L 152 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, retsplejeloven, lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren og lov om Klagenævnet for Udbud. (Styrket indsats mod karteller, forbedrede kontrol- og efterforskningsinstrumenter og mere konkurrence om offentlige ydelser).

Fremsat den 7. februar 2007 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

til

Lov om ændring af konkurrenceloven, retsplejeloven, lov om
indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren og lov om
Klagenævnet for Udbud

(Styrket indsats mod karteller, forbedrede kontrol- og efterforskningsinstrumenter og mere konkurrence om offentlige ydelser)

§ 1

I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 8. august 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 11 a indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Konkurrencerådet kan undlade at behandle en sag efter stk. 1-6, hvis den pågældende støtteordning kan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.«

2. Efter § 11 a indsættes i kapitel 3 a:

» § 11 b. Konkurrencerådet kan undersøge, hvorvidt en offentlig myndighed tilbyder private leverandører af ydelser omfattet af frit valg en afregningspris, der er fastsat i overensstemmelse med regler fastsat i anden lovgivning om frit valg, jf. stk. 5.

Stk. 2. Hvis den i stk. 1 nævnte afregningspris er lavere eller skønnes lavere end den pris, som den offentlige myndighed skulle have anvendt efter de pågældende regler for frit valg, kan Konkurrencerådet udstede påbud til den offentlige myndighed om, at den offentlige myndighed skal

1) ophøre med at beregne og fastsætte afregningspriser, der er i strid med reglerne for frit valg,

2) anvende bestemte beregningsgrundlag, beregningsmetoder eller afregningspriser over for private leverandører af ydelser omfattet af frit valg, og

3) efterbetale et beløb til private leverandører af ydelser omfattet af frit valg, der svarer til forskellen mellem den afregningspris, som myndigheden har anvendt, og den afregningspris, som myndigheden burde have anvendt, jf. nr. 1.

Stk. 3. Medmindre andet fremgår af reglerne for den pågældende fritvalgsordning, kan påbud om efterbetaling ikke angå betalinger, som ligger mere end et år forud for den dag, hvor Konkurrencestyrelsen påbegyndte en undersøgelse over for den pågældende offentlige myndighed.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan undlade at behandle en sag efter stk. 1-3, hvis den pågældende ordning kan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med vedkommende minister regler om, hvilke ordninger om frit valg der er omfattet af Konkurrencerådets kompetence.«

3.§ 15 affattes således:

» § 15. Konkurrencerådet består af en formand og 17 medlemmer. Formanden og medlemmerne udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren for en periode på op til fire år. Rådet skal omfatte et alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed, herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold. Formanden og otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i statslig erhvervsvirksomhed. Efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og et medlem med særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra KL (Kommunernes Landsforening). Rådets medlemmer udnævnes på baggrund af deres personlige og faglige kvalifikationer, og de skal fungere uafhængigt i deres virke.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for Konkurrencerådets medlemmer.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indstilling og udnævnelse af Konkurrencerådets medlemmer og om indstilling og udpegning af faste stedfortrædere for disse.«

4. I § 16 og § 16 a, stk. 1, ændres »§ 23 a, stk. 1« til: »§ 24, stk. 1«.

5.§ 18, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Konkurrencestyrelsen forlange mundtlige forklaringer samt forlange, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker o.lign. med henblik på, at Konkurrencestyrelsen kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.«

6.§ 18, stk. 4-8, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Konkurrencestyrelsen kan tage identiske elektroniske kopier (spejlinger) af dataindholdet af elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, og kan medtage det kopierede materiale med henblik på efterfølgende at gennemgå dette. Det spejlede materiale skal forsegles, når styrelsen forlader virksomhedens lokaliteter. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant skal være til stede, når forseglingen brydes og ved styrelsens gennemgang af det spejlede materiale. Konkurrencestyrelsen har pligt til senest 25 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen måtte have taget fra det spejlede materiale, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen af det spejlede materiale er gennemført, skal det spejlede materiale opbevares i forseglet stand. Det spejlede materiale skal slettes, hvis styrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af konkurrencereglerne. Beslutter styrelsen at gå videre med sagen, skal det spejlede materiale slettes, når sagen er endeligt afgjort.

Stk. 5. Hvis virksomhedens eller sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt for Konkurrencestyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4, kan styrelsen forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til tre hverdage herefter.

Stk. 6. Under samme betingelser som i stk. 5 kan Konkurrencestyrelsen medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som Konkurrencestyrelsen har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.

Stk. 7. Fristerne i stk. 4, 5 og 6 kan i særlige tilfælde forlænges.

Stk. 8. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1, 2 og 4-6. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 9. Konkurrencestyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union i forbindelse med disse myndigheders anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82. Reglerne i stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse.«

7.§ 19, stk. 1, affattes således:

»Afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, § 3, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1-3, § 8, stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 2. pkt., stk. 4 og 6, § 9, stk. 1, § 10, stk. 2, § 10 a, stk. 1 og 6, § 11, stk. 1, 2 og 5, § 11 a, stk. 1 og 6, 1. pkt., § 11 b, stk. 2, § 12 a, stk. 5, § 12 b, stk. 1, § 12 c, stk. 1-3 og 6, § 12 d, stk. 3, 1. pkt., § 12 e, stk. 1 og 3, § 12 f, § 12 g, § 13, stk. 4, § 16, § 16 a, stk. 2 og 3, § 24, stk. 2, jf. stk. 1, og § 27, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til Konkurrenceankenævnet.«

8. Kapitel 8 og 9 affattes således:

»Kapitel 8

Bestemmelser om straf og straflempelse

§ 22. Økonomi- og erhvervsministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader

1) at give de oplysninger, som Konkurrencerådet kan kræve efter denne lov,

2) at efterkomme et vilkår eller et påbud meddelt efter denne lov eller

3) at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 16 a, stk. 1.

Stk. 2. Tvangsbøder pålagt efter stk. 1 kan inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav efter stk. 1 efter reglerne i opkrævningsloven.

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt,

1) overtræder § 6, stk. 1,

2) overtræder eller undlader at efterkomme et vilkår meddelt i henhold til § 8, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.,

3) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 10 a, stk. 1 eller stk. 6,

4) overtræder § 11, stk. 1,

5) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk. 2,

6) undlader at anmelde en fusion i henhold til § 12 b, stk. 1,

7) gennemfører en fusion på trods af et forbud herimod i henhold til § 12 c, stk. 2, overtræder forbuddet mod gennemførelse af en fusion inden godkendelse heraf i henhold til § 12 c, stk. 5, 1. pkt., overtræder eller undlader at efterkomme et vilkår eller påbud efter § 12 c, stk. 6, eller § 12 e, stk. 1 eller stk. 3, eller overtræder eller undlader at efterkomme et påbud meddelt i henhold til § 12 g,

8) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 16,

9) overtræder eller undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende efter § 16 a, stk. 1,

10) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 16 a, stk. 2,

11) undlader at efterkomme krav efter § 17,

12) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen, Konkurrencerådet eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den sag, hvortil oplysningerne indhentes, eller

13) overtræder EF-traktatens artikel 81, stk. 1, eller artikel 82, jf. § 24, stk. 1.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt, hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2 eller stk. 4, og indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 2, stk. 4 eller stk. 5.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Ved udmåling af straf efter stk. 1 og 2 skal der ved fastsættelse af bødens størrelse ud over de almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages hensyn til den juridiske persons omsætning det seneste år forud for domsafsigelsen eller udstedelsen af et bødeforelæg.

Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.

§ 23 a. Den, der handler i strid med § 6 eller EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved at indgå en kartelaftale, opnår tiltalefrafald for den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet, hvis ansøgeren som den første henvender sig til myndighederne og fremlægger oplysninger om et kartel, som myndighederne ikke var i besiddelse af på ansøgningstidspunktet, og som

1) inden myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, giver myndighederne konkret anledning til at iværksætte en kontrolundersøgelse, en ransagning eller indgive politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold, eller

2) efter myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, sætter myndighederne i stand til at konstatere en overtrædelse i form af et kartel.

Stk. 2. Tiltalefrafald kan kun opnås, såfremt ansøgeren

1) samarbejder med myndighederne under hele behandlingen af sagen,

2) senest ved indgivelse af ansøgningen bringer sin deltagelse i kartellet til ophør og

3) ikke har tvunget andre til at deltage i kartellet.

Stk. 3. Opfylder en ansøgning om tiltalefrafald ikke de i stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, nævnte betingelser, betragtes ansøgningen som en ansøgning om strafnedsættelse, jf. stk. 4.

Stk. 4. Den, der handler i strid med § 6 eller EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved at indgå en kartelaftale, opnår nedsættelse af den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet, hvis ansøgeren

1) fremlægger oplysninger vedrørende kartellet, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til de oplysninger, som myndighederne er i besiddelse af, og

2) opfylder de i stk. 2 angivne betingelser.

Stk. 5. Strafnedsættelsen for den første ansøger, der opfylder betingelserne i stk. 4, udgør 50 pct. af den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet. For den anden ansøger, der opfylder betingelserne i stk. 4, udgør strafnedsættelsen 30 pct. For efterfølgende ansøgere, der opfylder betingelserne i stk. 4, udgør strafnedsættelsen op til 20 pct.

Stk. 6. Ansøgninger om tiltalefrafald eller strafnedsættelse indgives til Konkurrencestyrelsen. I sager, hvor personer eller virksomheder er sigtede, eller hvor Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har indledt en strafferetlig efterforskning af en formodet overtrædelse i form af et kartel, kan ansøgning om straflempelse tillige indgives til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Stk. 7. En ansøgning efter stk. 6 behandles efter følgende procedure:

1) Den myndighed, der modtager ansøgningen, jf. stk. 6, kvitterer for modtagelsen heraf.

2) Den kompetente myndighed, jf. stk. 8, afgiver et foreløbigt tilsagn, der indeholder oplysninger om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 eller stk. 4 er opfyldt, og om hvorvidt der på dette tidspunkt er grundlag for at meddele afslag på ansøgningen, fordi betingelserne i stk. 2 ikke skønnes at være opfyldt.

