B 76 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 16-01-2007

Fremsat: 16-01-2007

Beslutningsforslag som fremsat

20061_b76_som_fremsat (html)

B 76 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle.

Fremsat den 16. januar 2007 af Lone Dybkjær (RV), Simon Emil Ammitzbøll (RV), Bente Dahl (RV), Charlotte Fischer (RV) og Marianne Jelved (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle

 

Folketinget pålægger regeringen senest den 10. oktober 2007 at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de fornødne administrative ændringer for at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle, så alle, der indgår ægteskab, opnår samme rettigheder og bliver pålagt samme pligter.

Bemærkninger til forslaget

I 1989 blev lovgivningen om registreret partnerskab vedtaget. Dermed blev Danmark foregangsland for anerkendelse af seksuelle minoriteters trivsel og rettigheder. Siden fulgte mange lande trop.

Den danske lovgivning om registreret partnerskab tilbyder ikke seksuelle minoriteter fuld ligestilling. Hvis man sammenligner loven om registreret partnerskab med ægteskabslovgivningen, er der en række rettigheder, som registrerede partnere ikke opnår sammenlignet med ægtefolk. I praksis betyder det, at registrerede partnerskaber ikke kan indgås i en kirke. Ligeledes gælder andre statsborger- og opholdskrav, såfremt den ene partner ikke er dansk. Endelig kan registrerede partnere ikke adoptere børn sammen, og der er andre regler for forældremyndighed, end der er ved indgåelse af ægteskab.

I de senere år har flere europæiske landes lovgivninger undergået samme udvikling, herunder i Holland, Belgien og Spanien. Men også uden for Europa ser man en lignende udvikling. Eksempelvis har flere canadiske stater ændret deres ægteskabslovgivning. Selv i Sydafrika, som for kun relativt få år siden var kendetegnet af et politisk styre baseret på forskelsbehandling, har forfatningsdomstolen kendt landets nuværende ægteskabslovgivning forfatningsstridig. Lovgivning med fokus på ligestilling af seksuelle minoriteters rettigheder er derfor på vej.

Ligebehandling er en af grundværdierne i det danske demokrati. Året 2007 er af EU udnævnt som ligebehandlingsår. Med afsæt heri bør vi derfor gribe muligheden for atter at høre til blandt de førende nationer i verden, når det gælder fuld anerkendelse af seksuelle minoriteters rettigheder.

En ægteskabslovgivning, som ligestiller homo- og heteroseksuelle, er en af måderne, hvorpå vi fra politisk side kan danne rammerne for at forbedre individets vilkår og selvbestemmelsesret. Dermed kan vi sende et signal om, at forskelsbehandling af seksuelle minoriteter ikke er acceptabelt.

Ud fra en lovteknisk betragtning lægger forslagsstillerne op til, at det skal være frit for personer, som allerede er i registreret partnerskab, hvorvidt de ønsker at bibeholde deres nuværende civile status eller vil overgå til egentligt ægteskab.

Forslagsstillerne håber på Folketingets velvillige behandling.

 

Skriftlig fremsættelse

Lone Dybkjær (RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle.

(Beslutningsforslag nr. B 76).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.