L 134 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af forskellige lovbestemmelser som følge af
forældreansvarsloven. (Behandling af retssager om
forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse).
Fremsat den 31. januar 2007 af
ministeren for familie‑ og forbrugeranliggender (Carina Christensen)
Forslag
til
Lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven
(Behandling af retssager om
forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse)
§ 1
I lov om registreret partnerskab, jf.
lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. oktober 2005, som
ændret ved § 3 i lov nr. 483 af 7. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1. I § 4, stk.
2, ændres »§ 11, 2. pkt., og § 14, stk.
4, i lov om forældremyndighed og samvær« til:
»§ 13, stk. 2, og § 15, stk. 4, i
forældreansvarsloven «.
2. I § 5, stk.
1, ændres »og 5« til: », 5 og
5a«.
§ 2
I lov nr. 793 af 27. november 1990 om
international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), som ændret ved lov nr. 387
af 28. maj 2003 og § 13 i lov nr. 434 af 8. maj 2006,
foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven
ændres »samværsret« til:
»samvær«.
2. I § 8
ændres
»samværsretsspørgsmålet« til:
»samværsspørgsmålet«.
3. I § 9
ændres »samværsretten« til:
»samværet«.
4. §
16 affattes således:
Ȥ 16.
Fogedretten skal i sager om fuldbyrdelse af en afgørelse
efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10,
stk. 1, afholde en samtale med barnet efter reglerne i
retsplejelovens § 537, stk. 2.«
5. I § 18, stk.
1, ændres »48« til: »48 a«.
§ 3
I lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som
ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 526 af 7. juni 2006,
§ 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006 og senest ved lov nr. 1564
af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I § 327,
stk. 1, nr. 1 , ændres »efter § 13 i lov om
forældremyndighed og samvær« til: »om
ændring af en aftale eller dom efter
forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk.
2,«.
2. § 448,
nr. 2 og 3 , affattes således:
»1) sager om forældremyndighed eller
barnets bopæl,
2) spørgsmål om samvær og
anden kontakt i forbindelse med en sag om forældremyndighed
eller barnets bopæl,«.
3. I § 448 a,
stk. 1 , indsættes efter
»forældremyndighed«: »eller barnets
bopæl«.
4. I § 448
e ændres »ægteskab eller
forældremyndighed« til: »ægteskab,
forældremyndighed eller barnets bopæl«.
5. I § 448
f indsættes efter »forældremyndighed«:
»eller barnets bopæl«.
6. I § 448
g indsættes efter »forældremyndighed«:
»eller barnets bopæl«.
7. § 450,
stk. 2 , ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
8. § 450
a ophæves og i stedet indsættes:
» § 450
a. Retten kan i sager om forældremyndighed eller
barnets bopæl eller for at kunne afgøre et
spørgsmål om samvær og anden kontakt, jf. §
448, nr. 2 og 3, udpege en børnesagkyndig til at deltage i
forberedende møder. Retten kan med henblik på at
opnå forlig anmode den børnesagkyndige om at afholde
en samtale med parterne eller barnet samt om at indhente
oplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.
§ 450 b. Retten
kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl
eller for at kunne afgøre et spørgsmål om
samvær eller anden kontakt, jf. § 448, nr. 2 og 3,
træffe bestemmelse om bevisførelse, herunder om at
tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer. Om
nødvendigt kan retten pålægge en part at give
møde og afgive forklaring efter samme regler, som
gælder for vidner.
§ 450 c.
Samtaler med børn efter forældreansvarsloven afholdes,
uden at parterne er til stede, medmindre retten bestemmer andet.
Retten kan anmode en børnesagkyndig om at deltage i samtalen
eller om at afholde samtalen alene. Inden sagen afgøres,
skal parterne gøres bekendt med hovedindholdet af samtalen,
medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.
§ 450 d. Retten
kan i særlige tilfælde udpege en person til at
bistå barnet under en sag om forældremyndighed eller
barnets bopæl. Den, der udpeges, har adgang til sagens akter
og mulighed for at være til stede under retsmøder og
under samtaler efter §§ 450 a og 450 c.«
9. § 451,
1. pkt. , affattes således:
»Statskassen afholder udgifter ved
bevisførelse, børnesagkyndig deltagelse i
sagsforberedelsen, samtaler med børn samt ved udpegning af
en person til at bistå barnet, jf. §§ 450
a€"450 d.«
10. I § 455,
stk. 1 , ændres »Sag om ægteskab eller
forældremyndighed« til: »Sag om ægteskab,
forældremyndighed eller barnets bopæl«
11. § 478,
stk. 1, nr. 3 , affattes således:
»3) aftaler om forældremyndighed, der
er anmeldt til eller godkendt af statsforvaltningen eller retten,
afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samvær, der er truffet af statsforvaltningen, aftaler
om barnets bopæl eller samvær, der er indgået
over for statsforvaltningen, samt aftaler om barnets bopæl
eller samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er
bestemt, at den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«
12. I § 488,
stk. 2 , ændres »eller den godkendte aftale«
til: », den anmeldte eller godkendte
forældremyndighedsaftale eller aftalen om barnets bopæl
eller samvær«.
13. §
536 ophæves og i stedet indsættes:
»Kapitel 48 a
Særregler om
tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær
§ 536. Domme og
kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan
fuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuldbyrdes
efter reglerne i § 537. Det samme gælder anmodninger om
udlevering af et barn til forældremyndighedsindehaveren efter
§ 596, stk. 2.
Stk. 2. De domme, kendelser, retsforlig,
afgørelser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i
stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller
umiddelbar magt. Fogedretten er ikke bundet af rekvirentens
anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med
andre end barnets forældre kan kun fuldbyrdes ved anvendelse
af tvangsbøder.
Stk. 3. I tvivlstilfælde kan
fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en
børnesagkyndig erklæring.
Stk. 4. Fogedretten kan ændre omfang,
tid og sted for samværet samt vilkårene herfor under
fuldbyrdelsessagen.
Stk. 5. Fogedretten kan fastsætte
erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet
udøves under fuldbyrdelsessagen.
Stk. 6. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis
barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved
udsættes for alvorlig fare.
§ 537.
Fogedretten kan tilkalde en repræsentant fra kommunen til at
varetage barnets interesser under sagen. Fogedretten kan efter
omstændighederne give en kortere udsættelse af
tidspunktet for barnets udlevering eller samværets
udøvelse.
Stk. 2. Et barn, som har den
fornødne alder og modenhed, skal under en samtale have
mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre
det er til skade for barnet. Afholdes en samtale med barnet, skal
der deltage en børnesagkyndig eller en repræsentant
fra kommunen.
Stk. 3. Tvangsbøder fastsættes
som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil
barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om
udøvelse af samvær kan der dog fastsættes en
enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om
udøvelse af samvær på et nærmere angivet
tidspunkt ikke efterkommes.
Stk. 4. Skal der anvendes umiddelbar magt,
skal der deltage en børnesagkyndig og en repræsentant
fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der
foreligger ganske særlige omstændigheder.«
14. I § 596,
stk. 2, 2. pkt. , ændres »§ 536« til:
»§ 537«.
§ 4
I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005, som senest
ændret ved § 3 i lov nr. 1545 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1. I § 83, stk.
1 , indsættes efter 1. pkt.:
»Kommunen kan også yde
hjælp til dækning af udgifter til en
bopælsforælders transport af barnet i forbindelse med
samvær.«
§ 5
I lov om Det Centrale Personregister, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1134 af 20. november 2006, foretages
følgende ændringer:
1. § 8,
stk. 3 , affattes således:
» Stk. 3. Opholder barnet sig lige
længe ad gangen hos hver af forældrene, som på
trods af fælles forældremyndighed ikke er enige om
registreringen, skal barnet registreres med bopæl hos den af
forældrene, der er udpeget som bopælsforælder
efter § 17, stk. 1, eller § 25, stk. 1, i
forældreansvarsloven. Er der ikke udpeget en
bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller §
25, stk. 1, i forældreansvarsloven, forbliver barnet
registreret på den adresse, barnet havde, før
uenigheden opstod, hvis denne adresse er en af de angivne
adresser.«
§ 6
Loven træder i kraft den 1. oktober
2007.
§ 7
Stk. 1. Loven gælder ikke
for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens §§ 1, 2 og 4 kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 5 kan ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
| | |
Indholdsfortegnelse | Side |
1. | Indledning
........................................................................ | |
2. | Særligt om ændringen
af retsplejeloven .......................... | |
2.1. | Sagsbehandlingen ved domstolene
......................................... | |
2.1.1. | Gældende ret
....................................................................... | |
2.1.2. | Udvalget om Forældremyndighed og
Samværs overvejelser .... | |
2.1.2.1. | Børnesagkyndig bistand
....................................................... | |
2.1.2.2. | Samtaler med børn
.............................................................. | |
2.1.2.3. | Bistand til barnet
.................................................................. | |
2.1.3. | Regeringens overvejelser
..................................................... | |
2.2. | Tvangsfuldbyrdelse
.............................................................. | |
2.2.1. | Gældende ret
...................................................................... | |
2.2.2. | Udvalget om Forældremyndighed og
Samværs overvejelser .... | |
2.2.3. | Regeringens overvejelser
.................................................... | |
3. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
........................................................................... | |
4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
........................................................................ | |
5. | Miljømæssige
konsekvenser
........................................... | |
6. | Administrative konsekvenser for
borgerne .................... | |
7. | Forholdet til EU-retten
..................................................... | |
8. | Ligestillingsvurdering
......................................................
.......................................................................................... | |
9. | Hørte myndigheder og
organisationer ............................. | |
10. | Sammenfattende skema
.................................................... | |
1. Indledning
De foreslåede ændringer har
sammenhæng med de regler, der er foreslået i forslaget
til en ny forældreansvarslov. Lovforslaget bygger på
den politiske aftale, som blev indgået den 5. december 2006
mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Der
henvises til forslag til forældreansvarslov, som er fremsat
samtidig med dette lovforslag. Forslaget om ændring af
forskellige lovbestemmelser som følge af
forældreansvarsloven bygger i øvrigt på
betænkning nr. 1475 om Barnets perspektiv, som Udvalget om
Forældremyndighed og Samvær afgav i maj 2006. Udvalget,
der blev nedsat af Minister iet for Familie- og
Forbrugeranliggender i marts 2005, havde ifølge sit
kommissorium bl.a. til opgave at overveje, om reglerne om
forældremyndighed og samvær er tidssvarende, og om de i
tilstrækkelig grad sikrer varetagelsen af barnets interesser
og behov.
Betænkningen indeholder således
overvejelser og forslag til styrkelse barnets perspektiv, herunder
yderligere styrkelse af det børnesagkyndige element i
domstolenes behandling af sager om forældremyndighed og
samvær. Endvidere indeholder betænkningen overvejelser
og forslag til regulering af spørgsmål om fælles
forældremyndighed mod den ene forælders protest og
mulighed for at træffe afgørelser om barnets
bopæl. Problemstillingen om barnets ret til samvær med
både dets forældre og barnets nærmeste
pårørende, samvær halvdelen af tiden,
samvær med mindre børn og praksis vedrørende
afslag på eller ophævelse af samvær behandles
ligeledes i betænkningen.
Formålet med den del af forslaget, der
ændrer retsplejeloven, er at styrke barnets perspektiv under
domstolenes behandling af sager om forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær. Forslaget er således rettet mod
behandlingen af retssager herom og mod tvangsfuldbyrdelse af
afgørelser, idet der i byretternes sagsforberedelse gives
mulighed for, at der kan medvirke en børnesagkyndig og for
medvirken af en børnesagkyndig under samtaler med barnet.
Barnet vil også kunne få beskikket en person til at
bistå sig under retssagen.
Reglerne om tvangsfuldbyrdelse foreslås
udskilt til et nyt kapitel 48 a i retsplejeloven. Her
foreslås det primært, at barnet skal inddrages under
tvangsfuldbyrdelsessager, og der foreslås en opstramning af
proceduren, hvis fuldbyrdelsen skal ske ved umiddelbar
magtanvendelse, idet en børnesagkyndig og en
repræsentant fra kommunen som udgangspunkt skal medvirke.
Fogedretten vil få mulighed for at ændre omfanget og
placeringen af samværet under fuldbyrdelsessagen, og
fogedretten vil endvidere kunne fastsætte
erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet
udøves under fuldbyrdelsessagen.
Der foreslås endvidere en række
konsekvensændringer i retsplejeloven, bl.a. som følge
af, at der i forslaget til forældreansvarslov indføres
adgang til at træffe særskilte afgørelser om
barnets bopæl.
I lov om registreret partnerskab og lov om
international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser) foreslås en række
konsekvensændringer som følge af forslaget til
forældreansvarslov og de foreslåede ændringer i
retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse af sager om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
I lov om aktiv socialpolitik foreslås en
ændring af § 83 som følge af, at det i forslaget
til forældreansvar foreslås, at det fremover skal
være udgangspunktet, at begge forældre tager del i
udgifterne i ansvaret for transport af barnet ved samvær,
herunder at forældrene hver især afholder udgifterne
hertil.
Endelig foreslås en ændring af lov om
Det Centrale Personregister som følge af, at der i forslaget
til forældreansvarslov indføres en mulighed for
domstolene til at træffe afgørelse om, hvor barnet
skal have bopæl.
2. Særligt om
ændring af retsplejeloven
2.1. Sagsbehandlingen ved
domstolene
2.1.1. Gældende ret
Pr. 1. januar 2007 trådte lov nr. 525 af
24. juni 2005 om ændring af lov om forældremyndighed og
samvær, lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning og forskellige andre lov (Udmøntning af
kommunalreformen på det familieretlige område) i kraft.
