L 162 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af tinglysningsloven, konkursloven og andre love. (Virksomhedspant).

Fremsat den 27. april 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af tinglysningsloven,
konkursloven og andre love

(Virksomhedspant)

§ 1

I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 268 af 21. april 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 43 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2 . Dokumenter, der tinglyses efter stk. 1, kan gå ud på, at en person forpligter sig til ikke at underpantsætte sine aktiver i medfør af § 47, § 47 b, stk. 2, § 47 c, stk. 3, nr. 1-7, eller § 47 d uden samtykke fra den eller de påtaleberettigede. Dokumentet skal angive, hvem der er påtaleberettiget.«

2. Efter § 47 b indsættes:

» § 47 c. Indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan ved anvendelse af skadesløsbrev underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver (virksomhedspant), jf. stk. 3 og 4. Pantsætning er ikke til hinder for, at aktiver, bortset fra fordringer, udskilles ifølge regelmæssig drift af virksomheden.

Stk. 2. Virksomhedspant skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning. Skadesløsbreve som nævnt i stk. 1 kan ikke overdrages.

Stk. 3. Virksomhedspant kan omfatte

1) simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser,

2) lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer,

3) de i § 42 c nævnte køretøjer, som ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer eller i et tilsvarende udenlandsk register,

4) driftsinventar og driftsmateriel,

5) drivmidler og andre hjælpestoffer,

6) besætning og

7) goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Stk. 4. Uanset stk. 3 omfatter virksomhedspant ikke

1) aktiver omfattet af en tinglyst panteret i medfør af § 37, uanset hvornår panteretten i den faste ejendom er tinglyst,

2) aktiver, der kan omfattes af en panteret i en andel i en andelsboligforening i medfør af § 42 j, stk. 4,

3) inventar og varelager omfattet af § 71, stk. 3, i lov om apoteksvirksomhed,

4) de i § 42 c nævnte køretøjer, der er fritaget for registrering,

5) skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover og aktiver, der kan omfattes af en panteret i skibe i medfør af sølovens § 28 og § 47, og

6) luftfartøjer og aktiver, der kan omfattes af en panteret i luftfartøjer i medfør af §§ 1, 22 og 24 i lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer.

Stk. 5. Tinglyst virksomhedspant skal respektere senere udlæg for offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret, hvis udlægshaveren senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget.

§ 47 d. Indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan ved anvendelse af skadesløsbrev underpantsætte virksomhedens udestående og fremtidige simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser (fordringspant).

Stk. 2. Fordringspant skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning. Skadesløsbreve som nævnt i stk. 1 kan ikke overdrages.

§ 47 e. Virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der stilles til fordel for den, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. konkurslovens § 2, er uden retsvirkning. Bliver panthaver nærstående til skyldneren eller pantsætteren, kan pantet ikke tjene til sikkerhed for gæld, der stiftes efter dette tidspunkt, og ikke omfatte aktiver, der erhverves efter dette tidspunkt. 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten.

Stk. 2. Der kan på intet tidspunkt være tinglyst både virksomhedspant, jf. § 47 c, og fordringspant, jf. § 47 d, på pantsætterens blad i personbogen.

Stk. 3. Tinglysningstidspunktet er afgørende for fastlæggelse af prioritetsstillingen imellem en panteret efter § 47 b, stk. 2, og virksomhedspant, jf. § 47 c, uanset hvornår det enkelte aktiv må anses for at være blevet omfattet af panterettighederne.

Stk. 4. Reglen i § 42 g, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til skadesløsbreve som nævnt i § 47 c, stk. 1, og § 47 d, stk. 1.

§ 47 f. Virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden afsigelsen af konkursdekret over pantsætteren, omfatter ikke aktiver erhvervet efter afsigelsen.

Stk. 2. Virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden pantsætterens anmeldelse af betalingsstandsning, omfatter ikke aktiver erhvervet efter anmeldelsen.

Stk. 3. Virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden skifterettens beslutning om udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring, jf. konkurslovens § 24, omfatter ikke aktiver erhvervet efter beslutningen. Dette gælder ikke, hvis pantsætteren ved udsættelsen er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, eller hvis der er indledt gældssaneringssag.

Stk. 4. Virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden skifterettens beslutning om åbning af tvangsakkordforhandling, omfatter ikke aktiver erhvervet efter beslutningen. Dette gælder ikke, hvis pantsætteren ved åbningen er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, pantsætterens bo er under konkursbehandling, eller hvis der er indledt gældssaneringssag.

Stk. 5. Virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden skifterettens beslutning om indledning af gældssaneringssag, omfatter ikke aktiver erhvervet efter beslutningen. Dette gælder ikke, hvis pantsætteren ved indledningen er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, pantsætterens bo er under konkursbehandling, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling.«

§ 2

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 12 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3 . Tilsynet udsender straks efter beskikkelsen meddelelse om betalingsstandsningen til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d.«

2. I § 16 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3 . Såfremt det må anses for nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål, kan skifteretten, når skyldneren med tilsynets samtykke fremsætter begæring herom, bestemme, at en panteret eller retsforfølgning, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, ikke skal være til hinder for, at skyldneren udskiller aktiver omfattet af panteretten eller retsforfølgningen som led i driften.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

3. I § 27 indsættes som stk. 3 og 4:

» Stk. 3 . Er der på fristdagen tinglyst virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, i skyldnerens ejendom, hæfter den eller disse panthavere solidarisk med 50.000 kr. Hæftelsen er subsidiær i forhold til sikkerhedsstillelsen efter stk. 2. Panthaverne hæfter indbyrdes i forhold til pantets værdi. Skifteretten kan kræve sikkerhedsstillelse for hæftelsen efter 1. pkt.

Stk. 4. Er der ikke tinglyst virksomhedspant på fristdagen, påhviler forpligtelserne efter stk. 3 den eller de panthavere, der har aflyst et virksomhedspant senere end 2 år før fristdagen, medmindre aflysningen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær.«

4. I § 70, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, i fordringer, som er stiftet senere end 3 måneder før fristdagen, men efter gældens stiftelse, kan endvidere fordres omstødt.«

5. I § 70 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3 . Et virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, kan ikke omstødes efter stk. 1.«

6. Efter § 70 indsættes:

» § 70 a. Er et virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, kan den forøgelse af pantet, der sker ved, at aktiver senere end 3 måneder før fristdagen bliver omfattet af pantet, omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær. Kan der ske omstødelse efter 1. pkt., kan omstødelse tillige ske med hensyn til efterfølgende forøgelser, uanset om disse kan anses som ordinære. Omstødelse kan dog ikke ske, i det omfang den samlede forøgelse efter 1. og 2. pkt. modsvares af en forringelse af virksomhedspantet eller nettoforøgelse af den sikrede fordring, der er indtrådt efter den i 1. pkt. nævnte forøgelse.«

7. I § 91 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3 . Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d.«

8. I § 124, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »fordringshaverne«: »og til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d«.

9. I § 158, stk. 2, nr. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Skifteretten kan på skyldnerens begæring træffe afgørelse om, at vurderingen af pantets værdi, jf. § 165, stk. 2, nr. 1, 4. pkt., er bindende ved opgørelse af panthaverens fordring efter 1. pkt.«

10. I § 165, stk. 2, nr. 1, indsættes som 4. pkt.:

»Aktiver omfattet af et virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 2-7, skal angives og værdiansættes særskilt.«

11. I § 169, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:

»Meddelelse om akkordforhandlingens åbning sendes straks til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d.«

12. I § 208, stk. 2, indsættes efter »bekendt«: », og til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d«.

§ 3

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004 som ændret ved lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 538 a indsættes som stk. 4:

» Stk. 4 . Reglerne i stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1, og fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d.«

§ 4

I lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv., som senest ændret ved § 16 i lov nr. 458 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

» Stk. 6 . Beregning af afgift ved tinglysning af virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, der sker på vilkår om aflysning af et tilsvarende pantebrev efter samme bestemmelse, foretages efter § 7. Der skal ved anmeldelsen gives påtegning om, at anmeldelsen er omfattet af 1. pkt. Det er endvidere en betingelse, at anmeldelse til tinglysning af det nye pantebrev sker samtidig med aflysning af det tidligere pantebrev.«

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

§ 5

I lov nr. 271 af 22. maj 1986 om høstpant foretages følgende ændring:

1. I § 7, stk. 3, indsættes efter »tinglysningslovens § 47 b, stk. 2«: », samt virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c«.

§ 6

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 7

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Lovens § 2, nr. 2, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at indføre såkaldt virksomhedspant (jf. lovforslagets afsnit 3.2.1) og fordringspant (jf. lovforslagets afsnit 3.2.8) i dansk ret. Det er regeringens opfattelse, at der er behov for at modernisere pantsætningsreglerne med henblik på at give erhvervsvirksomhederne nye og mere fleksible muligheder for at belåne deres aktiver.

En ordning med virksomhedspant og fordringspant vil gøre det muligt for virksomhederne på en samlet og mere enkel måde at pantsætte en række væsentlige aktivtyper, f.eks. det samlede varelager, der i dag vanskeligt kan pantsættes, uden at pantsætningen, som skal foretages i de enkelte aktiver, i praksis skaber hindringer for virksomhedens daglige drift.

Virksomhederne vil med de foreslåede regler kunne stille et »flydende« pant, dvs. pant i de til enhver tid værende aktiver inden for bestemte pantsatte kategorier. De pantsatte aktiver vil som udgangspunkt kunne udskilles, f.eks. sælges, som led i den almindelige, løbende drift, og samtidig vil nye aktiver, der erhverves af virksomheden, og som er omfattet af en af de pantsatte kategorier, automatisk blive grebet af pantsikkerheden.

Der vil med den nye ordning kunne opnås forbedringer af mulighederne for at anvende erhvervsaktiver som grundlag for låntagning, og det vil efter regeringens opfattelse have en positiv effekt på virksomhedernes finansieringsmuligheder. De foreslåede nye pantsætningsregler vil navnlig give virksomhederne en række administrative lettelser, idet de omhandlede aktiver fremover vil kunne pantsættes under ét.

Det er regeringens opfattelse, at virksomhedspant og fordringspant vil kunne give erhvervslivet adgang til bedre og billigere finansiering, og det vil i givet fald være til gavn for både iværksættere og andre virksomheder.

Dertil kommer, at en ordning med virksomhedspant kan have betydning for pengeinstitutterne i forhold til kapitaldækningsreglerne. Det forventes således, at nye direktivbaserede kapitaldækningsregler vil gøre det muligt for pengeinstitutterne at tage hensyn til pantesikkerhed, herunder under visse betingelser virksomhedspant, ved fastlæggelse af risikoen ved de enkelte udlån. Dermed vil kapitaldækningskravet til pengeinstituttet kunne reduceres. Gevinsten herved vil generelt kunne komme erhvervsvirksomhederne til gode i form af bedre lånevilkår.

Regeringen nedsatte i september 2003 et udvalg om virksomhedspant under Justitsministeriet (herefter »udvalget«). Udvalget fik til opgave at fremkomme med forslag til, hvorledes en ordning med virksomhedspant bedst kan udformes.

Landsdommer Lars Lindencrone Petersen har været formand for udvalget. Herudover har udvalget bestået af professor, dr.jur. Erik Werlauff og professor, dr.jur. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen samt repræsentanter for Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer, Finansrådet, Realkreditrådet, Dansk Industri, Håndværksrådet, Dansk Handel & Service, Finans & Leasing, HTS €" Handel, Transport og Serviceerhvervene, Lønmodtagernes Garantifond, Skatteministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Justitsministeriet.

Udvalget har i februar måned 2005 afgivet betænkning nr. 1459/2005 om virksomhedspant (herefter »betænkningen«). Betænkningen er afgivet af et enigt udvalg.

Lovforslaget svarer med enkelte sproglige ændringer til udvalgets lovudkast bortset fra på et enkelt punkt. I sit lovudkast foreslår udvalget, at virksomhedspanthavere skal hæfte solidarisk med 50.000 kr. for de omkostninger, der er forbundet med en pantsætters konkurs. Denne hæftelse bør efter udvalgets opfattelse også påhvile panthavere, der har aflyst et virksomhedspant senere end 1 år før fristdagen, medmindre aflysningen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær. Justitsministeriet foreslår etårsfristen udvidet til en toårsfrist, jf. lovforslagets § 2, nr. 3 (den foreslåede § 27, stk. 4, i konkursloven) og afsnit 3.3.3.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

€" Regler om virksomhedspant:

Lovforslaget indeholder forslag til nye regler i tinglysningsloven om virksomhedspant, hvorefter indehaveren af en erhvervsvirksomhed for en række aktivtypers vedkommende får mulighed for samlet at underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver. Pantsætningen vil ikke være til hinder for, at varelageret mv. udskilles ifølge regelmæssig drift af virksomheden. På tilsvarende måde vil nye aktiver, som virksomheden erhverver, og som er omfattet af en af de pantsatte kategorier, automatisk blive omfattet af virksomhedspantet. Der vil dermed være tale om et »flydende« pant.

Det foreslås, at virksomhedspant kan omfatte følgende aktivtyper: 1) kundetilgodehavender, 2) lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer, 3) fabriksnye motorkøretøjer mv., 4) driftsinventar og driftsmateriel, 5) drivmidler og andre hjælpestoffer, 6) besætning og 7) goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi). Denne opregning er udtømmende.

Det foreslås dog, at visse aktivtyper, der som udgangspunkt omfattes af de opregnede kategorier, udtrykkeligt undtages fra virksomhedspant. Det drejer sig om 1) driftsinventar og driftsmateriel omfattet af en panteret i fast ejendom, 2) særlige aktiver, der kan omfattes af en panteret i en andel i en andelsboligforening i medfør af tinglysningslovens § 42 j, stk. 4, 3) inventar og varelager omfattet af § 71, stk. 3, i lov om apoteksvirksomhed, 4) køretøjer, der er fritaget for registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer, 5) skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover mv. og 6) luftfartøjer mv.

Den foreslåede ordning med virksomhedspant omfatter ikke fast ejendom, andelsboligbeviser, værdipapirer, herunder aktier og obligationer, EF-varemærker, EF-design samt veksler, check, pengeindeståender, kontanter og negotiable papirer. Endvidere omfatter ordningen ikke motorkøretøjer mv., der er registeret i Centralregistret for Motorkøretøjer, og som kan pantsættes ved tinglysning i bilbogen.

€" Særlige regler om udlæg for skatte- og afgiftskrav mv.:

Det foreslås, at der af hensyn til det offentliges mulighed for fortsat effektiv restanceinddrivelse af navnlig skatte- og afgiftskrav mv. tilvejebringes særlige regler om udlæg. Det foreslås nærmere, at et virksomhedspant skal respektere senere udlæg for offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret, hvis udlægshaveren senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget. Tredjemands udlæg eller panteret berøres ikke af, at virksomhedspantet må respektere udlæg for skatte- og afgiftskrav mv.

€" Særlige regler med henblik på at sikre, at omkostningerne ved bobehandling af konkursramte virksomheder dækkes:

Der foreslås særlige regler med henblik på at sikre, at der i almindelighed er tilstrækkelige midler til at dække omkostningerne ved bobehandlingen af konkursramte virksomheder, der har virksomhedspantsat deres aktiver. Det foreslås således, at virksomhedspanthavere hæfter solidarisk med 50.000 kr. for de omkostninger, der er forbundet med pantsætterens konkurs. Det foreslås endvidere, at skifteretten kan kræve sikkerhedsstillelse for hæftelsen. Endelig foreslås det, at hvis der ikke er tinglyst virksomhedspant på fristdagen, påhviler hæftelsen den eller de panthavere, der har aflyst et virksomhedspant senere end 2 år før fristdagen, medmindre aflysningen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær.

€" Regler om fordringspant:

Som et supplement til et virksomhedspant foreslås en mindre omfattende ordning, hvorefter indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan underpantsætte alene virksomhedens udestående og fremtidige kundetilgodehavender (fordringspant). Fordringspant vil kunne være mere attraktivt for mindre virksomheder, fordi panthaver ikke på samme måde som ved virksomhedspant skal respektere det offentliges udlæg for skatte- og afgiftskrav mv., og fordi panteretten heller ikke indebærer krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved behandling af pantsætterens konkursbo.

På grund af denne forskel mellem virksomhedspant og fordringspant foreslås endvidere særlige regler i tinglysningsloven for at hindre, at en virksomhedspanthaver kan vælge at tage pant i fordringerne som et fordringspant og i de øvrige aktiver i et virksomhedspant med henblik på at undgå, at udlæg for skatte- og afgiftskrav mv. tillægges prioritetsstilling forud for panteretten i fordringerne. Det foreslås således, at der på intet tidspunkt kan være tinglyst både virksomhedspant og fordringspant på pantsætterens blad i personbogen.

€" Fælles regler for virksomhedspant og fordringspant:

Med henblik på at modvirke misbrug af de nye pantsætningsmuligheder foreslås det, at virksomhedspant og fordringspant ikke kan stilles til fordel for den, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående i konkurslovens forstand. Bliver panthaver nærstående til skyldneren eller pantsætteren, efter at pantet er stillet, kan pantet ikke tjene til sikkerhed for gæld, der stiftes efter dette tidspunkt, og ikke omfatte aktiver, der erhverves efter dette tidspunkt. Det samme gælder, hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten, f.eks. ved indfrielse af den pantsikrede fordring (subrogation).

Der foreslås endvidere en række regler, der sikrer, at virksomhedspant og fordringspant fra tidspunktet for en insolvensbehandlings begyndelse ikke kommer til at omfatte nye aktiver, som skyldneren erhverver efter dette tidspunkt. Det drejer sig om tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning, udsættelse af behandling af en konkursbegæring efter konkurslovens § 24, afsigelse af konkursdekret, åbning af tvangsakkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag. På denne måde vil nye aktiver, der erhverves herefter, kunne anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne som helhed. Det foreslås endvidere, at det f.eks. med henblik på at rekonstruere virksomheden under en anmeldt betalingsstandsning eller en tvangsakkordforhandling mv. skal være muligt at stifte et nyt virksomhedspant eller fordringspant, der også kan omfatte fremtidige erhvervelser. Endvidere foreslås der en række ændringer af konkursloven med henblik på at sikre, at virksomhedspanthaveren og fordringspanthaveren får oplysning om, at panterettens omfang er begrænset som følge af påbegyndelsen af en insolvensbehandling.

Der foreslås herudover indsat nye regler i konkursloven om omstødelse i konkurs af virksomhedspant (»pant for gammel gæld«). Det foreslås i den forbindelse, at en udvidelse af pantesikkerheden i et virksomhedspant i omstødelsesperioden kan omstødes, medmindre udvidelsen må anses for ordinær. Der foreslås endvidere særlige regler i konkursloven om omstødelse af fordringspant, der i hovedtræk går ud på, at retspraksis om omstødelse af eksisterende former for fakturabelåningsarrangementer kan anvendes på omstødelse af fordringspant.

Der foreslås endelig to mindre ændringer i retsplejeloven og konkursloven om inddrivelse af fordringer med henblik på, at virksomhedspant i fordringer og fordringspant kan inddrives på samme måde som pant i fordringer efter de gældende regler. Forslaget indebærer, at virksomheds- og fordringspanthaveren kan fyldestgøre sig i udestående fordringer ved at kræve betaling til sig.

€" Forbedrede muligheder for rekonstruktion:

Med henblik på at fremme muligheden for rekonstruktion af en i øvrigt levedygtig virksomhed foreslås en regel i konkursloven, hvorefter skyldneren under en anmeldt betalingsstandsning i visse tilfælde f.eks. kan afhænde aktiver omfattet af udlæg eller panterettigheder, herunder virksomhedspant eller fordringspant. Reglen vil dog kun kunne finde anvendelse, hvis udlægget eller panterettigheden er omstødelig i tilfælde af konkurs. Et udlæg i f.eks. varelager, der vil bortfalde, hvis betalingsstandsningen afløses af en konkurs, bør således ikke være til hinder for, at varelageret kan bortsælges som et led i rekonstruktionsbestræbelserne under betalingsstandsningen. Skifteretten og tilsynet skal samtykke i bortsalget.

Der foreslås herudover særlige regler med henblik på at bevare muligheden for den form for rekonstruktion, der består i, at virksomheden fortsætter med samme ejer. Der foreslås således visse ændringer af konkursloven med henblik på, at akkordtillidsmændene i forbindelse med en tvangsakkord værdiansætter virksomhedspantet samlet med udgangspunkt i, at virksomheden videreføres. Skifteretten kan bestemme, at vurderingen er bindende for panthaveren, der dermed vil kunne indfries som et led i rekonstruktionen af virksomheden.

€" Regler om tinglysning af negativerklæringer i personbogen:

Endelig foreslås der indsat regler i tinglysningslovens kapitel 7 om adgang til at tinglyse såkaldte negativerklæringer i personbogen. En negativerklæring går ud på, at den ene aftalepart forpligter sig til ikke at pantsætte sine aktiver uden samtykke fra den anden aftalepart. Den foreslåede regel vil indebære, at der kan tinglyses dokumenter, der f.eks. hindrer tinglysning af virksomhedspant i varelageret eller i kundetilgodehavender. Det vil efter forslaget også være muligt at tinglyse en negativerklæring, der hindrer, at løsøre underpantsættes efter de gældende regler i tinglysningslovens § 47 og § 47 b, stk. 2. Erklæringen vil blive tinglyst i personbogen og være til hinder for tinglysning af enhver pantsætning efter de i erklæringen opregnede bestemmelser, medmindre den eller de påtaleberettigedes samtykke opnås.

2. Gældende ret

2.1. Indledning

En virksomhed har efter de gældende regler en række muligheder for at pantsætte sine aktiver ved underpant eller håndpant.

Der er dog efter gældende ret meget begrænsede muligheder for at stille et »flydende« pant, dvs. et pant i de til enhver tid værende aktiver inden for bestemte pantsatte kategorier, hvor aktiverne som udgangspunkt vil kunne sælges som led i den almindelige, løbende drift, mens nye aktiver, der erhverves af virksomheden, og som er omfattet af en af de pantsatte kategorier, automatisk gribes af pantsikkerheden.

Hovedreglen er, at genstande, der pantsættes, skal være individualiserede, for at pantsætningen har gyldighed over for omverdenen. Der er dog visse undtagelser, jf. herom afsnit 2.2.1 og 2.2.2.

Der er endvidere i dansk ret et forbud mod generalpant, jf. tinglysningslovens § 47 a, hvorefter ingen kan give pant i alt, hvad vedkommende ejer eller fremtidig erhverver. Der er ligeledes som udgangspunkt et forbud mod pant i tingsindbegreb, det vil sige en ubestemt flerhed af ting. Forbuddet mod pant i tingsindbegreb følger af tinglysningslovens § 47 b, stk. 1, hvorefter underpant i løsøre ikke kan gives i samlinger af ensartede eller til fælles brug bestemte ting, der betegnes ved almindelige benævnelser, medmindre andet følger af andre lovbestemmelser.

2.2. Pantsætningsformer

2.2.1. Fast ejendom og tilbehør

Rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1. Den aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge en utinglyst ret, skal selv være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro, jf. lovens § 1, stk. 2. Rettigheder over fast ejendom tinglyses i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende.

Det følger af tinglysningslovens § 37, at hvis en fast ejendom er indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje, omfatter tinglyst pantebrev i ejendommen, når intet andet er aftalt, også dertil hørende driftsinventar og driftsmateriel, for så vidt det ikke udskilles ifølge en regelmæssig drift af den pågældende ejendom. Panterettigheder i fast ejendom vil først omfatte løsøre i medfør af tinglysningslovens § 37, når der kan konstateres et vist tilhørsforhold til den faste ejendom af stedlig og driftsmæssig art.

I retspraksis antages det således, at der med driftsinventar og driftsmateriel må antages at være sigtet til genstande, der efter deres art er bestemt til mere varig forbliven på vedkommende ejendom for at tjene dennes produktion. Som et eksempel kan det nævnes, at hvis antallet af maskiner væsentligt overstiger, hvad der kan være behov for på den pågældende virksomhed, vil det overskydende antal maskiner ikke være omfattet af panteretten i medfør af § 37, da der ikke består en driftsmæssig tilknytning.

Tinglysningslovens § 37 omfatter driftsinventar og -materiel, dvs. løsøre, uanset om det er stationært eller mobilt, om det er kontorinventar eller maskiner, men ikke varelager, halvfabrikata og råvarer. Motorkøretøjer mv. er ikke omfattet, jf. bestemmelsens stk. 3. § 37 antages endvidere ikke at omfatte brændstoffer.

Det følger endvidere af retspraksis, at de i tinglysningslovens § 37 anvendte begrænsende angivelser »varigt er indrettet« og »særlig erhvervsvirksomhed« samt »dertil hørende« må tages som udtryk for, at der såvel mellem den faste ejendom og erhvervsvirksomheden som mellem disse og driftsmateriellet må være et sådant tilknytnings- eller afhængighedsforhold, at der derved sættes en grænse for panterettens omfang.

2.2.2. Pantsætning af løsøre

Løsøre kan håndpantsættes eller underpantsættes.

Ved håndpantsætning kan løsøre, der er tilstrækkeligt identificeret, pantsættes ved fysisk rådighedsberøvelse. Sikringsakten er således fysisk rådighedsberøvelse, som i praksis kan ske på flere måder. Det er ikke noget krav, at panthaveren selv har genstanden i sin besiddelse, da det afgørende er, at pantsætteren ikke kan råde over genstanden. Panthaveren kan f.eks. opbevare det pantsatte varelager i et aflåst lokale, som pantsætteren ikke har adgang til (nøglepant), eller give en tredjemand, der opbevarer genstandene, bindende meddelelse om pantsætningen, således at der herved etableres en effektiv rådighedsberøvelse. Efter omstændighederne kan det endvidere være en betingelse, at panthaveren fører en vis kontrol med pantet.

Pantebreve, der giver underpant i løsøre, som ikke er nævnt i tinglysningslovens § 42 c (motorkøretøjer mv.), skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning, jf. tinglysningslovens § 47, stk. 1. Pantebreve, der tinglyses efter § 47, kan også omfatte pant i goodwill og andre immaterielle rettigheder, f.eks. patent- og varemærkerettigheder. Der kan endvidere tinglyses pant i fiskekvoter og lignende efter bestemmelsen.

Dokumenter, der ikke skal tinglyses efter reglerne i kapitel 6 a om bilbogen, og som enten angår en persons rådighed over løsøre eller over en persons formue i almindelighed, skal, jf. tinglysningslovens § 43, tinglyses i personbogen, der føres for hele landet ved Retten i Århus, jf. lovens § 43 a. Dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal angå en bestemt person, forening, selskab, selvejende institution eller lignende, jf. lovens § 43 b.

Underpant i løsøre kan ikke gives i samlinger af ensartede eller til et fælles brug bestemte ting, der betegnes ved almindelige benævnelser, medmindre andet følger af andre lovbestemmelser, jf. tinglysningslovens § 47 b, stk. 1.

Når en erhvervsvirksomhed drives fra lejet ejendom, kan indehaveren uanset bestemmelsen i § 47 b, stk. 1, pantsætte det til virksomheden hørende driftsinventar og driftsmateriel €" derunder maskiner og tekniske anlæg af enhver art €" og ved landejendomme tillige den til ejendommen hørende besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser. Pantsætningen er ikke til hinder for, at de nævnte genstande udskilles ifølge en regelmæssig drift af virksomheden, jf. § 47 b, stk. 2. Bestemmelsen antages at have samme materielle omfang som lovens § 37. Det indebærer, at der uanset bestemmelsens ordlyd antages at gælde et krav om stedlig tilknytning mellem en lejet ejendom og pantsat driftsmateriel mv., idet der med driftsinventar og driftsmateriel må antages at være sigtet til genstande, der efter deres art er bestemt til mere varig forbliven på vedkommende ejendom for at tjene dennes produktion.

I praksis er det sædvanligt, at der efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, tillige sker pantsætning af lejerens rettigheder efter lejeloven i form af eksempelvis afståelsesret, ligesom der i tilknytning hertil ofte sker pantsætning af den goodwill, der måtte være knyttet til den erhvervsvirksomhed, der drives fra de lejede lokaler.

Endvidere findes en særregel i apotekslovens § 71, stk. 3, hvorefter der til sikkerhed for meddelte garantier skal gives staten pant i apotekets inventar og varelager og disses brandforsikringssummer eller i andre aktiver efter Lægemiddelstyrelsens bestemmelse. Pant i inventar og varelager kan stiftes uanset reglerne i tinglysningslovens § 47 b, stk. 1.

Endelig fremgår det af høstpantebrevslovens § 1 (lov nr. 271 af 22. maj 1986), at ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom kan stifte pant i ejendommens afgrøder til sikkerhed for betalingen af gæld opstået i forbindelse med køb af visse rå- og hjælpestoffer, f.eks. sædekorn, læggekartofler, gødning og bekæmpelsesmidler, jf. nærmere lovens § 2.

Det fremgår endvidere af høstpantebrevslovens § 7, stk. 3, at panteretten efter høstpantebrevsloven går forud for alle tidligere stiftede panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør, herunder pant efter tinglysningslovens § 37, og for panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

2.2.3. Andelsboligbeviser

Ved lov nr. 216 af 31. marts 2004 om ændring af tinglysningsloven, retsplejeloven og konkursloven blev der indsat et nyt kapitel 6 b i tinglysningsloven om tinglysning af pant og udlæg i andelsboliger. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2005.

Lovændringen skal ses i sammenhæng med lov nr. 204 af 29. marts 2004 om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (Pant og udlæg i andelsboliger mv.), der er trådt i kraft 1. februar 2005. Sidstnævnte lov indebærer, at det uanset eventuelle modstående vedtægtsbestemmelser nu er muligt at pantsætte andele i andelsboligforeninger. Det vil dog i vedtægterne kunne fastsættes, at der ikke kan ske pantsætning for mere end 80 pct. af andelens værdi. Samtidig ophæves det udlægsforbud, der blev indført i andelsboligloven i 1997.

Den nye pantsætningsordning indebærer ikke en systematisk registrering af adkomst, men i stedet, at grundlaget for registrering af rettigheder over andele bliver oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret (BBR) kombineret med en erklæring fra andelsboligforeningen om, at pantsætningsdokumentet vedrører den, der er godkendt som ejer af den andel, som ønskes pantsat, og at andelen giver brugsret til den lejlighed, der er indhentet en BBR-udskrift på.

Formålet med indførelsen af den nye tinglysningsordning var at give indehavere af de pågældende rettigheder en bedre retlig beskyttelse mod senere rettighedshavere, herunder erhververe af de pågældende andele mv. Indholdet af ordningen svarer i det store hele til den ordning, der gælder for underpantsætning af biler i bilbogen. Andelsboligbogen er således ligesom bilbogen baseret på genstanden €" dvs. andelen €" og ikke på skyldnerens person.

Det følger af de nye tinglysningsregler, at panteret og retsforfølgning i andele mv. skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om andelen, og mod retsforfølgning.

Tinglyst panteret i en andel i en andelsboligforening mv. omfatter, når intet andet er aftalt, forbedringer i lejligheden samt inventar, der er særligt tilpasset eller installeret i lejligheden, men ikke løsøre i øvrigt, herunder eksempelvis hårde hvidevarer. Bestemmelsen indebærer, at panthaveren ikke kan tilsidesætte tredjemands i øvrigt sikrede rettigheder over tilbehør.

Andelsboligbogen føres for hele landet ved Retten i Århus.

2.2.4. Motorkøretøjer mv.

Tinglysningslovens regler om en central bilbog blev indføjet ved lov nr. 281 af 29. april 1992. Reglerne, der findes i kapitel 6 a i tinglysningsloven, trådte i kraft den 1. juni 1993, jf. bekendtgørelse nr. 304 af 10. maj 1993 om tinglysning i bilbogen.

Reglerne baserer sig på betænkning nr. 1190/1990 om skjult gæld i biler. Efter de tidligere regler blev der ikke foretaget en central registrering af tinglyste dokumenter om underpant i biler, men alene en registrering i den retskreds, hvor pantsætteren boede på pantsætningstidspunktet. Dette betød, at det i praksis var umuligt for købere og andre at vide sig sikre på, at de ikke skulle respektere ældre rettigheder. Med henblik på at sikre almindelige bilkøbere og andre aftaleerhververe mod denne situation blev det i ovennævnte betænkning foreslået at oprette et centralt, edb-baseret tinglysningssystem over visse rettigheder i biler (bilbogen).

Reglerne i kapitel 6 a i tinglysningsloven om tinglysning i bilbogen gælder for motorkøretøjer, påhængs- og sættevogne til biler samt campingvogne, jf. lovens § 42 c.

Ejendomsforbehold og underpanteret i disse køretøjer skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om køretøjet, og mod retsforfølgning. Det samme gælder retsforfølgning i sådanne køretøjer, for så vidt skyldneren ikke er berøvet rådigheden over køretøjet, jf. lovens § 42 d, stk. 1.

Ved lov nr. 153 af 8. marts 1994 blev der indført en regel om, at ejendomsforbehold dog ikke skal tinglyses for at få beskyttelse mod retsforfølgning, hvis køretøjet hverken er eller tidligere har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer, jf. lovens § 42 d, stk. 2. Reglen gælder dog ikke for køretøjer, der er fritaget for registrering.

Reglen blev indført for at gøre det muligt for bilimportører og bilforhandlere at indgå konsignationsaftaler vedrørende levering af fabriksnye biler, uden at tinglysning heraf er nødvendig.

Det er almindeligt, at der indgås konsignationsaftaler mellem bilimportører og bilforhandlere. Konsignation er en salgsform, hvor sælgeren (bilimportøren) forbeholder sig ejendomsretten til det solgte, men hvor det samtidig er meningen, at køberen (bilforhandleren) skal kunne sælge genstanden videre. Det er således normalt ikke hensigten, at ejendomsforbeholdet i forbindelse med konsignation skal have retsvirkning, når forhandleren leverer bilerne videre til sine (slut)kunder.

Det fremhæves i lovens forarbejder, at der ikke ændres ved de øvrige betingelser, som skal være opfyldt, for at et ejendomsforbehold kan gøres gældende over for køberens retsforfølgende kreditorer. I retspraksis stilles der navnlig krav om, at ejendomsforbehold i løsøre skal være klart aftalt mellem parterne, og at de omfattede genstande skal være tilstrækkeligt individualiserede. I tilfælde, hvor der er givet tilladelse til videresalg, lægges der endvidere bl.a. vægt på, om køberens afregning over for sælgeren sker i takt med videresalget, om sælgeren fører en regelmæssig kontrol hermed og med salgsgenstandenes tilstedeværelse, samt om køberen fører et særskilt regnskab.

2.2.5. Simple fordringer

Fordringer kan (hånd)pantsættes efter reglerne i gældsbrevsloven.

Det følger af gældsbrevslovens § 31, stk. 1 og 2, at ved overdragelse af et simpelt gældsbrev til eje eller sikkerhed er sikringsakten meddelelse til skyldneren. Reglen antages i retspraksis at finde analog anvendelse også på andre simple fordringer end simple gældsbreve.

Endvidere fremgår det af gældsbrevslovens § 29, under hvilke omstændigheder en skyldner kan betale med frigørende virkning til overdrageren, uanset at denne har overdraget gældsbrevet til eje eller pant. Efter bestemmelsen kan skyldneren, når andet ikke følger af gældsbrevets særlige beskaffenhed, med frigørende virkning betale til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller han ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede.

Ved udlæg i simple fordringer kræves ikke foretagelse af sikringsakt, men det er nødvendigt at fratage skyldneren legitimation til at modtage betaling, jf. retsplejelovens § 524 og gældsbrevslovens § 29.

Reglerne i gældsbrevsloven anvendes i praksis i fakturabelåningsarrangementer (factoring), hvor virksomheder systematisk belåner deres kundetilgodehavender ved at pantsætte hver enkelt faktura til et factoringselskab, der herefter udbetaler et lån mod sikkerhed i tilgodehavendet mod virksomhedens kunde. Sikringsakten ved pantsætning af fakturaerne er at give meddelelse til skyldneren, jf. gældsbrevslovens § 31, stk. 1, analogt.

Fordringer kan som udgangspunkt alene (hånt)pantsættes efter de nævnte regler i gældsbrevsloven, idet tinglysningslovens § 47, stk. 4, fastslår, at omsætningspapirer, simple gældsbreve og andre fordringer ikke kan (under)pantsættes ved tinglysning af pantebrev efter reglerne i § 47, stk. 1 og 2.

Forbuddet blev indført ved lov nr. 144 af 13. april 1938 samtidig med vedtagelsen af gældsbrevsloven (lov nr. 146 af 13. april 1938). Tidligere var underpantsætning af fordringer tilladt, men som det fremgår af lovens forarbejder, fandt den lovforberedende kommission, der udarbejdede udkastet til ny gældsbrevslov, det »upraktisk« fortsat at tillade underpantsætning af fordringer.

Accessorisk underpantsætning af fordringer er dog efter retspraksis i et vist omfang muligt. Det fremgår af retspraksis, at forbuddet mod underpantsætning af fordringer i tinglysningslovens § 47, stk. 4, ikke er til hinder for tinglysning af bestemmelser om, at panteretten efter løsøreejerpantebreve også omfatter lejerettigheder i lejede forretningslokaler, og at den nødvendige sikringsakt er tinglysning af pantebrevet.

2.2.6. Immaterielle aktiver

€" Patenter

Det fremgår af § 1, stk. 1, i patentloven (lovbekendtgørelse nr. 1136 af 16. november 2004), at den, der har gjort en opfindelse, som kan udnyttes industrielt, eller den, til hvem opfinderens ret er overgået, har ret til efter ansøgning at få patent på opfindelsen og derved opnå eneret til at udnytte den erhvervsmæssigt. Det fremgår endvidere af lovens § 2, stk. 1, at patent kun meddeles på opfindelser, som er nye i forhold til, hvad der var kendt før patentansøgningens indleveringsdag, og som tillige adskiller sig væsentligt derfra.

Patenter er formuerettigheder, der efter praksis kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

Patent- og Varemærkestyrelsen fører et såkaldt patentregister, jf. kapitel 12 i patentbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 6 af 6. januar 2003). I registret registreres bl.a. patenter, der er meddelt her i landet, dvs. det registreres, hvem der er patenthaver.

Efter patentlovens § 44 kan en pantsætning på begæring indføres i registret. Registreringen vil dog kun være af ordensmæssig beskaffenhed, idet sikringsakten ved pantsætning fortsat vil være tinglysning. Det er kun pant i meddelte patenter, der kan registreres i patentregistreret, og ikke pant i endnu ikke meddelte patenter.

€" Europæisk patent

Ved europæisk patent forstås et patent, der er meddelt af Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i henhold til den europæiske patentkonvention af 5. oktober 1973 (München-konventionen), jf. patentlovens § 75, stk. 1. Et europæisk patent med virkning i Danmark sidestilles som udgangspunkt med et nationalt patent, jf. patentlovens 76. Det indebærer bl.a., at pantsætning af et europæisk patent i Danmark sker ved tinglysning heraf i personbogen.

Den europæiske patentmyndighed fører The European Patent Register, hvor patenthaveren er registreret.

€" Varemærker

Ved varemærker forstås særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed, jf. varemærkelovens § 1 (lovbekendtgørelse nr. 782 af 30. august 2001 som senest ændret ved lov nr. 451 af 10. juni 2003). Personer og virksomheder kan erhverve eneret til varemærker (varemærkeret), jf. bestemmelsens 1. pkt.

Varemærker udgør et formuegode, der efter praksis kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

Patent- og Varemærkestyrelsen fører et varemærkeregister, jf. varemærkelovens § 12, stk. 3. Varemærkerettigheder registreres heri. Pantsætninger kan på begæring noteres i varemærkeregisteret, jf. varemærkelovens § 41, men registreringen har kun ordensmæssig beskaffenhed.

€" EF-varemærker

Efter Rådets forordning nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (som senest ændret ved Rådets forordning nr. 422/2004 af 19. februar 2004) er det muligt at registrere varemærker med retsvirkning i alle EU-lande. Ordningen administreres af Harmoniseringskontoret i Alicante, der fører et register over de registrerede rettigheder.

Ansøgning om registrering af et EF-varemærke kan indsendes direkte til Harmoniseringskontoret i Alicante eller via Patent- og Varemærkestyrelsen.

EF-varemærkeregistreringen er gyldig i 10 år regnet fra ansøgningsdatoen med mulighed for fornyelse i 10-årige perioder, jf. forordningens artikel 46 og 47.

EF-varemærkerne kan overdrages, pantsættes og gives i licens mv. Overdragelser og licenser skal registreres, og denne registrering er en gyldighedsbetingelse, jf. forordningens artikel 17 og 23. Det følger således af artikel 23, stk. 1, jf. artikel 19, at panterettigheder som altovervejende hovedregel kun har retsvirkning over for tredjemand, når de er indført i registeret.

€" Brugsmodeller

Enhver frembringelse, som kan udnyttes industrielt, og som indebærer en løsning på et teknisk problem, kan efter ansøgning registreres som brugsmodel, jf. brugsmodellovens § 1 (lovbekendtgørelse nr. 367 af 9. juni 1998 som senest ændret ved lov nr. 451 af 10. juni 2003).

