B 111 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb.
Fremsat den 13. marts 2007 af
Peter Skaarup (DF), Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Morten Messerschmidt (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om beskyttelse af børn og unge mod
seksuelle overgreb
Folketinget pålægger regeringen inden
udgangen af folketingsåret at fremsætte et eller flere
lovforslag, der har til formål at yde bedre beskyttelse af
børn og unge mod voksnes seksuelle overgreb. Lovforslagene
bør indeholde bestemmelser om
€" højere straffe til personer, der
begår seksuelle overgreb mod børn,
€" tvungen behandling (herunder medicinsk
kastration) af personer, der dømmes for seksuelle overgreb
mod børn,
€" afskaffelse af forældelsesfristen i
pædofilisager,
€" stop for strafnedsættende
rabatordninger ved gentagelseskriminalitet,
€" forbud mod, at pædofile
bosætter sig inden for en bestemt afstand af
børneinstitutioner, skoler og idrætsfaciliteter m.v.,
og sikring af, at pædofilidømte ikke kan
ansættes i stillinger, hvor der arbejdes med børn,
og
€" forbud mod sexchat med børn og
forsøg på at lave sexaftaler over internettet med
mindreårige.
Bemærkninger til forslaget
Omfanget af seksuelle overgreb mod
mindreårige har desværre vist sig at være mere
omfattende, end de fleste havde troet. En væsentlig
årsag til, at problemet for alvor er kommet i offentlighedens
søgelys, er, at de pædofile i væsentligt omfang
er begyndt at bruge internettet til at komme i kontakt med deres
ofre. Det har medført, at flere sexkrænkere er blevet
afsløret af journalister eller andre, der har udgivet sig
for at være teenagere. Samtidig er det med internettets
fremgang modsat også blevet lettere at agere for
pædofile.
Ligesom forældrene skal gøre alt,
hvad de kan, for at beskytte deres børn, er det også
samfundets opgave at beskytte børn og unge mod seksuelle
overgreb. Det kan gøres på flere måder. Der kan
eksempelvis idømmes højere straffe. Der er tale om en
af de værste forbrydelser, man kan begå, og det
afspejles ikke fuldt ud i de domme, der i dag fældes over
pædofile. Myndighederne kan endvidere tvinge personer, der
har modtaget dom for seksuelle overgreb mod børn, til at
lade sig underkaste behandling for pædofili, hvilket bl.a.
kan indebære tvungen medicinsk kastration allerede i
forbindelse med første gang, den pædofile modtager en
dom for et seksuelt overgreb mod et barn. I dag kan personer, der
er dømt for seksuelle krænkelser mod
mindreårige, frit vælge, om de vil gennemgå
behandling. Herudover kan myndighederne i videst muligt omfang
forsøge at holde løsladte pædofile under opsyn
og forhindre pædofile i at komme i kontakt med børn. I
England kan man bl.a. forbyde pædofile at bosætte sig i
nærheden af institutioner, hvor der kommer mange
børn.
På baggrund af undersøgelser
foretaget i forbindelse med TV 2-programmet i Dags Dato den 18.
juni 2006 har det vist sig, at en fjerdedel af de pædofile,
der dømmes for de groveste forbrydelser, gentager deres
ugerning efter løsladelsen. I programmet blev der bl.a.
berettet om en sag, hvor en mand i løbet af 25 år har
fået fire domme for seksuelle overgreb mod børn. Den
fjerde dom resulterede i en 3-måneders ubetinget
fængselsstraf. Denne sag er blot en blandt mange lignende
sager om seksuelle overgreb mod børn, hvor der
idømmes forholdsvis korte straffe. Et andet væsentligt
problem er, at pædofile ikke tvinges til at gennemgå
behandling. I ovennævnte program blev det oplyst, at kun
halvdelen af de dømte gennemgår et
behandlingsforløb. Problemet er som regel, at den resterende
del af de dømte nægter at erkende, at de har gjort
noget galt. Derefter udstår man sin forholdsvis korte straf,
hvorefter man kan begå lignende forbrydelser, indtil der igen
falder dom. Formanden for organisationen Børns Vilkår,
Peter Albæk, advarer også mod at løslade
pædofile, der ikke har modtaget behandling: »Jeg synes,
det er uhensigtsmæssigt, hvis seksuelle krænkere af
børn kan slippe for behandling, fordi det betyder, at vi
efter et vist antal måneder og år lukker nogle folk ud,
som har tilbøjelighed til at ville dyrke sex med
børn« (JydskeVestkysten, 31. juli 2006).
