L 160 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Forbedring af voldtægtsofres retsstilling m.v. og beskikkelse af bistandsadvokat for pårørende til afdøde i straffesager mod politipersonale).

Fremsat den 27. april 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Forbedring af voldtægtsofres retsstilling m.v. og beskikkelse af bistandsadvokat for pårørende til afdøde i straffesager mod politipersonale)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages følgende ændringer:

1.§ 741 a affattes således:

»§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260- 262 a eller § 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. I sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. pkt., eller § 223, stk. 1, skal beskikkelse ske, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af § 224 eller § 225, jf. § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. pkt., eller § 223, stk. 1.

Stk. 3. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1, og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260- 262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.

Stk. 4. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen. Det samme gælder, når der ikke sker beskikkelse efter stk. 2.«

2.§ 741 b affattes således:

»§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om reglerne om beskikkelse af en advokat. I de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 2, skal forurettede endvidere gøres bekendt med reglerne om advokatens medvirken, jf. § 741 a, stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., nedenfor. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Endvidere skal det fremgå, hvis den forurettede ikke har ønsket en advokat beskikket. Politiet drager omsorg for, at spørgsmål om beskikkelse efter § 741 a indbringes for retten.

Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. I tilfælde, hvor beskikkelse skal ske efter § 741 a, stk. 2, gælder dette kun, hvis den forurettede anmoder om at blive afhørt uden advokatens tilstedeværelse.

Stk. 3. Politiet kan tilkalde eller kontakte en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten måtte have beskikket en advokat.

Stk. 4. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om tilkaldeordningens gennemførelse.«

3.§ 741 c, stk. 1 og 2, affattes således:

»§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten har ret til at gøre indsigelse mod en bevisførelse i strid med retsplejelovens § 185, stk. 2. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer. Retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, berammes så vidt muligt efter aftale med bistandsadvokaten. Advokaten underrettes om andre retsmøder, herunder retsmøder efter retsplejelovens § 922.

Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politiet og andre dokumenter i sagen vedrørende den forurettede. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt.«

4. I § 841 indsættes som stykke 2:

»Stk. 2. I sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. pkt. eller § 223, stk. 1, skal anklagemyndigheden senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelsen underrette forsvareren og retten om, hvorvidt der foreligger sådanne spørgsmål, som nævnt i stk. 1. Det samme gælder i sager om overtrædelse af § 224 eller § 225, jf. § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. pkt. eller § 223, stk. 1.«

5. I § 1020 e, stk. 1, indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten på begæring af den forurettedes nære pårørende en advokat for de pårørende, når forholdene taler derfor.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter til stk. 3 og 4.

6. I § 1020 e, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »advokat«: »eller den for de nære pårørende beskikkede advokat«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2005.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Den 4. juni 2004 vedtog Folketinget »Folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen«. Folketingsbeslutningen bygger på et privat beslutningsforslag fremsat den 2. december 2003 af Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten (B 82), Folketingsåret 2003-04. Folketingsbeslutningen pålægger justitsministeren i folketingsåret 2004-05 at komme med initiativer, der forbedrer voldtægtsofres retsstilling i voldtægtssager før og under retssagen, herunder de fornødne forslag til lovændringer på en række punkter. Der henvises nærmere til pkt. 2.1. nedenfor. Lovforslaget er en udmøntning af pkt. 1 og 2 i Folketingsbeslutningen.

Hovedformålet med lovforslaget er at styrke retsstillingen for forurettede i voldtægtssager og andre grove sædelighedssager, således at det sikres, at der altid beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, medmindre den pågældende frabeder sig dette, og således at bistandsadvokatens mulighed for medvirken under efterforskningen og sagens behandling ved domstolene forbedres.

Denne del af lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1458/2005 om forbedringer af voldtægtsofres retsstilling og svarer i det væsentlige til Strafferetsplejeudvalgets lovudkast.

Et andet formål med lovforslaget er at indføre en forbedret stilling for de pårørende i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, jf. retsplejelovens kapitel 93 c. Det foreslås, at der bliver hjemmel til at beskikke en advokat for de pårørende.

1.2. Lovforslagets hovedpunkter

I relation til spørgsmålet om adgangen til bistandsadvokat og bistandsadvokatens medvirken under efterforskningen foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, 1. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 1) om bistandsadvokat i voldtægtssager m.v., hvorefter der skal ske beskikkelse af en bistandsadvokat, medmindre den forurettede €" efter at være blevet vejledt om retten til bistandsadvokat €" frabeder sig dette. Endvidere foreslås det, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, vedrørende beskikkelse af bistandsadvokat på politiets begæring ligeledes skal finde anvendelse, når der ikke sker beskikkelse af en advokat efter den foreslåede § 741 a, stk. 2, 1. pkt. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 741 a, stk. 4, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 1). Der henvises herom til pkt. 3.1.4. nedenfor.

Derudover foreslås en ny regel i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 1) om, at den forurettede skal have lejlighed til en samtale med en bistandsadvokat inden den første egentlige politiafhøring, medmindre den forurettede frabeder sig det. Der henvises herom til pkt. 3.2.4. nedenfor.

Endelig forslås en ny regel i retsplejelovens § 741 b, stk. 2, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 2), hvorefter politiafhøring af forurettede skal ske under tilstedeværelse af en beskikket advokat, medmindre den forurettede anmoder om at blive afhørt uden bistandsadvokatens tilstedeværelse. Der henvises herom til pkt. 3.2.4. nedenfor.

For så vidt angår bistandsadvokatens adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene forslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i retsplejelovens § 741 c, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 3), hvorefter advokaten har ret til at gøre indsigelse mod en bevisførelse i strid med retsplejelovens § 185, stk. 2. Der henvises herom til pkt. 3.4.4. nedenfor.

Derudover foreslås det, at det i retsplejelovens § 741 c, stk. 1, 4. og 5. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 3) præciseres, at retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, så vidt muligt skal berammes efter aftale med bistandsadvokaten, og at bistandsadvokaten skal underrettes om andre retsmøder. Der henvises herom til pkt. 3.3.4. nedenfor.

Endvidere foreslås det, at bestemmelsen i retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 3) om bistandsadvokatens adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring forud for afgørelsen af tiltalespørgsmålet, udvides til også at omfatte andet materiale vedrørende forurettede, herunder lægelige udtalelser. Der henvises herom til pkt. 3.3.4. nedenfor.

I relation til retsplejelovens § 841 om muligheden for at træffe afgørelse om dørlukning, referatforbud og om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres m.v., foreslås det, at anklagemyndigheden i voldtægtssager m.v. senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelse i sagen skal underrette forsvareren og retten om, hvorvidt der foreligger spørgsmål om afgørelser nævnt i § 841, herunder om, hvorvidt tiltalte skal forlade retslokalet under forurettedes forklaring. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens i § 841, stk. 2, (lovforslagets § 1, nr. 4) samt til pkt. 3.4.4. nedenfor.

Det foreslås, at den bedre beskyttelse som udgangspunkt skal gælde forurettede i voldtægtssager samt i meget alvorlige sædelighedssager. Det foreslås således, at reglerne skal finde anvendelse i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 217 (anden tvang), § 218, stk. 2 (»forsvarsløse«), § 222, stk. 2, 2. pkt. (under 12 år + tvang m.v.) og § 223, stk. 1 (under 18 år + betroelsesforhold o. lign.), samt § 224 (anden kønslig omgængelse) eller § 225 (homoseksuelle forhold), jf. § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. pkt., eller § 223, stk. 1. Denne afgrænsning svarer til anvendelsesområdet for retsplejelovens § 29 a om dørlukning og til afgrænsningen i de sager, hvor der efter de gældende regler er et krav om beskikkelse af advokat, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 1.

Dog vil reglerne om berammelse af retsmøder, jf. den foreslåede § 741 c, stk. 1, 4. og 5. pkt. og reglen om aktindsigt, jf. den foreslåede § 741 c, stk. 2, 1. pkt., skulle finde anvendelse i samtlige sager omfattet af retsplejelovens kapitel 66 a. Der henvises herom til pkt. 3.5.2. nedenfor.

Endelig foreslås en forbedret stilling for de pårørende i sager efter retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale ved, at der i en ny bestemmelse i retsplejelovens § 1020 e, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 5) indføres en hjemmel til at beskikke en advokat for nære pårørende til en forurettet dels i tilfælde, hvor en forurettet er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, dels i tilfælde, hvor en forurettet i en sag, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 c, afgår ved døden af andre årsager, inden sagen er afsluttet. Der henvises herom til pkt. 4.2. nedenfor.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1. Folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen

Den 4. juni 2004 vedtog Folketinget »Folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen«. Folketingsbeslutningen bygger på et privat beslutningsforslag fremsat den 2. december 2003 af Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten (B 82), Folketingsåret 2003-04.

Af folketingsbeslutningen fremgår det, at Folketinget pålægger justitsministeren i folketingsåret 2004-05 at komme med initiativer, der forbedrer voldtægtsofres retsstilling i voldtægtssager før og under retssagen, herunder de nødvendige forslag til lovændringer på en række punkter. Ifølge folketingsbeslutningens pkt. 1 og 2 skal initiativerne bl.a. vedrøre bistandsadvokatens inddragelse i sagen samt spørgsmålet om fremgangsmåden ved afhøring af voldtægtsofre i retten.

På baggrund af folketingsbeslutningen om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen, anmodede Justitsministeriet ved skrivelse af 21. juni 2004 Strafferetsplejeudvalget om at komme med en udtalelse om de særlige spørgsmål i relation til voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen, som er nævnt i folketingsbeslutningens pkt. 1 og 2. Det oprindelige beslutningsforslag indeholdt et særligt punkt vedrørende bistandsadvokaters adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene, herunder bl.a. adgang til sagens materiale. Under folketingets behandling af forslaget udgik dette punkt. Da spørgsmålet om en ændring af bistandsadvokaters adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene imidlertid vil kunne blive aktuelt igen under den fortsatte debat om forbedring af voldtægtsofres retsstilling, anmodede Justitsministeriet om, at Strafferetsplejeudvalgets udtalelse tillige kom til at omfatte dette spørgsmål.

Folketingsbeslutningens pkt. 1 og 2 har følgende ordlyd:

»1. Voldtægtsofre skal som udgangspunkt ubetinget og ufravigeligt have udpeget bistandsadvokat, have adgang til og mulighed for at tale med bistandsadvokaten, før offeret afhøres af politiet, og have bistandsadvokaten til stede under politiets afhøring.

2. Bedre beskyttelse af voldtægtsofre mod ydmygelser under offerets forklaring i retten med hensyn til

€" beslutning om, at tiltalte forlader retslokalet, mens voldtægtsofferet afhøres,

€" indskrænket adgang til bevisførelse om voldtægtsofres troværdighed.«

Pkt. 2 i det oprindelige forslag til folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen (B 82) har følgende ordlyd:

»2. Bistandsadvokatens adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene skal udbygges. Forslaget omhandler retten til:

€" adgang til sagens materiale og dokumenter,

€" at være til stede ved retsmøderne,

€" at stille spørgsmål til voldtægtsofferet,

€" at foreslå supplerende bevisførelse og vidner.«

2.2. Strafferetsplejeudvalgets betænkning

På den anførte baggrund har Strafferetsplejeudvalget afgivet betænkning nr. 1458/2005 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling.

Til brug for sine overvejelser vedrørende voldtægtsofres retsstilling iværksatte Strafferetsplejeudvalget en undersøgelse.

Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse bygger på et spørgeskema, som blev sendt til række myndigheder og organisationer (se nærmere betænkningens bilag 1b). Spørgeskemaet indeholdt en række spørgsmål i relation til bl.a. beskikkelse af bistandsadvokat for den forurettede, jf. retsplejelovens §§ 741 a og 741 b, stk. 2 og 3, vejledning af den forurettede, jf. retsplejelovens § 741 b, stk. 1, og bistandsadvokatens beføjelser, jf. retsplejelovens § 741 c.

Endvidere indeholdt spørgeskemaet en række spørgsmål vedrørende straffesagens behandling ved retten, herunder anvendelsen af bestemmelserne i retsplejelovens § 848, stk. 1, om muligheden for at beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, og retsplejelovens § 841, hvorefter der er mulighed for forud for domsforhandlingen at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal forlade retslokalet, når den forurettede skal afhøres. Endelig indeholdt spørgeskemaet en række spørgsmål vedrørende retsplejelovens § 185, stk. 2, om bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd.

Betænkningens bilag 1 indeholder en gennemgang af resultaterne af denne undersøgelse. Undersøgelsens resultat omtales nedenfor under de enkelte punkter.

3. Voldtægtsofres retsstilling

3.1. Beskikkelse af bistandsadvokat

3.1.1. Gældende ret

Retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede i sager om overtrædelse af en række forbrydelser, herunder straffelovens § 216, er indsat ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 med henblik på at beskytte og styrke den forurettedes stilling i sager om voldtægt mv., jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 459, og tillæg B, sp. 939.

Ved lov nr. 730 af 7. december 1988 blev adgangen til advokatbeskikkelse udvidet bl.a. således at ordningen kom til at omfatte ofre for de fleste sædelighedsforbrydelser samt ofre for almindelig vold, jf. betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 6. juni 1983 (1987-betænkningen).

