L 163 (som fremsat): Forslag til lov om anlæg
af motorvej mellem Ølholm og Vejle og udbygning af
motortrafikvejen mellem Riis og Ølholm til motorvej (rute
18).
Fremsat den 22. februar 2006 af
transport‑ og energiministeren (Flemming Hansen)
Forslag
til
Lov om anlæg af motorvej mellem
Ølholm og Vejle og
udbygning af motortrafikvejen mellem Riis og Ølholm
til
motorvej (rute 18)
§ 1. Transport-
og energiministeren bemyndiges til:
1) at anlægge en hovedlandevej mellem
hovedlandevej 338, Ølholm-Give (rute 18) ved Ølholm,
og hovedlandevej 60, Østjyske Motorvej (E45) ved Vejle, som
motorvej med de fornødne tilslutninger til det eksisterende
vejnet,
2) at udbygge hovedlandevej 338,
Ølholm-Give, til motorvej på strækningen mellem
Vejlevej ved Riis og den i nr. 1 nævnte hovedlandevejs
begyndelsespunkt ved Ølholm og
3) at nedlægge den nuværende
hovedlandevej 348, Vejle-Viborg, som hovedlandevej mellem
Ølholm og Vejle.
§ 2. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
hovedindhold
Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til
transport- og energiministeren til at anlægge en ca. 15 km
lang motorvej mellem Ølholm og Østjyske Motorvej
(E45) nord for Vejle og til at udbygge en ca. 10 km lang
strækning af motortrafikvejen Riis-Ølholm til
motorvej.
Forslaget er et led i udmøntningen af
aftalen af 4. november 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og
Det Radikale Venstre på trafikområdet, som er en del af
aftalen om finansloven for 2006. Aftalen er samtidig et supplement
til trafikaftalen fra november 2003.
Anlæg af motorvejen sker som led i det
samlede projekt om etablering af motorvej mellem Herning og Vejle
(rute 18) og sigter på at understøtte
erhvervsudviklingen i det midt- og vestjyske område samt at
forbedre fremkommeligheden og trafiksikkerheden.
Der er tidligere vedtaget anlægslove
for følgende delstrækninger af rute 18:
Brande Omfartsvej er anlagt som 2-sporet
motortrafikvej, jf. lov nr. 408 af 22. maj 1996. Vejen åbnede
i 2000 og vil senere kunne udbygges til motorvej.
Beslutningsgrundlag herfor udarbejdes i henhold til trafikaftalen
af 5. november 2003 i perioden 2007-2008.
Strækningen mellem Riis og
Ølholm er anlagt som 2-sporet motortrafikvej, jf. lov nr.
483 af 1. juli 1998. Den blev åbnet for trafik i august 2004
og er ligeledes forberedt for en udbygning til motorvej.
Strækningen mellem Herning N og Brande
Omfartsvej er under anlæg som motorvej mellem Sundsvej og
Brande Omfartsvej og som 2-sporet motortrafikvej mellem Herning N
og Sundsvej, jf. lov nr. 401 af 2. juni 1999, som ændret ved
lov nr. 408 af 6. juni 2002. Strækningen forventes
åbnet etapevis i 2006-2007.
Ved lov nr. 325 af 5. maj 2004 er det
besluttet at anlægge motorvej på strækningen
mellem Brande og Riis. Som første etape anlægges
delstrækningen Give-Riis, der på en delstrækning
indgår trafikalt som en del af Diagonalvejen syd om Give. Den
forventes åbnet for trafik i 2008. Der er ikke afsat midler
på finansloven til anlæg af anden etape mellem Brande
og Give, og det er endnu ikke politisk aftalt, hvornår denne
etape skal gennemføres.
I henhold til trafikaftalen fra november 2003
skal der udarbejdes beslutningsgrundlag (VVM-undersøgelse)
for udbygning af E45 mellem Herslev og Hornstrup i perioden
2005-2007.
2. VVM-undersøgelse og
høringssvar
VVM-undersøgelsen for
strækningen Riis-Ølholm-Vejle er gennemført i
2003-2005 i overensstemmelse med Rådets direktiv
85/337/EØF (VVM-direktivet), som ændret ved
Rådets direktiv 97/11/EF. Miljøundersøgelserne
har omfattet kortlægning af natur, kulturhistorie og landskab
i en bred interessekorridor, miljøvurdering af de
foreslåede linjeføringer og indarbejdelse af
miljøhensyn i projektet, herunder justering af
linjeføringer og længdeprofiler, håndtering af
vejvand, etablering af fauna- og stipassager, udlæg af
erstatningsnatur m.m.
Motorvejsstrækningen er beliggende i
Vejle Amt og i Give Kommune, Jelling Kommune, Tørring-Uldum
Kommune og Vejle Kommune, som alle har deltaget i
undersøgelsesarbejdet. Efter den 1. januar 2007 vil
motorvejsstrækningen være beliggende i de nye Vejle og
Hedensted Kommuner.
VVM-processen blev indledt med en
offentlighedsfase, hvor der blev afholdt borgermøde, og
borgerne blev opfordret til at indsende idéer og forslag til
undersøgelsen. Vejdirektoratet modtog i alt 44 svar, som er
indgået i undersøgelsen.
Resultatet af undersøgelserne er
beskrevet i Vejdirektoratets VVM-redegørelse, som omfatter
følgende 3 rapporter:
· Rapport nr.
296: Sammenfattende rapport
· Rapport nr.
297: Miljøvurdering
· Rapport nr. 298:
Arealanvendelsesanalyse
Desuden er udgivet en orienteringsfolder og
en CD med de tre rapporter og forskelligt baggrundsmateriale.
Rapporterne kan læses på www.vejdirektoratet.dk. Den
sammenfattende rapport og orienteringsfolderen blev den 3. juni
2005 sendt til Trafikudvalget til orientering (Trafikudvalget,
2004-2005, alm. del €" bilag 226).
I VVM-redegørelsen er
præsenteret et hovedforslag og to alternative
linjeføringsforslag €" alternativ 1 og alternativ 2 -
til anlæg af en motorvej mellem Ølholm og Vejle. Der
henvises til kortet, jf. lovforslagets bilag 2.
I hovedforslaget føres motorvejen i et
tæt forløb med den nuværende hovedlandevej
(Viborg Hovedvej), således at påvirkningen af natur og
landskab bliver mindst mulig. Ølholm og Lindved får
tilslutning til motorvejen, som dog samtidig kommer relativt
tæt på de to byer.
De to alternative linjeføringer
forløber i større afstand fra Viborg Hovedvej,
Ølholm og Lindved, men påvirker herved det
uforstyrrede landskab og naturområderne vest for Viborg
Hovedvej.
VVM-redegørelsen var fremlagt til
offentlig høring fra 6. juni til 22. august 2005, og der
blev i tilknytning hertil afholdt tre borgermøder.
VVM-redegørelsen er endvidere sendt til en række
myndigheder, interesseorganisationer og foreninger samt 1.300
husstande i undersøgelsesområdet.
Vejdirektoratet modtog 51 skriftlige
høringssvar, heraf 14 fra offentlige myndigheder og 37 fra
private borgere, virksomheder, foreninger og
interesseorganisationer. Alle henvendelser er blevet svaret
individuelt. Resultatet af høringen er beskrevet i
Vejdirektoratets notat nr. 111: " Rute 18 Motorvej
Riis-Ølholm-Vejle, Redegørelse vedr. den offentlige
høring af VVM-redegørelsen, 6. juni - 22. august
2005". Notatet kan læses på www.vejdirektoratet.dk.
Vejle Amt, Tørring-Uldum Kommune,
Vejle Kommune, Jelling Kommune, Hedensted Kommune, Herning Kommune
og Kulturmiljørådet i Vejle Amt anbefaler, at
motorvejen Riis-Ølholm-Vejle anlægges som beskrevet i
hovedforslaget.