3) Når sagens oplysning og vurdering er endeligt gennemført, meddeler den kompetente myndighed, jf. stk. 9, om ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 2 og meddeler i bekræftende fald tiltalefrafald eller strafnedsættelse i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn, som ansøgeren har fået efter nr. 2.

Stk. 8. Et foreløbigt tilsagn afgives af den myndighed, som har modtaget ansøgningen i overensstemmelse med stk. 6. Forinden myndigheden afgiver et foreløbigt tilsagn efter stk. 7, nr. 2, skal tilsagnet være drøftet mellem Konkurrencestyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Et foreløbigt tilsagn om tiltalefrafald kan kun gives, hvis myndighederne er enige herom.

Stk. 9. Meddelelse om tiltalefrafald efter stk. 7, nr. 3, afgives af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet efter høring af Konkurrencestyrelsen. Meddelelse om strafnedsættelse efter stk. 7, nr. 3, afgives af den myndighed, der i den konkrete sag udsteder et administrativt bødeforelæg eller indbringer sagen for domstolene. Forinden en meddelelse om strafnedsættelse kan gives, skal den anden myndighed høres.

Stk. 10. Forskellige virksomheder kan ikke indgive fælles ansøgning om straflempelse, medmindre ansøgerne er koncernforbundne, og ansøgningen særskilt angiver, hvilke selskaber ansøgningen skal omfatte.

Stk. 11. En ansøgning fra en virksomhed eller en sammenslutning omfatter automatisk nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, ledende medarbejdere eller andre ansatte, forudsat at personerne individuelt opfylder betingelserne i stk. 2. Når sagens oplysning og vurdering er endeligt gennemført, meddeler den kompetente myndighed, jf. stk. 9, om personerne opfylder betingelserne i stk. 2, og meddeler i bekræftende fald tiltalefrafald eller strafnedsættelse i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn, som virksomheden eller sammenslutningen har fået efter stk. 7, nr. 2.

§ 23 b. Konkurrencestyrelsen kan efter samtykke fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i sager om overtrædelse af denne lov, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.

Kapitel 9

EU-Konkurrencereglerne

§ 24. Sager efter EF-traktatens artikel 81 og 82, herunder sager, hvor der sker parallel anvendelse af denne lovs §§ 6 og 11, kan behandles af de nationale konkurrencemyndigheder, når sagen har tilknytning til Danmark. Tilknytning til Danmark foreligger, når aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning, samordnet praksis mellem virksomheder eller en virksomheds adfærd har skadelige virkninger på konkurrencen på det danske marked, eller når en virksomhed, der er beliggende i Danmark, er involveret i en aftale m.v., der har skadelige virkninger på konkurrencen inden for Den Europæiske Union.

Stk. 2. Bestemmelserne i denne lovs kapitel 5-8 finder i øvrigt anvendelse på udøvelse af Konkurrencerådets kompetence, jf. stk. 1, i det omfang forordninger og direktiver udstedt i medfør af EF-traktatens artikel 83 ikke er til hinder herfor.

Stk. 3. Den bistand, som ydes Europa-Kommissionen og andre medlemsstater i henhold til forordninger og direktiver udstedt i medfør af traktatens artikel 83, ydes af Konkurrencestyrelsen.«

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som senest ændret ved lov nr. 1564 af 20. december 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 105 indsættes som stk. 4 :

»Stk. 4. Rigsadvokaten kan beskikke ansatte i Konkurrencestyrelsen til at varetage udførelsen af straffesager for byretterne i sager vedrørende konkurrenceloven.«

§ 3

I lov nr. 338 af 18. maj 2005 om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter«.

2.Overskriften til lovens kapitel 1 ophæves og i stedet indsættes:

»Afsnit I

Bygge- og anlægskontrakter

Kapitel 1

Anvendelsesområde«.

3. I § 1, stk. 1 og 2, ændres »Loven« til: »Lovens afsnit I«.

4. I § 1, stk. 2, nr. 1, ændres »kommunale« til: »lokale«.

5. I § 1, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, ændres »loven« til: »lovens afsnit I«.

6. I § 1, stk. 4, ændres »Lovens regler« til: »Reglerne i afsnit I«.

7. Efter § 15 indsættes som nyt afsnit:

»Afsnit II

Vare- og tjenesteydelseskontrakter

Kapitel 6 a

Anvendelsesområde

§ 15 a. Dette afsnit gælder for indhentning af tilbud og tildeling af ordrer på

1) offentlige vareindkøbskontrakter, hvis værdi overstiger 500.000 kr., men er mindre end de aktuelle tærskelværdier i udbudsdirektivet, jf. § 15 b, nr. 5,

2) offentlige tjenesteydelseskontrakter omfattet af udbudsdirektivets bilag II A, såsom kontrakter om vedligeholdelse og reparation, landtransport, regnskab, revision og bogholderi, markeds- og opinionsundersøgelser m.v., hvis værdi overstiger 500.000 kr., men er mindre end de aktuelle tærskelværdier i udbudsdirektivet, jf. § 15 b, nr. 5, og

3) offentlige tjenesteydelseskontrakter omfattet af udbudsdirektivets bilag II B, såsom kontrakter om hotel- og restaurationsvirksomhed, jernbanetransport, sundheds- og socialvæsen, undervisning og erhvervsuddannelse m.v., hvis værdi overstiger 500.000 kr.

Stk. 2. Dette afsnit gælder for statslige, regionale og lokale myndigheder og offentligretlige organer. Afsnittet gælder dog ikke, når kontrakten indgås til brug for virksomhed omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Stk. 3. Dette afsnit gælder ikke for de særlige kontrakter, som er undtaget fra udbudsdirektivet i medfør af direktivets afsnit II, kapitel II, afdeling 3, eller for delkontrakter, som er undtaget fra udbudsdirektivet i medfør af direktivets artikel 9, stk. 5 a og b.

§ 15 b. I dette afsnit forstås ved:

1) Udbudsdirektivet:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter.

2) Forsyningsvirksomhedsdirektivet:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester.

3) Offentlige vareindkøbskontrakter:

Kontrakter om køb, leasing og leje med eller uden forkøbsret af varer som defineret i udbudsdirektivet.

4) Offentlige tjenesteydelseskontrakter:

Kontrakter som defineret i udbudsdirektivet og i bilag II hertil.

5) Tærskelværdier:

De beløbsgrænser, som angiver, hvornår udbudsdirektivet finder anvendelse.

6) Offentligretlige organer:

Organer som defineret i udbudsdirektivet og bilag III hertil.

Annonceringspligt

§ 15 c. Forud for indhentning af tilbud og tildeling af ordrer på vare- og tjenesteydelseskontrakter omfattet af § 15 a skal en udbyder offentliggøre en annonce i pressen eller i et elektronisk medie.

Stk. 2. Annonceringspligten gælder ikke de tilfælde, der fremgår af udbudsdirektivets artikel 31.

Stk. 3. Annonceringspligten kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige interesser, hvor fortrolighed efter kontraktens særlige karakter er påkrævet.

Stk. 4. Annoncen skal mindst indeholde følgende oplysninger:

1) Beskrivelse af opgaven.

2) Kontaktoplysninger.

3) Frist for modtagelse af tilbud eller anmodninger om deltagelse.

4) Adresse for modtagelse af tilbud eller anmodninger om deltagelse.

5) Kriterier for tildeling af opgaven.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at annoncering skal ske i et særligt elektronisk medie.

Procedure og underretning

§ 15 d. Ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af proceduren skal udbyderen sørge for, at udvælgelsen af tilbudsgivere sker på grundlag af objektive, saglige og ikke-diskriminerende kriterier, og at der ikke finder forskelsbehandling sted mellem tilbudsgiverne.

Stk. 2. Udbyderen underretter hurtigst muligt alle tilbudsgivere, der har afgivet et bud om, hvilken afgørelse der er truffet med hensyn til ordretildelingen, herunder i givet fald begrundelsen for at annullere proceduren. Efter anmodning underretter udbyderen tilbudsgiverne om begrundelsen for at forkaste tilbuddet.«

8.Overskriften til lovens kapitel 7 ophæves og i stedet indsættes:

»Afsnit III

Klage og ikrafttræden m.v.

Kapitel 7

Klagemuligheder ved bygge- og anlægs-, vare- og tjenesteydelseskontrakter«.

§ 4

I lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud, som ændret ved § 15 i lov nr. 450 af 7. juni 2001 og senest ved § 36 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Loven gælder for klager over ordregivere for overtrædelse af

1) fællesskabsretten vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og kontrakter inden for forsyningsvirksomhed,

2) lov om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af bygge- og anlægskontrakter og indkøb m.v. eller regler udstedt i medfør af denne lov,

3) lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter eller

4) andre regler, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelse om klageadgang til Klagenævnet for Udbud.«

2. § 1, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ved ordregivere forstås myndigheder, offentligretlige organer, forsyningsvirksomheder og andre udbydere omfattet af reglerne nævnt i stk. 1.«

3. Efter § 6 indsættes:

» § 6 a. Når en klager begærer opsættende virkning i en sag vedrørende udbud, der er omfattet af standstill-ordningen, og klagen indgives inden for standstill-perioden, underretter Klagenævnet ordregiver om, at kontrakten ikke må underskrives, før beslutning i henhold til § 6, stk. 2, er truffet.

Stk. 2. Klagenævnet skal inden udløbet af 10 arbejdsdage underrette ordregiver om sin beslutning i henhold til § 6, stk. 2. Denne frist regnes fra Klagenævnets afsendelse af underretning efter stk. 1.

Stk. 3. Underretning efter stk. 1 og 2 skal ske omgående og ved brug af hurtigst mulige kommunikationsmiddel.«

4. Efter § 8 indsættes:

»Konkurrencestyrelsens indhentning af oplysninger

§ 8 a. Konkurrencestyrelsen kan kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige til dens vurdering af, om reglerne nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, kan være overtrådt.

