L 100 (som fremsat): Forslag til arvelov.
Fremsat den 6. december 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Arvelov
Kapitel 1
Slægtninges arveret
Arv efter loven
§ 1. En
arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes
børn. Børnene arver lige.
Stk. 2. Er et barn død,
træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige.
På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.
§ 2. Har
arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre
livsarvinger, arver arveladerens forældre. Forældrene
arver hver en halvdel.
Stk. 2. Er en af forældrene
død, træder dennes børn i den
pågældendes sted og arver indbyrdes lige. På
tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Er der ingen
livsarvinger efter den ene af forældrene, arver den anden af
forældrene eller dennes livsarvinger alene.
§ 3. Er der
ingen arvinger efter § 1 eller § 2, arver
arveladerens bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder
bedsteforældrene på fædrene side og halvdelen
bedsteforældrene på mødrene side.
Stk. 2. Er en af
bedsteforældrene død, træder dennes børn,
men ikke fjernere livsarvinger, i den pågældendes
sted.
Stk. 3. Mellem fædrene og
mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i
§ 2. Er der kun arvinger på fædrene eller
mødrene side, arver disse alene.
§ 4. Et
adoptivbarn og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og
dennes slægt som adoptantens livsarvinger i øvrigt,
medmindre andet følger af reglerne i
adoptionslovgivningen.
Livsarvingers tvangsarv
§ 5. En
fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv.
Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente
begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en
værdi af 1.000.000 kr. Er et barn død, begrænses
dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør
livsarvingens andel af beløbet, jf. § 1,
stk. 2, medmindre andet fremgår af testamentet.
Tilsvarende gælder i forhold til fjernere livsarvinger.
Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.
Overtagelse efter
vurdering
§ 6. Arvingerne
kan for deres arvelod overtage boets aktiver til
vurderingsbeløbet.
Stk. 2. Ønsker flere arvinger
at overtage det samme aktiv, afgøres det ved
lodtrækning, hvem der skal have dette. En arving har dog
fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig
erindringsværdi for den pågældende.
Stk. 3. Ægtefællens ret
efter § 11, stk. 1, og §§ 12-14 skal
respekteres.
§ 7. Ejer en
arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selvom
værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at
overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende
beløb kontant til boet. Fortrinsretten gælder dog ikke
et aktiv omfattet af § 11, stk. 1, og et
fællesejeaktiv som nævnt i § 96, stk. 2,
som ægtefællen ønsker at overtage efter
§ 12.
Stk. 2. Ejer en arving en andel af et
aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har
ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er
fuldstændigt særeje i boet, har en særlivsarving
efter den førstafdøde ægtefælle dog
fortrinsret, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi
for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af
§ 11, stk. 1, eller der er tale om
ægtefællernes hidtidige fælles bolig.
Stk. 3. Gør flere arvinger
retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved
lodtrækning, hvem der skal have ret til at overtage boets
andel af aktivet.
Fravigelse ved testamente
mv.
§ 8.
§§ 6 og 7 finder ikke anvendelse på aktiver,
som arveladeren har rådet over ved testamente. § 7
finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i en
samejeoverenskomst mv.
Kapitel 2
Ægtefællens arveret
Arv efter loven
§ 9.
Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens
ejendele, når denne efterlader sig livsarvinger.
Stk. 2. Efterlader arveladeren sig
ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene.
Ægtefællens
tvangsarv
§ 10. En
fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv.
§ 11. Den
længstlevende ægtefælle kan forlods udtage
genstande, som
1) udelukkende tjener til den
pågældendes personlige brug, hvis deres værdi
ikke står i misforhold til ægtefællernes
formueforhold, eller
2) er erhvervet til mindreårige
børns brug.
Stk. 2. Den længstlevende
ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget,
at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos-
og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil
500.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres efter
§ 97.
Stk. 3. I beregningen efter
stk. 2 indgår forsørgertabserstatning,
livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der
kommer til udbetaling til den længstlevende
ægtefælle i anledning af dødsfaldet.
Længstlevendes øvrige rettigheder, der er
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter,
medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de
var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på
skifte i den længstlevende ægtefælles levende
live.
Stk. 4. En særlivsarving efter
den førstafdøde ægtefælle kan uanset
stk. 2 overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen
kontant til boet, hvis aktivet har en særlig
erindringsværdi for den pågældende, medmindre
aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er
tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91,
stk. 2.
Overtagelse efter
vurdering
Fælleseje
§ 12. Den
længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og
arvelod overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet,
til vurderingsbeløbet.
Stk. 2. Ønsker
ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv,
har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har
dog fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har
særlig erindringsværdi for den pågældende,
medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller
der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i
§ 91, stk. 2.
Stk. 3. Overstiger værdien af
det aktiv, som den længstlevende ægtefælle
ønsker at overtage bos- og arvelodden, kan
ægtefællen overtage aktivet mod at betale det
overskydende beløb kontant til boet.
Fuldstændigt
særeje
§ 13. Af den
afdødes fuldstændige særeje kan den
længstlevende ægtefælle inden for sin arvelod af
særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet.
Stk. 2. Ønsker
ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv,
har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har
dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig
erindringsværdi for den pågældende, medmindre
aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er
tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.
Stk. 3. Overstiger værdien af et
aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet,
arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at
betale det overskydende beløb kontant til boet.
Fravigelse ved testamente
mv.
§ 14.
§§ 12 og 13 finder ikke anvendelse for aktiver, som
arveladeren har rådet over ved testamente, jf.
§§ 90 og 91, eller hvis andet er fastsat i en
samejeoverenskomst mv. om et aktiv, som ægtefællen ejer
i sameje med boet.
Kapitel 3
Svogerskabsarv efter en
længstlevende ægtefælle
§ 15.
Dør den længstlevende ægtefælle efter at
have arvet den førstafdøde ægtefælle i
henhold til § 9, stk. 2, herunder i henhold til et
testamente, deles boet med halvdelen til hver
ægtefælles slægtsarvinger, medmindre den
længstlevende ægtefælle
1) har indgået nyt ægteskab,
2) har arvet en samlever efter et testamente
oprettet i medfør af § 87,
3) efterlader sig en samlever, der har arveret
efter et testamente oprettet i medfør af § 87,
eller
4) efterlader sig livsarvinger.
Stk. 2. Er der ved den
længstlevende ægtefælles død kun
slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de
det hele.
Stk. 3. Har en af
ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles
den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om,
efter stk. 1 og 2, medmindre andet må anses for at
følge af testamentet.
Stk. 4. Stk. 1-3 er ikke til
hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved
testamente kan råde over hele boet.
§ 16.
Dør den længstlevende ægtefælle efter at
have benyttet sig af sin ret efter § 11, stk. 2,
deles boet efter stk. 2-6, medmindre den længstlevende
ægtefælle
1) har indgået nyt ægteskab,
2) har arvet en samlever efter et testamente
oprettet i medfør af § 87, eller
3) efterlader sig en samlever, der har arveret
efter et testamente oprettet i medfør af § 87.
Stk. 2. Er der livsarvinger efter
begge ægtefæller, deles boet med halvdelen til hver
ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger
efter den længstlevende ægtefælle, arver disse
alene.
Stk. 3. Er der alene livsarvinger
efter den førstafdøde ægtefælle, deles
boet med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og
halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger. Er der
ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver
førstafdødes livsarvinger alene.
Stk. 4. Er der ikke livsarvinger efter
nogen af ægtefællerne, deles boet med halvdelen til
hver ægtefælles slægtsarvinger. Er der alene
slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de
det hele.
Stk. 5. Har en af
ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles
den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om,
efter stk. 2-4, medmindre andet må anses for at
følge af testamentet.
Stk. 6. Arv efter § 1, som
en særlivsarving har modtaget ved den
førstafdøde ægtefælles død,
fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den
længstlevende ægtefælle i medfør af
stk. 2 og 3. Arvens værdi ved modtagelsen lægges
til grund ved fradraget.
Stk. 7. Stk. 2-6 er ikke til
hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved
testamente kan råde over hele boet.
Kapitel 4
Uskiftet bo
Betingelser for uskiftet bo
mv.
§ 17. Efter en
ægtefælles død kan den længstlevende
ægtefælle overtage ægtefællernes
fælleseje, jf. dog § 23, stk. 2-6, til
uskiftet bo med deres fælles livsarvinger.
§ 18.
Efterlader den førstafdøde ægtefælle sig
særlivsarvinger, kan boet kun udleveres til uskiftet bo med
samtykke fra dem.
Stk. 2. Er en særlivsarving
umyndig ifølge værgemålslovens § 1,
stk. 1, eller er der beskikket skifteværge for en
særlivsarving, kan skifteretten tillade boets udlevering til
uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker
deri, og udleveringen er forsvarlig under hensyn til
livsarvingernes interesser og den længstlevende
ægtefælles forhold. Det samme gælder, hvis en
særlivsarving er under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter værgemålslovens
§ 7, hvis værgemålet angår dette
anliggende. Er særlivsarvingen under samværgemål,
kræves tillige samtykke fra særlivsarvingen.
Stk. 3. Udleveres boet til uskiftet bo
med den afdødes mindreårige særlivsarvinger,
overtager den længstlevende ægtefælle den
afdødes forsørgelsespligt over for dem.
§ 19. Et bo kan
ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende
ægtefælle ikke i sin bodel og sit fuldstændige
særeje råder over tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn
til midler, som den længstlevende ægtefælle vil
modtage i arv fra den førstafdøde
ægtefælles fuldstændige særeje, samt
erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder
den længstlevende ægtefælle i anledning af den
førstafdøde ægtefælles død.
Stk. 2. Skifteretten kan tillade, at
boet udleveres til uskiftet bo, hvis en insolvens efter stk. 1
efter boets forhold må anses for ubetydelig.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan boet
dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde
ægtefælles livsarvinger samtykker heri efter at
være blevet gjort bekendt med den længstlevende
ægtefælles insolvens.
Stk. 4. Et bo kan ikke udleveres til
uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle
efter udleveringen ikke vil råde over tilstrækkelige
midler til at dække såvel den førstafdøde
ægtefælles som egne forpligtelser.
§ 20. Anmodning
om et bos udlevering til uskiftet bo fremsættes af
ægtefællen eller af dennes værge eller
skifteværge.
Stk. 2. Er ægtefællen
umyndig, under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under
samværgemål efter værgemålslovens
§ 7, eller er der beskikket skifteværge for
ægtefællen, kan boet kun udleveres til uskiftet bo,
hvis skifteretten finder dette bedst for
ægtefællen.
§ 21.
Skifteretten skal underrette den førstafdøde
ægtefælles livsarvinger om udleveringen til uskiftet
bo.
Det uskiftede bos midler
mv.
§ 22. Inden 6
måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende
ægtefælle til skifteretten indlevere en formueoversigt,
som omfatter
1) den førstafdøde
ægtefælles fællesejemidler,
2) den længstlevende ægtefælles
fællesejemidler,
3) de i § 23, stk. 2-6,
nævnte midler,
4) den længstlevende ægtefælles
fuldstændige særeje og
5) den førstafdøde
ægtefælles fuldstændige særeje.
Stk. 2. I formueoversigten skal det
særligt være angivet, hvem der skal arve den
førstafdøde ægtefælles fuldstændige
særejemidler.
Stk. 3. Skifteretten kan
forlænge fristen i stk. 1.
Stk. 4. Indgives formueoversigten ikke
rettidigt, kan skifteretten bestemme, at formueoversigten skal
udarbejdes af en autoriseret bobestyrer. Udgiften betales af den
længstlevende ægtefælle. Den længstlevende
ægtefælle skal give bobestyreren oplysninger om den
førstafdødes og egne økonomiske forhold.
§ 92, stk. 1, i lov om skifte af dødsboer
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Skifteretten skal efter
anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til
livsarvingerne.
Stk. 6. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om formueoversigten og om de
blanketter, der kan anvendes.
§ 23. I det
uskiftede bo indgår alt, hvad den længstlevende
ægtefælle erhverver, for så vidt det ikke er
gjort til fuldstændigt særeje.
Stk. 2. Livsforsikringer samt
pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den
længstlevende ægtefælle i anledning af den
førstafdøde ægtefælles død, og som
må antages ikke at være forbrugt, indgår ikke i
det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende
ægtefælles levende live.
Stk. 3. Den længstlevende
ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt
pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i det
uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende
ægtefælles levende live.
Stk. 4. Beløb, der er udbetalt
fra ordningerne i stk. 3, indgår i det uskiftede bo.
Dette gælder dog ikke udbetalinger fra
kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende
engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt,
medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter
af pensionsopsparing.
Stk. 5. Stk. 2-4 finder
tilsvarende anvendelse på indtægter af og surrogater
for beløbene.
Stk. 6. På øvrige
rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af
personlig art, finder reglerne om uskiftet bo kun anvendelse i den
udstrækning, hvori det er foreneligt med de særlige
regler, der gælder for disse rettigheder.
Stk. 7. Arv, gave og livsforsikringer
samt pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den
længstlevende ægtefælle fra tredjemand,
indgår ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen
anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets
modtagelse.
§ 24. Den
længstlevende ægtefælle udøver i levende
live en ejers rådighed over det uskiftede bo.
Stk. 2. Ved testamente kan
ægtefællen kun råde over så stor en del af
det uskiftede bo, som ved ægtefællens død falder
i arv efter denne. Inden for denne grænse kan
ægtefællen også råde over boets enkelte
genstande, for så vidt det ikke strider mod den
førstafdøde ægtefælles testamentariske
bestemmelse i medfør af § 91.
§ 25. Den
længstlevende ægtefælle bliver personligt
ansvarlig for den førstafdøde ægtefælles
forpligtelser.
Stk. 2. Må det antages, at den
førstafdøde ægtefælles bo var insolvent,
kan den længstlevende ægtefælle eller en kreditor
anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved
bobestyrer. Imødekommes anmodningen, og opfylder
ægtefællen sine forpligtelser efter lov om skifte af
dødsboer § 104, hæfter den
længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 ikke
for den afdøde ægtefælles forpligtelser.
Skifte
§ 26. Den
længstlevende ægtefælle kan når som helst
skifte med en eller flere af livsarvingerne.
Stk. 2. Ved indgåelse af nyt
ægteskab skal den længstlevende ægtefælle
skifte. Livsarvingerne kan ikke give afkald på skifte af det
uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.
§ 27. En
længstlevende ægtefælle, der i henhold til
§ 18, stk. 2, har fået boet udleveret til
uskiftet bo med umyndige særlivsarvinger, skal efter
anmodning skifte med særlivsarvingerne, efterhånden som
de bliver myndige. Det samme gælder, hvis en livsarvings
skifteværge på egen hånd har givet samtykke til
uskiftet bo, og livsarvingen selv senere anmoder om skifte.
Stk. 2. Dør en
særlivsarving, der er umyndig, eller for hvem en værge
eller skifteværge efter § 18, stk. 2, har
meddelt samtykke til uskiftet bo, skal den længstlevende
ægtefælle skifte med den pågældendes
livsarvinger, medmindre disse samtykker i, at skifte undlades.
Stk. 3. For mindreårige
særlivsarvinger og særlivsarvinger, for hvem der er
beskikket værge, meddeles samtykke til undladelse af skifte
af værgen med skifterettens godkendelse. § 18,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 28. Når
en længstlevende ægtefælle har fået et bo
udleveret til uskiftet bo, arver livsarvingerne efter den
førstafdøde ægtefælle kun denne, hvis
1) de overlever den længstlevende
ægtefælle, eller
2) de lever på det tidspunkt, da anmodning
om skifte fremsættes.
Stk. 2. Ved skifte efter den
længstlevende ægtefælles død beregnes der
ikke arv efter den førstafdøde ægtefælle
til den længstlevende ægtefælle.
Stk. 3. Mellem den
førstafdøde ægtefælles livsarvinger deles
arven efter arveforholdene ved den længstlevende
ægtefælles død eller på det tidspunkt, da
anmodning om skifte fremsættes. Er der ved den
længstlevende ægtefælles død ingen
arvinger efter denne, tilfalder hele boet den
førstafdøde ægtefælles livsarvinger.
§ 29. Hvis en
livsarving efter den førstafdøde
ægtefælle godtgør, at den længstlevende
ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det
uskiftede bo væsentligt har formindsket dette eller har
fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse,
skal den længstlevende ægtefælle skifte med den
eller de livsarvinger, som forlanger dette.
Stk. 2. Som misbrug af rådighed
over boet betragtes navnlig uforsvarlige spekulationsforretninger,
urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor
pensions- eller forsikringsordning samt ydelse af gaver eller andre
begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos
formue.
Stk. 3. Gør en arving
gældende, at der foreligger misbrug, skal den
længstlevende ægtefælle efter skifterettens
bestemmelse give oplysninger om dispositioner over det uskiftede
bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med
oplysningerne.
Stk. 4. Har den længstlevende
ægtefælle forsømt sin forsørgelsespligt
over for en særlivsarving, skal den længstlevende efter
anmodning skifte med denne.
§ 30. Har den
længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin
rådighed over det uskiftede bo væsentligt formindsket
dette, kan enhver livsarving, når boet skiftes, kræve
vederlag derfor af det beholdne bo. Om fornødent kan
livsarvingen endvidere kræve vederlag for halvdelen af det
manglende beløb af ægtefællens
fuldstændige særeje.
Stk. 2. En livsarving kan kræve
vederlag efter stk. 1, hvis den længstlevende
ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo til
erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje
eller sine rettigheder omfattet af § 15, stk. 2, i
lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke indgår i
delingen ved skifte af det uskiftede bo. Det gælder dog ikke
midler anvendt til erhvervelse eller forbedring af rettigheder
omfattet af 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger.
Stk. 3. Den længstlevende
ægtefælle eller en livsarving kan ved skifte af det
uskiftede bo kræve vederlag af det beholdne bo, hvis
ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige
særeje til forbedring af det uskiftede bo.
§ 31. Har den
længstlevende ægtefælle af boet givet gaver eller
arveforskud, hvis værdi stod i misforhold til boets formue,
kan en livsarving kræve dispositionen omstødt, hvis
modtageren eller den begunstigede vidste eller burde vide, at
ægtefællen var i uskiftet bo, og at dispositionen stod
i misforhold til boets formue.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse ved udbetaling til en begunstiget af en livsforsikring
eller lignende ordning, der er oprettet for boets midler for et
beløb, der stod i misforhold til boets formue.
Stk. 3. Efter den længstlevende
ægtefælles død finder stk. 1 og 2 ikke
anvendelse, hvis den pågældende livsarving kan
opnå dækning for sin arveret ved, at der ydes
livsarvingen vederlag af det beholdne bo, jf. § 30,
stk. 1 og 2.
§ 32.
Omstødelsessag efter § 31 kan kun anlægges,
hvis boet skiftes, eller den livsarving, der vil anlægge
sagen, har anmodet om skifte. Sagen anlægges ved
skifteretten, der træffer afgørelse ved dom.
Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. En sag efter § 31,
stk. 1, skal anlægges inden 1 år efter, at
livsarvingen har eller burde have fået kendskab til
fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet, og senest 5 år
efter gavens fuldbyrdelse.
Stk. 3. En sag efter § 31,
stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at
livsarvingen har eller burde have fået kendskab til
udbetalingen og senest 5 år efter udbetalingen.
§ 33. Ved
skifte formodes alt, hvad den længstlevende
ægtefælle ejer, at høre til det uskiftede
bo.
§ 34.
Dør alle livsarvingerne efter den førstafdøde
ægtefælle, overtager den længstlevende
ægtefælle uden skifte det uskiftede bo til fri
rådighed. § 16 finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5
Arvehenstand for længstlevende
ægtefælle
§ 35.
Skifteretten kan give en ægtefælle henstand med
udbetaling af arven eller en del heraf til en livsarving efter den
førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke
kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom,
løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige,
for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit
erhverv.
Stk. 2. Ved afgørelsen af om
henstand skal gives helt eller delvist, kan skifteretten tage
hensyn til, om en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle i medfør af
§§ 6 og 7 ønsker at overtage aktiver, som har
en særlig erindringsværdi for den
pågældende.
Stk. 3. Hvis der gives henstand efter
stk. 1, kan skifteretten bestemme, at en særlivsarving
efter den førstafdøde ægtefælle af sin
arvelod skal have udbetalt et efter boets forhold passende
beløb til forsørgelse i henstandsperioden, dog kun
indtil særlivsarvingen fylder 24 år.
§ 36.
Arvehenstand efter § 35, stk. 1, gives for 5
år fra den førstafdøde ægtefælles
dødsdag.
Stk. 2. Er betingelserne i
§ 35, stk. 1, opfyldt, kan skifteretten
forlænge henstandsperioden med yderligere 5 år, hvis
ægtefællen anmoder om det. En anmodning om
forlængelse skal fremsættes tidligst 6 måneder
før og senest ved udløbet af henstandsperioden i
stk. 1. Anmodning om forlængelse har opsættende
virkning.
Stk. 3. Udbetaling af arven skal dog
tidligst ske, når en fælles livsarving fylder 18
år. Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende
ægtefælle i forbindelse med meddelelse af henstanden
over for skifteretten erklærer at ville overtage
forsørgelsespligten over en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle.
Stk. 4. Arven udbetales kontant ved
henstandsperiodens ophør.
§ 37. Der skal
stilles fuld sikkerhed for henstandsarv efter § 35,
stk. 1. Skifteretten fastsætter sikkerheden.
Stk. 2. Skifteretten træffer
afgørelse i tvister om sikkerheden. Skifteretten kan efter
anmodning fra en livsarving eller statsforvaltningen, hvis arvingen
er umyndig, bestemme, at den længstlevende
ægtefælle skal udbetale arven, hvis der er sket en
væsentlig forringelse af sikkerheden.
Stk. 3. Skifteretten kan efter
anmodning fra statsforvaltningen bestemme, at den
længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis
denne har forsømt sin forsørgelsespligt over en
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle, jf. § 36, stk. 3, 2. pkt.
§ 38.
Skifterettens afgørelser efter §§ 35-37
træffes ved kendelse. Afgørelsen kan indbringes for
højere ret ved kære efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 37.
§ 39.
Justitsministeren fastsætter regler om forrentningen af
henstandsarv omfattet af § 35, stk. 1,
administrationen af beløb omfattet af § 35,
stk. 3, og om sikkerhedsstillelse efter § 37,
stk. 1.
Kapitel 6
Testamentsarvingers adgang til
overtagelse efter vurdering
§ 40.
§§ 6-8 finder tilsvarende anvendelse, hvis en arving
ved testamente er indsat til at arve en andel af boet, eller hvis
en arving er gjort til legatar ved testamente eller efter
skifterettens bestemmelse.
Kapitel 7
Aftale om arv samt arveforskud
Forbud mod overdragelse og
kreditorforfølgning af forventet arv
§ 41. En arving
kan ikke sælge, pantsætte eller på anden
måde overdrage forventet arv. Mens arveladeren er i live, kan
en arving heller ikke uden arveladers samtykke indgå aftale
med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.
Stk. 2. En arvings kreditorer kan ikke
søge fyldestgørelse i forventet arv.
Afkald på forventet og
falden arv
§ 42. En arving
kan mod eller uden vederlag give afkald på såvel
forventet som falden arv.
Stk. 2. Afkald på forventet arv
skal gives over for arveladeren. Hvis arveladerens
ægtefælle er i uskiftet bo, kan afkald dog gives over
for denne.
Stk. 3. Et afkald på arv har
også virkning for arvingens livsarvinger, medmindre disses
arveret er forbeholdt.
Arveforskud
§ 43.
Arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget
en ydelse af økonomisk værdi, og det må anses
for aftalt, at værdien af ydelsen senere skal fradrages i
arvingens arv.
§ 44.
Arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, skal,
medmindre andet er aftalt, så vidt muligt fradrages i arven
efter den førstafdøde ægtefælle,
når
1) arveforskuddet er ydet af fælleseje,
skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver
fælleseje ved ægtefællens død, og
2) der skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live.
Stk. 2. Et testamente oprettet af den
førstafdøde ægtefælle skal vige i det
omfang, det er nødvendigt for, at fradrag kan ske i
medfør af stk. 1.
Stk. 3. Den del af arveforskuddet, som
ikke er fradraget i arven efter den førstafdøde
ægtefælle, skal fradrages i arven efter den
længstlevende ægtefælle.
Stk. 4. Ved skifte af et uskiftet bo
efter den længstlevende ægtefælles død,
fradrages forskud til fællesbørn forholdsmæssigt
i arven efter hver af forældrene.
Stk. 5. Stk. 1-4 gælder
også for forskud, som ydes af en ægtefælle i
uskiftet bo.
§ 45.
Arveforskud, som en ægtefælle af fælleseje,
skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver
fælleseje ved ægtefællens død, har givet
et stedbarn eller dets livsarvinger, fradrages i arven efter den
anden ægtefælle, hvis det er aftalt, at ydelsen skal
være forskud på arven efter denne.
§ 46. Ved
fradrag lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen
til grund. Under særlige omstændigheder kan der dog
afviges herfra.
Stk. 2. Hvis et modtaget forskud
overstiger arvelodden, skal arvingen ikke betale det overskydende
til boet, medmindre arvingen særligt har forpligtet sig
dertil.
Stk. 3. Hvis modtageren af et
arveforskud dør før arveladeren, fradrages forskuddet
i den arv, som tilkommer arvingens livsarvinger.
§ 47.
Arveforskud lægges til boet ved beregningen af arvelodder og
tvangsarv. Kan forskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens
arv, tillægges der kun et beløb svarende til
modtagerens arvelod.
Stk. 2. Når et fællesbo
skiftes i den længstlevende ægtefælles levende
live, lægges forskuddet også til boet ved beregningen
af boslodderne. Overstiger forskuddet modtagerens arv efter den
førstafdøde ægtefælle samt et
beløb, der svarer til den pågældendes arv efter
den længstlevende ægtefælle, tillægges kun
værdien af disse arvelodder.
Kapitel 8
Udelukkelse og bortfald af arveret
§ 48. Når
en person har begået en forsætlig overtrædelse af
straffeloven, som har medført en andens død, kan det
ved dom bestemmes, at den pågældende fortaber retten
til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre
ydelser, der var afhængige af den dræbtes død.
Tilsvarende kan det bestemmes, at den pågældendes arv
eller andel i forsikringssummer, pension eller andre ydelser, ikke
må forøges som følge af
lovovertrædelsen.
Stk. 2. Den, der har forsøgt at
dræbe en slægtsarving, øvet vold mod eller groft
krænket den pågældende eller truet vedkommende
på strafbar måde, kan efter den forurettedes anmodning
fradømmes retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller
andre ydelser, der er afhængige af den
pågældendes død.
Stk. 3. Afgørelse i henhold til
stk. 1 og 2 kan træffes ved straffedommen eller under en
særlig sag.
Stk. 4. Den fradømte arveret
kan helt eller delvis tilbagegives den dømte ved testamente.
En fradømt ret til at få forsikringssummer, pensioner
og andre ydelser mv. kan helt eller delvis tilbagegives ved at
indsætte den dømte som begunstiget i ordningen mv.
§ 49.
Ægtefællers indbyrdes arveret bortfalder ved separation
og skilsmisse.
Stk. 2. Dør en af parterne i et
omstødeligt ægteskab, arver den anden part ikke, hvis
§ 27, stk. 1 eller 2, i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning efter den
pågældendes anmodning anvendes, eller hvis sag til
ægteskabets omstødelse af det offentlige var anlagt
eller ifølge den lov, der var gældende ved
ægteskabets indgåelse, skulle have været
anlagt.
Kapitel 9
Testamentarisk bestemmelse over
tvangsarv
Overtagelse efter
vurdering
§ 50.
Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv,
medmindre dette er hjemlet ved lov.
Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente
bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt
kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en
livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver
eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan
ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til
aktiver, der overstiger værdien af den
pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det
overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens
ret efter § 11, stk. 1, og § 91,
stk. 2, skal respekteres.
Stk. 3. En arvelader, som efterlader
sig både fælleseje og fuldstændigt særeje,
kan med respekt af ægtefællens rettigheder efter
§ 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved
testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal
dækkes af fællesejet eller af særejet.
Umyndiges arv
§ 51. En
arvelader kan ved testamente bestemme, hvem tvangsarv, der
tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis
livsarvingen dør før det fyldte 18. år uden at
have indgået ægteskab og uden at efterlade sig
børn.
Fordeling af tvangsarv efter
en tvangsarving, der er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt
§ 52.
Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,
kan tillade, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan
tvangsarv efter arveladeren skal fordeles ved tvangsarvingens
død, hvis
1) tvangsarvingen ikke er i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,
2) denne tilstand må forventes ikke at
være forbigående,
3) tvangsarvingen ikke efterlader sig
tvangsarvinger,
4) tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt
testamente, og
5) den testamentariske disposition godkendes af
en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.
Stk. 2. Testamentariske bestemmelser
efter stk. 1 får kun virkning, hvis betingelserne i nr.
3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.
Stk. 3. Justitsministeren kan
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter
stk. 1.
Båndlæggelse af
tvangsarv
§ 53.
Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarvings
tvangsarv helt eller delvis skal båndlægges, når
arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen.
Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil
livsarvingen fylder 25 år.
Stk. 2. Er arven af ringe værdi,
kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger
dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om
båndlæggelse.
§ 54. Arven
skal båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er
godkendt af justitsministeren eller den, justitsministeren
bemyndiger dertil.
Stk. 2. Hvis arvingen samtykker, kan
arven med tilladelse fra justitsministeren, eller den
justitsministeren bemyndiger dertil, båndlægges
på anden måde, navnlig i fast ejendom.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte
midler.
§ 55. Når
arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over arven i
levende live. Arvingen kan dog hæve renter og
indtægter
Stk. 2. I den båndlagte kapital
kan der, så længe arvingen lever, ikke søges
fyldestgørelse af arvingens kreditorer. Det samme
gælder uhævede renter og indtægter indtil 6
måneder efter forfaldsdagen.
Stk. 3. Skal arvingen betale
erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som
den pågældende forsætligt eller uagtsomt har
forvoldt på person eller ting, kan det ved dom bestemmes, at
båndlæggelsen ikke skal hindre, at beløbet
betales af de båndlagte midler.
§ 56.
Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,
kan tillade, at båndlagt arv frigives, når
1) det er en velfærdssag for arvingen,
2) arven er af ringe værdi, eller
3) det er åbenbart, at
båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt
formål.
§ 57.
Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den
båndlagte arv til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte
begivenheders indtræden, foretages udbetalingen af
forvaltningsafdelingen. Afhænger det derimod af et
skøn, om testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling
kun ske efter bestemmelse af justitsministeren eller den,
justitsministeren bemyndiger dertil.
§ 58.
Båndlagt arv er skilsmissesæreje. Den båndlagte
arv bliver dog fuldstændigt særeje ved arvingens
ægtefælles død. Arvingen og dennes
ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven
skal være fuldstændigt særeje.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse, når en båndlæggelse ophører
som følge af, at
1) livsarvingen fylder 25 år, jf. 53,
stk. 1,
2) der sker fritagelse i medfør af
§ 53, stk. 2,
3) arven frigives i medfør af
§ 56, eller
4) arven udbetales i medfør af
§ 57
Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan fraviges
ved testamente.
Kapitel 10
Testamentarisk bestemmelse over
friarv
Overtagelse efter
vurdering
§ 59.
§ 50, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved
friarv.
Successionsrækkefølger
§ 60. Friarv
kan ved testamente indsættes i en
successionsrækkefølge, således at arven
tilfalder en arving eller legatar på første plads og
derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på
anden eller senere pladser.
Stk. 2. Ved testamente kan arv eller
legat ikke tillægges flere ved testators død
ufødte personer efter hinanden.
Båndlæggelse af
friarv
§ 61. Friarv
kan båndlægges ved testamente, når arveladeren
finder, at dette er bedst for arvingen. § 53,
stk. 2, og §§ 54-58 finder tilsvarende
anvendelse. § 54, § 55, stk. 1, 2. pkt.,
og stk. 2, samt § 58 kan fraviges ved
testamente.
Kapitel 11
Oprettelse og tilbagekaldelse af
testamente
Testationsalder
§ 62. Den, der
er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, kan
ved testamente råde over sine ejendele, jf. dog
§§ 5, 10 og 11.
Stk. 2. Den, der er fyldt 15 år,
kan, jf. dog §§ 5, 10 og 11, ved testamente
råde over ejendele, som den pågældende selv kan
råde over efter værgemålslovens
§ 42.
Notartestamente
§ 63.
Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes
for en notar.
Stk. 2. Notaren skal i sin
påtegning på testamentet afgive erklæring om
1) testators identitet,
2) om testator er i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamente,
3) hvilke personer der er til stede under
notarialforretningen, og
4) andre omstændigheder, som kan være
af betydning for testamentets gyldighed.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter regler om notarens virksomhed, opbevaring af en
kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og
adgangen til at få oplysninger om oprettede testamenter.
Vidnetestamente
§ 64.
Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes
under samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter
testators underskrivelse eller vedkendelse af testamentet skal
skrive deres navne på testamentet. Vidnerne skal være
til stede som testamentsvidner efter testators ønske, og de
skal have kendskab til, at de bevidner oprettelsen af et
testamente.
Stk. 2. Vidnerne skal være fyldt
18 år og må ikke på grund af forhold som
nævnt i § 74 mangle forståelse for
vidnebekræftelsens betydning.
Stk. 3. En person kan ikke være
testamentsvidne, hvis testamentet begunstiger
1) den pågældende, dennes
ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede
i op- eller nedstigende linie, søskende eller andre
nærstående,
2) en person eller institution, som den
pågældende ved testamentets oprettelse har en
sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en
særlig interesse i begunstigelsen, eller
3) der i øvrigt foreligger
omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den
pågældendes habilitet.
Stk. 4. En person kan være
testamentsvidne, selvom den pågældende er indsat som
bobestyrer.
Stk. 5. Vidnerne bør i deres
påtegning på testamentet afgive erklæring om
1) deres stilling og bopæl,
2) tid og sted for deres underskrift på
testamentet,
3) at de ved testators underskrift eller
vedkendelse af testamentet har været samtidig til stede som
testamentsvidner efter testators ønske,
4) at testator er i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamente, og
5) andre omstændigheder, der kan være
af betydning for testamentets gyldighed.
Nødtestamente
§ 65. Den, der
på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er
forhindret i at oprette testamente efter § 63 og
§ 64, kan på en hvilken som helst måde
oprette et nødtestamente.
Stk. 2. Et nødtestamente
bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været
nogen hindring for at oprette testamente efter § 63 og
§ 64.
Fordeling af sædvanligt
indbo mv.
§ 66.
Testamentarisk bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt
indbo og personlige effekter, kan oprettes skriftligt af testator
ved en dateret og underskrevet erklæring.
Stk. 2. For den, der i forvejen er
arving, anses en begunstigelse efter stk. 1 for en fortrinsret
til inden for sin arvelod at overtage de pågældende
genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet
fremgår af den testamentariske bestemmelse.
Tilbagekaldelse af
testamente
§ 67.
Tilbagekaldelse eller ændring af et testamente skal ske i
overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente.
Stk. 2. I de tilfælde, der er
omhandlet i § 49, skal et testamente, som den ene
ægtefælle har oprettet til fordel for den anden
ægtefælle, anses for tilbagekaldt, medmindre
særlige omstændigheder taler imod det.
Stk. 3. Hvis et
ægteskabslignende samliv ophører på grund af
uoverensstemmelser, skal et testamente, herunder et testamente
efter § 87, som en samlever har oprettet til fordel for
en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige
omstændigheder taler imod det.
Uigenkaldelighed
§ 68. En
arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde
et testamente.
Stk. 2. Erklæringen skal afgives
i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente. Er
arveladeren umyndig, kræves værgens og
statsforvaltningens samtykke.
Kapitel 12
Testamentes ugyldighed og
anfægtelse
§ 69. Et
testamente er ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen opfyldte
betingelserne i § 62, eller hvis testamentet ikke
opfyldte kravene i §§ 63, stk. 1, 64,
stk. 1-3, eller 66.
§ 70. Notarens
påtegning på et testamente oprettet i medfør af
§ 63 skal anses som bevis for de forhold, der er omfattet
af attestationen, medmindre særlige omstændigheder
giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 71. Hvis der
rejses indsigelse mod testamente oprettet i medfør af
§ 64, skal den, der vil påberåbe sig
testamentet, godtgøre, at testamentet er gyldigt
oprettet.
Stk. 2. Testamentsvidnernes
påtegning på et vidnetestamente om de forhold, der er
nævnt i § 64, stk. 1, skal anses som bevis
herfor, medmindre særlige omstændigheder giver grund
til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 72. Et
testamente oprettet i medfør af § 65 er ugyldigt,
hvis
1) det ikke kan anses for sikkert, at testamentet
er udtryk for testators beslutning og er oprettet af denne,
eller
2) det må antages, at testator ikke var i
stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet.
§ 73. En
testamentarisk disposition efter § 66 er gyldig,
medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af
testator, eller at testator ikke var i stand til
fornuftmæssigt at fordele de pågældende
genstande.
§ 74. En
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved dens
oprettelse på grund af sindssygdom, herunder svær
demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående
sindsforvirring eller en lignende tilstand, manglede evnen til
fornuftmæssigt at råde over sine ejendele.
§ 75. En
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den må antages at
være fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig
påvirkning, herunder ved misbrug af testators manglende
dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.
§ 76. En
testamentarisk bestemmelse, der på grund af en fejlskrift
eller anden fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra
det tilsigtede indhold, skal så vidt muligt
gennemføres efter sin rette mening. Hvis denne ikke kan
fastslås, er den testamentariske bestemmelse ugyldig.
§ 77. En
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis
1) testator ved oprettelsen befandt sig i en
vildfarelse om omstændigheder, som var afgørende for
bestemmelsen, eller
2) forhold, som var afgørende for
bestemmelsen, efter oprettelsen har ændret sig på en
sådan måde, at testator med kendskab dertil ville have
tilbagekaldt bestemmelsen.
Stk. 2. Uanset stk. 1 skal
bestemmelsen dog gennemføres efter sin rette mening, hvis
denne kan fastslås.
§ 78. En
testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse
eller tilintetgørelse af ejendelene, som åbenbart
savner fornuftig mening, er ugyldig.
§ 79.
Indsigelse mod et testamentes gyldighed kan rejses af enhver, som
vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt.
Kapitel 13
Fælles testamente
Tilbagekaldelse af en
fælles testamentarisk disposition
§ 80. Ensidig
tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition skal
for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette
af særlige grunde er udelukket.
Længstlevendes
testationsret
§ 81. Har
ægtefæller ved en fælles testamentarisk
disposition truffet bestemmelse om, hvordan arven skal fordeles ved
længstlevendes død, kan den længstlevende
ægtefælle ved testamente råde over friarven i
boet efter længstlevende, jf. dog stk. 2
Stk. 2. Den længstlevende
ægtefælle kan ikke ved testamente råde over
1) friarv, der ifølge det fælles
testamente skal tilfalde førstafdødes
særlivsarvinger, og
2) halvdelen af friarv, der ifølge det
fælles testamente skal tilfalde fælles
livsarvinger.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke
anvendelse, hvis den fælles testamentariske disposition
indeholder anden bestemmelse om den længstlevende
ægtefælles testationsret.
§ 82.
§ 81 finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles
testamente er oprettet af andre end ægtefæller.
Længstlevendes
dispositionsadgang i levende live
§ 83. Har
ægtefæller ved fælles testamente truffet
bestemmelse om arvens fordeling efter den længstlevendes
død, som den længstlevende ikke kan tilbagekalde, kan
den længstlevende ikke tilsidesætte denne bestemmelse
ved
1) at give gaver eller arveforskud, hvis
værdi står i misforhold til formuen, eller
2) at indsætte en begunstiget i en
livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for et
beløb, der står i misforhold til formuen.
Stk. 2. Har den længstlevende
foretaget en disposition i strid med stk. 1, nr. 1, kan en
arving efter den førstafdøde kræve
dispositionen omstødt, hvis modtageren vidste eller burde
vide dette.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende
anvendelse, når en livsforsikring eller lignende ordning
omfattet af stk. 1, nr. 2, kommer til udbetaling til en
begunstiget.
Stk. 4. Efter den længstlevende
ægtefælles død finder stk. 2 og 3 ikke
anvendelse i det omfang, den pågældende arving kan
opnå dækning for sin arveret ved, at der ydes den
pågældende vederlag af det beholdne bo, jf.
§ 85.
Stk. 5. Stk. 2-4 finder ikke
anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamentet.
§ 84.
Omstødelsessag efter § 83 anlægges ved
skifteretten i den retskreds, hvor den længstlevende
ægtefælle har hjemting, jf. retsplejelovens
§§ 235 og 236, eller hvor dødsboet efter den
længstlevende ægtefælle behandles, jf. lov om
skifte af dødsboer § 2. Skifteretten afgør
sagen ved dom. Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En sag efter § 83,
stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at
arvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen
af gaven eller arveforskuddet.
Stk. 3. En sag efter § 83,
stk. 3, skal anlægges inden 1 år efter, at
arvingen har eller burde have fået kendskab til
udbetalingen.
§ 85. Har den
længstlevende ægtefælle ved dispositioner som
nævnt i § 83 væsentligt formindsket sin
formue ved begunstigelse af en arving, kan en anden arving,
når boet skiftes, kræve vederlag af det beholdne
bo.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke
anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamente.
§ 86.
§§ 83-85 finder tilsvarende anvendelse, hvor et
fælles testamente er oprettet af andre end
ægtefæller.
Udvidet samlevertestamente
§ 87. To
personer kan ved testamente bestemme, at de helt eller delvist vil
arve hinanden og arves, som var de ægtefæller.
Stk. 2. Det kan ikke i et testamente
efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv
vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet
bo, skal finde anvendelse.
Stk. 3. Et testamente efter
stk. 1 indebærer ikke, at § 10 finder
anvendelse.
§ 88. Et
testamente efter § 87 er ugyldigt, hvis parterne
1) ved oprettelsen ikke opfyldte betingelserne i
§ 6, § 9 eller § 10 i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning,
2) ved oprettelsen havde oprettet testamente
efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret,
3) på tidspunktet for den
førstafdøde samlevers død ikke levede sammen
på fælles bopæl, og
a) ventede, havde eller havde haft et fælles
barn, eller
b) havde levet sammen på den fælles
bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2
år.
Stk. 2. En fælles bopæl
anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig
eller ved ophold i institution.
§ 89.
Testamentariske bestemmelser efter § 87 bortfalder, hvis
parterne indgår ægteskab med hinanden, eller hvis en
part indgår ægteskab med en anden.
Kapitel 14
Ægtefælles testamentariske
bestemmelse om overtagelse efter vurdering
§ 90. En
ægtefælle kan ved testamente råde over enkelte
genstande inden for sit fuldstændige særeje.
§ 91. En
ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er
fælleseje i boet, kan ved testamente råde over
genstande, som tilhører den pågældende, og som
ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved
ægtefællens død falder i arv efter denne.
Stk. 2. Ægtefællen kan dog
kun med den anden ægtefælles samtykke testere over
1) fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til
familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den
anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet,
2) indbo i det fælles hjem,
3) den anden ægtefælles
arbejdsredskaber, eller
4) et motorkøretøj, der har
været anvendt af den anden ægtefælle.
Kapitel 15
Permutation
§ 92. Har
testator pålagt en arving en bestemt anvendelse af arven
eller indskrænkninger i rådigheden over arven, kan
justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,
tillade ændring af den testamentariske bestemmelse herom,
når særlige grunde taler for det.
Stk. 2. Ved afgørelse efter
stk. 1 bør der navnlig lægges vægt på
testationens formål og karakter, ændrede forhold siden
testamentets oprettelse, bestemmelsens gennemførlighed og
hensigtsmæssighed samt hensynet til arvingen.
Stk. 3. Har testator indsat nogen til
at påse overholdelsen af en bestemmelse som nævnt i
stk. 1, kan ændring ikke ske uden dennes samtykke,
medmindre særlige omstændigheder taler for det.
Kapitel 16
Dødsgaver mv.
§ 93. Reglerne
om testamente finder tilsvarende anvendelse på
1) gaver, der gives i giverens levende live, men
som er bestemt til at opfyldes efter giverens død, og
2) gaver, der er givet kort før giverens
død på et tidspunkt, hvor døden må anses
for nært forestående, og giveren var klar over
dette.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2,
gælder ikke for sædvanlige gaver.
Kapitel 17
Overlevelseskravet
§ 94. Arveret
tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den, som
lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden
og senere bliver levende født.
Stk. 2. Er to, som havde arveret efter
hinanden, døde, uden at det vides, hvem der er død
først, anses den ene ikke for at have overlevet den
anden.
Kapitel 18
Arv, som tilfalder staten
§ 95. Er der
ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder
afdødes formue staten.
Stk. 2. Hvis arven tilfalder staten,
kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger
dertil, efter anmodning bestemme, at arven skal fordeles i
overensstemmelse med bestemmelserne i et anfægteligt
testamente, hvis testamentet må antages at være udtryk
for afdødes sidste vilje.
Stk. 3. Hvis arven tilfalder staten,
og forholdene særligt taler for det, kan justitsministeren
eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, endvidere efter
anmodning afstå arven helt eller delvis til
1) afdødes samlever,
2) personer, der er opvokset hos afdøde
som dennes sted- eller plejebørn,
3) personer, som er opvokset sammen med
afdøde som dennes pleje- eller stedsøskende,
4) afdødes slægtninge i
tilfælde, hvor formuen helt eller delvis stammer fra en
fælles slægtning, eller
5) andre personer eller institutioner, som stod
den afdøde nær.
Stk. 4. Justitsministeren
fastsætter regler om forvaltningen af boer, hvor staten er
arving.
§ 96.
Afgørelser efter § 95, stk. 2 og 3, kan inden
3 måneder fra afgørelsen indbringes for den skifteret,
hvor dødsboet behandles, jf. lov om skifte af
dødsboer § 2.
Stk. 2. Skifteretten træffer
afgørelse ved dom.
Stk. 3. Retsplejelovens
§§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 19
Reguleringsbestemmelser
§ 97.
Beløbsgrænserne i § 5, stk. 2, og
§ 11, stk. 2, reguleres årligt pr. 1. januar
med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningskvotienten for det
pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den
på reguleringstidspunktet gældende
beløbsgrænse før afrunding. Det regulerede
beløb afrundes opad til det nærmeste hele
kronebeløb, der kan deles med 10.000.
Stk. 2. Justitsministeren
bekendtgør årligt reguleringerne.
Kapitel 20
Forholdet til fremmed lovgivning
§ 98.
Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om
forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om arv. Disse
overenskomster finder anvendelse her i riget efter
bekendtgørelse i overensstemmelse med de gældende
regler.
Stk. 2. Justitsministeren kan
endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og
andre nordiske landes regler om arv.
Kapitel 21
Ikrafttræden og
overgangsregler
§ 99. Loven
træder i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2. Loven finder anvendelse,
når arveladeren er død efter lovens
ikrafttræden, medmindre andet følger af
§§ 100-102. Er arveladeren død før
lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler
fortsat anvendelse, medmindre andet følger af
§ 103.
§ 100. Hvis et
barn uden for ægteskab er født før 1. januar
1938, bestemmes dets ret til arv efter faderen og hans slægt
og disses ret til arv efter barnet efter den før 1. januar
1938 gældende ret.
§ 101. Har en
længstlevende ægtefælle udtaget boet efter sin
ægtefælle efter den hidtil gældende arvelovs
§ 7 b, stk. 2, finder reglerne i den nævnte
lovs § 7 b, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7,
stk. 2 og 3, anvendelse ved den længstlevende
ægtefælles død, selv om denne dør efter
lovens ikrafttræden.
§ 102.
Testamenter og andre arveretlige retshandler samt tilbagekaldelser
heraf, som ikke opfylder lovens krav med hensyn til habilitet og
form, er gyldige, hvis de er oprettet før lovens
ikrafttræden og er i overensstemmelse med de regler, der var
gældende ved oprettelsen eller tilbagekaldelsen.
Stk. 2. Bestemmelser om
arveafkortning, truffet i overensstemmelse med
§§ 10-13 i arveforordning af 21. maj 1845 bevarer
deres retsvirkning, selv om arveladeren er død efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. Testamenter, som før
den 1. april 1964 er konfirmeret efter arveforordning af 21. maj
1845, § 27, 1. punktum, bevarer retsvirkning i henhold
til denne bestemmelse, selv om arveladeren er død efter
lovens ikrafttræden.
§ 103.
§ 15 finder tillige anvendelse i tilfælde, hvor den
længstlevende ægtefælle har arvet den
førstafdøde efter den hidtil gældende arvelovs
§ 7, stk. 1.
Stk. 2. §§ 24-34
anvendes også på uskiftede boer, hvor arveladeren er
død før lovens ikrafttræden, men ikke
før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder
dog kun anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre
omstødelse, er foretaget efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. Frigivelse af båndlagt
arv efter § 56, nr. 3, kan også ske i
tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens
ikrafttræden.
Stk. 4. § 83 finder
anvendelse på dispositioner, der foretages efter lovens
ikrafttræden, uanset om førstafdøde er
død før lovens ikrafttræden.
Stk. 5. § 92 finder
også anvendelse, hvor arveladeren er død før
lovens ikrafttræden.
§ 104. V ed
lovens ikrafttræden ophæves:
1) Den hidtil gældende arvelov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 727 af 14. august 2001.
2) § 5, 1. punktum, i forordning af 13.
maj 1769 om selveierbønder og de dem forundte fordele.
3) §§ 1-10 og 12 i forordning af
22. november 1837 angående den selveierbønder hjemlede
testationsfrihed.
4) Plakat af 17. marts 1847.
5) § 26 og § 27, 2. pkt., i
forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle forandringer i
lovgivningen om arv.
§ 105. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele
med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse |
1.
Indledning | 18 |
1.1. Lovforslagets baggrund mv. | 18 |
1.2. Oversigt over lovforslaget | 18 |
1.3. Lovforslagets systematik og sprogbrug
mv. | 19 |
| |
2. Slægtninges
arveret | 20 |
2.1. Gældende ret | 20 |
2.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 21 |
2.3. Justitsministeriets overvejelser | 23 |
| |
3.
Ægtefælles arveret | 24 |
3.1. Gældende ret | 24 |
3.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 25 |
3.3. Justitsministeriets overvejelser | 28 |
| |
4.
Svogerskabsarv | 29 |
4.1. Gældende ret | 29 |
4.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 29 |
4.3. Justitsministeriets overvejelser | 30 |
| |
5. Uskiftet
bo | 31 |
5.1. Gældende ret | 31 |
5.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 33 |
5.3. Justitsministeriets overvejelser | 38 |
| |
6. Arvehenstand for
længstlevende ægtefælle | 39 |
6.1. Gældende ret | 39 |
6.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 40 |
6.3. Justitsministeriets overvejelser | 42 |
| |
7. Testamentsarvingers
adgang til overtagelse efter vurdering | 43 |
7.1. Gældende ret | 43 |
7.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 43 |
7.3. Justitsministeriets overvejelser | 43 |
| |
8. Aftale om arv samt
arveforskud | 43 |
8.1. Gældende ret | 43 |
8.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 45 |
8.3. Justitsministeriets overvejelser | 46 |
| |
9. Udelukkelse og
bortfald af arveret | 46 |
9.1. Gældende ret | 46 |
9.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 47 |
9.3. Justitsministeriets overvejelser | 48 |
| |
10. Testamentarisk
bestemmelse over tvangsarv | 48 |
10.1. Gældende ret | 48 |
10.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 49 |
10.3. Justitsministeriets overvejelser | 53 |
| |
11. Testamentarisk
bestemmelse over friarv | 55 |
11.1. Gældende ret | 55 |
11.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 56 |
11.3. Justitsministeriets overvejelser | 56 |
| |
12. Oprettelse og
tilbagekaldelse af testamente | 57 |
12.1. Gældende ret | 57 |
12.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 58 |
12.3. Justitsministeriets overvejelser | 60 |
| |
13. Testamenters
ugyldighed og anfægtelse | 62 |
13.1. Gældende ret | 62 |
13.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 53 |
13.3. Justitsministeriets overvejelser | 65 |
| |
14. Fælles
testamenter | 66 |
14.1. Gældende ret | 66 |
14.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 66 |
14.3. Justitsministeriets overvejelser | 68 |
| |
15. Samleverens
arveretlige stilling | 69 |
15.1. Gældende ret | 69 |
15.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 69 |
15.3. Justitsministeriets overvejelser | 72 |
| |
16.
Ægtefælles testamentariske bestemmelse om overtagelse
efter vurdering | 75 |
16.1. Gældende ret | 75 |
16.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 75 |
16.3. Justitsministeriets overvejelser | 75 |
| |
17.
Permutation | 75 |
17.1. Gældende ret | 75 |
17.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 76 |
17.3. Justitsministeriets overvejelser | 76 |
| |
18. Dødsgaver
mv. | 76 |
18.1. Gældende ret | 76 |
18.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 76 |
18.3. Justitsministeriets overvejelser | 77 |
| |
19.
Overlevelseskravet | 77 |
19.1. Gældende ret | 77 |
19.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 77 |
19.3. Justitsministeriets overvejelser | 77 |
| |
20. Arv, som tilfalder
staten | 77 |
20.1. Gældende ret | 77 |
20.2. Arvelovsudvalgets overvejelser | 78 |
20.3. Justitsministeriets overvejelser | 79 |
| |
21.
Reguleringsbestemmelser | 79 |
| |
22. Forholdet til
fremmed lovgivning | 79 |
| |
23. Ikrafttræden
og overgangsregler | 79 |
| |
24. De
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige | 80 |
| |
25. De
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv. | 80 |
| |
26. De administrative
konsekvenser for borgere | 80 |
| |
27. De
miljømæssige konsekvenser | 80 |
| |
28. Forholdet til
EU-retten | 80 |
| |
29. Hørte
myndigheder og organisationer mv. | 80 |
| |
30. Sammenfattende
skema | 81 |
1.
Indledning
1.1. Lovforslagets
formål og baggrund
Lovforslagets formål er at
gennemføre en revision af arvelovgivningen.
Den gældende arvelov blev vedtaget i
1963 og er siden gennemførelsen kun ændret på
enkelte punkter. Siden arvelovens vedtagelse er der sket
væsentlige ændringer i familiemønstret. Nye
familiemønstre med sammenbragte børn og ugifte
samlevende er i dag almindeligt accepterede og udgør en
væsentlig del af det samlede antal parforhold i Danmark.
Sigtet med revisionen af arveloven er at tilpasse arvereglerne de
nye familiemønstre.
Med lovforslaget foreslås en styrkelse
af den længstlevende ægtefælles retsstilling.
Ægtefæller vil typisk have et ønske om, at
længstlevende så vidt muligt kan fortsætte sin
livsførelse. Arveloven bør derfor indrettes, så
dette ønske i højere grad kan realiseres, uden at
ægtefællerne behøver at oprette et testamente om
begrænsning af børnenes arv. Dette sker navnlig ved en
forhøjelse af den arveret, der følger umiddelbart af
loven og således ikke forudsætter oprettelse af
testamente (den legale arveret), fra 1/3 til ½ af
arveladerens ejendele, når arveladeren samtidig efterlader
sig børn (livsarvinger). Endvidere foreslås den
længstlevende ægtefælles adgang til at få
henstand med udbetaling af arv til førstafdødes
børn udvidet til også at omfatte myndige
livsarvinger.
Lovforslaget indebærer endvidere, at
arvelader får større frihed til at disponere over sin
formue ved testamente. Den andel af livsarvingernes arveret, som
ikke kan fratages dem ved testamente (den såkaldte
tvangsarv), foreslås således nedsat fra ½ til
¼ af den legale arv. Også ægtefællens
tvangsarv foreslås fremover at udgøre ¼ af den
legale arv. Endvidere indføres der en adgang for arvelader
til at begrænse en livsarvings tvangsarv til 1 mio. kr., og
arveladeren får mulighed for at bestemme, at en livsarving
skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Dette indebærer, at
det bl.a. bliver lettere at ligestille sammenbragte børn i
arveretlig henseende, og at gennemførelsen af
generationsskifter af erhvervsvirksomheder lettes.
Herudover indeholder lovforslaget en
række andre forslag til justeringer og tilpasninger af
arvereglerne. Således foreslås det bl.a., at ugifte
samlevende på en særlig nem måde skal kunne
oprette testamente om gensidig arveret (et udvidet
samlevertestamente). Der foreslås også mere
udførlige regler om de problemer, der kan opstå,
når flere personer opretter testamente sammen (fælles
testamenter).
I sammenhæng med revisionen af
arveloven foreslås en række ændringer af den
lovgivning, der knytter sig til arveloven. Det drejer sig bl.a. om
ændringer i forsikringsaftalelovens og
pensionsopsparingslovens regler om indsættelse af
begunstigede. Der henvises herom til det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt
forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og
ændringer som følge af arveloven mv.).
Lovforslaget bygger på betænkning
nr. 1473/2006 fra udvalget til revision af arveloven og lov om
skifte af fællesbo mv. (Arvelovsudvalget).
Ved afgivelsen af betænkningen bestod
udvalget af en formand (højesteretspræsident Torben
Melchior) og 11 andre medlemmer som repræsentanter for
Advokatrådet, Dansk Arbejdsgiverforening, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Forsikring &
Pension, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark,
Landbrugsrådet, Politiforbundet i Danmark og
Justitsministeriet.
Betænkningen er afgivet i enighed.
Lovforslaget svarer med nogle ændringer
til lovudkastet i Arvelovsudvalgets betænkning.
1.2. Oversigt over
lovforslaget
Lovforslaget indeholder en fuldstændig
revision af arveloven og er opbygget i 22 kapitler.
Kapitel 1 handler om
slægtninges legale arveret, livsarvingernes tvangsarveret og
om slægtsarvingers adgang til at overtage boets aktiver efter
vurdering.
I kapitel 2 findes der regler
om ægtefællens legale arveret, ægtefællens
udtagelsesret og tvangsarveret samt ægtefællens adgang
til at overtage boets aktiver efter vurdering.
Kapitel 3 indeholder regler om
svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle,
dvs. regler om fordeling af arven, når den
længstlevende ægtefælle dør i et
barnløst ægteskab eller efter at have arvet den
førstafdøde ægtefælle efter reglerne om
suppleringsarv.
I kapitel 4 er der regler om
den længstlevende ægtefælles adgang til uskiftet
bo.
Kapitel 5 indeholder regler om
den længstlevende ægtefælles adgang til
arvehenstand med udbetaling af arven til den
førstafdøde ægtefælles livsarvinger.
I kapitel 6 er der en regel om
testamentsarvingers adgang til overtagelse efter vurdering.
Kapitel 7 indeholder regler om
aftaler om arv, herunder regler om afkald på forventet og
falden arv samt arveforskud.
Kapitel 8 indeholder regler om
udelukkelse og bortfald af arveret.
I kapitel 9 findes der regler
om adgangen til ved testamente at råde over tvangsarv.
Kapitel 10 indeholder regler om
adgangen til ved testamente at råde over friarv.
I kapitel 11 og 12 findes
reglerne om oprettelse og tilbagekaldelse af testamente og om
testamenters ugyldighed og anfægtelse mv.
Kapitel 13 indeholder regler om
fælles testamenter, dvs. testamenter, der er oprettet af to
personer eller flere i fællesskab. Kapitlet indeholder regler
om tilbagekaldelse af fælles testamenter og om den
længstlevende testators adgang til at disponere i levende
live og ved testamente. Endvidere indeholder kapitlet regler om
ugifte samlevendes adgang til at oprette et udvidet
samlevertestamente, der indebærer, at parterne arver hinanden
og arves, som var de ægtefæller.
Kapitel 14 indeholder regler om
ægtefællens adgang til at træffe testamentariske
bestemmelser om overtagelse efter vurdering.
Kapitel 15 handler om
permutation, dvs. justitsministerens adgang til i særlige
tilfælde at tillade ændring af en testamentarisk
bestemmelse, der pålægger en arving en bestemt
anvendelse af arven eller en indskrænkning i rådigheden
over arven.
Kapitel 16 handler om
dødsgaver mv.
Kapitel 17 indeholder reglen om
det almindelige arveretlige overlevelseskrav, dvs. reglen om, at
den, som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget
forinden og senere bliver født, har arveret.
Kapitel 18 handler om arv, som
tilfalder staten, fordi arveladeren dør uden at efterlade
sig arvinger efter loven eller testamente. Kapitlet indeholder
endvidere regler om justitsministerens adgang til i særlige
tilfælde at afstå arven til en person, som uden at
være arving, stod afdøde nær.
Kapitel 19 indeholder
reguleringsbestemmelser.
I kapitel 20 findes der regler
om forholdet til fremmed lovgivning, og i kapitel 21 findes lovens
ikrafttrædelses- og overgangsregler.
Hovedpunkterne i lovforslagets enkelte
kapitler gennemgås i pkt. 2-22.
1.3. Lovforslagets
systematik og sprogbrug mv.
Lovforslagets systematik er ændret i
forhold til den gældende arvelov. Det skyldes især et
ønske om større overskuelighed.
Et væsentligt element i den nye
struktur er at placere de legale regler om slægtens arveret
sammen med reglerne om slægtens tvangsarveret og de legale
regler om slægtens adgang til overtagelse af boets aktiver
efter vurdering, således at der i samme kapitel i loven
opnås en samlet regulering af slægtninges arveret.
Tilsvarende gælder for reglerne om ægtefællens
arveret. Reglerne om uskiftet bo og arvehenstand for den
længstlevende ægtefælle har dog fortsat
selvstændige kapitler i loven.
Herudover indebærer den ændrede
struktur, at lovforslaget indeholder selvstændige kapitler om
adgangen til ved testamente at råde over henholdsvis
tvangsarv og friarv. En sådan samlet placering af disse
regler har til formål at tydeliggøre, hvilke
dispositioner over henholdsvis tvangsarv og friarv, der kan
foretages ved testamente.
Den gældende arvelov anvender udtrykket
den "efterlevende" ægtefælle, jf. f.eks. lovens
§ 8. Med henblik på en modernisering af sprogbrugen
bygger lovforslaget på en konsekvent anvendelse af det mere
nutidige udtryk den "længstlevende"
ægtefælle.
Den gældende arvelov bruger endvidere
udtrykket "særlig livsarving" om den ene
ægtefælles særbarn, jf. f.eks. § 9. Med
henblik på en modernisering og forenkling af sprogbrugen
anvendes i lovforslaget udtrykket "særlivsarving".
2. Slægtninges
arveret
2.1. Gældende
ret
2.1.1. Arv efter loven
Arvelovens kapitel 1 om slægtninges
arveret indeholder reglerne om, hvorledes arven skal fordeles, hvis
arveladeren ikke har oprettet testamente og ikke efterlader sig en
ægtefælle. Forholdet mellem arv til livsarvinger og arv
til ægtefælle er behandlet i pkt. 3.1.
Slægtninges arveret bygger på en
inddeling i arveklasser. Arveladerens børn og disses
efterkommere udgør første arveklasse. Børn,
børnebørn mv. kaldes også livsarvinger.
Efter arvelovens § 1 er en
arveladers nærmeste slægtsarvinger den
pågældendes børn. Børnene arver lige.
Hvis et af børnene er død før arveladeren,
træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige.
På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger
(oldebørn mv.).
Hvis arveladeren ikke efterlader sig
livsarvinger, tilfalder arven anden arveklasse, jf. arvelovens
§ 2. Denne arveklasse udgøres af afdødes
forældre og disses efterkommere, dvs. arveladerens
søskende, nevøer og niecer osv. Lever begge
arveladerens forældre, arver de hver halvdelen. Er en eller
begge forældre døde, træder disses børn i
deres sted.
Efterlader arveladeren sig ikke arvinger i
første eller anden arveklasse, tilfalder arven tredje
arveklasse, jf. arvelovens § 3. Denne arveklasse
udgøres af afdødes bedsteforældre og disses
børn (arveladerens farbrødre, fastre, mostre og
morbrødre), men ikke fjernere livsarvinger. Arveladerens
kusiner og fætre og disses efterkommere er således ikke
legale arvinger. Arven fordeles ligeligt mellem
bedsteforældrene på fædrene og mødrene
side, og er en af bedsteforældrene døde, træder
dennes børn i stedet. Er der kun arvinger på
fædrene eller mødrene side, arver disse alene.
Som udgangspunkt er det uden betydning for en
persons ret til arv i henhold til loven, om den
pågældende er født i eller uden for
ægteskab. Børn født uden for ægteskab
før den 1. januar 1938 har dog som altovervejende hovedregel
ikke legal arveret efter deres far eller efter faderens
slægt. Tilsvarende har faderen og dennes slægt ikke
legal arveret efter barnet.
Ifølge arvelovens § 4
begrunder adoption samme arveretlige stilling som biologisk
slægtskab, medmindre andet følger af
adoptionslovgivningen. Hvad der følger af
adoptionslovgivningen, afhænger af, hvornår adoptionen
er sket, idet regler om adoptions retsvirkninger kun i
begrænset omfang er tillagt tilbagevirkende kraft.
Der henvises til betænkningen s. 41-44,
der bl.a. indeholder en mere uddybende gennemgang af
spørgsmålet om den arveretlige stilling ved
adoption.
2.1.2. Livsarvingers
tvangsarv
Arveladerens livsarvinger er tvangsarvinger,
og halvdelen af den legale arvelod, der tilkommer dem, er
tvangsarv, jf. arvelovens § 25. Det indebærer, at
en arvelader, der efterlader sig livsarvinger, kun kan råde
over halvdelen af sin formue ved testamente, jf. § 26,
stk. 1.
Efter § 26, stk. 2, kan
arveladeren give en arving fortrinsret til at modtage sin arv i
bestemte genstande. Arveladeren kan imidlertid ikke tvinge en
arving til at modtage sin tvangsarv i form af bestemte genstande,
og arveladeren kan heller ikke testere hele boet til en person, mod
at denne betaler tvangsarvingernes arv kontant. Tvangsarveretten er
således en egentlig andelsret i boet.
Tvangsarvereglerne gælder kun i det
omfang, andet ikke er fastsat ved lov. Der findes enkelte
undtagelser til reglerne. Som eksempel kan nævnes, at en
arvelader kan beslutte, at en tvangsarv skal være
særeje, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger
§ 28 a, jf. § 28, og at livsarvingernes
tvangsarv skal båndlægges, jf. arvelovens
§§ 58ff.
Ud over de almindelige regler om tvangsarv
indeholder arvelovens kapitel 5 regler om forlodsret for
børn. Efter § 27 har arveladers barn ret til
forlods at få udlagt et efter forholdene afpasset
beløb, hvis dette er nødvendigt for at sikre barnet
passende underhold og uddannelse indtil dets 21. år.
Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente.
Forlodsretten går forud for anden arv, men
fyldestgøres kun af tvangsarv, hvis boets midler ikke i
øvrigt strækker til, jf. § 27, stk. 2.
Har flere børn forlodsret, og kan boet ikke udrede det
samlede beløb, bestemmer skifteretten under hensyn til
børnenes behov og forholdene i øvrigt, hvor meget der
forlods skal udlægges til et eller flere af børnene,
jf. § 28. Skifteretten eller bobestyreren har pligt til
at påse, at forlodsret gøres gældende i boet,
jf. § 29. Forlodsretten kan ikke gøres
gældende, hvis en længstlevende ægtefælle
er i uskiftet bo efter reglerne i arvelovens kapitel 3, idet
ægtefællen i disse tilfælde fortsat har
forsørgelsespligten over fællesbørn, ligesom
ægtefællen efter arvelovens § 9, stk. 3,
overtager den afdøde ægtefælles
forsørgelsespligt over for dennes mindreårige
særbørn. Forlodsretten fortrænges endvidere af
ægtefællens ret til suppleringsarv efter arvelovens
§ 7 b, stk. 2. Reglerne om forlodsret, der blev
indsat i arveloven i 1963, har alene været anvendt i meget
begrænset omfang og anvendes ikke længere i
praksis.
Der henvises til betænkningen s.
75-77.
2.1.3. Slægtninges adgang
til overtagelse efter vurdering
Både legale og testamentariske arvinger
har krav på at få arven udbetalt kontant. Ønsker
en arving at få sin arv udbetalt kontant, og er der ikke
tilstrækkelige likvide midler i boet, må afdødes
aktiver sælges af boet, jf. dødsboskiftelovens
§ 58.
Efter arvelovens § 24 a, 1. pkt.,
er arvingerne berettigede til for deres arvelod at overtage boets
aktiver til vurderingsbeløbet. Arvingen har ikke i
medfør af § 24 a ret til at overtage aktiver, hvis
værdi er større end den arv, arvingen har krav
på. Kan arvingerne indbyrdes blive enige om en sådan
fordeling, der f.eks. betinges af, at det overskydende beløb
indbetales til boet, er der ikke noget til hinder for dette. Retten
til overtagelse efter vurdering fortrænges af arveladerens
testamentariske bestemmelser om boets aktiver, i det omfang
arveladeren ikke har overskredet sin testationskompetence efter
§ 26, stk. 2, og § 66.
Ønsker flere arvinger at overtage det
samme aktiv, følger det af § 24 a, 2. pkt., at det
må afgøres ved lodtrækning, hvem der skal have
dette. Hvis et aktiv har særlig erindringsværdi for en
bestemt arving, fra hvis slægt eller slægtsgren aktivet
stammer, har arvingen efter § 24 a, 3. pkt., fortrinsret
til at overtage dette.
Der henvises til betænkningen s.
353-354.
2.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
2.2.1. Arv efter loven
Arvelovsudvalget foreslår ingen
indholdsmæssige ændringer i de gældende regler om
slægtninges arveret i tilfælde, hvor arveladeren ikke
efterlader sig en ægtefælle.
Udvalget har i betænkningen bl.a.
overvejet, om kredsen af slægtsarvinger bør
begrænses i forhold til den gældende arvelovs
§§ 1-3, da kredsen af slægtsarvinger
særligt i 2. arveklasse kan blive meget omfattende. Udvalget
foreslår imidlertid ikke en sådan begrænsning,
men peger i stedet på, at der kan være behov for en
regel i dødsboskifteloven om begrænsning af antallet
af tids- og ressourcekrævende eftersøgninger af
arvinger som led i skiftet.
Der henvises til betænkningen s.
45-52.
2.2.2. Livsarvingers
tvangsarv
Arvelovsudvalget har overvejet, om - og i
hvilket omfang - der fortsat er grundlag for livsarvingers
tvangsarveret.
For en afskaffelse af livsarvingernes
tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at
livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil være
mellem 45 og 60 år ved arveladerens død.
Forsørgelsesmæssige eller etableringsmæssige
hensyn har derfor ikke længere samme vægt som et
argument for bevarelse af tvangsarv. I mange tilfælde vil
tvangsarv endda først komme til udbetaling, når den
længstlevende ægtefælle dør efter at have
været i uskiftet bo. Et traditionsbaseret hensyn, hvorefter
slægtens tarv skal varetages gennem arv, harmonerer heller
ikke med nutidens samfund, der er baseret på
forsørgelse og pleje af ældre, syge og handicappede
gennem offentlige pensioner, plejehjem, hjemmehjælpsordninger
mv. For en afskaffelse af livsarvingernes tvangsarveret kan det
efter udvalgets opfattelse endvidere anføres, at det
bør være op til arveladeren, der har samlet eller
bevaret formuen, at bestemme, hvad der skal ske med formuen ved sin
død, og at arveladeren ved dispositioner i levende live
fuldstændig frit kan råde over sin formue. Udvalget
anfører videre, at familiestrukturen er ændret siden
vedtagelsen af den gældende arvelov i 1963. Det store antal
skilsmisser har medført, at mange har en
ægtefælle eller samlever nr. 2 (eller 3) og har
børn i det nye forhold. Tvangsarv kan være en hindring
for den, der vil sikre det nye forhold. En arvelader kan endvidere
have lødige grunde til at ønske en anden fordeling af
arven, f. eks. ved at springe en generation over og lade arven
gå til børnebørnene eller ved at bestemme, at
en virksomhed, der er arveladers væsentligste aktiv, skal
gå til en bestemt arving, fordi denne arving er bedst til at
videreføre virksomheden. Afskaffelse af tvangsarveretten vil
således kunne lette gennemførelse af
generationsskifte.
For en bevarelse af livsarvingernes
tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at en
afskaffelse vil være et brud med en rodfæstet
retstradition. Desuden er tvangsarveret for børn formentlig
i pagt med, hvad de fleste finder naturligt. Tvangsarveretten yder
i et vist omfang endvidere en livsarving beskyttelse mod pression
fra arveladerens side i relation til valg af erhverv,
ægtefælle og livsstil. Som et væsentligt argument
peger udvalget endvidere på, at tvangsarvereglerne beskytter
arveladerens særbørn, og udvalget peger på, at
denne gruppe af arvinger er i stadig vækst på grund af
de ændrede familiemønstre. Selv om det må
antages, at tvangsarveretten €" i hvert fald i dens
nuværende udformning €" kan vanskeliggøre
generationsskifte i nogle tilfælde, kan det efter udvalgets
opfattelse ikke berettige til en afskaffelse af tvangsarven for
livsarvinger, og det vil næppe være muligt at afskaffe
tvangsarv alene for virksomhedskapital.
Efter en afvejning af disse hensyn finder
udvalget, at det vil være for vidtgående at afskaffe
livsarvingernes tvangsarveret. De anførte forhold taler dog
efter udvalgets opfattelse med betydelig vægt for en
beskæring af livsarvingernes tvangsarv, og udvalget
foreslår derfor, at livsarvingernes tvangsarv nedsættes
fra ½ til ¼ af den legale arvelod, som tilkommer
livsarvingerne. I forlængelse af dette forslag peger udvalget
på, at et typisk ønske fra fleregangsgifte med hver
sit hold børn og eventuelle fællesbørn er, at
der ved førstafdødes død skal sørges
bedst muligt for længstlevende, men at der ved
længstlevendes død skal ske en ligestilling mellem
parternes børn. Denne ligestilling kan enten være, at
hver part skal dele en halvdel, eller at man ønsker en
fuldstændig ligedeling. Dette kan ikke altid lade sig
gøre efter de gældende regler, noget afhængig af
antallet af børn. Udvalgets forslag om en begrænsning
af livsarvingernes tvangsarveret vil imidlertid skabe mulighed for
testamentariske bestemmelser om en sådan ligestilling.
Udvalget har særligt overvejet,
hvorledes en ændring af reglerne om livsarvingers tvangsarv
kan lette gennemførelse af generationsskifte i
erhvervsvirksomheder. Den foreslåede nedsættelse af
livsarvingernes tvangsarv til ¼ af boet vil indebære,
at det bliver muligt at testere en større del af boet til
den arving €" ofte en livsarving €" der skal
videreføre erhvervsvirksomheden. Med henblik på
yderligere at lette gennemførelsen af generationsskifte af
erhvervsvirksomheder foreslår udvalget endvidere, at der
indføres adgang til ved testamente at
beløbsbegrænse en livsarvings tvangsarv. En adgang til
beløbsbegrænsning vil navnlig kunne være
hensigtsmæssig ved generationsskifte af større boer,
hvor en erhvervsvirksomhed med betydelige værdier skal
tilfalde en livsarving, og hvor der også er øvrige
tvangsarvinger, der skal tilgodeses. Med en
beløbsbegrænsning fastsættes der endvidere en
beløbsmæssig øvre grænse for de sociale
hensyn, som reglerne om tvangsarv også traditionelt har
varetaget. Samtidig fastholdes i nogen grad det element af
slægtsansvar, som er en del af baggrunden for tvangsarv.
Beløbsbegrænsningsreglen vil kun have betydning i
forholdsvis få store boer, men vil formentlig netop i disse
boer kunne få en væsentlig betydning for
tilrettelæggelse af et hensigtsmæssigt
generationsskifte. En lignende beløbsbegrænsningsregel
findes i den norske arvelov, og der er gode erfaringer i Norge med
reglen.
Udvalgets overvejelser har været
koncentreret om en beløbsbegrænsning på enten
500.000 kr. eller 1 mio. kr. til hver livsarving. Udvalget
foreslår en beløbsbegrænsning på 1 mio.
kr., da en beløbsbegrænsning på et mindre
beløb, f.eks. 500.000 kr., vil udgøre et for
betydeligt indgreb i livsarvingernes tvangsarveret i de store boer
og vil kunne skabe konflikter mellem arvingerne.
