L 69 Forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 24-02-2005

Lovforslag som fremsat

20042_l69_som_fremsat (html)

L 69 (som fremsat): Forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Fremsat den 24. februar 2005 af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Forslag

til

Lov om forpligtende kommunale samarbejder

 

Forpligtende kommunale samarbejder

§ 1. Kommunalbestyrelserne i de i medfør af § 2, stk. 1, udpegede grupper af kommuner samarbejder med virkning fra den 1. januar 2007 efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Samarbejdet omfatter:

1) beskæftigelsesområdet for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter:

a) § 13, stk. 2-5, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og regler udstedt i medfør heraf og

b) § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i det omfang, bestemmelsen finder anvendelse på kommunalbestyrelsens opgaver efter litra a,

2) genoptræningsområdet for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter:

a) § 141 i sundhedsloven,

b) § 44, jf. § 86, stk. 2, og §§ 85 og 86 i lov om social service og

c) § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter litra b,

3) natur- og miljøområdet for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter:

a) lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør af loven,

b) lov om vandforsyning m.v. og regler udstedt i medfør af loven,

c) lov om forurenet jord og regler udstedt i medfør af loven,

d) lov om beskyttelse af havmiljøet og regler udstedt i medfør af loven,

e) lov om kemiske stoffer og produkter og regler udstedt i medfør af loven,

f) lov om betalingsregler for spildevand m.v. og regler udstedt i medfør af loven,

g) lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) og regler udstedt i medfør af loven,

h) lov om råstoffer og regler udstedt i medfør af loven,

i) lov om okker og regler udstedt i medfør af loven,

j) lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven) og regler udstedt i medfør af loven,

k) lov om naturbeskyttelse, dog med undtagelse af § 35, stk. 11, og § 49, stk. 3, samt regler udstedt i medfør af loven,

l) lov om vandløb og regler udstedt i medfør af loven,

m) regler udstedt i medfør af lov om sommerhuse og campering m.v.,

n) § 11 a, nr. 7, § 11 e, stk. 3, § 11 g samt kapitel 6 og § 51 i lov om planlægning og regler udstedt i medfør af loven for så vidt angår anlæg omfattet af lovens § 11 g og

o) § 2, stk. 1, nr. 4, litra a, jf. § 18, stk. 3, i lov om støtte til udvikling af landdistrikterne,

4) det sociale område for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter:

a) § 10, stk. 4, § 11, stk. 3, § 12, § 32, § 36, §§ 41 og 42, § 45, §§ 97 og 98, §§ 100-104, §§ 107-110, §§ 112-114, § 116, §§ 124-136, § 141, § 142, stk. 5, § 144 og § 149 i lov om social service og

b) § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter litra a og

5) specialundervisningsområdet for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter:

a) § 3, stk. 2, § 4, § 20, stk. 2 og 5, § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, i lov om folkeskolen og regler udstedt i medfør heraf for så vidt angår undervisningen i specialskoler og specialklasser og § 12, stk. 2, i lov om folkeskolen og regler udstedt i medfør heraf for så vidt angår pædagogisk-psykologisk rådgivning og

b) lov om specialundervisning for voksne og regler udstedt i medfør heraf.

§ 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger de grupper af kommuner, hvis kommunalbestyrelser skal samarbejde efter reglerne i denne lov, og udpeger, hvilken kommunalbestyrelse der inden for hver af de udpegede grupper af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne for hvert af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen af kommuner. Udøvelsen af opgaverne må ikke varetages af de delegerende kommunalbestyrelser.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udfærdiger senest den 1. juli 2005 en fortegnelse over de i stk. 1 nævnte grupper af kommuner og over de i stk. 1 nævnte bemyndigede kommunalbestyrelser.

Stk. 3. Ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 skal det tilstræbes, at de befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for varetagelse af de kommunale opgaver, som samarbejdet skal omfatte, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 4. Ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 og ved udpegelsen af de i stk. 1 nævnte bemyndigede kommunalbestyrelser skal der tages hensyn til kommunalbestyrelsernes ønsker om at indgå forpligtende kommunale samarbejder i medfør af denne lov og ønsker om indholdet af bemyndigelserne.

Stk. 5. Ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 skal der tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der udgør en ø, ønsker at indgå i et samarbejde efter denne lov. Der skal endvidere tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelserne i de kommuner, der udgør en ø, og som ønsker at indgå i en kommunesammenlægning, der alene omfatter kommunerne på øen, ønsker at indgå i et samarbejde efter denne lov.

§ 3. Hvor en beslutning, der træffes efter regler nævnt i § 1, stk. 2, efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, skal beslutningen træffes af den delegerende kommunalbestyrelse i et møde.

§ 4. De delegerende kommunalbestyrelser betaler den bemyndigede kommunalbestyrelses omkostninger ved udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af bemyndigelsen.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og betaling af omkostningerne efter stk. 1.

Klage

§ 5. Afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, kan ikke påklages til den delegerende kommunalbestyrelse.

Stk. 2. Klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, kan indbringes for den myndighed, der er klageinstans i forhold til den delegerende kommunalbestyrelses afgørelser.

Omgørelse

§ 6. Den delegerende kommunalbestyrelse kan i et møde ændre afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, i det omfang, kommunalbestyrelsen ifølge lovgivningen ville kunne ændre afgørelsen, såfremt denne var truffet af et udvalg eller administrationen i den delegerende kommune. Kan kommunalbestyrelsen efter lovgivningen ikke træffe afgørelse i sagen, kan det organ i den delegerende kommune, som efter lovgivningen i kommunalbestyrelsens sted kan træffe afgørelse i sagen, under tilsvarende betingelser ændre afgørelsen.

Udveksling af oplysninger m.v.

§ 7. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er fornødne til udøvelsen af opgaven.

Stk. 2. En delegerende kommunalbestyrelse kan i det omfang, det er fornødent, til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af en opgave afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som er tilgået denne som følge af bemyndigelsen.

Stk. 3. I en sag, der rejses ved ansøgning, kan den bemyndigede kommunalbestyrelse og den delegerende kommunalbestyrelse uden ansøgerens samtykke udveksle oplysninger efter stk. 1 og 2 om ansøgerens rent private forhold, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen indhente de samme oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne havde varetaget opgaven.

Stk. 5. Når arbejdsdokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, videregives i medfør af stk. 1-3, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter. Det samme gælder interne miljøoplysninger omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Personale

§ 8. En kommunalbestyrelse, der for et af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, overtager den 1. januar 2007 de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver på det pågældende opgaveområde.

Stk. 2. Hver delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis hvert sammenlægningsudvalg for en delegerende kommune, der oprettes den 1. januar 2007, og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en bemyndiget kommune, der oprettes den 1. januar 2007, skal på grundlag af et aftaleudkast udarbejdet af den delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en sådan kommune forhandle med henblik på snarest muligt og inden den 15. juli 2006 at indgå en aftale om, hvilke ansatte der skal overføres efter stk. 1. Er sådan aftale ikke indgået inden den 15. juli 2006, eller erklærer den delegerende eller den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en af disse kommuner forhandlingerne afsluttet uden resultat, træffer vedkommende delingsråd, jf. kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, inden den 15. august 2006 beslutning om, hvilke ansatte der skal overføres efter stk. 1. Aftaleudkast og aftale henholdsvis delingsrådsbeslutning efter 1. og 2. pkt. skal tillige omfatte fordelingen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2.

Stk. 3. § 8, stk. 3, § 9, stk. 2, § 10, stk. 3, § 13, stk. 4 og 5, §§ 14, 15 og 16 samt kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen finder tilsvarende anvendelse for fordelingen efter stk. 2 af ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2. Regler fastsat i medfør af kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen finder tilsvarende anvendelse for fordelingen efter stk. 2 af ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter andet.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen efter stk. 1 og 2 af de ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2.

§ 9. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som som følge af en bemyndigelse efter § 2, stk. 1, overføres til den bemyndigede kommune, og som ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

§ 10. Tjenestemænd, der som følge af en bemyndigelse efter § 2, stk. 1, overføres til den bemyndigede kommune, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Stk. 2. Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye ansættelsesmyndighed. Det samme gælder andre ansatte, der som følge af en bemyndigelse efter § 2, stk. 1, overføres til den bemyndigede kommune, og som har en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger.

Særlige bestemmelser

§ 11. Indenrigs- og sundhedsministeren kan for grupper af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, for hvilke særlige omstændigheder gør sig gældende, fravige reglerne i denne lov.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan for grupper af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, for hvilke særlige omstændigheder gør sig gældende, efter forhandling med vedkommende minister fravige regler i anden lovgivning, der vedrører de i § 1, stk. 2, nævnte opgaveområder.

§ 12. § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, og § 46 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats gælder ikke for kommunalbestyrelser, på vegne af hvilke en anden kommunalbestyrelse efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, varetager udøvelsen af opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1.

Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråd, som den kommunalbestyrelse i gruppen af kommuner, der efter § 2, stk. 1, er bemyndiget til at varetage opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1, på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen, nedsætter efter § 46 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, består af følgende medlemmer, der udpeges af den bemyndigede kommunalbestyrelse:

1) 1 medlem af den bemyndigede kommunalbestyrelse samt 1 medlem af hver af de øvrige kommunalbestyrelser i gruppen af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, efter indstilling fra den pågældende kommunalbestyrelse,

2) op til 3 medlemmer efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening,

3) op til 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark,

4) 1 medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

5) 1 medlem efter indstilling fra Akademikernes Centralorganisation,

6) op til 2 medlemmer efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) 1 medlem efter indstilling fra Praktiserende Lægers Organisation i deres egenskab af repræsentanter for erhvervet praktiserende læger,

8) 1 medlem efter indstilling fra de lokale integrationsråd, hvor et sådant er nedsat, i gruppen af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, i forening og

9) op til 2 medlemmer fra relevante lokale foreninger efter indstilling fra de øvrige medlemmer af rådet i forening.

Stk. 3. Den kommunalbestyrelse i gruppen af kommuner, der efter § 2, stk. 1, er bemyndiget til at varetage opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1, på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen, varetager sammen med staten sekretariatsbistanden for det i stk. 2 nævnte lokale beskæftigelsesråd og træffer den i § 52, stk. 1 og 2, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats nævnte beslutning om medlemmernes vederlæggelse.

Stk. 4. Kommunalbestyrelserne i gruppen af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, betaler udgifterne ved det i stk. 2 nævnte lokale beskæftigelsesråds virksomhed med undtagelse af statens udgifter til sekretariatsbistand efter stk. 3. De kommunale udgifter fordeles mellem kommunerne i forhold til det af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldte udskrivningsgrundlag for kommunerne for 2006, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat.

§ 13. § 5, stk. 2, i integrationsloven gælder ikke for så vidt angår de i § 1, stk. 2, nr. 1, nævnte opgaver for en kommunalbestyrelse, der i henhold til § 2, stk. 1, er bemyndiget til på vegne af alle kommunalbestyrelserne i en gruppe af kommuner at varetage udøvelsen af opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1.

§ 14. Samarbejdet efter denne lov omfatter ikke kommunalbestyrelsens opgaver efter § 1, stk. 2, nr. 3, litra a-c, i det omfang, en kommunalbestyrelse i en gruppe af kommuner udpeget efter § 2, stk. 1, deltager i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, herom.

Ikrafttræden m.v.

§ 15. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dog træder § 1, stk. 2, i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Sager om kommunalbestyrelsens opgaver efter regler nævnt i § 1, stk. 2, der er under behandling den 1. januar 2007, overgår i det omfang, dette følger af §§ 2 og 3, til behandling hos den kommunalbestyrelse, der efter § 2, stk. 1, er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af en ny kommunalreform.

Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.

Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner, regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet. Staten fastlægger de overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte borgerrettede opgaver og bliver dermed for borgere og virksomheder hovedindgangen til den offentlige sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet samt regionale udviklingsopgaver og får ansvaret for at løse visse driftsopgaver for kommunerne.

Reformen indebærer, at amtskommunerne, HS og Hovedstadens Udviklingsråd nedlægges, at der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses i den offentlige sektor, mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og at antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.

Det foreliggende lovforslag udmønter den del af aftalen, der vedrører de forpligtende kommunale samarbejder.

Forligspartierne har fundet, at et indbyggertal i størrelsesordenen minimum ca. 30.000 indbyggere vil være et godt sigtepunkt for nye bæredygtige kommuner, der skal have yderligere ansvar inden for en række områder. Det følger videre af aftalen om en strukturreform, at kommuner med under ca. 20.000 indbyggere, der ikke ønsker sammenlægning med andre kommuner med henblik på at opnå den nødvendige bæredygtighed, som alternativ hertil skal indgå et forpligtende samarbejde med en eller flere kommuner om visse opgaver. De pligtmæssige samarbejder skal efter aftalen omfatte en fast kreds af kommuner, der geografisk grænser op til hinanden.

Med dette lovforslag skabes de fornødne lovgivningsmæssige rammer for de forpligtende kommunale samarbejder. Lovforslaget indeholder således bestemmelser om udpegelse af de omfattede grupper af kommuner og om den nærmere fastlæggelse af de opgaveområder, der i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform skal være omfattet af samarbejderne. Lovforslaget fastslår i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform, at der for kommunalbestyrelserne i de omfattede kommuner er pligt til at samarbejde, og at samarbejdets form er delegation.

2. Lovforslagets baggrund

Det fremgår af aftalen om en strukturreform, at forligspartierne er enige om, at den løbende opgaveoverførsel til kommunerne siden sidste kommunalreform samt borgernes stigende forventninger til kvaliteten og effektiviteten af de kommunale ydelser har skabt behov for større kommuner. Behovet for større kommuner er yderligere forstærket ved de opgaveoverflytninger til kommunerne, der er aftalt mellem forligspartierne.

Forligspartierne har fundet, at et indbyggertal i størrelsesordenen minimum ca. 30.000 indbyggere vil være et godt sigtepunkt for nye bæredygtige kommuner, der skal have yderligere ansvar inden for en række områder.

Det følger af aftalen om en strukturreform, at kommuner med under ca. 20.000 indbyggere, der ikke ønsker sammenlægning med andre kommuner, som alternativ hertil skal indgå et forpligtende samarbejde med en eller flere kommuner om visse opgaver.

Det følger videre af aftalen om en strukturreform, at indenrigs- og sundhedsministeren efter samråd med de involverede kommuner og i enighed med forligspartierne vil kunne træffe afgørelse om en kommunesammenlægning i tilfælde, hvor en kommune med under ca. 20.000 indbyggere ikke har indgået en forpligtende aftale om en kommunesammenlægning eller om et forpligtende samarbejde efter dette lovforslag. Hjemmelen til kommunesammenlægninger i disse tilfælde og som led i kommunalreformen i øvrigt fremgår af forslaget til lov om revision af den kommunale inddeling, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.

Forligspartierne har fundet, at befolkningsgrundlaget i et forpligtende samarbejde skal være på mindst ca. 30.000 indbyggere. De kommuner, som samarbejder i forpligtende samarbejder, skal således samlet have mindst ca. 30.000 indbyggere.

Baggrunden herfor er, at forligspartierne har anset, at et større befolkningsunderlag er nødvendigt for en fagligt bæredygtig varetagelse af en række af de nye kommunale opgaver. Som alternativ til, at denne bæredygtighed skabes ved kommunesammenlægninger, kan kommunerne skabe den ved forpligtende samarbejder.

Da formen for de forpligtende samarbejder vil være delegation, og da ansvaret bevares i den delegerende kommune, vil medarbejderne på de enkelte opgaveområder ikke fuldt ud kunne samles i én kommune. Dette er baggrunden for kravet om et befolkningsgrundlag på mindst ca. 30.000.

Det fremgår videre af aftalen om en strukturreform, at de forpligtende samarbejder skal omfatte en fast kreds af kommuner og kun kan indgås af kommuner, der geografisk grænser op til hinanden.

Forligspartierne er dog enige om, at der skal tages særlige hensyn til de øer, der i dag udgør €" eller er på vej til at danne €" en selvstændig kommune, og hvor kommunalbestyrelsen ikke ønsker, at kommunen skal indgå i en kommunesammenlægning.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 29. juni 2004 til samtlige kommunalbestyrelser anmodet om senest den 1. januar 2005 at modtage oplysning om, hvordan den nødvendige bæredygtighed ønskes opnået. I samme brev har Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodet kommuner med mindre end ca. 20.000 indbyggere om at oplyse, hvilken kommunesammenlægning kommunalbestyrelsen ønsker at indgå i. Hvis kommunalbestyrelsen ikke ønsker at indgå i en kommunesammenlægning, er kommunalbestyrelsen bedt om at oplyse, med hvilken kommune eller med hvilke kommuner den har indgået aftale om at danne et forpligtende samarbejde.

Samtidig er kommunalbestyrelserne på de øer, der i dag udgør €" eller er på vej til at danne €" en selvstændig kommune, og hvor kommunalbestyrelsen ikke ønsker, at kommunen skal indgå i en sammenlægning, i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform anmodet om at oplyse, hvordan bæredygtigheden kan sikres ved forpligtende samarbejder med kommuner på fastlandet.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Udpegning af de forpligtende kommunale samarbejder

På baggrund af kommunernes tilkendegivelser vil indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte den nye kommunale inddeling i overensstemmelse med reglerne i en ny inddelingslov, jf. herved § 1 i det samtidig fremsatte forslag til lov om revision af den kommunale inddeling.

Samtidig vil indenrigs- og sundhedsministeren med udgangspunkt i kommunernes aftaler herom udpege de kommuner, der skal arbejde sammen efter reglerne i dette lovforslag. Det skal herved tilstræbes, at de kommuner, der skal indgå i forpligtende samarbejder, befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for varetagelsen af de opgaver, som samarbejdet omfatter, og der skal tages hensyn til kommunalbestyrelsernes ønsker om at indgå aftale om forpligtende kommunale samarbejder, jf. lovforslagets § 2, stk. 1-4, og bemærkningerne hertil.

Efter aftalen om en strukturreform er indgåelse af et forpligtende kommunalt samarbejde for kommuner med under ca. 20.000 indbyggere et alternativ til en kommunesammenlægning. Grundlaget for et forpligtende kommunalt samarbejde vil således være, at mindst én af kommunerne i samarbejdet har under ca. 20.000 indbyggere, og ved sammensætningen af gruppen af kommuner i samarbejdet skal der navnlig lægges vægt på behovet for at sikre en bæredygtig opgavevaretagelse i den eller de små kommuner i samarbejdet.

Antallet af kommuner i hver gruppe vil kunne variere afhængigt af kommunernes ønsker, men det vil i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform være et krav, at det samlede befolkningsgrundlag i gruppen er på mindst ca. 30.000 indbyggere.

Herudover vil det €" ligeledes i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform €" være et krav, at grupperne af kommuner er geografisk sammenhængende. Dette indebærer, at hver kommune i gruppen skal have fælles grænse med mindst én af de andre kommuner i gruppen.

Der vil ved grupperingen af kommunerne blive taget udgangspunkt i kommunernes aftaler om at indgå forpligtende samarbejder.

Der vil i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform blive taget særligt hensyn til forholdene for de øer, der i dag udgør €" eller er på vej til at danne €" en selvstændig kommune, og hvor kommunalbestyrelsen ikke ønsker, at kommunen skal indgå i en kommunesammenlægning.

I det omfang, der fra sådanne kommuner måtte være fremkommet ønsker om at indgå forpligtende samarbejder med kommuner på fastlandet, vil der således være mulighed for, at indenrigs- og sundhedsministeren ved udpegelsen af kommunerne i samarbejdet kan fravige visse af de generelle retningslinier for disse samarbejder, som følger af aftalen om en strukturreform.

I disse tilfælde vil indenrigs- og sundhedsministeren således, hvor dette er i overensstemmelse med ønskerne fra kommunalbestyrelsen i en sådan ø-kommune, kunne fravige det krav, som ellers følger af aftalen om en strukturreform om, at kommuner i et forpligtende samarbejde, samlet skal have mindst ca. 30.000 indbyggere. Endvidere vil indenrigs- og sundhedsministeren af hensyn til de nævnte ø-kommuner kunne beslutte, at en kommune på fastlandet skal indgå i et forpligtende samarbejde med en sådan ø-kommune efter lovens regler, uanset at kommunalbestyrelsen i den pågældende kommune ikke har ønsket et sådant samarbejde.