Stk. 2. Når Konkurrencestyrelsen i medfør af stk. 1 modtager arbejdsdokumenter, der i henhold til offentlighedsloven og forvaltningsloven er interne, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter.«

5. I § 12, stk. 1, indsættes efter »§ 6, stk. 1 eller 2,«: »eller § 6 a, stk. 1,«.

6. Efter § 12 indsættes:

» § 12 a. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen eller fortier forhold af betydning for den pågældende sag i henhold til § 8 a.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

7. Efter § 13 indsættes før overskriften »Ikrafttræden m.v.«:

» § 13 a. Den, der undlader at give Konkurrencestyrelsen oplysninger i henhold til § 8 a, kan af Konkurrencestyrelsen pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.

Stk. 2. Tvangsbøder pålagt efter stk. 1 kan inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav efter stk. 1 efter reglerne i opkrævningsloven.«

§ 5

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

En af de væsentligste drivkræfter for innovation i hele samfundet er en effektiv konkurrence. Det gælder både i den private og i den offentlige sektor. Regeringen har som led i sin globaliseringsstrategi en målsætning om, at konkurrencen i Danmark skal være på højde med de bedste OECD-lande. De internationale undersøgelser placerer Danmark blandt de mest konkurrencedygtige lande, men der er svagheder på vigtige områder, som der skal rettes op på. Det Økonomiske Råd har i sin rapport fra efteråret 2005 beregnet, at der vil være en gevinst på op til 2 pct. af BNP ved at forbedre konkurrencen på produktmarkederne i Danmark. Globaliseringsstrategien peger på en række tiltag både i den private og i den offentlige sektor, som ville gavne konkurrencen og derved samfundsøkonomien generelt. Lovforslaget indeholder således tiltag til forbedring af konkurrencen i begge sektorer og udmønter anbefalingerne fra globaliseringsstrategien.

For at nå de mål, som globaliseringsstrategien fastsætter, skal der bl.a. ske en styrkelse af den danske konkurrencelovgivning, herunder især en forbedring af mulighederne for at opklare karteller og en mere effektiv og hurtig håndhævelse af konkurrencereglerne. Med henblik herpå blev der i foråret 2006 nedsat et sagkyndigt udvalg (udvalget om styrkelse af konkurrencelovgivningen) med deltagelse af Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Dommerforeningen, Politimesterforeningen, Finansministeriet, Konkurrencestyrelsen og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Udvalget skulle bl.a. se på, hvordan et dansk straflempelsesprogram ville kunne udformes. Udvalget skulle også se på behovet for yderligere tiltag, såsom øgede kontrolbeføjelser for konkurrencemyndighederne. Lovforslagets del vedrørende styrkelse af konkurrenceloven bygger på udvalgets indstillinger, som blev offentliggjort i november 2006 i Rapport fra udvalget om styrkelse af konkurrencelovgivningen (»udvalgsrapporten«).

Med forslaget indføres der et egentligt straflempelsesprogram i kartelsager. Programmet skal gøre det muligt for en person eller en virksomhed at opnå straflempelse (tiltalefrafald eller strafnedsættelse) mod til gengæld at medvirke til opklaringen af et kartel. Et sådant program forventes for det første at forbedre myndighedernes mulighed for at afsløre eksisterende karteller. For det andet vil det mindske incitamenterne for virksomhederne til i fremtiden at indgå kartelaftaler.

Forslaget indebærer også styrkede håndhævelsesbeføjelser til Konkurrencestyrelsen. Forslaget indebærer endvidere, at der indføres særlige procedurer, hvorefter Konkurrencestyrelsen i nærmere angivne situationer kan udstede administrative bødeforelæg.

Med de foreslåede ændringer i konkurrenceloven får konkurrencemyndighederne en række indgrebs- og kontrolbeføjelser, som svarer til, hvad Kommissionen har i dag. Lovforslaget bringer således konkurrenceloven bedre i overensstemmelse med de regler, der gælder for Kommissionen i medfør af Rådets forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EF-Tidende, 04.01.2003, L 1/1).

I forlængelse af ændringerne i konkurrenceloven foreslås retsplejeloven ændret, så Rigsadvokaten kan beskikke ansatte i Konkurrencestyrelsen til at rejse og udføre tiltale for byretterne i visse straffesager om overtrædelse af konkurrenceloven. Forslaget har til hensigt at indføre mulighed for en hurtig og enkel afslutning af strafsanktionerede konkurrencesager, hvor sigtede erkender forholdene.

Et andet væsentligt formål med lovforslaget er øget konkurrence om offentlige ydelser. Danmark har tidligere været i front, når det gjaldt omfanget af udbud i den offentlige sektor. Men denne udvikling er gået i stå. I dag udbydes offentlige opgaver i Danmark i mindre grad end i mange sammenlignelige lande. Det offentlige skal blive bedre til at bruge markedet, når det leverer service til borgerne. Konkurrence og offentligt-privat samarbejde om at udføre offentlige opgaver er et centralt middel til at øge effektiviteten og innovationen i både den offentlige og den private sektor. Indsatsen på området skal derfor styrkes. Dette skal ske ved ændringer i hhv. lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren (»tilbudsloven«), lov om Klagenævnet for Udbud (»klagenævnsloven«) og konkurrencelovens bestemmelser om frit valg.

Danmark har ikke generelle nationale regler for udbud af kontrakter om varer og tjenesteydelser, når disse kontrakter ikke eller kun delvist er omfattet af EU€™s udbudsregler. Det kan enten dreje sig om kontrakter, der ligger under udbudsdirektivets tærskelværdi, eller kontrakter om ydelser, der ikke er omfattet af krav om EU-udbud. Opgørelser tyder imidlertid på, at den største volumen i de offentlige anskaffelser netop udmøntes gennem kontrakter, der falder uden for reglerne om EU-udbud. Der er således et potentiale for at forbedre rammerne for konkurrencen om en betydelig del af det offentliges indkøb.

Forslaget indfører enkle og ubureaukratiske regler om konkurrenceudsættelse af disse offentlige indkøb, således at en bredere kreds af virksomheder kan opnå nye forretningsmuligheder. Forslaget om an­non­ce­rings­pligt bidrager samtidig til at udmønte EF-traktatens regler om fri bevægelighed samt principperne om gennemsigtighed, ligebehandling, proportionalitet og gensidig anerkendelse. Der er sammenfald mellem en række begreber i loven og udbudsdirektivet.

Udbudsreglernes effektivitet og nytteværdi afhænger i høj grad af en effektiv håndhævelse. Det er således vigtigt både at sikre, at ordregivende myndigheder konkurrenceudsætter deres kontrakter med eksterne parter, og at dette sker på den rette måde. Klagenævnsloven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiver 89/665/EØF og 92/13/EØF, kaldet kontroldirektiverne. Forslaget ændrer klagenævnsloven på en række punkter med det formål at styrke håndhævelsen af udbudsreglerne. Der indføres en midlertidig opsættende virkning ved klage over visse udbud. Dette sikrer den effektive virkning af den standstill-ordning, som er indført i Danmark som følge af EF-Domstolens dom af 28. oktober 1999 i sag C-81/98 (Alcatel), og som giver virksomhederne bedre muligheder for at klage. Forslaget giver endvidere Konkurrencestyrelsen en klar kompetence til at indhente oplysninger om indkøb, så styrelsen får bedre mulighed for f.eks. at afdække manglende udbud eller overtrædelser i konkrete udbud. Forslaget kan derved styrke håndhævelsen af udbudsreglerne, og det forventes også at have en præventiv effekt.

Borgere i Danmark har frit valg mellem offentlige og private leverandører af visse offentlige ydelser. Erfaringerne viser imidlertid, at konkurrenceloven ikke indeholder de nødvendige reaktionsmuligheder over for de problemer, som kan opstå mellem offentlige og private leverandører på områder med frit valg. Forslaget tilsigter at give Konkurrencerådet bedre muligheder for at gribe ind over for ulige konkurrence i fritvalgsordningerne.

Desuden foreslås det, at det præciseres i lovteksten og i bemærkningerne, at medlemmerne af Konkurrencerådet skal fungere uafhængigt i deres virke i rådet. Herudover skærpes kvalifikationskravene til rådets medlemmer.

Endelig præciseres Konkurrencerådets muligheder for at behandle sager om konkurrenceforvridende støtte, når der kan være samhandelspåvirkning.

Det er i forbindelse med lovændringen blevet drøftet, om der skulle ændres i den nugældende § 22 i konkurrenceloven med henblik på at øge effektiviteten af tvangsbøder i konkurrencesager. Dette spørgsmål bør imidlertid indgå i Retsplejerådets igangværende overvejelser om reglerne om tvangsfuldbyrdelse, hvorfor det er blevet besluttet ikke at ændre i det materielle indhold i § 22 ved nærværende lovændring, men i stedet afvente udfaldet af Retsplejerådets overvejelser. Dog nyaffattes bestemmelsen af lovtekniske grunde.

2. Lovforslagets indhold

For at styrke konkurrenceloven og for at forbedre konkurrencen om offentlige ydelser foreslås følgende tiltag:

1) Mulighed for straflempelse (leniency)

2) Adgang til at besigtige indholdet af ansattes lommer, tasker o.lign.

3) Spejling af elektroniske medier

4) Administrative bødeforelæg

5) Beskikkelse af Konkurrencestyrelsens ansatte til at rejse og udføre tiltale ved byretterne

6) Annonceringspligt for ordrer over 500.000 kr.

7) Behandling af begæring om opsættende virkning

8) Bedre mulighed for at indhente oplysninger om offentlige indkøb

9) Bedre mulighed for at undersøge og gribe ind over for forkerte afregningspriser i fritvalgsordninger

10) Præcisering af Konkurrencerådets uafhængighed m.v.

11) Konkurrencerådets muligheder for at behandle sager om konkurrenceforvridende støtte, når der kan være samhandelspåvirkning

Idet der henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser nedenfor, er hovedindholdet i lovforslaget følgende:

2.1. Mulighed for straflempelse (leniency)

Karteller er vanskelige at afsløre og efterforske, da de, der deltager i kartelaktivitet, ofte er bevidste om, at de handler i strid med konkurrencereglerne og derfor søger at holde deres aftaler eller samordnet praksis skjult for omverdenen. Virksomheder og personer er meget opmærksomme på at sikre sig, at der ikke i virksomheden efterlades beviser på deres deltagelse i den ulovlige aktivitet. Der er derfor risiko for, at myndighederne med deres nuværende beføjelser kun i begrænset omfang kan finde beviser for kartellers eksistens, hvilket gør det vanskeligt for myndighederne at afsløre karteller.

