnte kvalificerede omstændigheder. På den baggrund fandt retten ikke grundlag for at anvende den danske toldlov i det foreliggende tilfælde, og de tiltalte blev frifundet for dette forhold.

I lyset af de nævnte forarbejder til overførselsloven og den omtalte dom fra Vestre Landsret finder Justitsministeriet ikke grundlag for nu at tillægge konventionens artikel 7, stk. 2, en vidererækkende betydning. Justitsministeriet finder endvidere ikke, at en ændring af overførselsloven, hvorved ordlyden af artikel 7, stk. 2, skrives ind i selve lovbestemmelsen, er en hensigtsmæssig fremgangsmåde, når formålet er at gennemføre en reel udvidelse af visse danske bestemmelsers territoriale gyldighedsområde.

Justitsministeriet er imidlertid enig med udvalget i, at det er væsentligt, at Danmark ikke fremstår som et land, der hverken vil retsforfølge egne statsborgere for kriminalitet rettet mod andre landes fiskale interesser eller udlevere personerne til retsforfølgning i det pågældende land.

Justitsministeriet har derfor overvejet, om der er behov for på anden måde at foretage en ændring af overførselsloven, således at danske fiskale bestemmelser udstrækkes til også at finde anvendelse i forhold til situationer, hvor kriminaliteten er rettet mod andre landes fiskale interesser.

Justitsministeriet finder det i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at der siden udvalget tilendebragte sine overvejelser om spørgsmålet, er gennemført en række ændringer af lov om udlevering af lovovertrædere. Både med vedtagelsen af lov nr. 378 af 6. juni 2002 (anti-terrorpakken) og lov nr. 433 af 10. juni 2003, der gennemførte EU-rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, er Danmarks muligheder for at nægte udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning i udlandet blevet begrænset ganske betydeligt i forhold til retstilstanden ved betænkningens afgivelse. Det er i forbindelse med udvidelsen af adgangen til at udlevere danske statsborgere blevet fremhævet som et bærende hensyn, at straffesager som hovedregel bør gennemføres dér, hvor overtrædelsen er begået, og beviserne og eventuelle vidner befinder sig.

Hertil kommer, at udleveringslovens krav om dobbelt strafbarhed ved skatte- og afgiftssager i praksis anses for opfyldt, hvis der i dansk ret findes en gerningstype, som svarer til den, der er anført i udleveringsbegæringen. Det er således ikke en betingelse for udlevering, at der i Danmark er fastsat regler om skatter, afgifter eller told, som svarer til reglerne i lovgivningen i den stat, der anmoder om udlevering.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at behovet for at skabe adgang til, at man i Danmark kan retsforfølge personer for overtrædelser, der er rettet mod fremmede staters fiskale interesser, og dermed ikke i dag er beskyttet efter dansk lovgivning, må antages at være meget begrænset. Dette skal sammenholdes med, at der i givet fald ville være tale om en ganske vidtrækkende ændring, som efter omstændighederne ville indebære, at der i det danske retssystem skulle gennemføres i nogle tilfælde ganske omfattende sager om økonomisk kriminalitet rettet mod andre staters offentlige myndigheder.

På den baggrund er Justitsministeriet afstået fra at stille forslag om ændring af overførselsloven, således som det er foreslået i betænkningen.

8. Klager over Rigspolitichefens afgørelser som ansættelsesmyndighed

8.1. Gældende ret

Justitsministeren er efter retsplejeloven kapitel 11 politiets øverste foresatte, og ministeren udøver sin beføjelse gennem bl.a. Rigspolitichefen. Der består således et almindeligt forvaltningsretligt over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og Rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelser i konkrete sager kan i kraft heraf påklages til justitsministeren, medmindre klagemuligheden i det enkelte tilfælde er afskåret ved lov.

En af Rigspolitichefens centrale opgaver er at fungere som central ansættelsesmyndighed for politiets ikke-juridiske personale. Rigspolitichefen har til denne opgave oprettet en personaleafdeling, som varetager ansvarsområderne ansættelse, personaleadministrative sager, disciplinær- og sygesager, internationale udsendelser, personalepolitik, organisations- og personaleudvikling samt personalelægen.

Justitsministeren fungerer som nævnt efter det almindelige forvaltningsretlige over-/underordnelsesforhold som klageinstans for Rigspolitichefens konkrete afgørelser, herunder inden for ansættelses- og personaleområdet. Langt den største del af ministeriets klagesager på dette område vedrører afslag på ansættelse som politibetjent på prøve, men ministeriet har eksempelvis også behandlet sager om afslag på ansættelse i politiet som IT-medarbejder, afslag på udsendelse til internationale opgaver, afslag på uddannelsesorlov mv.

Afgørelser i disciplinærsager angående politiets (tjenestemandsansatte) kontorpersonale og polititjenestemænd træffes som hovedregel af Rigspolitichefen. Mindre disciplinære forseelser kan dog afgøres af vedkommende politimester (politidirektøren) med rekurs til Rigspolitichefen.

Justitsministeriet behandler i første instans de sager, der skønnes at burde medføre afskedigelse (uansøgt afsked), jf. tjenestemandslovens § 26, mens sager om afskedigelse af personale, der ikke er tjenestemandsansat, behandles af Rigspolitichefen i første instans. I sager om disciplinære forhold, samarbejdsvanskeligheder, utilstrækkelige evner eller uegnethed er det således Rigspolitichefen, der træffer afgørelse om afskedigelse af politibetjente ansat som tjenestemænd på prøve og overenskomstansat personale.

Rigspolitichefens konkrete afgørelser, herunder også rekursafgørelser, i disciplinærsager og i andre sager om afsked kan i lighed med Rigspolitichefens øvrige konkrete afgørelser påklages til justitsministeren efter det almindelige over-/underordnelsesprincip.

Rigspolitichefens afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager kan ligeledes påklages til Justitsministeriet i henhold til det almindelige over-/underordnelsesprincip.

8.2. Justitsministeriets overvejelser

Sagerne inden for ansættelses- og personaleområdet har det fællestræk, at de i høj grad baserer sig på skøn. Til illustration kan nævnes sager om ansættelse som politibetjent på prøve, hvor Rigspolitichefens afgørelse særligt bygger på vandelskrav, ansøgerens opnåede resultater i forbindelse med optagelsesprøverne, vedkommendes egnethed, som den er kommet til udtryk ved den afsluttende samtale i ansættelsesproceduren, hvor Rigspolitichefens personaleafdeling er repræsenteret, de øvrige i sagen foreliggende oplysninger samt antallet af ledige stillinger. Lignende (skønsmæssige) forhold gør sig på tilsvarende vis gældende for de øvrige konkrete afgørelser på dette område.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den eksisterende klagemulighed forekommer uhensigtsmæssig. Justitsministeriet lægger herved vægt på, at afgørelserne i disse sager beror på skønsmæssige overvejelser af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage en materiel prøvelse i sagerne er yderst begrænset. Hertil kommer, at Rigspolitichefen fungerer som den centrale ansættelses- og personalemyndighed for politiets ikke-juridiske personale, hvilket bl.a. udmønter sig i udformning af personalepolitikker og øvrige generelle retningslinier for politiets personale, hvorfor den eksisterende klageadgang til justitsministeren er mindre velbegrundet. Endelig vil Rigspolitichefens (endelige) afgørelse kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand af den pågældende, ligesom denne efter de almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsakter, jf. grundlovens § 63, vil kunne indbringe afgørelsen for domstolene.

Justitsministeriet finder dog ikke, at den nævnte klagebegrænsning bør gælde konkrete afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der træffes afgørelse om afsked, samt afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager, jf. straks nedenfor.