Der henvises herved til lovforslagets § 2, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

Herudover indeholder lovforslagets § 11 en bestemmelse, der er tiltænkt anvendt for forpligtende kommunale samarbejder, der omfatter sådanne ø-kommuner, og som giver indenrigs- og sundhedsministeren mulighed for at dispensere fra lovens regler og fra regler i anden lovgivning, der vedrører de opgaveområder, der er omfattet af det forpligtende samarbejde. Der henvises herom til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil.

3.2. De omfattede opgaveområder

Efter aftalen om en strukturreform skal de forpligtende kommunale samarbejder for det første omfatte opgaveområder, hvor kommunerne med aftalen får tillagt ansvar for nye opgaver, og hvor forligspartierne har anset et større befolkningsunderlag nødvendigt for en fagligt bæredygtig varetagelse af disse nye kommunale opgaver. For det andet skal samarbejderne omfatte visse hidtidige kommunale opgaver, som har en sådan sammenhæng med de nævnte opgaver, at dette er begrundet i hensynet til en enstrenget varetagelse af opgaverne.

Det foreslås, at de forpligtende kommunale samarbejder skal omfatte følgende opgaver:

€ Hele den kommunale beskæftigelsesindsats, som kommunerne skal varetage i jobcentre.

€ Alle kommunale opgaver vedrørende genoptræning, der ikke foregår under sygehusindlæggelse.

€ Alle kommunale opgaver på natur- og miljøområdet, herunder både de af de hidtidige amtskommunale opgaver, der med kommunalreformen overgår til kommunerne, og de hidtidige kommunale opgaver.

€ En række opgaver vedrørende ydelse af hjælp efter lov om social service, herunder både hidtidige amtskommunale opgaver, der med kommunalreformen overgår til kommunerne, og en række hidtidige kommunale opgaver.

€ Kommunernes opgaver efter folkeskoleloven vedrørende specialundervisning i specialskoler og specialklasser og vedrørende pædagogisk-psykologisk rådgivning samt alle kommunale opgaver vedrørende specialundervisning af voksne.

Om det nærmere indhold af de opgaver, som er omfattet af samarbejderne, henvises til § 1, stk. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

3.3. Samarbejdets form

Lovforslaget pålægger kommunalbestyrelserne i de efter lovforslagets § 2, stk. 1, udpegede grupper af kommuner pligt til at samarbejde på de omfattede opgaveområder.

Det fremgår af aftalen om en strukturreform, at formen for de forpligtende samarbejder vil være delegation, således at den eller de kommuner, der delegerer en opgave til en anden kommune, vil bevare ansvaret €" herunder det økonomiske ansvar €" for opgaven, idet alene udøvelsen vil skulle overlades til en anden kommune.

Delegation mellem kommunalbestyrelser kan på en række områder ske uden lovhjemmel. Det drejer sig navnlig om områder, der ikke indebærer varetagelse af myndighedsopgaver. Derimod kræver delegation af myndighedsopgaver lovhjemmel.

De forpligtende samarbejder efter lovforslaget omfatter alle de opgaver, som inden for de omfattede opgaveområder påhviler kommunerne. Det gælder både myndighedsudøvelse og de andre opgaver, der efter den omhandlede lovgivning påhviler kommunerne.

Lovforslaget regulerer således de pågældende kommuners samarbejde om de omfattede opgaveområder , således at de på de omhandlede områder pålægges en pligt til at samarbejde efter lovens regler. Lovforslaget regulerer derimod ikke de omfattede kommuners muligheder for at samarbejde indbyrdes eller med andre kommuner vedrørende varetagelsen af opgaver inden for andre opgaveområder. Der henvises herved tillige til bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Idet samarbejdsformen er delegation, bevarer kommunalbestyrelsen i den delegerende kommune kompetencen til at udføre de opgaver, som efter den omhandlede lovgivning påhviler den, men udøvelsen af denne kompetence overlades til én af de andre kommunalbestyrelser i gruppen.

Lovforslaget stiller krav om, at kun én kommune i gruppen varetager opgaver inden for hvert af de områder, der er omfattet af loven. Der vil således blive tale om, at én kommunalbestyrelse varetager udøvelsen af alle opgaver inden for ét område for alle kommunerne i gruppen, jf. lovforslagets § 2, stk. 1.

Udpegningen af, hvilken kommunalbestyrelse der inden for hver af de udpegede grupper af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelsen af hvert af de omfattede opgaveområder på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen, vil blive foretaget af indenrigs- og sundhedsministeren samtidig med udpegelsen af de omfattede grupper af kommuner, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Ved udpegningen vil ministeren tage hensyn til kommunalbestyrelsernes ønsker, jf. lovforslagets § 2, stk. 4.

Da der er tale om pligtmæssig delegation, er det i lovforslagets § 2, stk. 1, fastsat, at de delegerende kommuner ikke kan varetage udøvelsen af opgaverne. Det betyder bl.a., at en delegerende kommunalbestyrelse ikke vil kunne beslutte at behandle en sag, som efter delegation i medfør af lovforslaget skal behandles af den bemyndigede kommune.

Den delegerende kommunalbestyrelse vil dog kunne omgøre afgørelser, der er truffet i den bemyndigede kommune, hvis kommunalbestyrelsen ifølge lovgivningen ville kunne ændre afgørelsen, hvis denne var truffet i den delegerende kommune, idet det vil være en forudsætning, at den delegerende kommunalbestyrelse træffer en sådan afgørelse i et møde, jf. lovforslagets § 6.

Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse, hvorefter en beslutning omfattet af det forpligtende kommunale samarbejde, som efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, skal træffes af den delegerende kommunalbestyrelse i et møde, jf. lovforslagets § 3. Bestemmelsen er fastsat for at fastholde ansvaret for opgavevaretagelsen i den delegerende kommune.

3.4. Udveksling af oplysninger

Det er en forudsætning for en kommunes udførelse af opgaver efter den lovgivning, der er nævnt i § 1, stk. 2, herunder behandling af konkrete sager, at kommunen er i besiddelse af en række forskellige oplysninger. Dette omfatter bl.a. oplysninger om de borgere og virksomheder, som sagerne vedrører.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det nødvendigt, at den bemyndigede kommunalbestyrelse med hensyn til adgangen til oplysninger til brug for udøvelsen af opgaver omfattet af bemyndigelsen, stilles på samme måde, som hvis der havde været tale om opgaver, som kommunalbestyrelsen havde udført for sig selv.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det tilsvarende nødvendigt, at den delegerende kommunalbestyrelse kan anvende oplysninger indhentet af den bemyndigede kommunalbestyrelse som led i udøvelsen af de delegerede opgaver i samme omfang, som den bemyndigede kommunalbestyrelse ville have kunnet, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle opgaver for den delegerende kommunalbestyrelse. Den delegerende kommunalbestyrelse har således både ret og pligt til at føre tilsyn med, hvorledes opgaven varetages, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1, og vil til brug herfor have behov for at kunne indhente de nævnte oplysninger. Den delegerende kommunalbestyrelse kan endvidere som bopælskommune behandle sager, der ikke er omfattet af det forpligtende kommunale samarbejde, i forhold til de borgere, hvis sag behandles af den bemyndigede kommunalbestyrelse. Den delegerende kommunalbestyrelse bør således kunne benytte de nævnte oplysninger til andre opgaver, som den delegerende kommunalbestyrelse lovligt kan varetage. Den delegerende kommunalbestyrelse bør i de nævnte situationer have adgang til oplysninger hos den bemyndigede kommune, som svarer til den adgang, som den bemyndigede kommunalbestyrelse selv ville have haft, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle opgaver for den delegerende kommunalbestyrelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder, at denne adgang til oplysninger bør gælde såvel ikke-fortrolige oplysninger, almindelige fortrolige oplysninger som følsomme oplysninger.

Herudover finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet det hensigtsmæssigt, at der er enkle og enslydende regler for udveksling af oplysninger mellem den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse, uanset om oplysningerne behandles elektronisk eller manuelt.

For at sikre den beskrevne adgang til oplysninger for henholdsvis den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse er det nødvendigt på enkelte punkter at fravige lovgivningen vedrørende udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder, herunder forvaltningslovens og persondatalovens regler om videregivelse af oplysninger.

Lovforslaget indeholder derfor i § 7, stk. 1-3, bestemmelser vedrørende udveksling af oplysninger mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse som led i det forpligtende samarbejde.

Bestemmelserne giver adgang til, at den delegerende og den bemyndigede kommune kan udveksle oplysninger i det omfang udvekslingen er saglig og nødvendig for henholdsvis den bemyndigede kommunes udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen og den delegerende kommunes varetagelse af opgaver, som efter lovgivningen påhviler den. Bestemmelserne om den delegerende kommunes indhentelse af oplysninger fra den bemyndigede kommune til brug for varetagelsen af opgaver, som efter lovgivningen påhviler den delegerende kommune, gælder endvidere alene i det omfang, de nævnte oplysninger er indhentet af den bemyndigede kommune som led i udøvelsen af en opgave omfattet af bemyndigelsen.

Det er efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke givet, at forvaltningslovens § 28, stk. 2 , der regulerer udvekslingen af følsomme oplysninger mellem myndigheder, indeholder hjemmel til, at der i det omfang, det som anført ovenfor må anses nødvendigt, kan ske udveksling af sådanne oplysninger mellem en kommune, der er bemyndiget efter lovforslagets § 2, stk. 1, og den kommune, som har delegeret opgaverne. Følsomme oplysninger må efter § 28, stk. 2, kun udveksles med samtykke fra den, oplysningerne vedrører, eller under iagttagelse af de betingelser, bestemmelsen i øvrigt fastsætter for udveksling af sådanne oplysninger. Det er ikke efter bestemmelsen tilstrækkeligt for, at der kan ske udveksling af følsomme oplysninger, at den myndighed, hvortil oplysningerne ønskes videregivet, har et sagligt behov for at modtage oplysningerne.

Lovforslagets § 7, stk. 1 og 2, indeholder derfor en fravigelse fra forvaltningslovens § 28, stk. 2, der skal sikre, at udveksling af følsomme oplysninger mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse som led i et forpligtende samarbejde kan ske i alle tilfælde, hvor der er et sagligt behov herfor.

Videregivelsesbestemmelsen i persondatalovens § 8, stk. 3, gælder for alle følsomme oplysninger, som videregives af forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, såfremt udvekslede personoplysninger stammer fra et elektronisk system (eller et manuelt register), eller såfremt oplysningerne i forbindelse med udvekslingen underkastes elektronisk databehandling (f.eks. ved forsendelse af e-mail). Bestemmelsen svarer i hovedtræk til forvaltningslovens § 28, stk. 2.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at denne bestemmelse €" i det omfang der er tale om videregivelse €" svarende til, hvad der ovenfor er beskrevet vedrørende forvaltningslovens § 28, stk. 2, kan være til hinder for, at der kan ske udveksling af oplysninger mellem en kommune, der er bemyndiget efter lovforslagets § 2, stk. 1, og den kommune, som har delegeret opgaverne.

Lovforslagets § 7, stk. 1 og 2, indeholder derfor en fravigelse fra persondatalovens § 8, stk. 3.

Persondataloven gennemfører direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Bestemmelsen i lovens § 8, stk. 3, udspringer imidlertid ikke af direktivet, og en fravigelse af denne bestemmelse er således ikke i strid med direktivet.

Efter forvaltningslovens § 29 må følsomme oplysninger i sager, der rejses ved ansøgning, som udgangspunkt ikke indhentes fra anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen uden samtykke.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse bør den bemyndigede kommunalbestyrelse uden ansøgerens samtykke til brug for behandlingen af en ansøgningssag på vegne af en delegerende kommunalbestyrelse i fornødent omfang kunne indhente alle oplysninger om ansøgeren fra den delegerende kommunalbestyrelse, som den bemyndigede kommunalbestyrelse ville have kunnet anvende, hvis den selv havde været i besiddelse af oplysningerne.

Der er herved lagt vægt på, at der €" i modsætning til sædvanlige tilfælde af udveksling af oplysninger mellem myndigheder til brug for behandlingen af ansøgningssager €" er tale om et samarbejde mellem to myndigheder som led i en delegationsordning, således at den ene myndighed udøver opgaven, mens den anden bevarer ansvaret. Ydermere er det tillagt betydning, at delegationen er pligtmæssig.

Lovforslagets § 7, stk. 1, jf. stk. 3, indeholder derfor en fravigelse af forvaltningslovens § 29, der indebærer, at den bemyndigede kommunalbestyrelse i ansøgningssager uden ansøgerens samtykke kan indhente følsomme oplysninger fra den delegerende kommunalbestyrelse, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver og dermed selv havde været i besiddelse af de pågældende oplysninger, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune, og således kunne have været anvendt uden ansøgerens samtykke.

Tilsvarende bør den delegerende kommunalbestyrelse til brug for behandlingen af en ansøgningssag uden ansøgerens samtykke i fornødent omfang kunne indhente oplysninger om ansøgeren fra den bemyndigede kommunalbestyrelse i det omfang, den bemyndigede kommunalbestyrelse ville have kunnet anvende oplysningerne, hvis den havde behandlet ansøgningssagen.

Lovforslagets § 7, stk. 2, jf. stk. 3, indeholder derfor en fravigelse af forvaltningslovens § 29, der indebærer, at den delegerende kommunalbestyrelse i ansøgningssager uden ansøgerens samtykke kan indhente følsomme oplysninger fra den bemyndigede kommunalbestyrelse, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver og dermed selv havde været i besiddelse af de pågældende oplysninger, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune. Bestemmelsen giver alene den delegerende kommunalbestyrelse mulighed for at indhente oplysninger, som er tilgået den bemyndigede kommunalbestyrelse som led i udøvelsen af en opgave efter bemyndigelsen.

I sager, hvor en borger søger om eller får hjælp efter sociallovgivningen, jf. §§ 11 a og 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område , må oplysninger, herunder følsomme oplysninger, som udgangspunkt ikke indhentes fra anden forvaltningsmyndighed uden samtykke.

Lovforslagets § 7, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, indeholder derfor tillige en fravigelse fra disse regler, der skal sikre, at udveksling af oplysninger mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse i sager, der behandles efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan ske i alle tilfælde, hvor der er et sagligt behov herfor. Udvekslingen af følsomme oplysninger i sådanne sager forudsætter dog, at oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver og dermed selv havde været i besiddelse af de pågældende oplysninger, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune, jf. herved ovenfor vedrørende forvaltningslovens § 29.

Lovgivningen vedrørende udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder, herunder forvaltningslovens og persondatalovens regler om videregivelse af oplysninger, finder anvendelse i alle andre relationer end med hensyn til den videregivelse, som er omfattet af de nævnte bestemmelser.

Lovforslagets § 7, stk. 4, indeholder en bestemmelse, der har til formål at sikre, at den bemyndigede kommunalbestyrelse til brug for udøvelsen af en opgave omfattet af bemyndigelsen har adgang til de samme oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne selv havde udført opgaven.

3.5. Aktindsigt i interne arbejdsdokumenter

Interne arbejdsdokumenter er som udgangspunkt ikke undergivet aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 1, og offentlighedslovens § 7.

I relation til oplysninger, der er omfattet af persondataloven, gælder efter persondatalovens § 32, stk. 2, at oplysninger, der behandles for den offentlige forvaltning som led i administrativ sagsbehandling, kan undtages fra indsigtsretten i samme omfang som efter reglerne i offentlighedslovens § 2 samt §§ 7-11 og § 14.

Det vil efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse være uhensigtsmæssigt, at selve delegationen efter lovforslagets § 2, stk. 1, bevirker, at der skal meddeles aktindsigt i oplysninger, som ellers ville være undtaget fra aktindsigt. Herved kan parter og udenforstående få adgang til notater og lign., som alene vedrører myndighedernes interne beslutningsproces, blot fordi opgaven er omfattet af den pligtmæssige delegation til en anden kommune, og der af denne grund er behov for at udveksle oplysningerne mellem den delegerende og den bemyndigede kommune.

Der er derfor i lovforslagets § 7, stk. 5, indsat en bestemmelse, hvorefter arbejdsdokumenter, som videregives efter lovforslagets § 7, stk. 1-3, og som efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven er interne, ikke som følge af videregivelsen mister deres interne karakter. Bestemmelsen indebærer en tilsvarende begrænsning i indsigtsretten efter persondataloven.

Bestemmelsen i § 7, stk. 5, fraviger tillige lov om aktindsigt i miljøoplysninger for så vidt angår interne miljøoplysninger, der er omfattet af den nævnte lov. Det vil også på dette område være uhensigtsmæssigt, såfremt selve det forpligtende kommunale samarbejde skulle indebære en pligt til at meddele aktindsigt i oplysninger, som ellers ville være undtaget fra aktindsigt.

4. Personale

4.1. Overførsel af ansatte

Det foreslås i lovforslagets § 8, stk. 1, at de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med opgaver, der som led i et forpligtende kommunalt samarbejde delegeres til en anden kommune, overføres til den bemyndigede kommune den 1. januar 2007.

Bestemmelsen omfatter ansatte i de delegerende kommuner. Bestemmelsen omfatter endvidere amtskommunalt ansatte, der indtil 1. januar 2007 udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med opgaver, der som led i kommunalreformen overføres til kommunerne, og som er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Bestemmelsen om overførsel af ansatte til de bemyndigede kommuner skal ses på baggrund af regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform, hvorefter ansatte, der er beskæftiget med en opgave, der som led i kommunalreformen overføres til en ny myndighed, også overføres til den pågældende myndighed. Med lovforslaget stilles således ansatte, der er beskæftiget med opgaver, der delegeres som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, på samme måde som andre ansatte, der er beskæftiget med opgaver, der som led i kommunalreformen overføres til en anden myndighed. Der kan herved nærmere henvises til forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.

Delegation inden for et forpligtende samarbejde omfatter alene udøvelsen af de kommunale opgaver efter den i § 1, stk. 2, nævnte lovgivning. Det er derfor kun ansatte, som udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaverne, der overføres til den bemyndigede kommune. De delegerende kommuner skal have ansvaret for opgavevaretagelsen på de opgaveområder, der er omfattet af § 1, stk. 2. Derfor omfatter overførslen efter lovforslaget ikke ansatte, som er beskæftiget med de opgaver, der er knyttet til den delegerende kommunes varetagelse af ansvaret for opgaven, herunder med udarbejdelse af overordnede retningslinier for og tilsyn med udøvelsen af opgaverne, medmindre de helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver efter den i § 1, stk. 2, nævnte lovgivning.

I forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen fastsættes bl.a. regler om overførsel af ansatte til myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til kommunalreformen. Det følger af disse regler, at amtskommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af en opgave, der overføres til en kommune, overføres til ansættelse i den pågældende kommune. Der henvises herved nærmere til det nævnte lovforslag.

Overførsel af amtskommunalt ansatte efter disse regler sker til den kommune, der bliver ansvarlig for opgaven. I det omfang, der er tale om opgaver omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, vil sådan overførsel således efter disse regler kunne ske til en delegerende kommune i et forpligtende kommunalt samarbejde.

Reglerne i nærværende lovforslag om overførsel af ansatte til den bemyndigede kommune inden for et forpligtende kommunalt samarbejde indebærer, at der kan blive tale om, at amtskommunalt ansatte, som indtil den 1. januar 2007 udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver, som delegeres inden for et forpligtende kommunalt samarbejde, den 1. januar 2007 overføres til den bemyndigede kommune.

Fastlæggelsen af, hvilke konkrete ansatte der skal overføres til de bemyndigede kommuner, skal i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform som udgangspunkt ske ved aftale mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse.

