L 218 Forslag til lov om ændring af lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.

(Ændringer som følge af regeringens terrorhandlingsplan og aftale om forsvarets ordning 2005-2009 m.v.).

Af: Forsvarsminister Søren Gade (V)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-03-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l218_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2006)

 

 

Forsvarsministeren (Søren Gade):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. (Ændringer som følge af regeringens terrorhandlingsplan og Aftale om forsvarets ordning 2005-2009 m.v.)

(Lovforslag nr. L 218).

Lovforslaget har til formål at udmønte regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, som indeholder en række initiativer med henblik på at styrke det danske samfunds indsats og beredskab mod terror. I handlingsplanen er angivet, hvordan regeringen vil arbejde videre med hver enkelt af arbejdsgruppens anbefalinger.

Det foreliggende lovforslag er et led i udmøntningen af handlingsplanens anbefaling 2 og 3 og indgår sammen med lovforslag fra bl.a. justitsministeren og ministeren for videnskab, teknologi og udvikling i regeringens antiterrorlovpakke.

Med ovenstående anledning som udgangspunkt er det endvidere fundet hensigtsmæssigt samtidigt at foretage en række mindre justeringer af forsvarsloven. Justeringerne relaterer sig til forsvarets opgaver og organisation og er en konsekvens af den politiske aftale om forsvarets ordning 2005-2009 (efterfølgende forsvarsforliget).

Med lovforslaget skabes der udtrykkelig hjemmel til, at Forsvarets Efterretningstjenestes efterretningsindhentning rettet mod forhold i udlandet også kan medtage oplysninger om danske statsborgere og personer, der opholder sig i Danmark.

Formålet med bestemmelsen er at tydeliggøre, at Forsvarets Efterretningstjeneste ved løsning af sine opgaver kan medtage oplysninger om danske statsborgere og personer, der opholder sig i Danmark, når oplysningerne fremkommer under indhentning rettet mod forhold i udlandet.

Denne omstændighed er ikke udtryk for en ændring af efterretningstjenestens opgaver, men en konsekvens af den globale udvikling og nutidens trusselsbillede.

Forsvarets Efterretningstjenestes efterretningsmæssige registrering af danske statsborgere, jf. § 13, stk. 3, bør underkastes Wamberg-udvalgets tilsyn. Forsvarsministeriet vil derfor i samarbejde med Wamberg-udvalget tilpasse udvalgets kommissorium således, at udvalget fremover kan foretage det nødvendige tilsyn hermed.

Lovforslaget indebærer desuden, at der tilvejebringes lovgrundlag for, at efterretningstjenesterne kan udveksle fortrolige oplysninger, herunder personoplysninger, uden den pågældende persons samtykke og uden en konkret vurdering af hver enkelt oplysnings betydning i det omfang, videregivelsen kan have betydning for varetagelse af tjenesternes opgaver.

Bestemmelsen omfatter alle oplysninger. Det betyder, at der med hjemmel i bestemmelsen kan videregives både ikke-fortrolige og fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Bestemmelsen omfatter tillige oplysninger om såvel enkeltpersoner og juridiske personer som andre oplysninger. Med hensyn til personoplysninger skal det bemærkes, at bestemmelsen giver mulighed for at videregive oplysninger om både danske og udenlandske statsborgere.

Om forholdet til anden lovgivning bemærkes, at bestemmelsen i § 13, stk. 4 bygger på, at spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at videregive og indhente oplysninger i de tilfælde, der er omfattet af bestemmelsen, skal bedømmes efter § 13, stk. 4 og ikke efter regler om videregivelse mv. i navnlig forvaltningslovens § 28.

Lovforslaget fastslår, at forsvarsministeren har det overordnede koordinerende ansvar for søredningstjenesten i danske farvende. Bestemmelsen er indsat som følge af rigsrevisionens beretning 5/02 om søredningstjenestens effektivitet. På baggrund af beretningen blev det i regeringen besluttet at skabe klare ansvarsforhold i relation til søredninstjenesten i Danmark. Det blev samtidigt besluttet, at det overordnede koordinerende ansvar for søredningstjenesten i danske farvande påhviler forsvarsministeren.

Som en konsekvens af det ændrede trusselsbillede og de ændrede sikkerhedspolitisk vilkår, herunder i særdeleshed udvidelsen af både NATO og EU, er fokus ikke længere rettet med særlig vægt på de central- og østeuropæiske lande. Som følge heraf justeres forsvarsloven, så det fremgår, at forsvaret som sikkerhedspolitisk instrument skal være i stand til i en multinational ramme at rette fokus globalt og løse problemerne, der hvor de opstår.

Ændringer i NATO€™s organisation har ligeledes medført behov for justering af forsvarsloven. Der eksisterer ikke længere en øverstkommanderende for De Fælles Forsvarsstyrker i Atlantområdet (SACLANT), da denne kommando er overtaget af den øverstkommanderende for De Fælles Forsvarsstyrker i Europa (SACEUR). Af hensyn til en lovtekstmæssig sikring af evt. fremtidige organisationsændringer i NATO er det fundet hensigtsmæssigt at ændre lovens bestemmelser, så der alene henvises til "NATO€™s øverstkommanderende for De Fælles Forsvarsstyrker".

Den forsvars- og sikkerhedspolitiske virkelighed har også medført ændringer i det organisatoriske forhold til NATO, idet den beredskabsmæssige foranstaltning om, at danske styrker hurtigt kunne indsættes i NATO-sammenhæng ved et angreb i det regionale område, blev afskaffet den 1. januar 2005. Som en konsekvens heraf er stillingen som Chef for Forsvarets Operative Styrker nedlagt og bestemmelsen herom i forsvarsloven udgår.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.