Vejle Amt og Tørring-Uldum Kommune
anbefaler, at der sættes fokus på
støjforholdene, og Tørring-Uldum Kommune
ønsker nærmere drøftelser med Vejdirektoratet
omkring lokalvejnettet ved Ølholm og Lindved.
Jelling Kommune anbefaler, at den
påtænkte rasteplads øst for Mindstrupvej
udgår af det videre arbejde, da den efter kommunens
opfattelse forekommer overflødig.
Viborg Amt og et mindretal i
Tørring-Uldum Kommune samt Hedensted Provstiudvalg,
Sindbjerg Menighedsråd og Langskov Menighedsråd
anbefaler alternativ 1.
Ringkøbing Amt, Give Kommune og
Kulturarvsstyrelsen har ingen bemærkninger til valget mellem
de alternative linjeføringsforslag.
Danmarks Naturfredningsforening anbefaler
hovedforslaget, som vurderes at være mest skånsomt for
natur og landskab som helhed.
Tørring-Uldum Erhvervsråd
anbefaler ligeledes hovedforslaget med den begrundelse, at
forslaget vil give kommende og eksisterende virksomheder i Lindved,
Ølholm og Tørring en unik mulighed for at skabe
yderligere vækst.
Hovedparten af høringssvarene er fra
borgere i Ølholm og Lindved eller borgere med bopæl
langs Viborg Hovedvej, som gør indsigelse mod hovedforslaget
og anbefaler alternativ 1. Blandt disse høringssvar er
ét underskrevet af 522 borgere i Ølholm og
Lindved.
Som begrundelse herfor anføres bl.a.,
at flere mennesker kommer til at bo tæt op ad den nye
motorvej i hovedforslaget end i alternativ 1, og at en motorvej i
hovedforslaget vil medføre problemer for lokaltrafikken
omkring Ølholm og adskille Sindbjerg og Langskov Kirker fra
deres sogne.
Mange af høringssvarene
vedrører støjforhold, og flere anmoder om, at der
afsættes de nødvendige midler til
afværgeforanstaltninger for de berørte ejendomme ved
anvendelse af støjdæmpende belægning,
nedgravning af vejen og opbygning af jordvolde osv. En af
henvendelserne herom er underskrevet af 64 borgere i og omkring
Hornstrup Mølleby, som ligger i nærheden af
udfletningsanlægget ved Østjyske Motorvej (E45).
Vejdirektoratet har efter høringen af
borgere og myndigheder anbefalet, at VVM-redegørelsens
hovedforslag lægges til grund for lovforslaget til
anlæg af motorvej Ølholm-Vejle og for udbygning af
motortrafikvejen Riis-Ølholm til motorvej.
Vejdirektoratets indstilling blev den 22.
november 2005 sendt til Trafikudvalget til orientering
(Trafikudvalget, 2005-2006, alm. del €" bilag 101).
3. Lovforslagets indhold
På baggrund af en samlet vurdering af
de gennemførte undersøgelser og høring af
borgere og myndigheder samt den politiske aftale af 4. november
2005 på trafikområdet foreslås med lovforslaget
en bemyndigelse til transport- og energiministeren til at
anlægge en ca. 15 km lang ny hovedlandevej mellem
Ølholm og Vejle som motorvej på baggrund af det i
Vejdirektoratets VVM-redegørelse beskrevne hovedforslag
suppleret med nye lokalveje ved Ølholm, jf. afsnit 4.6, og
til at udbygge en ca. 10 km lang strækning af
motortrafikvejen mellem Riis og Ølholm til motorvej.
Strækningerne fremgår af kortet, jf. lovforslagets
bilag 1.
Samtidigt foreslås en bemyndigelse til
at nedlægge den nuværende
hovedlandevejsstrækning, som motorvejen skal afløse
mellem Ølholm og Vejle.
Med anlæg af motorvej på
strækningen Riis-Ølholm-Vejle vil der opnås en
væsentlig forbedring for trafikken på såvel rute
18 som på rute 13 mellem Støvring-Viborg og Vejle og
rute 30 mellem Billund-området og Østjyske Motorvej
(E45) ved Horsens. Den nuværende hovedlandevej mellem
Ølholm og Vejle har en stor trafikbelastning med mange tunge
køretøjer og langsomkørende trafik, som
nedsætter fremkommeligheden og medfører gener for de
mennesker, som bor og opholder sig langs vejen.
4. Beskrivelse af
vejanlægget
4.1 Funktion og kvalitet
Vejen anlægges som motorvej. Den
indpasses i det omgivende miljø og landskab på en
æstetisk og miljømæssigt afbalanceret
måde. Den trafiksikkerhedsmæssige standard skal
være høj.
Motorvejen forbindes med Østjyske
Motorvej (E45) nord for Vejle. Det forudsættes, at E45
udvides ved Vejle. I projektet indgår derfor en udbygning af
E45 på strækningen mellem Hornstrup og Vejle N fra de
nuværende 4 spor til 6 spor.
Motorvejen dimensioneres for en hastighed
på 130 km/t, dog 110 km/t på den sydlige
strækning ved udfletningen med E45.
Vejprojektet gennemføres, så det
færdige anlæg er tidssvarende og har den beskrevne
funktion.
Processen, der løber fra
projekteringen og arealerhvervelsen via udbud i licitation til
det egentlige anlægsarbejde, gennemføres sådan,
at projektets forløb er styret og dokumenteret.
Under og efter anlægsperioden evalueres
anlæggets effekt på trafikafvikling, sikkerhed,
nabotilfredshed og miljø.
4.2 Tværprofil
Motorvejen anlægges som 4-sporet
motorvej med to kørebaner á 8,5 m, afstribet med 2
kørespor á 3,75 m og 2 kantbaner á 0,5 m, og
adskilt af en 2 m bred midterrabat med autoværn og 1 m brede
befæstede nødrabatter, samt med 2,5 m brede
nødspor og 1 m yderrabatter. Motorvejens kronebredde
udgør således i alt 28 m. På
delstrækninger kan der blive behov for at øge bredden
af midterrabatten for at opnå tilstrækkelig oversigt i
kurver, så der vil kunne tillades en maksimal hastighed
på 130 km/t.
Ved udfletningen med Østjyske Motorvej
(E45) anlægges motorvejen med delt tracé for de to
kørebaner.
I forbindelse med motorvejsudfletningen og
sammenløbet med Østjyske Motorvej (E45) udvides denne
på strækningen mellem Hornstrup og Vejle N fra 4 til 6
spor. Kørebanerne udføres med hver 3 kørespor
á 3,5 m og 0,5 m brede kørebanekanter, i alt 11,5 m,
og der anlægges 2,5 m brede nødspor og 1 m brede
rabatter i begge sider. For at forbedre trafiksikkerheden etableres
desuden 1 m belagte nødrabatter langs midterrabatten.
Da der i nordgående retning kun er ca.
1.000 m mellem tilkørselsrampen ved Vejle N og udfletningen
E45-rute 13/18, og motorvejen samtidig har en kraftig stigning
på strækningen, tilføjes et ekstra spor
(parallelspor) på flettestrækningen mellem
tilkørselsrampen ved Vejle N og udfletningen til rute 13/18.
Tilsvarende udføres et parallelspor i sydgående
retning, hvor der er ca. 1.250 m på flettestrækningen
fra sammenløbet mellem de to motorveje til
frakørselsrampen ved Vejle N.
Udbygningen af motortrafikvejen
Riis-Ølholm til motorvej sker mod nord i forhold til den
2-sporede motortrafikvej. Det nuværende nødspor og
yderrabatten på nordsiden fjernes, og der anlægges i
stedet en midterrabat og en ny kørebane og nødspor
for den vestgående trafik samt ny yderrabat m.v.