Problemets omfang
I 2002 udgav Statens Institut for Folkesundhed
publikationen »Unges Trivsel år 2002«. Dette var
den mest omfattende undersøgelse af overgreb mod børn
og unge. Undersøgelsen omfatter ca. 6.000 15-16-årige
elever på niende klassetrin fra hele landet.
Undersøgelsen viste følgende:
€" 11 pct. havde
inden de fyldte 15 år haft seksuel erfaring med en over 15
år.
€" I alt 8 pct. af
pigerne og 2 pct. af drengene havde været udsat for strafbart
seksuelt overgreb før 15-års-alderen, hvor der var
mindst 5 års aldersforskel mellem barn og den ældre
person.
€" De unge opfatter
ikke alle disse handlinger som overgreb. Hvis deres egen vurdering
om overgreb skulle gælde, er forekomsten ca. 3 pct. for
pigerne og knap 1 pct. for drengene.
€" De unge oplever
typisk, at det er et overgreb, når der er stor aldersforskel,
og når der er brugt trusler, tvang og afpresning.
€" 85 pct. var 12-14
år, første gang overgrebet skete. Krænkeren var
hyppigst en bekendt. I 11 pct. af overgrebene var det et
familiemedlem og i ca. 5 pct. en omsorgsperson uden for
familien.
€" Der er markante
sammenhænge mellem seksuelle overgreb og dårlig
trivsel, bl.a. tristhed, selvoplevet dårligt helbred og
sygdom.
€" Der er
sammenhæng mellem seksuelle overgreb, utrygge
opvækstvilkår og vold i familien.
(Kilde: »Støttecenter mod incest
i Danmark«, www.incest.dk
, samt Statens Institut for Folkesundhed: www.si-folkesundhed.dk ).
Undersøgelsen er fra 2002, men der findes efter Dansk
Folkepartis oplysninger ikke ligeså omfattende
undersøgelser af nyere dato. Der er desværre heller
ikke noget, der tyder på, at problemet skulle være
aftagende.
Behandling og straf
Strafferammen for voldtægt fremgår af
straffelovens § 216:
»Den, der tiltvinger sig samleje ved vold
eller trussel om vold, straffes for voldtægt med
fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles
hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12
år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig
karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder.«
Strafferammen for seksuelle overgreb mod
børn er den samme som for voldtægt, og fremgår
af straffelovens § 222:
»Den, som har samleje med et barn under 15
år, straffes med fængsel indtil 8 år.
Stk. 2. Har barnet været under 12 år,
eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ved tvang eller
fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel
indtil 12 år.«
Bestemmelserne vedrørende strafferammen
for henholdsvis voldtægt (§ 216) og seksuelle overgreb
mod børn (§ 222) blev senest ændret i 2002 ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002. Her blev strafferammen ændret
fra 6 år til 8 år og 10 år til 12 år i
henholdsvis stk. 1 og stk. 2 i både § 216 og § 222.