Frembringelsen skal være ny i forhold til, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og den skal tydeligt adskille sig derfra, jf. lovens § 3, stk. 1.

Patent- og Varemærkestyrelsen fører et register over registrerede brugsmodeller, jf. lovens § 7, stk. 2. Pantsætninger af brugsmodeller kan på begæring noteres i registeret, jf. brugsmodellovens § 29, men noteringen har kun ordensmæssig beskaffenhed.

Brugsmodeller udgør et formuegode, der efter praksis kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

€" Design

Den, som har frembragt et design, eller den, til hvem designerens ret er overgået, kan erhverve eneret til designet (designret), jf. designlovens § 1 (lov nr. 1259 af 20. december 2000 som ændret ved lov nr. 451 af 10. juni 2003).

Ved et design forstås et produkts eller en del af et produkts udseende, som er bestemt af de særlige træk ved selve produktet eller dets udsmykning, navnlig for så vidt angår linjer, konturer, farver, form, struktur eller materiale, jf. designlovens § 2, nr. 1.

Patent- og Varemærkestyrelsen fører et register over designrettigheder. Pantsætninger kan på begæring noteres heri, jf. designlovens § 51, men er kun af ordensmæssig beskaffenhed. Efter praksis pantsættes designrettigheder ved tinglysning i personbogen efter reglerne om underpant i løsøre.

€" EF-design

Efter Rådets forordning nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design er det muligt at registrere design med retsvirkning i alle EU-lande. Ordningen administreres af Harmoniseringskontoret i Alicante, der fører et »EF-designregister«.

Ansøgning om registrering af et EF-design indsendes til Harmoniseringskontoret i Alicante.

EF-designregistreringen er gyldig i op til 25 år regnet fra ansøgningsdatoen. Registreringen kan fornyes hvert 5. år, jf. forordningens artikel 12.

Ifølge forordningens artikel 27 ligestilles et EF-design med en national designrettighed på en række områder, herunder i forbindelse med pantsætning. Såfremt et EF-design i medfør af artikel 29 i EF-designforordningen ønskes pantsat, kan sådanne rettigheder indføres i det centrale register i Alicante, hvis en af parterne anmoder herom. Det følger videre af artikel 33, stk. 2, at registrering i det centrale EF-designregister som altovervejende hovedregel er en betingelse for, at pantsætningen får gyldighed over for tredjemand i alle medlemslande.

€" Halvlederprodukters udformning (topografier)

Ved et halvlederprodukts topografi forstås en række sammenhørende billeder, der repræsenterer det tredimensionale mønster af de lag, som halvlederproduktet består af, jf. § 1, stk. 2, i lov nr. 778 af 9. december 1987 om beskyttelse af halvlederprodukters udformning.

Det fremgår endvidere af lovens § 2, stk.1, at den, der frembringer en topografi til et halvlederprodukt, eller den, til hvem frembringerens ret er overgået, kan erhverve eneret til at råde over topografien.

Efter § 2, stk. 2, skal topografien være resultatet af frembringerens egen intellektuelle indsats og må ikke være almindelig inden for halvlederindustrien. Består topografien af elementer, der er almindelige inden for halvlederindustrien, er topografien kun omfattet af loven, hvis kombinationen af disse elementer er resultatet af frembringerens egen intellektuelle indsats, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.

Patent- og Varemærkestyrelsen fører et register over halvlederprodukters topografi, jf. lovens § 9. Der kan ikke ske registrering af panterettigheder i registeret.

Halvlederprodukters udformning udgør et formuegode, der efter praksis kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

€" Domænenavne

Der findes ikke lovregler, der regulerer domænenavne.

Det er den selvejende institution Dansk Internet Forum (DIFO), der varetager ».dk«-domænet. DIFO har opstillet regler for ».dk«-domænenavne og herunder etableret et klagenævn til løsning af konflikter herom. Den daglige administration af domænenavne, herunder registreringer, ændringer, udslettelser mv. varetages af DK Hostmaster A/S efter delegation fra DIFO.

Et udvalg under Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling har afgivet betænkning 1450/2004 om administration af domænenavne i Danmark. Domæneudvalgets konklusion er, at der er behov for en rammelov om domænenavnsadministrationen for at sikre en effektiv og sikker administration af domænenavne. Lovgivningen bør efter udvalgets opfattelse alene indeholde de overordnede principper for administrationen. Udvalgets lovudkast regulerer ikke overdragelse af domænenavne til tredjemand, herunder pantsætning, men det fremgår af betænkningens kapitel 5, afsnit 6, at udvalget er af den opfattelse, at overdragelse efter den gældende praksis ikke bør hindres.

Efter praksis kan domænenavne pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

€" Goodwill

Goodwill er et immaterielt formuegode, der efter retspraksis kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

€" Ophavsrettigheder

Efter ophavsretslovens § 1, stk. 1, har den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde (lovbekendtgørelse nr. 710 af 30. juni 2004 som ændret ved lov nr. 1440 af 22. december 2004).

Det følger endvidere af lovens § 1, stk. 2, at kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker. Endelig følger det af § 1, stk. 3, at værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Det følger af retspraksis, at ophavsretten er et formuegode, der kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen.

2.2.7. Tinglysningsafgiftsloven

Tnglysningsafgiftsloven (lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. som senest ændret ved lov nr. 458 af 9. juni 2004) trådte i kraft 1. januar 2000 og afløste stempelloven og den del af retsafgiftsloven, der vedrørte afgift ved tinglysning.

Lovens anvendelsesområde fremgår af § 1, hvoraf det følger, at der skal betales tinglysningsafgift for tinglysning eller registrering af bl.a. ejerskifte og pant.

Tinglysningsafgiften forfalder som udgangspunkt ved anmeldelsen til tinglysning eller ved registrering af et dokument, jf. lovens § 16.

Ved tinglysning af panterettigheder udgør afgiften 1,5 pct. af det pantesikrede beløb plus en fast afgift på 1.400 kr., jf. lovens § 5, stk. 1. Det pantesikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol. Tinglysning af retspant (udlæg) er afgiftsfri.

Hvis der inddrages anden eller yderligere fast ejendom eller løsøre under et eksisterende pant, skal der efter lovens § 5, stk. 3, 1. pkt., som udgangspunkt betales afgift af hele det pantsikrede beløb.

En undtagelse til denne regel findes i lovens § 5, stk. 4, hvorefter tinglysning af en ændring i pant i erhvervsaktiver bortset fra fast ejendom, hvorved der inddrages andet eller yderligere løsøre under pantet, skal afgiftsberigtiges med 2.800 kr. Hvis pantsætteren ved udskiftningen af erhvervsaktiver er en anden end pantsætteren efter den tidligere tinglysning, skal der betales fuld afgift efter § 5, stk. 1.

Ved tinglysning af en forhøjelse af pantegælden skal der betales en afgift på 1.400 kr. samt 1,5 pct. af forskellen mellem resthæftelsen og den nye pantehæftelse, jf. lovens § 5, stk. 5, 1. pkt. Tinglysning af vilkårsændringer så som et kreditor- eller et debitorskifte udløser en afgift på 1.400 kr., jf. lovens § 5, stk. 5, 2. pkt.

Såfremt et dokument ikke synes at være korrekt afgiftsberigtiget ved anmeldelsen til tinglysning, sender registreringsmyndigheden (tinglysningskontoret) sagen til afgiftsprøvelse hos afgiftsmyndigheden. Afgiftsmyndigheden er Told- og Skatteregion Høje-Taa­strup.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at indføre virksomhedspant og fordringspant i dansk ret. Med henblik herpå foreslås det, at en række regler indsættes i tinglysningsloven. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.1-3.2.11.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en række nye regler i konkursloven om bl.a. omstødelse af »pant for gammel gæld« i konkurs, når pantet er et virksomhedspant eller fordringspant. Det foreslås endvidere, at der indsættes regler om forbedrede muligheder for rekonstruktion under anmeldt betalingsstandsning og i forbindelse med tvangsakkord. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.

Desuden foreslås det, at der indsættes særlige regler i retsplejeloven, tinglysningsafgiftsloven og høstpantebrevsloven.

Der foreslås således en ændring af retsplejeloven, hvorefter der kan foretages udlæg i virksomhedspant i fordringer og fordringspant ved inddrivelse hos skyldneren på samme måde som ved pant i andre fordringer efter de gældende regler. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.

Der foreslås endvidere en ændring af tinglysningsafgiftsloven, der sikrer, at virksomhedspant og fordringspant i afgiftsmæssig henseende ligestilles med tilsvarende panterettigheder. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.5.

Endelig foreslås en ændring af høstpantebrevsloven, der sikrer, at virksomhedspant på samme måde som visse andre panterettigheder, herunder pant i fast ejendom, skal respektere også senere høstpanterettigheder i afgrøder mv. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.6.

3.2. De enkelte elementer i lovforslaget

3.2.1. Virksomhedspant

Udvalget har overvejet, hvorledes en ordning med virksomhedspant grundlæggende bør udformes.

Efter udvalgets opfattelse bør virksomhedspantet afgrænses positivt og udtømmende til at omfatte en række nærmere bestemte aktivtyper. Det bør ikke medtage aktiver, for hvilke der allerede eksisterer velfungerende pantsætningsordninger, eller for hvilke der ikke består et særligt finansieringsmæssigt behov for en ordning med »flydende« pant. Endvidere bør aktiver ikke medtages, hvis det vil give anledning til væsentlige praktiske vanskeligheder.

En meget væsentlig del af virksomhedernes værdier udgøres normalt af fordringer, varelager og immaterielle aktiver. Disse aktivtyper har således en væsentlig finansieringsmæssig betydning og bør derfor efter udvalgets opfattelse omfattes af virksomhedspantet. Der henvises nærmere herom til afsnit 3.2.2.

Udvalget har endvidere overvejet, om det bør være muligt for pantsætteren at udskille aktiver omfattet af virksomhedspantet, således at aktiverne herefter ikke længere omfattes af pantet.

Det er et grundlæggende panteretligt princip, at medmindre andet er aftalt eller følger af særlige regler, kan pantsatte aktiver ikke overdrages til tredjemand, uden at det sker med forbehold af panthaverens ret, og det bør derfor kræve en særlig begrundelse, hvis en sådan udskillelse skal kunne tillades.

Udvalget anfører, at det er en væsentlig betingelse for, at virksomhedspantet kan blive det ønskede fleksible pantsætningsinstrument, at det ikke unødigt besværliggør virksomhedens daglige drift. Virksomheden bør derfor €" uanset pantsætningen €" som udgangspunkt have mulighed for at foretage almindelige forretningsmæssige dispositioner, herunder f.eks. sælge ud af varelageret uden, at det €" som det er tilfældet ved de eksisterende pantsætningsregler (jf. om såkaldt nøglepant ovenfor i afsnit 2.2.2) €" i hvert eneste tilfælde kræver panthaverens forudgående samtykke.

Pantsætning efter virksomhedspanteordningen bør derfor som hovedregel ikke være til hinder for, at pantsatte aktiver kan udskilles ifølge regelmæssig drift af virksomheden. Endvidere bør de aktiver, som virksomheden løbende erhverver, omfattes af virksomhedspantet. Der vil dermed være tale om et »flydende« pant i virksomhedens til enhver tid værende aktivmasse. Der henvises til afsnit 3.2.4 om reglens nærmere udformning.

For at panthaverens fortrinsret til de pantsatte aktiver skal respekteres af pantsætterens kreditorer og aftaleerhververe i god tro, bør det efter udvalgets opfattelse kræves, at der er iagttaget en sikringsakt.

Efter udvalgets opfattelse er det ud fra et praktisk og økonomisk synspunkt mest naturligt, hvis virksomhedspanthaveren opnår tinglig beskyttelse af sin prioritetsstilling i alle de pantsatte aktiver ved én enkelt sikringsakt, der samtidig sikrer offentlighed om pantsætningen. Det forhold, at panteretten er »flydende«, bør således efter udvalgets opfattelse ikke medføre, at der skal foretages yderligere sikringsakter, hvis nye aktiver bliver omfattet af virksomhedspantet.

Udvalget foreslår på den baggrund en regel, der går ud på, at virksomhedspant skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning.

Udvalget foreslår endvidere, at nye regler om virksomhedspant og fordringspant indsættes i tinglysningslovens kapitel 7.

Der henvises til betænkningen side 91-93, 102-103, 109-110, 138-144, 149 og 203-204.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets grundlæggende synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at de foreslåede nye regler om virksomhedspant og fordringspant bør indsættes i tinglysningslovens kapitel 7, da de øvrige regler om tinglysning af underpant i løsøre og immaterielle aktiver findes i dette kapitel. Hermed kan der også gives en forholdsvis let adgang til ved opslag i personbogen at opnå et samlet overblik over virksomhedens pantsætninger i form af virksomhedspant og fordringspant, individuelle løsørepantsætninger efter reglen i tinglysningslovens § 47 samt eventuelle pantsætninger af driftsinventar og driftsmateriel efter den særlige regel i lovens § 47 b, stk. 2 (om pant i virksomheder, der drives fra lejede lokaler).

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (de foreslåede §§ 47 c og 47 d). Der henvises endvidere til afsnit 3.2.11 nedenfor om tinglysningsmæssige spørgsmål.

3.2.2. Aktiver, der bør kunne omfattes af et virksomhedspant

3.2.2.1. Indledning

Udvalget har nærmere overvejet, hvilke aktivtyper der bør kunne være omfattet af et virksomhedspant.

Som det fremgår af afsnit 3.2.1, har udvalget taget udgangspunkt i, at en stor del af virksomhedernes værdier udgøres af fordringer, varelager og immaterielle aktiver, samtidig med at virksomhederne efter de gældende regler i praksis kan have vanskeligt ved at pantsætte disse aktiverne under ét som et led i driftsfinansiering, jf. afsnit 2.2.2.

3.2.2.2. Fordringer

Det vil efter udvalgets opfattelse kunne forbedre virksomhedernes finansieringsmuligheder, hvis et virksomhedspant kan omfatte kundetilgodehavender. Det skyldes navnlig, at pant i kundetilgodehavender og pant i varelageret i et vist omfang vil kunne supplere hinanden, da et værdifald i pantet i varelageret forårsaget af salg af færdigvarer normalt vil modsvares af, at værdien af pantet i kundetilgodehavender tilsvarende forøges, når færdigvarerne sælges på kredit.

Af en virksomheds samlede beholdning af pengefordringer repræsenterer simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser, dvs. fordringer stiftet ved kreditsalg, normalt den største økonomiske værdi, og disse fordringer har derfor typisk også størst praktisk betydning i relation til de nye pantsætningsregler. Der er efter udvalgets opfattelse ikke noget behov for at lade panteretten omfatte andre typer af fordringer. Panteretten bør desuden begrænses til at vedrøre formueretlige krav. Offentligretlige krav på f.eks. udbetaling af negativt momstilsvar i forbindelse med virksomhedens omsætning bør dermed ikke medtages.

I det omfang der opstår behov for at pantsætte særlige fordringer, f.eks. betalingsrettigheder i henhold til reglerne om EU-landbrugsstøtte, eller rettigheder i form af CO₂ -kvoter, fiskeritilladelser mv., bør det efter udvalgets opfattelse ske særskilt efter de gældende pantsætningsregler herom. Det skyldes, at de nævnte fordringer og rettigheder har en så særlig karakter og normalt alene har betydning for enkelte virksomhedstyper, at de ikke bør medtages i en generel ordning med virksomhedspant.

Udvalget er derfor af den opfattelse, at et virksomhedspant bør kunne omfatte virksomhedens udestående og fremtidige simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser, dvs. den til enhver tid værende debitorportefølje.

€" Forholdet til gældsbrevslovens regler

Udvalget bemærker, at den lovforberedende kommission, der udarbejdede et udkast til gældsbrevslov, fandt, at det ville være »upraktisk«, hvis det efter gældsbrevslovens ikrafttræden fortsat ville være muligt at underpantsætte fordringer ved tinglysning.

På den baggrund har udvalget overvejet, om indførelse af virksomhedspant, der omfatter fordringer, og fordringspant i praksis vil være til hinder for håndpantsætning af fordringer efter reglerne i gældsbrevsloven. Det er udvalgets opfattelse, at indførelse af virksomhedspant og fordringspant ikke bør forringe mulighederne for at anvende gældsbrevslovens regler ved pantsætning af simple fordringer. Det skyldes, at disse regler giver mulighed for etablere fakturabelåningsarrangementer med en meget høj belåningsværdi. Dertil kommer, at gældsbrevslovens regler er meget velfungerende i praksis.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om muligheden for sideordnet anvendelse af virksomhedspant og gældsbrevslovens regler vil give anledning til væsentlige praktiske problemer, og har fundet, at det ikke er tilfældet.

En virksomhed vil efter udvalgets opfattelse kunne anvende begge pantsætningsordninger med respekt af forudgående rettigheder. Tidspunktet for sikringsaktens foretagelse vil efter grundlæggende ejendomsretlige principper være afgørende for prioritetsstillingen mellem et virksomhedspant i fordringer og en pantsætning efter gældsbrevslovens regler.

€" Behov for særlige regler om skyldnerens betaling til pantsætteren med frigørende virkning?

Udvalget har overvejet, om en ordning med virksomhedspant, der omfatter fordringer, og fordringspant skaber behov for ændringer af gældende ret om betaling med frigørende virkning.

Efter udvalgets opfattelse bør et virksomhedspant eller fordringspant ikke være til hinder for, at pantsætteren oppebærer de løbende indbetalinger på de pantsatte fordringer. Pantsætteren vil således som udgangspunkt fortsat have ret til at modtage betaling på de pantsatte fordringer, og skyldneren bør dermed frigøres ved betaling til pantsætteren, uanset at fordringen er omfattet af et virksomhedspant. Det må endvidere antages, at det praktiske udgangspunkt bliver, at pantsætteren oppebærer de løbende betalinger på de virksomhedspantsatte fordringer.

Det er muligt, at panthaveren, f.eks. et pengeinstitut, i en misligholdelsessituation vil kræve betaling til sig ved meddelelse til debitorerne. Medmindre skyldneren får oplysning herom, bør pantsætteren efter udvalgets opfattelse fortsat være legitimeret til at modtage betaling. Der bør således ikke stilles krav om, at skyldneren selv undersøger dette forhold. Fra det tidspunkt, hvor skyldneren er i ond tro om, at panthaveren har tiltrådt pantet, bør skyldneren imidlertid ikke kunne betale med frigørende virkning til pantsætteren.

Det er udvalgets opfattelse, at en anvendelse af de gældende regler i gældsbrevslovens § 29 må antages at medføre den ønskede retstilstand, hvorefter skyldneren i henhold til en pantsat fordring kan betale til pantsætteren med frigørende virkning, medmindre han eller hun har modtaget oplysninger fra pantsætteren eller panthaveren om, at betaling fra nu af skal ske til panthaveren.

Der er derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov for lovændringer på dette punkt.

€" Behov for særlige regler om panthaverens mulighed for at ekstingvere skyldnerens betalingsindsigelser?

Udvalget har desuden overvejet, om en ordning med virksomhedspant, der omfatter fordringer, og fordringspant giver anledning til at foreslå ændringer af gældende ret om panthaverens mulighed for at ekstingvere skyldnerens betalingsindsigelser.

Det følger af gældsbrevslovens § 27, at overdrages et simpelt gældsbrev til eje eller pant, får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af særlige retsregler. Efter udvalgets opfattelse bør denne regel også finde anvendelse på fordringer, der er omfattet af et virksomhedspant eller fordringspant.

De pantsatte fordringer vil hidrøre fra gensidige kontraktforhold. Medkontrahenten vil derfor i nogle tilfælde kunne gøre sin indsigelse om, at der foreligger misligholdelse eller anticiperet misligholdelse, gældende over for panthaveren, jf. gældsbrevslovens § 27 analogt. Er der udstedt et gældsbrev for fordringen, vil § 27 finde direkte anvendelse. Er de købte varer mangelfulde eller ikke leveret, kan medkontrahenten således nægte at betale købesummen, jf. princippet i retsplejelovens § 511, stk. 3. Det er også muligt, at medkontrahentens vederlag er nødvendigt, for at pantsætteren kan opfylde sin del af kontrakten, f.eks. i et entrepriseforhold. I sådanne tilfælde vil medkontrahenten have en negligeringsret, dvs. at medkontrahenten har adgang til at se bort fra pantsætningen af fordringen, hvis den overdragende virksomhed f.eks. ikke har leveret sin modydelse.

Disse regler bør efter udvalgets opfattelse også finde anvendelse ved pantsætninger af fordringer efter de foreslåede regler om virksomhedspant og fordringspant.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at et virksomhedspant kan omfatte pantsætterens simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser. Udvalget har endvidere fundet, at der ikke er behov for at ændre gældsbrevslovens regler.

Der henvises til betænkningen side 110-111, 151-155 og 211-213.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at en ordning med virksomhedspant, der omfatter simple fordringer, vil kunne fungere sideordnet med gældsbrevslovens pantsætningsregler, uden at det vil give anledning til væsentlige problemer i praksis. Med forslaget vil det således f.eks. være muligt for en virksomhed at pantsatte alle sine kundetilgodehavender efter reglerne om virksomhedspant og foretage sekundær pantsætning af fordringerne (eller en del heraf) efter gældsbrevslovens regler.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 1, i tinglysningsloven), og de specielle bemærkninger hertil.

3.2.2.3. Varelager

Virksomhederne har efter de gældende regler i praksis vanskeligt ved at pantsætte deres varelager som et led i driftsfinansiering, idet pantsætning forudsætter tinglysning af et underpant i det enkelte aktiv eller rådighedsberøvelse heraf, jf. nærmere afsnit 2.2.2.

Udvalget finder derfor, at virksomhederne vil kunne opnå bedre og mere fleksible pantsætningsmuligheder, hvis virksomhedspant også kan omfatte pant i varelageret. Med varelager mener udvalget de produkter, virksomheden producerer eller erhverver med henblik på videresalg som et led i sin drift.

Udvalget har endvidere overvejet, om virksomhedspantet tillige bør omfatte virksomhedens lagre af råvarer og halvfabrikata, og ikke kun færdigvarer. Efter udvalgets opfattelse vil det i en finansieringsmæssig sammenhæng være hensigtsmæssigt, hvis f.eks. en driftskredit er ydet mod sikkerhed i såvel færdigvarer som halvfabrikata og råvarer. Det vil endvidere kunne give anledning til en række vanskelige afgrænsningsproblemer, hvis der skal sondres mellem færdigvarer, halvfabrikata og råvarer.

Endvidere har udvalget fundet, at et virksomhedspant, der omfatter virksomhedens lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer €" ud fra et hensyn til at omfatte omsætningsaktiverne som et hele €" ligeledes bør omfatte den emballage, færdigvarerne sælges i, uanset om den er anvendt hertil eller er oplagret til senere brug.

Der henvises til betænkningen side 112.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 2, i tinglysningsloven).

3.2.2.4. Motorkøretøjer mv.

Udvalget har overvejet, om køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c, herunder navnlig fabriksnye biler, bør være omfattet af en ordning med virksomhedspant.

Som det fremgår ovenfor af afsnit 2.2.4, er der i tinglysningslovens § 42 d, stk. 2, fastsat en undtagelsesbestemmelse, hvorefter ejendomsforbehold i de af § 42 c omfattede køretøjer ikke skal tinglyses i bilbogen for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning. Reglen gælder for køretøjer, der ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer. Det gælder dog ikke, hvis køretøjet fritages for registrering.

Reglen i § 42, stk. 2, er indført for at muliggøre salg af fabriksnye biler i konsignation. Automobilforhandlerbranchen har over for udvalget peget på, at en virksomhedspantsætning kunne udgøre et hensigtmæssigt alternativ til salg i konsignation, og udvalget har på den baggrund overvejet, om det ville rejse særlige problemer, hvis virksomhedspantet kunne omfatte fabriksnye biler.

Efter udvalgets opfattelse er dette ikke tilfældet. Hvis en forhandler af fabriksnye biler pantsætter sit varelager i form af et virksomhedspant, vil bortsalg af en bil til en slutbruger normalt kunne anses som udskillelse ifølge regelmæssig drift, således at bilen udgår af panteretten. Der vil således ikke være noget behov for, at aftaleerhververen i denne situation undersøger personbogen med henblik på at konstatere, om bilen er omfattet af et virksomhedspant.

Det er i øvrigt udvalgets opfattelse, at det ikke vil rejse særlige problemer i praksis, hvis fabriksnye biler med respekt af forudgående rettigheder kan pantsættes både ved tinglysning i bilbogen og ved tinglysning af virksomhedspant.

Ejendomsforbehold i køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c skal tinglyses for at få beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe, jf. tinglysningslovens § 42 d, stk. 1. Det betyder, at utinglyste ejendomsforbehold i køretøjer omfattet af § 42 c vil kunne ekstingveres af et senere tinglyst virksomhedspant, forudsat at virksomhedspanthaveren var i god tro, jf. tinglysningslovens § 5, om den utinglyste ret på tinglysningstidspunktet.

Tinglyses et ejendomsforbehold i et køretøj, jf. tinglysningslovens § 42 c, senere end virksomhedspantet, vil sælgerens retsstilling bero på, om tinglysningen af ejendomsforbeholdet er sket forinden eller samtidig med pantsætterens erhvervelse af køretøjet. Hvis ejendomsforbeholdet i det enkelte køretøj først tinglyses efter erhvervelsen, må sælgeren respektere virksomhedspanthaverens 1. prioritet i køretøjet.

Udvalget har ikke foreslået en ordning, hvorefter brugte biler også kan omfattes af et virksomhedspant. Det skyldes, at et forslag herom ville være af så indgribende karakter i forhold til det eksisterende bilbogssystem, at nærmere overvejelser herom efter udvalgets opfattelse i givet fald bør foretages i en bredere tinglysningsmæssig sammenhæng.

Udvalget foreslår således, at virksomhedspant alene kan omfatte fabriksnye motorkøretøjer. Det er udvalgets opfattelse, at afgrænsningen af disse køretøjer i så høj grad som muligt bør svare til afgrænsningen i den gældende undtagelsesregel i tinglysningslovens § 42 d, stk. 2. Disse køretøjer afgrænses derfor mest hensigtsmæssigt som motorkøretøjer mv., der ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer eller et tilsvarende udenlandsk register, hvorved såvel indenlandske som udenlandske brugte biler udelukkes fra virksomhedspantet.

Det er endvidere nødvendigt udtrykkeligt at undtage de motorkøretøjer mv., der er fritaget for registrering, og som f.eks. anvendes som arbejdsredskab på en virksomheds område. En tilsvarende afgrænsning er valgt i undtagelsesreglen i tinglysningslovens § 42 d, stk. 2.

Der henvises til betænkningen side 113-116, 150-151, 290-291 og 301-302.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at virksomhedspant bør omfatte fabriksnye biler.

Justitsministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at det ikke bør foreslås, at brugte biler medtages under virksomhedspanteordningen. Det skyldes navnlig, at en sådan udvidelse rejser mere principielle problemstillinger i forhold til anvendelsen af den i øvrigt velfungerende bilbog, der bl.a. har til formål at sikre almindelige bilkøbere og andre aftaleerhververe mod ubehagelige overraskelser i form af skjult gæld mv. Hertil kommer, at der ikke under udvalgsarbejdet er peget på et påtrængende behov for at medtage brugte biler. Man bør efter Justitsministeriets opfattelse i øvrigt afvente de praktiske erfaringer med den nye ordning, inden der tages stilling til en eventuel udvidelse af ordningen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 3, og stk. 4, nr. 4, i tinglysningsloven).

3.2.2.5. Driftsinventar og driftsmateriel

Udvalget har overvejet, om virksomhedspant bør omfatte virksomhedens driftsinventar og driftsmateriel. Med udtrykket mener udvalget virksomhedens maskiner og tekniske anlæg af enhver art, uanset om det er stationært eller mobilt, og uanset om det er kon­tor­in­ven­tar eller maskiner. Med udtrykket henvises der ikke til motorkøretøjer.

Der er tale om en aktivgruppe af væsentlig betydning, hvor alternative finansieringskilder kan være til gavn for virksomheden, uanset om denne drives fra en ejet eller lejet ejendom. Af hensyn til at sikre virksomhederne bedre muligheder end i dag for at anvende deres aktiver som grundlag for låntagning, bør driftsinventar og driftsmateriel efter udvalgets opfattelse derfor som udgangspunkt omfattes af et virksomhedspant.

€" Aktiver omfattet af tinglysningslovens § 37

Udvalget har imidlertid overvejet, hvilke spørgsmål det kan give anledning til, hvis virksomhedspant tillige omfatter driftsinventar og driftsmateriel, der også er omfattet af en panteret i fast ejendom i medfør af tinglysningslovens § 37.

Det følger af denne bestemmelse, at hvis en fast ejendom er varigt indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje, omfatter tinglyst pantebrev i ejendommen, når intet andet er aftalt, også dertil hørende driftsinventar og driftsmateriel, for så vidt det ikke udskilles ifølge regelmæssig drift af den pågældende ejendom.

Virksomhedspantet vil som udgangspunkt omfatte aktiver, der ejes af virksomheden. Virksomheden vil normalt erhverve ejendomsretten fra tidspunktet for pantsætterens indgåelse af aftale om køb af individuelt bestemte genstande (løsøre). Panterettigheder i fast ejendom vil derimod først omfatte løsøret i medfør af tinglysningslovens § 37, når der kan konstateres et vist stedligt og driftsmæssigt tilhørsforhold til den faste ejendom.

Det er bl.a. i lyset heraf udvalgets opfattelse, at virksomhedspant ikke bør kunne omfatte aktiver, der også er omfattet af en panteret i fast ejendom efter tinglysningslovens § 37.

Det skyldes for det første, at det ville være vanskeligt at fastslå prioritetsstillingen, hvis driftsinventar og driftsmateriel på samme tid kunne være omfattet både af virksomhedspantet og en panteret i fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 37. Det ville således være nødvendigt at kende anskaffelsestidspunktet for hvert enkelt aktiv for at fastlægge prioritetsstillingen. Hvis aktivet er erhvervet før virksomhedspantet tinglyses i personbogen, vil en panthaver i den faste ejendom have 1. prioritet i det. Er aktivet derimod først erhvervet efter tinglysningen af virksomhedspantet, vil virksomhedspanthaveren have 1. prioritet i aktivet, hvis der €" hvilket formentlig vil være det sædvanlige €" er indgået aftale om købet, inden aktivet bringes ind på ejendommen.

Ved en eventuel opgørelse, f.eks. ved pantsætterens konkurs, vil det således være nødvendigt at få kendskab til f.eks. ældre købsaftaler og fakturaer med henblik på at kende anskaffelsestidspunktet for det enkelte aktiv. En sådan efterprøvning vil efter udvalgets opfattelse være særdeles upraktisk.

For det andet måtte panthaveren i den faste ejendom acceptere, at panteretten i § 37-tilbehøret udhules af et senere tinglyst virksomhedspant. Pantet ville blive udhulet i takt med udskillelsen af aktiver af pantet i den faste ejendom, da nye aktiver vil blive omfattet af virksomhedspantets førsteprioritet allerede ved erhvervelsen, men inden den driftsmæssige og stedlige tilknytning til den faste ejendom, som er en betingelse for, at aktivet gribes af panteretten efter tinglysningslovens § 37, kan konstateres.

Det må efter udvalgets opfattelse sikres, at løsøret fortsat kan indgå i den finansieringsmæssige sammenhæng ved belåning af den faste ejendom, da det må antages, at driftsinventaret og driftsmateriellet ofte vil have en højere belåningsværdi ved en samlet belåning med den faste ejendom end ved en belåning sammen med varelageret mv.

Det er derfor udvalgets opfattelse, at virksomhedspant bør vige for både allerede tinglyste og senere tinglyste panterettigheder i fast ejendom, der omfatter § 37-løsøret. På den anden side er der efter udvalgets opfattelse ikke noget behov for at undtage de pågældende aktiver fra virksomhedspantet, hvis der ikke er tinglyst pant i den faste ejendom, der omfatter dem.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at et virksomhedspant ikke kan omfatte aktiver omfattet af en tinglyst panteret i medfør af tinglysningslovens § 37, uanset hvornår panteretten i den faste ejendom er tinglyst. Betydningen heraf vil være, at § 37-løsøret altid vil kunne indgå fuldt ud i den finansieringsmæssige sammenhæng med den faste ejendom, uanset om der allerede er tinglyst virksomhedspant i virksomheden eller senere måtte blive det. Forslaget vil desuden indebære, at overskydende driftsinventar og driftsmateriel, der ikke er omfattet af panteretten i den faste ejendom, vil kunne være omfattet af et virksomhedspant.

€" Forbedringer og inventar, der kan omfattes af en panteret i en andel i en andelsboligforening i medfør af tinglysningslovens § 42 j, stk. 4

Som det fremgår af afsnit 3.2.3 nedenfor, er udvalget af den opfattelse, at virksomhedspant ikke bør omfatte andele i en andelsboligforening, da pantsætninger heraf bør ske ved tinglysning i andelsboligbogen.

For så vidt angår de i tinglysningslovens § 42 j, stk. 4, nævnte aktiver, er der efter udvalgets opfattelse ikke noget behov for, at særligt tilpasset inventar og forbedringer i lejligheden kan omfattes af et virksomhedspant. Det vil endvidere kunne give anledning til en række praktiske problemer, hvis en panthaver skulle fyldestgøre sig særskilt i inventaret og forbedringer i stedet for samlet i andelsboligen. Dertil kommer, at bortfjernelse af genstande, der er blevet en integreret bestanddel af lejligheden, efter omstændighederne vil kunne forhindres gennem det ulovbestemte princip om, at bortfjernelse ikke må ske, hvis det medfører fysisk beskadigelse af lejligheden (tilvækstprincippet).

Udvalget foreslår derfor, at et virksomhedspant ikke kan omfatte aktiver, der kan omfattes af en panteret i en andel i en andelsboligforening i medfør af tinglysningslovens § 42 j, stk. 4.

€" Apoteksinventar

Udvalget har overvejet, om inventar og varelager omfattet af apotekslovens § 71, stk. 3, bør kunne omfattes af et virksomhedspant.

Det følger af lovens § 71, stk. 1, at staten kan yde garanti for lån til overtagelse og etablering samt til flytning og ombygning af apotek, apoteksfilial og apoteksudsalg. Det følger endvidere af apotekslovens § 71, stk. 3, at der til sikkerhed for meddelte garantier skal gives staten pant i apotekets inventar og varelager og disses brandforsikringssummer eller i andre aktiver efter Sundhedsstyrelsens bestemmelse.

Det er udvalgets opfattelse, at der på baggrund af disse regler ikke er noget behov for, at et virksomhedspant kan omfatte disse aktiver.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at inventar og varelager omfattet af apotekslovens § 71, stk. 3, ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Der henvises til betænkningen side 116-119 og 128-130.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 4, og stk. 4, nr. 1-3, i tinglysningsloven). Der henvises endvidere til afsnit 3.2.5 om forholdet mellem virksomhedspant og panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

3.2.2.6. Drivmidler og andre hjælpestoffer

Udvalget har overvejet, om virksomhedspant bør omfatte virksomhedens drivmidler, f.eks. benzin eller kul, og andre hjælpestoffer, der er bestemt til forbrug som et led i virksomhedens drift, f.eks. gødning.

Drivmidler og andre hjælpestoffer vil normalt være nødvendige for driften og bør derfor efter udvalgets opfattelse kunne være omfattet af et virksomhedspant på samme måde som driftsinventar og driftsmateriel mv.

Udvalget foreslår derfor, at et virksomhedspant skal kunne omfatte drivmidler og andre hjælpestoffer.

Der henvises til betænkningen side 124-125.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 5).

3.2.2.7. Besætning

Udvalget har overvejet, om en virksomheds besætning, dvs. levende dyr, bør kunne være omfattet af et virksomhedspant.

Under hensyn til at sikre, at en virksomhedspanteordning også vil kunne anvendes af landbrugsvirksomheder, er det udvalgets opfattelse, at virksomhedens besætning bør kunne være omfattet af pantet. Udvalget finder endvidere, at andre virksomheder, f.eks. dambrug, også bør kunne pantsætte en besætning i medfør af en ordning med virksomhedspant.

En virksomheds besætning vil kunne karakteriseres som driftsinventar og driftsmateriel, hvis der er tale om avlsdyr, eller som varelager, hvis der er tale om slagtedyr.

Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at det af klarhedshensyn udtrykkeligt bør fremgå af lovteksten, at en landbrugsejendoms besætning kan omfattes af et virksomhedspant. En sådan bestemmelse bør omfatte alle virksomhedens levende dyr, uanset om det er en landbrugsvirksomhed eller ej, og uanset om det er avlsdyr eller slagtedyr.

Der henvises til betænkningen side 125-126.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 6).

3.2.2.8. Immaterielle aktiver

Udvalget har overvejet, om det er hensigtsmæssigt, at en ordning med virksomhedspant omfatter immaterielle aktiver, herunder goodwill.

Som det fremgår af afsnit 2.2.6, kan en række immaterielle rettigheder efter retspraksis pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre ved tinglysning i personbogen. Det gælder således for goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Udvalget har ud fra hensynet til, at virksomhedspant bør sikre virksomhederne bedre muligheder end i dag for at anvende deres aktiver som grundlag for kreditgivning, fundet, at en ordning med virksomhedspant bør give virksomhederne mulighed for at pantsætte de ovenfor nævnte immaterielle aktiver samlet.

Udvalget har overvejet, om det ville give anledning til særlige problemer i forhold til adgangen til at pantsætte disse aktiver efter reglerne om underpant i individualiseret løsøre, men har ikke fundet, at det vil være tilfældet. Det må antages, at tinglysningstidspunktet vil være afgørende for prioritetsstillingen mellem flere panterettigheder.

Det er udvalgets opfattelse, at et virksomhedspant i pantsætterens immaterielle rettigheder ikke bør indebære nogen indskrænkning i pantsætterens immaterialretlige beføjelser, medmindre andet aftales. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at en pantsætning af immaterialretlige aktiver ikke vil rejse særlige problemer i forhold til de immaterialretlige regler, da de foreslåede regler om virksomhedspant ikke vil berøre immaterialretten. Det vil således fortsat bero på en immaterialretlig vurdering, om der f.eks. består en ret til et varemærke eller en ret til et domænenavn, der kan pantsættes.

€" EF-varemærker og EF-design

Udvalget har overvejet, om EF-varemærker og EF-design bør kunne omfattes af et virksomhedspant.

For så vidt angår EF-varemærker og EF-design eksisterer der efter EU-reglerne herom en ordning, hvorefter disse rettigheder og pantsætning heraf kan registreres i et centralt EU-register.

Det ville efter udvalgets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis pant i disse aktiver herudover kunne registreres i henhold til særlige danske regler, da det udtrykkeligt følger af EU-reglerne, at tinglige rettigheder over disse immaterielle aktiver skal registreres i et centralt EU-register for at opnå beskyttelse over for tredjemand i alle EU-lande. Udvalget har derfor fundet, at EF-varemærker og EF-design ikke bør omfattes af et virksomhedspant.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at et virksomhedspant kan omfatte goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi), men ikke andre immaterielle aktiver, herunder EF-varemærker og EF-design.

Der henvises til betænkningen side 91-93, 126-127 og 132-133.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, herunder at EF-varemærker og EF-design ikke bør kunne omfattes et virksomhedspant. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 7).

3.2.2.9. Aktiver, der befinder sig i udlandet

Udvalget har overvejet, om en ordning med virksomhedspant bør begrænses til at omfatte aktiver i Danmark.

Det er udvalgets opfattelse, at der ikke er behov for, at panteretten begrænses til kun at omfatte aktiver i Danmark, men at den i princippet bør omfatte alle en virksomheds aktiver, uanset hvor de befinder sig.

Udvalget finder endvidere, at en begrænsning af ordningen til kun at omfatte aktiver i Danmark ville kunne give anledning til en række unødige tvister, f.eks. om, hvorvidt visse aktiver befandt sig i Danmark på det relevante tidspunkt, eller om det er udtryk for regelmæssig drift, at visse aktiver er flyttet til et varelager i udlandet eller lignende.

En panthaver bør dog være opmærksom på, at forholdet mellem virksomhedspanteretten og tredjemand efter omstændighederne vil være undergivet fremmed ret.

Hvis en domstol på grundlag af de nationale international privatretlige regler finder, at spørgsmålet om, hvorvidt virksomhedspantet er tingligt beskyttet, skal behandles efter andre materielle regler end de danske, er det muligt, at retten på baggrund af reglerne om tinglig beskyttelse over for tredjemand vil komme frem til, at virksomhedspantet ikke skal respekteres af f.eks. pantsætters konkursbo eller tredjemand.

Det er udvalgets opfattelse, at det er en risiko, panthaveren nødvendigvis må acceptere, hvis panteretten omfatter aktiver, der befinder sig i udlandet. Denne usikkerhed om panterettens omfang vil naturligvis have betydning for virksomhedspantets værdi.

Som nævnt vil afgørelsen af disse spørgsmål bero på det pågældende lands lovvalgsregler og €" hvis disse regler fører til, at det pågældende lands egne regler skal finde anvendelse €" landets materielle regler.

