Skriftlig fremsættelse (16. november
2005)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger, lov om
midlertidig regulering af boligforholdene, lov om byfornyelse og
udvikling af byer, lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Den almene
sektors midler og indsatsen imod ghettoisering)
(Lovforslag nr. L 70).
Lovforslaget udmønter boligaftalen af 4.
november 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale
Venstre om den fremtidige anvendelse af den almene sektors midler
og indsatsen mod ghettoisering, og ønskes vedtaget inden jul
med henblik på ikrafttræden 30. december 2005 og 1.
januar 2006.
Med lovforslaget sker der en væsentlig
styrkelse af indsatsen for at vende udviklingen i de problemramte
områder. Lovforslaget indeholder forslag om at forhøje
rammen til renovering af almene boliger med 625 mio. kr. i 2006.
Hertil kommer, at der i 2006 afsættes 600 mio. kr. til en
social og forebyggende indsats i de problemramte områder,
hvoraf indtil 200 mio. kr. kan anvendes til målrettede
huslejenedsættelser.
Herudover fortsættes linjen fra boligaftalen
af 2002, hvorefter Landsbyggefonden medfinansierer nybyggeri af
almene boliger. Det indgår således i lovforslaget, at
Landsbyggefondens refusion af en del af den statslige
ydelsesstøtte til nybyggeriet fortsætter i 2005 og
2006.
Endelig indeholder forslaget en række
ændringer, der har til formål at skabe en mere varieret
beboersammensætning samt ændringer, der har til
formål at skabe større åbenhed i udsatte
boligområder.
Lovforslaget har følgende
hovedelementer:
Refusion af statens udgifter til nybyggeri
Nedsættelse af den kommunale
grundkapital i 2006
Fortsat renovering
Midler til en social og forebyggende indsats
samt huslejenedsættelser i problemramte afdelinger
Salg af almene boliger i problemramte
afdelinger
Fremme af fraflytning
Udlejning til erhverv
Fremme af byggeriets kvalitet og
effektivitet
Andre mindre ændringer
Forslaget om refusion af statens udgifter til
nybyggeri skønnes at medføre en statslig mindreudgift
på 835 mio. kr. i 2005 og 1.235 mio. kr. i 2006.
Den foreslåede nedsættelse af
grundkapitalen i 2006 skønnes at medføre en statslig
merudgift på 588 mio. kr. og en kommunal mindreudgift
på 450 mio. kr. i 2006. I henhold til kommuneaftalen vil der
ikke blive krævet DUT-kompensation for den kommunale
mindreudgift.
De foreslåede huslejenedsættelser
skønnes at medføre offentlige mindreudgifter på
3 mio. kr. i 2006 og 7 mio. kr. årligt i 2007-09; heraf
vedrører hhv. 1 og 3 mio. kr. kommunerne.
Forslaget vil have positive
miljømæssige konsekvenser, idet en del af den
foreslåede investeringsramme kan anvendes til
miljøforbedrende foranstaltninger.
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Fremsættelsen i Folketinget sker samtidig
med høringsprocessen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget
og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale
forslaget til Tingets velvillige behandling.