Når strafferammen øges, er det som regel et signal til
domstolene om, at der ønskes øgede straffe på
området. Ifølge en artikel i Horsens Folkeblad den 24.
januar 2007 er straffen i voldtægtssager øget, siden
strafferammen blev ændret. Ifølge oplysningerne i
artiklen er der ikke noget, der tyder på, at noget
tilsvarende er sket i pædofilisager. I perioden fra 2002 til
2005 steg gennemsnitsstraffen i voldtægtssager fra 17 til 21
måneder. Undersøgelser har endvidere vist, at
når sådanne sager ankes fra byretten til landsretten,
skærpes straffen (Ritzau, den 24. januar 2007). En
tilsvarende opgørelse for pædofilisager findes efter
Dansk Folkepartis oplysninger ikke. Der har dog været en
række sager, hvor landsretten har sænket straffen. I
den såkaldte Tøndersag fik en 18-årig mand
sænket sin straf fra 21 måneders fængsel til 12
måneder fængsel. I en anden sag, hvor en 40-årig
havde forgrebet sig på sin 10-årige steddatter,
sænkede landsretten straffen fra 14 til 12 måneder.
Endelig sænkede Højesteret i starten af 2005 straffen
fra 6 år til 5 år i en sag, hvor en 50-årig mand
havde misbrugt sine tre steddøtre. (Eksemplerne er omtalt af
Ritzau den 24. januar 2007: »Flere i fængsel for
pædofili end nogensinde«).
Dansk Folkeparti mener, at straffen for
pædofili bør være mindst ligeså hård
som straffen for voldtægt. Strafferammen for seksuelle
overgreb mod børn er hævet og er nogenlunde på
niveau med vores nabolande (se nedenfor). Men den forhøjede
strafferamme skal også slå igennem i praksis.
Desværre er der noget, der tyder på, at det ikke er
tilfældet. Derfor bør det overvejes enten at
hæve strafferammen endnu en gang for at sende et signal til
domstolene eller at indføre minimumsstraffe på
området, ligesom det er tilfældet i f.eks.
Tyskland.
Er det rimeligt, at der gives rabat til
sexforbrydere, der har begået mere end et overgreb mod
børn? Det er normal praksis at give forbrydere rabat, hvis
de har begået flere lovovertrædelser. Sådan er
det i en række lande. Rabatordningen gælder dog ikke
alle lovovertrædelser. Hvis man f.eks. kører for
stærkt og samtidig kører uden sikkerhedssele,
får man fuld bøde for begge overtrædelser. I
dette tilfælde er der tale om absolut akkumulation. Hvis en
sexforbryder har begået f.eks. tre overgreb mod en lille
pige, vil vedkommende ofte kun få en straf, der sammenlagt
svarer til to overgreb. I JydskeVestkysten den 4. februar 2007
fremgår det, at det har været fast praksis i
Tøndersagen, at et samleje med den lille pige har
udløst 2 års fængsel. Det fremgår dog
også af artiklen, at to mænd i sagen hver er blevet
idømt 3 års fængsel, selvom de begge har haft
samleje med den lille pige to gange. Seksuelle overgreb mod
børn er en af de værste forbrydelser man kan
begå, og man risikerer at ødelægge barnet for
altid. Derfor er det forkert at give rabat i forbindelse med
seksuelle overgreb mod børn.
Der findes flere forskellige behandlingsordninger
for pædofile. F.eks. er der en behandlingsordning for
seksualforbrydere, som ellers ville have fået en ubetinget
fængselsstraf på mellem 4 måneder og 1½
år. Ordningen indebærer, at seksualforbryderen
idømmes en betinget straf, hvori der indgår et
vilkår om psykiatrisk-sexologisk behandling i 2 år samt
ophold på en af Kriminalforsorgens pensioner i op til 6
måneder (se justitsministerens besvarelse af 3. oktober 2006
på spørgsmål nr. 5682, folketingsåret
2005-06). Der findes endvidere en visitationsordning for personer,
der idømmes en fængselsstraf på typisk mellem 30
dage og 4 år (dog 5 år for voldtægt). Ordningen
indebærer, at personer, der idømmes en straf på
over 3 måneder, afsoner på visitationsafdelingen
på Anstalten ved Herstedvester. Såfremt den
dømte er motiveret for og findes egnet til at modtage
behandling, kan den dømte efter overførsel til det
fængsel, hvor afsoningen skal foregå, få
udgangstilladelse med henblik på at modtage behandling.