Disciplinærsagerne har en så indgribende betydning for de pågældende, at de efter Justitsministeriets opfattelse klart adskiller sig fra de øvrige ansættelses- og personalesager, der behandles af Rigspolitichefen. Eksempelvis er der i tjenestemandslovgivningen fastsat en række skærpede formelle retssikkerhedsgarantier (f.eks. om tjenstligt forhør), der afhængigt af tjenesteforseelsens grovhed vil skulle iagttages i forbindelse med sagens behandling, og som i mangel heraf kan medføre disciplinærafgørelsens ugyldighed. Hertil kommer valget af sanktionsform (f.eks. bøde, forflyttelse eller degradation) og dennes meget indgribende betydning for den pågældende tjenestemand.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at også andre sager, hvor Rigspolitichefen har truffet afgørelse om afsked , ligeledes har en sådan indgribende betydning, at der fortsat bør være adgang til at påklage Rigspolitichefens afgørelser herom til Justitsministeriet. En afskedigelse på grund af f.eks. manglende egnethed eller samarbejdsvanskeligheder vil således for den ansatte være af en sådan indgribende betydning, at klageadgangen i disse sager bør opretholdes.

Justitsministeriet finder på den anførte baggrund, at den nuværende adgang til at påklage Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afskedigelse, bør opretholdes. Ministeriet lægger herved også vægt på, at disse sager ikke i samme omfang som øvrige ansættelses- og personalesager beror på skønsmæssige afvejninger af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage en materiel prøvelse i sagen er yderst begrænset. Som eksempel kan nævnes, at ministeriet i disciplinærsager bl.a. påser, at en pålagt sanktion ikke står i misforhold til den begåede forseelse (proportionalitetsprincippet).

Rigspolitichefens afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager bør efter Justitsministeriets opfattelse tillige fortsat kunne påklages til justitsministeren. Ministeriet lægger herved vægt på, at afgørelser om aktindsigt træffes på baggrund af de i henholdsvis forvaltningslovens og offentlighedslovens fastlagte betingelser, og at afgørelserne derfor ikke har den skønsmæssige karakter, der kendetegner de ansættelses- og personalesager, hvor klageadgangen afskæres.

Det tilføjes, at den foreslåede begrænsning i adgangen til at klage over visse af Rigspolitichefens afgørelser i ansættelses- og personalesager ikke afskærer Justitsministeriet fra €" som tilsynsmyndighed €" at gribe ind i konkrete sager, hvis Rigspolitichefen har truffet en forkert afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.

Justitsministeriet forslag er udformet i overensstemmelse med de anførte betragtninger. Der henvises til forslagets § 4, nr. 2.

9. Klager over Rigsadvokatens afgørelser som 1. instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning

9.1. Gældende ret

Ved en ændring af retsplejeloven (lov nr. 393 af 14. juni 1995) gennemførtes et to-instansprincip for anklagemyndighedens afgørelser om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a. Ordningen indebærer bl.a., at langt hovedparten af de sager, der i dag rejses om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, afgøres af de regionale statsadvokater i første instans med rekurs til Rigsadvokaten, hvorefter afgørelsen ikke kan påklages yderligere. Det drejer sig om de krav, der rejses på baggrund af retsplejelovens §§ 1018 a-d, jf. lovens § 1018 e, stk. 1, 1. pkt.

Det følger af retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 2. pkt., at justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal forelægges for Rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Efter fast praksis afgør Rigsadvokaten således erstatningskrav, der rejses på baggrund af dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h, med klageadgang til justitsministeren. Det samme gælder for erstatningskrav efter retsplejelovens §§ 1018 a-d, der ikke er reguleret af Rigsadvokatens årlige meddelelse om erstatning, samt sager, hvor der agtes ydet erstatning med større beløb end fastsat i meddelelsen. Hertil kommer erstatningskrav efter retsplejelovens §§ 1018 a-d, som er omfattet af den årlige meddelelse, men som rejser spørgsmål af principiel karakter, eller hvor der foreligger særlige omstændigheder. Hvis statsadvokaten i øvrigt træffer afgørelse efter sagens forelæggelse for Rigsadvokaten, anses første instans afgørelsen tilsvarende for at være truffet af Rigsadvokaten, således at sagen kan påklages til justitsministeren.

Efter retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, er der ud fra hensynet til den erstatningssøgende fastsat en særlig nem og hurtig adgang til at få den administrative afgørelse om afslag på erstatning indbragt for domstolene. Det er herefter statsadvokaten, der på begæring fra den erstatningssøgende indbringer sagen for domstolene. Adgangen til at få sagen indbragt for domstolene efter disse regler må dog i alle tilfælde afvente re­kurs­myn­dig­he­dens behandling af sagen.

9.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har som led i interne ressourcemæssige og administrative overvejelser vurderet hensigtsmæssigheden af den nuværende klageadgang, herunder navnlig om retssikkerhedsmæssige eller andre hensyn til den erstatningssøgende nødvendiggør en bevarelse af klageadgangen til justitsministeren i de erstatningssager i anledning af strafferetlig forfølgning, der i dag forelægges ministeren som rekursmyndighed.

Justitsministeriet har herved fundet, at de nævnte hensyn taler for at afskære klageadgangen til justitsministeren. Ministeriet lægger herved vægt på, at Rigsadvokaten, der i forvejen €" bl.a. gennem sine årlige meddelelser €" samler praksis og fastlægger generelle retningslinier for anklagemyndighedens behandling af erstatningskrav efter retsplejelovens kapitel 93 a, med en sådan ordning vil blive øverste instans for samtlige krav om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Ministeriet lægger endvidere vægt på den erstatningssøgendes særligt nemme adgang til domstolsprøvelse af den administrative afgørelse om afslag på erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.

Justitsministeriet har på baggrund af Rigsadvokatens høringssvar foretaget en ændring i forhold til det udkast til lovforslag, der blev sendt i høring. Rigsadvokaten har i høringssvaret foreslået, at der gennemføres en ændring af kompetencefordelingen mellem statsadvokaterne og Rigsadvokaten, således at statsadvokaterne som udgangspunkt tillægges kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans i alle sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Det vil betyde, at afgørelse om erstatning efter 1018 h, der i dag forelægges Rigsadvokaten til afgørelse, fremover som udgangspunkt vil kunne afgøres af statsadvokaterne som 1. instans. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a. henvist til, at 2-instansprincippet på denne måde vil kunne bevares i vidt omfang.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Rigsadvokatens forslag, idet ministeriet finder det ubetænkeligt at lade statsadvokaterne træffe afgørelse i 1. instans om erstatning efter § 1018 h. Det bemærkes, at Justitsministeriet i forbindelse med ændringen vil revidere de gældende forskrifter om forelæggelse af visse typer sager, f.eks. således at krav om erstatning efter § 1018 h over en vis størrelse skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse.

Muligheden for at påklage Rigsadvokatens afgørelser om aktindsigt afskæres ikke ved dette lovforslag, jf. § 1018 e, stk. 6.

Det tilføjes, at den foreslåede regel om klagebegrænsning ikke afskærer Justitsministeriet fra €" som tilsynsmyndighed €" at gribe ind i konkrete sager, hvis den underordnede anklagemyndighed har truffet en forkert afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.

Justitsministeriets forslag er udformet i overensstemmelse med de anførte betragtninger. Der henvises herved til forslaget § 4, nr. 1, og nr. 6-10.

10. Foranstaltninger mod hvidvaskning på spillekasinoområdet

10.1. Gældende ret

10.1.1. Hvidvaskningslovgivningen

Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (hvidvaskningsdirektivet), der oprindeligt alene omfattede kredit- og finansieringsinstitutter, har til formål at koordinere medlemsstaternes indsats til beskyttelse af det finansielle system mod hvidvaskning af penge.

Efter hvidvaskningsdirektivet, der er et minimumsdirektiv, skal medlemsstaterne drage omsorg for, at hvidvaskning forbydes. Der skal herunder indføres forpligtelser for de finansielle institutter til at medvirke hertil i nærmere omfang, som er angivet i direktivet. For disse institutter foreskrives således en pligt til at påse, at kunders identitet oplyses, og at der sker registrering og opbevaring af oplysninger derom og om transaktioner. Endvidere er der en pligt til at undersøge og anmelde forhold, der mistænkes for at kunne have tilknytning til hvidvaskning, således at myndighederne kan forbyde, at transaktionen gennemføres.