Midterrabatten bliver 2 m bred (4 m inkl. nødrabatter)
på det meste af strækningen, men udvides op til 5 m ved
Alsted Mølleå, hvor vejen har en lille kurveradius,
så der opnås tilstrækkelig oversigt i kurven. I
midterrabatten opsættes autoværn, og langs begge sider
anlægges 1 m brede befæstede nødrabatter.
4.3 Linjeføring
Linjeføringen for motorvejen
Riis-Ølholm-Vejle samt de tilslutningsanlæg, der er
omfattet af lovforslaget, fremgår af kortet, jf.
lovforslagets bilag 1.
Motorvejen mellem Ølholm og Vejle
tager udgangspunkt i Riis-Ølholm strækningen ved
overføringen af Tørringvej og forløber herfra
i en kurve mod sydøst, hvor den krydser Viborg Hovedvej ved
Ølholm og fortsætter parallelt med og øst for
denne frem til skæring med Skanderborgvej nord for Lindved.
Motorvejen krydser herefter Viborg Hovedvej igen ud for den
nordlige del af Lindved og fortsætter mod syd vest for Viborg
Hovedvej i en afstand af 300-400 m frem til skæring med
Grejsvej. Herefter føres motorvejen tæt på
Viborg Hovedvej ved passagen af Keglekær Bæk-dalen og
tilsluttes Østjyske Motorvej (E45) ved Lysholt.
Med den foreslåede linjeføring
er det tilstræbt at tage størst mulig hensyn til
landskab, natur og tekniske anlæg samt ejendomme i
området. Motorvejen er på strækningen
hovedsageligt beliggende på opdyrkede landbrugsarealer, men i
området ved Ølholm Huse og Låge bliver en del
ejendomme berørt. Ved Langskov Kirke og Sindbjerg Kirke
ligger motorvejen nedgravet øst for Viborg Hovedvej.
Motorvejen er ligeledes nedgravet på det meste af
strækningen ud for den bymæssige bebyggelse i
Ølholm, Lindved og Grejs. Nord for Skanderborgvej og syd for
Ulkærvej ligger vejen i påfyldning.
Der vil i detailprojekteringsfasen ske en
nærmere præcisering af linjeføringen, som vil
blive endeligt fastlagt af ekspropriationskommissionen. I denne
forbindelse vil der bl.a. blive taget hensyn til de berørte
landbrugsejendommes produktionsforhold, og der vil i muligt omfang
blive gennemført jordfordelinger for at mindske generne for
jordbruget i områderne langs vejen.
Med den foreslåede linjeføring
vil der være mulighed for en eventuel videre udbygning af
rute 13 til højklasset vej nord for motorvejen ved
Ølholm på et senere tidspunkt.
4.4 Tilslutninger
Der etableres tilslutning til Diagonalvejen
(rute 30) mod Horsens med tilslutning af Tørringvej til
Diagonalvejen mod øst og til Viborg Hovedvej (rute 13) mod
Viborg ved Ølholm samt til Skanderborgvej (rute 409) nord
for Lindved og til Grejsvej øst for Grejs.
Motorvejen tilsluttes Østjyske
Motorvej (E45) ved Lysholt i et sydvendt anlæg.
Den nuværende tilslutning til Vejlevej
ved Riis ombygges, så frakørselsrampen fra øst
tilpasses motorvejsprofilet.
Tilslutningernes nærmere udformning vil
blive fastlagt i detailprojekteringsfasen.
4.5 Sideanlæg
Der etableres rastepladser i begge vejsider i
nærheden af Hærvejen på strækningen mellem
Riis og Ølholm, jf. § 18 i lov om offentlige veje.
Desuden etableres samkørselspladser ved
tilslutningsanlæggene, hvor dette vurderes at være
hensigtsmæssigt.
4.6 Lokalvejnet og stier
På strækningen mellem
Ølholm og Vejle påregnes følgende veje og stier
ført over eller under motorvejen: Tørringvej,
Kandborgstien, Haugevej, Skolevej (som stiforbindelse),
Nyborgvej-Vejlevej (forlagt), Ribevej, Skanderborgvej, Viborg
Hovedvej (ved Lindved), Kofodsvej (som stiforbindelse),
Ulkærvej (forlagt), Grejsvej, en stiforbindelse mellem Viborg
Hovedvej og Viborgvej samt en af Vejle Kommune planlagt ny vej, der
forbinder Viborgvej syd for Hornstrup Mølleby med Viborg
Hovedvej og Solskovvej.
Øvrige skærende veje afbrydes
ved motorvejen, idet det sikres, at der fortsat vil være
vejadgang til alle ejendomme.
Viborg Hovedvej afbrydes som
gennemgående vej ved skæringen med motorvejen ved
Ølholm, hvor den tilsluttes direkte til motorvejen mod
Vejle.
Da Viborg Hovedvej også anvendes af
lokaltrafik, vil der på baggrund af høringen blive
anlagt en ny lokalvej langs med motorvejen ved Ølholm mellem
den forlagte Vejlevej og Skolevej og mellem Skolevej og
Hvolgårdsvej efter nærmere drøftelse med
Tørring-Uldum Kommune.
Etablering af udfletningsanlægget ved
Østjyske Motorvej (E45) og udvidelsen af denne
medfører, at broen for underføring af Grundet Ringvej
skal udvides.
Øvrige kommuneveje, private
fællesveje og markveje, der krydser motorvejen
Ølholm-Vejle, påregnes afbrudt. Der skabes i
nødvendigt omfang forbindelse via nye private
fællesveje til offentlig vej.
På strækningen Riis-Ølholm
opretholdes de nuværende skærende veje og stier.
Endelig fastlæggelse af ændringer
i det lokale vejnet vil først ske i detailprojekteringsfasen
og ved ekspropriationskommissionens behandling.
4.7 Landskabsbroer og
faunapassager
Ved motorvejens passage af
Ølholm/Sindbjerg Bæk etableres en ca. 90 m lang,
åben landskabsbro. Dalens skråninger reguleres,
så terrænet tilpasses broens længde.
Ved Keglekær Bæk/Sole
Bæk-dalen passerer den eksisterende Viborg Hovedvej i
vandskellet mellem de to dale og vandløb. Dalene
udgør et værdifuldt landskab og en vigtig
spredningskorridor. Der er ingen sikker passagemulighed i dag. For
at forbedre sprednings- og passagemulighederne placeres motorvejen
og Viborg Hovedvej på en ca. 85 m lang, åben
landskabsbro. Området terrænreguleres, så der
skabes tilstrækkelig frihøjde til kronvildt under
broerne.
Udover de ovennævnte landskabsbroer
etableres der en vandløbspassage med banketter for mindre
dyr ved motorvejens krydsning af det unavngivne tilløb til
Ølholm Bæk i lavbundsområdet mellem Haugevej og
Hauge Bæk og en faunaunderføring for råvildt og
mindre dyr på dæmningsstrækningen nord for
Skanderborgvej.
Desuden etableres faunarør for mindre
dyr for hver ca. 250 m, hvor motorvejen ligger på
dæmning. Rørene placeres ved ledelinjer og veksler i
landskabet samt ud for moser og vandhuller, hvor de vil få en
diameter på 1,5 m for at øge sandsynligheden for, at
padderne benytter dem.
Underføringer af åbne
vandløb udformes således, at de tilgodeser passage for
oddere.
Der påregnes udført hegning i
tilknytning til faunapassagerne i det omfang, det kan medvirke til
at lede dyrene mod passagerne. Ved faunarør for padder og
ved moser og vandhuller suppleres med paddehegn på den
strækning af vejen, der skråner ned mod
vandhullet/mosen, dog højst 100 m på hver side.