Der henvises til betænkningen side 144-145.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

3.2.3. Aktiver, der ikke bør kunne omfattes af virksomhedspant

€" Fast ejendom

Udvalget har overvejet, om virksomhedspant bør omfatte fast ejendom.

Det følger af tinglysningslovens § 1, at alle rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning. Rettigheder tinglyses i tingbogen i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende.

Der er efter udvalgets opfattelse tale om en indarbejdet og velfungerende ordning også i finansieringsmæssig henseende. Udvalget foreslår, at fast ejendom ikke omfattes af et virksomhedspant.

Det samme gælder efter udvalgets opfattelse det løsøre, der er indlagt i den faste ejendom på ejerens bekostning til brug for bygningen. Det følger af tinglysningslovens § 38, at særskilt ret over dette løsøre ikke kan opretholdes, og at pant i fast ejendom omfatter løsøret.

Udvalget har derfor fundet det hensigtsmæssigt, at fast ejendom, herunder aktiver omfattet af panteretten efter tinglysningslovens § 38, ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Der henvises til betænkningen side 91-93 og 127-128.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og fast ejendom, herunder løsøre omfattet af panteretten efter tinglysningslovens § 38, er derfor ikke medtaget i den udtømmende opregning af aktiver, der kan omfattes af et virksomhedspant.

€" Andele i andelsboligforeninger

Udvalget har overvejet, om et virksomhedspant bør kunne omfatte andelsboligbeviser.

Den gældende tinglysningsordning bygger på, at panteret og retsforfølgning i andele mv. skal tinglyses i andelsboligbogen for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om andelen, og mod retsforfølgning, jf. afsnit 2.2.3. Tinglysningsordningen omfatter således pantsætning og retsforfølgning, dvs. udlæg, arrest, konkurs, tvangsakkord og gældssanering.

Det vil formentlig være sjældent, at der i en erhvervsmæssig sammenhæng vil være behov for at pantsætte et andelsboligbevis, men i det omfang det finder sted, bør den nye særlige ordning i tinglysningslovens kapitel 6 b anvendes.

Udvalget har derfor fundet det hensigtsmæssigt, at andelsboligbeviser ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Der henvises til betænkningen side 91-93 og 128-129.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og andele i andelsboligforeninger er derfor ikke medtaget i den udtømmende opregning af aktiver, der kan omfattes af et virksomhedspant.

€" Værdipapirer

Udvalget har overvejet, om værdipapirer bør kunne omfattes af et virksomhedspant.

Begrebet værdipapir omfatter efter værdipapirhandelsloven blandt andet aktier og obligationer, andele i investeringsforeninger, pengemarkedsinstrumenter, der er optaget til notering på en fondsbørs, samt indlånsbeviser, råvareinstrumenter, optioner på at erhverve eller afhænde et værdipapir og andre instrumenter og kontrakter efter Finanstilsynets beslutning.

De fleste værdipapirer eksisterer ikke i fysisk form, og rettighederne til sådanne papirer fremgår alene af registreringer på en konto i en værdipapircentral. Ved fondsaktiver forstås omsættelige dematerialiserede værdipapirer, der er registreret i en værdipapircentral, jf. værdipapirhandelslovens § 59, stk. 2. Rettigheder over fondsaktiver skal registreres i en værdipapircentral for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning og aftaleerhververe, jf. lovens § 66, stk. 1. Udvalget finder, at værdipapirer ikke bør medtages i ordningen. Det skyldes navnlig, at der ikke er noget finansieringsmæssigt behov herfor, men også, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis panterettigheder over værdipapirer både kan være registreret i en værdipapircentral og tinglyst i personbogen.

Der henvises til betænkningen side 91-93 og 133.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og værdipapirer er derfor ikke medtaget i den udtømmende opregning af aktiver, der kan omfattes af et virksomhedspant.

€" Negotiable papirer, herunder veksler og check

Udvalget har overvejet, om negotiable papirer bør kunne omfattes af et virksomhedspant. Med negotiable papirer menes ikke alene omsætningsgældsbreve i gældsbrevslovens forstand, jf. lovens § 11, men også veksler, check og aktiebreve, der ikke er dematerialiserede efter reglerne i værdipapirhandelsloven.

Det er fælles for disse negotiable papirer, at sikringsakten ved overdragelse til sikkerhed er fysisk rådighedsberøvelse.

En eventuel fravigelse af disse særlige regler på en sådan måde, at et tinglyst virksomhedspant ville være beskyttet over for en senere godtroende ihændehaver af omsætningspapiret, uanset at de almindelige ekstinktionsbetingelser for sådanne papirer er opfyldt, ville i givet fald medføre, at et grundlæggende formål med disse negotiable papirer, herunder den vide ekstinktionsadgang, der er fastlagt i lovgivningen, ville forspildes. Efter udvalgets opfattelse bør en ordning med virksomhedspant derfor ikke medføre en ændring af disse regler.

Hvis et virksomhedspant kunne omfatte negotiable papirer, måtte en virksomhedspanthaver uanset tinglysning af pantet derfor efter udvalgets opfattelse respektere den vide adgang til ekstinktion af tidligere rettigheder. Hvis en virksomhedspanthaver konkret skulle finde det væsentligt at have pant i disse papirer, vil man på den baggrund formentlig under alle omstændigheder foretage fysisk rådighedsberøvelse som sikringsakt.

På den baggrund er det udvalgets opfattelse, at der ikke er noget behov for, at et virksomhedspant kan omfatte negotiable papirer.

Der henvises til betænkningen side 91-93 og 134.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og negotiable papirer er derfor ikke medtaget i den udtømmende opregning af aktiver, der kan omfattes af et virksomhedspant.

€" Pengeindeståender mv.

Udvalget har overvejet, om en ordning med virksomhedspant bør omfatte pengeindeståender og kontanter, og har fundet, at det ikke bør være tilfældet.

Det skyldes, at hvis panthaveren er et pengeinstitut €" hvad der formentlig meget ofte vil være tilfældet €" giver reglerne i værdipapirhandelslovens kapitel 18 a om slutregning mv. en så fordelagtig retstilling for pengeinstituttet, at det må antages, at det vil anvende disse regler i stedet for reglerne om fyldestgørelse i det pantsatte. Virksomhedspant i pengeindeståender vil derfor ikke have nogen praktisk betydning i disse tilfælde.

Hvis det pengeinstitut, hvor pantsætteren har et pengeindestående, ikke er virksomhedspanthaver, må det endvidere antages, at det pågældende pengeinstitut i en lang række praktiske situationer vil kunne gennemføre modregning, før virksomhedspanthaveren tiltræder sit pant.

Der forekommer på den baggrund ikke at være noget særligt behov for, at et virksomhedspant omfatter pengeindeståender. Udvalget finder ligeledes, at panteretten ikke bør omfatte pantsætters kassebeholdning, dvs. mønter og sedler i dansk eller anden valuta.

Udvalget foreslår derfor, at pengeindeståender og kontanter ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Der henvises til betænkningen side 91-93 og 134.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og pengeindeståender og kontanter er derfor ikke medtaget i den udtømmende opregning af aktiver, der kan omfattes af et virksomhedspant.

€" Pantets surrogater og frugter

Udvalget har endvidere overvejet, om en ordning med virksomhedspant bør omfatte pantets surrogater og frugter.

Med pantets »surrogater« menes aktiver, der tilfalder pantsætteren i stedet for det pantsatte, f.eks. en erstatningssum, hvis det pantsatte går til grunde.

Det vil normalt afhænge af pantsætningsaftalen, i hvilket omfang panteretten omfatter surrogater. Hvis virksomhedspantet kunne omfatte alle surrogater, kunne det, idet der er tale om et »flydende« pant, hvor aktiver løbende omsættes, give anledning til en række praktiske vanskeligheder at efterprøve, hvad der omfattes af panteretten. Det kan endvidere rejse en række omgåelses- og afgrænsningsspørgsmål i forhold til, hvilke aktivgrupper der kan omfattes af panteretten. Hvis en ordning med virksomhedspant f.eks. undtager pengeindeståender, men omfatter udestående fordringer, vil det kunne hævdes, at pengeindeståenderne reelt er surrogater for de udestående fordringer, og dermed alligevel er omfattet af panteretten. Det ville efter udvalgets opfattelse føre til en uhensigtsmæssig retstilstand.

Udvalget er derfor af den opfattelse, at hensynet til at sikre klarhed over, hvad panteretten omfatter, taler for, at panteretten ikke bør omfatte surrogater. Det bør dog ikke gælde for de surrogater, der udspringer af, at det pantsatte er gået til grunde eller eksproprieret, dvs. erstatnings- og forsikringssummer, herunder ekspropriationserstatning, men ikke andre surrogater. Udvalget foreslår, at denne afgrænsning indarbejdes i pantebrevsformularen. Noget tilsvarende gælder ved pant i fast ejendom, jf. pantebrevsformular A, pkt. 5, og pantebrevsformular B, pkt. 6.

Med pantets »frugter« menes de aktiver, der opstår ved pantets normale brug og er bestemt til udskillelse, uden at der er tale om et egentligt forbrug af pantet.

Det er udvalgets opfattelse, at den artsbestemte afgrænsning af panteretten, der følger af, at panteretten f.eks. ikke kan omfatte pengeindeståender, også bør gælde her. Det betyder, at hvis panteretten omfatter et aktiv, der f.eks. ved udleje giver et økonomisk udbytte, bør den månedlige leje, der indbetales på pantsætterens konto, ikke være omfattet af panteretten.

Andre frugter, som f.eks. pantsatte dyrs afkom, bør imidlertid være omfattet, hvis virksomhedspantet omfatter besætning.

Efter udvalgets opfattelse må det antages at følge af, at der i lovteksten foretages en udtømmende opregning af de aktivtyper, der kan omfattes af panteretten, at pantet ikke kan omfatte pantets frugter, hvis der er tale om aktivtyper, der ikke er medtaget i denne opregning.

Der henvises til betænkningen side 137-138.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.11 om udformning af nye pantebrevsformularer.

€" Skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover

Udvalget har overvejet, om skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover samt det dertilhørende tilbehør bør kunne omfattes af et virksomhedspant.

Det følger af sølovens § 10, at skibe, som har en bruttotonnage på 20 eller derover, skal registreres i skibsregisteret, og at skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover, men under 20, kan registreres i skibsregisteret.

Det følger endvidere af sølovens § 28, at pant i skibe, der er indført i skibsregistret, skal registreres heri for at opnå beskyttelse over for aftaler om skibet og mod retsforfølgning. Pantsætningen omfatter endvidere, når intet andet er aftalt, maskiner, kedler, motorer, radioudstyr, ekkolod, fiskeredskaber, instrumenter og andet tilbehør, der er anskaffet på ejerens bekostning og bestemt til anbringelse i skibet, selv om det midlertidigt er adskilt fra skibet, jf. sølovens § 47.

Det er udvalgets opfattelse, at skibe, der kan registreres og pantsættes efter reglerne i søloven, dvs. skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover, og det tilhørende tilbehør ikke bør kunne omfattes af et virksomhedspant, uanset at aktiverne efter omstændighederne ville kunne karakteriseres som varelager eller driftsinventar og driftsmateriel. Det skyldes, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis pantsætning af disse skibe både kan være registreret i skibsregisteret og tinglyst i personbogen.

Udvalget forslår derfor en regel, der går ud på, at skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover og aktiver, der kan omfattes af en panteret i skibe i medfør af sølovens § 28 og § 47, ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Der henvises til betænkningen side 130-131.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 4, nr. 5, i tinglysningsloven).

€" Luftfartøjer

Udvalget har overvejet, om luftfartøjer og det dertil hørende tilbehør bør kunne omfattes af et virksomhedspant.

Det følger af luftfartslovens § 6, at luftfartsvæsenet fører et register over luftfartøjer (nationalitetsregister).

Pant i luftfartøjer, som er indført i det nationalitetsregister, der er omhandlet i luftfartsloven, skal registreres for at opnå beskyttelse over for aftaler om luftfartøjet og mod retsforfølgning, jf. flyregistreringslovens § 1. Panteretten omfatter også det tilbehør, der er anbragt i luftfartøjet, jf. flyregistreringslovens § 22. Endvidere følger det af flyregistreringslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., at en panteret, som tillige omfatter reservedele, der tilhører luftfartøjets ejer og ikke i forvejen er særskilt behæftet, kan registreres.

Det er udvalgets opfattelse, at luftfartøjer og tilhørende materiel ikke bør kunne omfattes af et virksomhedspant, uanset at aktiverne efter omstændighederne ville kunne karakteriseres som varelager eller driftsinventar og driftsmateriel. Det skyldes, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis rettighedshavere kun skulle undersøge luftfartøjsregisteret for at konstatere ejerskabet til luftfartøjet, men både luftfartøjsregisteret og personbogen for at undersøge, om luftfartøjet er pantsat.

Selvom visse nærmere reservedele er særskilt behæftet og derfor ikke kan pantsættes sammen med luftfartøjet efter flyregistreringslovens § 22, bør reservedelene af klarhedshensyn ikke kunne være omfattet af et virksomhedspant.

Udvalget forslår derfor en regel, der går ud på, at luftfartøjer og aktiver, der kan omfattes af en panteret i luftfartøjer i medfør af flyregistreringslovens §§ 1, 22 og 24, ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Der henvises til betænkningen side 131-132.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 4, nr. 6, i tinglysningsloven).

3.2.4. Nærmere om udskillelse ifølge regelmæssig drift

Som det fremgår af afsnit 3.2.2.1, er det udvalgets opfattelse, at en ordning med virksomhedspants bør muliggøre, at virksomheden uanset pantsætningen kan fortsætte den almindelige drift, uden at der stilles de særlige krav til pantets opretholdelse, der i dag i praksis hindrer pantsætning af f.eks. et varelager.

Udvalget har nærmere overvejet, hvilke aktiver der bør kunne udskilles, og hvilke krav der kan stilles hertil.

Det bør efter udvalgets opfattelse være muligt at udskille ifølge regelmæssig drift virksomhedens omsætningsaktiver, dvs. varelagre, fabriksnye biler, besætning (slagtedyr) mv., og anlægsaktiver, dvs. virksomhedens driftsinventar og driftsmateriel samt eventuelle besætning (avlsdyr). En lignende ordning gælder efter tinglysningslovens § 37 om tilbehør til fast ejendom, der er omfattet af en panteret heri, jf. nærmere afsnit 2.2.1.

Virksomhedens drivmidler mv. (brændstof, gødning og lign.) vil udgøre forbrugsbart driftsinventar og vil som sådan ikke være egnet til udskillelse ifølge regelmæssig drift. Udvalget har dog af hensyn til at sikre en enkel regel fundet, at der ikke bør skelnes mellem drivmidler mv. og det øvrige driftsinventar og driftsmateriel. Også virksomhedens drivmidler mv. bør derfor kunne udskilles ifølge regelmæssig drift.

Virksomhedens immaterialrettigheder vil enten kunne udgøre anlægsaktiver eller omsætningsaktiver. I begge tilfælde kan der være et praktisk behov for, at aktiverne kan udskilles.

Udvalget har endvidere overvejet, om det bør fastsættes, at pantsatte fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser kan udskilles ifølge regelmæssig drift.

De nævnte fordringer vil hverken udgøre anlægs- eller omsætningsaktiver, men er virksomhedens indtjening ved driften. Der består derfor efter udvalgets opfattelse ikke nogen særlig begrundelse for at tillade udskillelse af pantet af disse fordringer.

Det er derfor udvalgets opfattelse, at der ikke bør fastsættes en adgang for pantsætteren til at sælge sine udestående fordringer til anden side, hvis de er omfattet af et virksomhedspant.

En ordning med virksomhedspant bør dog ikke være til hinder for, at parterne kan aftale, at pantsætteren kan udskille visse fordringer.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at de pantsatte aktiver, bortset fra fordringer, kan udskilles ifølge regelmæssig drift af virksomheden.

€" Nærmere om reglens indhold

Udvalget har overvejet, hvad en regel om udskillelse ifølge regelmæssig drift bør indeholde, og om der bør fastsættes nærmere regler om, hvad der kan karakteriseres som udskillelse ifølge regelmæssig drift af virksomheden.

Som nævnt er udvalget af den opfattelse, at en regel om udskillelse bør udformes således, at pantsætteren kan udskille alle aktiver, bortset fra fordringer, ifølge regelmæssig drift af virksomheden. Det betyder, at en panthaver ved at tage virksomhedspant må acceptere en større risiko end f.eks. ved pant i fast ejendom, herunder i § 37-løsøre. Det skyldes, at virksomhedspanthaveren vil have pant i pantsætterens til enhver tid værende aktivmasse, men ikke i et bestemt (værdifuldt) aktiv som f.eks. en fast ejendom, hvor det kun er § 37-løsøret, der kan udskilles ifølge regelmæssig drift.

Det bør derfor efter udvalgets opfattelse være et afgørende element ved vurderingen af, om udskillelsen sker ifølge regelmæssig drift af virksomheden, om pantsætterens dispositioner er forretningsmæssigt begrundede. At udskillelsen sker ifølge regelmæssig drift, må dog som udgangspunkt indebære, at udskillelsen af aktiver modsvares af, at pantsætteren anskaffer nye aktiver, der gribes af panteretten, i den udstrækning det er nødvendigt for at holde virksomheden i regelmæssig drift. Det må således efter udvalgets opfattelse være i overensstemmelse med en regel om udskillelse, hvis en virksomhed i takt med salg af færdigvarer, der dermed udskilles af panteretten, f.eks. indkøber råvarer mv. med henblik på virksomhedens fortsatte produktion eller lignende.

Det er på baggrund af ovenstående udvalgets opfattelse, at der ikke bør fastsættes nærmere lovregler om, hvad der kan karakteriseres som udskillelse ifølge regelmæssig drift, idet det vil bero på en nærmere vurdering af den enkelte virksomhed og af de enkelte aktivers karakter, herunder om det er omsætningsaktiver, der er bestemt for videresalg, eller anlægsaktiver, der er tiltænkt en mere varig tilknytning til virksomheden, ligesom de retningslinjer om udskillelse ifølge regelmæssig drift, der fremgår ovenfor, må antages at gælde uden nærmere præcisering i lovteksten.

Som det fremgår af afsnit 3.2.1, er det udvalgets opfattelse, at virksomhedspant bør omfatte nye aktiver, som pantsætteren løbende erhverver efter pantsætningen. Det er dog udvalgets opfattelse, at der som hovedregel bør gøres en undtagelse herfra i de tilfælde, hvor der indledes insolvensbehandling mod skyldneren efter pantets stiftelse, jf. afsnit 3.3.1 og lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 f i tinglysningsloven). Denne regel medfører efter udvalgets opfattelse, at det ikke længere vil være muligt at udskille aktiver ifølge regelmæssig drift af pantet. Det skyldes, at det fra dette tidspunkt er udelukket, at panteretten kan omfatte nye aktiver, der erhverves af pantsætteren. Udskillelse af aktiver, f.eks. færdigvarer, kan derfor ikke ske under omstændigheder, hvor nye aktiver, f.eks. råvarer, må forventes at blive indkøbt.

Der henvises til betænkningen side 138-144.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 1, i tinglysningsloven) og bemærkningerne hertil.

3.2.5. Forholdet til panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2

Udvalget har overvejet forholdet mellem en ordning med virksomhedspant, der omfatter driftsinventar og driftsmateriel, og panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

Når en erhvervsvirksomhed drives fra lejet ejendom, kan indehaveren uanset bestemmelsen i § 47 b, stk. 1, pantsætte det til virksomheden hørende driftsinventar og driftsmateriel €" derunder maskiner og tekniske anlæg af enhver art €" og ved landejendomme tillige den til ejendommen hørende besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser. Pantsætningen er ikke til hinder for, at de nævnte genstande udskilles ifølge en regelmæssig drift af virksomheden, jf. § 47 b, stk. 2. Bestemmelsen antages i retspraksis at have samme materielle omfang som lovens § 37. Det indebærer, at der antages at gælde et krav om stedlig tilknytning mellem en lejet ejendom og pantsat driftsmateriel mv., idet der med driftsinventar og driftsmateriel må antages at være sigtet til genstande, der efter deres art er bestemt til mere varig forbliven på vedkommende ejendom for at tjene dennes produktion.

Efter udvalgets opfattelse er der ikke behov for helt at undtage aktiver omfattet af et § 47 b, stk. 2-pant fra virksomhedspantet på samme måde som ved aktiver omfattet af tinglysningslovens § 37, da der ikke er noget hensyn at tage til at sikre, at aktiverne kan belånes sammen med den faste ejendom. Det skyldes, at et pant efter § 47 b, stk. 2, alene kan tages i en virksomheds aktiver, hvis virksomheden drives fra lejet ejendom, og indehaveren af virksomheden således ikke har mulighed for at belåne aktiverne sammen med ejendommen.

Der er dog efter udvalgets opfattelse behov for, at der i lovteksten tages stilling til prioritetsstillingen mellem virksomhedspant og panterettigheder efter § 47 b, stk. 2.

Det skyldes for det første, at det uden en præcisering i lovteksten i praksis vil være ganske vanskeligt at fastslå prioritetsstillingen mellem virksomhedspantet og en panteret efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2. Det ville i givet fald være nødvendigt at kende anskaffelsestidspunktet for hvert enkelt aktiv for at fastlægge prioritetsstillingen, hvilket skyldes, at nye aktiver omfattes af de to panteordninger på forskellige tidspunkter.

Hvis det pågældende aktiv er erhvervet, før virksomhedspantet tinglyses i personbogen, vil en panthaver efter § 47 b, stk. 2, have 1. prioritet i aktivet. Er aktivet først erhvervet efter en senere tinglysning af et virksomhedspant, vil virksomhedspanthaveren have 1. prioritet i aktivet, hvis der €" hvilket formentlig vil være det sædvanlige €" er indgået aftale om købet, inden aktivet bringes ind på den lejede ejendom, hvorfra virksomheden drives.

For det andet måtte panthaveren efter § 47 b, stk. 2, acceptere, at panteretten i tilbehøret udhules af et senere tinglyst virksomhedspant. § 47 b, stk. 2-pantet ville blive udhulet i takt med udskillelsen af aktiver af pantet, da nye aktiver vil blive omfattet af virksomhedspantets 1. prioritet allerede ved erhvervelsen, men inden den driftsmæssige og stedlige tilknytning til den lejede ejendom, hvorfra virksomheden drives, kan konstateres.

Udvalget foreslår derfor, at der i lovteksten udtrykkeligt tages stilling til prioritetsstillingen mellem panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, og et virksomhedspant. Udvalget foreslår nærmere, at tinglysningstidspunktet er afgørende for prioritetsstillingen, uanset hvornår det enkelte aktiv må anses for omfattet af panterettighederne. På denne måde vil det sikres, at det er enkelt at fastslå prioritetsstillingen mellem de to panterettigheder. Samtidig sikres det, at en panteret efter § 47 b, stk. 2, ikke udhules af et virksomhedspant, der efterfølgende tinglyses.

Der henvises til betænkningen side 120-123.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 e, stk. 3, i tinglysningsloven).

3.2.6. Pantsætterens eller skyldnerens nærstående

Udvalget har overvejet, om der bør være begrænsninger i, hvem der kan give og tage virksomhedspant.

Det er udvalgets opfattelse, at en ordning med virksomhedspant indebærer en risiko for, at pantsætteren båndlægger sine aktiver til fordel for en nærstående, f.eks. et moderselskab.

Det ville særligt være tilfældet, hvis en virksomhedspanthaver kunne råde over virksomhedens aktiver i tilfælde af virksomhedens sammenbrud. En ejer ville således kunne finansiere sit selskab med en lille egenkapital og et lån, for hvilket der kunne ydes virksomhedspant. Dette ville skabe en nærliggende risiko for, at en virksomhedsejer ville kunne misbruge sin indflydelse på pantsætteren til at vedligeholde virksomhedspantets værdi til skade for de usikrede kreditorer. Dette kunne f.eks. ske ved en planlagt konkurs til gennemførelse på et tidspunkt, hvor de usikrede kreditter er særligt store.

En sådan form for misbrug vil kunne ske ikke blot i tilfælde, hvor panthaveren og pantsætteren er nærstående, men også i tilfælde, hvor et sådant forhold ikke kan konstateres, fordi pantsætteren og skyldneren ikke er samme juridiske enhed, dvs. i tilfælde hvor virksomhedspantet gives som et tredjemandspant. Det bør derfor €" bl.a. ud fra omgåelseshensyn €" sikres, at der hverken kan stilles pant til fordel for pantsætterens eller skyldnerens nærstående.

Udvalget foreslår derfor, at det ikke bør være muligt at stille virksomhedspant til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. konkurslovens § 2.

Udvalget foreslår endvidere, at bliver panthaver nærstående til skyldneren eller pantsætteren efter sikkerhedsstillelsen, kan pantet ikke tjene til sikkerhed for gæld, der stiftes efter dette tidspunkt, og ikke omfatte aktiver, der erhverves efter dette tidspunkt. Det samme gælder, hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Herved vil risikoen for, at pantsætteren båndlægger sine aktiver i et virksomhedspant, formindskes.

Der henvises til betænkningen side 147-149.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der €" som Konkursrådet også har peget på i sit notat om virksomhedspant af 7. april 2003 €" er behov for at udelukke, at der kan stilles virksomhedspant til fordel for nærstående, jf. konkurslovens § 2.

Under høringsfasen er det blevet anført, at der ikke alene består en risiko for misbrug af de foreslåede nye pantsætningsregler i tilfælde, hvor parterne er nærstående efter konkurslovens § 2, fordi panthaveren er direkte eller indirekte medejer af skyldneren eller pantsætteren, men også i tilfælde, hvor der er et ledelsesmæssigt sammenfald mellem parterne.

Skulle der forekomme misbrug eller omgåelse af virksomhedspanteordningen, er det Justitsministeriets opfattelse, at domstolene efter omstændighederne vil kunne gribe ind og anse et ledelsesmæssigt sammenfald mellem parterne for omfattet af konkurslovens § 2, nr. 4, som et »tilsvarende interessefællesskab«, således at pantsætningen dermed er uden retsvirkning, jf. den foreslåede regel i § 47 e, stk. 1, i tinglysningsloven. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke peget på særlige misbrugsmuligheder, der ikke vil kunne rammes på grundlag af denne bestemmelse.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 e, stk. 1, i tinglysningsloven).

3.2.7. Det offentliges restanceinddrivelse

Udvalget har overvejet konsekvenserne for det offentliges restanceinddrivelse af at indføre en ordning med virksomhedspant.

ToldSkat har til brug for udvalgets arbejde oplyst, at en ordning med virksomhedspant, der ikke omfatter fast ejendom og motorkøretøjer, ved fuld udbredelse blandt alle virksomheder i restance efter ToldSkat s skøn vil indebære en tabsrisiko på 1,8 mia. kr., hvis udlæg for skatte- og afgiftskrav må respektere pantet.

ToldSkat har endvidere oplyst, at det offentliges restanceinddrivelse i praksis er afhængig af at have en effektiv trussel om at kunne foretage udlæg. ToldSkat anser således truslen om at foretage udlæg som det eneste effektive middel over for virksomheder, som er betalingsdygtige, men ikke betaler. Det skyldes, at muligheden for at foretage udlæg i f.eks. varelageret i dag ofte vil bevirke en »frivillig« indbetaling. Det pres på virksomheden, der således ligger i udlægsadgangen, vil i praksis forsvinde, hvis aktiverne er omfattet af et virksomhedspant. Det eneste effektive alternativ til udlægsadgangen vil efter ToldSkat s vurdering være at begære virksomheden konkurs for dermed at standse restancetilvæksten, men en væsentlig del af det offentliges udlæg foretages hos virksomheder, der er betalingsdygtige, og hvor betingelserne for at afsige konkursdekret derfor ikke er opfyldt.

Udvalget har overvejet, om der findes andre effektive muligheder for restanceinddrivelse, der vil kunne træde i stedet for udlægsadgangen, herunder f.eks. genindførelsen af et konkursprivilegium for skatte- og afgiftskrav. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at disse andre muligheder er utilstrækkelige, hvis et væsentligt provenutab for det offentlige skal undgås.

Udvalget er derfor af den opfattelse, at en ordning med virksomhedspant, der omfatter en væsentlig del af en virksomheds aktiver, som et uomgængeligt element må indeholde en regel om, at virksomhedspanterettigheder skal respektere senere udlæg for skatte- og afgiftskrav mv., hvis et væsentligt provenutab for det offentlige ved indførelse af virksomhedspant skal undgås.

€" Reglens nærmere udformning

Udvalget har overvejet den nærmere afgrænsning af de krav, der bør omfattes af en sådan regel. Med henvisning til, at reglen har sin begrundelse i ToldSkat s restanceinddrivelse, er udvalget af den opfattelse, at ordningen så vidt muligt bør begrænses til det offentliges krav på skyldige skatter og afgifter mv.

Denne afgrænsning kan imidlertid give anledning til vanskeligheder. En artsbestemt definition af disse krav, f.eks. til alle »skatte- og afgiftskrav mv.«, må således antages at give anledning til tvivlsspørgsmål, der i givet fald ville foranledige en række tvister ved domstolene.

Udvalget har også overvejet, om en bestemmelse bør indeholde en henvisning til de enkelte love, kravet skal hidrøre fra, for at blive tillagt prioritetsstilling forud for virksomhedspant. Det ville imidlertid nødvendiggøre en henvisning til et meget stort antal love. Udvalget har derfor fundet, at en sådan afgrænsning af de relevante krav er uhensigtsmæssig.

Udvalget finder derfor, at bestemmelsen bør omfatte krav, der er tillagt udpantningsret. Det vil bl.a. omfatte krav i henhold til kildeskatteloven, momsloven, fondsbeskatningsloven, toldloven og tinglysningsafgiftsloven. Det vil endvidere omfatte visse af ATP€™s krav, herunder krav på finansieringsbidrag til Lønmodtagernes Garantifond. Ved en sådan afgrænsning omfattes imidlertid også en række krav, der ikke er af skatte- eller afgiftsmæssig karakter, f.eks. bøder, afgifter, gebyrer og visse udgifter mv. i henhold til miljøbeskyttelsesloven, skovloven og retsplejeloven. Udvalget har imidlertid fundet, at en lang række af disse krav vil være mindre praktisk relevante for så vidt angår langt hovedparten af de virksomheder, der vil anvende en ordning med virksomhedspant. Udvalget har derfor ikke tillagt det afgørende betydning, at også disse krav kan opnå prioritetsstilling forud for virksomhedspant.

Endvidere har udvalget lagt vægt på, at der må stilles store krav om klarhed og entydighed til en bestemmelse, hvorefter en tinglyst virksomhedspanteret skal vige for senere retsforfølgning.

Efter udvalgets opfattelse bør kredsen af krav, der kan opnå fortrinsstilling, derfor afgrænses til offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret.

Udvalget foreslår på den baggrund en regel, der går ud på, at virksomhedspant skal respektere senere udlæg for offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret, hvis udlægshaveren senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget.

€" Udlæg for privates krav

Udvalget har overvejet, om en regel, der går ud på, at virksomhedspanterettigheder skal respektere senere udlæg, også bør gælde til fordel for private kreditorer. En sådan regel ville i givet fald først og fremmest være begrundet i et hensyn til ligestilling af kreditorerne.

Det er udvalgets opfattelse, at der skal foreligge ganske særlige og tvingende grunde til at fravige ovennævnte formueretlige regel om, at tinglyste panterettigheder er beskyttet over for senere retsforfølgende kreditorer. Det er udvalgets opfattelse, at det ikke er tilfældet for så vidt angår private krav. Det skyldes navnlig, at private kreditorer i modsætning til det offentlige normalt har mulighed for at tage højde for, at en virksomhed har pantsat en væsentlig del af sine aktiver i et virksomhedspant. Private kreditorer kan således undlade at levere på kredit eller i deres almindelige prispolitik tage højde for risikoen for ikke at kunne foretage udlæg hos virksomhederne i samme omfang som tidligere.

Endelig har det spillet en rolle for udvalget, at det offentlige altid vil være i stand til at udrede et eventuelt opnået auktionsprovenu, hvis udlægget bortfalder i forhold til pantsætterens konkursbo mv., jf. konkurslovens § 71. Dette vil ikke nødvendigvis være tilfældet for en privat kreditor.

Der henvises til betænkningen side 93-97 og 163-171.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at en særlig regel om, at et tinglyst virksomhedspant skal respektere senere udlæg for offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret, hvis udlægshaveren senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget, er nødvendig for at sikre det offentlige en fortsat effektiv restanceinddrivelse og dermed undgå et væsentligt provenutab for det offentlige ved indførelsen af virksomhedspant.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at der ikke foreligger afgørende grunde til at lade et tinglyst virksomhedspant vige for andre udlæg, herunder navnlig udlæg for private krav.

Det skyldes bl.a., at forslaget om en særlig udlægsadgang for det offentlige er en fravigelse af det grundlæggende formueretlige princip om, at tinglyste panterettigheder nyder beskyttelse mod senere retsforfølgende kreditorer. Selvom hensynet til at ligestille kreditorerne taler for at tillægge private den samme særlige udlægsadgang, kan dette hensyn efter Justitsministeriets opfattelse imidlertid ikke begrunde en yderligere fravigelse af det nævnte princip til skade for de private virksomheder, der har virksomhedspant. Hertil kommer, at en sådan yderligere forringelse af virksomhedspanthaverens stilling må antages at ville svække den positive finansieringsmæssige effekt, som er formålet med at indføre ordningen.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 5, i tinglysningsloven).

Det bemærkes i øvrigt, at i de tilfælde, hvor en skyldner har pantsat sine aktiver efter den foreslåede virksomhedspanteordning, foreslås det, at virksomhedspanthaveren hæfter med 50.000 kr. for boomkostninger ved skyldnerens eventuelle konkurs, og at rekvirenthæftelsen efter konkurslovens § 27, stk. 1 og 2, dermed vil kunne fastsættes til et lavere beløb, end det er tilfældet i dag, jf. lovforslagets afsnit 3.3.3. Hermed får private fordringshavere alt andet lige en lettere adgang til at indgive konkursbegæring mod den pågældende skyldner.

3.2.8. Fordringspant

Udvalget foreslår som supplement til virksomhedspant en mindre omfattende ordning, hvorefter indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan underpantsætte virksomhedens udestående og fremtidige kundetilgodehavender (fordringspant).

Fordringspant vil kunne være mere attraktivt for mindre virksomheder. Det skyldes, at panthaveren efter udvalgets opfattelse ikke på samme måde som ved virksomhedspant bør respektere visse udlæg for offentligretlige krav. Det er efter udvalgets opfattelse endvidere ikke behov for, at fordringspanthaveren skal hæfte for omkostningerne ved behandling af pantsætterens konkursbo, jf. den foreslåede regel for så vidt angår virksomhedspant afsnit 3.3.3.

Udvalget foreslår, at fordringspant skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning.

Det er udvalgets opfattelse, at en ordning med fordringspant vil kunne fungere sideordnet med eksisterende former for fakturabelåning efter de gældende regler i gældsbrevsloven.

Som det fremgår af afsnit 3.2.6, foreslås det i overensstemmelse med udvalgets forslag, at der ikke kan stilles virksomhedspant til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående. Forslaget er begrundet i hensynet til at imødegå misbrug, da en ordning med virksomhedspant indebærer en risiko for, at pantsætteren båndlægger sine aktiver til fordel for en bestemt kreditor. Risikoen for selvbåndlæggelse er formentlig ikke af den samme størrelse for så vidt angår fordringspant, men der bør alligevel efter udvalgets opfattelse gælde de samme regler.

Udvalget har overvejet, om fordringspant bør respektere senere udlæg for skatte- og afgiftskrav mv. på samme måde som virksomhedspant. I givet fald skulle en sådan regel være begrundet i hensynet til at undgå et væsentligt provenutab for det offentlige som følge af indførelse af fordringspant.

Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at en sådan regel formentlig ikke vil være nødvendig, da en ordning med fordringspant i modsætning til virksomhedspant ikke indebærer en mulighed for pantsætning af nye aktivgrupper, der ikke tidligere let har kunnet pantsættes.

Det må endvidere antages, at der efter stiftelse af et fordringspant stadig vil være væsentlige aktiver i virksomheden, der kan gøres til genstand for udlæg mv., således at det vil være muligt for det offentlige at foretage restanceinddrivelse ved udlæg i varelager mv., der ikke vil være pantsat i medfør af denne ordning. Udvalget foreslår således, at en virksomhed ikke på samme tid kan pantsætte sine aktiver i et virksomhedspant og i et fordringspant. Der henvises til afsnit 3.2.10.

Udvalget har endelig overvejet, om en ordning med fordringspant nødvendiggør, at panthaveren indestår for omkostningerne til bobehandling, hvis pantsætteren går konkurs. Udvalget har fundet, at der ikke er behov for en sådan regel, da fordringspant normalt ikke omfatter en så væsentlig del af pantsætterens aktiver som virksomhedspant. Hertil kommer, at fordringer allerede i dag kan pantsættes i fakturabelåningsarrangementer efter gældsbrevslovens regler. Fordringspant indebærer dermed ikke på samme måde som virksomhedspant væsentlig nye muligheder for pantsætning af aktiver.

Der henvises til betænkningen side 105-107 og 211-227.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 d i tinglysningsloven).

3.2.9. Tinglysning af negativerklæringer i personbogen

Udvalget har overvejet, om det bør være muligt at tinglyse forpligtelser, der går ud på, at den ene aftalepart forpligter sig til ikke at pantsætte sine aktiver efter pantsætningsreglerne i personbogen, herunder de foreslåede regler om virksomhedspant og fordringspant, uden samtykke fra den anden aftalepart.

En tilsvarende retstilstand gælder for fast ejendom, men ifølge retspraksis er der ikke hjemmel til at tinglyse sådanne forpligtelser i personbogen.

Det er udvalgets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt at tilvejebringe hjemmel til at tinglyse negativerklæringer i personbogen, da det vil kunne sikre en vis finansieringsmæssig fleksibilitet. Det bør bl.a. være muligt at tinglyse en forpligtelse om, at der ikke kan tinglyses fordringspant eller virksomhedspant i fordringer med henblik på, at virksomhedens kundetilgodehavender pantsættes efter de gældende regler i gældsbrevsloven. Det kan også være praktisk, at f.eks. en bilimportør og en bilforhandler, der ønsker at indgå en konsignationsaftale, tinglyser en negativerklæring, der går ud på, at bilforhandleren ikke kan tinglyse et virksomhedspant i sit varelager af fabriksnye biler.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at der kan tinglyses dokumenter i personbogen, hvorefter en person forpligter sig til ikke at underpantsætte sine aktiver i medfør af reglerne om virksomhedspant, fordringspant, underpant i individuelt løsøre, jf. tinglysningslovens § 47, eller efter § 47 b, stk. 2, uden samtykke fra den eller de påtaleberettigede. Dokumentet skal angive, hvem der er påtaleberettiget.

Der henvises til betænkningen side 208-209.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 43, stk. 2, i tinglysningsloven).

3.2.10. Forholdet mellem virksomhedspant og fordringspant

Som det fremgår nærmere af afsnit 3.2.8, foreslås det som supplement til virksomhedspant at indføre en mindre omfattende ordning, hvorefter indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan underpantsætte virksomhedens udestående og fremtidige kundetilgodehavender (fordringspant). Fordringspant vil som nævnt kunne være mere attraktivt for mindre virksomheder, da panthaveren ikke på samme måde som ved virksomhedspant skal respektere udlæg for skatte- og afgiftskrav mv., og panteretten heller ikke indebærer krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved behandling af pantsætterens konkursbo.

Udvalget har på den baggrund overvejet forholdet mellem virksomhedspant og fordringspant nærmere.

Det bør efter udvalgets opfattelse undgås, at forskellen mellem virksomhedspant og fordringspant i praksis kan udnyttes på en sådan måde, at en virksomhedspanthaver kan vælge at tage pant i fordringerne som et fordringspant og i de øvrige aktiver i et virksomhedspant for derved at undgå, at et eventuelt udlæg for skatte- og afgiftskrav tillægges prioritetsstilling forud for panteretten i fordringerne. Det er således udvalgets opfattelse, at hvis en virksomhed vælger at benytte en ordning med virksomhedspant, bør det hindres, at en ordning med fordringspant tillige kan benyttes.

Udvalget foreslår derfor, at en virksomhed kun kan pantsætte sine aktiver enten i et virksomhedspant eller i et fordringspant, men ikke anvende begge ordninger samtidig.

Der henvises til betænkningen side 105-107.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 e, stk. 2, i tinglysningsloven).

3.2.11. Tinglysningsmæssige spørgsmål

€" Hvilke typer af pantebreve kan anvendes

Udvalget har overvejet, om der ved anvendelse af virksomhedspant og fordringspant bør kunne anvendes ejerpantebreve, skadesløsbreve og/eller almindelige pantebreve.

Det er udvalgets opfattelse, at der med henblik på at begrænse misbrug bør sikres en så høj grad af gennemsigtighed som muligt. Der bør således sikres en høj grad af offentlighed om panthaverens og pantsætterens identitet.

Som det fremgår af afsnit 3.2.6, 3.2.7 og 3.3.3, foreslås det, at der bør indføres særlige regler om, at der ikke kan stilles pant til fordel for nærstående, og €" for så vidt angår virksomhedspant €" særlige regler om fortrinsstilling for offentligretlige udlæg for skatte- og afgiftskrav mv. og om panthaverens hæftelse for boomkostninger. Sådanne reglers praktiske gennemførelse vil nødvendiggøre, at panthaverens identitet fremgår af personbogen.