Direktivet indebærer desuden, at oplysninger, der gives af kredit- eller finansieringsinstituttet i god tro, ikke skal betragtes som brud på den tavshedspligt, der i øvrigt måtte gælde, ligesom videregivelse ikke kan medføre, at instituttet pådrager sig nogen form for ansvar. Ifølge direktivet skal der til de nævnte formål etableres passende interne kontrol- og kommunikationsprocedurer, ligesom der skal træffes passende foranstaltninger for at gøre de ansatte bekendt med hvidvaskningsbestemmelserne, herunder ved at gennemføre særlige uddannelsesprogrammer for de ansatte.

Hvidvaskningsdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. februar 2004. Loven bygger som helhed på bestemmelserne i direktivet og indebærer således, at de virksomheder, der er omfattet af loven, er pålagt en række forpligtelser, som skal forebygge anvendelsen af det finansielle system til hvidvaskning af penge.

I hvidvaskningslovens § 2 er hvidvaskning defineret som »konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse, lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne stammer fra overtrædelse af straffeloven«.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge indebærer en udvidelse af den personkreds, som hvidvaskningsdirektivet finder anvendelse på. En række fysiske og juridiske personer, herunder revisorer, ejendomsmæglere, i visse tilfælde selvstændige inden for juridiske erhverv og visse dele af detailhandlen, er nu også omfattet af hvidvaskningsdirektivet. Desuden finder hvidvaskningsdirektivet nu tillige anvendelse på spillekasinoer. Hvidvaskningsdirektiverne er optaget som bilag 2 og 3 til lovforslaget.

2. hvidvaskningsdirektiv er €" bortset fra spillekasinovirksomhed €" gennemført i dansk ret ved lov nr. 422 af 6. juni 2002 om ændring af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge (Bekæmpelse af finansiering af terrorisme, udvidelse af anvendelsesområde, usamarbejdsvillige lande).

10.1.2. Spillekasinolovgivningen

Hvidvaskningsloven omfatter ikke spillekasinoer, men en række bestemmelser i hvidvaskningsdirektivet er imidlertid allerede i tilpasset form overført til spillekasinoloven.

Ved lov nr. 397 af 13. juni 1990 om spillekasinoer (spillekasinoloven), som trådte i kraft den 31. december 1990, blev der indført mulighed for efter tilladelse fra Justitsministeriet at oprette og drive spillekasinovirksomhed i Danmark. Der er i dag seks spillekasinoer i Danmark.

Spillekasinoloven indeholder bl.a. bestemmelser om de tilladte former for spil, om placering af indsatser, om vekslinger i spillekasinoer og om adgangskravene til spillekasinoer. Loven regulerer desuden ansættelse af personale i spillekasinoerne, ligesom loven indeholder en række kontrolbestemmelser, herunder om den offentlige kontrollant og om politiets tilsyn med spillekasinovirksomheden.

Ved lov nr. 1096 af 22. december 1993 om ændring af lov om spillekasinoer og lov om afgift af spillekasinoer blev en række regler i hvidvaskningsdirektivet i tilpasset form overført til spillekasinovirksomhed. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger til lovforslaget, Folketingstidende 1993-1994, tillæg A, sp. 459 ff. Folketingets forhandlinger er gengivet i Folketingstidende 1993-1994, sp. 545, sp. 1958 ff., sp. 4163 ff., sp. 4356 f., tillæg A sp. 454 og tillæg B sp. 429. Ændringerne trådte i kraft henholdsvis den 1. januar 1994 og den 1. juli 1994.

Ved lovændringen blev der bl.a. indført regler om forevisning af legitimation og om registrering af oplysninger om enhver gæsts navn, adresse, fødselsdato, nationalitet samt ankomsttidspunkt til spillekasinoet. Desuden blev der indført en pligt til at opbevare disse oplysninger i 2 måneder og derefter slette dem. I tilknytning til kravet om forevisning af legitimation ved ankomsten blev der desuden fastsat regler om, at et spillekasino med henblik på efterfølgende identifikation skal foretage videoregistrering af den ankommende gæst, og at spillekasinoet skal opbevare denne videoregistrering i 2 måneder. Disse ændringer indebar, at hvidvaskningsdirektivets artikel 3 om legitimation og registrering af kunder i tilpasset form blev overført til spillekasinovirksomhed.

Ved lovændringen blev der desuden indført en række yderligere kontrolbestemmelser i spillekasinoloven, herunder regler om, at der i hele spillekasinoets åbningstid skal være en uafhængig regnskabskyndig person (kontrollant) til stede. Kontrollanten skal foretage indberetning til politiet, såfremt vedkommende bliver opmærksom på, at de for spillekasinoet gældende regler ikke overholdes, eller i øvrigt bliver opmærksom på uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling mv. Spillekasinoernes ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte skal underrette kontrollanten ved mistanke om, at en veksling har tilknytning til hvidvaskning af penge, eller der foregår uregelmæssigheder ved spillenes afvikling, med henblik på at kontrollanten træffer beslutning om underretning af politiet. Med disse bestemmelser er hvidvaskningsdirektivets artikel 6 i tilpasset form overført til spillekasinovirksomhed.

Spillekasinoloven er senest ændret ved lov nr. 443 af 31. maj 2000, hvor pligten for spillekasinoerne til at opbevare oplysninger om gæsterne blev udvidet fra 2 måneder til 5 år. Med denne udvidelse af opbevaringspligten er hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 1. led, i tilpasset form overført til spillekasinovirksomhed. Lovændringen indførte desuden en adgang for spillekasinoerne til at registrere og i begrænset omfang udveksle oplysninger med andre spillekasinoer om falskspillere.

10.2. Justitsministeriets overvejelser

Hvidvaskningsdirektivet indeholder en række bestemmelser, der som anført i afsnit 10.1.2. i tilpasset form allerede er overført til spillekasinovirksomhed. Formålet med lovforslaget er således at gennemføre de øvrige bestemmelser i hvidvaskningsdirektivet i dansk ret for så vidt angår spillekasinoer.

Det følger af hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 2. led, at de omfattede institutter mv. skal opbevare dokumentation og registreringer vedrørende transaktioner bestående af originale dokumenter eller kopier med tilsvarende beviskraft i henhold til national lovgivning i mindst fem år fra transaktionernes gennemførelse, så det kan tjene som bevis ved enhver undersøgelse vedrørende hvidvaskning af penge.

Bestemmelsen indebærer ikke en forpligtelse til at foretage registrering af alle transaktioner, som finder sted i et spillekasino, men derimod alene en pligt til at opbevare dokumenter og registreringer, som spillekasinoerne i medfør af andre regler måtte have pligt til at opbevare eller foretage.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at der €" svarende til hvidvaskningslovens § 9, stk. 1 €" indføres en pligt til i mindst fem år at opbevare dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner.

En »transaktion« vil for et spillekasinos vedkommende fortrinsvis bestå i veksling af penge til spillemærker og omvendt samt udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater. Der henvises i den forbindelse i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 5, nr. 1.

De dokumenter og registreringer, som efter forslaget skal opbevares i fem år, vil kunne indeholde personoplysninger. En opbevaring af sådanne oplysninger kan udgøre en behandling af personoplysninger i henhold til lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (persondataloven), som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001. Da en behandling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse vil være en følge af en retlig forpligtelse og må antages alene at omfatte ikke-følsomme oplysninger, vil en sådan behandling imidlertid kunne ske inden for de rammer, der i persondataloven er udstukket for behandling af personoplysninger, jf. persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3.