På den allerede anlagte motortrafikvej
mellem Riis og Ølholm er der etableret faunapassager ved
Riismarkvej, Givskud Bæk, Nørremarksvej (vandrerute
for Hærvejen), Knude Bæk og Alsted Mølleå
samt 3 mindre rørformede passager, som alle vil blive
opretholdt. Da det er vurderet, at passagerne ikke er
tilstrækkelige til at sikre især de mindre dyrs
spredning på tværs af den bredere motorvej, vil de
blive suppleret med 4 ekstra faunarør, hvor motorvejen
ligger på dæmningsstrækninger.
Den nuværende hegning langs vejen
opretholdes, idet hegnet langs nordsiden er forberedt på at
kunne flyttes, så det svarer til motorvejsprofilet. Ved
faunarør for padder og ved moser og vandhuller suppleres med
paddehegn.
Endelig fastlæggelse af placering og
udformning af faunapassager og hegning m.v. sker i
detailprojekteringsfasen, hvor der bl.a. tages stilling til,
hvordan faunapassagerne skal sikres ved etablering af ledelinjer
med henblik på at sikre vildtets frie bevægelse
m.v.
4.8 Erstatningsnatur
Der anlægges nye vandhuller til padder
for at kompensere for vejens barrierevirkning og for at kompensere
for de vandhuller, der forsvinder ved anlæg af vejen.
Vandhullerne anlægges i samarbejde med en paddekyndig,
således at de opfylder krav om udformning, placering og antal
for stor vandsalamander, spidssnudet frø og strandtudse.
Vandhullerne skal ligeledes sikre, at arterne også efter
anlæg af motorvejen kan findes i levedygtige bestande. I det
omfang, der skal flyttes paddeyngel/ægsnore o.l. fra
nuværende vandhuller til fremtidige erstatningsvandhuller,
vil der blive søgt om tilladelse, jf.
Artsfredningsbekendtgørelsen.
Endvidere udlægges et mindre areal til
erstatningsnatur for en eng, som berøres af
vejanlægget.
4.9 Støjafskærmning
Der er ingen lovregler, der fastlægger
bestemmelser for vejtrafikstøj ved boliger langs nye
vejanlæg. Men hvor nye motorveje skal passere
boligområder, tilstræbes i overensstemmelse med
sædvanlig praksis som udgangspunkt, at støjen ikke
kommer til at overstige Miljøstyrelsens vejledende
grænseværdi for det udendørs støjniveau
på 55 dB, som er gældende ved etablering af nye
boligbebyggelser ved eksisterende trafikanlæg.
Hvor motorvejen forløber i
nærheden af Ølholm, Lindved og Hornstrup
Mølleby, vil denne bl.a. af hensyn til at mindske
støjpåvirkningen overvejende blive placeret i
afgravning.
I forbindelse med den videre projektering vil
støjforholdene blive nærmere undersøgt, og
Vejdirektoratet vil ud fra de anlægstekniske og
økonomiske muligheder søge at minimere
støjgenerne fra motorvejen. Det kan fx ske ved at anvende en
støjsvagere asfalt og overskudsjord til
terrænregulering eller opbygning af jordvolde, hvor dette er
hensigtsmæssigt, eller i form af tilskud til facadeisolering.
Der vil konkret blive etableret en jordvold langs motorvejen ved
Hornstrup Mølleby, hvor beboerne generes af støj fra
både det nye vejanlæg og fra motorvej E45. Herved vil
støjpåvirkningen samlet set kunne holdes under 55 dB.
Der henvises i øvrigt til punkt 8.2 Støj, luft og
klima.
4.10 Vejudstyr og beplantning
Motorvejen udstyres med vejtavler,
autoværn, nødtelefoner, kantpæle,
trafikregistrerings- og vintervarslingsudstyr m.v. Afmærkning
på kørebanen vil blive udført med reflekterende
afmærkning. Der etableres ikke vejbelysning langs vejen, da
strækningen er beliggende i åbent land, men
rundkørsler og signalregulerede kryds belyses. Der etableres
beplantning langs vejen, hvor dette er hensigtsmæssigt i
forhold til trafiksikkerheden og æstetikken.
4.11 Vejafvanding
Der etableres kantopsamling i vejsiderne, og
vejvandet ledes i et lukket opsamlingssystem til regnvandsbassiner.
I bassinerne kan urenheder bundfældes og afstrømningen
reguleres, inden vandet ledes til de nærliggende
vandløb. Regnvandsbassinerne er desuden med til at sikre de
lokale vandløb mod forurening i forbindelse med uheld
på vejen, idet bassinerne er forsynet med olieudskiller og
lukkemekanisme. Bassinerne bliver dimensioneret, således at
en væsentlig del af eventuelle forurenende stoffer fra
vejvandet kan tilbageholdes, og en tilstrækkelig fortynding i
recipienterne kan opnås for vejsalt, tungmetaller, sediment
og næringsstoffer. Under anlægsarbejdet vil der blive
etableret midlertidige bassiner, så
overfladeafstrømning fra blottede jordoverflader kan
tilbageholdes. Herved sikres Grejså og Gudenåen mod
forurening med suspenderet materiale o.l.
Placeringen og udformningen af bassinerne
fastlægges i forbindelse med detailprojekteringen.
4.12 Naboarealer
Vejen forløber i åbent land, og
det er tilstræbt at indpasse vejen i det omgivende
miljø og landskab på en æstetisk og
miljømæssig afbalanceret måde.
Det anbefales, at der som hovedregel ikke
udlægges byvækstarealer inden for 300 m fra motorvejen
og tilslutningsanlæggene, medmindre der er tale om en klar
afrunding af byen i forhold til vejanlægget.
Generelt fastlægges en
udvidelsesbyggelinie i begge vejsider med en afstand på 50 m
fra motorvejens midtline og 35 m fra rampernes yderste
kørebanekanter. Byggelinierne pålægges
ejendommene i henhold til vejlovens § 34.
5. Trafikale konsekvenser
De trafikale konsekvenser af en motorvej
på strækningen Riis-Ølholm-Vejle er vurderet
under forudsætning af, at der er anlagt motorvej på
strækningen mellem Herning og Riis, og at Østjyske
Motorvej (E45) udvides fra 4 til 6 spor på strækningen
mellem Herslev og Hornstrup.
Motorvejen forventes at få en
årsdøgntrafik i 2015 på 19.500-21.000 biler
mellem Ølholm og Vejle og på ca. 17.000 biler mellem
Riis og Ølholm.
Viborg Hovedvej mellem Ølholm og Vejle
vil blive aflastet for langt det meste af den gennemkørende
trafik. Syd for Lindved reduceres årsdøgntrafikken
således fra ca. 19.000 til ca. 2.500 biler.
Størsteparten af den tunge trafik, som udgør omkring
20 % af trafikken, vil blive overflyttet til motorvejen.
På Østjyske Motorvej (E45)
forventes en stigning i trafikken på strækningen mellem
sammenfletningen med den nye motorvej og tilslutningsanlægget
ved Vejle N fra ca. 59.000 til ca. 67.000 biler og på
strækningen mellem Vejle N og Vejle S (over Vejle Fjord) fra
ca. 71.000 til ca. 73.500 biler pr. døgn i 2015.
For trafikanterne på rute 18 vil
motorvejen give en tidsbesparelse på ca. 6 minutter. På
årsbasis vil den samlede tidsbesparelse være ca.
540.000 timer. Rejsetiden for en personbil mellem Herning og Vejle
vil blive reduceret med ca. 20 minutter i forhold til en situation
uden en motorvej mellem Herning og Vejle.
