Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 12. maj 2005
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse
(Producentansvar for elektronikskrot
m.v.)
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001, som
ændret bl.a. ved lov nr. 475 af 7. juni 2001, lov nr. 260 af
8. maj 2002, og senest ved § 1 i lov nr. 1373 af 20.
december 2004, foretages følgende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/96/EF om affald af elektrisk og elektronisk udstyr
(WEEE), (EU-Tidende 2003 nr. L 37, s. 24), og direktiv 2003/108/EF
om ændring af direktiv 2002/96/EF om affald af elektrisk og
elektronisk udstyr (WEEE), (EU-Tidende 2003 nr. L 345, s.
106).«
2. Efter § 9 h
indsættes:
» § 9 i. I
§§ 9 j-9 q forstås ved:
1) Elektrisk og elektronisk udstyr: Udstyr, der
er afhængigt af elektrisk strøm eller
elektromagnetiske felter for at kunne fungere, og udstyr til
produktion, transmission og måling af elektriske
strømme og elektromagnetiske felter, som er bestemt til brug
ved en spænding på højst 1.000 volt for
vekselstrøms vedkommende og 1.500 volt for
jævnstrøms vedkommende, bortset fra udstyr, der har
tilknytning til beskyttelse af væsentlige
sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og krigsmateriel,
medmindre udstyret ikke er fremstillet til specifikt militære
formål. Miljøministeren udarbejder en liste over
kategorier af udstyr omfattet af definitionen.
2) Producenter og importører: Enhver,
der
a) fremstiller og forhandler elektrisk eller
elektronisk udstyr under eget varemærke,
b) under eget varemærke videreforhandler
udstyr fremstillet af andre leverandører, idet en
videreforhandler dog ikke betragtes som producent, hvis
producentens varemærke er angivet på udstyret,
eller
c) erhvervsmæssigt importerer elektrisk
eller elektronisk udstyr til Danmark.
3) Affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra
husholdninger: Affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra
private husholdninger samt fra handel, industri, institutioner og
andre kilder, når det på grund af dets art og
mængde kan sidestilles med denne type affald fra
husholdninger, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at
affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger, jf.
stk. 1, nr. 3, skal omfatte affald fra handel, industri,
institutioner og andre kilder, selv om det på grund af
mængden ikke kan sidestilles med denne type affald fra
husholdninger.
§ 9 j.
Producenter og importører skal for egen regning foranstalte
tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig
håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som
er markedsført af producenten eller importøren efter
den 31. december 2005, medmindre der er fastsat andre regler i
medfør af § 44 og § 45, stk. 2.
Denne forpligtelse kan også opfyldes gennem tilbagetagning
samt genanvendelse eller særlig håndtering af samme
mængde af tilsvarende udstyr markedsført i Danmark af
andre producenter eller importører.
Stk. 2. Forpligtelsen efter
stk. 1 kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv
ordning.
Stk. 3. Miljøministeren kan
fastsætte regler om en tildelingsordning for affald af
elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger omfattet af
stk. 1 og § 91, stk. 1, herunder om den
geografiske fordeling mellem producenter og importører,
tidsfrister for afhentning og udveksling af beholdere i forbindelse
med afhentningen af det tildelte affald m.v.
§ 9 k. For
udstyr, der er markedsført til brug for husholdninger efter
den 31. december 2005, kan miljøministeren fastsætte
regler om, at producenter eller importører over for
ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, skal
godtgøre, at der er stillet passende sikkerhed for de
fremtidige håndteringsudgifter. Det kan endvidere bestemmes,
at producenter og importører kan undlade at stille sikkerhed
ved i stedet at deltage i en kollektiv ordning, der
repræsenterer en passende sikkerhed.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte
regler om, hvem der kan disponere over sikkerhedsstillelsen, samt
under hvilke omstændigheder disponeringen kan ske.
Stk. 3. For udstyr, som sælges
til brug for erhvervsdrivende efter den 31. december 2005, kan
ministeren fastsætte bestemmelser om, at producenter og
importører kan aftale med køberen, at denne overtager
forpligtelsen efter § 9 j, for så vidt angår
det udstyr, de køber. Forudsætningen for
frigørelse fra den i § 9 j nævnte
forpligtelse er, at aftalen registreres i det i § 9 n
nævnte producentregister.
§ 9 l. For
elektrisk og elektronisk affald fra husholdninger, som leveres til
affaldshåndtering den 1. januar 2006 eller senere, og som er
markedsført inden denne dato, skal producenter og
importører forholdsmæssigt i forhold til deres
markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning samt
genanvendelse eller særlig håndtering, medmindre der er
fastsat andre regler i medfør af § 44 og
§ 45, stk. 2. Markedsandelen fastsættes
på grundlag af de mængder, der er registreret i det i
§ 9 n nævnte
producentregister.
