L 152 Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, retsplejeloven, lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren og lov om Klagenævnet for Udbud.

(Styrket indsats mod karteller, forbedrede kontrol- og efterforskningsinstrumenter og mere konkurrence om offentlige ydelser).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-02-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l152_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2007)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, retsplejeloven, lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren og lov om Klagenævnet for Udbud (Styrket indsats mod karteller, forbedrede kontrol- og efterforskningsinstrumenter og mere konkurrence om offentlige ydelser).

(Lovforslag nr. L 152).

Effektiv konkurrence er en af de væsentligste drivkræfter for at skabe fornyelse og innovation. Men i en række brancher i Danmark er konkurrencen i dag utilstrækkelig, ligesom der er for lidt konkurrence om offentlige opgaver, og det danske prisniveau er højere end i sammenlignelige lande. Derfor skal lovgivningen på konkurrenceområdet styrkes.

Forslaget indeholder et straflempelsesprogram. Ideen hermed er, at karteldeltagere kan undgå tiltale eller få deres straf sat ned ved at henvende sig til myndighederne med oplysninger, der kan bidrage til opklaring af kartellet. Herudover indføres nye efterforskningsinstrumenter for myndighederne. Konkurrencestyrelsen får således adgang til at besigtige indholdet af lommer, tasker o.lign., når styrelsen går på kontrolundersøgelse. Det foreslås også, at Konkurrencestyrelsen som led i dens kontrolundersøgelser får adgang til at medtage såkaldte "spejlinger" (identiske elektroniske kopier af computere og andre elektroniske medier).

Endvidere giver forslaget Konkurrencestyrelsen kompetence til at afslutte en sag ved udstedelse af et administrativt bødeforelæg, og ansatte i Konkurrencestyrelsen kan beskikkes af Rigsadvokaten til i byretterne at rejse og udføre tiltale i visse tilståelsessager om overtrædelse af konkurrenceloven.

Lovforslaget betyder også, at Konkurrencerådsmedlemmernes uafhængighed bliver præciseret.

En række elementer i forslaget sigter mod at styrke konkurrencen om offentlige opgaver.

Konkurrencestyrelsen får med forslaget bedre muligheder for at undersøge og gribe ind over for forkerte afregningspriser i fritvalgsordninger. Det foreslås også, at der indføres en annonceringspligt for indgåelse af offentlige kontrakter om varer og tjenesteydelser, som ikke er omfattet af krav om EU-udbud. Forslaget tillægger Konkurrencestyrelsen en klar kompetence til at indhente oplysninger om offentlige indkøb. Endvidere foreslås det, som et supplement til den nyligt indførte standstill-ordning, at klager tillægges en kort opsættende virkning.

Idet jeg henviser til de udførlige bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.