6. Trafiksikkerhed
I femårsperioden 2000-2004 blev der
på Viborg Hovedvej mellem Ølholm og Hornstrup
registreret 26 uheld med personskade og 15 uheld med materielskade
alene. Fire personer er blevet dræbt, 18 personer er kommet
alvorligt til skade, og 25 er kommet lettere til skade. På
motortrafikvejen Riis-Ølholm er der siden åbningen i
august 2004 ikke registreret trafikuheld.
Det vurderes, at der ved anlæg af en
motorvej på strækningen Riis-Ølholm-Vejle
årligt vil kunne spares ca. 5 uheld med personskade på
hele det vejnet, hvor trafikken ændres som følge af
anlæg af motorvejen. Aflastningen af trafikken på
Viborg Hovedvej vil desuden betyde, at det bliver lettere og
sikrere at krydse vejen, bl.a. for cyklister til og fra den
dobbeltrettede cykelsti vest for Viborg Hovedvej.
7. Plan- og beskyttelsesforhold
Vejanlægget berører ikke
områder, der er udpeget som nationale eller internationale
beskyttelsesområder, og ingen af de nærmest beliggende
Natura 2000 områder i Ølholm Kær og Øvre
Grejs Ådal vurderes at blive påvirket af støj
eller udledninger af vejvand.
For at sikre potentielle levesteder og
fremtidig spredning af de vildtlevende dyr - herunder de strengt
beskyttede arter (oddere, visse padder, birkemus, flagermus,
markfirben) - bliver der etableret en række faunapassager og
nye eller oprensede vandhuller. I anlægsperioden tages
særlige hensyn ved anlæg i potentielle levesteder for
de pågældende dyr, fx sydvendte skråninger
(markfirben), gamle, hule træer (flagermus), vandhuller
(padder) etc.
Ved udbygning af motortrafikvejen
Riis-Ølholm til motorvej vil der ved udførelsen af en
tvillingedalbro over Alsted Mølleådal blive taget
særligt hensyn under anlægsarbejdet til eventuel
forekomst af birkemus, idet dalen er vurderet som et potentielt
levested.
Ved Hauge Mose forløber motorvejen
mellem to små lavninger med meget kalk og trykvand, hvor der
vokser orkideer og andre relativt sjældne planter.
Lavningerne er beskyttet mod ændringer af
naturbeskyttelseslovens § 3 og vil derfor blive
skånet mest muligt i anlægsperioden.
Ved Lindved forløber motorvejen
tæt forbi to små naturområder (enge) ved
Allesdam. Motorvejen berører den ene eng, som erstattes ved
at udlægge et tilsvarende areal til eng på en anden
fugtig lokalitet.
Kun nogle få vandhuller, der er
omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, bliver direkte
berørt. De vil blive erstattet af nye vandhuller.
Vejle Amt har meddelt, at amtet på det
foreliggende grundlag er indstillet på ud fra hovedforslaget
efter konkret sagsbehandling at meddele de fornødne amtslige
tilladelser til vejanlægget efter naturbeskyttelsesloven,
miljøbeskyttelsesloven og vandløbsloven.
Skov- og Naturstyrelsen har i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 20 og Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 571 af 25. juni 1992 om godkendelse af
offentlige vejanlæg og ledningsanlæg m.v. i det
åbne land meddelt principgodkendelse af projektet på en
række vilkår vedrørende faunapassager,
erstatningsvandhuller og hegning, som enten er eller vil blive
indarbejdet i projektet eller vil blive drøftet
nærmere med Skov- og Naturstyrelsen.
De konkrete tilladelser og dispensationer,
der er nødvendige for anlæggets gennemførelse,
vil blive søgt løbende i forbindelse med
projekteringen af anlægget.
8. Miljømæssige
konsekvenser
I VVM-redegørelsen har Vejdirektoratet
redegjort for de forventede miljømæssige konsekvenser
af vejanlægget. Konsekvenserne er resumeret nedenfor.
Vejdirektoratet vil gennemføre en evaluering af de
forventede miljømæssige konsekvenser 3-5 år
efter åbningen af motorvejen.
8.1 Arealindgreb og
barrierevirkning
Anlæg af motorvejen mellem
Ølholm og Vejle vil påvirke den nuværende
arealanvendelse, og en del ejendomme vil blive berørt enten
direkte ved et arealindgreb, eller ved at motorvejen kommer til at
udgøre en barriere, fordi krydsningen kun bliver mulig ved
over- og underføringer. Det medfører ændrede
adgangsforhold til flere ejendomme. Til gengæld bliver
barrierevirkningen og den oplevede risiko væsentlig mindre
på den aflastede Viborg Hovedvej.
Ved at gennemføre jordfordelinger i
forbindelse med projektet vil de værste ulemper for
landbrugsejendommene blive søgt minimeret. Det vurderes, at
16-26 enfamiliehuse, 5-8 mindre og 2-3 større landbrug vil
skulle totaleksproprieres på strækningen mellem
Ølholm og Vejle.
Udbygning af strækningen mellem Riis og
Ølholm til motorvej medfører, at der skal erhverves
areal fra landbrugsejendomme. Der forventes ikke totaleksproprieret
nogen ejendomme på denne strækning.
Omfanget af ekspropriationer vil blive
fastlagt endeligt af den ekspropriationskommission, der skal
godkende projektet ved en besigtigelsesforretning. Alle
ekspropriationer gennemføres efter reglerne i lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast
ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 672 af 19. august
1999.
8.2 Støj, luft og klima
Motorvejen mellem Ølholm og Vejle vil
samlet set medføre forbedringer af de
støjmæssige forhold. Støjbelastningstallet, der
er udtryk for den samlede støjgene fra trafikken på
hele det vejnet, hvor trafikken ændres, vil blive reduceret
fra 154 til 122, og det samlede antal støjbelastede boliger
langs vejene på dette vejnet reduceres med ca. 100. Langs
motorvejen vil ca. 55 ejendomme i det åbne land blive
belastet med støj over 55 dB. Af disse er ca. 35 allerede i
dag belastet med støj over 55 dB. Antallet afhænger af
den endelige fastlæggelse af linjeføring og af
antallet af ejendomme, der eksproprieres.
På strækningen Riis-Ølholm
vil den øgede trafik og den øgede hastighed
medføre, at der lokalt langs vejen vil være en
øget støjpåvirkning. Udbygningen kommer til at
medføre, at 15 ejendomme langs motorvejen bliver belastet
med mere end 55 dB.
I forbindelse med den videre projektering vil
støjforholdene blive nærmere undersøgt, og
Vejdirektoratet vil ud fra de anlægstekniske og
økonomiske muligheder søge at minimere
støjgenerne fra motorvejen. Det kan fx ske ved at anvende
overskudsjord til terrænregulering, hvor dette er
hensigtsmæssigt, jf. også punkt 4.9
Støjafskærmning. Vejdirektoratet forventer
desuden at anvende en mindre støjende belægning end
den tidligere anvendte. På strækningen
Riis-Ølholm-Vejle vil det betyde, at 30-35 færre
boliger belastes med over 55 dB.
Der er kun ubetydelige forskelle i det
samlede beregnede energiforbrug og udslip af forureningsstoffer og
CO2 i forhold til 0-alternativet.
Da motorvejen forløber i det
åbne land med gode spredningsbetingelser, vurderes det, at
luftforureningskoncentrationerne vil være langt under
gældende grænseværdier på alle
strækninger. I byområder vil der være en
reduktion i luftforureningen som følge af en aflastning af
gennemkørende trafik.
8.3 Natur, landskab og
fortidsminder
Motorvejen mellem Ølholm og Vejle
føres i et tæt forløb med Viborg Hovedvej,
således at påvirkningen af natur og landskab bliver
mindst mulig.