Er en livsarving død, skal det
også være muligt ved testamente at begrænse
dennes livsarvingers tvangsarv til deres andel af tvangsarven
på 1 mio. kr. Med henblik på at sikre, at
tvangsarveretten ikke bliver udhulet, foreslår udvalget, at
beløbsgrænsen årligt skal reguleres efter lov om
en satsreguleringsprocent.
Udvalget foreslår, at de særlige
tvangsarveretlige regler om forlodsret for børn ikke
videreføres. Som begrundelse herfor henviser udvalget til,
at reglerne ikke anvendes i praksis. Det skyldes formentlig
især, at reglerne bygger på, at der skal foretages en
skønsmæssig vurdering af, om det er nødvendigt
for arvingen forlods at få udlagt et beløb. Det kan
desuden kun i et begrænset antal tilfælde komme
på tale at anvende bestemmelserne, idet forlodsretten efter
de gældende regler ikke kan gøres gældende, hvis
den længstlevende ægtefælle vælger uskiftet
bo, ligesom forlodsretten viger for ægtefællens ret til
suppleringsarv efter § 7 b, stk. 2. Ved uskiftet bo
har den længstlevende ægtefælle imidlertid
forsørgelsespligt også over for
førstafdødes særbørn. Hvis boet skiftes
med et mindreårigt særbarn efter
førstafdøde, vil barnets værge få arven
udbetalt. Udbetaling af arven sammenholdt med offentlige
støtteordninger og eventuel børnepension vil da
normalt være tilstrækkelig til at sikre barnets
forsørgelse. På denne baggrund er der efter udvalgets
opfattelse ikke noget praktisk behov for særlige regler om
forlodsret for børn.
Der henvises til betænkningen s. 77-78,
82-95 og 100.
2.2.3. Slægtninges adgang
til overtagelse efter vurdering
Det er efter udvalgets opfattelse en
fundamental arveretlig regel, at slægtsarvingerne har adgang
til at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet, og
udvalget foreslår, at reglerne i arvelovens § 24 a
om slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering
videreføres med enkelte mindre ændringer.
Som nævnt i pkt. 2.1.3. skal der efter
de gældende regler foretages lodtrækning, hvis flere
arvinger ønsker at overtage det samme aktiv. En arving, fra
hvis slægt eller slægtsgren et aktiv hidrører,
har dog fortrinsret til aktivet, hvis det har en særlig
erindringsværdi for arvingen. Udvalget anfører, at det
er indlysende, at en genstand kan have særlig
erindringsværdi, hvis den stammer fra en arvings slægt
eller slægtsgren, men peger samtidig på, at et aktiv
efter omstændighederne også kan have
erindringsværdi, selv om det ikke stammer fra arvingens
slægt eller slægtsgren. Udvalget foreslår derfor,
at betingelsen om, at aktivet skal stamme fra arvingens slægt
eller slægtsgren, udgår af loven.
Adgangen til overtagelse efter vurdering skal
som hidtil kun gælde i det omfang, arveladeren ikke har
truffet anden bestemmelse ved testamente.
Efter gældende ret er der ikke tillagt
en arving, der ejer et aktiv i sameje med afdøde, en
fortrinsret til at overtage afdødes andel af samejet. Det er
efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at en person, der ejer et
aktiv i sameje med afdøde, ikke har en legal fortrinsret til
aktivet. Udvalget foreslår derfor, at der indføres en
regel om fortrinsret i disse tilfælde. Fortrinsretten skal
alene være begrænset af en længstlevende
ægtefælles ret til forlods at udtage genstande, som
udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug
eller mindreårige børns brug. I det omfang der er tale
om et fællesejeaktiv, skal ægtefællen endvidere
have fortrinsret til at overtage en fast ejendom eller andelsbolig,
der har tjent til familiens bolig, eller hvortil
ægtefællernes eller den længstlevende
ægtefælles virksomhed er knyttet. Tilsvarende
gælder for indbo i det fælles hjem, den
længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et
motorkøretøj, der har været anvendt af den
længstlevende ægtefælle.
Sameje sker oftest om fast ejendom, der kan
repræsentere en betydelig værdi. På denne
baggrund foreslår udvalget, at samejerens fortrinsret skal
bevares, selvom værdien af boets andel i samejet overstiger
arvingens arvelod. Ønsker arvingen i denne situation at
overtage boets andel, skal det overskydende beløb betales
kontant til boet, således at der ikke sker en kvantitativ
forrykkelse af arveforholdene.
Udvalget finder, at fortrinsretten bør
kunne anvendes, selvom der er flere end 2 personer, der ejer
aktivet sammen. Hvis der i en sådan situation er flere
arvinger, der ønsker at overtage andelen af aktivet,
må det afgøres ved lodtrækning, hvem der skal
have andelen.
Adgangen til overtagelse efter vurdering skal
kun gælde i det omfang, arveladeren ikke har truffet anden
bestemmelse ved testamente.
Der henvises til betænkningen s.
360-363.
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.1. Arv efter loven
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
der ikke er behov for indholdsmæssige ændringer i de
legale regler om slægtninges arveret i tilfælde, hvor
arveladeren ikke efterlader sig en ægtefælle, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets
§§ 1-4 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
For så vidt angår udvalgets
forslag om en regel, der kan begrænse antallet af tids- og
ressourcekrævende eftersøgninger af arvinger som led i
skiftet, henvises til § 3, nr. 1 og 8, og
bemærkningerne hertil i det lovforslag om ændring af
forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser
i forsikringsordninger og ændringer som følge af
arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.
2.3.2. Livsarvingers
tvangsarv
Justitsministeriet er af de grunde, der er
anført af Arvelovsudvalget, enig i, at tvangsarveretten for
livsarvinger ikke bør afskaffes, men at en række
forhold, herunder bl.a. hensynet til gennemførelse af
generationsskifter i erhvervsvirksomheder og muligheden for ved
testamente at ligestille sammenbragte børn i arveretlig
henseende, taler for en nedsættelse og justering af
livsarvingernes tvangsarveret.
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig
udvalgets forslag om at nedsætte livsarvingernes
tvangsarvebrøk fra ½ til ¼ af den legale
arvebrøk samt forslaget om, at der gives mulighed for ved
testamente at beløbsbegrænse en livsarvings tvangsarv.
Forslaget om adgang til en beløbsbegrænsning på
1 mio. kr. vil kun få praktisk betydning i store boer. I
sådanne boer vil den foreslåede
beløbsbegrænsning imidlertid give større
handlefrihed for arveladeren ved udformningen af testamentet og
dermed indebære bedre muligheder for tilrettelæggelse
af et hensigtsmæssigt generationsskifte af f.eks. en privat
erhvervsvirksomhed. Justitsministeriet kan på denne baggrund
tiltræde, at beløbsgrænsen sættes til 1
mio. kr. for hver livsarving.
Det foreslås, at
beløbsbegrænsningsreglen udformes således, at en
testamentarisk bestemmelse om beløbsbegrænsning af
tvangsarven også skal anvendes i forhold til arveladerens
børnebørn, hvis arveladerens barn, der har fået
beløbsbegrænset sin tvangsarv, er afgået ved
døden efter testamentets oprettelse. Det indebærer, at
arveladerens børnebørn i denne situation hver vil
arve den andel af beløbet på 1 mio. kr., som efter de
almindelige fordelingsregler tilfalder dem. Baggrunden herfor er,
at det må antages, at en arvelader, der
beløbsbegrænser sit barns tvangsarv, også
ønsker at denne beløbsbegrænsning skal
gælde i forhold til børnebørnene. Hvis
arveladeren ikke ønsker, at beløbsbegrænsningen
skal anvendes i forhold til børnene, kan der træffes
anden bestemmelse ved testamente.
Der henvises til lovforslagets § 5
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Af de grunde, der er anført af
Arvelovsudvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde,
at der ikke er behov for at videreføre reglerne om
forlodsret for børn i den gældende arvelovs kapitel 5.
Lovforslaget indeholder derfor ikke regler herom.
2.3.3. Slægtninges adgang
til overtagelse efter vurdering
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om
slægtninges almindelige adgang til overtagelse af boets
aktiver efter vurdering. Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde, at der medtages en regel om en arvings ret til at
overtage et aktiv, der ejes i sameje med afdøde. Dog finder
Justitsministeriet, at det bør præciseres i reglen, at
arvingens ret som udgangspunkt må vige for
ægtefællens ret, når også
ægtefællen ejer en andel af det samme aktiv i sameje
med boet.
Der henvises til lovforslagets
§§ 6-8 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
3.
Ægtefællens arveret
3.1. Gældende
ret
3.1.1. Arv efter loven
Arvelovens kapitel 2 indeholder reglerne om,
hvordan arven fordeles, hvis arveladeren efterlader en
ægtefælle og ikke har oprettet testamente. Reglerne om
ægtefællens arveret gælder også for
registrerede partnere.
Hvis arveladeren ikke efterlader sig
livsarvinger, arver ægtefællen hele formuen, jf.
arvelovens § 7, stk. 1. Hvis arveladeren efterlader
sig både ægtefælle og livsarvinger, arver
ægtefællen 1/3 af det, der falder i arv efter
arveladeren, og de resterende 2/3 skal deles mellem livsarvingerne
efter reglerne i § 1.
3.1.2. Ægtefællens
tvangsarv
Ægtefællen er tvangsarving, og
halvdelen af den legale arvelod er tvangsarv, jf. arvelovens
§ 25. Om retsvirkningerne af, at der er tale om tvangsarv
henvises til pkt. 2.1.2. om livsarvingers tvangsarv.
Der henvises til betænkningen s.
75-76.
3.1.3. Ægtefællens
udtagelsesret
Udover sin arveret har ægtefællen
efter arvelovens § 7 a og § 7 b en
fortrinsstilling ved skifte af boet.
Efter § 7 a har
ægtefællen således ret til at udtage genstande
såsom tøj, smykker m.v., som alene tjener til den
pågældendes personlige brug. Det er dog en
forudsætning, at genstandenes værdi ikke står i
misforhold til ægtefællernes formueforhold. Den
længstlevende har endvidere ret til at udtage genstande, der
er erhvervet til børnenes brug. Genstandene udtages forlods,
dvs. at de ikke indgår ved beregningen af arv til
ægtefællen og livsarvingerne.
Efter § 7 b, stk. 2, har den
længstlevende ægtefælle endvidere ret til
såkaldt suppleringsarv. Bestemmelsen indebærer, at
ægtefællen altid har ret til at udtage så meget,
at værdien heraf sammen med den længstlevendes boslod
og eventuelle særeje udgør et beløb, der i 2006
er på 200.000 kr. Beløbet reguleres årligt.
Værdien af genstande, der udtages i medfør af
§ 7 a, medregnes ikke i de 200.000 kr.
Visse personlige eller uoverdragelige
rettigheder, der er omfattet af lov om ægteskabets
retsvirkninger § 15, stk. 2, f.eks. enkepension og
livrente, er uden indflydelse på længstlevendes ret
efter § 7 b, stk. 2. Også andre lignende
periodiske ydelser må holdes udenfor ved beregningen, f.eks.
ret til egenpension samt efterindtægt i medfør af
tjenestemandspensionsloven, efterløn efter
funktionærloven og efterpension efter socialpensionsloven.
Det samme er tilfældet med engangsbeløb efter
arbejdsskadesikringsloven og engangsbeløb fra ATP. Der er i
den juridiske litteratur enighed om, at erstatning for tab af
forsørger også kan holdes uden for beregningen efter
§ 7 b, stk. 2. Det antages, at en livsforsikring
eller en ulykkesforsikring, som tilkommer længstlevende uden
om dødsboet, jf. forsikringsaftalelovens § 102,
stk. 1, kan holdes uden for beregningen. Kapitalpensioners,
ratepensioners og indekskontrakters stilling i forhold til
arvelovens § 7 b, stk. 2, er usikker, og der er i
den juridiske litteratur forskellige opfattelser af, om
beløbene skal indgå ved beregningen.
I stedet for at anvende reglen i
§ 7 b, stk. 2, kan den længstlevende
ægtefælle efter § 7 b, stk. 1,
vælge at udtage bohave, arbejdsredskaber og
løsøre i det omfang, det er nødvendigt for, at
han eller hun kan opretholde hjemmet eller sit erhverv. Det er en
forudsætning for at anvende reglen, at der er tale om et bo
af "ringe værdi". Da reglen kun har betydning, hvor
værdien af arbejdsredskaber m.v. overstiger de 200.000 kr.,
som kan udtages efter § 7 b, stk. 2, har reglen kun
meget ringe praktisk betydning.
Der henvises til betænkningen s.
53-55.
3.1.4. Ægtefællens
adgang til overtagelse efter vurdering
Efter § 24 b er den
længstlevende ægtefælle berettiget til for sin
bos- og arvelod at overtage aktiver, der er fælleseje i boet,
til vurderingsbeløbet. Ønsker ægtefællen
og en arving at overtage det samme aktiv, har
ægtefællen fortrinsret. Overstiger værdien af de
aktiver, som den længstlevende ægtefælle
ønsker at overtage, den længstlevendes bos- og
arvelod, har ægtefællen ret til overtage aktiverne mod
at udbetale det overskydende beløb kontant til de
øvrige arvinger, dvs. at ægtefællen har
udløsningsret. Reglen indebærer, at den
længstlevende ægtefælle har en langt
stærkere retsstilling end boets øvrige arvinger i
relation til adgangen til overtagelse af boets aktiver efter
vurdering.
Det følger af § 24 c, at den
længstlevende ægtefælle af den afdøde
ægtefælles fuldstændige særeje inden for
sin arvelod af særejet kan overtage aktiver til
vurderingsbeløbet. Ønsker ægtefællen og
en anden arving at overtage det samme aktiv, har
ægtefællen fortrinsret. I modsætning til
fællesejereglen i § 24 b har ægtefællen
ikke en udløsningsret, når der er tale om aktiver
inden for den førstafdøde ægtefælles
fuldstændige særeje.
I § 24 d fastslås det, at
§§ 24 b og 24 c ikke gælder for aktiver, som
den førstafdøde ægtefælle har rådet
over ved testamente i medfør af § 66. Dette
indebærer navnlig, at fortrinsretten til de
fællesejeaktiver, der er nævnt i § 66,
stk. 2, ikke kan fratages den længstlevende
ægtefælle, medmindre længstlevende har samtykket
heri. En tilsvarende begrænsning gælder derimod ikke
ved aktiver, der er fuldstændigt særeje.
Der henvises til betænkningen s.
354-355.
3.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
3.2.1. Arv efter loven
Arvelovsudvalget peger i betænkningen
på, at den længstlevende ægtefælles
stilling er blevet styrket gennem 1900-tallet. Ved arveloven af
1963 blev den legale arvebrøk forøget fra ¼
til 1/3, og ægtefællen fik ret til suppleringsarv. Den
længstlevende ægtefælle har endvidere ret til
uskiftet bo med fælles livsarvinger og kan være i
uskiftet bo med førstafdødes særlivsarvinger,
hvis de samtykker heri. Også særejereformen fra 1990
indebærer en mulighed for at styrke den længstlevendes
stilling på skiftet, eftersom det ved ægtepagt kan
aftales, at formuen efter længstlevende skal være
fuldstændigt særeje, mens formuen efter
førstafdøde skal være skilsmissesæreje og
dermed fælleseje ved skifte efter førstafdøde.
Herved undgår den længstlevende, at
længstlevendes egen formue indgår i bodelingen, mens
længstlevende tager boslod og arvelod efter
førstafdøde. Også den i dag meget betydelige
opsparing i pensionsordninger vil typisk i kraft af
begunstigelsesklausuler tilgodese den længstlevende
ægtefælle eller samlever.
Udvalget finder, at der er grund til at
fortsætte denne ægtefællevenlige udvikling og
anfører yderligere, at ægtefæller i
ægteskaber med hjemmeboende børn typisk vil
ønske, at den længstlevende - så vidt det nu er
muligt - kan fortsætte det fælles hjem. Uskiftet bo kan
være et egnet middel hertil, men vil ikke altid være
muligt, f.eks. fordi førstafdøde efterlader sig
særbørn fra et tidligere ægteskab, eller fordi
førstafdøde havde særeje. Uskiftet bo er
endvidere kun muligt, så længe længstlevende ikke
gifter sig igen. Der vil derfor være en række
tilfælde, hvor det må antages, at de gældende
regler ikke yder den længstlevende tilstrækkelig
beskyttelse. Ægtefællerne kan da oprette testamente,
men langt fra alle tænker på det i tide.
Udvalget anfører videre, at der siden
arvelovens vedtagelse i 1963 er sket en betydelig stigning i
antallet af skilsmisser, og der er derfor langt flere
ægteskaber, hvor en eller begge ægtefæller har
særbørn. Dette har medført og vil i de kommende
år medføre en stigning i antallet af tilfælde,
hvor en længstlevende ægtefælle ikke har mulighed
for uskiftet bo, fordi førstafdødes
særbørn ikke vil samtykke heri. Har
ægtefællerne ikke på forhånd sikret
hinanden gennem testamente, ægtepagt eller livsforsikringer,
vil det i en del tilfælde kunne være særdeles
vanskeligt for den længstlevende ægtefælle at
udbetale arven til særbørnene uden at skulle
sælge boligen. Der er endvidere sket en stigning i antallet
af ældre mennesker, som ønsker at gifte sig igen efter
deres ægtefælles død, og som derfor er
nødt til at skifte med deres børn. I en del
tilfælde vil det være så vanskeligt at udbetale
arven til børnene, at planerne om nyt ægteskab
må opgives.
Bl.a. på denne baggrund og under
henvisning til, at ægtefællen på grund af sit
livsfællesskab med arveladeren bør have en begunstiget
stilling i forhold til de øvrige arvinger, foreslår
udvalget, at ægtefællens legale arvebrøk
forhøjes fra 1/3 til ½ af arveladerens ejendele,
når arveladeren efterlader sig livsarvinger (børn,
børnebørn etc.).
Der henvises til betænkningen s.
58-60.
3.2.2. Ægtefællens
tvangsarv
Arvelovsudvalget har overvejet, om der
fortsat er behov for regler om tvangsarveret for den
længstlevende ægtefælle.
Imod en bevarelse af ægtefællens
tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at en
ægtefælle allerede i levende live kan bringes i en
situation, hvor den pågældende kun har rådighed
over sin boslod, fordi arveretten bortfalder allerede ved
separation, jf. arvelovens § 38, stk. 1, som kan
forlanges ensidigt og uden nærmere begrundelse.
Ægtefællernes formueforhold under ægteskabet kan
også indgå som et moment ved vurderingen af, om der er
grundlag for at bevare regler om ægtefællens
tvangsarveret. I de situationer, hvor ægtefællerne helt
eller delvist har haft fuldstændigt særeje under
ægteskabet, kan det således forekomme rimeligt, at der
skal være mulighed for at afskære tvangsarven. Imod en
opretholdelse af tvangsarveretten €" eller for en
beskæring heraf €" kan endvidere tale, at
ægtefællen i forvejen gennem arvelovens øvrige
bestemmelser tillægges fordele i såvel kvantitativ som
kvalitativ henseende. Det gælder først og fremmest
retten til suppleringsarv samt reglerne om adgangen til uskiftet
bo. Ud over de nævnte arveretlige fordele er
ægtefæller i dag ofte gensidigt sikret gennem pensions-
og forsikringsordninger, som indebærer, at det
forsørgelsesmæssige element i en opretholdelse af
ægtefællernes tvangsarveret i en række
tilfælde vil have mindre betydning.
For en fastholdelse af tvangsarveretten kan
efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at tvangsarveret for
ægtefællen har en lang tradition. Hertil kommer, at
ægtefællerne i levende live har haft indbyrdes
forsørgelsespligt, jf. lov om ægteskabets
retsvirkninger § 2, og at det er naturligt, at dette
forsørgelseshensyn også tillægges vægt ved
fordelingen af arven efter den førstafdøde
ægtefælle. Desuden vil ægtefællerne under
ægteskabet ofte have haft fælles økonomi.
Tvangsarveretten indgår således som et centralt element
ved en økonomisk og social sikring af den
længstlevende ægtefælle, og en afskaffelse af
tvangsarveretten eller en reduktion heraf vil derfor rejse en
række andre problemer.
Efter en afvejning af disse hensyn finder
udvalget ikke grundlag for at foreslå ændringer i
ægtefællens tvangsarvebrøk på ½ af
den legale arvelod.
Udvalget anfører i betænkningen,
at de gældende regler om ægtefællens tvangsarv
formentlig kun har praktisk betydning i meget få
tilfælde, idet en ægtefælle, der ikke
ønsker, at den anden ægtefælle skal arve, som
udgangspunkt vil blive separeret eller skilt. Praktisk betydning
vil reglerne kunne få i bl.a. den situation, hvor manden i et
barnløst ægteskab ved testamente har bestemt, at
f.eks. et særbarn fra et tidligere ægteskab eller en
elskerinde skal arve mest muligt. Det ville efter udvalgets
opfattelse være stødende, hvis den længstlevende
ægtefælles ret til arv i sådanne tilfælde
helt ville kunne udelukkes ved testamente samtidig med, at der ikke
er adgang til uskiftet bo, fordi arveladerens særbarn ikke
vil samtykke heri. Udvalget peger i den forbindelse på, at
netop familieformer med særbørn på den ene
€" eller begge sider €" siden vedtagelse af arveloven i
1963 har fået et langt større omfang.
Der henvises til betænkningen s.
95-98.
3.2.3. Ægtefællens
udtagelsesret
Udvalget anfører, at det navnlig i
mindre boer kan være en stor belastning for
længstlevende at skulle udbetale arv til
førstafdødes livsarvinger. For at sikre den
længstlevendes mulighed for at opretholde hjemmet og sikre
sin forsørgelse i tilfælde, hvor
ægtefællernes samlede formue er forholdsvis
begrænset, foreslår udvalget, at
beløbsgrænsen for retten til suppleringsarv
forhøjes fra 200.000 kr. (2006) til 500.000 kr.
Beløbet skal som hidtil reguleres efter lov om en
satsreguleringsprocent.
Retten til suppleringsarv har først og
fremmest karakter af at være en social beskyttelsesregel, som
hjælper en længstlevende ægtefælle, der i
en skiftesituation ellers ville blive stillet økonomisk
meget svagt. Navnlig på baggrund af den foreslåede
forhøjelse af beløbsgrænsen til 500.000 kr. er
det derfor efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at
livsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser samt
forsørgertabserstatning, der kommer til udbetaling til den
længstlevende ægtefælle som følge af
dødsfaldet, ikke skal indgå ved beregningen af retten
til suppleringsarv, således som det er tilfældet efter
den gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, jf.
ovenfor pkt. 3.1.3.
Udvalget foreslår derfor, at både
førstafdødes og den længstlevendes pensions- og
forsikringsordninger som udgangspunkt skal indgå ved
beregningen, hvis de kommer til udbetaling som følge af
dødsfaldet. Dette bør gælde både for
ordninger, der indebærer udbetaling af et engangsbeløb
(f.eks. en kapitalpension eller en krydslivsforsikring) og
løbende ydelser (f.eks. en ratepension). En
ulykkeslivsforsikring, der kommer til udbetaling til den
længstlevende ægtefælle i anledning af
dødsfaldet, skal endvidere medregnes. Også en
forsørgertabserstatning, der udbetales til den
længstlevende ægtefælle efter
erstatningsansvarslovens § 12, jf. § 13 (og
arbejdsskadesikringslovens §§ 20-22) bør
medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv, idet en
sådan erstatning tjener til den længstlevende
ægtefælles forsørgelse.
Hvis en ordning indebærer, at der
udbetales en løbende, livsbetinget ydelse, bør
beløbet dog efter udvalgets opfattelse ikke indgå ved
beregningen af retten til suppleringsarv. Baggrunden herfor er, at
sådanne ydelser tjener til ægtefællens
løbende forsørgelse og vanskeligt kan
værdiansættes, fordi værdien af ordningen
afhænger af, hvor længe længstlevende lever.
Efter gældende ret har den
førstafdøde ægtefælles arvinger ingen
kvalitative rettigheder i forhold til aktiver, der er omfattet af
ægtefællens ret til suppleringsarv. For en
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle indebærer det, at arvingen ikke uden
den længstlevende ægtefælles samtykke har
mulighed for at erhverve aktiver, der har en særlig
erindringsværdi for særlivs-arvingen. En fælles
livsarving arver derimod ved den længstlevende
ægtefælles død og får på dette
tidspunkt mulighed for at overtage boets aktiver til
vurderingsbeløbet i det omfang, aktiverne stadig er i
behold, og ægtefællen ikke har testeret over disse. En
tilsvarende retsstilling opnår en særlivsarving efter
den førstafdøde ægtefælle ikke, medmindre
ægtefællerne i et fælles testamente har bestemt,
at særlivsarvingen skal arve længstlevende.
Udvalget finder, at dette ikke er rimeligt i
forhold til en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle og foreslår
derfor, at en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle skal have ret til
at overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til
boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for
den pågældende. Dette skal dog ikke gælde
aktiver, der er omfattet af ægtefællens forlodsret,
dvs. retten til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener
til den pågældendes personlige brug eller
mindreårige børns brug og som ægtefællen
derfor altid kan udtage af boet, jf. den gældende arvelovs
§ 7 a. I det omfang der er tale om et
fællesejeaktiv, skal den længstlevende
ægtefælle endvidere have fortrinsret til at overtage en
fast ejendom eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig,
eller hvortil ægtefællernes eller den
længstlevende ægtefælles virksomhed er knyttet.
Tilsvarende skal gælde for indbo i det fælles hjem, den
længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et
motorkøretøj, der har været anvendt af den
længstlevende ægtefælle.
I lyset af den foreslåede
forhøjelse af beløbsgrænsen for ret til
suppleringsarv er der efter udvalgets opfattelse ikke behov for at
bevare arvelovens § 7 b, stk. 1, hvorefter den
længstlevende ægtefælle i tilfælde, hvor
boet er af ringe værdi, kan udtage bohave, arbejdsredskaber
og andet løsøre i det omfang, det skønnes
nødvendigt, for at den længstlevende kan opretholde
hjemmet eller sit erhverv. Reglen har i dag kun betydning, hvis
værdien af det, der ønskes udtaget, overstiger 200.000
kr., og anvendes derfor kun i meget ringe omfang. Efter en
forhøjelse af grænsen for ægtefællens ret
til suppleringsarv til 500.000 kr. vil reglen være uden
praktisk betydning.
Derimod foreslår udvalget, at
arvelovens § 7 a opretholdes. Efter denne regel kan den
længstlevende ægtefælle forlods udtage genstande,
som udelukkende tjener til den pågældendes eller
børnenes personlige brug, for så vidt deres
værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold. Reglen gælder i alle
boer uanset størrelse og bliver således ikke
overflødiggjort ved forhøjelsen af
beløbsgrænsen for ægtefællens
udtagelsesret.
På baggrund af den foreslåede
forhøjelse af beløbsgrænsen for ret til
suppleringsarv og af hensyn til afklaring af formueforholdene i
boet foreslår udvalget endvidere, at der fremover skal
indrykkes proklama inden udleveringen af boet til
ægtefællen. Dette forudsætter en ændring af
dødsboskifteloven.
Der henvises til betænkningen s. 60-66
og 125.
3.2.4. Ægtefællens
adgang til overtagelse efter vurdering
Udvalget foreslår, at
ægtefællens stærke retsstilling i relation til
retten til overtagelse efter vurdering af fællesejemidler i
boet efter den førstafdøde opretholdes.
Ægtefællen bør således også fremover
have fortrinsret til at overtage aktiver for sin bos- og arvelod.
Som noget nyt foreslås fortrinsretten dog begrænset i
det omfang, der er tale om et aktiv, der har en særlig
erindringsværdi for en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle. Som det er
tilfældet efter de gældende regler, bør
ægtefællen også fremover have fortrinsret til
fællesejeaktiver, der overstiger værdien af bos- og
arvelodden mod at betale det overskydende beløb kontant til
de øvrige arvinger.
Udvalget foreslår endvidere, at den
længstlevende ægtefælles adgang til overtagelse
efter vurdering inden for sin arvelod af afdødes
fuldstændige særeje opretholdes. Ægtefællen
bør som hidtil have fortrinsret i konkurrence med andre
arvinger. Som noget nyt bør fortrinsretten også i
disse tilfælde være begrænset i det omfang, der
er tale om et aktiv, der har en særlig erindringsværdi
for en særlivsarving efter den førstafdøde,
medmindre aktivet er omfattet af ægtefællens ret til
forlods at udtage genstande til personlig brug eller
børnenes brug.
Efter gældende ret har en
ægtefælle overtagelsesret, men ikke
udløsningsret, til et aktiv, der er fuldstændigt
særeje i boet, jf. den gældende arvelovs § 24
c. Det gælder også i tilfælde, hvor
ægtefællen ejer aktivet i sameje med boet. I
overensstemmelse med udvalgets forslag til regler om
slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering af et
aktiv, der ejes i sameje med afdøde, foreslår
udvalget, at en ægtefælle, der ejer en andel af et
aktiv i sameje med boet, skal have fortrinsret til for sin arvelod
at overtage boets andel til vurderingsprisen mod at udbetale et
overskydende beløb kontant til boet, når samejeaktivet
er fuldstændigt særeje i boet. Fortrinsretten
begrænses dog i det omfang, der er tale om et aktiv, der har
en særlig erindringsværdi for en særlivsarving
efter den førstafdøde. Der er ikke behov for en
tilsvarende regel for så vidt angår
fællesejeaktiver, som ægtefællen ejer i sameje
med afdøde, da ægtefællen i forvejen har
både fortrinsret og udløsningsret til
fællesejeaktiver.
Der henvises til betænkningen s.
369-372.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
3.3.1. Arv efter loven
Af de grunde, der er anført af
Arvelovsudvalget, kan Justitsministeriet tiltræde, at
ægtefællens legale arv forhøjes fra 1/3 til
½ af arveladerens ejendele, når arveladeren også
efterlader sig livsarvinger.
Der henvises til lovforslagets § 9
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
3.3.2. Ægtefællens
tvangsarv
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag om, at ægtefællen fortsat skal
være tvangsarving i boet efter den førstafdøde
ægtefælle.
Efter udvalgets forslag udgør
ægtefællens tvangsarvebrøk ½ af den
legale arvelod, mens den for livsarvinger udgør ¼ af
den legale arvelod. En sådan differentiering af
tvangsarvebrøkerne vil føre til mere indviklede
arveberegninger i tilfælde, hvor arveladeren både
efterlader sig ægtefælle og livsarvinger og samtidig
har truffet bestemmelse om, at en eller flere arvinger alene skal
have sin tvangsarv. Udvalgets forslag indebærer endvidere, at
der bliver en større testationskompetence for den
ægtefælle, der både efterlader sig
ægtefælle og børn, end for den
ægtefælle, der alene efterlader sig en
ægtefælle. For en person, der både efterlader sig
ægtefælle og barn udgør den del af boet, som der
frit kan testeres over, således 62,5 % efter udvalgets
lovudkast, mens den testationsfrie del af boet alene udgør
50 % af boet efter udvalgets lovudkast, når den
pågældende alene efterlader sig en
ægtefælle.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det
væsentligt, at arvelovens legale regler bliver så klare
og enkle så muligt. Hertil kommer, at ægtefællens
ret til tvangsarv kun har praktisk betydning i meget få
tilfælde, fordi ægtefæller som hovedregel vil
ønske at begunstige hinanden i et testamente. En
ægtefælle, der ikke ønsker, at den anden
ægtefælle skal arve den pågældende, vil som
udgangspunkt blive separeret eller skilt og derved bringe den
gensidige arveret, herunder tvangsarveretten, til ophør.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund, at ægtefællens tvangsarvebrøk
nedsættes til ¼ af den legale arv.
Tvangsarvebrøken for ægtefællen og
livsarvingerne bliver herved ens. En sådan nedsættelse
af ægtefællens tvangsarvebrøk vil efter
Justitsministeriets opfattelse gøre reglerne
væsentligt enklere, navnlig fordi den testationsfrie del af
boet med en sådan ændring forøges, således
at den altid vil udgøre ¾ (75 %) af boet.
Der henvises til lovforslagets § 10
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
3.3.3. Ægtefællens
udtagelsesret
Justitsministeriet kan af de grunde, der er
anført af Arvelovsudvalget, tilslutte sig, at den
gældende arvelovs § 7 a om den længstlevendes
ægtefælles ret til forlods at udtage genstande til
personlig brug og til børnenes brug videreføres.
Der henvises til lovforslagets
§ 11, stk. 1, og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Af de grunde, der er anført af
udvalget, er Justitsministeriet endvidere enig i, at der ikke er et
praktisk behov for at videreføre reglen i den gældende
arvelovs § 7 b, og lovforslaget indeholder således
ikke en regel herom.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
der er behov for en forhøjelse af beløbsgrænsen
for ægtefællens ret til suppleringsarv til 500.000 kr.
Ægtefællens ret til suppleringsarv fortrænger
andre arvingers arveret, herunder livsarvingernes tvangsarveret, og
er begrundet i hensynet til at sikre ægtefællen i
mindre boer mulighed for at kunne fortsætte sin
livsførelse. Justitsministeriet er derfor også enig
med udvalget i, at reglens karakter af social beskyttelsesregel
bør understreges ved i beregningen at medtage
forsørgertabserstatning, livsforsikringer, pensionsydelser
og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den
længstlevende ægtefælle fra
førstafdødes eller egne ordninger som følge af
dødsfaldet.
Efter gældende ret medregnes
forsikrings- og pensionsydelser, der kommer til udbetaling i
anledning af dødsfaldet, som udgangspunkt ikke, når
det beregnes, om den længstlevende ægtefælle har
ret til suppleringsarv. Som anført af Arvelovsudvalget i
betænkningen s. 63 vil den foreslåede udformning af
reglerne om retten til suppleringsarv derfor kunne indebære,
at nogle ægtefæller, der får udbetalt betydelige
forsikrings- og pensionsydelser i anledning af
ægtefællens død, bliver ringere stillet efter
forslaget end efter gældende ret. En ægtefælle,
der får betydelige ydelser udbetalt som følge af
dødsfaldet, har imidlertid ikke behov for at opnå den
sociale beskyttelse, som er formålet bag retten til
suppleringsarv. Justitsministeriet kan derfor tiltræde, at de
nævnte ydelser skal medregnes ved beregningen af retten til
suppleringsarv.
I forbindelse med høringen over
betænkningen er det blevet anført, at det er
utilfredsstillende, at løbende livsbetingede ydelser ikke
skal indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv, og
at dette vil indebære, at forsikringsselskabernes
livrenteordninger får en ubegrundet fortrinsstilling i
forhold til pengeinstitutternes ratepensioner. Som anført
under pkt. 3.2.3. skyldes udvalgets forslag om denne
forskelsbehandling bl.a. de vanskeligheder, der er forbundet med at
værdiansætte sådanne ordninger, fordi
værdien af ordningerne afhænger af, hvor længe
den længstlevende lever.
Justitsministeriet foreslår imidlertid,
at løbende, livsbetingede ydelser skal indgå ved
beregningen af suppleringsarv. Baggrunden herfor er, at også
beløb, der kommer til udbetaling efter en ordning med
løbende livsbetingede ydelser på samme måde som
andre forsikrings- og pensionsydelser mv. tjener til den
længstlevende ægtefælles forsørgelse.
Får den længstlevende ægtefælle udbetalt en
løbende livsbetinget ydelse, mindskes behovet for den
sociale beskyttelse, som ligger til grund for reglen om
suppleringsarv. Hertil kommer, at det er muligt at foretage en
opgørelse af værdien af en ordning med løbende,
livsbetingede ydelser beregnet på grundlag af den sikredes
gennemsnitlige restlevetid (alderspensionstilsagn). En sådan
beregning af f.eks. en livrente kan det bl.a. komme på tale
at foretage ved et egentligt skifte i anledning af separation og
skilsmisse efter reglerne i §§ 16 b €" 16 h i
lov om ægteskabets retsvirkninger, der blev indsat i loven
ved § 1, nr. 1, i lov nr. 483 af 7. juni 2006 om
ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om
skifte af fællesbo mv. (pensionsrettigheders behandling ved
død samt ved separation og skilsmisse).
Der henvises til lovforslagets
§ 11, stk. 2 og 3, og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Justitsministeriet kan tiltræde
Arvelovsudvalgets forslag om, at en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle skal have mulighed
for til vurderingsprisen at overtage et aktiv, der har en
særlig erindringsværdi for den
pågældende.
Der henvises til lovforslagets
§ 11, stk. 4, og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
3.3.4. Ægtefællens
adgang til overtagelse efter vurdering
Som anført i pkt. 3.2.4.
foreslår udvalget, at den længstlevende
ægtefælles fortrinsret til at overtage aktiver af den
førstafdøde ægtefælles fuldstændige
særeje skal være begrænset af, at en
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle skal have fortrinsret til at overtage et
aktiv, der har en særlig erindringsværdi for den
pågældende, medmindre aktivet er omfattet af
ægtefællens forlodsret efter lovforslagets
§ 11, stk. 1, dvs. ægtefællens ret til
forlods at udtage genstande til personligt brug, for så vidt
genstandene ikke står i misforhold til boets midler, samt
genstande til mindreårige børns brug.
Justitsministeriet er enig heri, men finder at
særlivsarvingens ret yderligere bør begrænses,
således at særlivsarvingen heller ikke har fortrinsret
til at overtage ægtefællernes hidtidige fælles
bolig, selvom den har en særlig erindringsværdi for den
pågældende. Det er ikke rimeligt, at de legale regler
fører til, at en længstlevende ægtefælle
bør fraflytte den hidtidige fælles bolig i denne
situation, som dog formentlig vil forekomme meget sjældent i
praksis.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne
om den længstlevende ægtefælles adgang til at
overtage boets aktiver efter vurdering, herunder den
foreslåede nye regel om udløsningsret ved overtagelse
efter vurdering af et aktiv, som ægtefællen ejer i
sameje med afdøde, og som er fuldstændigt særeje
i boet.
Der henvises til lovforslagets
§§ 12-14 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
4.
Svogerskabsarv
4.1. Gældende
ret
Hvis ægtefællen har arvet hele
boet efter arvelovens § 7, stk. 1, følger det
af § 7, stk. 2, at boet efter længstlevende
ved dennes død skal deles med halvdelen til hver af
ægtefællernes arvinger. Dette gælder dog kun,
hvis længstlevende ikke efterlader sig livsarvinger og ikke
har indgået nyt ægteskab. Er der kun arvinger efter den
ene af ægtefællerne, arver disse hele boet. Reglen
gælder som udgangspunkt kun, hvis længstlevende har
arvet førstafdøde i henhold til loven og ikke i
henhold til testamente.
Delingsreglen i § 7, stk. 2,
er ikke til hinder for, at længstlevende kan råde over
hele boet ved testamente, jf. § 7, stk. 3. Har
længstlevende kun delvist rådet over sin efterladte
formue ved testamente, beror det på en fortolkning af
testamentet, om delingsreglen i § 7, stk. 2, finder
anvendelse.
Det følger af § 7 b,
stk. 2, sidste pkt., at reglerne i § 7, stk. 2
og 3, finder tilsvarende anvendelse, når længstlevende
har udtaget boet efter reglen om suppleringsarv. § 7,
stk. 2 og 3, finder imidlertid kun anvendelse, når
ægtefællerne er barnløse. Efterlod
førstafdøde sig livsarvinger, og har
længstlevende udtaget boet efter reglen om suppleringsarv,
således at førstafdødes livsarvinger ikke har
fået nogen arv, finder § 7, stk. 2 og 3, ikke
anvendelse, og førstafdødes livsarvinger får
derfor ikke del i arven efter længstlevende, jf.
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2001, s. 55.
Der henvises til betænkningen s.
55.
4.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Udvalget foreslår, at reglerne i
§ 7, stk. 2 og 3, der regulerer stillingen ved
længstlevendes død, når ingen af
ægtefællerne efterlader sig livsarvinger,
videreføres med en række ændringer, der skal
sikre en mere ligelig fordeling af arven mellem
førstafdødes og længstlevendes slægt.
Som nævnt i pkt. 4.1. har den
førstafdøde ægtefælles
særlivsarvinger ikke arveret efter den længstlevende
ægtefælle, selvom denne har udtaget hele boet efter
reglen om ret til suppleringsarv. Navnlig i lyset af den
foreslåede forhøjelse af beløbsgrænsen
for retten til suppleringsarv til 500.000 kr., jf. pkt. 3.2.3., er
det efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at
førstafdødes særlivsarvinger i disse
tilfælde er dårligere stillet end
førstafdødes slægtsarvinger.
Udvalget foreslår derfor, at
førstafdødes livsarvinger gøres til legale
arvinger efter længstlevende på samme måde som
førstafdødes slægtsarvinger er det i dag, men
at længstlevende fortsat som efter de gældende regler
frit kan råde over boet ved testamente. Udvalgets forslag
berører ikke de tilfælde, hvor
førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger. Er der
alene livsarvinger efter længstlevende, arver de
således det hele, hvilket svarer til, hvad der gælder i
dag. Er der ikke livsarvinger efter nogen af
ægtefællerne, deles boet som efter de gældende
regler med halvdelen til hver ægtefælles legale
arvinger.
Som nævnt i pkt. 4.1. gælder
delingsreglerne i arvelovens § 7, stk. 2 og 3, som
udgangspunkt kun, når der ikke er oprettet testamente af en
eller begge ægtefæller. Efter udvalgets opfattelse
forekommer dette resultat ikke altid rimeligt. Det kan
således bero på en tilfældighed, om et testamente
bestemmer, at længstlevende skal være
førstafdødes enearving, idet dette blot er en
gentagelse af, hvad der følger af de legale regler, og
ægtefællerne vil ofte ikke være opmærksomme
på, at dette har den konsekvens, at
førstafdødes legale arvinger intet arver, når
længstlevende dør. Udvalget foreslår derfor, at
de legale regler om deling af arven efter længstlevende
mellem de to ægtefællers slægter bør finde
anvendelse i alle tilfælde, hvor længstlevende har
arvet førstafdøde, som var barnløs, uanset om
dette er sket efter de legale regler eller i henhold til
testamente.
I tilfælde, hvor den
længstlevende ægtefælle har benyttet sig af sin
ret til suppleringsarv, og hvor førstafdøde har et
særbarn, som har arvet legalt, vil det efter udvalgets
opfattelse ikke være rimeligt at anvende delingsreglerne
fuldt ud, fordi særbarnet da ville få både legal
arv efter førstafdøde og arv efter
længstlevende. En tilsvarende skævhed kan opstå i
tilfælde, hvor en længstlevende i uskiftet bo overtager
det uskiftede bo til fri rådighed, fordi alle livsarvingerne
efter den førstafdøde ægtefælle
dør, og hvor den førstafdøde
ægtefælles særbarn har fået legal arv af
førstafdødes særeje. Denne skævhed
bør efter udvalgets opfattelse imødegås ved at
medtage en regel om, at den legale arv, som et særbarn efter
afdøde har modtaget, skal fradrages i arv, som legalt
tilfalder den pågældende efter den længstlevende
ægtefælles død. Der skal være tale om en
deklaratorisk regel, der således kan fraviges ved
testamente.
Er der ved testamente oprettet af begge
ægtefæller eller ved testamente oprettet alene af
længstlevende truffet bestemmelse om hele arven efter
længstlevende, skal de legale regler selvsagt ikke anvendes.
Det har derimod givet anledning til tvivl, i hvilket omfang de
legale regler skal anvendes, dels i de tilfælde, hvor
førstafdøde har truffet testamentariske bestemmelser,
der skal effektueres straks ved førstafdødes
død, dels i de tilfælde, hvor begge
ægtefæller eller alene længstlevende ved
testamente har disponeret over en del af boet efter
længstlevende. Efter udvalgets opfattelse bør dette
spørgsmål reguleres udtrykkeligt i arveloven, og
udvalget foreslår, at den del af arven, der ikke er testeret
over, skal deles mellem de to ægtefællers arvinger i
overensstemmelse med reglerne om deling af arven efter
barnløse ægtefæller og om deling af arven,
når den længstlevende ægtefælle har udtaget
boet i medfør af reglen om ret til suppleringsarv. Herved
videreføres princippet om, at den resterende arv som
udgangspunkt skal deles med halvdelen til hver af
ægtefællernes slægter.
Der henvises til betænkningen s.
66-74.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i det hele
tiltræde udvalgets overvejelser om behovet for at foretage
ændringer i reglerne om svogerskabsarv, således at der
i højere grad opnås en mere ligelig fordeling af arven
mellem førstafdødes og længstlevendes
slægt.
De foreslåede regler gennemfører
ikke en fuldstændig ligedeling af arven efter den
længstlevende ægtefælle i de tilfælde, hvor
der er oprettet testamente af en eller begge ægtefæller
om en del af formuen, idet udvalgets forslag alene indebærer,
at arv, der ikke er rådet over ved testamente, skal ligedeles
mellem slægterne uden hensyn til indholdet af
ægtefællernes testamentariske dispositioner. Dette
gælder f.eks. også i tilfælde, hvor en
testamentarisk disposition alene begunstiger længstlevendes
slægt.
Justitsministeriet lægger vægt
på, at de legale regler ikke bliver for indviklede. En
fuldstændig ligestilling mellem førstafdødes og
længstlevendes slægt, hvor en eller begge
ægtefæller har oprettet testamente, ville
indebære, at reglerne blev væsentlig mere
komplicerede.
Med udvalgets forslag til udbygning af
reglerne om svogerskabsarv mv. er der imidlertid opnået en
højere af grad af ligestilling mellem
førstafdødes og længstlevendes slægt,
uden at de legale regler herved er blevet væsentligt
komplicerede.
Hertil kommer, at der alene er tale om
deklaratoriske regler, dvs. at der ved testamente altid kan
træffes anden bestemmelse, og at eventuelle
særlivsarvinger efter førstafdøde ikke har en
tvangsarveret af længstlevendes efterladte formue i disse
tilfælde.
Lovforslaget er på denne baggrund
udformet i overensstemmelse med udvalgets overvejelser.
Der henvises til lovforslagets
§§ 15 og 16 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
5. Uskiftet
bo
5.1. Gældende
ret
5.1.1. Betingelser for uskiftet
bo
Arvelovens kap. 3 indeholder regler om
uskiftet bo. Ved uskiftet bo udskydes arvefaldet efter den
førstafdøde ægtefælle, således at
længstlevende ægtefælle kan videreføre
parternes formuefællesskab.
Den grundlæggende regel om uskiftet bo
findes i arvelovens § 8, hvorefter den
længstlevende ægtefælle er berettiget til efter
førstafdøde ægtefælles død at
overtage ægtefællernes fælleseje uden at skifte
med parrets fælles livsarvinger (børn,
børnebørn mv.). De fælles livsarvinger kan
således ikke ved dødsfaldet kræve arv efter
deres førstafdøde forælder, men må
afvente boets skifte. Det er alene muligt at etablere uskiftet bo,
hvis ægtefællerne havde fælleseje eller et
særeje, som bliver til fælleseje ved den
førstafdøde ægtefælles død. Er en
del af førstafdødes formue fuldstændigt
særeje, skal der ske skifte af denne del af formuen.
Længstlevende kan herefter sidde i uskiftet bo med den
resterende del af afdødes formue, der er
fælleseje.
Længstlevendes ret til uskiftet bo
efter arvelovens § 8 gælder kun i relation til
fælles livsarvinger. Længstlevende kan opnå
adgang til at sidde i uskiftet bo med førstafdødes
særlivsarvinger, hvis disse meddeler samtykke, jf.
§ 9, stk. 1. Er livsarvingerne umyndige eller under
samværgemål, skal samtykket opnås fra
værgen henholdsvis skifteværgen samt skifteretten, der
ved sin afgørelse tager hensyn til arvingernes interesser og
ægtefællens forhold, jf. § 9,
stk. 2.
Længstlevende må af hensyn til
førstafdødes livsarvinger og kreditorer ifølge
arvelovens § 10 ikke være under konkurs eller
være insolvent, hvilket påses af skifteretten.
Er længstlevende
umyndig eller under værgemål, må værgen
anmode om skifterettens tilladelse til udlevering til uskiftet bo.
Skifteretten skal herved påse, at udleveringen er forenelig
med den længstlevendes tarv, jf. 11.
Uskiftet bo opnås ved
længstlevende ægtefælles begæring herom
over for skifteretten. Længstlevende skal inden 6
måneder efter dødsfaldet til skifteretten indlevere en
opgørelse over aktiver og passiver, der hører til
fællesejet, og over sit fuldstændige særeje, jf.
arvelovens § 13, stk. 1. Der betales ikke boafgift
ved udlevering til uskiftet bo, men alene en retsafgift på
500 kr.
Der henvises til betænkningen s.
101-104.
5.1.2. Hvilke aktiver og
passiver indgår i det uskiftede bo?
Det uskiftede bo er en fortsættelse af
ægtefællernes fællesbo, hvorfor alt, hvad den
længstlevende ved førstafdødes død ejer
og senere erhverver, som udgangspunkt indgår i det uskiftede
bo, for så vidt det ikke er fuldstændigt særeje,
jf. arvelovens § 14, stk. 1.
Nogle af førstafdødes
rettigheder af uoverdragelig eller personlig art, jf. lov om
ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2,
falder bort ved dødsfaldet, mens allerede forfaldne ydelser
indgår i boet, f.eks. tjenestemands- og
pensionskassepensioner, rentenydelser, aftægter og lignende
periodiske ydelser. Andre af afdødes rettigheder af
uoverdragelig eller personlig art frigøres eller bortfalder
ved dødsfaldet. Dette indebærer, at de falder i arv
eller overtages af ægtefællen og indgår i det
uskiftede bo som almindelige aktiver (men måske til en
reduceret værdi eller efter fradrag af skatter og afgifter).
Som eksempler kan nævnes førstafdødes
ophavsrettigheder, båndlagt arv og gave, indeståender
på selvpensioneringskonti, kapitalpensionskonti,
rateforsikringer, indekskontrakter, etablerings- og
investeringsfondskonti samt boligsparekontrakter.
§ 14, stk. 2, handler om den
længstlevende ægtefælles egne rettigheder af
personlig og uoverdragelig art og får betydning, når
det uskiftede bo skal skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live. Bestemmelsen er stort set en
ordret gengivelse af § 15, stk. 2, i lov om
ægteskabets retsvirkninger. Af Højesterets domme
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1849, og 1962, s.
870 H, kan det udledes, at en ægtefælle kan holde alle
de rettigheder uden for det uskiftede bo, som den
pågældende ville kunne have udtaget forlods i
forbindelse med et separations- og skilsmisseskifte. Af
Højesterets dom fra 2002 følger det endvidere, at
visse yderligere rettigheder, som skal ligedeles ved separation og
skilsmisse, kan holdes uden for det uskiftede bo. Således kan
den længstlevende ægtefælles kapital- og
ratepensionskonti samt kapital- og rateforsikringer holdes uden for
et uskiftet bo, uanset om ordningen er oprettet uden tilknytning
til et ansættelsesforhold. Dette gælder, selvom
kontiene ikke kan holdes uden for et skifte, mens begge
ægtefæller lever. Det følger formentlig
endvidere af dommen, at en privat etableret livrente kan holdes
uden for det uskiftede bo, uanset om den kan genkøbes.
Tilsvarende gælder antagelig også en livsforsikring
tegnet på længstlevendes liv. Længstlevendes
indekskontrakter kan også holdes uden for et skifte af det
uskiftede bo. Længstlevendes selvpensioneringskonti og
indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond kan
formentlig ligeledes holdes uden for skifte af det uskiftede bo,
selvom midlerne skal ligedeles ved et separations- og
skilsmisseskifte. Hvis den længstlevende
ægtefælle er indsat som begunstiget i
førstafdødes pensionsforsikrings- eller
opsparingsordninger, er det tvivlsomt, om udbetalte beløb
indgår i boet. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
indgår i det uskiftede bo.
Det følger af erstatningsansvarslovens
§ 18, stk. 2, at krav på erstatning og
godtgørelse for personskade samt
forsørgertabserstatning ikke indgår i
formuefællesskabet mellem ægtefællerne ved skifte
i anledning af et ægteskabs ophør, f.eks. ved
død. Dette omfatter også et uskiftet bo. Hvis den
længstlevende ægtefælle har siddet i uskiftet bo
og har modtaget en forsørgertabserstatning i anledning af
ægtefællens død, kan erstatningen således
holdes uden for skiftet, selvom skiftet først sker flere
år efter dødsfaldet, hvis erstatningen ikke er
forbrugt. I teori og praksis antages, at også
ulykkesforsikringer, der har karakter af kompensation til den
længstlevende for personskade eller forsørgertab, og
livsforsikringssummer er omfattet af en analogi af
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og derfor kan
holdes ude af det uskiftede bo. Tilsvarende må formentlig
gælde ydelser efter arbejdsskadesikringsloven og
beløb, der udbetales i henhold til en sygeforsikring, der i
forsikringsmæssig henseende behandles på samme
måde som ulykkesforsikring, jf. forsikringsaftalelovens
§§ 119-124. Analogien kan ikke anvendes i
tilfælde, hvor længstlevende er indsat i en
livsforsikringsordning, der er tegnet af tredjemand, men her kan
arvelovens § 14, stk. 3, få betydning, jf.
nedenfor. For at beløb omfattet af erstatningsansvarslovens
§ 18, stk. 2, eller analogien heraf ikke skal
indgå ved skifte af det uskiftede bo, er det et krav, at
længstlevende har sørget for at sikre sig bevis for,
at midlerne ikke er forbrugt. Det er kun selve det beholdne
beløb og surrogater herfor, der kan udtages. Renter og
indtægter samt værditilvækst, f.eks.
værdistigning på en fast ejendom, indgår derimod
i ligedelingen.
Arv eller gave, der tilfalder
længstlevende, kan holdes uden for det uskiftede bo, hvis
længstlevende kræver skifte inden tre måneder
efter modtagelsen, jf. § 14, stk. 3.
Ved overtagelse af fællesboet bliver
længstlevende personlig ansvarlig for
førstafdødes gæld, jf. § 16,
stk. 1, og hæfter dermed personligt med både
fællesejet og eventuelt eget særeje. En udlevering til
uskiftet bo kan dog omgøres til udlevering til bobestyrerbo,
hvis det efterfølgende viser sig, at
førstafdødes bo var insolvent, jf. § 16,
stk. 2. Herved kan længstlevende frigøre sig for
hæftelsen for førstafdødes gæld. En
sådan omgørelse forudsætter, at
længstlevende kan opfylde sine forpligtelser efter
dødsboskiftelovens § 104 til at tilbagelevere det
allerede modtagne eller tilsvare berigelsen deraf eller erstatte
dets værdi.
Ægtefællen kan udstede
præklusivt proklama efter boets udlevering og med
skifterettens tilladelse før.
Der henvises til betænkningen s.
104-108.
5.1.3. Længstlevendes
rådighed over det uskiftede bo
Længstlevende har i levende live en
ejers rådighed over det uskiftede bo, jf. arvelovens
§ 15, og kan derfor som udgangspunkt råde frit over
boet ved overdragelse af aktiver som gave, til eje, sikkerhed
mv.
Længstlevendes rådighed er dog
begrænset af misbrugsreglen i arvelovens § 20,
hvorefter en arving kan kræve sin lod udskiftet af det
uskiftede bo, hvis længstlevende ved misbrug har formindsket
boet eller har fremkaldt nærliggende fare for det eller har
tilsidesat sin forsørgelsespligt over for arvingen.
Eksempler på misbrug er ifølge § 20,
stk. 2, navnlig urimeligt forbrug, tegning af en
uforholdsmæssig høj livrente samt ydelser af gaver
eller andre begunstigelser, der står i misforhold til boets
formue.
Længstlevendes dispositioner kan
endvidere i tilfælde af misbrug medføre et
vederlagskrav ved skifte eller blive omstødt, jf.
§§ 21 og 22.
Det er arvingen, der ønsker sin
arvelod skiftet, der har bevisbyrden for, at der har været
tale om misbrug. Skifteretten kan ved arvingers mistanke om misbrug
fra længstlevendes side over boets aktiver
pålægge længstlevende at oplyse om dispositioner
foretaget over det uskiftede bos formue, jf. § 13,
stk. 4.
I henhold til § 15, stk. 2, 1.
pkt., kan længstlevende ved testamente frit råde over
den del af boet, der falder i arv efter længstlevende ved
dennes død. Denne udformning af reglen skyldes, at der
ifølge § 19, stk. 1, 2. pkt., ikke beregnes
arv til længstlevende efter den førstafdøde
ægtefælle, når længstlevende er død.
Inden for grænsen i § 15, stk. 2, 1. pkt., kan
ægtefællen også ved testamente råde over
boets enkelte genstande, jf. stk. 2, 2. pkt. En råden
over boets genstande må dog ikke stride mod
førstafdødes gyldige testationer i medfør af
§ 66. Dernæst kan længstlevende alene testere
over genstande, så længe deres værdi ligger inden
for rammerne af længstlevendes boslod. Halvdelen af
længstlevendes boslod kan udgøre tvangsarv, som der
ikke kan testeres over. Længstlevendes testamentariske
råden over det uskiftede bo relaterer sig derfor til
delingsforholdet af det uskiftede bo mellem
førstafdødes og længstlevendes arvinger ved
længstlevendes død.
Der henvises til betænkningen s.
108-109.
5.1.4. Det uskiftede bos
ophør
Længstlevende har på hvilket som
helst tidspunkt ret til at skifte boet, jf. arvelovens
§ 17, stk. 1, både helt eller delvist. Hvis
der er meddelt samtykke til uskiftet bo med
førstafdødes umyndige særbørn, jf.
§ 9, stk. 3, har længstlevende efter anmodning
pligt til at skifte boet, efterhånden som
særbørnene bliver myndige eller afgår ved
døden, jf. § 18. Endvidere kan arvingerne
kræve skifte i tilfælde af længstlevendes
misbrug, jf. § 20, eller i tilfælde af
længstlevendes forsømmelse af forsørgelsespligt
over for mindreårige arvinger, jf. § 9,
stk. 3.
Ved indgåelse af nyt ægteskab
skal længstlevende skifte boet, jf. § 17,
stk. 2, og ægteskabslovens § 10. Etablering af
et samlivsforhold medfører derimod ikke pligt til at skifte.
Skiftekravet er dog ikke ufravigeligt, da skifte kan undlades ved
længstlevendes indgåelse af nyt ægteskab, hvis
samtlige førstafdødes livsarvinger over for
længstlevende giver et arveafkald, jf. arvelovens
§ 31, stk. 2. Skifte kan endvidere undlades, hvis
alle arvinger giver skifteafkald.
Den længstlevende ægtefælle
overtager det uskiftede bo til fri rådighed uden skifte, hvis
samtlige førstafdødes livsarvinger dør, mens
den længstlevende er i uskiftet bo, jf. arvelovens
§ 24. Ved længstlevendes død finder
delingsreglerne i § 7, stk. 2 og stk. 3,
anvendelse. Herom henvises til pkt. 2.3.1.
Der henvises til betænkningen s.
109-110.
5.1.5. Deling af det uskiftede
bo
Uskiftet bo indebærer, at arvefaldet
efter førstafdøde udskydes, til det uskiftede bo
skiftes, jf. arvelovens § 19.
Førstafdødes livsarvinger arver
førstafdøde, hvis de lever på det tidspunkt,
hvor boet skiftes, jf. § 19, stk. 1, 1. pkt. Ved
skifte efter den længstlevende ægtefælles
død beregnes der ikke arv efter den
førstafdøde til den længstlevende
ægtefælle, jf. § 19, stk. 1, 2. pkt.
Mellem den førstafdødes
arvinger deles arven efter arveforholdene ved den
længstlevende ægtefælles død eller
på det tidspunkt, hvor boet skiftes, jf. § 19,
stk. 2, 1. pkt. Er der ved den længstlevende
ægtefælles død ingen arvinger efter denne,
tilfalder hele boet den førstafdødes livsarvinger,
jf. § 19, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises til betænkningen s.
110-112.
5.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
5.2.1. Generelle
overvejelser
Arvelovsudvalget finder, at de gældende
regler om uskiftet bo i det væsentlige er
hensigtsmæssige, og udvalget foreslår derfor alene
enkelte ændringer i reglerne. Som hidtil skal den
længstlevende ægtefælle derfor have ret til at
overtage fællesboet uden at skifte med fælles
livsarvinger og uden at skifte med den førstafdøde
ægtefælles særbørn, når
særbørnene samtykker i uskiftet bo.
Udvalget går ikke ind for, at den
længstlevende ægtefælle får ret til
uskiftet bo med den førstafdøde
ægtefælles særbørn uden disses samtykke.
Som begrundelse herfor anfører udvalget navnlig, at det
må antages, at der ved uskiftet bo med særbørn
er en større risiko for misbrug af boet fra
længstlevendes side, fordi denne ønsker at begunstige
sine egne børn eller en eventuel ny samlever på
bekostning af førstafdødes særbørn. Hvis
kravet om, at særbørn skal meddele samtykke til
uskiftet bo, opgives, vil der endvidere komme flere tilfælde,
hvor en længstlevende ægtefælle er i uskiftet bo
med særbørn, som længstlevende har et
dårligt forhold til. Dette må antages at føre
til flere retssager, hvor særbørnene berettiget eller
uberettiget beskylder længstlevende for misbrug af det
uskiftede bo. Under alle omstændigheder vil det kunne
være ubehageligt for længstlevende at risikere at blive
tvunget til at give førstafdødes livsarvinger indsigt
i sin økonomi. Hertil kommer, at den længstlevende
ægtefælle i nogle tilfælde er på alder med
eller endog yngre end førstafdødes
særbørn. I disse tilfælde er der en betydelig
risiko for, at førstafdødes særbørn ikke
oplever at få deres arv udbetalt, hvilket kan forekomme
urimeligt.
Udvalget går heller ikke ind for, at
den længstlevende ægtefælle får ret til
uskiftet bo med fuldstændigt særeje. Som begrundelse
herfor anfører udvalget navnlig, at ægtefæller,
som opretter særeje ved ægtepagt, kan vælge et
særeje, som bliver fælleseje ved død. En
ægtepagt, der fastslår, at der skal være
fuldstændigt særeje, må således antages at
være udtryk for, at ægtefællerne ønsker,
at den længstlevende ægtefælle ikke skal have
boslod, og at arvedelingen ikke skal udskydes ved uskiftet bo.
Udvalget går endvidere ikke ind for, at
en ægtefælle, der indgår nyt ægteskab, kan
fortsætte det uskiftede bo. Som begrundelse herfor
anfører udvalget navnlig, at der ved indgåelse af nyt
ægteskab typisk vil ske en sammenblanding af
ægtefællernes økonomi, og at der derfor vil
være en risiko for, at aktiver fra det uskiftede bo mere
eller mindre bevidst overføres til den anden
ægtefælle. Det må derfor antages, at der ville
ske en stigning i antallet af misbrugssager. Hertil kommer de
praktiske vanskeligheder, der vil være med at afgøre,
hvad der hører til det uskiftede bo, når der skal ske
skifte ved den længstlevende ægtefælles
død, eller hvis det nye ægteskab ender med skilsmisse.
Et andet væsentligt argument mod, at nyt ægteskab
indgås uden skifte af det uskiftede bo, er efter udvalgets
opfattelse hensynet til den længstlevende
ægtefælles nye ægtefælle. Hvis
indgåelse af nyt ægteskab uden skifte bliver tilladt,
vil mange formentlig gifte sig igen uden nærmere at overveje,
hvordan den nye ægtefælle er stillet, hvis den
ægtefælle, der er i uskiftet bo, afgår ved
døden. I denne situation vil det uskiftede bo skulle
skiftes, og der vil skulle udbetales arv til
førstafdødes livsarvinger, inden der beregnes boslod
og arv til den nye ægtefælle. Dette vil kunne
føre til, at den nye ægtefælle bliver stillet
økonomisk meget dårligt. Uanset at en adgang til at
indgå nyt ægteskab uden at skifte kan forekomme
attraktiv for den længstlevende, vil dette således blot
udskyde problemerne og i en del tilfælde forværre dem.
Man kan også tænke sig den situation, at den
længstlevende ægtefælle, der er i uskiftet bo,
også bliver længstlevende i det nye ægteskab og
igen vælger uskiftet bo med den nye ægtefælles
livsarvinger, hvorefter den længstlevende, der nu er i to
uskiftede boer, på ny ønsker at indgå
ægteskab. At en person overlever mere end en
ægtefælle er ikke ganske sjældent forekommende,
og hvis skiftet hver gang udskydes, vil retsstillingen for
såvel ægtefælle som arvinger kunne blive ganske
uoverskuelig.
Efter gældende ret har
ægtefællen mulighed for at undgå skifte af det
uskiftede bo, hvis livsarvingerne giver skifteafkald. Gives
skifteafkaldet samtidig med et arveafkald overtager
ægtefællen boet til fri rådighed. Gives
skifteafkaldet uden samtidigt arveafkald, skal der i forbindelse
med skifte efter ægtefællens andet ægteskab
også foretages skifte af det uskiftede bo fra første
ægteskab. Udvalget anfører, at den bestående
adgang for livsarvingerne til at give afkald på skifte, uden
at der samtidig gives afkald på arven kan give anledning til
uklare formueforhold på senere skifter og skabe en
kompliceret skiftesituation særligt i tilfælde, hvor
der også er formuefællesskab i den længstlevende
ægtefælles nye ægteskab. Det er på den
baggrund udvalgets opfattelse, at der ikke bør være
adgang til at give skifteafkald med forbehold af arveretten.
Udvalget har desuden overvejet, om der
bør være adgang til indefrysning af livsarvingernes
arv, når uskiftet bo er udelukket, f.eks. på grund af
særbørnenes manglende samtykke, eller når den
længstlevende ægtefælle ønsker at gifte
sig igen. Bl.a. i lyset af forslagene om nedsættelse af
livsarvingernes tvangsarv, jf. pkt. 2.2.2., forhøjelsen af
ægtefællens legale arvebrøk og
beløbsgrænsen for ret til suppleringsarv, jf. pkt.
3.2.1. og 3.2.3., og udvidelsen af adgangen til arvehenstand, jf.
pkt. 6.2., foreslår udvalget ikke en sådan
indefrysning. Det er således udvalgets opfattelse, at
både den længstlevende ægtefælle og
førstafdødes særbørn - hvis forholdet
mellem parterne ikke er sådan, at særbørnene vil
samtykke i uskiftet bo €" i langt de fleste tilfælde er
bedst tjent med, at boet skiftes, og at den længstlevende
udbetaler arven til særbørnene ved hjælp af frie
midler i boet eller ved at optage lån i en ejerbolig.
Udvalget anfører, at der findes tilfælde, hvor den
længstlevende ægtefælles indtægts- og
formuemæssige forhold er sådan, at den
pågældende - på trods af den foreslåede
styrkelse af ægtefælle legale arv €" ikke vil
kunne beholde sin bolig, hvis arven til førstafdødes
livsarvinger skal betales straks. Det er imidlertid udvalgets
opfattelse, at denne gruppe vil kunne hjælpes ved en
udvidelse af adgangen til at få henstand med udbetaling af
arven, således at det ikke er nødvendigt at
indføre komplicerede nye regler om indefrysning.
Om disse mere generelle overvejelser henvises
nærmere til betænkningen s. 113-123.
5.2.2. Udvalgets forslag til
ændringer i de gældende regler
5.2.2.1. Krav til den
længstlevende ægtefælles solvens og kravene til
opgørelsen til skifteretten
Udvalget finder, at der er behov for at
præcisere og udbygge den gældende arvelovs
§ 10 om kravene til den længstlevende
ægtefælles solvens.
Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at
der ved vurderingen af, om den længstlevende
ægtefælle i sin bodel og fuldstændige
særeje har tilstrækkelige midler, skal tages hensyn til
dennes arv af førstafdødes fuldstændige
særeje og til eventuelle forsikrings- og pensionsydelser, som
tilkommer den længstlevende uden om boet.
Der forekommer i praksis tilfælde, hvor
alt, hvad ægtefællerne ejede, tilhørte den
førstafdøde ægtefælle. Her vil selv en
meget beskeden gæld hos den længstlevende kunne
medføre, at betingelserne for uskiftet bo ikke er opfyldt.
Dette kan efter udvalgets opfattelse forekomme urimeligt, navnlig
hvis der har været tale om et langvarigt ægteskab, og
der i øvrigt er ordnede økonomiske forhold. På
den anden side er et bærende hensyn bag den gældende
arvelovs § 10 en beskyttelse af
førstafdødes arvinger. Dette tilsiger, at et bo ikke
bør udleveres til uskiftet bo, hvis en underbalance hos den
længstlevende ægtefælle såvel set i forhold
til boets størrelse som i absolutte tal ikke er
ubetydelig.
Udvalget foreslår på denne
baggrund, at skifteretten bør kunne tillade udlevering til
uskiftet bo, hvis insolvensen efter boets forhold må anses
for ubetydelig. Udvalget foreslår endvidere, at
førstafdødes livsarvinger bør kunne give
samtykke til, at boet udleveres til uskiftet bo, uanset at
længstlevende er insolvent. Af hensyn til
ægtefællernes kreditorer bør udlevering uanset
arvingernes samtykke dog ikke kunne ske, hvis længstlevende
samlet set efter udleveringen vil være insolvent.
Efter den gældende arvelovs
§ 13 skal den længstlevende ægtefælle
inden 6 måneder efter dødsfaldet indsende en
opgørelse over aktiver og passiver, der hører til
fællesejet, og over sit fuldstændige særeje.
Formueoversigten har betydning ved vurderingen af boets
skattemæssige forhold. Den kan endvidere tjene som bevis,
hvis der senere opstår mistanke om misbrug af det uskiftede
bo.
Udvalget foreslår en udbygning af
kravene til den opgørelse, som den længstlevende
ægtefælle efter den gældende arvelovs
§ 13 skal indsende til skifteretten, således at det
klart fremgår, hvilke aktiver der hører til de to
ægtefællers bodele. Det foreslås endvidere, at
også førstafdødes eventuelle fuldstændige
særeje samt længstlevendes eventuelle
fællesejemidler, der ikke indgår i det uskiftede bo
(herunder forsikringsbeløb m.v.), bør fremgå af
opgørelsen, hvis betegnelse foreslås ændret til
"formueoversigt".
Hvis oversigten ikke indsendes rettidigt, er
der i den gældende arvelovs § 13, stk. 2,
hjemmel til at pålægge længstlevende
tvangsbøder. Efter udvalgets opfattelse vil en bedre
løsning i de tilfælde, hvor længstlevende ikke
indleverer oversigten, være, at skifteretten kan kræve,
at oversigten udarbejdes af en autoriseret bobestyrer, der
beskikkes af skifteretten.
Udvalget foreslår endvidere, at
justitsministeren skal have adgang til at fastsætte
nærmere regler om formueoversigten og om anvendelse af
blanketter i denne forbindelse. Udvalget foreslår, at der
udarbejdes et standardblanketsæt. Af hensyn til bl.a.
autoriserede bobestyrere, hvis edb-systemer i vidt omfang er bygget
op om individuelt udformede blanketter, bør der dog som
hidtil ikke være pligt til at anvende standardblanketter.
Udvalget peger endvidere på, at der efter de gældende
regler ikke stilles krav om, at fællesboopgørelsen
(åbningsstatus) skal indsendes til skattemyndighederne,
således som tilfældet er med åbningsstatus i
boer, der skiftes privat eller ved bobestyrer, og for boer, der
udleveres ved ægtefælleudlæg efter
dødsboskiftelovens kapitel 13. Det er i dag praksis ved de
fleste skifteretter, at fællesboopgørelsen indsendes
til skattemyndighederne. Det vil efter udvalgets opfattelse
være ønskeligt, at skattemyndighedernes
undersøgelse af, om boets formueforhold svarer til, hvad der
hidtil har været oplyst om den afdødes forhold, kan
ske allerede ved etableringen af det uskiftede bo, således at
skattemyndighederne i givet fald kan skride ind, mens
værdierne er i behold. Udvalget foreslår derfor, at det
fastsættes i de administrative regler, at formueoversigten
skal indleveres i to eksemplarer til skifteretten, der skal
videresende det ene til skattemyndighederne.
Udvalget foreslår, at livsarvingerne
skal have ret til at få udleveret et eksemplar af
formueoversigten. Efter retsafgiftslovens § 48,
stk. 1, skal der betales en afgift på 175 kr. herfor.
Udvalget foreslår, at første kopi af formueoversigten
skal udleveres gratis.
Efter gældende ret er det ikke pligt
til at underrette livsarvingerne om, at boet er udleveret til
uskiftet bo. Udvalget foreslår, at skifteretten fremover skal
underrette livsarvingerne om udlevering. Underretningen vil bl.a.
kunne få betydning for livsarvingernes mulighed for at
få udleveret et eksemplar af formueoversigten.
Af hensyn til afklaring af formueforholdene i
det uskiftede bo foreslår udvalget endvidere, at der fremover
skal indrykkes proklama inden udleveringen af et bo til uskiftet
bo. Dette forudsætter en ændring af
dødsboskifteloven.
Der henvises til betænkningen s.
123-126.
5.2.2.2. Hvilke aktiver
indgår i det uskiftede bo?
Arvelovsudvalget finder, at det også
fremover bør være udgangspunktet, at alt, hvad den
længstlevende ægtefælle erhverver, indgår i
det uskiftede bo, for så vidt det ikke er gjort til
fuldstændigt særeje.
Af den gældende arvelovs
§ 14, stk. 2, fremgår det, at reglerne om
uskiftet bo kun finder anvendelse på rettigheder, som er
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den
udstrækning, hvori det er foreneligt med de regler, der
særligt gælder for disse rettigheder. Bestemmelsen, der
stort set er en afskrift af § 15, stk. 2, i lov om
ægteskabets retsvirkninger, yder ikke megen vejledning til
brug for vurderingen af, i hvilket omfang disse ydelser skal
indgå i det uskiftede bo ved et skifte i den
længstlevende ægtefælles levende live. Af
retspraksis, jf. nærmere pkt. 5.1.2. ovenfor, følger
det endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en
ægtefælles rettigheder skal holdes uden for
fællesboskiftet i medfør af § 15,
stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, ikke
nødvendigvis skal afgøres på samme måde
ved dødsboskifte som ved skifte i anledning af separation og
skilsmisse.
Udvalget finder på denne baggrund, at
der er behov for at præcisere og udbygge den gældende
arvelovs § 14, stk. 2, med henblik på at
klargøre, hvornår § 15,
stk. 2-rettigheder og ydelser udbetalt i medfør af
sådanne rettigheder indgår i det uskiftede bo ved
skifte af boet i den længstlevende ægtefælles
levende live.
Udvalget foreslår, at det kommer til at
fremgå af bestemmelsen, at livsforsikringer, herunder
ulykkeslivsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser, der
kommer til udbetaling til den længstlevende
ægtefælle i anledning af den førstafdøde
ægtefælles død ikke skal indgå i det
uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende
ægtefælles levende live. Begrundelsen herfor er, at
hovedformålet med sådanne ydelser er at sikre den
længstlevende ægtefælles forsørgelse.
Forslaget svarer til retsstillingen efter gældende ret.
Det bør endvidere fremgå af
loven, at det er en forudsætning, at de
pågældende ydelser ikke er forbrugt. Dette vil
være en lovfæstelse af, hvad der allerede i dag €"
efter en analogi af erstatningsansvarslovens § 18,
stk. 2 - må anses for gældende ret for så
vidt angår livsforsikringsydelser.
Udvalget foreslår endvidere, at det
kommer til at fremgå af loven, at den længstlevende
ægtefælles egne livsforsikringer, herunder
ulykkeslivsforsikringer, pensionsrettigheder og lignende
rettigheder ikke indgår i det uskiftede bo. Begrundelsen
herfor er, at hovedformålet med sådanne ordninger er at
sikre den længstlevende ægtefælles
forsørgelse. Dette afklarer den tvivl, der i praksis har
været om, hvorvidt længstlevendes egne
livsforsikringer, pensionsrettigheder og lignende rettigheder
indgår i det uskiftede bo.
Herudover foreslår udvalget, at det
kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven, at beløb,
der er udbetalt fra den længstlevendes egne ordninger,
indgår i det uskiftede bo.
Dette skal dog ikke gælde for
udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder
samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at
være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har
mistet sin karakter af pensionsopsparing. Baggrunden herfor er, at
de nævnte beløb er større engangsbeløb.