Udvalget er af den opfattelse, at ejerpantebrevet ikke uden væsentlige ændringer er velegnet til anvendelse for så vidt angår virksomhedspant og fordringspant, da den egentlige panthaver ikke fremgår af pantebrevet. Endvidere vil eventuelle nye regler om, at panthaverne ifølge et ejerpantebrev altid skal fremgå af personbogen, medføre, at den fleksibilitet, som et ejerpantebrev indebærer, fortabes.

Udvalget er derfor af den opfattelse, at en ordning med virksomhedspant og fordringspant ikke bør indebære anvendelsen af ejerpantebreve.

Ved et skadesløsbrev stilles der sikkerhed til fordel for en bestemt kreditor for de fordringer, der er angivet i skadesløsbrevet. Skadesløsbrevet kan dog også ligge til sikkerhed for, hvad pantsætter til enhver tid måtte blive skyldig.

Et skadesløsbrev er således en pantefordring på et bestemt beløb til sikkerhed for et underliggende skyldforhold, f.eks. en kassekredit i et pengeinstitut eller en løbende kredit hos en leverandør. En ny pantsætning vil som stiftelse af en ny panteret kræve tinglysning for at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe og retsforfølgning. Et skadesløsbrev kan endvidere ikke håndpantsættes. Panthaver vil således altid fremgå af personbogen.

Udvalget er på baggrund af ovenstående af den opfattelse, at en ordning med virksomhedspant og fordringspant bør anvende skadesløsbreve, idet skadesløsbrevet har en række karakteristika, der er velegnede til at sikre de foreslåede reglers praktiske gennemførelse.

Udvalget har endvidere fundet, at anvendelsen af almindelige pantebreve ikke vil kunne give muligheder, som skadesløsbrevet ikke vil kunne tilbyde.

Udvalget foreslår derfor, at der alene kan anvendes skadesløsbreve. Som det fremgår ovenfor, kan et skadesløsbrev ikke overdrages. Af klarhedshensyn bør det dog efter udvalgets opfattelse udtrykkeligt fastsættes, at virksomhedspantebreve og fordringspantebreve ikke kan overdrages

Der henvises til betænkningen side 204-206 og 226.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 1 og 2, og § 47 d, stk. 1 og 2, i tinglysningsloven).

€" Reglen i tinglysningslovens § 42 g, stk. 2

Tinglysningslovens § 42 g, stk. 2, indebærer, at tinglyste dokumenter udslettes, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning. Udvalget har fundet, at der er et ordensmæssigt behov for en sådan regel om udsletning efter 10 år af pantebreve i medfør af den foreslåede ordning med virksomhedspant og fordringspant.

Det følger af § 28, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 187 af 15. marts 1994 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 905 af 3. november 2003 om tinglysning i personbogen, at tinglysningskontoret skal give registrerede rettighedshavere, der har tinglyst en panterettighed efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, meddelelse om sletning, senest 3 måneder inden den gennemføres. Fornyet tinglysning indebærer, at der skal betales 1.400 kr. i tinglysningsafgift.

Det er udvalgets opfattelse, at hvis der gennemføres en regel om sletning efter 10 år af pantebreve tinglyst efter det foreslåede ordning med virksomhedspant og fordringspant, bør der gælde en tilsvarende ordning om meddelelse om sletning, senest 3 måneder inden den gennemføres, for disse pantebreve.

Der henvises til betænkningen side 208.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 e, stk. 4, i tinglysningsloven).

€" Udarbejdelse af pantebrevsformular mv.

Der stilles ikke forslag om nogen særlig adgang for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om grundlaget for tinglysning af pantebreve i medfør af § 47 c og § 47 d, idet de gældende hjemmelsbestemmelser i tinglysningslovens § 50 og § 50 f anses for tilstrækkelige.

I medfør heraf påtænkes der i personbogsbekendtgørelsen (jf. bekendtgørelse nr. 187 af 15. marts 1994 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 905 af 3. november 2003 om tinglysning i personbogen) fastsat de nødvendige bestemmelser med henblik på tinglysningens praktiske gennemførelse, og der vil blive udarbejdet en præceptiv pantebrevsformular (skadesløsbrev) til brug for tinglysningen.

Det vil bl.a. blive sikret, at pantebrevene ikke kan udstedes til ihændehaveren, men kun kan udstedes til en bestemt kreditor med angivelse af CVR-nr. og €" hvis det drejer sig om en enkeltmandsvirksomhed €" CPR-nr. Tilsvarende vil der administrativt blive fastsat bestemmelse om, at pantsætteren skal angive CVR-nr. og €" hvis det drejer sig om en enkeltmandsvirksomhed €" CPR-nr. i skadesløsbrevet.

Pantebrevsformularens nærmere vilkår vil endvidere tage stilling til, hvilke surrogater og frugter panteretten omfatter, herunder spørgsmålet om erstatnings- og forsikringssummer.

Der vil endvidere blive fastsat administrative bestemmelser om, at en ny pantsætning alene kan ske ved udfærdigelse af et nyt dokument, således at det tidligere skadesløsbrev ikke kan genbruges med påtegning om den nye panthaver. Derimod vil ændringer i det bestående forhold mellem panthaveren og pantsætteren fortsat kunne ske ved en påtegning (allonge) herom.

Det vil formentlig være hensigtsmæssigt, at omfanget af panteretten afgrænses i henhold til artsbestemte definitioner i en fortrykt pantebrevsformular. Panteretten vil herefter kunne afgrænses til bestemte aktivgrupper. For så vidt angår virksomhedspant vil inddelingen svare til inddelingen i § 47 c, stk. 3.

Der vil endvidere blive fastsat bestemmelse om, at parterne i de tinglyste dokumenter skal oplyse, at pantsætningen ikke er i strid med reglen i tinglysningslovens § 47 e, stk. 1, hvorefter virksomhedspant og fordringspant ikke kan stilles til fordel for den, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående. En sådan oplysning vil ikke være til hinder for, at panteretten ved en efterfølgende vurdering tilsidesættes som ugyldig, hvis det efterfølgende kan fastslås, at pantsætningen er sket i strid med den nævnte bestemmelse.

Efter den foreslåede ordning vil der kunne tinglyses flere panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 c. Ordningen er ikke til hinder for, at de almindelige regler om relaksation af panteretten i visse aktiver finder anvendelse, således at parterne f.eks. indbyrdes kan aftale en anden prioritetsstilling i de pågældende aktiver, end hvad der fremgår af personbogen. Parterne vil f.eks. således kunne aftale, at den primære panthaver relakserer panteretten i varelageret, hvorefter panthaveren med tinglyst 2. prioritet reelt vil have 1. prioritet i dette.

Det vil også være muligt at aftale, at virksomhedspanthaveren relakserer panteretten i udestående fordringer mod en nærmere afgrænset debitorkreds, hvorefter en håndpanthaver, der efterfølgende denuntierer over for disse debitorer efter reglerne i gældsbrevsloven, vil have 1. prioritet i disse fordringer.

3.3. Universalforfølgning

3.3.1. Virksomhedspant og fordringspant under anmeldt betalingsstandsning, konkurs mv.

Udvalget har overvejet, hvorledes omfanget af virksomhedspant og fordringspant mest hensigtsmæssigt afgrænses i tilfælde af, at der indledes insolvensbehandling mv. af pantsætteren.

Det forhold, at panteretten er »flydende«, vil som udgangspunkt indebære, at aktiver vil blive omfattet af panteretten, uanset at de først indgår i skyldnerens formuesfære, efter at der er indtrådt en fristdag, jf. konkurslovens § 1. Et sådant resultat ville imidlertid være uhensigtsmæssigt, da formålet med insolvensbehandling netop er at opnå en samlet opgørelse med henblik på en ligelig fordeling mellem kreditorerne.

Efter udvalgets opfattelse er det afgørende at sikre, at alle de aktiver, skyldneren ejer ved insolvensbehandlingens begyndelse og erhverver derunder, som udgangspunkt anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne som helhed, jf. konkurslovens § 38. Noget lignende gør sig gældende ved anmeldt betalingsstandsning, idet aktiver, som tilgår skyldneren, som udgangspunkt skal komme samtlige fordringshavere til gode, jf. herved konkurslovens § 16, stk. 1, 3. pkt.

Der bør derfor efter udvalgets opfattelse udformes en regel, hvorefter virksomhedspant og fordringspant ikke kan omfatte nye aktiver fra det tidspunkt, hvor en insolvensbehandling eller anmeldt betalingsstandsning indledes. Det drejer sig nærmere om tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning, udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring efter konkurslovens § 24, afsigelse af konkursdekret, åbning af tvangsakkordforhandling og indledning af gældssaneringssag. Fra dette tidspunkt bør allerede stiftede virksomheds- eller fordringspanterettigheder ikke omfatte nye aktiver.

Efter udvalgets opfattelse bør det dog samtidig være muligt at stifte virksomhedspant og fordringspant, der omfatter nye aktiver, under f.eks. en anmeldt betalingsstandsning som et led i et rekonstruktionsforsøg. Dette formål ville forspildes, hvis f.eks. skifterettens efterfølgende udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring efter konkurslovens § 24 i alle tilfælde medførte, at et virksomhedspantet eller fordringspantet ikke kunne omfatte nye aktiver fra dette tidspunkt.

Udvalget finder derfor, at udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring, jf. konkurslovens § 24, åbning af tvangsakkordforhandling og indledning af gældssaneringssag ikke bør medføre, at allerede stiftede virksomhedspanterettigheder og fordringspanterettigheder herefter ikke kan omfatte nye aktiver, hvis den nye form for insolvensbehandling afløser en tidligere insolvensbehandling eller en anmeldt betalingsstandsning. Denne regel vil have den betydning, at panterettigheder, der er stiftet herunder, ikke berøres af, at der indledes en ny form for insolvensbehandling.

Skifterettens afsigelse af konkursdekret bør dog efter udvalgets opfattelse altid medføre, at et virksomhedspant eller fordringspant ikke kan omfatte nye aktiver fra dette tidspunkt, da dekretets afsigelse indleder en endelig afvikling af virksomheden under hensyn til varetagelsen af kreditorernes samlede interesser.

For så vidt angår skyldnerens anmeldelse af betalingsstandsning er der ikke behov for nogen særregel. Det skyldes, at anmeldelse af betalingsstandsning ikke kan afløse en anden form for insolvensbehandling mv., og der derfor ikke er behov for at tage højde for panterettigheder, der er stiftet forinden.

Der henvises til betænkningen side 172-187.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, herunder at det er afgørende, at udformningen af en ordning med virksomhedspant og fordringspant er i overensstemmelse med det insolvensretlige ligelighedsprincip. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 f i tinglysningsloven) og bemærkningerne hertil.

€" Meddelelse til panthaverne

Som det fremgår ovenfor, foreslås det, at virksomhedspant og fordringspant, der er stiftet inden anmeldelse af betalingsstandsning, afsigelse af konkursdekret mv., ikke kan omfatte nye aktiver.

Den foreslåede regel nødvendiggør efter udvalgets opfattelse, at der i overensstemmelse med almindelige insolvensretlige principper tilvejebringes en opgørelse af pantets omfang på det relevante tidspunkt.

Udvalget foreslår derfor en række ændringer af konkursloven med henblik på at sikre, at virksomhedspanthaveren og fordringspanthaveren får oplysning om, at panterettens omfang er begrænset i overensstemmelse med de foreslåede regler i tinglysningslovens § 47 f . Det drejer sig om tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning, udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring efter konkurslovens § 24, afsigelse af konkursdekret, åbning af tvangsakkordforhandling og indledning af gældssaneringssag.

Der henvises til betænkningen side 185-187.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, 8, 11 og 12 (de foreslåede § 12, stk. 3, § 124, stk. 1, 1. pkt., § 169, stk. 1, 4. pkt., og § 208, stk. 2, i konkursloven).

3.3.2. Forbedrede rekonstruktionsmuligheder

€" Anmeldt betalingsstandsning

Udvalget har overvejet, hvilken betydning indførelse af virksomhedspant og fordringspant vil have for bestræbelserne på at rekonstruere nødlidende virksomheder, herunder sammenhængen med betalingsstandsningsreglerne.

Efter konkurslovens § 16, stk. 1, bevirker det forhold, at en skyldner anmelder betalingsstandsning til skifteretten, at adgangen til at foretage arrest og udlæg bortfalder for fordringer, som ikke er sikret ved pant stillet af skyldneren, eller som er sikret ved et pant, som vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs. Er der som led i forfølgningen af en sådan fordring foretaget arrest eller udlæg forud for, at skyldneren anmeldte betalingsstandsning, kan der ikke ske rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag heraf, såfremt udlægget eller arresten vil bortfalde i tilfælde af konkurs, jf. § 16, stk. 2.

Fordringer, som er sikret ved et uomstødeligt pant stillet af skyldneren, kan som udgangspunkt forfølges ved foretagelse af udlæg uden hensyn til en anmeldt betalingsstandsning, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 1. pkt., 2. led.

Efter § 16 a, stk. 1, kan skifteretten imidlertid, når skyldneren med tilsynets samtykke fremsætter begæring herom, bestemme, at der ikke skal kunne foretages udlæg eller rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag af pantefordringer, som ikke ville kunne omstødes i tilfælde af konkurs. Det er en betingelse for, at skifteretten kan træffe bestemmelse efter § 16 a, stk. 1, at det må anses for nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål. Dette forstås i praksis således, at en anvendelse af § 16 a, stk. 1, alene kan ske for så vidt angår aktiver, som har betydning for den fortsatte drift af skyldnerens virksomhed.

Skyldneren er som udgangspunkt berettiget til at råde faktisk over aktiver, hvori der er foretaget udlæg, jf. retsplejelovens §§ 519 og 523. Denne råden skal dog udøves på en måde, som ikke er til skade for udlægshaveren, jf. § 519, stk. 1. Retsplejelovens regler gælder også, hvor skyldneren har anmeldt betalingsstandsning. Konkurslovens regler om begrænsning af adgangen til individualforfølgning under anmeldt betalingsstandsning indeholder ingen bestemmelser, der regulerer en skyldners adgang til at råde over pantsatte eller udlagte genstande på en måde, som indebærer, at disse udskilles af panteretten/udlægget. Dette indebærer, at skyldneren som udgangspunkt er afskåret fra at lade f.eks. dele af sit varelager indgå i fortsat produktion under en anmeldt betalingsstandsning, i det omfang det har været genstand for retsforfølgning.

Udvalget er af den opfattelse, at det vil fremme muligheden for rekonstruktion af en i øvrigt levedygtig virksomhed, hvis skyldneren i et vist omfang gives denne adgang.

Udvalget har overvejet, om en sådan regel bør gælde for såvel uomstødelige udlæg og panterettigheder som udlæg og panterettigheder, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs.

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at udlægs- og panthavere ikke bør have en ringere stilling i betalingsstandsning end i konkurs. En udlægshaver eller panthaver bør således ikke i kraft af betalingsstandsningsreglerne have et incitament til at indgive konkursbegæring. Reglen bør derfor ikke omfatte rettigheder, der er uomstødelige i konkurs.

På den anden side vil det stride med betalingsstandsningsreglernes grundlæggende formål, hvis udlæg og panterettigheder, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, kan hindre, at virksomhedens aktiver anvendes som et led i rekonstruktionsbestræbelserne under en anmeldt betalingsstandsning.

Udvalget foreslår derfor, at såfremt det må anses for nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål, kan skifteretten, når skyldneren med tilsynets samtykke fremsætter begæring herom, bestemme, at en panteret eller retsforfølgning, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, ikke skal være til hinder for, at skyldneren udskiller aktiver omfattet af panteretten eller retsforfølgningen som et led i driften af sin virksomhed.

Det er udvalgets opfattelse, at en sådan regel vil kunne fremme de almindelige rekonstruktionsbestræbelser under en anmeldt betalingsstandsning.

Der henvises til betænkningen side 187-191.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 (den foreslåede § 16 a, stk. 3, i konkursloven).

€" Tvangsakkord

En panthaver er ikke bundet af en tvangsakkord, i det omfang pantet strækker til, jf. konkurslovens § 158, stk. 2, nr. 1. Det følger endvidere af reglerne om panthaverens stilling i tvangsakkord, at panthaveren ikke er forpligtet til at realisere pantet. Det vil derfor ikke umiddelbart kunne afgøres, i hvilket omfang panthaveren er bundet af akkorden, da værdien af pantet ikke er kendt.

Det vil derfor have central betydning for akkordforhandlingens forløb, under hvilke omstændigheder virksomhedspantet værdiansættes, og hvorledes værdien heraf realiseres. Det er et grundlæggende formål med tvangsakkordreglerne at søge mulighed for virksomhedens fortsatte overlevelse gennem akkordforhandlingen. Det vil derfor kunne hindre sådanne bestræbelser, hvis virksomhedspanthaveren bortsælger pantet til anden side, evt. €" hvis panthaveren har rigelig dækning i pantet €" aktiv for aktiv.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der bør fastsættes nærmere regler om vurderingen af pantet. En sådan regel vil kunne fremme, at det pantsatte forbliver i virksomhedens eje ved indfrielse af panthaveren, ligesom det vil sikre, at der tilvejebringes overblik over, i hvilket omfang virksomhedspantet strækker til, og dermed i hvilket omfang panthaveren er bundet af akkorden. En ny finansieringskilde vil kunne betale panthaveren ud og eventuelt selv få virksomhedspant i aktiverne. Derved vil en sådan regel kunne modvirke den negative effekt, indførelse af en ordning med virksomhedspant formentlig vil have for den form for rekonstruktion, der består i, at virksomheden fortsætter med samme ejer.

Efter konkurslovens § 164, stk. 1, beskikker Domstolsstyrelsen fagkyndige tillidsmænd ved akkordforhandlinger for et vist tidsrum. En skyldner, der søger tvangsakkord, må rette henvendelse til to akkordtillidsmænd, jf. konkurslovens § 165, stk. 1, der i givet fald registrerer samtlige skyldnerens aktiver og passiver. Endvidere udarbejdes en statusoversigt over boets aktiver med værdiansættelse heraf, jf. konkurslovens § 165, stk. 2.

Det vil efter udvalgets opfattelse således være hensigtsmæssigt, hvis tillidsmændene i denne forbindelse tillige værdiansætter virksomhedspantet samlet med udgangspunkt i, at virksomheden videreføres. Vurderingen bør kunne gøres bindende for panthaveren, idet alternativet til rekonstruktion i forbindelse med tvangsakkorden vil være, at virksomheden afvikles gennem konkursbehandling.

Virksomhedens udestående fordringer vil dog sædvanligvis indtage en særstilling i den forstand, at fordringerne ikke vil have nogen interesse i forhold til en eventuel videreførelse af virksomheden. Dertil kommer, at værdien af fordringerne vil fremgå af de løbende indbetalinger til panthaveren. På baggrund af disse forhold vil der derfor ikke på samme måde være behov for en vurdering af fordringernes værdi som et led i en samlet vurdering af virksomhedspantet.

Det er således udvalgets opfattelse, at der bør tilvejebringes særlig hjemmel til, at de udpegede tillidsmænds værdisætning af de dele af et virksomhedspant, som kan indgå i en rekonstruktion af virksomheden, kan lægges til grund ved vurderingen af, om pantet strækker til. Herefter vil panthaveren kunne indfries som et led i rekonstruktionen af virksomheden.

Skifterettens afgørelse om at gøre vurderingen bindende ved opgørelse af panthaverens fordring bør kunne kæres efter de almindelige regler, jf. konkurslovens § 248, stk. 2.

Udvalget foreslår på den baggrund en regel, der går ud på, at aktiver omfattet af et virksomhedspant, bortset fra fordringer, skal angives og værdiansættes særskilt af akkordtillidsmændene. Endvidere foreslår udvalget, at skifteretten på skyldnerens begæring skal kunne træffe afgørelse om, at denne vurdering af pantets værdi er bindende ved opgørelse af panthaverens fordring.

Som nævnt er det udvalgets opfattelse, at der ikke er noget behov for at foretage en vurdering af fordringer omfattet af et virksomhedspant i forbindelse med en tvangsakkord. Der vil derfor heller ikke være noget behov for at foretage en vurdering af fordringer omfattet af et fordringspant i forbindelse med en tvangsakkord. Udvalget foreslår derfor ikke nogen regel herom.

Der henvises til betænkningen side 201-203.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 9 og 10 (de foreslåede § 158, stk. 2, nr. 1, 3. pkt., og § 165, stk. 2, nr. 1, 4. pkt., i konkursloven).

3.3.3. Konkursretlige spørgsmål

€" Indeståelse for udgifter til bobehandling

Indførelse af en ordning med virksomhedspant vil efter udvalgets opfattelse formentlig medføre øget risiko for, at insolvente virksomheder ikke vil blive undergivet egentlig behandling, idet der formentlig vil være væsentligt færre frie midler i boerne til at dække omkostningerne herved.

Som det fremgår af betænkningen side 99-102, har udvalget lagt vægt på at udforme en ordning, der sikrer, at der er tilstrækkelige midler til stede med henblik på at dække omkostningerne ved bobehandlingen af virksomheder, der har pantsat deres aktiver under den foreslåede ordning med virksomhedspant.

Konkurslovens § 27 indeholder regler med henblik på at sikre, at der er tilstrækkelige midler til at dække udgifterne ved bobehandlingen, jf. konkurslovens § 93, nr. 2. Konkurslovens § 27, stk. 1, fastsætter, at den eller de, der har begæret konkurs (konkursrekvirenten), hæfter solidarisk for disse omkostninger, hvis boets midler ikke er tilstrækkelige. Hæftelsen er principielt ubegrænset, men vil i praksis være begrænset til rekvirentens sikkerhedsstillelse i medfør af § 27, stk. 2.

Reglen i konkurslovens § 27, stk. 2, går nærmere ud på, at skifteretten kræver sikkerhedsstillelse som betingelse for at afsige konkursdekret. Sikkerhedens størrelse fastsættes af skifteretten under hensyn til boets beskaffenhed efter et skøn over de omkostninger, der kan påløbe. I praksis kræver skifteretten som regel en sikkerhedsstillelse på 20-30.000 kr.

Med henblik på at sikre, at der er tilstrækkelige midler til at foretage en forsvarlig bobehandling, foreslår udvalget, at virksomhedspanthaveren indestår for omkostningerne hertil, hvis pantsætteren går konkurs. Under hensyn til, at den omstændighed, at der er virksomhedspant i skyldnerens aktiver, kan øge antallet og omfanget af de forhold, der sædvanligvis bør undersøges under en bobehandling, bør det beløb, virksomhedspanthaveren indestår for, formentlig være højere end den indeståelse, der sædvanligvis afkræves konkursrekvirenten, jf. ovenfor. Udvalget finder, at beløbet passende kan maksimeres til 50.000 kr.

Virksomhedspanthaverens hæftelse bør være subsidiær i forhold til konkursrekvirentens sikkerhedsstillelse efter § 27, stk. 2. Udvalget foreslår endvidere, at skifteretten kan afkræve panthaveren sikkerhedsstillelse for beløbet.

Hæftelsesreglen bør finde anvendelse for panthavere med tinglyst virksomhedspant i skyldnerens aktiver på fristdagen. Er der ikke tinglyst virksomhedspant på fristdagen, foreslår udvalget, at reglen bør gælde for panthavere, der har været indehaver af en virksomhedspanteret, men hvor panteretten er aflyst senere end 1 år før fristdagen. Det vil dog efter udvalgets opfattelse virke urimeligt, hvis panteretten f.eks. er aflyst som led i en normal afvikling af arrangementet, men panthaveren fortsat skal hæfte for boomkostningerne. Panthavere, der kan godtgøre, at aflysningen var ordinær, dvs. forretningsmæssigt begrundet, bør således ikke hæfte for disse omkostninger.

Ved skifterettens fastsættelse af det beløb, konkursrekvirenten skal stille sikkerhed for efter § 27, stk. 2, er det udvalgets opfattelse, at der kan tages hensyn til, om der er tinglyst virksomhedspant i skyldners aktiver. Rekvirentens sikkerhedsstillelse vil således passende kunne fastsættes til et lavere beløb, end det er tilfældet i dag, hvis en virksomhedspanthaver ligeledes hæfter for boomkostningerne efter de foreslåede regler i § 27, stk. 3 og 4, medmindre dette lavere beløb i sammenhæng med panthaverens hæftelse ikke skønnes at være tilstrækkeligt med henblik på at sikre en forsvarlig bobehandling.

Udvalget har endelig fundet, at der ikke er behov for, at fordringspanthavere indestår for omkostninger til bobehandling, da fordringspant ikke på samme måde som virksomhedspant omfatter en væsentlig del af virksomhedens aktiver.

Der henvises til betænkningen side 191-197.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag.

Fastsættelsen af størrelsen af virksomhedspanthaverens hæftelse må på den ene side ske ud fra hensynet til at sikre en i almindelighed forsvarlig behandling af konkursboer €" der må antages ofte at være mere komplekse som følge af en virksomhedspantsætning €" og på den anden side ud fra hensynet til at sikre, at ordningen også kan være attraktiv ved mindre erhvervslån. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at en hæftelse på 50.000 kr. efter en samlet vurdering må anses for passende, idet det samtidigt bemærkes, at den samlede sikkerhedsstillelse (inklusiv konkursrekvirentens sikkerhedsstillelse) hermed i praksis vil være dobbelt så stor som i dag, hvor skifteretten som regel fastsætter en sikkerhedsstillelse på 20-30.000 kr.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at rekvirentens sikkerhedsstillelse vil kunne fastsættes til et lavere beløb, end det er tilfældet i dag, hvis en virksomhedspanthaver ligeledes hæfter for boomkostningerne efter de foreslåede regler i § 27, stk. 3 og 4, medmindre dette lavere beløb i sammenhæng med panthaverens hæftelse ikke skønnes at være tilstrækkeligt med henblik på at sikre en forsvarlig bobehandling. Det vil efter ministeriets opfattelse også gøre det lettere for almindelige kreditorer at indgive konkursbegæring.

I lyset af høringssvarene er Justitsministeriet endvidere af den opfattelse, at virksomhedspanthavere, der har aflyst et virksomhedspant før fristdagen, bør kunne hæfte for boomkostningerne i mere end 1 år fra aflysningen af pantet. Det skyldes, at der vil være tilfælde, hvor en fristdag først etableres væsentligt senere, f.eks. i forbindelse med tvangsopløsningen af et selskab. Det foreslås derfor, at fristen fastsættes til 2 år. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3 (den foreslåede § 27, stk. 3 og 4, i konkursloven).

€" Fyldestgørelse i fordringer uden om boet

I tilfælde af pantsætterens konkurs vil en underpanthaver ikke kunne fyldestgøre sig i pantet uden om boet, da tvangsauktion over skyldnerens aktiver alene kan foretages efter begæring af boet eller med dettes samtykke, jf. konkurslovens § 85, stk. 1. Adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, berøres imidlertid ikke af pantsætterens konkurs, jf. konkurslovens § 91, stk. 1. Reglen gælder også for krav, der er sikret ved pant i fordringer.

En håndpanthaver i fordringer vil efter de gældende regler således være separatist, jf. konkurslovens § 91, og dermed kunne fyldestgøre sig i de pantsatte fordringer efter reglen i retsplejelovens § 538 a.

Som det fremgår af lovforslaget afsnit 3.4, foreslår udvalget en ændring af retsplejelovens § 538 a med henblik på, at bestemmelsen kan finde anvendelse ved fyldestgørelse i virksomhedspant eller fordringspant i fordringer. Forslaget vil medføre, at en virksomhedspanthaver eller fordringspanthaver vil kunne inddrive fordringerne ved at kræve betaling til sig.

Udvalget er af den opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at en virksomhedspanthaver eller fordringspanthaver på samme måde bør have muligheden for at fyldestgøre sig i de pantsatte fordringer som separatist under konkurs.

Udvalget foreslår derfor en regel, der går ud på, at konkurslovens § 91, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer eller fordringspant. Herved vil virksomhedspant i fordringer og fordringspant blive ligestillet med andre panthavere i fordringer, således at fordringerne kan inddrives uden om konkursboet.

Der henvises til betænkningen side 200-201.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7 (den foreslåede § 91, stk. 3, i konkursloven).

€" Omstødelse af »pant for gammel gæld«, når pantet er et virksomhedspant

Udvalget har overvejet spørgsmålet om omstødelse af sikkerhed, der ikke har udløst en tilsvarende kredit (»pant for gammel gæld«), når pantet er et virksomhedspant.

Konkurslovens § 70 om »pant for gammel gæld« indebærer, at panteret eller anden sikkerhedsret, som ikke er tilsagt fordringshaveren ved gældens stiftelse, eller som ikke er sikret mod retsforfølgning uden unødigt ophold efter gældendes stiftelse, kan fordres omstødt, hvis sikringsakten er foretaget senere end tre måneder før fristdagen. I retspraksis om konkurslovens § 70 er der taget højde for de særlige forhold, der gør sig gældende ved eksisterende former for »flydende« pant (factoringforhold), hvor domstolene anvender den såkaldte nettometode.

Nettometoden indebærer, at der foretages en helhedsbedømmelse af gæld og sikkerhedsstillelse i omstødelsesperioden således, at der lægges vægt på, om der i omstødelsesperioden er sket en nettoforøgelse af sikkerheden, der overstiger den nettoudvidelse af det sikrede engagement, der ser sket i perioden. Hvis sikkerhedsstillelsen i perioden overstiger gældsstiftelsen i perioden, kan der ske omstødelse, i det omfang dette har medført sikkerhedsstillelse for gæld, som tidligere var usikret.

Konkurslovens § 70 om omstødelse af »pant for gammel gæld« er imidlertid efter udvalgets opfattelse uegnet til anvendelse på virksomhedspant.

Det skyldes virksomhedspants særlige karakter som et »flydende« pant, der indebærer, at den sikkerhed, der stilles for et mellemværende, kan variere over tid med eller uden panthaverens konkrete viden herom. Samtidig må det antages, at virksomhedspant ofte vil være til sikkerhed for et mellemværende, f.eks. en kassekredit, der også løbende varierer i størrelse. Det vil derfor efter udvalget opfattelse være urimeligt, hvis enhver nettoforøgelse af sikkerheden i forhold til gælden i omstødelsesperioden medfører, at forøgelsen er omstødelig.

Ved omstødelse af sikkerhed bør der efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt lægges vægt på, om der er sket udsving i sikkerhedens værdi i forhold til den sikrede fordring til fordel for panthaveren på en sådan måde, at den udækkede del af den sikrede fordring er blevet formindsket. Udvalget finder således, at det bør være uden betydning, om sikkerheden er øget relativt mere eller faldet relativt mindre i værdi end den sikrede fordring, blot der er sket en nettoforøgelse af sikkerheden senere end 3 måneder før fristdagen. I givet fald bør denne forøgelse være omstødelig, medmindre panthaveren kan godtgøre, at forøgelsen er ordinær.

Panthaveren bør således have mulighed for at føre bevis for, at forøgelsen fremtrådte som ordinær, dvs. at de ydre for omverdenen kendelige faktorer pegede på, at nettoforøgelsen af sikkerheden ikke var af ekstraordinær karakter. Det svarer til, hvad der gælder for konkurslovens § 67 om omstødelige betalinger.

Udvalget foreslår således en særlig omstødelsesregel for virksomhedspant. Det foreslås, at den forøgelse af et virksomhedspant, der sker ved, at aktiver senere end 3 måneder før fristdagen bliver omfattet af pantet, kan omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær. Hvis der er tale om en ikke-ordinær forøgelse, bør omstødelse tillige kunne ske med hensyn til efterfølgende forøgelser, uanset om disse kan anses som ordinære. Omstødelse bør dog ikke kunne ske, i det omfang den samlede forøgelse modsvares af en forringelse af virksomhedspantet eller nettoforøgelse af den sikrede fordring, der er indtrådt efter den nævnte forøgelse.

Reglen vil have den betydning, at en nettoforøgelse af sikkerheden i et virksomhedspant senere end 3 måneder før fristdagen kan omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær.

€" Omstødelse af »pant for gammel gæld«, når pantet er et fordringspant

Udvalget har endvidere overvejet spørgsmålet om omstødelse af sikkerhed, der ikke har udløst en tilsvarende kredit (»pant for gammel gæld«), når pantet er et fordringspant.

En ny ordning med fordringspant vil være et alternativ til eksisterende former for fakturabelåningsarrangementer, hvor sikringsakten er meddelelse til skyldner, jf. gældsbrevslovens § 31, idet panteretten omfatter de samme aktivtyper. Udvalget finder det på den baggrund afgørende, at finansieringskildens eventuelle omstødelsesmæssige overvejelser ikke bør øve indflydelse på en virksomheds valg af den mest hensigtsmæssige finansieringsform.

Udvalget er således af den opfattelse, at den gældende regel i konkurslovens § 70 som udgangspunkt også bør finde anvendelse på spørgsmålet om omstødelse af »pant for gammel gæld«, hvor pantet udgøres af et fordringspant.

Som det fremgår ovenfor, er udvalget af den opfattelse, at det for så vidt angår omstødelse af virksomhedspant bør gælde, at nettoforøgelser af sikkerheden, der fremtræder som ordinære, ikke omstødes.

Udvalget har overvejet, om der på samme måde bør gælde en regel om ordinære nettoforøgelser af et fordringspant, men har fundet, at det ikke bør være tilfældet. Det skyldes, at det efter udvalgets opfattelse er væsentligt, at der gælder de samme omstødelsesregler for en ordning med fordringspant som for eksisterende former for fakturabelåningsarrangementer, hvor der i retspraksis ikke antages at gælde en sådan undtagelse for ordinære nettoforøgelser af sikkerheden.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der tilføjes et 2. pkt. til konkurslovens § 70, stk. 1, hvorefter fordringspant i fordringer, som er stiftet senere end 3 måneder før fristdagen, men efter gældens stiftelse, kan fordres omstødt efter den gældende regel i § 70, stk. 1, 1. pkt. Reglen vil indebære, at en nettoforøgelse af sikkerheden i et fordringspant, der indtræder senere end 3 måneder før fristdagen, kan omstødes.

Der henvises til betænkningen side 222-225.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4-6 (de foreslåede §§ 70 og 70 a i konkursloven) og de specielle bemærkninger hertil.

3.4. Udlæg i fordringer

Udvalget har overvejet, hvorledes tvangsrealisering af fordringer bør kunne ske under en ordning med virksomhedspant og fordringspant.

Det følger af retsplejelovens § 538 a, stk. 3, at pantsatte fordringer kan inddrives af panthaveren, efterhånden som de forfalder.

Det følger endvidere af § 558, stk. 1, at ved udlæg i fordringer kan udlægshaveren, i stedet for at stille fordringerne til auktion, efterhånden som de forfalder, lade dem indkræve hos den eller dem, der er pligtige at betale samme, ved en af ham antagen inkassator, som har at stille en af fogedretten nærmere bestemt sikkerhed. Rekvirenten er pligtig snarest muligt at underrette fogedretten om, hvem han har antaget til inkassator.

Disse regler i retsplejeloven indebærer således, at ved pant eller udlæg i fordringer er det den sædvanlige inddrivelsesmetode, at fordringens skyldner betaler direkte til panthaver eller udlægshaver.

Udvalget anser det for hensigtsmæssigt, at denne retsstilling videreføres også for så vidt angår virksomhedspant og fordringspant.

Efter udvalgets opfattelse er det imidlertid tvivlsomt, om disse regler i retsplejelovens § 538 a uden lovændring vil finde anvendelse på virksomhedspant eller fordringspant i fordringer, da reglerne gælder for håndpant, herunder håndpant i fordringer, jf. retsplejelovens § 538 a, stk. 1, 1. pkt. Reglen vil også kunne finde anvendelse ved inddrivelse af pantsatte fordringer under anmeldt betalingsstandsning.

Udvalget foreslår derfor en ændring af retsplejelovens § 538 a med henblik på at sikre, at bestemmelsen kan finde anvendelse ved inddrivelse af fordringer omfattet af et virksomhedspant eller et fordringspant.

Der henvises til betænkningen side 155-156 og 216-217.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1 (den foreslåede § 538 a).

3.5. Tinglysningsafgift

Som det fremgår af afsnit 3.2.1, foreslås det, at virksomhedspant skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning. Virksomhedspantebreve og fordringspantebreve, der alene bør kunne udformes som skadesløsbreve, bør heller ikke kunne overdrages, jf. den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 c, stk. 2, og § 47 d, stk. 2.

Det følger af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 2. pkt., at tinglysning af et kreditorskifte udløser en afgift på 1.400 kr., hvilket er en lempeligere regel end hovedreglen, hvoraf det følger, at tinglysning af en ny panteret er afgiftsbelagt med 1.400 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb, jf. lovens § 5, stk. 1.

Da skadesløsbrevene ikke kan overdrages, vil panthaveren og pantsætteren ikke kunne benytte sig af den fordelagtige afgiftsregel i lovens § 5, stk. 5, 2. pkt. Såfremt der eksempelvis skal ske et panthaverskifte, vil det derfor medføre, at der skal stiftes og tinglyses en ny panteret, der efter lovens § 5, stk. 1, vil være afgiftsbelagt med 1.400 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.

Udvalget foreslår derfor, at lysning af et virksomhedspantebrev eller fordringspantebrev, der sker på vilkår om aflysning af et tilsvarende skadesløsbrev til en anden panthaver, afgiftsmæssigt bør ligestilles med, hvad der gælder ved tinglysning af kreditorskifte efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5. Med forslaget vil virksomhedspant og fordringspant i afgiftsmæssig henseende ligestilles med tinglysning af eksisterende former for pantebreve.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at det bør være muligt at anvende reglen i de tilfælde, hvor et virksomhedspant eller fordringspant ikke kan omfatte nye aktiver, der erhverves, fordi skyldneren har anmeldt betalingsstandsning eller der er åbnet tvangsakkordforhandling mv., jf. afsnit 3.3.1. Forslaget vil dermed muliggøre, at der ikke skal erlægges fuld tinglysningsafgift, hvis dette pantebrev erstattes af nyt pantebrev til samme panthaver, der kan omfatte nye aktiver.

Der henvises til betænkningen side 208.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 4 (den foreslåede § 5, stk. 6, i tinglysningsafgiftsloven).

3.6. Forholdet mellem virksomhedspant og høstpant

Det fremgår af høstpantebrevslovens § 1, at ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom kan stifte pant i ejendommens afgrøder til sikkerhed for betalingen af gæld opstået i forbindelse med køb af visse rå- og hjælpestoffer, f.eks. sædekorn, læggekartofler, gødning og bekæmpelsesmidler, jf. nærmere lovens § 2.

Det fremgår endvidere af lovens § 7, stk. 3, at panteretten efter høstpantebrevsloven går forud for alle tidligere stiftede panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør og for panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

Det er udvalgets opfattelse, at en lignende ordning bør gælde i forhold til den foreslåede ordning med virksomhedspant, således at panteretten efter høstpantebrevsloven går forud for alle tidligere stiftede virksomhedspanterettigheder.

Udvalget foreslår derfor, at en sådan regel indsættes i høstpantebrevsloven.

Der henvises til betænkningen side 123-124.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Det bemærkes, at fordringspant ikke omfatter aktivtyper, der kan omfattes af høstpant. Der er derfor ikke behov for nogen regel, der nærmere regulerer forholdet mellem fordringspant og høstpant.

Der henvises til lovforslagets § 5 (den foreslåede § 7, stk. 3, i høstpantebrevsloven).

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget indebærer nye muligheder for at anvende erhvervsaktiver som grundlag for låntagning med henblik på at give erhvervslivet flere og mere fleksible finansieringsmuligheder, som også vil kunne bidrage til administrative lettelser i virksomhederne. De foreslåede regler om virksomhedspant og fordringspant vil give erhvervslivet mulighed for på en samlet og enkel måde at stille væsentlige aktivtyper som sikkerhed for lån. En sådan udvidet adgang til sikkerhedsstillelse vil have en række økonomiske konsekvenser for virksomhederne og deres kreditorer samt for staten.

For låntagende virksomheder vil muligheden for at give en kreditor større sikkerhed for lånet generelt kunne forventes at medføre en bedre og billigere finansiering. Indførelsen af virksomhedspant forventes samtidig at ville medføre, at leverandørkreditter i et vist omfang konverteres til lån i pengeinstitutter, og at der derved vil blive opnået et fald i de samlede transaktionsomkostninger ved kreditformidling og sikkerhedsstillelse.

Den bedre sikkerhed for långiver, som får stillet virksomhedspant, indebærer samtidig, at andre, usikrede kreditorer, f.eks. vareleverandører, Lønmodtagernes Garantifond og ToldSkat, stilles ringere og må forvente at få et større dividendetab under en eventuel konkurs. Dette må antages at ville indebære bl.a. skærpede kreditvilkår fra vareleverandørerne og en generelt øget bidragsbetaling fra virksomhederne til Lønmodtagernes Garantifond.

