B 140 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af starthjælpen og forhøjelse af introduktionsydelsen til kontanthjælpsniveau.

Fremsat den 30. marts 2007 af Morten Østergaard (RV), Simon Emil Ammitzbøll (RV), Marianne Jelved (RV), Lotte Bundsgaard (S), Hüseyin Arac (S), Anne-Marie Meldgaard (S), Steen Gade (SF), Ole Sohn (SF) og 
Jørgen Arbo-Bæhr (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om afskaffelse af starthjælpen og forhøjelse af introduktionsydelsen til kontanthjælpsniveau

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at fremsætte lovforslag, der indebærer, at den særlige starthjælp, som gælder alle personer, der har opholdt sig uden for Danmark i mere end 1 år inden for de seneste 8 år, afskaffes og erstattes af retten til fuld kontanthjælp. Desuden pålægges regeringen at hæve niveauet for introduktionsydelsen til niveauet for kontanthjælp.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget er en revideret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 68 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling (se Folketingstidende 2004-05, 2. samling, forhandlingerne side 3967 og tillæg A, side 6817 og 6820).

Med lov nr. 361 af 6. juni 2002 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven blev der bl.a. gennemført en ny regel om såkaldt starthjælp til personer, der har boet uden for Danmark i længere tid end 1 år inden for de seneste 8 år. Introduktionsydelsen til udlændinge omfattet af integrationsloven blev samtidig ændret således, at den svarer til satserne for starthjælpen. Der henvises til lovforslag nr. L 126, folketingsåret 2001-02, 2. samling, (se Folketingstidende 2001-02, 2. samling, forhandlingerne side 3951, 7088 og 7850, tillæg A side 4092 og 4124, tillæg B side 1358 og 1649 samt tillæg C side 668). Reglerne er siden ændret ved lov nr. 1040 af 17. december 2002, jf. lovforslag nr. L 89, folketingsåret 2002-03 (se Folketingstidende 2002-03, forhandlingerne side 1449 og 2383 samt tillæg A side 2019 og 2026).

Forslagsstillerne mener, at starthjælpen er i strid med flygtningekonventionen, udgør en fattigdomsfælde, medfører uigennemsigtighed i niveauet af sociale ydelser, straffer danske statsborgere for at bo og arbejde en periode i udlandet og endelig har vist sig ikke at have den ønskede effekt. På denne baggrund mener forslagsstillerne, at starthjælpen skal afskaffes og erstattes med retten til fuld kontanthjælp, og at niveauet for introduktionsydelsen skal hæves til niveauet for kontanthjælp.

Starthjælpen er i strid med flygtningekonventionen

Flygtningekonventionens artikel 23 siger: »Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme behandling som deres egne statsborgere.«

Det er forslagsstillernes opfattelse, at starthjælpen er i strid med flygtningekonventionen. Regeringen har udformet starthjælpen således, at den på papiret rammer alle grupper lige hårdt. Alligevel rammer starthjælpen i realiteten flygtninge hårdere end alle andre. For andre udlændinge end flygtninge gælder grundlæggende, at selvforsørgelse er en betingelse for opholdsgrundlaget. For familiesammenførte gælder således, at opholdsgrundlaget bortfalder, såfremt den herboende ægtefælle ikke kan forsørge den udenlandske ægtefælle. For udlændinge med erhvervs- eller studieopholdstilladelse gælder, at opholdsgrundlaget bortfalder, hvis studierne ophører eller ansøger bliver ledig. Flygtninge har samtidig en svagere tilknytning til det danske arbejdsmarked end alle andre grupper af udlændinge, som enten er i Danmark fordi de har arbejde eller studier, eller fordi de allerede har et netværk i form af bl.a. en dansk ægtefælle. Flygtninge har samtidig væsentligt ringere forudsætninger for at få fodfæste på det danske arbejdsmarked end de danske statsborgere, som rammes af starthjælpen, eftersom flygtninge ved ankomsten hverken kan dansk eller har noget dansk netværk.

FN€™s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har allerede fra indførelsen af starthjælpen udtrykt stor bekymring for, at den ville bringe Danmark på kant af Flygtningekonventionen. Siden har UNHCR gentagne gange fasthold og gentaget denne kritik. Danmark har selv, med underskriften på flygtningekonventionen, bedt UNHCR om at overvåge flygtninges rettigheder i Danmark. Derfor er kritikken legitim og alvorlig. Den danske regering bør følge den tidligere regerings eksempel og opgive den lave integrationsydelse.

Starthjælpen er en fattigdomsfælde

Starthjælpen er den laveste sociale ydelse, som børnefamilier forsørges af i dagens Danmark, og både Rådet for Socialt Udsatte og Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har gentagne gange dokumenteret, at modtagere af starthjælp i stigende grad fattiggøres og de facto hæmmes i deres integration.

