Skriftlig fremsættelse (31. januar
2007)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service og lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område (Tilsyn på plejehjem og i
plejeboliger m.v.)
(Lovforslag nr. L 136).
Lovforslaget har til formål at styrke og
stramme op på kvaliteten af de kommunale tilsyn på
pleje-hjem og i plejeboliger mv. og opfølgningen på
disse. Dette sker ved en bemyndigelse til at fastlægge regler
om tilsyn i relation til indhold, udførelse og
opfølgning. Desuden præciseres reglerne om
ældreråd i forhold til etablering af rådene og
valg af stedfortrædere til klagerådet.
Lovforslaget er en del af regeringens indsats for
at sikre, at den hjælp og pleje, de ældre modtager, har
en ordentlig kvalitet, så der kan skabes de rette
forudsætninger for et godt ældreliv med gode rammer for
de ældres dagligdag.
Forsommerens debat i 2006 om forholdene på
landets plejehjem og plejeboliger gav anledning til tvivl om,
hvorvidt det særlige kommunale tilsyn med plejehjem m.v.
altid fungerer efter hensigten. Da nogle af de mest ressourcesvage
ældre bor på landets plejehjem og i plejeboliger, er
der her i særlig grad behov for at sikre et grundigt tilsyn
med pleje- og omsorgsindsatsen. Socialministeriet iværksatte
derfor en undersøgelse, der blandt andet skulle
afdække, om tilsynet fungerer efter hensigten, og om tilsynet
kan styrkes og i givet fald hvordan. Undersøgelsen
konkluderer, at tilsynene er af meget svingende kvalitet, og at der
er behov for at styrke dem i relation til metode, indhold og
opfølgning.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at de
kommunale tilsyn berører alle væsentlige forhold
på plejehjemmene og i plejeboligerne, så der kan skabes
et godt grundlag for den systematiske opfølgning på,
om plejehjemmenes og plejeboligernes indsats er tilfredsstillende,
og at de ældre får den hjælp, de har behov for.
Lovforslaget forbedrer dermed de ældres retssikkerhed.
En systematisk opfølgning på
tilsynene giver også kommunerne mulighed for at arbejde med
læring og udvikling, således at tilsynene ikke blot
får et kontrolelement, men også bliver et redskab, der
kan bruges i et fagligt kvalitetsudviklingsøjemed. Nogle
kommuner har gode erfaringer med at sætte fokus på
læring og udvikling i forbindelse med tilsynet.
Lovforslaget er under forhandling med de kommunale
parter.
Det foreslås, at lovforslaget træder i
kraft den 1. juli 2007.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.