Det følger endvidere af hvidvaskningsdirektivets artikel 5, at de af direktivet omfattede institutter mv. skal undersøge enhver transaktion, som på grund af sin karakter særlig menes at kunne have tilknytning til hvidvaskning af penge. Efter hvidvaskningsdirektivets artikel 7 skal de omfattede institutter mv. desuden afholde sig fra at udføre en transaktion, som har eller mistænkes for at have forbindelse med hvidvaskning af penge, så længe de ikke har underrettet de relevante myndigheder herom. Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres nationale forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres. Såfremt der er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til hvidvaskning af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre transaktionen, eller en sådan undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de personer, der drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager institutterne den fornødne underretning af myndighederne umiddelbart derefter.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i praksis være vanskeligt at gennemføre en nærmere undersøgelse af en transaktion i et spillekasino, f.eks. i form af en veksling, uden at vække mistanke hos den gæst, som anmoder om veksling. Af samme grund er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke i praksis muligt at stille en transaktion i bero, indtil der er sket underretning af kontrollanten.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at hvidvaskningsdirektivets artikel 5 og 7 for spillekasinoer gennemføres ved at indføre en bestemmelse om, at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, skal være særlig opmærksomme på hvidvaskning af penge. Ved mistanke herom skal kontrollanten underrettes, og kontrollanten skal €" såfremt mistanken om hvidvaskning ikke umiddelbart kan afkræftes €" straks underrette politiet. Dette krav om skærpet opmærksomhed omkring transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning, vil efter Justitsministeriets vurdering bedst tilgodese såvel de grundlæggende hensyn til bekæmpelse af hvidvaskning, som de praktiske omstændigheder hvorunder transaktioner gennemføres i et spillekasino.

Efter hvidvaskningsdirektivets artikel 6 skal det sikres, at oplysninger om forhold, der kan have tilknytning til hvidvaskning af penge, gives til den myndighed, der er overordnet ansvarlig for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. I hvidvaskningsloven er der i overensstemmelse hermed fastsat en pligt til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Spillekasinolovens nuværende kontrolbestemmelser bygger på en ordning med en offentlig kontrollant, som skal være til stede i hele spillekasinoets åbningstid, og som alene er underlagt politiets instruktion. Kontrollantens indberetninger, herunder om mistanke om hvidvaskning, sker i dag til det stedlige politi.

Med dette lovforslag opretholdes denne ordning, og spillekasinoernes underretninger om hvidvaskning vil fortsat skulle videregives via kontrollanten til det stedlige politi.

Det forudsættes i den forbindelse i øvrigt, at politiet ved enhver underretning om mistanke om hvidvaskning af penge snarest videregiver informationen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Det følger af hvidvaskningsdirektivets artikel 8, at de omfattede institutter mv., medlemmer af deres ledelse og deres ansatte ikke må meddele kunden eller tredjemand, at der er sendt oplysninger til myndighederne, eller at der er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge. Endvidere følger det af artikel 9, at meddelelse i god tro af mistanken om hvidvaskning af penge til de relevante myndigheder ikke betragtes som brud på tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt, lov eller administrative bestemmelser og påfører ej heller nogen form for ansvar.

Spillekasinoloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om tavshedspligt svarende til artikel 8 og 9, og Justitsministeriet foreslår derfor, at der indsættes bestemmelser om tavshedspligt mv. i spillekasinoloven. Underretning af kontrollanten eller politiet eller iværksættelse af en undersøgelse om hvidvaskning af penge kan udgøre en behandling af personoplysninger i henhold til persondataloven. Ifølge persondatalovens § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, skal den dataansvarlige underrette registrerede personer ved behandling af oplysninger om dem. Den foreslåede bestemmelse om tavshedspligt udgør således en fravigelse af oplysningspligten efter persondataloven. Efter Justitsministeriets opfattelse er den foreslåede generelle begrænsning af oplysningspligten en nødvendig foranstaltning af hensyn til forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager, jf. artikel 13 i direktivet om behandling af personoplysninger (Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger) og § 30, stk. 2, nr. 4, i persondataloven. Justitsministeriet finder således, at hensynet til bekæmpelse af hvidvaskning i spillekasinoer udgør et så afgørende hensyn til offentlige interesser, at hensynet til den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne i disse tilfælde må vige herfor. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2.

Endelig følger det af hvidvaskningsdirektivets artikel 11, at de omfattede institutter mv. skal indføre passende interne kontrolprocedurer og kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er tilknyttet til hvidvaskning af penge. Desuden skal institutterne træffe passende foranstaltninger for at gøre deres ansatte bekendt med bestemmelserne i hvidvaskningsdirektivet, herunder ved særlige uddannelsesprogrammer for deres ansatte.

Spillekasinoloven indeholder i kapitel 6 en række bestemmelser om ekstern kontrol og tilsyn ved kontrollanten og politiet. Derimod indeholder spillekasinoloven ikke regler, som pålægger spillekasinoer at indføre interne kontrol- og kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til hvidvaskning af penge. Spillekasinoloven indeholder heller ikke regler om særlige uddannelsesprogrammer for de ansatte, som tager sigte på at imødegå hvidvaskning af penge.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at spillekasinolovens kontrolbestemmelser udvides til også at omfatte de beskrevne interne kontrol- og kommunikationsprocedurer mv.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 3.

11. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Med forslaget etableres en mere ensartet strafferetlig beskyttelse mod berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler gennem en fælles overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 samt en ligestilling af den strafferetlige beskyttelse af EU-midler og nationale midler i § 289 a.

Endvidere foreslås en udvidelse af den strafferetlige beskyttelse i § 296 samt en forhøjelse af strafferammen i denne bestemmelse (samt i den foreslåede nyaffattede § 297) og i § 302 fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.2 og 6.2.1, må den nævnte foreslåede forhøjelse af strafferammerne i disse bestemmelser imidlertid formodes alene at ville blive udnyttet i enkeltstående tilfælde.

Lovforslaget indebærer endvidere, at klageadgangen til Justitsministeriet afskæres i visse ansættelses- og personalesager under Rigspolitichefen og i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, hvor afgørelsen er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.

Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslagets § 5 om ændring af lov om spillekasinoer skønnes alene at indebære begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for spillekasinoerne som følge af de foreslåede regler om opbevaring af transaktionsoplysninger og om gennemførelse af interne kontrol- og informationsprocedurer samt uddannelse af personale med henblik på at forhindre og forebygge hvidvaskning af penge.

Lovforslagets § 5 har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering. Lovforslaget forventes ikke på samfundsplan at medføre administrative konsekvenser i et omfang, der retfærdiggør en nærmere undersøgelse. Centret har på denne baggrund anbefalet, at forslaget ikke forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001 (2. hvidvaskningsdirektiv) blev Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (hvidvaskningsdirektivet) ændret, bl.a. således at kredsen af omfattede institutter mv. blev udvidet, så direktivets bestemmelser også omfatter spillekasinoer, jf. 2. hvidvaskningsdirektivets art. 2 a, nr. 7). Fristen for direktivets gennemførelse er fastsat til senest den 15. juni 2003.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

12. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenternefor Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og forretterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den DanskeDommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for Menneskerettigheder,Dansk Retspolitisk Forening, Landsorganisationen i Danmark, DanskArbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet, Håndværksrådet,Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, Byggeriets Firkant,Dansk Handel og Service, HTS Interesseorganisationen, ArbejderbevægelsensErhvervsråd, Landbrugsrådet, Danmarks Fiskeriindustri- og Eksportforening, DanmarksRederiforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen afStatsautoriserede Revisorer, Specialarbejderforbundet i Danmark, Foreningen afInterne Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Datatilsynet, Kommunernes Landsforening, Københavns kommune, Århus kommune, Odense kommune, Helsingør kommune, Aalborg kommune, Børkop kommune, HORESTA, Dansk Casinoforening, FORCE Technology, Teknologisk Institut, HK-Service, Dansk Funktionærforbund, RBF: RestaurationsBranchens Forbund og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 76 a)

Den foreslåede ændring af § 76 a om konfiskation er dels en konsekvens af lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse), hvorved strafferammen for overtrædelser af straffelovens § 286, stk. 1, blev ændret til fængsel indtil 6 år. En særskilt henvisning i straffelovens § 76 a, stk. 1, nr. 2, til overtrædelser af straffelovens § 286, stk. 1, er herefter unødvendig.