Dette har bl.a. bevirket, at alle sager om opløsning af
ægteskab og afklaring af uenighed om forældremyndighed
fra 1. januar 2007 skal starte i statsforvaltningen i
modsætning til tidligere, hvor sagerne kunne anlægges
direkte ved domstolene. Med ovennævnte lov sikres en
samtidighed i sagsbehandlingen af disse spørgsmål, og
der skabes et enstrenget og mere gennemskueligt system, hvor alle
opgaver i forbindelse med separation, skilsmisse og
forældremyndighed samles et sted, idet statsforvaltningerne i
forvejen behandler alle sager om samvær, om størrelsen
af ægtefællebidrag og om børnebidrag.
Sagerne kan efter 1. januar 2007 kun indbringes
for retten, hvis der ikke under statsforvaltningens vejledning og
rådgivning opnås enighed mellem parterne. De nye
statsforvaltninger kan således ikke træffe
afgørelser i sager om uenighed om forældremyndighed og
separation og skilsmisse. Denne kompetence er fortsat hos
domstolene.
Retssagerne er civile retssager, men på
grund af deres særlige karakter findes i retsplejelovens
kapitel 42 en række særregler om behandlingen af disse
sager. Retten er ikke bundet af parternes påstande om,
hvorledes de ønsker
forældremyndighedsspørgsmålet afgjort, af deres
begrundelser herfor og af deres forslag til bevisførelse.
Der påhviler retten et selvstændigt ansvar for sagens
oplysning efter retsplejelovens § 450, stk. 2. Det skyldes, at
afgørelserne skal træffes ud fra, hvad der er bedst
for barnet.
I dag er det som udgangspunkt retten, der
meddeler fri proces til begge parter, hvis de opfylder de
økonomiske betingelser herfor. Den, der ønsker fri
proces til en sag om ændring af en aftale eller
afgørelse om forældremyndigheden, må dog
ansøge Civilstyrelsen herom. Fri proces gives i disse
tilfælde kun, hvis der skønnes at være rimelig
grund til at føre proces.
Det er ikke nødvendigt at afholde
retsmøder under forberedelsen af
forældremyndighedssager. Der udfoldes derfor sjældent
forud for hovedforhandlingen bestræbelser på at forlige
parterne, og det er almindelig praksis, at der indkaldes direkte
til hovedforhandling. Dette gælder, selv om en af parterne i
et processkrift eller forud for hovedforhandlingen har anmodet om,
at der foretages en børnesagkyndig undersøgelse,
eller at der træffes en midlertidig afgørelse.
På grundlag af oplysningerne under
hovedforhandlingen, navnlig forældrenes forklaringer,
beslutter retten, om der foreligger sådanne særlige
omstændigheder, at en børnesagkyndig
undersøgelse skal iværksættes, jf. § 450,
stk. 2. Retten kan også på egen hånd træffe
beslutning om en børnesagkyndig undersøgelse, hvis
der under hovedforhandlingen fremkommer oplysninger, som taler
herfor. Det kan være i sager, der er uigennemskuelige og
særligt komplekse. Der kan være særlige forhold
vedrørende barnets helbred eller psykiske konstitution eller
sager, hvor én eller begge forældre forekommer psykisk
påfaldende. I andre sager kan der være behov for en
vurdering af risikoen for barnet ved at skifte miljø eller
for en bedømmelse af søskendes tilknytning til
hinanden. I sager, hvor et barns egen opfattelse kommer frem, kan
det søges vurderet, hvad der er baggrunden for barnets
opfattelse. En børnesagkyndig undersøgelse tager
normalt to-tre måneder. Når erklæringen
foreligger, er det almindelig praksis at indkalde til en fortsat
hovedforhandling, hvor forældrene afgiver supplerende
forklaringer.
Fra 1. januar 2007 vil statsforvaltningen som led
i forligsbestræbelserne kunne iværksætte en
børnesagkyndig undersøgelse, som retten
efterfølgende kan anvende under retssagen.
En midlertidig afgørelse om, hvem der skal
have forældremyndigheden til en endelig dom foreligger, kan
komme på tale, hvis der skal foretages en
børnesagkyndig undersøgelse, eller hvis den ene af
forældrene under sagen planlægger eller
gennemfører større ændringer i barnets
dagligdag, f.eks. flytter med barnet eller skifter barnets
skole.
Skal der foretages en børnesagkyndig
undersøgelse, kan der blive anmodet om en midlertidig
afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden,
indtil der afsiges endelig dom.
Bevisførelsen under hovedforhandlingen er
først og fremmest forældrenes forklaringer. Oplyses
det, at socialforvaltningen har kendskab til familien, kan retten
indhente faktiske oplysninger herfra. Giver forældrenes
forklaringer anledning hertil, kan retten indhente
erklæringer fra skole og børneinstitutioner. Derudover
kan der som nævnt indhentes en børnesagkyndig
erklæring. Som led i den sagkyndiges undersøgelse kan
den sagkyndige indhente tilsvarende oplysninger udefra.
Traditionelt er vidneførsel i
forældremyndighedssager yderst sjælden. Der har for
år tilbage udviklet sig en praksis, hvorefter retten oftest
afslår vidneførsel, antagelig ud fra de
daværende familiemønstre, idet vidner fra de
pågældendes nærmeste familie ikke antages at
kunne fremkomme med relevante oplysninger. Det havde også
betydning, at forældremyndighedsspørgsmålet
tidligere skulle afklares ved separation eller skilsmisse. Denne
praksis har ført til, at advokater i dag sjældent
anmoder om vidneførsel, selv om det kunne være
relevant at få belyst forældrenes nye familieforhold,
f.eks. ved at høre nye partnere.
Hovedforhandlingen varer normalt 1½-2
timer, hvorefter sagen optages til dom.
Det følger af den gældende § 29
b i lov om forældremyndighed og samvær, at der skal
finde en samtale sted med børn, som er fyldt 12 år, og
yngre børn, hvis de er tilstrækkeligt modne.
Gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse,
indeholder erklæringen næsten altid en
redegørelse for, hvad barnet måtte have tilkendegivet,
og dermed er kravet i § 29 b opfyldt. I andre tilfælde
taler dommeren normalt med barnet alene, idet det under
hovedforhandlingen aftales med forældrene, at barnet skal
komme til stede på dommerens kontor på et senere
tidspunkt. Dommersamtaler efter den gældende § 29 b er i
dag ikke reguleret ud over en særregel i retsplejelovens
§ 450 a om, at parterne kan udelukkes fra at overvære
samtalen, og om at de normalt skal orienteres om indholdet af
samtalen. Der afsættes mindst en halv time til samtalen. I
nogle retskredse beder dommeren en børnesagkyndig om at
komme til stede og medvirke under samtalen. Forældrene og
deres advokater er så godt som aldrig til stede, og det er
sjældent, at dommeren efterfølgende redegør for
samtalens indhold i dommen, retsbogen eller på anden
måde. Dette indebærer, at landsdommerne må tale
med barnet på ny, hvis sagen ankes. Samtalen finder i
landsretten sted i umiddelbar tilslutning til hovedforhandlingen og
varer normalt ikke ud over en halv time, og alle tre landsdommere
deltager.
Byretsdomme om forældremyndighed kan ankes
til landsretten. Ankes de inden fuldbyrdelsesfristen på 14
dage, kan dommen ikke gennemtvinges, medmindre byretten eller
landsretten bestemmer, at anken ikke skal have opsættende
virkning, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1. Også i
landsretten er den væsentligste bevisførelse
forældrenes forklaringer, og der foretages så godt som
aldrig nye eller supplerende børnesagkyndige
undersøgelser under anken.
For så vidt angår internationale
konventioners betydning på området henvises til det
samtidige fremsatte forslag til forældreansvarslov, pkt.
2.1.2. i de almindelige bemærkninger.
2.1.2. Udvalget om
Forældremyndighed og Samværs overvejelser
Efter Udvalget om Forældremyndighed og
Samværs opfattelse er der behov for at sætte fokus
på børns rolle under retssager om
forældremyndighed. Det skyldes, at det er vigtigt, at
dommeren får gode muligheder for at få barnets
perspektiv belyst, og at samtaler med børn
gennemføres i en form og under rammer, som belaster barnet
mindst muligt.
2.1.2.1. Børnesagkyndig
bistand
I forhold til børnesagkyndig bistand under
en sag ved domstolene har Udvalget om Forældremyndighed og
Samvær €" efter norsk forbillede €"
foreslået, at retten kan udpege en børnesagkyndig til
at deltage i forberedende møder.
Selv om udvalget lægger til grund, at den
børnesagkyndige bistand til konfliktløsning
først og fremmest ydes i statsforvaltningerne inden sagens
oversendelse til retten, finder udvalget alligevel, at det er
hensigtsmæssigt, at også domstolene får adgang
til at styrke det børnesagkyndige element i deres behandling
af sager om forældremyndighed og samvær. Der vil efter
udvalgets opfattelse kunne være sager, som ikke er
søgt løst forligsmæssigt i
statsforvaltningerne, eksempelvis på grund af parternes
modstand på dette tidspunkt eller, hvor den ene part ikke er
mødt op i statsforvaltningen, men hvor retten
skønner, at der alligevel er grundlag for at afsøge
de forligsmæssige muligheder i sagen, og at det vil
være værdifuldt med assistance af en
børnesagkyndig. I disse tilfælde, hvor der ikke har
været mulighed for i statsforvaltningen at trække
på børnesagkyndige bistand og viden, vil udvalget
styrke rettens muligheder for at opnå forligsmæssige
løsninger med bistand fra børnesagkyndig. Udvalget
foreslår derfor, at retten kan få en
børnesagkyndig til at deltage i forberedende møder.
Dommeren kan anmode den sagkyndige om på egen hånd at
tale med forældrene eller barnet, hvad enten det skal ske
før det første retsmøde eller mellem to
forberedende møder. Den sagkyndige kan anmodes om at
kontakte skole, fritidshjem eller børnehave for at få
yderligere oplysninger. Dette kan kun ske efter aftale med
forældrene, idet de kan modsætte sig samtalerne eller
undersøgelserne under disse forligsbestræbelser.
Bestemmelsen om børnesagkyndig bistand i
forberedende retsmøder skal bruges med omtanke, da det er
vigtigt, at sagerne af hensyn til barnet ikke trækkes i
langdrag, hvis flere sagkyndige efter hinanden har medvirket i
forligsbestræbelser. Det må samtidig understreges, at
den børnesagkyndiges eventuelle samtale med barnet ikke
erstatter samtalen efter § 33 i forslaget til
forældreansvarslov, og at undersøgelserne ikke kan
træde i stedet for børnesagkyndige
undersøgelser, der foretages med henblik på
udfærdigelse af en erklæring til brug for rettens
afgørelse.
Udvalget foreslår på den baggrund, at
der som led i rettens forligsbestræbelser skabes mulighed
for, at dommeren kan udpege en børnesagkyndig til at deltage
i forberedende retsmøder. Retten kan anmode den sagkyndige
om at afholde en samtale med forældrene eller barnet samt
indhente oplysninger med henblik på at få løst
sagen forligsmæssigt, medmindre forældrene
modsætter sig dette. Retten fastlægger den
børnesagkyndiges opgaver, efter at parterne har haft
lejlighed til at udtale sig.
2.1.2.2. Samtaler med
børn
I forhold til at få barnets perspektiv
belyst bedre i sager ved domstolene er det Udvalget om
Forældremyndighed og Samværs opfattelse, at dommerens
muligheder herfor skal forbedres. For så vidt angår
samtaler med børn, mener udvalget, at dommeren i den enkelte
sag skal vurdere, om barnets perspektiv skal uddybes ved en samtale
med barnet. Om dette kan lade sig gøre afhænger af
barnets alder og modenhed. Det er den overvejende opfattelse i
udvalget, at der ikke i loven skal angives nogen
aldersgrænse, hvorfor afgørelsen af, om barnet skal
anmodes om at komme til stede på rettens kontor, eller om der
skal gennemføres en samtale andetsteds, må
træffes efter oplysningerne i den konkrete sag og om det
enkelte barn. Det kan være forældrenes oplysninger og
deres vurdering af barnets modenhed, men der kan også
foreligge eller indhentes erklæringer fra daginstitutioner
eller andre professionelle. Dommeren skal kunne anmode en
børnesagkyndig om at deltage i sagsforberedelsen, og denne
kan også give gode råd i forhold til barnets modenhed.
Hertil kommer, at dommeren efter udvalgets opfattelse skal have
mulighed for at bede en børnesagkyndig om at medvirke under
en samtale, hvor barnets modenhed i tvivlstilfælde må
være det første, der skal vurderes. En sådan
fremgangsmåde kan være en hensigtsmæssig
løsning, hvis forældrene har forskellige opfattelser
af deres barns modenhed. Inddragelse af barnet ved en samtale vil
dog normalt ikke være muligt ved de yngre børn op til
ca. 7 år. I så fald må barnets perspektiv
inddrages på anden måde, jf. i den forbindelse
betænkning nr. 1475 om Barnets perspektiv afsnit 4.6.4. En
samtale med barnet vil derfor normalt først komme på
tale fra skolealderen. Ved vurderingen af barnets udtalelser skal
der lægges vægt på barnets alder og modenhed.
Det er udvalgets opfattelse, at samtalen med
barnet først skal finde sted efter, at forældrene har
afgivet forklaringer, idet deres oplysninger udgør
udgangspunktet. Dommeren skal endvidere have mulighed for at bede
en børnesagkyndig deltage. Samtalen bør altid
indledes med, at barnet informeres om, hvorfor det er indkaldt til
samtale, og hvad der skal foregå. Barnet skal endvidere have
at vide, at det er dommeren, der skal træffe
afgørelserne. I mange tilfælde bør det
være den børnesagkyndige, der med sin viden og indsigt
om børn stiller de fleste spørgsmål. Det
bør være udgangspunktet og hovedreglen, at kun
dommeren og eventuelt en børnesagkyndig samt eventuelt
barnets bistandsperson er til stede. Dermed overværer
forældrene og deres advokater ikke samtalen, medmindre
dommeren undtagelsesvist beslutter noget andet, f.eks. på
grund af barnets særlige forhold.