ToldSkat s provenutab modsvares til dels af merindtægter ved tinglysningsafgiften for virksomhedspant €" der vil skulle afholdes af de virksomheder, der benytter ordningen €" og ved øgede selskabsskatter fra de sikrede kreditorer (pengeinstitutterne), der som virksomhedspanthavere opnår en bedre stilling ved konkurs mv. og derved et mindre dividendetab. Herudover vil det private erhvervslivs samlede nettogevinst give sig udslag i øgede aktionærskatter. Samtidig vil andre kreditorer som f.eks. vareleverandører imidlertid også kunne udnytte mulighederne for virksomhedspant og dermed sænke deres marginalomkostninger.

En nærmere vurdering af de økonomiske konsekvenser ved indførelsen af virksomhedspant (og fordringspant) er behæftet med betydelig usikkerhed, og det er ikke muligt entydigt at vurdere, hvorledes gevinsten ved lavere transaktionsomkostninger i forbindelse med erhvervslivets låntagning og sikkerhedsstillelse samt gevinster eller tab ved de angivne omfordelingseffekter vil blive fordelt, herunder internt i erhvervslivet mellem låntagende og kreditgivende virksomheder.

Dette vil således bl.a. bero på, i hvilket omfang virksomhedspant (og fordringspant) udbredes som sikkerhedsstillelse for låntagning i erhvervslivet, hvor store værdier der vil være omfattet heraf, belåningsprocenten ved virksomhedspant, konkurrenceforholdene i de relevante brancher, og hvilke forhold der i øvrigt vil indgå ved fastlæggelsen af renteniveauet.

I betænkningen (side 229-262) er indeholdt en nærmere beskrivelse af de økonomiske konsekvenser ved virksomhedspant (og fordringspant) samt af usikkerhederne ved de angivne skøn.

Med den angivne betydelige usikkerhed forudsættes det i betænkningen €" bl.a. på grundlag af erfaringerne ved indførelsen af virksomhedspant i Sverige og oplysninger fra Finansrådet €" at omkring 30 pct. af virksomhedernes varelagre, immaterielle rettigheder og kundetilgodehavender formodes at blive omfattet af virksomhedspant, og at belåningsprocenten for de således sikrede kreditorer vil være ca. 40.

Med baggrund alene i det tab, som virksomhedspant skønnes at indebære for staten, LG og de usikrede kreditorer, vurderes det på den angivne baggrund, at de sikrede kreditorers rentekrav over for virksomhederne vil kunne nedsættes med 0,25 pct.point. Finansrådet har €" med forbehold for de nævnte usikkerheder €" skønnet, at indførelsen af virksomhedspant med den risikoafdækning, som den nye pantsætningsmulighed vil indebære, generelt set vil kunne give sig udslag i en rentereduktion på i størrelsesordenen 0,5 pct.point.

Det bemærkes, at der ikke i sammenligning hertil er noget statistisk grundlag for at skønne over en forventet udvikling i de usikrede kreditorers renteniveau.

Det skønnes i betænkningen endvidere €" med de angivne forudsætninger og med betydelig usikkerhed €" at Lønmodtagernes Garantifonds årlige indtægt fra dividende i konkursboer vil kunne blive reduceret med 32 mio. kr. Det forventes, at Lønmodtagernes Garantifondens dækningsområde udvides med virkning fra oktober 2005 til også at omfatte udbetaling af løn og feriepenge til medarbejdere i virksomheder under betalingsstandsning. I sammenhæng hermed skønnes det, at garantifondens kommende dividendeindtægter ved udbetaling under betalingsstandsning vil kunne blive yderligere reduceret med 38 mio. kr.

Hvis dividendeindtægten for Lønmodtagerens Garantifond reduceres som angivet, vil garantifonden som ovenfor omtalt kunne forventes at forhøje det bidrag, som arbejdsgiverne betaler. Den samlede forhøjelse af arbejdsgiverbidraget pr. ansat skønnes dermed i betænkningen at kunne udgøre 50 kr. årligt.

I betænkningen er endvidere anført skøn over de økonomiske konsekvenser, som den foreslåede ordning under de givne forudsætninger og usikkerheder kan vurderes at få for det offentlige. Det skønnes, at lovforslaget vil medføre et provenutab for ToldSkat på 52 mio. kr. årligt, idet en del af den dividende fra konkursboer og akkordordninger, som i dag oppebæres, vil bortfalde på grund af virksomhedspantet.

Endvidere skønnes virksomhedspant at ville kunne indebære et tab på moms på 9 mio. kr. årligt som følge af den omtalte omfordelingseffekt mellem usikrede kreditorer (vareleverandører) og sikrede kreditorer (pengeinstitutter).

Provenutabet for staten imødegås dog af et forventet merprovenu af selskabsskatter for de sikrede virksomhedspanthavere, der anslås til 16 mio. kr.

Hertil kommer statens merindtægter på afgiften til tinglysning af virksomhedspant, der under de givne forudsætninger anslås til 29 mio. kr. årligt samt merindtægter fra aktionærskatter på anslået 3 mio. kr. årligt som følge af nettogevinsten for det private erhvervsliv.

På det grundlag €" og med de skøn €" der således foreligger, vil de økonomiske konsekvenser for statens indtægtsbudget kunne opgøres som følgende:

Skønnede varige årlige økonomiske konsekvenser for staten ved virksomhedspant med 30 pct. udbredelse

Det bemærkes, at de angivne økonomiske konsekvenser udtrykker det varige årlige provenutab for staten. På kort sigt vil der fremkomme et merprovenu for staten fra tinglysningsafgiften af de nye virksomhedspantebreve, mens der på længere sigt vil komme et provenutab i form af dividendetab ved konkursbehandling af virksomheder, der har pantsat aktiver under virksomhedspanteordningen.

Ud over de ovenfor angivne økonomiske konsekvenser for statens indtægtsbudget vil der være etablerings- og driftsomkostninger for staten knyttet til tinglysningsopgaven på i størrelsesordenen 3,5 mio. kr. det første år og herefter 2,5 mio. kr. årligt.

De økonomiske konsekvenser i forbindelse med lovforslaget indbudgetteres på FFL06.

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Høring

Betænkning nr. 1449/2005 om virksomhedspant har været i høring hos blandt andre følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenten for Højesteret, præsidenten for Østre Landsret, præsidenten for Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Bil- Person- og Andelsboligbogen ved Retten i Århus, Procesbevillingsnævnet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, herunder samtlige statsadvokater, Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Advokatrådet, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Bygherreforeningen, Danmarks Automobilforhandler Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Finans & Leasing, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af Pantefogeder i Danmark, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, HTS €" Handel, Transport og Serviceerhvervene, Håndværksrådet, Juridisk Institut (Århus Universitet), Juridisk Fakultet (Københavns Universitet), Lønmodtagernes Garantifond ATP-Huset og Realkreditrådet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 43, stk. 2)

Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke 2 i tinglysningslovens § 43, hvorefter dokumenter, der tinglyses efter stk. 1, kan gå ud på, at en person forpligter sig til ikke at underpantsætte sine aktiver i medfør af § 47, § 47 b, stk. 2, § 47 c, stk. 3, nr. 1-7, eller § 47 d uden samtykke fra den eller de påtaleberettigede. Det fremgår af 2. pkt., at dokumentet skal angive, hvem der er påtaleberettiget. Udtrykket »person« omfatter både juridiske og fysiske personer.

En tilsvarende retstilstand gælder for fast ejendom, men ifølge retspraksis er der ikke hjemmel til at tinglyse sådanne forpligtelser i personbogen. Med den foreslåede regel indføres en sådan hjemmel.

Den foreslåede regel indebærer, at der vil kunne tinglyses dokumenter, f.eks. en låneaftale, med vilkår om, at den ene aftalepart ikke pantsætter sine aktiver ved tinglysning i personbogen af underpant i medfør af de nævnte bestemmelser, herunder i medfør af de foreslåede ordninger med fordringspant og virksomhedspant (en såkaldt negativerklæring). Den foreslåede regel har ingen betydning for retsforfølgning.

Efter forslaget kan den tinglyste forpligtelse gå ud på, at én eller flere af de nævnte bestemmelser om underpantsætning i personbogen i deres helhed ikke kan anvendes. Erklæringen vil blive tinglyst i personbogen og være til hinder for enhver pantsætning efter de relevante bestemmelser, medmindre den eller de påtaleberettigedes samtykke opnås. Det er også muligt at tinglyse en negativerklæring vedrørende en bestemmelse, hvor der allerede er tinglyst panterettigheder. I så fald vil erklæringen hindre yderligere pantsætninger uden den påtaleberettigedes samtykke.

For så vidt angår § 47 c kan forpligtelsen begrænses til pantsætning efter én eller flere af bestemmelserne i § 47 c, stk. 3, nr. 1-7. En negativerklæring kan ikke generelt gå ud på, at visse individualiserede genstande eller artsbestemte aktiver ikke kan underpantsættes. En negativerklæring, der hindrer tinglysning af pant efter f.eks. § 47 c, stk. 3, nr. 4, om driftsinventar og driftsmateriel, vil således ikke hindre pantsætning af de pågældende aktiver efter f.eks. § 47 b, stk. 2. Tilsvarende vil en negativerklæring, der hindrer tinglysning af pant efter § 47 c, stk. 3, nr. 1 (om fordringer), ikke hindre pantsætning i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47 d (fordringspant). Det bemærkes dog, at hvis der er tinglyst pant efter en eller flere af de øvrige bestemmelser i § 47 c, stk. 3, vil det hindre pantsætning efter § 47 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 e, stk. 2).

Der kan endvidere ikke tinglyses forpligtelser om andre former for pantsætning end underpantsætning ved tinglysning i personbogen. Efter den foreslåede bestemmelse kan der således ikke tinglyses forpligtelser, der går ud på, at en virksomhed ikke kan pantsætte sine fordringer efter reglerne i gældsbrevsloven, håndpantsætte løsøre eller pantsætte motorkøretøjer eller fast ejendom efter de gældende regler herom.

Ved tinglysning af dokumentet skal der angives en eller flere påtaleberettigede. Den påtaleberettigede vil sædvanligvis også være den, der er materielt berettiget i henhold til f.eks. en låneaftale. At vedkommende er påtaleberettiget, vil sige, at den pågældendes samtykke er påkrævet, for at tinglysning af pant i strid med negativerklæringen vil kunne ske. Foreligger der ikke et samtykke, afvises pantebrevet fra tinglysning.

Dokumenter, der tinglyses efter den foreslåede regel, vil ikke være omfattet af reglen i tinglysningslovens § 47, stk. 3, hvorefter § 47 g, stk. 2, finder anvendelse med hensyn til pantebreve i medfør af tinglysningslovens § 47, stk. 1. Dokumenterne vil således ikke blive slettet 10 år efter deres tinglysning.

Til nr. 2 (§§ 47 c- 47 f )

Til § 47 c

Med forslaget til § 47 c indsættes en bestemmelse om virksomhedspant i tinglysningslovens kapitel 7 om personbogen. Med udtrykket »virksomhedspant« sigtes der alene til pantsætninger efter de foreslåede regler i § 47 c. Med forslaget vil virksomhedspantebreve således blive tinglyst på pantsætterens blad i personbogen på linje med f.eks. pantebreve i enkelte løsøregenstande. Det indebærer, at de almindelige regler i §§ 43-46 om grundlaget for tinglysning, prøvelse mv. i personbogen finder anvendelse ved tinglysning af virksomhedspantebreve ifølge den foreslåede ordning.

Efter den foreslåede regel i § 47 c, stk. 1, kan indehaveren af en erhvervsvirksomhed underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver. Efter stk. 2 skal pantsætningen tinglyses, og et skadesløsbrev som nævnt i stk. 1 kan ikke overdrages. Reglen i § 47 c, stk. 3, opregner udtømmende de aktiver, der kan omfattes af panteretten. Efter stk. 4 kan panteretten uanset stk. 3 ikke omfatte visse nærmere opregnede aktivtyper. I forslaget til § 47 c, stk. 5, fastsættes regler om forholdet mellem virksomhedspant og udlæg for offentligretlige krav tillagt udpantningsret.

Der kan ikke stilles virksomhedspant efter de foreslåede regler til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede regel i § 47 e, stk. 1). Forslaget til § 47 e, stk. 2, indeholder en regel om, at den pågældende virksomhed ikke på samme tid kan pantsætte sine aktiver efter både § 47 c og § 47 d. Den foreslåede regel i § 47 e, stk. 3, regulerer prioritetsstillingen imellem panterettigheder i medfør af tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, og virksomhedspant, jf. § 47 c. Efter § 47 e, stk. 4, vil et tinglyst pant som udgangspunkt blive udslettet efter 10 år. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Endvidere reguleres pantets omfang i tilfælde af pantsætterens konkurs, betalingsstandsning mv., jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede regel i § 47 f).

Til stk. 1

1. Det foreslås i stk. 1 , at indehaveren af en erhvervsvirksomhed ved anvendelse af skadesløsbrev kan underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver (virksomhedspant), jf. stk. 3 og 4. Bestemmelsen indebærer en fravigelse af forbuddet mod pant i tingsindbegreb i lovens § 47 b, stk. 1, og efter omstændighederne forbuddet mod generalpant i lovens § 47 a.

Med udtrykket »[i]ndehaveren af en erhvervsvirksomhed« menes der den juridiske enhed, der ejer den faktiske virksomhed, uanset om det er et selskab eller en enkeltmandsvirksomhed. Det er således ejeren af den faktiske virksomhed, der vil kunne pantsatte virksomhedens aktiver i medfør af den foreslåede ordning. Udtrykket svarer til det, der anvendes i tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

2. Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at pantsætning ikke er til hinder for, at aktiver, bortset fra fordringer, udskilles ifølge regelmæssig drift af virksomheden.

Hvad der er regelmæssig drift, vil bero på en vurdering af den enkelte virksomhed og af de enkelte aktivers karakter, herunder om det er omsætningsaktiver, der er bestemt for videresalg, eller anlægsaktiver, der er tiltænkt en mere varig tilknytning til virksomheden. Det er endvidere et centralt element at vurdere, om pantsætterens dispositioner er forretningsmæssigt begrundede. Princippet om, at udskillelsen sker ifølge regelmæssig drift, indebærer endvidere, at udskillelse af aktiver modsvares af, at pantsætteren anskaffer nye aktiver, der gribes af panteretten, i den udstrækning det er nødvendigt for at holde virksomheden i regelmæssig drift.

Det vil således være i overensstemmelse med den foreslåede regel, hvis en virksomhed i takt med salg af færdigvarer, der dermed udskilles af panteretten, f.eks. indkøber råvarer mv. med henblik på virksomhedens fortsatte produktion eller lignende.

Kravet om, at udskillelse af panteretten alene kan ske ifølge regelmæssig drift, er endvidere ikke til hinder for, at virksomheden f.eks. omlægger produktionen fra den ene sæsonbetingede vare til den anden eller på lignende måde løbende udskifter sit varesortiment, ligesom det med den foreslåede regel ikke er hensigten at hindre, at en virksomhed foretager grundlæggende ændringer i sin faktiske virksomhed, der er forretningsmæssigt begrundede. Det vil imidlertid kunne være i strid med den foreslåede regel, hvis en virksomhed ved sine dispositioner væsentligt nedbringer pantets samlede værdi på en måde, der ikke er forretningsmæssigt begrundet.

Det vil ligeledes formentlig ikke kunne forenes med kravet om, at udskillelse skal ske ifølge regelmæssig drift, hvis salget af færdigvarer hverken modsvares af indkøb af råvarer mv. eller af, at andre aktiver, f.eks. fordringerne på købesummerne, omfattes af panteretten. Det forhold, at et virksomhedspant ikke omfatter både varelageret og de fordringer, der stiftes ved salget af færdigvarerne, kan ikke i sig selv tillægges betydning ved vurderingen af, om udskillelsen er sket ifølge regelmæssig drift. I den situation må panthaveren antages at have accepteret den risiko, der består i, at pantet i færdigvarerne ikke straks ved salget heraf modsvares af pantet i de udestående fordringer med tilsvarende værdi, men først, evt. på et senere tidspunkt, modsvares af pantet i indkøbte råvarer mv.

Hvis retsvirkningerne i den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 f er indtrådt, vil kravet om, at udskillelse skal ske ifølge regelmæssig drift, ikke kunne opfyldes. Det skyldes, at det følger af de foreslåede regler i § 47 f, at panteretten fra tidspunktet for bl.a. pantsætterens anmeldelse af betalingsstandsning og afsigelse af konkursdekret over pantsætteren ikke kan omfatte aktiver, der erhverves efter dette tidspunkt.

Fordringer er udtrykkeligt undtaget fra adgangen til udskillelse ifølge regelmæssig drift, da der ikke er fundet behov for en regel om, at de pantsatte fordringer kan udskilles ifølge regelmæssig drift. Det vil således bero på parternes aftale, om pantsætteren kan udskille visse fordringer, uanset at de er omfattet af pantsætningen.

Kravet om, at udskillelse af de virksomhedspantsatte aktiver, bortset fra fordringer, skal ske ifølge regelmæssig drift, vil have betydning for retsforholdet mellem panthaveren og pantsætteren, da udskillelse i strid med kravet vil kunne begrunde, at panthaveren tiltræder sit pant. Det må derimod antages, at kravets nærmere opfyldelse vil have mindre praktisk betydning for retsforholdet mellem panthaveren og en tredjemand, der erhverver aktiver fra pantsætteren. Det skyldes, at tredjemand sædvanligvis vil være i god tro om, at udskillelsen er sket ifølge regelmæssig drift af virksomheden. Dermed vil panthaveren ikke kunne gøre panteretten (eller et erstatningskrav) gældende over for tredjemanden.

3. Ifølge den foreslåede regel i § 47 c, stk. 1, pantsættes virksomhedens aktiver ved anvendelse af et skadesløsbrev. Ejerpantebreve kan ikke anvendes. Der kan heller ikke anvendes almindelige pantebreve, dvs. pantebreve, der også er gældsbreve, og hvor pantesikkerheden har samme størrelse som den personlige fordring, der fremgår af pantebrevet, og formindskes i takt med gældens nedbringelse.

Et skadesløsbrev vil sædvanligvis give kreditor sikkerhed i det pantsatte for skadesløs betaling af, hvad pantsætteren til enhver tid måtte være kreditor skyldig, dog ikke ud over en beløbsgrænse, der angives i skadesløsbrevet (skadesløsbrevets ramme). Et skadesløsbrev er således en pantefordring på et bestemt beløb til sikkerhed for et underliggende skyldforhold, f.eks. en kassekredit i et pengeinstitut eller en løbende kredit hos en leverandør.

At der anvendes skadesløsbrev, har en række yderligere retsvirkninger, herunder €" da pantsætter ikke i skadesløsbrevet erkender at skylde noget bestemt beløb €" at panthaveren ikke kan foretage udlæg alene på grundlag af dokumentet, men kun hvis gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6.

Et skadesløsbrev kan endvidere ikke håndpantsættes, herunder ved sekundær håndpantsætning, med henblik på at udnytte skadesløsbrevets ramme. Skadesløsbrevet vil ikke kunne udstedes til ihændehaveren. En ny pantsætning er udtryk for stiftelse af en ny panteret og kræver tinglysning for at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe og retsforfølgning.

Et skadesløsbrev vil inden for sin ramme tjene til sikkerhed for de krav, der er omfattet af pantsætningsaftalen. Sædvanligvis vil pantsætningsaftalen være udformet på en sådan måde, at pantet tjener til sikkerhed for alle panthaverens tilgodehavender (en alskyldserklæring). Tjener pantsætningen alene til sikkerhed for visse bestemte skyldforhold, f.eks. en bestemt kassekredit, vil senere udvidelser skulle tinglyses. Ligeledes vil en udvidelse af de aktivgrupper, som virksomhedspantet omfatter, jf. stk. 3, nr. 1-7, nødvendiggøre fornyet tinglysning.

Skadesløsbrevet giver ikke sikkerhed for et større beløb end dets pålydende, selvom det giver pant i flere aktiver. Det indebærer, at skadesløsbrevets pålydende danner rammen for, hvad der ved fyldestgørelse i det pantsatte kan indkomme til dækning af det pantsikrede krav, herunder til dækning af påløbne renter og omkostninger.

4. I det omfang fordringspanthaveren tiltræder pantet, anvender panthaveren den sikkerhedsmæssige ramme, der fremgår af skadesløsbrevet. Da panteretten er flydende, vil nye aktiver blive omfattet af panteretten, efterhånden som de erhverves af pantsætteren, uanset at panthaveren har tiltrådt panteretten i alle eller nogle af pantsætterens bestående aktiver. Skadesløsbrevets ramme vil dog udgøre den værdimæssige grænse for panthaverens fyldestgørelse i pantet.

Den sikkerhedsmæssige ramme gælder således i det direkte forhold mellem parterne på en sådan måde, at panthaveren ikke har ret til at fyldestgøre sig i større omfang end skadesløsbrevets pålydende. Ved en overdragelse af skadesløsbrevet til en anden panthaver vil det afgørende for panterettens omfang i forholdet mellem den nye panthaver og pantsætter være skadesløsbrevets pålydende ramme, og ikke i hvilket omfang den tidligere panthaver har fyldestgjort sig i sikkerheden. Der er således ikke tale om et sædvanligt kreditorskifte, men en ny pantsætning.

Panthaverens tiltrædelse af pantet vil i praksis kunne have mange former. De inddrivelsesformer, der er hjemlet i retsplejeloven, herunder udlæg i løsøre og inddrivelse af fordringer i medfør af § 538 a, indebærer, at panthaveren har tiltrådt sit pant, jf. bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 3 om den foreslåede ændring af retsplejelovens § 538 a. Det gælder også, hvis pantet realiseres inden for konkurslovens rammer.

Ud over i de ovenfor nævnte tilfælde, hvor panthaverens fyldestgørelse følger direkte af lovgivningen, kan panthaveren (f.eks. et pengeinstitut) tiltræde pantet ikke kun ved at kræve betaling til sig på de pantsatte fordringer, jf. retsplejelovens § 538 a, men også ved at hindre pantsætteren i at råde over summer, der indbetales på pantsatte fordringer på pantsætterens egen konto. Hvis panthaveren herved hindrer pantsætteren i at trække på den konto (f.eks. ved gradvis nedsættelse af trækningsretten på en kassekredit), hvor indbetalinger på fordringerne finder sted, vil det kunne udgøre en tiltrædelse af pantet, således at indbetalingerne er udtryk for, at den sikkerhedsmæssige ramme, der udgøres af pantebrevet, er anvendt i tilsvarende omfang.

Der vil endvidere foreligge tiltrædelse af pantet, hvis panthaveren meddeler pantsætteren, at denne ikke længere har panthaverens samtykke til at sælge sit varelager ifølge regelmæssig drift. Forudsætningen for en sådan meddelelse er, at der foreligger en misligholdelse af aftaleforholdet, der hjemler, at panthaveren træder til sit pant. Panthaverens tiltrædelse kan ikke sammenlignes med almindelig panteretlig rådighedsberøvelse og kravene hertil. Det er således ikke noget krav, at tiltrædelsen er effektiv i den forstand, at pantsætteren faktisk er berøvet muligheden for at råde over aktiverne i forhold til tredjemand. Tredjemand vil derfor i dette tilfælde, uanset panthaverens tiltrædelse af pantet ved meddelelse til pantsætteren, kunne være i god tro om, at aktiver, der erhverves fra pantsætteren, udskilles ifølge regelmæssig drift, og derfor vinde ret over panthaveren. I det sidstnævnte tilfælde vil panthaverens tiltrædelse af panteretten i de pågældende aktiver efter omstændighederne næppe være udtryk for, at panthaveren herved har anvendt den sikkerhedsmæssige ramme.

Panthaveren vil kunne sikre sin ret over for tredjemand ved f.eks. at foretage udlæg i de pantsatte aktiver.

Til stk. 2

1. Forslaget til stk. 2, 1. pkt., bestemmer, at sikringsakten ved underpantsætning i medfør af den foreslåede ordning er tinglysning. Ordningen går herved ud på, at panthaveren ved tinglysning af pantebrevet er beskyttet over for godtroende tredjemænd og retsforfølgning i alle aktiver omfattet af panteretten, både løsøre, immaterielle rettigheder og fordringer. Beskyttelsen omfatter både virksomhedens nuværende og fremtidige aktiver, der er omfattet af panteretten.

Der stilles ikke forslag om fastsættelse af regler om de nærmere betingelser, der skal være opfyldt for at fortrænge en utinglyst virksomhedspanteret. Spørgsmålet herom må afgøres ud fra almindelige formueretlige principper om ekstinktion. Den panteret eller retsforfølgning, der skal fortrænge en utinglyst panteret, skal selv have iagttaget sin sikringsakt, dvs. tinglysning, rådighedsberøvelse eller meddelelse i henhold til gældsbrevslovens § 31. Udlæg i løsøre er dog sikret ved udlæggets foretagelse. Erhververen ifølge aftale om underpant skal endvidere være i god tro på tidspunktet for aftalens anmeldelse til tinglysning, jf. tinglysningslovens § 5 om det særlige god tros-begreb i tinglysningsmæssig sammenhæng.

De foreslåede regler vedrører underpant efter aftale, men ikke retsforfølgning. Udlæg mv. vil således fortsat skulle foretages i individualiserede genstande i medfør af de almindelige regler i retsplejeloven.

2. Et virksomhedspant vil omfatte aktiver fra tidspunktet for pantsætterens erhvervelse heraf. I forholdet mellem et tinglyst virksomhedspant og et tinglyst underpant i individualiseret løsøre, jf. tinglysningslovens § 47, eller €" i det omfang virksomhedspantet omfatter køretøjer €" i et køretøj, jf. tinglysningslovens § 42 c, vil tinglysningstidspunktet som udgangspunkt være afgørende for prioritetsstillingen mellem panterettighederne.

Det betyder, at utinglyste underpanterettigheder i løsøre og i køretøjer omfattet af § 42 c vil kunne ekstingveres af et senere tinglyst virksomhedspant, forudsat at virksomhedspanthaveren var i god tro, jf. tinglysningslovens § 5, om den utinglyste ret på tinglysningstidspunktet.

Tinglyses underpantet i løsøret eller køretøjet, jf. tinglysningslovens § 42 c, senere end virksomhedspantet, vil prioritetsstillingen imellem rettighederne bero på, om tinglysningen af underpantsætningen af aktivet er sket senest samtidig med pantsætterens erhvervelse af det pantsatte aktiv. Er dette tilfældet, vil virksomhedspantet skulle respektere den individuelle pantsætning. Hvis et underpant i det individuelle aktiv først tinglyses efter erhvervelsen, må denne panthaver derimod respektere virksomhedspanthaverens 1. prioritet i aktivet.

For så vidt angår ejendomsforbehold i løsøre, må der sondres mellem ejendomsforbehold i køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c og ejendomsforbehold i andet løsøre.

Ejendomsforbehold i køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe, jf. tinglysningslovens § 42 d, stk. 1.

Tinglyses ejendomsforbeholdet i køretøjet senere end virksomhedspantet, vil prioritetsstillingen imellem rettighederne bero på, om tinglysningen af ejendomsforbeholdet er sket senest samtidig med aftalen om pantsætterens erhvervelse af køretøjet. Er dette tilfældet, vil virksomhedspant skulle respektere ejendomsforbeholdet. Hvis ejendomsforbeholdet i køretøjet først tinglyses efter erhvervelsen, må sælgeren derimod respektere virksomhedspanthaverens 1. prioritet i køretøjet.

Det gælder ikke for ejendomsforbehold i andet løsøre, da ejendomsforbehold i andet løsøre ikke skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe. Er ejendomsforbeholdet gyldigt aftalt i forbindelse med købets indgåelse, må virksomhedspanthaveren således respektere sælgerens rettigheder i løsøret.

3. At sikringsakten er tinglysning, indebærer, at hvis pantet omfatter virksomhedens udestående fordringer, skal panthaveren ikke iagttage gældsbrevslovens § 31 om underretning til skyldneren ved overdragelse til sikkerhed af et simpelt gældsbrev eller fordring.

Overdragelse af et skadesløsbrev anses i almindelighed for at være udtryk for, at der stiftes en ny panteret, der skal sikres efter de nærmere regler herom. Af klarhedshensyn er det imidlertid udtrykkeligt fastsat i bestemmelsens 2. pkt., at skadesløsbreve som nævnt i stk. 1 ikke kan overdrages. Den foreslåede regel hindrer både overdragelse til sikkerhed (frempantsætning) og overdragelse til eje.

At der er tale om et nyt pantsætningsforhold, indebærer, at parterne, dvs. den nye panthaver og pantsætteren skal foranledige et nyt skadesløsbrev tinglyst, og at pantsætningen først opnår beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning fra det tidspunkt, hvor det nye skadesløsbrev anmeldes til tinglysning. Det nye skadesløsbrev vil dog kunne besætte det aflyste skadesløsbrevs plads efter reglerne om ombytning af pantebreve i løsøre.

4. Ved underpant i løsøre og fordringer antages det, at efterstående rettigheder rykker op uden hensyn til, under hvilke omstændigheder forprioriteten er indfriet eller afdraget, og uanset om oprykning er vedtaget i det efterstående pantebrev eller ej. Dette antages dog ikke at gælde, hvis pantebrevet ombyttes med et andet pantebrev under omstændigheder, hvor der foreligger reel og formel samtidighed (ombytningslæren). Formel samtidighed vil sige, at anmeldelse af aflysning af den ophørte panteret og lysning af den nye panteret sker samme dag. At der foreligger reel samtidighed, vil sige, at provenuet ved det nye lån er anvendt til indfrielse af det tidligere lån på prioritetspladsen.

Det må antages, at ombytningslæren vil finde tilsvarende anvendelse ved panterettigheder i medfør af den foreslåede regel i § 47 c, således at der som udgangspunkt er automatisk oprykningsret for efterstående panthavere, men hvis der foreligger samtidighed, vil et nyt skadesløsbrev kunne besætte det tidligere skadesløsbrevs plads i prioritetsrækkefølgen, uden at der sker oprykning for efterstående panthavere.

Efterstående panthavere og indbrudspanthavere skal ikke respektere en ombytning af skadesløsbrevene på forprioriteten, der medfører en ringere retsstilling end inden ombytningen. Udgangspunktet er således, at efterstående panthavere rykker op ved aflysning af det foranstående pantebrev, medmindre der foreligger reel og formel samtidighed ved ombytningen, eller pantebrevenes nærmere udformning fører til et andet resultat. Fremgår det således af det efterstående pantebrev, at dette er tinglyst med respekt af et skadesløsbrev på et bestemt beløb uden nærmere angivelse af den foranstående panthavers identitet, må den efterstående panthaver respektere en ombytning på forprioriteten med et nyt skadesløsbrev med en tilsvarende ramme, uanset om rammen er fuldt udnyttet eller ej.

For så vidt angår indbrudspantebreve, dvs. et efterstående pantebrev, der efter sit indhold angiver alene at skulle respektere et beløb mindre end det foranstående skadesløsbrevs ramme, og udlæg mv. gælder særlige forhold.

Under visse omstændigheder vil en efterstående panthaver kunne begrænse den foranstående panthavers adgang til at udvide kreditten med sikkerhed i skadesløsbrevet. Uanset tinglysning af pantsætningen må skadesløsbrevspanthaveren således under visse omstændigheder acceptere, at pantsætteren kan udnytte en ledig plads inden for skadesløsbrevets ramme til fordel for en indbrudspanthaver, der har prioritet efter sidste reelle krone ifølge skadesløsbrevspanthaverens krav. Indbrudspanthaveren kan ved meddelelse til skadesløsbrevspanthaveren om sin ret sikre, at denne ikke kan udvide kreditten med sikkerhed i skadesløsbrevet, medmindre kreditudvidelsen efter almindelige regler er berettiget, f.eks. gæld, der er nødvendig med henblik på at imødegå tab, eller gæld, der opstår automatisk (renter).

I det tilfælde må en ny panthaver ved ombytning på forprioriteten respektere denne begrænsning i muligheden for at udvide kreditten med sikkerhed i skadesløsbrevet.

Har indbrudspanthaveren ikke givet meddelelse til den foranstående panthaver ifølge skadesløsbrevet, og denne således er i god tro, kan panthaveren fortrænge en indbrudspanthaver, der har prioritet efter sidste reelle krone. I sådanne tilfælde må indbrudspanthaveren således acceptere, at den foranstående panthaver udvider kreditten med sikkerhed i skadesløsbrevet.

En ny panthaver vil dog ikke have den samme mulighed for at udvide kreditten med sikkerhed i et nyt skadesløsbrev efter en ombytning på forprioriteten, da det må antages at følge af ombytningslæren, at den efterstående panthaver ikke skal respektere en ombytning, der medfører en ringere prioritetsstilling.

Ved tinglysningen af skadesløsbrevet vil den nye panthaver blive advaret om eventuelle muligt mellemkommende rettigheder ved en retsanmærkning.

Som nævnt kan et skadesløsbrev ikke håndpantsættes, herunder sekundært håndpantsættes.

5. Det følger af den foreslåede regel om tinglysning som sikringsakt, at panthaveren dermed ikke skal iagttage gældsbrevslovens § 31, stk. 1, selvom virksomhedspantet omfatter simple fordringer, jf. den foreslåede regel i § 47 c, stk. 3, nr. 1. Efter gældsbrevslovens § 31 er sikringsakten ved overdragelse til sikkerhed af simple fordringer underretning herom til skyldner for at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe.

En virksomhed har herved to muligheder for at pantsætte sine fordringer: I henhold til gældsbrevslovens system, der forudsætter underretning til skyldner ved overdragelse af den enkelte fordring, og den foreslåede ordning med virksomhedspant, hvor sikringsakten er tinglysning af panteretten i den samlede fordringsmasse som tingsindbegreb.

Der foreslås dermed en ordning, hvor rækkefølgen mellem flere panterettigheder i samme aktiv afgøres efter tidspunktet for sikringsaktens foretagelse, uanset hvilken pantsætningsform der anvendes. Panthaveren får efter den foreslåede ordning med virksomhedspant ved tinglysning sikkerhed i alle udestående og fremtidige fordringer forud for en anden panthaver, der har givet underretning til fordringens skyldner om pantsætning af den enkelte fordring, jf. gældsbrevslovens § 31, men hvor meddelelsen er kommet frem på et senere tidspunkt end tinglysningen af virksomhedspantet. Tilsvarende vil en panthaver, hvis meddelelse til fordringens skyldner er kommet frem forud for en anden panthavers tinglysning af et virksomhedspant, der omfatter den samme fordring, have prioritetsstilling forud for underpantet.

En virksomhed kan vælge mellem disse to pantsætningsformer, eller anvende begge, men med respekt af forudgående rettigheder. Pantsætteren vil således også opretholde en vis rådighed over fordringer omfattet af et virksomhedspant, idet det vil være muligt for virksomheden at foretage sekundær pantsætning enten ved tinglysning af endnu et virksomhedspant eller ved at pantsætte enkeltstående fordringer efter gældsbrevslovens system.

Den aftaleerhverver, der skal fortrænge en usikret ret, skal selv have iagttaget sin sikringsakt, dvs. tinglysning af panteretten eller underretning til skyldneren, og være i god tro om den bestående rettighed på tidspunktet for sikringsaktens foretagelse, jf. for tinglysning det særlige god tros begreb i tinglysningslovens § 5.

Ved fakturabelåningsarrangementer efter de gældende regler i gældsbrevsloven antages der at gælde visse afregnings- og kontrolkrav for, at panteretten skal respekteres af konkurrerende rettigheder. Der gælder ikke tilsvarende krav for, at en tinglyst virksomhedspanteret skal respekteres af konkurrerende rettighedshavere.

6. Det fremgår af gældsbrevslovens § 29, at selvom et simpelt gældsbrev er overdraget til eje eller pant, kan skyldneren, når andet ikke følger af gældsbrevets særlige beskaffenhed, med frigørende virkning betale til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller han ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede. Reglen antages i retspraksis at finde analog anvendelse også på andre simple fordringer end sim­ple gældsbreve.

Underpantsætning efter den foreslåede ordning i § 47 c er ikke til hinder for, at pantsætteren oppebærer de løbende indbetalinger på de pantsatte fordringer. Pantsætteren vil derfor fortsat have ret til at modtage betalingen på de pantsatte fordringer, og skyldneren vil dermed frigøres ved betaling til pantsætteren, uanset at fordringen er omfattet af et virksomhedspant. Det er muligt, at panthaveren i en misligholdelsessituation vil kræve betaling til sig ved meddelelse til debitorerne. Medmindre skyldneren får oplysning herom, vil pantsætteren fortsat være legitimeret til at modtage betaling, jf. gældsbrevslovens § 29 (analogt). Der kan således ikke stilles krav om, at skyldneren selv undersøger dette forhold. Fra det tidspunkt, hvor skyldneren ved eller burde vide, at panthaveren har tiltrådt pantet, vil skyldneren ikke kunne betale med frigørende virkning til pantsætteren.

Skyldneren kan således som udgangspunkt forlade sig på, om han eller hun har modtaget oplysninger fra pantsætteren eller panthaveren om, at betaling fra nu af skal ske til panthaveren. Er dette ikke tilfældet, kan skyldneren betale med frigørende virkning til pantsætteren, uanset om panthaveren har tiltrådt pantet i fordringerne og ønsker betaling til sig.

7. De pantsatte fordringer hidrører fra gensidigt bebyrdende kontraktforhold. Medkontrahenten vil derfor i nogle tilfælde kunne gøre sin indsigelse om, at der foreligger misligholdelse eller anticiperet misligholdelse, gældende over for panthaveren, jf. gældsbrevslovens § 27 (analogt). Er de købte varer mangelfulde eller ikke leveret, kan medkontrahenten således nægte at betale købesummen, jf. princippet i retsplejelovens § 511, stk. 3. Det er også muligt, at medkontrahentens vederlag er nødvendigt, for at pantsætteren kan opfylde sin del af kontrakten, f.eks. i et entrepriseforhold. I sådanne tilfælde vil medkontrahenten have en negligeringsret, dvs. medkontrahenten har adgang til at se bort fra pantsætningen af fordringen som følge af, at den overdragende virksomhed f.eks. ikke har leveret sin modydelse, jf. princippet i § 5, stk. 2, i Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92), hvorefter transporter, der står i forbindelse med arbejdets udførelse, går forud for andre transporter, i det tilfælde at entreprenøren overdrager uforfaldne krav i henhold til aftalen.

Den foreslåede ordning med virksomhedspant indebærer ingen ændring i disse principper.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 opregner udtømmende de aktivtyper, der kan omfattes af virksomhedspantet, dvs. 1) simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser, 2) lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer, 3) de i § 42 c nævnte køretøjer, som ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer eller i et tilsvarende udenlandsk register, 4) driftsinventar og driftsmateriel, 5) drivmidler og andre hjælpestoffer, 6) besætning og 7) goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi). Det enkelte aktiv kan ikke være omfattet af flere af de ovennævnte kategorier 1-7 på samme tid. Det vil således bero på en konkret vurdering af aktivets nærmere karakter og anvendelse i den pågældende virksomhed, om det f.eks. må karakteriseres som varelager eller driftsmateriel.

En række aktivtyper er ikke nævnt i stk. 3 og vil dermed ikke kunne være omfattet af et virksomhedspant. Dette gælder bl.a. fast ejendom, andelsboliger og visse EU-retlige immaterielle rettigheder. Endvidere er en række aktivtyper, der ville kunne være omfattet af et virksomhedspant efter stk. 3, udtrykkeligt undtaget i stk. 4.

At fast ejendom ikke kan være omfattet, indebærer ligeledes, at det løsøre, der er indlagt i den faste ejendom på ejerens bekostning til brug for bygningen, og som dermed er omfattet af panteretten i den faste ejendom i medfør af tinglysningslovens § 38, ikke er omfattet af virksomhedspantet. Panteretten i medfør af tinglysningslovens § 38 omfatter dog kun løsøre, der er indlagt til brug for bygningens anvendelse til erhvervsvirksomhed i almindelighed og ikke til brug for en særlig erhvervsvirksomhed, der drives i bygningen, jf. forslaget til den gældende § 38 i tinglysningsloven (Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 1756).

Til stk. 3, nr. 1

Det foreslås i nr. 1 , at simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser kan være omfattet af et virksomhedspant.

For det første afgrænses panteretten til »simple fordringer«. Hermed undtages fordringer, for hvilke der er udstedt et negotiabelt gældsbrev eller en veksel. Fordringer, for hvilke der er udstedt et simpelt gældsbrev, kan være omfattet af panteretten. Der er heller ikke noget til hinder for, at den enkelte fordring er betinget af, at pantsætteren opfylder sin del af den gensidigt bebyrdende kontrakt, f.eks. leverer en vare eller tjenesteydelse.

For det andet er panteretten afgrænset til fordringer hidrørende fra »salg af varer eller tjenesteydelser«. Panteretten kan således omfatte de fordringer, der stiftes ved kreditsalg af varer og tjenesteydelser. Med »salg af varer« menes almindeligt løsøresalg, hvad enten varen produceres af sælgeren eller er indkøbt med henblik på videresalg uden videre forarbejdning. Udtrykket »tjenesteydelser« omfatter værksleje (entrepriseforhold), aftaler om rådgivning, transport, leje og leasing mv. Det betyder, at lejeindtægter og leasingydelser vil være omfattet af bestemmelsen som fordringer, der hidrører fra salg af tjenesteydelser. Fordringer, der stiftes ved andre former for gensidigt bebyrdende kontrakter om f.eks. salg af værdipapirer eller arbejdsydelser, f.eks. i lønmodtagerforhold, er ikke omfattet af panteretten, da disse fordringer ikke hidrører fra salg af varer eller tjenesteydelser.