Det kan endvidere være tilfældigt, om en
kapitalpensionsordning eller en livsforsikring er udbetalt eller ej
på skiftetidspunktet, og kapitalen er som altovervejende
hovedregel tænkt som forsørgelse af
længstlevende også i perioden efter et skifte af det
uskiftede bo i ægtefællens levende live. Et
beløb mister sin karakter af pensionsordning, hvis ordningen
er blevet udbetalt i utide, og beløbet er blevet beskattet
efter pensionsbeskatningslovens § 28. Endvidere
foreslår udvalget, at reglerne om, hvorvidt ydelserne
indgår i det uskiftede bo, også skal finde anvendelse
på indtægter og surrogater af udbetalte beløb.
Reglen svarer til dansk rets almindelige indtægts- og
surrogationsregler, sml. § 28, stk. 3, i lov om
ægteskabets retsvirkninger (indtægter og surrogater af
særeje).
Efter den gældende arvelovs
§ 14, stk. 3, kan arv og gave holdes uden for det
uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3
måneder efter arvens eller gavens modtagelse. Hvis den
længstlevende er indsat som begunstiget i tredjemands
livsforsikring, antages det, at § 14, stk. 3, er
analogt anvendelig. Der er efter udvalgets opfattelse ikke grundlag
for at behandle kapitalpensionsopsparinger anderledes end
livsforsikringer i denne henseende. Det foreslås derfor, at
det kommer til at fremgå af loven, at også
livsforsikringssummer og kapitalpensionsopsparinger, der tilfalder
ægtefællen fra tredjemand, er omfattet af bestemmelsen
i den gældende arvelovs § 14, stk. 3.
Der henvises til betænkningen s.
126-130.
5.2.2.3. Misbrug af det
uskiftede bo mv.
Det er udvalgets opfattelse, at reglerne om,
hvornår der foreligger misbrug af det uskiftede bo og om
vederlagskrav og omstødelse, i det væsentlige fungerer
tilfredsstillende i praksis, og at der derfor kun er behov for
enkelte ændringer og præciseringer i reglerne.
Udvalget foreslår, at reglerne om
vederlagskrav udbygges, således at de i højere grad
stemmer overens med vederlagskravsreglen i § 23 i lov om
ægteskabets retsvirkninger, der finder anvendelse ved skifte
i anledning af separation og skilsmisse samt død på
dispositioner, der er foretaget under ægteskabet. Udvalget
foreslår herunder, at et vederlagskrav i anledning af misbrug
af det uskiftede bo også skal kunne rettes mod den
længstlevende ægtefælles fællesejemidler
uden for det uskiftede bo.
Det har desuden givet anledning til tvivl, om
en livsarvings krav på vederlag efter den gældende
arvelovs § 21 har virkning for alle arvinger, eller kun
for den eller de, der har krævet vederlaget. Med udgangspunkt
i Vestre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1981, s. 552, foreslår udvalget, at det
kommer til at fremgå af loven, at retten til vederlagskrav
tilkommer enhver livsarving, dvs. at kravet kan fremsættes
uden at de andre arvinger tilslutter sig kravet og med den
konsekvens, at de øvrige arvinger ikke kommer til at nyde
godt af vederlaget.
Herudover foreslår udvalget, at
adgangen til omstødelse udvides til at omfatte arveforskud,
der står i misforhold til boets formue, og som ikke kan
€" eller ikke kan forventes €" at kunne blive afkortet i
den pågældende arvings arv.
Den længstlevende ægtefælle
kan imidlertid på anden måde end ved gave og
arveforskud misbruge sin rådighed til fordel for en enkelt
arving eller tredjemand. Indbetaling af et stort beløb
på en livsforsikring med f.eks. en bestemmelse om, at
forsikringen ved længstlevendes død skal udbetales til
en begunstiget, kan efter omstændighederne virke på
samme måde som en gave. Det samme gælder for indskud
på en konto i et pengeinstitut med bestemmelse om, at
opsparingen ved død skal udbetales til en begunstiget.
Også løbende indbetalinger på en livsforsikring
eller lignende ordning, som skal komme til udbetaling til en
begunstiget, kan udgøre et misbrug af det uskiftede bo, hvis
det samlede beløb, der indbetales, står i misforhold
til boet.
På den baggrund foreslår
udvalget, at der også skal være adgang til
omstødelse, når en livsforsikring eller lignende
ordning kommer til udbetaling til en begunstiget, og forsikringen
er oprettet for boets midler for et beløb, der stod i
misforhold til boets formue. Der vil formentlig blive tale om et
meget begrænset antal sager, men en regel herom må -
på samme måde som reglen om omstødelse af gaver
mv. - antages at have en vis præventiv virkning og modvirke,
at den længstlevende som alternativ til en omstødelig
gave vælger at indsætte modtageren som begunstiget i en
forsikring eller pension.
Omstødelse bør som hidtil kun
ske, når modtageren er i ond tro.
Efter udvalgets opfattelse bør der
endvidere ikke være adgang til at kræve
omstødelse i forbindelse med skiftet efter den
længstlevende ægtefælles død, hvis en
livsarving kan opnå fuld dækning for sin arveret gennem
et vederlagskrav. I en sådan situation er anlæggelse af
en omstødelsessag unødvendig. Udvalget
foreslår, at der medtages en udtrykkelig regel herom.
Efter gældende ret anlægges sager
om omstødelse i uskiftet bo ved de almindelige domstole, da
spørgsmålet om omstødelse ikke er omfattet af
skifterettens kompetence efter dødsboskiftelovens
§ 89, jf. f.eks. Vestre Landsrets dom gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1431. Dette harmoner med
reglerne om omstødelse i konkurs, jf. konkurslovens kapitel
8, hvorefter en sag om omstødelse som udgangspunkt skal
anlægges ved de almindelige domstole. Efter konkurslovens
§ 242 kan skifteretten dog efter parternes vedtagelse
afgøre tvister om krav, der gøres gældende af
konkursboet, herunder omstødelsessager. En tilsvarende
hjemmel findes ikke i dødsboskifteloven.
Udfaldet af en omstødelsessag kan
få stor betydning for afviklingen af skiftet af det uskiftede
bo. Denne tætte sammenhæng mellem skiftet og
omstødelsessagen taler efter udvalgets opfattelse for, at
sager om omstødelse bør være omfattet af
skifterettens saglige kompetence. Udvalget foreslår derfor,
at sager om omstødelse fremover skal anlægges ved
skifteretten, der skal træffe afgørelse ved dom. Som
det er tilfældet med sager, der behandles efter
dødsboskiftelovens § 89, bør der være
adgang til at få sagen henvist til eller anlagt for
landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens
§§ 226 og 227.
Efter den gældende arvelovs
§ 22, stk. 2, 2. pkt., skal omstødelsessag
anlægges inden 1 år efter, at arvingen er blevet
vidende om gaven, og inden 5 år efter gavens
fuldbyrdelse.
Udvalget foreslår, at fristreglerne
udformes således, at sagen skal anlægges inden 1
år efter, at livsarvingen har eller burde have fået
kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet, og senest
5 år efter gavens fuldbyrdelse.
Udvalgets forslag indebærer, at det ved
beregningen af 1-års fristen er fuldbyrdelsestidspunktet, der
er afgørende. Det medfører, at der ikke kan
indtræde forældelse, så længe der alene er
tale om et gaveløfte. Dette er muligvis en ændring af
den hidtidige retstilstand, idet 1-års fristen i den
gældende arvelovs § 22 løber fra det
tidspunkt, hvor "arvingen er blevet vidende om gaven", hvilket
formentlig også omfatter arvingens viden om, at der er givet
et gaveløfte. Efter udvalgets opfattelse er det imidlertid
mest hensigtsmæssigt, at forældelsesfristerne i forhold
til anlæggelse af omstødelsessag først
løber fra det tidspunkt, hvor formueforskydningen faktisk
har fundet sted.
Den 1-årige forældelsesfrist i
den gældende arvelovs § 22, stk. 2, regnes som
nævnt fra det tidspunkt, hvor "arvingen er blevet vidende om
gaven". En livsarving, der har eller burde have fået kendskab
til, at den længstlevende ægtefælle har foretaget
omstødelige dispositioner bør imidlertid ikke kunne
undgå, at der indtræder forældelse ved at holde
sig i bevidst uvidenhed, eller hvis almindelig agtpågivenhed
ville have givet arvingen den fornødne viden om
dispositionen. Udvalget foreslår derfor, at også "burde
viden" skal indebære, at fristen løber. Dette
adskiller sig imidlertid ikke afgørende fra gældende
ret. Således har en arving, der under
dødsbobehandlingen har fået kendskab til en mulig
omstødelig disposition, heller ikke hidtil passivt kunnet
afvente yderligere materiale, men har undertiden selv måttet
foretage sig noget aktivt for at skaffe oplysninger frem, jf. Svend
Danielsen, Arveloven med kommentarer, 5. udg. 2005, s. 242.
Udvalget foreslår, at
forældelsesfristen på 5 år fra gavens
fuldbyrdelse videreføres. Baggrunden herfor er, at en
begæring om skifte altid vil komme fra en livsarving, som kan
have større indsigt i boets forhold. Af hensyn til den
uagtsomme modtager af en gave mv. bør fristen på 5
år være absolut, således som det er
tilfældet efter gældende ret.
Der henvises til betænkningen s.
113-131 og s. 467-470.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Af de grunde, der er anført af
udvalget, kan Justitsministeriet tilslutte sig, at den
længstlevende ægtefælle som hidtil alene skal
have ret til at overtage fællesboet uden at skifte med
fælles livsarvinger, og at uskiftet bo med den
førstafdøde ægtefælles
særbørn alene kan etableres, når
særbørnene samtykker heri. Justitsministeriet kan
endvidere tiltræde udvalgets overvejelser om, at der ikke
bør skabes adgang til uskiftet bo med fuldstændigt
særeje og om, at der ikke er noget praktisk behov for en
indførelse af regler om adgang til "indefrysning" af
livsarvingernes arv, når uskiftet bo er udelukket, f.eks.
på grund af særbørnenes manglende samtykke,
eller når den længstlevende ægtefælle
ønsker at gifte sig igen.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tiltræde Arvelovsudvalgets overvejelser om behovet for
ændringer i de gældende regler om uskiftet bo, jf.
ovenfor pkt. 5.2.2, og lovforslaget er med enkelte ændringer
af redaktionel karakter udformet i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet er således enig i
den foreslåede præcisering og skærpelse af
kravene til den længstlevende ægtefælles
solvens.
Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde udvalgets anbefaling om skærpelse af kravene
til den formueopgørelse, som den længstlevende
ægtefælle skal indgive til skifteretten, herunder
forslagene om, at livsarvingerne efter anmodning skal have ret til
at få udleveret formueoversigten og altid skal underrettes om
udleveringen til uskiftet bo. Det må antages, at
livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil have en
sådan tilknytning til den længstlevende
ægtefælle, at de i forvejen er bekendt med udleveringen
til uskiftet bo. I visse tilfælde kan forbindelsen til
familien dog af den ene eller den anden årsag være
brudt, og en underretningsregel kan i sådanne tilfælde
være hensigtsmæssig. Hertil kommer, at uskiftet bo
alene er en udskydelse af skiftet, og at den længstlevende
ægtefælles rådighed over boet er begrænset
af misbrugsreglerne. Den foreslåede underretningsregel og
reglen om, at livsarvingerne efter anmodning har ret til at
få udleveret formueoversigten, vil indebære en
styrkelse af livsarvingernes mulighed for at blive gjort bekendt
med boets formueforhold ved udleveringen og dermed også for
livsarvingernes mulighed for at vurdere, om den længstlevende
ægtefælle senere har misbrugt rådigheden over det
uskiftede bo. Reglerne om kravene til formueoversigten findes i
lovforslagets § 22 og svarer med en enkelt
indholdsmæssig ændring til udvalgets lovudkast, idet
det foreslås, at formueoversigten skal indeholde oplysninger
om alle den længstlevende ægtefælles
fællesejemidler, uanset om disse ville indgå i delingen
på et skifte. Herved skabes der et fuldt overblik over de
økonomiske forhold.
For så vidt angår udvalgets
forslag om, at første genpart af formueoversigten skal
udleveres gratis, henvises til § 4, nr. 3, i det
lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt
forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og
ændringer som følge af arveloven mv.), som er fremsat
samtidig med dette lovforslag, hvor det foreslås, at
retsafgiftslovens § 49, stk. 2, ændres i
overensstemmelse med udvalgets anbefaling.
Af de grunde, der er anført af
udvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde den
foreslåede præcisering af reglerne om, hvilke aktiver
der indgår i det uskiftede bo. Præciseringen har
navnlig til formål at klargøre, i hvilket omfang
forsikringer og pensionsrettigheder mv. indgår i det
uskiftede bo. Udvalgets overvejelser om udformningen af disse
regler bygger i vidt omfang på overvejelserne i
betænkning nr. 1466/2005 om ægtefællers
pensionsrettigheder €" behandling på skifte af
fællesbo. Overvejelserne i betænkning nr. 1466/2005 er
udmøntet i lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af
lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af
fællesbo mv. (pensionsrettigheders behandling ved
død), hvor der bl.a. blev indsat en række nye
bestemmelser i lov om ægteskabets retsvirkninger
§§ 16 a-16 h. Reglerne træder i kraft den 1.
januar 2007.
På et enkelt punkt foreslår
Justitsministeriet imidlertid en udvidelse af reglerne i forhold
til udvalgets overvejelser. Efter udvalgets lovudkast indgår
arv, gave samt livsforsikringer og kapitalpensionsopsparinger, som
tilfalder den længstlevende ægtefælle fra
tredjemand, ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen
anmoder om skifte inden 3 måneder fra formuegodets
anskaffelse. Udvalgets lovudkast indebærer, at f.eks. en
ratepension eller en livrente tegnet af tredjemand til fordel for
længstlevende ikke omfattet af bestemmelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der
ikke noget grundlag for at behandle sådanne ydelser
anderledes end livsforsikringer og kapitalpensionsopsparinger. Det
er således Justitsministeriets opfattelse, at alle
pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den
længstlevende ægtefælle fra tredjemand, ikke skal
indgå i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder
om skifte inden 3 måneder fra den første udbetaling,
jf. lovforslagets § 23, stk. 7.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
den bestående adgang for livsarvingerne til at give afkald
på skifte, uden at der samtidig gives afkald på arven,
kan give anledning til uklare formueforhold på senere skifter
og skabe en kompliceret skiftesituation særligt i
tilfælde, hvor der også er formuefællesskab i den
længstlevende ægtefælles nye ægteskab.
Efter omstændighederne vil et sådant skifte
indebære, at den længstlevende €" nye €"
ægtefælle ikke har råd til at forblive i den
hidtidige fælles bolig. Desuden vil det ofte være
vanskeligt at afgøre, hvilke aktiver, der tilhører
ægtefællerne hver for sig eller i fællesskab
(sameje) på grund af sammenblanding af formuemassen.
Justitsministeriet kan på denne
baggrund tiltræde, at der ikke bør være adgang
til at give skifteafkald med forbehold af arveretten.
Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde udvalgets overvejelser om præcisering og
udbygning af reglerne om misbrug af det uskiftede bo, herunder den
foreslåede udvidelse af omstødelsesreglen til
også at omfatte arveforskud og beløb, der kommer til
udbetaling fra en forsikrings- eller pensionsordning, der er
oprettet ved indskud af midler fra det uskiftede bo, som står
i misforhold til boets formue. Justitsministeriet er endvidere enig
i, at sager om omstødelse fremover bør behandles ved
skifteretten. Det tiltrædes desuden, at der ikke bør
være adgang til omstødelse, hvis arvingen kan få
fuld dækning fra sit arvekrav gennem et vederlagskrav.
Lovforslaget er derfor med enkelte ændringer udformet i
overensstemmelse hermed.
For så vidt angår vederlagskrav
finder Justitsministeriet, at reglerne i arveloven og lov om
ægteskabets retsvirkninger bør have det samme indhold.
Det indebærer navnlig, at udvalgets forslag om, at der
også bør være adgang til at rette et
vederlagskrav i anledning af misbrug af det uskiftede bo mod den
længstlevende ægtefælles midler uden for det
uskiftede bo (fællesejemidler, der ikke indgår i
delingen af det uskiftede bo), ikke er medtaget i lovforslaget.
Baggrunden herfor er, at der ikke er adgang hertil efter den
tilsvarende bestemmelse i § 23, stk. 1, i lov om
ægteskabets retsvirkninger.
Der henvises til lovforslagets
§§ 17-34 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Lovforslagets § 22, stk. 4,
indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren
fastsætter nærmere regler om formueoversigten og om de
blanketter, der kan anvendes i den forbindelse. Bemyndigelsen vil
bl.a. blive anvendt til at fastsætte en regel om, at
formueoversigten skal indleveres i 2 eksemplarer, og at
skifteretten skal videresende det ene eksemplar til SKAT.
Som anført i pkt. 5.2.2.1.
foreslår udvalget, at der udarbejdes et
standardblanketsæt. Justitsministeriet vil drøfte
dette spørgsmål med Domstolsstyrelsen.
For så vidt angår udvalgets
forslag om, at der fremover skal indrykkes proklama inden
udleveringen af et bo til uskiftet bo, henvises til § 3,
nr. 6, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven
samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger
og ændringer som følge af arveloven mv.), der er
fremsat samtidig med dette lovforslag.
6. Arvehenstand for
længstlevende ægtefælle
6.1. Gældende
ret
Efter arvelovens § 24 e kan
skifteretten give den længstlevende ægtefælle
henstand med udbetalingen af arven til afdødes umyndige
livsarvinger, indtil arvingerne bliver myndige. Henstand kan kun
gives, i det omfang arven ikke kan udredes uden afhændelse af
fast ejendom eller løsøre, som er nødvendig
for, at den længstlevende ægtefælle kan
opretholde hjemmet eller sit erhverv, eller uden at
ægtefællen berøves andre midler, som er
nødvendige herfor. Adgangen til henstand beror således
på en konkret vurdering af den længstlevende
ægtefælles behov for at opnå henstand. Det er et
vilkår for ydelse af henstand, at den længstlevende
ægtefælle stiller en efter forholdene passende
sikkerhed for arvekrav, der er omfattet af henstanden.
Der er fastsat nærmere regler om
henstand i arvehenstandsbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 55 af 23. januar 1997 om ydelse af
henstand med udbetaling af umyndige livsarvingers arv), herunder
navnlig om kravene til sikkerhedsstillelsen.
Henstand kan gives, uanset hvilken
formueordning der har været i ægteskabet. Bestemmelsen
kan anvendes både i forhold til fælles livsarvinger og
i forhold til særlivsarvinger. I førstnævnte
tilfælde udgør de gældende regler om henstand et
alternativ til uskiftet bo. Henstand kan endvidere gives, hvor en
ægtefælle, der er i uskiftet bo med mindreårige
livsarvinger, ønsker at gifte sig igen. Bestemmelsen
gælder såvel legal som testamentarisk arv. I relation
til særlivsarvinger er de gældende regler særligt
møntet på den situation, hvor den længstlevende
ægtefælle i henstandsperioden bekoster
mindreårige livsarvingers underhold og uddannelse. Det
fremgår således af arvehenstandsbekendtgørelsens
§ 2, at henstand i forhold til en særlivsarving kun
må indrømmes, når ganske særlige
omstændigheder taler herfor, hvis den længstlevende
ægtefælle ikke bekoster særlivsarvingens
underhold og uddannelse.
Der henvises til betænkningen s.
133-134.
6.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Udvalget finder, at den længstlevende
ægtefælle fortsat kun bør have adgang til
henstand med udbetaling af arven til den førstafdøde
ægtefælles livsarvinger (fælles livsarvinger og
særlivsarvinger), hvis et skifte ikke kan gennemføres,
uden at ægtefællen skal afhænde fast ejendom, der
tjener til familiens bolig eller €" som noget nyt -
sommerbolig, eller aktiver, der er nødvendige for den
længstlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Er
denne betingelse ikke opfyldt, må arven udredes, medmindre
ægtefællen har mulighed for uskiftet bo. Arvehenstand
skal som hidtil være muligt i tilfælde, hvor en
ægtefælle i uskiftet bo ønsker at skifte, f.eks.
med henblik på at gifte sig igen.
Arvelovsudvalget foreslår, at adgangen
til arvehenstand udvides, således at ægtefællen
også kan få henstand med udbetalingen af myndige
livsarvingers arv. Som begrundelse herfor henviser udvalget til, at
der også i denne situation kan være et behov for at
give den længstlevende ægtefælle en
overgangsperiode, hvor den pågældende får
mulighed for at tilpasse sin økonomi og livsførelse
til de ændrede forhold efter ægtefællens
død.
Udvalget anfører, at en
henstandsordning, der giver mulighed for at lade arvehenstanden
fortsætte ud over livsarvingernes 18. år, bør
udformes således, at fastlæggelsen af varigheden bygger
på klare kriterier. Det bør på forhånd
være klart for både den længstlevende
ægtefælle og livsarvingerne, hvor lang tid henstanden
maksimalt kan løbe. Udvalget foreslår på den
baggrund, at henstand skal gives af skifteretten for 5 år fra
den førstafdøde ægtefælles
dødsdag. Henstanden skal altid regnes fra den
førstafdøde ægtefælles dødsdag,
uanset om henstanden først meddeles efter længere tid,
f.eks. efter at den længstlevende ægtefælle i en
periode har været i uskiftet bo. Skifteretten kan
forlænge perioden med yderligere 5 år.
En henstandsarv skal dog som hidtil tidligst
udbetales, når et fællesbarn fylder 18 år.
Tilsvarende skal efter udvalgets opfattelse gælde i forhold
til et særbarn efter den førstafdøde
ægtefælle, hvis ægtefællen overtager den
privatretlige forsørgelsespligt over barnet.
Det skal ikke være en betingelse for
arvehenstand i forhold til den førstafdøde
ægtefælles særlivsarving, at den
længstlevende ægtefælle overtager den
privatretlige forsørgelsespligt over barnet, fordi en
generel regel om forsørgelsespligt over for umyndige
særlivsarvinger som betingelse for arvehenstand kan skabe
grobund for konflikter mellem stedforældre og
særbørn, der måske i forvejen ikke har et
særligt nært forhold til hinanden. Det forhold, at den
længstlevende ægtefælle ikke bekoster den
mindreåriges underhold eller uddannelse, skal efter udvalgets
opfattelse ikke, som det er tilfældet efter den
gældende regel i arvehenstandsbekendtgørelsens
§ 2, medføre, at arvehenstand kun kan meddeles,
når der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Udvalget foreslår derfor, at der i den situation €" ud
fra en almindelig vurdering af den længstlevende
ægtefælles behov for arvehenstand €" skal
være mulighed for arvehenstand efter den foreslåede
almindelige regel om arvehenstand, dvs. for en periode på 5
år, men med mulighed for forlængelse i yderligere 5
år. For at sikre, at mindreårige særlivsarvinger,
hvorover forsørgelsespligten ikke overtages af den
længstlevende ægtefælle, i henstandsperioden ikke
stilles vanskeligere i forsørgelsesmæssig henseende,
foreslår udvalget, at skifteretten kan bestemme, at der skal
udbetales et efter boets forhold passende beløb til
afdødes særlivsarving til forsørgelse, indtil
barnet fylder 18 år. En tilsvarende regel findes i den
gældende arvehenstandsbekendtgørelses § 7,
stk. 1, og foreslås således optaget i loven.
Udvalget finder, at arv, der omfattes af en
henstandsordning, skal udbetales kontant, og at livsarvingerne
derfor som udgangspunkt hverken i forbindelse med meddelelsen af
henstanden eller ved henstandens udløb skal have ret til at
overtage boets aktiver efter vurdering. Er der tale om henstand i
forhold til fælles livsarvinger, vil disse imidlertid have
ret til overtagelse efter vurdering i boet efter den
længstlevende ægtefælle. En tilsvarende
retstilling opnår den førstafdøde
ægtefælles særlivsarvinger ikke, og derfor
foreslår udvalget en regel om, at en særlivsarving
efter den førstafdøde ægtefælle skal have
mulighed for i forbindelse med, at henstanden gives, at udtage
genstande, som har en særlig erindringsværdi for den
pågældende, mod at værdien heraf fradrages i
arven. Bortset fra aktiver med særlig erindringsværdi
bør særlivsarvinger ikke have krav på at
overtage aktiver i førstafdødes bo til
vurderingsprisen, hvis aktiverne indgår i en
henstandsordning, medmindre den førstafdøde har
truffet anden bestemmelse i et testamente.
I tilfælde, hvor der alene meddeles
arvehenstand med udbetalingen af en del af arven, kan livsarvingen
inden for den del af arvelodden, der skal udbetales på
skiftet, dog selvsagt benytte sig af adgangen til overtagelse efter
vurdering i overensstemmelse med de almindelige regler herom.
Efter de gældende regler skal arv, der
er omfattet af henstand, forrentes med mindst 8 pct. om året.
Udvalget anfører, at dette har bidraget til, at reglerne
alene er blevet anvendt i meget begrænset omfang i
praksis.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at det fastsættes i de administrative regler, der
skal udstedes i medfør af loven, at arv, der er omfattet af
en henstandsordning, skal forrentes med mindsterenten efter
kursgevinstlovens § 38. Som hidtil bør der som
udgangspunkt ikke betales rente i tilfælde, hvor den
længstlevende ægtefælle har eller overtager
forsørgelsespligten over en umyndig livsarving efter
førstafdøde (fælles livsarving eller
særlivsarving), dog med den modifikation, at mindsterenten
skal betales i den udstrækning, renten overstiger udgiften
ved forsørgelsen, smh. den gældende
arvehenstandsbekendtgørelse § 6, 2. pkt. Udvalget
peger i den forbindelse på, at
værgemålsbekendtgørelsens § 15,
stk. 2, hvorefter faderen eller moderen som værge for et
hjemmeboende barn kan modtage indtil 48.000 kr. årligt i
rente mv. for barnet uden at skulle aflægge regnskab, vil
medføre, at en sådan regel kun vil få betydning
ved meget store arvekrav. I tilfælde, hvor den
længstlevende ægtefælle har eller overtager
forsørgelsespligten over en umyndig livsarving efter
førstafdøde, og der derfor ikke betales rente eller
kun betales rente af en del af arvekravet, vil en eventuel
kursgevinst ved overdragelse af arvekravet blive beskattet.
Overdragelse af arvekrav, der er omfattet af en henstand, hvor den
længstlevende ægtefælle har eller overtager
forsørgelsespligten over en mindreårig livsarving
efter den førstafdøde ægtefælle
(fælles livsarving eller særlivsarving), vil formentlig
forekomme meget sjældent i praksis.
Udvalget anfører, at
renteindtægten vil være indkomstskattepligtig for
arvingen, jf. statsskattelovens § 4, litra e), og at
ægtefællen kan fratrække renteudgiften i den
skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, litra
e) og ligningslovens § 5, stk. 1.
En ordning, hvorefter renterne tilskrives og
samtidig forfalder, men først udbetales til arvingerne ved
henstandsperiodens udløb, er efter udvalgets opfattelse ikke
hensigtsmæssig, medmindre beskatningen af
renteindtægterne udskydes tilsvarende. Hertil kommer, at
ægtefællens fradragsret for renteudgifterne kan
være begrænset af ligningslovens § 5,
stk. 8, hvorefter renteudgifter først kan fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det
indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter mv. for
tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er
betalt inden udgangen af indkomståret.
Udvalget foreslår derfor, at det
fastsættes i de administrative regler, der skal udstedes i
medfør af loven, at ægtefællen skal betale
renten til arvingerne hvert halve år. Renteindtægter,
der tilfalder en umyndig livsarving, skal behandles i
overensstemmelse med de almindelige regler i
værgemålslovgivningen om anbringelse og forvaltning af
umyndiges midler.
Udvalget foreslår endvidere, at kravet
om, at ægtefællen skal stille sikkerhed for arvekravet,
fastholdes. Sikkerheden skal fastsættes af skifteretten. Hvis
sikkerheden forringes væsentligt, skal det være muligt
for en livsarving og statsforvaltningen, hvis livsarvingen er
umyndig, at kræve arven udbetalt. Udvalget finder, at
spørgsmålet om udbetaling af arven som følge af
forringelse af sikkerheden bør være et
spørgsmål, der afgøres af skifteretten. Det
skal således være skifteretten, der ved kendelse tager
stilling til tvister om genstanden for sikkerheden, dennes
størrelse eller vilkårene for denne. Adgangen til at
forlange udbetaling er i dag tillagt statsamtet, jf.
arvehenstandsbekendtgørelsens § 9,
stk. 2.
I de administrative regler, der skal udstedes
i medfør af loven, foreslår udvalget, at der bliver
fastsat regler om statsforvaltningens adgang til at afkræve
den længstlevende ægtefælle de oplysninger, der
er nødvendige til belysning af om sikkerheden for en umyndig
livsarvings arv ikke længere er tilstrækkelig, sml. den
gældende arvehenstandsbekendtgørelses § 9,
stk. 3. Det bør endvidere fastsættes, at
statsforvaltningen skal godkende en omlægning af sikkerheden,
sml. arvehenstandsbekendtgørelsens § 10, og at
statsforvaltningens afgørelse herom kan indbringes for
skifteretten. Udvalget foreslår i den forbindelse, at det
fastsættes, at statsforvaltningen kan tillade en
omlægning af sikkerheden, også selvom sikkerheden ikke
er væsentligt forringet, hvis den længstlevende
ægtefælle anmoder herom, f.eks. i forbindelse med et
påtænkt salg af en fast ejendom, der er stillet til
sikkerhed for arvekravet. For så vidt angår myndige
livsarvinger finder udvalget, at de administrative regler
bør udformes således, at der i højere grad end
ved umyndige livsarvinger bliver mulighed for, at sikkerheden kan
aftales mellem parterne. Parterne bør således kunne
aftale en ændring af sikkerhedsstillelsen, f.eks. i
tilfælde af, at en fast ejendom sælges, og en ny
købes. Udvalget peger i den forbindelse på, at det
falder uden for forvaltningsafdelingernes opgaver at skulle
forvalte et arvekrav og sikkerhedsstillelsen i forbindelse hermed i
tilfælde, hvor der ikke er tale om umyndige livsarvinger. Kan
livsarvingerne og den længstlevende ægtefælle
ikke blive enige om en omlægning af sikkerheden, bør
skifteretten kunne træffe afgørelse herom.
Udvalget anfører, at et bo er skiftet,
selvom der gives arvehenstand. Dette indebærer, at
afgiftspligten indtræder ved den førstafdøde
ægtefælles død, og der skal derfor betales
boafgift efter boafgiftslovens § 1 i forbindelse med, at
der gives henstand. Udredningen af boafgiften er en
økonomisk belastning for ægtefællen, der ikke
harmonerer med formålet bag reglerne om arvehenstand. Efter
udvalgets opfattelse bør det derfor overvejes at ændre
boafgiftsloven, således at afgiftsbetalingen udskydes til det
tidspunkt, hvor henstanden udløber, og hvor arvingen
får arven udbetalt. Hvis arvekravet belånes eller
på anden måde overdrages, således at der skabes
mulighed for realisering af henstandsarven, bør afgiften dog
forfalde.
Der henvises til betænkningen s.
135-146.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om, at arvehenstand som hidtil kun skal
være muligt i tilfælde, hvor ægtefællen
ikke kan udbetale arven uden afhændelse af fast ejendom,
løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige,
for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit
erhverv. Hvis ægtefællen kan skifte med
førstafdødes arvinger uden at lide væsentlige
økonomiske afsavn som følge af skiftet, bør
der således ikke være adgang til arvehenstand.
Justitsministeriet er enig med udvalget i den
foreslåede udvidelse af adgangen til arvehenstand,
således at der også kan ydes arvehenstand i forhold til
myndige livsarvinger. Også i tilfælde, hvor
livsarvingerne er myndige, kan den længstlevende
ægtefælle have behov for i en periode at kunne
råde over f.eks. en fast ejendom, som det ellers ville have
været nødvendigt at sælge i forbindelse med
skiftet for at udrede livsarvingernes arv. Justitsministeriet kan
tiltræde, at henstanden skal have en varighed på 5
år, men med mulighed for forlængelse i yderligere 5
år. En sådan udformning af reglerne vil indebære,
at ægtefællen får en passende periode til at
indrette sin fremtidige livsførelse på den
ændrede økonomiske situation.
Som anført i pkt. 6.2. foreslår
udvalget, at en henstandsarv i overensstemmelse med den
gældende arvelovs § 24 e tidligst skal udbetales
ved en fælles livsarvings fyldte 18 år. Da den
længstlevende ægtefælle har
forsørgelsespligt over for den fælles livsarving,
indtil barnet bliver myndigt, dvs. fylder 18 år, er
Justitsministeriet enig i, at den gældende retstilstand
videreføres på dette område.
Udvalget foreslår endvidere, at
henstandsarven tidligst skal udbetales ved en særlivsarvings
fyldte 18. år, hvis den længstlevende
ægtefælle overtager den privatretlige
forsørgelsespligt over barnet.
Justitsministeriet er enig i, at henstanden
også i denne situation bør vare, indtil
særlivsarvingen bliver myndig. Efter Justitsministeriets
opfattelse er der behov for en regel, der sikrer dokumentation for,
at den privatretlige forsørgelsespligt over barnet er
overtaget. Justitsministeriet foreslår på den baggrund,
at lovforslaget udformes således, at den længstlevende
ægtefælle i forbindelse med, at henstanden gives, over
for skifteretten skal erklære, at den pågældende
overtager forsørgelsespligten over den
førstafdødes særlivsarving.
Forsømmer ægtefællen den
overtagne forsørgelsespligt, kan der blive tale om at
pålægge denne at betale bidrag i medfør af lov
om børns forsørgelse, således som det er
tilfældet, hvor ægtefællen i forbindelse med et
bos udlevering til uskiftet bo overtager forsørgelsespligten
over en særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle, jf. lovforslagets § 18,
stk. 3. Det foreslås endvidere, at statsforvaltningen
kan anmode skifteretten om at bestemme, at den længstlevende
ægtefælle skal udbetale arven, hvis
ægtefællen har forsømt sin
forsørgelsespligt over for barnet, sml. lovforslagets
§ 29, stk. 4, om den længstlevende
ægtefælles forsømmelse i uskiftet bo af
forsørgelsespligten over en livsarving. Statsforvaltningen
foreslås ikke tillagt en egentlig tilsynsforpligtelse, hvis
der kommer en anmodning om udbetaling af arven fra arvingens
værge eller eventuelt en ad hoc værge beskikket efter
værgemålslovens § 47.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne
om arvehenstand for den længstlevende ægtefælle,
og lovforslaget er derfor med enkelte redaktionelle ændringer
udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Justitsministeriet kan tiltræde, at
henstandsarv skal udbetales kontant ved henstandsperiodens
ophør, og at den førstafdødes livsarvinger
derfor ikke ved henstandens udløb skal have adgang til at
overtage boets aktiver efter vurdering. På dette tidspunkt er
der forløbet så lang tid fra dødsfaldet, at
ægtefællen har indstillet sin livsførelse
på at kunne beholde boets enkelte aktiver, og livsarvingerne
bør derfor ikke have adgang til overtagelse efter vurdering
ved henstandens ophør. Det er ikke rimeligt, at en
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle helt udelukkes fra at overtage aktiver i
boet. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets
forslag om, at skifteretten ved afgørelsen af, om henstand
skal gives helt eller delvist, kan tage hensyn til, om en
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle ønsker at overtage aktiver, som har
særlig erindringsværdi for den pågældende.
En sådan overtagelse af et aktiv med særlig
erindringsværdi vil finde sted i forbindelse med henstandens
givelse.
Det tiltrædes endvidere, at der som
hidtil skal stilles sikkerhed for et arvekrav, der er omfattet af
en henstandsordning, og at det bør være skifteretten,
der fastsætter sikkerheden og i øvrigt træffer
afgørelse i tvister herom.
Der henvises til lovforslagets
§§ 35-39 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Lovforslagets § 39 indeholder en
bemyndigelsesregel, hvorefter justitsministeren fastsætter
regler om forretningen af arvekrav, administrationen af
beløb, der er blevet udbetalt til en særlivsarvings
forsørgelse, og om sikkerhedsstillelse.
For så vidt angår forrentning vil
bemyndigelsen - i overensstemmelse med udvalgets overvejelser -
blive anvendt til at fastsætte, at et arvehenstandskrav som
udgangspunkt skal forrentes med mindsterenten efter
kursgevinstlovens § 38, og at renterne skal udbetales
halvårligt til arvingerne. Mindsterenten, der
fastsættes for et halvt år ad gangen, udgør for
2. halvår 2006 3 pct.
For så vidt angår
administrationen af beløb, der udbetales til en
særlivsarving til forsørgelse, vil bemyndigelsen i
§ 39 bl.a. blive anvendt til at fastsætte
særlige regler om forvaltningsafdelingernes løbende
udbetalinger til livsarvingens underhold og forsørgelse.
I relation til ægtefællens
sikkerhedsstillelse vil bemyndigelsen €" i overensstemmelse
med udvalgets overvejelser €" bl.a. blive anvendt til at
fastsætte regler om statsforvaltningens adgang til at
afkræve den længstlevende ægtefælle de
oplysninger, der er nødvendige til belysning af, om
sikkerheden for en umyndig livsarvings arv ikke længere er
tilstrækkelig, samt regler om godkendelse af omlægning
af sikkerhedsstillelser for umyndige livsarvingers arv.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der i relation til
myndige livsarvinger bør være en højere grad af
aftalefrihed mellem parterne, og der vil i forbindelse med
udarbejdelsen af de administrative regler blive taget højde
herfor.
For så vidt angår udvalgets
overvejelser om ændring af boafgiftsloven, således at
afgiftsbetalingen udskydes til det tidspunkt, hvor henstanden
udløber, og hvor arvingen får arven udbetalt, henvises
til § 6, nr. 6, i det lovforslag om ændring af
forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser
i forsikringsordninger og ændringer som følge af
arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.
7. Testamentsarvingers
adgang til overtagelse efter vurdering
7.1. Gældende
ret
Testamentsarvinger har efter de
gældende regler ret til overtagelse efter vurdering efter
arvelovens § 24 a, i det omfang arveretten alene er
fastlagt kvantitativt i testamentet.
Der henvises til betænkningen s.
377.
7.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Som følge af den ændrede
struktur i lovforslaget i forhold til den gældende arvelov
foreslår Arvelovsudvalget, at det kommer til at fremgå
af et særskilt kapitel i arveloven, at testamentsarvinger har
ret til overtagelse efter de samme regler som
slægtsarvinger.
Udvalget foreslår desuden, at det
udtrykkeligt kommer til at fremgå af loven, at retten til
overtagelse af aktiver til vurderingsbeløbet også
gælder, hvis en arving ved testamente er indsat til at arve
en andel af boet, eller hvor en arving er gjort til legatar ved
testamente eller efter skifterettens bestemmelse, jf.
dødsboskiftelovens § 13. Sumlegatarer og
genstandslegatarer skal derimod som hidtil ikke have ret til
overtagelse efter vurdering.
Der henvises til betænkningen s.
377.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om, at der i lyset af lovforslagets
ændrede struktur i forhold til den gældende arvelov er
behov for et særskilt kapitel om testamentsarvingers ret til
overtagelse efter vurdering. Kapitlet gengiver og præciserer
alene den gældende retstilstand.
Der henvises til lovforslagets § 40
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
8. Aftale om arv samt
arveforskud
8.1. Gældende
ret
Arvelovens kapitel 6 indeholder regler om
aftaler vedrørende arv samt arveforskud.
8.1.1. Forbud mod overdragelse
og kreditorforfølgning af forventet arv
Efter arvelovens § 30, 1. pkt., kan
en arving ikke overdrage arv, som arvingen har i vente. Forbuddet
omfatter både aftaler om legal arv, herunder tvangsarv og
ægtefællens ret efter arvelovens § 7 b,
stk. 2, og testamentsarv. Arveladeren kan ikke samtykke til en
overdragelse af forventet arv. Der kan ikke foretages udlæg i
forventet arv, smh. retsplejelovens § 508, 1. pkt.,
hvorefter udlæg ikke kan foretages i fremtidige
erhvervelser.
Det har givet anledning til tvivl, om
forbuddet i § 30 også rammer aftaler mellem
arvingerne indbyrdes om ret til at overtage genstande til
vurderingsprisen. Med henvisning til arvelovens forarbejder antager
hovedparten af den juridiske litteratur, at dette er
tilfældet. Ordlyden af arvelovens § 30 og
retspraksis giver ikke noget sikkert grundlag for at
tilsidesætte en sådan aftale. Ved Højesterets
dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 814, holdes
det åbent, om § 30 omfatter aftaler mellem
arvingerne om fordeling af indbo.
8.1.2. Afkald på
forventet og falden arv
Efter arvelovens § 31, stk. 1,
kan en arving over for arveladeren mod eller uden vederlag give
afkald på forventet arv. Afkald på forventet arv skal
gives af arvingen over for arveladeren, og afkaldet skal accepteres
af arvelader. Arveafkaldet kan ydes mod eller uden vederlag.
Afkaldet kan gøres betinget, f.eks. af at et testamente
bliver oprettet til fordel for en bestemt person.
Et afkald på forventet arv har
også virkning over for udstederens livsarvinger, medmindre
disses arveret er forbeholdt. Der kan også gives afkald alene
på tvangsarveret med eller uden forbehold af livsarvingernes
arveret. Forbeholdet kan dog næppe vedrøre alene nogle
af livsarvingerne. Hvis en tvangsarving giver afkald uden forbehold
og uden indtrædelsesret for sine livsarvinger, har det givet
anledning til tvivl, om afkaldet medfører en
forøgelse af de øvrige livsarvingers arv, eller om
afkaldet indebærer en udvidelse af arveladerens
testationskompetence. Efter Østre Landsrets dom gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 799, er retstillingen
formentlig den, at en tvangsarvings fuldstændige afkald
medfører en udvidelse af arveladerens testationskompetence
svarende til afkaldsgiverens tvangsarv.
Efter § 31, stk. 2, kan et
afkald på forventet arv på samme måde som i
stk. 1 gives over for arveladerens ægtefælle i
uskiftet bo.
Virkningerne af et afkald på forventet
arv beror i øvrigt på indholdet af den aftale, som er
indgået mellem arveladeren og afkaldsgiveren.
Om gældende ret vedrørende
afkald på forventet arv henvises i øvrigt til
gennemgangen i betænkningen s. 173-175.
Arveloven indeholder ikke regler om afkald
på falden arv.
Civilretligt kan afkald på falden arv i
princippet gives af alle arvinger eller legatarer over for alle
andre arvinger og legatarer på et hvilket som helst
tidspunkt, inden boet er endeligt delt. Det må formentlig
antages, at der ikke stilles krav om egentlig accept af et afkald
på falden arv fra den, der modtager arveafkaldet. Det er
næppe afklaret, hvilken udfyldningsregel der gælder med
hensyn til, om et afkald på falden arv er personligt eller
også omfatter arveladerens livsarvinger. Det samme
gælder spørgsmålet om, hvorvidt de andre
tvangsarvingers tvangsarveret udvides, eller dette ikke er
tilfældet.
I afgiftsmæssig henseende er afkald
på falden arv reguleret i boafgiftslovens § 5,
stk. 1, der fastslår, at den til fordel for hvem et
afkald på falden arv er givet, skal anses for arving til den
pågældende arv ved afgiftsberegningen. Den, som har
givet afkaldet, skal derfor ikke betale afgift af den arv, som der
er givet afkald på. Efter stk. 2 kan arveafkald med
denne afgiftsmæssige virkning gives til fordel for egne
livsarvinger, boets øvrige arvinger eller den, der
ifølge testamentet ville arve, hvis afkaldsgiver var
død før arvelader. Et afkald kan herudover ikke
gøres betinget. Et afkald må således ikke
være dispositivt. Det vil sige, at afkaldet ikke må
forrykke den fordeling af arven, som ville have fundet sted, hvis
den, der har givet afkaldet, i stedet var død før
arvelader. I forarbejderne til boafgiftsloven (Folketingstidende
1994-95, Tillæg A, s. 3848) er det dog forudsat, at den, som
giver afkald på falden arv, kan forbeholde sig sine
livsarvingers arveret, når blot de tillægges lige meget
af den arv, der er givet afkald på. I afgiftsmæssig
henseende antages det, at et afkald på falden arv er bindende
for afkaldsgiveren, når den person, der får fordel af
afkaldet, kommer til kundskab om det. Hvis afkaldet er givet mod
vederlag, anses vederlaget i afgiftsmæssig henseende som arv
til afkaldsgiver, jf. stk. 3. Et afkald skal efter stk. 4
være meddelt over for skifteretten, inden indlevering af den
endelige boopgørelse, dog senest inden udlodningen i et bo
påbegyndes. Der kan dog altid foretages a conto udlodning til
en længstlevende ægtefælle.
Selv om et afkald på falden arv ikke
opfylder betingelserne i boafgiftslovens § 5, stk. 2
og 4, er det civilretligt gyldigt. Et sådant afkald har
imidlertid ikke den gunstige afgiftsmæssige virkning og
fører i stedet til en dobbeltbeskatning.
Om gældende ret vedrørende
afkald på falden arv henvises i øvrigt til
betænkningen s. 175-178.
8.1.3. Arveforskud
Arveforskud foreligger, når midler,
arvingen modtager fra arveladeren, ikke skal være gave eller
lån eller vederlag for et arveafkald, jf. § 31, men
et forskud på forventet arv, således at forskuddet skal
fradrages i den eventuelle arv, der senere vil tilfalde den
pågældende.
Når en arvelader yder en
økonomisk fordel til en potentiel arving, kan parterne
aftale, om det skal være en gave, et lån, et
arveforskud eller et vederlag for et afkald på arv. Ydes
midlerne som arveforskud, kan parterne aftale, hvordan fradrag skal
ske. Arvelovens §§ 32€"35 om arveforskud
fastsætter alene, hvordan der skal forholdes, når
parterne ikke har aftalt noget om det. Reglerne anvendes
først og fremmest ved arveforskud til livsarvinger, men kan
også yde vejledning, hvor arveforskuddet er tildelt
andre.
Når et arveforskud er givet til en
livsarving fra forældrenes fælleseje, og der skiftes i
den længstlevende ægtefælles levende live, skal
arveforskuddet efter § 32, stk. 1, så vidt
muligt fradrages i den arv, som tilkommer livsarvingen efter den
førstafdøde. Har den førstafdøde
oprettet testamente, må dette vige, hvis det er
nødvendigt for, at fradrag kan ske. Den del af forskuddet,
som ikke fradrages i arven efter den førstafdøde
ægtefælle, skal fradrages i arven efter den
længstlevende. Det følger af stk. 2, at dette
også gælder forskud, som ydes af en
ægtefælle i uskiftet bo. Efter § 33 skal
arveforskud, som en ægtefælle af fællesejet har
givet et stedbarn eller dets livsarvinger, fradrages i arven efter
den anden ægtefælle.
Efter § 34, stk. 1, skal
arveforskuddets værdi ved modtagelsen lægges til grund,
når der foretages fradrag. Under særlige
omstændigheder kan der dog afviges herfra. En arving, der har
modtaget et arveforskud, som overstiger arvelodden, er ikke
forpligtet til at tilbagebetale det overskydende beløb til
boet, jf. stk. 2. Hvis modtageren af arveforskuddet dør
før arveladeren, gælder fradragsreglen også for
modtagerens livsarvinger, jf. stk. 3.
Ifølge § 35, stk. 1,
skal et arveforskud tillægges boet ved beregningen af
arvelodder og tvangsarv. Kan arveforskuddet ikke fuldt ud fradrages
i modtagerens arv, tillægges der kun et beløb svarende
til den pågældendes arvelod. Reglen har betydning for
arveladers testationskompetence, og bestemmelsen omfatter
både legale arvinger og testamentsarvinger. Når et
fællesbo skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live, lægges forskuddet efter
stk. 2 også til boet ved beregningen af boslodderne.
Overstiger arveforskuddet modtagerens arv efter
førstafdøde og det beløb, der svarer til den
pågældendes arv efter længstlevende,
tillægges kun værdien af selve arvelodderne.
8.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
8.2.1. Forbud mod overdragelse
og kreditorforfølgning af forventet arv
Udvalget foreslår ikke ændringer
i de grundlæggende regler om forbud mod overdragelse af
forventet arv (dispositive arvepagter), således som disse er
udviklet i teori og praksis. Som anført pkt. 8.1.1. har det
givet anledning til tvivl, om forbuddet i arvelovens § 30
også omfatter aftaler mellem arvingerne vedrørende
arvens kvalitative fordeling. Udvalget finder ikke, at
sådanne fordelingsaftaler bør kunne indgås,
bl.a. fordi en regel herom i visse tilfælde måske ville
kunne anspore arvingerne til at få anbragt arveladeren
på plejehjem "før tid", for at de kunne foretage en
fordeling. For at afklare den tvivl, som den gældende
arvelovs § 30 har givet anledning til, foreslår
udvalget, at det kommer til at fremgå af loven, at en arving
ikke uden arveladers samtykke kan indgå aftale med
medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.
Der henvises til betænkningen s.
183-184.
8.2.2. Arveafkald
Udvalget foreslår ikke ændringer
i reglerne om afkald på forventet arv, således som
disse er udviklet i teori og praksis.
Der henvises til betænkningen s.
183-184.
Det er efter udvalgets opfattelse
uhensigtsmæssigt, at der ikke er regler om afkald på
falden arv i arveloven. Udvalget foreslår derfor, at reglerne
om afkald på forventet arv med de nødvendige
ændringer gøres anvendelige på afkald på
falden arv. Ved at opstille civilretlige regler om afkald på
falden arv i arveloven afklares en række praktisk vigtige
spørgsmål, herunder om et afkald på arv er
personligt, eller om det også omfatter afkaldsgiverens
livsarvinger (descendensen), og om de øvrige arvingers
tvangsarveret udvides proportionalt eller ikke.
Der henvises til betænkningen s.
185-187.
8.2.3. Arveforskud
Udvalget foreslår en bestemmelse, der
nærmere fastlægger, hvad der forstås ved
arveforskud. Det foreslås i den forbindelse, at det kommer
til at fremgå klart af bestemmelsen, at arveforskud i alle
tilfælde forudsætter, at det må anses for aftalt
mellem en arving og arveladeren, at værdien af forskuddet
skal fradrages i livsarvingens arv.
Den gældende arvelovs § 32 om
arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget af
fællesejemidler, er ikke blevet konsekvensændret i
anledning af særejereformen i 1990, hvor der blev
indført en række nye særejeformer, hvor
særejet bliver til fælleseje ved en
ægtefælles død. Udvalget foreslår på
den baggrund, at det præciseres i loven, at der skal ske
fradrag i de situationer, hvor arveforskuddet er ydet af
fælleseje eller af et særeje, der bliver til
fælleseje ved ægtefællens død, dvs. et
skilsmissesæreje eller et ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje.
Den gældende arvelovs § 32
tager endvidere ikke stilling til, hvordan der skal forholdes ved
et skifte af uskiftet bo efter længstlevendes død.
Udvalget foreslår, at arveforskuddet i denne situation skal
fradrages forholdsmæssigt i arven efter begge
ægtefæller. Udvalget henviser til, at et krav om, at
fradrag alene skulle ske i arven efter den ene
ægtefælle, ville kunne føre til, at
testamentariske dispositioner bliver uvirksomme, hvilket kunne
føre til uhensigtsmæssige resultater.
Udvalget foreslår herudover nogle
sproglige moderniseringer i de gældende regler.
Der henvises til betænkningen s.
186-189.
8.3.
Justitsministeriets overvejelser
8.3.1. Forbud mod overdragelse
og kreditorforfølgning af forventet arv
Justitsministeriet kan tiltræde, at
reglen om forbud mod overdragelse af forventet arv
videreføres med den foreslåede præcisering om,
at forbuddet også omfatter aftaler, der indgås mellem
arvingerne, mens arveladeren stadig er i live, om overtagelse af
boets aktiver ved arveladerens død.
Der henvises til lovforslagets § 41
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
8.3.2. Afkald på
forventet og falden arv
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets anbefaling om, at reglerne om forventet arv
videreføres, og at reglerne tillige gøres anvendelige
på afkald på falden arv.
Den foreslåede lovfæstelse af
adgangen til at give afkald på falden arv griber ikke ind i
området for boafgiftslovens § 5. Der vil
således også fremover være tilfælde, hvor
der civilretligt kan gives afkald på falden arv, men hvor
dette afkald ikke opfylder betingelserne i boafgiftslovens
§ 5, f.eks. fordi afkaldet er betinget af andet end
vederlag.
Der henvises til lovforslagets § 42
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
8.3.3. Arveforskud
Justitsministeriet kan i det hele
tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne
om arveforskud, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed.
Der henvises til lovforslagets
§§ 43-47 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
9. Udelukkelse og
bortfald af arveret
9.1. Gældende
ret
Efter arvelovens § 36 kan retten
frakende en person retten til arv, hvis den pågældende
har begået en forsætlig overtrædelse af
straffeloven, der har medført arveladerens død.
Frakendelsen medfører ikke alene frakendelse af retten til
arv efter offeret for forbrydelsen, men også at
lovovertræderens arv efter andre ikke må forøges
som følge af forbrydelsen. Frakendelsen berører
derimod ikke lovovertræderens arvingers ret til arv.
Hovedanvendelsesområdet for bestemmelsen er manddrab efter
straffelovens § 237 og vold med døden til
følge efter straffelovens § 246. Frakendelse af
arveretten kan imidlertid efter omstændighederne også
ske ved andre forsætlige straffelovsovertrædelser som
f.eks. drab på begæring efter straffelovens
§ 239 og medvirken til selvmord efter straffelovens
§ 240. Derimod kan der ikke ske frakendelse ved uagtsomme
lovovertrædelser som f.eks. uagtsomt manddrab efter
straffelovens § 241
Frakendelse af arveretten kan efter
§ 36, stk. 2, endvidere ske efter anmodning fra den
forurettede i tilfælde, hvor en person har forsøgt at
dræbe en slægtning i opstigende linje eller har
øvet vold, groft fornærmet eller på strafbar
måde truet den pågældende. Udtrykket "groft
fornærmet" antages formentlig at omfatte ikke kun freds- og
ærekrænkelser, men også krænkende og
nedværdigende behandling i form af f.eks. tvang,
vanrøgt, frihedsberøvelse eller hensættelse i
hjælpeløs tilstand. Bestemmelsen omfatter kun
frakendelse af arv efter slægtninge i opstigende linje, da
arveladeren i andre tilfælde kan fratage gerningsmanden
arveretten ved testamente eller for så vidt angår
ægtefæller ved separation eller skilsmisse.
Er arveretten frakendt efter § 36,
stk. 1 eller 2, kan den gengives ved testamente efter
§ 36, stk. 4.
Arvelovens § 36 er tillige anvendt
analogt til at frakende lovovertræderen retten til livs- og
ulykkesforsikringssummer, ydelser fra ATP og fra
arbejdsmarkedspensioner m.v., og det antages, at bestemmelsen
tillige kan anvendes analogt på ægtefællepension
og efterindtægt efter tjenestemandsloven. Da § 36
ikke indeholder hjemmel til at frakende en ægtefælle
retten til boslod, er det derimod mere tvivlsomt, om der er hjemmel
til at frakende retten til bank- og forsikringsydelser, der i
realiteten har karakter af almindelig opsparing som f.eks.
kapitalpensioner, rateopsparinger, indekskontrakter og
indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Efter arvelovens § 37 har faderen
og hans slægt ikke arveret efter et barn født uden for
ægteskab, hvis barnet er blevet til ved en
sædelighedsforbrydelse, jf. straffelovens
§§ 216-223, som faderen ved dom er fundet skyldig i.
Bestemmelsen er i modsætning til § 36 obligatorisk,
og der skal ikke ved straffedommen tages stilling til
arveretsspørgsmålet.
Efter arvelovens § 38 bortfalder
ægtefællers indbyrdes arveret ved separation og
skilsmisse. Ægtefællerne bevarer derimod arveretten,
selv om samlivet ophæves på grund af uoverensstemmelse.
Hvis separationen bortfalder som følge af, at
ægtefællerne genoptager samlivet, genindtræder
arveretten. Det følger af arvelovens § 38,
stk. 2, at den længstlevende ægtefælle i et
omstødeligt ægteskab ikke har arveret, hvis
ægteskabslovens § 27 anvendes. Efter denne
bestemmelse kan såvel den længstlevende
ægtefælle som førstafdødes arvinger
kræve, at skiftelovens § 69 skal anvendes, hvis
ægteskabet skulle have været omstødt efter
ægteskabslovens § 23, dvs. fordi ægteskabet
var bigamisk, eller ægtefællerne var nært
beslægtede. Efter skiftelovens § 69 udtager hver af
ægtefællerne ved skifte i anledning af
omstødelse det, de har indbragt i ægteskabet og det,
de senere har erhvervet ved arv og gave. Ægteskabslovens
§ 27 og dermed skiftelovens § 69 kan også
anvendes i tilfælde, hvor omstødelse kunne ske efter
ægteskabslovens § 24, dvs. hvis en
ægtefælle har manglet evnen til at handle
fornuftsmæssigt, er blevet tvunget til at indgå
ægteskab m.v., hvis den længstlevende
ægtefælle kræver det.
Der henvises til betænkningen s.
191-194.
9.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Reglerne i den gældende arvelovs
§ 36 om fradømmelse af retten til arv fungerer
efter udvalgets opfattelse tilfredsstillende. Udvalget finder dog,
at det bør præciseres, at en fradømmelse
også omfatter retten til udbetaling af forsikringssummer,
pensioner, herunder kapital og ratepensioner, og andre ydelser, der
kommer til udbetaling som følge af dødsfaldet.
Bestemmelsen anvendes i dag analogt herpå.
For så vidt angår den
gældende arvelovs § 37 om udelukkelse af arv for
faderen og hans slægt ved sædelighedsforbrydelser
omfattet af straffelovens §§ 216-223, anfører
udvalget, at bestemmelsen formentlig har yderst begrænset
praktisk betydning. Det følger således af
børnelovens § 10, at hvis et barn er blevet til
ved et strafbart forhold, kan den mand, der har begået
forholdet, ikke blive barnets far, hvis afgørende hensyn til
barnet taler imod det. Efter forarbejderne til bestemmelsen
(Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, s. 68), må der
ved afgørelsen af, om afgørende hensyn til barnet
taler imod en bestemt mands faderskab, lægges vægt
på karakteren af det strafbare forhold, og hvilken
indstilling barnets mor har. Er barnet blevet til ved incest, vil
afgørende hensyn til barnet formentlig altid tale imod, at
den pågældende mand bliver far til barnet. Er der
derimod tale om voldtægt m.v., vil det bero på en
samlet vurdering, om afskæring bør finde sted. Der
må i den forbindelse lægges vægt på, om
moderen selv ønsker faderskabet afskåret.
Afgørelse efter § 10 træffes af retten. Hvis
retten ved afgørelsen af faderskabssagen når frem til,
at faderskabet bør afskæres, vil der selvsagt ikke
være nogen arveret at afskære. I de tilfælde,
hvor retten i forbindelse med faderskabssagen har overvejet
udelukkelse af faderskabet efter § 10 og er nået
frem til, at faderskabet bør fastslås, uanset at
barnet er blevet til ved en sædelighedsforbrydelse, finder
udvalget, at faderskabet bør have de sædvanlige
retsvirkninger, herunder gensidig arveret. Navnlig på denne
baggrund foreslår udvalget, at den gældende arvelovs
§ 37 ikke videreføres.
Børnelovens § 10 finder kun
anvendelse på børn født den 1. juli 2002 eller
senere. Spørgsmålet om arveret for faderen til et
barn, der er blevet til ved en sædelighedsforbrydelse vil
således i mange år kunne opstå uden, at der i
forbindelse med faderskabssagen har været mulighed for at
afskære faderskabet. Endvidere vil spørgsmålet
kunne opstå i relation til børn, der er født i
udlandet, og hvor faderskabet er fastslået efter udenlandsk
ret.
Faderen og hans slægt er imidlertid
ikke tvangsarvinger efter barnet, og barnet har derfor, når
det fylder 18 år, mulighed for at afskære faderens og
hans slægts arveret ved testamente. Barnets mor og hendes
slægt har endvidere ved at oprette testamente efter den
foreslåede nye bestemmelse om adgang til at råde over
umyndiges arv, jf. pkt. 10.2.2. mulighed for at sikre, at arv, der
tilfalder barnet fra dem, ikke går videre til faderen og hans
slægt, hvis barnet dør, inden det fylder 18
år.
Udvalget finder ikke behov for at ændre
arvelovens § 38 om bortfald af arveret ved separation og
skilsmisse.
Der henvises til betænkningen s.
195-197.
9.3.
Justitsministeriets overvejelser
Både efter gældende ret og
udvalgets forslag kan fradømmelse af retten til arv ske i
forhold til den, der har begået en forbrydelse mod en
slægtning i opstigende linie. Formålet med bestemmelsen
er at hindre, at reglerne om tvangsarv fører til
stødende resultater. Justitsministeriet har overvejet, om
der bør åbnes mulighed for også at
fradømme retten til arv i forhold til slægtninge i
nedstigende linie, dvs. børn og børnebørn
mv.
Det forekommer, at en slægtning (f.eks.
en far eller bedstefar) begår strafbart forhold over for et
mindreårigt barn, som medfører, at den
pågældende ikke bør arve, hvis den
mindreårige afgår ved døden. Den
pågældende slægtning er ikke barnets
tvangsarving, og den legale arveret kan derfor udelukkes ved
testamente. Oprettelse af testamente forudsætter imidlertid,
at arveladeren er fyldt 18 år, jf. lovforslagets
§ 62, stk. 1. Selvom det formentlig kun i meget
sjældne tilfælde vil forekomme, at barnet dør
før det fyldte 18. år og før den
slægtning, der har begået forbrydelsen, finder
Justitsministeriet, at adgangen til fradømmelse af arveret
bør udvides til at omfatte tilfælde, hvor forholdet er
begået mod en slægtning.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne
om adgang til fradømmelse af arveret, og lovforslaget er med
den foreslåede udvidelse for så vidt frakendelse af
arveret for forbrydelser begået mod en slægtning i
nedstigende linje udformet i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om, at der i lyset af børnelovens
§ 10 ikke er noget praktisk behov for at
videreføre den gældende arvelovs § 37 om
bortfald af faderens arveret efter et barn, der er avlet ved en
forbrydelse.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at
der ikke er behov for ændringer i den gældende arvelovs
§ 38 om bortfald af ægtefællers arveret ved
separation og skilsmisse.
Der henvises til lovforslagets
§§ 48 og 49 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
10. Testamentarisk
bestemmelse over tvangsarv
10.1. Gældende
ret
Det følger af arvelovens
§ 26, stk. 1, at arveladeren ikke ved testamente kan
råde over tvangsarv, medmindre der er særlig hjemmel
hertil.
10.1.1. Overtagelse efter
vurdering
Efter § 26, stk. 2, 1. pkt.,
kan en arvelader ved testamente give en livsarving fortrinsret til
at modtage sin arv i bestemte ejendele.
Af 2. pkt. fremgår det, at
ægtefællens ret til at overtage aktiver til
vurderingsbeløbet ikke berøres af, at arveladeren ved
testamente har givet en livsarving fortrinsret til at modtage sin
arv i bestemte ejendele. Selvom de ejendele, der er testeret over i
medfør af bestemmelsen, er testators fuldstændige
særeje, eller der er tale om en genstand, der tilhører
testators bodel eller skilsmissesæreje uden at falde ind
under opregningen i § 66, stk. 2, nr. 1-3, kan
testators længstlevende ægtefælle ved at
gøre brug af sin adgang efter kapitel 3 a til at overtage
aktiver tilsidesætte testationen, medmindre den
længstlevende ægtefælle har samtykket i
dispositionen. Dette følger af § 26, stk. 2,
2. pkt., og af, at § 24 d alene henviser til
§ 66 og ikke til § 26, stk. 2.
Ægtefællens ret til efter § 24 b og
§ 24 c at overtage boets genstande frem for de
øvrige arvinger og til at fordre fællesboet udlagt mod
at udløse de øvrige arvinger berøres
således ikke af hjemlen i stk. 2.
Der henvises til betænkningen s.
355-356.
10.1.2.
Båndlæggelse af tvangsarv
I medfør af arvelovens § 58
kan en arvelader ved testamente bestemme, at en livsarvings
tvangsarv skal båndlægges. Arvelader kan
båndlægge hele tvangsarven eller begrænse
båndlæggelsen til en del heraf. Ægtefællens
tvangsarv kan ikke båndlægges. Båndlæggelse
kan kun ske, når arveladeren finder dette stemmende med
arvingens tarv.
Er arven af ringe værdi, kan
justitsministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil, fritage
for opfyldelse af båndlæggelsesbestemmelsen, jf.
§ 58, stk. 2. Kompetencen er delegeret til
statsamterne med rekurs til Civilstyrelsen. Fritagelse under
henvisning til arvens ringe værdi kan som udgangspunkt
forventes, hvis arven efter fradrag af skifteomkostninger og
afgifter (nettoarven) ikke overstiger 100.000 kr., jf.
Civilretsdirektoratets (nu Civilstyrelsen) cirkulæreskrivelse
af 6. juli 1995 om fritagelse for båndlæggelse eller
frigivelse af båndlagt arv under hensyn til "ringe
værdi". Bestemmelsen anvendes analogt til frigivelse efter
båndlæggelsens iværksættelse.
Arvingen kan få en bestemmelse om
båndlæggelse af tvangsarv tilsidesat, før den
iværksættes, hvis arvingen godtgør, at denne er
i stand til på forsvarlig måde at råde over arven
på egen hånd, jf. § 59, stk. 1.
Båndlæggelse kan dog ikke tilsidesættes for tiden
før arvingens fyldte 25. år, jf. stk. 2. Arvingen
har bevisbyrden for, at båndlæggelse ikke er
nødvendig. Praksis har udviklet sig i en meget liberal
retning. En arving, hvis forhold ved arveladerens død ikke
adskiller sig særligt negativt fra det normale, har derfor
gode muligheder for at få båndlæggelsen
tilsidesat.
Arvingen skal rejse kravet om
tilsidesættelse af båndlæggelsen over for
skifteretten snarest muligt, jf. § 60, stk. 1, 1.
pkt. I boer, der behandles af bobestyrer, indhenter skifteretten
så vidt muligt en erklæring fra bobestyreren inden
afgørelsen, jf. § 60, stk. 2.
Tilsidesættes båndlæggelsen, udbetales kapitalen
til arvingen til dennes frie rådighed. Skifteretten
træffer afgørelse ved kendelse. Afgørelsen kan
foruden af arvingerne og bobestyreren indbringes for højere
ret af justitsministeren.
§ 59 giver ikke mulighed for at
tilsidesætte en båndlæggelsesbestemmelse, der
efter båndlæggelsens effektuering viser sig at
være eller blive unødvendig. I denne situation
må arvingen eventuelt gå frem efter § 58,
stk. 2, eller § 63. Tilsidesættelsen af en
båndlæggelsesbestemmelse vedrørende tvangsarv
får som udgangspunkt ingen betydning for
båndlæggelse af friarv.
Tvangsarv båndlægges i en
forvaltningsafdeling, der er knyttet til et pengeinstitut, og som
er godkendt af justitsministeren, jf. § 61, stk. 1.
Hvis arvingen samtykker, kan arven med justitsministerens
tilladelse båndlægges på anden måde,
navnlig i fast ejendom, jf. § 61, stk. 2. I
cirkulære nr. 19 af 26. februar 1986 om bestyrelse af
båndlagt arv i forvaltningsafdelinger som ændret ved
cirkulære nr. 12 af 21. januar 1988 er der fastsat regler om
forvaltningen af båndlagt arv.
Efter arvelovens § 61, stk. 3,
fastsætter justitsministeren regler om anbringelse af
myndiges båndlagte midler. Sådanne regler er fastsat i
bekendtgørelse nr. 1179 fra 13. december 1996 om anbringelse
af myndiges båndlagte arv.
For mindreårige og for voksne, der er
under værgemål, som omfatter de båndlagte midler,
jf. værgemålslovens §§ 1, 5 og 6 (lov
nr. 388 af 14. juni 1995 med senere ændringer), gælder
formueadministrationsreglerne i værgemålslovens kapitel
5 og kapitel 2-6 i værgemålsbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1147 af 13. december
2002).
Når arven er båndlagt, kan
arvingen ikke råde over kapitalen i levende live, men alene
hæve renten, jf. § 62, stk. 1.
Arvingens kreditorer kan ikke søge sig
fyldestgjort i de båndlagte midler, så længe
båndlæggelsen varer. Det samme gælder for
uhævede renter, medmindre der er forløbet mere end 6
måneder fra forfaldsdagen, jf. § 62,
stk. 2.
Efter § 62, stk. 3, er
båndlagt arv fuldstændigt særeje, medmindre andet
er bestemt ved testamente. Dette gælder, selv om bestemmelsen
om båndlæggelse tilsidesættes i medfør af
§ 59. Renter og udbytte af den båndlagte kapital
bliver særeje i kraft af den almindelige regel i lov om
ægteskabets retsvirkninger § 28, stk. 3, jf.
§ 28 a.
En arv, der fritages for
båndlæggelse efter § 58, stk. 2, er
antagelig fuldstændigt særeje. Tilsvarende
gælder, hvor en båndlagt arv frigives efter
§ 63, og formentlig også i tilfælde, hvor der
sker udbetaling i medfør af § 64.
Spørgsmålet er imidlertid ikke reguleret i loven.
Har arvingen forsætligt eller uagtsomt
forvoldt skade på person eller gods, kan det ved dom
bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal være til
hinder for, at midlerne anvendes til dækning af krav på
erstatning eller godtgørelse, jf. § 62,
stk. 4.
Efter § 63 kan justitsministeren
eller den, ministeren bemyndiger dertil, tillade, at der sker
frigivelse af båndlagte midler, når det er en
velfærdssag for arvingen. Kompetencen er delegeret til
statsamterne med rekurs til Civilstyrelsen. Der er fastsat regler
om administrationen af § 63 i cirkulære nr. 18 af
26. februar 1986 om frigivelse og udbetaling af båndlagt arv,
som ændret ved cirkulære nr. 27 af 25. februar 1988
(frigivelsescirkulæret) og cirkulæreskrivelse af 23.
november 1987 om frigivelse af båndlagt arv, som ændret
ved cirkulæreskrivelse af 29. september 1994.
Indeholder testamentet bestemmelser om
udbetaling af den båndlagte arv til et fastsat tidspunkt
eller ved en bestemt begivenheds indtræden, foretages
udbetalingen af forvaltningsafdelingen, jf. § 64, 1. pkt.
Afhænger det af et skøn, om testamentets betingelser
for udbetaling er opfyldt, træffes afgørelsen af
statsamtet, jf. § 64, 2. pkt. og
frigivelsescirkulærets § 5, 1. pkt.
Der henvises til betænkningen s.
285-291.
10.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
I overensstemmelse med gældende ret
finder Arvelovsudvalget, at en arvelader ikke ved testamente skal
kunne råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved
lov.
10.2.1. Testamentarisk
bestemmelse om overtagelse efter vurdering
Efter den gældende arvelovs
§ 26, stk. 2, kan arveladeren ved testamente give en
livsarving fortrinsret til at modtage sin arv i bestemte ejendele,
dog med respekt af ægtefællens ret til at overtage
aktiver til vurderingsbeløbet.
Udvalget foreslår, at livsarvingens
stilling styrkes, således at bestemmelsen videreføres
med den udvidelse, at fortrinsretten udstrækkes til at
gælde for aktiver efter livsarvingens eget valg. Herudover
foreslår udvalget, at arveladeren ved testamente skal have
mulighed for at bestemme, at fortrinsretten også kan gives
til aktiver, der overstiger den pågældende livsarvings
arvelod mod, at arvingen udbetaler det overskydende beløb
kontant til de øvrige arvinger. Fortrinsretten skal alene
være begrænset af en længstlevende
ægtefælles ret til forlods at udtage genstande, som
udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug
eller mindreårige børns brug. I det omfang der er tale
om et fællesejeaktiv, skal den længstlevende
ægtefælle endvidere have fortrinsret til at overtage en
fast ejendom eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig,
eller hvortil ægtefællernes eller den
længstlevende ægtefælles virksomhed er knyttet.
Tilsvarende gælder for indbo i det fælles hjem, den
længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et
motorkøretøj, der har været anvendt af den
længstlevende ægtefælle. Udvalgets forslag
indebærer på dette punkt en udvidelse af
testationskompetencen i forhold til den gældende arvelovs
§ 26, stk. 2, hvorefter ægtefællens ret
til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet generelt ikke
kan berøres af en fortrinsret, der tildeles en livsarving
ved testamente. Den foreslåede ændring vil kunne lette
tilrettelæggelse af generationsskifter ved, at det kan
bestemmes, at aktier og andre erhvervsaktiver skal tilfalde en
livsarving, således at der gives denne fortrinsret til at
udtage dem også over for ægtefællen.
Udvalget foreslår endvidere, at
arveladeren ved testamente skal have mulighed for at bestemme, at
en livsarvings tvangsarv skal udbetales kontant. En adgang hertil
vil navnlig gøre det muligt for den arving, der som led i et
generationsskifte skal overtage en virksomhed, at udbetale de
øvrige livsarvingers tvangsarv kontant. Bestemmelsen
foreslås imidlertid ikke begrænset til boer, hvor der
er en erhvervsvirksomhed. En tvangsarving, der alene skal arve et
kontantbeløb, bør ikke kunne gøres til legatar
i boet, idet det ville indebære, at den
pågældende vil være uden indflydelse på
f.eks. valg af gravsted. Udvalget foreslår, at det kommer til
fremgå af dødsboskifteloven, at en tvangsarving, der
skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, fortsat skal anses for
arving i boet.
Udvalget foreslår desuden, at
arveladeren skal have valgfrihed til at placere sin kvantitative
(størrelsesmæssige) og kvalitative
(genstandsmæssige) testationskompetence vedrørende
livsarvinger mellem fælleseje og fuldstændigt
særeje. Valgfriheden skal efter udvalgets opfattelse alene
være begrænset af en længstlevende
ægtefælles ret til forlods at udtage genstande, som
udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug
eller mindreårige børns brug. I det omfang der er tale
om et fællesejeaktiv, skal valgfriheden endvidere være
begrænset af, at den anden ægtefælle skal give
sit samtykke til testamentariske dispositioner over en fast ejendom
eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig, eller hvortil
ægtefællernes eller den længstlevende
ægtefælles virksomhed er knyttet. Tilsvarende
gælder for indbo i det fælles hjem, den
længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et
motorkøretøj, der har været anvendt af den
længstlevende ægtefælle. Udvalgets forslag herom
er formentlig en ændring i forhold til den gældende
retstilstand, hvor det antages, at der må skelnes mellem
fælleseje og særeje, og at der derfor er
vandtætte skodder mellem fælleseje og særeje.
Efter gældende ret kan en kvantitativ testationskompetence
fra særejet således formentlig ikke anvendes til at
udvide grænserne for kvalitative testationer
vedrørende fællesejeaktiver og omvendt. Om
gældende ret vedrørende dette spørgsmål
henvises til betænkningen s. 356-357.
Som begrundelse for at give arveladeren
valgfrihed i denne henseende henviser udvalget til, at der i
praksis kan være behov for en sådan ændring af
placeringen af testationskompetencen. Det kan f.eks. være
nødvendigt for, at en ægtefælle, der driver en
erhvervsvirksomhed, kan testere over virksomheden til den arving,
der er bedst egnet til at varetage den fremtidige drift.
Der henvises til betænkningen s.
364-368.
10.2.2. Umyndiges arv
Navnlig med henblik at skabe mulighed for at
sikre, at formue, som en mindreårig har arvet eller
fået udbetalt fra forsikringer fra den ene af
forældrene eller dennes slægt, ikke skal tilfalde den
anden af forældrene eller dennes slægt, hvis barnet
dør, inden det fylder 18 år, foreslår udvalget,
at en arvelader ved testamente skal have mulighed for at
træffe bestemmelse om, hvem tvangsarv, der tilkommer en
livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen
dør før det fyldte 18 år uden at have
indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.
Det foreslås, at et sådant testamente skal bortfalde
automatisk, når livsarvingen fylder 18 år. Baggrunden
herfor er, at livsarvingen på dette tidspunkt bliver myndig
og selv kan oprette testamente. Ønsker livsarvingen
testamentets indhold videreført, må den
pågældende derfor selv oprette testamente på
dette tidspunkt.
Der henvises til betænkningen s.
99-100.