Parterne skal, medmindre afgørende hensyn
til barnet taler imod det, gøres bekendt med indholdet af
samtalen, hvilket mest naturligt sker ved, at der udarbejdes et
notat, som kan indgå i sagens akter, herunder til brug under
en eventuel anke. Videregivelse af oplysningerne må ske
på en måde, så det undgås, at barnet
bringes i en loyalitetskonflikt. Det kan være
tilstrækkeligt at videregive barnets meningsudsagn, jf.
betænkningens afsnit 4.6.5.1. om statsforvaltningens
videregivelse af oplysninger. Det skal drøftes med barnet,
hvad der skal gengives i notatet om samtalen, og om der er noget,
som ikke skal med. Efter samtalen kan den børnesagkyndige,
der måtte være til stede, rådgive dommeren om,
hvorvidt barnets perspektiv er tilstrækkelig oplyst, eller om
der skal iværksættes en børnesagkyndig
undersøgelse.
2.1.2.3. Bistand til barnet
Udvalget om Forældremyndighed og
Samvær har i sine overvejelser om at styrke barnets
perspektiv i retssager fundet, at det vil være et
betydningsfuldt element i barnets perspektiv at indføre
adgang til at udpege en person, der kan bistå barnet under
retssager om forældremyndighed og barnets bopæl. Der
kan være behov for bistand til barnet i lighed med den norske
ordning i sager, hvor forældrenes konflikt er så
stærk og altopslugende, at dette er en alvorlig belastning
for barnet. Det kan være i sager, hvor der er påstande
om seksuelle krænkelser, vold i familien eller misbrug samt i
de tilfælde, hvor forældrene er ressourcesvage.
Udvalget mener herudover, at der også kan være behov
for bistand til barnet i de sager, hvor forældrenes konflikt
har været langvarig og givet anledning til flere retssager om
barnet, og sager hvor barnet er særligt udsat. Udvalget mener
på den baggrund, at reglen om udpegning af en bistandsperson
for barnet kun skal anvendes i særlige tilfælde.
Bistandspersonens opgave vil udelukkende
være at bistå barnet under en sag om
forældremyndighed eller barnets bopæl. Udpegningen af
en person vil ikke indebære nogen partsstilling eller
partsbeføjelser for vedkommende. Bistandspersonen kan ikke
nedlægge en selvstændig påstand, og det er ikke
tanken, at denne skal kunne udtrykke støtte for en af
forældrenes påstande. Denne kan ikke føre egne
beviser, kan ikke kære rettens beslutninger under
sagsforberedelsen og kan ikke anke en dom. Bistandspersonen kan
give råd om, hvorvidt der skal foretages en
børnesagkyndig undersøgelse, hvis en sådan ikke
foreligger. Personen skal have adgang til sagens akter, skal kunne
være til stede under retsmøder og samtaler med barnet.
Det må understreges, at det ikke er opgaven at videregive
barnets synspunkter, idet de må tilvejebringes efter reglerne
om inddragelse af børn. Det er vigtigt, at personen er
neutral i forhold til forældrene og ikke er en ekstra
medspiller, som tager parti og forstærker konflikten.
Udover opgaverne i forhold til sagen er det
vigtigt, at barnet får en uafhængig og
udenforstående person, som barnet kan få støtte
af og tale med, herunder for større børn at få
informationer om, hvad sagen i retten går ud på, og
hvordan sagsforløbet er. Barnet kan have behov for at
udtrykke sine følelser og bekymringer med sikkerhed for, at
de ikke kommer videre, hvilket kan mindske belastningen. Det kan
også være en opgave at drøfte dommens betydning
for barnet.
Som nævnt er det dommeren, der beslutter,
om der skal udpeges en bistandsperson, og hvem det skal være.
Dommeren kan under en gennemgang af sagsakterne eller under
sagsforberedelsen blive opmærksom på, at barnet
på grund af særlige forhold har behov for en person til
at bistå det. Det samme kan en børnesagkyndig, der
medvirker under sagsforberedelsen. Behovet for udpegning af en
bistandsperson for barnet vurderes at være betydeligt mindre
i de sager, hvor en børnesagkyndig inddrages i
domstolsbehandlingen.
Udvalget foreslår således, at der i
særlige tilfælde i retten kan udpeges en advokat eller
en anden person til at bistå barnet under en sag om
forældremyndighed eller barnets bopæl.
2.1.3. Regeringens
overvejelser
Regeringen er enig med Udvalget om
Forældremyndighed og Samvær i, at barnets perspektiv
skal styrkes i sager om forældremyndighed og barnets
bopæl.
Regeringen er således enig i udvalgets
forslag om at styrke rettens mulighed for at opnå forlig ved,
at domstolene får adgang til at udpege en
børnesagkyndig til at deltage i de forberedende
retsmøder med forældrene. Herved styrkes de
forligsmæssige bestræbelser i de sager, hvor der ikke
er sket forligsmægling i statsforvaltningerne, eksempelvis
fordi den ene part ikke er mødt op. Regeringen er endvidere
enig i, at dommeren under de forberedende møder skal have
mulighed for at anmode den børnesagkyndige om på egen
hånd at tale med barnet eller forældrene eller indhente
yderligere oplysninger fra eksempelvis skole, fritidshjem eller
børnehave. Det er i den forbindelse dommerens opgave at
vejlede parterne om, at de på dette tidspunkt har mulighed
for at modsætte sig, at der indhentes yderligere
oplysninger.
Domstolenes sagsbehandling styrkes efter
regeringens opfattelse yderligere ved udvalgets forslag om, at
dommeren kan bede en børnesagkyndig om at medvirke under en
samtale med barnet, særligt i sager, hvor barnets modenhed
skal vurderes. Samtidig sikres det, at barnets perspektiv belyses
på en for barnet skånsom måde.
Regeringen finder i øvrigt ikke, at der er
grundlag for at ændre på principperne om, at retten har
et selvstændigt ansvar for, at sagen er tilstrækkeligt
oplyst, samt at sagerne er indispositive. Dette skyldes, at
domstolenes afgørelser til enhver tid skal træffes ud
fra, hvad der er barnets bedste.
I forhold til udvalgets forslag om bistand til
barnet, er regeringen enig i, at det vil være et
betydningsfuldt element i barnets perspektiv at indføre en
adgang til, at retten i særlige tilfælde kan udpege en
person, der kan bistå og skærme barnet under retssager
om forældremyndighed og barnets bopæl.
Regeringen er enig i udvalgets beskrivelse af
bistandspersonens arbejdsopgaver, samt at udpegning af en
bistandsperson ikke vil indebære nogen partsstilling eller
partsbeføjelser for vedkommende.
Bistandspersonen skal være en person, der
har kendskab til børn, og som vil kunne bistå barnet
og videreformidle oplysninger til barnet under sagen. Eksempelvis
vil der kunne være tale om en socialrådgiver, der har
kendskab til barnet. Det vil desuden være en fordel, at den
pågældende har kendskab til lovgivningen og
retssystemet. Det vil også være muligt at udpege en
advokat, der har erfaring med sager med deltagelse af børn.
Endvidere kan det tænkes, at forældrene, når
spørgsmålet om bistand til barnet kommer på
tale, peger på en uafhængig person, som vil kunne
bistå barnet under sagen.
Der henvises endvidere til pkt. 2.2. om
inddragelse af barnet i forslaget til forældreansvarslov samt
til dette forslags §§ 450 a-d og bemærkningerne
hertil.
2.2. Tvangsfuldbyrdelse
2.2.1. Gældende ret
Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse er efter
retsplejelovens § 478 domme om forældremyndighed,
aftaler om forældremyndighed, bestemmelser om
forældremyndighed og samvær, samt retsforlig og aftaler
om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt,
at den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. Fogeden kan som
middel til gennemtvingelse efter lovens § 536 anvende
tvangsbøder eller umiddelbar magt, dog ikke hvis barnets
sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig
fare derved.
Har den ugifte mor forældremyndigheden
alene, fordi forældrene ikke har underskrevet en ansvars- og
omsorgserklæring og ikke har indgået aftale om
forældremyndigheden, er der ikke nogen
forældremyndighedsafgørelse, der kan fuldbyrdes. I
sådanne tilfælde anvendes retsplejelovens § 596,
stk. 2, hvorefter barnet kan gives tilbage til moderen, hvis
faderen tilbageholder barnet.
Første gang fogeden modtager en anmodning
om udlevering af et barn, indkaldes parterne som udgangspunkt til
et møde i fogedretten, hvor de får lejlighed til at
anføre deres påstande og fremføre deres
synspunkter, og hvor fogeden forsøger at mægle forlig.
Lykkes forligsbestræbelserne ikke, overvejer fogeden, om
afgørelsen straks skal tvangsfuldbyrdes, eller om sagen skal
udsættes på yderligere bevisførelse, f.eks. en
børnesagkyndig undersøgelse eller en samtale med
barnet. Beslutter fogeden, at afgørelsen straks kan
tvangsfuldbyrdes, må udleveringen af barnet gennemtvinges
enten ved pålæggelse af tvangsbøder eller ved
umiddelbar magtanvendelse.
Fogden kan kun nægte at fremme
fogedforretningen, hvis der er alvorlig fare for barnets
sjælelige eller legemlige sundhed. Er fogden i tvivl, skal
der ske bevisførelse, og fogeden er i den forbindelse ikke
bundet af forældrenes ønsker om beviser, idet fogeden
af egen drift skal påse, at barnet ikke udsættes for
fare.
Ved fuldbyrdelse af
samværsafgørelser vil fogeden i praksis først
forsøge med tvangsbøder, enten i form af
løbende bøder eller i form af en enkelt bøde
for hvert samvær, hvor udlevering nægtes. Først
når tvangsbøderne har vist sig uvirksomme, vil der
blive tale om anvendelse af umiddelbar magt. Dette kan ske, hvor
barnet gentagne gange ikke er blevet udleveret, eller hvor barnet
skjules eller i de tilfælde, hvor det er tydeligt, at
tvangsbøder ikke vil afstedkomme en udlevering af barnet.
Umiddelbar magtanvendelse sker normalt ved en udkørende
fogedforretning til barnets bopæl eller opholdssted,
eventuelt med tilkaldelse af en uvildig person €" f.eks. en
repræsentant fra kommunen - som kan
varetage barnets interesser og med bistand fra politiet.
Ved fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser anvendes ofte med det
samme den udkørende fogedforretning, da dette normalt vil
have karakter af en engangsforeteelse. Dette skyldes, at der
navnlig er tale om situationer, hvor barnet ikke udleveres til
forældremyndighedsindehaveren.
2.2.2. Udvalget om
Forældremyndighed og Samværs overvejelser
Udvalget om Forældremyndighed og
Samvær mener, at der fortsat er behov for, at myndighedernes
afgørelser om forældremyndighed og samvær kan
tvangsfuldbyrdes ved hjælp af tvangsbøder og ved
anvendelse af umiddelbar magt. Udvalget lægger i den
forbindelse meget vægt på, at truslen om, at en
forældremyndigheds- eller samværsafgørelse eller
-aftale kan fuldbyrdes, i langt de fleste tilfælde er
tilstrækkelig til, at den efterleves, eventuelt ved et forlig
indgået med fogedens bistand under et indledende
møde.
På denne baggrund foreslår udvalget,
at fogedretterne fortsat skal kunne anvende tvangsbøder og
umiddelbar magt som middel til at gennemtvinge en fuldbyrdelse.
Udvalgets forslag herom skal dog ses i sammenhæng med
overvejelserne og forslagene nedenfor om fremgangsmåden ved
tvangsfuldbyrdelse.
Adgangen til tvangsfuldbyrdelse vil efter
udvalgets forslag omfatte afgørelser om
forældremyndighed, bopæl og samvær med
forældre samt aftaler om samvær med forældre og
aftaler om bopæl, når der er en
tvangsfuldbyrdelsesklausul i disse. I 2004 blev det muligt at
tvangsfuldbyrde aftaler om samvær, hvis det udtrykkeligt
fremgår af aftalen, at den skal kunne tvangsfuldbyrdes efter
retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3. Denne regel
foreslås således udvidet til at omfatte aftaler om
barnets bopæl.
Udvalget om Forældremyndighed og
Samvær finder, at bestemmelser om fremgangsmåden ved
tvangsfuldbyrdelse, der involverer børn, bør have sin
egen selvstændige placering i retsplejeloven. Udvalget
foreslår i den forbindelse, at reglerne om tvangsfuldbyrdelse
af forældremyndigheds-, bopæls- og
samværsafgørelser samt aftaler om samvær og
bopæl flyttes til et selvstændigt kapitel 48 a i
retsplejeloven. Med en sådan selvstændig placering
understreges sagernes særegne karakter og de særlige
problemstillinger, der er forbundet hermed Reglerne bliver samtidig
lettere tilgængelige.
Umiddelbar magtanvendelse til gennemtvingelse af
forældremyndighed, bopæl og samvær betyder i
praksis, at børn fysisk kan hentes og afleveres af fogeden
€" af og til i følgeskab med politiet. Da det er
traumatiserende for et barn at blive transporteret til en
forælder under fysisk magtanvendelse af fremmede personer,
har udvalget foretaget nærmere overvejelser af
fremgangsmåden for dette.
I sine overvejelser har udvalget skelnet mellem
tvangsfuldbyrdelse af samvær og tvangsfuldbyrdelse af
spørgsmål om forældremyndighed og bopæl.
Selv om man i alle typer af sager normalt indleder med et
møde på fogedens kontor, må man i sager om
forældremyndighed og €" efter udvalgets forslag herom
€" også i sager om barnets bopæl efter et
sådant møde normalt ty til at afhente barnet. Der er i
sådanne tilfælde tale om en enkeltstående og
permanent flytning af barnet, som netop af hensyn til dette
bør ske umiddelbart. Udvalget mener dog ligeledes, at en
sådan afhentning fortsat vil være traumatiserende for
barnet og bør ske under mest mulig hensyntagen til
dette.