For det tredje er panteretten afgrænset til privatretlige fordringer. Offentligretlige krav, der er knyttet til virksomhedens omsætning, f.eks. på udbetaling af negativt momstilsvar, jf. momslovens § 56, stk. 1, 2. pkt., og opkrævningslovens § 12, er således ikke omfattet. Det indebærer, at reglen i opkrævningslovens § 13 om den nærmere adgang til pantsætning af disse krav heller ikke berøres. Offentligretlige tilladelser og fordringer som f.eks. fiskekvoter, betalingsrettigheder i henhold til Rådets forordning nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte mv., anden landbrugsstøtte, mælkekvoter, fiskeopdrætstilladelser og tildeling af CO₂ -kvoter mv. er ligeledes ikke omfattet.

Til stk. 3, nr. 2

Det foreslås i nr. 2 , at lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer kan være omfattet af et virksomhedspant.

Bestemmelsen er en samlebetegnelse for virksomhedens lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer, dvs. de aktiver, der indgår i virksomhedens formuesfære med henblik på produktion og salg. Det er således ikke afgørende, på hvilket stadium i forarbejdningsprocessen det enkelte aktiv befinder sig. Det vil afhænge af den konkrete virksomhed, hvad der udgør en vare i medfør af den foreslåede bestemmelse. Der vil dog altid være tale om løsøre.

Det er uden betydning, om varer er købt med henblik på direkte videresalg, eller om pantsætteren forestår en tilvirkning, forinden produkterne videresælges. Derimod er aktiver bestemt for udlejning, leasing mv. ikke omfattet af denne bestemmelse, men vil dog kunne være omfattet af stk. 3, nr. 5, om driftsmateriel og driftsinventar. Udstillingsvarer og demonstrationsudgaver vil almindeligvis være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

At der er tale om »lagre« af varer mv., indebærer ikke særlige krav til opbevaring eller lignende, men det er en betingelse, at aktiverne skal være pantsætterens ejendom. Er løsøret købt med et gyldigt ejendomsforbehold, vil virksomhedspantet omfatte aktivet, men med respekt af ejendomsforbeholdet.

Samlebetegnelsen »lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer« omfatter også den emballage, færdigvarerne sælges i, uanset om den allerede er anvendt hertil eller er oplagret til senere brug.

Den foreslåede regel i stk. 3, nr. 2, vil også omfatte en landbrugsvirksomheds afgrøder og andre frembringelser, uanset om afgrøderne er på roden eller høstet. Reglen vil endvidere omfatte frø, såsæd og lignende. Bestemmelsen omfatter ikke levende dyr, der imidlertid kan være omfattet af stk. 3, nr. 6.

Tjenesteydelser vil ikke kunne være omfattet af betegnelsen »lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer«.

Køretøjer, der er omfattet af tinglysningslovens § 42 c, kan ikke være omfattet af stk. 3, nr. 2, men vil for så vidt angår de fabriksnye biler kunne være omfattet af nr. 3, jf. nedenfor.

Køretøjer, der ikke er omfattet af § 42 c, vil derimod kunne være omfattet af betegnelsen »lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer« i den foreslåede regel i stk. 3, nr. 2. Det vil fortrinsvis dreje sig om traktorer og motorredskaber samt påhængskøretøjer hertil. Det samme gælder knallerter, cykler og kørestole.

Til stk. 3, nr. 3

Det foreslås i nr. 3 , at køretøjer omfattet af § 42 c, dvs. motorkøretøjer, påhængs- og sættevogne til biler samt campingvogne, som ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer eller et tilsvarende udenlandsk register, kan være omfattet af et virksomhedspant. Med forslaget til stk. 3, nr. 3, er det således muligt at pantsætte fabriksnye motorkøretøjer mv. i medfør af virksomhedspanteordningen.

Køretøjer, der er omfattet af § 42 c, men som er eller har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer, vil derimod ikke kunne være omfattet af et virksomhedspant. Endvidere kan køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c, der er fritaget for registrering, ikke omfattes af et virksomhedspant, jf. den foreslåede § 47 c, stk. 4, nr. 2.

Ved vurderingen af, om et køretøj er eller har været registreret i et »tilsvarende udenlandsk register«, vil det være afgørende, om køretøjer skal registreres deri inden ibrugtagning i det pågældende land. Alle EU-lande har et sådant register.

Den foreslåede regel i stk. 3, nr. 3, omfatter således de fabriksnye køretøjer, der er omfattet af den særlige regel i tinglysningslovens § 42 d, stk. 2, og udgør et alternativ til reglerne om finansiering ved konsignation (salg med ejendomsforbehold med tilladelse til videresalg).

Hvis en forhandler af fabriksnye biler har pantsat sit varelager i form af et virksomhedspant, vil bortsalg som udgangspunkt være udskillelse ifølge regelmæssig drift, således at bilen ved salget udgår af panteretten. Der vil normalt ikke være noget behov for, at en aftaleerhverver undersøger personbogen.

Til stk. 3, nr. 4

Det foreslås i nr. 4 , at driftsinventar og driftsmateriel kan omfattes af et virksomhedspant.

Betegnelsen »driftsinventar og driftsmateriel« svarer som udgangspunkt til de aktiver, der efter deres art omfattes af tinglysningslovens § 37 og § 47 b, stk. 2, dvs. virksomhedens inventar, materiel og tekniske anlæg af enhver art (jf. lovforslaget vedrørende tinglysningslovens § 37 optrykt i Rigsdagstidende 1925-26, tillæg A, sp. 4557ff).

I modsætning til, hvad der gælder for fast ejendom, er der ikke noget krav om, at driftsinventaret og driftsmateriellet skal have en bestemt fysisk tilknytning til den ejendom, hvorfra virksomheden drives, ligesom det ikke har betydning, om materiellet reelt udgør overskudskapacitet. Også disse aktiver vil således som udgangspunkt blive omfattet af panteretten på tidspunktet, hvor de erhverves, jf. dog reglen i § 47 c, stk. 4, nr. 1, og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen vil således også kunne omfatte aktiver, der f.eks. udlejes til brug for anvendelse uden for virksomheden, f.eks. entreprenørmateriel, robåde, cykler, service og lignende.

Bestemmelsen omfatter ikke levende dyr, der imidlertid kan omfattes af stk. 3, nr. 6.

Køretøjer, der ikke er omfattet af § 42 c, vil derimod kunne være omfattet af betegnelsen »driftsinventar og driftsmateriel« i den foreslåede regel i stk. 3, nr. 4. Det vil fortrinsvis dreje sig om traktorer og motorredskaber samt påhængskøretøjer hertil. Det samme gælder knallerter, cykler og kørestole.

Til stk. 3, nr. 5

Det foreslås i nr. 5 , at drivmidler og andre hjælpestoffer kan være omfattet af et virksomhedspant.

Panteretten kan omfatte drivmidler, dvs. benzin, dieselolie, kul, brænde eller lignende, hvis drivmidlerne er bestemt til at forbruges som et led i virksomhedens drift. Panteretten vil efter den foreslåede bestemmelse også kunne omfatte andre hjælpestoffer, dvs. stoffer der forbruges som et led i virksomhedens drift, f.eks. gødning eller foder.

Drivmidler og andre hjælpestoffer vil under visse omstændigheder kunne være omfattet af én af bestemmelsens øvrige kategorier i stedet, hvis drivmidlerne ikke er bestemt til anvendelse i virksomhedens drift. F.eks. vil en benzinforhandlers oplag af benzin og olie have karakter af et varelager. Dette varelager vil dermed ikke være omfattet af reglen i nr. 5. Det vil bero på en konkret vurdering, om virksomhedens drivmidler er bestemt til at forbruges i virksomhedens drift og dermed omfattet af stk. 3, nr. 5, eller er bestemt for videresalg og dermed omfattet af stk. 3, nr. 2.

Til stk. 3, nr. 6

Det foreslås i nr. 6 , at besætning kan være omfattet af et virksomhedspant.

Betegnelsen »besætning« omfatter alle levende dyr, der indgår i virksomhedens drift, uanset om det er en landbrugsvirksomhed, et dambrug, en minkfarm eller noget andet. Det har ingen betydning, om besætningen udgør en stambesætning med henblik på avl, f.eks. i forbindelse med heste- eller fiskeopdræt, eller om besætningen er tiltænkt videresalg efter at have opnået en passende størrelse. Ligeledes har det ingen betydning, om det drejer sig om f.eks. malkekvæg eller slagtekvæg. Ved slagtning vil dyrene imidlertid overgå til at være omfattet af nr. 2 om lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer.

Den besætning, der vil være omfattet af de gældende særregler for landbrugsejendomme i tinglysningslovens § 37, stk. 2, og § 47 b, stk. 2, sidste pkt., vil således også kunne omfattes af et virksomhedspant.

Den foreslåede ordning med virksomhedspant har med hensyn til »besætning« et bredere anvendelsesområde end de gældende regler i § 37 og § 47 b, stk. 2. Efter disse bestemmelser vil en virksomheds besætning almindeligvis kun kunne anses for omfattet af panteretten, hvis der er tale om en landbrugsejendom. Er der derimod tale om anden erhvervsvirksomhed, f.eks. en minkfarm, antages det i retspraksis, at dyrene ikke kan være omfattet af panteretten i den faste ejendom, hverken i medfør af reglen i tinglysningslovens § 37, stk. 1, 1. led, eller i medfør af særreglen om landbrugsejendomme i 2. led. Denne begrænsning vil ikke gælde efter den foreslåede regel, idet alle virksomhedens levende dyr vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse om »besætning«, uanset virksomhedstype.

Både tinglysningslovens § 37, stk. 1, og § 47 b, stk. 2, indeholder en særregel for landbrugsejendomme, hvorefter pantsætningen tillige omfatter den tilhørende besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser. Disse aktiver vil ligeledes kunne omfattes af et virksomhedspant som varelager mv. (afgrøder), drivmidler og andre hjælpestoffer (gødning) eller besætning.

Til stk. 3, nr. 7

Det foreslås i nr. 7 , at goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) kan være omfattet af et virksomhedspant.

De nævnte immaterielle rettigheder kan alene omfattes af et virksomhedspant i medfør af den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 7. Immaterielle rettigheder, der ikke udtrykkeligt er nævnt i nr. 7, kan ikke blive omfattet af et virksomhedspant. Det gælder f.eks. EF-varemærker og EF-design.

Pant i goodwill kan efter retspraksis tinglyses i personbogen. Med den foreslåede regel i stk. 3, nr. 7, er det ikke tilsigtet at ændre på denne praksis, hvorefter pant i goodwill og andre immaterielle rettigheder kan tinglyses efter reglerne om underpant i løsøre, jf. tinglysningslovens § 47 og § 47 b, stk. 2.

Panteretten kan endvidere efter reglen i stk. 3, nr. 7, omfatte domænenavne. Efter gældende praksis tinglyses underpant i domænenavne i personbogen ved Retten i Århus efter reglerne om pantsætning af løsøre i tinglysningslovens § 47.

Endvidere kan panteretten omfatte pantsætterens rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Den foreslåede regel i stk. 3, nr. 7, indebærer, at pantsætterens immaterielle rettigheder i henhold til disse love kan pantsættes som en del af virksomhedspantet. Pantsætningen vil kunne omfatte både den grundlæggende enerettighed, f.eks. et patent, og afledte rettigheder, f.eks. en licens. Ordningen omfatter rettigheder, der er beskyttet i henhold til de nævnte love, men ikke rettigheder eller aktiver, der ikke opfylder betingelserne herfor.

Pantsætningen indebærer ingen indskrænkning i pantsætterens immaterialretlige beføjelser, medmindre andet aftales.

Varemærker eller design, der er beskyttet i henhold til fællesskabsretlige regler om EF-varemærker eller EF-design, jf. Rådets forordning 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (som ændret ved Rådets forordning nr. 1992/2003 og Rådets forordning nr. 422/2004) og Rådets forordning 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design, er ikke omfattet af den foreslåede ordning med virksomhedspant.

Om EF-rettighederne og de nationale rettigheder på varemærke- og designområdet i øvrigt kan sameksistere, beror på en immaterialretlig vurdering og ikke på den foreslåede pantsætningsadgang. I det omfang virksomheden på grundlag af de immaterialretlige regler er indehaver af immaterielle rettigheder i henhold til de nævnte danske love, vil rettighederne således kunne pantsættes efter den foreslåede ordning med virksomhedspant.

Til stk. 4

Den foreslåede regel i stk. 4 undtager i nr. 1-5 en række aktivtyper, der efter omstændighederne ville kunne omfattes af ordlyden af stk. 3.

Til stk. 4, nr. 1

1. Efter den foreslåede regel i nr. 1 kan et virksomhedspant ikke omfatte aktiver, der er omfattet af en tinglyst panteret i medfør af tinglysningslovens § 37, uanset hvornår panteretten i den faste ejendom er tinglyst.

Reglen i nr. 1 indebærer, at i det omfang et aktiv er omfattet af panteretten i den faste ejendom i medfør af tinglysningslovens § 37, vil aktivet fra dette tidspunkt ikke være omfattet af et tinglyst virksomhedspant, uanset den tidsmæssige prioritet mellem panterettighederne.

Det følger af tinglysningslovens § 37, at hvis en fast ejendom er indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje, omfatter tinglyst pantebrev i ejendommen, når intet andet er aftalt, også dertil hørende driftsmateriel og -inventar, for så vidt det ikke udskilles ifølge regelmæssig drift af den pågældende ejendom. Panterettigheder i fast ejendom vil først omfatte løsøre i medfør af tinglysningslovens § 37, når der kan konstateres et vist tilhørsforhold til den faste ejendom af stedlig og driftsmæssig art. Det antages i retspraksis, at der med driftsmateriel og -inventar sigtes til genstande, der efter deres art er bestemt til mere varig forbliven på vedkommende ejendom for at tjene dennes produktion.

Det følger således af retspraksis, at der såvel mellem den faste ejendom og erhvervsvirksomheden som mellem disse og driftsmateriellet må være et sådant tilknytnings- eller afhængighedsforhold, at der derved sættes en grænse for panterettens omfang i medfør af tinglysningslovens § 37.

Som et eksempel kan det nævnes, at hvis antallet af maskiner væsentligt overstiger, hvad der kan være behov for på den pågældende virksomhed, vil det overskydende antal maskiner ikke være omfattet af panteretten i medfør af § 37, da der ikke består en driftsmæssig tilknytning.

Tinglysningslovens § 37 omfatter løsøre, dvs. driftsinventar og driftsmateriel, men også andre aktiver, herunder en landbrugsejendoms afgrøder, besætning mv. Reglen omfatter endvidere forsikringssummer, jf. tinglysningslovens § 37, stk. 2, men ikke køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c, jf. § 37, stk. 3. Efter pantebrevsformular A, pkt. 5, og B, pkt. 6, omfatter panteretten i den faste ejendom endvidere leje og forpagtningsafgifter samt erstatningssummer.

Den foreslåede regel i stk. 4, nr. 1, har den betydning, at ved tinglysning af en panteret i den faste ejendom, der omfatter aktiver i medfør af § 37, vil aktiver med den fornødne driftsmæssige og stedlige tilknytning til ejendommen ikke være omfattet af virksomhedspantet, uanset den tidsmæssige prioritet mellem panterettighederne. Reglen fraviger dermed den almindelige regel om, at prioritetsstillingen mellem flere tinglyste rettigheder afgøres efter tinglysningstidspunktet. Det er imidlertid ikke kun en prioritetsregel, der foreslås, idet aktivet helt vil udgå af virksomhedspantet, hvis det er omfattet af pantet i den faste ejendom, jf. tinglysningslovens § 37.

Konverteres et lån mod pant i den faste ejendom efter tinglysningen af et virksomhedspant, må virksomhedspanthaveren acceptere, at den nye panteret i ejendommen bevirker, at aktiver omfattet af § 37 ikke vil kunne omfattes af virksomhedspantet.

Hvis virksomheden indkøber driftsmateriel, der herefter fragtes til ejendommen, vil materiellet først være omfattet af pantet i den faste ejendom, jf. § 37, når materiellet har opnået det nødvendige tilhørsforhold til ejendommen. Hvis materiellet går til grunde undervejs til ejendommen, vil det derfor kunne være omfattet af et virksomhedspant på dette tidspunkt. En eventuel forsikringssum som følge af undergangen vil derfor kunne tilfalde virksomhedspanthaveren, hvis denne har en tiltrædelsesgrund, f.eks. hvis skyldneren har misligholdt det underliggende aftaleforhold.

Hvis aktivet imidlertid er overskudskapacitet og således ikke omfattet af panteretten i den faste ejendom, jf. tinglysningslovens § 37, vil det ikke være omfattet af undtagelsesreglen i § 47 c, stk. 4, nr. 1. Dermed vil aktivet være omfattet af virksomhedspantet. Det er også muligt, at aktivet fra at være overskudskapacitet inddrages i virksomheden på ejendommen. Fra dette tidspunkt vil aktivet ikke længere være omfattet af et eventuelt tidligere tinglyst virksomhedspant. Hvis et aktiv går fra at være omfattet af reglen i § 37 til ikke længere at have det tilstrækkelige tilknytningsforhold til ejendommen og virksomheden, f.eks. fordi det efter indkøb af andet materiel må karakteriseres som overskydende kapacitet, vil det i sin helhed være omfattet af virksomhedspantet fra dette tidspunkt. Afgørelsen af, hvilket aktiv der vil være overskydende kapacitet, og hvilket der vil være omfattet af § 37, må antages at bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder på aktivernes faktiske anvendelse i virksomheden, der drives fra ejendommen.

Med den foreslåede ordning må en virksomhedspanthaver således acceptere, at en senere tinglyst panteret i den faste ejendom medfører, at værdien af virksomhedspantet kan blive forringet, i det omfang pantet omfatter driftsinventar og driftsmateriel.

Det gælder også, hvis pantsætteren efter stiftelsen af virksomhedspantet køber den faste ejendom, hvorfra virksomheden drives, og pantsætter ejendommen, herunder tilbehøret i medfør af tinglysningslovens § 37. Fra dette tidspunkt må virksomhedspanthaveren således acceptere, at pantet i den faste ejendom medfører, at værdien af virksomhedspantet forringes, i det omfang pantet omfatter driftsinventar og driftsmateriel.

2. Den foreslåede regel i stk. 4, nr. 1, gælder alene for panterettigheder i den faste ejendom og dermed ikke for retsforfølgning, dvs. udlæg og arrest mv. i den faste ejendom. Det følger af retsplejelovens § 518, stk. 2, at udlæg i fast ejendom omfatter det i tinglysningslovens § 37 nævnte tilbehør. En sådan retsforfølgning må derfor respektere allerede bestående panterettigheder, herunder et eventuelt virksomhedspant i § 37-tilbehøret. I praksis vil det dog oftest være sådan, at ejendommen i forvejen er behæftet med panterettigheder. I disse tilfælde følger det af reglen i stk. 4, nr. 1, at der ikke er virksomhedspant i § 37-tilbehøret.

Et udlæg i fast ejendom, der omfatter det i tinglysningslovens § 37 nævnte tilbehør, er ikke til hinder for, at det nævnte tilbehør udskilles ifølge regelmæssig drift af ejendommen, jf. retsplejelovens § 520, stk. 1, 1. pkt. Skyldneren vil derfor kunne udskifte ældre materiel med nyere materiel, uden at det vil være i strid med udlægshaverens rettigheder.

I et sådant tilfælde må udlægshaveren i en fast ejendom, der ikke er behæftet med panterettigheder, acceptere, at et senere tinglyst virksomhedspant efter omstændighederne vil få førsteprioritet i aktiver, der indføres på ejendommen. Som nævnt kan udlægshaveren som udgangspunkt ikke hindre en udskillelse ifølge regelmæssig drift af aktiver omfattet af § 37. Udskillelsen vil sædvanligvis også indebære, at tilsvarende aktiver indføres på ejendommen og dermed omfattes af udlægget i den faste ejendom fra dette tidspunkt. Imidlertid vil de pågældende aktiver omfattes af virksomhedspantet fra tidspunktet for erhvervelsen. Hvis aktivet €" hvad der formentlig er det mest praktiske €" erhverves, inden det bringes ind på ejendommen, vil virksomhedspantet derfor have førsteprioritet i det pågældende aktiv foran udlægget. Det må dog antages at være sjældent, at en fast ejendom ikke er behæftet med panterettigheder, således at et virksomhedspant vil kunne omfatte driftsinventar og driftsmateriel omfattet af tinglysningslovens § 37, jf. den foreslåede regel i stk. 4, nr. 1.

Det følger af retsplejelovens § 517, stk. 2, 2. pkt., at udlæg for krav, der er sikret ved pant, altid kan foretages i pantet. I det omfang pantet omfatter § 37-tilbehør, jf. retsplejelovens § 518, stk. 2, vil panthaverens udlæg heri opnå den samme retsstilling, som følger af den foreslåede regel i stk. 4, nr. 1, for så vidt angår pant i fast ejendom.

3. Hvis panthaveren i ejendommen foretager udlæg i ejendommen, herunder i aktiverne omfattet af tinglysningslovens § 37, og aktivet på tidspunktet for udlæggets foretagelse var omfattet af panteretten i den faste ejendom i medfør af tinglysningslovens § 37 og dermed ikke længere af virksomhedspantet, vil et eventuelt restprovenu ved en tvangsauktion tilfalde pantsætteren og ikke virksomhedspanthaveren, der ikke længere har rettigheder i det pågældende aktiv. Det samme gælder for aktiver, der omfattes af udlægget, jf. retsplejelovens § 518, stk. 2, og tinglysningslovens § 37, efter tidspunktet for dettes foretagelse.

Til stk. 4, nr. 2

Efter den foreslåede regel i nr. 2 kan et virksomhedspant ikke omfatte aktiver, der kan omfattes af en panteret i en andel i en andelsboligforening i medfør af reglen i tinglysningslovens § 42 j, stk. 4.

Reglen vil formentlig alene have betydning for erhvervsandelsboliger, da ikke-erhvervsmæssige aktiver ikke kan omfattes af et virksomhedspant.

Det fremgår af tinglysningslovens § 42 j, stk. 4, at tinglyst pant i en andel i en andelsboligforening omfatter, når intet andet er aftalt, forbedringer i lejligheden samt inventar, der er særligt tilpasset eller installeret i lejligheden. Pantsætningen er ikke til hinder for, at nævnte forbedringer eller inventar udskilles ifølge regelmæssig drift.

Reglen i stk. 4, nr. 2, vil betyde, at inventar, der er særlig tilpasset andelsboligen, ikke kan omfattes af et virksomhedspant. Ved særligt tilpasset inventar forstås inventar, som ikke umiddelbart kan fjernes og anvendes andetsteds, eller hvis fjernelse vil forringe værdien af det fjernede, og/eller medføre større efterreparationer, eksempelvis skabe og gulvtæpper, som er særligt tilpasset lejligheden.

Den foreslåede regel vil endvidere betyde, at forbedringer i lejligheden ikke kan omfattes af et virksomhedspant. Ved forbedringer forstås arbejder, som øger den brugsmæssige værdi af boligen uden at kunne betragtes som almindelig vedligeholdelse, og hvis tilstedeværelse i boligen kan konstateres, eksempelvis modernisering eller udskiftning af køkken og bad.

Til stk. 4, nr. 3

Efter den foreslåede regel i nr. 3 kan et virksomhedspant ikke omfatte inventar og varelager omfattet af § 71, stk. 3, i lov om apoteksvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 657 af 28. juli 1995 om apoteksvirksomhed som senest ændret ved lov nr. 382 af 28. maj 2003).

Det følger af lovens § 71, stk. 1, at staten kan yde garanti for lån til overtagelse og etablering samt til flytning og ombygning af apotek, apoteksfilial og apoteksudsalg. Det fremgår endvidere af § 71, stk. 3, at til sikkerhed for meddelte garantier skal der gives staten pant i apotekets inventar og varelager og disses brandforsikringssummer eller i andre aktiver efter Lægemiddelstyrelsens bestemmelse.

Til stk. 4, nr. 4

Efter den foreslåede regel i § 47 c, stk. 3, nr. 3, kan et virksomhedspant omfatte de i § 42 c nævnte køretøjer, som ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer.

Efter den foreslåede regel i nr. 4 gælder dette dog ikke, hvis køretøjet er fritaget for registrering.

Køretøjer omfattet af tinglysningslovens § 42 c kan være fritaget for registrering i medfør af færdselslovens § 72, stk. 2.

Justitsministeren har fastsat nærmere regler om sådanne fritagelser ved bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000 (som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004) om registrering og syn af køretøjer mv. Et køretøj omfattet af tinglysningslovens § 42 c kan bl.a. fritages for registrering, hvis det ganske overvejende anvendes uden for offentlige veje, f.eks. på en virksomheds område, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Til stk. 4, nr. 5

Efter den foreslåede regel i nr. 5 kan et virksomhedspant ikke omfatte skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover og aktiver, der kan omfattes af en panteret i skibe i medfør af sølovens § 28 og § 47.

Reglen i nr. 5 undtager skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover, herunder de skibe, der kan pantsættes efter sølovens § 28, og det dertil hørende tilbehør, jf. sølovens § 47. Reglen tilsigter at undtage alle skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover, uanset om der er tale om et skib, der er registreret efter danske regler eller ej. Skibe af den nævnte størrelse, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister eller i et udenlandsk register, er således ligeledes undtaget.

Det følger af sølovens § 47, stk. 1, at pant i skibe, når intet andet er aftalt, tillige omfatter maskiner, kedler, motorer, radioudstyr, ekkolod, fiskeredskaber, instrumenter og andet tilbehør, der er anskaffet på ejerens bekostning og bestemt til anbringelse i skibet, selv om det midlertidigt er adskilt fra skibet. Dette tilbehør vil således efter den foreslåede regel være undtaget fra virksomhedspantet, uanset om det er omfattet af en panteret i skibet eller ej.

Til stk. 4, nr. 6

Efter den foreslåede regel i nr. 6 kan et virksomhedspant ikke omfatte luftfartøjer og aktiver, der kan omfattes af en panteret i luftfartøjer i medfør af §§ 1, 22 og 24 i lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer (lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986 om registrering af rettigheder over luftfartøjer som senest ændret ved lov nr. 1082 af 20. december 1995, flyregistreringsloven). Reglen tilsigter at undtage alle luftfartøjer, uanset om de er registreret efter danske regler eller ej.

Rettigheder over luftfartøjer, som er indført i det nationalitetsregister, der er omhandlet i luftfartsloven, skal registreres for at opnå beskyttelse over for aftaler om luftfartøjet og mod retsforfølgning. Panteretten omfatter også det tilbehør, der er anbragt i luftfartøjet, jf. flyregistreringslovens § 22. Endvidere følger det af flyregistreringslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., at en panteret eller lignende sikkerhedsret, som tillige omfatter reservedele, der tilhører luftfartøjets ejer og ikke i forvejen er særskilt behæftet, kan registreres. Det i §§ 22 og 24 nævnte tilbehør kan ikke pantsættes efter den foreslåede ordning om virksomhedspant, uanset om det er omfattet af en panteret i luftfartøjet, særskilt behæftet eller ubehæftet.

Til stk. 5

Efter den foreslåede regel i stk. 5 skal tinglyst virksomhedspant respektere senere udlæg for offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret, hvis udlægshaver senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget.

Efter retsplejelovens § 478, stk. 2, kan udlæg ske for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. I disse tilfælde er det således ikke nødvendigt at skaffe sig et særligt eksekutionsgrundlag.

En række krav er tillagt udpantningsret i udpantningsloven. Det gælder f.eks. stats- og kommuneskatter samt afgifter og ydelser, »som ifølge lovgivningens umiddelbare bud eller en i henhold til samme foretagen ligning eller ansættelse tilkommer stat, kommune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlige stiftelser eller embeder og bestillinger«, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Endvidere kan udpantning finde sted for enhver afgift, der hviler på en fast ejendom, og som uden særlig vedtagelse går over fra ejer til ejer, for så vidt den tilkommer stat, kommune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlig stiftelser eller embeder og bestillinger, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Den foreslåede regel omfatter ikke privatretlige krav, der er tillagt udpantningsret, f.eks. underholdsbidrag, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6, og brandforsikringspræmier, jf. § 60 i lov om finansiel virksomhed.

Udpantningsret har endvidere hjemmel i en række andre love, f.eks. i pensionsloven, dagpengeloven, miljøbeskyttelsesloven og skattekontrolloven.

Den foreslåede bestemmelse omfatter alene offentligretlige krav, herunder f.eks. en række skatte- og afgiftskrav og Arbejdsmarkedets Tillægspensions krav på finansieringsbidrag mv. At kravet er offentligretligt, vil sige, at kravet har hjemmel i offentligretlige regler, men ikke i f.eks. reglerne om erstatning i kontrakt.

Udlægget har prioritetsstilling forud for virksomhedspantet fra tidspunktet for udlæggets foretagelse, men det er en nødvendig betingelse herfor, at der gives meddelelse til panthaveren. En udlægshaver, der vil sikre sig denne fortrinsstilling, skal således inden 3 hverdage meddele udlæggets foretagelse til virksomhedspanthaveren. Det er tilstrækkeligt, at udlægshaver har afsendt meddelelsen inden 3 hverdage. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, at udlægget er omfattet af den foreslåede regel i § 47 c, stk. 5, herunder en identifikation af udlægshaveren, skyldneren og det eller de aktiver, hvori udlæg er foretaget.

Det følger af inddrivelseslovens § 6, stk. 3, 3. pkt., at skyldneren efter udlæggets foretagelse har mulighed for at fremsætte indsigelser mod udlægget inden for en frist på 4 uger. Det følger af denne bestemmelse og af retsplejelovens § 542, stk. 1, at tvangsauktion ikke kan afholdes, før denne frist er udløbet. Inddrivelsesloven gælder for inddrivelse af skatter, afgifter, bøder og andre ydelser, der opkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Udlægget og dermed prioritetsstillingen forud for virksomhedspanthaveren kan alene bortfalde, enten hvis kravet indfries, eller hvis udlægget bortfalder som følge af konkurs, jf. konkurslovens § 71, stk. 1.

Reglen i stk. 5 regulerer ikke andre rettighedshaveres retsstilling. Det indebærer, at andre rettighedshavere ikke skal respektere en ringere stilling som følge af den foreslåede ordning. Det betyder bl.a., at virksomhedspanthaveren må acceptere en »brudt prioritet« i det tilfælde, hvor et virksomhedspant er efterfulgt af et udlæg, der ikke er tillagt en særlig retsstilling i medfør af reglen i stk. 5, hvorefter der foretages udlæg for et krav, der er omfattet af reglen. I det tilfælde vil udlægget for det offentligretlige krav, der er tillagt udpantningsret, få en prioritetsstilling foran virksomhedspantet, men da det første udlæg ikke skal acceptere en ringere plads som følge heraf, må virksomhedspantet for en del svarende til udlægget tillagt fortrinsstilling rykke ned efter det første udlæg. At panthaveren må acceptere en »brudt prioritet«, har imidlertid kun betydning for det aktiv, hvori der er foretaget udlæg.

Til § 47 d

Med forslaget til § 47 d indføres en adgang til at underpantsætte udestående og fremtidige fordringer som tingsindbegreb ved tinglysning i personbogen (fordringspant). En pantsætning efter den foreslåede ordning i § 47 d, stk. 1, benævnes »fordringspant«. Reglerne i § 47 d supplerer de eksisterende bestemmelser om pantsætning af simple gældsbreve i gældsbrevsloven, der anvendes analogt på andre simple fordringer. Udtrykket »fordringspant« omfatter ikke pantsætning efter disse regler.

Den foreslåede regel om fordringspant i § 47 d, stk. 1, giver mulighed for et »flydende« pant i virksomhedens kundetilgodehavender i den forstand, at de enkelte fordringer omfattes af panteretten, efterhånden som de stiftes ved salg af varer mv. på kredit, og udgår af pantet f.eks. ved indfrielse af fordringen. I bestemmelsens stk. 2 fastsættes det, at sikringsakten ved en sådan pantsætning er tinglysning, og at et skadesløsbrev som nævnt i stk. 1 ikke kan overdrages.

Der kan ikke stilles fordringspant efter de foreslåede regler til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 e, stk. 1). Forslaget til § 47 e, stk. 3, indeholder en regel om, at den pågældende virksomhed ikke på samme tid kan pantsætte sine aktiver efter både § 47 c og § 47 d. Efter § 47 e, stk. 4, vil et tinglyst pant som udgangspunkt blive udslettet efter 10 år. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Endvidere reguleres pantets omfang i tilfælde af pantsætterens betalingsstandsning, konkurs mv. i forslaget til § 47 f.

Til stk. 1

1. Den foreslåede regel i stk. 1 indebærer, at en virksomhed kan give underpant i »udestående og fremtidige« fordringer. Panthaveren kan dermed opnå pant i den til enhver tid værende debitorportefølje således, at virksomhedens udestående fordringer på tidspunktet for pantets stiftelse omfattes heraf, ligesom fremtidige fordringer omfattes af panteretten, efterhånden som de stiftes. De omhandlede fordringer hidrører fra salg af varer og tjenesteydelser og stiftes derfor ved virksomhedens indgåelse af aftaler om kreditsalg mv. med virksomhedens kunder. Den enkelte fordring udgår af panteretten ved ophør, dvs. typisk ved indfrielse, herunder modregning, eller ved forældelse.

Med udtrykket »[i]ndehaveren af en erhvervsvirksomhed« menes der den juridiske enhed, der ejer den faktiske virksomhed, uanset om det er et selskab eller en enkeltmandsvirksomhed. Det er således ejeren af den faktiske virksomhed, der vil kunne pantsatte virksomhedens aktiver i medfør af den foreslåede ordning. Udtrykket svarer til det, der anvendes i tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

Med udtrykket »simple fordringer hidrørende fra salg af varer eller tjenesteydelser« i den foreslåede § 47 d, stk. 1, 1. pkt., afgrænses panteretten til visse bestemte typer af fordringer.

For så vidt angår afgrænsningen af simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 1).

Det bemærkes dog, at det af § 47 d, stk. 1, fremgår, at det er virksomhedens »udestående og fremtidige« fordringer, der kan pantsættes. Denne ordlyd svarer ikke til ordlyden af den foreslåede bestemmelse i § 47 c, stk. 3, nr. 1, hvor der blot henvises til »simple fordringer hidrørende fra salg af varer eller tjenesteydelser«. Det skal imidlertid sammenholdes med, at det i § 47 c, stk. 1, anføres, at virksomheden kan underpantsætte, hvad virksomheden »ejer og fremtidig erhverver«. Forskellen mellem § 47 c og § 47 d på dette punkt er således begrundet i lovforslagets systematik og indebærer ingen realitetsforskel i, hvilke fordringer der kan omfattes af panteretten efter § 47 c og § 47 d.

Der er ikke fundet behov for at indføre særlige regler om, at de pantsatte fordringer kan udskilles ifølge regelmæssig drift. Det vil således bero på parternes aftale, om pantsætteren kan udskille visse fordringer, uanset at de er omfattet af panteretten.

2. Ifølge den foreslåede regel i § 47 d, stk. 1, underpantsættes fordringer ved anvendelse af et skadesløsbrev. Ejerpantebreve kan ikke anvendes. Der kan heller ikke anvendes almindelige pantebreve, dvs. pantebreve, der også er gældsbreve, og hvor pantesikkerheden har samme størrelse som den personlige fordring, der fremgår af pantebrevet, og formindskes i takt med gældens nedbringelse.

Om de nærmere retsvirkninger af, at der foreslås anvendt skadesløsbreve, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 1).

3. Panthaverens tiltrædelse af pantet vil i praksis kunne have mange former. Hvis panthaveren anvender de inddrivelsesformer, der er hjemlet i retsplejeloven, herunder reglerne om udlæg i løsøre og om inddrivelse af fordringer i medfør af § 538 a, indebærer det, at panthaveren har tiltrådt sit pant, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3 (den foreslåede § 538 a, stk. 3, i retsplejeloven). Det gælder også, hvis pantet realiseres inden for konkurslovens rammer.

Ud over de nævnte tilfælde, hvor panthaverens fyldestgørelse følger direkte af lovgivningen, kan panthaveren (f.eks. et pengeinstitut) tiltræde pantet ved at hindre pantsætteren i at råde over summer, der indbetales på pantsatte fordringer på pantsætterens egen konto. Hvis panthaveren herved hindrer pantsætteren i at trække på den konto (f.eks. ved gradvis nedsættelse af trækningsretten på en kassekredit), hvor indbetalinger på fordringerne finder sted, vil det kunne udgøre en tiltrædelse af pantet, således at indbetalingerne er udtryk for, at den sikkerhedsmæssige ramme, der udgøres af pantebrevet, er anvendt i tilsvarende omfang. At indbetalingerne på de udestående fordringer blot indgår på pantsætterens konto under sædvanlige omstændigheder, vil ikke i sig selv være udtryk for, at panthaveren har tiltrådt pantet.

Til stk. 2

1. Det følger af den foreslåede regel i stk. 2, 1. pkt., at fordringspantet skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning.

Der stilles ikke forslag om fastsættelse af regler om de nærmere betingelser, der skal være opfyldt for at fortrænge utinglyst fordringspant. Spørgsmålet herom må afgøres ud fra almindelige formueretlige principper om ekstinktion. Det følger af disse principper, at den panteret eller retsforfølgning, der skal fortrænge en utinglyst panteret, selv skal være omsætningsbeskyttet, dvs. ved tinglysning eller meddelelse i henhold til gældsbrevslovens § 31. Udlæg i fordringer er dog sikret ved udlæggets foretagelse. Erhververen ifølge aftale om underpant skal endvidere være i god tro på tidspunktet for aftalens anmeldelse til tinglysning, jf. tinglysningslovens § 5 om det særlige god tros-begreb i tinglysningsmæssig sammenhæng.

De foreslåede regler vedrører underpant i henhold til aftale, men ikke retsforfølgning. Udlæg mv. vil således fortsat skulle foretages i de enkelte fordringer i medfør af de almindelige regler herom i retsplejeloven. Efter retsplejelovens § 524 er skyldneren efter en udlægsbehæftet fordring frigjort ved betaling til den, hos hvem udlæg er gjort, under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af fodringen. Der er med reglen i stk. 2 ikke tilsigtet nogen ændring heri.

2. Overdragelse af skadesløsbreve anses i almindelighed for at være udtryk for, at der stiftes en ny panteret, der skal sikres efter de nærmere regler herom. Af klarhedshensyn er det imidlertid udtrykkeligt fastsat i bestemmelsens 2. pkt., at skadesløsbreve som nævnt i stk. 1 ikke kan overdrages. Den foreslåede regel hindrer både overdragelse til sikkerhed (frempantsætning) og overdragelse til eje.

Om de nærmere retsvirkninger af den foreslåede regel i 2. pkt. henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 47 c, stk. 2, 2. pkt.).

3. Det følger af den foreslåede regel om tinglysning som sikringsakt, at panthaveren dermed ikke skal iagttage gældsbrevslovens § 31, stk. 1, hvorefter sikringsakten ved overdragelse til sikkerhed af simple fordringer er underretning herom til skyldner for at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe.

Om det nærmere forhold til gældsbrevslovens regler henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede regel i § 47 c, stk. 2).

Til § 47 e

Til stk. 1

1. Den foreslåede regel i stk. 1 hindrer, at der kan stilles virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. konkurslovens § 2. Efter konkurslovens § 2 er nærstående 1) ægtefæller, slægtninge i op- og nedstigende linje, søskende, de nævnte personers ægtefæller og andre personer, der har stået hinanden særligt nær; 2) et selskab og en person, såfremt personen eller dennes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital; 3) to selskaber, såfremt det ene eller dettes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af det andet selskabs kapital, eller såfremt en væsentlig del af begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes af samme person eller selskab eller af indbyrdes nærstående personer eller selskaber; 4) andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende interessefællesskab som angivet under nr. 2 eller 3.

Den foreslåede regel i 1. pkt. hindrer, at pantet stilles »til fordel for« skyldnerens eller pantsætters nærstående, og dermed, at der kan gives pant efter bestemmelsen i tilfælde, hvor panthaveren og skyldneren er nærstående (tredjemandspant), eller hvor panthaveren og pantsætteren er nærstående. Reglen hindrer derimod ikke, at skyldneren og pantsætteren er nærstående. »Skyldneren« vil sige den, der hæfter personligt for den gæld, der er sikret ved virksomhedspantet eller fordringspantet.

Efter 1. pkt. er pant, der stilles i strid med bestemmelsen, uden retsvirkning. Pantsætningen kan dermed hverken gøres gældende mellem parterne eller over for tredjemand.

Reglen i 1. pkt. forbyder, at der »stilles pant«, men ikke at nærstående på anden måde indtræder i pantet, formentlig mest praktisk forekommende ved subrogation, dvs. ved indfrielse af tredjemands fordring mod pantsætter, der er sikret ved fordringspant, efter de nærmere regler herom. Reglen er ligeledes ikke til hinder for, at panteretten fortsat er gyldig, hvis panthaveren og pantsætteren efter stiftelsen af pantet bliver nærstående, f.eks. hvis to selskaber fusionerer på et tidspunkt, hvor der består et gyldigt pantsætningsforhold mellem deres datterselskaber.