10.2.3. Fordeling af
tvangsarven efter en tvangsarving, der er ude af stand til at
handle fornuftmæssigt
Udvalget peger på, at det i en del
tilfælde forekommer, at forældrene til en psykisk
udviklingshæmmet, der ikke er i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamente, ønsker at
bestemme, hvem arven efter forældrene skal tilfalde efter den
psykisk udviklingshæmmedes død. For så vidt
angår friarv giver dette ikke anledning til problemer, idet
forældrene frit kan råde over denne arv bl.a. ved at
indsætte den i en successionsrækkefølge, jf.
pkt. 11.1.2. og 11.2.2. Efter de gældende regler kan
forældrene derimod ikke råde over tvangsarven.
I forbindelse med Justitsministeriets
administration af den gældende arvelovs § 71,
stk. 2, om afståelse af arv, der tilfalder staten, har
der imidlertid udviklet sig en særlig praksis til
imødekommelse af forældrenes ønsker om
også at kunne råde over tvangsarven. Justitsministeriet
har således i en række tilfælde godkendt
testamentariske dispositioner, hvorefter forældrene
foreskriver, hvad der efter barnets død skal ske med den
tvangsarv, der er tilfaldet det psykisk udviklingshæmmede
barn efter forældrene. Det er en betingelse, at tvangsarven
holdes adskilt fra barnets øvrige formue, således at
forældrearven kan identificeres ved barnets død. Det
er endvidere en betingelse, at en beskikket værge i barnets
levende live tiltræder de testamentariske bestemmelser. De
testamentariske bestemmelser, som Justitsministeriet har godkendt,
finder endvidere kun anvendelse, hvis det psykisk
udviklingshæmmede barn ved sin død er omfattet af
arvelovens § 51, og hvis barnet dør uden at
efterlade sig legale arvinger. Det er endvidere en
forudsætning for Justitsministeriets godkendelse, at
testationen har et rimeligt indhold, jf. den gældende
arvelovs § 54.
Med udgangspunkt i Justitsministeriets
praksis vedrørende psykisk udviklingshæmmedes
tvangsarv foreslår udvalget, at der indføres regler i
arveloven om adgangen til at oprette testamente om tvangsarvingers
tvangsarv.
Adgangen til at råde over
tvangsarvingers tvangsarv bør efter udvalgets opfattelse
også omfatte andre end personer, der fra fødslen er
psykisk udviklingshæmmede. Der bør f.eks. også
være adgang for en ægtefælle til at træffe
bestemmelse om fordelingen af tvangsarven til den anden
ægtefælle, der som følge af
hjerneblødning, svær demens eller lignende varigt er
ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Udvalgets forslag
går på dette punkt videre end Justitsministeriets
praksis.
Det er endvidere udvalgets opfattelse, at den
foreslåede adgang til at råde over den tvangsarv, der
tilkommer en person, der varigt er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt, også skal gælde i tilfælde,
hvor den pågældende efterlader sig legale arvinger.
Efterlader den pågældende tvangsarving sig
livsarvinger, bør det derimod ikke være muligt at
oprette testamente om tvangsarvingens tvangsarv. Udvalgets forslag
går således på dette punkt videre end
Justitsministeriets praksis, hvorefter den pågældende
tvangsarving ikke må efterlade sig legale arvinger.
Efter udvalgets opfattelse bør der
ikke stilles udtrykkelige krav til indholdet af den testamentariske
disposition. Den almindelige regel om, at testamentariske
bestemmelser ikke åbenbart må savne fornuftig mening,
jf. den gældende arvelovs § 54, er således
efter udvalgets opfattelse tilstrækkelig. Som begrundelse for
ikke at stille sådanne krav henviser udvalget til, at der i
praksis vil være meget vanskeligt at foretage en
nærmere kvalifikation af, om en testation må anses for
at have et rimeligt indhold, selvom dette efter Justitsministeriets
hidtidige praksis har været et vilkår for godkendelse.
Udvalget peger endvidere på, at en stor del af de hidtil
godkendte testamenter vedrører begunstigelser af
velgørende organisationer.
Udvalget har overvejet, om kompetencen til at
godkende testationer af den omhandlede karakter skal forblive i
Justitsministeriet eller overgå til skifteretten. Udvalget
foreslår, at kompetencen forbliver i Justitsministeriet. Det
skyldes navnlig, at skifteretten kan komme i en uheldig
dobbeltrolle, hvis skifteretten både skal godkende den
testamentariske disposition og senere i forbindelse med et
dødsboskifte tage stilling til det materielle indhold af
testamentet. Hertil kommer, at der i forvejen i Justitsministeriet
er opbygget en erfaring i behandlingen af denne særlige
sagstype, som efter den nuværende praksis antalsmæssigt
udgør under 10 sager om året. Udvalget peger dog
på, at antallet af sager fremover må antages at blive
noget større.
Der henvises til betænkningen s.
342-343 og s. 349-351.
10.2.4.
Båndlæggelse af tvangsarv
10.2.4.1. Begrænsning i
adgangen til at båndlægge tvangsarv.
Udvalget har overvejet reglerne om
båndlæggelse af tvangsarv.
Udvalget finder, at der fortsat skal
være mulighed for at båndlægge livsarvingers
tvangsarv. Båndlæggelse af tvangsarv er imidlertid et
vidtrækkende indgreb i livsarvingens ret til at råde
over arven. Er arvingen voksen og i øvrigt i stand til
på forsvarlig måde at tage sig af sine
økonomiske forhold, er det derfor efter udvalgets opfattelse
ikke rimeligt, at en arvelader skal have adgang til uden
tidsbegrænsning at bestemme, at arvingen ikke kan disponere
over tvangsarven. Hertil kommer den foreslåede
væsentlige reduktion af livsarvingernes tvangsarvebrøk
fra ½ til ¼ af den legale arvelod, jf. pkt. 2.2.2. Jo
mindre tvangsarveandelen er, des stærkere grunde bør
der således efter udvalgets opfattelse foreligge, før
det tillades en arvelader at begrænse tvangsarvingens
rådighed.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at adgangen til båndlæggelse af tvangsarv
begrænses, således at dette alene kan ske for tiden,
indtil livsarvingen fylder 24 år. Aldersgrænsen
på 24 år er valgt navnlig under hensyn til, at
børnepensioner i forsikringsselskabernes praksis senest
ophører ved barnets fyldte 24. år. Aldersgrænsen
anvendes også ved uddannelsesbidrag, jf. § 14,
stk. 3, i lov om børns forsørgelse. Livsarvingen
bør ikke have mulighed for at tilkendegive, at
båndlæggelsen skal fortsætte også ud over
det fyldte 24. år, idet dette ville indebære en
uacceptabel selvbåndlæggelse. En
båndlæggelse bør derfor automatisk bortfalde,
når arvingen fylder 24 år.
Udvalget er opmærksomt på, at der
kan være tilfælde, hvor der er et markant behov for
båndlæggelse også ud over tvangsarvingens fyldte
24. år, fordi arvingen er ude af stand til at varetage sine
økonomiske anliggender forsvarligt. Man bør da tage
skridt til iværksættelse af værgemål efter
værgemålslovens § 6. Kun i tilfælde,
hvor en arving er sat under værgemål med fratagelse af
den retlige handleevne, bør båndlæggelsen af
tvangsarven efter udvalgets opfattelse kunne opretholdes også
ud over det fyldte 24. år.
Som en konsekvens af udvalgets forslag om at
tidsbegrænse båndlæggelsen af tvangsarven til
livsarvingens fyldte 24. år, foreslår udvalget ikke
regler, der svarer til den gældende arvelov
§§ 59-60 om tilsidesættelse af en
båndlæggelse i tilfælde, hvor arvingen
godtgør at være i stand til på forsvarlig
måde at råde over arven på egen hånd.
Sådanne regler er overflødige som følge af den
foreslåede 24-års regel.
Der henvises til betænkningen s.
294-298.
10.2.4.2. Frigivelse af
båndlagt arv
Efter arvelovens § 63 kan
båndlagt arv frigives, når det er en velfærdssag
for arvingen. Dette bør fortsat være muligt. Som
anført i pkt. 10.1.2. anvendes den gældende arvelovs
§ 58, stk. 2, analogt til efterfølgende
fritagelse, når arven er af ringe værdi. Udvalget
foreslår, at adgangen til efterfølgende frigivelse i
denne situation lovfæstes.
Udvalget peger endvidere på, at den
gældende arvelov ikke indeholder en bestemmelse, der
gør det muligt at frigive en båndlagt arv, når
det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke
længere tjener et rimeligt formål, f.eks. i
tilfælde, hvor der er gået mange år siden
testamentets oprettelse, og det nu er åbenbart, at arvingen
kan råde fuldt forsvarligt over midlerne. Udvalget
foreslår, at der skabes hjemmel hertil. Hvis
båndlæggelsen oprindeligt har haft et formål, der
må anses som urimeligt, og dette formål har været
tilsigtet af arveladeren, bør der ikke kunne ske frigivelse,
medmindre arven er af ringe værdi, eller frigivelse er en
velfærdssag for arvingen. Der bør således ikke
åbnes mulighed for at censurere arveladerens oprindelige
intentioner bag båndlæggelsen.
Udvalgets forslag om tidsbegrænsning af
adgangen til at båndlægge tvangsarv medfører, at
adgangen til at frigive båndlagt arv, fordi
båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt
formål, kun sjældent vil være aktuel for så
vidt angår tvangsarv, fordi der formentligt sjældent
vil indtræde væsentlige ændringer i forholdene i
båndlæggelsesperioden. Reglen må således
forventes at få sin primære anvendelse ved frigivelse
af friarv, hvor udvalget foreslår, at den skal finde
tilsvarende anvendelse, jf. pkt. 11.2.3.
Der henvises til betænkningen s.
300-301.
10.2.4.3. Båndlagte
midlers formueart
Arvelovsudvalget anfører, at
arvelovens § 62, stk. 3, 1. pkt., fik sin
nuværende udformning ved særejereformen i 1990 (lov nr.
396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og
retsplejeloven mv. (Forenkling og modernisering inden for
Justitsministeriets område). Efter denne bestemmelse er
båndlagt arv fuldstændigt særeje, medmindre andet
er bestemt ved testamente. Særejereformen indebar en
væsentlig omlægning af særejereglerne i lov om
ægteskabets retsvirkninger § 28, idet adgangen til
ved ægtepagt at træffe bestemmelse om særeje blev
suppleret med en række nye særejeformer ud over
fuldstændigt særeje. Ægtefæller kan
således nu ved ægtepagt aftale, at hver
ægtefælle ved bodeling efter separation og skilsmisse
beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved
dødsboskifte (skilsmissesæreje), jf. § 28,
stk. 1, nr. 1. Ægtefællerne kan endvidere i
forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje aftale, at
ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en
ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt
særeje), jf. § 28, stk. 1, nr. 2. Det
følger endvidere af § 28, stk. 2, at en
aftale efter stk. 1 kan angå en del af
ægtefællernes ejendele, kan tidsbegrænses og kan
træffes alene med henblik på en af
ægtefællernes død som den
førstafdøde. Efter § 28 a kan en gavegiver
eller arvelader vedrørende gave eller arv, herunder
tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter
§ 28. Bestemmelser vedrørende arv skal
træffes i et testamente.
Som begrundelse for reglen i den
gældende arvelovs § 62, stk. 3, 1. pkt., om,
at båndlagt arv skulle være fuldstændigt
særeje, blev der bl.a. henvist til de vanskeligheder, der
opstår ved ægtefælleskifter, hvis båndlagt
arv er fælleseje og dermed skal indgå i delingen
på skiftet.
Disse vanskeligheder kan imidlertid efter
udvalgets opfattelse imødegås ved alene at gøre
båndlagt arv til fuldstændigt særeje ved
arvingens ægtefælles død og i øvrigt til
skilsmissesæreje (ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje). Udvalget anfører, at den
båndlagte arv herved fortsat vil kunne holdes uden for
ligedelingen ved skifte i anledning af separation og skilsmisse og
ved arvingens ægtefælles død, hvor
båndlæggelsen giver et delingsmæssigt problem,
hvis arven omfattes af formuefællesskabet. I de situationer,
hvor arvingen afgår ved døden først, vil arven
derimod indgå i formuefællesskabet mellem
ægtefællerne. Arvingen og dennes ægtefælle
bør dog ved ægtepagt have mulighed for at bestemme, at
den båndlagte arv skal være fuldstændigt
særeje for arvingen.
Udvalget foreslår endvidere, at arven
også skal være ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje i alle tilfælde, hvor en
båndlæggelse af tvangsarv ikke bliver effektueret eller
efterfølgende ophører. Der er således efter
udvalgets opfattelse ikke vægtige grunde, der taler for, at
arven som det deklaratoriske udgangspunkt skulle have en anden
formueart i disse tilfælde. Hertil kommer, at en sådan
regel vil skabe en klar og entydig retstilstand på
området.
Reglerne om båndlagt arvs formueart
skal som hidtil være deklaratoriske, dvs. at arveladeren skal
have mulighed for at bestemme, at den båndlagte arv skal
være fælleseje eller en hvilken som helst anden
formueordning, der har hjemmel i lov om ægteskabets
retsvirkninger § 28 a, jf. § 28.
Der henvises til betænkningen s.
294-305.
10.3.
Justitsministeriets overvejelser
10.3.1. Overtagelse efter
vurdering
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om en udvidelse af arveladers adgang til at
træffe testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter
vurdering, herunder den foreslåede regel om, at det skal
være muligt ved testamente at bestemme, at en livsarving skal
have sin tvangsarv udbetalt kontant. En sådan regel vil
navnlig kunne få betydning for en hensigtsmæssig
tilrettelæggelse af et generationsskifte af en
erhvervsvirksomhed, hvor det er arveladerens ønske, at en
bestemt arving skal videreføre en erhvervsvirksomhed.
Også uden for området for generationsskifte af
erhvervsvirksomhed vil reglen kunne få betydning, f.eks. i
tilfælde, hvor arveladeren ønsker, at en bestemt
arving skal overtage et sommerhus eller et andet værdifuldt
aktiv. Reglen skal i øvrigt ses i sammenhæng med
lovforslagets § 59, hvorefter reglen finder tilsvarende
anvendelse på testamentariske bestemmelser over friarv.
Justitsministeriet er således
også enig i, at arveladeren skal kunne træffe
testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering,
således at retten hertil også kan gives til aktiver,
der overstiger værdien af arvelodden mod, at arvingen betaler
det overskydende beløb kontant til boet. Det tiltrædes
desuden, at retten ved testamente skal kunne gives til aktiver
efter arvingens eget valg. Udvidelserne er en naturlig konsekvens
af den foreslåede kontantregel.
Justitsministeriet kan som en konsekvens
heraf endvidere tiltræde den foreslåede
begrænsning af ægtefællens kvalitative
(genstandsmæssige) tvangsarveret, således at en
testamentarisk bestemmelse over tvangsarv alene bør vige i
det omfang, den gør indgreb i ægtefællens ret
til forlods at udtage genstande til personligt brug, jf.
lovforslaget § 11, stk. 1, eller er foretaget i
strid med reglen om, at ægtefællen skal give samtykke
til den anden ægtefælles testamentariske dispositioner
over de fællesejeaktiver, der er nævnt i lovforslagets
§ 91, stk. 2. Efter lovforslagets § 91,
stk. 2, kræves ægtefællens samtykke til
testationer over fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til
familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den
anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er tilknyttet,
indbo i det fælles hjem, den anden ægtefælles
arbejdsredskaber, eller et motorkøretøj, der har
været anvendt af den anden ægtefælle. En
sådan begrænsning af ægtefællens
kvalitative tvangsarveret vil give bedre muligheder for ved
testamente at tillægge en arving fortrinsret også i
forhold til ægtefællen til at overtage aktier og andre
erhvervsaktiver i forbindelse med et generationsskifte af en
erhvervsvirksomhed.
Det tiltrædes endvidere, at en
arvelader, som efterlader sig både fælleseje og
fuldstændigt særeje, med respekt af
ægtefællens rettigheder efter lovforslagets
§ 11, stk. 1, og § 91, stk. 2,
bør have mulighed for ved testamente at bestemme, om en
livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet
eller af særejet. Adgangen hertil vil bl.a. kunne lette
tilrettelæggelsen af et generationsskifte af en
erhvervsvirksomhed, hvis der i boet er både fælleseje
og fuldstændigt særeje.
Der henvises til lovforslagets § 50
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets anbefaling om, at en livsarving, der får sin
tvangsarv udbetalt kontant, ikke derved skal anses for legatar i
boet. I § 3, nr. 2, i det lovforslag om ændring af
forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser
i forsikringsordninger og ændringer som følge af
arveloven mv.), som er fremsat samtidig med dette lovforslag,
foreslås dødsboskiftelovens § 13
ændret i overensstemmelse hermed.
10.3.2. Umyndiges arv
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om behovet for en regel om, at en arvelader
ved testamente kan bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en
livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen
dør før det fyldte 18 år uden at have
indgået ægteskab og uden at efterlade sig
børn.
Udvalget foreslår, at testamentet
automatisk skal bortfalde, når arvingen fylder 18 år.
Justitsministeriet har i lyset af et høringssvar over
betænkningen fra Advokatrådet overvejet, om testamentet
skal bevare sin gyldighed også ud over livsarvingens fyldte
18. år, men har ikke fundet at kunne tilslutte sig en
sådan udformning af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at
dette vil medføre, at en livsarving, der ikke ønsker
en anden fordeling af arven end den, der er lovens udgangspunkt,
ved det 18. år henvises til at oprette et testamente, hvor
den pågældende bestemmer, at faderens eller moderens
testamentariske disposition ikke længere skal gælde, og
at arvelovens almindelige regler dermed skal anvendes. Det er efter
Justitsministeriets opfattelse et grundlæggende arveretligt
princip, at arven fordeles efter arvelovgivningens almindelige
regler, medmindre arvingen selv gyldigt har truffet en anden
bestemmelse om arvens fordeling. Den foreslåede adgang for en
arvelader til at oprette testamente om umyndige livsarvingers
tvangsarv må anses for en særlig og snæver
undtagelse til dette princip.
Lovforslaget er derfor udformet i
overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 51
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
10.3.3. Fordeling af tvangsarv
efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om lovfæstelse og udvidelse af
Justitsministeriets praksis vedrørende godkendelse af
oprettelsen af testamenter, hvori der træffes bestemmelse om
fordeling af tvangsarv efter en arvelader ved arvingens død,
når tvangsarvingen er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt.
Den foreslåede udvidelse af adgangen
til godkendelse af sådanne testamenter indebærer for
det første, at en sådan testamentarisk disposition
også vil kunne oprettes om fordeling af tvangsarv efter
arveladeren ved arvingens død, når arvingen er en
ægtefælle, der er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt. I hidtidig praksis har sådant
testamente kun kunnet oprettes i forhold til livsarvinger. Efter
Justitsministeriets opfattelse er der ikke hensyn, der kan tale
imod en sådan udvidelse af praksis på området.
For det andet er det en udvidelse i forhold Justitsministeriets
praksis, at et sådant testamente også kan oprettes,
hvor den testamentsinhabile tvangsarving efterlader sig legale
arvinger, der ikke er livsarvinger efter den
pågældende. I hidtidig praksis har det været en
forudsætning, at arvingen ikke efterlod sig legale arvinger.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan hensynet til den
testamentsinhabile arvings legale arvinger ikke tale imod en
sådan udvidelse af Justitsministeriets praksis på
området. Der kan selvsagt ikke ved en testamentarisk
disposition efter den foreslåede bestemmelse rådes over
den testamentsinhabiles øvrige formue.
Af de grunde, der er anført af
udvalget, tiltrædes det, at godkendelse af sådanne
testamentariske dispositioner bør foretages af
Justitsministeriet.
Der henvises til lovforslagets § 52
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Lovforslagets § 52, stk. 3,
indeholder en hjemmel for justitsministeren til at fastsætte
regler om meddelelse af tilladelser efter bestemmelsen. Der er
efter Justitsministeriets opfattelse ikke et aktuelt behov for at
udnytte bemyndigelsen, og udstedelsen af administrative regler
på området bør således afvente, at der
indhøstes praktiske erfaringer med anvendelsen af
bestemmelsen.
10.3.4.
Båndlæggelse af tvangsarv
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag om, at tvangsarv fremover alene skal kunne
båndlægges i en begrænset periode. Efter
udvalgets forslag skal båndlæggelse af tvangsarv
ophøre ved livsarvingens fyldte 24. år. I et
høringssvar over betænkningen anfører
Advokatrådet, at aldersgrænsen bør ændres
til 25 år. Advokatrådet henviser til, at det er den
sædvanligt anvendte aldersgrænse i en betydelig del af
de eksisterende testamenter om båndlæggelse af
tvangsarv, idet det følger af den gældende arvelovs
§ 50, at en båndlæggelse af tvangsarv
tidligst kan kræves tilsidesat ved livsarvingens fyldte 25.
år. Justitsministeriet er enig i denne mindre ændring
af båndlæggelsens tidsmæssige udstrækning,
og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Udvalget foreslår, at en
båndlæggelse af tvangsarv skal kunne opretholdes
også efter livsarvingens fyldte 24. (25.) år, hvis
livsarvingen er frataget den retlige handleevne efter
værgemålslovens § 6. En person, der er
undergivet værgemål med fratagelse af den retlige
handleevne, har imidlertid allerede efter
værgemålslovgivningens almindelige regler ikke selv
mulighed for at råde over arven. Formue, der tilhører
en person, der er undergivet værgemål efter
værgemålslovens §§ 5 og 6, skal
således som udgangspunkt anbringes i en forvaltningsafdeling,
jf. værgemålslovens § 35, og anvendelse af
formuen vil alene kunne ske med statsforvaltningens
forudgående godkendelse, jf. værgemålslovens
§ 39. Statsforvaltningen vil efter en konkret vurdering
tillade forbrug af formuen, hvis det er økonomisk
forsvarligt, og der er tale om en rimelig og fornuftig anvendelse
af midlerne. Det er på denne baggrund Justitsministeriets
opfattelse, at der ikke er behov for en regel om adgang til at
opretholde båndlæggelse i tilfælde, hvor
livsarvingen er frataget den retlige handleevne efter
værgemålslovens § 6.
Justitsministeriet kan tiltræde, at der
også fremover skal være mulighed for at fritage for
opfyldelse af en bestemmelse om båndlæggelse af
tvangsarv, hvis arven er af ringe værdi. Den hidtidige
praksis på området forudsættes opretholdt.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag om udvidelse af adgangen til frigivelse af
båndlagt arv, således dette €" ud over i
tilfælde, hvor det er en velfærdssag for arven, og hvor
arven er af ringe værdi €" også kan ske i
tilfælde, hvor det er åbenbart, at
båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt
formål. Som anført i pkt. 10.2.4.2. bør
bestemmelsen ikke åbne mulighed for at censurere arveladerens
oprindelige intentioner bag båndlæggelsen. Det er
således en forudsætning, at omstændighederne har
ændret sig siden testamentets oprettelse, og at dette har
medført, at det er åbenbart, at
båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt
formål.
Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde udvalgets anbefaling om, at båndlagt tvangsarv
fremover som udgangspunkt i alle tilfælde skal anses for
ægtefællebegunstigende kombinationssæreje.
Der henvises til lovforslagets
§§ 53-58 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Lovforslagets § 54, stk. 3,
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om anbringelse af myndiges båndlagte
midler.
Efter den gældende arvelovs
§ 61, stk. 3, der modsvarer lovforslagets
§ 54, stk. 3, er der udstedt bekendtgørelse
nr. 1179 af 13. december 1996 om anbringelse af myndiges
båndlagte arv.
Bemyndigelsen i lovforslagets § 54,
stk. 3, vil blive anvendt til at udstede en ny
bekendtgørelse herom, der i det væsentlige vil svare
til de gældende regler.
11. Testamentarisk
bestemmelse over friarv
11.1. Gældende
ret
11.1.1. Testamentarisk
bestemmelse om overtagelse efter vurdering
Der er ikke fastsat særlige regler om
begrænsning af arveladerens adgang til inden for sin friarv
at råde over boets enkelte genstande. En sådan
testation skal dog respektere ægtefællens forlodsret
efter arvelovens § 7 a og § 7 b, stk. 1,
samt § 66.
11.1.2.
Successionsrækkefølger
Grundlovens § 84 forbyder
oprettelse af len, stamhuse, fideikommisgodser eller andet
familiefideikommis. Ved et familiefideikommis forstås en
formue, om hvilken det er bestemt, at den skal nedarves i en
bestemt familie, således at den efter visse arvegangsregler
tilfalder flere ved testators død ufødte personer
efter hinanden.
I lyset af forbuddet i Grundlovens
§ 84 fastslås det i arvelovens § 68, at
ejendele ikke ved testamente kan tillægges flere ved
testators død ufødte personer efter hinanden.
§ 68 omfatter både fast ejendom,
løsøre og kapitaler og gælder også for
tilfælde, hvor successionen ikke skal finde sted inden for en
bestemt familie. En bestemmelse i et testamente oprettet i strid
med arvelovens § 68 antages at være en
nullitet.
§ 68 udelukker ikke
indsættelse af flere personer som berettigede efter hinanden,
hvis alle de begunstigede lever eller er avlet ved testators
død. Testator kan også indsætte én eller
flere ufødte som berettigede, blot de ikke indsættes
efter hinanden. Bestemmelsen tager således alene sigte
på indsættelse af flere ufødte personer efter
hinanden og hindrer således ikke alternativ eller kumulativ
indsættelse af flere ufødte personer, hvis blot de er
sideordnede eller ikke indsættes til at arve successivt.
Der henvises til betænkningen s.
333-334.
11.1.3.
Båndlæggelse af friarv
Reglerne om båndlæggelse af
friarv ved testamente findes i arvelovens § 65, der
henviser til hovedparten af reglerne om båndlæggelse af
tvangsarv. Båndlæggelse af friarv kan ske, uanset om
arven tilfalder livsarvinger, ægtefælle eller andre. Da
arvingen ikke har krav på at modtage friarv, er arveladerens
adgang til at fastsætte bestemmelse om
båndlæggelse af friarv videre end ved tvangsarv. Derfor
kan en del af reglerne vedrørende båndlæggelse
af tvangsarv, som der henvises til i § 65, også
fraviges ved testamente.
Der henvises til betænkningen s.
291-292.
11.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
11.2.1. Testamentarisk
bestemmelse om overtagelse efter vurdering
Udvalget foreslår, at reglerne om
testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering for
så vidt angår friarv udformes på samme måde
som vedrørende tvangsarv, jf. pkt. 10.2.1. Baggrunden herfor
er navnlig, at det ofte vil være vanskeligt at konstatere, om
der er testamenteret over friarv eller tvangsarv. Gøres
reglerne ens, opnås der en klarere og enklere
retstilstand.
Der henvises til betænkningen s. 368,
s. 372-373 og s. 375.
11.2.2.
Successionsrækkefølger
Forbuddet mod ved testamente at
indsætte flere ved testators død ufødte
personer til at arve efter hinanden (forbuddet mod fideikommiser) i
arvelovens § 68 knytter sig til Grundlovens
§ 84 og foreslås selvsagt videreført.
Med henblik på at klargøre at
grundloven ikke udelukker, at flere personer indsættes til at
arve efter hinanden, når blot der ikke indsættes mere
end en ufødt person, foreslår udvalget en regel om, at
friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge.
Herved forstås, at det ved testamente kan bestemmes, at
friarv skal tilfalde en arving på første plads og
derefter en eller flere arvinger på anden eller senere
pladser.
Udvalget foreslår ikke deklaratoriske
regler om retsvirkningerne af successionsrækkefølger.
Det skyldes navnlig, at arveladers ønsker om udarbejdelse af
en successionsrækkefølge ofte er konkret bestemte, og
at der derfor ikke kan peges på en bestemt
lovgivningsløsning.
Der henvises til betænkningen s.
335-337.
11.2.3.
Båndlæggelse af friarv
Efter den gældende arvelovs
§ 65 er båndlæggelse af friarv ikke betinget
af, at arveladeren finder dette stemmende med livsarvingens tarv.
Som anført i pkt. 10.2.4.2. foreslår udvalget, at der
skal være adgang til at frigive en båndlagt tvangsarv,
når det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke
længere tjener et rimeligt formål. Denne bestemmelse
skal også gælde for friarv. Da det ved vurderingen af,
om en båndlagt arv skal frigives, er vigtigt at kende
baggrunden for arveladerens beslutning om båndlæggelse,
foreslår udvalget, at det også for så vidt
angår båndlæggelse af friarv skal være en
betingelse, at arveladeren finder, at dette er bedst for
arvingen.
Efter den gældende arvelovs
§ 65, jf. § 62, stk. 1-3, kan reglerne om
båndlæggelsens retsvirkninger fraviges, når der
er tale om båndlæggelse af friarv. Det forhold, at den
gældende arvelovs § 62, stk. 1, efter de
gældende regler kan fraviges ved testamente, indebærer,
at arvingen kan gives adgang til at råde over kapitalen i
særlige tilfælde. Det er udvalgets opfattelse, at
adgang til rådighed over en båndlagt kapital bør
indebære, at kreditorbeskyttelsen bortfalder. Der bør
derfor ikke fremover være mulighed for at fravige reglen om,
at arvingen ikke kan råde over kapitalen i levende live.
Arveladeren bør dog fortsat have mulighed for at bestemme,
at renter og indtægter i en periode ikke skal udbetales, men
lægges til kapitalen.
Der henvises til betænkningen s.
305-307.
11.3.
Justitsministeriets overvejelser
11.3.1. Testamentarisk
bestemmelse om overtagelse efter vurdering
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om, at der bør gælde ens regler
for testamentariske bestemmelser om overtagelse efter vurdering for
så vidt angår tvangsarv og friarv.
Det foreslås i lovforslagets
§ 50, stk. 3, at en arvelader, som efterlader sig
både fælleseje og fuldstændigt særeje, med
respekt af ægtefællens rettigheder efter
§ 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved
testamente kan bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal
dækkes af fællesejet eller af særejet.
Udvalget kommer ikke ind på, om der
skal gælde en tilsvarende bestemmelse i relation til
friarv.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det
imidlertid en naturligvis konsekvens af den foreslåede regel
i § 50, stk. 3, at der i samme omfang bør
gives mulighed herfor i relation til friarv, og at denne ret
bør gælde i forhold til både
ægtefællen, slægtsarvinger og testamentsarvinger.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 59
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
11.3.2.
Successionsrækkefølger
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om behovet for en bestemmelse, der - som
supplement til forbuddet mod oprettelse af fideikommisser -
fastslår, at friarv kan indsættes i en
successionsrækkefølge.
Ligesom udvalget finder Justitsministeriet
heller ikke, at loven bør indeholde deklaratoriske regler om
den konkrete udformning af successionsrækkefølger, da
det ikke i praksis vil være muligt at udforme dækkende
deklaratoriske regler for alle former for
successionsrækkefølger om friarv.
Der henvises til lovforslagets § 60
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
11.3.3.
Båndlæggelse af friarv
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om
båndlæggelse af friarv, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 61
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
12. Oprettelse og
tilbagekaldelse af testamente
12.1. Gældende
ret
12.1.1. Oprettelse af
testamente
Testamente kan oprettes af en person, der
på tidspunktet for underskrivelsen eller vedkendelsen af
testamentet er fyldt 18 år eller har indgået
ægteskab, jf. arvelovens § 39. 18-års
alderskravet for ugifte er absolut. Et testamente, der ikke
opfylder betingelsen i § 39, er ugyldigt og vil blive
tilsidesat, hvis der rejses indsigelse mod dets gyldighed, jf.
§§ 50 og 55.
Arvelovens ordinære testamentsformer er
notartestamentet og vidnetestamentet. Herudover indeholder loven
regler om oprettelse af nødtestamente.
Efter arvelovens § 40 skal et
testamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for
en notar eller to vidner. Oprettes testamentet for notaren, skal
notaren påtegne testamentet. Notaren bør i
påtegningen afgive erklæring om, hvorvidt testator var
i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente samt andre
omstændigheder, som kan være af betydning for
testamentets gyldighed, jf. arvelovens § 41,
stk. 1.
I bekendtgørelse nr. 843 af 30.
november 1998 er der fastsat regler om notarialforretninger.
Ifølge § 13 kan der opbevares en genpart af
notartestamentet i notarialarkivet, og det sker normalt i praksis.
Genparten kan benyttes, hvis det originale testamente ikke kan
findes efter testators død. Testamentsoprettelsen
indberettes til Centralregistret for Testamenter (Bil- og
Personbogen ved Retten i Aarhus), hvortil der skal rettes
henvendelse i alle dødsboer, jf. § 17.
Arvelovens §§ 42, 43 og 45
indeholder nærmere regler for oprettelse af vidnetestamenter
og for de krav, der stilles til vidnerne. Testators underskrift
eller vedkendelse skal €" på samme måde som ved et
notartestamente €" ske i samtidig nærværelse af
vidnerne, som straks skal skrive deres navne på testamentet,
jf. § 42. Vidnerne skal være til stede som
testamentsvidner i overensstemmelse med testators ønske, og
de skal have kendskab til, at det er oprettelsen af et testamente,
de bevidner. Vidnerne bør i deres påtegning på
testamentet angive deres stilling og bopæl, tid og sted for
underskriften, om de ved testators underskrift eller vedkendelse
har været samtidigt til stede efter testators ønske,
om testator var i stand til fornuftmæssigt at oprette
testamente, samt andre omstændigheder, som kan være af
betydning for testamentets gyldighed, jf. § 45.
Vidnerne skal være fyldt 18 år,
og de må ikke på grund af sindssygdom,
åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende
tilstand mangle forståelse af vidnebekræftelsens
betydning. Habilitetskravene skal være opfyldt på
tidspunktet for bevidnelsen. En person kan ikke være
testamentsvidne, hvis testamentet indeholder bestemmelser til
fordel for den pågældende, dennes
ægtefælle, forlovede, beslægtede eller besvogrede
i op- eller nedstigende linje eller dennes søskende eller
for personer eller institutioner, til hvilke den
pågældende har en sådan tilknytning, at
vedkommende har haft en særlig interesse i begunstigelsen.
Dette gælder dog ikke, hvis begunstigelsen er ringe og har
rimelig grund, jf. § 43, stk. 2. Det forhold, at en
person er indsat som bobestyrer i testamentet, udelukker
ifølge stk. 3 ikke den pågældende fra at
være testamentsvidne.
Et testamente, der ikke opfylder formkravene
i § 40 om skriftlighed og underskrift eller vedkendelse
for en notar eller to vidner, er ugyldigt, jf. § 50. Et
vidnetestamente er endvidere ugyldigt, hvis formkravene i
§§ 42-43 ikke er iagttaget.
En henvisning i et formgyldigt notar- eller
vidnetestamente til andre dokumenter, f.eks. de i praksis hyppigt
forekommende indbofordelingslister, medfører ikke, at et
sådant dokument opfylder formkravene, og det vil kunne
kræves tilsidesat i medfør af § 55.
Nødtestamente kan efter arvelovens
§ 44 oprettes af den, der på grund af sygdom eller
andet nødstilfælde er forhindret i at oprette
ordinært testamente. Oprettelsen kan ske ved, at den
pågældende mundtligt meddeler sit testamente i samtidig
nærværelse af to vidner. Oprettelse kan endvidere ske
uden vidner ved et egenhændigt skrevet og underskrevet
dokument (holografisk testamente).
Fælles for begge former er, at de kun
kan bruges, hvor testator f.eks. på grund af sygdom er
forhindret i at benytte sig af de ordinære testamentsformer.
Efter retspraksis befinder den, der har besluttet sig for at
begå selvmord, sig i et nødstilfælde, som
berettiger brugen af nødtestamente. Udover selvmords- og
sygdomstilfælde kan nødtestamente f.eks. tænkes
anvendt i ulykkestilfælde, under naturkatastrofer og i
tilfælde, hvor testator er isoleret fra omverdenen.
Et mundtligt vidnetestamente oprettes ved, at
testator i samtidig nærværelse af to vidner meddeler
sin vilje. Det fremgår af § 44, stk. 2, at
§ 42, stk. 2, § 43, stk. 1, 2. pkt.,
og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på et
mundtligt vidnetestamente. 18-års kravet i § 43,
stk. 1, 1. pkt., gælder derimod ikke for mundtlige
vidnetestamenter. Vidnerne skal snarest muligt efter meddelelsen af
det mundtlige testamente nedskrive og underskrive det oprettede
dokument, jf. § 44, stk. 2, 2. pkt.
Et holografisk testamente er ubevidnet og
egenhændigt skrevet og underskrevet af testator. Ved
"egenhændigt" forstås ifølge betænkning
nr. 291/1961 om arvelovgivningen s. 102, at testamentet i sin
helhed skal være håndskrevet. I retspraksis er et
testamente, der var skrevet på maskine, men underskrevet af
testator i hånden, imidlertid blevet godkendt, jf.
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1982, s. 313. Kravet om underskrift er absolut, men testator
behøver ikke at have anvendt sit fulde navn eller sin
sædvanlige underskrift på officielle dokumenter.
Anvendelse af for- eller efternavn, kaldenavn eller kælenavn
vil være tilstrækkeligt.
Efter § 44, stk. 3, bortfalder
et nødtestamente, når der i 3 måneder ikke har
været nogen hindring for at oprette et ordinært
testamente i overensstemmelse med § 40.
Et nødtestamente, der ikke opfylder
formkravene i § 44, er ugyldigt, jf. § 50.
Der henvises til betænkningen s.
199-204.
12.1.2. Tilbagekaldelse af
testamente
Efter arvelovens § 46, stk. 1,
kan en testamentarisk bestemmelse tilbagekaldes i testamentsform
eller ved, at testator på anden måde utvetydigt
tilkendegiver, at den ikke længere skal være
gældende. Vil testator i øvrigt ændre
testamentet, skal det ske i overensstemmelse med reglerne om
oprettelse af testamente.
Bevisbyrden for, at der foreligger en endelig
og utvetydig tilbagekaldelse, påhviler den, der gør
gældende, at den testamentariske bestemmelse er
tilbagekaldt.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen s. 204-208, hvor også
spørgsmålet om grænsedragningen mellem
tilbagekaldelse af testamentet, der som nævnt kan ske
formløst, og forandring af testamentet, der kræver
iagttagelse af testamentsreglerne, behandles nærmere.
Arvelovens § 49, stk. 1,
indeholder en formodningsregel, der fastslår, at et
testamente, som den ene ægtefælle har oprettet til
fordel for den anden ægtefælle, skal anses for
tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler
imod det, hvis ægtefællernes indbyrdes arveret
bortfalder ved separation og skilsmisse, jf. § 38,
stk. 1. Tilsvarende gælder, hvis en af parterne i et
omstødeligt ægteskab dør, og reglerne i
ægteskabslovens § 27, stk. 1 eller 2, efter
begæring af den længstlevende bringes i anvendelse,
eller hvis sag om omstødelse af ægteskabet på
dødstidspunktet var anlagt af det offentlige eller
ifølge den lov, der var gældende ved ægteskabets
indgåelse, skulle have været anlagt, jf.
§ 38, stk. 2. Efter § 49, stk. 2,
gælder formodningsreglen i stk.1 også, hvor der er
oprettet testamente til fordel for en forlovet, og forlovelsen
hæves. § 49, stk. 2, anvendes i praksis
analogt, hvis ugiftes samlivsforhold ophører på grund
af et brud, selvom parterne ikke har været forlovet.
Der henvises til betænkningen s.
226-229.
12.1.3. Uigenkaldelighed
Efter arvelovens § 67, stk. 1,
kan en arvelader forpligte sig til ikke at oprette eller
tilbagekalde testamente. Det følger af stk. 2, at
erklæringen herom skal afgives under iagttagelse af reglerne
om oprettelse af testamente. Erklæringen skal for at
være bindende for arveladeren afgives over for arvingen,
arvingens værge eller en anden, der varetager arvingens
interesser.
Der henvises til betænkningen s.
208-209.
12.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
12.2.1 Alderskrav ved
oprettelse af testamente
Arvelovsudvalget finder, at det generelle
alderskrav på 18 år for oprettelse af testamente skal
opretholdes.
Efter værgemålslovens
§ 42, stk. 1, kan en umyndig imidlertid frit
råde over det, som den pågældende har tjent ved
eget arbejde efter at være fyldt 15 år. Den umyndige
kan endvidere selv råde over formue, som han eller hun har
modtaget til fri rådighed som gave eller som friarv ved
testamente. Endelig kan en umyndig frit råde over penge, som
værgen har givet den pågældende til
forsørgelse, jf. værgemålslovens § 25,
stk. 3. Udvalget foreslår, at der gives mulighed for, at
umyndige, der er fyldt 15 år, kan træffe bestemmelse om
fordelingen af sådanne midler ved testamente.
Der henvises til betænkningen s.
212-215.
12.2.2. Notartestamente
Udvalget finder, at reglerne om oprettelse af
notartestamenter fungerer tilfredsstillende og foreslår
derfor alene enkelte mindre ændringer i de gældende
regler.
Efter udvalgets opfattelse er der dog behov
for at tydeliggøre kravene til notarens prøvelse af
testators identitet og habilitet og prøvelse af, om
testamentet er udtryk for testators endelige vilje. Det
foreslås endvidere, at notaren skal afgive erklæring
om, hvilke personer der var til stede under notarialforretningen,
uden at notaren dog behøver at sikre sig deres identitet.
Kravet herom skal navnlig skærpe notarens opmærksomhed
på, om der kan foreligge pression mod arveladeren.
I de administrative regler om notarens
opgaver bør det endvidere fastsættes, at notarens
påtegning på testamentet skal være dateret,
så tidspunktet for underskrivelsen eller vedkendelsen af
testamentet ikke vil give anledning til tvivl. Manglende eller
fejlagtig datering har ikke betydning for testamentets gyldighed,
men fastlæggelse af tidspunktet for oprettelsen kan få
betydning bl.a. for afgørelsen af, om testator havde den
nødvendige alder til at oprette testamente og havde evnen
til at handle fornuftmæssigt på tidspunktet for
oprettelsen samt ved afgørelsen af, hvilket af flere
testamenter, testator har oprettet, der er det seneste.
Påtegningen bør endvidere angive stedet for
notarialforretningen. Krav om angivelse af tid og sted svarer til
gældende ret, jf. også retsplejelovens § 34,
stk. 2, nr. 1.
Udvalget peger endvidere på, at de
administrative regler bør indeholde nærmere krav til
tolkningen i tilfælde, hvor et notartestamente oprettes af en
fremmedsproget person. Der bør dog ikke stilles krav om, at
tolkningen skal foretages af en autoriseret tolk, idet der ikke er
autoriserede tolke til rådighed for alle sprog. På
grund af faren for misbrug og pression bør det imidlertid
fastsættes, at tolken skal være uvildig, dvs. at
tolkning ikke skal kunne foretages af testators
nærstående eller af en person, der er begunstiget i
testamentet.
Der henvises til betænkningen s.
215-216 og s. 512-514.
12.2.3. Vidnetestamente
Udvalget foreslår, at vidnetestamentet
afskaffes som testamentsform. Allerede oprettede vidnetestamenter
skal dog bevare deres gyldighed.
Som begrundelse for forslaget henviser
udvalget navnlig til, at langt de fleste testamenter i dag oprettes
for en notar. I forbindelse med oprettelsen sker der som hovedregel
indberetning til Centralregisteret for Testamenter, hvilket
indebærer, at der er sikkerhed for, at testamentet kommer
frem på skiftet. Vidnetestamentet er ikke omfattet af en
sådan indberetningsordning og yder derfor ikke en tilsvarende
sikkerhed. Vidnetestamenter anvendes i øvrigt sjældent
og volder problemer i praksis bl.a. på grund af de
komplicerede formkrav i forbindelse med oprettelsen. Hertil kommer,
at et vidnetestamente lettere end et notartestamente kan
tilsidesættes som ugyldigt ved indsigelser mod testators
habilitet, fordi notarens prøvelse heraf har en
større bevismæssig vægt. De geografiske forhold
medfører endvidere, at der efter udvalgets opfattelse ikke
er behov for en testamentsform, der er rent privat.
Udvalget peger i betænkningen på,
at afskaffelse af vidnetestamentet på et enkelt punkt kan
give anledning til problemer. I praksis anvendes vidnetestamentet
således undertiden som foreløbigt testamente forud for
oprettelsen af et mere kompliceret notartestamente.
Navnlig med henblik på at
afhjælpe de problemer, der på grund af afskaffelse af
vidnetestamentet kan opstå i en sådan situation,
foreslår udvalget, at der skal være adgang til at
underskrive eller vedkende et midlertidigt testamente for en
advokat.
I forbindelse med oprettelsen af testamentet,
skal advokaten påtegne dette og i den forbindelse
redegøre for de samme forhold som i en notarpåtegning,
jf. pkt. 12.2.2. Et testamente skal ikke kunne oprettes for en
advokat, hvis advokaten eller dennes nærmeste er begunstiget
i testamentet. Testamentet skal bortfalde, når der i 3
måneder ikke har været nogen hindring for at oprette
testamente for en notar. Testamentet skal kunne fornys, da det ikke
kan udelukkes, at de forhold, der har givet anledning til
oprettelsen af det midlertidige testamente, ikke kan afklares
på 3 måneder, f.eks. et kompliceret
skattespørgsmål.
Der henvises til betænkningen s.
216-219.
12.2.4.
Nødtestamente
Som anført i pkt. 12.1.1. kan
nødtestamente efter gældende ret kun oprettes på
to måder, enten som et holografisk testamente, dvs. et
testamente, som testator egenhændigt har skrevet og
underskrevet, eller som et mundtligt vidnetestamente.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke
hensigtsmæssigt, at et nødtestamente, hvis
ægthed i øvrigt er ubestridt, er anfægteligt,
fordi formkravene ikke er overholdt. Under henvisning hertil og i
lyset af de mange nye kommunikationsformer, der er kommet til i de
senere år, foreslår udvalget derfor, at formkravene til
oprettelse af nødtestamente afskaffes, således at
nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken som
helst måde. Afgørende skal således ikke
være nødtestamentets form, men alene, om der
foreligger en testamentarisk disposition, der med sikkerhed kan
anses for at stamme fra den pågældende person, og som
er udtryk for personens beslutning.
Der henvises til betænkningen s.
219-223.
12.2.5. Testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv.
Som anført i pkt. 12.1.1.
medfører en henvisning i et formgyldigt testamente til
f.eks. en indbofordelingsliste ikke, at et sådant dokument
derved bliver en del af testamentet. Udvalget peger imidlertid
på, at formløse løsørefordelingslister i
mange år har spillet en betydelig rolle i skiftepraksis.
Uanset at listerne, således som den gældende arvelov er
affattet, derfor ikke er gyldige, bliver de som udgangspunkt lagt
til grund for skiftet, hvis ingen arvinger protesterer, og i
praksis respekterer arvinger normalt sådanne lister, selv om
de får at vide, at listen ikke har retlig gyldighed.
Udvalget finder, at der utvivlsomt er et
praktisk behov for sådanne uformelle tilkendegivelser og
foreslår, at adgangen til at oprette
løsørefordelingslister lovreguleres. En bestemmelse
om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige
effekter, skal efter udvalgets opfattelse kunne oprettes ved en
dateret og underskrevet erklæring, dvs. uden at de
almindelige regler om oprettelse af testamente er opfyldt.
I praksis sker fordeling af sædvanligt
indbo og personlige effekter gennem
løsørefordelingslister ofte inden for kredsen af
arvinger, og det bør efter udvalgets opfattelse være
udgangspunktet, at den, der i forvejen er arving, ikke bliver
begunstiget kvantitativt ud over sin arvelod, medmindre det
står klart, at testator har tilsigtet også en
kvantitativ begunstigelse. Udvalget foreslår derfor, at en
begunstigelse til den, der i forvejen er arving, skal anses for en
fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de
pågældende genstande til vurderingsbeløbet,
medmindre andet fremgår af den testamentariske
bestemmelse.
Der henvises til betænkningen s.
223-225.
12.2.6. Tilbagekaldelse af
testamente
Udvalget foreslår, at kravene til
tilbagekaldelse af et testamente skærpes, således at
dette altid skal ske ved testamente.
Som begrundelse herfor henviser udvalget
bl.a. til, at anvendelse af testamentsformen ved tilbagekaldelse er
den mest hensigtsmæssige og den sikreste fremgangsmåde.
Det gælder særligt, hvor testamentet tilbagekaldes over
for notaren. Ved et notarialpåtegnet dokument er der stor
bevismæssig sikkerhed for, at testator har truffet en endelig
beslutning om tilbagekaldelse, og at beslutningen er ført ud
i livet. Det ligger endvidere fast, hvornår det er sket. En
tilbagekaldelse for notaren vil endvidere som hovedregel
indebære, at tilbagekaldelsen indføres i
Centralregistret for Testamenter og således kommer frem i
forbindelse med behandlingen af testators dødsbo. Hertil
kommer, at en formløs tilbagekaldelse, som er gyldig efter
gældende ret, kan give anledning til store bevisproblemer,
særligt i de tilfælde, hvor der er tale om en ensom
disposition, dvs. en tilkendegivelse fra testator, der ikke
meddeles til andre. Hertil kommer, at der ved en formløs
tilbagekaldelse er større risiko end ved en tilbagekaldelse
for notaren for, at testator i forbindelse med tilbagekaldelsen har
været udsat for pression. Endvidere kan det være
vanskeligt at afgøre, hvornår tilbagekaldelsen er
sket, og det kan have betydning for vurderingen af, om testator
fornuftmæssigt var i stand til at tilbagekalde
testamentet.
Udvalget finder, at de skærpede krav
til tilbagekaldelse af testamente, bør medføre, at
notariel tilbagekaldelse, i hvert fald hvor tilbagekaldelsen er
fuldstændig, skal være afgiftsfri.
Udvalget forslår, at formodningsreglen
i den gældende arvelovs § 49, stk. 1,
videreføres uændret. Efter bestemmelsen skal et
testamente mellem ægtefæller anses for tilbagekaldt,
medmindre særlige omstændigheder taler herimod, hvis
ægtefællernes indbyrdes arveret bortfalder som
følge af separation eller skilsmisse, eller hvis en af
ægtefællerne dør, og ægteskabet er
omstødeligt. Den gældende arvelovs § 49,
stk. 2, hvorefter et testamente anses for tilbagekaldt, hvis
nogen har oprettet testamente til fordel for sin forlovede, og
forlovelsen hæves, har i dag ingen praktisk betydning, men
den anvendes analogt på ugifte samlevende. Udvalget
foreslår, at denne analoge anvendelse af arvelovens
§ 49, stk. 2, lovfæstes, således at et
testamente, som en samlever har oprettet til fordel for sin
samlever anses for tilbagekaldt, hvis et ægteskabslignende
samlivsforhold ophører på grund af uoverensstemmelser,
medmindre særlige forhold taler imod det.
Der henvises til betænkningen s.
226-229.
12.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets anbefaling om, at umyndige der er fyldt 15 år som
en fravigelse af det almindelige alderskrav på 18 år
for oprettelse af testamente skal have adgang til at råde
over selverhverv mv. ved testamente. Det er en naturlig konsekvens
af, at den pågældende i levende live kan råde
over de pågældende ejendele.
Justitsministeriet er endvidere enig i den
foreslåede præcisering og udbygning af kravene til
notarens prøvelse ved oprettelse af notartestamenter. Det
indebærer bl.a., at notaren fremover skal afgive
erklæring om, om der var andre personer end notaren og
testator til stede under notarialforretningen. I forbindelse med
behandlingen af indsigelser mod testamentets gyldighed kan
oplysningen herom være af betydning for bl.a. muligheden for
at indkalde de øvrige tilstedeværende under
notarialforretningen som vidner under en retssag.
Som anført i pkt. 13.2.3.
foreslår udvalget, at vidnetestamentet afskaffes som
testamentsform, og at der i stedet indføres en adgang til at
oprette et midlertidigt testamente for en advokat.
Vidnetestamentet har en lang tradition i
Danmark, og selvom denne testamentsform anvendes sjældent i
dag, vil Justitsministeriet være betænkelig ved at
fratage testator den handlefrihed, som det indebærer at kunne
oprette et testamente uden notarens mellemkomst. Oprettelse af et
testamente er en privatretlig disposition, der ligesom de fleste
andre privatretlige dispositioner bør kunne foretages uden
statens mellemkomst. Oprettelse af et vidnetestamente kan endvidere
f.eks. komme på tale i situationer, hvor det på grund
af helligdage eller weekend ikke er muligt at komme til notaren,
men hvor der alligevel er behov for at oprette et testamente,
eventuelt blot midlertidigt. Hertil kommer, at vidnetestamentet
fortsat anerkendes som testamentsform i de øvrige nordiske
lande.
Justitsministeriet foreslår derfor, at
de gældende regler om vidnetestamenter videreføres i
den gældende arvelov med nogle enkelte præciseringer i
relation til indholdet af påtegningen på testamentet
mv. Det er en konsekvens af den foreslåede opretholdelse af
vidnetestamentet som testamentsform, at der ikke er behov for en
regel om adgang til at oprette et midlertidigt testamente for en
advokat. I de tilfælde, hvor der ønskes oprettet et
midlertidigt testamente forud for et notartestamente, kan der
således som hidtil oprettes et vidnetestamente.
Udvalget foreslår en lempelse af
formkravene til oprettelse af nødtestamenter, således
at nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken
som helst måde. Det er efter både udvalgets lovudkast
og lovforslaget fortsat en betingelse for at oprette
nødtestamente, at testator på grund af sygdom eller
andet nødstilfælde, f.eks. et ulykkestilfælde
eller en naturkatastrofe, er ude af stand til at oprette et
almindeligt testamente. De situationer, hvor et
nødtestamente kan oprettes, vil således ofte
være stærkt pressede eller følelsesladede. Efter
Justitsministeriets opfattelse er det ikke hensigtsmæssigt at
stille strenge formkrav til dispositioner, der oprettes under
sådanne omstændigheder. Justitsministeriet kan på
denne baggrund tiltræde udvalgets forslag om fjernelse af
formkravene til nødtestamenter.
Af de grunde, der er anført af
udvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde, at der
indføres adgang til gyldigt at oprette testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv. uden
iagttagelse af de almindelige testamentsregler. Ved
sædvanligt indbo forstås aktiver af relativt beskeden
værdi, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 66. Under henvisning til at der alene vil være
tale om fordeling af aktiver af mere beskeden værdi, er det
efter Justitsministeriets opfattelse tilstrækkeligt, at den
testamentariske disposition i overensstemmelse med udvalgets
forslag kan oprettes ved en dateret og underskrevet erklæring
fra testator. Testator kan selvsagt i stedet vælge at oprette
et notartestamente om fordelingen af sædvanligt indbo mv.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo, der indeholder
en begunstigelse til en, der i forvejen er arving, som udgangspunkt
bør anses for alene at give den pågældende en
fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de
pågældende genstande til vurderingsbeløbet.
For så vidt angår
spørgsmålet om tilbagekaldelse af testamente er
Justitsministeriet enig med udvalget i, at adgangen til
formløs tilbagekaldelse af et testamente bør
afskaffes. Som anført i pkt. 12.2.6. kan en formløs
tilbagekaldelse rejse en række vanskelige problemer, som alle
kan undgås ved at stille krav om, at tilbagekaldelse skal ske
under iagttagelse af testamentskravene.
Der henvises til lovforslagets
§§ 62-68 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Lovforslagets § 63, stk. 3,
indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren
fastsætter regler om notarens virksomhed, opbevaring af en
kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og
adgangen til at få oplysninger om oprettede testamenter.
Justitsministeriet har i medfør af
bl.a. den gældende arvelovs § 41, stk. 2,
udstedt bekendtgørelse nr. 843 af 30. november 1998 om
notarialforretninger.
Bemyndigelsen i § 63, stk. 3,
vil blive anvendt til at udstede en ny bekendtgørelse om
notarialforretninger, der tager højde for den
foreslåede præcisering og udbygning af notarens
opgavevaretagelse. I overensstemmelse med udvalgets anbefaling
herom vil det bl.a. blive fastsat, at notarens påtegning
på testamentet skal angive tid og sted for
notarialforretningen, ligesom bekendtgørelsen vil indeholde
nærmere krav til tolkning i tilfælde, hvor testamentet
oprettes af en fremmedsproget person.
I flere høringssvar over
betænkningen anføres det, at kravet om, der ved
oprettelse af et testamente over for notaren skal anvendes et
særligt genpartspapir autoriseret af Justitsministeriet, jf.
notarialbekendtgørelsens kapitel 7, ikke er
hensigtsmæssigt og volder problemer i praksis.
Justitsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af den nye
notarialbekendtgørelse overveje, om der er grundlag for at
fravige dette krav.
Udvalget peger i betænkningen på,
at forslaget om skærpelse af kravene til tilbagekaldelse af
et testamente bør medføre, at notariel
tilbagekaldelse af et testamente, i hvert fald hvor
tilbagekaldelsen er fuldstændig, bør være
afgiftsfri. Udvalgets forslag herom skal i ses i sammenhæng
med udvalgets forslag om afskaffelse af vidnetestamentet som
ordinær testamentsform og opretholdelse af notartestamentet
som den eneste ordinære testamentsform.
I lyset af, at Justitsministeriet
foreslår vidnetestamentet opretholdt som testamentsform, jf.
lovforslagets § 67, jf. § 64, er der efter
ministeriets opfattelse ikke grundlag for at fravige det
sædvanlige udgangspunkt om, at der skal betales retsafgift
for en tilbagekaldelse, der foretages over for notaren.
Retsafgiftsloven foreslås derfor ikke ændret på
dette punkt.
13. Testamenters
ugyldighed og anfægtelse
13.1. Gældende
ret
13.1.1. Ugyldighedsgrunde
Efter arvelovens § 50 er et
testamente ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen var fyldt
18 år eller havde indgået ægteskab, jf.
arvelovens § 39. Et testamente er endvidere ugyldigt,
hvis formkravene for oprettelse af notartestamente, vidnetestamente
eller nødtestamente ikke er iagttaget, jf. § 40,
jf. §§ 42 og 43 eller § 44.
En testamentarisk bestemmelse er efter
§ 51 ugyldig, hvis testator ved oprettelsen på
grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående
sindsforvirring eller lignende tilstand manglede evnen til
fornuftmæssigt at råde over sine ejendele.
Betegnelserne for disse tilstande svarer til § 65 i den
nu ophævede myndighedslov (lovbekendtgørelse nr. 443
af 3. oktober 1985 med senere ændringer om umyndighed og
værgemål). Bevisbyrden påhviler den, der
påstår testamentet tilsidesat.
Det følger af § 52, at en
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den er fremkaldt ved
tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning eller
ved misbrug af testators enfoldighed, svaghedstilstand eller
afhængighed. Indholdet af bestemmelsen svarer i vidt omfang
til aftalelovens kapitel 3 om ugyldige aftaler. På grund af
testamentets karakter af en ensidig viljeserklæring må
der imidlertid ved bedømmelsen af, om et testamente er
ugyldigt, lægges større vægt på mangler
ved testators vilje, end det er tilfældet ved
bedømmelsen af gensidigt bebyrdende aftaler. Faren for
misbrug er endvidere langt større ved testamentsoprettelse
end ved gensidigt bebyrdende aftaler. Ugyldighed indtræder
derfor, uanset om den begunstigede i testamentet kendte eller burde
kende til den omstændighed, der bevirker ugyldigheden, og
uanset hvem der har udøvet tvangen eller svigen mv. Den, der
påstår den testamentariske bestemmelse tilsidesat, har
bevisbyrden for, at der foreligger misbrug. I retspraksis har der
været udvist tilbageholdenhed med at erklære
testamenter for ugyldige i medfør af arvelovens
§ 52. Dette kan muligvis hænge sammen med, at der
under en sag efter § 52 skal tages stilling til, om en af
sagens parter har udvist en adfærd, der er utilbørlig
eller endog strafbar, og at der stilles skærpede krav til
beviserne for en sådan adfærd.
Arvelovens § 53 regulerer
spørgsmålet om mangler ved testamenters indhold. En
testamentarisk bestemmelse er i medfør af stk. 1
ugyldig, hvis testator ved oprettelsen befandt sig i en
vildfarelse, der var afgørende for dispositionen.
Bestemmelsen omhandler både motivvildfarelser (ægte
vildfarelser, urigtige forudsætninger) og
erklæringsvildfarelser (uægte vildfarelser). Ved
motivvildfarelser stemmer testamentets ordlyd med det, testator har
ønsket. Testator havde imidlertid ved oprettelsen haft
urigtige forudsætninger om faktiske eller retlige forhold som
f.eks., at han ikke havde nogen livsarving, eller at hans formue
var større, end den i virkeligheden var. Motivvildfarelsen
kan også angå retsregler eller retsstillingen i
øvrigt, hvor juridiske begreber eller reglernes indhold
misforstås. Testator kan f.eks. urigtigt tro, at fætre
og kusiner er legale arvinger, eller at en ikke adopteret
stedsøn har arveret. Ved erklæringsvildfarelser har en
testamentarisk bestemmelse ved fejlskrift eller anden fejltagelse
fået et andet indhold end tilsigtet af testator. Testator kan
ved en fejl have skrevet et forkert navn i testamentet eller kan
have skrevet 100.000 kr. i stedet for 10.000 kr. i en
legatbestemmelse.
For at testamentet kan tilsidesættes
som ugyldigt, kræves det, at vildfarelsen skal have
været så væsentlig for testator, at den må
antages at have virket bestemmende, således at testator ikke
ville have truffet dispositionen med kendskab til de rigtige
forhold. Det er uden betydning, hvem der er årsag til
vildfarelsen.
Det fremgår af § 53,
stk. 2, at en testamentarisk bestemmelse, der ved fejlskrift
eller anden fejltagelse har fået et andet indhold end
tilsigtet, skal gennemføres efter sin rette mening, hvis
denne kan udfindes. Efter sin ordlyd anvendes bestemmelsen alene
på erklæringsvildfarelser, men den kan formentlig
også anvendes på motivvildfarelser.
Arveloven indeholder ikke regler om bristende
forudsætninger, dvs. om tilsidesættelse eller
ændring af en testamentarisk bestemmelse, fordi forholdene
efter testamentets oprettelse har ændret sig. Gennem teori og
retspraksis er der imidlertid dannet en generel grundsætning
herom. Grundsætningen indebærer, at en testamentarisk
bestemmelse er uvirksom, hvis forholdene efter testamentets
oprettelse har ændret sig i forhold til testators
forventninger på en sådan måde, at det må
antages, at testator med kendskab til udviklingen ville have
tilbagekaldt bestemmelsen, hvis testator havde været
opmærksom på spørgsmålet og foranlediget
til at tage stilling til dette. Ville testator nok have truffet den
testamentariske bestemmelse, men med et andet indhold, og kan det
med rimelig høj grad af sikkerhed fastslås, hvad dette
indhold ville gå ud på, omtydes den testamentariske
bestemmelse ved korrigerende fortolkning til dette. Når et
testamente tilsidesættes eller ændres på grund af
bristende forudsætninger, sker det kun efter anmodning fra
en, der vil arve, hvis testamentet falder. Bevisbyrden for, at
testators forudsætninger for oprettelsen af den
testamentariske disposition er bristede, påhviler den, der
påberåber sig bristende forudsætninger.
Efter § 54 er en testamentarisk
bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller
tilintetgørelse af efterladenskaber, som åbenbart
savner fornuftig mening, ugyldig. I modsætning til arvelovens
øvrige ugyldighedsregler påses denne regels
overholdelse umiddelbart af skifteretten.
Der henvises til betænkningen s.
231-238.
13.1.2.
Ugyldighedsvirkningen
Efter arvelovens § 55 kan
indsigelse rejses af enhver, som vil arve, hvis testamentet
erklæres ugyldigt. Arvelovens hovedregel om
ugyldighedsvirkningen indebærer således, at den
testamentariske bestemmelse er anfægtelig. Er der ingen, der
gør indsigelse mod en ugyldig testamentarisk bestemmelse,
vil den således blive lagt til grund under skiftet. Hvis en
indsigelse om ugyldighed tages til følge, er den
testamentariske bestemmelse ugyldig både i forhold til den
arving, der har gjort indsigelsen gældende, og i relation til
andre arvinger.
Der henvises til betænkningen s.
238.
13.1.3. Bevisregler for
testamenter
I arvelovens § 56 bestemmes det, at
notarens attestation på et testamente anses som bevis for de
forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre særlige
omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens
rigtighed. Den, der gør indsigelse mod testamentet, har
bevisbyrden for attestationens urigtighed, og der kræves i
praksis et ret stærkt bevis for, at attestationen ikke kan
lægges til grund.
Indsigelser mod vidnetestamenter reguleres af
§ 57. Denne bestemmelse knytter sig til reglerne om
skriftlige vidnetestamenter i § 40 og
§§ 42-43. Det fremgår af stk. 1, at den,
der er begunstiget i testamentet, har bevisbyrden for testamentets
rigtighed. Bevisbyrden kan blandt andet løftes ved
førelse af testamentsvidnerne. Vidneforklaringerne vil
således i almindelighed være afgørende for, om
testamentet kan lægges til grund. Har vidnerne i deres
påtegning attesteret, at formkravene i § 42 er
overholdt, skal dette anses for godtgjort, medmindre særlige
omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens
rigtighed, jf. § 57, stk. 2. En indsigelse om, at
forskrifterne i § 42 ikke er opfyldt, må bevises af
den, der rejser indsigelsen.
13.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
13.2.1. Bevisregler for
testamenter
Udvalget foreslår ingen ændringer
i beviskraften af notarens påtegning i forhold til den
gældende arvelovs § 56. Det indebærer, at
notarens påtegning på testamentet skal anses som bevis
for de forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre
særlige omstændigheder giver grund til at betvivle
påtegningens rigtighed. Om indholdet af notarens
påtegning henvises til pkt. 12.2.2.
Udvalgets forslag om adgang til oprettelse af
et midlertidigt testamente for en advokat, jf. pkt. 12.2.3.,
nødvendiggør en fastlæggelse af
bevisværdien af advokatens påtegning på
testamentet. Udvalget foreslår, at beviskraften af advokatens
attestation €" bortset fra påtegningen om testators evne
til at handle fornuftmæssigt - skal svare til beviskraften af
en attestation foretaget af notaren. Hvis der rejses indsigelse mod
et midlertidigt testamente oprettet for en advokat, skal den, der
vil påberåbe sig testamentet, godtgøre, at
testamentet er gyldigt oprettet. Dette svarer til retstilstanden
efter den gældende arvelovs § 57 om
vidnetestamenter.
Med forslaget om ophævelse af
formkravene til oprettelse af nødtestamenter, jf. pkt.
12.2.4., er der også behov for at fastlægge,
hvornår et nødtestamente må anses for ugyldigt.
Udvalget foreslår, at et nødtestamente skal være
ugyldigt, hvis det ikke kan anses for sikkert, at testamentet er
udtryk for testators beslutning og oprettet af denne, eller det
må antages, at testator ikke var i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamentet. Den, der vil
gøre gældende, at nødtestamentet er ugyldigt,
skal godtgøre dette. Der bør ikke stilles strenge
krav til beviset for, at nødtestamentet ikke er udtryk for
testators beslutning og er oprettet af denne. Også for
så vidt angår spørgsmålet om testators
habilitet indebærer udvalgets forslag en lempelse af
beviskravene i forhold til gældende ret, således at
nødtestamentet er ugyldigt, hvis der i forbindelse med en
indsigelse mod et sådant testamente skabes en begrundet
formodning om, at testator ikke var i stand til at råde
fornuftmæssigt. Baggrunden for forslaget om denne lempelse af
beviskravene er navnlig, at et nødtestamente oprettes uden
den kontrol, der er knyttet til oprettelsen af et notartestamente
eller et midlertidigt testamente oprettet for en advokat. Den
foreslåede lempelse indebærer, at der ved vurderingen
af testators habilitet skal foretages en vurdering, der svarer til
den vurdering, der skal foretages efter værgemålslovens
§ 46, stk. 1, om ugyldige aftaler. Efter denne
bestemmelse er en aftale er ikke bindende, hvis det må
antages, at den er indgået af en person, der på grund
af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk
udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende
tilstand manglede evnen til at handle fornuftmæssigt.
Også den foreslåede adgang til at
oprette testamentariske dispositioner om fordeling af
sædvanligt indbo mv., jf. pkt. 12.2.5., skaber behov for en
regulering af spørgsmålet om sådanne
dispositioners ugyldighed. Udvalget foreslår, at en
testamentarisk disposition om fordeling af sædvanligt indbo
mv. skal anses for gyldig, medmindre det må antages, at den
ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand
til fornuftmæssigt at oprette testamente. Den, der vil
gøre gældende, at den testamentariske disposition ikke
er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til
fornuftmæssigt at fordele de pågældende
genstande, bør godtgøre dette. Udvalgets forslag
herom afviger således fra forslaget vedrørende
midlertidige testamenter oprettet for en advokat. Baggrunden herfor
er navnlig, at en testamentarisk disposition om fordeling af
sædvanligt indbo og personlige effekter ofte vil være
en ensom erklæring, og at det derfor gennem f.eks.
vidneforklaringer vil være vanskeligt at føre bevis
for, at dispositionen ikke er foretaget af testator eller for
testators inhabilitet på oprettelsestidspunktet. Den
foreslåede bevisregel indebærer, at der ved vurderingen
af, om dispositionen er oprettet af testator, og af, om testator
var i stand til at handle fornuftmæssigt, skal foretages en
bevisvurdering, der svarer til den bevisvurdering, der skal
foretages efter værgemålslovens § 46 om
ugyldige aftaler.
Udvalget anfører, at det bør
overvejes at ændre dødsboskifteloven, således at
skifteretten får kompetence til at afgøre
spørgsmålet om gyldigheden af en testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo ved kendelse med
adgang til kære til landsretten, da der som hovedregel alene
vil tale om begrænsede værdier. Efter gældende
ret skal et sådant spørgsmål afgøres
under en domssag, jf. dødsboskiftelovens § 102,
stk. 2, jf. dødsboskiftelovens § 89,
stk. 1, nr. 1.
Der henvises til betænkningen s.
245-250.
13.2.2. Ændringer i nogle
af reglerne om ugyldighedsgrundene
Udvalget foreslår, at den
gældende arvelovs § 51 om ugyldighed på grund
af testators fornuftmangel videreføres med enkelte sproglige
ændringer, som tilpasser bestemmelsens ordlyd til den mere
nutidige gengivelse af de tilstande, der kan føre til
fornuftmangel, som findes i værgemålslovens
§ 46, stk. 1, om ugyldige aftaler. Den
foreslåede ændring indebærer derfor ingen
indholdsmæssige ændringer i den gældende arvelovs
§ 51.
Efter værgemålslovens
§ 46 er en aftale ugyldig, "hvis det må antages",
at den er indgået af en person i en tilstand som nævnt
i bestemmelsen. Denne formulering indebærer en lempelse af
beviskravene i forhold til, hvad der gælder efter den
gældende arvelovs § 51. Udvalget har derfor
overvejet, om en tilsvarende generel lempelse af beviskravet
bør foreslås i relation til et testamentes ugyldighed
på grund af testators manglende evne til at handle
fornuftmæssigt. Udvalget finder imidlertid, at situationen
ved oprettelse af testamente adskiller sig så meget fra
indgåelse af gensidigt bebyrdende aftaler, at der ikke er
grundlag for at foreslå en sådan lempelse. Det skyldes
navnlig, at testamenter fremover som udgangspunkt skal oprettes
over for notaren, og at notaren i den forbindelse skal konstatere,
om testator var i stand til at handle fornuftmæssigt. En
tilsvarende prøvelse foretages ikke ved indgåelse af
gensidigt bebyrdende aftaler.
Som anført i pkt. 13.1.1. er
retspraksis vedrørende den gældende arvelovs
§ 52 om ugyldighed på grund af tvang, svig eller
anden utilbørlig påvirkning meget tilbageholdende.
Udvalget anfører, at praksis måske kan forklares med,
at retterne uvilkårligt skærper beviskravene, når
bevistemaet er, at en af sagens parter har begået et forhold,
der er dadelværdigt eller ligefrem ligger på kanten til
det kriminelle. Det er på denne baggrund udvalgets
opfattelse, at beviskravene i den gældende arvelovs
§ 52 bør lempes, således at en
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den "må antages"
at være fremkaldt ved tvang, svig eller anden
utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug af
testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller
afhængighed. Beviskravene vil herved komme til at svare til
de krav, der stilles efter værgemålslovens
§ 46, stk. 1, om ugyldige aftaler.
Den gældende arvelovs § 53,
stk. 1, angår både erklæringsvildfarelse
(fejlskrift eller anden fejltagelse) og motivvildfarelser (urigtige
forudsætninger). Stk. 2 omhandler derimod efter sin
ordlyd alene erklæringsvildfarelser.
Udvalget foreslår ingen ændringer
i reglerne om ugyldighed på grund af
erklæringsvildfarelse. Efter udvalgets opfattelse vil det
imidlertid skabe større klarhed i lovteksten, hvis
erklæringsvildfarelser behandles i en selvstændig
bestemmelse, mens motivvildfarelse naturligt bør behandles i
samme bestemmelse som efterfølgende bristende
forudsætninger, jf. pkt. 13.2.3.
Der henvises til betænkningen s.
250-254.
13.2.3. Bristende
forudsætninger
Den gældende arvelov indeholder som
nævnt i pkt. 13.1.1. ikke regler om bristende
forudsætninger, og tilsidesættelse af en testamentarisk
bestemmelse på grund af bristende forudsætninger sker
derfor efter gældende ret på grundlag af en
grundsætning, der er udviklet i teori og retspraksis.
Efter udvalgets opfattelse taler tilkomsten
af aftalelovens § 36 om aftaler, som det vil være
urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre
gældende, for at opstille en lovregel om bristende
forudsætninger i arveloven. Hertil kommer, at den
gældende arvelov i § 53, stk. 1, indeholder
regler om ugyldighed på grund af urigtige
forudsætninger (motivvildfarelse). Det er efter udvalgets
opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at en oprindelig manglende
forudsætning er reguleret i loven, hvorimod den samme
efterfølgende bortfaldne forudsætning ikke
omtales.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at der medtages en regel om bristende
forudsætninger i arveloven. Den foreslåede
lovfæstelse skal efter udvalgets opfattelse ikke
indebære nogen ændring i adgangen til
tilsidesættelse af en testamentarisk bestemmelse på
grund af bristende forudsætninger i forhold til
gældende ret. I overensstemmelse med hvad der i dag antages
at gælde for urigtige forudsætninger, bør
rettelse gå forud for tilsidesættelse. Hvis den rette
mening af en testamentarisk bestemmelse kan fastslås,
bør bestemmelsen således gennemføres i
overensstemmelse hermed.
Udvalget foreslår endvidere, at
reguleringen af bristende forudsætninger og urigtige
forudsætninger samles i en bestemmelse.
Der henvises til betænkningen s.
255-257.
13.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag til udformning af bevisreglerne for
notartestamente, nødtestamente samt testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv.
I den forbindelse kan Justitsministeriet
endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om ændring af
dødsboskifteloven, således kompetencen til at tage
stilling til indsigelser mod gyldigheden af en testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv. skal
afgøres af skifteretten ved kendelse. Der henvises til
§ 3, nr. 10, i det lovforslag om ændring af
forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser
i forsikringsordninger og ændringer som følge af
arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag,
foreslås dødsboskifteloven ændret i
overensstemmelse med udvalgets forslag. Indsigelser mod gyldigheden
af et notartestamente, et vidnetestamente eller et
nødtestamente skal som hidtil afgøres af skifteretten
under en domssag i overensstemmelse med dødsboskiftelovens
almindelige regler herom, jf. dødsboskiftelovens
§ 89, stk. 1, nr. 1, jf. § 101,
stk. 1.
Som anført i pkt. 12.3. foreslår
Justitsministeriet, at vidnetestamentet opretholdes som
testamentsform, og at der som konsekvens heraf ikke indføres
regler om adgang til at oprette midlertidigt testamente for en
advokat. Det foreslås på den baggrund, at bevisreglen
for vidnetestamenter i den gældende arvelovs § 57
videreføres.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag til udformning af bestemmelsen om ugyldighed
på grund af testators manglende evne til at handle
fornuftmæssigt, således at beskrivelsen af de
tilstande, der kan medføre, at testator er ude af stand til
at handle fornuftmæssigt, kommer til at svare til
værgemålslovens § 46.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte
sig udvalgets forslag om lovfæstelse af grundsætningen
om ugyldighed på grund af bristende forudsætninger, og
lovforslaget er derfor også på dette punkt udformet i
overensstemmelse med udvalgets lovudkast, herunder således at
bestemmelserne om ugyldighed på grund af urigtige og
bristende forudsætninger samles i én bestemmelse. Der
er ikke med den foreslåede lovfæstelse af
grundsætningen om bristende forudsætninger tale om
nogen udvidelse af anvendelsesområdet herfor.