Heroverfor står spørgsmålet om
anvendelse af umiddelbar magt i samværssager. Udvalget mener,
at umiddelbar magt i samværssager fortsat skal være
undtagelsen, og at man således bør forsøge sig
med mindre indgribende midler først. Samvær adskiller
sig fra spørgsmål om forældremyndighed og
bopæl ved at være en løbende tilbagevendende
begivenhed, som tillige i takt med barnets alder og udvikling kan
undergå forandringer i omfang og hyppighed.
Fogedretten har i dag mulighed for at indhente en
forudgående børnesagkyndig erklæring, hvis
retten er i tvivl om, hvorvidt magtanvendelsen vil udsætte
barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare
efter retsplejelovens § 536, stk. 1, 3. og 4. punktum.
Fogedretten kan også tilkalde en uvildig person, eventuelt en
repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under
sagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 2, 1. punktum.
Lovgivningen i dag har efter udvalgets opfattelse lagt et stort
ansvar på fogeden, da det i nogle tilfælde vil
være yderst vanskeligt at vurdere, om et barns
sjælelige eller legemlige sundhed er i alvorlig fare.
Udvalget om Forældremyndighed og
Samvær mener derfor, at der i tilfælde, hvor umiddelbar
magtanvendelse påtænkes, skal være en
børnesagkyndig til stede, og at der ligeledes skal indkaldes
en uvildig person til at bistå barnet, eventuelt en
medarbejder fra kommunen.
Udvalget peger i denne forbindelse på, at
en sådan ordning også vil være i bedre
overensstemmelse med børnekonventionens artikel 12 (2), og
medvirke til en højere grad af fokus på barnets
perspektiv. Tilstedeværelsen af en børnesagkyndig vil
ligeledes kunne medvirke til et yderligere forsøg på
mægling mellem parterne med henblik på at sikre sig, at
alle øvrige og mere skånsomme muligheder for barnet er
udtømte.
Der bør dog være mulighed for at
fremme fogedsager om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samvær uden deltagelse af en børnesagkyndig og
en uvildig person, hvis der foreligger ganske særlige
omstændigheder.
Dette skyldes især, at der kan opstå
situationer, hvor det er nødvendigt at søge
afgørelsen fuldbyrdet straks for at undgå, at
muligheden for fuldbyrdelse af den forspildes. Der kan eksempelvis
være tale om situationer, hvor en forælder er
gået eller er ved at gå under jorden med barnet,
og hvor der er risiko for, at det vil
være vanskeligt på et senere tidspunkt at
finde barnet igen. I så fald er det vigtigt, at fogedretten
har mulighed for at reagere med den nødvendige hast.
Hensynet til, at barnet ikke tvinges til at gå
under jorden med den pågældende forælder, vil
kunne være mere tungtvejende end barnets interesse i at blive
bistået af en børnesagkyndig eller en uvildig person.
Det bemærkes i den forbindelse, at retsplejelovens §
493, stk. 2, giver fogedretten mulighed for at foretage en
fogedforretning uden underretning af den pågældende
forælder. Sådanne situationer kan opstå
på alle tider af døgnet, og det vil derfor ikke altid
være muligt for fogedretten at tilkalde en sagkyndig eller en
uvildig.
Udvalget foreslår også, at
fogedretterne i sager efter kapitel 48 a altid beklædes af
erfarne jurister, da der er tale om konfliktfyldte sager.
Udvalget har endvidere drøftet, om
kriterierne for, hvornår en fuldbyrdelse kan
iværksættes, skal ændres. Som omtalt kan man kun
nægte at fuldbyrde en afgørelse eller aftale, hvis
barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved ikke
udsættes for alvorlig fare.
Udvalget mener ikke, at kriterierne skal
ændres. Disse bør fortsat adskille sig fra den
materielle prøvelse, som tilfældet er i dag, hvor
kriterierne for at nægte fuldbyrdelse er mere restriktive i
forbindelse med fogedens prøvelse end ved den oprindelige
afgørelse om f.eks. samvær. Fogedretten skal ikke
foretage en ny materiel prøvelse i sagen, men alene en
vurdering af, om afgørelsen eller aftalen kan
tvangsfuldbyrdes. Det er således helt afgørende, at
sagen umiddelbart forinden har været genstand for en materiel
prøvelse i statsforvaltningen eller ved domstolene, og en
fornyet prøvelse er derfor ikke fogedrettens opgave.
Fremsætter forældrene indvendinger, som kunne give
anledning til at ændre aftalen eller den materielle
afgørelse, bør det være denne, der
anfægtes, og ikke selve tvangsfuldbyrdelsen. En ny materiel
sagsbehandling må foregå i statsforvaltningen under de
omstændigheder, der fører til en konkret og
fyldestgørende sagsoplysning. Hertil kommer ikke mindst, at
en ny materiel prøvelse vil være en yderligere
belastning, herunder særligt for barnet. Udvalget finder
desuden, at det er et vægtigt argument, at sagerne finder
deres afslutning og ikke trækker unødigt længe
ud, og at dette således både gælder i
statsforvaltningerne og i fogedretterne.
Udvalget foreslår endelig, at der i
retsplejelovens regelsæt om tvangsfuldbyrdelse af
afgørelser og aftaler om forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær foretages en selvstændig
regulering af spørgsmålet om inddragelse af
børn i disse sager. I tvangsfuldbyrdelsessager anvendes i
praksis en analogi af den gældende § 29 b i lov om
forældremyndighed og samvær, og fogedretten taler
således normalt med større børn. Om udvalgets
overvejelser om denne bestemmelse henvises til forslaget til
forældreansvarslov. Udvalget mener, at et barn, som er i
stand til at danne sine egne meninger, skal have mulighed for at
give udtryk for dem i sager om tvangsfuldbyrdelse. Der skal
medvirke en børnesagkyndig eller en repræsentant fra
kommunen. En bestemmelse om inddragelse af børn i en
fuldbyrdelsesproces bør således alene have fokus
på selve tvangselementet og barnets mulighed for at forholde
sig til dette element. Dette indebærer, at barnet skal have
en vis alder og modenhed €" herunder en forståelse for
karakteren af den foranstaltning, som en fuldbyrdelsessag
indebærer. Hertil kommer, at det i takt med barnets alder
bliver praktisk vanskeligere at søge en afgørelse
eller aftale tvangsfuldbyrdet.
2.2.3. Regeringens
overvejelser
Regeringen er enig med Udvalget om
Forældremyndighed og Samvær i, at bestemmelser om
fremgangsmåden ved tvangsfuldbyrdelse, der involverer
børn, bør have sin egen selvstændige placering
i retsplejeloven. Med forslaget om at etablere et
selvstændigt kapitel 48 a understreges sagernes særegne
karakter og de særlige problemstillinger, der er forbundet
hermed.
Da sager om tvangsfuldbyrdelse ofte er meget
konfliktfyldte, bør fogedretten i sådanne sager
beklædes af jurister, der har erfaring inden for
området.
Regeringen er ligesom udvalget af den opfattelse,
at det er traumatiserende for et barn at blive transporteret til en
forælder under fysisk magtanvendelse af fremmede personer.
Regeringen kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag om, at
når der er tale om direkte magtanvendelse, særligt i
forbindelse med fuldbyrdelse af en afgørelse om
forældremyndighed eller barnets bopæl, bør der
som udgangspunkt være en børnesagkyndig og en
repræsentant fra kommunen til stede af hensyn til barnet.
Anvendelse af umiddelbar magt skal som udgangspunkt kun finde sted,
når fogedrettens øvrige reaktionsmuligheder er
udtømte.
Det bemærkes desuden, at regeringen er enig
i udvalgets forslag om, at indkaldelse af en børnesagkyndig
kan undlades i ganske særlige tilfælde. Dette kan
være tilfældet, hvis det er nødvendigt at
søge afgørelsen fuldbyrdet straks for at undgå,
at muligheden herfor forspildes.
Regeringen er desuden af den opfattelse, at det
skal være muligt for fogedretten at ændre omfang, tid
og sted for et fastsat samvær samt vilkårene herfor, i
forbindelse med fuldbyrdelsessagen. Blandt andet på baggrund
af et høringssvar fra Dommerfuldmægtigforeningen i
forbindelse med høring over betænkningen om barnets
perspektiv mener regeringen endvidere, at fogedretterne skal have
mulighed for at fastsætte erstatningssamvær under en
fuldbyrdelsessag. Disse muligheder vil give fogedretterne et
redskab til at effektivisere fuldbyrdelsessagerne, særligt i
de tilfælde hvor bopælsforælderen uden grund
hindrer samværet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes
erstatningssamvær allerede ugen efter, at fogedforretningen
har været afholdt, eller et erstatningssamvær vil kunne
fastsættes i bopælsforælderens weekend, så
det sikres, at den løbende kontakt til
samværsforælderen ikke afbrydes eller forhindres.
Fogedretten skal i forbindelse med fuldbyrdelsessagen have adgang
til at ændre vilkårene for det samvær, der
søges fuldbyrdet, herunder spørgsmålet omkring
afhentning og aflevering af barnet. Derimod er det ikke hensigten,
at fogedretten skal kunne tage stilling til det overordnede
samvær, der er fastsat af statsforvaltningen eller
domstolene.
Der henvises til §§ 536 og 537 i
lovforslaget samt bemærkningerne hertil. For så vidt
angår bopælsforælderens hindring af
samværsforælderens samvær henvises til forslaget
til forældreansvarslov afsnit 4.10. i de almindelige
bemærkninger.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Gennemførelse af lovforslaget og det
samtidig fremsatte forslag om forældreansvarslov vil
medføre en styrkelse af barnets perspektiv ved, at
børn høres og inddrages i sager om
forældremyndighed og samvær i højere grad, end
det er tilfældet i dag. Dette gælder både under
statsforvaltningens sagsbehandling og ved en eventuel sag om
forældremyndighed. Der henvises til det samtidig fremsatte
forslag til forældreansvarslov.
I forhold til ændringerne i retsplejeloven
er merudgifterne navnlig knyttet til den foreslåede
bestemmelse om, at retten kan anmode en børnesagkyndig om at
deltage i forberedende retsmøder. De skønnede
permanente merudgifter for domstolene anslås til 0,5 mio. kr.
årligt. Samtidig skønnes der at skulle anvendes 0,3
mio. kr. årligt i permanente udgifter til udpegelse af en
bistandsperson til barnet under rettens behandling af sagen.
Domstolenes samtaler med børn, herunder
medvirken af børnesagkyndige, skønnes at
medføre permanente merudgifter på 0,6 mio. kr.
årligt.
Der skønnes desuden at være
permanente merudgifter på 0,2 mio. kr. årligt i
forbindelse med den øgede inddragelse af mindre børn
i domstolenes sagsbehandling i form af børnesagkyndige
erklæringer.
Det bemærkes, at de samlede permanente
merudgifter til styrkelsen af barnets perspektiv ved dette
lovforslag og det samtidig fremsatte forslag til
forældreansvarslov udgør 5,3 mio. kr.
årligt.
Herudover medfører lovforslaget
øgede udgifter til den ændrede procedure om
tvangsfuldbyrdelse af samvær. Proceduren med at inddrage
børnesagkyndige i fuldbyrdelsesprocessen vurderes at blive
taget i brug i ganske få sager årligt. Dette
skønnes at give anledning til merudgifter på 30.000
kr. årligt.
Ved forslag til lov om forældreansvar
foreslås, at forældrenes ansvar for transport i
forbindelse med samvær delt, ligesom forældrene hver
især skal afholde deres egne udgifter hertil. Som
følge heraf foreslås en ændring af lov om aktiv
socialpolitik, således at en bopælsforælder
på samme måde som en samværsforælder kan
søge kommunen om tilskud til dækning af udgifter ved
transport. De samlede merudgifter skønnes at udgøre
0,3 mio. kr. i 2007 og 1,3 mio. kr. i de følgende år.
Forslaget er godkendt af Kommunernes Landsforening.
Udgifterne ved dette lovforslag indgår som
en del af de samlede udgifter til forslaget til
forældreansvarsloven.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget medfører ikke
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
5. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget indeholder ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Rådet for den Europæiske Union har
den 27. november 2003 vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i ægteskabssager og i sager
vedrørende forældreansvar €" "Den nye Bruxelles
II-forordning". Forordningen fastlægger medlemsstaternes
internationale kompetence i ægteskabssager og sager om
forældreansvar (forældremyndighed og samvær),
indeholder regler om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser og fastsætter regler for samarbejde mellem
medlemsstaternes centralmyndigheder.
Retsgrundlaget for forordningen er EF-traktatens
bestemmelser om samarbejde vedrørende retlige og indre
anliggende (artikel 65). På grund af de danske forbehold
vedrørende retlige og indre anliggender deltog Danmark ikke
i vedtagelsen af forordningen, som ikke er bindende for Danmark,
hvorfor den ikke gælder for Danmark.
EF-traktaten indeholder herudover ikke regler,
der regulerer medlemsstaternes adgang til nationalt at
fastsætte materielle regler om forældremyndighed,
samvær mv.
8. Ligestillingsvurdering
Reglerne i dette lovforslag hænger
nøje sammen med reglerne i forslaget til
forældreansvarslov, hvor det er hensigten at gøre
reglerne på forældremyndigheds- og
samværsområdet mere tidssvarende, så de passer
til familiernes struktur i samfundet. Lovforslaget skal
således være med til at sikre, at forældre i
højere grad ligestilles i forbindelse med sager om
forældremyndighed og samvær.
Regeringen skal endvidere bemærke, at det i
relation til lovforslagets bestemmelser vil indebære, at
ægtefæller og samlevende lettere vil være i stand
til at opretholde den fælles forældremyndighed i
forbindelse med en samlivsophævelse. Dette sker ved, at der
foreslås indført en bestemmelse om, at den
fælles forældremyndighed alene kan ophæves ved
domstolene, hvis der foreligger tungtvejende grunde herfor.