Seksualforbrydere, der idømmes straffe på mere end 4
år afsoner som hovedregel i Anstalten ved Herstedvester, hvor
de tilbydes en række behandlingsformer. De mest
hårdkogte seksualforbrydere får tilbudt
kønsdriftsdæmpende behandling, såfremt alle
andre behandlingsformer viser sig utilstrækkelige. Hvis den
dømte afviser medicinsk behandling, medfører dette,
at han mister en række frihedsgoder (jf. justitsministerens
besvarelse af 3. oktober 2006 på spørgsmål nr. S
5682, folketingsåret 2005-06).
Kønsdriftsdæmpende
behandling
Fra 1935 og frem til 1970 blev en række af
de farligste sædelighedskriminelle fysisk kastreret. I 1970
blev der sat en stopper for denne praksis. I perioden fra 1970 og
frem til 1989 var behandlingen af de farligste
sædelighedskriminelle baseret på psykoterapeutisk
behandling. Siden 1989 har det været muligt at behandle de
farligste sædelighedskriminelle med
kønsdriftsdæmpende medicin. Denne behandling kaldes
ofte medicinsk kastration. Behandlingen foregår ved Anstalten
ved Herstedvester. Selve behandlingen eller kastrationen
foregår med ved hjælp af depotbehandling med
præparaterne Androcur og Enanton (nu Procren) kombineret med
psykoterapi (jf. » Behandling af sædelighedskriminelle
i Anstalten ved Herstedvester«, februar 2006).
Kriminalforsorgen udgav i 2006 en rapport baseret
på et studie af de farligste sædelighedsforbrydere ved
Anstalten ved Herstedvester. Undersøgelsen viser, at de
farligste sædelighedskriminelle med stor succes kan kastreres
medicinsk. Undersøgelsen er baseret på studiet af 36
indsatte, som har undergået behandling med
kønsdriftsdæmpende medicin eller medicinsk kastration
i perioden fra den 1. januar 1989 til den 1. februar 2000.
Informationer vedrørende tilbagefald til kriminalitet
strækker sig frem til den 30. august 2004. På dette
tidspunkt var 15 af de dømte stadig i behandling. Der var
udelukkende tale om hårdkogte kriminelle, hvoraf flere havde
begået adskillige voldtægter samt andre alvorlige
forbrydelser. Ingen af de 36, der indgik i undersøgelsen,
var ved studiets ophør blevet idømt nye straffe for
sædelighedsforbrydelser, mens de modtog behandling med
kønsdriftsdæmpende medicin (to var dog blevet
dømt for narkorelaterede lovovertrædelser og en for
vold). (Kilde: »Behandling af sædelighedskriminelle i
Anstalten ved Herstedvester«, februar 2006). I rapporten
konkluderes følgende vedrørende tilbagefald (side
41-42):
»Recidivundersøgelsen har vist, at i
behandlingsgruppen er der intet kriminelt sædelighedsrecidiv
under behandling med kønsdriftdæmpende medicinsk
behandling. Dette er uafhængigt af, om personerne afsoner i
Anstalten ved Herstedvester eller er afgået fra Anstalten.
Den kriminalitet, som er registreret under afsoningen og efter
afgang fra Herstedvester, kan beskrives som mindre alvorlig
»småkriminalitet«. Der er ikke registreret domme,
som omfatter alvorlig voldskriminalitet. En antagelse om, at den
kønsdriftdæmpende medicinske behandling gør
personerne voldelige som følge af behandlingen, er
således ikke bekræftet i undersøgelsen. Blandt
de 18 personer, som har afsluttet den
kønsdriftdæmpende medicinske behandling, og er
afgået fra Anstalten ved Herstedvester, er der 2 personer,
som er recidiveret til sædelighedskriminalitet samt eventuel
anden form for alvorlig kriminalitet.