Ændringen er endvidere en konsekvens af den foreslåede ændring af straffelovens § 289, hvorefter overtrædelser skal kunne straffes med fængsel indtil 8 år. Henvisning i § 76 a til § 289 bør herefter udgå.

Til nr. 2 (straffelovens § 270)

Ændringen indebærer, at der i § 270 alene henvises til § 267 og ikke § 267, stk. 1. Ændringen er en konsekvens af lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse), hvorved § 267, stk. 2 og 3 blev ophævet, således at § 267 herefter alene indeholder et stykke.

Til nr. 3 (straffelovens § 289)

Den foreslåede bestemmelse er i lighed med formulering af den nugældende § 289 en overbygningsbestemmelse. Efter lovforslaget skal overbygningsbestemmelsen imidlertid i modsætning til i dag omhandle alle grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen samt af den foreslåede § 289 a. Hensigten hermed er at etablere en fælles bestemmelse, der omhandler alle grove tilfælde af berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler.

For så vidt angår de dele af lovgivning, der allerede efter den nugældende retstilstand er omfattet af overbygningsbestemmelsen, indebærer lovforslaget ingen ændring, bortset fra bestemmelsens strafferamme, jf. nedenfor. Ved vurderingen af, om et tilfælde af skatte- eller momssvig er af en sådan særlig grov karakter, at forholdet bør henføres under straffelovens § 289, vil der således fortsat kunne hentes vejledning herom i de cirkulærer fra Told- og Skattestyrelsen, der er nærmere omtalt under lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse, hvis der er tale om forsætlige overtrædelser af de omhandlede særlove. Er der alene tale om uagtsomme overtrædelser, vil forholdet €" som i dag - alene kunne henføres under særlovgivningens straffebestemmelser.

Anvendelse af den foreslåede § 289 forudsætter efter bestemmelsens stk. 2 endvidere, at der i den pågældende særlovgivning er angivet en henvisning til straffelovens § 289. En grov overtrædelse af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen vil herefter kun kunne henføres under overbygningsbestemmelsen i straffeloven, hvis der i den pågældende særlov udtrykkelig er henvist til straffelovens § 289.

Efter forslaget kan overtrædelser af § 289 straffes med fængsel indtil 8 år. Herved ligestilles den strafferetlige beskyttelse af grov svig med hensyn til offentlige midler med den beskyttelse, der efter straffelovens § 279 om bedrageri gælder i tilfælde af grov svig med private midler, jf. straffelovens § 286.

Der henvises til pkt. 2.2.1 og 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (straffelovens § 289 a)

Den foreslåede bestemmelse viderefører gerningsindholdet i den nugældende § 289 a om EU-svig, men udvider bestemmelsen til også at finde anvendelse på svig med nationale støtte- og tilskudsmidler. Bestemmelsen tilsigter således at etablere en ensartet beskyttelse mod svig med offentlige midler, uanset om der er tale om EU-midler, nationale midler eller en blanding heraf.

Bestemmelsen omhandler for det første midler, der udbetales af eller skal tilbagebetales til danske myndigheder. Dette begreb skal forstås på samme måde som i straffelovens §§ 164-165, der vedrører offentlig myndighed.

Bestemmelsen omhandler for det andet midler, der udbetales af eller skal tilbagebetales til De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer. Herved menes €" som efter den nugældende § 289 a €" betaling til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber.

I begge tilfælde er det uden betydning, om midlerne formidles via et mellemled, der ikke kan karakteriseres som en dansk myndighed eller et EU-organ, idet det afgørende er, om der reelt er tale om en afgift til eller tilskud fra disse.

Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med EU-svigskonventionen de midler, der har form af told, afgifter, tilskud eller støtte. For så vidt angår afgift skal dette forstås som en fiskal begrundet generel national afgift, der pålægges alle eller visse grupper efter faste kriterier, og hvor afgiftssatsen er den samme for alle regulerede. Bestemmelsen omfatter således ikke afgifter, der har pønal karakter, eller som har karakter af et vederlag for en ydelse.

Bestemmelsens stk. 1 omhandler både den, der handler aktivt i forbindelse med svigen ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, samt den, der forholder sig passiv ved at fortie oplysninger eller ved at undlade at opfylde en oplysningspligt.

I begge tilfælde er det efter bestemmelsen et krav, at den pågældende har forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller har forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig selv eller andre.

Det er derimod ikke et krav, at der hos den pågældende myndighed foreligger en bestemmende vildfarelse. Bestemmelsen giver således €" i lighed med den nugældende § 289 a €" hjemmel til at straffe forsætlig svig, selv om der ikke hos myndigheden har foreligget en bestemmende vildfarelse, eksempelvis fordi der i hele myndigheden ses igennem fingre med, at der svindles med de pågældende midler.

Overtrædelsen fuldbydes på det tidspunkt, hvor de urigtige eller vildledende oplysninger gives, eller hvor en oplysningspligt skulle have været opfyldt.

Efter den foreslåede stk. 2 kan også visse efterfølgende handlinger i relation til de omhandlede midler straffes. Bestemmelsen vedrører den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med hensyn til de omhandlede betalinger, og den, som uretmæssigt anvender udbetalinger til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget til. En sådan »efterfølgende svig« kan eksempelvis foreligge, hvis et tilskud er udbetalt i overensstemmelse med retningslinjerne herfor, men hvor modtageren efterfølgende anvender midlerne i strid med de vilkår, der er fastsat for tildeling af tilskuddet.

Overtrædelse af stk. 2 fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor fordelen uretmæssigt udnyttes, eller hvor udbetalingen udnyttes til uvedkommende formål.

Det følger af lovforslaget, at denne del af den foreslåede § 289 a ikke skal finde anvendelse på ydelser, der er bevilget til privat brug. Dette begreb er bredere end begrebet »sædvanligt underhold«, der anvendes i straffelovens § 290, stk. 3, om hæleri. Eksempelvis vil tilskud til erhvervelse af et handicapkøretøj være at betragte som midler bevilget til privat brug, men næppe en del af sædvanligt underhold.

I den foreslåede § 289 a, stk. 3 , angives, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 kun finder anvendelse, hvis der ikke i anden lovgivning er en tilsvarende regulering. Heraf følger, at § 289 a er subsidiær i forhold til særlovgivningen, således at særlovgivningen har forrang i det omfang, der heri er bestemmelser, hvis gerningsindhold svarer til den foreslåede § 289 a.

Med formuleringen tilsvarende regulering menes således, at den pågældende særlov skal indeholde en fuldstændig, selvstændig straffehjemmel, og ikke hverken udtrykkelig eller forudsat kun have straffebestemmelser vedrørende mindre grove overtrædelser, mens grovere overtrædelser er forudsat henført under straffeloven.

En lang række særlovsbestemmelser indeholder angivelse af en straf, der efterfølges af en formulering i lighed med »medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning« eller »medmindre strengere straf er forskyldt efter straffeloven«.

Det forudsættes, at sådanne henvisninger fremover betragtes som en henvisning til den foreslåede § 289 a. Dette får som konsekvens, at § 289 a bliver anvendelig i forhold til overtrædelser af den pågældende særlov, idet særlovsbestemmelsen således ikke indeholder en fuldstændig og selvstændig straffehjemmel €" dvs. særloven indeholder i så fald ikke en »tilsvarende regulering«.

Den foreslåede systematik indebærer, at den foreslåede § 289 a finder anvendelse (1) hvis der ikke er en særlovgivning på området, (2) hvis der ikke i særlovgivningen er en gerningsbeskrivelse, der svarer til § 289 a, (3) hvis der ikke i særlovgivningen er straffebestemmelser eller (4) hvis særlovgivningen indeholder en henvisning til straffelovens bestemmelser.

I kraft af den foreslåede § 289 a, stk. 4 , hvori der henvises til § 289, vil den foreslåede overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289 finde anvendelse, hvis § 289 a overtrædes under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særlig groft.

