B 66 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om at øremærke 12 uger af barselorloven til
fædre.
Fremsat den 24. januar 2006 af
Anne Grete Holmsgaard (SF), Ole Sohn (SF),
Kirsten Brosbøl (S),
Thomas Adelskov (S), Jan Petersen (S),
Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Geday (RV),
Marianne Jelved (RV), Majbrit Berlau (EL),
Jørgen Arbo‑Bæhr (EL) og
Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at øremærke 12 uger af
barselorloven til fædre
Folketinget opfordrer regeringen til at tage de
nødvendige initiativer med henblik på at lovsikre
mænds ret til 12 ugers barselorlov. Orloven skal indgå
i den samlede barselperiode, og de 12 uger bortfalder, hvis ikke
faderen tager dem.
Bemærkninger til forslaget
Barseludligningsordningen, der netop er blevet
aftalt med opbakning fra alle Folketingets partier, er et skridt
på vejen mod ligestilling af mænd og kvinder.
Næste store skridt for ligestillingen er, at mænd skal
have ret til en større del af barselorloven, end de har i
dag. Kvinder tager stadig langt den største del af
barselorloven €" det gælder også den del af
barselperioden, der frit kan deles mellem mænd og kvinder.
Barselfondens eksistens vil ikke i sig selv ændre dette
forhold, og derfor ønsker forslagsstillerne at
øremærke 12 af de 52 ugers barselorlov til barnets
fader.
Andelen af mænd, der benytter sig af
muligheden for at tage barselorlov, er i stigning, men mænd
tager i dag i gennemsnit stadig kun 3,4 uger af 52 ugers
barselorlov (ifølge Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggenders tal fra 2004). Danske kvinder holder i
gennemsnit 42,3 ugers barselorlov. Omkring 70 pct. af mændene
bruger deres ret til orlov, men de fleste bruger kun de to
øremærkede uger. Der er en stigning i mænds
orlovsmængde, men fra 2002 til 2003 var stigningen kun
på 3 dage. Opfordringer til at tage en større del af
barselorloven er ikke tilstrækkeligt. Det skyldes i mange
tilfælde ikke uvilje for fædrenes vedkommende, men at
der ikke i dag er sikret mere end 2 ugers øremærket
barselorlov til fædrene. På mange arbejdspladser er
kulturen stadig ugunstig for fremme af fædrebarselorlov,
hvilket betyder, at mænd kan frygte repressalier, hvis de
beder arbejdsgiveren om længere barselorlov. Det ses i de
undersøgelser, der er foretaget, og det ses på, at et
stigende antal fædre oplever at blive fyret eller chikaneret,
fordi de vil holde orlov (Kristeligt Dagblad den 25. august 2005).
Undersøgelser (bl.a. Lea Drews) viser også, at der
ofte er en uudtalt overenskomst i familien om, at moderen er
førstevælger til orloven, og derfor kommer det ofte
slet ikke på tale, at faderen kan få en større
del af tiden med barnet. (Magisterbladet nr. 19, 2005: Norden har
fundet barselløsningen).
En mere lige barselfordeling skal ske af hensyn
til familierne og børnene. Men det er også vigtigt, at
den store talentmasse, som kvinder på arbejdsmarkedet er,
udnyttes bedre. Men hvis perioden, hvor familien har adgang til
betalt barselorlov, udnyttes bedre, skal mændene have
mulighed for at tage en større del af ansvaret hjemme. Det
har danske virksomheder også en kæmpeinteresse i. Det
har i dag store konsekvenser for kvinderne, at det er dem, der
tager langt størstedelen af barselorloven. En
undersøgelse udarbejdet af civiløkonomernes og
ingeniørernes forbund samt DJØF viser, at 30 pct. af
de kvinder, der kommer tilbage på arbejde efter endt barsel,
oplever negative konsekvenser. Heroverfor står tallet 4 pct.
for mændenes vedkommende (Jyllands-Posten den 21. september
2005). Herudover får kvinderne mindre i pension end deres
mænd, de bliver sprunget over ved lønforhandlingerne,
og de mister karrieremuligheder. Men det faktum, at mænd
tager så få ugers barselorlov, betyder også, at
de får et mindre tæt forhold til deres barn, er i
større fare for at blive skilt og mister muligheden for at
oparbejde de kompetencer, som en barselorlov giver, og som moderne
virksomheder i dag efterspørger i stigende grad.
