L 69 Forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 10-06-2005

Optrykt: 10-06-2005

Lovforslag efter 2. behandling

20042_l69_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 10. juni 2005

Forslag

til

Lov om forpligtende kommunale samarbejder

 

Forpligtende kommunale samarbejder

§ 1. Kommunalbestyrelserne i de i medfør af § 2, stk. 1, udpegede grupper af kommuner samarbejder med virkning fra den 1. januar 2007 efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Samarbejdet omfatter

1) beskæftigelsesområdet, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter

a) § 13, stk. 2-5, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og regler udstedt i medfør heraf og

b) § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i det omfang, bestemmelsen finder anvendelse på kommunalbestyrelsens opgaver efter litra a,

2) genoptræningsområdet, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter

a) § 141 i sundhedsloven,

b) § 44, jf. § 86, stk. 2, og §§ 85 og 86 i lov om social service og

c) § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter litra b,

3) natur- og miljøområdet, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter

a) lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør af loven,

b) lov om vandforsyning m.v. og regler udstedt i medfør af loven,

c) lov om forurenet jord og regler udstedt i medfør af loven,

d) lov om beskyttelse af havmiljøet og regler udstedt i medfør af loven,

e) lov om kemiske stoffer og produkter og regler udstedt i medfør af loven,

f) lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. og regler udstedt i medfør af loven,

g) lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nik­kel-cadmium-batterier) og regler udstedt i medfør af loven,

h) lov om råstoffer og regler udstedt i medfør af loven,

i) lov om okker og regler udstedt i medfør af loven,

j) lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven) og regler udstedt i medfør af loven,

k) lov om naturbeskyttelse, dog med undtagelse af § 35, stk. 11, og § 49, stk. 3, samt regler udstedt i medfør af loven,

l) lov om vandløb og regler udstedt i medfør af loven,

m) regler udstedt i medfør af lov om sommerhuse og campering m.v.,

n) § 11 a, nr. 7, § 11 e, stk. 3, § 11 g samt kapitel 6 og § 51 i lov om planlægning og regler udstedt i medfør af loven, for så vidt angår anlæg omfattet af lovens § 11 g,

o) § 2, stk. 1, nr. 5, litra a, jf. § 18, stk. 3, i lov om støtte til udvikling af landdistrikterne og

p) lov om privat bortskaffelse af spildevand på Sejerø og andre småøer og i områder med spredt bebyggelse og regler udstedt i medfør af loven,

4) det sociale område, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter

a) § 10, stk. 4, § 11, stk. 3, §§ 12, 32, 36, 41, 42, 45, 97, 98, 100-104, 107-110, 112-114, 116, 124-136 og 141, § 142, stk. 5, § 144 og § 149 i lov om social service og

b) § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter litra a, og

5) specialundervisningsområdet, for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter

a) § 3, stk. 2, § 4, § 20, stk. 2 og 5, § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, i lov om folkeskolen og regler udstedt i medfør heraf, for så vidt angår undervisningen i specialskoler og specialklasser, og § 12, stk. 2, i lov om folkeskolen og regler udstedt i medfør heraf, for så vidt angår pædagogisk-psykologisk rådgivning, og

b) lov om specialundervisning for voksne og regler udstedt i medfør heraf.

§ 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger de grupper af kommuner, hvis kommunalbestyrelser skal samarbejde efter reglerne i denne lov, og udpeger, hvilken kommunalbestyrelse der inden for hver af de udpegede grupper af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne for hvert af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen af kommuner. Udøvelsen af opgaverne må ikke varetages af de delegerende kommunalbestyrelser.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udfærdiger senest den 1. juli 2005 en fortegnelse over de i stk. 1 nævnte grupper af kommuner og over de i stk. 1 nævnte bemyndigede kommunalbestyrelser.