CASA har sammenlignet det gennemsnitlige rådighedsbeløb for forskellige grupper af starthjælpsmodtagere med det tilsvarende rådighedsbeløb for personer på Forbrugerstyrelsens standardbudget (pristalsreguleret til 2005) − det rådighedsbeløb, som benyttes af Told og Skat, når de skal vurdere, hvor meget folk kan afdrage på deres gæld til det offentlige − og kontanthjælpsmodtagere. Starthjælpsmodtagere har et væsentligt mindre rådighedsbeløb end nogen af de andre grupper.

Kilde: CASA, »Flygtninge på Starthjælp«, 2006, side 6.

Rapporten »Flygtninge på Starthjælp« fra CASA, 2006, redegør for, hvorledes den lave starthjælp udvikler sig til en fattigdomsfælde, som fører modtagerne stadig længere væk fra at kunne blive selvforsørgende. Der redegøres endvidere for, hvorledes starthjælpen medfører, at tid og overskud bruges på at spekulere over, hvordan man får pengene til at slå til, at selvværdet daler, og at det er svært at finde penge til helt basale ting (som transport), og en del starthjælpsmodtagere bliver stadig mere passive og »klientgjorte« (se f.eks. »Flygtninge på Starthjælp«, 2006, side 8 og 56).

Forslagsstillerne er dybt betænkelige ved den strategi, som handler om at gøre flygtninge og andre modtagere stadig fattigere i håb om, at det vil føre til beskæftigelse og selvforsørgelse, særlig fordi der altid vil være en gruppe, som det ikke lykkes at nå målet trods både gode intentioner og en aktiv indsats. For dem fører strategien udelukkende til fattigdom og social eksklusion.

Starthjælpen medfører uigennemsigtighed i niveauet af offentlige ydelser

Siden de nye regler om starthjælp trådte i kraft den 1. juli 2002, har det vist sig, at de personer, der er henvist til at klare sig for starthjælpen, har overordentlig svært ved det.

Næsten alle flygtninge på starthjælp modtager enkeltydelser, f.eks. til medicin og behandling. CASA har vist, at 80 pct. af flygtningefamilier på starthjælp har modtaget hjælp til enkeltudgifter i løbet af det sidste år. Der er stor spredning i summen af enkeltydelser over et år €" for 90 pct. gjaldt, at summen var mindre end 50.000 kr., for 30 pct. var summen mindre end 5.000 kr. Der er både forskel på, hvor meget familierne søger om hjælp, og hvor villige kommunerne er til at hjælpe. Der er f.eks. stor forskel på de rådighedsbeløb, kommunerne internt fastsætter som vejledende udgangspunkt for en trangsvurdering. I nogle kommuner må flygtninge således gå forgæves med ansøgninger om økonomisk støtte til tandlæge og til medicin, som ville være blevet imødekommet i andre kommuner. (Kilde: CASA, »Flygtninge på Starthjælp«, 2006, side 7-8 og side 28).

Sagsbehandlerne vurderer, at familier på starthjælpsniveau oftere søger råd og vejledning end familier på kontanthjælp. Rådgivning om økonomi spiller en meget stor rolle, men sagsbehandlerne giver også råd og vejledning om meget andet, f.eks. arbejde og bolig. I det hele taget er en del starthjælpsmodtagerne meget usikre. (Kilde: CASA, »Flygtninge på Starthjælp«, 2006, side 8). De gentagne ansøgninger om ekstra ydelser og særlige tilskud betyder, at starthjælpen også medfører en øget administrativ byrde for de kommuner, som skal administrere den. Det har ved flere lejligheder fået kommunerne til at erklære, at den kommunale integrationsindsats går op i bureaukrati. (Se bl.a. Jyllands-Posten, den 31. juli 2003, side 1).

Forslagsstillerne er imod at pålægge de danske kommuner en »uforudset« administrativ og økonomisk byrde, simpelt hen fordi en af de offentlige ydelser er sat alt for lavt. Samtidig har forslagsstillerne svært ved at se det rimelige i, at flygtninge og andre modtagere af starthjælp skal have forskellige rådighedsbeløb alt efter, hvor de bor i landet, og alt efter, om de er i stand til at søge hjælp på den mest hensigtsmæssige måde.

Starthjælpen straffer danske statsborgere for i en periode at arbejde i udlandet

Der findes en anden gruppe end flygtninge, for hvem opholdsgrundlaget ikke påvirkes af ansøgers evne til at være selvforsørgende. Denne gruppe er de danske statsborgere, som har opholdt sig i udlandet i mere end 1 år inden for de seneste 8 år. Forslagsstillerne er ganske uforstående over for, hvorfor danske statsborgere skal straffes for i en periode at søge at dygtiggøre sig gennem studier eller arbejde i udlandet. Danmark lever af den omkringliggende verden, vi skal kunne handle med de lande, som omgiver os. Derfor er det i Danmarks interesse at så store dele af den danske arbejdsstyrke er i stand til at klare sig på fremmede sprog og i fremmede kulturer. Det er således direkte modstridende med danske interesser at straffe danske statsborgere for at have prøvet at erhverve sig internationale erfaringer.