OECD har undersøgt de skadelige virkninger af karteller og har konstateret, at det er vanskeligt at opgøre det samfundsøkonomiske tab som følge af kar­tel­aktivi­tet. En gennemsnitlig merpris på 20-30 % på en vare eller tjenesteydelse som følge af et ulovligt kartel er dog ikke usædvanlig. Denne alvorlige samfundsøkonomiske konsekvens af kartelaktivitet fordrer derfor en effektiv indsats mod kartelvirksomhed.

Erfaringerne fra Europa-Kommissionen og andre EU-lande viser, at straflempelsesprogrammer er en af de mest effektive måder at bekæmpe karteller på.

Forslaget om straflempelse baserer sig på betragtningerne i kapitel 5 i udvalgsrapporten. Med lovforslaget gives der mulighed for, at virksomheder og personer, der samarbejder med myndighederne om opklaringen af et kartel, kan opnå straflempelse. Dette kan være i form af enten tiltalefrafald eller strafnedsættelse. Forslaget om straflempelse har et generelt præventivt sigte. Dette skyldes, at risikoen for, at et kartel bliver opdaget, øges betragteligt, når det bliver muligt at opnå straflempelse, hvis man indleverer oplysninger, der kan bidrage til opklaringen af kartellet. Forslaget vil medvirke til at destabilisere karteller og dermed gøre det mindre attraktivt at oprette eller deltage i kartelaktivitet, når karteldeltagere ikke kan vide, om en eller flere af de andre deltagere går til myndighederne. Formålet med et straflempelsesprogram på konkurrenceområdet er således at mindske tilblivelsen og lette afsløringen af karteller.

Fra dansk ret kendes straflempelse fra straffelovens § 82, nr. 9 og 10, hvorefter det kan indgå som en formildende omstændighed ved strafudmålingen, hvis gerningsmanden f.eks. har angivet sig selv eller har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. En væsentlig forskel mellem straffelovens § 82 og et egentligt straflempelsesprogram er, at de involverede virksomheder under et straflempelsesprogram i et videre omfang på forhånd kender mulighederne og betingelserne for at opnå enten tiltalefrafald eller strafnedsættelse, hvis de opfylder de betingelser, der stilles.

For at skabe de rette incitamenter for karteldeltagere til at henvende sig til myndighederne, er det vigtigt, at der opstilles klare procedurer og betingelser for opnåelse af straflempelse, dvs. at der er en høj grad af gennemsigtighed og forudsigelighed for virksomhederne om, hvad de kan forvente, når de henvender sig til myndighederne.

Det foreslåede straflempelsesprogram svarer i vidt omfang til Kommissionens og til det modelprogram, som er blevet udarbejdet af Kommissionen og EU-landenes nationale konkurrencemyndigheder i fællesskab (»ECN-modellen«). Dog er der i den foreslåede model taget højde for den danske myndighedsstruktur på konkurrenceområdet og for de retssikkerhedsmæssige garantier, som det eksisterende strafferetlige og straffeprocesretlige system indeholder.

Derudover er forslaget udformet på en sådan måde, at der skabes en positiv incitamentsstruktur for karteldeltagere til hurtigst muligt at rette henvendelse til myndighederne. Forslaget er endvidere søgt udformet sådan, at det er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt for de involverede virksomheder. Det er gjort ved, at myndighedsskønnet begrænses mest muligt, ligesom der er mulighed for domstolsprøvelse. Endelig er der med forslagets udformning søgt taget hensyn til den almindelige retsfølelse.

Med lovforslaget indføres mulighed for, at en virksomhed eller en person, der som den første fremlægger bestemte oplysninger om et kartel for myndighederne, opnår tiltalefrafald. Ansøges der om tiltalefrafald, inden der er foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, skal ansøgeren levere oplysninger, som efter myndighedernes vurdering giver dem konkret anledning til at iværksætte en kontrolundersøgelse, en ransagning eller indgive politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold. Ansøges der om tiltalefrafald, efter at myndighederne har indledt en kontrolundersøgelse eller en ransagning, skal oplysningerne gøre myndighederne i stand til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse i form af et kartel. Der skal i begge tilfælde være tale om oplysninger, som myndighederne ikke allerede er i besiddelse af.

Virksomheder og personer, der efterfølgende henvender sig til myndighederne med oplysninger af betydelig merværdi i forhold til det materiale, som myndighederne allerede er i besiddelse af, opnår strafnedsættelse på henholdsvis 50 pct. (til ansøger nummer to), 30 pct. (til ansøger nummer tre) og op til 20 pct. (til ansøger nummer fire og derefter).

For at opnå tiltalefrafald eller strafnedsættelse skal ansøgere desuden opfylde en række supplerende betingelser. Det kræves således, at virksomheder og personer (1) fuldt ud og effektivt samarbejder loyalt med myndighederne om opklaringen af kartellet, (2) senest ved indgivelse af ansøgningen bringer sin deltagelse i kartellet til ophør og (3) ikke har tvunget andre til deltagelse i kartelaktiviteten.

Straflempelsesprogrammet tillader ikke fælles ansøgninger fra flere karteldeltagere. Det er dog muligt at ansøge som koncern, dvs. at indgive en fælles ansøgning fra flere koncernforbundne selskaber. En ansøgning fra en virksomhed vil automatisk omfatte den pågældende virksomheds nuværende og tidligere ansatte.

Programmet foreslås administreret af Konkurrencestyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i fællesskab.

2.2. Adgang til at besigtige indholdet af ansattes lommer, tasker o.lign.

Forslaget om besigtigelse af indholdet af ansattes lommer, tasker o.lign. baserer sig på betragtningerne i kapitel 6.6. i udvalgsrapporten. Mobiltelefoner, usb-nøgler og lignende er små elektroniske medier, der kan indeholde store mængder af information. Under en kontrolundersøgelse kan der opstå situationer, hvor det vil være relevant at undersøge, om en person, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, f.eks. opbevarer en usb-nøgle i en lomme, taske eller lignende.

Forslaget giver konkurrencemyndighederne mulighed for at bede de ansatte om at vise indholdet af private lommer, tasker o.lign. Der vil ikke være tale om en legemsundersøgelse, men om en besigtigelse af personens tøj og genstande. I praksis forventes det, at den ansatte tømmer sine lommer, tasker o.lign., når myndigheden anmoder herom. Såfremt den person, der af Konkurrencestyrelsen bliver bedt herom, nægter, vil Konkurrencestyrelsen ikke selvstændigt tømme vedkommendes lommer, tasker o.lign., men anmode politiet om bistand til at foretage besigtigelsen.

Særmyndigheders eftersyn af personer kendes allerede fra toldloven, hvor der dog er tale om en mere vidtgående beføjelse tillagt særmyndighederne alene. Told- og skatteforvaltningen kan med henblik på kontrol standse og foretage eftersyn af personer og bagage m.v., der rejser mellem tredjelande og Danmark, jf. toldlovens § 25.

2.3. Spejling af elektroniske medier

Konkurrencestyrelsen kan i dag foretage en såkaldt spejling, men kan kun medtage denne fra virksomheden, hvis virksomheden samtykker. En spejling er en identisk elektronisk kopi af harddiske m.v., som gengiver en nøjagtig kopi (kloning) af den pågældende harddisk m.v. på det tidspunkt, hvor kopien blev taget. En spejling af f.eks. en computers harddisk indebærer også en kopiering af slettede filer, skjulte spor m.v. Konkurrencestyrelsen har i tidligere sager, med den pågældende virksomheds samtykke, foretaget spejling af udvalgte computere på virksomheden. Det betyder i praksis, at computerens harddisk kopieres over på en af myndigheden medbragt computer. Spejlingen medtages herefter til gennemgang hos myndigheden.

Forslaget om spejling af elektroniske medier baserer sig på betragtningerne i kapitel 6.5. i udvalgsrapporten. En hindring for, at Konkurrencestyrelsen kan opspore elektroniske filer med bevismateriale under en kontrolundersøgelse, er bl.a., at disse filer kan være blevet slettet. Den tekniske udvikling har €" i et vist omfang €" gjort det muligt at gendanne sådanne slettede filer. Det er dog en tidskrævende proces. Gøres dette i virksomheden under et kontrolbesøg, vil det belaste både virksomhedens og myndighedernes ressourcer, idet det kan betyde, at myndighederne skal være i virksomheden i længere tid end den ene dag, en kontrolundersøgelse normalt varer.

Lovforslaget giver Konkurrencestyrelsen mulighed for under en kontrolundersøgelse at lave en spejling, som herefter gennemgås i styrelsen. Derved kan kontrolundersøgelsens varighed begrænses til normalt en dag. Samtidig giver dette bedre tid til at foretage søgninger i det kopierede materiale, herunder i slettede filer m.v., og bedre tid til at analysere resultaterne af disse søgninger. Kommissionen og konkurrencemyndighederne i f.eks. Norge, Sverige og Holland kan foretage spejling, når de gennemfører kontrolundersøgelser.

Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har krav på at overvære den efterfølgende gennemgang af materialet. Det kan enten være ved vedkommende selv eller ved en repræsentant, som denne udpeger. Derved tilgodeses retssikkerhedsmæssige hensyn. Det spejlede materiale skal slettes senest 25 hverdage efter kontrolundersøgelsen, hvis styrelsen - efter at have gennemgået spejlingen - beslutter sig for ikke at gå videre med sagen. Beslutter styrelsen sig derimod for at gå videre med sagen, herunder at oversende sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, vil det spejlede materiale blive forseglet og opbevaret, indtil sagen er endeligt afsluttet. Udgangspunktet er, at Konkurrencestyrelsen opbevarer det spejlede materiale, indtil sagen er endeligt afsluttet. Er sagen overgået til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, opbevarer denne det spejlede materiale, indtil sagen er endeligt afsluttet. Konkurrencestyrelsen har pligt til senest 25 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen måtte have taget fra det spejlede materiale, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Fristen kan i særlige tilfælde forlænges.