Hvis panthaveren efter pantets stiftelse er blevet nærstående til skyldneren eller pantsætteren, følger det imidlertid af den foreslåede regel i 2. pkt., at pantet ikke kan tjene til sikkerhed for gæld, der stiftes mellem parterne efter det tidspunkt, hvor parterne er blevet nærstående. Udtrykket »gæld, der stiftes« omfatter ikke renter og omkostninger, der automatisk påløber i medfør af den oprindelige aftale. Tjener virksomhedspantet eller fordringspantet til sikkerhed for en kassekredit, vil enhver indbetaling, efter det tidspunkt hvor partnerne er blevet nærstående, nedbringe den sikrede fordring. Nye træk på kassekreditten vil ikke være sikret ved virksomhedspantet eller fordringspantet.

Det følger endvidere af 2. pkt., at panteretten, fra dette tidspunkt hvor parterne bliver nærstående, ikke kan omfatte nye aktiver, der erhverves af pantsætteren. Udtrykket »erhverves« skal forstås på samme måde som udtrykket »erhvervet« i den foreslåede § 47 f.

Den foreslåede regel i 2. pkt. finder efter 3. pkt. tilsvarende anvendelse ved en nærståendes indtræden i sikkerheden. En nærstående vil f.eks. kunne indtræde i sikkerheden ved subrogation.

Panteretten kan heller ikke overdrages til en nærstående. Det fremgår ikke udtrykkeligt af § 47 e, stk. 1, men følger af den foreslåede regel i § 47 c, stk. 2, 2. pkt., og § 47 d, stk. 2, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at skadesløsbrevet ikke kan overdrages.

Hvis pantsætterens nærstående har kautioneret for gæld, der er sikret ved fordringspant eller virksomhedspant, er reglen i § 47 e, stk. 1, dog som nævnt ikke til hinder for, at en nærstående kautionist indtræder i pantet. Ved at indfri kreditors fordring mod hovedmanden vil en kautionist normalt indtræde i de sikkerhedsrettigheder, der er tilknyttet fordringen, i det omfang der er sket indfrielse.

Til stk. 2

Efter den foreslåede regel i stk. 2 kan der på intet tidspunkt være tinglyst både virksomhedspant, jf. § 47 c, og fordringspant, jf. § 47 d, på pantsætterens blad i personbogen.

Reglen indebærer, at en virksomhed må vælge, om den vil benytte sig af den foreslåede ordning i § 47 c eller ordningen i § 47 d. Det er således ikke muligt at pantsætte sine fordringer efter § 47 d og de øvrige aktiver efter § 47 c, uanset om panthaveren efter pantebrevene er den samme eller ej. Reglen i stk. 2 er navnlig medtaget for at undgå udhuling af udlægsreglen i § 47 c, stk. 5.

Reglen hindrer derimod ikke, at der på samme tid består tinglyste panterettigheder efter § 47 c og § 47 b, stk. 2, eller efter § 47 d og § 47 b, stk. 2. Den foreslåede regel hindrer ligeledes ikke, at der kan bestå tinglyst virksomhedspant efter § 47 c eller tinglyst fordringspant efter § 47 d samtidig med, at pantsætteren har pantsat sine fordringer i medfør af gældsbrevslovens regler.

Til stk. 3

Ifølge den foreslåede regel i stk. 3 er tinglysningstidspunktet afgørende for fastlæggelse af prioritetsstillingen imellem en panteret efter § 47 b, stk. 2, og virksomhedspant, jf. § 47 c, uanset hvornår det enkelte aktiv må anses for at være blevet omfattet af panterettighederne.

Reglen sigter navnlig på de tilfælde, hvor der tinglyses et virksomhedspant på en virksomheds blad i personbogen, hvor der allerede er tinglyst et § 47 b, stk. 2-pant.

Aktiver omfattes af et § 47 b, stk. 2-pant fra det tidspunkt, hvor der kan konstateres et vist tilknytningsforhold til både virksomheden og til den faste ejendom, hvorfra virksomheden drives. Aktiver omfattes der­imod af virksomhedspantet fra tidspunktet for erhvervelsen. Et efterstående virksomhedspant vil derfor efter omstændighederne kunne omfatte aktiver på et tidligere tidspunkt end det § 47 b, stk. 2-pant, der har en bedre tidsprioritet. Den foreslåede regel sikrer, at prioriteten mellem panterettighederne i disse tilfælde vil skulle afgøres efter tinglysningstidspunktet og ikke efter, hvornår den nødvendige tilknytning til den faste ejendom og virksomheden kan konstateres.

Reglen omfatter også det omvendte tilfælde, hvor der først tinglyses et virksomhedspant og derefter et § 47 b, stk. 2-pant, men reglen vil i dette tilfælde ikke have nogen praktisk betydning, da virksomhedspant således under alle omstændigheder vil have førsteprioritet i virksomhedens aktiver.

Den foreslåede regel er ikke til hinder for, at de to panthavere indbyrdes aftaler en anden retsstilling, f.eks. at virksomhedspanthaveren relakserer panteretten i driftsinventar og driftsmateriel.

Til stk. 4

Efter forslaget til stk. 4 finder reglen i tinglysningslovens § 42 g, stk. 2, om udsletning 10 år efter dokumentets tinglysning tilsvarende anvendelse med hensyn til skadesløsbreve som nævnt i § 47 c, stk. 1, og § 47 d, stk. 1.

Reglen vil indebære, at tinglyste dokumenter udslettes, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning. Fristen afbrydes ved tinglysning af ændringer i pantebrevet.

Det følger af § 28, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 187 af 15. marts 1994 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 905 af 3. november 2003 om tinglysning i personbogen, at tinglysningskontoret skal give registrerede rettighedshavere, der har tinglyst en panterettighed efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, meddelelse om sletning, senest 3 måneder inden den gennemføres. Fornyet tinglysning indebærer, at der skal betales 1.400 kr. i tinglysningsafgift. Det forudsættes, at en lignende ordning tilvejebringes for den foreslåede ordning med virksomhedspant.

Til § 47 f

1. Den foreslåede regel i § 47 f indebærer, at virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden visse nærmere opregnede tidspunkter, ikke omfatter aktiver, der er erhvervet efter det nævnte tidspunkt. Udtrykket »aktiver, der er erhvervet« omfatter også aktiver, der opstår eller stiftes efter det relevante tidspunkt, herunder pantets frugter, der opstår eller inddrives efter det relevante tidspunkt. Med pantets frugter menes de aktiver, der opstår ved pantets normale brug og er bestemt til udskillelse, uden at der er tale om et egentligt forbrug af pantet. De opregnede tidspunkter i den foreslåede bestemmelse i § 47 f vedrører anvendelsen af konkurslovens regler om betalingsstandsning, konkurs mv., således at en panteret, der er stiftet, inden der f.eks. afsiges konkursdekret over pantsætteren, ikke omfatter aktiver, der erhverves efter afsigelsen.

Reglerne i § 47 f er udtømmende i den forstand, at de udtrykkeligt opregnede tilfælde er de eneste, hvor pantet ikke kan omfatte pantsætterens fremtidige erhvervelser. Det forhold, at panthaveren vælger at tiltræde pantet, indebærer således ikke, at panteretten ikke længere omfatter fremtidige aktiver, der erhverves efter tiltrædelsestidspunktet, men har alene betydning i forhold til den pantsikrede ramme, jf. bemærkningerne til de foreslåede regler i § 47 c, stk. 2, og § 47 d, stk. 2.

Det følger af reglen i § 47 f, at pantets omfang efter de i bestemmelsen nærmere opregnede tidspunkter ikke kan udvides ved, at nye aktiver erhverves eller på anden måde indgår i pantsætterens formuesfære, uanset den nærmere formulering af panteretten i skadesløsbrevet. Reglen hindrer, at panteretten udvides til at omfatte aktiver, der erhverves efter det pågældende tidspunkt. Der kan heller ikke ske en udvidelse af pantet i form af, at der indvindes eller opstår frugter af pantet. En eventuel efterfølgende værditilvækst af de af panteretten omfattede aktiver skal derimod medregnes.

Panthaveren og pantsætteren kan ikke aftale en anden retstilstand end den, der følger af § 47 f, men bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne, efter at retsvirkningerne i § 47 f er indtrådt, med f.eks. tilsynets godkendelse stifter en ny panteret, der efter sit indhold omfatter aktiver, der erhverves efter stiftelsestidspunktet.

2. Det forhold, at nye aktiver på grund af reglen i § 47 f ikke længere omfattes af pantet, nødvendiggør, at der i overensstemmelse med almindelige insolvensretlige principper tilvejebringes en opgørelse af pantets omfang på det relevante tidspunkt, hvor retsvirkningerne i § 47 f indtræder (»stadeopgørelse«), jf. lovforslagets § 2, nr. 1, 8, 11 og 12 om, at fordringspanthavere og virksomhedspanthavere i medfør af reglerne i tinglysningslovens § 47 c og § 47 d skal have meddelelse om, at skyldneren har anmeldt betalingsstandsning mv.

Det vil være op til virksomhedspanthaveren at sikre tilstrækkelig dokumentation for, hvad pantet omfatter. Vil en sammenblanding af aktiverne kunne medføre uklarhed herom, f.eks. fordi varerne ikke har entydige serienumre, der dokumenterer produktionstidspunktet, må det foranlediges, at nye aktiver opbevares adskilt fra aktiver, der er omfattet af pantet.

3. Hvis skifterettens afgørelse om f.eks. konkurs eller åbning af tvangsakkordforhandling omgøres af appelinstansen, finder § 47 f ikke anvendelse. Hvis appelinstansen imidlertid stadfæster skifterettens afgørelse om konkurs mv., er retsvirkningerne i § 47 f indtrådt på tidspunktet for skifterettens afgørelse. Omgøres skifterettens afgørelse om ikke at afsige konkursdekret eller åbne tvangsakkordforhandling af appelinstansen, indtræder retsvirkningerne på tidspunktet for appelinstansens afgørelse.

Reglen finder anvendelse, hvis panterettigheden er stiftet inden det i bestemmelsen opregnede tidspunkt. Der er herved ikke lagt vægt på tinglysningstidspunktet, men i praksis vil det oftest være tilstrækkeligt at konstatere, om panteretten er tinglyst forinden.

Skadesløsbrevet kan ikke overdrages til en ny panthaver. Ved ombytning af det tidligere pantebrev med et nyt har det ingen betydning for den nye panthaver, at den tidligere panthaver ikke har pant i fremtidige erhvervelser. Retsvirkningerne i den foreslåede regel i § 47 f vil dog kunne indtræde efterfølgende, dvs. efter stiftelsestidspunktet for den nye pantsætning, hvis der f.eks. afsiges konkursdekret over skyldneren, jf. konkurslovens § 29 og den foreslåede regel i § 47 f, stk. 1.

Til stk. 1

1. Det følger af den foreslåede regel i stk. 1 , at virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden afsigelsen af konkursdekret over pantsætteren, ikke omfatter aktiver erhvervet derefter.

En konkursbehandling indebærer, at den pågældende virksomhed afvikles, og drives den i selskabsform, vil selskabet blive slettet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved konkursbehandlingens afslutning. Skifteretten giver meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om boets slutning, jf. konkurslovens § 155, stk. 2. Det vil derfor ofte ikke have nogen praktisk betydning i disse tilfælde, at fordringspantet eller virksomhedspantet ikke omfatter fremtidige erhvervelser.

Er en skyldner insolvent, skal hans bo tages under konkursbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver, jf. konkurslovens § 17, stk. 1. En skyldner er insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående, jf. konkurslovens § 17, stk. 2.

Ved afsigelse af konkursdekret, jf. konkurslovens § 29, mister skyldneren retten til at råde over sin formue, og urådigheden indtræder fra det klokkeslæt, konkursdekretet afsiges. Ifølge den foreslåede regel i stk. 1 vil fordringspantet eller virksomhedspantet derfor fra dette klokkeslæt ikke omfatte fremtidige aktiver.

Det betyder, at det er nødvendigt at kende tidspunktet på dagen for aktivernes erhvervelse eller fordringernes stiftelse med henblik på at konstatere, om nye aktiver er omfattet af panteretten. I praksis vil panthaveren derfor skulle godtgøre, at f.eks. en fordring er stiftet på et tidspunkt forud for skifterettens afsigelse af konkursdekret og dermed er omfattet af pantet.

Den foreslåede regel i stk. 1 er objektiv i den forstand, at god tros-reglen i konkurslovens § 30, stk. 1, ikke har nogen betydning. Det følger af konkurslovens § 30, stk. 1, at indtil udløbet af det døgn, hvori bekendtgørelse i Statstidende om konkursen har fundet sted, har reglen om skyldnerens urådighed alene virkning over for den, som kendte eller burde kende konkursen. Denne regel har således ingen betydning i forhold til anvendelse af den foreslåede regel i § 47 f om retsvirkningerne af konkursdekretets afsigelse.

Aktiver erhvervet i perioden mellem tidspunktet for skifterettens modtagelse af konkursbegæringen og afsigelse af konkursdekret vil derimod være omfattet af panteretten, medmindre retsvirkningerne i § 47 f allerede er indtrådt på et andet grundlag, f.eks. anmeldelse af en betalingsstandsning, jf. reglen i stk. 2.

2. Reglen i § 47 f berører ikke konkurslovens omstødelsesregler, og konkurslovens § 72 om omstødelse af skyldnerens dispositioner foretaget efter fristdagen vil efter omstændighederne kunne føre til omstødelse af f.eks. det salg af varelager på kredit, der har medført, at fordringer stiftes og dermed omfattes af et virksomhedspant, jf. § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller et fordringspant, jf. § 47 d.

Det følger af konkurslovens § 72, stk. 2, at dispositioner foretaget efter fristdagen kan omstødes, medmindre dispositionen var nødvendig af hensyn til bevarelse af skyldnerens virksomhed, rimelig varetagelse af fordringshavernes fælles interesser eller erhvervelse af dagliglivets fornødenheder. Omstødelse kan dog ikke ske over for den, som med føje antog, at dispositionen var nødvendig som anført, eller som hverken vidste eller burde vide, at betalingsstandsningen var indtrådt, eller at begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering var indgivet. Har et beskikket tilsyn godkendt dispositionen, kan omstødelse kun ske, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. § 72, stk. 3. Der vil altid være beskikket et tilsyn under anmeldt betalingsstandsning eller udsættelse af afgørelsen om konkurs, jf. konkurslovens §§ 11, § 24 og § 25. Skifteretten kan endvidere beskikke et tilsyn under tvangsakkordforhandlingen, jf. konkurslovens § 168, stk. 2.

3. I praksis vil der ofte indtræde konkurs på et tidspunkt, hvor skyldneren allerede er under anmeldt betalingsstandsning, eller hvor afgørelsen om konkurs er udsat i medfør af konkurslovens § 24. I disse tilfælde vil retsvirkningerne i den foreslåede § 47 f, stk. 2 eller stk. 3, allerede være indtrådt, og panterettigheder stiftet f.eks. inden anmeldelsen af betalingsstandsningen vil dermed ikke omfatte skyldnerens erhvervelser under betalingsstandsningen, jf. bemærkningerne til stk. 2.

Vil pantet derimod indtil konkursdekretets afsigelse kunne omfatte fremtidige erhvervelser, fordi retsvirkningerne i § 47 f, stk. 2-5, ikke allerede er indtrådt, vil pantet således kunne omfatte aktiver, der erhverves af skyldneren af hensyn til bevarelse af dennes virksomhed eller rimelig varetagelse af fordringshavernes fælles interesser mv. Hvis skyldneren f.eks. sælger varer eller tjenesteydelser, vil den herved opståede fordring på betaling være omfattet af fordringspantet eller virksomhedspantet, jf. § 47 c, stk. 3, nr. 1. Hvis varerne sælges kontant, vil der ikke opstå en fordring, der omfattes af pantet. I den forbindelse vil spørgsmålet dog være, om et sådant salg opfylder kravene til, at udskillelsen skal ske ifølge regelmæssig drift, hvis varesalget ikke modsvares af, at andre aktiver indgår i pantet, jf. herom bemærkningerne ovenfor til § 47 c, stk. 1, 2. pkt.

Til stk. 2

Det følger af den foreslåede regel i stk. 2 , at virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden pantsætterens anmeldelse af betalingsstandsning, ikke omfatter aktiver erhvervet efter anmeldelsen.

Det fremgår af konkurslovens § 10, at en skyldner, der ikke mener sig i stand til at opfylde sine forpligtelser, kan anmelde, at skyldneren har standset sine betalinger. Det følger af reglen i konkurslovens § 16 e, stk. 1, nr. 5, at det er udgangspunktet, at betalingsstandsningsperioden varer 3 måneder. Skifteretten kan efter § 16 e, stk. 2, 1. pkt., dog under ganske særlige omstændigheder forlænge perioden med indtil 3 måneder ad gangen, dog ikke ud over 1 år fra fristdagen, jf. § 16 e, stk. 2, 2. pkt. En forlængelse af betalingsstandsningen kan ikke anses for en anmeldelse af betalingsstandsning i § 47 f, stk. 2€™s forstand. Det betyder, at en panteret, der er stiftet efter anmeldelsen af betalingsstandsningen, men før forlængelsen heraf, ikke påvirkes af forlængelsen.

Reglen i § 47 f har virkning fra tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning. Det afgørende tidspunkt er dermed klokkeslættet for anmeldelsen. Aktiver erhvervet efter dette tidspunkt vil ikke være omfattet af fordringspant eller virksomhedspant, der er stiftet inden anmeldelsen. Med henblik på den foreslåede regels praktiske gennemførelse er det således nødvendigt, at skifteretten noterer tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning. En betalingsstandsning, der anmeldes ved almindeligt brev, anses som anmeldt på skifterettens åbningstidspunkt den dag, skifteretten modtager brevet. Afleverer skyldneren anmeldelsen personligt eller med bud, vil tidspunktet for anmeldelsen være modtagelsen heraf, der noteres af skifteretten.

Hvis de ovennævnte retsvirkninger i den foreslåede regel i § 47 f, stk. 2, er indtrådt for den enkelte panteret, har det ingen betydning, om betalingsstandsningen senere ophører, uanset årsagen hertil, herunder om betalingsstandsningen blot udløber efter tre måneder fra fristdagen, jf. konkurslovens § 16 e, stk. 1, nr. 5, eller om skyldneren tilbagekalder anmeldelsen, jf. konkurslovens § 16 e, stk. 1, nr. 1. Det er også uden betydning, om betalingsstandsningen udløber i forbindelse med, at skyldneren har opnået en frivillig akkord. En panteret efter § 47 c eller § 47 d, der er stiftet efter anmeldelsen af betalingsstandsningen, kan der­imod omfatte fremtidige erhvervelser.

I det omfang skyldneren har opnået tilsynets samtykke til at sælge varer eller tjenesteydelser, vil den fordring på betaling, der herved er opstået, ikke være omfattet af panterettigheder, der er stiftet inden anmeldelsen af betalingsstandsning. Skyldneren skal dog være opmærksom på, at panthaverens samtykke til varesalg mv. er nødvendigt. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 47 c, stk. 2).

Efter lovforslagets § 2, nr. 2 (den foreslåede § 16 a, stk. 3, i konkursloven), foreslås imidlertid en regel, hvorefter skifteretten, hvis det må anses for nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål, kan bestemme, at en panteret eller retsforfølgning, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, ikke skal være til hinder for, at skyldneren udskiller aktiver omfattet af panteretten eller retsforfølgningen som et led i driften. Reglen vil bl.a. have betydning i de tilfælde, hvor retsvirkningerne i den foreslåede regel i § 47 f, stk. 2, er indtrådt, således at panterettigheder ikke omfatter aktiver, der er erhvervet, efter tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning, jf. bemærkningerne til den foreslåede regel i konkurslovens § 16 a, stk. 3.

Til stk. 3

1. Den foreslåede regel i stk. 3, 1. pkt., fastslår det udgangspunkt, at virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden skifterettens afgørelse om udsættelse af behandling af konkursbegæring, jf. konkurslovens § 24, ikke omfatter aktiver erhvervet efter beslutningen.

Reglen finder ikke anvendelse ved udsættelse af behandlingen af begæringen i medfør af konkurslovens § 23 a, der omhandler tilfælde, hvor fordringshaveren eller skyldneren har lovligt forfald, eller hvor der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. I disse tilfælde er der tale om en kortvarig udsættelse, der ikke indebærer beskikkelse af tilsyn mv.

Reglen i stk. 3, finder heller ikke anvendelse i de tilfælde, hvor skifteretten udsætter behandlingen af en konkursbegæring under henvisning til, at der er åbnet forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 25. I disse tilfælde vil et virksomhedspant, der er stiftet efter tvangsakkordforhandlingens åbning, således omfatte aktiver, der indgår i pantsætterens formuesfære efter tidspunktet for udsættelsen.

2. Søger skyldneren en ordning med fordringshaverne, og skønner skifteretten, at der er rimelig udsigt til, at en ordning kan opnås, kan afgørelse om konkurs udsættes på skyldnerens begæring, jf. konkurslovens § 24. Udsætter skifteretten afgørelsen om konkurs, finder reglerne om anmeldt betalingsstandsning i konkurslovens kapitel 2 tilsvarende anvendelse, jf. konkurslovens § 24, stk. 2. Det indebærer bl.a., at der beskikkes et tilsyn, der skal godkende alle væsentlige dispositioner, jf. konkurslovens § 15, stk. 1. Den foreslåede regel i § 47 f, stk. 3, 1. pkt., indebærer således, at dette fundament for betalingsstandsningen sidestilles med anmeldt betalingsstandsning, jf. reglen i § 47 f, stk. 2, på en sådan måde, at aktiver, der erhverves eller stiftes efter udsættelsen, ikke omfattes af en panteret, der er stiftet inden.

Reglen i stk. 3 har virkning fra tidspunktet for skifterettens udsættelse af afgørelsen om konkurs. Det foreslåede skæringstidspunkt er dermed klokkeslættet for udsættelsen, som skifteretten må notere i retsbogen.

3. Det følger af den foreslåede regel i 2. pkt., at reglen i 1. pkt. ikke gælder, hvis pantsætteren ved udsættelsen er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, eller der er indledt gældssaneringssag.

Pantsætteren er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, hvis pantsætteren enten har anmeldt betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 10, eller hvis skifteretten har udsat afgørelsen om konkurs i medfør af konkurslovens § 24, og denne afgørelse er endelig.

I disse tilfælde vil skifteretten endvidere kunne forlænge betalingsstandsningsperioden eller udsættelsen af afgørelsen om konkurs med indtil tre måneder ad gangen, dog ikke ud over 1 år i alt fra fristdagen, jf. konkurslovens § 16 e, stk. 2, og § 24, stk. 3. Fordringspant og virksomhedspant berøres ikke heraf.

Reglen sikrer, at panterettigheder, der stiftes under en anmeldt betalingsstandsning, ikke berøres af, at der senere indgives en konkursbegæring mod pantsætteren, men først €" i givet fald €" af, at der afsiges konkursdekret. Panterettigheder, der ikke omfatter fremtidige erhvervelser i medfør af en af de øvrige bestemmelser i § 47 f, berøres ikke af 2. pkt.

Det fremgår endvidere af den foreslåede regel i stk. 3, 2. pkt., at reglen i 1. pkt. heller ikke gælder, hvis der ved udsættelsen er indledt gældssaneringssag. Skifterettens afgørelse om at indlede gældssaneringssag, jf. konkurslovens § 206, skal være endelig. Den foreslåede regel omfatter også gældssanering i konkurs, jf. konkurslovens § 231. Det er dog formentlig helt upraktisk, at skyldneren under en indledt gældssaneringssag har givet virksomhedspant til en kreditor, hvorefter der indgives en konkursbegæring, der udsættes til gældssaneringssagens afslutning.

Til stk. 4

1. Den foreslåede regel i stk. 4, 1. pkt., fastslår det udgangspunkt, at virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden skifterettens afgørelse om åbning af tvangsakkordforhandling, ikke omfatter aktiver erhvervet efter beslutningen.

Efter konkurslovens § 167 træffer skifteretten afgørelse om åbning af forhandling om tvangsakkord. Tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse af den ikke-fortrinsberettigede gæld (almindelig tvangsakkord), fordeling af skyldnerens formue eller en del af denne mellem hans fordringshavere mod, at skyldneren frigøres for den del af gælden, som ikke bliver dækket (likvidationsakkord), eller på betalingsudsættelse (moratorium), jf. konkurslovens § 157, nr. 1-3. Der kan endvidere åbnes tvangsakkordforhandling i konkurs, jf. konkurslovens § 196, men i dette tilfælde vil § 47 f, stk. 4, 2. pkt., finde anvendelse. Den foreslåede regel omfatter alle de nævnte former for tvangsakkord.

Retsvirkningerne af § 47 f, stk. 4, indtræder ved åbningen af tvangsakkordforhandlingen. Det er uden betydning, om der opnås enighed om en akkord eller ej.

Hvis skifterettens afgørelse om åbning af tvangsakkordforhandling omgøres af appelinstansen, finder reglen dog ikke anvendelse, jf. de indledende bemærkninger til § 47 f.

Den foreslåede regel i stk. 4 har virkning fra tidspunktet for skifterettens åbning af tvangsakkordforhandling, dvs. fra klokkeslættet for åbningen.

I de tilfælde, hvor virksomheden fortsætter €" eventuelt i en anden juridisk enhed €" på grundlag af den opnåede akkord, må panthaveren tinglyse et nyt pantebrev, hvis der fortsat ønskes et virksomhedspant eller fordringspant, der omfatter fremtidige aktiver.

Fordringer og andre aktiver, der erhverves i perioden mellem fristdagen, dvs. den dag, da skifteretten modtog begæring om åbning af tvangsakkordforhandling, jf. konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 1, og åbningen af tvangsakkordforhandling, vil kunne være omfattet af panteretten. Det følger imidlertid af konkurslovens § 184, at stadfæstes en tvangsakkord, anvendes reglerne om omstødelse i §§ 64-80, herunder konkurslovens § 72 om omstødelse af skyldnerens dispositioner foretaget efter fristdagen. Foretager skyldneren dispositioner i denne periode, hvorved aktiver bliver omfattet af panteretten på en sådan måde, at det er til skade for de øvrige kreditorer, vil det kunne omstødes efter konkurslovens § 72. Bestemmelsen indebærer endvidere, at skyldnerens stiftelse af et fordringspant eller virksomhedspant til fordel for en enkelt kreditor, der ikke sker til rimelig varetagelse af alle fordringshavernes interesse, formentlig kan omstødes.

Skyldneren har som udgangspunkt fri rådighed under tvangsakkordforhandlingen over sine aktiver. Det følger dog af konkurslovens § 168, stk. 2, at skifteretten kan beskikke et tilsyn for skyldneren efter reglerne i konkurslovens § 15. Er der beskikket et tilsyn for skyldneren under tvangsakkordforhandlingen, skal dette godkende alle væsentlige dispositioner, der foretages under forhandlingen. Et pant, der er stiftet efter åbningen af tvangsakkordforhandlingen, vil kunne omfatte f.eks. fordringer, der stiftes ved varesalg mv. efter åbningen af akkordforhandlingen.

2. Det følger af den foreslåede regel i 2. pkt., at reglen i 1. pkt. ikke gælder, hvis pantsætteren ved åbningen er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, pantsætterens bo er under konkursbehandling, eller der er indledt gældssaneringssag.

Pantsætteren er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, hvis pantsætteren enten har anmeldt betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 10, eller hvis skifteretten har udsat afgørelsen om konkurs i medfør af konkurslovens § 24, og denne afgørelse er endelig. Det følger af konkurslovens § 16 e, stk. 1, nr. 2, at en betalingsstandsning ophører, hvis der åbnes forhandling om tvangsakkord. I disse tilfælde vil pantsætteren være undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2 »ved åbningen« af tvangsakkordforhandlingen.

Retsvirkningerne i den foreslåede regel i § 47 f, stk. 4, 1. pkt., indtræder heller ikke, hvor pantsætterens bo på tidspunktet for tvangsakkordforhandlingens åbning er under konkursbehandling, dvs. at skifteretten har afsagt konkursdekret, jf. konkurslovens § 29. Undtagelsen vedrører ikke de tilfælde, hvor skifteretten har frataget skyldneren rådigheden over sine ejendele, fordi afgørelse om konkurs ikke straks kan træffes, jf. konkurslovens § 26, men sigter på de tilfælde, hvor der under en konkurs åbnes forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 196. Den foreslåede regel omfatter også de tilfælde, hvor der er indledt gældssaneringssag i konkurs, jf. konkurslovens § 231.

Et virksomhedspant eller fordringspant, der i disse tilfælde er stiftet inden åbningen af tvangsakkordforhandlingen, vil således ikke være omfattet af reglen om, at pantet ikke omfatter fremtidige erhvervelser. Tilfældet må dog karakteriseres som temmelig upraktisk, da skyldneren efter konkursdekretets afsigelse ikke længere har rådighed over virksomhedens aktiver og således ikke kan pantsætte disse. Boet vil dog kunne anvende pantsætningsreglerne, men det vil formentlig være ganske sjældent i praksis.

Det fremgår endvidere af den foreslåede regel i § 47 f, stk. 4, 2. pkt., at reglen i 1. pkt. heller ikke gælder, hvis der på tidspunktet for tvangsakkordforhandlingens åbning er indledt gældssaneringssag. Skifterettens afgørelse om at indlede gældssaneringssag, jf. konkurslovens § 206, skal være endelig. Det vil formentlig være sjældent forekommende i praksis, at der på et tidspunkt, hvor der er indledt gældssaneringssag, åbnes tvangsakkordforhandling, da indledning af gældssaneringssag normalt forudsætter, at skyldneren har afviklet sin faktiske virksomhed.

Til stk. 5

1. Den foreslåede regel i stk. 5, 1. pkt., fastslår det udgangspunkt, at virksomhedspant, jf. § 47 c, eller fordringspant, jf. § 47 d, der er stiftet inden skifterettens afgørelse om indledning af gældssaneringssag, ikke omfatter aktiver erhvervet efter beslutningen.

Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering, hvis skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor, jf. konkurslovens § 197. Der kan endvidere indledes gældssaneringssag i konkurs, jf. konkurslovens § 231.

Ifølge den foreslåede regel omfatter panterettigheder stiftet inden indledningen af gældssaneringssagen ikke aktiver erhvervet derefter, uanset om indledningen af gældssaneringssagen fører til, at skifteretten afsiger kendelse om gældssanering eller ej.

Den foreslåede regel har virkning fra tidspunktet for skifterettens afgørelse om indledning af gældssaneringssag. Det afgørende tidspunkt er dermed klokkeslættet for skifterettens afgørelse.

Aktiver, der erhverves i perioden mellem fristdagen, dvs. dagen da skifteretten modtog skyldnerens begæring om gældssanering, og skifterettens afgørelse om at indlede gældssaneringssag, vil kunne omfattes af panteretten. I praksis vil en gældssaneringssag dog først blive indledt på et tidspunkt, hvor skyldnerens virksomhed reelt er afviklet, og der vil dermed normalt ikke blive erhvervet nye aktiver med henblik på produktion eller blive stiftet nye fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser.

2. Det følger af den foreslåede regel i 2. pkt., at reglen i 1. pkt. ikke gælder, hvis pantsætteren ved indledningen af gældssaneringssag er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, pantsætterens bo er under konkursbehandling, eller der er åbnet tvangsakkordforhandling.

Pantsætteren er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2, hvis pantsætteren enten har anmeldt betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 10, eller hvis skifteretten har udsat afgørelsen om konkurs i medfør af konkurslovens § 24, og denne afgørelse er endelig.

Det følger endvidere af den foreslåede regel i stk. 5, 2. pkt., at reglen i 1. pkt. ikke gælder, hvis pantsætterens bo er under konkursbehandling, dvs. at skifteretten har afsagt konkursdekret, jf. konkurslovens § 29. Denne del af bestemmelsen omhandler det tilfælde, hvor skyldneren (pantsætteren) søger gældssanering i konkurs, jf. konkurslovens § 231. Det vil sædvanligvis ske på en sådan måde, at skyldnerens samlede usikrede gæld, dvs. gæld, der ikke er sikret ved en panteret mv., nedskrives eller bortfalder. Nedskrives gælden, skal skyldneren betale en vis del af sin fremtidige indtægt til kreditorerne. I denne situation vil det formentlig ikke være særlig praktisk, at der stiftes et fordringspant eller virksomhedspant, da den faktiske virksomhed vil være afviklet, og skyldneren ikke vil have rådighed over de resterende aktiver, jf. konkurslovens § 29.

Det følger endelig af den foreslåede regel i stk. 5, 2. pkt., at reglen i 1. pkt. ikke gælder, hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling, dvs. hvis skifteretten har truffet afgørelse herom, jf. konkurslovens § 167, herunder om tvangsakkord i konkurs, jf. § 196.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 12, stk. 3)

Med den foreslåede bestemmelse indsættes et nyt stykke 3 i konkurslovens § 12, hvorefter tilsynet straks efter beskikkelsen meddeler virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d, at skyldneren har anmeldt betalingsstandsning.

Det følger af konkurslovens § 11, stk. 1, at skifteretten straks ved modtagelse af skyldnerens anmeldelse af betalingsstandsning beskikker et tilsyn for skyldneren. Det følger endvidere af konkurslovens § 12, stk. 1, at tilsynet senest en uge efter beskikkelsen skal udsende en meddelelse om betalingsstandsningen til samtlige kendte fordringshavere. Meddelelsen skal indeholde en række oplysninger, herunder om skyldnerens vigtigste aktiver og passiver samt så vidt muligt en kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder, jf. § 12, stk. 1, nr. 1.

Som noget nyt foreslås det imidlertid, at tilsynet straks efter beskikkelsen skal meddele panthavere efter tinglysningslovens § 47 c og § 47 d, at skyldneren har anmeldt betalingsstandsning. Der pålægges herved tilsynet en forpligtelse til at undersøge personbogen for sådanne pantsætninger.

Hvis skifteretten udsætter afgørelsen om konkurs i medfør af konkurslovens § 24, skal det beskikkede tilsyn ligeledes efter konkurslovens § 12, jf. § 24, stk. 2, give meddelelse om udsættelsen til panthavere i medfør af tinglysningslovens § 47 c og § 47 d.

Skifteretten kan i tilfælde, hvor udsættelse sker under betalingsstandsning i medfør af konkurslovens § 24, bestemme, at tilsynet i stedet for at udsende meddelelse og en række oplysninger efter lovens § 12 alene skal udsende en kortfattet meddelelse om udsættelsen til fordringshaverne med genpart til skifteretten. Denne meddelelse skal i givet fald tillige sendes til eventuelle virksomhedspanthavere eller fordringspanthavere.

Til nr. 2 (§ 16 a, stk. 3)

Efter den foreslåede bestemmelse kan skifteretten, såfremt det må anses for nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål, når skyldneren med tilsynets samtykke fremsætter begæring herom, bestemme, at en panteret eller retsforfølgning, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, ikke skal være til hinder for, at skyldneren udskiller aktiver omfattet af panteretten eller retsforfølgningen som led i driften.

Reglen er generel og finder således ikke kun anvendelse i forhold til den foreslåede ordning med virksomhedspant.

At udskillelsen af det pantsatte eller udlægsbehæftede aktiv skal være nødvendig af hensyn til betalingsstandsningens formål, skal forstås på samme måde som i konkurslovens § 16 a, stk. 1.

Efter den foreslåede regel i § 16 a, stk. 3 , skal udskillelsen ske som et led i »virksomhedens drift«. Det vil sige, at det er muligt at sælge aktiver med sigte på virksomhedens fortsatte drift. Det vil sædvanligvis dreje sig om aktiver, der er bestemt for videresalg. Reglen giver dermed ikke mulighed for at bortsælge aktiver som et led i en afvikling af virksomheden.

Den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 f, stk. 2, medfører, at det ikke er muligt for pantsætteren at udskille aktiver ifølge regelmæssig drift under en betalingsstandsning, da udskillelsen ikke vil kunne modsvares af, at nye aktiver bliver omfattet af panteretten efter betalingsstandsningens anmeldelse, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (de foreslåede regler i § 47 c, stk. 2, og § 47 f, stk. 3). Udskillelse af f.eks. varer ved kreditsalg vil således ikke kunne modsvares af, at fordringen på købesummen bliver omfattet af pantet, når retsvirkningerne i § 47 f er indtrådt.

Efter den foreslåede regel i § 16 a, stk. 3, er det imidlertid ikke en betingelse, at udskillelsen sker ifølge regelmæssig drift, hvis panteretten eller udlægget er omstødeligt. Herved sikrer reglen lempeligere betingelser for udskillelse under en anmeldt betalingsstandsning, da det følger af reglen, at i det omfang aktiverne udskilles af pantet, f.eks. ved salg af færdigvarer, er skyldneren ikke forpligtet til at sikre, at nye aktiver omfattes af pantet, f.eks. ved indkøb af råvarer eller lignende.

For så vidt angår omstødelige udlæg mv. i løsøre følger det af den foreslåede bestemmelse, at udlægget mv. ikke er til hinder for, at det pågældende aktiv bortsælges, hvis det må anses for nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål.

Det følger af retsplejelovens § 520, at udlæg i fast ejendom, der tillige omfatter det i tinglysningslovens § 37 nævnte tilbehør til ejendommen, som udgangspunkt ikke er til hinder for, at skyldneren udskiller de nævnte aktiver ifølge regelmæssig drift af ejendommen. Den foreslåede regel i § 16 a, stk. 3, medfører for så vidt angår omstødelige udlæg i fast ejendom en udvidelse af muligheden for at udskille aktiver omfattet af tinglysningslovens § 37, da der ikke stilles krav om, at udskillelsen skal ske ifølge regelmæssig drift.

Til nr. 3 (§ 27, stk. 3 og 4)

1. Forslaget til stk. 3 og 4 indeholder nærmere regler om virksomhedspanthaveres hæftelse og sikkerhedsstillelse for de med konkursbehandlingen forbundne omkostninger. Reglerne indebærer som supplement til reglerne i konkurslovens § 27, stk. 1 og 2, at, hvis der på fristdagen er tinglyst virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, i skyldnerens ejendom, hæfter den eller disse panthavere solidarisk med 50.000 kr. Hæftelsen er subsidiær i forhold til sikkerhedsstillelsen efter § 27, stk. 2. Begrebet »ejendom« anvendes i konkursloven for skyldnerens aktiver.

Det følger af konkurslovens § 27, stk. 1, at konkursrekvirenten hæfter for de med konkursbehandlingen forbundne omkostninger. Hæftelsen er principielt ubegrænset, men vil i praksis være begrænset til det beløb, rekvirenten stiller sikkerhed for i medfør af stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at afsigelse af konkursdekret som udgangspunkt er betinget af sikkerhedsstillelse for de nævnte omkostninger, medmindre disse utvivlsomt kan dækkes af konkursboets midler.

Den foreslåede nye regel i § 27, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at virksomhedspanthavere med tinglyst pant på fristdagen hæfter solidarisk med 50.000 kr. Det følger endvidere af 2. pkt., at hæftelsen er subsidiær i forhold til rekvirentens sikkerhedsstillelse efter stk. 2.

Skifteretten kan efter 4. pkt. kræve sikkerhedsstillelse for hæftelsen efter 1. pkt. Det betyder, at hvis der er behov for sikkerhedsstillelse ud over, hvad der følger af konkursrekvirentens sikkerhedsstillelse, kan skifteretten afkræve virksomhedspanthaveren sikkerhedsstillelse på op til 50.000 kr. Skifteretten kan kræve den samlede sikkerhedsstillelse efter 4. pkt. hos én af panthaverne, uanset at flere virksomhedspanthavere hæfter efter stk. 3.

Ved skifterettens fastsættelse af det beløb, konkursrekvirenten skal stille sikkerhed for efter stk. 2, kan der tages hensyn til, om der er tinglyst virksomhedspant i skyldners aktiver. Rekvirentens sikkerhedsstillelse vil således kunne fastsættes til et lavere beløb, end det er tilfældet i dag, hvis en virksomhedspanthaver ligeledes hæfter for boomkostningerne efter stk. 3 eller 4, medmindre dette lavere beløb i sammenhæng med panthaverens hæftelse ikke skønnes at være tilstrækkeligt med henblik på at sikre en forsvarlig bobehandling.

2. Er der flere panthavere, der hæfter efter stk. 3, 1. pkt., fordeles omkostningerne indbyrdes efter pantets værdi, jf. 3. pkt. Det betyder, at hvis et 1. prioritetspant ved realiseringen er 1 mio. kr. værd, mens 2. prioritetspanthaveren ikke får dækning for sit krav i pantet, vil 1. prioritetspanthaveren skulle dække det fulde beløb, dvs. alle 50.000 kr.

Er der tale om to sideordnede panterettigheder, således at den ene f.eks. har pant i driftsinventar og driftsmateriel og den anden i varelager og fordringer, vil hæftelsen skulle fordeles i forhold til den opnåede dækning i pantet. Får den ene dækning for 100.000 kr. i pantet og den anden for 200.000 kr., fordeles den indbyrdes hæftelse således i forholdet 1:2. Størrelsen af den underliggende fordring, som pantet tjener til sikkerhed for, har ingen betydning ved den indbyrdes fordeling.

