B 61 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om tilbagetrækning af danske militære styrker fra
Afghanistan og mere bistand til genopbygning i Afghanistan.
Fremsat den 13. december 2006 af
Rune Lund (EL), Line Barfod (EL),
Per Clausen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om tilbagetrækning af danske
militære styrker fra Afghanistan og mere
bistand til genopbygning i Afghanistan
Folketinget pålægger regeringen at
meddele ISAF, den afghanske regering og andre relevante parter, at
det danske militære bidrag vil blive trukket ud af
Afghanistan hurtigst muligt og senest inden for en periode på
3 måneder efter, at beslutning herom er truffet. De frigjorte
økonomiske midler bruges i stedet til udviklingsbistand til
Afghanistan.
Bemærkninger til forslaget
Afghanistans befolkning har brug for hjælp
til genopbygning af deres mishandlede land. De har brug for
hjælp til en civil genopbygning af et land, der i mere end 25
år har været hærget af besættelse,
talebanstyre og krig. De har ikke brug for mere krig og flere
udenlandske soldater.
5 år efter, at den amerikanskledede
koalition væltede det siddende talebanstyre og indsatte det
nuværende styre med Hamid Karzai i spidsen, er situationen
meget alvorlig. De udenlandske militære styrker har ikke
været i stand til at skabe sikkerhed for den afghanske
civilbefolkning. Samtidig er der ikke sat gang i den sociale og
økonomiske udvikling, den internationale koalition lovede,
da den gik ind i Afghanistan.
Hvor slemt det står til i dag, fik alle et
indtryk af i forbindelse med udstationeringen af de danske styrker
i Musa Qala. Mere end 50 angreb blev de udsat for i den lille
måneds tid, de var der. Og det lykkedes ikke de danske
styrker at opfylde deres egentlige mission: at patruljere
området og skabe sikkerhed til gavn for befolkningen. Det
synes derfor rimeligt at konkludere, at de militære
opera-tioner gennemført af såvel ISAF-styrken som USA
via Operation Enduring Freedom skaber nye fjender og øger
støtten til Taleban. En senior commander i den britiske
ekspeditionsstyrke i det sydlige Afghanistan, Leo Docherty,
beskriver den internationale styrkes militære indsats
således: »We€™ve been grotesquely
clumsy« (jf. Sunday Times-artiklen »Top soldier quits
as blundering campaign turns into »pointless«
war« fra den 10. september 2006). Det er baggrunden for, at
en voksende del af befolkningen betragter de udenlandske styrker
som en besættelsesmagt.
Der findes ikke en militær løsning
på konflikten. I dag er de internationale styrkers
tilstedeværelse direkte kontraproduktiv. Vesten har ikke
leveret varen. Vesten har primært behandlet Afghanistan som
et sikkerhedsproblem, og nu høster man, som man har
sået: Der er en rekordhøst af opium, og der er
stærkt stigende social, økonomisk og politisk
utilfredshed i befolkningen. Taleban er vendt tilbage som en
magtfaktor i landet. Ifølge den internationale
tænketank Senlis €" jf. rapporten »Afghanistan
Five Years Later: The Return of the Taliban«, Spring/Summer
2006, Conclusions and Recommendations s. xvii €" har
centralregeringen i Kabul ikke eller kun ringe kontrol med
halvdelen af landet.
Den almindelige afghaner har intet fået ud
af den militære bistand. Et stigende antal civile bliver
dræbt i konflikten, og der er meget lidt sikkerhed i landet.
Samtidig har befolkningen stort set intet fået ud af den
såkaldte økonomiske bistand. Således konkluderer
Senlis: » ... yet Afghanistan €™s development
community is not given sufficient support from the international
military to try to address the most urgent humanitarian needs in
the South. € The growing hunger crisis is not only proof of
the failure of the delivery of primary aid, but it also provides
another compelling case for the Taliban to demonstrate to local
communities that the US-led international community has deserted
them.« (Conclusions and Recommendations s. xix). (Dansk
oversættelse: € alligevel får Afghanistans
udviklingsorganisationer ikke tilstrækkelig støtte fra
de internationale militære styrker, når de
forsøger at tage hånd om de mest
påtrængende humanitære behov i den sydlige del.
€ Den voksende sultkrise er ikke kun bevis på, at den
primære hjælp har slået fejl, men giver
også Taleban endnu et overbevisende eksempel til at
demonstrere over for lokalsamfundene, at det USA-ledede
internationale samfund har svigtet dem).