2.4. Administrative bødeforelæg

Forslaget om administrative bødeforelæg baserer sig på betragtningerne i kapitel 7 i udvalgsrapporten. I dag har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet mulighed for at afslutte sager med udenretlige bødeforelæg.

Forslaget har til hensigt at indføre mulighed for en hurtig og enkel afslutning af en strafsanktioneret konkurrencesag. Forslaget giver således Konkurrencestyrelsen kompetence til at afslutte en sag ved udstedelse af et administrativt bødeforelæg. Forslaget retter sig kun mod sager, hvor virksomheden tilstår det strafbare forhold. Yderligere vil bestemmelsen kun finde anvendelse i sager, hvor der er fast retspraksis for strafudmåling i den konkrete sag. Endelig skal Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet både samtykke i, at sagen afgøres administrativt og i bødestørrelsen.

2.5. Beskikkelse af Konkurrencestyrelsens ansatte til at rejse og udføre tiltale ved byretterne

Forslaget om b eskikkelse af Konkurrencestyrelsens ansatte til at rejse og udføre tiltale ved byretterne baserer sig på betragtningerne i kapitel 7 i udvalgsrapporten. I mange sager om overtrædelse af konkurrenceloven vil Konkurrencestyrelsen have foretaget grundige undersøgelser vedrørende overtrædelsen. Hvis en part i en sådan sag tilstår at have overtrådt konkurrenceloven, vil efterforskningsarbejdet i forbindelse med strafforfølgningen af vedkommende være begrænset. Derfor foreslås det, at Rigsadvokaten via en ændring af retsplejeloven får mulighed for at beskikke Konkurrencestyrelsens ansatte til på vegne af anklagemyndigheden at rejse og udføre tiltale i visse konkurrencesager ved byretterne. Dette indebærer, at det er styrelsens ansatte, der udfærdiger de relevante processkrifter og møder for retten. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet skal godkende, at sagen kan fremmes efter den foreslåede procedure, dvs. at ansatte i Konkurrencestyrelsen kan rejse og udføre tiltale ved byretten på anklagemyndighedens vegne.

En beskikkelse til for byretten at varetage udførelsen af straffesager indebærer også, at vedkommende med Rigsadvokatens godkendelse i landsretten kan behandle eventuelle kæremål, der måtte opstå som led i byrettens behandling af sagen.

Formålet med forslaget er at begrænse ressourceforbruget for såvel myndighederne som for de virksomheder, der tilstår en overtrædelse og ønsker sagen afsluttet hurtigt. Virksomhedernes retssikkerhed tilgodeses ved, at sagen forelægges for en dommer, og at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet forinden skal have godkendt, at sagen fremmes efter denne procedure samt have godkendt anklageskriftet.

2.6. Annonceringspligt for ordrer over 500.000 kr.

Det foreslås at indføre regler for indgåelse af kontrakter om varer og tjenesteydelser, der ligger under tærskelværdierne for EU-udbud samt for kontrakter om tjenesteydelser, der ikke fuldt ud er omfattet af udbudsdirektiverne, de såkaldte bilag II B-ydelser.

Formålet med forslaget er at styrke konkurrencen om offentlige opgaver og at hindre, at kontrakter af en vis størrelsesorden tildeles direkte til en leverandør, uden at andre virksomheder har haft mulighed for at komme i betragtning. Det er ikke hensigten at indføre detaljerede og ressourcekrævende procedureregler, men alene et sæt enkle og fleksible bestemmelser.

Erfaringer fra andre lande viser, at offentliggørelse af potentielle forretningsmuligheder er afgørende for, at der kan skabes konkurrence og for, at en bred kreds af virksomheder har mulighed for at komme i betragtning.

Forslaget fokuserer derfor på at indføre en pligt til at offentliggøre en annonce om opgaven forud for indgåelse af kontrakt. Formålet med denne annonceringspligt er at sikre åbenhed og dermed mulighed for potentielle tilbudsgivere for at tilkendegive deres interesse i at byde på offentlige opgaver.

Forslaget omfatter vare- og tjenesteydelseskontrakter. Det drejer sig både om tjenesteydelser, der hører under udbudsdirektivets bilag II A, dvs. den type af ydelser, der i dag er underlagt udbudsdirektivernes detaljerede procedureregler, og de ydelser, der hører under direktivets bilag II B, dvs. de ydelser, der ikke skal følge udbudsprocedurerne. Som eksempler på bilag II A-ydelser kan nævnes vedligeholdelse og reparation, landtransport, regnskab, revision og bogholderi, markeds- og opinionsundersøgelser m.v. Bilag II B omfatter bl.a. hotel- og restaurationsvirksomhed, jernbanetransport, sundheds- og socialvæsen, undervisning og erhvervsuddannelse.

Forslaget gælder for alle typer af udbydere, som hører ind under den traditionelle offentlige sektor, dvs. udbydere, som i dag er omfattet af direktiv 2004/18/EF (udbudsdirektivet). Det drejer sig om statslige, kommunale og regionale myndigheder, lokale kirkelige myndigheder samt de institutioner, der falder ind under kategorien offentligretlige organer.

Derimod omfatter nærværende forslag ikke udbydere, som alene er omfattet af direktiv 2004/17/EF (forsyningsvirksomhedsdirektivet), eller ordregivende myndigheder, som køber ind til brug for udøvelse af forsyningsvirksomhed.

De statslige myndigheder er allerede i dag omfattet af beslægtede regler i Finansministeriets udbudscirkulære. Cirkulæret indeholder imidlertid regler, der ligger ud over den foreslåede annonceringspligt, og vil fortsat finde anvendelse som supplement hertil.

For så vidt angår varer og bilag II A-tjenesteydelser omfatter forslaget kun kontrakter, hvis værdi ikke overstiger de aktuelle tærskelværdier for EU-udbud, men er større end 500.000 kr. Det skyldes, at der i udbudsdirektivet er fastlagt detaljerede retningslinjer for indgåelse af denne type af kontrakter, når de er over tærskelværdien. Kontrakter om bilag II B-tjenesteydelser er derimod omfattet, hvis værdien af kontrakten overstiger 500.000 kr. Det skyldes, at udbudsdirektivet ikke indeholder retningslinjer for indgåelsen af disse kontrakter, herunder regler om forudgående annoncering.

Indkøb under 500.000 kr. er således ikke omfattet af dette forslag. I disse tilfælde afhænger det af en konkret vurdering, om kontrakten har en sådan karakter og relevans for det indre marked, at der skal foretages en annoncering for at imødekomme de EU-retlige krav.

2.7. Behandling af begæring om opsættende virkning

Forslaget skal sikre en effektiv virkning af den standstill-ordning ved udbud af offentlige kontrakter, der blev indført med Økonomi- og Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 588 af 12. juni 2006.

Denne bekendtgørelse indfører en obligatorisk pause €" også kaldet en standstill-periode €" i den sidste del af udbudsprocessen. Der er således et krav om, at kontrakten ikke underskrives i en periode på 10 dage fra det tidspunkt, hvor ordregiver meddeler de forskellige tilbudsgivere, hvem man agter at indgå kontrakt med, til det tidspunkt, hvor kontrakten underskrives. Det er i visse udbudssituationer muligt at anvende en hasteprocedure. Hvis der anvendes en sådan hasteprocedure, er standstill-perioden reduceret til 7 dage.

Grundtanken bag standstill-ordningen er at sikre, at klage kan indbringes for Klagenævnet for Udbud, inden kontrakten skrives under. Herved er det muligt at rette op på eventuelle fejl i udbudsprocessen på et tidligt tidspunkt. Dette er med til at sikre, at udbuddet får det korrekte udfald. Er kontrakten først skrevet under, er det derimod ikke muligt at afhjælpe ulovlige beslutninger, og virksomhederne står i sådanne tilfælde alene tilbage med muligheden for at søge erstatning.

Som et supplement til standstill-ordningen indfører lovforslaget en midlertidig opsættende virkning, når der klages til Klagenævnet for Udbud inden for standstill-perioden. Hvis klager i et sådant tilfælde begærer opsættende virkning, skal Klagenævnet hurtigst muligt og senest inden for 10 arbejdsdage afgøre, om klagen fortsat skal have opsættende virkning, eller om kontrakten kan skrives under.

Formålet hermed er at sikre, dels at Klagenævnet får passende tid til at vurdere, om en begæring om opsættende virkning skal imødekommes, dels at kontrakten ikke underskrives, mens en begæring behandles. Samtidig sikres det, at både ordregiver og klager får en hurtig afklaring af spørgsmålet om opsættende virkning.

Ordregiver kan ifalde straf, hvis kontrakten underskrives, mens klagen er tillagt midlertidig opsættende virkning.

2.8. Bedre mulighed for at indhente oplysninger om offentlige indkøb

Lovforslaget giver Konkurrencestyrelsen en udtrykkelig kompetence til at indhente oplysninger om ordregivende myndigheders indkøb. Forslaget skal styrke Konkurrencestyrelsens håndhævelse af udbudsreglerne.

Med forslaget bliver det lettere at identificere de tilfælde, hvor en ordregiver helt undlader at udbyde en opgave. Med en udtrykkelig adgang til at indhente oplysninger får Konkurrencestyrelsen fremover et bedre grundlag for at vurdere, om der er anledning til at indbringe en sag for Klagenævnet for Udbud, navnlig i tilfælde hvor der ikke er de fornødne incitamenter for virksomhederne til selv at indbringe en sag.

Sigtet med oplysningsforpligtelsen er også at opnå en præventiv effekt. De ordregivende myndigheder bør i højere grad af egen drift vælge at gennemføre udbud forud for indgåelsen af kontrakter. Det nye redskab skal bidrage til at få myndighederne til at fokusere mere på brugen af udbudsreglerne.