Starthjælpen har ikke den ønskede effekt

Da starthjælpen blev indført, anførte regeringen, at formålet var at få flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Følger man udviklingen i antallet af ledige udlændinge i Danmark, er det imidlertid klart, at dette steg i perioden fra tredje kvartal 2002 til andet kvartal 2005. Siden er antallet af ledige udlændinge faldet, som det i øvrigt gjorde i hele perioden inden 2002 og så langt tilbage, som Danmarks Statistik offentliggør disse tal. Dette understreger, at det, som virkelig har betydning for udviklingen i antallet af ledige udlændinge, er konjunkturerne på det danske arbejdsmarked. Således er det værd at bemærke, at trods den nuværende rekordlave ledighed, er ledigheden blandt udlændinge stadig højere, end den var ved starthjælpens indførelse i sommeren 2002.

En af årsagerne til, at starthjælpen ikke har den ønskede effekt, er, at den er målrettet mod flygtningene og særlig flygtninge, som netop er ankommet til Danmark og først nu skal påbegynde deres integrationsprogram. Flygtninge har lige efter ankomsten til Danmark meget ringe forudsætninger for at finde arbejde, mange er traumeramte, de taler ikke dansk, og de har behov for en periode, hvor de kan erhverve sig de kvalifikationer, som det danske arbejdsmarked efterlyser. I stedet mødes de med starthjælp og dermed en kraftig hentydning om, at det eneste problem her er motivationen. Denne hentydning forstærkes kraftigt, når der ikke i starthjælpen er indført en undtagelse for de ledige flygtninge, som har andre problemer end ledighed − de såkaldte match gruppe 5-ledige. CASA€™s undersøgelse viser således, at mindst en af de voksne i 54 pct. af familierne på starthjælp har et helbredsproblem €" og i flere familier har begge de voksne helbredsproblemer. (CASA, »Flygtninge på Starthjælp«, 2006, side 9).

Både Integrationsministeriet og Beskæftigelsesministeriet har fundet, at indførelsen af starthjælpen har øget selvforsørgelsen. Analyserne er imidlertid altid foretaget som en simpel sammenligning af selvforsørgelsesgraden for personer, der har modtaget introduktionsydelsen på den lave sats (de, der fik opholdstilladelse efter 1. juli 2001), og personer, der har modtaget introduktionsydelse på kontanthjælpsniveau (de, der fik opholdstilladelse før 1. juli 2001). Forslagsstillerne har således endnu ikke set en evaluering af starthjælpen, som fokuserer på f.eks. de danske statsborgere, som modtager starthjælp, men er også opmærksomme på, at denne gruppe er så lille, at det vil være svært at konkludere noget med sikkerhed.

Den valgte fremgangsmetode ved evalueringerne er blevet kritiseret af bl.a. de økonomiske vismænd, som fastholder, at der altid bør tages højde for forskelle i køn, opholdsgrundlag, nationalitet, uddannelse og alder, især fordi en simpel inspektion af data umiddelbart afslører store forskelle. Tilsvarende burde der være taget højde for konjunktureffekter, som påvirker den ene gruppe anderledes end den anden. Endelig kritiseres evalueringerne for, at der sættes lighedstegn mellem beskæftigelse og selvforsørgelse, hvilket de økonomiske vismænd understreger, at der ikke er belæg for, særlig ikke for en svag gruppe som flygtningene, hvor der traditionelt er langt færre af de selvforsørgende, som faktisk er i beskæftigelse. At flere indvandrere og flygtninge er ude af starthjælpen og nu kan kaldes selvforsørgende, betyder således ikke nødvendigvis, at de har fået et arbejde. I mange tilfælde dækker det blot over, at den ene ægtefælle er kommet i arbejde, og at starthjælpen derfor bortfalder for dem begge. F.eks. har Mette Blauenfeldt fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) anslået i Jyllandsposten, at omkring 40 pct. af starthjælpsmodtagerne er blevet »selvforsørgende«, fordi deres ægtefælle har fået arbejde. De økonomiske vismænd konkluderer på denne baggrund, at »Resultaterne i Integrationsministeriets analyse giver således ikke belæg for at konkludere, at ydelsesreduktionen er en succes«. (Kilde: side 271, De Økonomiske Vismænd: »Dansk Økonomi efteråret 2006« og Jyllands-Posten den 11. april 2005, side 6).

Starthjælpen og den lave integrationsydelse har alt for store omkostninger for det enkelte menneske til at forslagsstillerne vil acceptere en så ringe succes, som det er tilfældet. Derfor mener forslagsstillerne, at det atter er på høje tid at afskaffe starthjælpen og forhøje den lave integrationsydelse.

Skriftlig fremsættelse

Morten Østergaard (RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af starthjælpen og forhøjelse af introduktionsydelsen til kontanthjælpsniveau.

(Beslutningsforslag nr. B 140).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.