B 35 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er
ofre for trafficking.
Fremsat den 10. november 2006 af
Lone Dybkjær (RV), Bente Dahl (RV),
Elisabeth Geday (RV), Marianne Jelved (RV),
Martin Lidegaard (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om kriminalisering af køb af sex hos
prostituerede, der er ofre
for trafficking
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at fremsætte et
lovforslag til ændring af straffelovens § 223 a,
hvorefter den, der som kunde mod betaling har samleje med en
person, der er offer for menneskehandel, jf. straffelovens §
262 a, straffes med bøde eller fængsel indtil 2
år.
Bemærkninger til forslaget
I spørgsmål 180 i Socialudvalget,
jf. SOU €" alm. del (folketingsåret 2005-06), blev der
spurgt: »Ministeren bedes oplyse, hvorledes en ny paragraf i
straffeloven, der forbyder køb af sex hos prostituerede, der
er ofre for menneskehandel, kan formuleres. I den forbindelse
ønskes oplyst, hvorledes man i den type sager kan operere
med uagtsomhed.«
Justitsministeren svarede:
»En ændring af straffeloven som
nævnt i spørgsmålet ville i givet fald f.eks.
kunne udformes som en tilføjelse til § 223 a om
køb af seksuelle ydelser hos personer under 18 år:
Ȥ 223 a. Den, der
som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje
med en person under 18 år eller med en person, der
udnyttes under de i § 262 a nævnte
omstændigheder, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år.«
Bestemmelsen ville i givet fald finde tilsvarende
anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end
samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en
person af samme køn, jf. straffelovens § 224 og §
225.
Efter Justitsministeriets opfattelse må det
antages, at det i praksis ofte ville være vanskeligt at
bevise, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt
med hensyn til, at den pågældende prostituerede var
offer for menneskehandel i straffelovens forstand.
Med hensyn til, hvordan man i disse sager ville
kunne operere med uagtsomhed, skal Justitsministeriet
anføre, at en straffebestemmelse om uagtsomt køb af
seksuelle ydelser hos en person, der er offer for menneskehandel, i
givet fald i overensstemmelse med almindelige lovgivningsprincipper
bør udformes således, at det med den fornødne
klarhed kan angives, hvilke objektive forhold en prostitutionskunde
skal være særlig agtpågivende over for ved
købet af den seksuelle ydelse. Det vil i den forbindelse
kunne være relevant at overveje, hvilke muligheder der i
praksis vil være for at fastslå, at kunden burde have
været opmærksom på de pågældende
forhold.«
Det er denne ændring af straffeloven, Det
Radikale Venstre ønsker gennemført, således at
det kriminaliseres at købe sex hos prostituerede, der er
ofre for menneskehandel. Det bør være muligt at
udforme retnings-linjer, der angiver de objektive forhold, som en
prostitutionskunde skal være særlig opmærksom
på i forbindelse med købet af den seksuelle ydelse.
Ligesom det f.eks. er almindeligt antaget, at køber man et
B&O-anlæg på et værtshus, kan det være
»varmt«, burde der også kunne opstilles
formodninger om og kriterier for, hvornår en prostitueret kan
tænkes at være handlet, således at sexkunden ikke
kan påberåbe sig at være i god tro.
I Sverige er der indført et totalt forbud
mod at købe sex. I Holland og Tyskland er der indført
licensordninger. I en række andre lande er prostitution
direkte forbudt.
Det finske parlament har den 21. juni i år
vedtaget en lov om ændring af den finske straffelov, hvorved
bl.a. køb af seksuelle ydelser hos en person, der har
været udsat for menneskehandel, kriminaliseres. Der henvises
til Socialudvalget, SOU €" alm. del, svar på
spørgsmål 220 (folketingsåret 2005-06).
Det er lovgivning efter de samme principper som i
Finland, der ønskes indført i Danmark.
Skriftlig fremsættelse
Lone Dybkjær (RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er
ofre
for trafficking.
(Beslutningsforslag nr. B 35).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.