Hensigten med forslaget er at give Konkurrencestyrelsen mulighed for at foretage undersøgelser foranlediget af f.eks. en klage eller henvendelse om problemer på et givent område, konstaterede gentagne overtrædelser, offentliggjorte tal, udbudsstatistikker, privat leverandør indikatoren, kommunale regnskaber eller lignende datakilder. Det er således ikke tanken, at Konkurrencestyrelsen skal udøve en intensiv kontrol eller fungere som tilsynsmyndighed.

Ved samkøring af de offentligt tilgængelige oplysninger vil det f.eks. blive muligt at identificere bestemte produktområder og geografiske områder, der skiller sig ud i forhold til gennemsnitlige udbudsmønstre. Der vil f.eks. kunne være tale om en kommune, der udviser en unormal udbudsadfærd i forhold til kommunens størrelse og den gennemsnitlige udliciteringsgrad.

2.9. Bedre mulighed for at undersøge og gribe ind over for forkerte afregningspriser i fritvalgsordninger

Den gældende konkurrencelovs § 11 a giver Konkurrencerådet mulighed for at gribe ind over for ulovlig, konkurrenceforvridende offentlig støtte. Konkurrencelovens § 11 a tager sigte på den situation, hvor en offentlig myndighed yder ulovlig konkurrenceforvridende støtte til bestemte former for erhvervsvirksomhed. Erfaringen ved brugen af § 11 a i forbindelse med fritvalgsordninger har vist, at Konkurrencerådets indgrebsbeføjelser efter denne bestemmelse ikke er velegnede. Har en offentlig myndighed ikke dokumenteret og beregnet afregningspriserne i overensstemmelse med reglerne for den pågældende fritvalgsordning, har Konkurrencerådet efter de gældende regler i konkurrencelovens §§ 17 og 18 vanskeligt ved at tilvejebringe det nødvendige beslutningsgrundlag og dermed træffe afgørelse.

Lovforslaget giver derfor Konkurrencerådet mulighed for at træffe afgørelse på baggrund af et skøn, hvis den offentlige myndighed ikke inden for en rimelig tidsfrist kan dokumentere sit beregningsgrundlag, beregningsmetoder og/eller afregningspriser i overensstemmelse med reglerne om frit valg eller i øvrigt ikke på fyldestgørende måde kan redegøre for sin prisfastsættelse.

Lovforslaget giver endvidere Konkurrencerådet kompetence til at påbyde en offentlig myndighed, hvilke beregningsgrundlag, beregningsmetoder eller afregningspriser der skal anvendes, hvis den offentlige myndighed har eller skønnes at have beregnet og fastsat afregningsprisen for lavt efter de pågældende regler om frit valg. Endelig får Konkurrencerådet kompetence til at påbyde den offentlige myndighed at efterbetale et beløb til private leverandører i tilfælde, hvor det viser sig, at myndigheden har anvendt en for lav afregningspris.

Det er hensigten, at Konkurrencerådet på dette område, som på andre områder, kan prioritere sine ressourcer og vælge alene at behandle de sager, som forventes at føre til indgreb, og som kan afsluttes med et rimeligt tidsforbrug. En sådan indsats forventes at have en præventiv effekt på områder med fritvalgsordninger. Det er derimod ikke meningen, at Konkurrencerådet skal udøve en egentlig priskontrol på områder med frit valg.

2.10. Præcisering af Konkurrencerådets uafhængighed m.v.

Det er afgørende for Konkurrencerådets integritet, at der ikke kan sås tvivl om medlemmernes uafhængighed. Det foreslås derfor, at det i den nugældende § 15 præciseres, at Konkurrencerådets medlemmer skal fungere uafhængigt i deres virke i Konkurrencerådet.

For at der ikke skal kunne opstå tvivl om, at Konkurrencerådets medlemmer fungerer uafhængigt i deres virke i rådet, forslås det endvidere, at kvalifikationskravene til rådets medlemmer, herunder også de medlemmer som organisationerne kan indstille, skærpes, så de skal opfylde de samme krav, som der stilles til de sagkyndige retsmedlemmer i Sø- og Handelsretten. Medlemmerne skal således indstilles og udnævnes på baggrund af deres personlige og faglige kvalifikationer.

Herudover foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indstilling og udnævnelse af Konkurrencerådets medlemmer og af indstilling og udpegning af stedfortrædere.

2.11. Konkurrencerådets muligheder for at behandle sager om konkurrenceforvridende støtte, når der kan være samhandelspåvirkning

Forslaget indebærer en præcisering af, at Konkurrencerådet i en række tilfælde er kompetent til at behandle sager om konkurrenceforvridende støtte, også selv om sagen kan have samhandelspåvirkning. Hidtil har der hersket tvivl om, hvorvidt sager med samhandelspåvirkning udelukkende kunne behandles af Kommissionen efter EF-traktatens artikel 87. Med den foreslåede regel bliver det endvidere klart, at Konkurrencerådet kan afvise at behandle en sag om konkurrenceforvridende støtte, hvis den pågældende støtteordning kan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Det følger af Finansloven 2007, at Konkurrencestyrelsens bevilling forhøjes med 5,0 mio. kr., heraf 3,8 mio. kr. lønsum, årligt fra 2007 til forøget administration af konkurrenceloven (LBK nr. 785 af 8/8 2005 om konkurrence). Forøgelsen sker som led i initiativet i »Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen« om at styrke konkurrencelovgivningen. Merudgifterne afholdes inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets egen ramme.

De foreslåede ændringer i tilbudsloven skønnes ikke at medføre væsentlige negative økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, kommunerne eller regionerne, idet der allerede i medfør af EF traktatens principper påhviler ordregivende myndigheder en pligt til i en vis grad at konkurrenceudsætte offentlige opgaver også under EU€™s tærskelværdier. Et krav om konkurrenceudsættelse af statslige kontrakter over 500.000 kr. gælder allerede i dag i medfør af Finansministeriets udbudscirkulære. Omvendt må annonceringspligten forventes at medføre positive økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner, idet en øget konkurrence om offentlige opgaver kan medvirke til at sikre bedre og billigere kontrakter.

Forslaget i klagenævnsloven om behandling af begæring om opsættende virkning skønnes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for Klagenævnet for Udbud, idet nævnet efter den nuværende klagenævnslov allerede behandler begæringer om opsættende virkning. Der er således ikke tale om nye opgaver for nævnet, og de 10 arbejdsdage svarer til den nuværende gennemsnitlige sagsbehandlingstid for begæring om opsættende virkning.

For ordregivere har forslaget den positive konsekvens, at der tilvejebringes en hurtig afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt en klage skal tillægges opsættende virkning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på at vurdere, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser, hvorfor forslaget således ikke skal forelægges et virksomhedspanel.

Ændringerne i konkurrenceloven giver Konkurrencestyrelsen bedre muligheder for at afsløre karteller og bidrager dermed til en forbedret konkurrence i Danmark. Et straflempelsesprogram vil samtidig have en præventiv effekt, idet det må forventes, at der fremover vil blive indgået færre kartelaftaler, når risikoen for afsløring forøges. For de virksomheder, der deltager i karteller, vil risikoen for at blive afsløret og pålagt bøder, blive større. Modsat vil de virksomheder, der økonomisk lider under karteldannelse, få bedre konkurrenceforhold. Administrativt vil lovforslaget på dette punkt ikke medføre konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget vedrørende fritvalgsområdet giver Konkurrencerådet mulighed for at sikre, at bl.a. private leverandører af ydelser omfattet af frit valg ikke får en lavere afregningspris, end de har krav på, og derved bliver stillet ulige i konkurrencen. Dette vil forbedre vilkårene for de private virksomheder, som vil etablere sig og udbyde ydelser på områderne med frit valg. Lovforslaget vil derfor have en positiv erhvervsøkonomisk effekt. Denne del af lovforslaget skønnes ikke at give anledning til administrative konsekvenser for erhvervslivet, idet det alene retter sig imod offentlige myndigheders prisfastsættelse.

Forslaget om annonceringspligt forventes at have positive erhvervsøkonomiske konsekvenser, idet det vil bidrage til øget konkurrence om offentlige opgaver. Forslaget skønnes ikke at give anledning til administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Ændringerne i klagenævnsloven skønnes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget om behandling af begæring om opsættende virkning sikrer, at tilbudsgivere får fuld fordel af standstill-ordningen, således at kontrakt ikke indgås, inden Klagenævnet for Udbud har truffet beslutning om, hvorvidt der skal gives opsættende virkning.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Høring

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt i høring hos Advokatsamfundet, Affald Danmark, Amagerforbrænding I/S, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Asfaltindustrien, Beskæftigelsesministeriet, Boligselskabernes Landsforening, Bryggeriforeningen, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Byggeriets Arbejdsgivere, Bygherreforeningen, Børsmæglerforeningen, CO-Industri, COOP Danmark A/S, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Landbrugsrådgivning €" Landscentret, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport & Logistik, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Busvognmænd, Danske Dagblades Forening, Danske Entreprenører, Dansk Fjernvarme, Danske Malermestre, Danske Regioner, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Forlæggerforening, Det Kommunale Kartel, Dommerforeningen, Familie- og Forbrugerministeriet, Finansministeriet, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, HTS-A - Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTS-I Erhvervsorganisationen, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet, Klagenævnet for Udbud, KL (Kommunernes Landsforening), Kulturministeriet, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Oliebranchens Fællesrepræsentation, OSI, Realkreditrådet, Skatteministeriet, Socialministeriet, Statsministeriet, Tekniq, Transport- og Energiministeriet, Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet.

9. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

Vurdering af lovforslagets konsekvenser

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Formålet med bestemmelsen er at gøre det klart, at Konkurrencerådet er kompetent til at behandle visse sager om overtrædelse af § 11 a, uanset om der kan være samhandelspåvirkning. Hidtil har der hersket tvivl om, hvorvidt sager med samhandelspåvirkning udelukkende kunne behandles af Kommissionen. Den gældende lovtekst efterlader ikke umiddelbart tvivl om, at Konkurrencerådet også er kompetent til at behandle sager om konkurrenceforvridende støtte efter § 11 a, når den pågældende sag påvirker samhandelen. Forarbejderne til konkurrenceloven kan derimod give det indtryk, at rådet ikke har denne kompetence.