Stk. 3. Ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 skal det tilstræbes, at de befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for varetagelse af de kommunale opgaver, som samarbejdet skal omfatte, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 4. Ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 og ved udpegelsen af de i stk. 1 nævnte bemyndigede kommunalbestyrelser skal der tages hensyn til kommunalbestyrelsernes ønsker om at indgå forpligtende kommunale samarbejder i medfør af denne lov og ønsker om indholdet af bemyndigelserne.

Stk. 5. Ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 skal der tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der udgør en ø, ønsker at indgå i et samarbejde efter denne lov. Der skal endvidere tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelserne i de kommuner, der udgør en ø, og som ønsker at indgå i en kommunesammenlægning, der alene omfatter kommunerne på øen, ønsker at indgå i et samarbejde efter denne lov.

§ 3. Hvor en beslutning, der træffes efter regler nævnt i § 1, stk. 2, efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, skal beslutningen træffes af den delegerende kommunalbestyrelse i et møde.

§ 4. De delegerende kommunalbestyrelser betaler den bemyndigede kommunalbestyrelses omkostninger ved udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af bemyndigelsen.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og betaling af omkostningerne efter stk. 1.

Klage

§ 5. Afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, kan ikke påklages til den delegerende kommunalbestyrelse.

Stk. 2. Klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, kan indbringes for den myndighed, der er klageinstans i forhold til den delegerende kommunalbestyrelses afgørelser.

Omgørelse

§ 6. Den delegerende kommunalbestyrelse kan i et møde ændre afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, i det omfang kommunalbestyrelsen ifølge lovgivningen ville kunne ændre afgørelsen, såfremt denne var truffet af et udvalg eller administrationen i den delegerende kommune. Kan kommunalbestyrelsen efter lovgivningen ikke træffe afgørelse i sagen, kan det organ i den delegerende kommune, som efter lovgivningen i kommunalbestyrelsens sted kan træffe afgørelse i sagen, under tilsvarende betingelser ændre afgørelsen.

Udveksling af oplysninger m.v.

§ 7. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er fornødne til udøvelsen af opgaven.

Stk. 2. En delegerende kommunalbestyrelse kan, i det omfang det er fornødent, til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af en opgave afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som er tilgået denne som følge af bemyndigelsen.

Stk. 3. I en sag, der rejses ved ansøgning, kan den bemyndigede kommunalbestyrelse og den delegerende kommunalbestyrelse uden ansøgerens samtykke udveksle oplysninger efter stk. 1 og 2 om ansøgerens rent private forhold, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen indhente de samme oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne havde varetaget opgaven.

Stk. 5. Når arbejdsdokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, videregives i medfør af stk. 1-3, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter. Det samme gælder interne miljøoplysninger omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Personale

§ 8. En kommunalbestyrelse, der for et af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, overtager den 1. januar 2007 de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver på det pågældende opgaveområde.

Stk. 2. Hver delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis hvert sammenlægningsudvalg for en delegerende kommune, der oprettes den 1. januar 2007, og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en bemyndiget kommune, der oprettes den 1. januar 2007, skal på grundlag af et aftaleudkast udarbejdet af den delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en sådan kommune forhandle med henblik på snarest muligt og inden den 15. juli 2006 at indgå en aftale om, hvilke ansatte der skal overføres efter stk. 1. Er sådan aftale ikke indgået inden den 15. juli 2006, eller erklærer den delegerende eller den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en af disse kommuner forhandlingerne afsluttet uden resultat, træffer vedkommende delingsråd, jf. kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, inden den 15. august 2006 beslutning om, hvilke ansatte der skal overføres efter stk. 1. Aftaleudkast og aftale henholdsvis delingsrådsbeslutning efter 1. og 2. pkt. skal tillige omfatte fordelingen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2.

Stk. 3. § 8, stk. 3, § 9, stk. 2, § 10, stk. 3, § 13, stk. 4 og 5, §§ 14, 15 og 16 samt kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen finder tilsvarende anvendelse for fordelingen efter stk. 2 af ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2. Regler fastsat i medfør af kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen finder tilsvarende anvendelse for fordelingen efter stk. 2 af ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter andet.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen efter stk. 1 og 2 af de ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2.