Endvidere har den kønsdriftdæmpende
medicinske behandling en længerevarende effekt for nogle
personer, således at personerne ikke recidiverer til
sædelighedskriminalitet efter behandlingens ophør,
eller også udsættes et kriminelt
sædelighedsrecidiv væsentligt
tidsmæssigt.[€]
Konkluderende for recidivundersøgelsen kan
man konstatere, at den kønsdriftdæmpende medicinske
behandling må vurderes at være en uhyre effektiv
recidivforebyggende behandlingsform i forhold til farlige,
recidivtruede sædelighedskriminelle.«
Behandling og straf i
udlandet
Til brug for besvarelse af spørgsmål
nr. S 5682 (Folketingsåret 2005-06) af Peter Skaarup (DF) har
Justitsministeriet den 26. juni 2006 bedt Udenrigsministeriet
indhente oplysninger om en række landes praksis i relation
til straflængde og behandling af pædofile
seksualforbrydere. Nedenstående oplysninger om behandling og
straf i udlandet stammer herfra.
Tyskland
I Tyskland straffes seksuelle handlinger mod
børn under 14 år med fængsel fra 6 måneder
til 10 år. I alvorlige tilfælde af misbrug er
minimumsstraffen 2 års fængsel og 5 år, hvis
barnet mishandles alvorligt eller bringes i livsfare.
Pædofile, der har modtaget dom for misbrug af børn
inden for de seneste 5 år, kan ikke idømmes under 1
års fængsel. I Tyskland kan pædofilidømte
ikke tvinges til at modtage behandling. Retten kan beskikke tilsyn
med en domfældt, efter at denne har afsonet sin straf, hvis
det vurderes, at den pågældende stadig kan være
til fare for omverdenen. Desuden kan den domfældte
pålægges en række krav, f.eks. at den
pågældende ikke må opholde sig i nærheden
af børneinstitutioner eller komme i visse bydistrikter.
Frankrig
I Frankrig er strafferammen op til 20 års
fængsel for seksuel kriminalitet mod mindreårige.
Frankrig har nogle af Europas strengeste bestemmelser på
området. Der er åbnet for at dømte og sigtede
for seksuelle overgreb mod mindreårige kan registreres i en
genetisk database. Det er endvidere muligt at retsforfølge
franske statsborgere for seksuel kriminalitet begået mod
mindreårige i udlandet. Dette er gjort for at komme
fænomenet sexturisme til livs.
Straffelængden i pædofilisager er
dobbelt så lang som i Belgien og tre gange så lang som
i Canada. Hovedparten af alle sigtelser i pædofilisager
fører til fængselsdomme, hvoraf 70 pct. er ubetingede.
Domme i pædofilisager ledsages endvidere af en række
restriktioner og foranstaltninger, f.eks. forbud mod offentlig
ansættelse, forbud mod at indgå i en professionel
aktivitet, der indebærer kontakt med mindreårige, samt
hel eller delvis fratagelse af de civile rettigheder.
Pædofilidømte kan endvidere dømmes til at
indgå i en socialretlig opfølgning på op til 20
år. Den socialretlige opfølgning byder på et
behandlingsforløb, som dog er frivilligt. Afvisning kan dog
udløse fængselsstraf af en længde, der svarer
til behandlingstiden.
Polen
I Polen er strafferammen fra 2 til 12 års
fængsel for samleje eller anden seksuel omgang med
børn under 15 år. Man kan endvidere forbydes at
bestride visse stillinger (f.eks. undervisning af
mindreårige), hvis man har været dømt for
pædofili eller pædofilirelaterede forbrydelser. I Polen
skal pædofile endvidere modtage terapi under afsoning.
Storbritannien
Voldtægt eller seksuelt overfald med
penetration af børn under 13 år kan straffes med
fængsel i op til livstid i Storbritannien. Det kan straffes
med op til 14 års fængsel, hvis man opfordrer eller
opildner et barn under 13 år til seksuelle aktiviteter.