I den forbindelse fastsættes i lovforslagets § 8, stk. 2 og 3, en fremgangsmåde for indgåelsen af sådanne aftaler, herunder at det i medfør af forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen nedsatte delingsråd træffer afgørelse, hvis sådan aftale ikke indgås. Endvidere vil den delegerende og den bemyndigede kommune i overensstemmelse med reglerne i forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål være forpligtet til at orientere repræsentanter for de ansatte og de ansatte om fremgangsmåden for indgåelsen af sådanne aftaler m.v. Der henvises herved nærmere til § 8, stk. 2 og 3, og bemærkningerne til bestemmelserne.

4.2. Virksomhedsoverdragelsesloven

Efter gældende ret vil visse ansatte ved en overførsel til en bemyndiget kommune fra en kommune eller en amtskommune som følge af en delegation efter § 2 være omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling).

Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer på den ene side, at personalet som udgangspunkt har pligt til at tåle et arbejdsgiverskifte og således ikke kan betragte arbejdsgiverskiftet som en opsigelse, forudsat at der ikke i forbindelse med overførslen sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesvilkårene for de enkelte ansatte. På den anden side indebærer virksomhedsoverdragelsesloven, at personalet som udgangspunkt har ret til fortsat ansættelse på de hidtidige vilkår.

Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke anvendelse ved overførsel af administrative funktioner mellem offentlige myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.

Ved en overførsel af opgaver fra en offentlig myndighed til en anden finder virksomhedsoverdragelsesloven således ikke efter gældende ret anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver, men vil finde anvendelse for andre grupper af ansatte, herunder ansatte der beskæftiger sig med driftsopgaver.

Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for alle ansatte i henhold til overenskomst m.v. foreslås det derfor i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform i lovforslagets § 9, at virksomhedsoverdragelsesloven finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat ved kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som overføres til en bemyndiget kommune som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, og som ikke efter de gældende regler er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Herved sikres alle overenskomstansatte m.v., som overføres som følge af delegationen, ensartede rettigheder i forbindelse med overførslen, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår videreføres uændret under den bemyndigede kommunalbestyrelse.

Lovforslaget præciserer på den anden side, at de overenskomstansatte m.v. som udgangspunkt er forpligtet til at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse under den bemyndigede kommunalbestyrelse.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes lovforslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

4.3. Tjenestemænd

Det foreslås i lovforslagets § 10, at tjenestemænd, der som led i et forpligtende kommunalt samarbejde overføres til en bemyndiget kommune, overgår til ansættelse på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Lovforslaget indebærer, at ansættelsesmyndigheden er den bemyndigede kommunalbestyrelse, og at ansættelsesområdet er den bemyndigede kommune.

Overgang til ansættelse hos den bemyndigede kommune vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse under den bemyndigede kommunalbestyrelse.

Endvidere indebærer lovforslaget, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling i den bemyndigede kommune.

Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, der oprettes som led i den generelle kommunalreform. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, dvs. den bemyndigede kommune, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.

Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.

Det fastslås med lovforslaget, at tjenestemænd og andre ansatte, der har en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensioner, og som som led i et forpligtende kommunalt samarbejde overføres til en bemyndiget kommune, ved pensionering fra denne ansættelse får udbetalt tjenestemandspensionen af denne kommune. Samtidig fastsættes i lovforslagets § 8, stk. 2, regler til sikring af, at der sker en fordeling af pensionsforpligtelsen vedrørende de pågældende mellem den delegerende og den bemyndigede kommune.

5. Udtræden og opløsning af forpligtende kommunale samarbejder

Det fremgår af aftalen om en strukturreform, at kommuner på under ca. 20.000 indbyggere, hvor der ikke er opbakning til en kommunesammenlægning, der kan bringe indbyggertallet op på ca. 20.000 indbyggere, som alternativ vil skulle indgå et forpligtende samarbejde med en eller flere kommuner med henblik på at sikre den faglige bæredygtighed for opgavevaretagelsen.

Det følger endvidere af aftalen, at i det omfang en kommune på mindre end ca. 20.000 indbyggere ikke har indgået en aftale med en eller flere kommuner om en sammenlægning eller et forpligtende samarbejde, vil indenrigs- og sundhedsministeren efter samråd med de involverede kommuner og i enighed med forligspartierne kunne træffe afgørelse om en kommunesammenlægning.

En eventuel opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde forudsætter derfor, at der for så vidt angår de af de involverede kommuner, der har mindre end ca. 20.000 indbyggere, er mulighed for i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform at træffe beslutning om en kommunesammenlægning.

Det samtidig fremsatte forslag til lov om revision af den kommunale inddeling indebærer, at lov om fremgangsmåden ved ændring af landets inddeling i kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 27. oktober 2003 (inddelingsloven) €" der indeholder hjemmel til gennemførelse af ændringer af landets inddeling i kommuner og amtskommuner €" ophæves.

Baggrunden for lovens ophævelse er, at lovforslag om revision af den kommunale inddeling indeholder hjemmel til en omfattende revision af den kommunale inddeling, kriterierne for ændringerne samt proceduren herfor, og at det ville det være uhensigtsmæssigt, såfremt inddelingsloven, der indeholder andre kriterier og andre procedureregler, skulle gælde parallelt med denne lov i perioden fra lovens ikrafttræden til den 1. januar 2007. Der vil således efter inddelingslovens ophævelse af hensyn til de lokale sammenlægningsprocedurer, herunder sammenlægningsudvalgenes nedsættelse, ikke være mulighed for i perioden fra fastlæggelsen af den nye kommunale inddeling senest den 1. juli 2005 €" dvs. samtidig med udpegelsen af kommuner til de forpligtende samarbejder, jf. lovforslagets § 2, stk. 2 €" at træffe beslutning om kommunesammenlægninger.

Det forudsættes derfor, at der efterfølgende fremsættes forslag til en ny inddelingslov med henblik på fremtidige ændringer af den kommunale inddeling, herunder fremtidige kommunesammenlægninger, der kan træde i kraft efter den 1. januar 2007.

Et sådant lovforslag vil naturligt kunne indeholde regler om opløsning af grupper af kommuner udpeget efter dette lovforslag, således at der gives kommuner, der deltager i forpligtende kommunale samarbejder, mulighed for at udtræde heraf. Reglerne i et sådant lovforslag skal sikre, at kravene i aftalen om en strukturreform vedrørende bæredygtighed for kommuner med under ca. 20.000 indbyggere efterleves. Et sådant lovforslag vil endvidere eventuelt kunne omfatte regler om udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder til hel eller delvis afløsning af opløste samarbejder. Herved vil en kommune, der udtræder af et forpligtende samarbejde, eventuelt kunne indgå aftale om deltagelse i et andet forpligtende samarbejde med henblik på, at aftalen kan danne grundlag for udpegelsen af et nyt samarbejde.

På denne baggrund giver dette lovforslag ikke kommunerne mulighed for at udtræde af et forpligtende kommunalt samarbejde, ligesom lovforslaget heller ikke giver ministeren mulighed for at opløse et forpligtende kommunalt samarbejde.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Som det fremgår af aftalen om strukturreformen, vil ændringerne i opgavefordelingen med reformen blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er udgiftsneutral og pengene følger opgaverne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte på den baggrund lovforslaget i DUT-høring den 1. december 2004. Formålet med drøftelserne af de økonomiske konsekvenser har været at kvalificere skønnene over de økonomiske konsekvenser.

Lovforslaget indebærer, at de mindre kommuner, der ikke ønsker at indgå i en kommunesammenlægning, får mulighed for at indgå forpligtende kommunale samarbejder om løsningen af en række kommunale opgaver.

Lovforslaget vil for de omfattede kommuner indebære en administrativ omlægning, idet udøvelsen af opgaver på hvert af de opgaveområder, der er omfattet af lovforslaget, samles hos én kommune inden for hvert forpligtende samarbejde.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at lovforslaget ikke har økonomiske konsekvenser for kommunerne, idet det er fastsat i lovforslaget, at den kommunalbestyrelse, der har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse, betaler den bemyndigede kommunalbestyrelses omkostninger ved udøvelse af de opgaver, der er omfattet af bemyndigelsen. Lovforslaget er derfor udgiftsneutralt i den forstand, at der ikke sker reguleringer af bloktilskuddet, men potentialet for synergigevinster vurderes at være betydeligt.

Regeringen vil søge tilslutning til den endelige regulering af amternes og kommunernes økonomi i forbindelse med den lovgivning, som fastlægger ændringerne i den kommunale finansiering, herunder tilskuds- og udligningssystemet. Denne lovgivning fremsættes i folketingssamlingen 2005/2006.

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for staten.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har inden fremsættelsen været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Centralorganisationernes FællesUdvalg, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Dansk Transport og Logistik, Datatilsynet, Det kommunale Kartel, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Handel, Transport og Serviceerhvervene, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd, Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder, KL, Kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte, Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landdistrikternes fællesråd, Landsforeningen af landsbysamfund, Landsorganisationen i Danmark, Sammenslutning af Danske Småøer, Sammenslutning af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab, Statsansattes kartel, og Sundhedskartellet.

11. Sammenfattende skema

 

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget er udgiftsneutralt, men potentialet for synergigevinster vurderes at være betydeligt.

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget vil for de omfattede kommuner indebære en administrativ omlægning, idet udøvelsen af opgaver på hvert af de opgaveområder, der er omfattet af lovforslaget, samles hos én kommune inden for hvert forpligtende samarbejde.

L ovforslaget vil for de omfattede kommuner indebære en administrativ omlægning, idet udøvelsen af opgaver på hvert af de opgaveområder, der er omfattet af lovforslaget, samles hos én kommune inden for hvert forpligtende samarbejde.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsens stk. 1 fastslår de af lovforslaget omfattede kommunalbestyrelsers pligt til at samarbejde inden for de opgaveområder, som er nævnt i stk. 2. Det forpligtende samarbejde omfatter alle kommunens opgaver efter den nævnte lovgivning.

Dog følger det af § 3, at beslutninger, der efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, uanset bemyndigelsen skal træffes af den delegerende kommunalbestyrelse. Der henvises herved til bemærkningerne til den nævnte bestemmelse.

Om det pligtmæssige samarbejdes form, som er pligtmæssig delegation, og om den bemyndigede kommunalbestyrelses mulighed for at overlade udøvelsen af opgaver, som den udøver efter bemyndigelse, til andre, henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Lovforslaget regulerer ikke de omfattede kommuners muligheder for at samarbejde indbyrdes eller med andre kommuner vedrørende varetagelsen af opgaver inden for andre opgaveområder end dem, der er omfattet af stk. 2.

Sådant samarbejde kan etableres efter de almindelige regler herom. Disse regler indebærer navnlig, at opgaver, som ikke omfatter myndighedsudøvelse, normalt uden særlig lovhjemmel kan overlades til andre offentlige myndigheder eller til private. Sådanne opgaver vil eksempelvis kunne overføres til selvstændig varetagelse i et kommunalt fællesskab, som kommunen deltager i, og som er oprettet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 60. Endvidere vil udøvelsen af sådanne opgaver kunne overlades til en kommunalbestyrelse inden for eller uden for den omhandlede gruppe af kommuner eller til et kommunalt fællesskab, som kommunen ikke deltager i, i det omfang der i den generelle lovgivning om kommunernes muligheder for at udføre opgaver, herunder i kommunalfuldmagtsreglerne og i lovregler om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, er hjemmel til, at kommuner og kommunale fællesskaber kan udføre disse opgaver for hinanden. Herudover vil sådanne opgaver kunne overlades til private.

Lovgivningen indeholder på visse områder hjemmel til, at kommuner kan samarbejde om løsningen af visse opgaver, herunder myndighedsopgaver. Som eksempler på sådan lovgivning kan nævnes lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv. I det omfang sådanne regler ikke er omfattet af de i lovforslagets § 1, stk. 2, nævnte opgaveområder, kan de således også anvendes af kommuner, som er omfattet af lovforslaget.

Stk. 1 fastslår videre, at de forpligtende samarbejder skal påbegyndes den 1. januar 2007, hvor kommunalreformen træder i kraft, og hvor kommunerne således overtager ansvaret for en lang række nye opgaver.

Dette indebærer, at de bemyndigede kommuner i de forpligtende kommunale samarbejder på dette tidspunkt overtager udøvelsen af de opgaver, der efter stk. 2, er omfattet af samarbejderne. Dette gælder også udøvelsen af opgaver, herunder sagbehandling, der er påbegyndt i en delegerende kommune, jf. herved § 15, stk. 2.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelserne i de omfattede kommuner forud for samarbejdets ikrafttræden orienterer borgerne herom.

Til stk. 2

Bestemmelsens stk. 2 fastlægger de sagsområder, som de forpligtende samarbejder skal omfatte.

Det fremgår af aftalen om en strukturreform, at de forpligtende samarbejder som minimum skal omfatte: Beskæftigelsesområdet, visitationsfunktioner på socialområdet, den samlede specialundervisning i specialklasser m.v., specialundervisningen for voksne, al genoptræning, der ikke foregår under sygehusindlæggelse, samt de opgaver på natur og miljøområdet, som kommunerne overtager fra de nuværende amter.

Af hensyn til en enstrenget varetagelse af visse opgaver skal ifølge aftalen også nogle af de hidtidige kommunale opgaver indgå i samarbejdet. Det fremgår af aftalen, at dette gælder kontanthjælpsområdet, specialundervisningen i specialklasser, visitationsfunktioner m.v.

Lovforslaget omhandler samarbejde på de områder, der umiddelbart fremgår af aftalen om en strukturreform, og samarbejde på visse andre områder, der har en så nær sammenhæng hermed, at hensynet til en enstrenget opgavevaretagelse i de omfattede kommuner tilsiger det.

Ansvaret for varetagelsen af de kommunale opgaver, som er omfattet af bestemmelsen, vil uanset delegation i henhold til dette lovforslags § 2, stk. 1, påhvile den delegerende kommunalbestyrelse. Denne kommunalbestyrelse kan således fastsætte overordnede retningslinier for opgavevaretagelsen, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er forpligtet til at følge, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Om den delegerende kommunalbestyrelses tilsyn med udøvelsen af opgaverne henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1.

De opgaver, som skal være omfattet af de forpligtende samarbejder, er fastlagt i stk. 2 ved henvisning til den lovgivning, der hjemler den kommunale opgavevaretagelse. Den nærmere beskrivelse af de kommunale opgaver findes således i sektorlovgivningen med tilhørende forskrifter, og den korte beskrivelse af de omhandlede kommunale opgaver, som er indeholdt i det følgende, berører ikke forståelsen heraf.

Til nr. 1:

Bestemmelsens litra a fastlægger de kommunale opgaver vedrørende beskæftigelse, der foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Det drejer sig om hele den kommunale beskæftigelsesindsats, således som den fastlægges i § 13, stk. 2-5, i forslag til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, som fremsættes samtidig med dette lovforslag. Det er de opgaver, som kommunerne efter lovforslaget skal varetage i jobcentre.

Efter det nævnte lovforslags § 13, stk. 2, nr. 1, omfatter den kommunale beskæftigelsesindsats kommunernes opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunen varetager efter denne lov beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af lovens § 2, nr. 2-7, samt nr. 8, for så vidt angår personer, der ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse. Dette kan bl.a. være personer, der modtager kontanthjælp, starthjælp og sygedagpenge samt personer med begrænsninger i arbejdsevnen eller handicap. Indsatsen omfatter tilbud om formidling, information og vejledning, fastlæggelse af et individuelt kontaktforløb, tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, udarbejdelse af jobplaner og tilbud om fleksjob. Indsatsen omfatter endvidere tilskud til udgifter til hjælpemidler og introduktion ved tilbud samt ydelse af befordringsgodtgørelse. Kommunen kan indgå aftaler om jobrotation med private eller offentlige arbejdsgivere samt om opkvalificering ved ansættelse uden løntilskud samt give tilskud til hjælpemidler i forbindelse med ansættelse uden løntilskud og tilskud til introduktion ved ansættelse.

Herudover omfatter kommunernes opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats også forpligtelsen til at tilvejebringe tilbud til den specialiserede revalideringsindsats, som før påhvilede amtskommunerne.

Efter § 13, stk. 2, nr. 2, omfatter den kommunale beskæftigelsesindsats tillige beskæftigelsesrettede opgaver over for borgere og virksomheder i henhold til lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (sygedagpengeloven) og integrationsloven.

§ 13, stk. 4, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvilke beskæftigelsesrettede opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og sygedagpengeloven der er omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats.

De opgaver efter lov om aktiv socialpolitik, der efter § 13 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, skal være omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats, vil bl.a. være opgaver i forbindelse med vejledning og opfølgning, jobsøgning og udarbejdelse af CV, rådighedsvurdering og rådighedsafprøvning, visitation til revalidering og udarbejdelse af en jobplan for revalideringsforløbet, herunder beslutning om løntilskud til revalidender og om særlig støtte under revalidering til udgifter, der er en følge af uddannelsen. Endvidere vil der være tale om opgaver i forbindelse med visitation til fleksjob, rådighedsvurdering og rådighedsafprøvning af personer, der modtager ledighedsydelse, mens de venter på fleksjob, efter de regler, der gælder herom. De opgaver efter sygedagpengeloven, der efter § 13 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, skal være omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats, vil være opgaver i forbindelse med opfølgning med henblik på at bevare den sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder udarbejdelse af en opfølgningsplan og koordinering med f.eks. den praktiserende læge og den sygemeldtes arbejdsgiver, samt vurderingen af, om en sygedagpengemodtager kan genoptage arbejdet helt eller delvist. Endvidere vil det være vurderingen af, om der er grundlag for at forlænge sygedagpengeudbetalingen udover 52 uger, f.eks. fordi det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat.

Endvidere giver lovforslagets § 13, stk. 5, integrationsministeren bemyndigelse til efter aftale med beskæftigelsesministeren at fastsætte regler om, hvilke beskæftigelsesrettede opgaver efter integrationsloven der er omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats. På integrationslovens område påtænkes de omhandlede opgaver at være tilbud om introduktionsprogram, herunder udarbejdelse af individuel kontrakt og opfølgning på kontrakten, henvisning til danskuddannelse, aktive tilbud, jobsøgning og udarbejdelse af CV, samt rådighedsvurdering og rådighedsafprøvning.

Endelig omfatter den kommunale beskæftigelsesindsats efter § 13, stk. 2, nr. 3, opgaverne efter samme lovforslags § 13, stk. 3. Efter denne bestemmelse har kommunerne særlige opgaver med formidlingen af virksomhedsrettede sociale tilbud og ansvar for at inddrage virksomhederne i beskæftigelsesindsatsen, herunder revalidering.

Den beskrevne afgrænsning af de opgaver, som er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, indebærer, at opgaver vedrørende vurderingen af, om de grundlæggende betingelser for at modtage hjælp til forsørgelse er opfyldt, og beregningen af hjælpens størrelse, ikke er omfattet af de forpligtende samarbejder. Det er således alene den beskæftigelsesrettede indsats over for kontanthjælpsmodtagerne m.fl., som foregår i jobcentrene, der skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Det følger af henholdsvis § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 16, stk. 1, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at kommunerne skal drage omsorg for, at en særskilt del af kommunens forvaltning alene udfører den kommunale beskæftigelsesindsats, og at kommunen skal etablere et jobcenter, hvor opgaverne varetages. Det følger af det nævnte lovforslags § 46, at kommunalbestyrelsen skal nedsætte et lokalt beskæftigelsesråd til at rådgive de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcentret.

Når udøvelsen af kommunernes opgaver inden for et forpligtende kommunalt samarbejde delegeres i henhold til dette lovforslags § 2, stk. 1, er der ikke behov for, at den eller de delegerende kommuner opretter en beskæftigelsesforvaltning eller et jobcenter eller nedsætter et lokalt beskæftigelsesråd. Derfor er der i dette lovforslags § 12 gjort særlig undtagelse fra de krav herom, som følger af forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Der henvises herved til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Ansvaret for varetagelsen af kommunens opgaver på beskæftigelsesområdet vil uanset delegation i henhold til dette lovforslags § 2, stk. 1, påhvile den delegerende kommunalbestyrelse. Denne kommunalbestyrelse kan således fastsætte overordnede retningslinier for opgavevaretagelsen, som den bemyndigede kommune er forpligtet til at følge, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Der er derfor ikke for så vidt angår de delegerende kommuner i et forpligtende kommunalt samarbejde i øvrigt grundlag for at fravige de regler, som følger af forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats om organiseringen af den kommunale beskæftigelsesindsats.