I 1997 blev adgangen til advokatbeskikkelse yderligere styrket, jf. lov nr. 349 af 23. maj 1997, idet ofre for de forbrydelser, hvor der hidtil havde skullet foreligge en positiv indikation for beskikkelsen, nu har krav på beskikkelse, medmindre lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, 1. pkt., at retten i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260- 262 a eller § 288, beskikker en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring herom.

Beskikkelse af en bistandsadvokat forudsætter således i disse sager en anmodning fra den forurettede, hvilket vil sige, at beskikkelsen er frivillig i forhold til den forurettede. Vælger den forurettede at få beskikket en advokat, er det som hovedregel obligatorisk for retten at imødekomme anmodningen herom, men undtagelse herfra gælder dog i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260- 262 a eller § 288. (Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.). I de nævnte sager kan beskikkelse af advokat afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det fremgår dog af forarbejderne til bestemmelsen, at det forudsættes, at det kun helt undtagelsesvis skal være muligt at afslå en anmodning om bistandsadvokat, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.2. i forslag til lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstilling for ofre for forbrydelser) (L 144), Folketingsåret 1996-97.

Den forurettede kan anmode om at få beskikket en bistandsadvokat på et hvilket som helst tidspunkt, ligesom den pågældende i stedet selv kan vælge at antage en advokat. I sidstnævnte tilfælde honoreres advokaten af den forurettede.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, kan politiet fremsætte begæring om beskikkelse af en bistandsadvokat for den forurettede under efterforskningen, hvis den pågældende ikke selv har anmodet herom.

3.1.2. Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse vedrørende beskikkelse af bistandsadvokat

Som anført ovenfor i pkt. 2.2., har Strafferetsplejeudvalget til brug for sine overvejelser foretaget en undersøgelse af praksis for så vidt angår retsplejelovens regler i kapitel 66 a vedrørende advokatbistand for forurettede. Undersøgelsens resultat er nærmere beskrevet i betænkningens kapitel 4, side 45-48.

Heraf fremgår det i relation til spørgsmålet om beskikkelse af en bistandsadvokat for den forurettede, at det i hovedparten af høringssvarene anføres, at ordningen med beskikkelse af bistandsadvokat for voldtægtsofre fungerer tilfredsstillende. Dog påpeger enkelte høringsparter (bl.a. Joan-Søstrene og Center for Voldtægtsofre (Rigshospitalet)), at ordningen ikke fungerer tilfredsstillende, idet det er sjældent, at ofrene har fået beskikket en bistandsadvokat på det tidspunkt, hvor de retter henvendelse til henholdsvis Joan-Søstrene og Center for Voldtægtsofre.

Det fremgår videre af undersøgelsen, at voldtægtsofre stort set altid anmoder om at få beskikket en bistandsadvokat, dog ofte først, når de er blevet vejledt herom. Endvidere fremgår det, at det er sjældent, at beskikkelsen sker efter politiets anmodning, men at det typisk sker i sager, hvor den forurettede ikke kan varetage sine egne interesser, f.eks. når forurettede er et barn.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der er stor forskel på, hvornår advokaten bliver beskikket, idet beskikkelsen dog oftest sker mellem anmeldelsen og første egentlige afhøring, eller mellem første afhøring og tiltalerejsning.

Der henvises nærmere til betænkningens side 47-48 og betænkningens bilag 1.

3.1.3. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser i relation til beskikkelse af bistandsadvokat til forurettede i voldtægtssager er nærmere behandlet i betænkningens kapitel 5, afsnit 5.2 og 5.6.

3.1.3.1. Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om de gældende regler om beskikkelse af bistandsadvokat bør ændres i sager, hvor den forurettede er et voldtægtsoffer, således at beskikkelse af bistandsadvokat skal være obligatorisk, jf. pkt. 1 i Folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen af 4. juli 2004.

Strafferetsplejeudvalget anfører, at der oftest vil være behov for en bistandsadvokat for forurettede i voldtægtssager, og at det er uheldigt, hvis den forurettede på grund af usikkerhed eller misforståelse af situationen undlader at anmode om beskikkelse af en bistandsadvokat i tilfælde, hvor den pågældende måske i virkeligheden helst ville have den støtte, som bistandsadvokaten kunne give.

Efter udvalgets opfattelse er det dog hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt, at en forurettet, der helt bevidst ikke ønsker, at der skal beskikkes en bistandsadvokat, skal påtvinges en advokat. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at det f.eks. kan tænkes, at den forurettede ønsker at afgive forklaring uden at involvere flere personer end højst nødvendigt, eller at forurettede foretrækker at benytte et familiemedlem eller en bekendt som bisidder.

Udvalget bemærker i øvrigt, at det fremgår af udvalgets undersøgelse, jf. pkt. 3.1.2. ovenfor, at der i stort set alle voldtægtssager, der kommer for retten, medvirker en bistandsadvokat. Problemet med beskikkelse er således navnlig knyttet til sager, der ikke kommer for retten, og til, hvornår beskikkelse sker, idet beskikkelsen i flere sager først sker efter den første politiafhøring.

Udvalget har i den forbindelse overvejet, om reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat i voldtægtssager bør udformes med henblik på, at bistandsadvokaten får til opgave at efterprøve, om der overhovedet er grundlag for en anmeldelse om voldtægt, og i givet fald opfordre den pågældende til at undlade/tilbagekalde anmeldelsen.

Udvalget afviser dog en sådan udformning af reglerne, idet udvalget lægger vægt på, at der derved kunne opstå en sammenblanding af opgaver, der ligger hos politiet, og den opgave der må være det centrale i ordningen med bistandsadvokat €" at støtte den forurettede. Hertil kommer, at vurderingen efter udvalgets opfattelse i alle tvivlstilfælde netop måtte bero på de oplysninger, som det er politiets opgave at tilvejebringe under den indledende efterforskning.

Efter en samlet vurdering foreslår udvalget, at der i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, indsættes en særlig regel om beskikkelse af bistandsadvokat i voldtægtssager m.v., hvorefter der skal ske beskikkelse af en advokat, medmindre den forurettede €" efter at være vejledt om retten til bistandsadvokat €" frabeder sig det.

Udvalget foreslår, at den foreslåede nye bestemmelse skal gælde for sager omfattet af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 217 (anden tvang), § 218, stk. 2 (»forsvarsløse«), § 222, stk. 2, 2. led (under 12 år + tvang m.v.) og § 223, stk. 1 (under 18 år + betroelsesforhold m.v.), samt i sager efter straffelovens § 224 (anden kønslig omgængelse) og § 225 (om homoseksuelle forhold), jf. § 210, § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, og § 223, stk. 1. Der henvises nærmer herom til pkt. 3.5. nedenfor

Strafferetsplejeudvalget påpeger, at den foreslåede regel €" uanset den anderledes udformning €" i det væsentlige vil svare til Folketingsbeslutningens pkt. 1, da udgangspunktet bliver, at der sker beskikkelse. Efter udvalgets opfattelse vil forskellen for så vidt kun blive, at det med den af udvalget foreslåede regel præciseres, at forurettede har en fravalgsmulighed.

Efter den gældende regel i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, er der mulighed for, at politiet kan fremsætte begæring om beskikkelse af bistandsadvokat, når forurettede ikke har gjort det. Strafferetsplejeudvalget finder, at denne regel bør opretholdes også for voldtægtssager m.v., der omfattes af den foreslåede nye regel i § 741 a, stk. 2.

Strafferetsplejeudvalget begrunder dette med, at uanset, at udgangspunktet efter den foreslåede bestemmelse i § 741 a, stk. 2, er, at beskikkelse sker, medmindre forurettede frabeder sig det, vil der være situationer, hvor beskikkelse på politiets initiativ bør kunne ske, f.eks. hvor en værge for en mindreårig frabeder sig beskikkelse, eller hvor det er tvivlsomt, om en erklæring fra en psykisk syg person er alvorlig ment. Beskikkelse kan i sådanne tilfælde være nødvendig for at varetage forurettedes interesser.

Der henvises nærmere til betænkningens side 57-59.

3.1.3.2. Strafferetsplejeudvalget har derudover overvejet, om der bør stilles specielle krav til de advokater, der beskikkes som bistandsadvokat for forurettede, herunder om bistandsadvokater bør gennemgå en særlig uddannelse med hensyn til de psykologiske aspekter af opgaven.

Udvalget anfører i den forbindelse, at voldtægtsofres særlige situation og ofte traumatiserende tilstand i sig selv stiller krav til den, der skal bistå dem. Udvalget anser det således for væsentligt, at bistandsadvokaten nærmere forstår det pres, som forurettede er udsat for, at bistandsadvokaten ikke er fremmed for voldtægtsofres typiske reaktionsmønster, og at advokaten er klar over, hvorledes de fornødne hensyn til forurettede kan og bør tages.

Strafferetsplejeudvalget finder dog ikke, at der bør stilles krav om en særlig uddannelse. Som begrundelse herfor anfører udvalget for det første, at en gennemførelse af et sådant krav vil være forbundet med betydelige praktiske vanskeligheder. For det andet anfører udvalget, at advokater i almindelighed - og beneficerede advokater i særdeleshed €" vil have betydelig erfaring i at bistå personer, der befinder sig i en særlig presset situation. Endelig anfører udvalget, at det bør fastholdes, at der er tale om en advokatopgave, og at opgaven således ikke består i at yde forurettede bistand på det psykologiske plan. Advokaten skal derimod bistå forurettede ved at virke for, at forurettede er klar over sine rettigheder, og at disse rettigheder udnyttes i det omfang, forurettede ønsker det og har behov herfor. Til opgaven hører også at sikre, at forurettede får den professionelle bistand, herunder eventuel psykologisk bistand, der er mulighed og behov for.

Udvalget anfører på den baggrund, at den nuværende ordning bør opretholdes. Bistandsadvokaten bør således som udgangspunkt beskikkes blandt kredsen af beneficerede advokater, ligesom forurettede selv fortsat bør have mulighed for at vælge en mødeberettiget advokat uden for denne kreds.

Der henvises nærmere til betænkningens side 53-54.

3.1.3.3. Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet, om der er behov for en regel, der kan sikre, at der bliver beskikket en bistandsadvokat i tilståelsessager, hvor forurettede, uanset at denne ikke skal møde i retten, kan have behov for en bistandsadvokat, bl.a. i relation til opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav.

Efter udvalgets opfattelse bør anklagemyndigheden i de situationer, hvor der er tale om en tilståelsessag efter retsplejelovens § 922, indhente oplysninger hos den forurettede om eventuelle erstatningskrav og eventuelt sørge for, at den forurettede får beskikket en bistandsadvokat. Er der ikke tidligere beskikket en bistandsadvokat for forurettede, bør anklagemyndigheden således €" som det efter udvalgets opfattelse formentlig allerede sker €" i forbindelse med tiltalespørgsmålets afgørelse tage spørgsmålet op over for forurettede, hvad enten der rejses tiltale eller sagen fremmes som tilståelsessag. Udvalget finder det herefter ikke nødvendigt at opstille lovregler.

3.1.3.4. Strafferetsplejeudvalget har endelig overvejet, om der bør indføres nærmere regler, der regulerer adgangen til at have en bisidder, som ikke er advokat. Udvalget finder imidlertid ikke €" bl.a. fordi der ikke umiddelbart synes at forekomme problemer i den forbindelse i praksis €" at der er et behov for sådanne regler.

Der henvises nærmere til betænkningens side 82-83.

3.1.4. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets synspunkter, herunder forslaget til en ny bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, hvorefter der som udgangspunkt skal ske beskikkelse af bistandsadvokat, medmindre den forurettede frabeder sig det.

Justitsministeriet finder, at den foreslåede regel på den ene side tilgodeser hensynet til en forurettet, som på grund af overgrebet ikke er i stand til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende ønsker en advokat beskikket, og på den anden side ikke tvinger en forurettet til at få beskikket en bistandsadvokat.

Også i relation til tilståelsessagerne efter retsplejelovens § 922 finder Justitsministeriet, at den foreslåede regel yder den forurettede den nødvendige sikkerhed for, at der beskikkes en advokat.

Om anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i § 741 a, stk. 2, henvises til pkt. 3.5.2. nedenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (§ 741 a, stk. 2, 1. pkt.) og bemærkningerne hertil.

3.2. Bistandsadvokatens medvirken under efterforskningen

3.2.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 741 b, stk. 1, at politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af en advokat indbringes for retten.

Rigsadvokaten har i Meddelelse nr. 2/2001 af 24. oktober 2001 »Vejledning til ofre for forbrydelser og udpegning af en kontaktperson for vidner«, redegjort for politiets vejledningspligt.

Af meddelelsen fremgår, at politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten. Såfremt advokatbeskikkelse ikke er sket, skal politiet, når der indleveres anklageskrift eller retsmødebegæring til retten, skriftligt underrette forurettede herom. Forurettede skal i underretningsskrivelsen opfordres til at tilvejebringe dokumentation for et eventuelt erstatningskrav.

Derudover fremgår det, at politiet til personer, der har været udsat for voldtægt, incest eller andre seksuelle overgreb, skal udlevere Justitsministeriets vejledning »Til den, der har været udsat for voldtægt, incest (blodskam) eller andre seksuelle overgreb«, der bl.a. indeholder oplysninger om forurettedes rettigheder.

Hvis den forurettede er villig til at udtale sig, er begæring om beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse, jf. § 741 b, stk. 2. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten tager stilling til begæringen.