Ligestillingsmæssigt vil det have som
konsekvens, at flere fædre må forventes at få del
i forældremyndigheden over deres børn.
Om de faktiske og statistiske forhold
vedrørende domstolenes tildeling af forældremyndighed
henvises til betænkning nr. 1475 om Barnets perspektiv,
kapitel 8, navnlig afsnit 8.3.2.
9. Hørte myndigheder og
organisationer mv.
Finansministeriet, Justitsministeriet,
Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Den Danske
Dommerforening, Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret, Retspræsidenten Retten
i Århus, Retspræsidenten Retten i Odense,
Retspræsidenten Retten i Aalborg, Retspræsidenten
Retten i Roskilde, Retspræsidenten for Københavns
Byret, Advokatrådet, Danske Familieadvokater, Foreningen af
familieretsadvokater (FAF), Foreningen af Statsamtsjurister,
Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af
Offentlige Chefer i Statsamterne og Københavns
Overpræsidium, Dansk Psykolog Forening,
Børnerådet, Red Barnet Danmark, Børnesagens
Fællesråd, Foreningen Far til Støtte for
Børn og Forældre, Børns Vilkår,
Mødrehjælpen, Et barn to forældre, Foreningen af
Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening,
Landsforeningen Børn og Samvær, Familiens Forening,
Børne- og Kulturchefforeningen, Ældre Sagen,
Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre, De Nye
Bedsteforældre, Landsorganisation af Kvindekrisecentre
(LOKK), Kvinderådet, Mandekrisecentret og Kommunernes
Landsforening (KL).
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindre udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Merudgift til styrkelse af barnets
perspektiv ved domstolene udgør 0,5 mio. kr. i 2007, og
herefter fra 2008 en permanent årlige merudgift på 1,6
mio. kr. Merudgift som følge af forslaget om
bopælsforælderens mulighed for at søge om
tilskud til transportudgifter ved samvær udgør 0,3
mio. kr. i 2007 og 1,3 mio. i de følgende år.
Udgifterne indgår som en del af de samlede udgifter til
forslaget til forældreansvarslov. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 4, stk. 2)
Ændringerne i lov om registreret
partnerskab § 4, stk. 2 er en følge af, at lov om
forældremyndighed og samvær foreslås erstattet af
forældreansvarsloven.
Til nr. 2 (§ 5, stk. 1)
Henvisningen i § 5 i lov om registreret
partnerskab til kapitel 5a i lov om ægteskabs indgåelse
og opløsning er en følge af, at reglerne om
behandling af sager om separation og skilsmisse i forbindelse med
kommunalreformen blev ændret, således at alle sager
efter 1. januar 2007 skal begynde i statsforvaltningen. Det
foreslås derfor, at kapitel 5a, om sagsbehandling mv. i lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning ligeledes
skal være gældende i sager om registreret
partnerskab.
Til § 2
Til nr. 1-3 (§§ 1, 4, 8, 9 og
12)
Ændringen af samværsret i lov om
international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser) til samvær skyldes, at der
ved vedtagelsen af den gældende lov om
forældremyndighed og samvær blev besluttet at anvende
terminologien samvær.
Til nr. 4 (§ 16)
Det foreslås, at § 16 i loven
erstattes med en henvisning til den foreslåede nye
bestemmelse i retsplejelovens § 537, stk. 2, om samtaler med
børn under en fogedsag om tvangsfuldbyrdelse af
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Til nr. 5 (§ 18, stk. 1)
Henvisningen til retsplejelovens kapitel 48 a er
en følge af, at det forslås, at retsplejelovens regler
om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær udskilles til et særskilt kapitel
48 a om "Særregler om tvangsfuldbyrdelse af
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær". Der
henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 13.
Til § 3
Til nr. 1 (§ 327, stk. 1, nr.
1)
Bestemmelsen er indføjet i retsplejeloven
i 2005 og trådte i kraft i den 1. januar 2007. Den omhandler
adgangen til i forældremyndighedssager i første
instans at meddele fri proces efter reglerne i § 325,
når de økonomiske betingelser herfor er opfyldt. Den
fri proces meddeles af retten efter § 327, stk. 4. Af §
328 fremgår, at det i almindelighed ikke kræves, at
ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at
føre proces. Ifølge undtagelsen i nr. 1 skal der
imidlertid være rimelig grund til at føre sag efter
den gældende regel i forældremyndighedslovens §
13, dvs. om ændring af en dom eller en aftale om
forældremyndighed. Som det fremgår af § 14 i
forslaget til forældreansvarslov, omfatter denne regel nu
også sager, der hidtil er behandlet efter § 12. Denne
bestemmelse har omhandlet tilfælde, hvor en ugift far, der
ikke har haft del i forældremyndigheden, efter en
samlivsophævelse anmoder om at få denne. Det er derfor
nødvendigt at begrænse undtagelsen i nr. 1 til
tilfælde, hvor sagsøgeren anmoder om ændring af
en aftale eller dom. Dermed er det fastslået, at de
almindelige regler om fri proces også gælder, hvis en
ugift far, der som følge af § 7, stk. 3, i forslaget
til forældreansvarslov aldrig har haft del i
forældremyndigheden, som sagsøger anmoder om fri
proces til en sag efter forslagets § 14.
Undtagelsen i § 327 om kravet om rimelig
grund til at føre en sag om ændring af en aftale eller
dom om forældremyndighed foreslås ligeledes at omfatte
ændring af aftale eller dom om barnets bopæl efter
§ 17, stk. 2, i forslaget til forældreansvarslov.
Til nr. 2-6 og 10 (§§ 448, nr. 2
og 3, 448 a, stk. 1, 448 e, 448 f, 448 g og 455, stk. 1)
Ændringerne i lovens kapitel 42 om "sager
om ægteskab og forældremyndighed" er en følge
af, at der i fremtiden vil være særskilte sager om
barnets bopæl efter forældreansvarslovens § 17,
hvorfor disse sager skal nævnes i bestemmelserne. De
processuelle regler om forældremyndighedssager må
derfor udvides til også at gælde bopælssager.
Til nr. 7 (§ 450, stk. 2)
Den gældende § 450, stk. 2,
foreslås ophævet og udskilt til en særskilt
regel. Der henvises til lovforslagets § 450 b og
bemærkningerne til denne.
Til nr. 8 (§§ 450 a€"450
d)
Den gældende § 450 a foreslås
ophævet og i stedet foreslås indsat 4 nye bestemmelser
i §§ 450 a€"450 d.
Til § 450 a:
Reglen er ny.
Efter den 1. januar 2007 er der sket
væsentlige ændringer i behandlingen af sager om
forældremyndighed og samvær. Alle sager om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær skal
begynde i statsforvaltningen, hvortil anmodninger skal indgives
efter § 30, stk. 1 i forslaget til forældreansvarslov.
Ifølge stk. 2 og 3, vil parterne normalt blive indkaldt til
et møde i statsforvaltningen med henblik på en
drøftelse af sagen og af muligheden for at opnå
enighed. Opnås der ikke enighed, skal forældre og
børn tilbydes børnesagkyndig rådgivning eller
konfliktmægling efter § 31. Ifølge § 32 kan
statsforvaltningen iværksætte børnesagkyndige
undersøgelser, men hvis der er tvist mellem parterne,
forudsætter det ifølge bemærkningerne til
lovforslaget, at parterne er enige heri.
Opnås der ikke enighed om
forældremyndigheden eller barnets bopæl, kan
statsforvaltningen afslutte sagen og indbringe den for retten efter
§ 39, stk. 1, i forslaget til forældreansvarslov. En
part kan anmode om sagens afslutning og indbringelse for retten
efter reglerne i § 39, stk. 2. Dette gælder, hvis der
ikke er opnået enighed under vejledningsmødet, hvis en
af parterne ikke ønsker børnesagkyndig
rådgivning eller konfliktmægling, hvis
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling
er afsluttet uden opnåelse af enighed, eller hvis
initiativtageren har deltaget i et møde, men den anden part
er udeblevet trods to indkaldelser.
Reglerne indebærer, at domstolene kan
modtage sager, hvor parterne ikke har deltaget i
forligsforhandlinger, eller hvor der ikke har været inddraget
børnesagkyndige. Navnlig i disse særlige
tilfælde kan der være behov for at styrke
sagsforberedelsen i retten. Det vil være naturligt at
indkalde til et forberedende møde, hvor også
forældrene deltager sammen med deres advokater. Det
foreslås derfor, at dommeren, hvis denne efter de
foreliggende oplysninger skønner det hensigtsmæssigt,
kan anmode en børnesagkyndig om at deltage i et €"
eller måske flere €" forberedende møder med
henblik på at opnå et forlig mellem parterne. Det kan
være hensigtsmæssigt, at de afgiver forklaringer under
sagens forberedelse. Der henvises til forslaget til
forældreansvarslov afsnit 2.1.3. i de almindelige
bemærkninger. Det forudsættes, at den sagkyndige aktivt
søger at reducere konflikten, herunder ved under
forligsbestræbelserne at sætte fokus på barnets
perspektiv. Retten kan anmode den sagkyndige om på egen
hånd at tale med parterne eller barnet før det
første retsmøde eller efterfølgende med
henblik på et nyt forberedende møde. Den sagkyndige
kan også anmodes om at indhente yderligere oplysninger,
f.eks. fra skole, fritidshjem, børnehave eller lignende med
henblik på et forlig. Parterne kan dog ifølge 2. pkt.
modsætte sig, at den børnesagkyndige afholder
særskilte møder med parterne og barnet samt på
egen hånd indhenter oplysninger. Det er dommerens opgave at
orientere parterne om, at de på dette tidspunkt har mulighed
for at modsætte sig dette. Den sagkyndige kan, hvis forlig
ikke opnås, foreslå, at der foretages en
børnesagkyndig undersøgelse ved en anden sagkyndig
med henblik på en erklæring efter § 450 b, der kan
anvendes som bevis, når tvisten skal afgøres.
Reglen indebærer, at dommeren mere aktivt
end i dag vil kunne søge at få parterne forligt for
dermed at få sagen afsluttet til gavn for parterne på
en enklere, hurtigere og mere fleksibel måde. Dommeren bliver
ikke nødvendigvis inhabil til at dømme i sagen, selv
om der er foretaget forligsmægling; dette må
afgøres efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf.
retsplejelovens kapitel 5.
Til § 450 b:
Bestemmelsen omhandler bevisførelsen i
sager om forældremyndighed, barnets bopæl og i
samværsspørgsmål. Den er en så godt som
uændret videreførelse af den gældende regel i
§ 450, stk. 2. I 1. pkt. fastslås, at sådanne
sager er indispositive, idet det ikke er overladt til parterne at
tilrettelægge sagsbehandlingen ved deres påstande,
anbringender og bevisførelse. Retten har et
selvstændigt ansvar for, at sagen er tilstrækkeligt
oplyst, og som det fremgår af bestemmelsen, kan dette ske
gennem indhentelse af en børnesagkyndig erklæring,
f.eks. gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Reglen
er sprogligt forenklet, og det er ikke fundet nødvendigt at
anføre, at retten kan træffe bestemmelse om
afhøring af vidner. 2. pkt. om, at vidnetvang kan anvendes
over for parter, der ikke møder frivilligt i retten, er en
uændret videreførelse af det gældende 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger
pkt. 2.1.2.1. og 2.1.3.
Til § 450 c:
Bestemmelsen omhandler dommerens samtaler med
børn i sager om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samværsspørgsmål, hvor dette
spørgsmål er inddraget under sagen. Der henvises til
§ 5 i forslaget til forældreansvarslov, der
fastsætter, at der i alle forhold vedrørende barnet
skal tages hensyn til barnets egne synspunkter, og til § 33
hvorefter barnets perspektiv og eventuelle synspunkter altid skal
inddrages samt til de specielle bemærkninger hertil. Der
henvises desuden til de almindelige bemærkninger afsnit
2.1.2.2. Reglerne indebærer, at barnets perspektiv altid skal
inddrages, og at også børn fra 7-års alderen kan
indkaldes til en samtale med dommeren, så deres eventuelle
synspunkter kan komme til udtryk. Forpligtelsen til at inddrage
barnet direkte gælder ikke, hvis det må antages at
være til skade for barnet, eller hvis det må anses for
unødvendigt efter sagens omstændigheder, f.eks. hvor
barnets perspektiv er belyst under statsforvaltningens
sagsbehandling.
Ifølge den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 450 a, 1. pkt., kan det bestemmes, at
parterne ikke må overvære dommerens samtale med barnet,
og det er sædvanlig praksis, at de og deres advokater ikke er
til stede. Ifølge 2. pkt. skal parterne gøres bekendt
med indholdet af samtalen, medmindre dette vil stride mod de
hensyn, der har ført til udelukkelsen. Det foreslås,
at den gældende praksis, hvorefter parterne og deres
advokater ikke er til stede under samtalen med barnet,
lovfæstes. Reglen er en udbygning af den generelle regel i
retsplejelovens § 183, stk. 3, hvorefter "retten bestemmer,
hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15
år skal ske". Retten kan give tilladelse til fravigelse af
reglen, f.eks. i tilfælde hvor samtalen kun forsvarligt kan
gennemføres, hvis der er forældre til stede som
støtte for barnet.
Som noget nyt foreslås i 2. pkt. en
anvisning af og en hjemmel til, at dommeren kan anmode en
børnesagkyndig om at deltage i samtalen med barnet. Denne
fremgangsmåde følges allerede i enkelte retskredse.
Med tilkendegivelsen i § 33 i forslaget til
forældreansvarslov vil dommeren skulle tale med mindre
børn end i dag, og behovet for sagkyndig bistand stiger, jo
yngre barnet er.
3. pkt., er en omformulering og en opstramning af
den gældende regel om, hvornår det kan undlades at
gøre parterne bekendt med indholdet af samtalen med barnet.