Om kommunernes opgaver på beskæftigelsesområdet og organiseringen heraf henvises i øvrigt i det hele til forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Med bestemmelsens litra b foreslås, at kommunalbestyrelsens tilsynspligt efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder i det omfang, § 16 finder anvendelse på de kommunale opgaver på beskæftigelsesområdet, jf. litra a.

§ 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder en særlig pligt for kommunalbestyrelsen til at føre tilsyn med, hvorledes de kommunale opgaver, der er omfattet af loven, løses.

Tilsynspligten efter § 16 gælder efter regler udstedt i medfør af § 2, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område bl.a. en række af de opgaver på beskæftigelsesområdet, som efter litra a foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Dette gælder behandlingen af sager efter sygedagpengeloven, lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det er anset hensigtsmæssigt, at udøvelsen af tilsynet efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, varetages af den kommune, der på vegne af de øvrige kommuner i samarbejdet varetager udøvelsen af de beføjelser inden for beskæftigelsesområdet, der skal føres tilsyn med.

Den delegerende kommunalbestyrelse bevarer uanset delegation af udøvelsen af tilsynet efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ansvaret for såvel varetagelsen af denne tilsynsopgave, som for varetagelsen af de opgaver efter litra a, der er omfattet af tilsynet efter § 16, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Til nr. 2:

Bestemmelsens litra a og b fastlægger de kommunale opgaver vedrørende genoptræning, der foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Det drejer sig om opgaver efter § 141, stk. 1, i forslag til sundhedsloven, der fremsættes samtidig med dette lovforslag. Efter bestemmelsen tilbyder kommunalbestyrelsen vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra et sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Om det nærmere indhold af denne forpligtelse henvises til forslag til sundhedsloven.

Efter §§ 204-206 i forslag til sundhedsloven pålægges kommuner og regioner at etablere et samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer. Kommunernes opgaver efter de nævnte bestemmelser er ikke omfattet af nærværende lovforslag om forpligtende kommunale samarbejder.

Endvidere foreslås kommunernes opgaver vedrørende genoptræning efter §§ 85 og 86 i forslag til lov om social service, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Efter disse bestemmelser er kommunen bl.a. forpligtet til at tilbyde genoptræning til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer og til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Af hensyn til en enstrenget opgavevaretagelse foreslås det tillige, at de øvrige opgaver, som efter §§ 85 og 86 i forslag til lov om social service påhviler kommunen, er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Det drejer sig om hjælp, omsorg, støtte samt hjælp til udvikling af færdigheder og til vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Kommunernes forpligtelse efter forslaget til lov om social service § 44, jf. § 86, stk. 2, til at tilbyde vedligeholdelsestræning til børn foreslås tillige omfattet af de forpligtende samarbejder.

Det følger af § 141, stk. 2, i forslaget til sundhedsloven, at genoptræningsindsatsen efter bestemmelsens stk. 1, tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning. Det forudsættes således, at genoptræningsindsatsen efter sundhedsloven sker i sammenhæng med de kommunale træningstilbud m.v. efter lov om social service. Disse tilbud er efter bestemmelsen omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, jf. ovenfor.

Med bestemmelsens litra c foreslås, at kommunalbestyrelsens tilsynspligt efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder for så vidt angår de kommunale opgaver vedrørende genoptræning efter lov om social service, jf. litra b.

§ 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder en særlig pligt for kommunalbestyrelsen til at føre tilsyn med, hvorledes de kommunale opgaver, der er omfattet af loven, løses.

Tilsynspligten efter § 16 gælder efter regler udstedt i medfør af § 2, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område bl.a. opgaver efter lov om social service.

Det er anset hensigtsmæssigt, at udøvelsen af tilsynet efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, varetages af den kommune, der på vegne af de øvrige kommuner i samarbejdet varetager udøvelsen af de beføjelser vedrørende genoptræning, der skal føres tilsyn med.

Den delegerende kommunalbestyrelse bevarer uanset delegation af udøvelsen af tilsynet efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ansvaret for såvel varetagelsen af denne tilsynsopgave, som for varetagelsen de opgaver efter litra b, der er omfattet af tilsynet efter § 16, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Til nr. 3:

Bestemmelsen fastlægger, hvilke kommunale opgaver på natur- og miljøområdet der foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Det drejer sig om alle de opgaver på natur- og miljøområdet, som ikke skal varetages af miljøministeren eller af regionsrådene €" med undtagelse af enkelte opgaver på naturbeskyttelseslovens område.

Baggrunden for denne afgrænsning er hensynet til at sikre en tilstrækkelig faglig bæredygtighed samt en enstrenget, ensartet og effektiv varetagelse af opgaverne.

For at kunne varetage de stadig mere specialiserede opgaver på natur- og miljøområdet og for at sikre opgavevaretagelsen i et langsigtet perspektiv er det således nødvendigt, at der etableres fagligt bæredygtige og robuste administrative natur- og miljøenheder i kommunerne. Dette sker med samlingen af væsentlige dele af natur- og miljøopgaverne i større kommuner. De små kommuner vil ikke blive styrket til at varetage fremtidens opgaver på natur- og miljøområdet. En samling af de kommunale natur- og miljøopgaver i de forpligtende kommunale samarbejder vil således kunne sikre en tilstrækkeligt faglig forsvarlig, ensartet og effektiv administration.

De forpligtende kommunale samarbejder vil have en størrelse, der vil kunne råde over den tilstrækkelige faglige ekspertise, og som vil kunne opbygge det tilstrækkelige videns- og erfaringsgrundlag til at kunne løse opgaverne fagligt forsvarligt.

Ud over at der derved opnås større administrative enheder, der vil kunne have tilstrækkelig faglig ekspertise til at løse opgaverne, vil der samtidig blive tale om en fagligt sammenhængende miljøadministration (i forhold til de hidtil amtskommunale opgaver), hvilket også ud fra en rationaliseringsbetragtning vil være hensigtsmæssigt.

En enstrenget varetagelse af opgaverne vil samtidig give borgere og virksomheder en entydig indgang til det offentlige på området.

Lovforslagets § 14 indebærer, at kommunalbestyrelsens opgaver efter miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og vandforsyningsloven, uanset at de er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, fortsat vil kunne varetages i kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, herunder i miljøcentre og affaldsselskaber. Der henvises herved til § 14 med bemærkninger.

De opgaver, som foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, er helt overordnet beskrevet nedenfor. Såvel opgaver fastlagt i de nævnte love som i de tilhørende bekendtgørelser foreslås omfattet af de forpligtende samarbejder. Det drejer sig om følgende:

€ Kommunernes opgaver i henhold til miljøbeskyttelsesloven, hvilket blandt andet omfatter opgaver vedrørende beskyttelse af jord og grundvand, spildevandsbortskaffelse, affaldsbortskaffelse, godkendelse af visse særligt forurenende virksomheder (dem som staten ikke bliver myndighed for), påbudsudstedelse for alle andre virksomheder, godkendelse af visse virksomheder efter risikobekendtgørelsen samt tilsyn med de nævnte aktiviteter. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra a)

€ Kommunernes opgaver i henhold til vandforsyningsloven, hvilket blandt andet omfatter opgaver vedrørende indsatsplanlægning, vandforsyningsplanlægning, vandindvinding og vandindvindingsanlæg, anden indvinding og bortledning af vand, ændring i og bortfald af retten til vandindvinding, forholdet mellem et vandforsyningsanlæg og forbrugerne samt tilsynsopgaver. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra b)

€ Kommunernes opgaver i henhold til jordforureningsloven, hvilket blandt andet omfatter meddelelse af påbud om undersøgelser og afværgeforanstaltninger og behandling af anmeldelser om flytning af jord. Desuden er en række tilsynsopgaver omfattet. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra c)

€ Kommunernes opgaver i henhold til havmiljøloven, hvilket navnlig omfatter beføjelsen til at meddele tilladelse til og føre tilsyn med dumpning af optaget havbundsmateriale indenfor søterritoriet, opgaver vedrørende sanering og bekæmpelse af olie- eller kemikalieforurening i havne og på kyststrækninger samt opgaver vedrørende udarbejdelse af beredskabsplaner, herunder underretning af miljøministeren og forsvaret om beredskabsplanerne. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra d)

€ Kommunernes opgaver i henhold til lov om kemiske stoffer og produkter, hvilket omfatter enkelte opgaver vedrørende bekæmpelsesmidler samt vedrørende tilsyn. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra e)

€ Kommunernes opgaver i henhold til lov om betalingsregler for spildevand m.v., hvilket navnlig omfatter opkrævning af tilslutnings- og vandafledningsbidrag for tilslutning til det offentlige spildevandsanlæg samt fordeling af udgifter til udførelse, drift og vedligeholdelse ved private spildevandsanlæg, såfremt de hertil tilsluttede ejendomme ikke kan blive enige om fordelingen. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra f)

€ Kommunernes opgaver i henhold til lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) vedrørende navnlig anmeldelse fra virksomheder, der afleverer akkumulatorer i kommunen. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra g)

€ Kommunernes opgaver i henhold til råstofloven. Kommunalreformen indebærer, at kompetence til at give tilladelse til råstofindvinding efter lovens kapitel 3 flyttes fra amtskommunerne til kommunerne. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra h)

€ Kommunernes opgaver efter okkerloven. Ved kommunalreformen overtager kommunerne amtskommunernes beføjelser til at godkende udgrøftning og dræning i okkerlovens område, når dette kan ske, uden at der kræves etablering af okkerrensningsanlæg. Hvis okkerrensningsanlæg er påkrævet, vil godkendelsen fortsat ligge på statsligt niveau. Ligeledes overføres tilsynet med lovens overholdelse til kommunerne. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra i)

€ Kommunernes opgaver efter lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven).

Efter kommunalreformen overføres opgaven med udarbejdelsen af vand- og Natura 2000-planer fra amtskommunerne til staten. I overensstemmelse med strukturaftalen sikres det lokale indspil ved, at kommunerne efter miljømålsloven får mulighed for at komme med ideer/forslag/oplæg forud for udarbejdelsen af planerne. Kommunernes høringsret bevares ved offentliggørelsen af forslag til de statslige planer. Derudover skal kommunerne udarbejde kommunale handleplaner, som skal sikre den konkrete gennemførelse af de statslige planer. For selve vedtagelsen af handleplanerne gælder lovforslagets § 3. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra j)

€ Kommunernes opgaver efter naturbeskyttelsesloven.

Ved gennemførelsen af kommunalreformen overfører ændringen af naturbeskyttelsesloven følgende opgaver fra amtskommunerne til kommunerne: Administrationen af de generelt beskyttede naturtyper, bygge- og beskyttelseslinjer, dvs. sø- og åbeskyttelseslinjen, om skovbyggelinjen, fortidsmindelinjen og kirkebyggelinjen, administrationen af kapitel 2a om internationale naturbeskyttelsesområder, afgørelse om visse offentlige anlæg (vejanlæg, visse elanlæg og rørledningsanlæg) i det åbne land, afgørelser om tilladelse til opsætning af reklamer på idrætsanlæg, administration af reglerne om offentlighedens adgang, retten til at pleje ikke statsejede, fredede arealer, ret til at nedlægge et foreløbigt forbud mod anvendelse af en ejendom, der strider imod en påtænkt fredning. Det betyder samtidig, at bl.a. afgørelser om dispensation og om tilsyn og håndhævelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1, overgår til kommunerne.

Alle disse opgaver foreslås overført til de forpligtende kommunale samarbejder.

For at opnå en enstrenget administration foreslås det, at også de opgaver, som kommunerne hidtil har varetaget i byzone og sommerhusområder, fremover varetages af de forpligtende samarbejder. Kommunernes opgaver vedrørende naturbeskyttelsesloven bliver herved, med nogle ganske få undtagelser, samlet i de forpligtende kommunale samarbejder. Undtaget er kun kommunernes betaling af en del af fredningserstatninger og af diæter m.v. til det kommunalvalgte medlem af fredningsnævnet. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra k)

€ Kommunernes opgaver efter vandløbsloven.

Som led i kommunalreformen ophæver lovforslaget om ændring af vandløbsloven inddelingen af de offentlige vandløb i amtsvandløb og kommunevandløb. Endvidere overføres amtskommunernes opgaver vedrørende tilsyn med og vedligeholdelse, regulering og restaurering af amtsvandløb samt opgaver vedrørende offentlige pumpelag til kommunerne.

Alle amtskommunernes hidtidige opgaver foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Kommunerne varetager i dag for så vidt angår kommunevandløb, private vandløb og private pumpelag helt de samme opgaver som amtskommunerne varetager for amtsvandløbene. Det forslås derfor, at disse opgaver også skal indgå i de forpligtende kommunale samarbejder, således at alle kommunens ensartede opgaver kan samles, og der kan opnås en enstrenget forvaltning. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra l)

€ Kommunernes opgaver efter regler udstedt i medfør af lov om sommerhuse og campering m.v. (campingreglementet).

Bestemmelsen i sommerhusloven om, at ministeren kan bemyndige et amtsråd til at meddele tilladelser til sådan ferieboligudlejning, som kræver miljøministerens tilladelse i henhold til lovens § 1, ændres, så det i stedet bliver kommunerne, ministeren kan delegere denne kompetence til. I praksis er der tale om, at amtskommunerne hidtil har været bemyndiget til at træffe afgørelser i henhold til campingreglementet (bekendtgørelse nr. 68 af 26. januar 2000). Fremover vil kompetencen altovervejende blive overført til kommunerne. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra m)

Herudover foreslås kommunernes opgaver efter planloven vedrørende anlæg omfattet af planlovens § 11 g omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Efter planlovens § 11 g må enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt (VVM-pligtige anlæg), ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i kommuneplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende redegørelse.

De opgaver, der foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, er opgaver efter planlovens § 11 a, nr. 7, § 11 e, stk. 3, § 11 g samt de hermed forbundne opgaver efter lovens kapitel 6 om planers tilvejebringelse og ophævelse og § 51 om tilsyn, samt opgaver efter regler udstedt i medfør af loven for så vidt angår de af § 11 g omfattede anlæg, herunder regler udstedt i medfør af § 11 g, stk. 4, og § 11 h, jf. planloven som affattet ved forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Udmøntning af kommunalreformen). Omfattet af samarbejdet er herefter afgørelser om, hvorvidt et anlæg er omfattet af VVM-pligt (screeningsopgaven), udarbejdelse af forslag til retningslinjer i kommuneplanen (VVM-tillæg) med tilhørende redegørelse for de miljømæssige konsekvenser (VVM-vurdering €" det faglige grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning) samt meddelelse af VVM-tilladelse efter planloven (f.eks. tilladelse til mindre husdyrbrug, der ikke kræver kapitel 5 godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven). Endvidere omfattes kommunalbetyrelsens opgaver som tilsynsmyndighed i forbindelse med tilsynet med overholdelsen af § 11 g og regler fastsat for administrationen af § 11 g.

Baggrunden er, at disse planlovsopgaver har en sådan nær sammenhæng med opgaver på natur- og miljøområdet, som skal løses i de forpligtende samarbejder, at de for at sikre den faglige kvalitet i VVM-sagerne ligeledes bør være omfattet af disse samarbejder. Reglerne om Vurdering af Virkningerne på Miljøet indgår f.eks. samtidig i behandlingen af sager om godkendelse af visse særligt forurenende virksomheder (kap. 5-virksomheder) efter miljøbeskyttelsesloven. Efter samlebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning med senere ændringer) kræves der således ikke en VVM-tilladelse efter planloven, hvis anlægget er omfattet af krav om godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven og visse andre tilladelser efter anden lovgivning på natur- og miljøområdet.

Bestemmelsen omfatter alene opgaver vedrørende VVM-pligtige anlæg. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens vedtagelse af en kommuneplan eller et kommuneplantillæg efter planloven, uanset at dele heraf vedrører VVM-pligtige anlæg, ikke efter bestemmelsen i § 1, stk. 2, nr. 3, litra n, vil være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Bestemmelsen indebærer alene, at den bemyndigede kommune i forbindelse med udarbejdelsen af sådan kommuneplan eller kommuneplantillæg, skal varetage udøvelsen af de opgaver, der vedrører VVM-pligtige anlæg.

Beslutningen om vedtagelse af kommuneplantillæg, der alene vedrører VVM-pligtige anlæg (både forslag og endelig vedtagelse) vil være omfattet af lovforslagets § 3, og skal derfor træffes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget er beliggende, dvs. den delegerende kommunalbestyrelse. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra n)

Endelig foreslås kommunernes opgaver efter § 2, stk. 1, nr. 4, litra a, jf. § 18, stk. 3, i landdistriktsstøtteloven vedrørende tilskudsordningen Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger (MVJ-ordningen) omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

MVJ-ordningen har til formål at fremme natur- og miljøhensyn gennem frivillige aftaler med lodsejere, hvor de forpligter sig til at beskytte og forbedre den eksisterende natur og mindske miljøpåvirkninger af jordbrugets anvendelse af de Særligt Følsomme Landbrugsområder (SFL-områder). MVJ-ordningen anvendes blandt andet som et instrument til at fremme mål efter Vandmiljøplan III og EU's Fuglebeskyttelses- og Habitatsdirektiver. SFL-områderne udpeges alene af hensyn til en målretning af MVJ-indsatsen. Fødevareministeren kan delegere dele af sin kompetence på området til kommunerne.

For at sikre en optimal sammenhæng mellem de lokale myndigheders ansvar på miljø- og naturområdet og effekten af MVJ-ordningerne skal kommunerne forestå udpegningen af SFL-områderne, efter retningslinier som Fødevareministeriet fastsætter. Som et naturligt element i de lokale myndigheders opgave med at fremme miljø- og naturhensyn skal kommunerne endvidere varetage informationsopgaver og opsøgende arbejde i lokalområdet med henblik på at fremme indgåelsen af MVJ-aftaler. Den øvrige administration skal varetages af staten (Fødevareministeriet).

Idet de forpligtende kommunale samarbejder skal omfatte de kommunale miljø- og naturopgaver, er det derfor af afgørende betydning, at samarbejderne tillige omfatter de nævnte kommunale opgaver vedrørende MVJ-ordningerne. (§ 1, stk. 2, nr. 3, litra o)

Til nr. 4:

Bestemmelsens litra a fastlægger de kommunale opgaver på socialområdet, som foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder efter dette lovforslag.

Forslag til lov om social service, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, ændrer som led i kommunalreformen myndighedsstrukturen på det sociale område, således at myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i forhold til borgeren og finansieringsansvaret i forhold til tilbud og ydelser efter lov om social service samles i kommunerne. Lovforslaget medfører derimod ikke ændringer i forhold til tilbuddenes indhold og borgernes ret til ydelser.

Det foreslås, at såvel hidtidige amtskommunale opgaver på området som en række hidtil kommunale opgaver skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Efter bestemmelsen foreslås udøvelsen af følgende kommunale opgaver efter forslaget til lov om social service omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder: rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf (§ 10, stk. 4), rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med særlige problemer (§ 11, stk. 3), tilbud om gratis rådgivning til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer (§ 12), optagelse i særligt dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v. (§ 32), optagelse i særligt klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v. (§ 36), dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse (§ 41), hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende og kronisk eller langvarig lidelse (§ 42), ydelse af ledsageordning til unge handicappede mellem 16 og 18 år (§ 45), ydelse af ledsageordning til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (§ 97), hjælp i form af kontaktperson til døvblinde (§ 98), dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige husholdning til personer med særlige behov (§ 100), behandling af stofmisbrugere (§ 101), tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med særlige behov (§ 102), beskyttet beskæftigelse til personer under 65 år med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer (§ 103), aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer (§ 104), optagelse i midlertidige ophold i boformer for personer med særlige behov (§ 107), optagelse i boformer, der er egnede til længerevarende ophold for personer med behov for omfattende hjælp, pleje, omsorg eller behandling (§ 108), optagelse i kvindekrisecenter (§ 109), midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer (§ 110), støtte til hjælpemidler (§ 112), hjælp til køb af forbrugsgoder (§ 113), støtte til køb af bil (§ 114), hjælp til ændret boligindretning og hjælp til boligskifte til personer med særlige behov (§ 116), magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten (§§ 124-136), handleplaner for personer under 65 år (§ 141), godkendelse af opholdssteder for børn og unge (§ 142, stk. 5), godkendelse af private botilbud (§ 144) og tilsyn med opholdssteder for børn og unge (§ 149).

