L 41 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring
af lov om anvendelsen af visse af De Europæiske
Fællesskabers retsakter om økonomiske forbindelser til
tredjelande. (Kontrol med teknisk bistand).
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den
26. april 2005
Forslag
til
Lov om ændring af lov om anvendelsen af
visse af
De europæiske Fællesskabers retsakter om
økonomiske
forbindelser til tredjelande
(Kontrol med teknisk bistand)
§ 1
I lov om anvendelsen af visse af De
europæiske Fællesskabers retsakter om økonomiske
forbindelser til tredjelande, jf. lovbekendtgørelse nr. 612
af 25. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes
således:
»Lov om anvendelsen af visse af
Det Europæiske Fællesskabs retsakter om
økonomiske forbindelser til tredjelande
m.v.«
2. Efter § 1
indsættes:
» § 1 a. Det
er forbudt uden for Det Europæiske Fællesskab at yde
teknisk bistand, jf. stk. 2 og 3, der er bestemt til anvendelse i
forbindelse med udvikling, fremstilling, håndtering,
anvendelse, vedligeholdelse, oplagring, sporing, identificering
eller spredning af kemiske, biologiske eller nukleare våben
eller andre nukleare sprænglegemer, eller til udvikling,
fremstilling, vedligeholdelse eller oplagring af missiler, der kan
fremføre sådanne våben, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder kun
teknisk bistand vedrørende produkter og teknologi, der skal
kontrolleres efter Rådets forordning om en
fællesskabsordning for kontrol med udførslen af
produkter og teknologi med dobbelt anvendelse.
Stk. 3. Teknisk bistand omfatter enhver
form for bistand i forbindelse med reparation, udvikling,
fremstilling, samling, prøvning, vedligeholdelse eller
enhver anden form for teknisk service. Teknisk bistand kan tage
form af instruktion, oplæring, overførsel af
driftskendskab eller konsulentservice.
Stk. 4. Forbuddet i stk. 1 omfatter
ikke:
1) Ydelse af teknisk bistand i de
nærtstående lande, som efter Rådets forordning om
en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af
produkter og teknologi med dobbelt anvendelse er omfattet af
EU€™s fællesskabsudførselstilladelse.
2) Ydelse af teknisk bistand, der har form af
overførsel af information, der er frit tilgængelig for
offentligheden, eller som vedrører grundforskning.
Stk. 5. Økonomi- og
erhvervsministeren kan ud fra sikkerhedspolitiske, humanitære
eller andre beskyttelsesværdige hensyn dispensere fra
forbuddet i stk. 1.«
3. I § 2, stk.
6, indsættes efter »Med bøde eller
fængsel indtil 2 år straffes den, der«:
»forsætligt eller«.
4. I § 2
indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Med bøde eller
fængsel indtil 2 år straffes den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder forbuddet efter
§ 1 a, stk. 1.«
5. I § 2
indsættes efter stk. 7, der bliver stk. 8, som nyt
stykke:
»Stk. 9. Uanset bestemmelserne i
straffelovens §§ 6-9 hører overtrædelse af
forbuddet i § 1 a dog under dansk straffemyndighed,
hvis handlingen er foretaget af en person, der på
gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i
den danske stat, selv om handlingen ikke er strafbar efter
lovgivningen i det pågældende
statsområde.«
6. § 2,
stk. 8 , der bliver
stk. 10, affattes således:
»Stk. 10. Ransagning i sager om
overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør
af § 1, stk. 1, og overtrædelse af § 1 a,
stk. 1, kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om
ransagning i sager, som efter loven kan medføre
fængselsstraf.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli
2005.