L 191 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om lån til betaling af ejendomsskatter.
(Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen.
Ophævelse af låneadgang til amtskommunale
ejendomsskatter)
Fremsat den 29. marts 2006 af
indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om lån til
betaling af ejendomsskatter
(Konsekvensændringer som følge
af kommunalreformen. Ophævelse af låneadgang til
amtskommunale ejendomsskatter)
§ 1
I lov om lån til betaling af
ejendomsskatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 20. marts
2003, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr.
1, udgår: »herunder også ejendomsskatter
til amtskommunen,«.
2. I § 1, stk. 4, nr.
1, indsættes efter »lov om social
pension«: », lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.«.
3. I § 1, stk. 6,
indsættes efter »lov om social pension«: »,
lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v.«.
4. § 2, 2. pkt.,
ophæves.
5. I § 4, stk. 2, 1.
pkt., udgår: », reguleret efter vurderingslovens
§ 2 A«.
6.§ 9 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar
2007
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
formål
Lovforslaget indgår i
udmøntningen af aftalen af 27. februar 2006 mellem
regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk
Folkeparti og Det Radikale Venstre om en kommunal
finansieringsreform.
Med aftalen foreslås indført et
nyt finansieringssystem for kommunerne, som er tilpasset
kommunernes situation efter kommunalreformen. Det nye
finansieringssystem har til hensigt at give de nye kommuner i alle
dele af landet mere lige muligheder for ved rimelig beskatning at
tilvejebringe et serviceniveau, der imødekommer borgernes
behov.
Aftalen om en kommunal finansieringsreform
omfatter følgende hovedpunkter:
€" En reform af tilskuds- og
udligningssystemet
€" Omlægning af skatter
€" Forskellige forenklinger og tilpasninger
i skatte- og tilskudslovgivningen
€" Overgangsordninger.
Med dette lovforslag udmøntes den del
af aftalen, der vedrører konsekvenser af amtskommunernes
nedlæggelse pr. 1. januar 2007, for så vidt angår
»indefrosne« ejendomsskatter.
Som følge af amtskommunernes
nedlæggelse pr. 1. januar 2007 vil der ikke længere
eksistere amtskommunale ejendomsskatter, og der kan derfor ikke
ydes lån hertil. Loven ændres i overensstemmelse
hermed.
2. Gældende ret
Lovbekendtgørelse nr. 192 af 20. marts
2003 om lån til betaling af ejendomsskatter danner grundlag
for visse persongruppers muligheder for at optage lån til
betaling af ejendomsskatter.
Lån kan ydes, hvis ejeren eller dennes
ægtefælle har fast bopæl her i landet og på
det tidspunkt, til hvilket de pågældende beløb
er forfaldne til betaling, er fyldt 65 år, eller får
udbetalt pension efter lov om social pension eller lov om
delpension eller modtager efterløn. Derudover er det et
krav, at ejendommen indeholder en beboelseslejlighed, der
fortrinsvis anvendes af ejeren eller dennes husstand til beboelse.
Ordningen omfatter således parcel- og rækkehuse,
ejerlejligheder, to- og flerfamiliehuse, stuehuse til
landbrugsejendomme, beboelseslejligheder i erhvervsejendomme i
øvrigt samt fritidshuse.
Hvis ovennævnte krav er opfyldt, yder
kommunerne, efter anmodning fra ejere af de nævnte ejendomme,
lån til udgifter til ejendomsskatter, herunder også
ejendomsskatter til amtskommunen, der påhviler ejendommene
med tilhørende grund, gårdsplads og have, og lån
til udgifter til tilslutning af ejendommene til kollektive
anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt.
I medfør af lov om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 783
af 1. september 2003 som senest ændret ved lov nr. 1397 af
21. december 2005, opkræves de amtskommunale ejendomsskatter
af vedkommende primærkommune sammen med de
primærkommunale ejendomsskatter.
Lånebeløbet anvendes af
kommunalbestyrelsen til umiddelbart betaling af de skatter og
afgifter, hvortil lånet er ydet. Amtskommunens andel af
lånebeløbet med tilskrevne renter udbetales dog
først ved det samlede lånebeløbs
forfaldstid.
Lånebeløbet forrentes med en
årlig rente, der svarer til halvdelen af Nationalbankens
diskonto den 1. oktober det foregående år. Renterne er
ikke fradragsberettigede.
Til sikkerhed for betaling af
lånebeløbet med påløbne renter tinglyses
der et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev med pant i
ejendommen eller i en andel af ejendommen.