Der er ved afgrænsningen af opgaveområderne lagt vægt på, at reglerne i lov om social service har en sådan indbyrdes sammenhæng, at hensynet til en helhedsorienteret og bæredygtig sagsbehandling taler for, at et større antal af de hidtidige kommunale opgaver bør indgå i de forpligtende kommunale samarbejder. Hermed skabes det bedste grundlag for at undgå gråzoner, ligesom betjeningen af den enkelte borger vil blive mere sammenhængende.

Med bestemmelsens litra b foreslås, at kommunalbestyrelsens tilsynspligt efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder for så vidt angår de kommunale opgaver efter lov om social service, som efter litra a er omfattet af samarbejderne.

§ 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder en særlig pligt for kommunalbestyrelsen til at føre tilsyn med, hvorledes de kommunale opgaver, der er omfattet af loven, løses.

Tilsynspligten efter § 16 gælder efter regler udstedt i medfør af § 2, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område bl.a. opgaver efter lov om social service.

Det er anset hensigtsmæssigt, at udøvelsen af tilsynet efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, varetages af den kommune, der på vegne af de øvrige kommuner i samarbejdet varetager udøvelsen af de beføjelser efter lov om social service, der skal føres tilsyn med.

Den delegerende kommunalbestyrelse bevarer uanset delegation af udøvelsen af tilsynet efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ansvaret for såvel varetagelsen af denne tilsynsopgave, som for varetagelsen de opgaver efter litra a, der er omfattet af tilsynet efter § 16, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Til nr. 5:

Bestemmelsen fastlægger de kommunale opgaver vedrørende folkeskolens specialundervisning og specialundervisningen for voksne, som foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder efter dette lovforslag.

De udvidelser af kommunernes kompetence vedrørende folkeskolens specialundervisning og specialundervisning for voksne, der vil ske som led i kommunalreformen, er udmøntet i forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om specialundervisning for voksne, lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven) og forskellige andre love, som fremsættes samtidig med dette lovforslag.

De kommunale opgaver vedrørende folkeskolens specialundervisning, som skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, er kommunalbestyrelsens opgaver efter folkeskolelovens § 20, stk. 2 og 5, § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, for så vidt angår specialundervisningen i specialskoler og specialklasser, samt den pædagogisk-psykologiske rådgivning, der efter folkeskolelovens § 12, stk. 2, skal ske forud for enhver henvisning til specialundervisning, der ikke er af foreløbig karakter. Folkeskolelovens § 3, stk. 2, og § 4 og forskrifter udstedt i medfør heraf fastsætter generelle regler om specialundervisning samt pædagogisk-psykologisk rådgivning, som bl.a. vedrører de nævnte kommunale opgaver.

Med kommunalreformen overtager kommunerne de funktioner, der hidtil har været varetaget af amtskommunerne i relation til folkeskolens specialundervisning og specialpædagogiske bistand, bortset fra de opgaver vedrørende lands- og landsdelsdækkende institutioner, der er henlagt til regionerne, og de andre driftsopgaver, som regionerne måtte varetage efter aftale med kommunerne.

Dermed skal kommunerne også overtage forpligtelsen til at drive og oprette de tilbud, der hidtil har været givet i amtskommunalt regi, og hvis indhold er så specialiseret, at der vil være behov for en betydelig ekspertise for at opretholde det nuværende faglige niveau i opgavevaretagelsen.

Ud over driften af undervisningstilbud skal kommunerne også på folkeskoleområdet træffe afgørelser om det nærmere indhold af foranstaltninger, der tilbydes børn, hvis udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte. Disse afgørelser forudsætter ligeledes en betydelig ekspertise for at opretholde det faglige niveau i opgavevaretagelsen, og befolkningsgrundlagets størrelse anses for afgørende for at kunne sikre grundlaget for denne ekspertise i den kommunale forvaltning og i den pædagogisk-psykologiske rådgivning.

Disse opgaver, som kommunerne overtager fra amtskommunerne, foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

Ud over varetagelsen af de hidtidige amtskommunale opgaver på folkeskoleområdet foreslås også oprettelse og drift af hidtidige kommunale specialskoler og specialklasserækker omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, idet kommunalreformen vanskeliggør en sondring mellem disse tilbud og tilbud, der hidtil har været amtskommunale. Dette kommer også til udtryk ved, at klageadgangen til det nuværende Klagenævn for vidtgående specialundervisning udvides, så også klager vedrørende de nuværende kommunale specialskoler og specialklasserækker falder ind under nævnets kompetence.

De nævnte kommunale opgaver er omfattet af folkeskolelovens § 20, stk. 2 og 5, § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, der dog også omfatter anden specialundervisning end specialundervisningen i specialskoler og specialklasser. Det er imidlertid alene specialundervisningen i specialskoler og specialklasser, der foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder.

De forpligtende kommunale samarbejder skal således efter forslaget ikke omfatte den specialundervisning, som foregår som en del af den almindelige undervisning eller i tilknytning til den almindelige undervisning. Det kan f.eks. være elever, der deltager i klassens almindelige undervisning, men har en støttelærer i alle eller i nogle af timerne, eller elever, som har behov for særlig støtte i læsning, og derfor får et kortvarigt læsekursus på skolen.

Endvidere foreslås efter bestemmelsen pædagogisk-psykologisk rådgivning omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, jf. § 12, stk. 2, i lov om folkeskolen, hvorefter henvisning til specialundervisning, der ikke er af foreløbig karakter, sker efter sådan rådgivning. Det foreslås, at dette skal gælde al pædagogisk-psykologisk rådgivning i forbindelse med specialundervisning, der ikke er af foreløbig karakter, herunder også sådan rådgivning i forbindelse med specialundervisning, der ikke foreslås omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, jf. ovenfor.

Ansvaret for specialundervisningen af voksne er i dag placeret hos amtskommunerne, men overtages som led i kommunalreformen af kommunerne. Alle kommunernes opgaver efter lov om specialundervisning af voksne foreslås efter bestemmelsen placeret i de forpligtende kommunale samarbejder.

Til § 2

Til stk. 1

Bestemmelsens 1. pkt. indeholder den fornødne hjemmel til, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte, hvilke kommuner der skal samarbejde efter loven, samt udpege, hvilken kommunalbestyrelse der inden for hver af de udpegede grupper af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelsen af hvert af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder.

Det følger i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform endvidere af bestemmelsen, at samarbejdets form er delegation. Den bemyndigede kommunalbestyrelse varetager således udøvelsen af opgaverne på vegne af den delegerende kommunalbestyrelse, der bevarer ansvaret for opgavevaretagelsen.

Det er i bestemmelsens 2. pkt. fastsat, at de delegerende kommunalbestyrelser ikke må varetage udøvelsen af opgaverne.

Baggrunden herfor er, at delegation efter dette lovforslag adskiller sig fra traditionel delegation mellem sideordnede myndigheder derved, at delegationen i et forpligtende kommunalt samarbejde er pligtmæssig.

En adgang for den delegerende kommunalbestyrelse til generelt eller i konkrete tilfælde uanset bemyndigelsen at varetage udøvelsen af opgaverne ville derfor kunne anvendes til at omgå lovforslagets krav om pligtmæssigt samarbejde.

Den delegerende kommunalbestyrelse har således ikke mulighed for af egen drift at behandle en sag, som ellers skulle være behandlet af den bemyndigede kommunalbestyrelse (call in) med den virkning, at en sag, der er omfattet af det forpligtende samarbejde, afgøres af kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget, et stående udvalg eller af administrationen i den delegerende kommune.

Den delegerende kommunalbestyrelse vil dog under visse betingelser kunne omgøre afgørelser, der er truffet i den delegerende kommune, jf. nærmere § 6 med bemærkninger.

Endvidere er der i lovforslaget fastsat en bestemmelse, hvorefter en beslutning omfattet af det forpligtende kommunale samarbejde, som efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, skal træffes af den delegerende kommunalbestyrelse i et møde, jf. herved § 3 og bemærkningerne til bestemmelsen.

Lovforslaget giver ikke mulighed for, at de omhandlede kommuner samarbejder om løsningen af de opgaver, der er omfattet af forslaget, på andre måder end ved delegation.

Kommunalbestyrelserne i en af lovforslaget omfattet gruppe af kommuner i et forpligtende samarbejde kan således ikke som alternativ til bemyndigelse efter § 2, stk. 1, til en kommunalbestyrelse inden for gruppen overlade udøvelsen af opgaverne til en kommunalbestyrelse uden for den omhandlede gruppe af kommuner, til en anden offentlig myndighed eller til private.

Kommunalbestyrelserne i et forpligtende samarbejde kan heller ikke som et alternativ til bemyndigelse inden for gruppen af disse kommunalbestyrelser overføre opgaver omfattet af § 1, stk. 2, til selvstændig varetagelse i et kommunalt fællesskab oprettet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 60. Ved et kommunalt fællesskab forstås en aftale om samarbejde mellem kommuner, som medfører indskrænkning i de enkelte kommunalbestyrelsers beføjelser, og hvorved der er oprettet et selvstændigt styrelsesorgan, hvortil kompetencen overføres. Heller ikke en inden for et forpligtende kommunalt samarbejde bemyndiget kommunalbestyrelse kan overføre opgaver omfattet af § 1, stk. 2, som den varetager for sig selv, til selvstændig varetagelse i et kommunalt fællesskab, idet det følger af stk. 1, at denne kommunalbestyrelse skal varetage udøvelsen af opgaverne på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelser i grupper af kommuner omfattet af lovforslaget ikke efter 1. januar 2007 kan deltage i kommunale fællesskaber vedrørende opgaver omfattet af § 1, stk. 2.

Der er dog i lovforslagets § 14 foreslået en bestemmelse, hvorefter de forpligtende kommunale samarbejder ikke omfatter kommunalbestyrelsens opgaver efter miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og vandforsyningsloven i det omfang, en kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde, deltager i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, herom. Der henvises herved til § 14 og bemærkningerne til bestemmelsen.

Det følger af bemyndigelsen, at den bemyndigede kommunalbestyrelse har pligt til at varetage udøvelsen af de delegerede opgaver på vegne af de øvrige kommunalbestyrelser i gruppen.

Når den bemyndigede kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde udøver opgaverne på vegne de delegerende kommunalbestyrelser, er den forpligtet til at overholde den lovgivning, der gælder for opgavevaretagelsen. Dette omfatter både materielle regler for indholdet af opgavevaretagelsen og processuelle regler for sagsbehandlingen inden for det pågældende opgaveområde, herunder eksempelvis sagsbehandlingsregler i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i sager, for hvilke denne lov gælder. Det gælder også generel materiel lovgivning, herunder eksempelvis almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed, og generelle sagsbehandlingsregler i f.eks. forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen.

Lovforslaget er imidlertid ikke til hinder for, at en kommunalbestyrelse i det forpligtende samarbejde, som efter stk. 1 er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaver på vegne af de øvrige kommunalbestyrelser i samarbejdet, overlader udøvelse af opgaver, som den udøver i henhold til denne bemyndigelse, til andre uden for samarbejdet. Dette vil kunne ske efter de almindelige regler herom.

Den bemyndigede kommunalbestyrelse kan således overlade udøvelsen af opgaver, som den udøver efter bemyndigelse, til andre kommunalbestyrelser, til kommunale fællesskaber, som den ikke selv deltager i, og til private i det omfang, der i lovgivningen er hjemmel hertil. Overladelse af udøvelsen af opgaverne til andre kommunalbestyrelser eller til kommunale fællesskaber forudsætter endvidere, at der i den generelle lovgivning om kommunernes muligheder for at udføre opgaver, herunder i kommunalfuldmagtsreglerne og i lovregler om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, er hjemmel til, at kommuner og kommunale fællesskaber kan udføre disse opgaver for hinanden.

Lovforslagets § 13 indeholder dog en bestemmelse, hvorefter adgangen efter integrationslovens § 5, stk. 2, til at delegere kommunale myndighedsopgaver på integrationsområdet afskæres for så vidt angår opgaver omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder. Der henvises til bestemmelsen og bemærkningerne hertil.

Det tilføjes, at den delegerende kommunalbestyrelse, idet den bevarer ansvaret for opgavevaretagelsen, ved at fastsætte retningslinier herom, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er forpligtet til at følge, vil kunne hindre, at den bemyndigede kommunalbestyrelse overlader udøvelsen af en opgave til andre. Den delegerende kommunalbestyrelse vil tillige kunne kræve, at den bemyndigede kommunalbestyrelse overlader opgaven til en bestemt udfører.

Det følger af stk. 1, 1. pkt., at kun én kommune inden for hver gruppe af kommuner kan bemyndiges til at varetage opgaver inden for hvert af de områder, der er nævnt i ét nummer i § 1, stk. 2. Det er således den samme kommunalbestyrelse, der vil skulle varetage udøvelsen af alle opgaverne på hvert opgaveområde for alle kommunerne i gruppen.

Der er ikke i øvrigt i forslaget sat begrænsninger for, hvorledes opgaverne fordeles mellem kommunalbestyrelserne. Det er således ikke et krav, at alle kommunalbestyrelser i gruppen gives bemyndigelse til at varetage udøvelsen af opgaver på de andres vegne, og der er intet til hinder for, at én kommunalbestyrelse kan bemyndiges til at varetage udøvelsen af opgaverne inden for flere eller alle de af loven omfattede opgaveområder.

Den bemyndigede kommunalbestyrelse har, medmindre andet følger af anden lovgivning, mulighed for efter almindelige principper om delegation i kommunestyret at delegere udøvelsen af kompetencen videre til udvalg og til den kommunale administration. Det følger af delegationen, at det skal være ansatte i den bemyndigede €" og ikke i den delegerende €" kommune, som skal udføre de opgaver, som er omfattet af § 1, stk. 2. Vedrørende overførsel af personale som led i et forpligtende kommunalt samarbejde henvises til §§ 8-10 med bemærkninger.

Der gælder ikke, medmindre andet følger af anden lovgivning, nogen begrænsning i den bemyndigede kommunalbestyrelses adgang til tilsyn og kontrol med udvalg og den kommunale administration og til at tage enhver sag op, som vedrører udøvelsen af opgaverne.

Delegation mellem kommunalbestyrelserne indebærer ikke etablering af en ny myndighed. Det overordnede ansvar for udførelsen af opgaverne forbliver hos den delegerende kommunalbestyrelse, og når den bemyndigede kommunalbestyrelse udfører opgaverne, handler den på vegne af den delegerende kommunalbestyrelse. Dette gælder uanset, på hvilket niveau i den bemyndigede kommunale organisation sagen behandles.

Dette betyder bl.a., at den delegerende kommunalbestyrelse fortsat vil være ansvarlig for de afgørelser på de omhandlede områder, som kommunen efter den omhandlede lovgivning skal træffe. Den delegerende kommunalbestyrelse bevarer såvel det politiske som det økonomiske ansvar for de afgørelser, der træffes.

Som følge af, at den delegerende kommunalbestyrelse bevarer ansvaret for afgørelserne, har den delegerende kommunalbestyrelse adgang til at fastsætte overordnede retningslinier for opgavevaretagelsen, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er forpligtet til at følge. Retningslinierne for behandlingen af sager inden for de enkelte opgaveområder vil således ikke nødvendigvis være ens for de forskellige kommuner i et samarbejde, uanset at én kommune som følge af delegationen varetager udøvelsen af opgaverne for alle kommunerne på det pågældende opgaveområde.

Som følge af sit ansvar for varetagelsen af de opgaver, der er omfattet af det forpligtende samarbejde, har den delegerende kommunalbestyrelse endvidere efter almindelige retsgrundsætninger en pligt €" og dermed også ret €" til at føre tilsyn med, hvorledes opgaverne varetages i den bemyndigede kommune. Tilsynspligten svarer til den tilsynspligt, der gælder for kommunalbestyrelser uden for forpligtende samarbejder i forhold til kommunens egen opgavevaretagelse. Tilsynspligten omfatter såvel overholdelsen af lovgivning, der gælder for opgavevaretagelsen, som overholdelsen af eventuelle retningslinier for opgavevaretagelsen udstedt af kommunalbestyrelsen. Den ansvarlige kommunalbestyrelse vurderer selv, hvorledes tilsynet skal føres, herunder hvilke foranstaltninger der skal indgå i tilsynet. Tilsynet kan inden for forpligtende kommunale samarbejder eksempelvis ske ved generel instruktion og/eller ved aftaler med den bemyndigede kommune om, at den delegerende kommunalbestyrelse løbende skal modtage på forhånd fastlagte typer af oplysninger om den bemyndigede kommunes udøvelse af opgaverne. For så vidt angår udveksling af oplysninger mellem den delegerende og den bemyndigede kommune henvises til lovforslagets § 7.

Der gælder ikke, medmindre andet følger af anden lovgivning, nogen begrænsning i den delegerende kommunalbestyrelses mulighed for efter almindelige principper om delegation i kommunestyret at delegere udøvelsen af ansvaret til udvalg eller den kommunale forvaltning.

Til stk. 2

Ministerens beslutning efter stk. 1 vil efter stk. 2 ske ved en fortegnelse, der udfærdiges senest den 1. juli 2005. Fortegnelsen vil endvidere indeholde de ændringer i den kommunale inddeling, der gennemføres i medfør af § 1, stk. 1, i det samtidig fremsatte forslag til lov om revision af den kommunale inddeling, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, de nye kommuners navne, jf. lovforslagets § 4, stk. 2, og antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer i de nye kommuner, jf. lovforslagets § 6, stk. 2. Fortegnelsen vil fremgå af den bekendtgørelse om den nye kommunale inddeling, som indenrigs- og sundhedsministeren skal fastsætte senest den 1. juli 2005.

Til stk. 3

Bestemmelsens stk. 3-5 indeholder en nærmere angivelse af de retningslinier, som i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform skal danne grundlag for udpegelsen af de grupper af kommuner, der skal samarbejde efter loven. Stk. 4 indeholder tillige retningslinier for udpegelsen af, hvilken kommunalbestyrelse der inden for hver af de udpegede grupper af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelse af opgaverne for hvert af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder.

Det er således fastsat i bestemmelsens stk. 3, at det ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 skal tilstræbes, at de befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for varetagelse af de kommunale opgaver, som samarbejdet skal omfatte.

Efter aftalen om en strukturreform er indgåelse af et forpligtende kommunalt samarbejde for kommuner med under ca. 20.000 indbyggere et alternativ til en kommunesammenlægning. Grundlaget for et forpligtende kommunalt samarbejde vil således være, at mindst én af kommunerne i samarbejdet har under ca. 20.000 indbyggere, og ved sammensætningen af gruppen af kommuner i samarbejdet skal der navnlig lægges vægt på behovet for at sikre en bæredygtig opgavevaretagelse i den eller de små kommuner i samarbejdet.

Antallet af kommuner i hver gruppe vil kunne variere afhængigt af kommunernes ønsker, men det vil i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform være et krav, at det samlede befolkningsgrundlag i gruppen er på mindst ca. 30.000 indbyggere.

Herudover vil det €" ligeledes i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform €" være et krav, at grupperne af kommuner er geografisk sammenhængende. Dette indebærer, at hver kommune i gruppen skal have fælles grænse med mindst én af de andre kommuner i gruppen.