Det er højst sandsynligt, at et stort
flertal i den afghanske befolkning var glad for at slippe af med
talebanstyret og så frem til økonomisk hjælp,
så de kunne skabe sig en ny tilværelse. Men netop fordi
Vesten har fokuseret på Afghanistan som et sikkerhedsproblem
og ikke som et socialt og økonomisk problem, er
hjælpen i vid udstrækning enten givet forkert eller i
utilstrækkelig grad. Således anslås, at der
bruges ni gange så mange penge på de internationale
militære styrkers tilstedeværelse i Afghanistan, som
der bruges på udviklingsbistand. Hertil kommer bizarre
eksempler på såkaldt udviklingshjælp.
To af de mest bizarre eksempler på totalt
fejlslagen udviklingsbistand står USA for. Det ene eksempel
er USA€™s præsidentfrues besøg i
Afghanistan med løfte om hjælp til uddannelse. Det
lød godt. Der er et enormt behov for grundskoler og
gymnasier, ja alle former for uddannelse. Omkring 60 pct. af
befolkningen er analfabeter. Hvad skete der? USA oprettede et
universitet i Kabul, men det er et betalingsuniversitet, så
kun de absolut rigeste har råd til at gå der. Det er
ikke en hjælp, som kommer den almindelige befolkning til
gode.
Det andet eksempel er landevejen mellem Kabul og
Kandahar. Her valgte USA den dyreste tilbudsgiver og de
dårligste materialer. Men det bizarre er, at USA over for den
afghanske regering insisterede på, at almindelige mennesker
skulle betale for at benytte vejen. Betalingen for et
månedskort er 20 $ om måneden (jf. Asia Times Online:
»Why it€™s not working in Afghanistan« af
Ann Jones, 30. august 2006).
Siden afsættelsen af talebanstyret i 2001
er mange af landets bønder gået over til at dyrke
afgrøder til eksport, herunder ikke mindst opiumsvalmuen,
frem for dyrkning af mad til landets befolkning. Bønderne
kan simpelthen ikke få en betaling for dyrkning af
fødevarer, som de kan leve af.
Omkring to tredjedele af befolkningen lever for
mindre end 2 $ pr. dag, og børnedødeligheden er
på ca. 250 pr. 1.000 fødsler. For størstedelen
af befolkningen er der stort set ikke sket økonomiske eller
sociale fremskridt de sidste 4 år. Og da
sikkerhedssituationen samtidig er forværret, er der stigende
utilfredshed i befolkningen.
I dagbladet Information den 15. juni 2006 i
artiklen »Afghanistan: Sendes de ud i en taberkrig?«
citeres forsker ved DIIS Anja Dalgaard Nielsen for følgende:
» Det ideelle ville være, at det internationale samfund
kommer ind langt mere massivt og derefter kommer hurtigt ud igen.
Jo længere vi er der, jo større er risikoen for, at
lokal antipati bryder ud i noget, der er værre. Men der er
næppe politisk vilje eller mulighed for markant flere
soldater i Afghanistan, og jeg tror desværre, vi risikerer at
sætte os mellem to stole € «. Med andre ord: Enten
går de vestlige lande ind med mange flere soldater og
får løst sikkerhedsproblemerne hurtigt, så
landet kan gives tilbage til afghanerne, eller også €"
og det er Enhedslistens bud €" trækkes alle udenlandske
soldater ud af Afghanistan, og pengene bruges på at vinde
»the hearts and minds« blandt afghanerne ved at sikre
dem en reel udvikling, ved at give dem et håb for
fremtiden.
De samlede udgifter i 2006 forbundet med det
danske militære engagement i Afghanistan beløber sig
til ikke under 180 mio. kr. (jf. forsvarsministerens svar på
Forsvarsudvalgets spørgsmål 63, folketingsåret
2005-06) . De penge gives meget bedre ud
til hjælp med skolegang og arbejde til den almindelige
afghaner.
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 2 fra
indeværende folketingsår, jf. Folketingstidende,
tillæg A side 1366 og 1368.
Skriftlig fremsættelse
Rune Lund (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tilbagetrækning af danske militære styrker fra
Afghanistan og mere
bistand til genopbygning i Afghanistan.
(Beslutningsforslag nr. B 61).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.