Får en panthaver med en fordring på 100.000 kr. fuld dækning i pantet, mens en anden panthaver med en fordring på 500.000 kr. kun får dækning for 50.000 kr. i pantet, fordeles hæftelsen indbyrdes i forholdet 2:1. Får ingen af panthaverne dækning i pantet, skal de ligeledes fordele omkostningerne indbyrdes med 25.000 kr. til hver.

3. Er der ikke tinglyst virksomhedspant på fristdagen, påhviler forpligtelserne efter § 27, stk. 3, den eller de panthavere, der har aflyst et virksomhedspant senere end 2 år før fristdagen, medmindre aflysningen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær, jf. den foreslåede regel i stk. 4.

Aflyste panterettigheder i personbogen er ikke tilgængelige via ekstern terminaladgang. Det er derfor nødvendigt at henvende sig til Bil-, Person- og Andelsboligbogen ved Retten i Århus med henblik på at konstatere, om der er aflyst virksomhedspanterettigheder senere end 2 år før fristdagen.

Om aflysningen af virksomhedspantet under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær, vil bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder.

Det vil i den forbindelse have betydning, om aflysningen må antages at være forretningsmæssigt begrundet, f.eks. som led i et pengeinstitutskifte. Det kan således tænkes, at det nye pengeinstitut ikke ønsker sikkerhed i form af et virksomhedspant for mellemværendet. I et sådant tilfælde, hvor der er sket en endelig afvikling af det samlede engagement mellem det tidligere pengeinstitut og pantsætteren, vil aflysningen af et virksomhedspant, der tjener til sikkerhed for engagementet, kunne være forretningsmæssigt begrundet. Ligeledes vil det kunne have betydning, om aflysningen f.eks. sker som et led i en genforhandling af aftalevilkårene mellem panthaveren og pantsætteren, der er forretningsmæssigt begrundet. På den anden side vil aflysningen af virksomhedspantet formentlig ikke være ordinær, hvis baggrunden for aflysningen er, at panthaveren forinden har realiseret pantet med henblik på fyldestgørelse.

Om aflysningen er ordinær, vil således bero på en samlet vurdering af omstændighederne under hensyn til gældens afvikling og tidspunktet for aflysningen af virksomhedspantet.

4. De foreslåede regler om virksomhedspanthaverens hæftelse og sikkerhedsstillelse finder anvendelse, uanset om den enkelte virksomhedspanthaver har en personlig fordring mod pantsætteren eller blot pantefordringen. Det er således uden betydning, om skyldneren har stillet sikkerhed for egen gæld eller for tredjemands gæld.

Det er endvidere uden betydning, om den enkelte panteret på tidspunktet for behandling af konkursbegæringen må skønnes at være helt eller delvist omstødelig. Endelig kan en panthaver ikke ved at give afkald på at udnytte panteretten undslå sig for at hæfte for omkostningerne efter den foreslåede regel.

5. Det følger af konkurslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., at hvis skifteretten af særlige hensyn til skyldneren eller en fordringshaver undlader at kræve sikkerhedsstillelse, betales omkostninger, der ikke kan dækkes af skyldnerens midler, af statskassen. Statens hæftelse efter § 27, stk. 2, anses som en »sikkerhedsstillelse efter stk. 2« efter den foreslåede regel i § 27, stk. 3. I denne situation følger det således af den foreslåede regel, at virksomhedspanthaverens forpligtelser først vil indtræde, efter at statskassen har dækket omkostninger for et beløb, der svarer til det, som skifteretten ellers ville have afkrævet konkursrekvirenten.

6. Hvis virksomhedspanthaveren tillige er konkursrekvirent, kan der kræves sikkerhedsstillelse efter både konkurslovens § 27, stk. 2, og den foreslåede regel i § 27, stk. 3.

Til nr. 4 (§ 70, stk. 1)

1. Det følger af den gældende regel i konkurslovens § 70, stk. 1, at en panteret, som ikke er tilsagt ved gældens stiftelse, eller som ikke er sikret mod retsforfølgning uden unødigt ophold efter gældens stiftelse, kan fordres omstødt, hvis sikringsakten er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

Reglen giver således mulighed for at omstøde »pant for gammel gæld«, herunder i de tilfælde, hvor både gælden og den samlede sikkerhed i den til enhver tid værende fordringsmasse varierer (fakturabelåningsarrangementer mv.). I retspraksis om konkurslovens § 70 er der taget højde for de særlige forhold, der gør sig gældende ved omstødelse af »pant for gammel gæld« i sådanne arrangementer.

Det følger således af retspraksis om nettometoden, at i en sag med såvel vekslende kredit som vekslende sikkerhedsstillelse må omstødelsesperioden betragtes som en enhed, således at udviklingen i den samlede gæld og sikkerhedsstillelse i perioden sammenlignes. Kun i det omfang kreditor inden for omstødelsesfristen har modtaget sikkerhed, der overstiger den samtidige gældsstiftelse, kan sikkerheden anses for tilsagt for gammel gæld. Beregningen heraf må ske på grundlag af kredittens og sikkerhedens størrelse ved omstødelsesperiodens begyndelse og slutning.

Selvom der indsættes en særlig regel om omstødelse af fordringspant i konkursloven, kan den gældende regel i § 70, stk. 1 (1. pkt.), finde uændret anvendelse på fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, der er tilsagt og tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen. Det betyder, at fordringspantet vil kunne omstødes, hvis der er tale om »pant for gammel gæld«, eller hvis fordringspantet ikke er tinglyst uden unødigt ophold efter gældens stiftelse. Såfremt en aftale om fordringspant indgås inden for omstødelsesfristen, og den omfatter allerede stiftede fordringer, må det antages, at det for disse fordringers vedkommende ikke er stiftelsestidspunktet, der er afgørende ved anvendelse af nettometoden ved omstødelse efter konkurslovens § 70, men tidspunktet for foretagelse af sikringsakten.

Et fordringspant, som er stiftet uden for omstødelsesperioden, men tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, vil derimod næppe kunne omstødes efter den gældende regel i § 70, stk. 1, idet pantet formentlig vil blive anset for tilsagt uden for omstødelsesfristen, nemlig ved den oprindelige aftale om pantsætning. At pantet er forøget gennem stiftelsen af nye fordringer inden for omstødelsesperioden, vil derfor formentlig ikke være omstødeligt efter den gældende bestemmelse, da der således ikke foreligger »pant for gammel gæld«. Det pågældende fordringspant vil dog kunne omstødes efter den allerede gældende regel i § 70, stk. 1 (1. pkt.), hvis fordringspantet ikke er tinglyst uden unødigt ophold efter gældens stiftelse.

Et fordringspant, som både er tilsagt og tinglyst 3 måneder før fristdagen eller tidligere, vil formentlig ikke kunne omstødes efter den gældende regel i § 70, stk. 1, da pantet må anses for tilsagt og sikret uden for omstødelsesperioden. Et sådant fordringspant vil endvidere ikke kunne omstødes efter den gældende regel, selvom pantet ikke måtte være tinglyst uden unødigt ophold efter gældens stiftelse.

2. Efter den foreslåede nye regel i 2. pkt. kan et fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, i fordringer, der er stiftet senere end 3 måneder før fristdagen, men efter gældens stiftelse, fordres omstødt.

Omstødelsesreglen i 2. pkt. kan finde anvendelse, uanset hvornår fordringspantet er tinglyst. Det er således ikke €" som det formentlig er tilfældet efter 1. pkt. €" nogen betingelse for reglens anvendelse, at sikringsakten, dvs. her tinglysningen, er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

Det betyder med andre ord, at den nye regel i 2. pkt. vil kunne finde anvendelse på et fordringspant, uanset hvornår pantet er tilsagt, og uanset hvornår det er tinglyst, herunder på panterettigheder, som er tilsagt uden for omstødelsesperioden, men tinglystet senere end 3 måneder før fristdagen, eller som både er tilsagt og tinglyst 3 måneder før fristdagen eller tidligere. Hermed medtager 2. pkt. de fordringspanterettigheder, som formentlig ikke kan omstødes efter den gældende regel i § 70, stk. 1, jf. pkt. 1 ovenfor.

Reglen i 2. pkt. giver mulighed for at omstøde den udvidelse af fordringspantet, der består i, at nye fordringer stiftes og dermed omfattes af pantet inden for omstødelsesperioden på de 3 måneder før fristdagen.

Som det fremgår af ordlyden, er det således fordringspant i fordringer, der er stiftet senere end 3 måneder for fristdagen, men efter gældens stiftelse, som kan fordres omstødt efter 2. pkt. Det er hermed tilsigtet, at den i retspraksis fastlagte »nettometode« ved omstødelse efter den gældende regel i § 70, stk. 1 (1. pkt.), skal finde anvendelse på løbende kreditmellemværender, der er sikret ved et fordringspant. Herved sidestilles omstødelse af fordringspant med omstødelse af sikkerhed i andre fakturabelåningsarrangementer, jf. pkt. 1 ovenfor.

Hvis et fordringspant er tinglyst uden for omstødelsesperioden i forbindelse med gældens stiftelse, og der ikke stiftes yderligere gæld i omstødelsesperioden, vil den sikkerhedsforøgelse, der sker ved, at fordringer stiftes og dermed omfattes af pantet i omstødelsesperioden, uden at andre fordringer udgår af pantet, f.eks. ved indfrielse, således kunne omstødes efter den foreslåede regel i 2. pkt., da forøgelsen er en nettogevinst for panthaveren.

Reglen i 2. pkt. indeholder ingen adgang til at fordre fordringspant omstødt i de tilfælde, hvor pantet ikke er tinglyst uden unødigt ophold efter gældens stiftelse. 2. pkt. er imidlertid ikke til hinder for at anvende den gældende omstødelsesregel i § 70, stk. 1, hvis pantet er tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, men ikke uden unødigt ophold efter gældens stiftelse.

3. Fordringspant vil kunne fordres omstødt efter både 1. pkt. og 2. pkt., hvis fordringspantet er tilsagt og tinglyst inden for omstødelsesperioden. Fordringspant i fordringer, der er stiftet 3 måneder før fristdagen eller tidligere, kan efter ordlyden imidlertid ikke fordres omstødt efter det foreslåede 2. pkt., selvom pantet er tilsagt og tinglyst inden for omstødelsesfristen. I praksis vil et fordringspant, der er tilsagt og tinglyst inden for omstødelsesperioden, men omfatter både nye og gamle fordringer, derfor formentlig blive fordret omstødt efter den gældende regel i 1. pkt.

Til nr. 5 (§ 70, stk. 3)

Den foreslåede regel i stk. 3 indebærer, at et virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, ikke kan omstødes efter § 70, stk. 1. Det følger heraf, at et virksomhedspant i relation til omstødelse som hovedregel vil blive bedømt efter den foreslåede bestemmelse i konkurslovens § 70 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 6.

Et virksomhedspant, der er tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, skal derimod i relation til omstødelse bedømmes efter den gældende regel i konkurslovens § 70, stk. 1, 1. pkt. Såfremt der efter den nettometode, der anvendes i retspraksis, foreligger en nettoforøgelse af sikkerheden efter sikringsaktens foretagelse, kan der i disse tilfælde ske omstødelse efter konkurslovens § 70, stk. 1.

Den foreslåede regel i stk. 3 undtager alene virksomhedspant fra omstødelse efter konkurslovens § 70, stk. 1. Et virksomhedspant vil følgelig €" ud over efter den foreslåede § 70 a €" kunne omstødes efter andre regler end § 70, herunder navnlig konkurslovens §§ 72 og 74, forudsat at betingelserne for omstødelse efter disse bestemmelser er til stede.

Til nr. 6 (§ 70 a)

Den foreslåede regel i 1. pkt. indebærer, at hvis et virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, kan den forøgelse af pantet, der sker ved, at aktiver senere end 3 måneder før fristdagen bliver omfattet af pantet, omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær.

Kan der ske omstødelse efter 1. pkt., kan der tillige ske omstødelse med hensyn til efterfølgende forøgelser, uanset om disse kan anses som ordinære, jf. 2. pkt. Omstødelse kan dog ikke ske, i det omfang den samlede forøgelse efter 1. og 2. pkt. modsvares af en forringelse af virksomhedspantet eller nettoforøgelse af den sikrede fordring, der er indtrådt efter den i 1. pkt. nævnte forøgelse, jf. 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ingen udvidet omstødelsesfrist i relation til en virksomhedspanthaver, der er nærstående, da et virksomhedspant ikke gyldigt kan stilles til fordel for en nærstående, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 e, stk. 1). En nærstående kan dog ved indfrielse indtræde i virksomhedspantet. Bestemmelsen kan i sådanne tilfælde anvendes over for den nærstående, forudsat at omstødelse kunne være sket over for virksomhedspanthaveren.

Efter 1. pkt. kan forøgelser af pantet, der sker ved, at aktiver omfattes af pantet i perioden senere end 3 måneder før fristdagen, omstødes. Det følger modsætningsvis heraf, at forøgelse af et virksomhedspant, der alene sker som følge af, at aktiver, der allerede inden omstødelsesperiodens begyndelse var omfattet af pantet, stiger i værdi, ikke kan omstødes efter § 70 a. Dette kunne eksempelvis forekomme, hvis en immateriel rettighed stiger i værdi. Bestemmelsen må på dette punkt formentlig anses for overensstemmende med § 70, således som denne fortolkes i retspraksis.

Afgørende for, hvornår et aktiv anses for omfattet af virksomhedspantet, er det tidspunkt, hvor aktivet blev erhvervet af skyldneren. Er aktivet ikke erhvervet fra tredjemand, men derimod opstået som følge af skyldnerens dispositioner, hvilket typisk vil være tilfældet med hensyn til fordringer og immaterielle rettigheder, er tidspunktet for aktivets opståen afgørende.

Efter 1. pkt. er det for så vidt angår aktiver, der blev omfattet af pantet i perioden fra 3 måneder før fristdagen, fastsat, at omstødelse af den enkelte forøgelse kan ske, medmindre panthaveren kan godtgøre, at forøgelsen skete på en måde, der fremstod som ordinær. Har der været en forøgelse af pantet, der ikke fremstod som ordinær, og som således kan omstødes efter 1. pkt. kan der tillige ske omstødelse af efterfølgende ordinære forøgelser af pantet, jf. 2. pkt. At der er tale om en »forøgelse af pantet«, vil sige, at forøgelsen skal have mindsket panthaverens risiko.

Det beror på en samlet vurdering, om en forøgelse kan anses for ordinær. Såfremt virksomheden fortsætter sine vareindkøb og varesalg i nogenlunde samme omfang som hidtil, må de deraf følgende ændringer i pantets omfang som udgangspunkt anses for ordinære.

Det er derimod som udgangspunkt ikke ordinært, såfremt virksomheden i omstødelsesperioden øger sine vareindkøb og dermed pantets omfang, medmindre der konkret kan påvises en forretningsmæssigt begrundet årsag til de øgede indkøb, såsom et særligt fordelagtigt tilbud, omsætningsfremgang eller sæsonbetingede udsving. Finansieres de øgede vareindkøb ikke via leverandørkredit, men derimod via betaling over den sikrede kredit hos virksomhedspanthaveren, vil de øgede indkøb dog ikke resultere i et omstødelseskrav, i det omfang der er sket en nettoudvidelse af kreditten, jf. 3. pkt.

Såfremt varesalget øges inden for omstødelsesfristen, er dette som udgangspunkt ikke ordinært. Det har især betydning, hvis virksomhedspantet omfatter virksomhedens fordringer, men ikke varelageret. Omfatter pantet derimod såvel fordringerne som varelageret, modsvares forøgelsen af pantet i fordringerne i et vist omfang af en tilsvarende forringelse af pantet i varelageret, og omstødelse vil alene angå den værdiforøgelse, der samlet set er sket ved varesalgene, jf. 3. pkt.

En forøgelse af kontantsalget indebærer ikke en forøgelse af pantets værdi og vil dermed ikke kunne omstødes efter § 70 a. Uanset at provenuet fra kontantsalg anvendes til at nedbringe kreditten hos panthaveren, vil der ikke være grundlag for at omstøde nedbringelsen efter § 70 a, men omstødelse vil efter omstændighederne kunne ske efter § 67.

Erhvervelse fra tredjemand af immaterielle rettigheder og fordringer vil normalt ikke kunne anses for ordinær, når erhvervelsen er sket i omstødelsesperioden. Erhvervelse af nye drifts- og anlægsaktiver i omstødelsesperioden vil som udgangspunkt alene kunne anses for ordinær, hvis erhvervelsen var nødvendig for at fortsætte driften, herunder eventuelt for at opfylde nye kontrakter.

3. pkt. indeholder nogle begrænsninger i adgangen til at omstøde panteforøgelser, der er omfattet af 1. pkt.

Efter 1. led kan omstødelse ikke ske, i det omfang forøgelsen af pantet modsvares af en efterfølgende forringelse af virksomhedspantet. En forringelse af pantet kan ske ved, at aktiver udgår af pantet, inden panthaver har tiltrådt pantet.

Virksomhedspanthaverens (f.eks. pengeinstituttets) risikoformindskelse ved indbetalinger på pantsætterens kassekredit kan som udgangspunkt omstødes efter konkurslovens § 67 om omstødelige betalinger eller efter den foreslåede § 70 a om omstødelig sikkerhed.

Er en pantsat fordring på 100.000 kr. ophørt ved indbetaling på den kassekredit, som er sikret ved pantet, reducerer dette som udgangspunkt den forøgelse af panteretten, der kan omstødes efter § 70 a, 1. og 2. pkt. Nedbringelsen af kassekreditten vil imidlertid kunne omstødes efter § 67, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, herunder navnlig om pantsætteren på indbetalingstidspunktet havde fri rådighed over kassekreditten.

Sker indbetalingen som et led i panthaverens tiltrædelse af pantet, f.eks. i sammenhæng med at panthaveren nedsætter trækningsrammen på kassekreditten, vil spørgsmålet om omstødelse i stedet skulle bedømmes efter den foreslåede regel i konkurslovens § 70 a. Det fremgår heraf, at det afgørende for, om spørgsmålet om omstødelse af indbetalinger på den pantsikrede kassekredit i omstødelsesperioden skal bedømmes efter § 67 eller § 70 a, vil være, om panthaveren må anses for at have tiltrådt sit pant i forbindelse med indbetalingen af den pantsatte fordring på kontoen. Den foreslåede regel i § 70 a adskiller sig herved formentlig fra den måde, hvorpå reglen i konkurslovens § 70 i retspraksis er blevet afgrænset over for reglen i § 67.

Var fordringen i eksemplet først blevet indfriet, efter at panthaveren tiltrådte pantet, skal indfrielsen ikke tages i betragtning ved anvendelse af § 70 a, 3. pkt., da forholdet må anses som en fyldestgørelse via pantet, og ikke som en reduktion af pantet. I dette tilfælde foreligger der således ikke en forringelse af pantet efter 1. led, ligesom der ved beregningen af nettokreditudvidelsen af pantet efter 2. led skal bortses fra den nedbringelse af kassekreditten, der er sket ved indfrielsen af fordringen.

1. led omfatter ikke kun forringelser, der skyldes, at aktiver udgår af pantet inden panthavers tiltrædelse, men tillige forringelser, der skyldes værdifald i virksomhedspantet. Herved adskiller § 70 a sig til dels fra § 70, idet det vedrørende § 70 antages, at pantets værdifald tages i betragtning for så vidt angår fordringer, men derimod efter retspraksis ikke for så vidt angår et varelager ved anvendelse af nettometoden. § 70 a, 3. pkt., 1. led, omfatter efter sin ordlyd kun værdifald, der er sket inden panthavers tiltrædelse, men der er derved ikke taget stilling til, i hvilket omfang et værdifald, der indtræder efter dette tidspunkt, kan have betydning for opgørelsen af omstødelseskravet efter § 75.

§ 70 a omfatter kun efterfølgende forringelser, dvs. forringelser der er indtrådt efter den forøgelse af pantets omfang, der er nævnt i 1. og 2. pkt. Det følger heraf, at boet ved nedlæggelsen af sin påstand kan vælge at afgrænse omstødelsesspørgsmålet til ændringer i pantet, der er sket efter et bestemt tidspunkt inden for omstødelsesfristen. Eksempelvis kan boet ved alene at påstå omstødelse af en forøgelse, der fandt sted to måneder før fristdagen, indskrænke sagen til at angå perioden efter dette tidspunkt. En reduktion af pantet eller dets værdi, der er sket tidligere end to måneder før fristdagen, vil i så fald ikke have betydning for, om den forøgelse, der er sket senere end to måneder før fristdagen, kan omstødes. Det følger dog af 1. og 2. pkt., at boet alene kan vælge en periode, der indledes med en ikke-ordinær forøgelse af pantet.

Efter 2. led kan omstødelse endvidere ikke ske, i det omfang den forøgelse af pantet, der er omfattet af 1. pkt. og 2. pkt., modsvares af en efterfølgende nettoforøgelse af den sikrede fordring. Kun forøgelser af den sikrede fordring, der er sket efter forøgelsen af pantet, er omfattet af 2. led. Angår omstødelsessagen en forøgelse af pantet, der er sket senere end en måned før fristdagen, er det afgørende således, om der i denne periode er sket en nettoforøgelse af den sikrede fordring. En forøgelse af en usikret kredit har ikke betydning for adgangen til at omstøde efter § 70 a, uanset hvornår den er sket.

3. pkt., 1. og 2. led, kan anvendes samtidig, dvs. at en forøgelse af pantet ikke kan omstødes, hvis en efterfølgende forringelse af virksomhedspantet og dets værdi samt en efterfølgende nettokreditudvidelse i alt modsvarer den skete forøgelse af pantet. Det er panthaveren, der har bevisbyrden for, at betingelserne i 3. pkt. er opfyldt.

En nettoreduktion af den sikrede fordring, der er sket, inden panthaveren har tiltrådt pantet, kan ikke omstødes efter § 70 a, men vil derimod kunne omstødes efter eksempelvis § 67 eller § 74, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Er den kredit, der er sikret ved virksomhedspantet, tillige sikret ved pant i andre af skyldners aktiver, kan der opstå visse vanskeligheder med at afgrænse § 70 over for § 70 a. Afgrænsningen må foretages således, at det først afgøres, hvorvidt pant i de aktiver, der ikke er omfattet af virksomhedspantet, kan omstødes efter § 70, hvorved den samlede, sikrede nettokreditudvidelse må tages i betragtning. Ved den efterfølgende vurdering af, om der kan ske hel eller delvis omstødelse af virksomhedspantet efter § 70 a, må 3. pkt. anvendes således, at der alene ses på den del af nettokreditudvidelsen, der ikke modsvares af en uomstødelig forøgelse af pantet i de aktiver, der ikke er omfattet af virksomhedspantet.

Kan en panteret ikke omstødes efter § 70 under henvisning til en tilsvarende kreditudvidelse, vil den samme kreditudvidelse ikke kunne anvendes ved anvendelse af nettometoden efter den foreslåede regel i § 70 a i forhold til et virksomhedspant. Har panthaver i omstødelsesperioden eksempelvis udvidet kreditten netto med 150.000 kr. og i samme periode modtaget pant dels i aktiver til en værdi af 100.000 kr., der ikke omfattes af virksomhedspantet, dels i aktiver til en værdi af 200.000 kr., der omfattes af virksomhedspantet, vil pantet i de ikke-virksomhedspantsatte aktiver ikke kunne omstødes, da det modsvares af nettokreditudvidelsen. Ved den efterfølgende bedømmelse af, hvorvidt virksomhedspantet kan omstødes, skal der herefter alene ses på de 50.000 kr. af kreditudvidelsen, da den resterende del modsvares af det øgede pant i de ikke-virksomhedspantsatte aktiver. Der kan dermed ske omstødelse af 150.000 kr. af virksomhedspantet, medmindre panthaver kan bevise, at denne forøgelse fremstod som ordinær.

Har virksomhedspanthaver ydet skyldneren én kredit, der alene er sikret ved virksomhedspantet, og en anden kredit, der alene er sikret pant i andre aktiver, bedømmes de to panterettigheder uafhængigt af hinanden efter henholdsvis § 70 a og § 70.

Til nr. 7 (§ 91, stk. 3)

I tilfælde af pantsætterens konkurs vil en underpanthaver ikke kunne fyldestgøre sig i pantet uden om boet, da tvangsauktion over skyldnerens aktiver alene kan foretages efter begæring af boet eller med dettes samtykke, jf. konkurslovens § 85, stk. 1. Adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, berøres imidlertid ikke af pantsætterens konkurs, jf. konkurslovens § 91, stk. 1. Reglen gælder for krav, der er sikret ved pant i fordringer efter reglerne i gældsbrevsloven.

En panthaver i fordringer vil efter de gældende regler således være separatist, jf. konkurslovens § 91, og dermed kunne fyldestgøre sig i de pantsatte fordringer efter reglen i retsplejelovens § 538 a.

Forslaget til stk. 3 sikrer, at underpant i fordringer efter de foreslåede regler i § 47 c, stk. 3, nr. 1, og § 47 d ligestilles hermed, således at panthaveren for så vidt angår panteretten i udestående fordringer anses for separatist, jf. konkurslovens § 91.

Panthaveren vil hermed kunne vælge at overlade inddrivelse mv. til boet, jf. konkurslovens § 85, eller selv varetage denne opgave i medfør af den foreslåede regel. Vælger panthaveren selv at inddrive udestående fordringer, skal betalingsopfordringer mv. tillige rettes til boet, jf. konkurslovens § 91, stk. 2.

Til nr. 8 (§ 124, stk. 1, 1. pkt.)

Efter den foreslåede bestemmelse sender kurator straks, efter at konkursdekretet er afsagt, meddelelse herom til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d. Det følger allerede af den gældende regel i § 124, stk. 1, 1. pkt., at kurator straks sender meddelelse om konkursdekretets afsigelse til fordringshavere. Den foreslåede regel indebærer ingen ændring heri. Meddelelsen skal tillige indeholde de i konkurslovens § 108, stk. 1 og 2, og § 128 nævnte oplysninger om indkaldelse til skiftesamling mv. og om anmeldelse af krav over for kurator mv., jf. bestemmelsens 3. pkt. Den foreslåede regel er begrundet i, at skifterettens afsigelse af konkursdekret over skyldneren har væsentlige retsvirkninger for de nævnte panthavere, jf. den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 f, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. pålægges kurator en forpligtelse til at undersøge, om der er tinglyst pant i medfør af tinglysningslovens § 47 c eller § 47 d på skyldnerens blad i personbogen. I givet fald skal de pågældende panthavere straks have meddelelse om konkursen. Den foreslåede regel indebærer ingen ændring for så vidt angår de øvrige fordringshavere, herunder andre panthavere.

Til nr. 9 (§ 158, stk. 2, nr. 1, 3. pkt.)

Efter den foreslåede bestemmelse kan skifteretten på skyldnerens begæring træffe afgørelse om, at vurderingen af pantets værdi, jf. lovforslagets § 2, nr. 10 (den foreslåede regel i § 165, stk. 2, nr. 1, 4. pkt.), er bindende ved opgørelse af panthaverens fordring efter 1. pkt.

Det følger af § 158, stk. 2, nr. 1, at en tvangsakkord ikke omfatter pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af akkorden, for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke til sin tid måtte blive dækket af pantet.

Den foreslåede nye regel i 3. pkt. indebærer, at den vurdering, som akkordtillidsmændene skal foretage af skyldnerens aktiver, herunder af virksomhedspantet, på skyldneren anmodning kan lægges til grund ved afgørelsen af, i hvilket omfang pantet, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 2-7, strækker til. Panthaveren vil således være bundet af denne vurdering, hvorefter det kan opgøres, hvor stor en del af den personlige fordring der ikke dækkes af pantet, og som dermed vil blive omfattet af akkorden. Vurderingen er alene bindende, hvis akkorden stadfæstes.

Akkordtillidsmændenes vurdering efter § 165, stk. 2, nr. 1, skal tillige omfatte skyldnerens udestående fordringer, herunder fordringer omfattet af et virksomhedspant, jf. § 47 c, stk. 3, nr. 1. Skifterettens adgang til at bestemme, at vurderingen skal være bindende, kan efter den foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 2, nr. 1, 3. pkt., imidlertid ikke omfatte disse fordringer.

Skifterettens afgørelse om at gøre vurderingen bindende ved opgørelse af panthaverens fordring til brug for tvangsakkorden foretages på grundlag den vurdering, akkordtillidsmændene forelægger skifteretten. Skifterettens afgørelse kan kæres efter de almindelige regler, jf. konkurslovens § 248, stk. 2.

Skifteretten kan endvidere lægge vurderingen til grund ved stemmeafgivningen under forhandlingerne, jf. konkurslovens § 175, stk. 1.

Til nr. 10 (§ 165, stk. 2, nr. 1, 4. pkt.)

Efter den foreslåede regel i 4. pkt. skal aktiver omfattet af et virksomhedspant, jf. den foreslåede regel i § 47 c, stk. 3, nr. 2-7, angives og værdiansættes særskilt i tilfælde af, at der er åbnet forhandling om tvangsakkord.

Efter konkurslovens § 164, stk. 1, beskikker Domstolsstyrelsen fagkyndige tillidsmænd ved akkordforhandlinger for et vist tidsrum. En skyldner, der søger tvangsakkord, må rette henvendelse til to akkordtillidsmænd, jf. konkurslovens § 165, stk. 1, der i givet fald registrerer samtlige skyldnerens aktiver og passiver. Endvidere udarbejdes en statusoversigt over boets aktiver med værdiansættelse heraf, jf. konkurslovens § 165, stk. 2.

Den foreslåede regel indebærer som et led heri, at aktiver omfattet af et virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 2-7, angives og vurderes særskilt af tillidsmændene. Vurderingen vil til brug for tvangsakkorden ske med henblik på videreførelse af skyldnerens virksomhed.

Herved kan vurderingen tjene til indfrielse af panthaveren som et led i akkorden. Efter den foreslåede regel skal alene aktiver omfattet af § 47 c, stk. 3, nr. 2-7, angives og vurderes særskilt. Bestemmelsen i den foreslåede § 47 c, stk. 3, nr. 1, omfatter pantsætterens udestående fordringer. Baggrunden for, at den foreslåede regel i § 165, stk. 2, nr. 1, 4. pkt., ikke omfatter disse fordringer, er, at panthaveren som led i afviklingen af engagementet typisk vil inddrive de udestående fordringer, hvorved disses faktiske værdi vil blive entydigt fastlagt.

Til nr. 11 (§ 169, stk. 1, 4. pkt.)

Efter den foreslåede bestemmelse i 4. pkt. sendes meddelelse om akkordforhandlingens åbning straks til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d. Ordlyden af forslaget afviger fra den lignende regel i § 169, stk. 1, 3. pkt., hvor der anvendes et »bør«. Afvigelsen indebærer ingen indholdsmæssig forskel, da udtrykket »bør« i 3. pkt. efter praksis fortolkes som »skal«.

Det følger af konkurslovens § 169, stk. 1, at skifteretten straks efter akkordforhandlingens åbning indrykker en bekendtgørelse i Statstidende, hvori fordringshavere indkaldes til et møde til behandling af og afstemning om skyldnerens akkordforslag. Samtidig opfordres fordringshavere, hvis fordringer ikke tidligere er gjort gældende, til at anmelde disse til skifteretten. Efter 3. pkt. sendes genpart af bekendtgørelsen med en række bilag straks til alle kendte fordringshavere, der ikke efter det oplyste allerede har modtaget dem.

Som noget nyt foreslås det, at skifteretten herudover straks skal give meddelelse om akkordforhandlingens åbning til panthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c og § 47 d. Har skifteretten betinget akkordforhandlingen af, at skyldneren underkaster sig tilsyn efter reglerne i konkurslovens § 15, jf. konkurslovens § 168, stk. 2, kan skifteretten overlade til tilsynet at give meddelelse efter den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede regel er begrundet i de særlige retsvirkninger, som åbningen af akkordforhandlingen vil have for de nævnte panthavere, jf. den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 f, stk. 4.

Til nr. 12 (§ 208, stk. 2)

Efter konkurslovens § 208, stk. 1, indrykker skifteretten straks efter gældssaneringssagens indledning en bekendtgørelse i Statstidende med opfordring til enhver, der har fordring eller andet krav mod skyldneren, til at anmelde deres krav til skifteretten inden 4 uger efter bekendtgørelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal skifteretten desuden straks sende genpart af den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c. Efter den gældende bestemmelse i konkurslovens § 208, stk. 2, sender skifteretten genpart af bekendtgørelsen til alle fordringshavere, som er eller bliver skifteretten bekendt.

Er der antaget en medhjælper, jf. konkurslovens § 219, påhviler det medhjælperen at sende meddelelsen til panthaverne, herunder undersøge om der er tinglyst pant på skyldnerens blad i personbogen.

Den foreslåede regel er begrundet i de særlige retsvirkninger, som indledningen af gældssaneringssagen vil have for de nævnte panthavere, jf. den foreslåede regel i tinglysningslovens § 47 f, stk. 5.

Med den foreslåede bestemmelse pålægges skifteretten en forpligtelse til at undersøge, om der er tinglyst pant i medfør af tinglysningslovens § 47 c eller § 47 d på skyldners blad i personbogen. I givet fald skal de pågældende panthavere straks have meddelelse om gældssaneringssagen.

Til § 3

Det følger af retsplejelovens § 538 a, stk. 1, 1. pkt., at fyldestgøres et krav, der er sikret ved håndpant, ikke rettidigt, kan panthaveren lade pantet bortsælge ved tvangsauktion. Det følger endvidere af stk. 2, at inden panthaveren tager skridt til fyldestgørelse, skal han, medmindre pantsætterens bopæl er ham ubekendt, med en uges varsel ved anbefalet brev opfordre denne til at opfylde kravet, medmindre omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Afkald på sådan opfordring er ikke gyldigt. Endelig følger det af stk. 3, at pantsatte fordringer kan inddrives af panthaveren, efterhånden som de forfalder.

Den foreslåede regel i stk. 4 sikrer, at underpant i fordringer efter de foreslåede regler i § 47 c, stk. 3, nr. 1, og § 47 d, ligestilles hermed, således at panthaveren kan inddrive de pantsatte fordringer, efterhånden som de forfalder.

Til § 4

Den foreslåede ordning indebærer anvendelse af skadesløsbreve. Det følger af de foreslåede regler i § 47 c, stk. 2, 2. pkt., og § 47 d, stk. 2, 2. pkt., at skadesløsbreve som nævnt i disse bestemmelser ikke kan overdrages. Dette betyder således, at den gældende regel i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, om lempelige afgiftsregler bl.a. ved debitor- og kreditorskifte ikke vil kunne finde anvendelse.

Såfremt der eksempelvis skal ske et panthaverskifte, vil det derfor medføre, at der skal stiftes og tinglyses en ny panteret. Tinglysning af en ny panteret vil som udgangspunkt være afgiftsbelagt med 1.400 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb efter hovedreglen i lovens § 5, stk. 1, hvorefter tinglysning af pant, bortset fra retspant, er afgiftsbelagt med 1.400 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb. Det pantsikrede beløb er det beløb, der ydes pant for, og vil i almindelighed være pantebrevets hovedstol.

Med § 4 foreslås tinglysningsafgiftslovens § 5 derfor ændret bl.a. med henblik på at sikre, at der ikke skal betales 1,5 pct. af det pantsikrede beløb i det tilfælde, hvor tinglysningen af pantebrevet sker på vilkår om aflysning af et tilsvarende pantebrev. Hermed bliver tinglysning af debitor- og kreditorskifter afgiftsmæssigt ligestillet med de gældende pantsætningsformer.

Det foreslås således, at der indsættes et nyt stk. 6 i tinglysningsafgiftslovens § 5, hvorefter beregning af afgift ved tinglysning af virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, der sker på vilkår om aflysning af et tilsvarende pantebrev efter samme bestemmelse, foretages efter § 7. Der skal ved anmeldelsen gives påtegning om, at anmeldelsen er omfattet af 1. pkt. Det er endvidere en betingelse, at anmeldelse til tinglysning af det nye pantebrev sker samtidig med aflysning af det tidligere pantebrev.

At beregningen foretages efter lovens § 7, indebærer, at afgiften alene udgør 1.400 kr., og at der ikke beregnes en afgift på 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.

Det er en udtrykkelig betingelse i den foreslåede bestemmelse, at det nye skadesløsbrev stifter en panteret efter den samme bestemmelse som det aflyste skadesløsbrev, dvs. tinglysningslovens § 47 c eller § 47 d. Der kan således ikke skiftes mellem et § 47 c-pant og et § 47 d-pant uden betaling af fuld afgift ved tinglysning af det nye pant efter hovedreglen i lovens § 5. Det skyldes, at der er tale om to forskellige panterettigheder i forskellige aktiver og på forskellige lovbestemte vilkår. En fordelagtig afgiftsberegning efter lovens § 7 ville således muliggøre, at en panthaver kunne skifte mellem bestemmelserne afhængig af udsvinget i aktivmassen og aktivtyperne og derved undslå sig for visse af byrderne ved et § 47 c-pant, jf. forslaget til tinglysningslovens § 47 c, stk. 5, og konkurslovens § 27, stk. 3 og 4.

Det aflyste pantebrev skal efter den foreslåede bestemmelse være et »tilsvarende pantebrev«. Det vil sige, at to nærmere betingelser skal være opfyldt, for at den fordelagtige afgiftsberegning finder anvendelse. Den foreslåede regel indebærer således en prøvelse heraf.

For det første skal det nye skadesløsbrev have samme beløbsmæssige størrelse i samme valuta som det aflyste pantebrev. Er der indsat en rentebestemmelse, der forhøjer det pantsikrede beløb, skal denne ligeledes være identisk.

For det andet indebærer den foreslåede regel, at det ikke er muligt at benytte sig af den fordelagtige afgiftsregel, hvis der efter det nye pantebrev er pant i andre eller flere aktivtyper end det aflyste.

Er de to ovennævnte bestemmelser ikke opfyldt, skal der således svares afgift efter lovens øvrige bestemmelser.

Som udgangspunkt udløser inddragelse af yderligere løsøre under pantet fuld afgift, jf. lovens § 5, stk. 3, 1. pkt. Dette udgangspunkt modificeres i lovens § 5, stk. 4, hvorefter tinglysning af en ændring i pant i erhvervsaktiver bortset fra fast ejendom, hvorved der inddrages andet eller yderligere løsøre under pantet, alene skal afgiftsberigtiges med 2.800 kr. Bestemmelsen stiller dog krav om, at der ikke må være sket et skifte af pantsætter. Såfremt pantsætter på det nye pantebrev er en anden end efter det tidligere pantebrev, skal der betales fuld afgift efter lovens § 5, stk. 1.

Efter den foreslåede bestemmelse er det ikke afgørende, om panthaveren efter det nye skadesløsbrev er identisk med panthaveren efter det tidligere skadesløsbrev. At der er tale om et »tilsvarende pantebrev«, indebærer derfor ikke, at der kan opstilles krav om, at skadesløsbrevet skal være til sikkerhed for det samme underliggende retsforhold. Det indebærer også, at i tilfælde hvor retsvirkningerne i den foreslåede § 47 f i tinglysningsloven er indtrådt, vil parterne således kunne anvende de foreslåede lempelige afgiftsregler ved en udskiftning af det tidligere skadesløsbrev med et nyt, der vil omfatter pantsætterens fremtidige erhvervelser.

Det har dermed ingen betydning for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, om der i forbindelse med stiftelsen af det nye pantebrev og aflysningen af det tidligere pantebrev er sket en overdragelse af det underliggende gældsforhold, skadesløsbrevet er til sikkerhed for, f.eks. fra ét pengeinstitut til et andet, ligesom det ikke har betydning, om det nye pantebrev opnår samme prioritetsstilling som det aflyste pantebrev.

Ved tinglysning af en forhøjelse af pantegælden skal der betales en afgift på 1.400 kr. samt 1,5 pct. af forskellen mellem den tidligere sikkerhedsmæssige ramme og den nye ramme, jf. lovens § 5, stk. 5, 1. pkt. Dette betyder, at såfremt der samtidig med tinglysning af det nye pantebrev også tinglyses en forhøjelse af det pantsikrede beløb, vil der alene skulle betales variabel afgift af forskellen mellem den tidligere sikkerhedsmæssige ramme og den nye ramme, jf. lovens § 5, stk. 5, 1. pkt.

Til § 5

Forslaget indebærer, at panterettigheder efter høstpantebrevsloven går forud for alle tidligere stiftede virksomhedspanterettigheder, jf. tinglysningslovens § 47 c. Reglen svarer til, hvad der allerede gælder for tidligere stiftede panterettigheder i fast ejendom med tilbehør og for panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.

Til § 6

Af hensyn til den tekniske etablering af ordningen med virksomhedspant og fordringspant ved Retten i Århus foreslås det, at loven træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. Det forventes, at loven kan træde i kraft den 1. januar 2006. Det vil samtidig give virksomheder og panthavere, herunder pengeinstitutter mv., tilstrækkelig tid til at indstille sig på de nye reglers ikrafttræden.

Til § 7

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.