Kravet i stk. 3 om, at det ved udpegningen af kommuner i et forpligtende samarbejde skal tilstræbes, at kommunerne geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for varetagelsen af de kommunale opgaver, medfører endvidere, at ministeren ved udpegelsen af grupper af kommuner kan tillægge det betydning, om kommunerne i et sådant samarbejde €" uanset at hver kommune i gruppen har fælles grænse med mindst én af de andre kommuner €" udgør et geografisk uhensigtsmæssigt grundlag for samarbejdet.

Til stk. 4

Der vil efter stk. 4 ved udpegelsen af grupper af kommuner efter stk. 1 og ved udpegelsen af de i stk. 1 nævnte bemyndigede kommunalbestyrelser skulle tages hensyn til kommunalbestyrelsernes ønsker.

Ministeren vil kunne undlade at imødekomme kommunalbestyrelsernes ønske om indgåelse af et forpligtende kommunalt samarbejde, hvis det samlede befolkningsgrundlag i gruppen ikke er på mindst ca. 30.000 indbyggere.

Forpligtende kommunale samarbejder vil også kunne omfatte kommuner, der etableres gennem en kommunesammenlægning som led i kommunalreformen. I sådanne tilfælde vil der skulle tages hensyn til ønskerne fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, der som følge af kommunesammenlægningen fra 1. januar 2007 vil indgå i en større kommune.

Til stk. 5

Der vil efter stk. 5 i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform ved fastlæggelsen af de grupper af kommuner, der skal udgøre forpligtende samarbejder, blive taget særligt hensyn til øer, der i dag udgør €" eller er på vej til at danne €" en selvstændig kommune.

Indenrigs- og sundhedsministeren vil således, hvor dette er i overensstemmelse med ønskerne fra kommunalbestyrelsen i en sådan ø-kommune, kunne fravige det krav, som ellers følger af aftalen om en strukturreform om, at kommuner i et forpligtende samarbejde samlet skal have mindst ca. 30.000 indbyggere. Endvidere vil indenrigs- og sundhedsministeren af hensyn til de nævnte ø-kommuner, kunne beslutte, at en kommune på fastlandet skal indgå i et forpligtende samarbejde med en sådan ø-kommune efter lovens regler, uanset at den pågældende kommune ikke har ønsket et sådant samarbejde. Der vil også for så vidt angår udpegelsen af kommuner til forpligtende samarbejder med ø-kommuner kunne tages hensyn til den indbyrdes geografiske placering af de samarbejdende kommuner. Der vil herunder kunne tages hensyn til, at rejseafstandene for de borgere, der skal betjenes, ikke bliver urimeligt lange.

Til § 3

Bestemmelsen fastslår, at beslutninger, der efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, uanset delegationen efter § 2, stk. 1, skal træffes af den delegerende kommunalbestyrelse i et møde.

Bestemmelsen indebærer således, at den bemyndigede kommunalbestyrelse uanset delegationen ikke kan træffe de af bestemmelsen omfattede beslutninger.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at samarbejdsformen inden for de forpligtende samarbejder er delegation. Delegationen indebærer, at den delegerende kommunalbestyrelse bevarer ansvaret for opgavevaretagelsen på de opgaveområder, der delegeres. I tilfælde, hvor det følger af lovgivningen, at en beslutning skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde og således ikke kan delegeres til et udvalg eller til den kommunale administration, er det for at fastholde ansvaret for opgavevaretagelsen i den delegerende kommune nødvendigt at fastsætte, at beslutningen skal træffes af den delegerende kommunalbestyrelse.

Det forhold, at en kompetence i lovgivningen er tillagt kommunalbestyrelsen, er som udgangspunkt alene udtryk for, at opgaverne skal løses i kommunalt regi. Kommunalbestyrelsen har således som udgangspunkt mulighed for at delegere udøvelsen af sin kompetence til udvalg og til den kommunale administration.

Kommunalbestyrelsen er dog afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, hvis andet følger af lovgivningen.

Et sådant forbud mod delegation til udvalg og til den kommunale administration kan følge af lovgivningen, fordi det er fastsat eller forudsat i den skrevne lovgivning på de enkelte opgaveområder, at beslutning skal træffes af kommunalbestyrelsen.

Det kan endvidere som følge af en sags beskaffenhed følge af uskreven lovgivning, dvs. af almindelige retsgrundsætninger, at behandlingen af sagen skal ske i kommunalbestyrelsen i et møde og altså ikke kan overlades til et udvalg eller til forvaltningen. Det kan f.eks. være tilfældet i sager, der på grund af deres betydning eller karakter i øvrigt i særlig grad forudsætter politisk behandling, bl.a. med den deraf følgende mulighed for eventuelle mindretal for at tilkendegive en afvigende opfattelse.

Bestemmelsen omfatter både tilfælde, hvor det følger af den skrevne lovgivning, og tilfælde, hvor det som følge af sagens beskaffenhed følger af almindelige retsgrundsætninger, at beslutning skal træffes af kommunalbestyrelsen.

Som eksempler på beslutninger, der efter regler omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, kan nævnes beslutninger om vedtagelse af kommunale handleplaner efter miljømålsloven. Endvidere kan nævnes kommunalbestyrelsens valg af et medlem til fredningsnævn efter naturbeskyttelseslovens § 35, stk. 3.

§ 3 indebærer, at selve den beslutning, som efter lovgivningen skal træffes af kommunalbestyrelsen, skal træffes af den delegerende kommunalbestyrelse. Bemyndigelsen efter § 2, stk. 1, indebærer, at den bemyndigede kommune skal medvirke ved forberedelsen af kommunalbestyrelsesbeslutninger omfattet af § 3.

For beslutninger efter § 3 gælder de sædvanlige regler om forberedelse af kommunalbestyrelsesbeslutninger. Dette indebærer bl.a., at beslutningerne som udgangspunkt skal forberedes gennem udvalgsbehandling i den delegerende kommune.

Til § 4

Til stk. 1

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at betalingen for udførelse af opgaver efter loven udgør kostprisen ved udførelsen af opgaven for den bemyndigede kommune. Prisen kan hverken være højere eller lavere.

Baggrunden herfor er, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse hverken er en kommunal opgave at yde tilskud til andre kommuner eller at opnå fortjeneste ved kommunens virksomhed.

Vederlaget til den bemyndigede kommune skal således omfatte alle de direkte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, dvs. de omkostninger, der direkte kan henføres til den pågældende aktivitet, som f.eks. løn, køb af materialer og tjenesteydelser, reparations- og vedligeholdelsesudgifter, husleje m.v., og kommunens indirekte omkostninger herved dvs. de omkostninger, der ikke direkte kan henføres til den pågældende aktivitet, som f.eks. andel af fællesudgifter til lokaler, administration m.v. samt omkostninger knyttet til kapitalapparatet (afskrivning af anlægsaktiver og forrentning af drifts- og anlægskapital).

Det er således forudsat, at den bemyndigede kommune i forbindelse med udførelsen af opgaverne foretager en opgørelse af de omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaverne for hver af de øvrige kommunalbestyrelser.

Bestemmelsen omfatter kun de omkostninger, den bemyndigede kommune har som følge af bemyndigelsen. Reglerne om, hvilken kommunalbestyrelse en udgift i forbindelse med varetagelsen af en opgave påhviler, følger i øvrigt af lovgivningen på de enkelte opgaveområder.

Eksempelvis indeholder kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område regler herom for så vidt angår sager, der behandles efter reglerne i denne lov. Det er således også den delegerende kommune, der har ansvaret for den endelige afregning, regnskab og revision af de refusionsberettigede udgifter, der er afholdt som led i varetagelsen af de delegerede opgaver på beskæftigelsesområdet, der er omfattet af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og som led i behandlingen af sager efter lov om social service.

De udgifter, der efter lovgivningen påhviler den delegerende kommunalbestyrelse, vil i det omfang, de afholdes af den bemyndigede kommune som led i dennes udøvelse af opgaverne i det forpligtende samarbejde, være omfattet af stk. 1.

Efter § 61 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser indbringes for det sociale nævn. Denne adgang omfatter uenighed om de forpligtelser, der påhviler kommunerne i sager, for hvilke reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse, jf. herved lovens § 2, stk. 4. Dette omfatter bl.a. udgiftsforpligtelser i sagerne, jf. lovens kapitel 3. § 61 finder derimod ikke anvendelse på forpligtelser, som følger af nærværende lovforslag.

Til stk. 2

Ved bestemmelsens stk. 2 er der givet indenrigs- og sundhedsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om beregningen og betalingen af den bemyndigede kommunes omkostninger ved udøvelsen af opgaverne.

Sådanne regler vil kunne omfatte den nærmere fastlæggelse af omkostningerne, herunder hvorledes omkostningerne beregnes. Reglerne vil endvidere kunne omfatte fastsættelse af terminer og frister for betaling af disse omkostninger.

Til § 5

Til stk. 1

Når delegation €" som det er tilfældet ved bemyndigelse i medfør af forslagets § 2, stk. 1 €" sker mellem sideordnede myndigheder, antages der ikke at være rekursadgang til den delegerende myndighed. Dette er præciseret med den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

For borgerne vil dette ikke medføre en ringere retsstilling, idet en borger normalt ikke har krav på, at kommunalbestyrelsen behandler en klage over forvaltningens afgørelse. Den delegerende kommunalbestyrelse vil dog under visse betingelser have adgang til af egen drift at ændre en afgørelse, der er truffet af den bemyndigede kommune, jf. § 6 med bemærkninger.

I de tilfælde, hvor der efter lovgivningen er fastsat en klageadgang til kommunalbestyrelsen i den delegerende kommune, vil denne bestå, jf. stk. 2.

Til stk. 2

I stk. 2 er det fastsat, at den rette klageinstans for en afgørelse, der er truffet af en kommunalbestyrelse efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, er den klageinstans, som ifølge lovgivningen har kompetence til at behandle den pågældende klage over den delegerende kommunalbestyrelses afgørelse. Det er således den samme myndighed, der skal behandle en eventuel klage, som hvis der ikke forelå en bemyndigelse efter § 2, stk. 1.

Bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, af en kommunalbestyrelse, der er underlagt en anden regional klageinstans end den delegerende kommunalbestyrelse, fører således ikke til, at klager skal indbringes for den klageinstans, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er underlagt. Klager skal fortsat indbringes for den klageinstans, som den delegerende kommunalbestyrelse er underlagt.

I tilfælde, hvor der i lovgivningen er fastsat en remonstrationsordning, følger det heraf, at sagen forinden behandling i klageinstansen skal revurderes af den myndighed, der har truffet afgørelsen, dvs. den bemyndigede kommune. Klage vil i sådanne tilfælde efter lovgivningen typisk skulle indgives til denne myndighed, og dette skal fremgå af den klagevejledning, der ledsager afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1. En sådan remonstrationsordning gælder eksempelvis efter § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Svarende til, hvad der gælder for rekurs, føres det almindelige kommunale tilsyn med varetagelsen af de af § 1, stk. 2, omfattede opgaver af den regionale statsforvaltning, som fører tilsyn med den delegerende kommunalbestyrelse.

Til § 6

Det fastsættes i 1. pkt., at den delegerende kommunalbestyrelse i et møde kan ændre afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 1, i det omfang den delegerende kommunalbestyrelse ifølge lovgivningen ville kunne ændre afgørelsen, hvis afgørelsen var truffet af et udvalg eller af administrationen i den delegerende kommune.

Bestemmelsen sikrer den delegerende kommunalbestyrelse mulighed for af egen drift at ændre afgørelser truffet i den bemyndigede kommune i samme omfang, som det ville være tilfældet, hvis afgørelsen var truffet i den delegerende kommune.

Hermed gives den delegerende kommunalbestyrelse mulighed for i et vist omfang at sikre, at beslutninger truffet af den bemyndigede kommune træffes inden for rammerne af de generelle retningslinier, der er udstukket af den delegerende kommune.

Det er et krav efter bestemmelsen, at den ændrede afgørelse træffes af den delegerende kommunalbestyrelse i et møde. Den delegerende kommunalbestyrelse kan derfor ikke delegere adgangen til at omgøre den bemyndigede kommunes afgørelser til et udvalg eller administrationen.

Det er et krav efter bestemmelsen, at den delegerende kommunalbestyrelse efter lovgivningen ville kunne ændre afgørelsen, hvis afgørelsen var truffet af et udvalg eller af den kommunale administration i den delegerende kommune. Lovgivningen omfatter såvel skrevne lovregler som uskrevne retsgrundsætninger.

Spørgsmålet om, hvilke afgørelser der vil kunne omgøres efter bestemmelsen, må således i vidt omfang afgøres efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse. Efter de nævnte grundsætninger vil afgørelser, der alene er begunstigende, kun i begrænset omfang kunne ændres. Om tilbagekaldelse kan ske, beror efter disse grundsætninger på en konkret afvejning i hvert enkelt tilfælde.

Den bemyndigede kommune vil som følge af opgavernes placering og varetagelse i denne kommune have den fornødne sagkundskab til at træffe den nye afgørelse. Dette betyder, at den delegerende kommune i mange tilfælde med fordel vil kunne overlade det til den bemyndigede kommune at træffe en ny afgørelse ud fra den delegerende kommunes retningslinier.

Bestemmelsens 2. pkt. tager højde for, at det i § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er fastsat, at kommunalbestyrelsen ikke kan behandle sager om hjælp til enkeltpersoner, og at kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sådanne sager.

I det omfang sådanne sager er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, fastsættes det i 2. pkt., at adgangen for den delegerende kommunalbestyrelse til at omgøre den bemyndigede kommunes afgørelser, er tillagt det eller de udvalg, som i medfør af § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan træffe afgørelse i den pågældende type sager. Det er €" som i 1. pkt. €" en betingelse, at afgørelsen i den eller de sager, der ønskes omgjort, ville kunne ændres, såfremt afgørelsen var truffet af udvalget selv eller af administrationen i den delegerende kommune.

Det bemærkes, at det følger af § 14, stk. 4, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ikke skal gælde for sager om hjælp til enkeltpersoner inden for beskæftigelsesområdet.

Til § 7

Til stk. 1-3

Bestemmelserne fastsætter visse særlige regler om udveksling af oplysninger mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse.

Stk. 1 giver den bemyndigede kommunalbestyrelse adgang til €" til brug for udøvelsen af en opgave på vegne den delegerende kommunalbestyrelse €" at afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, som er fornødne hertil.

Stk. 2 giver den delegerende kommunalbestyrelse adgang til i det omfang, det er fornødent €" til brug for varetagelsen af en opgave, som efter lovgivningen påhviler den delegerende kommunalbestyrelse €" at afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som den bemyndigede kommunalbestyrelse har modtaget som led i udøvelsen af en opgave på vegne den delegerende kommunalbestyrelse.

Stk. 3 fastsætter, at udveksling af følsomme oplysninger efter stk. 1 og 2 i ansøgningssager uden ansøgerens samtykke kan ske i det omfang, oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune, og dermed kunne være anvendt uden ansøgerens samtykke.

Bestemmelserne gælder alle oplysninger €" såvel personoplysninger som ikke-personoplysninger €" og uanset om oplysningerne behandles manuelt eller elektronisk. Bestemmelserne vedrører også oplysninger om rent private forhold (følsomme oplysninger), jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, og persondatalovens §§ 7 og 8.

Efter stk. 1-3 forudsætter udvekslingen af oplysninger, at den kommunalbestyrelse, der modtager oplysningerne, har et sagligt begrundet behov herfor med henblik på udførelsen af de pågældende opgaver. Den bemyndigede kommunalbestyrelse kan således efter stk. 1, alene afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er nødvendige for at udøve den delegerede opgave. Den delegerende kommunalbestyrelse kan efter stk. 2, alene afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse de oplysninger, der er nødvendige for at varetage andre opgaver, som efter lovgivningen påhviler den, jf. herved de almindelige bemærkninger afsnit 3.4. Disse opgaver omfatter bl.a. den delegerende kommunes tilsyn med den bemyndigede kommunes udøvelse af opgaverne. Stk. 2 omfatter således også den delegerende kommunes eventuelle løbende indhentelse af oplysninger fra den bemyndigede kommune som led i dette tilsyn, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Endvidere forudsætter udveksling af oplysninger omfattet af persondataloven, at anvendelsen af oplysningerne til disse formål sker inden for rammerne af finalité-princippet, jf. persondatalovens § 5, stk. 2. Indsamling af oplysninger skal efter denne bestemmelse ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål.

I det omfang, der er behov for at udveksle ikke-følsomme oplysninger mellem en delegerende og en bemyndiget kommunalbestyrelse, vil dette efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, altid kunne ske i det omfang, der er et sagligt behov herfor.

Forvaltningslovens § 28 viger for persondataloven, såfremt udvekslede personoplysninger stammer fra et elektronisk system (eller et manuelt register), eller såfremt oplysningerne i forbindelse med udvekslingen underkastes elektronisk databehandling (f.eks. ved forsendelse af e-mail). Persondataloven gælder dog kun for personoplysninger, og udveksling af ikke-personoplysninger reguleres derfor af forvaltningsloven, uanset de er underkastet elektronisk databehandling.

De af persondatalovens almindelige materielle behandlingsregler i § 5, stk. 1, §§ 6 €" 8 og § 11, stk. 1, som gælder for behandling af personoplysninger, ikke specifikt for videregivelse, er ikke til hinder for udveksling af oplysninger mellem den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse som omhandlet i stk. 1-3. Videregivelsesbestemmelsen i persondatalovens § 8, stk. 2, vedrører særlige kategorier af følsomme oplysninger, herunder oplysninger om strafbare forhold og væsentlige sociale problemer. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er af den opfattelse, at denne bestemmelse €" i det omfang der overhovedet er tale om videregivelse mellem den bemyndigede og den delegerende kommune €" heller ikke vil være til hinder for, at der udveksles oplysninger som omhandlet i stk. 1-3.

Stk. 1 og 2 indebærer imidlertid fravigelse af bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, om videregivelse af følsomme oplysninger mellem myndigheder, hvorefter sådan videregivelse alene kan ske efter samtykke eller under iagttagelse af de betingelser, bestemmelsen i øvrigt fastsætter herfor. Stk. 1 og 2 indebærer tillige fravigelse af persondatalovens § 8, stk. 3, om videregivelse af følsomme oplysninger fra forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, hvorefter sådan videregivelse alene kan ske efter samtykke eller under iagttagelse af de betingelser, bestemmelsen i øvrigt fastsætter herfor. Der kan herved henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.

For så vidt angår ansøgningssager indebærer stk. 3, jf. stk. 1 og 2, en fravigelse af forvaltningslovens § 29, hvorefter henholdsvis den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse efter stk. 1 og 2, uden ansøgerens samtykke i fornødent omfang kan afkræve hinanden følsomme oplysninger, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver og dermed selv havde været i besiddelse af de pågældende oplysninger, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.

Videre indebærer bestemmelserne fravigelse fra §§ 11 a og 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter der som udgangspunkt ikke må indhentes oplysninger, herunder følsomme oplysninger, fra anden myndighed uden samtykke. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.

Det bemærkes, at stk. 3 ikke ud over det anførte indebærer nogen fravigelse fra forvaltningslovens § 29. Såfremt følsomme oplysninger, der er nødvendige til brug for behandlingen af en ansøgningssag, ville bero i en anden del af den bemyndigede kommunes forvaltning, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, giver stk. 3 sammenholdt med stk. 1 og 2 ikke den bemyndigede henholdsvis den delegerende kommunalbestyrelse mulighed for uden samtykke at indhente de pågældende oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningssagen. I sådanne tilfælde vil oplysningerne således alene kunne udveksles uden samtykke, hvis betingelserne i forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 3, er opfyldt. Efter denne bestemmelse forudsætter indhentelse af følsomme oplysninger til brug for behandlingen af en ansøgningssag, at særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningerne ikke indhentes.

Til stk. 4

Bestemmelsen vedrører den bemyndigede kommunes adgang til at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder end den delegerende kommune og fra private til brug for udøvelsen af opgaver efter bemyndigelse i henhold til lovforslagets § 2, stk. 1. Efter bestemmelsen gives den bemyndigede kommunalbestyrelse samme adgang hertil, som den delegerende kommunalbestyrelse ville have haft, hvis den selv havde varetaget udøvelsen af opgaven.