Stk. 2. Miljøministeren kan
fastsætte regler om, at producenter og importører skal
redegøre for, hvorledes de har opfyldt deres forpligtelse
efter stk. 1, samt regler om, at redegørelsen skal ske
over for ministeren, den, ministeren bemyndiger hertil eller det i
§ 9 n nævnte producentregister.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte
regler om, at ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, i
særlige tilfælde kan dispensere fra pligten til for
egen regning at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller
særlig håndtering af elektriske og elektroniske
produkter.
§ 9 m.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
forhandlere skal have pligt til for egen regning og på et et
til et-grundlag i forbindelse med salg af elektrisk eller
elektronisk udstyr at modtage og opbevare affald af tilsvarende
elektrisk og elektronisk udstyr.
§ 9 n.
Miljøministeren kan fastsætte regler om oprettelse af
et producentregister om producenters og importørers pligt
til at tilmelde sig registeret og om deres pligt til at indgive
oplysninger hertil.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte
regler om, at distributører og forhandlere ikke må
aftage og forhandle udstyr fra producenter og importører,
som har tilsidesat registreringspligten efter regler fastsat i
medfør af stk. 1.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte
regler om producentregisterets bearbejdning og videregivelse af
oplysninger, herunder om, hvilke oplysninger producentregisteret
skal give til ministeren eller en anden offentlig myndighed, samt
om, at oplysninger kun må videregives i bearbejdet form.
§ 9 o.
Miljøministeren kan fastsætte regler om producenters,
importørers og forhandleres pligt til at oplyse brugere af
elektrisk og elektronisk udstyr i private husholdninger om
særskilt tilbagetagning af affald af elektrisk og elektronisk
udstyr, aktuelle tilbagetagningsordninger, brugerens rolle i
forbindelse med nyttiggørelse, potentielle virkninger for
miljøet og menneskers sundhed af tilstedeværelsen af
farlige stoffer i produktet og betydningen af den
påførte mærkning i forbindelse med
markedsføringen af elektrisk og elektronisk udstyr.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte
regler om, at producenter og importører skal stille
særlige genbrugs- og behandlingsoplysninger til
rådighed over for behandlingsvirksomheder for hver enkelt ny
type elektrisk og elektronisk udstyr, der bringes på
markedet, senest 1 år efter udstyrets første
markedsføringsdato. Ministeren kan fastsætte regler om
producenters og importørers pligt til at sikre
mærkning af produkter.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte
regler om producenters og importørers pligt til at give
oplysninger om mængde og kategorier af elektrisk og
elektronisk udstyr, der er markedsført, tilbagetaget,
genvundet eller nyttiggjort, om den eksporterede mængde
tilbagetaget affald samt om, at forpligtelsen, jf. § 9 j,
stk. 2, er overdraget til andre.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte
regler om producenters og importørers pligt til at
tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art om
etablerede tilbagetagningsordninger til brug for kontrollen med
overholdelse af reglerne i § 9 j, § 9 l,
stk. 1, samt regler fastsat i medfør af § 9
k, § 9 l, stk. 2 og 3, § 9 n og
§ 9 o.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte
regler om, at eksportører i udlandet, der leverer elektrisk
eller elektronisk udstyr direkte til husholdninger i Danmark ved
hjælp af fjernsalg eller internethandel, skal foranstalte
affaldshåndtering. Ministeren kan endvidere fastsætte
regler om pligten for eksportører i udlandet til at
være tilmeldt producentregisteret og til at godtgøre,
hvorledes forpligtelsen efter § 9 j og § 9 l,
stk. 1, er opfyldt, samt om de mængder og kategorier af
elektrisk og elektronisk udstyr, der er markedsført i
Danmark.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte
regler, hvorefter oplysningspligten efter stk. 1-5
påhviler den kollektive ordning, hvis producenter og
importører er tilsluttet en sådan ordning, jf.
§ 9 j. Oplysninger i medfør af stk. 1-5 kan
forlanges afgivet i en bestemt form.
Stk. 7. Køberne må kun
gøres særskilt bekendt med omkostningerne ved
tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig
håndtering i forbindelse med salg af nyt elektrisk eller
elektronisk udstyr til private husholdninger, hvis oplysningerne
angår omkostningerne ved håndteringen af affald fra
produkter til private husholdninger, der er markedsført
senest den 31. december 2005. Sådanne oplysninger kan kun
gives i perioden indtil den 13. februar 2011, for store
husholdningsapparater dog indtil den 13. februar 2013.