Den foreslåede bestemmelse indeholder samtidig hjemmel for Konkurrencerådet til at undlade at behandle en støtteordning, der kan påvirke samhandelen. Denne hjemmel tænkes især relevant, hvis sagen allerede er behandlet af Kommissionen under anvendelse af EF-traktatens artikel 87-89, eller hvis Kommissionen under Konkurrencestyrelsens eller Konkurrencerådets sagsbehandling meddeler, at man vil rejse en sag om den pågældende støtte.

Konkurrencestyrelsen har i en konkret sag mulighed for at undersøge, om Kommissionen er i gang med at behandle sagen. Dette kan gøres dels ved forespørgsel hos parterne, dels ved en gennemgang af EU-Tidende, hvori Kommissionens beslutninger om at optage en sag til behandling skal offentliggøres, jf. artikel 26 i Rådets forordning nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93.

Adgangen til at undlade at behandle en sag er ligeledes relevant, hvis der sker anmeldelse af en støtteordning efter § 11 a, stk. 6. Da Kommissionen har enekompetence til at godkende statsstøtte, der har samhandelspåvirkning, vil Konkurrencerådet ikke afgive en ikke-indgrebserklæring efter § 11 a, stk. 6, hvis en støtteordning skønnes at have samhandelspåvirkning. En anmodning om en sådan erklæring afvises med henvisning til den foreslåede bestemmelse.

I de sager, hvor Konkurrencerådet vurderer, at sagens omfang ikke står mål med den estimerede ressourceanvendelse, vil Konkurrencerådet, i lighed med i dag, kunne afvise at behandle sagen under henvisning til konkurrencelovens § 14, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse fratager således ikke Konkurrencerådet muligheden for til stadighed at prioritere sit arbejde.

Til nr. 2

Anvendelse af en lavere afregningspris over for private leverandører indebærer, at den offentlige leverandør bliver stillet bedre i konkurrencen. Dette vil udgøre en indirekte offentlig støtte til den offentlige leverandør. Med hjemmel i § 11 a har Konkurrencerådet mulighed for at gribe ind, når offentlige myndigheder på områder med frit valg har fastsat for lave afregningspriser til leverandører. Den gældende § 11 a giver imidlertid alene Konkurrencerådet mulighed for at give påbud om, at den offentlige støtte skal ophøre og eventuelt tilbagebetales. Der er i dag ikke hjemmel til, at Konkurrencerådet kan fastsætte afregningspriser eller stille krav om efterbetaling til de leverandører, der har lidt et tab som følge af, at den offentlige myndighed har fastsat en for lav afregningspris.

§ 11 b, stk. 1

Bestemmelsen giver Konkurrencerådet kompetence til at undersøge, om den afregningspris, som en offentlig myndighed tilbyder private leverandører af ydelser omfattet af frit valg, er fastsat i overensstemmelse med de pågældende regler for frit valg. Reglerne for frit valg indebærer ofte, at afregningen skal fastsættes til de omkostninger, som den offentlige myndighed har ved selv at stille den pågældende ydelse til rådighed for borgerne. Eventuel fortolkningstvivl om indholdet og anvendelsen af disse regler vil Konkurrencestyrelsen afklare via henvendelse til de relevante ressortmyndigheder.

Private leverandører er både private virksomheder, selvejende institutioner, helt eller delvist offentligt ejede selskaber og andre offentlige leverandører, som ikke hører under den pågældende offentlige myndighed, som foretager fastsættelsen af afregningsprisen.

Regler for frit valg og beregningsmetoder af afregningspriser er primært reguleret i særlove og bekendtgørelser, der hører under det relevante ressortministerium. Reglen i § 11 b skal således forstås på den måde, at når Konkurrencerådet træffer afgørelse efter § 11 b, så skal rådet i den forbindelse benytte eventuelle særregler, der måtte gælde på et givent fritvalgsområde. Herudover vil Konkurrencerådet også kunne anvende de regler og principper, som følger af vejledninger udstedt til brug for den pågældende fritvalgsordning.

Lovforslagets begreb »afregningspris« dækker over den offentlige myndigheds beregnede pris til leverandører. Det gælder, selv om denne pris i de enkelte fritvalgsordninger kan være benævnt anderledes, såsom f.eks. »priskrav« eller »driftstilskud«.

Konkurrencerådets kompetence efter § 11 b kan omfatte både eksisterende og fremtidige fritvalgsordninger, jf. bemærkningerne nedenfor til den foreslåede § 11 b, stk. 5.

Bestemmelsen finder anvendelse, når en offentlig myndighed skal beregne og fastsætte en afregningspris til private leverandører, som svarer til den offentlige myndigheds egne omkostninger ved at levere ydelsen. Dette gælder, uanset om afregningsprisen er fastsat på grundlag af den offentlige myndigheds egne beregninger eller på grundlag af et bud fra den del af forvaltningen, der leverer den pågældende ydelse. Det er også hensigten, at bestemmelsen skal finde anvendelse, når afregningsprisen blot udgør en andel af den offentlige myndigheds egne omkostninger, og leverandøren eventuelt herudover kan kræve en egenbetaling fra borgerne.

Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse, når konkurrencen udelukkende udspiller sig mellem to offentlige leverandører. I sådanne situationer vil der ikke foreligge en konkurrenceforvridning mellem en offentlig og privat leverandør. For eksempel vil ordningen med frit valg af folkeskole over kommunegrænser, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 672 af 29. juni 2005, ikke kunne omfattes af lovforslaget. Folkeskoler udbydes netop kun af offentlige leverandører.

Bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor fastsættelsen af afregningsprisen foretages af en anden myndighed end den, som er forpligtet til at stille den konkurrerende ydelse til rådighed, og som afholder omkostningerne herved. F.eks. vil fritvalgsordningen for frie grundskoler, jf. bekendtgørelse nr. 1299 af 10. december 2006 om tilskud m.v. til friskoler og private grundskoler m.v., ikke være omfattet af § 11 b. Det er Undervisningsministeriet, der foretager beregningen af tilskuddet til de frie grundskoler.

Bestemmelsen omfatter desuden kun de situationer, hvor det er den ansvarlige offentlige myndighed, som egenhændigt fastsætter afregningsprisen. Bestemmelsen i § 11 b finder således ikke anvendelse, hvis afregningsprisen fastsættes individuelt efter forhandling mellem parterne. Dette er eksempelvis tilfældet på sygehusområdet. Her indgår regionerne aftaler med private hospitaler om sygehusbehandling m.v. Regionernes betaling til de private sygehuse fastlægges ved forhandling mellem parterne.

§ 11 b finder ikke anvendelse, hvis den offentlige myndighed fastsætter afregningsprisen via et udbud, hvor de enkelte tilbudsgivere afregnes på baggrund af deres eget bud. Opstår der hos den offentlige leverandør et underskud som følge af, at afregningsprisen ikke dækker den offentlige leverandørs faktiske omkostninger, kan der foreligge en konkurrenceforvridende støtte omfattet af konkurrencelovens § 11 a, hvis den offentlige myndighed giver en efterbevilling til dækning heraf.

Konkurrencerådets kompetence efter § 11 b indebærer, at Konkurrencerådet kan undersøge den offentlige myndigheds beregningsgrundlag, beregningsmetoder og fastsættelse af afregningspriser, jf. bemærkningerne nedenfor til den foreslåede § 11 b, stk. 2.

Konkurrencerådet kan undersøge, om den offentlige myndighed har fastsat afregningsprisen korrekt. Konkurrencerådet kan dermed påse, om den offentlige myndighed ved fastsættelsen har fulgt reglerne om frit valg og foretaget beregningen og fastsættelsen i overensstemmelse hermed, således at afregningsprisen er baseret på et retvisende billede af den offentlige myndigheds omkostninger.

Det forventes, at de sager, som Konkurrencerådet behandler under § 11 a og den foreslåede § 11 b, vil have en præventiv effekt. Konkurrencerådet har ikke pligt til at behandle sager efter § 11 b. Det følger af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Konkurrencerådet af ressourcemæssige årsager kan afvise at behandle en sag. Konkurrencerådet vil i stedet prioritere sine ressourcer således, at de anvendes på de sager, som vurderes at kunne have en væsentlig effekt set i forhold til de ressourcer, som styrelsen må anvende for at behandle disse.

§ 11 b, stk. 2

Bestemmelsen giver Konkurrencerådet kompetence til at udstede påbud og forbedrer derved Konkurrencerådets muligheder for at gribe ind over for offentlige myndigheders forkerte beregninger og fastsættelser af afregningspriser til leverandører. Konkurrencerådets kompetence til at udstede påbud forudsætter, at den offentlige myndighed har eller skønnes at have fastsat afregningsprisen lavere, end den burde efter reglerne om frit valg. Dette gælder, hvor afregningsprisen fastsættes umiddelbart på baggrund af den offentlige myndigheds egne omkostninger eller på anden måde. Dette kunne f.eks. være ved, at den offentlige forvaltning afgiver et bud, som danner grundlag for en fast afregningspris.

Ved vurderingen af, om afregningsprisen er fastsat korrekt, kan Konkurrencerådet se på, om den offentlige myndighed har foretaget efterbevillinger eller lignende til dækning af et underskud, som måtte være opstået som følge af, at den fastsatte afregningspris ikke dækker den offentlige leverandørs faktiske omkostninger.

Hvis en offentlig myndighed ikke efter anmodning kan dokumentere beregningsgrundlag, beregningsmetoder og afregningspriser i overensstemmelse med reglerne for frit valg, eller en offentlig myndighed i øvrigt ikke på fyldestgørende måde kan redegøre for sin prisfastsættelse, kan Konkurrencerådet udstede de nævnte påbud, hvis en skønsmæssig vurdering viser, at afregningsprisen er lavere end den pris, som den offentlige myndighed skulle have anvendt efter de pågældende regler for frit valg.

