L 113 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig
behandling, diagnostik og forskning m.v. (Adgang til kunstig
befrugtning og opsætning af nedfrosne æg på
offentlige sygehuse forbeholdes kvinder, der er gift eller lever
sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold).
Fremsat den 9. januar 2007 af
Birthe Skaarup (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Pia Kristensen (DF),
Karin Nødgaard (DF),
Tina Petersen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik
og forskning m.v.
(Adgang til kunstig befrugtning og
opsætning af nedfrosne æg på offentlige sygehuse
forbeholdes kvinder, der er gift eller lever sammen med en mand i
et ægteskabslignende forhold)
§ 1
I lov om kunstig befrugtning i forbindelse med
lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 923 af 4. september 2006, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 a, stk.
1, ændres »enlige kvinder, der ikke har
børn, og par, der« til: »kvinder, der er gift
eller lever i ægteskabslignende forhold, og når
parret«.
2. I § 1 a, stk.
2, udgår »en enlig kvinde eller« og
»den enlige kvinde eller«, og efter
»befrugtning,« indsættes: »jf. stk.
1,«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget indebærer, at kunstig
befrugtning og opsætning af nedfrosne æg på
offentlige sygehuse kun kan tilbydes kvinder, der er gift eller
lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at kunstig befrugtning
på offentlige sygehuse kun kan tilbydes kvinder, der er gift
eller lever sammen med en mand i et ægteskabslignende
forhold.
Til nr. 2
Forslaget indebærer, at opsætning af
nedfrosne æg på offentlige sygehuse kun kan tilbydes
kvinder, der er gift eller lever sammen med en mand i et
ægteskabslignende forhold.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Skriftlig fremsættelse
Birthe Skaarup (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,
diagnostik og forskning m.v. (Adgang til kunstig befrugtning og
opsætning af nedfrosne æg på offentlige sygehuse
forbeholdes kvinder, der er gift eller lever sammen med en mand i
et ægteskabslignende forhold).
(Lovforslag nr. L 113).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering § 1 a.
Regionsrådene må på deres sygehuse kun yde
behandling med kunstig befrugtning til enlige kvinder, der ikke har
børn, og par, der ikke har fælles børn, jf. dog
stk. 2 og § 7, stk. 3. Stk. 2. Til en enlig kvinde eller et
par, som har fået et barn ved kunstig befrugtning, og som
efter endt behandling fortsat har nedfrosne æg, kan
regionsrådene på deres sygehuse inden for den frist,
der er nævnt i § 15, stk. 1, tilbyde at
opsætte æg med henblik på, at den enlige kvinde
eller parret kan få flere børn. | | Lovforslaget § 1 1. I § 1 a, stk.
1, ændres »enlige kvinder, der ikke har
børn, og par, der« til: »kvinder, der er gift
eller lever i ægteskabslignende forhold, og når
parret«. 2. I § 1 a, stk.
2, udgår »en enlig kvinde eller« og
»den enlige kvinde eller«, og efter
»befrugtning,« indsættes: »jf. stk.
1,«. |
| | § 2 Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. |