Motorvejen krydser to ådale ved
Sindbjerg Bæk vest for Ølholm og Keglekær
Bæk-Sole Bæk øst for Grejs. De udgør
vigtige spredningskorridorer og er af Vejle Amt udlagt som
områder til "ny natur". Sidstnævnte udgør
desuden et værdifuldt landskab. Derudover passerer motorvejen
nogle mindre vådområder vest for Ølholm og vest
for Lindved.
Motorvejen føres på
landskabsbroer over de to ådale, således at dalbundene
friholdes, og dyrene kan færdes frit under broerne. Ved
krydsningen af Keglekær Bæk-Sole Bæk bliver den
nuværende vejdæmning for Viborg Hovedvej fjernet og
erstattet af landskabsbroer såvel for motorvejen som for
Viborg Hovedvej, således at der åbnes op for passage
mellem de to dalsystemer. Det er en klar landskabelig forbedring i
forhold til i dag og er en følge af, at dalen er udpeget som
spredningskorridor af Vejle Amt.
Der er en relativt stor rådyrbestand i
de tre skove syd for Ølholm: Hvolgård Skov, Låge
Skov og Sindbjerg Skov, som motorvejen passerer nord og øst
om.
Mellem Ølholm og Vejle etableres i alt
15 faunapassager under motorvejen til krondyr, rådyr,
grævlinger, harer eller padder, og der anlægges eller
oprenses en række vandhuller for at kompensere for vejens
barrierevirkning og nedlagte vandhuller.
En række kulturmiljøer
påvirkes af motorvejen: herregårdslandskabet omkring
Hvolgård og Langskov Kirke (afstand ca. 200 m) sydvest for
Ølholm, kulturmiljøet ved Låge Mark syd for
Ølholm med mange overpløjede gravhøje,
Sindbjerg Kirke (afstand ca. 250 m) nordvest for Lindved og
ejerlavet omkring Ulkær. De mest markante og velbevarede
overpløjede gravhøje vil blive søgt
undgået. De to kirker vil blive aflastet rent
støjmæssigt, da motorvejen graves ned og placeres
længere fra kirkerne end Viborg Hovedvej. Ved udformningen af
vejanlægget vil der desuden blive taget hensyn til kirkernes
ind- og udblikszoner, således at disse ikke forstyrres.
Mellem Riis og Ølholm vil
påvirkningen som følge af udbygning til motorvej
være et relativt lille indgreb i landskabet, da det allerede
er påvirket af motortrafikvejen, som er indpasset bedst
muligt i landskabet.
For at kompensere for vejens øgede
barrierevirkning etableres 4 nye faunapassager
(rørunderføringer for grævling m.v.), og der
anlægges eller oprenses en række vandhuller.
Under anlæg af motortrafikvejen blev
der gjort mange arkæologiske fund. Det må derfor
antages, at der også i forbindelse med udbygning til motorvej
kan komme mange nye fund til syne.
Inden anlægsarbejderne på de to
strækninger går i gang, vil Vejle Museum foretage en
arkæologisk forundersøgelse i vejtraceet.
Omkostningerne hertil betales af anlægget.
Forundersøgelserne og eventuelle udgravninger foretages
umiddelbart efter ekspropriationskommissionens linjebesigtigelse og
inden anlægsstart. På de strækninger, hvor der er
særlig kritiske områder, kan forundersøgelserne
sættes i værk før besigtigelsen under
forudsætning af, at en aftale mellem grundejeren og
Vejdirektoratet kan indgås.
8.4 Friluftsliv
En motorvej mellem Ølholm og Vejle vil
i mindre grad påvirke friluftslivet lokalt.
Udbygning af motortrafikvejen mellem Riis og
Ølholm til motorvej vil ikke betyde nogen væsentlig
ændring for friluftslivet, da Hærvejens vandre- og
cykelruter opretholdes.
Under anlægsfasen vil alternative veje
og stier blive etableret, og der vil blive skiltet ved eventuelle
omlægninger af stiforbindelser.
8.5 Overfladevand og grundvand
Vejvandet fra motorvejen ledes gennem
bassiner, som udjævner afstrømningen og nedbringer
mængden af skadelige stoffer, inden det ledes til
vandløb. Afvandingssystemet sikrer, at der under normale
omstændigheder ikke vil være nogen risiko for
belastning af grundvandskvaliteten. Hvis der sker spild på
vejen i forbindelse med trafikuheld, bliver afløbet fra
opsamlingsbassinet lukket og forureningen samlet op. I forhold til
situationen i dag, hvor vejvandet fra Viborg Hovedvej løber
urenset til vandløb eller nedsiver til grundvandet,
medfører en motorvej mellem Ølholm og Vejle
således en forbedring for vandløb og grundvand.
Strækningen mellem Riis og
Ølholm forløber i et område, der af Vejle Amt
er karakteriseret som et område med særlige
drikkevandsinteresser. Grundvandet er sårbart på det
meste af strækningen, fordi dæklagene er tynde. Ved at
tage forholdsregler om opsamling af overfladevand og oplagring af
brændstof under anlægsarbejderne vurderes, at udbygning
af strækningen til motorvej ikke vil have
miljømæssige konsekvenser.
8.6 Ressourceforbrug
Det samlede forbrug af råstoffer til
anlæg af motorvejen Riis-Ølholm-Vejle omfatter ca.
625.000 m3 grus, ca. 340.000 tons asfalt, ca. 48.000
m3 beton og ca. 4.000 tons stål.
Forbruget af grus svarer til ca. 6 % af den
samlede indvinding pr. år i Vejle Amt, og det forventes
på den baggrund, at det kan udvindes lokalt.
8.7 Forurenet jord
Motorvejen mellem Ølholm og Vejle
kommer tæt på en ejendom, hvor der tidligere har
været benzinsalg, men berører i øvrigt ingen
kendte lokaliteter med forurenet jord. Motorvejen passerer desuden
syv vandhuller eller råstofgrave, der ser ud til at
være fyldt op med affald.
Udbygning af motortrafikvejen
Riis-Ølholm til motorvej og anlæg af
motorvejsudfletningen ved E45 ved Hornstrup medfører, at der
skal foretages anlægsarbejde i vejjord, der er klassificeret
som potentielt forurenet. Denne jord vil som udgangspunkt
indgå i vejanlægget eller blive bortskaffet. Eventuel
forurenet jord vil blive håndteret efter
jordforureningsloven.
9. Alternativer
Som led i Vejdirektoratets
VVM-undersøgelse er der, ud over hovedforslaget,
undersøgt to alternative linjeføringer for
anlæg af en motorvej mellem Ølholm og Vejle. Der
henvises til kortet, jf. lovforslagets bilag 2.
I alternativ 1 forløber motorvejen
på den nordlige strækning ca. 1,5 km vest for Viborg
Hovedvej og Ølholm, idet den føres vest om
Hvolgård Skov og mellem denne og Sindbjerg Skov i retning mod
Lindved og Ulkær, hvorefter linjeføringen er
sammenfaldende med hovedforslaget. Linjen er ca. 1 km kortere end
hovedforslaget, men vejforløbet vest om Hvolgård Skov
og nord om Sindbjerg Skov vil påvirke det uforstyrrede
landskab og naturen i dette område. Desuden får
Ølholm ingen tilslutning til motorvejen mod Vejle.
I alternativ 2 forløber motorvejen
på hele strækningen i stor afstand fra Viborg Hovedvej.
Det er den korteste og mest direkte linje, som giver den
største rejsetidsbesparelse for trafikanterne mellem Herning
og Vejle, men motorvejen vil forløbe gennem værdifulde
landskabs- og naturområder på hele strækningen og
sprede støjpåvirkningen i området. Der bliver
desuden ingen tilslutninger til Ølholm og Lindved i denne
linje.