Der henvises til lovforslagets
§§ 69-79 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
14. Fælles
testamente
14.1. Gældende
ret
Testamente kan oprettes gensidigt, dvs.
således at to eller flere personer gensidigt indsætter
hinanden til at arve. Gensidige testamenter forekommer eksempelvis
mellem ægtefæller, ugifte samlevende og
familiemedlemmer. Herudover ses det, at to (eller flere) personer
opretter et fælles testamente, men uden at de
pågældende derved indsættes til at arve
hinanden.
Gensidige testamenter er reguleret i
arvelovens §§ 47 og 48. Arveloven indeholder derimod
ikke særlige regler om fælles testamenter, der ikke er
gensidige.
Det følger af arvelovens
§ 47, at en ensidig tilbagekaldelse af et gensidigt
testamente for at være gyldig skal meddeles den anden part.
Det gælder dog ikke, hvis dette af særlige grunde er
udelukket. Bestemmelsen gælder for alle gensidige
testamenter. Derimod gælder bestemmelsen ikke for
fælles testamenter, der ikke er gensidige. Bestemmelsen er en
udfyldningsregel, der anvendes, hvis testamentet ikke er gjort
uigenkaldeligt efter § 67, og der ikke i testamentet er
truffet bestemmelse om, hvordan en eventuel tilbagekaldelse skal
gennemføres.
§ 48, 1. pkt., handler om en
længstlevende ægtefælles adgang til at
ændre et gensidigt testamente efter den
førstafdøde ægtefælles død,
når testamentet indeholder bestemmelser om fordeling af arven
ved den længstlevende ægtefælles død. Det
følger af bestemmelsen, at den længstlevende
ægtefælle kan ændre et gensidigt testamentes
bestemmelser om senere fordeling af arven for så vidt
angår sit særeje og halvdelen af det tidligere
fællesbo.
Udtrykket "halvdelen af det tidligere
fællesbo" er ikke velvalgt, idet der ikke hermed menes
halvdelen af fællesboet ved førstafdødes
død, men derimod halvdelen af de midler, som findes ved
længstlevendes død, og som ville have været
fællesejemidler, hvis ægteskabet havde varet til dette
tidspunkt. Dette omfatter således også et
skilsmissesæreje, fordi det bliver til fælleseje ved
den førstafdøde ægtefælles død.
Anvendelsesområdet for § 48, 1. pkt., har desuden
givet anledning til tvivl, fordi bestemmelsens ordlyd ikke synes at
tage højde for de situationer, hvor ægtefællerne
efterlader sig børn, og fordi der ikke i forarbejderne til
bestemmelsen er redegjort for reglens anvendelse i tilfælde,
hvor formuen er vokset eller formindsket i perioden mellem
førstafdødes og længstlevendes død. I
retspraksis har § 48, 1. pkt., imidlertid været
anvendt på ægtefæller med
fællesbørn, og i den juridiske teori er der regler for
tilvækst og værdifald i tilfælde, der er omfattet
af § 48, 1. pkt. I forenklet form indebærer de i
teorien opstillede regler, at hvis en tilvækst eller et
værdifald kan henføres til en bestemt formue,
vedrører de alene denne. Kan en sådan
henførelse til en bestemt formueart ikke finde sted, skal
der ske en forholdsmæssig fordeling af værdistigningen
eller værditabet.
§ 48, 1. pkt., er en udfyldnings-
og fortolkningsregel, idet reglen kun gælder, hvis der ikke i
testamentet er bestemt noget andet, eller noget andet klart
fremgår af dette, jf. § 48, 2. pkt. § 48
vedrører alene gensidige testamenter mellem
ægtefæller og er således snævrere
afgrænset end § 47, der gælder for alle
gensidige testamenter.
Arveloven indeholder ikke regler om den
længstlevende ægtefælles adgang til at disponere
i levende live i tilfælde, hvor der er oprettet et gensidigt
testamente mellem ægtefællerne. Begrænsninger i
rådigheden kan imidlertid følge af bestemmelserne i
det gensidige testamente. Det er tvivlsomt, om der efter
gældende ret er adgang til at omstøde en disposition
foretaget af den længstlevende ægtefælle ud fra
et omgåelsessynspunkt.
Der henvises til betænkningen s.
261-265.
14.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
14.2.1. Fælles
testamenter
Udvalget finder, at den gældende
arvelovs regulering af fælles testamenter er for spinkel. Der
foreslås derfor mere udførlige regler om fælles
testamenter, herunder gensidige testamenter. Reglerne skal
gælde både for fælles testamenter mellem
ægtefæller og for andre, der i fællesskab
opretter testamente.
14.2.1.1. Ensidig
tilbagekaldelse af et fælles testamenter
Udvalget peger på, at de bærende
hensyn bag underretningskravet i arvelovens § 47 om
tilbagekaldelse af gensidige testamenter er, at den ene part ikke
skal kunne tilbagekalde sin del af testamentet og holde
tilbagekaldelsen hemmelig, således at den får virkning,
hvis parten dør først, men således at parten
kan tilintetgøre tilbagekaldelsen, hvis den tilbagekaldende
part bliver den længstlevende af parterne.
En sådan beskyttelse mod hemmelig
tilbagekaldelse er ikke blot relevant i relation til egentlige
gensidige indsættelser, dvs. tilfælde, hvor
ægtefæller eller andre i forening har oprettet
testamente og gensidigt indsat hinanden til at arve. Også i
tilfælde, hvor ægtefæller eller andre har
oprettet fælles testamente uden gensidigt at have indsat
hinanden til at arve, kan det således være
værdifuldt at blive underrettet om tilbagekaldelsen, da
indholdet af den tilbagekaldte del af den fælles testation
kan være en væsentlig forudsætning for den anden
testator.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at reglen om beskyttelse mod hemmelig tilbagekaldelse i
den gældende arvelovs § 47 udvides fra alene at
angå egentlige gensidige indsættelser mellem
ægtefæller eller andre, der har oprettet gensidigt
testamente, til også at omfatte tilfælde, hvor
ægtefæller eller andre har oprettet fælles
testamente, uden at testamentet er gensidigt. Som hidtil skal
underretning ske, medmindre dette af særlige grunde er
udelukket.
For at være gyldig skal
tilbagekaldelsen i øvrigt opfylde de almindelige krav til
tilbagekaldelse af en testamentarisk disposition, dvs. ske under
iagttagelse af testamentsformerne, jf. pkt. 12.2.6.
Der henvises til betænkningen s.
268-271.
14.2.1.2. Den
længstlevendes testationsret, når der er oprettet
fælles testamente
Som anført ovenfor i pkt. 14.1. har
anvendelsesområdet for den gældende arvelovs
§ 48, 1. pkt., om gensidige testamenter givet anledning
til usikkerhed. Hertil kommer, at bestemmelsen alene omfatter
gensidige testamenter oprettet mellem ægtefæller.
Efter udvalgets opfattelse er der behov for
klare og enkle regler om den længstlevende testators
testationsret i alle tilfælde, hvor der er oprettet
fælles testamente. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at
disse regler bør være ens, uanset om det er
ægtefæller eller andre, der opretter testamente
sammen.
Udvalget foreslår herefter, at der ved
fastlæggelsen af den længstlevende testators
testationsret ikke længere skal skelnes mellem
fælleseje og særeje, og at den længstlevende
testator som det legale udgangspunkt ved testamente skal kunne
råde over hele arven i boet efter længstlevende.
Hvor den førstafdøde testator
efterlader sig særlivsarvinger, eller hvor der er
fælles livsarvinger, foreslår udvalget imidlertid, at
der fastsættes nogle modifikationer til udgangspunktet om, at
den længstlevende ægtefælle har fri
testationsret.
For det første må den
længstlevende ægtefælles testation selvsagt ikke
være i strid med tvangsarvereglerne. Den længstlevende
ægtefælles testationsret må således under
alle omstændigheder være begrænset til
friarven.
For det andet bør den
længstlevende ægtefælle ikke ved testamente kunne
råde over friarv, der ifølge det fælles
testamente skal tilfalde førstafdødes
særlivsarvinger. I praksis fastsættes der således
ofte bestemmelser i testamentet om længstlevendes
testationsret i tilfælde, hvor ægtefællerne har
børn. Praktisk taget ingen testamenter med sådanne
bestemmelser giver længstlevende fri testationsret. Der
træffes derimod ofte bestemmelse om, at børnene skal
ligestilles ved den længstlevendes død. I de fleste af
disse tilfælde bestemmes det videre, at den
længstlevende ikke skal kunne ændre arvens fordeling
til skade for den førstafdødes børn. Denne
praksis bør efter udvalgets opfattelse afspejles i
loven.
For det tredje bør den
længstlevende ægtefælle ikke ved testamente kunne
råde over halvdelen af den friarv, der ifølge det
fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.
Baggrunden herfor er, at det ville resultere i en for voldsom
begrænsning af de fælles livsarvingers arv og
være i strid med førstafdødes
forudsætninger for arvens fordeling, hvis den
længstlevende ægtefælle som den deklaratoriske
hovedregel kunne nedsætte arven til fælles livsarvinger
til tvangsarven, således som denne foreslås reduceret
af udvalget, jf. pkt. 2.2.2. En regel, hvorefter den
længstlevendes testationsret i forhold til fælles
livsarvinger alene vedrører halvdelen af den friarv, som de
har fået tillagt ved testamentet, er efter udvalgets
opfattelse en enkel regel, som samtidig giver de fælles
livsarvinger en rimelig beskyttelse mod, at deres arv
nedsættes i strid med førstafdødes
forudsætninger.
De foreslåede regler om den
længstlevende testators testationsret bør kunne
fraviges ved testamente, således som det i dag er
tilfældet med den gældende arvelovs § 48 om
gensidige testamenter mellem ægtefæller.
Der henvises til betænkningen s.
271-277.
14.2.1.3. Den
længstlevendes dispositionsadgang i levende live, når
der er oprettet fælles testamente
Som anført i pkt. 14.1. er det
tvivlsomt, om der er adgang til at omstøde dispositioner,
som den længstlevende ægtefælle har foretaget i
levende live, og som griber ind i den fordeling, der skal foretages
efter et fælles testamente.
I de tilfælde, hvor en
længstlevende ægtefælle ikke kan ændre den
førstafdøde ægtefælles testamentariske
bestemmelser om arvens fordeling efter længstlevendes
død, er der efter udvalgets opfattelse behov for en
omstødelsesregel i forhold til dispositioner foretaget af
længstlevende i levende live. Dette vil navnlig være
tilfældet, hvor den førsteafdøde i sit
testamente har bestemt, at arven efter den længstlevendes
død skal tilfalde førstafdødes
særbørn eller fællesbørn. Endvidere kan
der være tilfælde, hvor den førstafdøde
ægtefælle har lagt så afgørende vægt
på, at arven ved den længstlevendes død skal
tilfalde en bestemt arving, at der i testamentet er truffet
bestemmelse om, at den længstlevende ikke kan tilbagekalde
den pågældende bestemmelse. I sådanne
tilfælde vil den længstlevende ægtefælle
kunne gøre testamentets bestemmelser om arvens fordeling
illusorisk ved gaver og lignende.
Ved afgrænsningen af, hvilke
situationer der skal omfattes af adgangen til omstødelse,
bør der efter udvalgets opfattelse gælde de samme
regler som for omstødelse i uskiftet bo, jf. pkt. 5.2.2.3.
Det afgørende kriterium bør derfor være, at
dispositionen tilsidesætter testamentets bestemmelser om
arvens fordeling, og at der er disponeret over midler, der
står i misforhold til formuen. Gaver vil være
hovedområdet for omstødelse, men også
arveforskud, der er så betydelige, at arveforskuddet ikke kan
forventes at ville kunne afregnes i modtagerens arv, skal
være omfattet.
Endvidere bør der kunne ske
omstødelse, når en livsforsikring eller lignende
ordning, der er oprettet for et beløb, der står i
misforhold til formuen, kommer til udbetaling til en begunstiget,
når begunstigelsen ikke er forenelig med testamentets
fordelingsprincip. Som det er tilfældet efter de
foreslåede regler om omstødelse i uskiftet bo,
bør der alene ske omstødelse, når
forsikringssummen kan udbetales, dvs. at forsikringsbegivenheden
skal være indtrådt. Baggrunden herfor er, at det vil
være af yderst begrænset værdi for arvingen at
anlægge sag inden forsikringsbegivenhedens indtræden,
idet indsættelsen af en begunstiget ikke i sig selv
medfører en formueforskydning. Overlever den begunstigede
således ikke forsikringstager, vil begunstigelsen bortfalde,
jf. forsikringsaftalelovens § 106. Hertil kommer, at
omstødelse af en begunstigelse ikke vil hindre
længstlevende i på ny at indsætte den samme
person som begunstiget.
Omstødelse bør alene kunne ske,
hvis modtageren af gaven mv. er i ond tro såvel i forhold til
testamentets indhold €" det vil sige fordelingen efter
testamentet €" som til, at der er tale om misbrug €" det
vil sige, at dispositionen stod i misforhold til formuen.
Omstødelse i uskiftet bo
indebærer, at gaven mv. går tilbage til boet. Derved
kommer resultatet også de arvinger til gode, der ikke har
været parter i omstødelsessagen. En tilsvarende
ordning bør efter udvalgets opfattelse gælde i forhold
til omstødelse af dispositioner, der tilsidesætter
bestemmelser i et fælles testamente.
Efter udvalgets opfattelse bør der
ikke være adgang til omstødelse, hvis arvingen kan
opnå fuld dækning for sin arveret ved, at der ydes
vederlag af det beholdne bo. Dette svarer til, hvad der
gælder ved omstødelse i uskiftet bo.
Den førstafdøde testator
bør have mulighed for ved testamente at bestemme, at
arvingerne ikke skal kunne rejse et krav om omstødelse eller
vederlag over for den længstlevende testator, dvs. at
reglerne bør være deklaratoriske
Udvalget redegør i betænkningen
s. 281-282 for, at de gældende regler i
dødsboskifteloven indebærer, at nogle sager om
omstødelse skal anlægges ved skifteretten, mens andre
sager skal anlægges ved de almindelige domstole. Med henblik
på en klar retstilstand på området foreslår
udvalget, at behandlingen af alle sager om omstødelse, der
er foretaget i strid med bestemmelserne i et fælles
testamente, henlægges til skifteretten på samme
måde, som det foreslås for sager om omstødelse i
uskiftet bo, jf. pkt. 5.2.2.3.
Hensynet til modtageren af en gave mv.
tilsiger, at en arving, der ønsker omstødelse,
relativt hurtigt bør anlægge sag om omstødelse.
Udvalget foreslår derfor, at omstødelsessager
vedrørende gaver og arveforskud skal anlægges inden 1
år efter, at arvingen har eller burde have fået
kendskab til fuldbyrdelsen af en omstødelig disposition. For
så vidt angår livsforsikringer eller lignende ordninger
foreslås det, at fristen skal løbe fra det tidspunkt,
hvor arvingen har eller burde have fået kendskab til
udbetalingen.
Der henvises til betænkningen s.
277-283.
14.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om behovet for mere udførlige regler
om fælles testamenter.
Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde, at ensidig tilbagekaldelse af en fælles
testamentarisk disposition for at være gyldig bør
være betinget af, at medtestator underrettes herom. Kun
når dette af særlige grunde er udelukket, f.eks. fordi
medtestator er forsvundet, bør dette krav kunne fraviges.
Som foreslået af udvalget bør underretningskravet
gælde både i forhold til gensidige testamenter og andre
fælles testamenter, og reglen bør finde anvendelse
på både ægtefæller og andre, f.eks. 2
søskende, der opretter testamente sammen. I tilfælde,
hvor en testamentarisk disposition oprettes af flere i forening,
vil indholdet af den enkeltes testamentariske disposition
formentlig ofte afhænge af, at de øvrige testatorers
testamentariske dispositioner fastholdes i mere eller mindre
uændret form, og et krav om underretning i forbindelse med
ensidig tilbagekaldelse af alle fælles testamentariske
dispositioner vil have en konfliktforebyggende funktion.
For så vidt angår
ægtefæller har Justitsministeriet desuden overvejet, om
der bør indføres et tilsvarende underretningskrav
også i tilfælde, hvor en ægtefælle opretter
testamente alene og f.eks. begrænser den anden
ægtefælles arv til tvangsarven. Det må imidlertid
anses for en grundlæggende arveretlig regel, at en arvelader
ved testamente kan råde over sine ejendele uden indblanding
fra andre bortset fra de begrænsninger, der følger af
bl.a. tvangsarvereglerne og de særlige regler om
ægtefællens adgang til at træffe testamentarisk
bestemmelse om overtagelse efter vurdering af
fællesejeaktiver, jf. pkt. 16.2. Justitsministeriet
foreslår derfor ikke indførelsen af en
underretningsregel ved enetestamenter.
Af de grunde, der er anført af
udvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde
anbefalingen om mere udførlige regler om en
længstlevende testators testationsret og dispositionsadgang i
levende live.
Justitsministeriet er enigt i, at reglerne
bør gælde for alle fælles testationer, uanset om
de er gensidige, og uanset om de er oprettet af
ægtefæller eller andre. Herved skabes der en enkel og
klar retstilstand på området.
Reglerne om længstlevende testators
testationsret og dispositionsadgang i levende live bør som
foreslået af udvalget kunne fraviges ved testamente. Herved
sikres det, at testatorerne €" inden for rammerne af
arveloven, herunder reglerne om tvangsarv €" kan udforme
reglerne om den længstlevende testators testationsret og
dispositionsadgang i levende live efter deres egne
ønsker.
Der henvises til lovforslagets
§§ 80-86 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
15. Samleverens
arveretlige stilling
15.1. Gældende
ret
Ugifte samlevende har efter gældende
ret ikke legal arveret og arver således kun hinanden, hvis de
har oprettet testamente.
Efter retspraksis kan der ud fra
formueretlige betragtninger tillægges en længstlevende
samlever en kompensation, hvis der har været tale om et
flerårigt fast samlivsforhold, og den længstlevende i
væsentlig grad har bidraget til, at den afdøde har
kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue. Der kan f.eks.
være tale om tilfælde, hvor den længstlevendes
indtægt har finansieret parrets leveomkostninger, og hvor
afdødes indtægt er brugt til terminsbetalinger
på afdødes faste ejendom, hvorved afdøde har
oparbejdet en betydelig formue i form af ejendommens friværdi
samtidig med, at længstlevende er uden formue.
Tilstedeværelsen af et testamente
udelukker som udgangspunkt ikke, at den indsatte samlever
også gør kompensationskrav gældende.
I skatteretlig henseende antages det, at
kompensationsbeløbet må anses for en skattefri
formuebevægelse, og der betales derfor ikke boafgift af et
tilkendt kompensationsbeløb.
Der henvises til betænkningen s.
147-148.
15.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
15.2.1. Arv efter loven
Udvalget finder, at de ændrede
samfundsforhold og familiemønstre siden vedtagelsen af den
gældende arvelov fra 1963 nødvendiggør
overvejelser om, hvordan man kan forbedre den arveretlige stilling
for ugifte samlevende gennem indførelse af regler om legal
arveret. Således er der i dag ca. 290.000 par, der lever
sammen papirløst, og knap 1/3 af disse par har
fællesbørn.
Udvalget anfører, at ugifte samlevende
udgør en uensartet gruppe, hvoraf en del bevidst har valgt
ikke at gifte sig, netop fordi de ikke ønsker
ægteskabets retsvirkninger, herunder ægteskabets
arveretlige virkninger. En legal arveret må efter udvalgets
opfattelse forudsætte, at arveret er i overensstemmelse med
ønsket hos hovedparten af den gruppe, der omfattes af
arveretten, således at det kun er en lille del af gruppen,
der må oprette testamente for at undgå den legale
arveret. En legal arveret bør endvidere bygge på
forholdsvis faste kriterier, således at det i de fleste
tilfælde uden vanskeligheder kan afgøres, om den
pågældende er arveberettiget.
Udvalgets overvejelser om legal arveret for
ugifte samlevende har på denne baggrund koncentreret sig om,
hvilke af de meget forskelligartede samlivsforhold, der har en
sådan fasthed, at det er rimeligt, at den længstlevende
tillægges legal arveret.
Der er et stigende antal familiedannelser,
hvor et samlevende par får børn og forbliver ugifte.
For denne gruppe af samlevende (dvs. samlevende med
fællesbørn) synes der at være så
stærke bindinger, at der, på trods af at samlivet ikke
medfører en retlig forsørgelsespligt, ofte vil
bestå et så tæt økonomisk forhold mellem
de samlevende, at der reelt vil være tale om, at parterne
forsørger hinanden og fællesbarnet/børnene. For
denne gruppe er det efter udvalgets opfattelse derfor formentlig
berettiget at gå ud fra, at en vis legal arveret, hvormed den
efterladte kan sikres et økonomisk sikkerhedsnet i de
tilfælde, hvor de samlevende ikke har fået oprettet
testamente, vil være i overensstemmelse med ønsket hos
hovedparten af gruppen.
Alene samlivsforhold, der udviser en vis
stabilitet, bør dog indebære, at parterne
tillægges en legal arveret. Ud over at parterne skal have
eller have haft eller vente et fællesbarn, foreslår
udvalget derfor, at det også skal være en betingelse,
at samlivet har varet i mindst 2 år på tidspunktet for
den førstafdøde samlevers død. Et tilsvarende
krav findes andre steder i lovgivningen, jf. f.eks. lejelovens
§§ 75, stk. 2, og 77 a om retten til
overtagelse af en lejlighed ved dødsfald eller
samlivsophævelse og boafgiftslovens § 1,
stk. 2, litra d, samt § 22, stk. 1, litra d, om
betaling af tillægsboafgift og gaveafgift.
Ved overvejelserne om omfanget af den legale
arveret, der bør tildeles en samlever, har udvalget navnlig
taget udgangspunkt i, at udvalget foreslår, at
livsarvingernes tvangsarvebrøk nedsættes til ¼
af den legale lod, og at beløbsgrænsen for
ægtefællens ret til suppleringsarv foreslås
forhøjet til 500.000 kr. Udvalget foreslår på
den baggrund, at samleverens legale arv skal udgøre ¼
af boet og yderligere beløbsbegrænses til 500.000 kr.
Det foreslås, at beløbsgrænsen skal reguleres i
overensstemmelse med lov om en satsreguleringsprocent.
Regler om legal arveret for samlevere
bør efter udvalgets opfattelse være deklaratoriske. En
legal arveret for samleveren bør derfor hverken helt eller
delvist være tvangsarv. Baggrunden herfor er, at personer,
der vælger at leve i et samlivsforhold og ikke gifter sig,
kan have et ønske om ikke at sammenblande deres
økonomi, herunder at de ikke ønsker at tage arv efter
hinanden. Gøres en del af samleverens arv til tvangsarv,
fratager man denne gruppe muligheden for at fravige reglerne
herom.
Udvalget anfører i betænkningen,
at der også uden for de tilfælde, hvor et par har boet
sammen i 2 år og har et fællesbarn, kan være
behov for at tillægge en samlever en arveret. Dette
gælder navnlig, men er ikke begrænset til,
tilfælde, hvor den længstlevende samlever ikke er
berettiget til et kompensationskrav ud fra formueretlige
betragtninger.
Udvalget foreslår, at der i arveloven
medtages en deklaratorisk regel, som giver skifteretten mulighed
for at bestemme, at der skal tillægges den
længstlevende samlever arveret, hvis særlige
omstændigheder undtagelsesvist taler herfor. En sådan
regel vil kunne afbøde de mest alvorlige konsekvenser af, at
et ugift par ikke har oprettet testamente.
Udvalget anfører, at det kan
overvejes, om samleverens legale arv skal være afgiftsfri
på samme måde, som det er tilfældet for
ægtefællearv. Dette vil i givet fald kræve en
ændring af boafgiftsloven.
Det er udvalgets opfattelse, at reglerne om
samleverens adgang til overtagelse efter vurdering bør
udformes på samme måde som reglerne om
ægtefællens ret til overtagelse efter vurdering i
forhold til den førstafdøde ægtefælles
fuldstændige særeje, jf. pkt. 3.2.4. Hvis samleveren
ejer et aktiv i sameje med boet, bør samleveren endvidere
have fortrinsret til at overtage boets andel af aktivet på
samme måde som det foreslås for slægtsarvinger og
ægtefællen (ved fuldstændigt særeje), jf.
pkt. 2.2.3 og pkt. 3.2.4.
Udvalget foreslår endvidere en regel
om, at den længstlevende samlever, uanset om der er arveret,
skal have ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og
sædvanligt indbo mod at betale et overskydende beløb
kontant til boet. En sådan ret bør samleveren dog kun
have, hvis parterne på dødstidspunktet levede sammen
på fælles bopæl og havde gjort det i de sidste 2
år forud for dødsfaldet, eller hvis parterne levede
sammen og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn. Det
bør ikke være et krav, at samlivet har været
ægteskabslignende. vHvad
I tilfælde, hvor en livsarving efter
den førstafdøde samlever også ønsker at
overtage aktivet, bør samleveren have fortrinsret, medmindre
aktivet har særlig erindringsværdi for livsarvingen.
Reglen skal kunne fraviges ved testamente.
Der henvises til betænkningen s.
150-160, 167-169 og 374-376.
15.2.2. Testamentariske regler
om arveret for ugifte samlevende - det udvidede
samlevertestamente
Det er udvalgets opfattelse, at ugifte
samlevende - bortset fra de ovenfor i afsnit 15.2.1.
foreslåede deklaratoriske legale regler - må oprette
testamente for at opnå arveret efter hinanden.
I mange tilfælde ønsker ugifte
samlevende, der opretter testamente, imidlertid at sikre hinanden
på en måde, der ligger tæt op ad
ægteskabsretsvirkningerne. Udvalget foreslår på
den baggrund, at der indføres regler, der gør det
muligt for ugifte samlevende at oprette et testamente €" et
udvidet samlevertestamente - der indebærer, at en række
af reglerne om ægtefællers arveret anvendes. Der er
ikke med de foreslåede regler tale om nogen regulering af
ugifte samlevendes forhold i levende live.
15.2.2.1. Oprettelse af et
udvidet samlevertestamente
Kun samlivsforhold, der udviser en vis
stabilitet, bør kunne opnå at blive sidestillet med
ægteskab, og udvalget foreslår derfor, at der stilles
krav om, at parterne skal leve sammen på fælles
bopæl, og at deres samliv, hvis de ikke har
fællesbørn, ved testamentets oprettelse skal have
bestået på fælles bopæl i to år. Som
anført i pkt. 15.2.1. om samleverens legale arveret anvendes
der i forvejen et 2-års krav i forhold til ugifte samlevende
flere andre steder i lovgivningen. Hvis parterne har eller venter
et barn sammen, må dette efter udvalgets opfattelse som
udgangspunkt tages som udtryk for, at samlivsforholdet har en mere
varig karakter, og samtidig har parterne i denne situation et
særligt behov for at sikre hinanden arveretligt. I disse
tilfælde bør der ikke stilles krav om to års
forudgående samliv. Det vil således være
tilstrækkeligt, at parterne på tidspunktet for
oprettelsen af testamentet lever sammen på fælles
bopæl.
Efter udvalgets opfattelse bør det
endvidere være et krav, at parterne på tidspunktet for
testamentets oprettelse opfylder betingelserne for at indgå
ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden. Et
udvidet samlevertestamente skal derfor ikke kunne oprettes af
søskende eller af personer, der er beslægtet i ret op-
og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet
samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et
registreret partnerskab.
Herudover bør det være et krav,
at ingen af parterne i forvejen har oprettet et udvidet
samlevertestamente, der tillægger en anden samlever arveret,
og som ikke er bortfaldet eller tilbagekaldt.
Udvalget har overvejet, om notaren bør
kræve dokumentation for, at kravene er opfyldt. Det
harmonerer imidlertid ikke med notarens øvrige
opgavevaretagelse at fungere som prøvelsesmyndighed
vedrørende sådanne forhold. Udvalget foreslår
derfor i stedet, at parterne i testamentet skal erklære, at
betingelserne for oprettelsen er opfyldt. En urigtig
erklæring vil kunne straffes efter straffelovens
§ 163.
15.2.2.2. Retsvirkningerne af
et udvidet samlevertestamente
Udvalget anfører, at det ikke i
forbindelse med oprettelse af et udvidet samlevertestamente
bør kunne bestemmes, at lovens regler om arv
vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet
bo, skal finde anvendelse. Baggrunden herfor er, at parterne som
ugifte ikke i levende live har formuefællesskab. De ugifte
samlevende, der opretter et udvidet samlevertestamente, bør
derimod kunne opnå samme retsstilling som
ægtefæller, der fuldt ud har fuldstændigt
særeje.
Parterne bør endvidere i testamentet
kunne bestemme, hvilke af arvelovens regler om
ægtefællens retsstilling €" bortset fra reglerne
om arv vedrørende fælleseje - der skal finde
anvendelse.
Et udvidet samlevertestamente skal efter
udvalgets opfattelse ikke indebære, at den
længstlevende samlever bliver tvangsarving i boet efter den
førstafdøde samlever, og testamentet skal derfor
kunne tilbagekaldes i overensstemmelse med de almindelige regler om
tilbagekaldelse af fælles testamentariske dispositioner.
Udvalget anfører, at det kan
overvejes, om arv efter et udvidet samlevertestamente skal
være afgiftsfri på samme måde, som det er
tilfældet for ægtefællearv. Dette vil i givet
fald kræve en ændring af boafgiftsloven.
15.2.2.3.
Gyldighedsbetingelser
Udvalget finder, at et udvidet
samlevertestamente bør være ugyldigt, hvis
betingelserne i § 6 og § 9 i
ægteskabsloven ikke var opfyldt på tidspunktet for
testamentets oprettelse. Efter ægteskabslovens § 6
må ægteskab ikke indgås mellem slægtninge i
ret op- og nedstigende linje og mellem søskende. Det
følger af ægteskabslovens § 9, at den, som
tidligere har indgået ægteskab eller har været
part i et registreret partnerskab, ikke må indgå
ægteskab, så længe det tidligere ægteskab
eller registrerede partnerskab består. Manglende overholdelse
af §§ 6 og 9 medfører således, at
ægteskabet omstødes ved dom, jf. ægteskabslovens
§ 23, stk. 1. Et udvidet samlevertestamente kan
derfor ikke oprettes af søskende eller af personer, der er
beslægtet i ret op- og nedstigende linje. Testamentet kan
heller ikke oprettes, hvis en af parterne er gift eller part i et
registreret partnerskab. De øvrige
ægteskabsbetingelser i ægteskabslovens kapitel 1 skal
derimod efter udvalgets forslag ikke være
gyldighedsbetingelser.
Det bør endvidere være en
gyldighedsbetingelse, at parterne lever sammen på
fælles bopæl og venter, har eller haft et
fællesbarn, eller at parterne €" uden at have
fællesbørn €" har levet sammen i et
ægteskabslignende forhold på fælles bopæl i
2 år på tidspunktet for oprettelsen.
Herudover bør det være en
gyldighedsbetingelse, at en eller begge parter ikke sammen med en
anden har oprettet et samlevertestamente, som stadig er i
kraft.
Udvalget finder, at betingelserne skal
være opfyldt på tidspunktet for testamentets
oprettelse. Var betingelserne ikke opfyldt på dette
tidspunkt, skal det derfor ikke have betydning for testamentets
gyldighed, at betingelserne er opfyldt på tidspunktet for den
førstafdøde samlevers død. Et udvidet
samlevertestamente, der oprettes af to personer, hvor den ene
på tidspunktet for oprettelsen er gift, vil således
være ugyldigt, selvom ægteskabet på tidspunktet
for den førstafdøde samlevers død - for
længst - er ophørt.
15.2.2.4. Ophør af et
udvidet samlevertestamente
Udvalget foreslår, at et udvidet
samlevertestamente skal bortfalde, hvis parterne indgår
ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, eller
når en part indgår ægteskab eller registreret
partnerskab med en anden. Det må for så vidt anses for
en selvfølgelighed, at et udvidet samlevertestamente
bortfalder, når parterne gifter sig med hinanden. Når
udvalget alligevel foreslår en udtrykkelig regel, skyldes
det, at et udvidet samlevertestamente stiller de samlevende
på samme måde, som var de ægtefæller med
fuldstændigt særeje. Ved indgåelse af
ægteskab er udgangspunktet derimod, at parterne har
fælleseje, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger
§ 15, stk. 1, medmindre andet er bestemt af parterne
ved ægtepagt eller af tredjemand ved testamente eller
gavebrev.
Udvalget foreslår desuden, at et
udvidet samlevertestamente skal anses for tilbagekaldt, hvis et
samliv ophæves på grund af uoverensstemmelser,
medmindre særlige omstændigheder taler herimod.
Testamentet skal derimod bevare sine retsvirkninger, selv om
parterne f.eks. på grund af arbejds- eller
uddannelsesmæssige forhold midlertidigt ophører med at
have fælles bopæl, eller hvis f.eks. en af parterne
må flytte på plejehjem.
Der henvises til betænkningen s.
161-169.
15.3.
Justitsministeriets overvejelser
15.3.1. Legal arveret
Justitsministeriet har overvejet
Arvelovsudvalgets forslag om indførelse af en legal arveret
for visse grupper af ugifte samlevende.
Som det fremgår af pkt. 15.1 ovenfor,
er der ikke i dag regler i arveloven om legal arveret for ugifte
samlevende, og der ville derfor i givet fald være tale om en
principiel nydannelse i arveretten. Der er endvidere tale om et
spørgsmål, hvor en række komplicerede €" og
til dels indbyrdes modstridende €" hensyn gør sig
gældende.
På den ene side kan der - som
anført af udvalget €" peges på, at
familiemønstrene har ændret sig betydeligt siden
vedtagelsen af den gældende arvelov i 1963. Der findes i dag
ca. 290.000 ugifte samlevende par, og knap 100.000 af disse har
børn sammen.
Særligt for gruppen af ugifte
samlevende med børn kan en samlevers død have
alvorlige økonomiske konsekvenser for den
længstlevende samlevers muligheder for at sikre barnets
fremtidige forsørgelse, hvis samleveren ikke er sikret
gennem forsikrings- og pensionsordninger eller et testamente.
Justitsministeriet er derfor enig med udvalget i, at en eventuel
legal arveret som sit primære sigte måtte have til
formål at sikre gruppen af ugifte samlevende i stabile
parforhold, hvor der er fællesbørn, og ministeriet kan
for så vidt også tilslutte sig udvalgets antagelse om,
at det for denne gruppe er berettiget at gå ud fra, at en vis
legal arveret vil være i overensstemmelse med ønsket
hos hovedparten af gruppen. Efter udvalgets forslag kan et ugift
samlevende par, der ikke ønsker legal arveret efter
hinanden, endvidere udelukke dette ved testamente, dvs. der er ikke
tale om en tvangsarveret.
Justitsministeriet har således stor
forståelse for de hensyn, der ligger til grund for udvalgets
forslag.
Heroverfor står på den anden
side, at der efter Justitsministeriets opfattelse er
væsentlige hensyn, der taler imod indførelse af en
legal arveret for visse grupper af ugifte samlevende.
Først og fremmest er det efter
Justitsministeriets opfattelse væsentligt også i
arveretlig henseende at fastholde, at der er en principiel forskel
på et ægteskab og et ugift samliv.
Et ægteskab eller et registreret
partnerskab udløser en række retsvirkninger for
parterne både i levende live og ved død. Det
følger således af lov om ægteskabets
retsvirkninger, at ægtefællerne under ægteskabet
har gensidig forsørgelsespligt over for hinanden.
Ægteskab indebærer endvidere, at der stiftes et
særligt formuefællesskab mellem parterne, medmindre
parterne ved ægtepagt aftaler særeje, og et
ægteskab kan kun opløses ved skilsmisse, der bevilges
af det offentlige. Ved en ægtefælles død er den
længstlevende ægtefælle endvidere både
tvangsarving og legal arving efter den førstafdøde
ægtefælle.
I modsætning til indgåelse af
ægteskab eller registrering af partnerskab udløser
etableringen af et samlivsforhold ikke på samme måde
retsvirkninger. Der er ikke gensidig forsørgelsespligt
mellem ugifte samlevende, der stiftes ikke ved samlivsforholdet et
formuefællesskab, og der gælder ingen
begrænsninger i adgangen til at opløse
parforholdet.
Ved indgåelse af ægteskab
træffer parterne således et valg, der indebærer,
at bl.a. reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger og
arveloven skal anvendes. Et sådant valg træffes ikke,
når parterne alene etablerer et ugift samliv.
Der kan endvidere være mange
årsager til, at et par vælger et ugift samliv frem for
et ægteskab. Det kan f.eks. være udtryk for parternes
bevidste fravalg af reglerne om retsvirkningerne af
ægteskabet både i parternes levende live og ved
død. Justitsministeriet lægger vægt på, at
reglerne i arvelovgivningen udformes således, at et
sådant eventuelt fravalg respekteres.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der
således meget, der taler for, at det valg, som samlevende par
træffer ved ikke at gifte sig, naturligt må have som
konsekvens, at de ikke €" hverken helt eller delvis €"
omfattes af regler om legal arv på samme måde som for
ægtefæller.
Det er samtidig meget væsentligt at
fremhæve, at den omstændighed, at der ikke er legal
arveret for ugifte samlevende, på ingen måde er
ensbetydende med, at arveloven ikke giver sådanne par
mulighed for at sikre sig i arvemæssig henseende.
Allerede i dag har ugifte samlevende, der
ønsker at arve hinanden, således mulighed for dette
ved at oprette et testamente.
Justitsministeriet er i den forbindelse enig
med udvalget i, at de testamentariske muligheder for ugifte
samlevende bør forbedres gennem indførelsen af
udvalgets forslag til regler om oprettelse af et udvidet
samlevertestamente. Justitsministeriet foreslår endvidere, at
betingelserne for oprettelse af udvidet samlevertestamente på
visse punkter lempes i forhold til udvalgets forslag, jf. pkt.
15.3.2 nedenfor.
Der vil således efter lovforslaget
være en meget lempelig adgang for ugifte samlevende til
€" hvis det er det, de ønsker €" at bestemme, at
de i arveretlig henseende skal sidestilles med
ægtefæller.
Det er desuden indgået i
Justitsministeriets overvejelser, at udvalgets forslag om en legal
arveret for ugifte samlevende vil kunne føre til
bevismæssige tvister om, hvorvidt samlivsforholdet har
været ægteskabslignende, eller om de tidsmæssige
krav til samlivet er opfyldt. Efter Justitsministeriets opfattelse
er det væsentligt, at arvelovens legale regler bliver
så klare og enkle som muligt.
Efter en samlet vurdering af de ovenfor
nævnte forhold finder Justitsministeriet derfor ikke grundlag
for at foreslå regler om legal arveret for ugifte samlevende.
Som en naturlig konsekvens heraf har Justitsministeriet heller ikke
medtaget udvalgets forslag om en bestemmelse, hvorefter
skifteretten efter en konkret vurdering undtagelsesvist kan
bestemme, at den længstlevende samlever skal arve af den
førstafdøde samlevers formue.
15.3.2. Udvidet
samlevertestamente
Som anført i pkt. 15.3.1. er
Justitsministeriet enig med udvalget i, at ugifte samlevendes
testamentariske muligheder bør forbedres, og ministeriet kan
derfor tiltræde udvalgets forslag om, at der gives visse
grupper af ugifte samlevende adgang til at oprette et testamente,
der indebærer, at parret i arveretlig henseende stilles, som
om de var ægtefæller (udvidet samlevertestamente).
Da formålet med et udvidet
samlevertestamente er at gøre visse af arvelovens regler for
ægtefæller anvendelige, bør et sådant kun
kunne oprettes, hvis parterne opfylder betingelserne for at kunne
indgå ægteskab eller registreret partnerskab med
hinanden. Justitsministeriet kan desuden tiltræde, at et
udvidet samlevertestamente kun skal kunne oprettes, hvis parterne
ikke har oprettet et udvidet samlevertestamente, der giver en anden
samlever arveret. Det forhold, at en eller begge parter har
oprettet et almindeligt testamente, herunder et
fællestestamente med den anden part eller en anden, er
derimod ikke til hinder for, at der oprettes et udvidet
samlevertestamente. Ved fordeling af arven på grundlag af et
udvidet samlevertestamente og en eller flere andre testamentariske
dispositioner må det bero på almindelig
testamentsfortolkning, hvilke testamentariske bestemmelser, der
skal gennemføres, hvis en fuld gennemførelse ikke er
mulig. I overensstemmelse med udvalgets anbefaling skal disse
betingelser være opfyldt på tidspunktet for
oprettelsen.
Udvalget anfører desuden, at det kun
bør være muligt at oprette udvidet samlevertestamente
i parforhold, der udviser en vis stabilitet og foreslår, at
parterne ved oprettelsen af testamentet enten skal leve sammen
på fælles på bopæl og vente, have eller
have haft et fællesbarn, eller have levet sammen fælles
bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2
år forud for oprettelsen.
Justitsministeriet finder, at dette krav er
for strengt. Det vil formentlig forekomme uforståeligt for de
fleste, at et udvidet samlevertestamente f.eks. ikke er gyldigt,
når en samlever dør efter mange års samliv
på fælles bopæl, fordi samlivet på den
fælles bopæl ved oprettelsen af testamentet ikke havde
varet 2 år. Det foreslås på denne baggrund, at
det er tilstrækkeligt for opnåelse af arveret efter
testamentet, at kravet om fælles bopæl og
fællesbarn eller kravet om samliv på fælles
bopæl de sidste 2 år er opfyldt på tidspunktet
for den førstafdøde samlevers død.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets anbefaling om, at et udvidet samlevertestamente
bør være ugyldigt i tilfælde, hvor betingelserne
i ægteskabslovens §§ 6 og 9 ikke er opfyldt
på tidspunktet for testamentets oprettelse, idet manglende
overholdelse af disse ægteskabsbetingelser medfører,
at ægteskabet eller det registrerede partnerskab
omstødes. Efter udvalgets forslag er det ikke en
gyldighedsbetingelse, at de øvrige
ægteskabsbetingelser i ægteskabslovens
§§ 1-11 b er opfyldt. Af særlig interesse er i
denne sammenhæng ægteskabslovens § 10. Efter
§ 10, stk. 1, må en længstlevende
ægtefælle eller registreret partner ikke indgå
nyt ægteskab eller registreret partnerskab, før
dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte
efter en tidligere afdød ægtefælle eller
registeret partner er påbegyndt eller privat skifte er
afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget
formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de
registrerede partnere, ægtefællerne eller de
registrerede partnere var separerede på tidspunktet for
dødsfaldet, samtlige arvinger efter afdøde giver
samtykke hertil, eller der ikke skal foretages
dødsbobehandling her i landet. Efter stk. 2 kan
kommunalbestyrelsen som prøvelsesmyndighed tillade, at
stk. 1 fraviges. Hvis ægteskab eller registreret
partnerskab til trods vielsesmyndighedens prøvelse af
ægteskabsbetingelserne bliver indgået i strid med
ægteskabslovens § 10, er ægteskabet uanset
dette gyldigt og kan ikke omstødes.
Justitsministeriet finder, at også
overholdelsen af ægteskabslovens § 10 bør
være en gyldighedsbetingelse. Baggrunden herfor er, at det
ville kunne give anledning til betydelige skiftemæssige
problemer, hvis en samlever i uskiftet bo afgår ved
døden efter at have oprettet et udvidet samlevertestamente,
fordi der i givet fald skulle ske skifte af både det
uskiftede bo og af boet efter den førstafdøde
samlever. Dette ville kunne føre til meget uoverskuelige
situationer og vil i øvrigt kunne rejse en række af de
problemer, der efter gældende ret opstår ved
skifteafkald i uskiftet bo, hvor livsarvingerne forbeholder sig
deres arveret, jf. pkt. 5.2.1. og 5.3.2.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om, at ugifte samlevende ikke bør
have mulighed for i et udvidet samlevertestamente at bestemme, at
arvelovens regler vedrørende fælleseje skal finde
anvendelse. Da parterne ikke er gift, kan de ikke have
fælleseje. Parternes retsstilling efter et udvidet
samlevertestamente vil således svare til den retsstilling,
som ægtefæller med fuldstændigt særeje har
i det omfang, det udvidede samlevertestamente går ud
på, at arvelovens regler om ægtefællers
arveretlige stilling i videst mulige omfang skal finde
anvendelse.
Som nævnt i pkt. 15.2.2.2.
foreslår udvalget, at parterne i et udvidet
samlevertestamente bør kunne bestemme, hvilke af arvelovens
regler om ægtefællens retsstilling €" bortset fra
reglerne om arv vedrørende fælleseje - der skal finde
anvendelse. Et samlevende par får på denne måde
mulighed for at bestemme, at f.eks. reglerne om ret til
suppleringsarv, jf. pkt. 3.2.3. ikke skal finde anvendelse, eller
at en længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret til
at overtage aktiver til vurderingsbeløbet inden for sin
arvelod, jf. pkt. 3.2.4. En sådan handlefrihed vil give et
ugift samlevende par mulighed for at udarbejde et testamente, der
passer til parrets individuelle formue- og indtægtsforhold
mv., og Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde
den foreslåede adgang hertil.
Justitsministeriet er endvidere enig med
udvalget i, at et udvidet samlevertestamente, medmindre det er
gjort uigenkaldeligt efter arvelovens almindelige regler herom,
bør kunne tilbagekaldes, og at et sådant testamente
derfor ikke skal indebære, at den længstlevende
samlever får tvangsarveret på samme måde som en
ægtefælle eller registreret partner.
Justitsministeriet kan endelig
tiltræde, at et udvidet samlevertestamente bør
bortfalde, når parterne indgår ægteskab eller
registreret partnerskab med hinanden.
Der henvises til lovforslagets
§§ 87-89 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Som anført i afsnit 15.2.2.2. finder
udvalget, at det kan overvejes, om ugifte samlevende, der har
oprettet udvidet samlevertestamente, skal være afgiftsfri
på samme måde som ægtefæller. Efter
Justitsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for en
afgiftsmæssig ligestilling af ægtefæller og
ugifte samlevende, der har oprettet udvidet samlevertestamente.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det således
være for vidtgående at sidestille ægteskab og
ugifte samlevende i afgiftsmæssig henseende. Ugifte
samlevende har i forvejen efter boafgiftsloven en begunstiget
afgiftsmæssig stilling, idet samliv i 2 år efter de
gældende regler betyder, at der ikke skal betales
tillægsboafgift. Ugifte samlevende betaler således i
disse tilfælde alene boafgift på 15 %, hvilket i
øvrigt svarer til den boafgift, som børn betaler. Det
foreslås imidlertid, at der i alle tilfælde, hvor der
foreligger et gyldigt oprettet udvidet samlevertestamente, alene
skal betales 15 % i boafgift. Det indebærer en
afgiftslempelse i de tilfælde, hvor arvelader efterlader sig
en ugift samlever og fællesbarn og har oprettet et udvidet
samlevertestamente, men hvor samlivet på
dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år. Der
skønnes at være tale om meget få tilfælde
pr. år. Der henvises til § 6, nr. 1, i det forslag
om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre
love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som
følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette
lovforslag.
Som anført i pkt. 15.2.1.
foreslår udvalget, at en ugift samlever €" uanset om den
pågældende er arving skal have overtagelses- og
udløsningsret til den hidtidige fælles bolig og
sædvanligt indbo i tilfælde, hvor parterne har levet i
et ægteskabslignende forhold. Justitsministeriet kan
tiltræde en sådan styrkelse af den længstlevende
samlevers retsstilling. Da en regel herom er af skifteretlig
karakter, foreslås bestemmelsen indsat i
dødsboskifteloven. Der henvises til § 3, nr. 11, i
det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt
forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og
ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat
samtidig med dette lovforslag.
16.
Ægtefælles testamentariske bestemmelse om overtagelse
efter vurdering
16.1. Gældende
ret
Efter § 66, stk. 1, kan en
ægtefælle ved testamente råde over enkelte
genstande inden for sit fuldstændige særeje.
§ 66, stk. 2, indeholder en
særlig regel, der af hensyn til den længstlevende
ægtefælle begrænser en gift persons kvalitative
testationskompetence over aktiver, der er fælleseje i boet.
Det følger af bestemmelsen, at en ægtefælle
inden for sin boslod kan testere over ting, som hører til
den pågældendes bodel. Det kræver imidlertid
samtykke fra den anden ægtefælle, hvis en
ægtefælle ønsker at testere over 1) fast
ejendom, der tjener til familiens bolig, eller hvortil
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet, 2) indbo i det fælles hjem,
eller 3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Afgrænsningen svarer til samtykkereglen i § 18 i
lov om ægteskabets retsvirkninger om dispositioner over
sådanne aktiver, der foretages under ægteskabet.
Der henvises til betænkningen s.
356-357.
16.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Udvalget foreslår ingen ændringer
i den gældende arvelovs § 66, stk. 1, om
ægtefællens adgang til ved testamente at råde
over enkelte genstande inden for sit fuldstændige
særeje.
Udvalget foreslår, at den
gældende arvelovs § 66, stk. 2,
præciseres, således at det udtrykkeligt kommer til at
fremgå af bestemmelsen, at den alene omhandler
testamentariske dispositioner over aktiver, der er fælleseje
i boet, og at den testerende ægtefælle alene kan
råde over genstande, som ligger inden for så stor en
del af fællesboet, som ved ægtefællens død
falder i arv efter denne.
Efter gældende ret kræves
ægtefællens samtykke til dispositioner over fast
ejendom, der tjener til familiens bolig, eller hvortil
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet, og over indbo i det fælles
hjem og den anden ægtefælles arbejdsredskaber. Udvalget
foreslår, at denne opregning udvides til også at
omfatte et motorkøretøj, der har været anvendt
af den længstlevende ægtefælle, da det ikke er
rimeligt, at en ægtefælle frit kan testere herover.
Der henvises til betænkningen s.
373-374.
16.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om
ægtefællens adgang til ved testamente at råde
over enkelte genstande inden for sit fuldstændige
særeje og over aktiver, der er fælleseje i boet.
Der henvises til lovforslagets
§§ 90 og 91 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
17. Justitsministerens
adgang til efterfølgende at ændre et testamente
(permutation)
17.1. Gældende
ret
Hvis testator har pålagt en arving en
bestemt anvendelse af arven eller indskrænkninger i
rådigheden herover, kan justitsministeren efter arvelovens
§ 69, stk. 1, tillade, at der afviges fra
testamentets bestemmelser herom, hvis ændringerne ikke
væsentligt fraviger testationens formål og karakter, og
hvis hensynet til arvingen taler for det. Bestemmelsen kan efter
sin ordlyd navnlig anvendes, hvis forholdene har forandret sig
siden testamentets oprettelse. Har testator indsat nogen til at
påse overholdelsen af bestemmelsen om en bestemt anvendelse
af arven mv., følger det af stk. 2, at afvigelse ikke
kan ske uden dennes samtykke, medmindre særlige
omstændigheder taler for det. Bestemmelsen, der kom ind i
arveloven i 1963, lovfæstede Justitsministeriets praksis
på området.
Justitsministeriets praksis er meget
tilbageholdende. Dette skyldes det grundlæggende hensyn til
testators vilje, der kommer til udtryk gennem kravet om, at en
ændring ikke væsentligt må fravige testationens
formål og karakter.
Arvelovens § 69 må bl.a.
afgrænses i forhold til den fondslovgivning, der blev
gennemført i 1984. Efter fondslovens § 32,
stk. 1, kan fondsmyndigheden (Civilstyrelsen) efter
indstilling fra fondens bestyrelse tillade, at en bestemmelse i
vedtægten ændres. Det kan herunder tillades, at fonden
sammenlægges med andre fonde, eller at en fond, hvis midler
ikke står i rimeligt forhold til formålet,
opløses ved uddeling af kapitalen. § 48 i
erhvervsfondsloven svarer i det væsentlige hertil. Af
betænkning nr. 970/1982 om fonde fremgår, at det var
hensigten, at smidiggøre den praksis, der havde udviklet sig
efter arvelovens § 69 og tidligere permutationspraksis.
Det anføres i betænkningen, at der i lyset af de meget
betydelige ændringer i samfundsforholdene, der var sket, og
som måtte forventes at ske, var behov for en noget friere
adgang for fondsbestyrelsen til med fondsmyndighedens og
Justitsministeriets samtykke at ændre fondens vedtægter
for at tilpasse dem til de ændrede samfundsforhold.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen s. 309-317, hvor der bl.a. er en nærmere
gennemgang af reglerne i fondslovgivningen og praksis efter disse
bestemmelser.
17.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Som anført i pkt. 17.1. var der ved
gennemførelsen af fondslovene i 1984 et ønske at
indføre en noget friere adgang til permutation, og der er
derfor opstået en vis forskel mellem praksis efter
fondslovgivningen og praksis efter arvelovens § 69.
Udvalget anfører, at der er
væsentlige lighedspunkter mellem permutation af en
bestemmelse i et testamente og af en vedtægtsbestemmelse i en
fond. I begge tilfælde er der tale om, at man efter testators
eller stifters død skal tage stilling til, om der er
grundlag for at ændre en bestemmelse, som af hensyn til en
arving, af samfundsmæssige hensyn eller af andre
særlige grunde ikke længere forekommer
hensigtsmæssig. Hertil kommer, at det kan være
tilfældigt, om den bestemmelse, der søges
ændret, står i en fondsvedtægt eller i et
testamente
Udvalget foreslår bl.a. på denne
baggrund, at adgangen til permutation efter § 69 udvides,
således at praksis tilnærmes praksis efter
fondslovgivningen. Efter udvalgets forslag skal permutation alene
kunne ske, hvis særlige grunde taler for det. Det svarer for
så vidt til den gældende arvelovs § 69.
Herudover foreslås det som noget nyt, at loven kommer til at
indeholde en mere uddybende angivelse af de hovedhensyn, som der
skal lægges vægt på ved vurderingen af, om der
skal gives tilladelse til permutation. Udvalget foreslår, at
disse hovedhensyn skal være testationens formål og
karakter, ændrede forhold siden testamentets oprettelse, den
oprindelige bestemmelses gennemførlighed og
hensigtsmæssighed samt hensynet til arvingen. Opregningen er
ikke udtømmende.
Der henvises til betænkningen s.
318-323.
17.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om tilnærmelse af permutationsadgangen
efter arveloven til praksis efter fondslovene, og lovforslaget er
med en redaktionel ændring udformet i overensstemmelse med
udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 92
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
18. Dødsgaver
mv.
18.1. Gældende
ret
Efter arvelovens § 70 finder
reglerne om testamenter tilsvarende anvendelse på
gaveløfter, der ikke kan gøres gældende,
så længe giveren lever (såkaldte
dødsgaver), og gaver, der gives på giverens
dødsleje (dødslejegaver). Bestemmelsen har navnlig
til formål at fastslå, at livsgaver falder uden for
arveloven, og at de derfor ikke er omfattet af lovens regler om
formkrav til oprettelse af testamenter og om begrænsning i
testationskompetencen. Bestemmelsen har derfor først og
fremmest karakter af at afgrænse livsdispositioner fra
dødsdispositioner samtidig med, at den fastlægger
formkravene til dødsdispositioner.
§ 70 behandler i 1. led
dødsgaver. Uden for dødsdispositionerne falder gaver,
som er opfyldt ved giverens død, uden at det er sket
på et tidspunkt, hvor giveren måtte forudse sin
død som nært forestående.
§ 70 behandler i 2. led gaver, der
gives på giverens dødsleje. Ved en dødslejegave
fordeles arveladerens ejendele i levende live med henblik på
en forestående død og tjener samme formål som et
testamente. Dødslejebegrebet skal ikke tages bogstaveligt,
og der stilles således ikke krav om, at arveladeren skal
være sengeliggende. Efter praksis skal der ikke være
gået ret lang tid mellem løftet og dødsfaldet,
før man er uden for dødslejegavebegrebet, jf.
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1988, s. 171. Ved dommen blev en gave på i alt 500.000 kr.
givet 25 dage før giverens død anset for en
dødslejegave. Modtageren af gaven var et legat, der skulle
støtte kræftforskning. Giveren var hospitalsindlagt
på grund af kræft. I dommens præmisser
anføres, at giveren "efter al menneskelig erfaring kun havde
kort tid tilbage at leve i og selv forudså sin snarlige
død. Der er også herved henset til gavedispositionens
omfang. Gaven må herefter, uanset at der er forløbet
25 dage fra gavebrevets oprettelse til (giverens) død, anses
som en dødslejegave".
Den, der påstår, at der
foreligger en dødsgave eller en dødslejegave, der
skal tilsidesættes, fordi testamentsreglerne ikke er
iagttaget, har bevisbyrden herfor.
Der henvises til betænkningen s.
325-326.
18.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Arvelovsudvalget foreslår, at den
gældende arvelovs § 70 om dødsgaver mv.
videreføres med enkelte ændringer, herunder især
en mindre udvidelse af området for dødslejegaver.
Det følger af praksis, at giveren ikke
behøver at være sengeliggende, for at der er tale om
en dødslejegave. Under henvisning hertil og til den i pkt.
17.1. refererede højesteretsdom foreslår udvalget, at
udtrykket "dødsleje" udgår af loven, og at det i
stedet kommer til at fremgå af bestemmelsen, at lovens regler
om testamenter skal finde tilsvarende anvendelse på gaver,
som giveren yder på et tidspunkt, hvor giverens død er
nært forestående, og giveren er klar over det. Dette
indebærer en mindre udvidelse af området for
dødslejegaver. Til eksemplificering nævner udvalget et
tilfælde, hvor en person af lægen får besked om,
at han er uhelbredeligt syg og kun har kort tid tilbage at leve i,
i bedste fald op mod et halvt års tid. Hvis den
pågældende dør 1-2 måneder senere, vil en
gave næppe være en dødslejegave efter den
gældende bestemmelse i arvelovens § 70. Efter
udvalgets opfattelse kan et sådant tilfælde efter en
konkret vurdering kræve iagttagelse af
testamentsreglerne.
Udvalget peger på, at den
foreslåede, begrænsede, udvidelse af området for
dødslejegaver vil kunne ramme sædvanlige gaver, der
således ville være omfattet af kravet om iagttagelse af
testamentsreglerne. Dette er efter udvalgets opfattelse ikke
rimeligt, og udvalget foreslår derfor, at sædvanlige
gaver ikke skal være omfattet af
dødslejegavebegrebet.
Der henvises til betænkningen s.
328-333.
18.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om
dødsgaver mv., herunder den foreslåede
præcisering og udvidelse af området for
dødslejegaver.
Der henvises til lovforslaget § 93
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
19.
Overlevelseskravet
19.1. Gældende
ret
Efter arvelovens § 5 er det en
betingelse for arv, at arvingen har overlevet arveladeren. Det er
imidlertid uden betydning, om arvingen dør kort tid efter
arveladeren. Et foster har arveret, hvis det er avlet før
dødsfaldet og senere bliver født levende. Er to
personer, der ellers ville have arveret efter hinanden,
afgået ved døden samtidig, eller vides det ikke, hvem
der døde først, arver de ikke hinanden. Reglen
gælder for både legal arv og testamentarisk arv.
19.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget foreslår, at den
gældende arvelovs § 5 flyttes fra kapitlet om
slægtninges arveret til et selvstændigt kapitel, da
bestemmelsen både omfatter legal arv, herunder også
ægtefællens legale arv, og testamentarisk arv.
Endvidere foreslår udvalget, at det
præciseres i bestemmelsen, at arveladeren ved testamente kan
have truffet en anden bestemmelse. En sådan testamentarisk
bestemmelse skal selvsagt respektere tvangsarvereglerne.
Der henvises til betænkningen s.
547.
19.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i det hele
tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af
overlevelseskravet. Der henvises til lovforslagets § 94
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
20. Arv, som tilfalder
staten
20.1. Gældende
ret
Hvis en person dør uden at efterlade
sig legale arvinger og arvinger efter testamente, tilfalder den
pågældendes ejendele staten, jf. arvelovens
§ 71, stk. 1.
Efter § 71, stk. 2, 1. pkt.,
kan Justitsministeriet bestemme, at der ikke skal rejses indsigelse
mod et anfægteligt testamente, der må antages at
være udtryk for afdødes sidste vilje. Under
særlige omstændigheder kan Justitsministeriet endvidere
afstå arven til afdødes slægtninge eller andre,
der har stået afdøde nær. Dette kan særlig
være tilfældet, når afdøde ikke har kunnet
oprette testamente, eller formuen hidrører fra en
fælles slægtning, jf. stk. 2, 2. pkt.
Hovedparten af Justitsministeriets sager i
henhold til § 71, stk. 1, 1. pkt., vedrører
skriftlige formløse testamenter. Som udgangspunkt anerkender
Justitsministeriet formløse skriftlige testamenter som
grundlag for en afgørelse om afståelse af arven, hvis
det kan antages, at afdøde har skrevet testamentet eller dog
underskrevet det. Hvis den betingelse ikke er opfyldt, eller hvis
testamentet kun foreligger i mundtlig form, kan der som
altovervejende hovedregel kun blive tale om afståelse af
arven, hvis testamentet er bekræftet ved en forklaring i
skifteretten af vidner til arveladerens udtalelser. Ved
bevisvurderingen lægger Justitsministeriet betydelig
vægt på, om et vidne kan anses for uvildigt i forhold
til det ansøgte.
Der er ikke i praksis nogen skarp sondring
mellem § 71, stk. 2, 1. pkt. (anfægtelige
testamenter) og 2. pkt. (afståelse under særlige
omstændigheder). En mundtlig tilkendegivelse fra
afdøde om, at en bestemt person skal arve vedkommende, kan
således anses for at være et anfægteligt
mundtligt testamente, som Justitsministeriet kan undlade at rejse
indsigelse mod efter 1. pkt. Sådanne mundtlige
tilkendegivelser kan imidlertid også danne grundlag for
afståelse efter 2. pkt. Det afgørende er, at
tilkendegivelsen kan bekræftes af uvildige vidner, og at den
må anses som udtryk for afdødes sidste vilje.
Afgørelsen om afståelse efter
§ 71, stk. 2, 2. pkt., beror på en samlet
skønsmæssig vurdering. I disse sager er den
primære kilde til oplysning af sagerne oftest
vidneforklaringer fra ansøgere og vidner, og
Justitsministeriet afstår som udgangspunkt ikke arv,
medmindre der foreligger entydige oplysninger til fordel for en
ansøger, navnlig vedrørende mundtlige
tilkendegivelser fra afdøde eller faktiske
omstændigheder om f.eks. det nære forhold mellem
ansøgeren og afdøde. Ved bevisvurderingen
lægger Justitsministeriet betydelig vægt på, om
et vidne kan anses for uvildigt i forhold til det ansøgte.
Afgives der modstridende vidneforklaringer, vil Justitsministeriet
som udgangspunkt afslå afståelse.
§ 71, stk. 2, 2. pkt., angiver
udtrykkeligt, at afståelse navnlig kan være relevant,
hvor arven hidrører fra en fælles slægtning. Der
tænkes især på tilfælde, hvor arveladeren
dør kort efter at have arvet en slægtning, efter hvem
der er andre arvinger, som ikke kan arve den nu afdøde. Ved
afståelse af arv til ikke-arveberettigede slægtninge,
f.eks. fætre og kusiner, stilles der krav om et meget
nært og langvarigt forhold mellem afdøde og
ansøgeren, f.eks. fælles opvækst eller
plejeforhold. Også i stedbørnsforhold vil det
være en forudsætning for afståelse, at der har
været et meget nært og langvarigt forhold mellem
afdøde og stedbarnet, og formentlig også at dette
forhold er etableret under ansøgerens opvækst.
Tilsvarende gælder for så vidt angår
plejebarnsforhold.
En ansøgers fjernere slægtskab
til afdøde tillægges ikke i sig selv vægt ved
vurderingen af en ansøgning om afståelse. Hvis der
ikke foreligger særlige omstændigheder, kræves
det, at afdødes formodede vilje skal være godtgjort
ved skriftlige optegnelser eller uvildige vidner, eller at
afdøde og ansøger har været særligt
nært tilknyttede. Afståelse alene på grundlag af
nær tilknytning €" men uden at der foreligger
slægtskabsforhold, plejebarnsforhold eller stedsbarnsforhold
- vil i praksis stille meget store krav til den nære
tilknytning mellem afdøde og ansøgeren.
Afståelse er i praksis endvidere sket
til personer, der har passet og plejet afdøde. I disse
tilfælde er der afstået et beløb som en art
vederlag for plejen.
Har der været et samlivsforhold mellem
afdøde og ansøgeren, lægger Justitsministeriet
vægt på oplysningerne om varigheden af samlivet samt
på, om samlivet har haft en ægteskabslignende karakter,
herunder med et vist økonomisk fællesskab. Som
udgangspunkt kræves det endvidere, at samlivet bestod
på tidspunktet for dødsfaldet. Det er forholdsvis
sjældent, at Justitsministeriet får forelagt sager,
hvor samlivet har været kortvarigt. De krav, der stilles til
samlivets varighed, må i øvrigt ses i lyset af
samfundsudviklingen og den øvrige regulering, der findes om
ugifte samlevendes retsforhold. Når der er tale om faste og
langvarige samlivsforhold, foretager Justitsministeriet som
udgangspunkt ikke en nærmere prøvelse.
Afståelse efter § 71,
stk. 2, 2. pkt., kan endvidere komme på tale, hvor
afdøde ikke har kunnet oprette testamente. Der tænkes
navnlig på den situation, hvor afdøde på grund
af manglende evne til at handle fornuftsmæssigt, jf.
§ 51, har været ude af stand til at oprette
testamente. I tilfælde hvor testamente kunne være
oprettet, men hvor der foreligger entydige vidneforklaringer fra
uvildige vidner, der bekræfter det ansøgte, har
Justitsministeriet efter omstændighederne afstået
arven. I tilfælde, hvor der ikke foreligger sådanne
vidneforklaringer, men hvor testamente kunne have været
oprettet, vil Justitsministeriet typisk ikke afstå arven.
Der henvises til betænkningen s.
339-342.
20.2. Arvelovsudvalgets
overvejelser
Udvalget foreslår ikke ændringer
i den gældende arvelovs § 71, stk. 1,
hvorefter en afdød persons ejendele tilfalder staten, hvis
den pågældende ikke efterlader sig legale arvinger
eller arvinger efter testamente.
Udvalget finder imidlertid, at der er behov
for en bestemmelse, der giver justitsministeren adgang til at
fastsætte nærmere regler om bobestyrerens forvaltning
af boer, hvor staten er arving. Reglen bør efter udvalgets
opfattelse bl.a. anvendes til at regulere, hvordan der skal
forholdes med ophavsrettigheder, der tilfalder staten.
Udvalget finder ikke grundlag for at
foreslå ændringer i § 71, stk. 2, 1.
pkt., hvorefter det kan bestemmes, at der ikke skal rejses
indsigelse mod et anfægteligt testamente, hvis testamentet
må antages at være udtryk for afdødes sidste
vilje. Justitsministeriets praksis forudsættes
opretholdt.
Som anført i pkt. 20.1. afstår
Justitsministeriet i medfør af den gældende arvelovs
§ 71, stk. 2, 2. pkt., efter praksis arv inden for
en række typesituationer. Med henblik på at skabe
øget klarhed i regelgrundlaget foreslår udvalget, at
de væsentligste afståelseskategorier opregnes i loven.
Udvalget foreslår på den baggrund, at det kommer til at
fremgå af loven, at afståelse vil kunne ske til
afdødes samlever, personer, der er opvokset sammen med
afdøde som dennes sted- og plejesøskende,
afdødes slægtninge i tilfælde, hvor formuen helt
eller delvist stammer fra en fælles slægtning, samt til
andre personer eller institutioner, som stod afdøde
nær.
Udvalget foreslår desuden, at der
indføres en særlig adgang til domstolsprøvelse
ved skifteretten af Justitsministeriets afgørelse om,
hvorvidt arven skal afstås.
Justitsministeriets afgørelser efter
den gældende arvelovs § 71, stk. 2, kan i dag
indbringes for domstolene i medfør af den almindelige
prøvelsesadgang, der er fastlagt ved grundlovens
§ 63. Dette indebærer, at en retssag mod
Justitsministeriet skal anlægges ved landsretten i 1.
instans, jf. retsplejelovens § 225. Det vil efter
udvalgets opfattelse være mere hensigtsmæssigt at
anlægge sagen ved den skifteret, der behandler
dødsboet, jf. lov om skifte af dødsboer
§ 2. Der bør dog være adgang til at få
sagen henvist til eller anlagt ved landsretten i overensstemmelse
med retsplejelovens §§ 226 og 227. Af hensyn til
afslutningen af boet foreslås det endvidere, at sagen skal
være anlagt inden 3 måneder efter, at afgørelsen
er truffet. Udvalget anfører, at skifteretten bør
træffe afgørelse ved dom, og at skifteretten
bør kunne foretage en fuld prøvelse af
Justitsministeriets afgørelse.
Der henvises til betænkningen s.
344-351.
20.3
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i det hele
tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne
om arv, der tilfalder staten, herunder den foreslåede
særlige adgang til at få Justitsministeriets
afgørelse om afståelse af arv indbragt for den
skifteret, der i øvrigt behandler dødsboet.
Der henvises til lovforslagets
§§ 95 og 96 og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
I de administrative regler, der skal udstedes
i medfør af lovforslagets § 95, stk. 4, vil
der blive fastsat regler om behandlingen af anmodninger om
afståelse af arv. Det vil herunder blive fastsat, at det er
bobestyreren, der på Justitsministeriets anmodning skal
foranledige, at der foretages afhøring ved skifteretten af
ansøgere og vidner i forbindelse med behandlingen af sager
om afståelse af arv. Det vil endvidere komme til at
fremgå af de administrative regler, at bobestyreren skal
gøre ansøgeren bekendt med indholdet af de afgivne
vidneforklaringer, så vedkommende kan få lejlighed til
at fremsætte sine bemærkninger hertil, inden sagen
sendes til Justitsministeriet. Det vil desuden blive fastsat, at
bobestyreren i forbindelse med sagens indsendelse til
Justitsministeriet skal afgive en indstilling om
afståelsesspørgsmålet. Justitsministeriet skal
ikke indkaldes til det retsmøde, hvor afhøringerne
foretages. Det anførte svarer til praksis efter den
gældende arvelov.
21.
Reguleringsbestemmelser
Udvalget foreslår i betænkningen
s. 551, at lovens beløbsreguleringsbestemmelser samles i et
særskilt kapitel.
Justitsministeriet er enig i, at dette vil
øge lovens overskuelighed, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse med udvalgets anbefaling.
Der henvises til lovforslagets § 97
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
22. Forholdet til
fremmed lovgivning
Udvalget foreslår i betænkningen
s. 552, at den gældende arvelovs § 80 a om adgangen
til administrativt at indgå internationale overenskomster og
at tiltræde konventioner på det arveretlige
område videreføres. Bemyndigelsen til at indgå
overenskomster med andre lande foreslås dog udvidet,
således at der også med andre lande end de nordiske kan
indgås overenskomster om andre arveretlige forhold end
testamenters gyldighed.
Justitsministeriet kan tiltræde den
foreslåede udvidelse af bemyndigelsen. Dette svarer til, hvad
der gælder i henhold til andre familieretlige love, f.eks.
børneloven og ægteskabsloven.
Der henvises til lovforslagets § 98
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
23. Ikrafttræden
og overgangsregler
23.1.
Ikrafttræden
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2008. Den forholdsvis lange
ikrafttrædelsesfrist har til formål at sikre, at
offentligheden får lejlighed til at blive gjort bekendt med
og indrette sig på indholdet af de nye regler.
23.2.
Overgangsregler
Udvalget har i betænkningen s. 379-396
indgående overvejet udformningen af overgangsreglerne.
Udvalget foreslår, at lovens regler som
udgangspunkt skal finde anvendelse i tilfælde, hvor
arveladeren dør efter lovens ikrafttræden.
I en række tilfælde er der
imidlertid efter udvalgets opfattelse behov for særlige
overgangsregler. Det gælder navnlig i relation til uskiftede
boer, hvor den førstafdøde ægtefælle er
død før den nye lovs ikrafttræden, men hvor den
længstlevende først dør eller anmoder om skifte
efter dette tidspunkt. Det gælder også i relation til
testamenter, der er oprettet i overensstemmelse med formkravene i
den hidtil gældende arvelov, men hvor testator først
dør efter den nye lovs ikrafttræden. Det er endvidere
nødvendigt at tage stilling til, i hvilket omfang de
overgangsregler, der blev fastsat ved den nugældende arvelovs
ikrafttræden pr. 1. april 1964, skal opretholdes.
Lovforslaget er i det hele udformet i
overensstemmelse med udvalgets overvejelser herom.
Om det nærmere indhold af forslagene
til ikrafttrædelses- og overgangsregler henvises til
lovforslagets §§ 99-105 og bemærkningerne til
disse bestemmelser.
24. De
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Den foreslåede forhøjelse af den
længstlevende ægtefælles legale arvebrøk
vil bevirke, at en større andel af arven tilfalder
ægtefællen, og en tilsvarende mindre andel tilfalder
resten af arvingerne. Idet en større del af arven
umiddelbart vil tilfalde en eventuel ægtefælle, og da
ægtefæller afgiftsfrit arver hinanden, vurderes
forslaget samlet set at indebære en udskydelse af betalingen
af en del af boafgiften til tidspunktet, hvor den
længstlevende ægtefælle dør. Der er
således umiddelbart tale om en udskydelse af en
afgiftsbetaling og dermed et rentetab. Samlet skønnes dette
at indebære et varigt provenutab for staten på 10
mio.kr. årligt. Der er dog tale om et skøn, der er
behæftet med stor usikkerhed. Der kan således
også blive tale om lavere afgiftsbetaling (og dermed
yderligere provenutab), hvis den større arv forbruges af den
efterlevende, eller videregives som afgiftsfrie gaver til f.eks.
familiemedlemmer i næste generation.
Lovforslaget skønnes herudover ikke at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten
af betydning. Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner og regioner.
25. De
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
26. De administrative
konsekvenser for borgere
Lovforslaget skønnes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne.
27. De
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
28. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
29. Hørte
myndigheder og organisationer mv.
Betænkning nr. 1473/2006 om revision af
arvelovgivningen mv. har været sendt i høring hos:
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus,
Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten,
Politidirektøren i København, Politiforbundet i
Danmark, Politimesterforeningen, Politifuldmægtigforeningen,
Advokatrådet, Adoption og Samfund, Amtsrådsforeningen,
Institut for Menneskerettigheder, Danske Bedemænd, Dansk
Retspolitisk Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Det Centrale
Handicapråd, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af
offentlige chefer i statsamterne og Københavns
Overpræsidium, Forbrugerrådet, Foreningen af
Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Forsikring & Pension, Foreningen af autoriserede bobestyrere,
Finansrådet, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige, Frederiksberg Kommune, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, Handelshøjskolen i
København, Handelshøjskolen i Århus, Isobro,
Kommunernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse,
Københavns Overpræsidium, Københavns Kommune,
Københavns Universitet (Juridisk Fakultet),
Landsorganisationen i Danmark LO, Lønmodtagernes
Garantifond, Landbrugsraadet, Realkreditrådet,
Retssikkerhedsfonden, Statsamtet Vestsjælland, Statsamtet
Viborg, Statsamtet Sø nderjylland, Statsamtet Bornholm,
Statsamtet Frederiksborg, Statsamtet Storstrøm, Statsamtet
Ringkjøbing, Statsamtet Fyn, Statsamtet Roskilde, Statsamtet
København, Statsamtet Nordjylland, Statsamtet Ribe,
Statsamtet Århus, Syddansk Universitet (Det
Samfundsvidenskabelig Institut), Aalborg Universitet (Det
Samfundsvidenskabelige Institut), Aarhus Universitet (Juridisk
Institut), Ældre Sagen, Danske Familieadvokater og De
Samvirkende Invalideorganisationer.
30. Sammenfattende
skema
| Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning for staten Ingen for kommuner og regioner | 10 mio. kr. i varigt provenutab for staten
på boafgifter |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning for staten Ingen for kommuner og regioner | Ingen af betydning for staten Ingen for kommuner og regioner |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til
lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Kapitel 1 indeholder regler om slægtens
legale arveret, livsarvingers tvangsarv og slægtsarvingers
adgang til overtagelse efter vurdering.