Det er af retssikkerhedsmæssige og af processuelle grunde af
hensyn til parterne nødvendigt, at de og deres advokater som
altovervejende hovedregel gøres bekendt med det
væsentligste indhold af samtalen med barnet. Dette vil
normalt mest hensigtsmæssigt kunne ske ved udarbejdelse af et
notat. Parterne og deres advokater er som følge af 1. pkt.
ikke til stede under samtalen og må efter almindelige
principper kende et så vigtigt bevismiddel i sagen, for at
også deres interesser kan blive varetaget. Dermed bliver
praksis i statsforvaltningerne og i domstolene mere ensartet. En
følge vil være, at barnet i mange tilfælde kan
blive skånet for at skulle møde op i landsretten og
have en ny samtale med landsdommerne, som i stedet kan
støtte sig til notatet om samtalen i byretten. For at barnet
ikke bringes i en særlig konfliktsituation, kan notatet
udfærdiges efter de samme retningslinier, som følges
af statsforvaltningerne, jf. betænkningens afsnit 4.6.5.2.
Notatets udformning vil derfor ikke skulle følge
principperne i retsplejelovens § 186 om optegnelse af
vidneforklaringer i retsbogen.
Det er fundet nødvendigt at give mulighed
for at undlade at orientere parterne om, hvad barnet har sagt,
eller om dele af samtalen, hvis afgørende hensyn taler
herfor. Undtagelsen er formuleret på samme måde som
undtagelsesreglen i forvaltningslovens § 15.
Til § 450 d:
Som et led i styrkelsen af barnets perspektiv
foreslås indført en ny regel om udpegning af en person
til at bistå barnet i særlige situationer.
Adgangen til at udpege en person skal kun
benyttes i særlige situationer. Dette kan eksempelvis
være i tilfælde, hvor konfliktniveauet mellem
forældrene er så stort, at dette er en alvorlig
belastning for barnet. Der kan endvidere være sager, hvor der
er påstande om seksuelle krænkelser, vold i familien
eller misbrug samt tilfælde, hvor forældrene er
ressourcesvage. Hvis forældrenes konflikt har været
langvarig og givet anledning til flere retssager om barnet, og hvis
barnet er særligt udsat, kan der også være behov
for bistand til barnet. Der henvises også til eksemplerne i
betænkningen, herunder til afsnit 4.5.1 om norsk ret. Reglen
er særlig aktuel for børn, der har behov for at
få forklaret sagsgangen, og hvor det samtidig må
antages, at parterne ikke selv er i stand til at bistå eller
forklare barnet denne. Retten beslutter, om der skal udpeges en
bistandsperson og i givet fald, hvem der skal udpeges.
Bistandspersonens opgave er at bistå og
skærme barnet samt varetage dets interesser under sagen. Det
er således vigtigt, at barnet får en uafhængig og
udenforstående bistandsperson, som barnet kan udtrykke sine
følelser og bekymringer til, uden af dette bliver en del af
sagen. Dette vil kunne mindske belastningen for barnet under sagen.
Efter sagens afslutning vil bistandspersonen kunne drøfte
afgørelsen med barnet, samt fortælle det om
konsekvenserne heraf.
Den udpegede person kan gennemgå akterne,
kan foreslå bevisførelse og kan være til stede
under retsmøder, selv om retsmøderne som nævnt
i retsplejelovens § 453 holdes for lukkede døre, og
uanset at det derfor normalt kræver særlig tilladelse
at overvære retsmøderne. Personen kan endvidere
være til stede, når der afholdes samtaler med barnet
efter lovforslagets §§ 450 a og 450 c. Udpegning af en
bistandsperson for barnet indebærer ikke, at barnet
opnår partsstilling. Den, der udpeges til at bistå
barnet, har ikke nogen opgave under retsmøder og kan
således ikke udspørge vidner eller procedere. Personen
har alene til opgave at støtte barnet, herunder stille
forslag til sagsbehandling/sagsoplysning. Der er endvidere ikke
tillagt bistandspersonen nogen processuelle beføjelser,
hvilket eksempelvis betyder, at personen ikke kan kære
beslutninger eller anke afgørelser.
Som nævnt er det retten, der udpeger en
bistandsperson. Dette kan være en person, der har kendskab
til børn, og som vil kunne bistå barnet og
videreformidle oplysninger under sagen til barnet. Der vil
eksempelvis kunne være tale om en socialrådgiver med
kendskab til barnet. Det vil desuden være en fordel, at den
pågældende har kendskab til lovgivningen og
retssystemet. Det vil også være muligt at udpege en
advokat, der har erfaring med sager med deltagelse af børn.
Endvidere kan det tænkes, at forældrene, når
spørgsmålet om bistand til barnet kommer frem, peger
på en uafhængig person, som vil kunne bistå
barnet under sagen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger afsnit 2.1.2.3. og 2.1.3., samt til
betænkningens afsnit 4.6.3.2.
Til nr. 9 (§ 451, 1. pkt.)
1. pkt. omhandler udgifter ved
bevisførelse efter den gældende § 450, stk. 2.
Det vigtigste er, at udgifterne til børnesagkyndige
undersøgelser afholdes af statskassen. Reglen foreslås
udvidet til også at omfatte udgiften ved
børnesagkyndiges medvirken i sagsforberedelsen og ved
samtaler med børn samt ved bistand til børn efter
lovforslagets §§ 450 a - 450 d.
Til nr. 10 (§ 455, stk. 1)
Ændringen i § 455, stk. 1, foretages
som følge af, at det i forslaget til
forældreansvarslov foreslås, at domstolene kan
træffe afgørelse om barnets bopæl.
Til nr. 11 (§ 478, stk. 1, nr.
3)
Som følge af, at der i forslaget til
forældreansvarslov foreslås indført et nyt
kapitel 3 med § 17 om en særskilt adgang til at afsige
dom om barnets bopæl og dermed en ny type afgørelser
og aftaler, er det nødvendigt at udvide reglerne om
grundlaget for tvangsfuldbyrdelse i overensstemmelse hermed. Der
henvises til pkt. 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
§ 478, stk. 1, nr. 1, om domme og kendelser
afsagt af domstole betyder, at domme om forældremyndighed
efter §§ 11 og 14, i forslaget til
forældreansvarslov og kendelser om midlertidig
forældremyndighed efter § 25 i samme lovforslag kan
danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Det samme gælder domme
og kendelser efter forslaget til forældreansvarslov §
28, jf. § 37, stk. 2, om samvær. § 478, stk. 1, nr.
1, vil tillige komme til at omfatte domme og kendelser om barnets
bopæl efter forslaget til forældreansvarslov
§§ 17 og 25. Disse udvidelser af bestemmelsens
anvendelsesområde kræver ikke ændring af
bestemmelsen. Forslaget vil tillige indebære, at retsforlig
om de spørgsmål, der er omfattet af nr. 1, herunder om
barnets bopæl og samvær, ligeledes kan fuldbyrdes.
Nr. 3 foreslås omformuleret.
Dermed kan aftaler om, at den ene forælder skal have
forældremyndigheden alene, fuldbyrdes, hvis de er anmeldt til
statsforvaltningen eller retten, efter § 10 eller § 13,
stk. 1, i forslaget til forældreansvarslov. Det samme kan
forældremyndighedsaftaler, der er godkendt efter § 13,
stk. 2. Statsforvaltningens afgørelser om
forældremyndighed efter dødsfald efter § 15, og
om samvær efter § 19, kan ligeledes fuldbyrdes. Forlig
om barnets bopæl eller samvær, indgået under et
møde i statsforvaltningen, kan også fuldbyrdes. I 2004
blev indført adgang til at tvangsfuldbyrde
samværsaftaler, når det udtrykkeligt er bestemt, at
aftalen kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. Denne regel
foreslås, som omtalt i bemærkningerne til forslaget til
forældreansvarslov § 17, udvidet til at omfatte aftaler
om barnets bopæl. Endelig bemærkes, at bestemmelsen
også vil omfatte afgørelser om samvær og
forældremyndighed, der er truffet af statsamtet inden den 1.
januar 2007, og aftaler om forældremyndighed og samvær,
som er anmeldt til eller godkendt af statsamtet inden dette
tidspunkt.
Til nr. 12 (§ 488, stk. 2)
Adgangen til at fuldbyrde bopæls- og
samværsaftaler med tvangsfuldbyrdelsesklausul, se herom
ovenfor under nr. 11, nødvendiggør en lovteknisk
ændring af § 488 om, hvad der skal indleveres til
fogedretten, når der anmodes om tvangsfuldbyrdelse.
Til nr. 13 (kapitel 48 a )
§ 536 om fuldbyrdelse af
forældremyndighed og samvær foreslås udskilt til
et særskilt kapitel 48 a i stedet for som nu at indgå i
kapitel 48 om "Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav
end pengekrav". Dermed understreges sagernes særlige
karakter, ligesom reglerne bliver lettere tilgængelige.
Kapitlet har titlen "Særregler om tvangsfuldbyrdelse af
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær".
På samme måde, som det er tilfældet med titlen
til kapitel 48, fastslås det, at der er tale om
særregler, og at de almindelige regler i kapitel 46 om
tvangsfuldbyrdelse også finder anvendelse efter det nye
kapitel 48 a.
Til § 536:
§ 536, stk. 1, ændres, således
at den alene vedrører grundlaget for tvangsfuldbyrdelse. Det
foreslås i den forbindelse, at der indsættes en
henvisning til § 478, nr. 1-3, om grundlaget for
tvangsfuldbyrdelse og som 2. pkt. en henvisning til § 596,
stk. 2, om umiddelbare fogedforretninger om
forældremyndighed.
Stk. 2 svarer til den gældende
bestemmelse i § 536, stk. 1, 1. og 2. pkt., om de to
fuldbyrdelsesmåder, tvangsbøder og umiddelbar
magtanvendelse, og de beskrives nærmere i § 537, stk. 3
og 4. Som noget nyt bestemmes i 3. pkt., at samvær med andre
end forældre efter § 20 i forslaget til
forældreansvarslov ikke kan gennemtvinges ved umiddelbar
magtanvendelse.
Stk. 3 svarer i 1. pkt. til den
gældende § 536, stk. 1, 4. pkt., hvor fogedretten kan
udsætte fuldbyrdelsessagen på, at der indhentes en
børnesagkyndig erklæring, hvis fogedretten finder det
nødvendigt for sagens behandling.
Stk. 4 er en nydannelse og
vedrører fogedrettens mulighed for at ændre omfang,
tid og sted for et fastsat samvær samt vilkårene herfor
i forbindelse med fuldbyrdelsessagen. Der gives således
fogedretten mulighed for at fastsætte en midlertidig praktisk
ordning i forbindelse med eksempelvis afhentning og aflevering af
barnet under fuldbyrdelsessagen. Det medfører endvidere, at
fogedretten får mulighed for at ændre et
sædvanligt weekendsamvær fra f.eks. en uge til en
anden, samt mulighed for at fastsætte betingelser med hensyn
til stedet for samværets udførelse eller om
pasdeponering.
Stk. 5 er ligeledes ny og giver
fogedretten mulighed for at fastsætte erstatning for et
samvær, der ikke har kunnet gennemføres under en
fuldbyrdelsessag. Fogedretterne får på denne måde
mulighed for at effektivisere fuldbyrdelsessagerne i tilfælde
af, at en bopælsforælder uden grund forhindrer
samværet. Et erstatningssamvær vil kunne
fastsættes til at finde sted umiddelbart efter, at
fogedforretningen har været afholdt. Et
erstatningssamvær vil også kunne gives ved, at der
tillægges en dag eller flere ekstra dage til eksempelvis et
af den samværsberettigedes kommende samvær. Herved
sikres det, at den løbende kontakt til
samværsforælderen ikke afbrydes eller forhindres. Det
er således vigtigt, at der med det samme fastsættes
erstatningssamvær, hvis barnet ikke er blevet udlevet til
samvær.
I forhold til bestemmelserne i stk. 4 og 5,
bemærkes, at det ikke er hensigten, at fogedretten skal kunne
tage stilling til det overordnede og løbende samvær,
der er fastsat af statsforvaltningen eller domstolene.
Stk. 6 svarer til den gældende
§ 536, stk. 1, 3. pkt., der fastslår, at fuldbyrdelse
ikke kan ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed
derved udsættes for alvorlig fare.
Til § 537:
§ 537, stk. 1, omhandler sagsbehandlingen i
fogedretten og svarer med enkelte sproglige ændringer til den
gældende § 536, stk. 2. Den sædvanlige
fremgangsmåde er, at parterne først indkaldes til et
møde i retten. Her er det muligt for fogedretten at anmode
en repræsentant fra kommunen om at være til stede, jf.
1. pkt. Efter 2. pkt. kan fogeden udsætte sagen en kort tid,
f.eks. på forligsforhandlinger.
I et nyt stk. 2 foreslås det
lovreguleret, at et barn, som har den fornødne alder og
modenhed, skal have mulighed for at udtrykke sine egne synspunkter
under fogedsagen, medmindre det er til skade for barnet. Der
henvises herved til forslaget til forældreansvarslov
§§ 5 og 33 og bemærkningerne hertil, samt til
reglerne i retsplejelovens § 450 c om samtaler med børn
under retssager om forældremyndighed og barnets bopæl.
Hvis der afholdes en samtale, skal der efter 2. pkt. deltage en
børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen.
Stk. 3 omhandler det hyppigst anvendte
tvangsmiddel, tvangsbøder. Hovedparten af sagerne
angår fuldbyrdelse af samvær. I de fleste
tilfælde angår anmodningen om fuldbyrdelse et kommende
weekend- eller hverdagssamvær, og der fastsættes da som
anført i 2. pkt. som regel en enkelt bøde for det
kommende samvær, evt. for enkelte kommende samvær.
Løbende daglige eller ugentlige tvangsbøder kommer
navnlig i anvendelse, hvis fogeden vælger først at
gennemtvinge udlevering til en forældremyndighedsindehaver
eller en bopælsforælder med tvangsbøder i stedet
for at skride direkte til umiddelbar magtanvendelse efter stk. 4.