Bestemmelsen gælder alle oplysninger €" såvel personoplysninger som ikke-personoplysninger €" og uanset om oplysningerne behandles manuelt eller elektronisk. Bestemmelserne vedrører også oplysninger om rent private forhold (følsomme oplysninger).

Til stk. 5

Bestemmelsen fastlægger, at interne arbejdsdokumenter, der udveksles mellem den delegerende og den bemyndigede kommune efter stk. 1-3, ikke som følge heraf mister deres interne karakter. Bestemmelsen indebærer således i de nævnte tilfælde en fravigelse af forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om aktindsigt og en tilsvarende begrænsning i retten til indsigt efter persondataloven.

Bestemmelsens 2. pkt. indebærer, at dette uanset bestemmelsen i § 2, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktindsigt i miljøoplysninger også gælder for interne miljøoplysninger, der er omfattet af denne lov. Ved interne miljøoplysninger forstås miljøoplysninger i et dokument, der efter offentlighedslovens § 7 er internt. Miljøoplysninger skal forstås i overensstemmelse med § 3 i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at dette omfatter miljøoplysninger, som foreligger i en hvilken som helst form. Der fremsættes samtidig med dette lovforslag et lovforslag til ændring af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, der bl.a. ændrer lovens § 2 om adgang til aktindsigt i bl.a. interne miljøoplysninger og lovens § 3.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.5.

Bestemmelsen gælder kun i det omfang, de interne arbejdsdokumenter er udvekslet efter stk. 1-3, dvs. som følge af bemyndigelsen efter § 2, stk. 1. For al anden udveksling af interne arbejdsdokumenter og interne miljøoplysninger mellem en delegerende og en bemyndiget kommune gælder offentlighedslovens, forvaltningslovens, persondatalovens og miljøaktindsigtslovens almindelige regler.

I tilfælde af udveksling af interne arbejdsdokumenter omfattet af stk. 5 skal der gives (akt)indsigt i disse interne arbejdsdokumenter efter offentlighedslovens, forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler herom. Dette indebærer bl.a., at en part uanset delegationen har ret til at blive gjort bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2. Tilsvarende skal der gives aktindsigt i overensstemmelse med offentlighedens almindelige regler herom i oplysninger i interne arbejdsdokumenter om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1. Endvidere skal der gives aktindsigt i interne miljøoplysninger efter de regler herom, som følger af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Til § 8

Til stk. 1

Bestemmelsen fastsætter, at de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med opgaver, der delegeres som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, overføres til den bemyndigede kommune den 1. januar 2007.

Bestemmelsen omfatter ansatte i de delegerende kommuner samt amtskommunalt ansatte, der indtil 1. januar 2007 udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med opgaver, der som led i kommunalreformen overføres til kommunerne, og som er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, jf. § 2, stk. 1.

I forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen fastsættes bl.a. regler om overførsel af ansatte til myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til kommunalreformen. Det følger af disse regler, at amtskommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af en opgave, der overføres til en kommune, overføres til ansættelse under den pågældende kommune. Der henvises herved nærmere til det nævnte lovforslag.

Overførsel af amtskommunalt ansatte efter disse regler sker til den kommune, der bliver ansvarlig for opgaven. I det omfang, der er tale om opgaver omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, vil sådan overførsel således efter disse regler kunne ske til en delegerende kommune i et forpligtende kommunalt samarbejde.

Stk. 1 indebærer, at der kan blive tale om, at amtskommunalt ansatte, som indtil den 1. januar 2007 udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver, som delegeres inden for et forpligtende kommunalt samarbejde, den 1. januar 2007 overføres til den bemyndigede kommune.

Delegation inden for et forpligtende samarbejde omfatter alene udøvelsen af de kommunale opgaver efter den i § 1, stk. 2, nævnte lovgivning. Det er derfor kun ansatte, som udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaverne, der efter stk. 1 overføres til den bemyndigede kommune. De delegerende kommuner skal have ansvaret for opgavevaretagelsen på de opgaveområder, der er omfattet af § 1, stk. 2. Derfor omfatter overførslen efter stk. 1 ikke ansatte, som er beskæftiget med de opgaver, der er knyttet til den delegerende kommunes varetagelse af ansvaret for opgaven, herunder med udarbejdelse af overordnede retningslinier for og tilsyn med udøvelsen af opgaverne, medmindre de helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver efter den i § 1, stk. 2, nævnte lovgivning.

Stk. 1 indebærer, at den bemyndigede kommunalbestyrelse fra 1. januar 2007 er ansættelsesmyndighed for de pågældende ansatte, men regulerer ikke de ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen til en anden ansættelsesmyndighed. Disse forhold er reguleret i §§ 9 og 10.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.1.

Til stk. 2

Bestemmelsens 1. pkt. fastsætter, at hver delegerende kommunalbestyrelse og den bemyndigede kommunalbestyrelse på grundlag af et aftaleudkast udarbejdet af den delegerende kommunalbestyrelse skal forhandle med henblik på snarest muligt og inden den 15. juli 2006 at indgå en aftale om, hvilke ansatte der skal overføres efter stk. 1. I tilfælde, hvor den delegerende kommune består af flere hidtidige kommuner, der den 1. januar 2007 sammenlægges som led i revisionen af den kommunale inddeling, jf. forslag til lov om revision af den kommunale inddeling, følger det af bestemmelsen, at det er sammenlægningsudvalget i den delegerende kommune, der skal udarbejde aftaleudkast og forhandle. Tilsvarende følger det af bestemmelsen, at i tilfælde, hvor den bemyndigede kommune består af flere hidtidige kommuner, der den 1. januar 2007 sammenlægges som led i revisionen af den kommunale inddeling, er det sammenlægningsudvalget i den bemyndigede kommune, der skal forhandle. Vedrørende sammenlægningsudvalgene og deres opgaver henvises til forslaget til lov om revision af den kommunale inddeling.

Det følger af bestemmelsen, at udkast til aftale skal udarbejdes af den delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget i den delegerende kommune, som forelægger det for den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget i den bemyndigede kommune med henblik på forhandling. Bestemmelsen indebærer endvidere, at den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalgene for disse kommuner skal lade sig repræsentere i forhandlingerne og meddele, i hvilket omfang aftaleudkastet og fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres.

Det er i 1. pkt. fastsat, at aftalen skal indgås snarest muligt. Det forudsættes herved, at den delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en sådan kommune så hurtigt som muligt udarbejder et udkast til aftale, og at begge kommunalbestyrelser henholdsvis sammenlægningsudvalg fører reelle forhandlinger og bestræber sig på så hurtigt som muligt at nå til enighed om, hvilke ansatte der skal overføres.

Som anført i bemærkningerne til stk. 1, kan der blive tale om, at amtskommunalt ansatte, som indtil den 1. januar 2007 udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af opgaver, som delegeres inden for et forpligtende kommunalt samarbejde, den 1. januar 2007 skal overføres til den bemyndigede kommune.

Forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen indeholder en procedure, der bl.a. vedrører indgåelse af aftale eller beslutning ved vedkommende delingsråd om overførsel af ansatte til myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til kommunalreformen. Dette omfatter overførsel af amtskommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af en opgave, der overføres til en kommune, til den pågældende kommune. Det følger af disse regler, at det inden den 15. juni 2006 skal være aftalt eller besluttet, hvilke ansatte der skal overføres.

Indgåelse af aftale om overførsel af sådanne amtskommunalt ansatte til den bemyndigede kommune som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, jf. stk. 1, forudsætter, at der efter forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen er indgået aftale eller truffet beslutning om overførsel af de omhandlede amtskommunalt ansatte til den delegerende kommune.

Derfor fastsættes i bestemmelsens 1. pkt., at den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalgene for disse kommuner skal forhandle med henblik på at indgå en aftale om overførsel af ansatte efter stk. 1 snarest muligt og inden den 15. juli 2006. Det forudsættes således, at parterne påbegynder og gennemfører forhandlingerne så hurtigt, som det af hensyn til en eventuel procedure vedrørende overførsel af amtskommunalt ansatte til den delegerende kommune er muligt.

Det fastsættes i 2. pkt., at i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at indgå aftale mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalgene for disse kommuner inden den 15. juli 2006, træffer vedkommende delingsråd inden den 15. august 2006 beslutning om, hvilke ansatte der skal overføres efter stk. 1. Det samme gælder efter bestemmelsen i tilfælde, hvor den delegerende eller den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en af disse kommuner forud for den 15. juli 2006 måtte erklære forhandlingerne afsluttet uden resultat.

Delingsrådene er nedsat og virker efter reglerne i kapitel 4 i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.

I bestemmelsens 3. pkt. fastsættes, at aftaleudkast og aftale henholdsvis delingsrådsbeslutning efter 1. og 2. pkt. skal omfatte fordelingen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af lovforslagets § 10, stk. 2.

I § 10, stk. 2, fastsættes, at tjenestemænd, der som følge af en bemyndigelse inden for et forpligtende samarbejde overføres til en bemyndiget kommune, ved pensionering fra denne ansættelse får udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye ansættelsesmyndighed. Det samme gælder efter den nævnte bestemmelse andre ansatte, der inden for et forpligtende samarbejde overføres til en bemyndiget kommune, og som har en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger.

Der er således behov for, at der i forbindelse med overførsel af tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2, sker en fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den delegerende kommune, hvorfra de pågældende overføres, og den bemyndigede kommune. Dette sikres ved bestemmelsen i 3. pkt., hvorefter dette forhold skal være omfattet af det aftaleudkast, som den delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget skal udarbejde vedrørende fordelingen af ansatte, og den aftale eller den delingsrådsbeslutning, som fastlægger den endelige fordeling af de ansatte.

Efter 3. pkt. skal aftaleudkast og aftale henholdsvis delingsrådsbeslutning omfatte pensionsforpligtelsen vedrørende alle tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2. Bestemmelsen gælder således ikke kun pensionsforpligtelsen vedrørende sådanne ansatte, der overføres efter § 8, stk. 1, men også pensionsforpligtelsen vedrørende de ansatte omfattet af § 10, stk. 2, der i øvrigt overføres efter aftale mellem kommunalbestyrelserne som led i et forpligtende kommunalt samarbejde.

Til stk. 3

Efter bestemmelsens 1. pkt. finder visse af bestemmelserne i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen tilsvarende anvendelse i forbindelse med indgåelse af aftale og beslutning efter stk. 2.

Dette gælder det nævnte lovforslags § 8, stk. 3, hvorefter aftaleudkastet er fortroligt, indtil aftale er indgået eller der foreligger en beslutning fra delingsrådet, § 9, stk. 2, hvorefter aftaleudkastet skal sendes til vedkommende delingsråd og til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, § 10, stk. 3, der indebærer, at den delegerende kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalget for en sådan kommune skal underrette delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forhandlingernes forløb, § 13, stk. 4, der indebærer, at delingsrådets beslutning skal meddeles de involverede myndigheder €" dvs. den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalgene for disse kommuner €" og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, § 13, stk. 5, hvorefter delingsrådet ikke kan ændre sin beslutning, § 14, hvorefter delingsrådets beslutning ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, samt det nævnte lovforslags kapitel 4, der vedrører delingsrådenes nedsættelse og deres virke.

Om de nævnte bestemmelser henvises nærmere til forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.

Det fremgår af 1. pkt., at det ikke er hensigten at forpligte delingsrådet til at indkalde til forhandlinger eller fremsætte mæglingsforslag i tilfælde, hvor den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse ikke kan nå til enighed. Den i stk. 2 angivne procedure for fordeling af ansatte er således forenklet i forhold til den, som er fastsat i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen. Delingsrådet kan imidlertid indkalde til forhandlinger eller høre kommunalbestyrelserne henholdsvis sammenlægningsudvalgene over et udkast til beslutning, inden den træffes.

Endvidere finder efter 1. pkt., §§ 15 og 16 i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 ikke finder anvendelse ved forhandlinger, aftaleindgåelse og delingsrådsbeslutninger efter stk. 2, og at de regler om orientering af repræsentanter for de ansatte m.v., som følger af § 16 i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med fordelingen af ansatte efter stk. 2.

§ 16 i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen indeholder i stk. 1 regler om pligt for myndigheder, hvorfra der overføres ansatte, til at orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet forud for forelæggelsen og i stk. 2 og 3, regler om pligt for myndigheder, hvorfra der overføres ansatte, og myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, til at orientere repræsentanter for de ansatte om det forelagte aftaleudkast, forhandlingernes forløb, aftale og delingsrådsbeslutning. I overensstemmelse med forståelsen af § 16 i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen forstås i forbindelse med forpligtende kommunale samarbejder ved myndigheder, hvorfra der overføres ansatte, den delegerende kommune eller sammenlægningsudvalget for en sådan kommune og ved myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, bemyndigede kommuner, hvortil der overføres ansatte efter § 8, stk. 1, eller sammenlægningsudvalget for en sådan kommune. Endvidere indeholder § 16, stk. 4, i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen regler om de nævnte myndigheders orientering af og drøftelse med repræsentanter for de ansatte om fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om forelæggelse af aftaleudkast, forhandlingernes forløb, aftale og delingsrådsbeslutning. Videre indeholder § 16, stk. 5, i det nævnte lovforslag bestemmelser om pligt for den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, til så hurtigt som muligt at orientere de ansatte om aftaleindgåelse eller delingsrådsbeslutning. Endelig indeholder § 16, stk. 6, i lovforslaget en bestemmelse om, at repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt om orientering, der vedrører aftaleudkast, som efter det nævnte lovforslags § 8, stk. 3, er fortrolige. Med hensyn til det nærmere indhold af § 16 i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen henvises til dette lovforslag.

Efter 2. pkt., finder regler fastsat i medfør af kapitel 4 i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen tilsvarende anvendelse, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter andet. Denne henvisning omfatter nærmere regler om delingsrådenes nedsættelse og deres virke m.v.

Til stk. 4

Efter bestemmelsen kan indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen efter stk. 1 og 2 af de ansatte og af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2.

For så vidt angår fordelingen af ansatte svarer bestemmelsen til de bemyndigelser, som indenrigs- og sundhedsministeren i § 17, stk. 2 og 3, i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen gives til at fastsætte nærmere regler om fordelingen af ansatte m.v., der efter reglerne i det nævnte lovforslag skal overføres til en anden myndighed.

For så vidt angår fordelingen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 10, stk. 2, svarer bestemmelsen til den bemyndigelse, som indenrigs- og sundhedsministeren i § 7, stk. 3, henholdsvis § 7, stk. 7, jf. § 7, stk. 3, i forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen gives til at fastsætte regler om fordelingen mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen, hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter 1. januar 2007.

De regler, der fastsættes efter stk. 4, kan vedrøre såvel den i stk. 2, 1. pkt. omhandlede aftale mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse henholdsvis sammenlægningsudvalg som delingsrådets beslutning efter stk. 2, 2. pkt.

Der henvises herved nærmere til forslaget til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.

De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelse af de regler, der måtte blive udstedt i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget.

Til § 9

Bestemmelsen fastsætter, at virksomhedsoverdragelsesloven finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som som led i et forpligtende kommunalt samarbejde overføres til en bemyndiget kommune, og som ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Bestemmelsen gælder både for ansatte, der overføres efter lovforslagets § 8, stk. 1, og for andre ansatte, der i øvrigt efter aftale mellem kommunalbestyrelserne som led i et forpligtende kommunalt samarbejde måtte blive overført til en bemyndiget kommune.

Med bestemmelsen sikres alle overenskomstansatte m.v., der overføres som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, uagtet karakteren af deres arbejdsopgaver ensartede rettigheder efter virksomhedsoverdragelsesloven. De pågældende ansatte bliver herunder omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler om videreførelse af de ansattes ansættelsesvilkår. Den nye ansættelsesmyndighed indtræder således umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der består på overdragelsestidspunktet i henhold til kollektiv overenskomst og aftale, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og individuel aftale om løn- og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2. De pågældende ansatte bliver endvidere omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af kommunalreformen, jf. nærmere virksomhedsoverdragelseslovens § 3.

Bestemmelsen indebærer, at alle overenskomstansatte m.v., der overføres som led i et forpligtende kommunalt samarbejde, som udgangspunkt er forpligtet til efter kommunalreformen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer således, at arbejdsgiverskiftet i forbindelse med overførslen af en ansat til en ny ansættelsesmyndighed som led i kommunalreformen ikke i sig selv er en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle, forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet. En ansat vil dog altid kunne opsige ansættelsesforholdet med sædvanligt varsel, såfremt denne ikke måtte ønske at blive overført til en ny ansættelsesmyndighed. Ophæves arbejdsaftalen af en lønmodtager, fordi overdragelsen medfører væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for lønmodtageren, sidestilles ophævelsen med en afskedigelse i retsforholdet mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 3, stk. 2.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.

Til § 10

Til stk. 1

Bestemmelsen fastsætter, at tjenestemænd, der som led i et forpligtende kommunalt samarbejde overføres til en bemyndiget kommune, overgår til ansættelse på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Bestemmelsen gælder både for tjenestemænd, der overføres efter lovforslagets § 8, stk. 1, og for andre tjenestemænd, der i øvrigt efter aftale mellem kommunalbestyrelserne som led i et forpligtende kommunalt samarbejde måtte blive overført til en bemyndiget kommune.

Lovforslaget indebærer, at ansættelsesmyndigheden er den bemyndigede kommunalbestyrelse, og at ansættelsesområdet er den bemyndigede kommune.

Overgang til ansættelse hos den bemyndigede kommune vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse under den bemyndigede kommunalbestyrelse.

Endvidere indebærer lovforslaget, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling i den bemyndigede kommune, som ikke ændrer tjenestens karakter.

Ved vurderingen af, om en sådan anden stilling kan anses for passende, vil det ud over en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng med den hidtidige stilling skulle indgå, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter som uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v. kan siges at have fået anvist en passende stilling. Ved vurderingen vil det endvidere blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle kommunalreform i den offentlige sektor. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, dvs. den bemyndigede kommune, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.

Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.

Der kan ikke angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling, heller ikke i forhold til eksempelvis geografiske ændringer. Stor afstand mellem det hidtidige og det nye tjenestested udelukker således ikke i sig selv pligten til at overtage den nye stilling.

Overgangen til ansættelse under den bemyndigede kommunalbestyrelse sker på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår. Det vil ved den pensionsmæssige indplacering hos den nye ansættelsesmyndighed blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i den hidtidige ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos den nye ansættelsesmyndighed, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastslår, at tjenestemænd, der som led i et forpligtende kommunalt samarbejde overføres til ansættelse i en bemyndiget kommune, ved pensionering fra ansættelsen får udbetalt tjenestemandspensionen af denne kommune.

Bestemmelsen fastslår videre, at dette også gælder andre ansatte, der som led i et forpligtende samarbejde overføres til ansættelse i en bemyndiget kommune, og som har en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger.

Stk. 2 regulerer alene spørgsmålet om udbetaling af pension til de nævnte ansatte. De pågældendes øvrige rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen reguleres for tjenestemændenes vedkommende efter stk. 1, og for de øvrige ansattes vedkommende efter § 9.

For så vidt angår spørgsmålet om fordelingen mellem den delegerende og den bemyndigede kommune af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og øvrige ansatte omfattet af stk. 2, henvises til § 8, stk. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 11

Det følger af aftalen om en strukturreform, at der i forbindelse med fastlæggelsen af de forpligtende kommunale samarbejder skal tages særlige hensyn til de øer, der i dag udgør €" eller er på vej til at danne €" én selvstændig kommune, og hvor kommunalbestyrelsen ikke ønsker, at kommunen skal indgå i en kommunesammenlægning.

I overensstemmelse hermed vil indenrigs- og sundhedsministeren €" som beskrevet i de almindelige bemærkninger og i bemærkningerne til § 2, stk. 5 €" ved udpegelsen af kommuner i et forpligtende samarbejde med deltagelse af en sådan ø-kommune kunne fravige visse af de generelle retningslinier for disse samarbejder, som følger af aftalen om en strukturreform.