Til § 1
Bestemmelsen omhandler arv til 1. arveklasse
(arveladerens livsarvinger) og svarer med en sproglig modernisering
til den gældende arvelovs § 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.
Til § 2
Bestemmelsen omhandler arv til 2. arveklasse
(arveladerens forældre og søskende mv.) og svarer med
sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs
§ 2.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.
Til § 3
Bestemmelsen omhandler arv til 3. arveklasse
(bedsteforældre) og svarer med sproglige moderniseringer til
den gældende arvelovs § 3.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.
Til § 4
Bestemmelsen omhandler adoptions arveretlige
virkninger og svarer med sproglige moderniseringer til den
gældende arvelovs § 4.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.
Til § 5
Bestemmelsen omhandler livsarvingernes
tvangsarveret.
Det foreslås i stk. 1 ,
at livsarvingernes tvangsarvebrøk udgør ¼ af
den legale arv. Forslaget indebærer en nedsættelse af
livsarvingernes tvangsarvebrøk, der efter den gældende
arvelovs § 25 udgør ½ af den legale
arv.
Der kan ikke ved testamente rådes over
tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov. Lovforslagets
kapitel 10 (§§ 55-63) indeholder regler om adgangen
til at råde over tvangsarv ved testamente. Der kan også
i anden lovgivning være fastsat regler herom, jf. f.eks. lov
om ægteskabets retsvirkninger § 28 a, jf.
§ 28 (arveladers adgang til at træffe bestemmelse
om, at arven skal være særeje).
I stk. 2 foreslås det, at
arveladeren ved testamente kan begrænse tvangsarven til hvert
af sine børn til en værdi af 1 mio. kr. Reglen vil
selvsagt kun have betydning, hvis boet er så stort, at
tvangsarven efter stk. 1 for hvert af arveladerens børn
udgør mere end 1 mio. kr.
I testamentspraksis anvendes ofte
formuleringen, at en livsarving skal arve "mindst muligt", eller at
en arving skal arve "mest muligt". Sådanne testamentariske
bestemmelser kan ikke anses for bestemmelser om
beløbsbegrænsning af tvangsarven. Dette gælder,
uanset om den testamentariske bestemmelse er oprettet før
eller efter den nye arvelovs ikrafttræden. En
beløbsbegrænsning skal således fremgå
udtrykkeligt af testamentet.
Er et barn død, begrænses dette
barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør
livsarvingens andel af beløbet, jf. lovforslagets
§ 1, stk. 2, medmindre andet fremgår af den
testamentariske bestemmelse. Tilsvarende gælder i forhold til
fjernere livsarvinger. I tilfælde, hvor arveladerens barn er
afgået ved døden, men hvor barnet efterlader sig 2
børn (arveladerens børnebørn), kan tvangsarven
for hvert af disse således begrænses til 500.000 kr.
Efterlader barnet sig 5 børn, kan tvangsarven for hvert
barnebarn begrænses til 200.000 kr.
Det foreslås, at
beløbsgrænsen i stk. 2 skal reguleres
årligt i overensstemmelse med lovforslagets
§ 97.
Både efter stk. 1 og 2 er der tale
om bruttoangivelser, hvoraf livsarvingen skal betale boafgift efter
boafgiftslovens almindelige regler, jf. lovens § 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.2. og 2.3.2.
Til § 6
Bestemmelsen omhandler slægtninges
adgang til at overtage boets aktiver efter vurdering og svarer i
vidt omfang til den gældende arvelovs § 24 a.
Efter stk. 1 er arvingerne
berettiget til for deres arvelod at overtage boets aktiver til
vurderingsbeløbet. Ved arvingerne forstås
slægtsarvinger, jf. lovforslagets §§ 1-4.
Alle aktiver kan ligesom efter gældende
ret overtages af en arving til vurderingsbeløbet, smh.
betænkning nr. 1270/1994 om skifte af dødsboer, s.
330f.
Retten gælder kun i det omfang,
arveladeren ikke har truffet anden bestemmelse i sit testamente,
jf. lovforslagets § 8.
Efter stk. 2 skal det
afgøres ved lodtrækning, hvem der skal overtage et
aktiv, hvis der er flere arvinger, der ønsker at overtage
det.
En arving har fortrinsret til at overtage et
aktiv, der har særlig erindringsværdi for den
pågældende. Dette kan f.eks. gælde afdødes
sommerhus, der har en særlig erindringsværdi for
arvingen, og som arvingen som den eneste af arvingerne gennem mange
år har brugt. Ved aktiver med særlig
erindringsværdi tænkes dog først og fremmest
på billeder, møbler, breve, smykker, kunstgenstande og
samlinger af f.eks. frimærker eller mønter, jf. Svend
Danielsen, Arveloven med kommentarer, 5. udg., 2005, s. 259. I
modsætning til gældende ret er det ikke en
forudsætning for fortrinsretten, at aktivet stammer fra den
pågældendes slægt eller slægtsgren.
I stk. 3 fastslås det, at
ægtefællens ret efter lovforslagets § 11,
stk. 1, og §§ 12-14 skal respekteres.
Henvisningen til § 11, stk. 1, indebærer, at
den længstlevende ægtefælle har ret til forlods
af førstafdødes bo at udtage genstande, som
udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug,
hvis deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold, samt genstande, der er
erhvervet til mindreårige børns brug. Henvisningen til
§§ 12-14 præciserer, at reglerne om
ægtefællens generelle fortrinsstilling ved overtagelse
efter vurdering finder anvendelse ved overtagelse efter vurdering,
når arveladeren efterlader sig både
ægtefælle og slægtsarvinger.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.3. og 2.3.3.
Til § 7
Bestemmelsen omhandler
slægtsarvingernes adgang til at overtage et aktiv, som ejes i
sameje med boet. Der findes ikke en lignende bestemmelse i den
gældende arvelov.
I stk. 1 foreslås det, at
en arving, der ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, har
fortrinsret til for sin arvelod at overtage boets andel af aktivet
til vurderingsbeløbet. Det foreslås endvidere, at
arvingen har udløsningsret. Dette indebærer, at
arvingen er berettiget til at overtage boets andel af aktivet mod
at betale det overskydende beløb kontant til de
øvrige arvinger, hvis værdien af aktivet overstiger
arvelodden.
Retten gælder kun i det omfang,
arveladeren ikke har truffet anden bestemmelse i sit testamente.
Bestemmelsen gælder endvidere kun i det omfang, andet ikke er
bestemt ved en samejeoverenskomst mv., jf. lovforslagets
§ 8. Dette gælder dog ikke, hvis en bestemmelse i
en samejeoverenskomst reelt alene må anses for en
dødsdisposition, der kræver iagttagelse af
testamentsreglerne.
§ 7 kan også anvendes, hvor
der foreligger interessentskab.
Overtagelsesretten gælder ikke for et
aktiv, der er omfattet af ægtefællens ret til
forlodsudtagelse efter lovforslagets § 11, stk. 1,
og heller ikke for et fællesejeaktiv som nævnt i
lovforslagets § 91, stk. 2, som
ægtefællen ønsker at overtage efter
lovforslagets § 12. Disse rettigheder fortrænger
således i alle tilfælde arvingens ret til at overtage
boets andel af aktivet. Det er således ikke et krav, at
ægtefællen også ejer en andel af det
pågældende aktiv i sameje med boet.
Stk. 2 regulerer de
tilfælde, hvor både ægtefællen og en arving
ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, f.eks. et sommerhus
eller en båd. Udgangspunktet er, at ægtefællen
har fortrinsret.
Fortrinsretten gælder dog ikke, hvis
aktivet er fuldstændigt særeje i boet, og det samtidig
har en særlig erindringsværdi for en
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle, medmindre aktivet er omfattet af
ægtefællens ret til forlodsudtagelse i § 11,
stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes
hidtidige fælles bolig.
Det følger af stk. 3 ,
at det skal afgøres ved lodtrækning, hvem der skal
have ret til at overtage boets andel af aktivet, hvis der er flere
arvinger (samejere), der ønsker at overtage den samme andel
af et aktiv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.3. og 2.3.3.
Til § 8
Bestemmelsen indebærer, at
§§ 6 og 7 ikke finder anvendelse på aktiver,
som arveladeren har rådet over ved testamente. § 7
finder endvidere ikke anvendelse, hvis andet er fastsat i en
samejeoverenskomst mv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.3. og 2.3.3.
Til kapitel 2
Kapitel 2 indeholder regler om
ægtefællens legale arveret, tvangsarv og adgangen til
overtagelse efter vurdering.
Til § 9
Bestemmelsen omhandler
ægtefællens legale arveret.
I stk. 1 foreslås det, at
ægtefællens legale arvebrøk udgør
½ af arveladerens ejendele, når arveladeren efterlader
sig livsarvinger. Forslaget indebærer en forhøjelse af
ægtefællens legale arvebrøk, der efter den
gældende arvelovs § 6, stk. 1, udgør
1/3 af den legale arv i disse tilfælde.
Ægtefællens arveret
forudsætter, at der foreligger et gyldigt indgået
ægteskab. Det kræves ikke, at ægteskabet har
varet en vis tid. Også et ægteskab indgået
på dødslejet giver arveret. Arveretten ophører
ved separation og skilsmisse.
Stk. 2 fastslår, at
ægtefællen arver alene, hvis arveladeren ikke
efterlader sig livsarvinger, og svarer til den gældende
arvelovs § 7, stk. 1.
Bestemmelserne om fordeling af boet efter den
længstlevende ægtefælle mellem de to
ægtefællers slægter, som i dag findes i
§ 7, stk. 2-3, foreslås flyttet til det
foreslåede kapitel 3 om svogerskabsarv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.1. og 3.3.1.
Til § 10
Bestemmelsen omhandler
ægtefællens tvangsarveret.
Det foreslås, at
ægtefællens tvangsarvebrøk udgør ¼
af den legale arv. Forslaget indebærer en nedsættelse
af ægtefællens tvangsarvebrøk, der efter den
gældende arvelovs § 25 udgør ½ af den
legale arv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.2. og 3.3.2.
Til § 11
Bestemmelsen omhandler
ægtefællens udtagelsesret.
Stk. 1 svarer stort set til den
gældende arvelovs § 7 a, stk. 1 og 2, om
forlods udtagelse af genstande til personlig brug og
børnenes brug. For så vidt angår genstande, som
er erhvervet til børnenes brug, foreslås det dog
præciseret, at genstandene skal være erhvervet til brug
for mindreårige børn, dvs. børn under 18
år. Hvis en genstand er erhvervet til et mindreårigt
barns brug, er det ikke en betingelse for udøvelse af
forlodsretten, at genstandens værdi ikke står i
misforhold til ægtefællernes formueforhold. Dette krav
stilles kun for så vidt angår ægtefællens
forlodsret til genstande erhvervet til dennes personlige brug. Hvis
genstanden ejes af barnet, er der ikke behov for en
udtagelsesregel. I denne situation går genstanden direkte til
barnet.
Reglerne, som gælder i alle
dødsboer €" store som små €" giver under de
i lovteksten angivne betingelser ret til forlods udtagelse.
Udtagelsen belaster altså ikke den længstlevende
ægtefælles boslodskrav ved opgørelsen af et
fællesbo og heller ikke kravet i henhold til den
foreslåede regel i stk. 2 (retten til suppleringsarv).
Udtagelsesretten kan også gøres gældende over
for effekter €" f.eks. smykker €" som hørte til
den afdøde ægtefælles bodel eller
særeje.
En længstlevende ægtefælles
påberåbelse af stk. 1 vil kunne medføre, at
et dødsbo kan sluttes uden skiftebehandling. Reglen vil
derfor i praksis også blive påberåbt af en
længstlevende ægtefælle, der som enearving ville
have kunnet overtage hele boet i medfør af lovforslagets
§ 9, stk. 2.
Reglerne om fordeling af arven efter den
længstlevende ægtefælle ved dennes død
findes i lovforslagets § 16.
Stk. 2 viderefører den
gældende arvelovs § 7 b, stk. 2 med en
række ændringer og præciseringer. Efter den
gældende bestemmelse kan den længstlevende
ægtefælle altid udtage så meget af boet, at det
sammenlagt med den længstlevende ægtefælles bos-
og arvelod og eventuelle fuldstændige særeje
udgør 200.000 kr. (2006). Det foreslås, at
beløbsgrænsen forhøjes til 500.000 kr., der som
hidtil skal reguleres, jf. lovforslagets § 97. Hvis
førstafdødes arvinger finder, at
værdiansættelserne er for lave, og deres arveret derfor
uberettiget beskæres, må dette spørgsmål
afklares af skifteretten inden beregning af suppleringsarv.
Af stk. 3 fremgår det, at
forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt
pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til
den længstlevende ægtefælle i anledning af
dødsfaldet, skal indgå ved beregningen efter
stk. 2. Alle typer ydelser uanset art, der tjener et
forsørgelsesformål, er omfattet af stk. 3.
Værdien af rateforsikringer og ratepensioner fastlægges
ved en sammenlægning af ydelserne i garantiperioden. En
ordning med løbende livsbetingede ydelser må
værdiansættes ved en aktuarmæssig beregning.
Bestemmelsen omfatter både ydelser, der
udbetales fra obligatoriske og frivillige pensionsordninger, og det
er uden betydning, om pensionsordningen er privat, eller der er
tale om en arbejdsmarkedsordning, ATP-ordning, indekskontrakt
mv.
Bestemmelsen finder anvendelse på
både engangsbeløb og løbende ydelser, der ikke
er livsbetingede, f.eks. en ratepension.
Bestemmelsen omfatter beløb, der
udbetales fra både førstafdødes og
længstlevendes livsforsikringer samt pensionsordninger og
lignende ordninger. Også en ulykkeslivsforsikring, der kommer
til udbetaling til længstlevende i anledning af
dødsfaldet, skal medregnes.
Det er alene førstafdødes og
længstlevendes livsforsikringer, pensionsydelser og lignende
ydelser samt en forsørgertabserstatning, der kommer til
udbetaling i anledning af dødsfaldet, der skal indgå
ved beregningen af retten til suppleringsarv.
Førstafdødes øvrige
rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af
personlig art, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger
§ 15, stk. 2, giver i reglen ikke anledning til
problemer, fordi disse €" i det omfang de falder i arv €"
indgår i førstafdødes bo. I almindelighed vil
sådanne rettigheder bortfalde, blive frigivet eller miste
deres personlige og uoverdragelige karakter ved
dødsfaldet.
Længstlevendes øvrige
§ 15, stk. 2-rettigheder skal kun indgå ved
beregningen af retten til suppleringsarv i den udstrækning,
disse rettigheder ville indgå i ligedelingen på skifte
i længstlevendes levende live, hvis de var fælleseje,
jf. 2. pkt. Længstlevende kan således f.eks. holde sine
egne indekskontrakter uden for opgørelsen efter
stk. 2.
Af § 16 a, stk. 1, i lov om
ægteskabets retsvirkninger som indsat ved § 1, nr.
1, i lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om
ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo
mv. (pensionsrettigheders behandling ved død samt separation
og skilsmisse) fremgår det, at den længstlevende
ægtefælle ved skifte efter en ægtefælles
død udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder
forlods af boet. Beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller
fra lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der
allerede er udbetalt, udtages efter § 16 a, stk. 2,
endvidere forlods, i det omfang beløbene ikke må anses
for at være forbrugt, medmindre de ved udbetalingen har
mistet karakteren af pensionsopsparing. Tilsvarende gælder
indtægter af og surrogater for beløbene.
I det omfang en § 15,
stk. 2-rettighed, som indehaves af længstlevende,
indgår i et uskiftet bo, jf. lovforslagets § 23,
stk. 2-6 (der viderefører den gældende arvelovs
§ 14, stk. 2, med en række ændringer),
skal den også indgå ved beregningen af retten til
suppleringsarv.
Stk. 3, 2. pkt., indebærer
endvidere, at f.eks. en erhvervsevnetabserstatning, som
længstlevende har fået udbetalt, ikke vil indgå i
beregningen af retten til suppleringsarv, hvad enten erstatningen
er fælleseje eller særeje, fordi den €" hvis den
var fælleseje €" under alle omstændigheder ville
kunne udtages forlods, jf. erstatningsansvarslovens § 18,
stk. 2, jf. § 5.
Erstatning for rimelige begravelsesudgifter
som nævnt i erstatningsansvarslovens § 12 skal ikke
indgå i beregningen. Et overgangsbeløb i medfør
af erstatningsansvarslovens § 14 a (og
arbejdsskadesikringslovens § 19) skal ikke indgå
ved beregningen af retten til suppleringsarv, da der er tale om en
standardiseret kompensation for forskellige udgifter, der
sædvanligvis er forbundet med en ægtefælles
død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet
og begravelsesudgifter. Godtgørelse til efterladte efter
erstatningsansvarslovens § 26 a (og
arbejdsskadesikringslovens § 23) skal heller ikke
medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv, da
sådan erstatning og godtgørelse ikke tjener til
længstlevendes forsørgelse.
Det afgøres i øvrigt efter de
særlige regler, der gælder for disse rettigheder, om
surrogater og indtægter skal indgå i beregningen af
retten til suppleringsarv.
I stk. 4 foreslås det som
noget nyt, at en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle uanset stk. 2
kan overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til
boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for
den pågældende, medmindre aktivet er omfattet
lovforslagets § 11, stk. 1, eller der er tale om et
fællesejeaktiv som nævnt i lovforslagets
§ 91, stk. 2.
Reglen indebærer, at der gives en
særlivsarving en køberet til aktiver med særlig
erindringsværdi for den pågældende.
Særlivsarvingen skal betale vurderingsprisen kontant til
boet. I det omfang, der er en arvelod til den
pågældende i boet, vil betaling kunne ske ved
modregning heri. Særlivsarvingen køber aktivet af
boet, og der er derfor ikke tale om en disposition, der
forøger arvelodden og dermed har betydning for betalingen af
boafgift.
Reglen er begrænset til at gælde
særlivsarvinger efter den førstafdøde
ægtefælle. Baggrunden herfor er, at fælles
livsarvinger arver ved den længstlevende
ægtefælles død og på dette tidspunkt
får mulighed for at overtage boets aktiver til
vurderingsbeløbet i det omfang, aktiverne stadig er i
behold, jf. lovforslagets §§ 6-8. En tilsvarende
retsstilling opnår særlivsarvinger efter den
førstafdøde ægtefælle ikke, medmindre
ægtefællerne i et fælles testamente har bestemt,
at særlivsarvingen skal arve længstlevende.
Reglen vil næppe få større
praktisk betydning, når der er tale om
fællesejeaktiver, fordi § 11, stk. 1, og
§ 91, stk. 2, vil kunne udtømme
fællesboets aktiver med mulig særlig
erindringsværdi. Reglen kan dog f.eks. tænkes anvendt i
tilfælde, hvor en særlivsarving ønsker at
overtage et smykke eller lignende, som ikke er omfattet af
ægtefællens ret efter § 11, stk. 1,
eller hvor særlivsarvingen ønsker at overtage en ting,
som ikke er omfattet af § 91, stk. 2, nr. 2, f.eks.
en frimærkesamling. En køberet for
særlivsarvingen vil kunne få større praktisk
betydning for aktiver, der er fuldstændigt særeje i
boet, fordi særejeaktiver ikke er omfattet af § 91,
stk. 2. Det er ikke usædvanligt, at indbo, der gennem
mange år har været i en bestemt families eje,
gøres til fuldstændigt særeje for modtageren i
forbindelse med, at indboet overdrages til en yngre generation i
familien.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.3. og 3.3.3.
Til § 12
Bestemmelsen omhandler den
længstlevende ægtefælles adgang til at overtage
boets fællesejeaktiver efter vurdering. Bestemmelsen
viderefører den gældende arvelovs § 24 b med
nogle ændringer.
Stk. 1 indebærer, at den
længstlevende ægtefælle for sin bos- og arvelod
har ret til at overtage aktiver, der er fælleseje i
dødsboet, til vurderingsbeløbet.
Efter stk. 2 har
ægtefællen fortrinsret, hvis ægtefællen og
en arving ønsker at overtage det samme aktiv. Som noget nyt
foreslås det, at førstafdødes
særlivsarving skal have fortrinsret til at overtage et aktiv,
hvis dette har særlig erindringsværdi for den
pågældende, og det ikke er omfattet af § 11,
stk. 1, eller der ikke er tale om et fællesejeaktiv som
nævnt i § 91, stk. 2.
Det følger af stk. 3 ,
at ægtefællen har udløsningsret. Dette
indebærer, at ægtefællen er berettiget til at
overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende
beløb kontant til de øvrige arvinger, hvis
værdien af aktiverne overstiger arvelodden.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.4. og pkt. 3.3.4.
Til § 13
Bestemmelsen omhandler den
længstlevende ægtefælles adgang til efter
vurdering at overtage aktiver af den førstafdøde
ægtefælles fuldstændige særeje og
viderefører den gældende arvelovs § 24 c med
nogle ændringer.
Stk. 1 indebærer, at den
længstlevende ægtefælle inden for sin arvelod af
afdødes fuldstændige særeje har ret til at
overtage aktiver til vurderingsbeløbet.
Efter stk. 2 har
ægtefællen fortrinsret, hvis ægtefællen og
en arving ønsker at overtage det samme aktiv. Som noget nyt
i forhold til den gældende arvelovs § 24 c
foreslås det, at en særlivsarving skal have fortrinsret
til at overtage et aktiv, der har særlig
erindringsværdi for den pågældende, medmindre
aktivet er omfattet af ægtefællens forlodsret efter
§ 11, stk. 1, eller der er tale om
ægtefællernes hidtidige fælles bolig.
I stk. 3 foreslås det som
noget nyt i forhold til gældende ret, at en
ægtefælle, der ejer en andel af et aktiv i sameje med
boet, kan overtage boets andel af aktivet til vurderingsprisen,
også selvom værdien heraf overstiger arvelodden.
Ægtefællen skal i givet fald indbetale det overskydende
beløb kontant til boet, dvs. ægtefællen har
udløsningsret.
Reglen skal bl.a. ses i sammenhæng med
lovforslagets § 7 om en arvings overtagelses- og
udløsningsret til et aktiv, der ejes i sameje med boet. Det
er en naturlig konsekvens af, at der gives arvingen
udløsningsret efter § 7, at også en
ægtefælle skal have en sådan udløsningsret
i forbindelse med overtagelse af en andel af et fuldstændigt
særejeaktiv, når ægtefællen i forvejen ejer
en andel af aktivet i sameje med boet. Ægtefællen har
udløsningsret, hvis aktivet er et fællesejeaktiv, jf.
lovforslagets § 12. Dette svarer til gældende
ret.
Om de tilfælde, hvor både en
ægtefælle og en arving ejer en andel af et aktiv i
sameje med boet, henvises til lovforslagets § 7,
stk. 2. Det følger heraf, at ægtefællen som
udgangspunkt har fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt
særeje i boet, begrænses ægtefællens
fortrinsret dog i de tilfælde, hvor aktivet har en
særlig erindringsværdi for en særlivsarving efter
den førstafdøde ægtefælle.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.4. og pkt. 3.3.4.
Til § 14
Bestemmelsen indebærer, at
§§ 12 og 13 ikke finder anvendelse på aktiver,
som arveladeren har rådet over ved testamente, jf.
lovforslagets §§ 90 (fuldstændigt
særeje) og 91 (fælleseje).
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.4. og 3.3.4.
Til kapitel 3
Kapitel 3 indeholder regler om fordeling af
boet efter en længstlevende ægtefælle, som har
arvet den førstafdøde som dennes enearving i henhold
til lovforslaget § 9, stk. 2, eller et testamente
med samme indhold, eller som har udtaget boet i medfør af
reglen om ret til suppleringsarv i lovforslagets § 11,
stk. 2.
§§ 15 og 16 modsvarer den
gældende arvelovs § 7, stk. 2 og 3, og
§ 7 b, stk. 2, 2. pkt.
Til § 15
Bestemmelsen omhandler fordelingen af arven
efter den længstlevende ægtefælle i de
tilfælde, hvor den førstafdøde
ægtefælle ikke efterlod sig nogen livsarvinger, og den
efterlevende ægtefælle derfor var enearving. I disse
tilfælde er udgangspunktet, at arven efter
længstlevende skal deles med halvdelen til hver
ægtefælles slægtsarvinger.
Bestemmelsen modsvarer den gældende
arvelovs § 7, stk. 2 og 3.
Stk. 1 svarer til den
gældende lovs § 7, stk. 2, 1. pkt., idet det
dog foreslås, at reglerne om deling mellem de to
slægter også skal finde anvendelse i de tilfælde,
hvor den længstlevende ægtefælle har arvet i
henhold til et testamente. En sådan testamentarisk
bestemmelse er i og for sig overflødig, da den blot svarer
til de legale regler. Reglerne finder kun anvendelse, hvis
førstafdøde ikke efterlod sig livsarvinger, og
altså ikke i tilfælde, hvor længstlevende arver i
henhold til et testamente i konkurrence med
førstafdødes livsarvinger.
Som efter de hidtil gældende regler
følger det af stk. 1, nr. 1 og 4, at delingsreglerne
ikke finder anvendelse, hvis den længstlevende
ægtefælle har indgået nyt ægteskab - uanset
om dette er ophørt ved skilsmisse eller død - eller
hvis den længstlevende ægtefælle efterlader sig
livsarvinger. I disse tilfælde tilfalder hele boet efter
længstlevende dennes arvinger, og førstafdødes
slægt arver intet. Som en konsekvens af de nye regler om
udvidede samlevertestamenter i lovforslagets § 87
foreslås det i nr. 2 og 3, at delingsreglerne heller ikke
skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den
længstlevende ægtefælle har arvet en samlever i
henhold til et udvidet samlevertestamente, eller hvor
længstlevende efterlader sig en samlever, der er
arveberettiget i henhold til et sådant testamente. I disse
situationer tilfalder hele boet efter længstlevende
således samleveren, medmindre længstlevende også
efterlader sig livsarvinger.
Stk. 2 svarer til den
gældende arvelovs § 7, stk. 2, 2. pkt. Er der
ved den længstlevende ægtefælles død kun
slægtsarvinger efter en af ægtefællerne,
følger det af stk. 2, at disse arver det hele.
Stk. 3 er nyt i forhold til
gældende ret og har til formål at regulere den
situation, hvor en eller begge ægtefæller har truffet
bestemmelse ved testamente over en del af boet, men ikke hele boet.
Er der ved et testamente oprettet af begge ægtefæller
eller ved testamente oprettet alene af længstlevende truffet
bestemmelse om hele arven efter længstlevende, finder de
legale regler selvsagt ikke anvendelse.
I tilfælde, hvor der ved testamente kun
er truffet bestemmelse over en del af boet, foreslås det, at
den del af boet, der ikke er truffet bestemmelse om, deles i
overensstemmelse med stk. 1 og 2, medmindre andet må
anses for at følge af testamentet. At andet følger af
testamentet kan f.eks. være tilfældet, hvis testamentet
må forstås sådan, at længstlevende kun har
haft til hensigt at fordele den halvdel af arven, der efter
stk. 1, skal tilfalde den pågældendes slægt,
og ikke at berøre den halvdel, der skal tilfalde
førstafdødes slægt. Hvis f.eks.
længstlevendes testamente bestemmer, at "arven til min
slægt skal deles mellem mine to søstre" må det
som udgangspunkt forstås sådan, at halvdelen af arven
efter længstlevende skal deles mellem de to søstre,
mens den anden halvdel skal deles mellem førstafdødes
slægtninge efter loven. Det er uden betydning for reglens
anvendelse, om der er tale om et fællestestamente eller om et
testamente oprettet af en af ægtefællerne alene. Det er
endvidere i sig selv uden betydning, om testamentet begunstiger en
af ægtefællernes slægtninge eller en
ubeslægtet person eller en organisation.
Stk. 4 svarer til den
gældende lovs § 7, stk. 3, og fastslår,
at stk. 1-3 ikke er til hinder for, at den længstlevende
ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.
Stk. 1-3 er således deklaratoriske.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.
Til § 16
Bestemmelsen indeholder regler om fordelingen
af arven efter længstlevende i tilfælde, hvor denne har
benyttet sig af reglen i lovforslagets § 11, stk. 2,
om ret til som suppleringsarv at udtage indtil 500.000 kr.
Bestemmelsen erstatter den gældende
arvelovs § 7 b, stk. 2, 2. pkt., som i praksis har
givet anledning til fortolkningstvivl.
Stk. 1 opregner betingelserne
for, hvornår delingsreglerne finder anvendelse. Som efter
lovforslagets § 15 finder reglerne ikke anvendelse, hvis
længstlevende har indgået nyt ægteskab, har arvet
en samlever i henhold til et samlevertestamente eller efterlader en
samlever, der er arveberettiget i henhold til et
samlevertestamente.
I modsætning til lovforslagets
§ 15, der kun vedrører barnløse
ægtefæller, finder delingsreglerne imidlertid
også anvendelse i tilfælde, hvor en eller begge
ægtefæller efterlader sig livsarvinger.
Reglerne finder anvendelse i alle
tilfælde, hvor længstlevende benytter reglen i
lovforslagets § 11, stk. 2, uanset om
længstlevende udtager hele boet i medfør af reglen,
eller længstlevende alene supplerer sin arvelod op til de
500.000 kr.
Stk. 2-7 indeholder reglerne om
fordelingen af arven mellem førstafdødes og
længstlevendes arvinger afhængig af, om henholdsvis
førstafdøde og længstlevende efterlader sig
livsarvinger, alene slægtsarvinger, dvs. legale arvinger, der
ikke er livsarvinger, eller ingen arvinger.
Er der ved længstlevendes død
livsarvinger efter begge ægtefæller, deles boet med
halvdelen til hver livsarvingsgruppe, jf. stk. 2, 1. pkt. Er
der alene livsarvinger efter længstlevende, arver disse
alene, jf. stk. 2, 2. pkt. Førstafdødes
slægtsarvinger tager således som efter gældende
ret ikke arv i konkurrence med længstlevendes
livsarvinger.
Er der livsarvinger efter
førstafdøde, mens længstlevende alene
efterlader sig udarvinger, deles boet med halvdelen til
førstafdødes livsarvinger og halvdelen til
længstlevendes udarvinger, jf . stk. 3. Er der
ingen arvinger efter længstlevende, arver
førstafdødes livsarvinger alene.
Stk. 4 regulerer den situation,
hvor der ved længstlevendes død ikke er livsarvinger
efter nogen af ægtefællerne. Her deles boet som efter
gældende ret med halvdelen til hver ægtefælles
slægtsarvinger. Er der ingen arvinger efter den ene
ægtefælle, arver den anden ægtefælles
arvinger alene.
Stk. 5 svarer til den
foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 15,
stk. 4, og regulerer den situation, hvor en eller begge
ægtefæller har truffet bestemmelse over en del af boet
ved testamente. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 15, stk. 4.
I stk. 6 foreslås det, at
legal arv, som en særlivsarving har modtaget ved den
førstafdøde ægtefælles død, skal
fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den
længstlevende ægtefælle i medfør af
stk. 2 og 3. Om baggrunden for reglen henvises til de
almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.
Det er arvens værdi ved modtagelsen,
der skal lægges til grund ved fradraget, dvs. der skal ikke
foretages nogen regulering, heller ikke selvom der er gået
mange år siden dødsfaldet.
I stk. 7 bestemmes, at de
legale delingsregler i stk. 2-6 ikke er til hinder for, at
længstlevende ved testamente kan råde over hele
boet.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.
Til kapitel 4
Kapitel 4 indeholder regler om den
længstlevende ægtefælles adgang til uskiftet
bo.
Til § 17
Bestemmelsen fastslår, at en
længstlevende ægtefælle har ret til at overtage
ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo uden at
skifte med fælles livsarvinger og svarer til den
gældende arvelovs § 8.
Uskiftet bo omfatter alene fælleseje.
Boet kan således udleveres til uskiftet bo med formue, der er
fælleseje (formuefællesskab), rent
skilsmissesæreje, ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje, hvor den førstafdøde
ægtefælles formue bliver til fælleseje ved dennes
død, og med andele i brøkdelssærejer, der er
eller bliver fælleseje ved den første
ægtefælles død.
Retten til uskiftet bo med
fællesbørn gælder også, hvis den
førstafdøde ægtefælle efterlader sig
særlivsarvinger, idet der da enten kan skiftes med dem, eller
de kan samtykke i, at ægtefællen er i uskiftet bo, jf.
lovforslagets § 18.
Til § 18
Bestemmelsen omhandler en længstlevende
ægtefælles adgang til uskiftet bo med den
førstafdøde ægtefælles
særbørn med samtykke fra disse og svarer med enkelte
sproglige moderniseringer til arvelovens § 9.
Skiftes et bo, hvor den længstlevende
ægtefælle har overtaget forsørgelsespligten over
for førstafdødes mindreårige
særlivsarvinger, bortfalder forsørgelsespligten.
Til § 19
Bestemmelsen omhandler de krav, der stilles
til den længstlevende ægtefælles økonomi i
forbindelse med udleveringen til uskiftet bo.
Stk. 1-3 udbygger den
gældende arvelovs § 10, hvorefter et bo ikke kan
udleveres til uskiftet bo, hvis ægtefællen er under
konkurs eller ikke har tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser. Bestemmelsens formål er at
hindre, at den førstafdøde ægtefælles
arvinger kan blive stillet ringere på et skifte efter et
uskiftet bo end ved et skifte straks.
Ved vurderingen af, om den
længstlevende ægtefælle er insolvent, skal der
for det første tages stilling til, om længstlevendes
bodel udviser en underbalance. Har ægtefællerne
fælles gæld, skal gælden placeres hos den
ægtefælle, der endeligt skal bære gælden.
Kan gælden ikke helt eller delvist placeres hos en af
ægtefællerne, må halvdelen placeres hos hver
ægtefælle. En eventualgæld må
kursfastsættes. Længstlevendes skilsmissesæreje,
der ved dødsfaldet er blevet til fælleseje, anses i
denne forbindelse for at høre til bodelen. Overskydende
gæld på den længstlevende ægtefælles
fuldstændige særeje medregnes endvidere. Tilsvarende
gælder en mulig overskydende gæld på de midler,
der er omfattet af lovforslagets § 23, idet
ægtefællen over for kreditorerne hæfter med
bodelen for en sådan overskydende gæld.
For det andet skal der tages hensyn til en
eventuel arv af førstafdødes fuldstændige
særeje, i det omfang denne arv vil indgå i det
uskiftede bo eller udligne en underbalance på den
længstlevendes øvrige midler.
Tilsvarende gælder for erstatnings-,
forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder
længstlevende i anledning af førstafdødes
død.
Efter stk. 2 kan skifteretten
som noget nyt i forhold til gældende ret tillade, at boet
udleveres til uskiftet bo, hvis en underbalance efter boets forhold
må anses for at være af underordnet betydning. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor hele boet hører til
den førstafdøde ægtefælles bodel, og
ægtefællerne har ordnede økonomiske forhold, men
hvor den længstlevende har en mindre studiegæld.
Gældens karakter kan også indgå i vurderingen.
Hvis der er tale om en ren forbrugsgæld, der eventuelt
løbende er steget, vil det være et moment, der kan
tale imod en udlevering til uskiftet bo. Tilsvarende gælder,
hvis ægteskabet har været ganske kortvarigt.
Ved stk. 3 , som er nyt i
forhold til gældende ret, fastsættes det for det
første, at førstafdødes livsarvinger kan
tillade udlevering til uskiftet bo i tilfælde, hvor der
foreligger insolvens efter stk. 1, og skifteretten ikke
dispenserer efter stk. 2. Er der umyndige livsarvinger,
må statsamtets tiltrædelse indhentes efter kapitel 2 i
bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 om
værgemål. Har særlivsarvinger givet
forhåndssamtykke til uskiftet bo, kan dette samtykke ikke
anses for bindende i en situation, hvor længstlevende ved
dødsfaldet viser sig at være insolvent.
Stk. 4 er nyt i forhold til
gældende ret og fastsætter, at et bo ikke kan udleveres
til uskiftet bo, hvis en af ægtefællerne er så
insolvent, at den længstlevende ægtefælle totalt
set vil være insolvent efter udleveringen. Bestemmelsens
formål er at sikre ægtefællernes kreditorer, og
det er således uden betydning, om førstafdødes
livsarvinger giver samtykke. Der skal ved bedømmelsen dels
tages hensyn til de midler, der vil indgå i det uskiftede bo,
dels til den længstlevende ægtefælles eventuelle
fuldstændige særeje, dels til midler, som
længstlevende eventuelt arver af førstafdødes
fuldstændige særeje og/eller modtager som erstatnings-,
forsikrings- og pensionsbeløb i anledning af
førstafdødes død, og som ikke er undtaget fra
kreditorforfølgning. Uden reglen i stk. 4 ville
konsekvensen eventuelt kunne blive, at ægtefællen kunne
erklæres konkurs, og at kreditorerne efter
omstændighederne kunne få omstødt udleveringen
til uskiftet bo, jf. konkurslovens § 74. Reglen
harmonerer således med konkursretlige
grundsætninger.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.2.1. og pkt. 5.3.2.
Til § 20
Bestemmelsen omhandler den
længstlevende ægtefælles anmodning om udlevering
af boet til uskiftet bo og svarer med enkelte sproglige
moderniseringer til arvelovens §§ 11 og 12.
Til § 21
I bestemmelsen foreslås det som noget
nyt i forhold til gældende ret, at skifteretten skal
underrette den førstafdøde ægtefælles
livsarvinger om udleveringen til uskiftet bo.
En sådan underretning vil bl.a. have
betydning for livsarvingernes mulighed for at udnytte retten efter
lovforslagets § 22, stk. 3, til at få
udleveret et eksemplar af formueoversigten.
Det forudsættes, at der i forbindelse
med underretningen foretages en sædvanlig undersøgelse
med henblik på at finde frem til livsarvingerne, jf.
dødsboskiftelovens § 7, stk. 2 og 4.
Til § 22
Bestemmelsen indeholder regler om den
formueoversigt, som den længstlevende ægtefælle
skal udarbejde i tilslutning til udleveringen af et bo til uskiftet
bo. Bestemmelsen udbygger den gældende arvelovs
§ 13.
Formueoversigten har navnlig betydning ved
vurderingen af boets skattemæssige forhold. Hertil kommer, at
den kan få en væsentlig bevismæssig funktion i
forbindelse med en vurdering af, om den længstlevende
ægtefælle har misbrugt rådigheden over et
uskiftet bo.
I overensstemmelse med gældende ret
foreslås det i stk. 1, at formueoversigten skal
indleveres til skifteretten inden 6 måneder efter
dødsfaldet.
Formueoversigten opdeles således at
én afdeling angår førstafdødes
fællesejemidler, en anden afdeling længstlevendes
fællesejemidler, en tredje afdeling de i lovforslagets
§ 23, stk. 2-6 nævnte midler, en fjerde
afdeling længstlevendes fuldstændige særeje og en
femte afdeling førstafdødes fuldstændige
særeje.
Af stk. 2 fremgår det, at
det skal være særligt angivet i formueoversigten, hvem
der skal arve den førstafdøde ægtefælles
fuldstændige særejemidler.
Det følger af stk. 3 ,
at skifteretten kan forlænge fristen på 6 måneder
i stk. 1.
Hvis formueoversigten ikke indleveres
rettidigt, dvs. inden udløbet af fristen på 6
måneder efter stk. 1 eller efter udløbet af en
forlænget frist efter stk. 3, foreslås det i
stk. 4 , at skifteretten kan kræve, at
oversigten udarbejdes af en autoriseret bobestyrer, der beskikkes
dertil af skifteretten. Bobestyreren vil have samme adgang til at
få oplysninger om boet og den længstlevende
ægtefælles økonomiske forhold, som skifteretten
har efter dødsboskiftelovens § 92, stk. 1.
Endvidere kan tvangsmidler efter § 92, stk. 2,
bringes i anvendelse.
Efter stk. 5 skal
formueoversigten efter anmodning udleveres af skifteretten til
livsarvingerne. Herved skabes der åbenhed om og tillid til
etableringen af det uskiftede bo. Skifteretten skal efter
omstændighederne vejlede livsarvingerne om deres adgang til
at få formueoversigten.
Efter stk. 6 skal
justitsministeren fastsætte nærmere regler om
formueoversigten og om de blanketter, der kan anvendes.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.2.1. og 5.3.2.
Til § 23
Bestemmelsen regulerer, hvilke aktiver det
uskiftede bo omfatter, og udbygger og præciserer den
gældende arvelovs § 14.
Stk. 1 svarer til arvelovens
§ 14, stk. 1, og fastslår, at alt, hvad den
længstlevende ægtefælle erhverver, indgår i
det uskiftede bo, for så vidt det ikke er gjort til
fuldstændigt særeje.
Stk. 2 er nyt i forhold til
gældende ret, men i det væsentlige af
præciserende art. I bestemmelsen fastslås det, at
livsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser, der
tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning
af den førstafdøde ægtefælles død,
ikke skal indgå i det uskiftede bo, hvis boet senere skiftes
i den længstlevende ægtefælles levende live.
Dette er en lovfæstelse af, hvad der allerede i dag - efter
en analogi af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2
- i den overvejende del af den juridiske litteratur antages at
være udtryk for gældende ret for så vidt
angår livsforsikringsydelser, jf. Svend Danielsen, Arveloven
med kommentarer, 5. udg., 2005, s. 159 (med henvisninger).
Det er et krav, at ydelserne ikke er
forbrugt. Længstlevende kan altså ikke forbruge f.eks.
en forsikringssum og senere kræve, at et hertil svarende
beløb ikke skal indgå i boet.
Stk. 2 har baggrund i, at
hovedformålet med sådanne ydelser er at sikre den
længstlevende ægtefælles forsørgelse. Alle
typer af pensionsydelser og lignende ydelser, der tjener et
pensionsformål, er omfattet af bestemmelsen. Også
ulykkeslivsforsikringsydelser, der tilfalder længstlevende i
anledning af dødsfaldet, er omfattet af bestemmelsen.
Behandlingen af erstatning og
godtgørelse for personskade samt
forsørgertabserstatning er reguleret i
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvoraf det
fremgår, at sådanne krav ikke indgår i
formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i
anledning af ægteskabs ophør i det omfang,
erstatningen eller godtgørelsen ikke må antages at
være forbrugt. Reglen gælder også i
tilfælde, hvor et uskiftet bo skiftes i den
længstlevende ægtefælles levende live.
I stk. 3 fastslås det, at
den længstlevende ægtefælles egne
livsforsikringer, herunder ulykkeslivsforsikringer,
pensionsrettigheder og lignende rettigheder ikke indgår i det
uskiftede bo, hvis boet senere skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live. Et skifte af det uskiftede bo
i den længstlevende ægtefælles levende live har
derfor ingen konsekvenser for ordningerne. Alle typer af
pensionsrettigheder og lignende rettigheder, der tjener et
pensionsformål, er omfattet af bestemmelsen.
Af stk. 4 , 1. pkt.,
fremgår det, at beløb, som den længstlevende
ægtefælle har fået udbetalt fra ordningerne i
stk. 3 indgår i det uskiftede bo. Udbetalte
løbende, livsbetingede ydelser indgår f.eks. altid i
det uskiftede bo.
I 2. pkt. fastsættes imidlertid den
væsentlige modifikation til hovedreglen i 1. pkt., at dette
ikke gælder for udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder
eller lignende rettigheder - i praksis en livsforsikringsordning
med opsparing - eller supplerende engangsydelser, som må
antages ikke at være forbrugt. Hvis et beløb fra en
kapitalpensionsrettighed eller lignende rettighed eller en
supplerende engangsydelse er blevet udbetalt i utide, jf.
pensionsbeskatningslovens § 28, har det mistet sin
karakter af pensionsopsparing. I denne situation skal
beløbet derfor indgå i det uskiftede bo. Beløb,
som længstlevende har overført til en anden
pensionsordning, kan ikke anses for at have mistet deres karakter
af pensionsopsparing.
Hvis længstlevende
ægtefælle før udleveringen til uskiftet bo har
anvendt uforholdsmæssigt store fællesejemidler til
erhvervelse eller forbedring af livsforsikringer,
pensionsrettigheder og lignende rettigheder, der ikke indgår
i det uskiftede bo, kan den førstafdøde
ægtefælles arvinger i forbindelse med et skifte efter
omstændighederne forlange vederlag for det, der er indbetalt
for meget på ordningerne. Skiftes der ikke ved
førstafdødes død, fordi længstlevende
vælger uskiftet bo, og bliver arvingerne efter boets
udlevering bekendt med misbruget, kan arvingerne anvende
§ 23, stk. 1, i lov om ægteskabets
retsvirkninger, når det uskiftede bo skal skiftes.
Dispositioner under det uskiftede bo er omfattet af lovforslaget
§ 30. Dispositioner, der foretages efter udleveringen til
uskiftet bo, kan efter omstændighederne også være
omfattet af omstødelsesreglen i lovforslagets
§ 31, f.eks. hvis længstlevende har indsat
uforholdsmæssigt store beløb på egne
livsforsikrings- og pensionsordninger. Tilsvarende kan
længstlevende i visse situationer forlange vederlagskrav,
hvis førstafdøde har indbetalt uforholdsmæssigt
store beløb på sine livsforsikringsordninger og
pensionsrettigheder. Afgørelsen af, om et sådant krav
skal imødekommes, kan bero på, i hvilket omfang
længstlevende er sikret ved disse indbetalinger.
I stk. 5 fastslås det, at
stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse på
indtægter af og surrogater for de udbetalte beløb.
Hvis et beløb ikke indgår i det uskiftede bo,
gælder dette således også surrogater, f.eks.
værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for
beløbet. Det samme gælder for renter og
indtægter. Derimod kan udbetalte beløb, surrogater
eller renter og andre indtægter ikke holdes uden for skifte
af det uskiftede bo, hvis beløbet må anses for at
være forbrugt. Det er ikke et krav, at beløbet, renter
og indtægter eller surrogater er holdt adskilt fra
længstlevendes øvrige formue. Et beløb kan
eksempelvis ikke anses som forbrugt, fordi det er anvendt til at
indfri en prioritet i en fast ejendom. Det samme er
tilfældet, hvis ægtefællen har anvendt et
udbetalt beløb til køb af et sommerhus og senere
sælger sommerhuset og køber et andet aktiv.
Bevisbyrden for, at pensionsudbetalingerne
mv. ikke er forbrugt, påhviler den længstlevende
ægtefælle.
Den foreslåede bestemmelse afviger
på dette punkt fra erstatningsansvarslovens § 18,
stk. 2, men svarer til, hvad der følger af dansk rets
almindelige indtægts- og surrogationsregler.
Efter stk. 6 finder reglerne om
uskiftet bo kun anvendelse på øvrige rettigheder, som
er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art i den
udstrækning, hvori det er foreneligt med de særlige
regler, der gælder for disse rettigheder. Bestemmelsen svarer
til arvelovens § 14, stk. 2, bortset fra, at
§ 15, stk. 2-rettigheder i form af livsforsikringer,
herunder ulykkesforsikringer, pensionsrettigheder og lignende
rettigheder samt udbetalte beløb herfra, nu reguleres i
stk. 2-5. Praksis efter den gældende arvelovs
§ 14, stk. 2, vil fortsat have betydning for
øvrige § 15, stk. 2-rettigheder.
Stk. 7 fastslår, at arv,
gave og livsforsikringer samt andre pensionsydelser og lignende
ydelser, som tilfalder den længstlevende
ægtefælle fra tredjemand, ikke indgår i det
uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3
måneder efter formuegodets modtagelse. For så vidt
angår arv og gave svarer bestemmelsen til den gældende
arvelovs § 14, stk. 3, og for så vidt
angår livsforsikringer sker der herved en lovfæstelse
af den hidtidige analoge anvendelse af bestemmelsen herpå.
Som noget nyt gælder bestemmelsen også for andre
pensionsydelser og lignende ydelser, f.eks. en ratepension eller en
livrente, som den længstlevende ægtefælle
får udbetalt fra tredjemand. Hvis en livrente eller
ratepension ikke skal indgå i det uskiftede bo, skal
ægtefællen anmode om skifte inden 3 måneder efter
den første udbetaling efter ordningen.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.2.2. og 5.3.2.
Til § 24
Bestemmelsen omhandler den
længstlevende ægtefælles rådighed over det
uskiftede bo og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til
den gældende arvelovs § 15.
Af stk. 1 fremgår det, at
den længstlevende ægtefælle i levende live
udøver en ejers rådighed over det uskiftede bo.
Stk. 2 fastslår, at den
længstlevende ægtefælle ved testamente kun kan
råde over så stor en del af det uskiftede bo, som ved
ægtefællens død falder i arv efter denne. Inden
for denne grænse kan ægtefællen også
råde over boets enkelte genstande, for så vidt det ikke
strider mod den førstafdøde ægtefælles
testamentariske bestemmelse i medfør af lovforslagets
§ 91.
Til § 25
Bestemmelsen omhandler den
længstlevende ægtefælles hæftelse for
afdødes forpligtelser og svarer med enkelte sproglige
moderniseringer til den gældende arvelovs § 16.
Til § 26
Bestemmelsen omhandler den
længstlevende ægtefælles ret til at skifte det
uskiftede bo når som helst og ægtefællens pligt
til at skifte det uskiftede bo ved indgåelse af nyt
ægteskab.
Stk. 1 svarer til den
gældende arvelovs § 17, stk. 1, idet det dog
er præciseret, at den længstlevende når som helst
kan skifte med livsarvingerne eller enkelte af dem og forblive i
uskiftet bo med de øvrige. Endvidere kan den
længstlevende over for samtlige arvinger skifte boet delvist.
Dette er forudsat ved dødsboskiftelovens § 58,
stk. 2, 1. pkt., der lader de skatteretlige regler
afhænge af, om en eller flere livsarvinger er udskiftet
totalt, eller om der blot er sket et delvist skifte med en eller
flere eller samtlige arvinger, uden at nogen af dem er udskiftet
helt.
Stk. 2, 1. pkt. , der svarer
til den gældende arvelovs § 17, stk. 2,
fastslår, at den længstlevende ægtefælle
skal skifte det uskiftede bo ved indgåelse af nyt
ægteskab.
Stk. 2, 2. pkt., indeholder som
noget nyt i forhold til gældende ret en regel om, at
livsarvingerne ikke kan give afkald på skifte af det
uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.
Der er ikke noget til hinder for, at
livsarvingerne giver både skifteafkald og afkald på
deres arveret. Ægtefæller overtager i en sådan
situation boet til fri rådighed.
Om baggrunden for forslaget til stk. 2,
2. pkt., henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.1
og 5.3.
Til § 27
Bestemmelsen omhandler skifte af det
uskiftede bo, efterhånden som umyndige særlivsarvinger
bliver myndige eller dør, og svarer med sproglige
moderniseringer til arvelovens § 18.
Til § 28
Bestemmelsen omhandler arveforholdene ved
skifte af det uskiftede bo og svarer med sproglige moderniseringer
til den gældende arvelovs § 19.
Til § 29
Bestemmelsen omhandler skifte som
følge af den længstlevende ægtefælles
misbrug af rådigheden over det uskiftede bo.
Stk. 1 og 4 viderefører
den gældende arvelovs § 20, stk. 1, med en
enkelt ændring. Efter den nugældende retstilstand
får et skifte i anledning af misbrug kun virkning for den
eller de arvinger, der har rettet henvendelse om skifte til
skifteretten eller har tilsluttet sig en anmodning om skifte.
Medmindre samtlige arvinger står bag skiftekravet, bliver der
således tale om et partielt skifte. En præcisering af
denne retstilstand foreslås i slutningen af stk. 1.
Er der umyndige livsarvinger, må disses
værger tage stilling til skiftekravet. Ønsker en
værge ikke et skifte, skal beslutningen herom godkendes af
statsamtet.
Stk. 2 svarer i vidt omfang til
den gældende arvelovs § 20, stk. 2. Dog
foreslås udtrykket "tegning af uforholdsmæssig
høj livrente" erstattet med det noget bredere udtryk
"tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller
forsikringsordning", da også tegning af f.eks. en urimelig
stor kapitalpension må anses som misbrug. Fradragsreglerne i
skattelovgivningen vil formentlig indebære, at tegning af
uforholdsmæssigt store pensions- og forsikringsordninger
alene vil forekomme meget sjældent. Ved vurderingen af om
misbrugsgrænsen er overskredet ved tegning af pensions- og
forsikringsordninger, må der foretages en samlet
bedømmelse af formueomstændighederne,
længstlevendes behov for at sikre sin fremtidige
tilværelse og motivet, herunder om det er illoyalt over for
livsarvingerne. Er der tale om misbrug, kan der kræves
vederlag efter lovforslagets § 30. Praksis efter den
gældende arvelovs § 20, stk. 2,
forudsættes i øvrigt opretholdt.
Stk. 3 bygger på den
gældende arvelovs § 13, stk. 4. I bestemmelsen
fastslås det, at ægtefællen efter skifterettens
bestemmelse skal give oplysninger om dispositioner over det
uskiftede bos formue, hvis en arving gør gældende, at
der foreligger misbrug. Det foreslås endvidere, at det kommer
til at fremgå af loven, at livsarvingerne har ret til at
blive gjort bekendt med oplysningerne.
Til § 30
Bestemmelsen, der afløser den
gældende arvelovs § 21, handler om vederlagskrav
for dispositioner, der foretages, mens ægtefællen er i
uskiftet bo. Reglen giver ikke adgang til vederlagskrav for
dispositioner, der er foretaget under ægteskabet. Her
gælder § 23 i lov om ægteskabets
retsvirkninger.
Har den længstlevende
ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over boet
væsentligt formindsket dette, kan enhver livsarving i
medfør af stk. 1, 1. pkt., kræve vederlag herfor
af det beholdne fællesbo, når boet skiftes. Retten til
vederlagskrav tilkommer enhver livsarving, også uden at andre
livsarvinger tilslutter sig kravet og derfor ikke vil nyde godt af
dette.
Er der umyndige livsarvinger, må disses
værger tage stilling til skiftekravet. Ønsker en
værge ikke et skifte, skal beslutningen herom godkendes af
statsamtet.
Kan et vederlagskrav ikke dækkes af
fællesboet, kan kravet for halvdelen af det manglende
beløb gøres gældende mod den
længstlevende ægtefælles fuldstændige
særeje.
I stk. 2 foreslås det som
noget nyt, at en livsarving kan kræve vederlag efter
stk. 1, hvis den længstlevende ægtefælle har
anvendt midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring
af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder
omfattet af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets
retsvirkninger, der ikke indgår i delingen ved skifte af det
uskiftede bo. Reglen bygger på § 23, stk. 2,
2. pkt., i lov om ægteskabets retsvirkninger om arvingers ret
til vederlagskrav. Bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt.
indebærer, at der dog ikke kan rejses vederlagskrav ved
anvendelse af midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller
forbedring af rettigheder, der udtages forlods efter § 16
a i lov om ægteskabets retsvirkninger, sml. herved
§ 23, stk. 4, i lov om ægteskabets
retsvirkninger. Hvis den længstlevende ægtefælle
har indbetalt uforholdsmæssigt store beløb på
sine pensionsrettigheder og lignende rettigheder, kan sådanne
indbetalinger være misbrug omfattet af reglen i
stk. 1.
Efter stk. 3 kan den
længstlevende ægtefælle eller en livsarving ved
skifte af det uskiftede bo kræve vederlag af det beholdne bo,
hvis ægtefællen har anvendt midler af sit
fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede bo.
Reglen bygger på § 23, stk. 3, i lov om
ægteskabets retsvirkninger, selv om beskyttelsesbehovet
næppe er lige så stort i relation til uskiftet bo. Det
voksende antal ægteskaber, hvor der er oprettet
ægtepagt om ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje (skilsmissesæreje med
fuldstændigt særeje for længstlevende)
aktualiserer imidlertid behovet for en regel om vederlagskrav,
fordi længstlevende i disse tilfælde vil have
både et fuldstændigt særeje og midler, der
indgår i det uskiftede bo. Bestemmelsen giver adgang til
vederlagskrav, hvis ægtefællen har anvendt midler af
sit fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede
bo, f.eks. til lægning af et nyt tag på en fast
ejendom, der indgår i det uskiftede bo.
En værdiforøgelse, der stammer
fra tiden efter dispositionens foretagelse, må behandles
på samme måde, som det er tilfældet for
vederlagskrav efter § 23 i lov om ægteskabets
retsvirkninger.
Vederlagskrav skal rejses over for
skifteretten, der træffer afgørelse ved dom, jf.
dødsboskiftelovens § 101, jf. § 89,
stk. 1, nr. 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.2.3 og 5.3.
Til § 31
Bestemmelsen omhandler omstødelse
af dispositioner foretaget af den længstlevende
ægtefælle.
Stk. 1 svarer til den
gældende arvelovs § 22, stk. 1, idet det dog
foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af
lovteksten, at også arveforskud, der står i misforhold
til boets formue, kan omstødes. Praksis efter arvelovens
§ 22 om, hvornår der foreligger misbrug, vil derfor
fortsat have betydning for vurderingen efter stk. 1.
I stk. 2 , foreslås det
som noget nyt i forhold til gældende ret, at
omstødelsesreglen i stk. 1 skal finde tilsvarende
anvendelse, når en livsforsikring eller lignende ordning
kommer til udbetaling til en begunstiget, og forsikringen er
oprettet for boets midler for et beløb, der stod i
misforhold til boets formue.
Omstødelsesreglen vil supplere
reguleringsreglerne i forsikringsaftaleloven § 104 og
pensionsopsparingsloven § 4. Hvis en
begunstigelsesindsættelse må anses for urimelig i
forhold til forsikringstagerens livsarvinger, kan det efter
omstændighederne efter forsikringsaftalelovens
§ 104 og pensionsopsparingslovens § 4,
således som disse bestemmelser foreslås affattet
§ 1, nr. 3, og § 2, nr. 3, i det lovforslag om
ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love
(Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som
følge af arveloven mv.), som er fremsat samtidig med dette
lovforslag, ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller
delvist skal tilfalde livsarvingerne i stedet for den begunstigede.
Beløbet kan dog ikke overstige den tvangsarv, som
livsarvingen ville have været berettiget til, hvis
forsikringssummen eller opsparingen i stedet var indgået i
boet.
Forsikringsaftalelovens § 104 og
pensionsopsparingslovens § 4 finder ikke anvendelse
på ordninger, der kommer til udbetaling i
længstlevendes levende live, og i disse tilfælde
må det antages, at omstødelsesreglen kan få
størst betydning. Omstødelsesreglen kan dog
også få betydning ved forsikringer mv., der kommer til
udbetaling ved længstlevendes død, idet det i
omstødelsessituationen er hele dispositionen, der
omstødes (udbetalingen til den begunstigede), hvorimod det
beløb, der skal fragå den begunstigede ved en
regulering efter forsikringsaftalelovens § 104 og
pensionsopsparingslovens § 4, ikke kan overstige, hvad
der ville være tilfaldet ægtefællen eller
livsarvingen som boslod og tvangsarv. En livsarving vil derfor
typisk være bedst tjent med at kræve omstødelse
efter lovforslagets § 31, men der er ikke noget hinder
for, at livsarvingen i stedet vælger at påberåbe
sig forsikringsaftalelovens § 104 eller
pensionsopsparingslovens § 4, der i modsætning til
lovforslagets § 31 ikke er betinget af ond tro hos
modtageren.
Det er alene i det tilfælde, hvor
forsikringsordningen mv. kommer til udbetaling til den begunstigede
€" det vil sige, hvor forsikringsbegivenheden er
indtrådt €" at der kan ske omstødelse.
Udbetalinger på ordninger omfattet af stk. 2 til fordel
for længstlevende selv kan ikke omstødes, da der i
dette tilfælde ikke foreligger et misbrug af det uskiftede
bo.
At der først kan ske omstødelse
af en begunstigelse, når forsikringsbegivenheden er
indtrådt, er ikke til hinder for, at arvingen på et
tidligere tidspunkt kan forlange skifte efter lovforslagets
§ 30 og i den forbindelse fremsætte et
vederlagskrav. Har arvingen i forbindelse med et skifte i
længstlevendes levende live modtaget vederlag efter
lovforslagets § 31, kan arvingen ikke i forbindelse med
skiftet af længstlevendes bo kræve udbetalingen til den
begunstigede omstødt.
Med begrebet livsforsikring forstås
både en forsikring, hvor forsikringssummen i form af en
kapital eller i form af en løbende ydelse udbetales ved
eller en bestemt tid efter en persons død, og en forsikring,
hvor summen eller renten udbetales i en persons levende live. Der
findes mange forskellige former for livsforsikring.
Forsikringsbegivenheden vil typisk være forsikringstagerens
død, men kan også indtræde i forsikringstagerens
levende live, f.eks. ved et vilkår om, at forsikringssummen
skal udbetales, når den begunstigede opnår en bestemt
alder. Omfattet af begrebet livsforsikring er bl.a.
kapitalforsikringer, rateforsikringer og livrenter. Ved "lignende
ordning" i stk. 2 tænkes først og fremmest
på kapitaler i pengeinstitutter m.v., som kommer til
udbetaling i anledning af et dødsfald. Tilsvarende
formulering er anvendt i dødsboskiftelovens § 89,
stk. 1, nr. 4. Også summer, der kommer til
udbetaling til den begunstigede i indskyderens levende live, kan
være omfattet af adgangen til omstødelse.
Det forekommer, at et pengeinstitut
indsættes som begunstiget i en forsikringsordning til
sikkerhed for forsikringstagerens gæld. Baggrunden herfor er,
at den begunstigede, så længe forsikringsbegivenheden
ikke er indtrådt, ikke kan overdrage, pantsætte eller
på anden måde råde over forsikringen. Dette
gælder også, selvom indsættelsen er
uigenkaldelig, jf. forsikringsaftalelovens § 109 og
pensionsopsparingslovens § 9. Kommer forsikringsordningen
i et sådant tilfælde til udbetaling til
pengeinstituttet, kan der ikke ske omstødelse. Dispositionen
er i dette tilfælde udtryk for en gensidig obligationsretlig
forpligtelse mellem pengeinstituttet og forsikringstageren, og
dispositionen mangler som følge heraf det fornødne
gavemoment.
Hvis en livsforsikring eller lignende ordning
omfatter en medforsikret, må det bero på en konkret
vurdering, hvorvidt en udbetaling til den medforsikrede må
anses for at være i strid med princippet i lovforslagets
§ 31. Har forsikringstageren ved at lade ordningen
omfatte en medforsikret søgt at omgå § 31,
bør der ske omstødelse, hvis de øvrige
betingelser i § 31 er opfyldt. Det vil således
også i disse tilfælde være et krav, at
forsikringen er oprettet for et beløb, der stod i misforhold
til boets formue, og at den medforsikrede vidste eller burde vide,
at forsikringstageren var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i
misforhold til boets formue.
Ved vurderingen af, om det beløb, der
er indbetalt på en livsforsikring eller lignende ordning,
står i misforhold til boets formue, må der - ligesom
med gaver - foretages en samlet konkret bedømmelse, hvor der
tages udgangspunkt i en sammenligning mellem det beløb,
ordningen reelt har kostet længstlevende (forsikringstageren)
og det uskiftede bos nettoværdi. Ved indbetaling på
ordninger, hvor indbetalingerne er enten helt eller delvist
fradragsberettigede, er det den længstlevendes nettoudgift,
som vil være udgangspunktet for bedømmelsen af, om
ordningen er oprettet for et beløb, der stod i misforhold
til boets formue. Der skal således tages højde for, at
der kan være opnået skattefradrag for visse
indbetalinger. Det bliver dermed afgørende, hvor stort et
beløb, der kan siges at være fragået "boet". Ved
tegning af en gruppelivsforsikring vil det ofte være en
forholdsmæssig beskeden præmieindbetaling, der
pålægges den enkelte forsikringstager, mens den sum,
der kommer til udbetaling ved forsikringstagerens død, kan
være af en mere betragtelig størrelse. I disse
tilfælde vil den længstlevendes bidrag typisk ikke
stå i misforhold til formuen, hvorfor der ikke kan ske
omstødelse.
Det må bero på en konkret
vurdering, om det er den samlede pris for forsikringen eller et
mindre beløb, der er afgørende for vurderingen af, om
det samlede indbetalte beløb stod i misforhold til boets
formue. Er en del af forsikringsordningen blevet udbetalt til
længstlevende, bør der ved vurderingen af, om
indskud/indbetalingerne stod i misforhold til formuen, ikke tages
udgangspunkt i den samlede pris for forsikringen, men i et lavere
beløb.
Omstødelse er betinget af, at
modtageren eller den begunstigede var i ond tro både om, at
ægtefællen var i uskiftet bo og om, at dispositionen
stod i misforhold til boets formue. Bestemmelsen svarer på
dette punkt til den gældende arvelovs § 22,
stk. 1, og praksis i medfør af denne bestemmelse vil
derfor også have betydning for lovforslagets § 31,
stk. 1 og 2.
Ligesom det er tilfældet ved
omstødelse efter den gældende arvelovs § 22,
indebærer en omstødelse efter lovforslagets
§ 31, at dispositionen er ugyldig ex tunc, og at gaven
mv. går tilbage til boet inklusive den
værdiforøgelse, som måtte være
indtrådt i mellemtiden. Derved kommer resultatet også
de arvinger til gode, der ikke har været parter i
omstødelsessagen, og for hvem der kan være
indtrådt forældelse efter lovforslagets § 32,
stk. 2, (den gældende arvelovs § 22,
stk. 2, 2. pkt.). Konsekvensen af en omstødelse efter
lovforslagets § 31, stk. 2, vil være, at den
begunstigede skal indbetale den udbetalte forsikringssum til boet
til afgørelse af, hvem forsikringssummen skal tilfalde. Er
bobehandlingen afsluttet, må boet genoptages efter
dødsboskiftelovens § 103, stk. 1, nr.
1. Hvis der endnu ikke er taget stilling til boets
behandlingsmåde, jf. dødsboskiftelovens § 7,
må forsikringssummen indbetales til skifteretten.
Som anført vil retsvirkningen af
omstødelse - ugyldighed ex tunc - betyde, at det bortgivne
aktiv som udgangspunkt skal tilbageleveres inklusive den
værdiforøgelse, der måtte være
indtrådt i mellemtiden. Har modtageren imidlertid
væsentligt bidraget til en værdiforøgelse af
aktivet, kan almindelige obligationsretlige betragtninger om
ugrundet berigelse føre til, at modtageren i forbindelse med
omstødelsen kompenseres herfor.
Ved vurderingen af retsvirkningerne af
omstødelsen er det afgørende, at boet (de
øvrige arvinger) stilles, som om misbruget ikke havde fundet
sted. Arvingerne har dermed ikke nødvendigvis krav på
den værditilvækst, som aktivet er blevet tilført
efterfølgende. Er de aktiver, der søges
omstødt, steget i værdi, og må det antages, at
værdistigningen ikke ville være indtrådt, hvis
aktiverne havde beroet i boet, vil modtageren kunne kompenseres
herfor. Vurderingen heraf vil bero på en konkret
bedømmelse, herunder om der er tale om statiske eller
dynamiske værdier, idet der særligt i forhold til
formueaktiver i dynamisk udvikling vil kunne være grundlag
for at overveje tilkendelsen af et kompensationskrav. Tilsvarende
må det bero på en konkret vurdering, om der er mulighed
for at rejse et erstatningskrav over for modtageren, hvis et
formueaktiv efter overdragelsen væsentligt er faldet i
værdi. Også i dette tilfælde må det
være af afgørende betydning, om værdifaldet
skyldes udefra kommende omstændigheder eller kan tilskrives
modtageren.
Stk. 3 er nyt i forhold til
gældende ret og indebærer, at der ikke er adgang til at
kræve omstødelse i forbindelse med skiftet efter den
længstlevende ægtefælles død, hvis den
pågældende livsarving kan opnå fuld dækning
for sin arveret efter reglen om vederlagskrav i lovforslagets
§ 30 (den gældende arvelovs § 21).
Tilsvarende gælder, hvis en arving i forbindelse med et
skifte i længstlevendes levende live har fået tilkendt
et vederlagskrav.
En arving, for hvem der er indtrådt
forældelse efter lovforslagets § 32, stk. 2
eller 3, kan stadig rejse vederlagskrav i boet efter lovforslagets
§ 30. Der gælder ikke nogen tidsfrist for
fremsættelse af vederlagskrav i anledning af misbrug af
uskiftet bo.
Et udtrykkeligt afkald på retten til at
kræve omstødelse efter lovforslagets § 31
må som det klare udgangspunkt fortolkes som også at
indebære et afkald på vederlagskrav. Er der derimod
tale om et stiltiende afkald på omstødelse, f.eks. i
den situation hvor de øvrige arvinger har haft kendskab til
dispositionen, men af hensyn til familiefreden har afstået
fra at anlægge en omstødelsessag, vil det kræve
meget tungtvejende grunde, førend et sådant afkald kan
anses for også at omfatte afkald på vederlag.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.2.3. og 5.3.
Til § 32
Stk. 1 , 1. pkt.,
svarer i vidt omfang til den gældende arvelovs
§ 22, stk. 2, 1. pkt., og fastslår, at en sag
til gavens omstødelse kun kan anlægges, hvis boet
skiftes, eller den arving, som vil anlægge sagen, har
indgivet anmodning om skifte.
Er boet efter længstlevende skiftet,
kan en sag om omstødelse stadig anlægges, hvis der
ikke er indtrådt forældelse efter stk. 2 eller 3.
I dette tilfælde kan skifteretten genoptage bobehandlingen
under henvisning til dødsboskiftelovens § 103,
stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at
sagen skal anlægges ved skifteretten, der træffer
afgørelse ved dom, jf. stk. 1, 2. pkt.
Som det er tilfældet med sager, der
behandles efter dødsboskiftelovens § 89,
stk. 1, er der adgang til at få sagen henvist til eller
anlagt for landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens
§§ 226 og 227, jf. stk. 1, 3. pkt.
Det er med bestemmelsen forudsat, at de
almindelige regler om, at en sagsøger skal have retlig
interesse i søgsmålet, finder anvendelse.
Sagsøger må således have lidt skade ved
misbruget samt have en økonomisk interesse i
omstødelsen.
Stk. 2 , der vedrører
dispositioner omfattet af lovforslagets § 31,
stk. 1, svarer til den gældende arvelovs § 22,
stk. 2, 2. pkt..
Fristreglerne indebærer, at sag om
omstødelse af en gave eller et arveforskud skal
anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde
have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller
arveforskuddet, og senest 5 år fra
fuldbyrdelsestidspunktet.
At det er fuldbyrdelsestidspunktet, der er
afgørende i forhold til fristreglerne, medfører, at
der ikke kan indtræde forældelse, så længe
der alene er tale om et gaveløfte.
Det forhold, at fristen på 1 år
begynder at løbe fra fuldbyrdelsestidspunktet
medfører som udgangspunkt, at arvelader/gavegiver ikke,
inden overdragelsen sker, har mulighed for at få afklaret,
hvorvidt der vil blive anlagt en omstødelsessag.
Arvelader/gavegiver kan imidlertid i denne situation anlægge
et anerkendelsessøgsmål mod de øvrige arvinger
med påstand om, at de skal anerkende, at den
pågældende disposition ikke udgør et misbrug af
det uskiftede bo.
Endvidere må det antages, at en
forudgående orientering om den påtænkte
overdragelse kan få betydning ved vurderingen af, om der
foreligger misbrug. Det kan således tillægges betydning
ved misbrugsvurderingen, at de øvrige arvinger i forbindelse
med den forudgående orientering ikke har rejst indsigelser
mod overdragelsen. Er der imidlertid tale om et klart
tilfælde af misbrug, kan arvelader ikke blot ved en
forudgående orientering afskære de øvrige
arvinger fra på et senere tidspunkt at anfægte
dispositionen.
1-års fristen regnes fra det tidspunkt,
hvor livsarvingen har eller burde have fået de
nødvendige oplysninger til bedømmelse af sagen. Den
hidtidige praksis vedrørende fastlæggelsen af fristens
begyndelse mv. vil fortsat være relevant.
Ved siden af 1-års fristen
foreslås det, at den absolutte søgsmålsfrist
på 5 år videreføres. 5-års fristen regnes
fra dispositionens fuldbyrdelse. Det forudsættes, at praksis
vedrørende 5-års fristens beregning mv. opretholdes.
Der henvises herom til Svend Danielsen, Arveloven med kommentarer,
5. udg., 2005, s. 236f. (med referat af Østre Landsrets dom
af 11. august 1975) og s. 245ff. I den nævnte dom havde en
enke gennem årene givet en søn gaver. Landsretten
fastslog, at der under sagen alene kunne tages stilling til
gavedispositioner, som var fuldbyrdet inden for de sidste 5
år før sagsanlægget. Ældre dispositioner
kan således ikke omstødes, heller ikke selvom de
indgår i en naturlig sammenhæng med dispositioner inden
for 5-års fristen. Ældre dispositioner kan dog have
betydning for vurderingen af, om der foreligger misbrug ved de
dispositioner, der foretaget inden for 5-årsfristen.
Fristreglerne i stk. 3, der
vedrører begunstigelser i livsforsikringer eller lignende
ordninger, der er oprettet for boets midler for et beløb,
der stod i misforhold til boets formue, og hvor
forsikringsbegivenheden er indtrådt, svarer til stk. 2.
Det præciseres i bestemmelsen, at det afgørende
tidspunkt for beregningen af forældelsesfristerne er det
tidspunkt, hvor livsarvingen har eller burde have fået
kendskab til udbetalingen af en ordning omfattet af lovforslagets
§ 31, stk. 2, og senest 5 år fra dette
tidspunkt.
For så vidt angår udbetaling af
forsikringsordninger mens længstlevende stadig er i live, kan
arvingerne ikke af selskabet få oplyst, hvem der er indsat
som begunstiget, jf. lov om finansiel virksomhed kapitel 9 om
videregivelse af oplysninger. Forespørgsler af denne art kan
kun besvares med forsikringstagerens samtykke. Længstlevende
kan dog også i disse tilfælde blive pålagt at
give oplysninger om sine dispositioner, jf. lovforslagets
§ 29, stk. 3.
Dispositioner, der ligger forud for
5-årsfristen, kan ikke omstødes, selvom de
indgår i en naturlig sammenhæng med dispositioner inden
for 5-årsfristen. Udbetales en forsikring omfattet af
lovforslagets § 31, stk. 2, i rater, kan de
udbetalinger, der er foretaget tidligere end 5 år før
sagens anlæg, ikke omstødes, selvom de indgår i
en naturlig sammenhæng med de udbetalinger, der er foretaget
inden for 5-års fristen. De uomstødelige udbetalinger
kan imidlertid have betydning for vurderingen af, om der foreligger
misbrug og dermed skal ske omstødelse af de udbetalinger,
der er foretaget inden for 5-årsfristen.
En sag om omstødelse skal
anlægges mod modtageren af gaven, arveforskuddet eller den
udbetalte forsikringssum. En sag om omstødelse af en
forsikringsordning skal således ikke anlægges mod
forsikringsselskabet eller pengeinstituttet.
Efter længstlevendes død kan
forsikringsselskabet eller pengeinstituttet i almindelighed straks
udbetale forsikringssummen mv. direkte til den begunstigede i
henhold til forsikringsaftalen eller aftalen med pengeinstituttet.
Selskabet eller pengeinstituttet vil i praksis ikke have kendskab
til, at tegningen af en forsikring, der skal udbetales til en
begunstiget, eller indskuddet på en opsparingskonto til
fordel for en begunstiget, indebar et misbrug af rådigheden
over det uskiftede bo. Forsikringsselskabet eller pengeinstituttet
vil derfor i almindelighed være berettiget til med
frigørende virkning at udbetale forsikringsbeløbet
til den, der er begunstiget ifølge policen eller
opsparingsordningen.
Selskabet eller pengeinstituttet har heller
ikke inden udbetaling pligt til af egen drift at undersøge,
om en begunstigelse kan antages at være i strid med de
rådighedsbegrænsninger, der gælder for
længstlevende, når denne er i uskiftet bo, og dermed om
begunstigelsen er omstødelig. Er udbetalingen sket, uden at
selskabet må antages at have haft kendskab til, at
begunstigelsen er omstødelig, er selskabet ikke
erstatningsansvarlig for arvingernes tab, hvis den begunstigede er
ude af stand til at betale det udbetalte forsikringsbeløb
tilbage.