I medfør af retsplejelovens § 741 b, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om tilkaldeordningens gennemførelse, men sådanne administrative forskrifter er ikke udstedt. Der er dog i praksis etableret en tilkaldeordning svarende til ordningen for beskikkede forsvarere, jf. bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978.

Der henvises nærmere til betænkningens side 17-18.

3.2.2. Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse vedrørende politiets vejledning i forbindelse med beskikkelse af bistandsadvokat

Af Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse fremgår det, at ordningen med politiets vejledning om beskikkelse af bistandsadvokat for voldtægtsofre efter de adspurgtes overvejende opfattelse generelt fungerer tilfredsstillende.

Dog anføres det i enkelte høringssvar, (navnlig fra Center for Voldtægtsofre og Joan-Søstrene,) at ordningen ikke fungerer tilfredsstillende, idet det er disse parters opfattelse, at vejledningen ikke er grundig nok, og at ofrene ofte ikke har fået en forståelse af, hvad det vil sige at få beskikket en bistandsadvokat.

Endvidere viser undersøgelsen, at vejledningen oftest gives mundtligt.

Der henvises nærmere til betænkningens side 47 og bilag 1.

3.2.3. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

3.2.3.1. Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der er anledning til at justere reglerne vedrørende bistandsadvokatens medvirken under efterforskningen, herunder om der bør indføres regler vedrørende forurettedes ret til en samtale med bistandsadvokaten før afhøringen og bistandsadvokatens tilstedeværelse ved afhøring hos politiet, jf. pkt. 1 i Folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen af 4. juli 2004.

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1.3.1., finder Strafferetsplejeudvalget ikke, at der er behov eller grundlag for, at bistandsadvokaten skal have til opgave at »efterprøve« anmeldelsen, herunder tage stilling til, om der foreligger voldtægt eller alene en i moralsk henseende grænseoverskridende adfærd. Udvalget finder på den baggrund heller ikke, at der er grund til at indføre regler om en indledende samtale med bistandsadvokaten før afhøringen.

Udvalget finder på den anden side, at der kan være behov for at sikre, at den forurettede efter anmeldelsen får en samtale med bistandsadvokaten, medmindre forurettede ikke ønsker dette. Udvalget henviser i den forbindelse til, at det af udvalgets undersøgelse fremgår, at der i voldtægtssager stort set altid medvirker bistandsadvokat fra det tidspunkt, hvor en sag kommer for retten, mens det langt fra altid er tilfældet i den forudgående fase, efterforskningsfasen. Udvalget bemærker hertil, at i de tilfælde, hvor der ikke er et akut behov for efterforskningsskridt, fordi anmeldelsen sker en vis tid efter det anmeldte forhold, er det næppe noget reelt problem, at afhøringen udsættes, indtil en bistandsadvokat kommer tilstede.

Derimod er det efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse vigtigt, at der af hensyn til sagens opklaring hurtigt kan skaffes oplysninger, der er nødvendige for stillingtagen til og iværksættelse af hastende efterforskningsskridt, herunder navnlig anholdelse af en gerningsmand og retsmedicinsk undersøgelse af forurettede.

Efter Strafferetsplejeudvalget opfattelse må en eventuel ændring af de gældende regler med henblik på en tidligere inddragelse af bistandsadvokat derfor ske på en sådan måde, at de nævnte hensyn til opklaringen og til forurettede tilgodeses.

På den baggrund foreslår udvalget, at der ikke gennemføres en absolut regel om, at en bistandsadvokat altid skal deltage fra starten. Udvalget anfører i den forbindelse, at selv om det i sig selv vil være det ideelle, at bistandsadvokaten kan være med fra starten, må det også indgå i vurderingen, at bistandsadvokatens opgaver navnlig ligger i sagens senere faser, herunder ikke mindst ved den retslige behandling. Udvalget finder det derfor ikke realistisk, at der generelt for hele landet indføres en ordning, hvorefter bistandsadvokat altid skal medvirke fuldt ud fra starten, dvs. anmeldelsestidspunktet.

Derimod foreslår udvalget en regel om, at den forurettede skal have lejlighed til en samtale med en bistandsadvokat inden politihøringen, medmindre forurettede frabeder sig det, jf. lovudkastets § 741 a, stk. 2, 2. pkt. Denne regel vil €" på samme måde som selve beskikkelsesreglen, jf. ovenfor pkt. 3.1.3. €" i det væsentlige svare til forslaget i beslutningsforslaget B 82, pkt. 1. Det bliver således udgangspunktet, at advokat skal medvirke fra starten på den måde, at forurettede får en samtale med advokaten inden afhøring, men sådan at forurettede har en fravalgsmulighed.

Anvendelsesområdet for den nye bestemmelse vil på samme måde som den foreslåede bestemmelse om beskikkelse af bistandsadvokat være sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 217 (anden tvang), § 218, stk. 2 (»forsvarsløse«), § 222, stk. 2, 2. led (under 12 år + tvang m.v.) og § 223, stk. 1 (under 18 år + betroelsesforhold m.v.), samt sager om overtrædelse af straffelovens § 224 (anden kønslig omgængelse) og § 225 (om homoseksuelle forhold), jf. § 210, § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, og § 223, stk. 1. Der henvises nærmere til pkt. 3.5 nedenfor.

Udvalget anfører, at den foreslåede indledende samtale med bistandsadvokaten ikke vil skabe praktiske problemer i de tilfælde, hvor anmeldelse indgives nogen tid efter den anmeldte voldtægt. I disse sager er det ikke afgørende, om afhøringen må udskydes, indtil en bistandsadvokat er udpeget og kommet til stede, og en samtale er gennemført. Udvalget finder dog, at situationen vil være anderledes i de tilfælde, hvor anmeldelsen sker kort efter voldtægten, navnlig når der er mulighed og behov for en hurtig anholdelse og behov for retsmedicinsk undersøgelse. Udvalget peger bl.a. på, at hvis der foretages en anholdelse, vil det af hensyn til muligheden for varetægtsfængsling være afgørende, at man får foretaget det fornødne, herunder en grundig afhøring af forurettede og anholdte inden for de 24 timer, som er fristen for fremstilling af anholdte i retten. I disse tilfælde vil man ikke uden risiko for væsentlig skade for sagens opklaring i alle tilfælde kunne afvente gennemførelsen af en samtale mellem forurettede og bistandsadvokaten.

Udvalget bemærker, at det er væsentligt, at ordningen med bistandsadvokat ikke skaber efterforskningsmæssige vanskeligheder, således at udsigten til at få udredt tingenes rette sammenhæng forringes, herunder muligheden for at tage en gerningsmand på friske spor. Udvalget forudsætter på den baggrund, at uopsættelige spørgsmål til forurettede og nødvendige efterforskningsskridt bør kunne finde sted, også før advokaten er kommet til stede eller før en telefonsamtale med advokaten.

Efter udvalgets opfattelse bør politiet således kunne stille forurettede spørgsmål med henblik på meddelelse af akutte oplysninger af betydning for en umiddelbar bevissikring, f.eks. om tid, sted og signalement mv. Der forudsættes at være tale om oplysninger, der er nødvendige for foretagelsen af efterforskningsskridt, som ikke kan udsættes uden risiko for, at øjemedet forspildes. Det kan indebære oplysning om gerningsforløbet, »udførelsesmåden« mv. med henblik på stillingtagen til, om mulige DNA spor skal sikres. Det kan også dreje sig om oplysninger, der er nødvendige for stillingtagen til, om der foreligger et anholdelsesgrundlag.

Udvalget har endvidere overvejet, om man af praktiske grunde burde lægge op til, at den indledende samtale med bistandsadvokaten i almindelighed sker telefonisk. Udvalget finder dog, at en samtale, hvor bistandsadvokaten er til stede sammen med forurettede, klart må foretrækkes. På den anden side finder udvalget ikke, at en indledende telefonisk kontakt bør udelukkes som et tilbud til forurettede. En sådan kontakt kan enten supplere eller €" om ønsket af forurettede €" træde i stedet for samtalen. En telefonisk kontakt må endvidere antages at kunne være af værdi, hvor den forurettede selv lægger megen vægt på at komme hurtigt videre.

Udvalget foreslår på ovennævnte baggrund, at den indledende samtale som udgangspunkt skal være en egentlig samtale, men at der efter forurettedes ønske i første omgang bør kunne etableres en telefonisk kontakt mellem forurettede og den advokat, der udpeges. Om der derefter skal finde en egentlig, indledende samtale sted, må bero på forurettedes ønske efter at være vejledt af advokaten.

Kontakten til en advokat bør ske efter den gældende regel i § 741 b, stk. 2, hvorefter politiet kan rette henvendelse til en beneficeret advokat, der kan varetage hvervet som bistandsadvokat, indtil beskikkelse er sket ved retten. Den forurettede vil dog stadig kunne vælge en anden advokat.

Der henvises nærmere til betænkningens side 59-62.

3.2.3.2. Strafferetsplejeudvalget har bl.a. i lyset af høringssvarene i udvalgets undersøgelse overvejet, om der bør indføres en ordning, hvorefter den første egentlige afhøring €" i de mere akutte tilfælde - som hovedregel skal ske på et voldtægtscenter med henblik på, at bistandsadvokaten kommer til stede dér.

Under hensyn til at der for en række politikredse er en ikke uvæsentlig afstand til et voldtægtscenter/klinik, og da en række praktiske og tekniske hensyn, herunder med hensyn til anvendelsen af edb-teknik, taler for, at afhøringen skal ske hos politiet, finder udvalget ikke, at der bør opstilles regler, der fører til, at afhøringen i almindelighed skal ske på bestemte steder. Udvalget anfører endvidere, at de regler, som udvalget har foreslået vedrørende beskikkelse af bistandsadvokat m.v. i almindelighed må antages at sikre, at forurettedes behov for bistand tilgodeses. Disse regler udelukker ikke, at en afhøring, hvis det findes hensigtsmæssigt, sker på et voldtægtscenter.

Der henvises nærmere til betænkningens side 83.

3.2.3.3. I relation til spørgsmålet om bistandsadvokatens tilstedeværelse ved afhøring hos politiet finder udvalget på samme måde som med hensyn til de spørgsmål, der er behandlet ovenfor i pkt. 3.1.3.1. og 3.2.3.1, at den forurettede ikke bør påtvinges dette, men at der på den anden side også med hensyn til bistandsadvokatens tilstedeværelse ved afhøring hos politiet kan være anledning til at sikre, at bistandsadvokaten i voldtægtssager inddrages i højere grad end hidtil.

Udvalget foreslår på den baggrund en regel om, at politiafhøring af forurettede skal ske under tilstedeværelse af en beskikket advokat, medmindre den forurettede anmoder om at blive afhørt uden advokatens tilstedeværelse, og at politiet skal vejlede forurettede herom. Den foreslåede bestemmelse skal efter udvalgets opfattelse have samme anvendelsesområde som bestemmelsen vedrørende beskikkelse af bistandsadvokat, jf. pkt. 3.1.3.1. ovenfor. Der henvises nærmere til pkt. 3.5. nedenfor.

Der henvises nærmere til betænkningens side 62.

3.2.3.4. Udvalget har i relation til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 b, stk. 1, vedrørende politiets vejledning om adgangen til at få beskikket en bistandsadvokat m.v., drøftet, om den vejledning, som politiet i dag giver, kan forbedres, således at der opnås en større sikkerhed for, at forurettede har forstået, hvilke rettigheder og muligheder for hjælp og støtte den pågældende har.

Udvalget anfører, at det findes vigtigt, at forurettede hurtigst mulig efter en anmeldelse får de nødvendige informationer. Udvalget finder dog ikke, at der er et behov for nærmere regler herom i retsplejeloven, men at dette bør løses administrativt. Udvalget forudsætter således, at det fornødne skriftlige vejledningsmateriale udarbejdes og løbende vedligeholdes, og at et sådant materiale ud over praktiske oplysninger bør indeholde en generel orientering om de rettigheder, som forurettede har, herunder retten til bistandsadvokat og de særlige processuelle beskyttelsesregler.

Der henvises nærmere til betænkningens side 82.

3.2.4. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er enig i, at det er vigtigt, at de foreslåede regler ikke skaber efterforskningsmæssige vanskeligheder. Det forudsættes derfor, at politiet om fornødent inden den forurettede har haft en samtale med en advokat vil kunne foretage en indledende afhøring af den forurettede med henblik på at få vigtige oplysninger af betydning for en umiddelbar bevissikring, f.eks. om gerningstidspunkt, gerningssted og signalement mv. Der forudsættes at være tale om oplysninger, der er nødvendige for foretagelsen af efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes uden risiko for, at øjemedet forspildes, herunder f.eks. om gerningsforløbet, »udførelsesmåden« mv. med henblik på stillingtagen til, om mulige DNA-spor skal sikres.

Justitsministeriet vil som anbefalet af udvalget foretage en revision af vejledningen »Til den, der har været udsat for voldtægt, incest (blodskam) eller andre seksuelle overgreb« med henblik på at denne vejledning kan udleveres til forurettede i forbindelse med anmeldelsen af overgrebet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 741 b, stk. 1, 2. pkt., § 741 b, stk. 2, 2. pkt. og § 741 b, stk. 3.) og bemærkningerne hertil.

Om anvendelsesområdet for de foreslåede bestemmelser i § 741 b henvises til pkt. 3.5. nedenfor.