§ 9 p.
Miljøministeren kan til en af ministeren godkendt privat
organisation henlægge kompetencen til at
1) vurdere, om forpligtelsen efter § 9
j og § 9 l, stk. 1, er opfyldt,
2) vurdere, om der er stillet passende sikkerhed
og til at disponere over denne, jf. § 9 k,
stk. 1,
3) vurdere, om en kollektiv ordning
repræsenterer en passende sikkerhed, jf. § 9 k,
stk. 1,
4) oprette og drive et producentregister, jf.
§ 9 n, og
5) indhente oplysninger efter § 9 o,
stk. 2-5.
Stk. 2. Ministeren udpeger bestyrelsen
for den i stk. 1 nævnte organisation efter indstilling
fra producenter, importører og brancheorganisationer
på området. Endvidere godkender ministeren
vedtægter samt retningslinjer for organisationens drift og
administration.
Stk. 3. Afgørelser truffet af
den private organisation kan påklages til ministeren eller
til den, ministeren bemyndiger hertil.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte
regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af den af
ministeren godkendte private organisations omkostninger ved
administration og kontrol, jf. stk. 1.
§ 9 q.
Miljøministeren kan meddele påbud med henblik på
opfyldelse af forpligtelser i henhold til § 9 j og
§ 9 l, stk. 1, samt meddele påbud og forbud om
opfyldelse af regler fastsat med hjemmel i § 9 k,
§ 9 l, stk. 2 og 3, og §§ 9 m-9
o.
Stk. 2. Afgørelser efter
stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
§ 9 r.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunale
anlæg, der er godkendt til behandling af affald af elektrisk
og elektronisk udstyr og sat i drift inden den 1. januar 2005,
fortsat kan drives af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte
de nærmere vilkår for driften af de i stk. 1
nævnte behandlingsanlæg, herunder vilkår om
organisering i selskabsform og regnskabsmæssig
adskillelse.«
3. I § 45 indsættes
efter stk. 4 som nye stykker:
» Stk. 5 . Producenter og
importører af elektrisk og elektronisk udstyr, jf.
§ 9 i, er uanset stk. 4 berettiget til individuelt
eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for affald af
elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger i
overensstemmelse med regler udstedt efter § 44.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte
regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at
benytte en tilbagetagningsordning etableret i henhold til
stk. 5.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 7.
4. I § 51 indsættes
efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2 . Ministeren kan
fastsætte regler om, at producenter og importører ikke
må markedsføre bestemte typer af elektrisk og
elektronisk udstyr, jf. § 9 i, der på grund af
specifikke konstruktioner eller fremstillingsprocesser ikke kan
genbruges, medmindre sådanne specifikke konstruktioner eller
fremstillingsprocesser frembyder altovervejende fordele, f.eks. med
hensyn til miljøbeskyttelse eller sikkerhedskrav.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og
4.
5. I § 51, stk. 2, der
bliver stk. 3, indsættes i 1. pkt. efter
»stk. 1«: »og stk. 2«.
6. I § 110, stk. 1, nr.
2, indsættes efter »herunder«:
»påbud efter § 9 q samt«.
7. I § 110, stk. 3,
ændres »§ 45, stk. 2 og 3« til:
»§ 45, stk. 2, 3 og 6«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder
i kraft den 1. juni 2005.
Stk. 2. Miljøministeren kan
fastsætte regler, der helt eller delvis undtager fra pligten
i miljøbeskyttelseslovens § 9 j, stk. 1,
for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr
markedsført i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31.
marts 2006.
Stk. 3. Miljøministeren kan
fastsætte regler, der helt eller delvis undtager fra pligten
i miljøbeskyttelseslovens § 9 l, stk. 1,
for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr, som
leveres til affaldshåndtering i perioden fra den 1. januar
2006 til den 31. marts 2006.
Stk. 4. Miljøministeren kan
fastsætte regler, der helt eller delvis undtager fra
forbuddet i miljøbeskyttelseslovens § 9 o,
stk. 7, 1. pkt., for så vidt angår elektrisk
og elektronisk udstyr markedsført i perioden fra den 1.
januar 2006 til den 31. marts 2006.
Stk. 5. Miljøministeren kan
fastsætte regler om, at kommunale anlæg, der er
godkendt til behandling af affald af elektrisk og elektronisk
udstyr og sat i drift inden den 1. januar 2005, fortsat kan drives
af kommunalbestyrelsen indtil den 31. december 2006.