Berøring af et barn, hvor der kan bevises seksuelle
undertoner, kan ligeledes straffes med op til 14 års
fængsel.
I Dags Dato-programmet den 18. juni 2006 blev der
berettet om en række tiltag til beskyttelse af børn i
England, hvor fængsler, psykologer og socialrådgivere
samarbejder om at forhindre pædofile i at gentage deres
overgreb mod børn. Politiet laver endvidere risikoprofiler
på de dømte, som skal vise, hvor farlige de stadig er,
og hvor stor risikoen er for tilbagefald. På den baggrund kan
politiet vurdere sandsynligheden for tiltagefald og beslutte, om
der skal foretages overvågning af den pædofile.
Endvidere skal den pædofile melde sig hos politiet, hvis han
skifter bopæl, og kommunen sørger efterfølgende
for, at den pædofile ikke bosætter sig i nærheden
af en skole eller kan komme til at arbejde med børn.
Forældelsesfrist
I dag gælder en forældelsesfrist i
pædofilisager, som medfører, at sagerne
forældes, når offeret når en alder af 28
år. Børn, der har været udsat for seksuelle
overgreb af voksne, fortrænger ofte disse minder, fordi
oplevelserne er så voldsomme og uhyggelige. Minderne dukker
dog ofte op på et senere tidspunkt i livet. Derfor
foreslås det, at forældelsesfristen i sager om
pædofili helt afskaffes, således at personer, der en
gang har begået seksuelle overgreb mod børn, aldrig
kan vide sig sikre på at være sluppet godt fra deres
forbrydelse. Afskaffes forældelsesfristen, vil det betyde, at
sådanne sager kan rejses, uanset om der er gået en
længere årrække, før offeret har
kræfter til at anmelde forbrydelsen, eller før
gerningsmanden identificeres.
Adgangen til at rejse en straffesag for
forbrydelser, hvor gerningsindholdet er seksuelt misbrug eller
udnyttelse af børn og unge, forældes i dag efter
reglerne i straffelovens kapitel 11. Her bestemmes bl.a., at
forældelsesfristen ved en række nærmere angivne
forbrydelser mod børn og unge tidligst regnes fra den dag,
den forurettede fylder 18 år. De forbrydelser, der er
opregnet, er bl.a. incest, voldtægt, samleje ved anden
ulovlig tvang, samleje med adoptivbarn m.v., anden kønslig
omgang end samleje, kvindelig omskæring, legemsangreb med
døden til følge og menneskehandel med henblik
på kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri
eller fjernelse af organer.
Reglerne om forældelse af
seksualforbrydelser mod børn blev ændret ved lov nr.
441 af 31. maj 2000. Her skete den ændring i straffelovens
§ 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de
enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at
løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år.
Formålet var, at børn og unge, der har været
udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som
voksne at reagere over for det, der er sket, uden at
forældelsesreglerne udelukker mulighederne for
retsforfølgning. Dansk Folkeparti støttede
ændringen.
Det har vist sig, at der forekommer
tilfælde, hvor selv den ændrede forældelsesfrist
ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at der sker
strafforfølgning.
Hvis offeret for en seksualforbrydelse er et barn
eller en ung, vil oplevelsen for mange være så
traumatiserende, at den krænkede først flere år
senere tør gå til myndighederne. Hvis forbrydelsen er
begået inden for familiens kreds, kan et misforstået
hensyn til de pårørende føre til, at offeret i
årevis tier. Først mange år senere er offeret
parat til at træffe den svære afgørelse om at
anmelde forbrydelsen.
