L 172 Forslag til lov om ændring af lov om Vækstfonden.

(Lovmæssige rammer for en ny kapitalstærk venturefond).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 09-05-2006

Lovforslag som vedtaget

20051_l172_som_vedtaget (html)

L 172 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om Vækstfonden. (Lovmæssige rammer for en ny kapitalstærk venturefond).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 9. maj 2006

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Vækstfonden

(Lovmæssige rammer for en ny kapitalstærk venturefond)

§ 1

I lov om Vækstfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 549 af 1. juli 2002, som ændret ved § 12 i lov nr. 394 af 28. maj 2003 og § 27 i lov nr. 1414 af 21. december 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 9 , indsættes efter »finansieringsinstrumenterne«: »og uddelegering af opgaver«.

2. I § 3, stk. 1, 3. pkt., ændres »Danmarks Erhvervsråd« til: »Danmarks Vækstråd«.

3. § 3, stk. 3 ,affattes således:

»Stk. 3.Bestyrelsen træffer afgørelse om finansieringstilsagn på grundlag af indstilling fra fondens sekretariat. Bestyrelsen kan fastsætte regler for henlæggelse af visse afgørelser til sekretariatet. Bestyrelsen kan endvidere fastsætte regler for henlæggelse af forvaltningen af afgrænsede dele af Vækstfondens kapitalanbringelser til selvstændige enheder. Disse selvstændige enheder kan tillige modtage private midler til forvaltning. Bestyrelsens afgørelser er endelige.«

4. I § 4, stk. 1 ,indsættes efter »erhvervsfremmesystem«: »og varetagelse af opgaver med forvaltning af fondens kapitalanbringelser i virksomheder og udviklingsselskaber.«

5. I § 6 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Kapitalanbringelse i virksomheder og udviklingsselskaber forvaltes efter principperne for den passive kapital i stk. 1, når de pågældende virksomheder og udviklingsselskaber ikke længere anses for omfattet af fondens erhvervsfremmende formål. Indtægter fra og udgifter til fondens forvaltning af disse kapitalanbringelser tilfalder og afholdes af fondens midler. Denne forvaltning kan af bestyrelsen efter forudgående godkendelse af økonomi- og erhvervsministeren henlægges til selvstændige enheder.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.