§ 9. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som som følge af en bemyndigelse efter § 2, stk. 1, overføres til den bemyndigede kommune, og som ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

§ 10. Tjenestemænd, der som følge af en bemyndigelse efter § 2, stk. 1, overføres til den bemyndigede kommune, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Stk. 2. Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye ansættelsesmyndighed. Det samme gælder andre ansatte, der som følge af en bemyndigelse efter § 2, stk. 1, overføres til den bemyndigede kommune, og som har en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger.

Særlige bestemmelser

§ 11. Indenrigs- og sundhedsministeren kan for grupper af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, for hvilke særlige omstændigheder gør sig gældende, fravige reglerne i denne lov.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan for grupper af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, for hvilke særlige omstændigheder gør sig gældende, efter forhandling med vedkommende minister fravige regler i anden lovgivning, der vedrører de i § 1, stk. 2, nævnte opgaveområder.

§ 12. § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, og § 46 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats gælder ikke for kommunalbestyrelser, på vegne af hvilke en anden kommunalbestyrelse efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, varetager udøvelsen af opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1.

Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråd, som den kommunalbestyrelse i gruppen af kommuner, der efter § 2, stk. 1, er bemyndiget til at varetage opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1, på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen, nedsætter efter § 46 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, består af følgende medlemmer, der udpeges af den bemyndigede kommunalbestyrelse:

1) 1 medlem af den bemyndigede kommunalbestyrelse samt 1 medlem af hver af de øvrige kommunalbestyrelser i gruppen af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, efter indstilling fra den pågældende kommunalbestyrelse,

2) op til 3 medlemmer efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening,

3) op til 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark,

4) 1 medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

5) 1 medlem efter indstilling fra Akademikernes Centralorganisation,

6) op til 2 medlemmer efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) 1 medlem efter indstilling fra Praktiserende Lægers Organisation i deres egenskab af repræsentanter for erhvervet praktiserende læger,

8) 1 medlem efter indstilling fra de lokale integrationsråd, hvor et sådant er nedsat, i gruppen af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, i forening og

9) op til 2 medlemmer fra relevante lokale foreninger efter indstilling fra de øvrige medlemmer af rådet i forening.

Stk. 3. Den kommunalbestyrelse i gruppen af kommuner, der efter § 2, stk. 1, er bemyndiget til at varetage opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1, på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen, varetager sammen med staten sekretariatsbistanden for det i stk. 2 nævnte lokale beskæftigelsesråd og træffer den i § 52, stk. 1 og 2, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats nævnte beslutning om medlemmernes vederlæggelse.

Stk. 4. Kommunalbestyrelserne i gruppen af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, betaler udgifterne ved det i stk. 2 nævnte lokale beskæftigelsesråds virksomhed med undtagelse af statens udgifter til sekretariatsbistand efter stk. 3. De kommunale udgifter fordeles mellem kommunerne i forhold til det af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldte udskrivningsgrundlag for kommunerne for 2006, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat.

§ 13. § 5, stk. 2, i integrationsloven gælder ikke, for så vidt angår de i § 1, stk. 2, nr. 1, nævnte opgaver, for en kommunalbestyrelse, der i henhold til § 2, stk. 1, er bemyndiget til på vegne af alle kommunalbestyrelserne i en gruppe af kommuner at varetage udøvelsen af opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1.

§ 14. Samarbejdet efter denne lov omfatter ikke kommunalbestyrelsens opgaver efter § 1, stk. 2, nr. 3, litra a-c, i det omfang en kommunalbestyrelse i en gruppe af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, deltager i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, herom.

Ikrafttræden m.v.

§ 15. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dog træder § 1, stk. 2, i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Sager om kommunalbestyrelsens opgaver efter regler nævnt i § 1, stk. 2, der er under behandling den 1. januar 2007, overgår, i det omfang dette følger af §§ 2 og 3, til behandling hos den kommunalbestyrelse, der efter § 2, stk. 1, er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.