I andre tilfælde, hvor forbrydelsen er
begået af en person uden for familiens kreds, kan det ske, at
offeret mange år senere bliver bekendt med, at gerningsmanden
fortsætter med at begå forbrydelser mod andre
børn. Selv om offeret har valgt at leve med forbrydelsens
traume, kan opdagelsen af, at gerningsmanden fortsætter sine
forbrydelser, være så overvældende, at det kan og
skal føre til en politianmeldelse, men i nogle
tilfælde har det vist sig, at anmeldelsen er sket for sent,
f. eks. fordi offeret er fyldt 29 år og
forældelsesfristen udløb 10 år efter det fyldte
18. år.
I DR TV blev der den 2. marts 2004 bragt et
konkret eksempel på bane. En 29-årig mand opdagede, at
en mand på 69 år, der havde forbrudt sig mod ham, da
han var mellem 9 og 14 år gammel, fortsatte med at begå
seksuelle overgreb mod mindreårige og nu var dømt en
kortvarig fængselsstraf. Den 29-årige havde aldrig som
barn eller ung fortalt omgivelserne om det skete, men besluttede
sig nu til at foretage politianmeldelse for at hindre, at den
ældre mand fortsatte sine forbrydelser. I den konkrete sag
viste det sig, at en politianmeldelse ikke kunne behandles, fordi
der var indtrådt forældelse, da anmelderen blev 28
år. I DR TV€™s program fremgik det, at psykologer
og børneorganisationer, bl.a. Red Barnet, kræver loven
forbedret og støtter en lovændring, der ophæver
forældelsesfristen.
Grooming
Kort sagt er grooming en betegnelse for de midler
og metoder, som en pædofil benytter til at nedbryde barnets
modstand og vinde dets tillid. Grooming er en proces, som
påbegyndes, når den pædofile udvælger det
område, hvor han vil finde sit offer. Han starter typisk med
at afsøge steder, hvor det er naturligt for børn at
opholde sig, f.eks. legepladser, skoler, fritidsklubber osv.
Pædofile melder sig ofte som frivillige sådanne steder,
hvorefter de efterfølgende udsøger sig deres ofre.
Når den pædofile har fundet sit offer, påbegyndes
nedbrydningen af den modstand, som offeret og omgivelserne kan
tænkes at yde mod den pædofile ( www.redbarnet.dk ). I de senere
år er der opstået et helt nyt sted, hvor rigtig mange
børn opholder sig, nemlig internettet. Internettet er derfor
blevet et væsentligt fokusområde for pædofile,
når de udvælger deres ofre.
I DR-programmet Magasinet Søndag den 3.
september 2006 blev der rettet fokus på pædofiles brug
af internettet til at kontakte deres ofre. DR-programmet tager ud
på en tilfældig skole, hvor de undersøger unges
erfaring med at blive kontaktet af voksne potentielle
krænkere over internettet. Det viser sig, at 18 af eleverne
har en profil på børnechatsiden Arto. Seks af disse
har været udsat for krænkende henvendelser over
internettet. En DR-journalist udgiver sig for at være
»Pernille« på 13 år. Efter 5 minutter
får »Pernille« syv henvendelser med seksuelle
undertoner. »Kan du lide at lege med dig selv?«,
»Hvad størrelse bruger du i bh?«, og »Er
du jomfru?« er nogle af de spørgsmål, som
»Pernille« får stillet. »Pernille«
aftaler at mødes med en af de mænd, der kontakter
hende. Han siger, at han er 20 år gammel, men det viser sig,
at han er 31. Korrespondancen mellem »Pernille« og den
31-årige tyder på, at denne har til hensigt at forgribe
sig på »Pernille«.
Mange børn og unge færdes i dag
på internettet. Og internettet er måske i dag det sted,
hvor det er lettest for pædofile at komme i kontakt med deres
ofre. De kan liste anonymt rundt, indtil de finder et egnet offer,
som de kan kaste sig over. Det var formentlig hensigten bag
ovennævnte pædofiles henvendelse til
»Pernille«. Magasinet Søndag viste, hvor let
spil pædofile har, når de færdes på
internettet. På den baggrund bør straffeloven
ændres, således at sexchat og forsøg på at
lave sexaftaler med mindreårige over internettet
forbydes.