3.3. Bistandsadvokatens adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene

3.3.1. Gældende ret

Spørgsmålet om bistandsadvokatens beføjelser hænger nøje sammen med voldtægtsofrets processuelle retsstilling i sagen.

Den danske strafferetspleje bygger på det princip, at straffesager føres af anklagemyndigheden på ofrets og samfundets vegne på grundlag af saglige og objektive kriterier. Anklagemyndigheden er bl.a. bundet af objektivitetsprincippet, der indebærer, at anklagemyndigheden og politiet er forpligtede til at være upartiske i deres virksomhed, og at tiltale kun kan rejses, hvis anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsning vil føre til domfældelse. Straffesager betragtes som hovedregel ikke som en privat sag mellem to civile parter, og den forurettede kan derfor heller ikke udøve partsbeføjelser.

Retsplejeloven fastlægger ikke nærmere om bistandsadvokatens opgaver, men af forarbejderne til kapitel 66 a fremgår det, at formålet med en beskikkelse af en advokat er at styrke ofrets stilling under sagen. Ud over støtte til den forurettede under afhøringen hos politiet og i retten og bistand ved afgørelsen af eventuelle erstatningskrav forudsættes det, at advokaten ligeledes yder rådgivning om særlige hjælpemuligheder, yder personlig støtte og vejledning og varetager andre opgaver for den forurettede af mere almen karakter, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 466.

Retsplejelovens § 741 c indeholder en række regler om de beføjelser, som bistandsadvokaten har under sagen. I medfør af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, har advokaten adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes endvidere om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

I tilknytning til § 741 c har Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret den 15. maj 1985 udsendt en cirkulæreskrivelse til byretterne, hvori det er præciseret, at domstolene ved berammelse af retsmøder bør inddrage bistandsadvokaten på lige fod med forsvarerne.

Advokaten har endvidere adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf. § 741 c, stk. 2, 2. pkt. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må dog ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, jf. § 741 c, stk. 3.

Af forarbejderne til retsplejelovens § 741 c, stk. 2, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 469 ff, fremgår det, at advokaten for den forurettede - i modsætning til forsvareren - først har fuld aktindsigt, efter at der er rejst tiltale i sagen. Det anføres i den forbindelse, at denne forskel må ses i sammenhæng med forskellen mellem den sigtedes og den forurettedes stilling i sagen. Mens den sigtede under sagen har adgang til at nægte at udtale sig og ikke kan straffes, hvis den pågældende giver falsk forklaring, er den forurettede hovedkilden til sagens oplysning og som vidne i retten forpligtet til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden.

Efter retsplejelovens § 41 d kan den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter i en straffesag, når sagen er endeligt afsluttet. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. FT 2003-04, tillæg A, sp. 589 ff., at udtrykket »sagen er endeligt afsluttet« ikke har helt samme betydning som udtrykket »sagen er afgjort«, der anvendes i forvaltningslovens § 18. Efter retsplejelovens § 41 d kan en forurettet således først forlange aktindsigt, når omgørelsesfristen efter retsplejelovens § 724, stk. 2, er udløbet. Reglen tilgodeser derfor ikke den, der ønsker at påklage en afgørelse om ikke at rejse tiltale.

Efter retsplejelovens § 41 g kan der gives aktindsigt i videre omfang end fastsat i §§ 41 a- 41 f, medmindre andet følger af reglerne om tavshedspligt. Efter forarbejderne til bestemmelsen, jf. FT 2003-04, tillæg A, sp. 589 ff., vil en anmodning om aktindsigt, der er begrundet i et ønske om at skaffe oplysninger til brug for en eventuel klage til den overordnede anklagemyndighed, falde under reglen om meroffentlighed.

Bistandsadvokatens processuelle stilling i retten, herunder advokatens stilling i forbindelse med afhøringer af den forurettede eller andre vidner samt sigtede, er ikke nærmere reguleret i § 741 c. Af bemærkningerne til § 741 c, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 470, fremgår det, at det i vidt omfang vil være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse. Det gælder bl.a. med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end den forurettede, dvs. til sigtede og eventuelle vidner, samt advokatens stilling i forbindelse med forsvarets og anklagemyndighedens afhøringer.

Det understreges dog i forarbejderne, at advokaten under afhøringerne ikke bør kunne rådgive sin klient om den umiddelbare besvarelse af stillede spørgsmål. Det anføres således, at da denne regel er udtrykkeligt fastslået i retsplejelovens § 752, stk. 5, og § 754, stk. 1, for så vidt angår den sigtede og dennes forsvarer, må det på grund af den forurettedes stilling som vidne så meget mere desto mere gælde, når det drejer sig om forholdet mellem den forurettede og dennes advokat.

Det fremhæves endvidere, at den forurettedes advokat ikke bør kunne virke som en yderligere anklager i sagen. Advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere med hensyn til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Derimod fremgår det, at det vil være rimeligt, at advokaten får adgang til at procedere med hensyn til en række andre spørgsmål, f.eks. spørgsmål om, hvorvidt sagen skal behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, og om afhøring af den forurettede skal ske uden den tiltaltes tilstedeværelse mv., jf. retsplejelovens § 848. Ligeledes har bistandsadvokaten adgang til at procedere spørgsmålet om en eventuel erstatning til den forurettede. Der henvises til FT 1979-80, tillæg A, sp. 471.

Af retsplejelovens § 741 e fremgår det, at for så vidt angår salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31. Bestemmelsen indebærer, at udgifterne til salær mv. til den beskikkede advokat afholdes af statskassen.

Omfanget af bistandsadvokatens opgaver, herunder spørgsmålet om salær, er i dag i vidt omfang fastsat i domspraksis.

Der henvises nærmere til betænkningens side 18-21.

3.3.2. Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse vedrørende bistandsadvokatens beføjelser og bistandsadvokatens medvirken under straffesagen

Af Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse fremgår det, at reglerne om bistandsadvokatens beføjelser efter de adspurgtes overvejende opfattelse fungerer tilfredsstillende, og at der ikke umiddelbart er behov for udvidelser eller begrænsninger af bistandsadvokatens beføjelser.

Dog er det i flere høringssvar angivet, at det findes rimeligt, at bistandsadvokaten får adgang til sagens akter, uanset om der rejses tiltale eller ej. Det anføres i langt hovedparten af høringssvarene, at der ikke er et behov for udvidelser i relation til at stille spørgsmål til forurettede eller mulighed for en indledende afhøring, ligesom næsten alle høringssvar angiver, at der ikke er behov for en regel, hvorefter bistandsadvokaten kan anmode om yderligere bevisførelse €" herunder anmode om førelse af nye vidner €" på samme måde som forsvareren.

Det synes at fremgå af undersøgelsen, at hovedparten af retterne, herunder landsretterne, følger fremgangsmåden, som er beskrevet i landsretternes cirkulæreskrivelse af 15. maj 1985 vedrørende inddragelse af bistandsadvokaten ved berammelse af domsforhandlingen.

Der henvises nærmere til betænkningens side 48 og betænkningens bilag 1.

3.3.3. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at velbegrundede bestræbelser på at sikre forurettede en bedre retsstilling ikke må kompromittere de grundlæggende principper i straffeprocessen. Nye regler om bistandsadvokatens beføjelser bør ikke føre til, at der skabes uklarhed om henholdsvis anklagers og forsvarers rolle, eller til, at en bistandsadvokat for forurettede kommer til at virke som en form for ekstra anklager.

Strafferetsplejeudvalget anfører, at udvalget i den kommende tid nærmere skal overveje spørgsmålet om forurettedes stilling i straffeprocessen generelt, dvs. i alle sagstyper, og at udvalget derfor ikke på nuværende tidspunkt finder at burde lægge op til mere vidtgående ændringer af generel karakter af reglerne om bistandsadvokatens rolle i straffeprocessen.

Udvalget har overvejet de enkelte punkter om bistandsadvokatens medvirken i den indenretlige behandling af sagen i dette lys.

3.3.3.1. Aktindsigt

I relation til den situation, hvor der ikke rejses tiltale, og sagen derfor henlægges, er der i Strafferetsplejeudvalget enighed om, at bistandsadvokaten som udgangspunkt bør have ret til fuldstændig aktindsigt.

Strafferetsplejeudvalget finder, at det må lægges til grund, at de nye regler om aktindsigt efter retsplejelovens §§ 41 a- 41 f, ikke tilsigter at forringe retsstillingen for så vidt angår muligheden for aktindsigt. Udvalget anfører, at det må antages, at den nye bestemmelse i retsplejelovens § 41 g om meroffentlighed skal fortolkes i lyset af den tidligere gældende praksis vedrørende aktindsigt efter forvaltningslovens § 18. Når det i forarbejderne til § 41 g specifikt er nævnt, at der bør udvises imødekommenhed, når forurettede i straffesager anmoder om aktindsigt, før sagen er endeligt afsluttet, er det udvalgets opfattelse, at bestemmelsen må fortolkes således, at en sådan anmodning om aktindsigt - som efter den tidligere praksis efter forvaltningslovens § 18 €" i praksis altid bør imødekommes.

På denne baggrund og under hensyn til, at de nye regler om offentlighed i retsplejen er struktureret efter nærmere overvejelser i Retsplejerådet, finder Strafferetsplejeudvalget, at det må lægges til grund, at forurettede i voldtægtssager m.v. har samme ret til aktindsigt efter den nye bestemmelse i retsplejelovens § 41 g, som efter den tidligere bestemmelse i forvaltningslovens § 18. Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor ikke en særlig regel om aktindsigt i disse tilfælde.

For så vidt angår adgangen til aktindsigt indtil tiltalespørgsmålets afgørelse har Strafferetsplejeudvalget overvejet, om der bør ske nogen generel udvidelse af adgangen til aktindsigt.

Under hensyn til, at spørgsmålet om udvidet aktindsigt hænger snævert sammen med spørgsmålet om bistandsadvokatens rolle i straffeprocessen, jf. ovenfor pkt. 3.3.3., finder udvalget ikke på nuværende tidspunkt, at der bør ske en generel udvidelse af adgangen til aktindsigt.

Udvalget finder derimod, at det forekommer mindre velbegrundet, at den gældende § 741 c, stk. 2, alene omfatter forurettedes forklaring til politirapport. Udvalget foreslår derfor, at adgangen til dokumenter forud for afgørelsen af tiltalespørgsmålet udvides til også at omfatte andet materiale vedrørende forurettede, herunder bl.a. lægelige udtalelser.

Udvalget finder, at den foreslåede udvidelse af § 741 c, stk. 2, 1. pkt., skal gælde i sager omfattet af retsplejelovens kapitel 66, og dermed ikke kun voldtægtssager. Der henvises til pkt. 3.5. nedenfor.

Der henvises nærmere til betænkningens side 64-67.

3.3.3.2. Bistandsadvokatens tilstedeværelse ved retsmøder

Udvalget foreslår €" bl.a. med henvisning til udvalgets undersøgelse, hvoraf det fremgår, at der ikke i alle tilfælde ved byretterne tages hensyn til bistandsadvokatens forhold ved berammelsen €" at det i retsplejelovens § 741 c præciseres, at retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, så vidt muligt skal berammes efter aftale med bistandsadvokaten, og at bistandsadvokaten skal underrettes om andre retsmøder, herunder retsmøder med henblik på behandling som tilståelsessag, jf. retsplejelovens § 922.

Udvalget bemærker dog, at man bør være opmærksom på, at sagerne €" navnlig arrestantsager €" ikke må forsinkes unødigt. Hensynet til forurettede må afvejes over for hensynet til sagens hurtige fremme. Afhængig af omstændighederne vil der efter udvalgets opfattelse kunne være anledning til €" i højere grad end med hensyn til forsvarere og i større omfang end i dag €" at løse et berammelsesproblem ved ombeskikkelse af en bistandsadvokat.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør den foreslåede ændring finde anvendelse i alle sager omfattet af retsplejelovens kapitel 66, jf. pkt. 3.5 nedenfor.

Der henvises nærmere til betænkningens side 67-69.

3.3.3.3. Bistandsadvokatens adgang til at stille spørgsmål til forurettede

Strafferetsplejeudvalget anfører, at en udvidelse af bistandsadvokatens rolle under sagens behandling, herunder en udvidet adgang til at stille spørgsmål til den forurettede og en mulighed for at foretage en indledende afhøring af den forurettede, rejser principielle spørgsmål.

I den forbindelse bemærker udvalget, at det umiddelbart kan virke hensigtsmæssigt, at bistandsadvokaten skal foretage den indledende afhøring af voldtægtsofret, idet bistandsadvokaten ofte er den person, som ofret kender og har tillid til. På den anden side vil en sådan adgang efter udvalgets opfattelse medføre, at bistandsadvokaten bliver inddraget i sagen på et område, som henhører under anklagemyndigheden, og den tiltalte vil på den baggrund kunne opfatte bistandsadvokaten som en »ekstra« anklager.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er det væsentligt at være opmærksom på anklagemyndighedens pligt at fremstille sagen på grundlag af saglige og objektive kriterier. Den samme objektivitet kan ikke kræves af en bistandsadvokat, der har til opgave at varetage en enkelt persons interesser. Hvis en indledende afhøring under domsforhandlingen skulle foretages af bistandsadvokaten med det formål at styrke forurettedes troværdighed, vil det efter udvalgets opfattelse i sig selv kunne påvirke bistandsadvokatens rolle i processen i en uheldig »offensiv« retning. Det vil endvidere €" måske ubevidst €" kunne føre til en mere kritisk indstilling fra forsvareren over for forurettedes troværdighed. Strafferetsplejeudvalget finder på den baggrund, at bistandsadvokaten fortsat bør holdes uden for opgaver, der angår bevisførelsen for tiltaltes skyld.