Lånebeløbet med tilskrevne
renter forfalder som udgangspunkt til betaling, når
ejendommen eller en andel af ejendommen skifter ejer.
3. Lovforslagets indhold
Lovforslaget indebærer
konsekvensændringer af den gældende lov som
vedrører udmøntning af den del af aftalen om en
kommunalreform og aftalen om en kommunal finansieringsreform, der
vedrører nedlæggelsen af amtskommunerne.
I aftalen af 27. februar 2006 mellem
regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en kommunal
finansieringsreform indgår det blandt andet, at kommunerne
får overført den amtskommunale grundskyld.
Som følge af denne overførsel
foreslås loven ændret således, at lån
fremover ydes til ejendomsskatter, hvormed menes kommunale
ejendomsskatter, til forskel fra den gældende lov, hvor
betegnelsen ejendomsskatter ligeledes omfatter amtskommunale
ejendomsskatter.
Da den amtskommunale grundskyld
overføres i sin helhed til kommunerne, vil
lovændringen ikke få økonomisk eller anden
betydning for ejere af ejendomme, der efter den gældende lov
kan ydes lån til betaling af ejendomsskatter.
4. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
4.1 Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ikke væsentlige
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige. Der vil dog ske en forenkling af systemet, da der
fremover kun vil være én kreditor på de ydede
lån.
4.2 Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
4.3 Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
4.4 Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
4.5 Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
5. Hørte myndigheder og
organisationer
Lovforslaget har været sendt i
høring hos Kommunernes Landsforening (KL) og
Amtsrådsforeningen (ARF).
Vurdering af lovforslagets
konsekvenser
| Positive konsekvenser | Negative konsekvenser |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Der vil ske en forenkling af systemet, da
der fremover kun vil være én kreditor på de
ydede lån. | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til de enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at amtskommunale
ejendomsskatter udgår af den opgørelse over udgifter,
hvortil der kan ydes lån efter loven. Konsekvensen heraf er,
at der fremover kun kan ydes lån til kommunale
ejendomsskatter.
Baggrunden for den foreslåede
ændring er, at amtskommunerne nedlægges pr. 1. januar
2007, samt, at den amtskommunale grundskyld i det samtidig hermed
fremsatte lovforslag til lov om ændring af lov om beskatning
til kommunerne af faste ejendomme, foreslås overført
til kommunerne. Kommunale ejendomsskatter benævnes som
konsekvens heraf alene ejendomsskatter.
Da den amtskommunale grundskyld
foreslås overført i sin helhed til kommunerne, vil
lovændringen ikke få økonomisk eller anden
betydning for ejere af ejendomme, der efter den gældende lov
kan ydes lån til betaling af ejendomsskatter. Ejerne af
ejendomme, hvortil der kan ydes lån til ejendomsskatter, vil
fremover stadig kunne låne et beløb svarende til
dækning af det fulde beløb af ejendomsskatter.
Forskellen er blot, at der fremover kun vil være et
skatteudskrivende niveau mod to efter den gældende lov.
Til nr. 2 og 3
Bestemmelserne foreslås ændret
således, at lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension m.v. føjes
til listen over pensionsformer, hvis modtagelse er adgangsgivende
til låneadgang i henhold til loven.
Tilføjelsen af lov om højeste,
mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v. i loven er en konsekvens af
lovændringer på Socialministeriets område.
Reglerne om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension,
invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg, som
gældende indtil den 1. januar 2003, blev adskilt fra reglerne
i lov om social pension ved lov nr. 1164 af 19. december 2003 om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v.
Til nr. 4
Bestemmelsen om kommunalbestyrelsens
anvendelse af lånebeløbet foreslås ændret
således, at den del af bestemmelsen, der vedrører den
amtskommunale andel af ejendomsskatterne, ophæves.
Baggrunden herfor er, at den amtskommunale
grundskyld som konsekvens af aftalen om en kommunal
finansieringsreform i det samtidig hermed fremsatte lovforslag til
ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste
ejendomme foreslås overført til kommunerne.
Fremover vil lånebeløbet i sin
helhed skulle anvendes til umiddelbar betaling af de skatter og
afgifter, hvortil lånet er ydet.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af skatteministerens forslag om ophævelse af
årsreguleringer, jf. forslag til lov om ændring af
personskatteloven og andre skattelove (Indførelse af et
sundhedsbidrag, ændringer som følge af den kommunale
finansieringsreform, m.v.).