Endelig har det også betydning for
samfundsøkonomien, at barselorloven er så ulige
fordelt, som tilfældet er i dag. Tilknytningen til
arbejdsmarkedet falder, og derfor vil det være til gavn
også for samfundet, hvis barselorloven fordeles mere
ligeligt. Desuden halter Danmark fortsat bagefter med
ligestillingen på lederplan. Det udtaler professor i
nationaløkonomi og forsker i kvinder og karriere, Nina
Smith. Meldingen fra Nina Smith kom efter en schweizisk
undersøgelse, der placerer Danmark næstsidst,
når det gælder andelen af kvinder i magtfulde job. I
Danmark er kun lidt over hver femte af den slags stillinger besat
af en kvinde, og det kan kun Italien gøre dårligere.
En af årsagerne hertil er skævvridningen af lige
fordeling af barsel mellem mænd og kvinder.
Mere barselorlov til mænd vil ligestille
kvinder og mænd på arbejdsmarkedet. Samtidig vil mere
barselorlov til mænd give et langt mere helstøbt
familieliv, hvor moderen og faderen deler ansvaret for
børnene. Undersøgelser €" f.eks. Gendering Family Dynamics: The Case of Sweden
and Hungary, foretaget af doktor i demografi ved Stockholms
Universitet Livia Sz. Oláh i 2001 €" peger
på, at skilsmisseraten falder, når faderen tager en
større del af barselorloven. Undersøgelsen tog udgangspunkt i
statistisk materiale fra knap 5.000 svenskere og viste, at denne
tendens især gjorde sig gældende i familier, hvor begge
forældre er højtuddannede. Her bliver risikoen
for skilsmisse halvt så stor, hvis faderen tager orlov.
Desuden viser en undersøgelse fra Center
for Ligestillingsforskning på RUC, at mænd, der tager
barselorlov, bliver bedre til deres arbejde (Politiken den 20.
november 2005).
I de øvrige nordiske lande er lovgivningen
en del længere fremme.
I Norge gør forskellige ordninger, at 5
ugers orlov er forbeholdt fædrene. Resultatet er, at 90 pct.
af fædrene nu tager orlov og i snit har 6,5 uger hjemme med
barnet, mens de får løn.
I Island har fædre 3 måneders
øremærket barselorlov, og op mod 90 pct. af
fædrene bruger deres barselorlov.
I Sverige er 2 måneder af orloven reserveret
til fædrene.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at fuld
løn under barsel skal være endemålet for alle
mænd og kvinder for at undgå, at lønnedgang
bliver en hindrende faktor for at dele barselorloven mellem moderen
og faderen. Mere øremærket barselorlov til fædre
må sammen med barseludligningsordningen forventes at fremme
arbejdet for fuld løn under barsel.
I de tilfælde, hvor der kun er en
forælder til barnet, sikres denne forælder ret til den
fulde barselorlov. I tilfælde, hvor barnets faktiske
forældre er to samlevende personer af samme køn og
enten faderen eller moderens identitet ikke kendes eller er oplyst,
skal de to personer have ret til at dele orloven på samme
måde som beskrevet i forslaget.
Barselregler i
Norden
Island
Længde i alt
efter fødsel: 9 måneder
Reserveret til moderen: 3 måneder
Reserveret til faderen: 3 måneder
Kompensation: 80 pct. af indkomsten op til 50.000 kr. om
måneden
Finansiering: En fælles statslig kasse, som alle
lønmodtagere og arbejdsgivere indbetaler til. Kassen
fungerer bl.a. også som statslig a-kasse. I 1995, da den
gamle ordning stadig gjaldt, tog 10 mænd orlov (ikke 10 pct.,
men 10 mænd i alt). Efter at reglerne er blevet ændret,
benytter omkring 90 pct. af fædrene sig af muligheden for at
holde orlov, og de holder i gennemsnit lidt over 3
måneder .
Norge
Længde i alt efter fødsel: 43 eller
53 uger
Reserveret til moderen: 6 uger
Reserveret til faderen: 5 uger
Kompensation: 100 pct. af lønnen i 43
uger eller 80 pct. i 53 uger
Finansiering: En såkaldt Folketrygd, som
både lønmodtagere, arbejdsgivere og selvstændige
indbetaler til. Folketrygden betaler også bl.a. sygedagpenge
og pension. Før fædrekvoten på dengang 4 uger
blev indført i 1993, holdt kun 4 pct. af de norske
mænd barselorlov. 3 år senere, i 1996, holdt 55 pct. af
de nybagte fædreorlov.
Sverige
Længde i alt efter
fødsel: 16 måneder
Reserveret til moderen: 2 måneder
Reserveret til faderen: 2 måneder
Kompensation: 80 pct. af lønnen
Finansiering: En ordning, hvor arbejdsgiveren
indbetaler 1,5 pct. af lønsummen til en fælles
kasse.
Skriftlig fremsættelse
Anne Grethe Holmsgaard (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
øremærke 12 uger af barselorloven til
fædre.
(Beslutningsforslag nr. B 66).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.