Har selskabet imidlertid kendskab til, at
begunstigelsen kan være omstødelig, f.eks. fordi
selskabet modtager underretning om, at der er rejst krav om
omstødelse, bør udbetaling normalt sættes i
bero, indtil dette spørgsmål er afklaret. Selskabet
kan i øvrigt ikke med frigørende virkning foretage
udbetaling af hele forsikringssummen, hvis der forinden er gjort
indsigelser herimod efter § 104, således som denne
bestemmelse foreslås affattet i § 1, nr. 3, i det
lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt
forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og
ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat
samtidig med dette lovforslag.
Det må bero på en almindelig ond
tros-vurdering og almindelige regler om erstatning udenfor
kontrakt, hvornår selskaberne ikke kan udbetale
forsikringssummen med frigørende virkning som følge
af selskabets viden om begunstigelsens eventuelle
omstødelighed. Det forudsættes imidlertid, at
arvingerne inden rimelig tid anlægger sag mod den
begunstigede.
I de tilfælde, hvor der er tvivl om,
hvem der er rette fordringshaver, har selskaberne mulighed for at
deponere med frigørende virkning med støtte i
deponeringsloven. Selskaberne kan dog - i lighed med hvad der er
tilfældet i dag - også lade ordningen stå i
selskabet, indtil der er klarhed over, hvem midlerne skal
tilfalde.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.2.3. og 5.3.
Til § 33
Bestemmelsen fastslår, at alt, hvad den
længstlevende ægtefælle ejer, formodes at
tilhøre det uskiftede bo ved skifte. Bestemmelsen svarer med
en sproglig modernisering til den gældende arvelovs
§ 23.
Til § 34
Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige
ændringer til den gældende arvelovs § 24.
Bestemmelsen fastslår, at den længstlevende
ægtefælle uden skifte overtager det uskiftede bo til
fri rådighed, hvis alle livsarvingerne efter den
førstafdøde ægtefælle dør. Ved
skifte efter den længstlevende ægtefælles
død, finder lovforslagets § 16 om svogerskabsarv
tilsvarende anvendelse.
Reglen finder tilsvarende anvendelse ved
ubetingede afkald på forventet arv, der i medfør af
lovforslagets § 42, stk. 3, omfatter den
pågældende livsarvings livsarvinger (descendens).
Til kapitel 5
Kapitel 5 indeholder regler om arvehenstand
for længstlevende ægtefælle og afløser den
gældende arvelovs § 24 e.
Til § 35
Bestemmelsen regulerer betingelserne for at
få arvehenstand.
I stk. 1 foreslås det, at
skifteretten kan give en ægtefælle henstand med
udbetaling af arven eller en del heraf til en livsarving efter den
førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke
kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom,
løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige,
for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit
erhverv.
Bestemmelsen bygger således på,
at der €" som efter de gældende regler - skal foretages
en vurdering af den længstlevende ægtefælles
behov for at opnå arvehenstand. I skifterettens vurdering
må det bl.a. indgå, om ægtefællen vil kunne
udbetale arven ved at optage et realkreditlån i ejendommen og
forrente dette.
Adgangen til arvehenstand omfatter efter
forslaget både fælles livsarvinger og
særlivsarvinger efter førstafdøde og svarer
på dette punkt til arvelovens § 24 e. Bestemmelsen
kan endvidere - ligesom § 24 e - anvendes, uanset hvilken
formueordning der har været i ægteskabet.
Adgangen til henstand kan ikke udelukkes ved
testamente.
I stk. 2 foreslås det, at
skifteretten ved afgørelsen af, om henstand skal gives helt
eller delvist, kan tage hensyn til, om en særlivsarving efter
den førstafdøde ægtefælle ønsker
at overtage aktiver, som har en særlig erindringsværdi
for den pågældende, efter reglerne om udtagelsesret i
§§ 6 og 7. Bestemmelsen indebærer, at der,
inden skiftet afsluttes og henstanden gives, skal tages stilling
til, om særlivsarvingen skal udtage sådanne genstande
til vurderingsbeløbet fra førstafdødes bo.
Værdien af det udtagne skal fradrages i arven.
I stk. 3 åbnes der
mulighed for, at skifteretten kan bestemme, at en henstand efter
stk. 1 i forhold til førstafdødes
særlivsarving skal være betinget af, at
livsarvingen af sin arvelod får udbetalt et efter boets
forhold passende beløb til forsørgelse, indtil
særlivsarvingen fylder 18 år.
Den længstlevende ægtefælle
skal efter forslaget €" og i overensstemmelse med de
gældende regler - ikke overtage forsørgelsespligten
over førstafdødes mindreårige børn for
at få arvehenstand, jf. dog lovforslagets § 36,
stk. 3, 2. pkt., hvorefter arvehenstanden løber til
særlivsarvingens fyldte 18. år, hvis
ægtefællen overtager forsørgelsespligten. Reglen
i § 35, stk. 3, er alene møntet på de
situationer, hvor ægtefællen ikke overtager
forsørgelsespligten over særlivsarvingen.
I tilfælde, hvor et bo skiftes med et
mindreårigt barn, vil denne få udbetalt sin arv. Arven
kan €" eventuelt sammen med de offentlige
støtteordninger €" indebære en økonomisk
og social sikring af det mindreårige særbarn. Som
anført i de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.
foreslås adgangen til arvehenstand lempet i forhold til
gældende ret, således at henstand som udgangspunkt ikke
skal være betinget af, at den længstlevende
ægtefælle bekoster særlivsarvingens underhold og
uddannelse. Reglen i arvehenstandsbekendtgørelsens
§ 7, stk. 1, foreslås på den baggrund
overført til lovforslagets stk. 3. Skifteretten skal
således kunne beslutte, at en del af den
pågældendes arv skal udbetales her og nu til
forsørgelse, selvom der i øvrigt gives henstand med
udbetaling af arven. Særlivsarvingen bør ikke bringes
i en situation, hvor livsarvingen har mistet en forsørger
samtidig med, at der ikke er almindelig adgang til at råde
over i hvert fald en del af den arv, som livsarvingen har
fået efter arveladeren.
Ved vurderingen af behovet for udbetaling af
et beløb til forsørgelse må det bl.a.
indgå, om den længstlevende ægtefælle har
det mindreårige særbarn boende hos sig, og om
ægtefællen har søgt om forældremyndigheden
over barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær
§ 14. Bestemmelsen er begrænset til alene at
gælde særlivsarvinger, da den længstlevende
ægtefælle har forsørgelsespligten over for
fællesbørn, jf. § 13, stk. 1, i lov om
børns forsørgelse.
Det bør afhænge af arveladerens
indtægter, hvad der må anses for et passende
beløb. Størrelsen af den arv, der tilkommer den
mindreårige særlivsarving, bør derimod ikke
indgå i vurderingen. Hvis den mindreårige
særlivsarving er sikret gennem en børnerente, der helt
eller delvist dækker forsørgelsestabet, bør
denne også indgå i vurderingen. Dette bør
derimod næppe være tilfældet, hvis der er tale om
udbetaling af kapitalforsikring eller kapitalpension, fordi et
kapitalbeløb normalt vil skulle indestå i en
forvaltningsafdeling, hvorimod renterne må indgå i
vurderingen af forsørgelsesbehovet. Ved vurderingen af, hvor
stort et beløb der skal udbetales til barnet under
henstandsperioden, kan der tages udgangspunkt i reglerne i lov om
børns forsørgelse og børnetilskudsloven, der
fastlægger de nærmere rammer for den privatretlige og
offentligretlige forsørgelsespligt over for børn.
Hensigten med stk. 3 er at give mulighed
for at erstatte den forsørgelse, som særbarnet mister
ved arveladerens død, og som ikke erstattes af sociale
ydelser eller af børnepension eller lignende. Dette
indebærer efter de gældende regler, at det som
udgangspunkt kun vil være aktuelt at tillægge en
særlivsarving et beløb efter stk. 3, hvis
arveladerens indtægter på dødsfaldstidspunktet
oversteg de vejledende grænser for normalbidraget, idet
normalbidraget vil blive erstattet af et forhøjet tilskud
efter børnetilskudsloven. Det beløb, der skal
udbetales til særlivsarvingen, skal således tage
udgangspunkt i, hvor stort et beløb ud over normalbidraget,
den mindreårige særlivsarving ville have været
berettiget til. Ved afgørelsen af, om der skal udbetales et
beløb til særlivsarvingen, må der tages
udgangspunkt i de regler om børnebidrag og
børnetilskud, der gælder på tidspunktet for
afgørelsen.
Aldersgrænsen foreslås fastsat
til 24 år svarende til den typiske aldersgrænse ved
børnepensioner mv. I betragtning af reglens fakultative
karakter er der ikke medtaget en regel om, at et person under 18
år, der har indgået ægteskab, ikke er omfattet af
bestemmelsen.
Hvis arveladeren efterlader sig flere
mindreårige børn, kan der udbetales et beløb
til hvert af børnene. Ved fastsættelsen af
beløbets størrelse bør der tages udgangspunkt
i børnenes alder. Hvis barnet er 10 år gammel, vil
forsørgelseshensynet selvsagt være aktuelt i
længere tid, end hvis barnet er 17 år. Beløbet
udbetales som et kapitaliseret beløb, der skal administreres
efter de almindelige regler om forvaltning af umyndiges midler i
værgemålslovgivningen.
Adgangen til at få et beløb
udbetalt af arvelodden i forbindelse med en afgørelse om
henstand til den længstlevende ægtefælle kan ikke
begrænses ved testamente.
Den førstafdøde
ægtefælles mindreårige livsarvinger kan ikke,
mens de er mindreårige, få udbetalt et beløb
efter bestemmelsen, hvis den længstlevende
ægtefælle som led i en henstand efter lovforslagets
§ 36, stk. 3, har overtaget den privatretlige
forsørgelsespligt over særbarnet. Er
særlivsarvingen fyldt 18 år, men under 24 år
gammel, kan der derimod ske udbetaling i medfør af
stk. 3.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.
Til § 36
Bestemmelsen omhandler arvehenstandens
varighed og udbetalingen af arven ved henstandsperiodens
ophør.
I stk. 1 fastslås det, at
arvehenstand efter lovforslagets § 35, stk. 1, gives
for 5 år fra den førstafdøde
ægtefælles dødsdag. Har ægtefællen
alene ønsket henstand for en periode på 3 år,
bør skifteretten imødekomme dette og ikke af egen
drift fastsætte en længere henstandsperiode.
Forslaget indebærer en udvidelse af de
eksisterende regler om arvehenstand, fordi henstanden vil kunne
løbe ud over en eller flere livsarvingers
myndighedsalder.
Hvis en henstand efter stk. 1
udløber, mens en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle stadig er umyndig,
og ægtefællen ikke har overtaget
forsørgelsespligten over den pågældende, jf.
stk. 3, skal den udbetalte arv forvaltes efter reglerne om
formueadministration i værgemålslovens kapitel 5.
Voksne umyndige livsarvingers arv vil som
hidtil ikke være omfattet af bestemmelsen. En værge for
en voksen umyndig livsarving vil kunne give henstand og aftale
vilkårene herfor med den længstlevende
ægtefælle, dog formentlig kun med statsamtets samtykke,
jf. værgemålsbekendtgørelsens § 6, jf.
§ 10, stk. 1.
Forlanger livsarvingen ikke arven udbetalt
ved 5-års periodens udløb, fortsætter
henstanden, men livsarvingen kan på et hvilket som helst
tidspunkt forlange arven udbetalt. Der indtræder
således ingen passivitetsvirkning alene på grundlag af
manglende anmodning om udbetaling.
Livsarvingen kan ikke ved henstandsperiodens
udløb give samtykke til, at den længstlevende
ægtefælle får boet udleveret til uskiftet bo,
idet skifte af boet har fundet sted ved den
førstafdøde ægtefælles død.
Efter forslaget er arvehenstand ikke betinget
af, at den længstlevende ægtefælle ikke gifter
sig igen i henstandsperioden. Da der er stillet sikkerhed for
livsarvingernes arv, jf. lovforslagets § 37, og da
henstandsperioden er tidsbegrænset, er der ikke behov for en
regel, der udelukker dette.
Hvis den længstlevende
ægtefælle har indgået nyt ægteskab og
skilles, mens henstandsperioden stadig løber, skal
livsarvingernes arvekrav kursansættes og indgå som et
passiv på skiftet. Kursansættelse kan i praksis ofte
ske ved henvendelse til et pengeinstitut og må ellers ske ved
sagkyndig vurdering.
Henstand med udbetaling af arven vil
også kunne gives til en længstlevende
ægtefælle, der er i uskiftet bo, og som senere
ønsker at skifte boet, f.eks. fordi den
pågældende ønsker at gifte sig igen.
5-årsfristen i stk. 1 skal imidlertid også i denne
situation regnes fra den førstafdøde
ægtefælles dødsdag. Anmoder den
længstlevende ægtefælle derfor først om
skifte 2 år efter førstafdødes dødsdag,
kan henstand kun meddeles for en periode på 3 år.
Hvis betingelserne i lovforslagets
§ 35, stk. 1, er opfyldt, kan skifteretten efter
stk. 2 forlænge henstandsperioden med yderligere 5
år, eller eventuelt en kortere periode, hvis
ægtefællen anmoder om det. Af hensyn til livsarvingerne
kan der kun ske forlængelse én gang. Det gælder
også, selvom ægtefællen har anmodet om en kortere
forlængelse end 5 år. Arvehenstand vil således
ikke kunne have en længere varighed 10 år, medmindre
henstanden gives efter stk. 3. Hvis skifteretten
forlænger henstanden, regnes forlængelsen fra
udløbet af den første henstandsperiode.
En anmodning om forlængelse skal
fremsættes tidligst 6 måneder før og senest ved
udløbet af henstandsperioden i stk. 1, dvs. senest ved
normal kontortids ophør på den dag, henstanden
udløber. Er henstanden givet for 5 år, indebærer
bestemmelsen, at et krav om forlængelse tidligst kan
fremsættes, når der er forløbet 4 ½
år fra den førstafdøde ægtefælles
dødsdag. Baggrunden herfor er, at vurderingen af, om
betingelserne for at forlænge henstanden er opfyldt,
bør ske i forbindelse med udløbet af
henstandsperioden i stk. 1.
Det kan forekomme, at skifteretten, f.eks.
på grund af sagens kompleksitet, ikke kan træffe
afgørelse om, hvorvidt henstanden skal forlænges,
inden for arvehenstandsperioden på 5 år. Det er ikke
rimeligt, at ægtefællen i denne situation skal tvinges
til at udbetale henstandsarven til livsarvingerne efter
førstafdøde, og det foreslås derfor, at en
anmodning om forlængelse skal have opsættende virkning.
Hvis skifteretten afslår at forlænge henstandsperioden,
beror det på retsplejelovens almindelige regler om kære
i kapitel 37, om kære skal tillægges opsættende
virkning.
I stk. 3 foreslås det, at
udbetaling af arven tidligst skal ske, når en fælles
livsarving fylder 18 år.
Tilsvarende gælder, hvis den
længstlevende ægtefælle i forbindelse med
henstandens givelse over for skifteretten erklærer, at den
pågældende overtager den privatretlige
forsørgelsespligt over en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle, sml.
§ 18, stk. 3, om uskiftet bo med
førstafdødes mindreårige særlivsarvinger.
Det er en betingelse, at ægtefællen overtager
forsørgelsespligten i forbindelse med, at arvehenstanden
gives. En overtagelse af forsørgelsespligten på et
senere tidspunkt fører således ikke til, at en
allerede etableret arvehenstand omfattes af stk. 3.
Forsømmer ægtefællen
forsørgelsespligten, kan der blive tale om at
pålægge denne at betale bidrag i medfør af lov
om børns forsørgelse, ligesom statsforvaltningen
efter lovforslagets § 37, stk. 3, kan anmode
skifteretten om at bestemme, at den længstlevende
ægtefælle skal udbetale arven.
I stk. 4 fastslås det, at
arvekravet efter § 35, stk. 1, som udgangspunkt er
en ret til at få beløbet udbetalt kontant, når
henstanden udløber. Forslaget indebærer, at
livsarvingen ikke kan kræve at overtage boets aktiver til
vurderingsbeløbet for det beløb, der er omfattet af
henstanden, medmindre andet fremgår af et testamente oprettet
af den førstafdøde ægtefælle.
Hvis en arving, der har et arvekrav omfattet
af en henstand, skilles i henstandsperioden, skal arvekravet
kursansættes og indgå i delingen på skiftet. Hvis
arvekravet er arvingens eneste aktiv, må der foretages en
opsat deling.
Hvis arvingen dør i henstandsperioden,
tilfalder arvekravet arvingens arvinger som arv. Arvekravet
må også i denne situation kursansættes.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.
Til § 37
Bestemmelsen omhandler
ægtefællens sikkerhedsstillelse og behandlingen af
tvister om sikkerheden samt behandlingen af sager om
ægtefællens forsømmelse af en
forsørgelsespligt over en umyndig særlivsarving efter
den førstafdøde ægtefælle, jf.
lovforslagets § 36, stk. 3, 2. pkt.
I stk. 1 foreslås det, at
der skal stilles fuld sikkerhed for livsarvingernes arvekrav.
Skifteretten fastsætter sikkerheden og de nærmere
vilkår herfor. Forslaget skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 39, hvorefter justitsministeren bl.a.
skal fastsætte regler om sikkerhedsstillelsen.
Det bør endvidere påses, at
sikkerheden stilles i så sikre aktiver, at senere konflikter
om sikkerhedsstillelsen i videst mulige omfang undgås.
Den længstlevende ægtefælle
bør som udgangspunkt tage initiativet til at foreslå,
hvad sikkerheden skal bestå i. Den behøver ikke
nødvendigvis at stilles som en panteret, men vil i stedet
kunne stilles som en bankgaranti eller på anden betryggende
måde. Det typiske må forventes at blive, at sikkerheden
stilles i form af pant i fast ejendom.
Ved afgørelser om sikkerhedsstillelse
skal der tages hensyn til karakteren af det aktiv, der tilbydes til
sikkerhed. Sikkerheden skal altid stilles i sikre aktiver, f.eks.
fast ejendom eller obligationer. Også aktier eller anparter i
et familieaktie- eller anpartsselskab kan efter
omstændighederne stilles som sikkerhed.
Der stilles ikke krav om, at der ved tilbud
om sikkerhed i fast ejendom altid skal indhentes en sagkyndig
vurdering, idet dette i mange tilfælde vil være
overflødigt. I forbindelse med behandlingen af en tvist om
sikkerheden kan skifteretten imidlertid efter anmodning fra en af
parterne bestemme, at der skal foretages en sagkyndig vurdering ved
en vurderingsmand, der udmeldes af skifteretten, jf.
dødsboskiftelovens §§ 93-94. Udgifter til
vurdering efter §§ 93-94 bør som udgangspunkt
bæres af den længstlevende ægtefælle, men
skifteretten kan træffe anden bestemmelse, jf.
dødsboskiftelovens § 95, stk. 3. Dette
bør navnlig kunne ske ved vurderingsanmodninger fra
arvinger, når det viser sig, at vurderingen ikke fører
til et andet resultat end det af ægtefællen
hævdede, sml. herved § 95, stk. 3.
Sikkerheden skal opfylde dansk rets
almindelige regler, herunder navnlig kravet om sikringsakt.
Sikkerheden er stillet som andre fordringsrettigheder, herunder
panterettigheder mv., efter dansk rets almindelige regler og vil
således være beskyttet i tilfælde af konkurs.
I stk. 2 fastsættes det,
at skifteretten tager stilling til tvister om sikkerheden.
Bestemmelsen er rettet mod tvist, der opstår efter, at
skifteretten har fastsat sikkerhed i medfør af stk. 1,
f.eks. tvister, der opstår i forbindelse med omlægning
af sikkerheden.
I stk. 2, 2. pkt. foreslås det, at
skifteretten efter anmodning fra en livsarving eller
statsforvaltningen, hvis livsarvingen er umyndig, kan bestemme, at
den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven,
hvis der er sket en væsentlig forringelse af sikkerheden.
Parterne i forbindelse med sagens behandling er den
længstlevende ægtefælle og livsarvingen.
Statsamtet er ikke part i sagen, selvom sagen er indbragt for
skifteretten på statsamtets foranledning.
Det er som udgangspunkt overladt til parterne
selv at følge udviklingen i sikkerheden.
Der er ikke fastsat særlige regler om
overdragelse af arvekravet til tredjemand. For umyndige
livsarvingers vedkommende gælder de almindelige regler i
værgemålslovens kapitel 5 om formuens forvaltning og
anbringelse. Overdrager en myndig livsarving arvekravet, skal de
almindelige regler om overdragelse iagttages, f.eks. om
denuntiation. En aftaleerhverver vil også kunne
påberåbe sig stk. 2. Ved vurderingen af, om der er
sket en væsentlig forringelse af sikkerheden, må der
også ses på overdragelsen og vilkårene for
denne.
Der bør som udgangspunkt være
gjort op med spørgsmålet om sikkerhedsstillelse i
forbindelse med, at arvehenstanden gives, således at der
så vidt muligt ikke opstår behov for at overveje
spørgsmålet om sikkerhedsstillelse i løbet af
henstandsperioden.
Skifteretten kan efter stk. 2, 2. pkt.,
alene træffe bestemmelse om arvens udbetaling, hvis
sikkerheden er væsentligt forringet. Dette indebærer,
at arven som det klare udgangspunkt ikke kan forlanges udbetalt i
tilfælde, hvor en sikkerhed, der fra starten har været
fuldstændig, i henstandsperioden ændrer sig som
følge af almindelige konjunkturudsving, f.eks. et generelt
fald i huspriserne. På den anden side vil arven kunne
kræves udbetalt, hvis ægtefællen f.eks.
vanrøgter en fast ejendom, der er stillet til sikkerhed for
arvekravet, i et sådant omfang, at sikkerheden ikke
længere opfylder kravene.
Ægtefællen kan i den forbindelse
tilbyde at omlægge sikkerheden, og parterne kan aftale
omlægning. En aftale herom bør være skriftlig.
Udgifterne ved en omlægning må som udgangspunkt
afholdes af ægtefællen.
I stk. 3 foreslås det, at
statsforvaltningen kan anmode skifteretten om at bestemme, at den
længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis
ægtefællen har forsømt sin privatretlige
forsørgelsespligt over for barnet, sml. lovforslagets
§ 29, stk. 4, om den længstlevende
ægtefælles forsømmelse i uskiftet bo af
forsørgelsespligten over for et særbarn efter den
førstafdøde ægtefælle.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.
Til § 38
Det foreslås, at skifterettens
afgørelse efter lovforslagets §§ 35-37 skal
træffes ved kendelse. Afgørelsen kan indbringes for
højere ret ved kære efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 37.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.
Til § 39
Efter forslaget skal justitsministeren
fastsætte regler om forrentningen af arvekrav omfattet af
lovforslagets § 35, stk. 1, administrationen af
beløb, der er udbetalt til en særlivsarving til
forsørgelse i medfør af lovforslagets § 35,
stk. 3, samt kravene til sikkerhedsstillelsen efter
§ 37, stk. 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.
Til kapitel 6
Kapitlet indeholder en regel om
testamentsarvingers legale adgang til overtagelse efter
vurdering.
Til § 40
Det foreslås, at reglerne om
slægtsarvingers overtagelse af aktiver til
vurderingsbeløbet i §§ 6-8 skal finde
tilsvarende anvendelse, hvis en person ved testamente er indsat til
at arve en andel af boet, eller hvor en arving er gjort til legatar
ved testamente eller efter skifterettens bestemmelse i
medfør af dødsboskiftelovens § 13,
stk. 3.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 7.2 og 7.3.
Til kapitel 7
Kapitel 7 handler om aftaler om arv og
arveforskud og viderefører reglerne i den gældende
arvelovs kapitel 6 med enkelte ændringer.
Til § 41
Bestemmelsen forbyder dispositive
arvepagter.
Stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2 svarer med enkelte sproglige ændringer
til den gældende arvelovs § 30 og opretholder
dermed forbuddet mod dispositive arvepagter. Praksis efter
arvelovens § 30 forudsættes opretholdt.
I stk. 1, 2. pkt.,
præciseres det, at arvinger ikke uden arveladerens
tiltrædelse kan indgå aftaler med medarvinger om
overtagelse af aktiver i boet. Kvalitative aftaler om fordeling af
arven er således efter lovforslaget ugyldige.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 8.2.1. og 8.3.1.
Til § 42
Bestemmelsen omhandler afkald på
forventet og €" og som nyt i forhold til gældende ret -
falden arv.
Stk. 1 indebærer, at
arveladeren kan give afkald på forventet arv og falden arv.
Bestemmelsen omfatter både legale arvinger og
testamentsarvinger.
Bestemmelsen svarer for så vidt
angår forventet arv til den gældende arvelovs
§ 31, stk. 1.
Det er derimod en nydannelse, at reglen
også omfatter afkald på falden arv. Forslaget tilsigter
ikke at gribe ind i området for boafgiftslovens
§ 5. Der vil således fortsat være
tilfælde, hvor der kan gives civilretligt gyldigt afkald, men
hvor der efter § 5 sker dobbeltbeskatning. Det vil f.
eks. være tilfældet, hvor afkaldsgiveren gør sit
afkald betinget af andre forhold end vederlag, herunder hvor
afkaldet gøres betinget af, at afkaldsgiveren forbeholder
sig rentenydelse. Det fremgår af forarbejderne til
boafgiftslovens § 5, at denne konstruktion ikke kan
anvendes i forbindelse med afkald på falden arv, og der vil
således i denne situation blive tale om dobbeltbeskatning
(Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, s. 3848).
Stk. 2 indebærer, at et
afkald på forventet arv som hidtil gives over for arveladeren
eller over for arveladerens ægtefælle, hvis denne er i
uskiftet bo. Arveafkald indebærer, at der indgås en
aftale mellem arvingen (afkaldsgiveren) og arveladeren. En ensom
afkaldserklæring er således ikke
tilstrækkelig.
I overensstemmelse med almindelige
aftaleretlige regler skal afkaldet endvidere være accepteret
af arveladeren, hvilket kan ske stiltiende. Nægtes accept, er
afkaldet uden virkning, idet en aftale i så fald ikke er
indgået. Er der tale om et afkald uden betingelser, må
det være tilstrækkeligt, at afkaldet er kommet frem til
arvelader. I denne situation bør der således ikke
være krav om accept fra arveladeren. Der stilles ingen
formkrav til en aftale om afkald på forventet arv. Af
bevismæssige årsager bør aftalen dog som
hovedregel affattes skriftligt og eventuelt også underskrives
for notaren.
Bestemmelsen behandler ikke
spørgsmålet om fremgangsmåden ved afkald
på falden arv. Det må derfor afgøres efter
almindelige aftaleretlige regler, om der er givet et afkald
på falden arv, og om afkaldet er givet over for en person,
der kan modtage et sådant afkald. Afkaldet kan således
navnlig afgives over for bobestyreren, medarvinger eller
skifteretten. En ensom erklæring er ikke
tilstrækkelig.
I stk. 3 fastslås det, at
et afkald på arv også har virkning for arvingens
livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt. Bestemmelsen
omfatter både forventet arv og falden arv. For så vidt
angår forventet arv, svarer forslaget til den gældende
arvelovs § 31, stk. 1, 2. pkt., hvorimod det
formentlig indebærer en ændring af retstilstanden for
så vidt angår falden arv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 8.2.2. og 8.3.2.
Til § 43
Bestemmelsen er ny og fastlægger,
hvornår der er tale om et arveforskud. Et arveforskud
foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget en ydelse
af økonomisk værdi, og det må anses for aftalt,
at værdien af ydelserne senere skal fradrages i arvingens
arv. En sådan aftale kan være stiltiende. Det beror
således på almindelige aftaleretlige regler, om der er
tale om et arveforskud.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 8.2.3. og pkt. 8.3.3.
Til § 44
Bestemmelsen omhandler arveforskud til
livsarvinger, som en ægtefælle har ydet af
fællesejemidler eller midler, der bliver fælleseje ved
ægtefællens død. Bestemmelsen viderefører
den gældende arvelovs § 32 med enkelte
ændringer
I stk. 1 fastslås det, at
arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, medmindre
andet er aftalt, så vidt muligt skal fradrages i arven efter
den førstafdøde ægtefælle, når
arveforskuddet er ydet af fælleseje, skilsmissesæreje
eller af et andet særeje, der bliver fælleseje ved
ægtefællens død, og der skiftes i den
længstlevende ægtefælles levende live.
Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer og en
præcisering vedrørende særeje til den
gældende arvelovs § 32, stk. 1, 1. pkt.
I stk. 2 fastslås det, at
et testamente oprettet af den førstafdøde
ægtefælle skal vige, i det omfang det er
nødvendigt for, at der kan ske fradrag i medfør af
stk. 1. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til
den gældende arvelovs § 32, stk. 1, 2.
pkt.
Stk. 3 indebærer, at den
del af arveforskuddet, som ikke har kunnet fradrages i arven efter
den førstafdøde ægtefælle, skal afkortes
i arven efter den længstlevende ægtefælle.
Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til den
gældende arvelovs § 32, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 4 er nyt og
medfører, at der ved skifte af et uskiftet bo efter den
længstlevende ægtefælles død skal ske
forholdsmæssigt fradrag i arven efter hver af
forældrene for arveforskud til fællesbørn. Et
krav om, at afkortningen alene skulle ske i arven efter den ene
ægtefælle, ville kunne føre til, at
testamentariske dispositioner bliver uvirksomme og vil dermed kunne
skabe uhensigtsmæssige resultater. Hvis der er tale om et
særbarn, skal afkortning derimod selvsagt alene ske i arven
efter den pågældende forælder.
Stk. 5 indebærer, at
stk. 1-4 også gælder for forskud, som ydes af en
ægtefælle i uskiftet bo. Bestemmelsen svarer med
sproglige ændringer til den gældende arvelov
§ 32, stk. 2.
Til § 45
Bestemmelsen omhandler arveforskud til
stedbørn og svarer med en præcisering
vedrørende særeje, sml. lovforslagets § 44,
stk. 1, nr. 1, til den gældende arvelovs § 33.
Bestemmelsen fastslår, at arveforskud, som en
ægtefælle har givet et stedbarn eller dets livsarvinger
af fælleseje eller af skilsmissesæreje eller andet
særeje, der bliver fælleseje ved
ægtefællens død, fradrages i arven efter den
anden ægtefælle, hvis det er aftalt, at ydelsen skal
være forskud på arven efter denne.
Til § 46
Bestemmelsen omhandler bl.a.
værdiansættelsen af arveforskud og svarer med sproglige
ændringer til den gældende arvelovs § 34.
Til § 47
Bestemmelsen omhandler beregningen af
arvelodder og tvangsarv, når der er givet arveforskud, og
svarer med sproglige ændringer til den gældende
arvelovs § 35.
Til kapitel 8
Kapitlet indeholder regler om udelukkelse og
bortfald af arveret.
Til § 48
Bestemmelsen handler om fradømmelse af
arveret og viderefører den gældende arvelovs
§ 36 med nogle ændringer.
Stk. 1 indebærer, at det
ved dom kan bestemmes, at en person, der har begået en
forsætlig overtrædelse af straffeloven, som har
medført en andens død, fortaber retten til at
få arv, der var afhængig af den dræbtes
død. Det foreslås præciseret i lovteksten, at
bestemmelsen udover arveret også finder anvendelse på
forsikringssummer, pensioner, herunder kapital- og ratepensioner og
andre ydelser, der kommer til udbetaling som følge af
dødsfaldet, herunder f.eks. udbetalinger fra
Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Efter stk. 2 kan den, der har
forsøgt at dræbe en slægtsarving, øvet
vold mod eller groft krænket den pågældende eller
truet vedkommende på strafbar måde, efter den
forurettedes anmodning fradømmes ret til arv €" og i
overensstemmelse med præciseringen i stk. 1 €"
forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er
afhænge af den pågældendes død.
Forslaget til stk. 2 indebærer en
udvidelse af adgangen til fradømmelse af arv i forhold til
den gældende arvelovs § 36, stk. 2, hvorefter
fradømmelse alene kan ske i forhold til den, der har
dræbt en slægtning i opstigende linie. Det
foreslås således, at fradømmelse fremover skal
kunne ske i alle tilfælde, hvor en slægtsarving har
begået et forhold som omhandlet i bestemmelsen mod den
pågældende. Slægtsarvinger er arvingerne efter
lovforslagets §§ 1-4. Bestemmelsen indebærer
som hidtil ikke adgang til at træffe bestemmelse om
fradømmelse af arv i forhold til ægtefællen.
Ægtefællers indbyrdes arveret ophører imidlertid
ved separation og skilsmisse, jf. lovforslagets § 49.
Udtrykket "groft fornærmet" i den
gældende arvelovs § 36, stk. 2, foreslås
endvidere erstattet med "groft krænket", idet dette udtryk
må anses for mere dækkende for de handlinger, der er
omfattet af bestemmelsen, og som udover grove freds- og
ærekrænkelser antages at omfatte anden krænkende
og nedværdigende behandling f.eks. i form af ulovlig tvang,
jf. straffelovens § 260, vanrøgt, jf.
straffelovens § 213, ulovlig frihedsberøvelse, jf.
straffelovens § 261 eller hensættelse i
hjælpeløs tilstand, jf. straffelovens
§ 250.
Efter stk. 3 , der svarer til
den gældende arvelovs § 36, stk. 3, kan
afgørelse i henhold til stk. 1 og 2 træffes ved
straffedommen eller under en særlig sag.
Efter stk. 4 kan en
fradømt arveret helt eller delvist tilbagegives den
dømte ved testamente. I overensstemmelsen med
præciseringen i stk. 1 vedrørende
forsikringssummer mv. foreslås det endvidere, at også
en fradømt ret til forsikringssummer, pensioner og andre
ydelser mv. kan tilbagegives ved indsættelse af den
pågældende som begunstiget i henhold til ordningen
mv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 9.2. og 9.3.
Til § 49
Bestemmelsen omhandler bortfald af arveret
ved separation og skilsmisse mv. og svarer med enkelte sproglige
moderniseringer til den gældende arvelovs § 38.
I stk. 1 fastslås det, at
ægtefæller indbyrdes arveret bortfalder ved separation
og skilsmisse.
Dør en af parterne i et
omstødeligt ægteskab, følger det af
stk. 2, at den anden part ikke arver, hvis § 27,
stk. 1 eller 2, i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning efter den pågældendes anmodning
anvendes, eller hvis sag til ægteskabets omstødelse af
det offentlige var anlagt eller ifølge den, der var
gældende ved ægteskabets indgåelse skulle have
været anlagt. Ægteskabslovens § 27,
stk. 1 og 2, indeholder regler om adgangen til forlods at
udtage egne aktiver ved skifte af et omstødeligt
ægteskab, herunder bl.a. om, at en ægtefælle, der
var i god tro om omstødelsesgrunden, kan kræve
godtgørelse hos den anden ægtefælle.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 9.2. og 9.3.
Til kapitel 9
Kapitlet indeholder regler om adgangen til at
træffe testamentarisk bestemmelse om tvangsarv. Der
fastsættes regler om overtagelse efter vurdering, umyndiges
arv, fordeling af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af
stand til at handle fornuftmæssigt, samt regler om
båndlæggelse af tvangsarv.
Til § 50
Bestemmelsen regulerer arveladerens adgang
til at råde over tvangsarv, herunder til at råde
kvalitativt og til at træffe bestemmelse om kontant
udbetaling af tvangsarven.
I stk. 1 fastslås det,
arveladeren ikke ved testamente kan råde over tvangsarv,
medmindre dette er hjemlet ved lov. Bestemmelsen svarer med
sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs
§ 26, stk. 1.
Stk. 2 åbner mulighed
for, at arveladeren ved testamente kan bestemme, at en livsarving
skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Det er en
forudsætning, at testamentet udtrykkeligt fastsætter,
at livsarvingens tvangsarv skal udbetales kontant. Hvis testamentet
alene angiver, at den pågældende kun skal have sin
tvangsarv, vil tvangsarven stadig være en andelsret i
boet.
Efter stk. 2 kan arveladeren endvidere
ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at
overtage bestemte aktiver eller €" som noget nyt i forhold til
gældende ret - aktiver efter eget valg til
vurderingsbeløbet. Det kan i den forbindelse bestemmes, at
retten også gives til aktiver, der overstiger værdien
af den pågældendes arvelod mod, at arvingen skal betale
det overskydende beløb kontant til de øvrige
arvinger.
Ægtefællens ret efter
lovforslagets § 11, stk. 1 (forlodsretten for
genstande, der har tjent til ægtefællens personlige
brug og mindreårige børns brug), og lovforslagets
§ 91, stk. 2 (samtykkereglen vedrørende visse
fællesejeaktiver), skal dog respekteres. Lovforslaget er
på dette punkt snævrere end den gældende arvelovs
§ 26, stk. 2, hvorefter ægtefællens ret
til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet generelt ikke
kan berøres af en fortrinsret, der tildeles en livsarving
ved testamente.
En testamentarisk bestemmelse efter
stk. 2 er endvidere begrænset af den generelle regel om
omfanget af ægtefællens kvalitative
testationskompetence over fuldstændigt særeje og
fælleseje i lovforslagets § 90 og § 91,
stk. 1.
Gives der flere livsarvinger ret til for
deres tvangsarv at overtage aktiver efter eget valg, uden at det
fastsættes, hvordan den indbyrdes valgret skal udøves,
må der trækkes lod om hver genstand, hver gang to eller
flere af disse arvinger ønsker at vælge samme
genstand. Det kan ved testamente bestemmes, at de genstande, to
eller flere arvinger ønsker at udtage, f.eks. skal udtages
på skift mellem disse efter lodtrækning blot én
gang.
Det følger af stk. 3 ,
at en arvelader, som efterlader sig både fælleseje og
fuldstændigt særeje, kun med respekt af
ægtefællens rettigheder efter § 11,
stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente kan
bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af
fællesejet eller af særejet.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.1. og 10.3.1.
Til § 51
Bestemmelsen åbner mulighed for, at en
arvelader ved testamente kan træffe bestemmelse om, hvem
tvangsarv, der tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal
tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18
år uden at have indgået ægteskab og uden at
efterlade sig børn. Hvis den mindreårige livsarving
selv har fået børn, er det ikke muligt at oprette
testamente om den umyndiges tvangsarv, idet arven her må
tilfalde den umyndiges børn.
Et testamente om fordeling af en umyndig
livsarvings arv bortfalder automatisk, når livsarvingen
fylder 18 år, dvs. på det tidspunkt hvor livsarvingen
selv kan oprette testamente, jf. lovforslagets § 62,
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse omhandler
alene tvangsarv. Friarv vil af arveladeren som hidtil kunne
indsættes i en successionsrækkefølge, jf. pkt.
11.2.2. og 11.3.2. samt lovforslagets § 60 og
bemærkningerne hertil.
De almindelige regler om oprettelse og
tilbagekaldelse af testamenter og om testamenters ugyldighed og
anfægtelse mv. finder tilsvarende anvendelse på et
testamente, der oprettes i medfør af § 51.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.2. og 10.3.2.
Til § 52
Bestemmelsen indebærer en udvidelse af
adgangen til at testere over livsarvingers tvangsarv i forhold til
Justitsministeriets praksis efter den gældende arvelovs
§ 71, stk. 2, om arv, der ellers ville tilfalde
staten. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.3. og 10.3.3.
Med stk. 1 skabes der mulighed
for, at en arvelader kan råde over tvangsarv i situationer,
hvor en tvangsarving er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt, jf. lovforslagets § 74 (nr. 1), og
hvor det må forventes, at denne tilstand ikke er
forbigående (nr. 2). Herudover er det selvsagt en
forudsætning, at tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt
testamente (nr. 3). Efter forslaget er det endelig et krav, at
tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger (nr. 4), og at en
skifteværge, jf. dødsboskiftelovens § 15,
stk. 2, eller en værge, der er beskikket for
tvangsarvingen efter reglerne i værgemålsloven,
godkender den testamentariske disposition (nr. 5).
Arveladerens ægtefælle og
livsarvinger er tvangsarvinger, jf. lovforslagets
§§ 5 og 10.
Det følger af den generelle
bestemmelse i lovforslagets § 78, at et testamente, der
går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af
tvangsarvingens arv, som åbenbart savner fornuftig mening,
selvsagt ikke kan godkendes.
Stk. 2 indebærer, at
testamentariske bestemmelser efter stk. 1 kun får
virkning, hvis betingelserne om, at tvangsarvingen ikke må
efterlade sig tvangsarvinger (nr. 3), og at tvangsarvingen ikke
må have oprettet gyldigt testamente (nr. 4), fortsat er
opfyldt ved tvangsarvingens død. Begge betingelser skal
være opfyldt. Hvis en testamentsinhabil arving bliver
testamentshabil og opretter testamente, falder godkendelsen bort,
idet betingelsen om, at tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt
testamente, herefter ikke længere er opfyldt.
Efter stk. 3 kan
justitsministeren om nødvendigt fastsætte regler om
meddelelse af tilladelse efter stk. 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. pkt. 10.2.3. og 10.3.3.
Til § 53
Stk. 1 opretholder adgangen til
at båndlægge tvangsarv, men det foreslås som
noget nyt i forhold til gældende ret, at tvangsarv kun kan
båndlægges til livsarvingens fyldte 25. år.
Båndlæggelsen af tvangsarv
bortfalder automatisk, når arvingen fylder 25 år, og en
testamentarisk bestemmelse om båndlæggelse af tvangsarv
ud over livsarvingens fyldte 25. år vil være uvirksom
for perioden efter, at livsarvingen er fyldt 25 år.
Bestemmelsen vedrører - som hidtil
€" kun adgangen til at båndlægge den tvangsarv,
der tilkommer en livsarving. Ægtefællens tvangsarv kan
ikke båndlægges.
Er arvingen under værgemål efter
værgemålslovens §§ 5 eller 6 ved
båndlæggelsens ophør, følger det af
værgemålslovens § 35, at arven som
udgangspunkt skal anbringes i en forvaltningsafdeling, der er
tilknyttet et pengeinstitut. Anvendelse af formuen vil kun kunne
ske med statsforvaltningens samtykke, jf.
værgemålslovens § 39. Ophører
værgemålet, får arvingen fri rådighed over
arven.
Stk. 2 viderefører den
gældende arvelovs § 58, stk. 2, med sproglige
moderniseringer. Efter bestemmelsen kan justitsministeren eller
den, justitsministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af
arveladerens bestemmelse om båndlæggelse, hvis arven er
af ringe værdi. Bestemmelsen anvendes alene i tilfælde,
hvor båndlæggelsen endnu ikke er iværksat. Er
båndlæggelsen iværksat, kan frigivelse eventuelt
ske efter lovforslagets § 61, nr. 2. Praksis efter den
gældende arvelovs § 58, stk. 2,
forudsættes i øvrigt opretholdt. Efter gældende
praksis kan fritagelse forventes i tilfælde, hvor nettoarven
ikke er over 75.000 - 100.000 kr.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.4.1. og 10.3.4.
Til § 54
Bestemmelsen omhandler administration og
anbringelse af båndlagt tvangsarv og svarer med enkelte
sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs
§ 61.
Til § 55
Bestemmelsen omhandler retsvirkningerne af
båndlæggelse og svarer i vidt omfang til den
gældende arvelovs § 62, stk. 1, 2 og 4.
Det følger af stk. 1, at arvingen
ikke kan råde over tvangsarven i levende live, når
arven er båndlagt. Det præciseres i bestemmelsen, at
arvingen alene kan hæve renter og indtægter af den
båndlagte kapital. Der er ikke tilsigtet nogen ændring
i forhold til den gældende arvelovs § 62,
stk. 1. Et aktieudbytte kan således som hidtil
hæves, hvorimod kursgevinster må anses for en del af
kapitalen. Andre skattepligtige indtægter, f.eks.
beløb fra salg af tegningsretter, vil også kunne
hæves.
Stk. 2 indebærer, at der
ikke kan foretages kreditorforfølgning mod den
båndlagte kapital i arvingens levende live. Det samme
gælder uhævede renter og indtægter indtil 6
måneder efter forfaldsdagen. Stk. 2 svarer til
gældende ret.
Efter stk. 3 kan det ved dom
bestemmes, at en båndlæggelse ikke skal være til
hinder for, at et en erstatning eller godtgørelse i
anledning af en skade, som den pågældende
forsætligt eller uagtsomt har forvoldt på person eller
ting, betales af de båndlagte midler. Stk. 3 svarer til
gældende ret.
Om båndlagt arvs formueart henvises
lovforslagets § 58 og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Til § 56
Efter bestemmelsen kan justitsministeren,
eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, tillade, at
båndlagt arv efterfølgende frigives i en række
situationer.
Arven kan efter nr. 1 frigives, når det
er en velfærdssag for arvingen. Bestemmelsen svarer på
dette punkt til den gældende arvelovs § 63.
I nr. 2 foreslås det, at
justitsministeren kan tillade, at båndlagt arv
efterfølgende frigives, når arven er af ringe
værdi. Den gældende arvelovs § 58,
stk. 2, anvendes i dag analogt til efterfølgende
fritagelse i denne situation, og forslaget til nr. 2
lovfæster denne praksis. Praksis efter arvelovens
§ 58, stk. 2, forudsættes derfor
opretholdt.
Forslaget til nr. 3 åbner
mulighed for, at båndlagt arv kan frigives, når det er
åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere
tjener et rimeligt formål. Bestemmelsen tager sigte på
de situationer, hvor de omstændigheder, der har dannet
grundlag for arveladerens beslutning om at indsætte en
båndlæggelsesbestemmelse i testamentet, har
ændret sig. Forholdene kan have ændret sig
således, at det må anses for givet, at
båndlæggelse ikke længere tjener noget fornuftigt
formål. Det kan f. eks. være tilfældet, hvis der
gået mange år siden testamentets oprettelse, og det er
åbenbart, at arvingen kan råde fuldt forsvarligt over
midlerne. Bestemmelsen vil navnlig være relevant for friarvs
vedkommende, hvor der i modsætning til den foreslåede
regel om båndlæggelse af tvangsarv i § 58,
stk. 1, ikke gælder nogen tidsbegrænsning. Efter
overgangsreglen i lovforslagets § 103, stk. 3, kan
nr. 3 imidlertid også anvendes på
båndlæggelser, hvor arveladeren er død
før lovens ikrafttræden.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.4.2. og pkt. 10.3.4.
Til § 57
Bestemmelsen omhandler udbetaling af den
båndlagte arv i overensstemmelse med bestemmelser herom i et
testamente og svarer med sproglige moderniseringer til den
gældende arvelovs § 64.
Til § 58
Bestemmelsen omhandler båndlagte
midlers formueart og udbygger den gældende arvelovs
§ 62, stk. 3.
Stk. 1 , 1. pkt.,
indebærer, at båndlagt arv som udgangspunkt er
skilsmissesæreje, men at arven bliver fuldstændigt
særeje ved arvingens ægtefælles død som
den førstafdøde (ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje). Den båndlagte arv vil
således være sikret, hvis dødsboet efter
arvingens ægtefælle er insolvent, fordi de
båndlagte midler ikke skal indgå i bodelingen.
Forslaget indebærer, at den båndlagte arv ved arvingens
død bliver fælleseje, hvis arvingen efterlader sig en
ægtefælle. Hermed får den længstlevende
ægtefælle efter reglerne i lovforslagets kapitel 4
mulighed for at sidde i uskiftet bo også med denne del af
arven. I den situation, hvor arvingen dør først,
harmonerer forslaget med formodnings- og overgangsreglen i
§ 17 i lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af
retsplejeloven og straffeloven mv. (særejereformen),
hvorefter bestemmelser om "særeje" i testamenter, der er
oprettet inden lovens ikrafttræden, skal forstås som
bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre andet
fremgår af omstændighederne. Efter § 17
gælder dette dog ikke, hvis testator er afgået ved
døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den
testamentariske bestemmelse er gjort uigenkaldelig.
Efter stk. 1, 3. pkt., kan
arvingen sammen med ægtefællen ved ægtepagt
bestemme, at arven skal være fuldstændigt
særeje.
I stk. 2 foreslås det, at
hovedreglen om, at den båndlagte arv er
skilsmissesæreje, og at arvingen og ægtefællen
ved ægtepagt kan bestemme, at arven skal være
fuldstændig særeje, også skal gælde, hvis
en båndlæggelse ophører som følge af, at
livsarvingen fylder 25 år, jf. lovforslagets § 53,
stk. 1. Tilsvarende gælder, hvis der sker fritagelse
efter § 53, stk. 2, frigivelse efter § 56
eller udbetaling efter § 57.
I stk. 3 foreslås det, at
stk. 1 og 2 kan fraviges ved testamente. Arveladeren har
således mulighed for f.eks. at fravige stk. 1, 1. pkt.,
og bestemme, at den båndlagte arv skal være
fælleseje, eller fravige stk. 1, 2. pkt., og bestemme,
at den båndlagte arv skal være fuldstændigt
særeje også i den situation, hvor arvingen dør
og efterlader sig en ægtefælle.
Spørgsmålet om, hvorvidt arvelader også kan
fravige stk. 1, 3. pkt., og derved afskære arvingen fra
ved ægtepagt at ændre skilsmissesærejet efter 2.
pkt. til fuldstændigt særeje, er næppe
særligt praktisk. Det følger af lov om
ægteskabets retsvirkninger § 28 b, stk. 2, at
der ved ægtepagt ikke kan træffes bestemmelse, der
strider mod arveladers bestemmelse om særeje. Bestemmelsen er
formentlig også til hinder for, at der ved ægtepagt
træffes en bestemmelse, der strider mod en arveladers
bestemmelse om fælleseje.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 10.2.4.4. og 10.3.4.
Til kapitel 10
Kapitlet indeholder regler om adgangen til at
træffe testamentariske bestemmelser over friarv. Der
fastsættes regler om overtagelse efter vurdering,
successionsrækkefølger og båndlæggelse af
friarv.
Til § 59
Bestemmelsen regulerer arveladerens adgang
til kvalitativt at råde over friarv, herunder til at
træffe bestemmelse om kontant udbetaling af friarven.
I bestemmelsen foreslås det, at
lovforslagets § 50, stk. 2 og 3, om tvangsarv skal
finde tilsvarende anvendelse ved friarv.
Henvisningen til 50, stk. 2,
indebærer, at arveladeren ved testamente kan bestemme, at en
arving skal have sin friarv udbetalt kontant. Arveladeren kan
endvidere ved testamente give en arving ret til for sin friarv at
overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til
vurderingsbeløbet. Retten kan også gives til aktiver,
der overstiger den pågældendes arvelod mod, at arvingen
betaler det overskydende beløb kontant til boet.
Ægtefællens ret efter
lovforslagets §§ 11, stk. 1, og 91,
stk. 2, skal respekteres. En testamentarisk bestemmelse over
friarv er endvidere begrænset af den generelle regel om
omfanget af ægtefællens kvalitative
testationskompetence over fuldstændigt særeje og
fælleseje i lovforslagets § 90 og § 91,
stk. 1.
Henvisningen til § 50, stk. 3,
indebærer, at en arvelader, som efterlader sig både
fælleseje og fuldstændigt særeje, med respekt af
ægtefællens rettigheder efter § 11,
stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente kan
bestemme, om friarv skal dækkes af fællesejet eller af
særejet. Bestemmelsen gælder både i forhold til
ægtefællen, slægtsarvinger og
testamentsarvinger.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 11.2.1. og 11.3.1.
Til § 60
Bestemmelsen omhandler oprettelse af
successionsrækkefølger og forbyder oprettelse af
fideikommiser.
Stk. 1 fastlægger, hvad
der forstås ved en successionsrækkefølge. Efter
bestemmelsen kan friarv indsættes i en
successionsrækkefølge, således at arven
tilfalder en arving eller legatar på første plads og
derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på
anden eller senere pladser.
Bestemmelsen indebærer, at en arvelader
ikke kan indsætte tvangsarv i en
successionsrækkefølge, medmindre dette har specifik
lovhjemmel. En sådan hjemmel findes i lovforslagets
§ 52 om tvangsarv til testationsinhabile arvinger.
Hvis arveladerens tvangsarvinger giver afkald
på tvangsarveret, er hele arven efter arveladeren friarv og
kan indsættes i en successionsrækkefølge.
Sådanne arveafkald kan gøres betingede, navnlig af, at
arvingen ikke stilles ringere end efter testamentet, som arvingen
har kendskab til. Hvis tvangsarv indsættes i en
successionsrækkefølge, uden at der foreligger hjemmel
hertil, eller uden at der foreligger arveafkald fra tvangsarvingen,
er indsættelsen ugyldig.
Stk. 2 fastslår, at arv
eller legat ikke ved testamente kan tillægges flere ved
testators død ufødte personer efter hinanden.
Bestemmelsen er, bortset fra sproglige moderniseringer, identisk
med den gældende arvelovs § 68.
At arv eller legat ikke gyldigt kan
tillægges flere ved testators død ufødte
personer efter hinanden indebærer, at det heller ikke gyldigt
kan bestemmelsen, at den første ufødte skal
være f.eks. brugs- eller indtægtsnyder, og den anden
ufødte skal være ejer, når dette skal ske
successivt. Indsættelser af ufødte i strid med
bestemmelsen anses for nulliteter.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 11.2.2. og pkt. 11.3.2.
Til § 61
Bestemmelsen handler om
båndlæggelse af friarv.
Det fastslås i 1. pkt., at
arv, der ikke er tvangsarv, kan båndlægges, jf. den
gældende arvelovs § 65.
Som noget nyt i forhold til gældende
ret foreslås det imidlertid, at det også i forbindelse
med båndlæggelse af friarv er en betingelse for
båndlæggelsen, at arveladeren finder, at dette er bedst
for livsarvingen.
En efterprøvelse af baggrunden for
båndlæggelsen kan have betydning ved vurderingen af, om
der er grundlag for at frigive den båndlagte friarv efter
lovforslagets § 56, nr. 3, hvorefter båndlagt arv
kan frigives, når det er åbenbart, at
båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt
formål. Som det er tilfældet ved
båndlæggelse af tvangsarv, skal der ikke ved
testamentsoprettelsen foretages en prøvelse af, om
betingelsen er opfyldt. Betingelsen vil således alene
få betydning i forbindelse med en senere vurdering af, om de
båndlagte midler skal frigives efter lovforslagets
§ 56. Hvis testamentet ikke indeholder en begrundelse for
baggrunden for båndlæggelsen, vil dette kunne
medføre en lempelse af beviskravene for, at
båndlæggelsen åbenbart ikke længere tjener
et rimeligt formål.
I 2. pkt. foreslås det, at
lovforslagets § 53, stk. 2, og
§§ 54-58 skal finde tilsvarende anvendelse.
Er en friarv af ringe værdi, kan
justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,
således fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om
båndlæggelse, jf. lovforslagets § 53,
stk. 3. Reglerne om anbringelse af båndlagt tvangsarv
finder tilsvarende anvendelse på friarv, jf. lovforslagets
§ 54, og retsvirkningerne af en båndlæggelse
af friarv svarer til, hvad der gælder for
båndlæggelse af tvangsarv, jf. lovforslagets
§ 55. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger
til det, kan endvidere tillade, at en båndlagt friarv
efterfølgende frigives, når det er en
velfærdssag for arvingen, arven er af ringe værdi,
eller det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke
længere tjener et rimeligt formål, jf. lovforslagets
§ 56. Også bestemmelsen om udbetaling af arven til
et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders
indtræden, jf. lovforslagets § 57, samt reglerne om
båndlagt arvs formueart, jf. lovforslagets § 58,
finder tilsvarende anvendelse.
3. pkt. indebærer, at en
række af bestemmelserne i 2. pkt. kan fraviges, når der
er tale om båndlæggelse af friarv. Det gælder
således lovforslagets § 54 om anbringelsen af den
båndlagte arv. Herudover foreslås det, at lovforslagets
§ 55, stk. 1, 2. pkt., hvorefter arvingen alene kan
hæve renter og indtægter, kan fraviges ved
båndlæggelse af friarv, således at arveladeren
kan bestemme, at renter og indtægter i en periode ikke skal
udbetales, men lægges til den båndlagte kapital. Det
foreslås endvidere, at lovforslagets § 55,
stk. 2, om kreditorbeskyttelse og lovforslagets § 57
om udbetaling af arven til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte
begivenheders indtræden kan fraviges ved
båndlæggelse af friarv. 3. pkt. indebærer
navnlig, at der i modsætning til den gældende arvelovs
§ 65, 3. pkt., ikke længere er mulighed for at
fravige reglen om, at arvingen ikke i levende live kan råde
over båndlagt arv, men alene hæve renter og
indtægter.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 11.2.3. og 11.3.3.
Til kapitel 11
Kapitlet indeholder regler om oprettelse og
tilbagekaldelse af testamente.
Til § 62
Bestemmelsen omhandler alderskravene for
oprettelse af testamente.
Stk. 1 indebærer, at den,
der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab,
med respekt af tvangsarvereglerne kan råde ved testamente
over sine ejendele. Bestemmelsen svarer til den gældende
arvelovs § 39.
Som en modifikation til hovedreglen i
stk. 1 om, at kun personer over 18 år og unge under 18
år, der har indgået ægteskab, kan oprette
testamente, åbnes der med forslaget til stk. 2 mulighed
for, at unge, der er fyldt 15 år, skal have adgang til ved
testamente at råde over de ejendele, som de selv frit kan
råde over efter værgemålslovens
§ 42.
Det indebærer, at den umyndige selv ved
testamente kan bestemme over det, som den pågældende
har tjent ved eget arbejde efter at være fyldt 15 år.
Den umyndige kan endvidere selv testere over formue, som
vedkommende har modtaget til fri rådighed som gave eller
friarv ved testamente. Endelig kan den umyndige testere over
midler, som værgen har givet den umyndige til
forsørgelse, jf. værgemålslovens § 25,
stk. 3. Rådigheden gælder efter
værgemålslovens § 42, stk. 2, også
for indtægter af det erhvervede, og hvad der træder i
stedet herfor.
Efter værgemålslovens
§ 42, stk. 3, kan værgen med statsamtets
godkendelse fratage den umyndige rådigheden efter
§ 42, stk. 1 og 2, hvis det er nødvendigt af
hensyn til dennes velfærd. Er dette sket, kan den umyndige
ikke længere råde over de pågældende
ejendele ved testamente. En fratagelse af rådigheden efter
stk. 3 indebærer derimod ikke, at et allerede oprettet
testamente bortfalder.
Ønsker en mindreårig at oprette
testamente efter stk. 2, bør notaren være
særlig opmærksom på, om den unge har den
fornødne forståelse af, hvad testationen
indebærer.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.
Til § 63
Bestemmelsen handler om kravene til
oprettelse af et notartestamente.
I stk. 1 fastslås det, at
et testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller
vedkendes for en notar. Kravene om skriftlighed samt underskrivelse
eller vedkendelse for en notar er gyldighedsbetingelser.
Stk. 1 svarer til den gældende arvelovs
§ 40.
I stk. 2 fastsættes de
nærmere krav til notarens påtegning på
testamentet. Forslaget tydeliggør kravene til notarens
prøvelse af testators identitet og habilitet og
prøvelsen af, om testamentet er udtryk for testators
endelige vilje.
Det foreslås i nr. 1 , at
notaren skal afgive erklæring om testators identitet, sml.
herved § 10, nr. 2, jf. § 7, i
bekendtgørelse nr. 843 af 30. november 1998 om
notarialforretninger. Bestemmelsen har navnlig til formål at
sikre, at falske testamenter undgås.
Notaren skal efter nr. 2 afgive
erklæring om, hvorvidt testator er i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamente. Bestemmelsen svarer til
den gældende arvelovs § 41 og
notarialbekendtgørelsens § 10, stk. 2.
Er notaren ikke i tvivl om arveladerens evne
til fornuftmæssigt at oprette testamente, skal
påtegningen om fornuftens brug være uden forbehold.
Får notaren indtryk af, at testator ikke har evnen til at
råde fornuftmæssigt over sine efterladenskaber, kan
notaren afvise at medvirke til testamentets oprettelse. Det kan
også komme på tale at udsætte
notarialforretningen med henblik på at bringe en læge
til stede, der kan afgive erklæring om testators evne til at
handle fornuftmæssigt, eller med henblik på at opfordre
testator til selv at skaffe en lægeerklæring. I
tilfælde, hvor notarialforretningen ikke bliver udsat
på indhentelse af en lægeerklæring, skal notaren
i sin påtegning give udtryk for sin tvivl med hensyn til
testators evne til fornuftmæssigt at råde over sine
efterladenskaber eller tage forbehold på dette punkt. Det
samme gælder, hvor notaren efter indhentelse af en
lægeerklæring stadig er i tvivl. Et forbehold vil
selvsagt afsvække beviskraften af notarens påtegning,
og det må så eventuelt afgøres under en senere
bevisførelse, om testator opfyldte habilitetsreglerne, jf.
betænkning 291/1961 om arvelovgivningen, s. 99.
Det foreslås i nr. 3 som noget
nyt i forhold til gældende ret, at notaren i sin
påtegning endvidere skal afgive erklæring om, hvilke
personer der er til stede under notarialforretningen, uden at det
dog er et krav, at notaren sikrer sig deres identitet. Bestemmelsen
er indsat med henblik på at skærpe notarens
opmærksomhed på, om der kan foreligge pression mod
arveladeren.
Endelig skal notaren afgive erklæring
om andre omstændigheder, som kan være af betydning for
testamentets gyldighed ( nr. 4 ), sml. herved den
gældende arvelovs § 41, stk. 1, og
notarialbekendtgørelsens § 10, nr. 4. En
sådan påtegning bør f.eks. gives, hvis notaren
får mistanke om pression mod arveladeren.
Notaren bør i sin påtegning af
testamenter på fremmede sprog og i tilfælde, hvor der
anvendt døvetolk, redegøre for de nærmere
omstændigheder i forbindelse hermed. Kan notaren på
grund af sprogvanskeligheder ikke ved en samtale med testator
få indtryk af, hvorvidt denne fornuftmæssigt kan
oprette testamente, bør også dette anføres i
notarialpåtegningen, f.eks. i et tilfælde, hvor en her
i landet boende udlænding ønsker at oprette testamente
på dansk uden fuldt ud at kunne forstå dansk. Ved
notarialforretning om et testamente på et fremmed sprog
bør testator opfordres til at medbringe en dansk
oversættelse af testamentet. Den vil være af betydelig
værdi for notaren, ikke mindst i forbindelse med den
vejledning, som notaren skal yde i forbindelse med forretningen,
uanset at notarialpåtegningen ikke indebærer nogen
garanti for dokumentets indhold, jf. beretning om
notarialvæsenet, 1981, s. 51f.
Kravene i stk. 2 til notarens
påtegning er ikke gyldighedsbetingelser. Er testamentet
således ved en fejl ikke blevet forsynet med notarens
påtegning, er en påtegning ikke underskrevet, eller er
der i øvrigt fejl i påtegningen, bliver testamentet
således formgyldigt, hvis det på anden måde,
f.eks. ved vidneforklaring fra notaren, en medvirkende advokat
eller andre tilstedeværende godtgøres, at der faktisk
er sket underskrivelse eller vedkendelse for en notar.
Ved stk. 3 , der udbygger den
gældende regel i arvelovens § 41, stk. 2,
bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om
notarens virksomhed, opbevaring af en kopi af testamentet,
indberetning til Bil- og Personbogen og adgangen til at få
oplysninger om oprettede testamenter.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 12.2.2. og 12.3.
Til § 64
Bestemmelsen handler om oprettelse af et
vidnetestamente og viderefører i vidt omfang reglerne i den
gældende arvelovs §§ 42, 53 og 45.
Efter stk. 1 kan testamente
oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes under samtidig
tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators
underskrivelse eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres
navne på testamentet. Vidnerne skal være til stede som
testamentsvidne efter testators ønske og have kendskab til,
at det er oprettelsen af et testamente, den pågældende
bevidner. Kravene i stk. 1 er gyldighedsbetingelser og
viderefører retstilstanden efter den gældende
arvelov.
Stk. 2 fastslår, at et
testamentsvidne skal være fyldt 18 år, dvs. være
myndig. Et testamentsvidne må desuden ikke på grund af
omstændigheder som nævnt i § 74 mangle
forståelse for vidnebekræftelsens betydning. Kravene
herom svarer til den gældende arvelovs § 43,
stk. 1.
Stk. 3 indeholder kravene til
et testamentsvidnes upartiskhed og udbygger den gældende
arvelovs § 43, stk. 2.
En person kan efter stk. 3, nr.
1 , ikke være testamentsvidne, hvis testamentet
begunstiger den pågældende, dennes
ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede
i op- eller nedstigende linie, søskende eller andre
nærstående. I modsætning til den gældende
arvelovs § 43, stk. 2, nævnes forlovede ikke
udtrykkeligt i nr. 1, men forlovede vil sammen med kærester
og - efter en konkret vurdering - fjernere beslægtede blive
anset for at være nærstående.
En person kan efter stk. 3, nr.
2 , heller ikke være testamentsvidne, hvis testamentet
begunstiger en person eller institution, som den
pågældende ved testamentets oprettelse har en
sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en
særlig interesse i begunstigelsen. Bestemmelsen svarer til
den gældende arvelovs § 43, stk. 2.
Efter stk. 3, nr. 3 , kan en
person heller ikke være testamentsvidne, hvis der i
øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at
vække tvivl om den pågældendes habilitet.
Bestemmelsen har karakter af en opsamlingsbestemmelse. Bestemmelsen
vil efter omstændighederne kunne anvendes, hvis der f.eks. er
meget nært venskab mellem testamentsvidnet og den, der
begunstiges i testamentet.
Hvis et testamentsvidne har medvirket til
oprettelse af et testamente i strid med forslaget til stk. 3,
nr. 1-3, er testamentet anfægteligt. Bevisbyrden
påhviler den, der vil arve, hvis testamentet
tilsidesættes.
I modsætning til den gældende
arvelovs § 43, stk. 2, 3. pkt., indeholder
lovforslaget ikke en regel om, at et vidne €" uanset at
betingelserne i nr. 1-3 ikke er opfyldt €" ikke er inhabilt,
hvis begunstigelsen er ringe eller har rimelig grund. Et
testamentsvidne skal således i alle tilfælde opfylde
kravene i stk. 3, nr. 1-3.
Af stk. 4 fremgår det, at
en person kan være testamentsvidne, selvom den
pågældende er indsat som bobestyrer i testamentet.
Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 43,
stk. 3.
Af stk. 5 fremgår det, at
vidnerne i deres påtegning på testamentet bør
afgive erklæring om deres stilling og bopæl (nr. 1),
tid og sted for deres underskrift på testamentet (nr. 2), at
de ved testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har
været samtidig til stede som testamentsvidner efter testators
ønske (nr. 3), at testator er i stand til
fornuftmæssigt at oprette testamente (nr. 4), og andre
omstændigheder, der kan være af betydning for
testamentets gyldighed (nr. 5). Bestemmelsen svarer den
gældende arvelovs § 45.
Stk. 5, nr. 1-5, er instruktorisk, og
tilsidesættelse af anvisningerne indebærer ikke uden
videre, at vidnetestamentet kan anfægtes som ugyldigt.
Påtegningen har imidlertid væsentlig betydning for,
hvilken beviskraft der skal tillægges vidnernes
medvirken.
Der henvises de almindelige
bemærkninger pkt. 12.3.
Til § 65
Bestemmelsen omhandler adgangen til
oprettelse af nødtestamente og lemper de strenge formkrav i
den gældende arvelovs § 44.
Det foreslås i stk. 1 ,
at den, der på grund af sygdom eller andet
nødstilfælde er forhindret i at oprette
notartestamente eller vidnetestamente, jf. §§ 63 og
64, på en hvilken som helst måde kan oprette
nødtestamente. Et nødtestamente kan også
oprettes for så vidt angår
løsørefordelingslister, jf. lovforslagets
§ 66.
Mens betingelserne for at oprette
nødtestamente svarer til den gældende regel i
arvelovens § 44, foreslås det, at formkravene
ophæves, således at der ikke stilles krav til
udformningen af et nødtestamente. Ikke alene et mundtligt
nødvidnetestamente og et holografisk testamente efter den
gældende arvelovs § 44, stk. 1, er
således omfattet af bestemmelsen, men i det hele enhver
tilkendegivelse fra afdøde, der er udtryk for en
testamentarisk disposition, og som med sikkerhed hidrører
fra afdøde. Det kan f.eks. være en testamentarisk
bestemmelse oprettet under anvendelse af lydbånd, video,
e-mail, mobiltelefon eller andre elektroniske
kommunikationsmidler.
I stk. 2 foreslås det, at
et nødtestamente bortfalder, når der i 3 måneder
ikke har været nogen hindring for at oprette et
notartestamente eller vidnetestamente. Bestemmelsen svarer til den
gældende arvelovs § 44, stk. 3.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 12.2.4. og 12.3.
Til § 66
Bestemmelsen omhandler adgangen til at
oprette testamentariske bestemmelser om fordeling af
sædvanligt indbo og personlige effekter.
Om baggrunden for den foreslåede
bestemmelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
12.2.5. og 12.3.
Med stk. 1 åbnes der
mulighed for, at testator uden at oprette et egentligt testamente
efter lovforslagets §§ 63 eller 64 kan bestemme,
hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter.
En testamentarisk tilkendegivelse herom kan oprettes skriftligt af
testator ved en dateret og underskrevet erklæring.
Arveladeren kan træffe bestemmelse om
fordeling af sædvanligt indbo mv. også til fordel for
personer, der ikke i forvejen er arvinger efter loven eller
testamente, uanset at dette vil medføre en kvantitativ
omfordeling af arven efter arveladeren.
Pengelegater er ikke omfattet af
bestemmelsen.
I stk. 2 foreslås det, at
en begunstigelse til den, der i forvejen er arving, skal anses for
en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de
pågældende genstande til vurderingsbeløbet,
medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. I
praksis sker fordeling af sædvanligt indbo og personlige
effekter gennem løsørefordelingslister ofte inden for
kredsen af arvinger, og det er efter forslaget udgangspunktet, at
den, der i forvejen er arving, ikke ved en testamentarisk
bestemmelse efter stk. 1 bliver begunstiget kvantitativt ud
over sin arvelod, medmindre det står klart, at testator har
tilsigtet også en kvantitativ begunstigelse. En sumlegatar,
jf. herved dødsboskiftelovens § 13, stk. 1,
der tillige bliver begunstiget ved en
løsørefordelingsliste, skal derimod ikke regne
vurderingsbeløbet af begunstigelsen fra i sumlegatet.
I tilfælde, hvor en arving efter den
testamentariske bestemmelse begunstiges med genstande, hvis
værdi overstiger det, den pågældende ellers
skulle arve, er det udgangspunktet, at arvingen skal have de
pågældende genstande ubeskåret, selvom arvingen
herved får mere end sin legale arv, men andet kan
følge af testamentet.
Alene sædvanligt indbo og personlige
effekter, jf. dødsboskiftelovens § 27,
stk. 1, er omfattet af bestemmelsen. Hvad der er
sædvanligt indbo må afgøres konkret, bl.a. under
henvisning til arvemassens størrelse. Udgangspunktet
bør være, at genstande, der har været anvendt
som indbo, er omfattet af udtrykket sædvanligt indbo,
også selv om f.eks. ægte tæpper eller malerier
har en ikke ubetydelig økonomisk værdi. Egentlige,
kostbarere samlinger af f. eks. sølvgenstande, ægte
tæpper og malerier falder dog udenfor. Bedømmelsen af,
hvad der er omfattet af reglen, er relativ. Således vil
forståelsen af "sædvanligt indbo" være
afhængig af boets størrelse og afdødes forhold.
Endvidere vil det være naturligt, at kravene til
erklæringen kan variere afhængig af, hvilke genstande
der er tale om. Der må således som udgangspunkt stilles
større krav til en liste, der f.eks. fordeler relativt
bekosteligt indbo, end til en liste, der alene tager stilling til
f.eks. fordelingen af fotos i et familiealbum.
For så vidt angår
spørgsmålet om værdiansættelse henvises
til betænkning 1270/1994 om skifte af dødsboer, s.
301ff. En værdiansættelse foretaget af en kyndig
tredjemand må som udgangspunkt anses for tilstrækkelig
i de i stk. 2 nævnte tilfælde.
Kravet om, at testator skal underskrive den
testamentariske disposition er en gyldighedsbetingelse. Derimod er
kravet om datering af dispositionen alene en ordensforskrift, der
skal lette arbejdet med at fastslå, hvilke genstande der skal
tilfalde nærmere bestemte arvinger, hvis afdøde skulle
have oprettet flere testamentariske dispositioner efter
§ 66 vedrørende samme genstande.
Sedler sat på indbo vil være en
formgyldig testamentarisk bestemmelse, hvis sedlen er underskrevet
af arveladeren. Det samme gælder tilkendegivelser i et brev
underskrevet af arveladeren om, at modtageren af brevet eller andre
inden for arvelodden skal have fortrinsret til at udtage
nærmere identificerede, sædvanlige indbogenstande og
personlige effekter.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 12.2.5. og 12.3.
Til § 67
Bestemmelsen omhandler tilbagekaldelse af
testamenter.
Stk. 1 indebærer, at
tilbagekaldelse af et testamente eller ændringer i et
testamente altid skal ske i testamentsform. I modsætning til
den gældende arvelovs § 46 kan et testamente efter
forslaget ikke gyldigt tilbagekaldes formløst.
Hvis en tilbagekaldelse sker formløst,
f.eks. ved en påtegning på testamentet, gælder
samme regler som i tilfælde, hvor et testamente er oprettet,
uden at formkravene er opfyldt. Det vil sige, at en person, som vil
arve, hvis tilbagekaldelsen erklæres ugyldig (dvs. den, som
ville arve i henhold til testamentet), kan rejse indsigelse mod
tilbagekaldelsens gyldighed, jf. den gældende arvelovs
§ 55. Rejses derimod ingen indsigelse af en person, som
er berettiget hertil, anses testamentet for tilbagekaldt. Testator
bør ved oprettelsen af testamentet vejledes om, hvorledes
tilbagekaldelse kan ske. Det vil mindske risikoen for, at testator
formløst tilbagekalder testamentet i den tro, at det er
tilstrækkeligt.
Tilbagekaldelsen kan ske for notaren, jf.
lovforslagets § 63, ved et vidnetestamente, jf.
§ 64, eller ved et nødtestamente, hvis
betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 65. En
tilbagekaldelse af en testamentarisk bestemmelse om fordeling af
sædvanligt indbo, jf. § 66, kan ske ved at
overholde de formkrav, der gælder for oprettelse af en
sådan bestemmelse.
Stk. 2 svarer med sproglige
ændringer til den gældende arvelovs § 49,
stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at et testamente skal
anses for tilbagekaldt i de tilfælde, der er nævnt i
lovforslagets § 49, medmindre særlige
omstændigheder taler imod det. Efter § 49
bortfalder ægtefællers indbyrdes arveret ved separation
og skilsmisse, eller hvis en af parterne i et omstødeligt
ægteskab dør.
Efter stk. 3 skal et
testamente, herunder et udvidet samlevertestamente efter
lovforslagets § 87, som en samlever har oprettet til
fordel for sin samlever, anses for tilbagekaldt, hvis et
ægteskabslignende samliv ophæves på grund af
uoverensstemmelse, medmindre særlige omstændigheder
taler imod det.
Det er alene samlivsophævelse på
grund af uoverensstemmelse, der er omfattet af stk. 3. Derimod
bevarer testamentet sine retsvirkninger, selv om parterne f.eks.
på grund af arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold
midlertidigt ophører med at have fælles bopæl,
eller hvis f.eks. en af parterne må flytte på
plejehjem.
Formodningsreglen gælder kun for
ægteskabslignende samlivsforhold. Dette indebærer, at
et testamente oprettet mellem f.eks. samlevende søskende
ikke er omfattet af bestemmelsen. I denne situation vil det navnlig
bero på forudsætningslæren, jf. herved
lovforslagets § 77, stk. 1, nr. 2, om testamentet
må anses for anfægteligt.
For at undgå eventuelle
bevismæssige problemer stilles der ikke i bestemmelsen krav
til samlivsophævelsens varighed, for at testamentet kan anses
som bortfaldet. Det er dog en forudsætning for testamentets
bortfald, at samlivsophævelsen ikke blot må anses som
udtryk for en forbigående uoverensstemmelse, men fra i hvert
fald én af parternes side må anses som udtryk for et
seriøst ønske om, at samlivet skal være
ophørt. I tvivlstilfælde må dette bero på
en konkret vurdering, som må foretages af domstolene.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 12.2.6. og 12.3.