Hvis særlovgivningen derimod indeholder en regulering, der svarer til den foreslåede § 289 a, skal forholdet ikke henføres under § 289 a. Hvorvidt særlig grove overtrædelser i disse tilfælde kan henføres under den foreslåede § 289, vil således afhænge af, om der i den pågældende særlovsbestemmelse er en henvisning til straffelovens § 289.

Det foreslås, at overtrædelse af § 289 a straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Der henvises til pkt. 2.2.2. og 2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (straffelovens § 296)

Den foreslåede § 296 er med enkelte redaktionelle ændringer identisk med Brydensholt-udvalgets forslag. Den foreslåede bestemmelse, der er en overbygning på en række særlovsbestemmelser om juridiske personers retsforhold, har desuden i vid udstrækning et indhold, der svarer til den nuværende § 296. Den foreslåede affattelse af § 296 indebærer dog, at bestemmelsen ikke længere er subsidiær i forhold til straffelovens § 279 om bedrageri. Der vil således kunne straffes i sammenstød med straffelovens § 279, hvis der herved gives en supplerende beskrivelse af den fremgangsmåde, der er anvendt ved overtrædelsen.

I den foreslåede § 296, stk. 1, nr. 1 , er »løgnagtige meddelelser« ændret til »urigtige eller vildledende oplysninger«. Der er ikke hermed tiltænkt en realitetsændring. Endvidere er formuleringen ændret fra »kan påvirkes« til »kan påvirkes væsentlig«, hvilket dog ikke kan antages at være en ændring i forhold til, hvad der allerede i dag kræves, for at bestemmelsen kan finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse omhandler den, der udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller tilsvarende aktiver kan påvirkes. Det forudsættes, at værdipapirer skal forstås på samme måde som i den til enhver tid gældende værdipapirhandelslov.

Med den foreslåede § 296, stk. 1, nr. 2 , tilsigtes det primært at foretage en sproglig modernisering af den nugældende bestemmelse.

Bestemmelsen kriminaliserer €" som i dag €" afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold i offentlige meddelelser om økonomiske forhold, jf. den foreslåede litra a.

Den foreslåede litra b omhandler urigtige eller vildledende oplysninger i lovpligtige regnskaber. Bestemmelsen omfatter enhver form for lovpligtige regnskaber, eksempelvis lovpligtige perioderegnskaber afgivet af børsnoterede selskaber, jf. værdipapirhandelslovens § 27. Lovpligtige regnskaber er ikke særskilt nævnt i den eksisterende bestemmelse, men må antages at være indeholdt i den nuværende formulering om regnskabsoplysninger. Der er således ikke hermed tale om en realitetsændring.

Efter den foreslåede litra c kriminaliseres urigtige eller vildledende oplysninger i beretninger, regnskaber eller erklæringer til generalforsamlingen eller lignende organ eller den juridiske persons ledelse. Såfremt det er muligt i en juridisk person at træffe beslutning på anden måde end på generalforsamlingen, jf. eksempelvis anpartsselskabslovens § 28, stk. 1, finder litra c anvendelse på det organ, der træder i stedet for generalforsamlingen. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den nugældende § 296, stk. 1, nr. 2, idet der dog med regnskaber i den foreslåede bestemmelse skal forstås ikke lovpligtige regnskaber, eksempelvis grønne regnskaber, etiske regnskaber og vidensregnskaber. Såfremt der i sådanne regnskaber afgives urigtige eller vildledende oplysninger, vil der kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse, hvis de urigtige eller vildledende oplysninger heri er egnede til væsentlig at påvirke prisen på værdipapirer eller tilsvarende aktiver.

Den foreslåede litra d om urigtige eller vildledende oplysninger til registreringsmyndigheden svarer til gældende ret. Registreringsmyndigheden vil typisk være Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Efter den foreslåede litra e straffes urigtige eller vildledende oplysninger i udbudsmateriale vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelser samt vedrørende salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible obligationer. I forhold til den nugældende bestemmelse er der sket en udvidelse, således at også udstedelse eller salg af konvertible obligationer er omfattet.

Bestemmelsen forudsættes i øvrigt alene at finde anvendelse på forhold, der vedrører den juridiske persons egenkapital. Er der tale om urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med udbud af inkonvertible obligationer, optioner mv., der vedrører andre former for kapitaltilførsel, vil forholdet være omfattet af den foreslåede § 296, stk. 1, nr. 3, litra a, om kapitaltilførsel samt efter omstændighederne efter straffelovens § 279 om bedrageri.

I den foreslåede § 296, stk. 1, nr. 3 , er henvisningerne til aktiebreve, andelsbeviser og interimsbeviser udgået, idet de fleste aktier i dag er dematerialiserede værdipapirer, der registreres i Værdipapircentralen, og idet aktieselskabsloven ikke længere indeholder regler om interimsbeviser. I det omfang, der fortsat findes fysiske papirer af denne type, og disse ønskes strafferetligt beskyttet, vil reguleringen herefter skulle foretages i særlovgivningen.

I den foreslåede litra a er henvist til de regler, der gælder for en juridisk person med hensyn til kapitaltilførsel. Bestemmelsen er ny og omfatter såvel kapitaltilførsel i forbindelse med den juridiske persons stiftelse som efterfølgende kapitaltilførsel.

Den foreslåede litra b om anvendelse af den juridiske persons midler omfatter i lighed med den nugældende bestemmelse regler om anvendelse af overskud og udbetaling af udbytte og tantieme. Den foreslåede regel er imidlertid ikke begrænset hertil og omfatter alle selskabslovgivningens bestemmelser om anvendelse af den juridiske persons midler, herunder eksempelvis reglerne om aktionær- eller anpartshaverlån og om selvfinansiering.

Den foreslåede § 296, stk.1, nr. 4 , er ny og omhandler områder inden for den juridiske persons virke, hvor overtrædelser af særlovgivningen medfører betydelige bevisvanskeligheder i forbindelse med en senere ansvarsplacering.

Den foreslåede litra a vedrører førelse af forhandlingsprotokoller. Disse protokoller er væsentlige i forbindelse med vurderingen af, om der er grundlag for at gøre et civilretligt eller strafferetligt ansvar gældende overfor den juridiske person eller over for medlemmer af den juridiske persons ledelse.

Litra b omhandler overtrædelse af særlovgivningens bestemmelser om førelse af fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerskabet til den juridiske person. Omfattet vil eksempelvis være storaktionærmeddelelser efter værdipapirhandelslovens § 29.

Efter den foreslåede litra c er grove overtrædelser af reglerne vedrørende handlepligter ved kapitaltab omfattet af § 296. Bestemmelsen er ny og indebærer, at de forpligtelser, der efter selskabslovgivningen påhviler bestyrelse og direktion, hvis det konstateres, at henholdsvis halvdelen af aktiekapitalen og 40% af anpartskapitalen er tabt, bliver omfattet af den strafferetlige beskyttelse i § 296.

Med den foreslåede § 296, stk. 2 , videreføres den nugældende bestemmelse om straf for groft uagtsomme forhold, dog således at alle overtrædelse af § 296, stk. 1, kan straffe, hvis der er handlet groft uagtsomt.

Efter den foreslåede bestemmelse straffes overtrædelser af § 296, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, mens strafferammen i stk. 2 som i dag er bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Der henvises til pkt. 4.2. og 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (straffelovens § 297)

Bestemmelsen er enslydende med Brydensholt-udvalgets forslag og viderefører den nugældende § 296, stk. 1, nr. 1, for så vidt angår de dele, der ikke særligt relaterer sig til juridiske personer.

Med henblik på at sikre, at afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger, der kan have væsentlig betydning for prisen på fast ejendom, er omfattet, er dette nu udtrykkelig nævnt i ordlyden af den foreslåede bestemmelse.

Der henvises til pkt. 5.2. og 5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (straffelovens § 302)

Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte redaktionelle ændringer til Brydensholt-udvalgets forslag.