I hovedforslaget forløber motorvejen
tæt langs Viborg Hovedvej på hele strækningen
mellem Ølholm og Vejle, og motorvejen tilsluttes det
eksisterende vejnet ved Ølholm, Lindved og Grejs.
I den høring, som Vejdirektoratet har
gennemført, har Vejle Amt og de berørte kommuner
anbefalet, at motorvejen anlægges som beskrevet i
hovedforslaget. Viborg Amt og et mindretal på 3 medlemmer i
Tørring-Uldum Kommunalbestyrelse samt Hedensted
Provstiudvalg, Sindbjerg Menighedsråd og Langskov
Menighedsråd har anbefalet alternativ 1. Desuden har mange
borgere i området peget på alternativ 1.
Viborg Amts anbefaling af alternativ 1 er
trafikalt begrundet, idet rute 13 udbygges på en
længere strækning til højklasset vej i
alternativ 1 end i hovedforslaget. I alternativ 1 indgår, som
følge af motorvejens forløb vest om Hvolgård
Skov, en ca. 3,5 km lang højklasset forbindelsesvej mellem
motorvejen og Viborg Hovedvej ved Tørring, som vil
afløse den nuværende rute 13 på
strækningen mellem Ølholm og Tørring.
Som anført under punkt 4.3 er der i
hovedforslaget mulighed for en eventuel videre udbygning af rute 13
til højklasset vej nord for motorvejen ved Ølholm
på et senere tidspunkt.
Anbefalingen af alternativ 1 fra de kirkelige
myndigheder og borgere etc. er primært begrundet i, at
alternativ 1 forløber i større afstand fra kirkerne
og berører færre mennesker end hovedforslaget.
Vejdirektoratet har på baggrund af en
samlet vurdering af de gennemførte undersøgelser og
høringen af borgere og myndigheder anbefalet, at motorvejen
anlægges efter hovedforslaget.
Hovedforslaget medfører, at de
tekniske anlæg forbliver samlet, og at Viborg Hovedvej
aflastes mest muligt.
Hovedforslagets nærhed til
Ølholm og Lindved og forløb langs Viborg Hovedvej
medfører imidlertid, at flere ejendomme vil blive
berørt af vejanlægget, og at flere mennesker vil blive
påvirket af støj fra motorvejen end i de to
alternativer. Desuden vil motorvejen forløbe mellem
Ølholm og Lindved og deres sognekirker.
Sammenhængen mellem Lindved og
Ølholm og deres sognekirker vil dog ikke blive ringere end i
dag, hvor den stærkt trafikerede hovedvej danner en barriere.
Motorvejen vil blive gravet ned, og skærende veje og stier
føres over. Ifølge Vejdirektoratets
støjberegninger vil støjudbredelsen ved Ølholm
og Lindved og ved de to kirker blive mindre end ved de
nuværende forhold.
Såfremt motorvejen placeres i
alternativ 1, vil færre mennesker blive berørt, men
til gengæld vil de mennesker, der bliver berørt,
opleve en markant forringelse i forhold til i dag.
En placering af motorvejen vest om
Hvolgård Skov og mellem Låge Skov og Sindbjerg Skov vil
medføre en spredning af trafikken og støjen i et
landskab, som i dag er uforstyrret af trafikstøj og af
større tekniske anlæg. Desuden vil motorvejen skabe en
barriere mellem de tre skove og medføre en opsplitning af
værdifulde økologiske sammenhænge.
10. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
De samlede udgifter til projektering, tilsyn,
administration, arealerhvervelse og anlæg af motorvej mellem
Ølholm og Vejle og udbygning af motortrafikvejen mellem Riis
og Ølholm som beskrevet foran er anslået til 1.148
mio. kr. (prisniveau marts 2005).
Anlægsoverslaget er behæftet med
usikkerhed, da udgifter bl.a. til ekspropriationer, jordarbejder og
bro- og asfaltarbejder ikke kan beregnes præcist på
forhånd, idet projektets detaljerede linjeføring,
mængder mv. først kendes på et senere
tidspunkt.
Der knytter sig herudover usikkerhedsfaktorer
til budgettet, fordi et projekt vil strække sig over en
længere årrække. Usikkerheden vedrører
bl.a. markedsforhold, råvarepriser, udviklingen i priserne
på ejendomsmarkedet, nye krav til anlæggets udformning
(fx myndighedskrav og nye miljøkrav), uforudsete
anlægstekniske forhold, herunder bl.a. vejrlig og
jordbundsforhold mv.
Vejdirektoratet tilstræber ved
anvendelsen af risikoanalyser at indregne disse
usikkerhedsfaktorer. Metoden indebærer, at der foretages en
vurdering af sandsynligheden for budgetoverholdelse ved forskellige
budgetniveauer efter Successiv Princippet.
Risikoanalyserne afgrænses af
Vejdirektoratet fra større udefrakommende ændringer.
Det vil bl.a. sige, at force majeure-begivenheder, politisk
besluttede udvidelser af projektet, i dag ukendte miljøkrav
og andre myndighedskrav over 10 mio. kr. samt ændringer i
konjunktur- eller markedssituationen, der samlet overstiger det
forventede med 10 % eller mere, ikke er medtaget i
risikoanalysen.
På basis af den gennemførte
risikoanalyse, der er afgrænset som anført, fremkommer
middelværdien 1.148 mio. kr. med en tilknyttet usikkerhed,
som indebærer, at der er 50 % sandsynlighed for, at
anlægsudgifterne bliver mindre end det anførte, og 50
% sandsynlighed for, at udgiften bliver større end det
anførte.
Der forudsættes, at Vejdirektoratet i
forlængelse af anlægsprojektet og dertil knyttede
ekspropriationer i overensstemmelse med sædvanlig praksis kan
oppebære indtægter fra salg af ejendomme og grunde.
Denne indtægt indgår i anlægsoverslaget og
bogføres i projektregnskabet.
Der er beregnet en intern rente for projektet
på ca. 5 %. I beregningen indgår trafikanternes
tidsbesparelser og kørselsomkostninger, uheldsomkostninger,
trafikstøj, barrierevirkning og oplevet risiko, lokal og
regional luftforurening samt vejvedligeholdelse.
Etableringen af nye lokalveje ved
Ølholm samt etablering af en jordvold ved Hornstrup
Mølleby forudsættes gennemført inden for
motorvejens samlede anlægsbudget.
Anlæg af motorvejen mellem
Ølholm og Vejle og udbygning af motortrafikvejen mellem Riis
og Ølholm påregnes gennemført som et samlet
projekt med åbning i 2012.
De anslåede anlægsudgifter
på 1.148 mio. kr. (prisniveau marts 2005) svarer ved
regulering med byggeomkostningsindekset til 1.169 mio. kr. i
2006-priser.
Udgifterne (reguleret med
byggeomkostningsindekset til 2006-priser) forventes at fordele sig
som følger:
2006: | 10 mio. kr. |
2007: | 21 mio. kr. |
2008: | 65 mio. kr. |
2009: | 140 mio. kr. |
2010: | 333 mio. kr. |
2011: | 346 mio. kr. |
2012: | 244 mio. kr. |
2013: | 10 mio. kr. |
I alt: | 1.169 mio. kr. |
I forbindelse med ovenstående
anlægsbevilling bemærkes, at den fremtidige
budgettering af anlægsprojekter i øjeblikket
drøftes i et udvalgsarbejde mellem Finansministeriet og
Transport- og Energiministeriet.
Anlægsarbejdet forestås af
Vejdirektoratet og har således primært
økonomiske og administrative konsekvenser for
Vejdirektoratet.
Arbejdet med at beskrive anlægget i et
detailprojekt, som kan danne baggrund for udbud, udføres af
Vejdirektoratet i samarbejde med eksterne rådgiverfirmaer.
