Skriftlig fremsættelse (24. februar
2005)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om erhvervsfremme
(Lovforslag nr. L 47).
Lovforslaget er en del af den
lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.
Forslag til lov om erhvervsfremme samler den eksisterende
erhvervsfremmelov samt lov om kommuners og amtskommuners deltagelse
i erhvervsudviklingsaktiviteter, der dermed ophæves.
Lovforslaget regulerer statens, regionernes og
kommunernes fremtidige deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter.
Formålet med lovforslaget er at skabe et stærkt og
sammenhængende grundlag for erhvervsudviklingen og skabe
vækst i alle dele af landet.
Regioner €" regionale
vækstfora
Den centrale nyskabelse i lovforslaget er
etableringen af regionale vækstfora, som skal være
omdrejningspunktet for den regionale erhvervsudvikling. De
regionale vækstfora er et partnerskab mellem erhvervsliv,
regionale og lokale offentlige myndigheder, viden- og
uddannelsesinstitutioner samt arbejdsmarkedets parter. Den
regionale erhvervsudvikling vil således blive fastlagt i et
samspil mellem de aktører, der på nærmeste hold
kender de lokale forhold og virksomhedernes udfordringer.
Regionsrådene nedsætter som
udgangspunkt et eller to vækstfora per region og stiller
sekretariatsbistand til rådighed for vækstforaene.
Vækstforaene består af 20 medlemmer,
herunder 3 fra regionsrådet, 6 fra kommunerne, 6 fra
erhvervslivet, 3 fra viden- og uddannelsesinstitutioner og 2 fra
lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer.
Vækstforaene får tre hovedopgaver. For
det første skal de kortlægge kvaliteten af de
regionale og lokale vækstvilkår og følge
udviklingen heraf. På den baggrund skal vækstforaene
for det andet udarbejde en strategi for udviklingen af de regionale
vækstvilkår. Erhvervsudviklingsstrategien udgør
en del af grundlaget for regionernes udviklingsplaner. For det
tredje skal vækstforaene udvikle og prioritere konkrete
initiativer, der kan forbedre vækstvilkårene i
regionen.
Til at finansiere de konkrete initiativer
får vækstforaene stillet midler til rådighed fra
henholdsvis de regionale udviklingsmidler og strukturfondsmidlerne,
dvs. Regionalfonden og Socialfonden. Vækstforaene indstiller
til regionsrådet om anvendelsen af regionens udviklingsmidler
til erhvervsformål og til staten om anvendelsen af
EU€™s strukturfondsmidler.
Kommuner
Kommunerne får ansvaret for at tilbyde
erhvervsservice til iværksættere og virksomheder, hvor
nærheden og den daglige kontakt til brugerne er i
højsædet. Herudover får kommunerne samme
muligheder for at deltage i erhvervsudviklingsaktiviteter som
hidtil, ligesom de deltager i vækstforaene.
Staten
Staten varetager den overordnede
vækstpolitik og etablerer Danmarks Vækstråd, der
erstatter Danmarks Erhvervsråd. Vækstrådet
får tre hovedopgaver. For det første skal
Vækstrådet rådgive økonomi- og
erhvervsministeren om vækstpolitikken og regional
erhvervsudvikling. For det andet skal Vækstrådet
iværksætte erhvervsudviklingsaktiviteter, der er
prioriteret i den nationale vækstpolitik. Og for det tredje
skal Vækstrådet skabe sammenhæng mellem
anvendelsen af EU€™s strukturfondsmidler, den nationale
vækstpolitik og de regionale
erhvervsudviklingsstrategier.
Staten står desuden for administration og
udbetaling af regional- og socialfondsmidler.
Lovforslaget er udgiftsneutralt, idet pengene
følger opgaverne, der placeres i henholdsvis stat, regioner
og kommuner. Forslaget skønnes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Eventuelle miljømæssige konsekvenser
vurderes at være positive.
Forslaget anmeldes til EU-Kommissionen efter
reglerne om statsstøtte, idet forslaget rummer mulighed for,
at økonomi- og erhvervsministeren yder økonomisk
bistand til virksomheder. Forslaget indeholder ikke øvrige
EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at økonomi- og
erhvervsministeren bemyndiges til at sætte loven i kraft ved
en administrativ bekendtgørelse. For at kunne deltage i
forberedelsen af den kommende strukturfondsperiode, der begynder 1.
januar 2007, foreslås det at nedsætte Danmarks
Vækstråd per 1. april 2006. Ligeledes foreslås
det, at de regionale forberedelsesudvalg nedsætter de
regionale vækstfora 1. april 2006.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i
øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget,
skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige
behandling.