Bestemmelsen er efter sin ordlyd subsidiær i forhold til straffelovens § 296. Det forudsættes således, at tilfælde, hvor eksempelvis regnskaber indeholder urigtige eller vildledende oplysninger, der kan påvirke prisen på værdipapirer, og som dermed vil kunne henføres under straffelovens § 296, ikke tillige straffes efter § 302, selv om regnskaberne er udarbejdet i strid med lovgivningen. Kun hvis der er tale om yderligere overtrædelser af bogføringsforpligtelserne, bør der tillige straffes for overtrædelse af § 302.

Bestemmelsen viderefører gerningsindholdet i den gældende § 302, idet den foreslåede bestemmelse dog er opbygget i overensstemmelse med lov nr. 1006 af 23. december 1998 om bogføring, som er tiltænkt med tiden at skulle afløse særlovgivningens bogføringsbestemmelser. Den foreslåede § 302 kan imidlertid finde anvendelse i relation til alle eksisterende bogføringsbestemmelser, hvis disse bestemmelser overtrædes under omstændigheder, der karakteriserer forholdet som groft. Også overtrædelser af de bogføringsbestemmelser, der fortsat måtte være i særlovgivningen, kan således henføres til § 302.

I formuleringen af den foreslåede § 302, stk.1, nr. 2, er endvidere udtrykkelig taget højde for bogføringslovens muligheder for edb-bogføring og kryptering, samt mulighed for bogføring i udlandet.

Overtrædelser af den foreslåede § 302, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Bestemmelsen i § 302, stk. 2, om straf for groft uagtsomme overtrædelser er uændret.

Der henvises til pkt. 6.2.1. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1 (fiskerilovens § 130, stk. 3)

Bestemmelsen vedrører straf for overtrædelse af fiskerilovgivningen, hvor der har været forsæt til unddragelse af betaling af afgifter i henhold til EU-forordninger eller opnåelse af uberettiget udbetaling eller refusion af ydelser i henhold til EU-forordninger, lovens § 103 om anvendelse af midler fra de i § 102 nævnte fonde (produktionsafgiftsfonde) eller regler udstedt i medfør af § 102 (regler om betaling af afgifter på fisk, der landes, opdrættes, tilvirkes eller omsættes her i landet mv.).

Efter bestemmelsen ændres strafferammen fra bøde eller fængsel indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år, til bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Ændringen betyder, at fiskerilovens bestemmelse om straf for forsætlig berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler (udbetaling af tilskud eller betaling af afgifter) harmoniseres med den foreslåede affattelse af straffelovens § 289 a. Samtidig medfører henvisningen til straffelovens § 289, at de kvalificerede overtrædelser, dvs. særligt grove forhold, kan straffes efter denne bestemmelse, hvor strafferammen er fængsel indtil 8 år.

Der er ikke tilsigtet ændringer i det hidtidige strafudmålingsniveau.

Der henvises til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1 (bemyndigelseslovens § 25)

Bestemmelsen vedrører straf for overtrædelse af forhold som omtalt i lovens § 23, stk. 1, og § 24, dvs. afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser, der træffes i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, i henhold til de i lovens kapitel 2 omhandlede midler, i øvrigt i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler eller fortielse af oplysninger af betydning for sagens afgørelse, samt overtrædelse af bestemmelser fastsat i medfør af loven eller forsøg herpå, med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig eller andre.

Efter bestemmelsen ændres strafferammen fra bøde eller fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år, til bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Ændringen betyder, at bemyndigelseslovens bestemmelse om straf for forsætlig berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler (udbetaling af tilskud eller betaling af afgifter) harmoniseres med den foreslåede affattelse af straffelovens § 289 a. Samtidig medfører henvisningen til § 289, at de kvalificerede overtrædelser, dvs. særligt grove forhold, kan straffes efter denne bestemmelse, hvor strafferammen er fængsel indtil 8 år.

Der er ikke tilsigtet ændringer i det hidtidige strafudmålingsniveau.

Der henvises til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 4

Til nr. 1 (retsplejelovens § 98, stk. 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringen af retsplejelovens § 1018 e, stk. 4, hvorved der sker en fravigelse af det almindelige to-instansprincip inden for anklagemyndigheden.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 110, stk. 2)

Bestemmelsen regulerer den administrative klageadgang med hensyn til konkrete afgørelser truffet af Rigspolitichefen som ansættelses- og personaleadministrativ myndighed i sager vedrørende politiets ikke-juridiske personale.

Klagebegrænsningen gælder såvel afgørelser, truffet af Rigspolitichefen som første instans, som afgørelser, truffet af Rigspolitichefen som rekursinstans. Afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked, omfattes ikke af klagebegrænsningsreglerne. Det samme gælder Rigspolitichefens afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager.

Stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsager angående polititjenestemænd og politiets (tjenestemandsansatte) personale og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked, fortsat skal kunne påklages til justitsministeren i samme omfang som hidtil. Det gælder såvel afgørelser, truffet af Rigspolitichefen som første instans, som afgørelser, hvor Rigspolitichefen træffer afgørelse som rekursinstans for politimestrenes (politidirektørens) afgørelser.

Bestemmelsen fastslår endvidere, at Rigspolitichefens afgørelser om aktindsigt i ansættelses- og personalesager kan påklages til Justitsministeriet.

Efter stk. 2, 2. pkt., afskæres den almindelige klageadgang til justitsministeren for så vidt angår Rigspolitichefens øvrige konkrete afgørelser i ansættelses- og personalesager. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage såvel afgørelsens materielle indhold som spørgsmål om sagsbehandlingsfejl, der måtte knytte sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse og inhabilitet mv. Bestemmelsen indebærer, at Rigspolitichefens afgørelser i disse sager er endelige.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 754 a)

Bestemmelsen regulerer politiets mulighed for at anvende politiagenter. Bestemmelsen fastlægger, at politiet ikke må anvende agenter, medmindre en af flere mulige undtagelser er opfyldt, herunder hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.

I lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås en ny affattelse af straffelovens § 289 og en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Som konsekvens heraf bør henvisningen i retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr. 3, til straffelovens § 289, 2. pkt., udgå.

Til nr. 4 (retsplejelovens § 781)

Bestemmelsen angiver, i hvilke tilfælde politiet har mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Efter § 781, stk. 1, nr. 3, kan dette bl.a. ske, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af bl.a. straffelovens § 289.

Som nævnt ovenfor foreslås strafferammen i straffelovens § 289 ændret til fængsel indtil 8 år, hvilket overflødiggør henvisningen i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, til straffelovens § 289.

Til nr. 5 (retsplejelovens § 837, stk. 1)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 436 af 10. juni 2003, hvor retsplejelovens § 836 a blev indsat. Den nuværende henvisning i retsplejelovens § 837, stk. 1, til foranstående paragraf skal herefter ændres til retsplejelovens § 836.

Til nr. 6 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 1)

Ændringen indebærer, at alle afgørelser om erstatning i medfør af kapitel 93 a som udgangspunkt afgøres af statsadvokaterne i 1. instans. Det betyder, at afgørelser om erstatning efter § 1018 h, som i dag forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse, fremover vil kunne afgøres af statsadvokaterne som 1. instans, medmindre det i medfør af bestemmelsens 2. pkt. er fastsat, at sagen skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse.

Til nr. 7 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 4)

Bestemmelsen indebærer, at afgørelser efter kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, truffet af Rigsadvokaten i 1. instans, ikke kan påklages justitsministeren. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage såvel afgørelsens materielle indhold som formalitetsspørgsmål, der måtte knytte sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse, inhabilitet mv. Bestemmelsen indebærer, at Rigsadvokatens afgørelser i disse sager er endelige.

Bestemmelsen omfatter også afgørelser, der formelt træffes af de regionale statsadvokater efter forelæggelse for Rigsadvokaten.

Den foreslåede bestemmelse er en undtagelse til det gældende to-instansprincip inden for anklagemyndigheden, jf. § 98, stk. 4.