Rådgivningsopgaver og anlægsarbejder udbydes efter
gældende regler herfor. Vejdirektoratet og dets
bygherrerådgivere fører tilsyn med
entreprenørernes arbejde for at sikre, at det aftalte
arbejde leveres i den aftalte kvalitet, tid og pris. Herudover skal
projektforløbet styres, kontrolleres, dokumenteres og
evalueres, og den nødvendige information formidles til
trafikanter og naboer. Trafikafviklingen skal overvåges, og
den nødvendige information formidles til trafikanter og
naboer. Endelig skal trafiksikkerhedsmæssige og
arbejdsmæssige indsatser gennemføres.
Af den samlede udgift er budgetteret med ca.
16 % (middelværdi) til projektering, tilsyn og
administration. Heraf er der som forudsætning for
totaludgiften forudsat en fordeling med ca. 4,6 % til
lønninger til Vejdirektoratets eget personale, ca. 7 %
omkostninger til eksterne rådgivere og ca. 5 % til
øvrige driftsudgifter.
11. Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
En udbygning af rute 18 til motorvej
forventes at få en positiv effekt for erhvervslivet i Midt-
og Vestjylland. Motorvejen vil give bedre muligheder for et
tættere samarbejde mellem de større byer og for et
øget samspil mellem Herning-regionen og
Trekantområdet, som vil kunne bidrage til øget
vækst, til at fastholde eksisterende virksomheder i Midt- og
Vestjylland og til lettere at kunne tiltrække nye
medarbejdere.
Anlæg af motorvej på
strækningen Ølholm-Vejle vil forbedre
fremkommeligheden på den stærkt trafikerede rute 13/18
mellem Ølholm og Vejle og herved reducere
transportudgifterne for erhvervslivet.
I anlægsfasen skønnes der at
være en direkte og indirekte beskæftigelse på ca.
3.000 mandår.
De afledte økonomiske omkostninger vil
i øvrigt primært være sparet tid, der dog i et
vist omfang opvejes af øget kørselsafstand. Sparet
tid og øget kørsel har tilsammen en værdi af
størrelsesordenen 40 mio. kr. om året i 2015 og
derefter stigende svarende til trafikvæksten. En del af
tidsbesparelserne tilfalder erhvervslivet i form af reducerede
transportomkostninger for varer og personer. Det skønnes, at
omkring 50 % af tidsbesparelsens værdi tilfalder
erhvervslivet.
12. Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har været sendt til
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i
ErhvervsRegulering med henblik på vurdering af, om forslaget
skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder
administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der
berettiger, at det bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget
bør derfor ikke forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
13. Forholdet til borgerne
Det færdige anlæg vil samlet set
forbedre trafik- og miljøforholdene for borgerne i
området mellem Ølholm og Vejle, men berører
samtidig direkte og indirekte en del naboer, bl.a. i form af
ekspropriationer og afbrydelser eller ombygninger af mindre
veje.
I det videre forløb i
anlægsprocessen vil borgerne i området løbende
blive informeret om vejarbejdets karakter og tidsplan, og ejerne af
de berørte ejendomme vil blive inddraget direkte ved breve,
borgermøder og/eller personlig kontakt fra Vejdirektoratet
og ekspropriationsmyndighederne. Desuden vil borgerne kunne
indhente oplysninger om projektet på
www.vejdirektoratet.dk.
Vejdirektoratet vil gennem
brugerundersøgelser måle naboers og lodsejeres
tilfredshed med Vejdirektoratets kommunikation med henblik på
at opnå den bedst mulige kommunikation ved
gennemførelsen af anlægsprojekter.
14. Forholdet til EU-retten
De miljøundersøgelser og
høringer, der er gennemført, opfylder kravene i
Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning
på miljøet (EF-Tidende 1985 L 175, side 40), som
ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997
(EF-Tidende 1997 L 73, side 5). Ingen fuglebeskyttelses- eller
habitatområder i henhold til Rådets direktiver nr.
79/409/EØF af 2. april 1979 (beskyttelse af vilde fugle)
(EF-Tidende 1979 L 103, side 1) og 92/43/EØF af 21. maj 1992
(habitatdirektivet) (EF-Tidende1995 L 1, side 135) bliver
påvirket af motorvejen. For at undgå at motorvejen
påvirker de arter, der er omfattet af habitatdirektivets
bilag IV, etableres en række faunapassager og nye
vandhuller.
Konsekvenserne af Rådets direktiv nr.
2000/60/EF af 22. december 2000 (Vandrammedirektivet) er ikke
endeligt opgjort, da udmøntningen af lovgivningen ikke er
på plads med hensyn til fastsættelse af nye
målsætninger etc. for overfladevandområder. Det
er dog vurderet, at de nuværende målsætninger kan
overholdes i overfladevandområderne ved det foreslåede
vejprojekt, i det omfang de i forvejen er overholdt.
15. Høring over
lovforslaget
Lovforslaget har været i høring
hos Vejle Amt, Tørring-Uldum Kommune, Vejle Kommune, Give
Kommune, Jelling Kommune, sammenlægningsudvalget for ny
Hedensted Kommune og sammenlægningsudvalget for ny Vejle
Kommune. Høringssvarene vil blive fremsendt til
Trafikudvalget, ledsaget af de kommentarer, som udtalelserne
måtte give anledning til.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Mindre udgifter for stat, kommuner og
amtskommuner som følge af færre trafikuheld | Udgift for staten på 1.169 mio. kr.
(2006-priser). Merudgifter til drift og vedligeholdelse |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Meradministration for Vejdirektoratet i
anlægsfasen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Forbedring af fremkommeligheden på
rute 13 og 18 forventes at medføre reducerede
transportudgifter | Reducerer landbrugsarealer og ændrer
arealanvendelsen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Reducerer den samlede støjbelastning
fra trafikken. Giver en forbedret håndtering af
vejafvandingen | Vejanlægget er et indgreb i landskab,
fragmenterer naturområder, berører habitater og giver
en barriere. Vejanlægget berører kulturmiljøer
og giver en støjpåvirkning af boliger og arealer langs
vejen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | De miljøundersøgelser og
høringer, der er gennemført, opfylder kravene i
VVM-direktivet. Ingen fuglebeskyttelses- eller
habitatområder bliver påvirket af motorvejen. Det vil
blive sikret, at vejanlægget ikke påvirker de arter,
der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Konsekvenserne af Rådets direktiv nr.
2000/60/EF af 22. december 2000 (Vandrammedirektivet) er ikke
endeligt opgjort. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Forslaget omfatter en bemyndigelse til
transport- og energiministeren til at anlægge en ca. 15 km
lang motorvej mellem Ølholm og Østjyske Motorvej
(E45) nord for Vejle, inkl. udvidelse af Østjyske Motorvej
fra 4 til 6 spor på strækningen mellem Hornstrup og
Vejle N i forbindelse med udfletningen og sammenløbet mellem
de to motorveje, og til at udbygge en ca. 10 km lang
strækning af motortrafikvejen Riis-Ølholm til motorvej
mellem motorvejsstrækningerne Brande-Riis og
Ølholm-Vejle.
Som en konsekvens af bestemmelsen i nr. 1 og
2 foreslås i nr. 3 en bemyndigelse til transport- og
energiministeren til at nedlægge den nuværende
hovedlandevej 348, der vil blive afløst af den i nr. 1
nævnte hovedlandevejsstrækning, som hovedlandevej.
Hovedlandevejsstrækningen
nedklassificeres til kommunevej under bestyrelse af henholdsvis den
nye Hedensted Kommune og den nye Vejle Kommune for de
strækninger, der ligger i de respektive kommuner.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.