Endvidere anfører Strafferetsplejeudvalget, at anklagemyndigheden er kendt med den situation at skulle afhøre et vidne, som på grund af sagens karakter er meget nervøs og usikker på sagens behandling i retten. I praksis vil det således høre til anklagemyndighedens opgaver at forsøge at få vidnet beroliget så meget, som sagens omstændigheder tillader.

Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der bør foretages ændring i de gældende regler med hensyn til bistandsadvokatens adgang til at stille spørgsmål til forurettede. Under alle omstændigheder bør eventuelle videre overvejelser ske i sammenhæng med overvejelserne vedrørende det generelle spørgsmål om forurettedes stilling i straffeprocessen.

Der henvises nærmere til betænkningens side 69-71

3.3.3.4. Bistandsadvokatens adgang til at foreslå supplerende bevisførelse

I relation til spørgsmålet om bistandsadvokatens mulighed for at foreslå supplerende bevisførelse og vidner på samme måde som forsvareren finder Strafferetsplejeudvalget ikke, at der bør gennemføres en ændring af reglerne.

Som begrundelse herfor anfører udvalget, at udgangspunktet fortsat bør være, at det er anklageren og forsvareren, som forestår tilrettelæggelsen af bevisførelsen vedrørende skyldsspørgsmålet. En ordning, hvorefter bistandsadvokaten kan foreslå supplerende bevisførelse, vil efter udvalgets opfattelse føre til, at bistandsadvokaten skulle gøre sig overvejelser, som henhører under anklagemyndigheden. En sådan ordning med »to anklagere« vil endvidere hos den tiltalte kunne svække tilliden til, at anklagemyndigheden er upartisk og objektiv.

På samme måde som anført ovenfor i pkt. 3.3.3.3. om spørgsmål til forurettede, vil problemstillingen om bistandsadvokatens forhold til bevisførelsen dog indgå i Strafferetsplejeudvalgets kommende generelle overvejelser om ofres retsstilling.

Der henvises nærmere til betænkningens side 71-72.

3.3.4. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (§ 741 c, stk. 1, 4. og 5. pkt. og § 741 c, stk. 2, 1. pkt.) og bemærkningerne hertil.

3.4. Beskyttelse af voldtægtsofre mod ydmygelser i retten

3.4.1. Gældende ret

I almindelighed har et vidne pligt til afgive vidneforklaring i retten, jf. retsplejelovens § 168. Nægter vidnet at afgive forklaring, har retten efter retsplejelovens § 178 mulighed for at benytte forskellige tvangsmidler med henblik på at formå vidnet til at afgive forklaring.

Retsplejelovens indeholder en række beskyttelsesregler for vidner, jf. bl.a. retsplejelovens § 848, hvorefter retten kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

3.4.1.1. Afhøring af forurettede uden at tiltalte er til stede, jf. retsplejelovens § 841 og § 848

Ved lov nr. 381 af 6. juni 2002 om ændring af retsplejeloven (Forbedret vidnebeskyttelse) blev vidners retstilling styrket ved, at der i straffesager i ganske særlige tilfælde kan ske hemmeligholdelse af et vidnes identitet over for tiltalte.

Det fremgår af retsplejelovens § 848, stk. 1, at formanden uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 2, kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Bestemmelsen finder anvendelse såvel ved domsforhandling for byret som for landsretten, jf. § 928, stk. 1.

Retten kan endvidere, hvis det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme, at 1) et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, eller 2) et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet, jf. § 848, stk. 2.

Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet, jf. § 848, stk. 3.

Når en tiltalt som følge af en beslutning efter bl.a. § 848, stk. 1, ikke har overværet afhøringen af et vidne, skal tiltalte, når denne på ny kommer til stede i retslokalet have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af forklaringen for så vidt angår tiltalte, jf. § 848, stk. 8.

Der er næppe tvivl om, at betingelserne for en beslutning om, at tiltalte skal forlade retssalen, mens forurettede afgiver forklaring, ofte vil være opfyldt i grovere sædelighedssager, herunder voldtægtssager, idet et vidne ofte vil være så hæmmet ved at skulle afgive en måske belastende vidneforklaring i tiltaltes tilstedeværelse, at forklaringen ville blive ufuldstændig eller urigtig.

Efter retsplejelovens § 841 kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 3, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, stk. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, eller om, at et vidnes bopæl, navn, eller stilling ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 428 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Vidnebeskyttelse m.v.)

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår følgende:

»Efter de gældende regler træffes beslutning om dørlukning, referatforbud og navneforbud og beslutning om, at tiltalte skal for lade retslokalet, medens et vidne afgiver forklaring, oftest først i forbindelse med selve domsforhandlingen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at retten får mulighed for forud for domsforhandlingen at træffe afgørelse om de nævnte foranstaltninger.

Efter den foreslåede bestemmelse vil anmodning om beslutning forud for domsforhandlingen kunne fremsættes af anklagemyndigheden eller forsvareren eller af et vidne, herunder af vidner som føres af forsvaret.

Det forudsættes, at det i almindelighed vil være anklagemyndigheden (eller forsvareren), der rejser spørgsmål om de nævnte foranstaltninger over for retten. Et vidne - eller vidnets bistandsadvokat - kan dog også selv fremsætte anmodning over for retten, f.eks. i tilfælde hvor anklagemyndigheden ikke finder grundlag herfor. Det er op til retten at afgøre, om der er behov for at afholde et særskilt retsmøde om anmodningen.«

Ved lov nr. 381 af 6. juni 2002 om ændring af retsplejeloven (Forbedret vidnebeskyttelse) blev § 841 ændret. Ændringen indebar, at retten nu også har mulighed for forud for domsforhandlingen at tage stilling til en anmodning om hemmeligholdelse af et vidnes identitet efter bestemmelserne i § 848, stk. 2 og 3.

3.4.1.2. Dørlukning efter retsplejelovens § 29 og § 29 a

Efter retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3, kan retten bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning), når hensynet til sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmeligheder.

Derudover indeholder retsplejelovens § 29 a en yderligere beskyttelse for den forurettede i navnlig voldtægtssager, idet det af § 29 a, stk. 1, fremgår, at i sager om overtrædelser af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 22, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 29 a blev indsat ved lov nr. 730 af 7. december 1988 på baggrund af et forslag i 1987-betænkningen. Som begrundelse for forslaget om den automatiske dørlukning anførte udvalget i afsnit 5.3.2.1, s. 82 ff., at der i sager om disse alvorlige seksualforbrydelser er et særligt behov for på forhånd at sikre den forurettede mod at få udstillet sin person i forbindelse med de intime og stærkt krænkende situationer, som sagen vedrører.

3.4.1.3. Referatforbud efter retsplejelovens § 31

Foruden det referatforbud som ligger i en beslutning om dørlukning, kan referatforbud konkret besluttes, bl.a. når der er grund til at antage, at nogen ellers ville blive tilføjet »en unødig krænkelse«.

Det følger af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, at retten i straffesager kan forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødig krænkelse.

Der henvises nærmere til betænkningens side 25-26.

3.4.1.4. Forbud mod offentliggørelse af forurettedes identitet efter retsplejelovens § 1017 b

I sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden er den forurettedes identitet søgt sikret mod offentlig gengivelse gennem bestemmelsen i retsplejelovens § 1017 b.

Efter § 1017 b, stk. 1, kan den, der giver offentlig meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den forurettede i disse sager eller på anden måde offentliggør den pågældendes identitet, straffes med bøde. I de situationer, hvor det findes påkrævet af hensyn til sagens opklaring eller i øvrigt til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, vil politiet dog i medfør af § 1017 b, stk. 2, kunne offentliggøre den forurettedes identitet.

Forbuddet i § 1017 b, stk. 1, mod sådan offentliggørelse er generelt og kræver ingen beslutning i den enkelte sag, og forbuddet er gældende også forud for en eventuel retlig behandling samt efter domsafsigelsen. På disse punktet adskiller bestemmelsen i § 1017 b sig fra den beskyttelse, som kan opnås gennem et referatforbud efter § 31, stk. 1, nr. 2.

Der henvises nærmere til betænkningens side 27.

3.4.1.5. Forbud mod fotografering af sigtede, tiltalte og vidner

Ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Offentlighed i retsplejen), blev der i retsplejelovens § 32 indsat en ny bestemmelse om forbud mod fotografering af sigtede, tiltalte og vidner.

Bestemmelsen er et supplement til forbuddet mod billedoptagelse i rettens bygninger, jf. retsplejelovens § 32, stk. 3, og omhandler forbud mod billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag, jf. § 32, stk. 4, 1. pkt. Forbuddet gælder ikke, hvis den pågældende har samtykket i optagelsen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen navnlig er begrundet i, at der i praksis har vist sig et behov for beskyttelse af de personer, som pålægges at møde i retten.

Forbuddet omfatter billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er »på vej til eller fra et retsmøde« i en straffesag. Formålet med reglen er som nævnt at beskytte de personer, der pålægges at møde op i retten, mod den unødige krænkelse, der vil være forbundet med i denne særligt belastende situation at blive fotograferet uden at have givet samtykke hertil. Der kan således ikke angives nogen bestemt afstand fra retsbygningen, hvor forbuddet gælder, idet dette vil bero på de konkrete omstændigheder.

Offentliggørelse af billeder, der er optaget i strid med forbuddet, er forbudt, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Et særskilt forbud mod offentliggørelse er nødvendigt for at sikre en beskyttelse også i de tilfælde, hvor den, der foretager offentliggørelsen, ikke (beviseligt) har medansvar for selve optagelsen.

Der henvises nærmere til betænkningens side 27-28.

3.4.1.6. Reglerne om indskrænket bevisførelse €" retsplejelovens § 185

Det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnets almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret.

Bestemmelsen i § 185, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, samt §§ 224 eller 225, jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen, jf. § 185, stk. 2.

Retsplejelovens § 185, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 257 af 27. maj 1981. Det oprindelige lovforslag indeholdt et generelt og absolut forbud mod den omhandlende bevisførelse. Under behandlingen i Folketinget blev der dog udtrykt betænkeligheder ved et sådant generelt forbud, idet man henviste til, at der kan forekomme sager, hvor det af hensyn til sagens opklaring kan være nødvendigt i større eller mindre omfang at komme ind på forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Forslaget blev derfor under Retsudvalgets behandling ændret til den gældende formulering, således at der er mulighed for, at retten kan tillade en sådan bevisførelse, hvor det er af væsentlig betydning for sagen.

I relation til afgørelsen af, hvorvidt der skal være mulighed for at stille spørgsmål til belysning af et vidnes troværdighed, kan henvises til UfR 1998.1476V, hvori det blev fastslået, at vidnet og/eller bistandsadvokaten ikke har adgang til at udtale sig om, hvorvidt vidnet kan stilles spørgsmål omfattet af retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt.

Der henvises nærmere til betænkningens side 29-32.

3.4.2. Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse vedrørende beskyttelse af voldtægtsofret mod ydmygelser i retten

Det følger af Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse, at reglen i retsplejelovens § 848, stk. 1, om muligheden for at beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet under afhøringen af et vidne, efter de fleste adspurgtes opfattelse fungerer tilfredsstillende i relation til voldtægtsofre. Det anføres således, at anmodninger aldrig eller sjældent afslås i voldtægtssager.

I nogle af høringssvarene anføres det dog, at man bør overveje, om tiltalte som udgangspunkt skal udelukkes fra at overvære forurettedes forklaring, medmindre tiltaltes tilstedeværelse er nødvendig af hensyn til bevisførelsen, f.eks. hvis der er behov for identifikation.

Endvidere fremgår det, at det i en del høringssvar påpeges, at det vil være ønskeligt, at der i alle retssale installeres tekniske foranstaltninger, så det er muligt for den tiltalte at følge afhøringen af forurettede via højtalere eller video. Endvidere anføres det, at det i praksis ofte er tilstrækkeligt for den forurettede, at tiltalte bliver ført ned bagerst i retssalen, således at den forurettede ikke kan se den tiltalte.

I relation til retsplejelovens § 841, hvorefter retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen kan træffe afgørelse om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, fremgår det af undersøgelsen, at reglen fungerer tilfredsstillende, idet det dog påpeges, at bestemmelsen kun benyttes yderst sjældent.

I relation til retsplejelovens § 185 er det den generelle opfattelse hos høringsparterne, at bestemmelsen i retsplejelovens § 185, stk. 2, om bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd fungerer tilfredsstillende. De fleste høringssvar angiver således, at der ikke er behov for udvidelser eller begrænsninger af reglen. Enkelte høringssvar har dog påpeget problemer med anvendelsen af bestemmelsen i praksis og har fundet, at der er behov for at indskærpe bestemmelsen. Endvidere fremgår det, at bevisførelse efter § 185, stk. 2, forekommer meget sjældent i praksis.

Der henvises nærmere til betænkningens side 48-49 og betænkningens bilag 1.