Løbende tvangsbøder kan også komme på
tale, hvis barnet ikke udleveres til et længerevarende
feriesamvær.
Stk. 4 omhandler umiddelbar
magtanvendelse. Bestemmelsen anvendes navnlig i sager om udlevering
af barnet til forældremyndighedsindehaveren eller til den,
barnet bor hos. I samværssager kommer magtanvendelse normalt
først på tale efter flere forgæves forsøg
med tvangsbøder. Der foreslås en ændret
procedure ud fra barnets perspektiv i forbindelse med anvendelse af
umiddelbar magt. Der skal således som udgangspunkt medvirke
en børnesagkyndig, ligesom der som udgangspunkt skal
tilkaldes en repræsentant fra kommunen for at varetage
barnets interesser, hvis fogedretten skønner, at der kan
blive tale om at anvende umiddelbar magt. Efter bestemmelsen kan
dette dog undlades, hvis der foreligger ganske særlige
omstændigheder. Der kan f.eks. opstå situationer, hvor
det er nødvendigt at søge afgørelsen
fuldbyrdet straks for at undgå, at muligheden for
fuldbyrdelse forspildes. Der kan være tale om situationer,
hvor en forælder er gået eller er ved at gå
under jorden med barnet, og hvor der er risiko for, at det vil
være vanskeligt på et senere tidspunkt at finde
barnet igen. Der henvises til almindelige bemærkninger,
pkt. 2.2.2. og 2.2.3.
Til nr. 14 (§ 596, stk. 2)
I § 596, stk. 2, om håndhævelse
af forældremyndighed, der findes i kapitlet om umiddelbare
fogedforretninger, er der foretaget en konsekvensændring som
følge af den nye bestemmelse i § 537.
Til § 4
Det foreslås, at § 83, stk. 1, i lov
om aktiv socialpolitik udvides, således at bestemmelsen
ligeledes omhandler en bopælsforælders mulighed for at
ansøge kommunen om at få dækket udgifter i
forbindelse med transport af barnet i forbindelse med samvær.
Ved bopælsforælder forstås i denne
sammenhæng den forælder, der har barnet boende. Det er
uden betydning, om der er fælles forældremyndighed,
eller bopælsforælderen har forældremyndigheden
alene.
Tilføjelsen i § 83, stk. 1 skal ses i
sammenhæng med § 19 i forslaget til
forældreansvarslov. Efter denne bestemmelse er det barnet,
der har ret til samvær. Det er således barnets
interesse i samværet, der er det grundlæggende, og
begge forældre, både den, der har barnet boende, og
den, der ønsker at have kontakt, har ansvaret for, at barnet
har samvær.
Udvidelsen er en konsekvens af, at det i det
samtidige fremsatte forslag til forældreansvarslov § 21,
stk. 3, foreslås, at statsforvaltningen kan træffe
afgørelse om transport af barnet i forbindelse med
samvær og om afholdelsen af udgifter hertil. Efter den
foreslåede bestemmelse i forældreansvarsloven er det
udgangspunktet at forældrene begge deltager i og afholder
udgifter til transport i forbindelse med samvær. Det vil
fremover være udgangspunktet, at
samværsforælderen sørger for afhentningen af
barnet ved samværets start, og bopælsforælderen
sørger for afhentningen i forbindelse med afslutningen af
samværet. Begge forældre afholder udgifterne til den
del af transporten, som den pågældende er ansvarlig
for, herunder transporten af barnet og en eventuel ledsager (f.eks.
forælderen selv). Der kan dog være tilfælde, hvor
dette udgangspunkt fraviges, f.eks. en meget stor forskel i
forældrenes økonomi. Der henvises til pkt. 4.3.3. i de
almindelige bemærkninger i forslaget til
forældreansvarslov samt bemærkningerne til dette
lovforslags § 21, stk. 3.
Det er således hensigten med
ændringen af § 83, stk. 1, at en
bopælsforælder skal have samme mulighed som en
samværsforælder for at ansøge kommunen om at
få dækket udgifter i forbindelse med transport af
barnet i forbindelse med samvær, idet det fremover er
udgangspunktet, at forældrene deles om udgifterne til
transport i forbindelse med samvær.
Det er fortsat en betingelse, at ansøgeren
ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften, jf.
§ 83, stk. 1, sidste pkt.
Til § 5
Det er hensigtsmæssigt, at CPR-lovens
regler om børns bopælsregistrering i Det Centrale
Personregister (CPR) afspejler den ny lovgivning om
forældreansvar. Efter § 17, stk. 1, og § 25, stk.
1, i forslaget til forældreansvarslov kan der udpeges en
såkaldt "bopælsforælder", som får ret til
at have barnet boende hos sig. Efter § 21, stk. 2, kan der
herudover fastsættes samvær i op til 7 dage ud af 14
dage.
Ved den foreslåede ændring af
CPR-lovens § 8, stk. 3, bestemmes, at et barn skal registreres
i CPR med adresse hos den af forældrene, der er udpeget som
bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller §
25, stk. 1, når barnet opholder sig lige længe ad
gangen hos hver af forældrene, og disse på trods af
fælles forældremyndighed ikke er enige om
registreringen. Hvis der ikke er udpeget en
bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller §
25, stk. 1, forbliver barnet som hidtil registreret i CPR på
den adresse, barnet havde, før uenigheden opstod, hvis denne
adresse er en af de angivne adresser.
Til § 6
Reglen omhandler lovens ikrafttræden. Det
foreslås at loven træder i kraft 1. oktober 2007,
samtidig med det samtidige fremsatte forslag til
forældreansvarslov.
Der er ikke foreslået særlige
overgangsregler. For så vidt angår sager, der er
indbragt for retten, men endnu ikke afgjort 1. oktober 2007, vil
retten efter lovens ikrafttræden kunne afsige dom om, hos
hvem af forældrene barnet skal bo, og at de fortsat skal have
fælles forældremyndighed, hvis der er nedlagt
påstand herom.
Fra 1. oktober 2007 vil det endvidere være
muligt for en forælder, der tidligere har haft del i
forældremyndigheden, eller ønsker at få del i
den efter reglerne i forældreansvarsloven, at indgive
anmodning om fælles forældremyndighed efter denne lovs
§ 14. En sådan sag vil ikke kunne rejses over for
statsforvaltningen før 1. oktober 2007.
Til § 7
Det foreslås, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland. I stk. 2
anføres, at lovens §§ 1, 2 og 4 ved kongelige
anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger. Efter stk. 3 kan § 5 ved kongelig anordning kan
sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som
følger af de særlige grønlandske forhold.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov om registreret partnerskab, jf.
lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. oktober 2005, som
ændret ved § 3 i lov nr. 483 af 7. juni 2006, foretages
følgende ændringer: |
§ 4.
Adoptionslovens regler om ægtefæller finder ikke
anvendelse på det registrerede partnerskab. Dog kan en
registreret partner adoptere den anden partners barn, medmindre der
er tale om et adoptivbarn fra et andet land. Stk. 2. § 11, 2. pkt., og § 14,
stk. 4, i lov om forældremyndighed og samvær finder
ikke anvendelse på det registrerede partnerskab. Stk. 3. Bestemmelser i dansk lovgivning,
der indeholder særlige regler om den ene part i et
ægteskab bestemt ved dennes køn, finder ikke
anvendelse på det registrerede partnerskab. Stk. 4. Bestemmelser i internationale
traktater finder ikke anvendelse på det registrerede
partnerskab, medmindre medkontrahenterne tilslutter sig dette. | | 1. I § 4, stk.
2, ændres »§ 11, 2. pkt., og § 14, stk.
4, i lov om forældremyndighed og samvær« til:
»§ 13, stk. 2, og § 15, stk. 4, i
forældreansvarsloven «. |
§ 5.
Ægteskabslovens kapitel 3, 4 og 5 og retsplejelovens kapitel
42 finder tilsvarende anvendelse på opløsning af et
registreret partnerskab, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Ægteskabslovens § 40
anvendes ikke ved opløsning af et registreret
partnerskab. Stk. 3. Hvis ingen af parterne bor i et
land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan
registreret partnerskab indgået her i landet uanset
retsplejelovens § 448 c altid opløses her. | | 2. I § 5, stk.
1 , ændres »og 5« til: », 5 og
5a«. |
| | § 2 |
| | I lov nr. 793 af 27. november 1990 om
international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), som ændret ved lov nr. 387
af 28. maj 2003 og § 13 i lov nr. 434 af 8. maj 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | 1. Overalt i loven
ændres »samværsret« til:
»samvær«. |
§ 8. Sag om
anerkendelse eller fuldbyrdelse efter § 4 kan udsættes
ved kendelse, hvis: 1) afgørelsen efter almindelige appel-
eller klageregler er indbragt for en overordnet instans i
oprindelsesstaten, 2) forældremyndigheds- eller
samværsretsspørgsmålet er under behandling her i
landet under en sag, som er indledt, før sagen blev indledt
i oprindelsesstaten, eller 3) en anden
forældremyndighedsafgørelse er under fuldbyrdelse
eller der er anmodet om anerkendelse af den. | | 2. I § 8
ændres
»samværsretsspørgsmålet« til:
»samværsspørgsmålet«. |
§ 9. Fogedretten kan
i forbindelse med fuldbyrdelse af en afgørelse om
samværsret efter § 4 træffe bestemmelse om
omfanget og udøvelsen af samværsretten. | | 3. I § 9
ændres »samværsretten« til:
»samværet«. |
| | 4. §
16 affattes således: |
§ 16. Inden
fogedretten afgør en sag om fuldbyrdelse af en
afgørelse efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn
efter § 10, stk. 1, skal der finde en samtale sted med barnet,
hvis det har nået en sådan alder og modenhed, at der
bør tages hensyn til dets mening. | | »§ 16.
Fogedretten skal i sager om fuldbyrdelse af en afgørelse
efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10,
stk. 1, afholde en samtale med barnet efter reglerne i
retsplejelovens § 537, stk. 2.« |
§ 18. Sagerne
behandles i øvrigt efter reglerne i retsplejelovens kapitel
45, 46 og 48. Stk. 2. Fogedretten beskikker en advokat
for den, der har indgivet anmodningen. Om salær og
godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt
fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. | | 5. I § 18, stk.
1, ændres »48« til: »48 a«. |
| | § 3 |
| | I lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som
ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 526 af 7. juni 2006,
§ 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006 og senest ved lov nr. 1564
af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer: |
§ 327. Fri
proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans 1) i de i § 139, stk. 1,
§ 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til
sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om
forældremyndighed og samvær, 2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af
pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter
markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af
Forbrugerombudsmanden, og 3) når ansøgeren helt eller delvist
har fået medhold i a) en kredsbestyrelse, jf. § 146, b) et huslejenævn eller et
beboerklagenævn, c) et centralt statsligt klagenævn eller d) et privat klage- eller ankenævn, der er
godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, og
sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af
kredsbestyrelsens eller nævnets afgørelse eller et
forlig indgået for nævnet eller kredsbestyrelsen eller
af modparten til ændring af kredsbestyrelsens eller
nævnets afgørelse eller et forlig indgået for
nævnet eller kredsbestyrelsen. Stk. 2. Fri proces kan, jf.
§ 325, gives til en appelsag, når ansøgeren
helt eller delvis har fået medhold i den foregående
instans, og sagen er appelleret af modparten. Stk. 3. Fri proces efter stk. 1
og 2 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at
ansøgeren ikke vil få medhold i sagen. Stk. 4. Fri proces efter stk. 1
og 2 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan
indbringes for. Afslås fri proces, træffes
afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392,
stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der
behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som
1. instans, kæres uden særlig tilladelse. | | 1. I § 327,
stk. 1, nr. 1 , ændres »efter § 13 i lov om
forældremyndighed og samvær« til: »om
ændring af en aftale eller dom efter
forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk.
2,«. |
| | 2. § 448,
nr. 2 og 3 , affattes således: |
§ 448. Efter
reglerne i dette kapitel behandles 1) sager om separation eller skilsmisse, 2) sager om forældremyndighed, 3) spørgsmål om samvær og
anden kontakt i forbindelse med en sag om
forældremyndighed, 4) sager om omstødelse af
ægteskab, 5) sager mellem ægtefæller om
ændring eller anfægtelse af vilkår for
separation, skilsmisse eller omstødelse eller
anfægtelse af aftaler om fordeling af formuen, der er
indgået med henblik på separation, skilsmisse eller
omstødelse, 6) sager mellem ægtefæller til
afgørelse af, om separation består eller er
bortfaldet, og 7) sager til afgørelse af, om parterne er
eller ikke er ægtefæller. | | »2) sager om forældremyndighed eller
barnets bopæl, 3) spørgsmål om samvær og
anden kontakt i forbindelse med en sag om forældremyndighed
eller barnets bopæl,«. |
§ 448 a. Sager
om separation eller skilsmisse og sager om forældremyndighed
indbringes for retten af statsforvaltningen, jf. dog
§ 456, stk. 1. Stk. 2. Sagen anses for indbragt for
retten, når retten har modtaget anmodning om det fra
statsforvaltningen. Stk. 3. Den, der først har
anmodet om, at sagen indbringes for retten anses som
sagsøger. Ved samtidig anmodning om indbringelse for retten
anses den part, der indgav anmodning om separation eller
skilsmisse, jf. § 37 i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, eller om afgørelse om
forældremyndighed, jf. § 28 i lov om
forældremyndighed og samvær, som sagsøger. Blev
også anmodning som nævnt i 2. pkt. indgivet samtidig af
begge parter, bestemmer statsforvaltningen, hvem der skal anses som
sagsøger. Statsforvaltningens afgørelse efter 3. pkt.
kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. | | 3. I § 448 a,
stk. 1 , indsættes efter
»forældremyndighed«: »eller barnets
bopæl«. |
§ 448 e.