For yderligere at tage højde for de særlige omstændigheder, som kan gøre sig gældende for så vidt angår sådanne ø-kommuner, indeholder § 11 en adgang for indenrigs- og sundhedsministeren til i fornødent omfang at fravige lovgivningen.

Denne adgang er påtænkt anvendt for så vidt angår forpligtende samarbejder omfattende øer, der udgør eller er på vej til at danne én selvstændig kommune.

Fravigelse af de i bestemmelsen nævnte regler vil ske ved meddelelse af dispensationer i forhold til konkrete forpligtende kommunale samarbejder.

Til stk. 1

Stk. 1 omhandler muligheden for at fravige reglerne i lov om forpligtende kommunale samarbejder. En sådan fravigelse vil kunne bestå i, at det forpligtende samarbejde ikke skal omfatte alle de opgaveområder eller alle dele af de opgaveområder, der er nævnt i § 1, stk. 2, således at den omhandlede ø-kommune selv varetager udførelsen af nogle af de opgaver, der er omfattet af § 1, stk. 2. En sådan fravigelse vil endvidere kunne bestå i, at varetagelsen af udøvelsen af opgaverne inden for et opgaveområde deles op, således at visse dele heraf delegeres til en kommune i samarbejdet, mens andre dele delegeres til en anden kommune i samarbejdet.

Til stk. 2

Efter stk. 2 kan indenrigs- og sundhedsministeren fravige regler i anden lovgivning, der vedrører de opgaveområder, som er omfattet af samarbejdet. Denne adgang omfatter ikke alene de bestemmelser, som efter § 1, stk. 2, er omfattet af samarbejdet, men også andre bestemmelser, der vedrører de omhandlede opgaveområder. Sådan fravigelse skal ske efter forhandling med den ansvarlige minister.

Fravigelse af sådanne regler vil kunne komme på tale af hensyn til betjeningen af borgerne i en ø-kommune i tilfælde, hvor sådan betjening forudsætter, at borgerne retter personlig henvendelse til en bemyndiget fastlandskommune. Der kan således for så vidt angår borgere i ø-kommuner som følge af lang rejsetid til fastlandet gøre sig særlige hensyn gældende. Et eksempel på en sådan fravigelse kunne være, at den fastlandskommune, der af en ø-kommune er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaver efter § 1, stk. 2, på vegne af ø-kommunen, kan pålægges at tilrettelægge sin opgavevaretagelse på en sådan måde, at ø-kommunens borgere gives mulighed for at rette personlig henvendelse til en repræsentant for den bemyndigede kommune på øen.

Til § 12

Til stk. 1

Bestemmelsen fraviger for de kommuner, der har delegeret udøvelsen af de kommunale opgaver på beskæftigelsesområdet, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, reglerne i § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 16, stk. 1, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Efter de nævnte bestemmelser skal kommunerne drage omsorg for, at en særskilt forvaltning alene udfører den kommunale beskæftigelsesindsats, og etablere et jobcenter, hvor opgaverne varetages. Bestemmelsen fraviger endvidere for så vidt angår de nævnte kommuner kravet efter § 46 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunerne skal nedsætte et lokalt beskæftigelsesråd til at rådgive de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcentret.

Baggrunden for fravigelsen af kravene om en særlig forvaltning til udførelse af den kommunale beskæftigelsesindsats og etablering af et jobcenter er, at der, når udøvelsen af de kommunale opgaver inden for et forpligtende kommunalt samarbejde delegeres i henhold til dette lovforslags § 2, stk. 1, ikke er behov for, at den eller de delegerende kommuner opretter en beskæftigelsesforvaltning eller et jobcenter.

Den bemyndigede kommune skal derimod efter § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 16, stk. 1, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats drage omsorg for, at en særskilt forvaltning alene udfører opgaver vedrørende beskæftigelsesindsatsen, og etablere et jobcenter, hvor opgaverne varetages. Denne forvaltning og dette jobcenter skal varetage udøvelsen af opgaverne efter § 1, stk. 2, nr. 1, for alle kommunerne i samarbejdet.

Idet udøvelsen af beskæftigelsesindsatsen for alle kommuner i et forpligtende samarbejde foreslås samlet i en forvaltning og et jobcenter i den bemyndigede kommune, anses det tillige mest hensigtsmæssigt, at alene den bemyndigede kommune nedsætter et lokalt beskæftigelsesråd efter § 46 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats til at rådgive de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcentret.

Det lokale beskæftigelsesråd, som den bemyndigede kommune efter § 46 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats skal nedsætte, skal rådgive de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret. Rådet afgiver indstillinger i forbindelse med den årlige resultatrevision af beskæftigelsesindsatsen og kan afgive indstillinger om jobcenterets samlede beskæftigelsesindsats og de implicerede kommuners særskilte indsats samt statens indsats. Tilsvarende inddrages rådet i den fremadrettede planlægning af jobcenterets indsats og kan afgive indstillinger herom, herunder i forhold til den planlægning, som gennemføres af kommunerne og staten. Endelig vil rådet skulle planlægge og udmønte en statslig bevilling til fremme af en virksomhedsrettet indsats i lokalområdet. Reglerne om de lokale beskæftigelsesråds opgaver findes i §§ 48-50 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvortil der henvises.

Nedsættelsen af ét lokalt beskæftigelsesråd i hvert forpligtende kommunale samarbejde ændrer ikke ved, at kommunalbestyrelserne i de omfattede kommuner alle bevarer det økonomiske og politiske ansvar for beskæftigelsesindsatsen. Alle kommunalbestyrelser i samarbejdet har således ansvar for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret for så vidt angår de opgaver, der efter den i § 1, stk. 2, nr. 1, nævnte lovgivning påhviler dem. Alle kommunalbestyrelser i samarbejdet vil derfor skulle modtage rådgivning m.v. fra det lokale beskæftigelsesråd nedsat af den bemyndigede kommunalbestyrelse.

Pligten til efter §§ 25 og 26 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats at udarbejde en plan for det kommende års beskæftigelsesindsats og den årlige resultatrevision, der bl.a. skal vise resultater og effekter af den kommunale beskæftigelsesindsats i jobcentret, påhviler i overensstemmelse med det anførte om ansvaret for beskæftigelsesindsatsen hver kommune i det forpligtende kommunale samarbejde. Hver kommune skal således også efter reglerne herom i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats modtage høringssvar i forbindelse med udarbejdelse af planen for det kommende års beskæftigelsesindsats og resultatrevisionen.

For at sikre samarbejdet med staten i jobcenteret skal kommunerne i det forpligtende samarbejde sammenskrive de enkelte planer og resultatrevisioner. Der skal således udarbejdes en samlet beskæftigelsesplan og en samlet resultatrevision om såvel den samlede indsats for stat og kommuner som indsatsen fordelt på henholdsvis staten og de samarbejdende kommuner hver for sig.

For det lokale beskæftigelsesråd, som den bemyndigede kommunalbetyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde efter § 46 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats skal nedsætte, gælder reglerne i det nævnte lovforslag med de undtagelser, der følger af stk. 2-4.

Til stk. 2

Bestemmelsen indeholder for så vidt angår udpegelsen af kommunalbestyrelsesmedlemmer til det lokale beskæftigelsesråd, som den bemyndigede kommunalbestyrelse efter § 46 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats skal nedsætte, en fravigelse af reglerne i samme lovforslags § 47 om rådets sammensætning.

Det foreslås således i bestemmelsens nr. 1, at hver kommunalbestyrelse i det forpligtende kommunale samarbejde og ikke blot den bemyndigede kommunalbestyrelse, der nedsætter beskæftigelsesrådet, skal være repræsenteret ved ét kommunalbestyrelsesmedlem i rådet.

Bestemmelsen indeholder endvidere for så vidt angår det medlem af det lokale beskæftigelsesråd, som ifølge § 47 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats skal udpeges efter indstilling fra lokale integrationsråd, en fravigelse af reglerne i § 47.

Det foreslås således i bestemmelsens nr. 8, at medlemmet skal udpeges efter indstilling fra lokale integrationsråd ikke blot i den kommune, der nedsætter det lokale beskæftigelsesråd, dvs. den bemyndigede kommune, men i alle kommuner i det forpligtende kommunale samarbejde. Det er frivilligt for kommunerne at oprette lokale integrationsråd, hvorfor der vil kunne være lokale beskæftigelsesråd, der ikke har et medlem udpeget efter indstilling fra lokale integrationsråd. Det er tilstrækkeligt for udpegelse af et medlem efter indstilling fra lokale integrationsråd, at der i én kommune i et forpligtende samarbejde er nedsat et integrationsråd, som indstiller et medlem til beskæftigelsesrådet.

Baggrunden for bestemmelsen er, at det lokale beskæftigelsesråd, som nedsættes af den bemyndigede kommunalbestyrelse, skal rådgive alle kommunalbestyrelser i det forpligtende samarbejde. Der henvises herved til bemærkningerne til stk. 1.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastsætter, at den bemyndigede kommunalbestyrelse sammen med staten varetager sekretariatsbistanden for det lokale beskæftigelsesråd, som kommunen nedsætter efter § 46 i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Bestemmelsen fastsætter videre, at den bemyndigede kommunalbestyrelse træffer beslutning om vederlæggelse af medlemmerne af beskæftigelsesrådet.

Under hensyn til, at udøvelsen af beskæftigelsesindsatsen foreslås samlet i jobcentret i den bemyndigede kommune, og denne kommune skal nedsætte det lokale beskæftigelsesråd, er det ikke anset hensigtsmæssigt, at alle kommunalbestyrelser i det forpligtende kommunale samarbejde tager del i sekretariatsbetjeningen af rådet. Det foreslås derfor, at alene den bemyndigede kommunalbestyrelse sammen med staten pålægges denne opgave.

Bestemmelsen indeholder således en fravigelse af § 47, stk. 6, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcentret i fællesskab varetager sekretariatsbistanden.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at beslutningen om vederlæggelse af medlemmerne af det lokale beskæftigelsesråd træffes af den bemyndigede kommunalbestyrelse, som nedsætter beskæftigelsesrådet. Om indholdet af beslutningen om vederlæggelse henvises til § 52, stk. 1 og 2, i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Til stk. 4

Under hensyn til, at det af den bemyndigede kommunalbestyrelse nedsatte lokale beskæftigelsesråd skal rådgive alle kommunalbestyrelserne i de forpligtende samarbejder, jf. herved bemærkningerne til stk. 1, foreslås det, at udgifterne til rådets virksomhed afholdes af alle kommunerne i samarbejdet. Dette omfatter dog ikke statens udgifter til sekretariatsbistand efter stk. 3.

Det foreslås videre, at fordelingsnøglen for de kommunale udgifter skal være kommunernes udskrivningsgrundlag for 2006, således som det er udmeldt til kommunerne af indenrigs- og sundhedsministeren senest 1. juli 2005, jf. § 7, stk. 2, i lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 199 af 24. marts 2003 €" det såkaldte statsgaranterede udskrivningsgrundlag.

De omhandlede udgifter omfatter alle kommunale udgifter til det lokale beskæftigelsesråds virksomhed, herunder såvel udgifterne til den del af sekretariatsbistanden, som efter stk. 3 varetages af den bemyndigede kommune, som udgifter til eventuel vederlæggelse af beskæftigelsesrådets medlemmer, jf. stk. 3 og bemærkningerne hertil.

Til § 13

Bestemmelsen fraviger adgangen til delegation af myndighedsopgaver efter integrationslovens § 5, stk. 2, for så vidt angår varetagelsen af myndighedsopgaver efter integrationsloven, som er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 1.

Efter bestemmelsen i § 5, stk. 2, i integrationsloven kan en kommunalbestyrelse efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå visse opgaver efter integrationsloven, herunder opgaver vedrørende tilbud om introduktionsprogram. Bestemmelsen omfatter opgaver, der har karakter af myndighedsudøvelse, dvs. opgaver, der tager sigte på at træffe retligt bindende afgørelser, og indeholder hjemmel til etablering af kommunalt samarbejde om udførelsen af sådanne opgaver efter integrationsloven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den bemyndigede kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde ikke kan videredelegere varetagelsen af myndighedsopgaver efter integrationsloven, som er omfattet af det forpligtende kommunale samarbejde, til en kommunalbestyrelse uden for samarbejdet. Dette gælder både de opgaver, som den bemyndigede kommunalbestyrelse selv har ansvaret for, og de opgaver, som den bemyndigede kommunalbestyrelse har fået delegeret fra de øvrige kommunalbestyrelser i det forpligtende samarbejde.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at den bemyndigede kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde varetager samtlige myndighedsopgaver efter integrationsloven, som er omfattet af det forpligtende kommunale samarbejde, og dermed at sikre den nødvendige bæredygtighed for varetagelsen af disse opgaver.

Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at den bemyndigede kommunalbestyrelse i medfør af integrationslovens § 5, stk. 1, eller på grundlag af almindelige forvaltningsretlige principper overlader udførelsen af opgaver, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, til andre, herunder også opgaver, som kommunalbestyrelsen har fået overladt som led i det forpligtende samarbejde.

Endvidere er bestemmelsen ikke til hinder for, at den pågældende kommunalbestyrelse i medfør af § 5, stk. 2, i integrationsloven bemyndiger en anden kommunalbestyrelse til at forestå udførelsen af myndighedsopgaver omfattet af adgangen til delegation efter § 5, stk. 2, i integrationsloven, som ikke er omfattet af lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Til § 14

Bestemmelsen fastsætter, at de forpligtende kommunale samarbejder ikke omfatter kommunalbestyrelsens opgaver efter miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og vandforsyningsloven i det omfang, en kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde deltager i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, herom.

Som nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 2, stk. 1, følger det af samarbejdets pligtmæssige form, at lovforslaget ikke giver mulighed for, at kommunalbestyrelser, der deltager i forpligtende kommunale samarbejder, samarbejder om løsningen af opgaver omfattet af samarbejderne på andre måder end ved bemyndigelse inden for samarbejdet. Dette indebærer bl.a., at de deltagende kommunalbestyrelser ikke kan overlade opgaver omfattet af samarbejderne til selvstændig varetagelse i et kommunalt fællesskab oprettet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 60.

Samarbejde i kommunale fællesskaber er således ikke et alternativ til samarbejdet i de forpligtende kommunale samarbejder, der €" i modsætning til, hvad der gælder om samarbejde i kommunale fællesskaber €" indebærer, at den delegerende kommunalbestyrelse bevarer ansvaret for opgaven.

Det er dog vurderet, at der for så vidt angår visse opgaver på miljø- og naturområdet er behov for, at kommuner, der indgår i forpligtende kommunale samarbejder, desuagtet fortsat skal kunne vælge at varetage disse opgaver inden for rammerne af kommunale fællesskaber. Dette gælder opgaver efter miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og vandforsyningsloven.

I de nævnte love er der fastsat bestemmelser, hvorefter kommunerne kan deltage i kommunale fællesskaber, jf. miljøbeskyttelseslovens § 86, jordforureningslovens § 60 og vandforsyningslovens § 71 a. Beføjelserne er navnlig anvendt på miljøbeskyttelseslovens område til oprettelse af de såkaldte miljøcentre. Miljøcentrene har i dag meget varierende størrelser (omfattende fra 4-58 kommuner), og de enkelte kommuner har i varierende omfang henlagt opgaver til disse centre.

Hertil kommer, at der i vidt omfang er henlagt forsyningsvirksomhed (faktisk forvaltningsvirksomhed) efter de nævnte love til kommunale fællesskaber. Dette gælder navnlig på affaldsområdet efter miljøbeskyttelsesloven, men også i begrænset omfang på vandområdet.

Baggrunden for, at der på disse opgaveområder i det omfang, kompetencen er overført til et kommunalt fællesskab, gøres undtagelse fra kravet om, at udøvelsen af opgaverne skal ske gennem forpligtende kommunale samarbejder, er, at den faglige bæredygtighed normalt bedst tilgodeses i et kommunalt fællesskab, der i praksis i de fleste tilfælde dækker langt flere kommuner end de forpligtende kommunale samarbejder.

For så vidt angår visse opgaver på forsyningsområderne, herunder f.eks. affaldsforbrænding, er det således i vidt omfang en forudsætning for opgavevaretagelsen, at denne sker i et samarbejde mellem et større antal kommuner. Også vedrørende andre opgaver på forsyningsområderne vil varetagelse i et samarbejde mellem et større antal kommuner være mere hensigtsmæssig end deltagelse i et forpligtende samarbejde mellem nogle få kommuner. § 14 muliggør bl.a., at samarbejde inden for rammerne af kommunale fællesskaber kan opretholdes, og at kommunalbestyrelser, der deltager i et forpligtende kommunalt samarbejde, dermed kan undgå de konsekvenser, herunder eventuelle økonomiske konsekvenser, som en udtræden af disse kommunale fællesskaber måtte kunne have.

Bestemmelsen giver således mulighed for, at kommuner i forpligtende kommunale samarbejder kan fortsætte deres deltagelse i allerede oprettede kommunale fællesskaber om opgaver, der er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen giver tillige mulighed for, at de omhandlede kommuner kan være med til at oprette nye kommunale fællesskaber om sådanne opgaver, samt at de kan overdrage nye kompetencer til allerede oprettede kommunale fællesskaber.

I tilfælde, hvor der er tale om oprettelse af et nyt kommunalt fællesskab eller overdragelse af nye kompetencer til et eksisterende fællesskab, forudsættes det, at de krav til befolkningsgrundlaget, som efter regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform stilles til den faglige bæredygtighed i opgavevaretagelse i de forpligtende kommunale samarbejder, ikke tilsidesættes. Dette vil blive påset i forbindelse med vedkommende statsforvaltnings godkendelse i medfør af § 60 i lov om kommunernes styrelse af det kommunale fællesskabs vedtægter eller af ændringer af vedtægterne.

Hvis en kommune i et forpligtende kommunalt samarbejde alene har henlagt visse opgaver på de opgaveområder, der er omfattet af § 14, til et kommunalt fællesskab, følger det af § 2, stk. 1, at de øvrige opgaver på området er omfattet af delegationen af udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 3, inden for det forpligtende samarbejde. Hvis en kommune i et forpligtende samarbejde eksempelvis kun har henlagt sagsforberedelsen, men ikke afgørelseskompetencen, til et miljøcenter, er selve afgørelseskompetencen således omfattet af delegationen inden for det forpligtende samarbejde.

Til § 15

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at loven træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dog således at § 1, stk. 2, der fastlægger de opgaveområder, som samarbejdet skal omfatte, først træder i kraft den 1. januar 2007.

Udpegelsen efter § 2, stk. 1, af de grupper af kommuner, der skal samarbejde efter loven, skal ske samtidig med fastlæggelsen af den nye kommunale inddeling efter reglerne i forslag til lov om revision af den kommunale inddeling. Sidstnævnte lovforslag fremsættes samtidig med dette lovforslag.

De love og lovbestemmelser vedrørende kommunalbestyrelsens opgaver, som efter § 1, stk. 2, skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, er de bestemmelser, der fra den 1. januar 2007 vil regulere den kommunale opgavevaretagelse. Derfor foreslås, at § 1, stk. 2, først skal træde i kraft på dette tidspunkt, hvor også de forpligtende kommunale samarbejder påbegyndes, jf. § 1, stk. 1.

Til stk. 2

Efter § 1, stk. 1, skal de forpligtende samarbejder påbegyndes den 1. januar 2007. Dette indebærer, at de bemyndigede kommuner i de forpligtende kommunale samarbejder på dette tidspunkt overtager udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af samarbejderne.

Bestemmelsen fastslår, at dette også gælder behandlingen af sager, der er påbegyndt hos en anden myndighed, herunder hos den delegerende kommune eller en amtskommune. Ved behandlingen af sager forstås i denne henseende udøvelsen af alle de opgaver, der er omfattet af bemyndigelsen, herunder også faktisk forvaltningsvirksomhed.

Til § 16

Bestemmelsen angiver, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.