3.4.3. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

3.4.3.1. Afhøring uden at tiltalte er til stede, jf. retsplejelovens § 841 og § 848, stk. 1

Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at praksis efter retsplejelovens § 848, stk. 1, i dag er således, at tiltalte i meget vidt omfang føres ud af retssalen i voldtægtssager, når den forurettede anmoder om det. Udvalget anfører, at det således ligger i voldtægtssagens karakter, at betingelserne efter retsplejelovens 848, stk. 1, meget ofte vil være opfyldt, og at der i praksis næppe stilles betydelige krav, hverken med hensyn til særlig følsomhed hos ofret eller til særlig truende fremtræden hos tiltalte. Afgørende er snarere, hvilken belastning det efter sagens karakter må antages at være at skulle afgive forklaring siddende umiddelbart over for den tiltalte.

Udvalget har dog i lyset af folketingsbeslutningens pkt. 2 overvejet, om der kan være anledning til ændring af reglen i § 848, stk. 1, for så vidt angår voldtægtssager, således at den forurettede får et retskrav på, at tiltalte forlader retssalen.

Udvalget anfører, at en regel, der ville give forurettede et krav på at blive afhørt uden tiltaltes tilstedeværelse, ikke i sig selv vil være af større praktisk betydning for de tiltalte, idet afgørelsen i praksis i langt de fleste tilfælde må antages alligevel at falde ud til, at afhøring af forurettede skal ske uden tiltaltes tilstedeværelse. Derimod ville en sådan regel være af stor betydning for forurettede, der ville kunne spares for unødig ængstelse, fordi forurettede dermed ikke skulle afvente en konkret afgørelse.

Udvalget finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at foreslå en ny regel om et retskrav på, at tiltalte forlader retssalen. Udvalget begrunder dette med, at reglen i § 848, stk. 1, principielt må anses for et ikke ubetydeligt indgreb i tiltaltes rettigheder. Et sådant indgreb bør efter udvalgets opfattelse begrænses til, hvad der er nødvendigt i det enkelte konkrete tilfælde, i hvert fald så længe der ikke ved alle retter er mulighed for, at den tiltalte kan følge forklaringen over lyd- og eventuelt billedanlæg. Derudover anfører udvalget, at voldtægtssager omfatter et bredt spektrum, og at der kan være stor forskel på situationen for ofret i en sag om overfaldsvoldtægt og en sag om parvoldtægt.

Derimod finder Strafferetsplejeudvalget, at forurettedes stilling bør forbedres gennem en ændring af retsplejelovens § 841, hvorefter retten forud for domsforhandlingen kan træffe afgørelse om dørlukning, navneforbud, referatforbud og om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres. Strafferetsplejeudvalget anfører, at det bør sikres, at forurettede er bekendt med muligheden for at opnå en afgørelse efter § 848, stk. 1. Dette vil allerede efter de gældende regler normalt være tilfældet. Det hører således til bistandsadvokatens opgaver at vejlede forurettede også om denne mulighed og i givet fald at fremsætte begæringen over for retten.

Udvalget anfører endvidere, at der kan være behov for, at spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal føres ud under forurettedes forklaring i voldtægtssager, afklares forud for domsforhandlingen.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i tilknytning til § 841 fastsættes en regel om, at anklagemyndigheden i voldtægtssager senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelse i sagen skal underrette forsvareren og retten om, hvorvidt der foreligger spørgsmål om afgørelser nævnt i § 841, herunder om, hvorvidt tiltalte skal forlade retslokalet under forurettedes forklaring.

Med bestemmelsen forudsættes det, at anklageren underretter retten om de spørgsmål, som anklagemyndigheden eller bistandsadvokaten vil rejse i henhold til bestemmelsen. Anklageren må således rette henvendelse til bistandsadvokaten herom. Skulle der undtagelsesvis ikke være beskikket en bistandsadvokat på dette tidspunkt, bør anklageren sørge for, at der rettes henvendelse til forurettede herom med henblik på at søge afklaret, om den forurettede nu ønsker en bistandsadvokat beskikket.

Imod en regel som den foreslåede kan der efter Strafferetsplejeudvalget opfattelse anføres, at afgørelsen om, at tiltalte skal forlade retslokalet, bedst træffes i tilknytning til retsmødet, hvor man har både tiltalte og forurettede til stede, og retsformanden dermed kan danne sig et indtryk af de pågældende. Udvalget finder ikke, at denne indvending er afgørende. Udvalget anfører, at hvis man skulle indkalde forurettede til et forberedende retsmøde for at tage stilling til anmodningen, ville formålet med ordningen kunne forspildes. Endvidere anfører udvalget, at det i voldtægtssager i almindelighed €" men dog efter en konkret vurdering €" må være muligt at træffe afgørelsen på skriftligt grundlag forud for domsforhandlingen, ligesom ordningen uden problemer vil kunne fungere i de ikke sjældne tilfælde, hvor der ikke protesteres mod anmodningen fra tiltaltes side. Det er dog altid op til retten at afgøre, om der er behov for at afholde et særskilt retsmøde om begæringen.

Der henvises nærmere til betænkningens side 73-78.

Strafferetsplejeudvalget anfører, at man flere steder i udlandet i stigende omfang anvender videooptagelse ved politiafhøringer. Efterhånden som denne teknik udbredes, kunne det føre til tanker om, hvorvidt man kunne anvende samme fremgangsmåde med hensyn til politiafhøring, som anvendes ved videoafhøring af børn, jf. retsplejelovens § 745 e. Udvalget anfører dog, at en sådan ordning vil kræve nærmere og mere principielle overvejelser, og at udvalget ikke på nuværende tidspunkt finder grundlag for at påbegynde sådanne overvejelser i relation til voldtægtssager.

Udvalget anfører imidlertid, at spørgsmål om anvendelse af tidssvarende teknisk udstyr også gør sig gældende på andre punkter, f.eks. om anvendelse af audiovisuelt udstyr i forbindelse med beslutninger efter retsplejelovens § 848, stk. 1, om, at tiltalte skal forlade retslokalet under forurettedes afhøring. Udvalget finder, at der allerede med de gældende regler er et behov for medhørsudstyr ved alle retter. Udvalget begrunder dette med, at det referat, som retsformanden udarbejder efter retsplejelovens § 848, stk. 8, aldrig vil kunne være helt lige så dækkende som den fulde forklaring.

Strafferetsplejeudvalget anfører, at man mere generelt vil komme ind på spørgsmålet om anvendelse af sådant udstyr i retten i forbindelse med udvalgets kommissorium om protokollering.

Der henvises nærmere til betænkningens side 81.

3.4.3.2. Retsplejelovens § 185, stk. 2, om bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd i visse sædelighedssager.

Det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets undersøgelse, at retsplejelovens § 185, stk. 2, om bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd i praksis anvendes yderst restriktivt.

Udvalget har overvejet folketingsbeslutningens pkt. 2, hvori der anbefales en overvågning af domstolenes fortolkning og praktiske anvendelse af § 185, stk. 2, med henblik på en eventuel senere opstramning af loven.

Udvalget bemærker hertil bl.a., at det kan være tvivlsomt, om en sådan ordning vil kunne bibringe væsentlig ny viden om anvendelsen af § 185 i praksis. For det første vil der efter udvalgets opfattelse formentlig være tale om meget få tilfælde, og for det andet vil en afgørelse om, i hvilket omfang der kan ske bevisførelse om et voldtægtsoffers tidligere seksuelle adfærd, være baseret på en meget konkret vurdering, hvor mange af sagens øvrige momenter spiller ind. En indberetningsordning vil i øvrigt af praktiske grunde kun kunne omfatte udtrykkelige afgørelser, hvor retten typisk ved kendelse i tilfælde af tvist mellem parterne træffer afgørelse om, hvorvidt et bestemt vidne kan føres eller et bestemt spørgsmål stilles.

Udvalget finder imidlertid, at der må lægges afgørende vægt på den særlige interesse, som er knyttet til reglerne om voldtægtsofre, og som er kommet til udtryk gennem folketingsbeslutningen. Udvalget foreslår på den baggrund, at der i tilknytning til gennemførelse af udvalgets forslag iværksættes en indberetningsordning for afgørelser i kendelser og eventuelt domme gennem en tre-årig periode. Ordningen foreslås gennemført ved, at Rigsadvokaten foreskriver en indberetningspligt for anklagemyndigheden og efter udløb af perioden afgiver en redegørelse om erfaringerne.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse vil indberetningsordningen ikke generelt kunne belyse anvendelsen af § 185 i tilfælde, hvor det ikke drejer sig om en nærmere angivet bevisførelse, men om enkelte spørgsmål til personer, der i øvrigt afhøres, herunder forurettede selv og tiltalte. Udvalget anfører, at man i relation til sådanne spørgsmål må være opmærksom på, at der kan være tale om glidende overgange mellem spørgsmål, der klart falder under § 185, stk. 2, og spørgsmål, der falder udenfor, ligesom situationen kan være ret forskellig afhængig af sagens art, herunder om der er tale om overfalds-, kontakt- eller samlivsvoldtægt.

Strafferetsplejeudvalget finder, at problemet om rækkevidden af retsplejelovens § 185 i sådanne tilfælde bedst løses gennem dommerens retsledelse. Det sikre udgangspunkt vil efter udvalgets opfattelse være, at der ikke kan ske bevisførelse vedrørende et voldtægtsoffers tidligere seksuelle adfærd, idet det klart fremgår af § 185, stk. 2, og dens forarbejder, at bestemmelsen skal anvendes restriktivt.

Strafferetsplejeudvalget har ligeledes overvejet, om der bør indføres en pligt for dommeren til at indskærpe indholdet af § 185, stk. 2.

Efter udvalgets opfattelse er anvendelsen af retsplejelovens § 185, stk. 2, som nævnt i høj grad et spørgsmål om konkret retsledelse i den enkelte sag. Udvalget anfører, at der kan være tilfælde, hvor det er nærliggende for retten at indskærpe bestemmelsen, men at der dog også kan være talrige tilfælde, hvor det vil fremstå som helt overflødigt eller måske malplaceret. Udvalget finder på den baggrund, at det bør være op til den enkelte dommer ud fra en konkret vurdering at afgøre, hvorvidt der er behov for at indskærpe bestemmelsen ved sagens begyndelse eller eventuelt på et andet tidspunkt.

Endelig har Strafferetsplejeudvalget overvejet spørgsmålet vedrørende bistandsadvokatens rolle i relation til retsplejelovens § 185, stk. 2. Det er antaget i praksis, jf. pkt. 3.4.1.6. ovenfor, at bistandsadvokaten ikke skal inddrages i en afgørelse om anvendelse af § 185, stk. 1, om bevisførelse om, hvorvidt et vidne er tidligere straffet. Efter afgørelsens begrundelse vil det samme være gældende med hensyn til § 185, stk. 2. Udvalget finder det imidlertid ud fra hensynet til den forurettede ikke, at afgørelser efter § 185, stk. 2, i de her drøftede sager skal kunne træffes uden om bistandsadvokaten. Bistandsadvokaten bør således have mulighed for ikke blot at gøre indsigelse mod en bevisførelse uden rettens tilladelse i strid med § 185, stk. 2, men tillige at begrunde en sådan indsigelse, også uanset at bistandsadvokaten i denne henseende til en vis grad må komme ind på bevisførelsen om skyldsspørgsmålet.

Udvalget foreslår, at dette præciseres i forbindelse med en ændring af retsplejeloven med henblik på gennemførelse af udvalgets forslag. En sådan præcisering af bistandsadvokatens opgaver på dette punkt må anses for en €" i hvert fald principielt set €" væsentlig styrkelse af beskyttelsen af forurettede efter retsplejelovens § 185, stk. 2.

Der henvises til betænkningens side 78-80 og side 83-84.

3.4.3.3. Forbud mod offentliggørelse af forurettedes identitet efter retsplejelovens § 1017 b.

Strafferetsplejeudvalget har i lyset af et svar fra Joan-Søstrene, jf. betænkningens bilag 1, hvor det er beskrevet, at kvinder på grund af en meget detaljeret beskrivelse af dem som forurettet i en voldtægtssag har måttet flytte fra deres hjem, overvejet en revision af retsplejelovens § 1017 b vedrørende straffen for omtale af en sag om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden mv.

Udvalget anfører, at det under hensyn til karakteren af de sager, der nyder beskyttelse efter retsplejelovens § 1017 b, er væsentligt, at der kan skrides ind i de tilfælde, hvor en forurettet identificeres som følge af omtale af sagen. Det bør så vidt muligt undgås, at kvinder, som i forvejen er under pres, mod deres ønske skal udsættes for yderligere intens opmærksomhed, som en detaljeret beskrivelse i pressen ofte vil medføre.

Udvalget finder dog ikke anledning til at foreslå bestemmelsen ændret på nuværende tidspunkt. Baggrunden herfor er bl.a., at en udvidelse af gerningsindholdet i straffebestemmelsen i § 1017 b - som berører ytringsfriheden - er vanskelig. Udvalget finder således, at problemet i første omgang bør søges løst ved en øget opmærksomhed omkring reglen. Såvel anklagemyndigheden og €" i første omgang ikke mindst - bistandsadvokaterne bør være opmærksomme på reglen og i det enkelte tilfælde overveje, om der kan være grundlag for at skride ind. Det er endvidere væsentligt, at forurettede gøres opmærksom på reglens eksistens, herunder gennem det ovenfor omtalte vejledningsmateriale.

Der henvises til betænkningens side 84.