Omstændigheder, som er eller kunne være gjort
gældende i en tidligere sag om ægteskab eller
forældremyndighed, der er pådømt i realiteten,
kan ikke benyttes som søgsmålsgrundlag i en ny
sag. | | 4. I § 448
e ændres »ægteskab eller
forældremyndighed« til: »ægteskab,
forældremyndighed eller barnets bopæl«. |
§ 448 f. Sag om
forældremyndighed kan behandles her i riget,
såfremt 1) barnet har bopæl her, 2) barnet ulovligt er ført til udlandet
eller ulovligt tilbageholdes i udlandet og barnet umiddelbart
før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde
bopæl her, 3) barnet opholder sig her og som følge af
uroligheder eller lignende er fordrevet fra sit hjemland, 4) barnet opholder sig her og barnets bopæl
ikke kendes eller 5) barnet opholder sig her og sagen er så
hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor
barnet har bopæl, ikke kan afventes. Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, finder
ikke anvendelse, hvis 1) barnet har haft bopæl i udlandet i mere
end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden
har fået eller burde have fået kendskab til barnets
bopæl, 2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet
en anmodning om tilbagegivelse af barnet, som stadig er under
behandling, og 3) barnet er faldet til i sine nye
omgivelser. Stk. 3. Stk. 1, nr. 1 og 4,
finder ikke anvendelse, hvis barnet ulovligt er ført her til
landet eller ulovligt tilbageholdes her, medmindre 1) barnet har haft bopæl her i mere end et
år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har
fået eller burde have fået kendskab til barnets
bopæl, og der ikke inden for dette tidsrum er indgivet en
anmodning om tilbagegivelse af barnet eller 2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er
blevet afslået. Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved
overenskomst med fremmed stat. | | 5. I § 448
f indsættes efter »forældremyndighed«:
»eller barnets bopæl«. |
§ 448 g. Sag om
forældremyndighed indbringes for retten i den retskreds, hvor
barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i
riget, indbringes sagen for retten ved sagsøgtes hjemting.
Hvis sagsøgte ikke har hjemting her i riget, indbringes
sagen for retten ved sagsøgerens hjemting eller, hvis
sagsøgeren ikke har hjemting her i riget, for
Københavns Byret. | | 6. I § 448
g indsættes efter »forældremyndighed«:
»eller barnets bopæl«. |
450. Retten kan
opfordre en part til at føre bevis og kan, uanset om
modparten anmoder herom, pålægge en part at afgive
forklaring. Stk. 2. Finder retten det
påkrævet for at kunne afgøre, hvem
forældremyndigheden over børnene skal tilkomme, eller
for at kunne afgøre et spørgsmål om
samvær eller anden kontakt, kan den træffe bestemmelse
om foretagelse af bevisførelse, herunder afhøring af
vidner og tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige. Om
fornødent kan den pålægge en part at give
møde og afgive forklaring efter samme regler, som
gælder for vidner. Stk. 3. I sager om omstødelse
af ægteskab, der anlægges af ministeren for familie- og
forbrugeranliggender eller den, ministeren bemyndiger dertil, skal
de sagsøgte give møde efter samme regler, som
gælder for vidner. | | 7. § 450,
stk. 2 , ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2. |
| | 8. § 450
a ophæves og i stedet indsættes: |
§ 450 a. Retten
kan bestemme, at en eller begge parter ikke må overvære
den samtale med et barn, der skal finde sted efter § 29 b
i lov om forældremyndighed og samvær. Inden sagen
afgøres, skal parterne gøres bekendt med indholdet af
samtalen, medmindre dette vil stride mod de hensyn, der har
ført til udelukkelsen. | | » § 450 a.
Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets
bopæl eller for at kunne afgøre et
spørgsmål om samvær og anden kontakt, jf. §
448, nr. 2 og 3, udpege en børnesagkyndig til at deltage i
forberedende møder. Retten kan med henblik på at
opnå forlig anmode den børnesagkyndige om at afholde
en samtale med parterne eller barnet samt om at indhente
oplysninger, medmindre en part modsætter sig dette. |
| | § 450 b. Retten kan
i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl eller
for at kunne afgøre et spørgsmål om
samvær eller anden kontakt, jf. § 448, nr. 2 og 3,
træffe bestemmelse om bevisførelse, herunder om at
tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer. Om
nødvendigt kan retten pålægge en part at give
møde og afgive forklaring efter samme regler, som
gælder for vidner. |
| | § 450 c. Samtaler
med børn efter forældreansvarsloven afholdes, uden at
parterne er til stede, medmindre retten bestemmer andet. Retten kan
anmode en børnesagkyndig om at deltage i samtalen eller om
at afholde samtalen alene. Inden sagen afgøres, skal
parterne gøres bekendt med hovedindholdet af samtalen,
medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det. |
| | § 450 d. Retten
kan i særlige tilfælde udpege en person til at
bistå barnet under en sag om forældremyndighed eller
barnets bopæl. Den, der udpeges, har adgang til sagens akter
og mulighed for at være til stede under retsmøder og
under samtaler efter §§ 450 a og 450 c.« |
| | 9. § 451,
1. pkt., affattes således: |
§ 451. Udgifter
ved bevisførelse i henhold til § 450, stk. 2,
afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at
erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i
øvrigt pålægges parten at betale
sagsomkostninger. | | »Statskassen afholder udgifter ved
bevisførelse, børnesagkyndig deltagelse i
sagsforberedelsen, samtaler med børn samt ved udpegning af
en person til at bistå barnet, jf. §§ 450
a€"450 d.« |
§ 455. Sag om
ægteskab eller forældremyndighed kan ikke
anlægges efter en parts død. Stk. 2. Dør en af parterne
inden domsafsigelsen, hæves sagen. | | 10. I § 455,
stk. 1 , ændres »Sag om ægteskab eller
forældremyndighed« til: »Sag om ægteskab,
forældremyndighed eller barnets bopæl« |
| | 11. § 478,
stk. 1, nr. 3 , affattes således: |
§ 478.
Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af 1) domme og kendelser afsagt af domstole eller af
andre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivningen kan
tvangsfuldbyrdes, betalingspåkrav med påtegning efter
§ 477 e, stk. 2, samt beslutninger om
sagsomkostninger truffet af de nævnte myndigheder, 2) forlig indgået for de under nr. 1
nævnte myndigheder samt forlig indgået under
vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, 3) aftaler om forældremyndighed efter lov
om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om
forældremyndighed og samvær, der er truffet af
statsforvaltningen, retsforlig om samvær samt aftaler om
samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at
den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, 4) udenretlige skriftlige forlig om forfalden
gæld, når det udtrykkeligt er bestemt i forliget, at
det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, 5) gældsbreve, der ikke er omfattet af nr.
4, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan
tjene som grundlag for fuldbyrdelse, 6) pantebreve; for så vidt angår
ejerpantebreve og skadesløsbreve, dog kun når
gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er
erkendt af skyldneren eller klart fremgår af
omstændighederne, 7) veksler for så vidt angår
vekselretlige krav og checks for så vidt angår
regreskrav. Stk. 2. Udlæg kan endvidere ske
for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Stk. 3. Retten til tvangsfuldbyrdelse
tilkommer også den, der har håndpant i en fordring. Stk. 4. I de i stk. 1, nr. 4-7,
nævnte tilfælde kan fuldbyrdelse foretages hos enhver,
der ved sin underskrift på dokumentet har forpligtet sig som
skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter. | | »3) aftaler om forældremyndighed, der
er anmeldt til eller godkendt af statsforvaltningen eller retten,
afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samvær, der er truffet af statsforvaltningen, aftaler
om barnets bopæl eller samvær, der er indgået
over for statsforvaltningen, samt aftaler om barnets bopæl
eller samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er
bestemt, at den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.« |
§ 488. Ved
indgivelsen af anmodning om tvangsfuldbyrdelse gives de
oplysninger, som er nødvendige til sagens behandling.
Anmodningen skal være skriftlig, hvis fogedretten bestemmer
det. Stk. 2. Ved fremsættelse af
anmodning i henhold til § 478, stk. 1, nr. 1-3, skal
udskrift af afgørelsen, betalingspåkravet med
påtegning, forliget, bevillingen, statsforvaltningens
afgørelse eller den godkendte aftale indleveres til
fogedretten. Ved fremsættelse af anmodning i henhold til et
af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7, nævnte
dokumenter skal det originale dokument indleveres, medmindre
fogedretten anser det for unødvendigt. Stk. 3. Fogedretten kan
indrømme en frist til at tilvejebringe de i stk. 1 og 2
nævnte oplysninger og dokumenter. | | 12. I § 488,
stk. 2 , ændres »eller den godkendte aftale«
til: », den anmeldte eller godkendte
forældremyndighedsaftale eller aftalen om barnets bopæl
eller samvær«. |
| | 13. §
536 ophæves og i stedet indsættes: |
| | »Kapitel 48 a |
| | Særregler om
tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl
og samvær |
§ 536.
Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af
samvær kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder
eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget
af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning.
Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller
legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I
tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen
på indhentelse af en sagkyndig erklæring. Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en
uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til
at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter
omstændighederne give en kortere udsættelse af
tidspunktet for barnets udlevering eller samværets
udøvelse. Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes,
fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder,
der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af
bestemmelser om udøvelse af samvær kan dog
fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en
bestemmelse om udøvelse af samvær på et
nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes. | | § 536. Domme og
kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan
fuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuldbyrdes
efter reglerne i § 537. Det samme gælder anmodninger om
udlevering af et barn til forældremyndighedsindehaveren efter
§ 596, stk. 2. Stk. 2. De domme, kendelser, retsforlig,
afgørelser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i
stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller
umiddelbar magt. Fogedretten er ikke bundet af rekvirentens
anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med
andre end barnets forældre kan kun fuldbyrdes ved anvendelse
af tvangsbøder. Stk. 3. I tvivlstilfælde kan
fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en
børnesagkyndig erklæring. Stk. 4. Fogedretten kan ændre omfang,
tid og sted for samværet samt vilkårene herfor under
fuldbyrdelsessagen. Stk. 5. Fogedretten kan fastsætte
erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet
udøves under fuldbyrdelsessagen. Stk. 6. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis
barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved
udsættes for alvorlig fare. |
| | § 537.
Fogedretten kan tilkalde en repræsentant fra kommunen til at
varetage barnets interesser under sagen. Fogedretten kan efter
omstændighederne give en kortere udsættelse af
tidspunktet for barnets udlevering eller samværets
udøvelse. Stk. 2. Et barn, som har den
fornødne alder og modenhed, skal under en samtale have
mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre
det er til skade for barnet. Afholdes en samtale med barnet, skal
der deltage en børnesagkyndig eller en repræsentant
fra kommunen. Stk. 3. Tvangsbøder fastsættes
som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil
barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om
udøvelse af samvær kan der dog fastsættes en
enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om
udøvelse af samvær på et nærmere angivet
tidspunkt ikke efterkommes. Stk. 4. Skal der anvendes umiddelbar magt,
skal der deltage en børnesagkyndig og en repræsentant
fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der
foreligger ganske særlige omstændigheder.« |
§ 596.
Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges
af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden
sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den
berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller
sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede
(rekvisitus). Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er
påkrævet til håndhævelse af
forældremyndighed. Fuldbyrdelse sker efter bestemmelsen i
§ 536. | | 14. I § 596, stk. 2, 2. pkt. ,
ændres »§ 536« til: »§
537«. |
| | § 4 |
| | I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005, som senest
er ændret ved § 3 i lov nr. 1545 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | 1. I § 83, stk. 1 ,
indsættes efter 1. pkt.: |
§ 83. Kommunen
kan yde hjælp til udgifter ved udøvelse af ret til
samvær med egne børn under 18 år, som ikke bor
hos ansøgeren. Det er en betingelse for at yde hjælp,
at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at
betale udgifterne. Stk. 2. Kommunen kan yde hjælp
til rejseudgifter med henblik på kontakt til børn, der
er ført til udlandet uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Det er en forudsætning,
at sagen er blevet anmeldt til dansk politi, og at kommunen har
forelagt sagen for Udenrigsministeriet. Det er yderligere en
forudsætning, at indehaveren af forældremyndigheden
ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften. | | »Kommunen kan også yde
hjælp til dækning af udgifter til en
bopælsforælders transport af barnet i forbindelse med
samvær.« |
| | § 5 |
| | I lov om Det Centrale Personregister, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1134 af 20. november 2006, foretages
følgende ændringer: |
| | 1.§ 8, stk. 3 , affattes
således: |
§ 8.
Kommunalbestyrelsen skal registrere et barn, hvis forældre
ikke har samme bopæl, med bopæl hos den af
forældrene, som barnet opholder sig mest hos, uanset hvem af
forældrene der har forældremyndigheden. Stk. 2. Opholder barnet sig lige
længe ad gangen hos hver af forældrene, skal
kommunalbestyrelsen registrere barnet hos den af forældrene,
som har forældremyndigheden, medmindre forældrene ved
deres underskrift erklærer sig enige om, at barnet skal
registreres hos den anden. Har forældrene fælles
forældremyndighed, skal kommunalbestyrelsen registrere barnet
hos den af forældrene, som disse ved deres underskrift
erklærer sig enige om. Stk. 3. Opholder barnet sig lige
længe ad gangen hos hver af forældrene, som på
trods af fælles forældremyndighed ikke er enige om
registreringen, skal barnet forblive registreret på den
adresse, barnet havde, før uenigheden opstod, såfremt
denne adresse er en af de angivne adresser. | | »Stk. 3. Opholder barnet sig lige
længe ad gangen hos hver af forældrene, som på
trods af fælles forældremyndighed ikke er enige om
registreringen, skal barnet registreres med bopæl hos den af
forældrene, der er udpeget som bopælsforælder
efter § 17, stk. 1, eller § 25, stk. 1, i
forældreansvarsloven. Er der ikke udpeget en
bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller §
25, stk. 1, i forældreansvarsloven, forbliver barnet
registreret på den adresse, barnet havde før
uenigheden opstod, såfremt denne adresse er en af de angivne
adresser.« |