I den britiske Sexual Offences Act fra 2003 er
det strafbart forsætligt at mødes med eller at rejse i
den hensigt at mødes med en person under 16 år,
når man tidligere har mødtes med eller kommunikeret
med den pågældende ved mindst to forudgående
lejligheder, og når man på dette tidspunkt har
forsæt til, under eller efter mødet og hvor som helst
i verden, at begå et nærmere angivet seksuelt overgreb
mod den pågældende (justitsministerens besvarelse af
spørgsmål nr. S 486 af 10. oktober 2005).
I besvarelsen af spørgsmål nr. S 486
af 10. oktober 2005 oplyser ministeren, at sexchat på
internettet ikke i sig selv strafbart, men hvis en person
»via sexchat aftaler at mødes med et barn under 15
år i den hensigt at begå en forbrydelse mod barnet i
forbindelse med mødet, vil det være strafbart efter de
generelle regler om forsøg. Det vil naturligvis altid bero
på en konkret bevisvurdering, om der er begået et
strafbart forhold i det enkelte tilfælde«. Der er
således meget stor forskel mellem den danske og den britiske
lovgivning. Intentionen bag den britiske lovgivning er først
og fremmest at beskytte børn og unge mod nogle af de
værste forbrydere, man kan forestille sig. Den britiske
lovgivning på området gør det lettere at
få ram på pædofile og dermed at beskytte
børn og unge. Den danske lovgivning på dette
område bør udformes efter britisk forbillede.
Beslutningsforslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at
forbedre den nuværende beskyttelse af børn og unge mod
seksuelt misbrug og udnyttelse. Med nærværende forslag
opfordres regeringen til at fremsætte lovforslag, der blandt
andet indeholder følgende initiativer:
€" s kærpede straffe for seksuelle
overgreb mod mindreårige, herunder bestemmelser om
minimumsstraffe i gentagelsestilfælde, som det f.eks.
praktiseres i Tyskland,
€" forstærket mulighed for, at
domstolene kan idømme pædofile tvungen behandling,
herunder medicinsk kastration,
€" afskaffelse af forældelsesfristen i
pædofilisager,
€" stop for strafnedsættende
rabatordninger ved gentagelseskriminalitet,
€" forbud for pædofile mod at
bosætte sig i nærheden af skoler og andre steder, hvor
der kommer mange børn, samt påbud om, at
pædofile skal melde sig hos politiet, hvis de skifter
bopæl,
€" forbud mod, at personer, der en gang har
været dømt for seksuelle krænkelser af
mindreårige, kan arbejde med børn, så det f.eks.
bliver umuligt for pædofile at få arbejde inden for
undervisning og lign. − andre lande har indført
lignende bestemmelser, herunder Frankrig og Polen − og
€" forbud mod sexchat og forsøg
på at lave sexaftaler med mindreårige over nettet.
Alle disse tiltag har til formål at
beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb. Seksuelle
overgreb mod børn kan ikke forhindres helt, men det er det
offentliges opgave at beskytte børn og unge mod seksuelle
overgreb samt at sørge for, at dømte pædofile
ikke kan gentage deres handlinger. Det er krænkende for
retsbevidstheden, at pædofile, der har været
dømt adskillige gange for seksuelle krænkelser mod
børn, kun får en dom på nogle få
måneders fængsel, og at behandling er frivillig.
Flere sager, herunder den såkaldte
Tøndersag, har inden for flere felter vist et stort gab
mellem borgernes retsbevidsthed og de faktiske tilstande. Det er en
presserende politisk opgave at få rettet op på det
misforhold, hvilket er formålet med nærværende
beslutningsforslag.
Såfremt der ikke kan findes flertal for at
gennemføre alle ovenstående forslag, er Dansk
Folkeparti indstillet på, at der fremsættes lovforslag,
der kun indeholder et eller flere af ovenstående
initiativer.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb.
(Beslutningsforslag nr. B 111).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.