3.4.4. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets synspunkter vedrørende retsplejelovens § 848, herunder om, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for indføre en ny regel om et retskrav på, at tiltalte altid skal forlade retssalen, mens den forurettede afgiver forklaring.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets forslag om, at det i højere grad bør sikres, at forurettede er bekendt med muligheden for at opnå en afgørelse efter retsplejelovens § 848, stk. 1, bl.a. om, hvorvidt den tiltalte skal forlade retslokalet, mens den forurettede afgiver forklaring og om, at der i videst muligt omfang bør tages stilling til spørgsmålet, inden sagen skal domsforhandles.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 (§ 841, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte Strafferetsplejeudvalgets synspunkter vedrørende udformningen og anvendelsen af retsplejelovens § 185, stk. 2, om bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd.

På den baggrund vil Justitsministeriet anmode Rigsadvokaten om at iværksætte en indberetningsordning for afgørelser i kendelser og domme vedrørende anvendelsen af retsplejelovens § 185, stk. 2.

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.3.3. finder Justitsministeriet ikke anledning til at foretage generelle ændringer i bistandsadvokatens opgaver under sagens behandling i retten. Derimod er Justitsministeriet enig med Strafferetsplejeudvalget i, at der kan være anledning til forbedre retsstillingen for den forurettede i relation til retsplejelovens § 185, stk. 2. Som det fremgår ovenfor i pkt. 3.4.1.6., må det lægges til grund, at en bistandsadvokat ikke vil skulle inddrages i en afgørelse om anvendelsen af § 185, stk. 2, om bevisførelse om den forurettedes seksuelle adfærd, men Justitsministeriet finder, at en bistandsadvokat bør have mulighed for at gøre indsigelser mod en bevisførelse uden rettens tilladelse i strid med § 185, stk. 2.

På den baggrund foreslås det, at der i retsplejelovens § 741 c, stk. 1, 2. pkt., indsættes en bestemmelse om, at bistandsadvokaten har ret til at gøre indsigelse mod en sådan bevisførelse. Som anført af udvalget forudsættes det, at bistandsadvokaten ikke kun har ret til at gøre indsigelse, men at bistandsadvokaten også har ret til at begrunde en sådan indsigelse, også selvom bistandsadvokaten i den situation til en vis grad må komme ind på bevisførelsen om skyldsspørgsmålet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (§ 741 c, stk. 1, 2. pkt.) og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår retsplejelovens § 1017 b vedrørende straffen for omtale af en sag om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden m.v., er Justitsministeriet enig med Strafferetsplejeudvalget i, at der ikke på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå en ændring af bestemmelsen. Justitsministeriet finder derimod, at anklagemyndigheden og bistandsadvokaten i højere grad bør være opmærksomme på bestemmelsen og i de enkelte tilfælde overveje, om der er grundlag for at skride ind.

Om anvendelsesområdet for de foreslåede bestemmelser henvises til pkt. 3.5.2. nedenfor.

3.5. Reglernes anvendelsesområde

3.5.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalget har kapitel 5, afsnit 5.7., nøje overvejet den nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet for de i betænkningen foreslåede bestemmelser. Udvalget anfører, at afgrænsningen af anvendelsesområdet i en række relationer vil kunne diskuteres, og at der altid vil kunne argumenteres for forskellige udvidelser eller begrænsninger i forhold til en fælles formel. Udvalget tillægger det imidlertid betydelig vægt, at der €" også af hensyn til regelsættets overskuelighed - så vidt muligt fastlægges et fælles anvendelsesområde for de foreslåede særregler, samt at der ikke tillægges særreglerne et for vidt anvendelsesområde.

På den baggrund finder udvalget, at det er nærliggende at holde sig inden for det anvendelsesområde, som efter de gældende regler i retsplejeloven er fastlagt for ikke blot den obligatoriske advokatbeskikkelse efter § 741 a, stk. 1, men også reglen om forurettedes krav på dørlukning efter § 29 a.

Udvalget foreslår på den baggrund, at de foreslåede nye regler skal gælde i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 217 (anden tvang), § 218, stk. 2 (»forsvarsløse«), § 222, stk. 2, 2. led (under 12 år + tvang m.v.) og § 223, stk. 1 (under 18 år + betroelsesforhold m.v.), samt i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 (anden kønslig omgængelse) og § 225 (om homoseksuelle forhold), jf. § 210, § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, og 223, stk. 1.

Udvalget finder dog, at de foreslåede nye regler om bistandsadvokatens aktindsigt og indkaldelse til retsmøder bør gælde i alle sager, herunder alle sædelighedssager.

Der henvises nærmere til betænkningens side 68-69.

3.5.2. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (§ 741 a, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

4. Bistandsadvokat til afdødes pårørende i straffesager mod politiet

4.1. Gældende ret

Retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 393 af 14. juni 1995, jf. FT 1994-95, tillæg A, spalte 3560 og spalte 3573-3575.

Det følger af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, at statsadvokaten skal indlede efterforskning i alle tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende er i politiets varetægt.

Efter retsplejelovens § 1020 e, stk. 1, beskikker retten på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a. Efter bestemmelsen er der derimod ikke hjemmel til at beskikke en advokat for en afdøds pårørende, jf. herved U 2000.390H, hvor Østre Landsret bl.a. udtalte følgende:

»Hensynene bag ordningen ved gennemførelse af den ændrede behandling af klager over politipersonalet m.v. (jf. lov nr. 393 af 14. juni1995) skyldes ikke mindst ønsket om at tilvejebringe større tillid ved, at det er statsadvokaten og ikke politiet, der skal stå for undersøgelse af en sag, kombineret med udvidet adgang til advokatbeskikkelse for klageren (og den indklagede). Af forarbejderne fremgår, at retten skal have en udvidet adgang til på klagerens/forurettedes begæring at beskikke advokat, »når forholdene taler derfor«. Der skal herved foretages en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger og sagens alvor, ligesom det bør indgå i vurderingen, i hvilket omfang klagen er underbygget. Der kan være særlig anledning til beskikkelse, hvis klageren/forurettede er mindreårig eller på grund af sygdom har et særligt behov for bistand. Forarbejderne indeholder derimod ikke bemærkninger om beskikkelse af advokat for de efterladte.

Således som bestemmelserne i kapitel 93 b og c om beskikkelse af bistandsadvokat for klageren/den forurettede er affattet sammenholdt med det i forarbejderne hertil anførte om baggrunden for advokatbeskikkelse, finder landsretten ikke, at der er hjemmel til at beskikke bistandsadvokat for de efterladte.«

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, idet følgende blev anført:

»Retsplejelovens § 1020 e om beskikkelse af en advokat til »forurettede« må - ligesom bestemmelserne i lovens kapitel 66 a om advokatbistand til forurettede - forstås således, at der alene er hjemmel til at beskikke en advokat for den, der er forurettet ved et muligt strafbart forhold, hvorfor der ikke efter bestemmelsen er hjemmel til at beskikke en advokat for de efterladte efter en person, der er afgået ved døden som følge af et muligt strafbart forhold.

Af de foran citerede bemærkninger til retsplejelovens § 1019 e og af sammenhængen mellem denne bestemmelse og § 1020 e følger, at der på tilsvarende måde ikke i § 1019 e er hjemmel til at beskikke en advokat for de efterladte efter en person, der er afgået ved døden, når klagen angår politiets adfærd over for denne person.

Efter retsplejelovens § 995 a, stk. 2, kan retten i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav. Beskikkelse på dette grundlag må i hvert fald forudsætte, at der er rejst sigtelse i sagen. Den foreliggende anmodning om advokatbeskikkelse kan allerede af denne grund heller ikke tages til følge i medfør af denne bestemmelse.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.«

Beføjelserne for en advokat for en forurettet, der beskikkes efter retsplejelovens § 1020 e, fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. FT 1994-05, tillæg A, spalte 3573 ff. Heraf fremgår det bl.a. om den beskikkede advokats processuelle stilling, at det i vidt omfang vil være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelse i forbindelse med den almindelige retsledelse, jf. FT 1979-80, tillæg A, spalte 470, vedrørende advokatens beføjelser efter retsplejelovens kapitel 66 a.

Den beskikkede advokat for den forurettede i en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c har i medfør af § 1020 e, stk. 2, ret til aktindsigt i hele det ved undersøgelsen tilvejebragte materiale €" uanset om der er rejst tiltale i sagen eller ej. Baggrunden for denne udvidede adgang til sagsakterne er, at ordningen med beskikkelse af advokat for forurettede i sager mod politipersonale bl.a. er begrundet i hensynet til at skabe tillid til, at straffesager mod politipersonale behandles på betryggende vis.

Derudover finder bestemmelserne i kapitel 66 a i øvrigt tilsvarende anvendelse, jf. § 1020 e, stk. 3.

4.2. Lovforslagets udformning

I straffesager mod politipersonale efter retsplejelovens kapitel 93 c er det efter Justitsministeriets opfattelse af særlig vigtighed at sikre, at straffesagen behandles på en måde, som virker betryggende for de implicerede. Dette gør sig også gældende i de situationer, hvor en person er afgået ved døden, og hvor de pårørende har et naturligt behov for at få klarlagt sagen.

I dag, hvor der efter de gældende regler ikke er mulighed for at beskikke en bistandsadvokat for de efterladte, er det i praksis ofte anklagemyndighedens sagsbehandlere, som de pårørende henvender sig til med de mange spørgsmål, de efterladte naturligt har i perioden umiddelbart efter hændelsen. Dette kan være et problem, fordi sagsbehandlerne ofte hverken kan eller bør varetage de efterladtes interesser på grund af objektivitetskravet, og det kan også være et ressourcemæssigt problem hos anklagemyndigheden.

På den baggrund foreslås det, at der i retsplejelovens § 1020 e indsættes en hjemmel til, at der i straffesager mod politipersonale kan beskikkes en bistandsadvokat til afdødes nære pårørende, når forholdene taler derfor. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter bestemmelsen vil der kunne beskikkes en advokat for nære pårørende i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Derudover vil der efter den foreslåede bestemmelse kunne beskikkes en advokat for nære pårørende i den sjældne situation, hvor en forurettet i en straffesag mod politipersonale afgår ved døden, før straffesagen er afsluttet, uden at årsagen til dødsfaldet vedrører politiets behandling af den pågældende.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil forholdene i de tilfælde, hvor forurettede afgår ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, altid tale for, at der beskikkes en advokat for forurettedes nære pårørende. Ligeledes vil forholdene som udgangspunkt tale for, at der beskikkes en advokat for forurettedes pårørende i den situation, hvor en forurettet afgår ved døden, inden straffesagen er afsluttet, uden at årsagen til dødsfaldet vedrører politiets behandling af den pågældende. Dog finder Justitsministeriet, at der i de sager, hvor den forurettede efter § 1020 e, stk. 1, har fået eller ville have fået afslag på beskikkelse af en advokat, kun rent undtagelsesvis bør beskikkes en advokat for den afdødes pårørende.

Forslaget indebærer, at retten på begæring af den forurettedes nære pårørende kan beskikke en advokat for de pårørende. Begrebet »nære pårørende« svarer til afgrænsningen i retsplejelovens § 41 d. Ægtefæller, samlever, børn og forældre må normalt anses for at være nære pårørende. Efter omstændighederne vil også andre, f.eks. søskende, kunne anses for at være nære pårørende, hvis der har været et sådant særligt forhold mellem de pågældende og den forurettede, at der må antages at være tale om en tilsvarende betydelig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet.

Det foreslås endvidere, at bistandsadvokaten for de pårørende skal have samme udvidede adgang til sagens materiale under efterforskningen, som den beskikkede advokat for forurettede har efter retsplejelovens § 1020 e, stk. 2. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet har overvejet, om der i retsplejelovens kapitel 66 a vedrørende advokatbistand til den forurettede generelt bør være mulighed for at beskikke en bistandsadvokat for den forurettedes pårørende i sager, hvor den forurettede afgår ved døden som følge af en strafbar handling. Justitsministeriet finder dog ikke, at der er behov herfor. Det bemærkes, at der efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 995 a, stk. 2, er mulighed for at beskikke en advokat særligt til at bistå pårørende med opgørelsen af et erstatningskrav i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 6, samt bemærkningerne hertil.

5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget indebærer, at der i alle voldtægtssager og andre meget alvorlige sædelighedssager skal beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, medmindre den pågældende direkte frabeder sig dette. Endvidere indebærer forslaget, at den forurettede i sådanne sager skal have lejlighed til at tale med en advokat inden den første egentlige politiafhøring, medmindre forurettede frabeder sig dette, og at advokaten skal være til stede under politiafhøringen, medmindre forurettede anmoder om at blive afhørt uden advokatens tilstedeværelse.

Da der allerede efter de gældende regler beskikkes en bistandsadvokat efter begæring af den forurettede i de omhandlede alvorlige sædelighedssager, forventes de foreslåede regler navnlig at indebære, at bistandsadvokaten i forhold til i dag vil blive inddraget tidligere i visse sager. Det forventes således ikke, at lovforslaget vil medføre en forøgelse af betydning af antallet af advokatbeskikkelser.

Lovforslaget indebærer endvidere, at nære pårørende til forurettede, der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, når forholdene taler derfor kan få beskikket en bistandsadvokat. Da der kun er ganske få af sådanne sager om året, vil den foreslåede adgang til advokatbeskikkelse ikke medføre en forøgelse af betydning af antallet af advokatbeskikkelser.

Lovforslaget skønnes på den angivne baggrund ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne.