Til nr. 6
Det foreslås at ophæve lovens
§ 9, der vedrører kommunale samarbejder på
ejendomsskatteområdet.
Med skatteopgavens overgang til staten (SKAT)
pr. 1. november 2005 er de kommunale skattesamarbejder
ophævet, jf. skatteforvaltningsloven, jf. lov nr. 427 af 6.
juni 2005. Ophævelsen af denne bestemmelse er en konsekvens
heraf.
Med de nye og større kommuner
skønnes der i øvrigt ikke at være behov for en
tilsvarende bestemmelse om samarbejde på
ejendomsskatteområdet.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2007.
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov om lån til betaling af
ejendomsskatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 20. marts
2003, foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1. I § 1,
stk. 1, nr. 1 , udgår: »herunder også
ejendomsskatter til amtskommunen,«. |
§ 1. Efter anmodning fra
ejere af de ejendomme, der er nævnt i stk. 4, yder
kommunerne, såfremt betingelserne i stk. 4 er opfyldt,
lån til følgende udgifter: | | § 1. Efter anmodning fra
ejere af de ejendomme, der er nævnt i stk. 4, yder
kommunerne, såfremt betingelserne i stk. 4 er opfyldt,
lån til følgende udgifter: |
1) Udgifter til ejendomsskatter, herunder
også ejendomsskatter til amtskommunen, der påhviler de
pågældende ejendomme med tilhørende grund,
gårdsplads og have. | | 1) Udgifter til ejendomsskatter, der
påhviler de pågældende ejendomme med
tilhørende grund, gårdsplads og have. |
| | |
| | 2. I § 1,
stk. 4, nr. 1 , indsættes efter »lov om
social pension«: », lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.«. |
Stk. 4. Lån i medfør af
stk. 1 og 2 kan kun ydes, såfremt | | Stk. 4. Lån i medfør af
stk. 1 og 2 kan kun ydes, såfremt |
1) ejeren eller dennes ægtefælle har
fast bopæl her i landet og på det tidspunkt, til
hvilket de pågældende beløb er forfaldne til
betaling, er fyldt 65 år eller får udbetalt pension
efter lov om social pension eller lov om delpension eller modtager
efterløn, | | 1) ejeren eller dennes ægtefælle har
fast bopæl her i landet og på det tidspunkt, til
hvilket de pågældende beløb er forfaldne til
betaling, er fyldt 65 år eller får udbetalt pension
efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
eller lov om delpension eller modtager efterløn, |
| | |
| | 3. I § 1,
stk. 6 , indsættes efter »lov om social
pension«: », lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.«. |
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan dog i
særlige tilfælde fravige betingelsen om, at ejeren
eller dennes ægtefælle er fyldt 65 år eller
får udbetalt pension efter lov om social pension eller lov om
delpension eller modtager efterløn, jf. stk. 4, nr.
1. | | Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan dog i
særlige tilfælde fravige betingelsen om, at ejeren
eller dennes ægtefælle er fyldt 65 år eller
får udbetalt pension efter lov om social pension, lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v. eller lov om delpension eller modtager
efterløn, jf. stk. 4, nr. 1. |
| | |
Amtskommunens andel med tilskrevne renter, jf.
§ 3, udbetales dog først ved det samlede
lånebeløbs forfaldstid, jf. § 5. | | 4. § 2, 2.
pkt., ophæves. |
| | |
| | 5. I § 4,
stk. 2 , 1. pkt., udgår: », reguleret efter
vurderingslovens § 2 A«. |
Stk. 2. Skadesløsbrevets eller
ejerpantebrevets pålydende skal have panteret inden for den
senest ansatte ejendomsværdi, reguleret efter
vurderingslovens § 2 A. I tilfælde, hvor
skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet tinglyses i en andel
af ejendommen, skal det have sikkerhed inden for en
forholdsmæssig del af den regulerede ejendomsværdi. | | Stk. 2. Skadesløsbrevets eller
ejerpantebrevets pålydende skal have panteret inden for den
senest ansatte ejendomsværdi. I tilfælde, hvor
skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet tinglyses i en andel
af ejendommen, skal det have sikkerhed inden for en
forholdsmæssig del af den regulerede ejendomsværdi. |
| | |
§ 9. Kommunalbestyrelsen
kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at
varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen efter
denne lov. | | 6. § 9
ophæves. |
Stk. 2. En afgørelse, der er
truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1, kan ikke
påklages til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den
faste ejendom er beliggende. | | |