L 197 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v. og lov om gevinstopsparing.

(Tilpasning til forventet ændring af kreditinstitutdirektivet og kapitalkravsdirektivet m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2006

Fremsættelse: 29-03-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l197_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2006)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v. og lov om gevinstopsparing (Tilpasning til forventet ændring af kreditinstitutdirektivet og kapitalkravsdirektivet m.v.)

(Lovforslag nr. L 197).

Formålet med lovforslaget er at modernisere reglerne om kapitalkravet til penge- og realkreditinstitutter, fondsmægler- og investeringsforvaltningsselskaber, så det i højere grad end i dag kommer til at afspejle de faktiske risici, som institutterne påtager sig.

Der er tale om en gennemgribende modernisering. Institutterne er meget forskellige, både hvad angår f.eks. størrelse, udlånssammensætning og de risici, de påtager sig. Kapitalkravene vil fremover i langt højere grad end i dag være tilpasset det enkelte instituts risikoprofil. Moderniseringen er også nødvendig for at tage højde for, at de finansielle produkter de senere år er blevet mere og mere komplicerede.

Mange kreditinstitutter har i dag bedre og mere detaljerede metoder til at vurdere kreditrisikoen på deres kunder. De større kreditinstitutter har således udviklet interne metoder, der ofte er baserede på statistiske modeller til beregning af forskellige risici ved netop deres kundesammensætning. Med de nye kapitalkravsregler gives der mulighed for, at disse interne metoder efter forudgående tilladelse fra Finanstilsynet kan anvendes i beregningen af instituttets solvenskrav.

Derudover vil der ske en styrkelse af tilsynet med institutternes kapitalforhold, ligesom samarbejdet mellem tilsynsmyndigheder over grænserne styrkes set i lyset af den større internationalisering, der har præget den finansielle sektor i de senere år.

Lovforslaget har til hensigt at gennemføre dele af to omarbejdede finansielle direktiver i dansk ret, kreditinstitutdirektivet og kapitalkravsdirektivet. De to omarbejdede direktiver skal være gennemført i dansk ret senest den 1. januar 2007, men er endnu ikke endelig vedtaget, da oversættelserne er blevet forsinket. Direktiverne forventes vedtaget i løbet af 2006.

Når gennemførelsen af direktiverne ikke afventer den endelige vedtagelse, skyldes det, at direktiverne er meget vigtige for den finansielle sektor. Direktivteksterne er teknisk meget komplicerede og stiller krav om nye indretninger hos de berørte institutter og selskaber. Det er derfor nødvendigt at give institutterne og selskaberne tilstrækkelig tid til at indrette sig på de regler, som foreslås med det foreliggende lovforslag.

Lovforslaget indeholder også en mindre ændring i værdipapirhandelsloven om Finanstilsynets adgang til at videregive fortrolige oplysninger, samt en ophævelse af en bestemmelse i lov om gevinstopsparing som følge af, at Postgiro er nedlagt.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.