L 233 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om fleksydelse, lov om betaling for uddannelse i forbindelse med visse tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. og ligningsloven.

(Ændring af fleksjobordningen, visitation, opfølgning, tilskud, fleksydelse).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Optaget af: Arbejdsmarkedsudvalget (AMU)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-04-2006

Fremsættelse: 19-04-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l233_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (19. april 2006)

 

 

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om fleksydelse og lov om betaling for uddannelse i forbindelse med visse tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Ændring af fleksjobordningen, visitation, opfølgning, tilskud, fleksydelse)

(Lovforslag nr. L 233).

Lovforslaget udmønter aftalen fra 7. februar 2006 om justering af fleksjobordningen - indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og partierne bag førtidspensionsreformen (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre).

Formålet med forslaget er at sikre, at fleksjobordningen anvendes i overensstemmelse med dens formål, og at ledigheden for visiterede til fleksjob nedbringes. Derudover indeholder forslaget nogle elementer, der forenkler og retter op på nogle uhensigtsmæssigheder i ordningen.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

1. Visitationen i kommunerne skal blive bedre. Kommunerne skal dokumentere grundlaget for afgørelsen. Foreligger der ikke dokumentation for afgørelsen, og er pligten til revurdering i en sag om fleksjob ikke opfyldt, mister kommunen refusionen fra staten i tre år.

2. Ledigheden for visiterede til fleksjob skal nedbringes ved individuelt kontaktforløb, ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, brug af anden aktør, mentor og fleksjobbevis, samt ved at kommunen mister refusion for den udbetalte ydelse, når en visiteret til fleksjob har været ledig i 18 måneder.

3. De offentlige tilskud skal være rimelige. Ret til fleksjob på fuld tid forbeholdes personer, der i tidligere ordinær beskæftigelse har været på fuld tid eller deltid på grund af de forhold, som er årsagen til fleksjobbet. Endvidere indføres et loft for beregningsgrundlaget for tilskuddet.

4. Administrationen af fleksydelse flyttes til kommunerne.

Forslaget skønnes samlet set at indebære en mindre besparelse for det offentlige. Forslaget om loft over tilskuddet vil indebære mindre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget om den ændrede administration af fleksydelse vil indebære administrative konsekvenser for kommunerne, men en administrativ lettelse for borgerne.

Det foreslås, at ændringerne træder i kraft den 1. juli 2006, dog således at ændringerne om ret til anden aktør og administrationen af fleksydelse først træder i kraft den 1. januar 2007. Der er fastsat indfasningsregler for de personer, der allerede er i ordningen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg på regeringens vegne anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.