Lovforslaget har inden miljøretlige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1458/2005 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling og udkast til bestemmelser om bistandsadvokat for nære pårørende, hvor forurettede er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, har været sendt i høring til følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Center for Voldtægtsofre (Rigshospitalet), Joan-Søstrene (Dannerhusets Rådgivning).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (retsplejelovens § 741 a).

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., skal der i de sager, hvor beskikkelse efter de gældende regler ikke kan afslås, nemlig i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. pkt. eller § 223, stk. 1, samt § 224 eller § 225, jf. de nævnte bestemmelser, ske beskikkelse af en advokat, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Forslaget indebærer, at den forurettede i sager om voldtægt mv. €" uden selv at skulle fremsætte anmodning herom €" vil få beskikket en advokat, medmindre den pågældende, efter at være blevet behørigt vejledt om reglerne om beskikkelse af advokat, frabeder sig dette. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at beskikkelse af bistandsadvokat ikke fravælges som følge af den tilstand af forvirring og manglende overblik, som forurettede i de alvorligste sædelighedssager naturligt kan befinde sig i. Med den foreslåede regel bliver udgangspunktet , at beskikkelse sker.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, 2. pkt., skal den forurettede i de pågældende sager skal have lejlighed til at tale med en advokat før afhøringen, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt, frabeder sig det.

Med henblik på at undgå, at ordningen med bistandsadvokat skaber efterforskningsmæssige vanskeligheder, således at udsigten til at få udredt tingenes rette sammenhæng forringes, herunder muligheden for at tage en gerningsmand på friske spor, forudsættes det, at politiet uanset reglerne kan foretage en helt foreløbig udspørgen af forurettede. Politiet vil således kunne stille uopsættelige spørgsmål til forurettede og nødvendige efterforskningsskridt bør kunne finde sted, også før advokaten er kommet til stede. Politiet vil således kunne stille forurettede spørgsmål med henblik på meddelelse af akutte oplysninger af betydning for en umiddelbar bevissikring, f.eks. om tid, sted og signalement mv. Der forudsættes at være tale om oplysninger, der er nødvendige for foretagelsen af efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes uden risiko for, at øjemedet forspildes. Det kan indebære oplysning om gerningsforløbet, »udførelsesmåden« mv. med henblik på stillingtagen til om mulige DNA-spor skal sikres. Det kan også dreje sig om oplysninger, der er nødvendige for stillingtagen til, om der foreligger et anholdelsesgrundlag. Der vil således kunne være tale om en udspørgen, der ikke er helt kort.

Det forudsættes endvidere, at der €" hvis forurettede ønsker det €" som supplement til eller i stedet for den indledende samtale kan gennemføres en telefonsamtale mellem forurettede og den advokat, der udpeges. Det er tydeliggjort ved forslaget til ændring af § 741 b, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, nedenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.

Endvidere er den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, hvorefter politiet kan fremsætte begæring om beskikkelse af en bistandsadvokat for den forurettede under efterforskningen, hvis den pågældende ikke selv har anmodet herom, videreført i den foreslåede § 741 a, stk. 4, også for de sager, hvor den forbedrede beskyttelse skal finde anvendelse. Udgangspunktet efter den foreslåede bestemmelse er, at der i voldtægtssager m.v. sker beskikkelse af en bistandsadvokat, medmindre den forurettede frabeder sig det. Der kan dog forekomme situationer, hvor det efter politiets vurdering ikke findes hensigtsmæssigt, at der ikke medvirker en bistandsadvokat, selvom den pågældende frabeder sig det. Det bemærkes dog, at § 741 a, stk. 2, i relation til voldtægtssager har et begrænset anvendelsesområde, der navnlig dækker tilfælde, hvor den forurettede eller den forurettedes værge ikke er i stand til at overskue konsekvensen af et eventuelt fravalg af bistandsadvokat.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 741 b).

Retsplejelovens § 741 b indeholder regler om politiets vejledningspligt i relation til beskikkelse af bistandsadvokat, samt regler om afhøring af den forurettede uden bistandsadvokatens tilstedeværelse.

Med den foreslåede § 741 b, stk. 1, 2. pkt., præciseres det, at den forurettede i de sager, der er omfattet af forslaget til § 741 a, stk. 2, skal gøres bekendt med ikke blot reglerne om adgang til bistandsadvokat, men også med reglerne om advokatens medvirken. Den forurettede skal således vejledes om, at den forurettede vil få beskikket en advokat, medmindre forurettede frabeder sig dette. Forurettede skal endvidere vejledes om, at forurettede skal have lejlighed til en samtale med en advokat før den første egentlige afhøring. Vejledningen skal også omfatte den regel om advokatens tilstedeværelse ved en egentlig politiafhøring, der omtales nedenfor under bemærkningerne til § 741 b, stk. 2, 2. pkt. Vejledning skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.

Den foreslåede § 741 b, stk. 2, 2. pkt., indebærer endvidere, at politiet i de tilfælde, hvor beskikkelse skal ske efter § 741 a, stk. 2, kun kan afhøre den forurettede uden advokatens tilstedeværelse, hvis den forurettede anmoder herom.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.

Efter den foreslåede § 741 b, stk. 3, kan politiet tilkalde eller kontakte en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten måtte have beskikket en advokat. Bestemmelsen svarer i hovedtræk til den gældende § 741 b, stk. 2, 2. pkt. Ved den nye bestemmelse præciseres det, at politiet kan kontakte en af de nævnte advokater med henblik på en telefonisk samtale med den forurettede før den første afhøring.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 741 c).

Retsplejelovens § 741 c indeholder en række bestemmelser om de beføjelser, som bistandsadvokaten har under sagen. I medfør af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, har advokaten adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes endvidere om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Den foreslåede § 741 c, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at bistandsadvokaten får ret til at gøre indsigelser mod en bevisførelse i strid med retsplejelovens § 185, stk. 2.

Det forudsættes det, at bistandsadvokaten ikke kun har ret til at gøre indsigelse mod bevisførelsen, men at bistandsadvokaten også har ret til at begrunde en sådan indsigelse, også selvom bistandsadvokaten i den situation til en vis grad må komme ind på bevisførelsen om skyldsspørgsmålet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.

I den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 741 c, stk. 1, 3. og 4. pkt., præciseres det, at retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, så vidt muligt skal berammes efter aftale med bistandsadvokaten. Bistandsadvokaten bør således inddrages i berammelsen på samme måde som forsvareren ved domsforhandling og retsmøder under efterforskning, hvor forurettede skal afhøres.

Det følger allerede i dag af Præsidenterne for Østre og Vestre Landsrets cirkulæreskrivelse til byretterne af 15. maj 1985, at domstolene ved berammelse af retsmøder bør inddrage bistandsadvokaten på lige fod med forsvarerne. Det må dog antages, at der ikke i alle tilfælde ved byretterne tages hensyn til bistandsadvokatens forhold ved berammelsen.

Bestemmelsen er formuleret med henblik på, at man fortsat bør være opmærksom på, at sagerne €" navnlig arrestantsager €" ikke forsinkes unødigt. Hensynet til forurettede må derfor afvejes over for hensynet til sagens hurtige fremme. Afhængig af omstændighederne vil der kunne være anledning til €" i højere grad end med hensyn til forsvarer og i større omfang end i dag €" at løse et berammelsesproblem ved ombeskikkelse af en bistandsadvokat. Det væsentlige er, at man i første omgang forsøger at finde et tidspunkt, hvor bistandsadvokatens kan deltage, og at man ikke skrider til ombeskikkelse, medmindre hensynet til sagens behørige fremme kræver det.

Ved retsmøder vedrørende behandling som tilståelsessag efter retsplejelovens § 922 må det normalt være tilstrækkeligt, at advokaten underrettes om retsmødet og får lejlighed til skriftligt at fremsætte erstatningskrav m.v.

Der henvises til almindelige bemærkninger pkt. 3.4

Den foreslåede § 741 c, stk. 2, 1. pkt., udvides bistandsadvokatens adgang til dokumenter forud for afgørelsen af tiltalespørgsmålet til også at omfatte andet materiale vedrørende forurettede end dennes forklaring til politirapport, herunder bl.a. lægelige udtalelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Til nr. 4 (retsplejelovens § 841).

Efter retsplejelovens § 841 kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 3, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, stk. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, eller om, at et vidnes bopæl, navn, eller stilling ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2.

Med den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 841, stk. 2, indsættes der en ny bestemmelse i § 841, hvorefter anklagemyndigheden senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelsen skal underrette forsvareren og retten om, hvorvidt der foreligger spørgsmål omfattet af § 841, stk. 1.

Hensigten med bestemmelsen er navnlig at sikre, at spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal føres ud under forurettedes forklaring i voldtægtssager, afklares forud for domsforhandlingen, således unødig ængstelse hos forurettede i tiden op til retsmødet kan undgås.

Det må således i voldtægtssager i almindelighed €" men efter en konkret vurdering - være muligt at træffe afgørelsen på skriftligt grundlag forud for domsforhandlingen, ligesom ordningen uden problemer vil kunne fungere i de ikke sjældne tilfælde, hvor der ikke protesteres mod anmodningen fra tiltaltes side. Det beror dog på rettens afgørelse, om der i det enkelte tilfælde skal afholdes et retsmøde om spørgsmålet.

Ved forslaget forudsættes det, at anklagemyndigheden påser, at der er beskikket bistandsadvokat efter reglerne, og at anklagemyndigheden retter henvendelse til denne eller eventuelt den forurettede selv.

Efter forslaget omfatter reglen også de øvrige spørgsmål, der er nævnt i den gældende § 841, herunder dørlukning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.

Til § 1, nr. 5 (§ 1020 e, stk. 2).

Med den foreslåede § 1020 e, stk. 2, indføres en hjemmel til, at der kan beskikkes en bistandsadvokat til de nære pårørende til en person, der er afgået ved døden, jf. sager omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c.

Efter bestemmelsen vil der kunne beskikkes en advokat for nære pårørende i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Derudover vil der efter den foreslåede bestemmelse kunne beskikkes en advokat for nære pårørende i den sjældne situation, hvor en forurettet i en straffesag mod politipersonale afgår ved døden, før straffesagen er afsluttet, uden at årsagen til dødsfaldet vedrører politiets behandling af den pågældende.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil forholdene i de tilfælde, hvor forurettede afgår ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, altid tale for, at der beskikkes en advokat for forurettedes nære pårørende. Ligeledes vil forholdene som udgangspunkt tale for, at der beskikkes en advokat for forurettedes pårørende i den situation, hvor en forurettet afgår ved døden, inden straffesagen er afsluttet, uden at årsagen til dødsfaldet vedrører politiets behandling af den pågældende. Dog finder Justitsministeriet, at der i de sager, hvor den forurettede efter § 1020 e, stk. 1, har fået eller ville have fået afslag på beskikkelse af en advokat, kun rent undtagelsesvis bør beskikkes en advokat for den afdødes pårørende.

Forslaget indebærer, at retten på begæring af den forurettedes nære pårørende kan beskikke en advokat for de pårørende. Begrebet »nære pårørende« svarer til afgrænsningen i retsplejelovens § 41 d. Ægtefæller, samlever, børn og forældre må normalt anses for at være nære pårørende. Efter omstændighederne vil også andre, f.eks. søskende, kunne anses for at være nære pårørende, hvis der har været et sådant særligt forhold mellem de pågældende og den forurettede, at der må antages at være tale om en tilsvarende betydelig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet.

Det forudsættes, at retten i tilfælde af eventuelle tvister om advokatbeskikkelsen mellem nære pårørende til en afdød person træffer afgørelse om, hvilken advokat der skal repræsentere de pårørende på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger.

Bistandsadvokaten for de pårørende har de samme beføjelser som en bistandsadvokat beskikket efter § 1020 e, stk. 1, jf. § 1020 e, stk. 3, der bliver stk. 4. Bistandsadvokaten vil således i de omhandlede sager bl.a. kunne orientere de efterladte om sagens gang, herunder status for efterforskning, yde bistand ved afhøringer, hvis de efterladte selv skal afhøres til sagen, vejlede om adgangen til at søge aktindsigt i sagen, yde bistand i forbindelse med sagens afgørelse, f.eks. gennemgang af selve afgørelsen m.v., vejlede om eventuel klageadgang og yde bistand med de mere praktiske aspekter af sagen, såsom udlevering af liget, effekter m.v.

Såfremt de pårørende ikke ønsker en advokat beskikket, men i stedet selv antager en advokat, vil den pågældende i praksis have den samme retsstilling som en advokat, der er beskikket i henhold til den foreslåede bestemmelse. Udgifterne til en privat antaget advokat vil dog skulle afholdes af de pårørende.

Beskikkelsen af en bistandsadvokat for de pårørende bør ske på så tidligt et tidspunkt i sagen som muligt, således at man i størst mulig omfang kan undgå situationer, hvor efterforskningen af sagen vanskeliggøres af, at advokaten først indtræder i sagen, når efterforskningen er afsluttet, og afgørelsen er nært forestående. Politiet bør derfor efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a så tidligt som muligt vejlede de efterladte om muligheden for at få beskikket en bistandsadvokat.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Til § 1, nr. 6 (§ 1020 e, stk. 2, der bliver stk. 3)

Efter den foreslåede ændring af § 1020 e, stk. 2, der bliver stk. 3, vil en bistandsadvokat for de nære pårørende - på samme måde som en bistandsadvokat for den forurettede - have ret til aktindsigt i hele det ved undersøgelsen tilvejebragte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen eller ej.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005.