Til § 68
Bestemmelsen omhandler
uigenkaldelighedserklæringer og viderefører den
gældende arvelovs § 67 med enkelte sproglige
moderniseringer.
Af stk. 1 fremgår det, at
en arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller
tilbagekalde testamente.
En erklæring om uigenkaldelig skal
efter stk. 2 afgives i testamentsform. Hvis arveladeren er
umyndig, kræves værgens og statsforvaltningens samtykke
til dispositionen. Der skal således indhentes samtykke fra
værgen og statsforvaltningen, hvis arveladeren er
mindreårig, jf. værgemålslovens § 1,
eller hvis arveladeren er under værgemål med fratagelse
af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens
§ 6, stk. 2.
Til kapitel 12
Kapitlet indeholder regler om testamenters
ugyldighed og anfægtelse.
Til § 69
Bestemmelsen, der viderefører den
gældende arvelovs § 50, indebærer, at et
testamente er ugyldigt, hvis testator på tidspunktet for
oprettelsen ikke opfyldte alderskravene i lovforslagets
§ 62, stk. 1, dvs. kravene om, at testator på
oprettelsestidspunktet skal være fyldt 18 år eller have
indgået ægteskab. For så vidt angår
testationer over genstande omfattet af værgemålslovens
§ 42, dvs. midler som umyndige selv kan råde over
efter værgemålsreglerne, er alderskravet dog kun 15
år, jf. lovforslagets § 62, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at
testamentet er ugyldigt, hvis formkravene til oprettelse af et
notartestamente, et vidnetestamente eller en testamentarisk
bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo ikke er opfyldt,
jf. lovforslagets §§ 63, stk. 1, 64,
stk. 1, 2 og 5, og § 66. I modsætning til den
gældende arvelovs § 50 nævnes
nødtestamenter ikke i bestemmelsen, idet lovforslagets
§ 65 om oprettelse af nødtestamente
indebærer, at formkravene hertil ophæves.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2. og 13.3.
Til § 70
Bestemmelsen fastlægger virkningen af
notarens attestation på testamentet og viderefører den
gældende arvelov § 56 med enkelte sproglige
ændringer.
Efter bestemmelsen er det et klart
udgangspunkt, at notarens attestation på testamentet skal
lægges til grund for bedømmelsen af dets gyldighed,
medmindre "særlige omstændigheder giver grund til at
betvivle påtegningens rigtighed".
Den, der gør indsigelse mod
testamentet, har bevisbyrden for, at det, attestationen omfatter,
ikke svarer til begivenhedsforløbet og de faktiske forhold.
Kan et sådant bevis ikke føres, må testamentet
opretholdes.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.
Til § 71
Bestemmelsen indeholder bevisregler for
vidnetestamenter og skal læses i sammenhæng med
lovforslagets § 64.
Stk. 1 indebærer, at den,
der vil påberåbe sig et vidnetestamente skal
godtgøre, at testamentet er gyldigt oprettet, hvis der
rejses indsigelse mod testamentet. Kan der ikke føres det
fornødne bevis herfor, kan testamentet ikke lægges til
grund for skiftet. Det er således den, der er begunstiget i
et vidnetestamente, der har bevisbyrden for testamentets formelle
og reelle rigtighed, herunder for testators habilitet. Bestemmelsen
svarer stort set til den gældende arvelovs § 57,
stk.
Det følger af stk. 2 ,
at testamentsvidnernes påtegning på et vidnetestamente
om de forhold, der er nævnt i § 64, stk. 1,
skal anses som bevis herfor, medmindre særlige
omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens
rigtighed. Som det er tilfældet efter gældende ret,
tillægges der ikke testamentsvidners påtegning om
testators evne til at handle fornuftmæssigt den samme
virkning som notarens påtegning herom efter lovforslagets
§ 70.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.
Til § 72
Den foreslåede bestemmelse indeholder
bevisregler for nødtestamenter og skal læses i
sammenhæng med lovforslagets § 65.
Bestemmelsen indebærer, at et
nødtestamente er ugyldigt, hvis det ikke kan anses for
sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er
oprettet af denne (nr. 1), eller hvis det må antages, at
testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette
testamentet (nr. 2).
Herudover må der selvsagt heller ikke
foreligge andre ugyldighedsgrunde.
Den, der vil gøre gældende, at
det ikke kan anses for sikkert, at nødtestamentet er udtryk
for testators beslutning og oprettet af denne (nr. 1), har
bevisbyrden herfor.
Det indebærer, at der ikke må
stilles for strenge krav til beviset for, at nødtestamentet
ikke er udtryk for testators beslutning og oprettet af denne. I
denne sammenhæng vil vidneforklaringer fra personer, der har
været sammen med testator i den nødsituation, hvor
testator angiveligt har oprettet testamente, være relevante,
men også mere tekniske beviser, f.eks. en skriftprøve
eller stemmeprøve mv., vil kunne indgå i vurderingen.
Efter omstændighederne kan det, hvis der er anvendt mindre
sikkert kommunikationsmiddel, som led i bevisførelsen komme
på tale at iværksætte tekniske
undersøgelser af f.eks. en testamentarisk disposition, der
er indtalt på bånd eller til en telefonsvarer.
Tilsvarende er det den, der vil gøre
gældende, at testator ikke var i stand til
fornuftmæssigt af oprette testamente (nr. 2), der skal
godtgøre dette.
Hvis det således godtgøres, at
testator må antages ikke at have været i stand til
fornuftmæssigt at oprette nødtestamentet, er dette
ugyldigt. Med anvendelsen af ordene "det må antages" angives
det, at forslaget til § 72 indebærer en lempelse af
beviskravet for testators inhabilitet i forhold til gældende
ret. Der er herved tilsigtet en bevisvurdering, der svarer til den
vurdering, der skal foretages efter værgemålslovens
§ 46 om ugyldige aftaler.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.
Til § 73
Den foreslåede bestemmelse indeholder
bevisregler for testamentariske bestemmelser om fordeling af
sædvanligt indbo og personlige effekter og skal læses i
sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i
§ 66.
Det foreslås, at en testamentarisk
disposition efter § 66 er gyldig, medmindre det må
antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator
ikke var i stand til fornuftmæssigt af oprette
testamente.
Herudover må der selvsagt heller ikke
foreligge andre ugyldighedsgrunde.
Den, der gør indsigelse mod den
testamentariske disposition, har bevisbyrden for, at den
testamentariske disposition er ugyldig.
Med brugen af ordene "medmindre det må
antages", angives det, at både kravene til beviset for, at
den testamentariske disposition ikke er oprettet af testator, og
til beviset for testators habilitet er lempede i forhold til de
krav, der stilles til notartestamenter og vidnetestamenter jf.
§§ 70 og 71. Der er herved tilsigtet en
bevisvurdering, der svarer til den vurdering, der skal foretages
efter værgemålslovens § 46 om ugyldige
aftaler.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.
Til § 74
Bestemmelsen omhandler et testamentes
ugyldighed på grund af fornuftmangel.
Bestemmelsen viderefører den
gældende arvelovs § 51 med enkelte sproglige
moderniseringer, der bl.a. indebærer, at lovens beskrivelse
af tilstandene er blevet udformet i overensstemmelse med
værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler. Den
omfattende retspraksis efter arvelovens § 51 vil
således fortsat have betydning.
Efter forslaget er en testamentarisk
bestemmelse ugyldig, hvis testator ved oprettelsen på grund
af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk
udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende
tilstand, manglede evnen til fornuftmæssigt at råde
over sine ejendele.
Den, der vil gøre gældende, at
testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette
testamente, har bevisbyrden herfor.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.2. og 13.3.
Til § 75
Bestemmelsen omhandler et testamentes
ugyldighed på grund af tvang, svig eller anden
utilbørlig påvirkning og svarer med enkelte
ændringer til den gældende arvelovs § 52.
Efter bestemmelsen er en testamentarisk
bestemmelse ugyldig, hvis den må antages at være
fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig
påvirkning, herunder ved misbrug af testators manglende
dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.
Med anvendelsen af ordene "det må
antages" angives det, at beviskravene er lempet i forhold til den
gældende arvelovs § 52. Den ændrede
formulering skyldes, at en pression lettere må anses for
utilbørlig, hvis testator befinder sig i en
svaghedstilstand, end hvis testator har sædvanlig
modstandskraft. Der er herved tilsigtet en bevisvurdering, der
svarer til den vurdering, der skal foretages efter
værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler.
Den, der vil gøre gældende, at
testator var udsat for tvang, svig eller anden utilbørlig
påvirkning, har bevisbyrden herfor.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.2. og 13.3.
Til § 76
Bestemmelsen omhandler ugyldighed på
grund af erklæringsvildfarelse.
Bestemmelsen bygger på den
gældende arvelovs § 53, men regulerer i
modsætning til den gældende bestemmelse ikke
motivvildfarelse.
Motivvildfarelse behandles i lovforslagets
§ 77, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, hvortil der
henvises.
Det følger af 1. pkt., at en
testamentarisk bestemmelse, der på grund af fejlskrift eller
anden fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra det
tilsigtede indhold, så vidt muligt skal gennemføres
efter sin rette mening. Først hvis det ikke er muligt at
fastslå, hvad den rette mening har været, er
bestemmelsen ugyldig, jf. 2. pkt.
Den testamentariske bestemmelse skal kun
gennemføres, hvis det rent faktisk er muligt med en meget
høj grad af sandsynlighed at finde ud af, hvad den rette
mening har været. Er det klart, at der er skrevet forkert,
men er det ikke muligt at finde ud af, hvad der skulle have
stået, må der bortses fra bestemmelsen.
Der er således ikke tilsigtet nogen
ændringer i forhold til retstilstanden efter den
gældende arvelovs § 53, stk. 2, og retspraksis
efter denne bestemmelse vil derfor fortsat have betydning.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.2. og 13.3.
Til § 77
Bestemmelsen handler om ugyldighed som
følge af urigtige forudsætninger (motivvildfarelse) og
(efterfølgende) bristende forudsætninger.
Stk. 1 , nr. 1, handler om
urigtige forudsætninger og er en videreførelse af
retstilstanden efter den gældende arvelovs § 53,
stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at en testamentarisk
bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved oprettelsen befandt sig i
en vildfarelse om omstændigheder, der var afgørende
for bestemmelsen.
Der kan som efter hidtidig praksis være
tale om en vildfarelse om både faktiske forhold, f.eks. at
testator urigtigt troede, at en legal arving var død, og
retlige forhold, f.eks. indholdet af tvangsarvereglerne eller en
misforståelse af juridiske begreber. Der er således
ikke tilsigtet nogen ændringer i forhold til retstilstanden
efter arvelovens § 53, stk. 1, og retspraksis efter
denne bestemmelse vil derfor fortsat have betydning.
Stk. 1, nr. 2 ,
indebærer, at (efterfølgende) bristende
forudsætninger som noget nyt reguleres udtrykkeligt i
arveloven. Medtagelsen af en bestemmelse om bristende
forudsætninger har ikke til formål at udvide
anvendelsesområdet for bristende forudsætninger.
Bestemmelsen er således alene medtaget, fordi det er
hensigtsmæssigt, at dette i praksis relevante
spørgsmål er reguleret i loven.
Efter forslaget er en testamentarisk
bestemmelse ugyldig, hvis forhold, som var afgørende for
bestemmelsen, efterfølgende har ændret sig på en
sådan måde, at testator, hvis testator havde kendt til
det, ville have tilbagekaldt den testamentariske bestemmelse.
Efter stk. 2 kommer ugyldighed
ikke på tale ved urigtige eller bristende
forudsætninger, hvis det er muligt at gennemføre den
testamentariske bestemmelses rette mening gennem en korrigerende
fortolkning af testamentet. Bestemmelsen lovfæster praksis
på det arveretlige område for så vidt angår
urigtige forudsætninger.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 13.2.3. og 13.3.
Til § 78
Bestemmelsen viderefører den
gældende arvelovs § 54 med en sproglig
modernisering. Bestemmelsen fastslår, at en testamentarisk
bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller
tilintetgørelse af ejendelene, som åbenbart savner
fornuftig mening er ugyldig.
Til § 79
Bestemmelsen viderefører den
gældende arvelovs § 55 uændret og
viderefører det arveretlige princip om, at en ugyldig
testamentarisk bestemmelse vil blive gennemført, medmindre
bestemmelsen anfægtes.
Til kapitel 13
Kapitlet indeholder regler om fælles
testamenter, herunder regler om tilbagekaldelse af fælles
testamentariske dispositioner og om længstlevendes
testationsret og dispositionsadgang i levende live. Reglerne
gælder både, hvor et fælles testamente er
oprettet af ægtefæller og af andre end
ægtefæller. Herudover indeholder kapitlet regler om
udvidede samlevertestamenter.
En fælles testamentarisk disposition
vil typisk være oprettet af to eller flere testatorer i det
samme testamente. Et fælles testamente kan imidlertid
også foreligge ved oprettelse af flere testamenter, men det
må her være en betingelse for, at testamenterne kan
anses for en fælles testamentarisk disposition, at der i
testamenterne henvises til det eller de øvrige testamenter.
Det er ikke en betingelse for, at der er tale om en fælles
testamentarisk disposition, at testatorerne indsætter
hinanden til gensidigt at arve, selvom det formentlig ofte vil
være tilfældet.
Til § 80
Bestemmelsen handler om tilbagekaldelse af
fælles testamenter, der er oprettet både mellem
ægtefæller og andre end ægtefæller.
Bestemmelsen afløser den
gældende arvelovs § 47 om tilbagekaldelse af
gensidige testamenter og udvider den gældende bestemmelses
anvendelsesområde fra alene at angå egentlige gensidige
indsættelser til også at omfatte andre fælles
testationer, f.eks. fælles testamenter mellem
søskende, hvor de pågældende ikke gensidigt
indsættes til at arve hinanden.
I overensstemmelse med den gældende
arvelovs § 47 foreslås det, at en tilbagekaldelse
kun er gyldig, hvis den er meddelt den anden part, medmindre dette
af særlige grunde er udelukket. Meddelelsen må
være kommet frem til den anden part.
Bevisbyrden for at meddelelse er givet,
påhviler den eller de arvinger, der har fordel af
tilbagekaldelsen.
Kan den anden part ikke modtage meddelelsen,
for eksempel fordi parten er forsvundet, eller fordi denne er ude
af stand til at forstå tilbagekaldelsen, gælder pligten
til meddelelse ikke.
Tilbagekaldelse skal i overensstemmelse med
lovforslagets § 67, stk. 1, ske efter reglerne om
oprettelse af testamente, det vil som udgangspunkt sige ved et
notartestamente eller et vidnetestamente, jf. lovforslagets
§§ 63 og 64. En tilbagekaldelse kan også
foretages i nødtestamentsform, jf. lovforslagets
§ 65, hvis betingelserne for det er opfyldt. Hvis det i
en nødsituation ikke er muligt at give underretning til den
anden ægtefælle, må meddelelsen om
tilbagekaldelsen gives til den anden part for at være gyldig,
så snart afgivelse af meddelelse ikke længere er
udelukket som følge af nødsituationen.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.1. og 14.3.
Til § 81
Bestemmelsen handler om den
længstlevende ægtefælles testationsret, når
ægtefællerne har oprettet fælles testamente.
Bestemmelsen omfatter både gensidige testamenter og
fælles testamenter, hvor ægtefæller ikke
gensidigt indsætter hinanden til at arve.
I stk. 1 foreslås det, at
den længstlevende ægtefælle som udgangspunkt ved
testamente kan råde over hele friarven i boet efter
længstlevende. Tvangsarvereglerne skal selvsagt
respekteres.
I stk. 2 fastsættes der
imidlertid nogle modifikationer til dette udgangspunkt i
tilfælde, hvor den førstafdøde
ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, eller
hvor ægtefællerne har fælles livsarvinger.
I stk. 2, nr. 1 ,
foreslås det, at den længstlevende
ægtefælle ikke ved testamente kan råde over
friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde
førstafdødes særlivsarvinger. Konsekvensen af
reglen i tilfælde, hvor en ægtefælle i et
fælles testamente har testeret til fordel for den anden
ægtefælles særbørn, er, at
længstlevende ikke vil kunne nedsætte arven til
særbørnene ifølge testamentet - heller ikke den
arv, der antages at falde efter længstlevende. En
ægtefælle, der testerer til fordel for den anden
ægtefælles særbørn, bør derfor
efter omstændighederne rådes til at forbeholde sig sin
testationskompetence.
I stk. 2, nr. 2 ,
foreslås, at den længstlevende ægtefælle
ikke ved testamente kan råde over halvdelen af den friarv,
der ifølge det fælles testamente skal tilfalde
fælles livsarvinger. En fælles livsarving, der giver
afkald på arv efter førstafdøde mod at arve
længstlevende, bør for at sikre sig €" f.eks. for
det tilfælde at den længstlevende indgår nyt
ægteskab €" gøre arveafkaldet betinget af, at
testamentet gøres uigenkaldeligt.
I stk. 3 foreslås det, at
stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse, hvis den fælles
testamentariske disposition indeholder anden bestemmelse om den
længstlevende ægtefælles testationsret. Reglerne
i stk. 1 og 2 foreslås således gjort
deklaratoriske. Det kan herefter enten direkte eller indirekte i
det fælles testamente fastsættes, hvilken
testationskompetence længstlevende skal have. Bestemmelsen
skal vedrøre længstlevendes testationsret. En
bestemmelse om, at boet skal deles i to lige store dele eller i et
andet brøkdelsforhold efter længstlevendes død
uden at foreskrive arv til førstafdøde
særlivsarvinger eller fælles livsarvinger, vil ikke
begrænse længstlevendes testationsret. Tilsvarende
gælder for de tilfælde, hvor det fælles
testamente uden at fratage længstlevende testationskompetence
bestemmer, at formuen efter længstlevendes død skal
anvendes til et bestemt formål, f.eks. at en bygning skal
anvendes som stiftelse, og bygningen udgør boets
væsentligste aktiv. Testerer længstlevende i strid med
en bestemmelse efter stk. 3, vil førstafdødes
testation derfor bortfalde efter reglerne om bristende
forudsætninger, dog således at noget andet kan
sættes i stedet, hvis den rette mening kan fastslås,
jf. lovforslagets § 77 om bristende
forudsætninger.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.2 og 14.3.
Til § 82
Bestemmelsen indebærer, at reglerne om
den længstlevende ægtefælles testationsret efter
lovforslagets § 81 skal finde tilsvarende anvendelse,
hvor et fælles testamente er oprettet af andre end
ægtefæller. Det vil navnlig omfatte ugifte samlevende,
der ikke har oprettet udvidet samlevertestamente, jf. lovforslagets
§ 87, og søskende.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.2. og 14.3.
Til § 83
Bestemmelsen indebærer, at der
fastsættes regler om den længstlevende
ægtefælles dispositionsadgang i levende live.
Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor en
ægtefælle har truffet bestemmelse om arvens fordeling
efter den længstlevendes død, som den
længstlevende ægtefælle ikke kan tilbagekalde.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor den
førstafdødes særbørn er indsat i det
fælles testamente, jf. lovforslagets § 81,
stk. 2, nr. 1, og tilfælde, hvor en barnløs
ægtefælle har truffet bestemmelse om, at en arving er
indsat med bestemmelse om, at længstlevende ikke kan
tilbagekalde indsættelsen.
Ved afgrænsningen af, hvilke
situationer der skal omfattes af adgangen til omstødelse,
foreslås det, at der skal gælde de samme regler som for
omstødelse i uskiftet bo efter lovforslaget § 31
om omstødelse i uuskiftet bo. Det afgørende kriterium
er, at dispositionen tilsidesætter testamentets bestemmelser
om arvens fordeling, og at der er disponeret over midler, der
står i misforhold til formuen.
Gaver er hovedområdet for
omstødelse, men også arveforskud, der er så
betydelige, at arveforskuddet ikke kan forventes at ville kunne
afregnes i modtagerens arv, er omfattet, jf. stk. 1, nr.
1.
Endvidere kan der ske omstødelse,
når en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet
for et beløb, der står i misforhold til formuen,
kommer til udbetaling til en begunstiget, hvis begunstigelsen ikke
er forenelig med testamentets fordelingsprincip, jf. stk. 1,
nr. 2.
Der følger af stk. 3 ,
at der alene kan ske omstødelse af dispositioner som
nævnt i stk. 1, nr. 2, når forsikringsordningen
kan komme til udbetaling. Dette indebærer, at
forsikringsbegivenheden skal være indtrådt. Ikke kun
udbetalinger til en navngiven begunstiget kan være omfattet
af stk. 1, nr. 2, og stk. 3. Også en udbetaling til
fordel for forsikringstagers (længstlevendes) "nærmeste
pårørende" kan være uforenelig med den fordeling
af arven, som følger af det fælles testamente. Er der
f.eks. i et fælles testamente truffet bestemmelse om, at
førstafdødes særbarn og længstlevendes
særbarn hver skal arve halvdelen af boet efter
længstlevende, og kan testamentet ikke tilbagekaldes af
længstlevende, vil den længstlevendes
(forsikringstageren) indskud af et beløb, der står i
misforhold til formuen, på en livsforsikring eller lignende
ordning, der indeholder et standardvilkår om, at
"nærmeste pårørende" er begunstiget, være
i strid med det fordelingsprincip, der følger af
testamentet, fordi anvendelsen af begunstigelsesklausulen
"nærmeste pårørende" vil føre til, at
forsikringen skal udbetales til længstlevendes
særbarn.
Vedrørende vurderingen af, om en
disposition står i misforhold til formuen, henvises der til
bemærkningerne lovforslagets § 31.
Det foreslås i stk. 2, at en gave
eller et arveforskud, der er ydet i strid med stk. 1, nr. 1,
kan omstødes over for den modtager, der vidste eller burde
vide dette. Der kan dermed kun ske omstødelse, når der
foreligger ond tro såvel med hensyn til testamentets indhold
€" det vil sige fordelingen €" som til, at der er tale om
misbrug €" det vil sige, at dispositionen stod i misforhold
til formuen.
Det foreslås tilsvarende i stk. 3,
at omstødelse af en disposition, der er foretaget i strid
med stk. 1, nr. 2, er betinget af, at den begunstigede var i
ond tro. Kravet om ond tro vil i denne situation indebære, at
omstødelse kun kan ske, hvis den begunstigede vidste eller
burde vide, at begunstigelsen tilsidesatte testamentets
bestemmelser om arvens fordeling, og at der var tale om
misbrug.
Det er i stk. 2 og 3 forudsat, at de
almindelige regler om, at en sagsøger skal have retlig
interesse i søgsmålet, skal finde anvendelse.
Sagsøger må således have lidt skade ved
misbruget samt have en økonomisk interesse i
omstødelsen.
Omstødelse efter stk. 2
indebærer, at gaven går tilbage til boet. Hvis
omstødelse sker efter stk. 3 skal den begunstigede
indbetale den udbetalte forsikringssum til boet til
afgørelse af, hvem summen skal tilfalde. Herigennem sikres,
at forsikringssummen bliver fordelt i overensstemmelse med det
fælles testamentes bestemmelse om arvens fordeling.
Om retsvirkningerne af omstødelse i
øvrigt og om muligheden for i stedet at anvende
reguleringsreglerne i forsikringsaftalelovens § 104 og
pensionsopsparingslovens § 4 henvises der til
bemærkningerne til lovforslagets § 31.
En omstødelsessag efter stk. 3
vil typisk vedrøre en allerede udbetalt forsikringssum el.
lign. Om selskabernes pligt til at tilbageholde udbetalingen, hvis
der forinden er gjort indsigelser herimod, henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 32.
Stk. 4 indebærer, at der
ikke er adgang til omstødelse, hvis den
pågældende arving kan opnå dækning for sin
arveret ved, at der ydes den pågældende arving vederlag
af det beholdne bo, jf. § 85. En tilsvarende regel findes
i lovforslagets § 31, stk. 3, om omstødelse i
uskiftet bo. Stk. 4 finder alene anvendelse efter
længstlevendes død. Muligheden for omstødelse,
mens længstlevende er i live, kan ikke afskæres med
henvisning til, at der kan ydes vederlag af det beholdne bo, da der
ingen garanti er for, at boet er i behold ved længstlevendes
død.
Et udtrykkeligt afkald på retten til at
kræve omstødelse vil som udgangspunkt tillige omfatte
et afkald på vederlagskrav. Derimod vil det kræve meget
tungtvejende grunde, førend et stiltiende afkald kan
fortolkes som også at omfatte et afkald på vederlag.
Som anført i bemærkningerne til § 31 vil en
arving, der af hensyn til familiefreden ikke rejser en
omstødelsessag, til trods for at arvingen ved, at
længstlevende har foretaget en omstødelig disposition,
ikke dermed kunne anses for at have givet afkald på
vederlagskrav.
Stk. 5 indebærer, at
stk. 2 og 3 om omstødelse ikke finder anvendelse, hvis
førstafdøde har udelukket dette ved testamentet og
således har tilladt, at den længstlevende
ægtefælle foretager dispositioner af den karakter, som
er omhandlet i lovforslagets § 83, stk. 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.
Til § 84
Bestemmelsen omhandler anlæggelse af
omstødelsessag.
I stk. 1 foreslås det, at
en sag om omstødelse efter lovforslagets § 83 skal
anlægges ved skifteretten på samme måde, som det
foreslås for sager om omstødelse i uskiftet bo efter
lovforslagets § 32.
Hvis den længstlevende
ægtefælle er i live ved anlæggelse af
omstødelsessagen, følger det af stk. 1, at sagen
skal anlægges ved skifteretten i den retskreds, hvor den
længstlevende ægtefælle har hjemting, jf.
retsplejelovens §§ 235 og 236. Er den
længstlevende ægtefælle afgået ved
døden, skal sagen anlægges ved den skifteret, hvor
dødsboet efter den længstlevende behandles, jf.
dødsboskiftelovens § 2.
Det foreslås endvidere, at reglerne i
retsplejelovens §§ 226 og 227 om henvisning til
landsretten skal finde tilsvarende anvendelse, sml.
dødsboskiftelovens § 89, stk. 2.
Skifteretten skal afgøre sagen ved
dom.
Stk. 2 indebærer, at en
sag om omstødelse af en gave eller et arveforskud skal
anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde
have fået kendskab til fuldbyrdelsen af en omstødelig
disposition.
For så vidt angår
livsforsikringer eller lignende ordninger, hvor der kan ske
omstødelse efter § 83, stk. 3, følger
det af § 84, stk. 3 , at sagen skal
anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde
have fået kendskab til udbetalingen.
Anlægges sagen ikke inden for fristerne
i stk. 2 og 3, kan kravet om omstødelse ikke senere
gøres gældende. Selvom der er indtrådt
forældelse, vil arvingen imidlertid som udgangspunkt stadig
kunne rejse vederlagskrav i boet i medfør af lovforslagets
§ 83, stk. 4.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.
Til § 85
Bestemmelsen omhandler vederlagskrav.
Stk. 1 indebærer, at en
arving, når boet skiftes efter den længstlevende
ægtefælles død, kan kræve vederlag af det
beholdne bo, hvis ægtefællen ved dispositioner, der er
omfattet af § 83, væsentligt har formindsket sin
formue ved begunstigelse af en anden arving i boet. Vederlagskrav
kan således kun anvendes, hvor længstlevende
ægtefælles begunstigelse er sket til fordel for en
anden arving i boet. Vederlagskravet kan alene gøres
gældende i det beholdne bo, dvs. efter at afdødes
kreditorer er fyldestgjort.
Vederlagskrav skal rejses over for
skifteretten.
Stk. 2 indebærer, at
vederlagskrav ikke kan rejses, hvis førstafdøde har
udelukket dette ved testamentet og således har tilladt, at
den længstlevende ægtefælle foretager
dispositioner af den karakter, som er omhandlet i § 83,
stk. 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.
Til § 86
Bestemmelsen indebærer, at
lovforslagets §§ 83-85 finder tilsvarende anvendelse
på fælles testamenter mellem andre end
ægtefæller.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.
Til § 87
Den foreslåede bestemmelse omhandler
oprettelse af et udvidet samlevertestamente.
I stk. 1 åbnes der
mulighed for, at ugifte samlevende ved testamente kan bestemme, at
de vil arve hinanden og arves, som var de
ægtefæller.
De almindelige regler om oprettelse og
tilbagekaldelse af testamente, herunder om tilbagekaldelse af
fælles testamenter, og om testamenters ugyldighed og
anfægtelse finder anvendelse på et udvidet
samlevertestamente. Dette indebærer bl.a., at begge
testatorer skal være fyldt 18 år, når testamentet
oprettes, jf. lovforslagets § 62, stk. 1, og at
parterne skal være i stand til fornuftmæssigt at
oprette testamente, jf. lovforslagets § 74. Et udvidet
samlevertestamente oprettes efter de almindelige regler om
oprettelse af testamente, jf. lovforslagets
§§ 63-65. Et udvidet samlevertestamente kan på
ethvert tidspunkt tilbagekaldes uden begrundelse efter de
almindelige regler om tilbagekaldelse af fælles testamenter,
jf. lovforslagets §§ 67 og 80. En ensidig
tilbagekaldelse af et samlevertestamente skal således for at
være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af
særlige grunde er udelukket. Særlige grunde, der
udelukker meddelelse til den anden part, kan være, at den
pågældende er forsvundet eller f.eks. på grund af
senil demens er ude af stand til at forstå meddelelsen.
Stk. 2 begrænser de
retsvirkninger, der kan opnås ved et testamente efter
stk. 1. Det kan ikke i forbindelse med en testation efter
stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende
fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo skal finde
anvendelse. Bestemmelsen indebærer således, at ugifte
samlevende, der opretter testamente efter stk. 1, ved
testamentet kan opnå samme arveretlige stilling som
ægtefæller, der fuldt ud har fuldstændigt
særeje.
Dette indebærer navnlig, at det i et
udvidet samlevertestamente kan bestemmes, at den
længstlevende samlever skal arve efter lovforslagets
§ 9, dvs. at samleveren skal arve halvdelen af de
efterladte midler, hvis arveladeren efterlader sig livsarvinger,
jf. § 9, stk. 1. Hvis der træffes bestemmelse
herom i testamentet, vil det indebære en begrænsning i
arveladerens livsarvingers tvangsarveret. Hvis arveladeren ikke
efterlader sig livsarvinger, indebærer § 9,
stk. 2, at samleveren skal arve det hele.
I et udvidet samlevertestamente kan det
endvidere bestemmes, at den længstlevende samlever skal have
ret til forlods at udtage bestemte genstande og have ret til
suppleringsarv (500.000 kroners reglen), jf. lovforslagets
§ 11. Forlodsretten og retten til suppleringsarv er
socialt betonede regler, hvis berettigelse er lige så stor
for ugifte som for ægtefæller.
Herudover kan det bestemmes, at den
længstlevende skal have ret, herunder fortrinsret, til at
overtage aktiver inden for sin arvelod efter reglen om
ægtefællens fortrinsret til at overtage aktiver inden
for sin arvelod af den afdødes ægtefælles
fuldstændige særeje, jf. lovforslagets
§ 13.
Reglerne i lovforslagets kapitel 3 om
svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle
kan også anvendes af ugifte samlevende, hvis der
træffes bestemmelse herom i testamentet.
Tilsvarende gælder reglerne i
lovforslagets kapitel 5 om arvehenstand for længstlevende
ægtefæller.
Parterne kan bestemme i testamentet, hvilke
af arvelovens regler om ægtefællens retsstilling der
skal finde anvendelse. Det er f.eks. muligt at bestemme, at den
længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret efter
lovforslagets § 13, stk. 2, til inden for sin
arvelod at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.
Et udvidet samlevertestamente må, hvis
ikke andet fremgår af dette, forstås som parternes
tilvalg af alle de ovennævnte regler i arveloven om en
længstlevende ægtefælles rettigheder. Ved
testamente kan parterne vælge at udelukke anvendelse af en
eller flere af disse rettigheder.
Et udvidet samlivstestamente kan bestå
i, at parterne alene ønsker at arve hinanden legalt, som var
de ægtefæller eller registrerede partnere. Testatorerne
kan imidlertid inden for deres testationskompetence give arvingerne
en større eller mindre arvelod. Testatorerne kan også
inden for deres testationskompetence bestemme, hvorledes der skal
arves efter den længstlevende samlevers død.
En række af arvelovens regler om den
længstlevende ægtefælles rettigheder gælder
kun for aktiver, der er fælleseje. Disse regler kan derfor
ikke gøres anvendelige for ugifte samlevende, der opretter
et udvidet samlevertestamente, idet parterne ikke kan have
fælleseje. Navnlig kan det ikke bestemmes, at en
længstlevende samlever skal have mulighed for uskiftet bo,
idet der kun er adgang til uskiftet bo med fælleseje.
Det kan heller ikke i et udvidet
samlevertestamente bestemmes, at lovforslagets § 12 om
den længstlevende ægtefælles ret til for sin bos-
og arvelod at overtage aktiver, der er fælleseje i
dødsboet til vurderingsbeløbet og lovforslagets
§ 45 om afkortning af arveforskud, der gives et stedbarn
eller dets livsarvinger af fælleseje eller
skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver
fælleseje ved ægtefællens død, skal
anvendes. Tilsvarende gælder lovforslagets § 47,
stk. 2, om behandlingen af arveforskud, når et
fællesbo skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live og § 49, stk. 1,
om bortfald af ægtefællers indbyrdes arveret ved
separation og skilsmisse. For ugifte samlevende gælder i
stedet forslaget til § 67, stk. 3. Heller ikke
lovforslagets § 50, stk. 3, om arveladers adgang til
at bestemme, om tvangsarv skal dækkes af fælleseje
eller særeje og lovforslagets § 91 om
ægtefællens adgang til ved testamente at råde
over genstande, der er fælleseje i boet, og som
tilhører den pågældende, kan gøres
anvendelige for ugifte samlevende ved hjælp af et udvidet
samlevertestamente.
Det er ikke en gyldighedsbetingelse, at
parterne har betegnet testamentet som et udvidet
samlevertestamente. Har parterne f.eks. skrevet i testamentet, at
de vil arve hinanden som ægtefæller, må
testamentet €" medmindre andre omstændigheder taler imod
det €" fortolkes som et udvidet samlevertestamente.
Tilsvarende gælder, hvis parterne i
testamentet har skrevet, at de ønsker at begunstige hinanden
mest muligt, eller at livsarvingerne skal arve mindst muligt. Et
sådant testamente må således forstås
således, at parterne har bestemt, at de skal arve mest muligt
efter hinanden, dvs. at livsarvingernes arv skal begrænses
til tvangsarven, og at parterne i øvrigt ønsker
arvelovens regler om ægtefæller bragt til anvendelse i
det videst mulige omfang, medmindre de konkrete
omstændigheder taler imod det.
Der er ikke noget til hinder for, at en af
parterne i tilknytning til et samlevertestamente opretter
enetestamente, eller at parterne opretter et fællestestamente
efter de almindelige regler herom i lovforslagets kapitel 13. Det
beror på almindelige testamentsfortolkningsregler, hvordan
der skal forholdes i tilfælde, hvor f.eks. et
fællestestamente og et udvidet samlevertestamente er
indbyrdes modstridende. I tilfælde, hvor et udvidet
samlevertestamente også regulerer spørgsmålet om
fordelingen ved den længstlevende samlevers død, skal
de almindelige regler om testationskompetencen ved fælles
testamenter i kapitel 13 selvsagt respekteres.
Stk. 3 fastslår, at lovforslagets
§ 10 om ægtefællens tvangsarv ikke finder
anvendelse på samleverens arveret efter et udvidet
samlevertestamente. Baggrunden herfor er, at arveret efter
§ 87 ikke er en tvangsarveret, fordi et udvidet
samlevertestamente frit kan tilbagekaldes efter lovforslagets
§ 80. I det omfang et udvidet samlevertestamente
gøres uigenkaldeligt efter lovforslagets § 68, kan
en længstlevende samlever dog opnå en lignende
retsstilling i boet.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 15.2.2.1., 15.2.2.2. og 15.3.
Til § 88
Bestemmelsen fastlægger, hvornår
et testamente efter § 87 er ugyldigt.
Betingelserne i nr. 1-3 indebærer, at
kun personer i et samlivsforhold, der har en
ægteskabslignende karakter, kan oprette et udvidet
samlevertestamente.
Et testamente er efter stk. 1, nr.
1 , ugyldigt, hvis parterne på tidspunktet for
testamentets oprettelse (dvs. ved underskrivelsen eller
vedkendelsen af testamentet, jf. lovforslagets §§ 63
og 64) ikke opfyldte betingelserne for i §§ 6, 9
eller 10 i lov om ægteskabs indgåelse for at kunne
indgå ægteskab eller registreret partnerskab med
hinanden. Et udvidet samlevertestamente kan derfor ikke oprettes af
søskende eller andre personer, der er beslægtet i op-
og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet
samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et
registreret partnerskab. Er der tale om personer af samme
køn, er det endvidere en betingelse, at en af parterne er
dansk (eller norsk, svensk eller islandsk) statsborger og har
bopæl her i landet, eller at begge parter har haft
bopæl her i landet i de sidste to år, jf. § 2
i lov om registreret partnerskab. Et udvidet samlevertestamente kan
desuden ikke oprettes, hvis en eller begge parter er i uskiftet bo
efter en tidligere afdød ægtefælle. De
øvrige ægteskabsbetingelser i ægteskabslovens
kapitel 1 er derimod ikke gyldighedsbetingelser.
Et udvidet samlevertestamente er endvidere
ugyldigt, hvis en eller begge parter ved oprettelsen af testamentet
havde oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden
samlever har arveret, jf. stk. 1, nr. 2. Det er
derimod ikke en gyldighedsbetingelse, at der ikke foreligger andre
fællestestamenter, f.eks. et testamente oprettet sammen med
en bror.
Efter stk. 1, nr. 3 , er et
udvidet samlevertestamente desuden ugyldigt, hvis parterne på
tidspunktet for den førstafdøde samlevers død
ikke levede sammen på fælles bopæl, og ventede,
havde eller havde haft et fælles barn, eller havde levet
sammen på fælles bopæl i et
ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år forud for
dødsfaldet.
At der skal være tale om et
fælles barn indebærer, at faderskabet skal være
fastslået, hvilket også kan ske inden fødslen,
jf. børnelovens §§ 2, 3 og 14.
Ved afgørelsen af, om der foreligger
et ægteskabslignende samlivsforhold, må der foretages
en vurdering af, om samlivet har haft en sådan karakter, at
det er rimeligt at sidestille samleveren med en
ægtefælle. Der må bl.a. lægges vægt
på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at
indgå ægteskab eller registreret partnerskab med
hinanden, og om de har haft samme folkeregisteradresse. Det vil
endvidere indgå i vurderingen, i hvilket omfang parterne har
haft fælles økonomi og husholdning under samlivet.
Notaren skal ikke foretage en materiel
prøvelse af, om betingelserne er opfyldt i stk. 1,
nr. 1 og 2 , er opfyldt på tidspunktet for
testamentets oprettelse.
Efter lovforslagets § 79 kan
indsigelse mod et testamentets gyldighed rejses af enhver, som vil
arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt. Denne bestemmelse
gælder også i forhold til udvidede
samlevertestamenter.
I stk. 2 fastslås det, at
en fælles bopæl, jf. stk. 1, ikke anses for
ophørt ved en samlevers midlertidige ophold i anden bolig
eller ved ophold i institution.
Samlivet bortfalder selvsagt ikke, fordi de
samlevende rejser på ferie hver for sig. Dette vil heller
ikke være tilfældet, hvis den ene af parterne i en
periode alene opholder sig i hjemmet i weekenderne og i
løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet
sted. Det vil dog altid være en konkret vurdering, om der i
disse situationer kan antages at foreligge et samliv.
Parterne vil også fortsat blive anset
for samlevende, hvis samlivet er ophævet på grund af en
af parternes institutionsanbringelse i f.eks. ældrebolig og
plejehjem. Dette svarer til, hvad der gælder efter
boafgiftsloven, hvor fritagelsen for bo- og tillægsboafgift
af arv, jf. § 1, stk. 2, litra d, også
gælder for personer, der tidligere har haft fælles
bopæl med afdøde i en sammenhængende periode
på mindst 2 år, når den fælles bopæl
er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse,
herunder i en ældrebolig. Det er en forudsætning for,
at samleveren har arveret, at forholdet mellem parterne stadig
består, selvom den fælles bolig er ophørt
på grund af institutionsanbringelsen. Dette kan ikke antages
at være tilfældet, hvis en samlever efter
institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller på
anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må
anses for ophørt.
Ophold væk fra hjemmet som følge
af strafafsoning eller aftjening af værnepligt vil i
almindelighed heller ikke indebære, at parternes samliv anses
for ophørt. I disse tilfælde vil det manglende samliv
€" ligesom ved institutionsanbringelsen €" skyldes en
udefra kommende nødvendighed, der normalt ikke vil kunne
danne grundlag for en antagelse om, at fraflytningen i
virkeligheden var udtryk for en ophævelse af samlivet.
Skyldes adskillelsen derimod den ene
samlevers arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, og
fører disse forhold til længerevarende adskillelse,
kan det være mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet
for ophørt, suspenderet eller opretholdt i den
pågældende periode. Det må afgøres
konkret, om adskillelsen i sådanne tilfælde er udtryk
for en uoverensstemmelse, eller om den blot er midlertidig. Hvis
det bevismæssigt kan lægges til grund, at den blot var
midlertidig, kan perioden medregnes i de 2 år.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 15.2.2.3. og 15.3.
Til § 89
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at et udvidet samlevertestamente efter
lovforslagets § 87 bortfalder, hvis parterne indgår
ægteskab med hinanden, eller når en part indgår
ægteskab med en tredje person.
Et udvidet samlevertestamente kan indeholde
testamentariske bestemmelser, der ikke knytter sig til
lovforslagets § 87. Sådanne bestemmelser er ikke
omfattet af § 89.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 15.2.2.4. og 15.3.
Til kapitel 14
Kapitlet indeholder regler om
ægtefællers adgang til at træffe testamentariske
bestemmelser om overtagelse efter vurdering. § 90
angår aktiver, der er fuldstændigt særeje.
§ 91 angår fællesejeaktiver.
Reglerne må ses i sammenhæng med
lovforslagets § 50, stk. 3, og § 59. Efter
§ 50, stk. 3, kan en arvelader, herunder en
ægtefælle, som efterlader sig både
fælleseje og fuldstændigt særeje, med respekt af
ægtefællens rettigheder efter lovforslagets
§ 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved
testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal
dækkes af fællesejet eller af særejet. Efter
§ 59 finder § 50, stk. 3, tilsvarende
anvendelse for friarv. Det indebærer, at en
ægtefælle, som efterlader sig både
fælleseje og fuldstændigt særeje i forhold til
alle arvinger kan træffe en sådan bestemmelse.
Til 90
Bestemmelsen fastslår, at en
ægtefælle ved testamente kan råde over enkelte
genstande inden for sit fuldstændige særeje. Reglen,
der alene begrænses af § 11, gælder
både for tvangsarv og friarv. Bestemmelsen svarer til den
gældende arvelovs § 66, stk. 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 16.2. og 16.3.
Til § 91
Bestemmelsen omhandler
ægtefællens ret til ved testamente at råde over
enkelte genstande, der er fælleseje i boet, og som
tilhører den pågældende. Bestemmelsen
præciserer og udbygger den gældende arvelovs
§ 66, stk. 2.
I stk. 1 fastslås det, at
en ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er
fælleseje i boet, ved testamente kan råde over
genstande, som tilhører den pågældende, og som
ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved
ægtefællens død falder i arv efter denne.
Stk. 2 indebærer, at
ægtefællen kun med den anden ægtefælles
samtykke kan testere over en række nærmere angivne
fællesejeaktiver.
Efter nr. 1 gælder dette en
fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig,
eller hvortil ægtefællernes eller den anden
ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet.
Efter nr. 2 og 3
gælder dette endvidere indbo i det fælles hjem og den
anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Mens nr. 1-3 svarer til gældende ret,
foreslås i nr. 4 som noget nyt i forhold til
gældende ret, at testation over et
motorkøretøj, der har været anvendt af den
længstlevende ægtefælle, kræver dennes
samtykke.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 16.2 og 16.3.
Til kapitel 15
Kapitel 15 handler om permutation og
viderefører den gældende arvelovs § 69 om
justitsministerens permutationsadgang, dvs. adgangen til at
tillade, at bestemmelserne i et testamente ændres.
Lovforslaget indebærer på en
række punkter en udvidelse og uddybning af gældende ret
og har navnlig til formål at tilnærme praksis efter
arvelovens permutationsbestemmelse til praksis efter § 32
i fondsloven og § 48 i lov om erhvervsdrivende fonde. Om
baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger
pkt. 17.2. og 27.3.
Til § 92
Bestemmelsen handler om permutation og
viderefører den gældende arvelovs § 69 med
nogle ændringer.
Det foreslås i stk. 1 ,
at justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger
dertil, skal have mulighed for at tillade ændringer i et
testamente. Ændring forudsætter, at særlige
grunde taler for det. Med ordvalget understreges det, at der er
tale om en bestemmelse, der kræver, at
uhensigtsmæssigheden af de testamentariske bestemmelser, der
søges ændret, skal være kvalificeret.
Permutation kan som hidtil kun ske, hvis den
pligt, der er pålagt arvingen, ikke modsvares af en ret for
nogen bestemt person. Hvis f.eks. en ejendom er testeret til en
arving på betingelse af en ret til fribolig for en bestemt
person, kan boligretten ikke ophæves gennem permutation.
Stk. 2 angiver de hensyn, der
navnlig bør indgå ved en afgørelse om
permutation. Der er ikke tale om en udtømmende
opregning.
Testationens formål og karakter skal
fortsat skal være et væsentlig moment ved
afgørelsen af, om der kan permuteres. Vanskelighederne ved
at danne sig et sikkert skøn over, hvad testator ville have
bestemt, hvis han havde kunnet tage stilling til den ændrede
situation, sammenholdt med behovet for en tilpasning af en
testamentarisk bestemmelse til ændrede forhold taler for en
vis objektivering af dette moment. Ved formålsændring
eller tilføjelse af et yderligere formål bør
det dog fortsat være af væsentlig betydning, om
formålet ikke længere kan efterleves eller er blevet
åbenbart uhensigtsmæssigt. Også uden for
sådanne tilfælde kan der dog efter
omstændighederne være grundlag for at tillade
ændring af en formålsbestemmelse i form af udvidelse af
formålet. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at
arvingen ikke længere ønsker at støtte det
formål, der er angivet i testamentet, og foretrækker et
andet eller ønsker at tilføje et yderligere
formål. Det må således bero på en samlet
vurdering af de relevante hensyn, om et sådant ønske
fra arvingens side kan imødekommes.
Ændrede forhold siden testamentets
oprettelse eller eventuelt siden dødsfaldet må
også indgå ved vurderingen af, om en ansøgt
permutation kan tillades. Det forhold, at de ændrede forhold
er indtrådt efter testamentets oprettelse, men før
testators død, kan efter omstændighederne føre
til, at man må lægge til grund, at testator har
været bekendt med de ændrede forhold. At dette ikke
førte til en ændring af testamentet i tide,
behøver ikke nødvendigvis at føre til den
konklusion, at testator bevidst ikke har ønsket
ændring. Der kan være andre grunde til, at man ikke
får ændret et testamente. Med ændrede forhold
sigtes også til den almindelige samfundsudvikling. Er et
testamente oprettet for mange år siden, er det ikke sikkert,
at den oprindelige begrundelse for testationen tjener noget
rimeligt formål i dag. Det vil navnlig kunne gøre sig
gældende i forhold til legater mv., f. eks. hvor
legatportioner skal uddeles til særligt trængende
bestemte persongrupper, der €" bl.a. i lyset af
velfærdsstatens udvikling - ikke længere findes eller
kun findes i meget begrænset omfang. En øget
vægt på hensynet til ændrede forhold, herunder
den samfundsmæssige udvikling, vil bl.a. kunne skabe mulighed
for i højere grad at kunne imødekomme anmodninger om
ændringer i et testamente vedrørende drift af en
erhvervsvirksomhed. Det kan f.eks. være en bestemmelse i et
testamente, der er til hinder for, at en fondsejet virksomheds
kapital udvides, selv om en sådan udvidelse er af
væsentlig betydning for virksomhedens fremtidige
konkurrenceevne.
Der skal endvidere lægges vægt
på, om den oprindelige bestemmelse i testamentet overhovedet
kan gennemføres, eller om den ikke (længere) kan
gennemføres på en hensigtsmæssig måde.
Disse hensyn - der i nogen grad hænger sammen med den
samfundsmæssige udvikling, men som også kan være
oprindelige omstændigheder - indgår allerede i dag ved
vurderingen af, om permutation kan tillades efter den
gældende arvelovs § 69.
Det foreslås endvidere, at
bestemmelsens gennemførlighed og hensigtsmæssighed
udtrykkeligt nævnes i loven som hensyn, der kan indgå
ved en afgørelse om permutation, sml. herved reglerne om
tvangspermutation i fondslovens § 33, stk. 1, og lov
om erhvervsdrivende fonde § 49, stk. 1.
Endelig bør hensynet til arvingen som
hidtil tillægges vægt ved vurderingen af, om der kan
ske permutation. Dette hensyn er også fremhævet i den
gældende § 69.
I praksis efter den gældende arvelovs
§ 69 lægges der betydelig vægt på, om
testator, hvis denne havde kunnet forudse de ændrede forhold,
der har dannet grundlag for ansøgningen om permutation, selv
ville have truffet en anden beslutning. En tilladelse til
permutation får i disse tilfælde karakter af en
udfyldende fortolkning af testamentet, der så vidt mulig skal
udtrykke testators vilje.
Den udvidelse og uddybning af
permutationsbestemmelsen, der foreslås i stk. 1 og 2,
vil samlet set indebære, at der i praksis bliver mulighed for
at tillade permutation ud fra en bredere skønsmæssig
overvejelse, end det er tilfældet efter Justitsministeriets
praksis i medfør af den gældende arvelovs
§ 69. Hensynet til testators vilje vil ikke fremover
skulle tillægges helt den samme vægt ved vurderingen
af, om der kan ske permutation.
Selv om forslagene til stk. 1 og 2
tilsigter at indebære en lempelse i forhold til praksis efter
den gældende arvelovs § 69, vil praksis efter denne
bestemmelse dog fortsat have betydelig værdi.
Stk. 3 svarer med en enkelt
sproglig modernisering til arvelovens § 69, stk. 2,
der ikke har givet anledning til problemer i praksis. Har testator
indsat nogen til at påse overholdelsen af en bestemmelse om
anvendelsen af eller rådigheden arven, kan ændring ikke
ske uden den pågældendes samtykke, medmindre
særlige omstændigheder taler for det.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 17.2 og 17.3.
Til kapitel 16
Kapitel 16 handler om dødsgaver
mv.
Til § 93
Bestemmelsen viderefører den
gældende arvelovs § 70 med enkelte ændringer
og har ligesom den gældende bestemmelse til formål at
fastslå, at livsgaver falder uden for reguleringen i
arveloven, og retspraksis efter arvelovens § 70 om
afgrænsningen mellem dødsgaver og livsgaver vil
fortsat være vejledende. Gensidigt bebyrdende aftaler er som
hidtil ikke omfattet af bestemmelsen, medmindre der foreligger et
gavemoment.
Stk. 1 handler om de
såkaldte dødsgaver (nr. 1) og gaver, der gives
på et tidspunkt, hvor giverens død må anses for
nært forestående (nr. 2), og fastlægger de
nærmere formkrav og kompetencekrav for ydelse af gaver af
denne karakter.
Stk. 1, nr. 1 , svarer med
sproglige ændringer til den gældende arvelovs 70. Med
henblik på at understrege, at en dødsgave er en ren
dødsdisposition og ikke indeholder et aftaleelement
foreslås det, at udtrykket "gaveløfte", der anvendes i
den gældende arvelovs § 70, erstattes af udtrykket
"gave".
Stk. 1, nr. 2 , indebærer
en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i den
gældende arvelovs § 70, idet reglerne om
testamenter efter forslaget skal anvendes på gaver, der er
givet kort før giverens død på et tidspunkt,
hvor døden måtte anses for nært
forestående, og giveren var klar over dette. Bestemmelsen
medfører, at det må afgøres ved en konkret
bevisbedømmelse, om døden måtte anses for
nært forestående, og om giveren var klar over dette.
Giverens forestilling herom bør sammenholdes med de
foreliggende oplysninger om omstændighederne i forbindelse
med sygdommens karakter og forløb. Det må i
øvrigt overlades til retspraksis at fastlægge det
nærmere indhold af kravet om, at giveren skal forudse sin
død som nært forestående.
Det afhænger ligeledes af en konkret
vurdering, om gaven reelt er udtryk for en gave fra
dødsboet, eller om giveren snarere realiserede en allerede
eksisterende plan om at yde en livsgave. I vurderingen indgår
en bedømmelse af givers og modtagers forhold og også
af arvingernes forhold, hvis de tidligere har modtaget tilsvarende
gaver. Endvidere vil gavens art og værdi naturligvis spille
en rolle.
En gave, der gives på et tidspunkt,
hvor giveren urigtigt anså sin død for nært
forestående, men uden iagttagelse af testamentsreglerne, kan
formentlig kræves tilbageleveret efter læren om
urigtige forudsætninger. Hvis giveren ikke kræver gaven
tilbageleveret, er der tale om en livsgave.
Det forhold, at en gave omfattes af
stk. 1, nr. 1 eller 2, indebærer, at testamentsreglerne
skal være iagttaget. Dette gælder bl.a. reglerne om
testamentsformerne og reglerne om testationskompetencen, herunder
navnlig respekten af tvangsarvereglerne. Henvisningen til
testamentsreglerne omfatter også bestemmelserne om, at
testamenter frit kan tilbagekaldes, medmindre der er afgivet
uigenkaldelighedserklæring, jf. lovforslagets § 68.
Dødsgaver vil som andre dødsdispositioner kunne
være ugyldige på grund af eksempelvis tvang, svig,
udnyttelse eller urigtige forudsætninger, og en gave vil
kunne tilsidesættes på grund af bristende
forudsætninger.
I stk. 2 foreslås det, at
sædvanlige gaver ikke skal være omfattet af
stk. 1, nr. 2. Ved sædvanlige gaver tænkes navnlig
på fødselsdagsgaver, bryllupsgaver, konfirmationsgaver
og andre gaver, som gives i anledning af en bestemt begivenhed.
Også gaver, der ydes uden nogen bestemt ydre anledning, kan
være omfattet af bestemmelsen. Det forhold, at en gave er
omfattet af reglen om afgiftsfritagelse i boafgiftslovens
§ 22, medfører ikke i sig selv, at gaven kan anses
for en sædvanlig gave, og at der ikke stilles krav om
iagttagelse af testamentsreglerne. Der stilles efter bestemmelsen
ingen nærmere krav til gavens art, og penge kan således
også anses for en sædvanlig gave.
Ved bedømmelsen af, om der er tale om
en sædvanlig gave, må der bl.a. ses på giverens
indkomst- og formueforhold på gavetidspunktet, samt på,
hvad der tidligere er givet som gave, og om værdien
står i misforhold til giverens kår. F.eks. vil det
forhold, at en døende person betænker sit barnebarn
med en konfirmationsgave på 10.000 kr., ikke kræve, at
der oprettes testamente, hvis også øvrige
børnebørn eller andre slægtninge er blevet
betænkt med en lignende gave.
Praksis efter lov om ægteskabets
retsvirkninger § 30 om sædvanlige gaver mellem
ægtefæller og konkurslovens § 64,
stk. 3, om lejlighedsgaver, der er undtaget fra
omstødelse i konkurs, vil i øvrigt være
vejledende ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der
kan anses for sædvanlige gaver.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 18.2 og 18.3.
Til kapitel 17
Kapitel 17 angår det arveretlige
overlevelseskrav.
Til § 94
Bestemmelsen svarer til den gældende
arvelovs § 5, bortset fra at det i stk. 1
foreslås præciseret, at arveladeren ved testamente kan
have truffet anden bestemmelse. En sådan testamentarisk
bestemmelse skal selvsagt respektere tvangsarvereglerne.
Stk. 1 indebærer, at den,
som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget
forinden og senere fødes levende, har arveret, medmindre
andet er bestemt ved testamente.
Stk. 2 fastslår, at hvis
to, som havde arveret efter hinanden, er døde, uden at det
vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for
at have overlevet den anden.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 19.2. og 19.3.
Til kapitel 18
Kapitlet handler om arv, der tilfalder
staten, og viderefører den gældende arvelovs
§ 71 med en række ændringer.
Til § 95
Stk. 1 svarer til den
gældende regel i arvelovens § 71, stk. 1.
Efter bestemmelsen har Justitsministeriet som hidtil
partsbeføjelser og kan f.eks. anfægte gyldigheden af
et testamente, hvis formuen vil tilfalde statskassen, såfremt
testamentet erklæres ugyldigt, jf. forslaget til
§ 79.
Efter praksis indkaldes Justitsministeriet
ikke til bomøder, herunder det afsluttende bomøde,
eller får forelagt boopgørelsen, medmindre der
opstår tvivl om bobehandlingen, herunder om fordringer mod
boet.
Stk. 2 svarer til den
gældende regel i § 71, stk. 2, 1. pkt. Efter
bestemmelsen kan Justitsministeriet bestemme, at der ikke skal
rejses indsigelse mod et anfægteligt testamente, hvis
testamentet må antages at være udtryk for
afdødes sidste vilje. Justitsministeriets praksis efter
arvelovens § 71, stk. 2, 1. pkt., forudsættes
opretholdt.
Stk. 3 viderefører
arvelovens § 71, stk. 2, 2. pkt., om afståelse
under særlige omstændigheder og præciserer
samtidig, at der som hidtil kan ske afståelse af hele arven
eller af dele heraf.
Delvis afståelse vil navnlig kunne
være aktuelt, hvis der er tale om, at en del af
afdødes formue hidrører fra arv fra en fælles
slægtning. Delvis afståelse kan også ske til
personer, der har passet og plejet afdøde. I disse
tilfælde er der i hidtidig praksis afstået et
beløb som en art vederlag for plejen.
Det foreslås endvidere, at de
væsentligste kategorier af afståelsestilfælde
opregnes i loven.
Efter stk. 3 , nr. 1 , kan
afståelse ske til afdødes samlever. I overensstemmelse
med Justitsministeriets hidtidige praksis skal der ved
afgørelsen lægges vægt på samlivets
længde samt på, om samlivet har haft en
ægteskabslignende karakter, herunder med et vist
økonomisk fællesskab. Der skal derimod ikke
lægges vægt på samleverens formue- og
indtægtsforhold.
Efter nr. 2 kan afståelse ske
til afdødes sted- eller plejebørn. I overensstemmelse
med Justitsministeriets hidtidige praksis vil afståelse kunne
ske, hvis sted- eller plejebørnene er vokset op, som var de
afdødes egne børn, og hvis de bevarede kontakten til
afdøde.
Tilsvarende kan der efter nr. 3 ske
afståelse til afdødes sted- eller
plejesøskende, hvis afdøde er vokset op sammen med
dem, som om de var afdødes egne søskende. Også
her vil det være et krav, at forbindelsen til afdøde
blev bevaret.
Efter nr. 4 kan afståelse ske
til afdødes slægtninge i tilfælde, hvor formuen
stammer fra en fælles slægtning. Denne situation er
også nævnt i den gældende § 71,
stk. 2, 2. pkt. Det fremgår af kommissionsudkastet fra
1941, s. 200, at kommissionen navnlig tænkte på en
situation, hvor arveladeren dør kort tid efter at have arvet
en slægtning, efter hvem der er andre arvinger, som ikke kan
arve den nu afdøde. Denne del af bestemmelsen anvendes
imidlertid meget sjældent i praksis. Situationen kan dog
opstå, hvis arveladeren f.eks. dør kort tid efter at
have arvet sine bedsteforældre, og den eneste anden arving
efter bedsteforældrene var arveladerens fætter. I dette
tilfælde vil den del af arveladerens formue, der
hidrører fra arven efter bedsteforældrene, kunne
afstås til fætteren.
Efter nr. 5 kan afståelse ske
til andre personer eller institutioner, der har stået
afdøde nær. Der skal efter praksis være tale om
en meget nær tilknytning. Som eksempler på
tilfælde, hvor der er sket afståelse i praksis, kan
nævnes adoptivbørn, der har genoptaget forbindelsen
til deres biologiske forældre, samt stedbørn eller
stedsøskende, der ikke er opvokset hos eller sammen med
afdøde, men som senere i livet har fået en meget
tæt tilknytning til afdøde. Afståelse til
foreninger og andre institutioner er i praksis som udgangspunkt kun
sket, hvor afdøde skriftligt har tilkendegivet et
ønske om, at disse foreninger skal arve, eller hvor
mundtlige udtalelser herom er bekræftet af uvildige vidner.
Det vil således som udgangspunkt ikke være
tilstrækkeligt, at afdøde har haft en nær
tilknytning til en bestemt forening.
Det fremgår af den gældende
bestemmelse i § 71, stk. 2, 2. pkt., at
afståelse navnlig kan ske, hvis afdøde ikke har kunnet
oprette testamente. I praksis lægges der da også
betydelig vægt på, om afdøde kunne have oprettet
testamente, og på baggrunden for, at dette dog ikke er sket.
Dette gælder imidlertid ikke, hvor der er tale om
afståelse til en samlever, idet afdødes tilknytning
til samleveren anses for at veje tungere.
Der skal fortsat lægges vægt
på, om afdøde kunne have oprettet testamente og
på baggrunden for, at dette ikke er sket, herunder om
afdøde er død pludseligt, eller om afdøde har
været i en vildfarelse om de legale arveregler.
Afståelse af arven kommer kun på
tale, hvor afdøde ikke efterlader sig arvinger efter loven
eller testamente. I praksis forekommer det imidlertid, at
afdødes legale arvinger ønsker at give arveafkald
på betingelse af, at arven afstås til en person, der
stod afdøde nær - typisk afdødes samlever. I en
sådan situation kan arven afstås - selvsagt under
forudsætning af, at der er tale om et tilfælde, hvor
der ville være sket afståelse, hvis der ikke havde
været legale arvinger.
Stk. 4 indeholder en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om
forvaltningen af boer, hvor staten er arving. Der kan i
medfør af bestemmelsen bl.a. fastsættes regler om
afholdelse af begravelsesudgifter, salg af fast ejendom og
løsøre mv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 20.2. og 20.3.
Til § 96
Bestemmelsen er ny i forhold til
gældende ret og omhandler adgangen til
domstolsprøvelse af afgørelser om afståelse af
arv efter lovforslagets § 95, stk. 2 og 3.
I stk. 1 fastslås det, at
afgørelser efter § 95, stk. 2 og 3, inden 3
måneder fra afgørelsen kan indbringes for den
skifteret, der behandler dødsboet, jf. lov om skifte af
dødsboer § 2. Det beror på de almindelige
regler om retlig interesse, hvem der kan indbringe sagen for
skifteretten.
I stk. 2 fastslås det, at
skifterettens afgørelse træffes ved dom. Skifteretten
kan foretage en fuld prøvelse af afgørelsen.
Skifterettens dom kan indbringes for
højere ret efter de almindelige regler om anke i
retsplejelovens kapitel 36.
Stk. 3 fastslår, at
retsplejelovens §§ 226 og 227 om landsretsbehandling
i 1. instans skal finde tilsvarende anvendelse.
For et sagsanlæg efter bestemmelsen
skal der betales retsafgift efter de almindelige regler om
borgerlige domssager, jf. retsafgiftslovens kapitel 1.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 20.2. og 20.3.
Til kapitel 19
Kapitel 20 indeholder lovens
reguleringsbestemmelser.
Til § 97
Stk. 1 indebærer, at
beløbsgrænserne i § 5, stk. 2
(beløbsbegrænsning af livsarvingernes tvangsarv til 1
mio. kr.) og § 11, stk. 2 (ægtefællens
ret til en suppleringsarv på 500.000 kroner), skal reguleres
efter reglerne i lov om en satsreguleringsprocent. For så
vidt angår lovforslagets § 11, stk. 2, svarer
den foreslåede regel til arvelovens § 7 b,
stk. 3.
Satsreguleringen indebærer, at en lang
række indkomstoverførsler som folkepension,
førtidspension, efterløn, kontanthjælp,
arbejdsløsheds-, syge- og barselsdagpenge samt
børnetilskud m.fl. hvert år opreguleres på
grundlag af udviklingen i årslønnen to år
før. Da både livsarvingernes tvangsarv,
ægtefællens ret til suppleringsarv og den
foreslåede legale minimumsarveret for samlevere må
sidestilles med indkomst, skal satsreguleringsprocentloven anvendes
ved reguleringen af disse beløb.
I stk. 2 foreslås det, at
de regulerede beløb skal afrundes opad til det
nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med
10.000.
Stk. 3 fastslår, at
justitsministeren årligt skal bekendtgøre
reguleringerne.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 21.
Til kapitel 20
Kapitlet indeholder regler om forholdet til
fremmed lovgivning.
Til § 98
Bestemmelsen fastslår i
stk. 1 , at regeringen kan indgå overenskomst
med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler
om arv, og at sådanne overenskomster skal finde anvendelse
her i landet efter bekendtgørelse i overensstemmelse med de
gældende regler herom. Reglen svarer til den nugældende
arvelovs § 80 a med den udvidelse, at bemyndigelsen i
stk. 1 er foreslået udvidet til også at omfatte
overenskomster med andre lande end de nordiske lande.
Stk. 2 svarer til den
gældende arvelovs § 80 a, stk. 2, og
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske
landes regler om arv.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 22.
Til kapitel 21
Kapitlet indeholder lovens
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Til § 99
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2008.
Udgangspunktet er, at loven finder
anvendelse, hvis arveladeren er død efter lovens
ikrafttræden. Er arveladeren død før lovens
ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler
anvendelse. I lovforslagets §§ 100-103 findes
imidlertid en række undtagelser fra dette udgangspunkt.
§§ 100-102 opregner de tilfælde, hvor reglerne
i den hidtil gældende lovgivning skal finde anvendelse, selv
om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, og
§ 103 opregner de tilfælde, hvor reglerne i den nye
arvelov skal anvendes, selv om arveladeren er død før
lovens ikrafttræden.
At de hidtil gældende regler som
udgangspunkt finder anvendelse i tilfælde, hvor arveladeren
er død før lovens ikrafttræden, har bl.a.
betydning ved skifte efter lovens ikrafttræden af uskiftede
boer, hvor førstafdøde er død før
lovens ikrafttræden. I disse boer skal arven efter
førstafdøde således fordeles efter de hidtil
gældende regler, hvilket bl.a. indebærer, at
livsarvingernes tvangsarv udgør halvdelen af deres legale
arvelod. Skiftes et sådant bo i den længstlevende
ægtefælles levende live, vil arven til
ægtefællen skulle beregnes efter de hidtil
gældende regler. Det indebærer bl.a., at
ægtefællens legale arv er 1/3 af arven efter
førstafdøde, og at længstlevende ikke kan
udtage boet efter 500.000 kr. reglen i lovforslagets
§ 11, stk. 2, men derimod efter § 7 b,
stk. 2, i den hidtil gældende arvelov. Der vil fortsat
skulle ske regulering af beløbsgrænsen i § 7
b, stk. 2, i overensstemmelse med reglen i § 7 b,
stk. 3.
Til § 100
Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige
moderniseringer til den hidtil gældende arvelovs
§ 74. Den indebærer, at børn født
uden for ægteskab før 1938 i overensstemmelse med de
hidtil gældende regler som udgangspunkt ikke har arveret
efter deres far eller faderens slægt, og at faderen og hans
slægt som udgangspunkt ikke har arveret efter barnet.
Til § 101
Bestemmelsen regulerer den situation, at den
længstlevende ægtefælle har udtaget boet efter
sin ægtefælle efter 150.000 kr. reglen i den hidtil
gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, og derefter
dør efter lovens ikrafttræden. I dette tilfælde
finder den hidtil gældende arvelovs § 7 b,
stk. 2, 2. pkt., anvendelse ved delingen af arven efter
længstlevende, således at arven som udgangspunkt deles
med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger.
De nye regler i lovforslagets § 16 finder således
ikke anvendelse i denne situation, idet længstlevende ikke
har udtaget boet efter 500.000 kr. reglen i § 11,
stk. 2.
Til § 102
Stk. 1 svarer til den
gældende arvelovs § 76, stk. 1. Bestemmelsen
indebærer, at testamenter, tilbagekaldelse af testamenter og
arveforskud m.v., der er gyldigt oprettet før lovens
ikrafttræden, bevarer deres gyldighed med hensyn til form og
habilitet. Dette har navnlig betydning i relation til en
formløs tilbagekaldelse af et testamente, der er sket
før lovens ikrafttræden. En sådan formløs
tilbagekaldelse vil bevare sin gyldighed efter lovens
ikrafttræden uanset reglen i lovforslagets § 67,
stk. 1.
Dør testator efter lovens
ikrafttræden, og opfylder testamentet kravene i den nye lov
med hensyn til form og habilitet, er det uden betydning, om
testamentet var gyldigt efter de regler, der var gældende
på tidspunktet for oprettelsen. Dette vil navnlig kunne
få betydning med hensyn til indbofortegnelser, jf.
lovforslagets § 66. Løsørefortegnelser
oprettet før lovens ikrafttræden er således
gyldige, hvis de opfylder lovens krav.
Stk. 1 vedrører alene gyldighed
med hensyn til form og habilitet og ikke den situation, hvor
testator har overskredet sin testationskompetence. Om dette er
tilfældet, må afgøres efter forholdene ved
testators død og de regler, der er gældende på
dette tidspunkt.
Stk. 2 svarer til den hidtil
gældende arvelovs § 76, stk. 2, og
indebærer, at bestemmelser om arveafkortning, som er truffet
før 1. april 1964 i overensstemmelse med de dagældende
regler, bevarer deres retsvirkning i de formentlig meget få
tilfælde, hvor arvelader først dør efter den
nye lovs ikrafttræden.
Tilsvarende bestemmes det i stk. 3, der
svarer til den hidtil gældende arvelovs § 77, at
testamenter, der før den 1. april 1964 er konfirmeret efter
reglerne i arveforordningen fra 1845, bevarer deres gyldighed, selv
om arveladeren først dør efter lovens
ikrafttræden.
Reglerne i den hidtil gældende arvelovs
§ 78, stk. 2 og 3, om båndlæggelser, der
er konfirmeret efter arveforordningen fra 1845, er derimod ikke
gentaget. Dør en arvelader efter den nye lovs
ikrafttræden, kan båndlæggelse derfor kun ske i
overensstemmelse med lovforslagets §§ 53-58 og 61,
uanset om en båndlæggelsesbestemmelse måtte
være konfirmeret efter arveforordningen.
Til § 103
Ifølge stk. 1 finder
reglerne i lovforslagets § 15 om deling af boet efter en
længstlevende ægtefælle i et barnløst
ægteskab også anvendelse, hvor
førstafdøde er død før lovens
ikrafttræden, og længstlevende har arvet i henhold til
den hidtil gældende arvelovs § 7, stk. 1.
Ifølge stk. 2 finder
reglerne i lovforslagets §§ 24-34 om uskiftet bo
også anvendelse på uskiftede boer, hvor
førstafdøde er død før lovens
ikrafttræden. Disse regler svarer i alt væsentligt til
de hidtil gældende regler i arvelovens kapitel 3. En
undtagelse hertil er dog lovforslagets § 31, stk. 2,
der indebærer en udvidelse af adgangen til omstødelse
til også at omfatte en udbetaling fra en forsikringsordning
eller lignende til en begunstiget. Da en disposition ikke
bør kunne omstødes, hvis den ikke kunne
omstødes, da den blev foretaget, foreslås det, at
lovforslagets § 31, stk. 2, kun skal finde
anvendelse, når den disposition, der kan føre til
omstødelse er sket efter lovens ikrafttræden. Det
afgørende vil således typisk være, om den
indbetaling af et beløb, der står i misforhold til
boets formue, på en forsikringsordning, er sket efter lovens
ikrafttræden. Hvis en længstlevende
ægtefælle f.eks. før lovens ikrafttræden
har oprettet en forsikringsordning med en samlever som begunstiget,
men først efter lovens ikrafttræden indskyder et
så stort beløb, at det medfører, at
udbetalingen vil kunne omstødes, vil de nye regler finde
anvendelse. Omvendt kan der tænkes den situation, at den
længstlevende ægtefælle før lovens
ikrafttræden har oprettet en forsikringsordning uden
begunstiget og indbetalt et beløb, der står i
misforhold til boets formue, men først efter lovens
ikrafttræden indsætter sin samlever som begunstiget.
Her vil den disposition, der fører til omstødelse,
være indsættelsen af en begunstiget, og de nye regler
finder derfor anvendelse.
Den almindelige overgangsregel i
lovforslagets § 99, stk. 1, indebærer, at de
hidtil gældende regler om båndlæggelse og om
frigivelse af båndlagt arv finder anvendelse, hvis arvelader
er død før lovens ikrafttræden. En allerede
etableret båndlæggelse af tvangsarv, der rækker
ud over arvingens 24. år, vil således kunne
fortsætte uanset reglen i lovforslagets § 53. Det
afgørende er tidspunktet for arveladerens død. Er
arveladeren, som har truffet bestemmelse om
båndlæggelse, død før lovens
ikrafttræden, skal båndlæggelse ske i
overensstemmelse med den hidtil gældende arvelov, uanset om
boet først skiftes efter den nye lovs ikrafttræden,
fordi den længstlevende ægtefælle har været
i uskiftet bo. Som en undtagelse hertil foreslås det i
stk. 3, at frigivelse af båndlagt arv efter
lovforslagets § 56, nr. 3, i tilfælde, hvor det er
åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere
tjener et rimeligt formål, også kan ske i
tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens
ikrafttræden.
Reglen i lovforslagets § 83
indebærer en begrænsning i længstlevendes adgang
til at disponere i levende live i tilfælde, hvor der ved et
fælles testamente er truffet bestemmelse om fordeling af
arven ved længstlevendes død, og længstlevende
ikke kan tilbagekalde denne. Det foreslås i stk. 4, at
denne begrænsning også skal gælde, hvis
førstafdøde er død før lovens
ikrafttræden, men dog kun hvis den pågældende
disposition er foretaget efter lovens ikrafttræden.
Endelig foreslås det i stk. 5, at
lovforslagets § 92 om permutation, der indebærer en
lempelse i adgangen til at ændre en testamentarisk
bestemmelse om en bestemt anvendelse af arven i forhold til den
gældende arvelovs § 69, også skal finde
anvendelse i tilfælde, hvor arvelader er død
før lovens ikrafttræden.
Til § 104
Ved denne bestemmelse ophæves den
hidtil gældende arvelov.
Endvidere ophæves de særlige
regler om udvidet testationskompetence med hensyn til
landbrugsejendomme, som blev opretholdt ved den hidtil
gældende arvelovs § 79. Forslaget om
nedsættelse af livsarvingernes tvangsarv til ¼ af
arvelodden samt muligheden for at begrænse tvangsarven til 1
mio. kr., jf. lovforslagets § 5 indebærer
sammenholdt med lovforslagets §§ 50 og 59, hvorefter
det kan bestemmes, at en livsarving skal have sin tvangsarv
udbetalt kontant, så gode muligheder for gennemførelse
af generationsskifte af erhvervsvirksomhed, herunder
landbrugsvirksomhed, at der ikke er behov for andre regler for
landsbrugsvirksomheder end for andre erhvervsvirksomheder.
I tilfælde, hvor et testamente er
oprettet i henhold til forordningen af 1769, og testator
først dør efter lovens ikrafttræden, vil der
være behov for at fortolke testamentet, således at
testators ønske så vidt muligt opfyldes inden for
rammerne af de nye regler. Dette må bero på en konkret
fortolkning af det enkelte testamente.
Til § 105
Det foreslås, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland, men at
loven kan sættes i kraft for disse landsdele med de
nødvendige afvigelser ved kongelig anordning. Den hidtil
gældende arvelov er sat i kraft for Færøerne,
men ikke for Grønland. I Grønland gælder en
særlig grønlandsk arvelov, lov nr. 154 af 27. maj
1964. Hvis loven sættes i kraft for Grønland,
indebærer adgangen til at foretage de afvigelser, som de
særlige grønlandske forhold tilsiger, at der er
hjemmel til at ophæve den grønlandske arvelov ved
kongelig anordning.