Til nr. 8 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 6)

Retsplejelovens § 1018 e, stk. 6, er en specialbestemmelse om aktindsigt. Bestemmelsen fastslår i sin nuværende udformning, at to-instansprincippet også finder anvendelse på anklagemyndighedens afgørelser om aktindsigt.

Formålet med ændringen af § 1018 e, stk. 6, er at opretholde den gældende retstilstand, også for så vidt angår afgørelser om aktindsigt truffet af Rigsadvokaten i første instans. Med dette forslag ændres bestemmelsens 1. pkt. derfor, således at henvisningen til § 1018 e, stk. 4, udgår.

Til nr. 9 (retsplejelovens § 1018 e, stk. 6)

Forslaget indebærer, at der indsættes et nyt 2. pkt. i retsplejelovens § 1018 e, hvori det udtrykkeligt fastslås, at afgørelser om aktindsigt, truffet af Rigsadvokaten som første instans, fortsat kan påklages til justitsministeren.

Til nr. 10 (retsplejelovens § 1018 f, stk. 1)

Bestemmelsen er en konsekvensændring som følge af den foreslåede bestemmelse i § 1018 e, stk. 4.

Til § 5

Til nr. 1 (spillekasinolovens § 9 d)

Efter den foreslåede bestemmelse skal spillekasinoer opbevare dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner i mindst 5 år. Bestemmelsen indebærer ikke en pligt til at foretage registrering af alle transaktioner, men tager alene sigte på selve opbevaringen af dokumenter og registreringer. En pligt til at foretage registrering af en transaktion vil derimod kunne følge af anden lovgivning, f.eks. bogføringsloven.

En transaktion vil i relation til et spillekasino fortrinsvis kunne bestå i veksling af penge til spillemærker og omvendt ved spillets afslutning (eventuelt uden at der er gennemført spil), ved veksling via træk på hævekort i spillekasinoet samt ved udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater.

Forslaget gennemfører hvidvaskningsdirektivets artikel 4, 2. led, og svarer i øvrigt til hvidvaskningslovens § 9, stk. 2.

Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (spillekasinolovens § 20 b)

Med henblik på at gennemføre hvidvaskningsdirektivets artikel 5 og 7 i tilpasset form for spillekasinovirksomhed foreslås i stk. 1, at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, skal være særlig opmærksomme på transaktioner, som kan have tilknytning til hvidvaskning af penge. Ved mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge, skal den i § 20 a nævnte kontrollant straks underrettes. Kan mistanken om, at transaktionen har tilknytning til hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart afkræftes, skal kontrollanten straks underrette politiet i medfør af § 20 a, stk. 5.

Med den foreslåede bestemmelse præciseres det i forhold til den gældende bestemmelse i spillekasinolovens § 20 b, at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, har en skærpet pligt til at have opmærksomheden rettet imod mulig hvidvaskning af penge.

Kontrollanten vil efter forslaget endvidere have pligt til i alle tilfælde, hvor en mistanke om hvidvaskning ikke umiddelbart kan afkræftes, straks at underrette politiet. Også på dette punkt er der således tale om en skærpelse i forhold til gældende ret.

Det forudsættes i øvrigt, at politiet underretter Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om enhver underretning om mistanke om hvidvaskning af penge.

En mistanke om, at en transaktion kan have tilknytning til hvidvaskning af penge, kan f.eks. bestå i, at der veksles et usædvanlig højt beløb en eller flere gange samme dag eller inden for kortere tid, at spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, har kendskab til, at den vekslende gæst tidligere har foretaget eller medvirket ved hvidvaskning af penge, eller at det i øvrigt skønnes, at gæsten i særlig grad udviser usædvanlig adfærd.

Kontrollanten vil ligeledes kunne underrette politiet om mistænkelige transaktioner, som kontrollanten er blevet opmærksom på, f.eks. ved egne iagttagelser i spillekasinoet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer hovedsageligt til den gældende bestemmelse i spillekasinolovens § 20 b og indebærer en pligt for spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, til at underrette kontrollanten, hvis de får mistanke om, at der foregår uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling, dvs. forhold som ikke har tilknytning til transaktioner og dermed hvidvaskning af penge.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., har spillekasinoets ledelse, sikkerhedspersonale og andre ansatte, der er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, samt revisorer eller andre, der udfører særlige hverv for spillekasinoet, pligt til at hemmeligholde, at der er givet kontrollanten eller politiet oplysninger eller er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge.

Det foreslås endvidere, at en tilsvarende pligt til hemmeligholdelse skal gælde for kontrollanten, idet kontrollanten i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 20 b fra spillekasinoet skal modtage underretning ved mistanke om hvidvaskning af penge, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen svarer til hvidvaskningslovens § 12, stk. 1, og har til formål at gennemføre hvidvaskningsdirektivets artikel 8.

De foreslåede bestemmelser i stk. 1-3 omfatter alene den del af personalet i spillekasinoet, som er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, dvs. sikkerhedspersonale, croupierer, bordinspektører, personale ved indgange og i vekselkasser mv. Bestemmelserne tager derimod ikke sigte på personale, som alene beskæftiger sig med opgaver i relation til restaurationsvirksomhed, rengøring mv.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 4, at videregivelse af oplysninger i medfør af stk. 1 og 2 ikke anses for et brud på tavshedspligten fastsat i lovgivning, i medfør af lov eller i henhold til kontrakt. En sådan videregivelse af oplysninger skal efter bestemmelsen heller ikke kunne påføre den, der videregiver oplysningerne, nogen form for ansvar.

Bestemmelsen svarer til hvidvaskningslovens § 12, stk. 2, og har til formål at gennemføre artikel 9 for så vidt angår spillekasinoer.

Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (spillekasinolovens § 20 d)

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at spillekasinoerne i samarbejde med kontrollanten skal udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne. Det følger af bestemmelsens henvisning til § 9 a og § 20 b, at disse interne regler samt uddannelses- og instruktionsprogrammer tager sigte på de forpligtelser, som medarbejderne er pålagt med hensyn til hvidvaskning af penge. Formålet dermed er at give de ansatte bedre forudsætninger for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvaskning af penge, og at instruere personalet i, hvorledes de skal forholde sig i sådanne tilfælde.

Forpligtelsen vil f.eks. kunne opfyldes ved regelmæssige interne instruktionsmøder eller som led i et uddannelsesforløb.

Da den offentlige kontrollant i kraft af underretningspligten til politiet indgår som et vigtigt led i indsatsen imod hvidvaskning af penge og desuden er uafhængig af spillekasinoet, foreslås det, at kontrol- og kommunikationsprocedurerne samt uddannelses- og instruktionsprogrammerne for medarbejderne skal udarbejdes i samarbejde med kontrollanten.

Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med den foreslåede § 20 b, stk. 1-3, alene den del af personalet i spillekasinoet, som er beskæftiget med egentlig spillekasinovirksomhed, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2.

Bestemmelsen gennemfører hvidvaskningsdirektivets artikel 11 og svarer til hvidvaskningslovens § 3, stk. 1.

Der henvises til pkt. 10.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (spillekasinolovens § 24, stk. 1, nr. 1)

Det foreslås, at straffebestemmelsen udvides til at omfatte de foreslåede bestemmelser.

Til § 6

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog skal lovens §§ 4 og 5 om ændring af retsplejeloven og spillekasinoloven træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Loven finder anvendelse for forhold, der er begået efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

De nye bestemmelser i retsplejeloven om begrænsning af sager, der kan påklages til justitsministeren, finder anvendelse på klager eller anmodninger om erstatning, der fremsættes efter lovens ikrafttræden. Klager eller anmodninger om erstatning, der inden ikrafttrædelsestidspunktet er fremsat over for henholdsvis politiet eller anklagemyndigheden, vil blive færdigbehandlet efter de gældende regler.

Til § 7

Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/97/EF af 4. december 2001, EF-Tidende L 344 af 28. december 2001, s. 76, om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (hvidvaskningsdirektivet), EF-Tidende L 166 af 28. juni 1991, s. 77.