I praksis har det i en række sager vist sig, at den konkrete manglende overholdelse af de pågældende fritvalgsregler har medført, at der i samme sag både er forhold, som trækker i retning af, at afregningsprisen skulle have været fastsat lavere, og forhold som taler for, at afregningsprisen kunne være fastsat højere. Sådanne situationer vil også falde ind under den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde, idet sådanne situationer opfylder lovens krav om, at afregningsprisen »skønnes lavere end den pris, som den offentlige myndighed skulle have anvendt«. Konkurrencerådets indgreb vil i sådanne sager blive tilpasset, så de er proportionale i forhold til de konkrete forhold. Det kunne f.eks. tænkes, at man i sådanne tilfælde vil påbyde den offentlige myndighed at foretage en ny beregning efter nærmere bestemte beregningsgrundlag eller beregningsmetoder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 2, nr. 2.

Bestemmelsen giver Konkurrencerådet hjemmel til at fastsætte afregningspriser, beregningsgrundlag m.v. og efterbetaling på baggrund af et skøn. I praksis har det vist sig vanskeligt at skaffe den fornødne dokumentation for de offentlige myndigheders beregning og fastsættelse af afregningspriser for ydelser omfattet af frit valg. Har en offentlig myndighed ikke dokumenteret og beregnet afregningspriserne i overensstemmelse med reglerne for den pågældende fritvalgsordning, har Konkurrencerådet efter de gældende regler vanskeligt ved at tilvejebringe det nødvendige beslutningsgrundlag og dermed træffe afgørelse om, hvorvidt en konkret afregningspris er beregnet korrekt eller ej. Samtidig er oplysning af en sådan sag meget ressourcekrævende, da det ofte kun vil være den pågældende offentlige myndighed, som kan tilvejebringe oplysningerne. Konsekvensen er derfor, at en offentlig myndighed, som ikke har fulgt reglerne for frit valg, kan vanskeliggøre og forhale Konkurrencerådets muligheder for at træffe afgørelse. Det samme problem kan opstå, hvis den offentlige myndighed i øvrigt ikke kan redegøre for sin prisfastsættelse på en fyldestgørende måde.

Konkurrencerådet kan med hjemmel i den gældende § 17 indhente oplysninger fra en offentlig myndighed om beregning og fastsættelse af afregningspriser for ydelser omfattet af frit valg. Konkurrencerådet kan endvidere €" om nødvendigt €" foretage kontrolbesøg i medfør af den gældende § 18. Disse bestemmelser vil fortsat finde anvendelse.

Konkurrencerådet kan anvende muligheden for at fastsætte afregningspriser, hvis en offentlig myndighed ikke efter anmodning fra Konkurrencestyrelsen kan dokumentere sit beregningsgrundlag, sine beregningsmetoder og/eller afregningspriser i overensstemmelse med reglerne for frit valg. Konkurrencerådet kan også fastsætte afregningspriser, hvis den offentlige myndighed i øvrigt ikke kan redegøre for sin prisfastsættelse på fyldestgørende måde. Lovforslaget indebærer, at Konkurrencerådet i disse særlige tilfælde får mulighed for at træffe afgørelse på et skønsmæssigt grundlag og på baggrund af de faktiske oplysninger, som er frembragt.

Konkurrencerådet kan træffe skønsmæssige afgørelser, hvis den offentlige myndighed ikke har fulgt de gældende regler for beregning og prisfastsættelse for den pågældende fritvalgsordning eller i øvrigt ikke er i stand til, eller villig til, at give passende forklaringer på de forudsætninger, som ligger til grund for beregningerne af afregningsprisen.

En sådan situation kan eksempelvis opstå, hvis den offentlige myndighed for eksempel ikke har medtaget alle relevante omkostninger i sin beregning, eller at disse ikke er medregnet korrekt efter en relevant fordelingsnøgle. Det kunne også være tilfældet, hvis en offentlig myndighed har gennemført en stikprøveundersøgelse, som ikke kan betragtes som repræsentativ for en opgaves udførelse.

Bestemmelsen vil således kunne anvendes i de situationer, hvor en offentlig myndighed afgiver ufyldestgørende oplysninger €" eller slet ikke afgiver nogen oplysninger. Dette kan eksempelvis ske, hvis myndigheden ikke er i stand til at give en rimelig forklaring på de forudsætninger og beregninger m.v., som ligger til grund for myndighedens fastsættelse af afregningsprisen.

Konkurrencerådet skal kunne begrunde sit skøn og skal træffe denne skønsmæssige afgørelse på baggrund af de foreliggende oplysninger. Konkurrencerådet vil eksempelvis kunne bruge tilgængelige oplysninger om andre offentlige myndigheders fastsættelse af afregningspriser for tilsvarende ydelser omfattet af samme fritvalgsordning som sammenligningsgrundlag. Konkurrencerådet vil også kunne bruge andre offentlige myndigheders beregningsgrundlag og beregningsmetoder som sammenligningsgrundlag, f.eks. resultatet af stikprøveundersøgelser. Ved vurderingen af om andre offentlige myndigheders beregninger og fastsættelse af afregningspriser er relevante for skønnet, kan der f.eks. lægges vægt på, om de demografiske og organisatoriske forhold er sammenlignelige.

I praksis forudsættes det, at rådet først træffer en skønsmæssig afgørelse efter, at den offentlige myndighed har fået en rimelig frist til at dokumentere sine afregningspriser og redegøre for de principper og faktiske forhold, som ligger bag beregningerne.

Hvis reglerne for frit valg indebærer, at en offentlig myndighed på baggrund af et skøn kan foretage værdiansættelser til brug for beregningen af afregningsprisen, vil Konkurrencerådet naturligvis tage hensyn til de skønsbeføjelser, som den offentlige myndighed er tillagt. Såfremt den offentlige myndigheds skøn ligger inden for, hvad der må betragtes som normalt, vil Konkurrencerådet acceptere dette. Såfremt udøvelsen af skønnet afviger fra, hvad der må betragtes som normalt, så vil rådet kunne gribe ind over for denne skønsudøvelse med hjemmel i den foreslåede bestemmelse.

Konkurrencelovens § 15 a foreskriver, at der skal foretages en særlig partshøring, forinden Konkurrencerådet træffer afgørelse. Hvis den offentlige myndighed ikke er enig i Konkurrencerådets skøn, giver partshøringen myndigheden endnu en mulighed for at fremlægge dokumentation for, hvordan myndighedens afregningspriser er beregnet - eller redegøre for, hvilke oplysninger den offentlige myndighed mener, at Konkurrencerådet bør lægge til grund for sin skønsmæssige afgørelse.

Hvis den myndighed, der har fået et påbud efter stk. 2, efterfølgende tilvejebringer nye og fyldestgørende oplysninger, kan Konkurrencerådet med virkning for fremtiden ændre eller ophæve en afgørelse, der er truffet ud fra en skønsmæssig vurdering.

§ 11 b, stk. 2, nr. 1

For det første får Konkurrencerådet efter lovforslagets stk. 2, nr. 1, mulighed for at give påbud om, at myndigheden skal ophøre med at beregne og fastsætte afregningspriser, der er i strid med reglerne om frit valg.

Beregning omfatter alle trin i udregningen af en afregningspris, det vil sige både beregningsgrundlag og beregningsmetoder. Beregningsgrundlaget er de data, der indgår i beregningen af afregningsprisen. Beregningsmetoder er de metoder, der anvendes, dels når beregningsgrundlaget skal opgøres, og dels når afregningsprisen skal udregnes på baggrund af beregningsgrundlaget.

§ 11 b, stk. 2, nr. 2

For det andet får Konkurrencerådet mulighed for at påbyde, hvilke beregningsgrundlag og beregningsmetoder en offentlig myndighed skal fremskaffe og anvende, når der skal ske prisfastsættelse af ydelser i en fritvalgsordning.

Konkurrencerådet får samtidig mulighed for at udstede påbud til en offentlig myndighed om, hvilken afregningspris myndigheden konkret skal fastsætte for en given ydelse.

Betydningen af bestemmelsen i § 11 b, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, er, at Konkurrencerådet kan kræve, at der bliver foretaget enhver korrektion, som er nødvendig for, at der bliver fastsat en korrekt afregningspris. Eksempelvis kan stk. 2, nr. 2 også betyde, at rådet kan påbyde den offentlige myndighed at følge principper udstukket i f.eks. en vejledning for den pågældende fritvalgsordning, og således påbyde den offentlige myndighed at foretage en ny beregning på baggrund af disse principper.

§ 11 b, stk. 2, nr. 3

For det tredje får Konkurrencerådet hjemmel til at udstede påbud til en offentlig myndighed om at foretage efterbetaling til en leverandør. Hvis en offentlig myndighed har afregnet en leverandør med en afregningspris, der er lavere eller skønnes lavere end den, myndigheden burde have anvendt efter bestemmelserne i stk. 2, nr. 1-2, kan Konkurrencerådet dermed påbyde en efterbetaling til leverandøren. Påbudet om efterbetaling kan dække alle leverandører, som har modtaget en for lav afregningspris. Det vil sige både private, selvejende institutioner, helt eller delvist offentligt ejede selskaber og andre offentlige leverandører, som ikke måtte høre under den pågældende offentlige myndighed.

Påbud efter nr. 3 kan udstedes samtidig med påbud efter nr. 1-2.

Efterbetalingen udgør det antal timer eller beregningsenheder, som en leverandør har leveret, ganget med differencen mellem den anvendte afregningspris og den afregningspris, der følger af Konkurrencerådets påbud efter § 11 b, stk. 2, nr. 1-2.

Muligheden for at påbyde efterbetaling efter § 11 b, stk. 2, nr. 3, kan anvendes, uanset om der er en tilsvarende hjemmel til efterbetaling i anden lovgivning, jf. f.eks. § 91, stk. 9, i lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007 om social service. Dette forudsætter dog, at Konkurrencerådet har fået tillagt kompetence, jf. den foreslåede § 11 b, stk. 5, til at vurdere prisfastsættelsen i den konkrete fritvalgsordning. Har en offentlig myndighed allerede foretaget fuld efterbetaling efter anden lovgivning, vil konkurrencelovens bestemmelse om efterbetaling ikke finde anvendelse.

Efterbetaling kan kun vedrøre en begrænset periode, jf. den foreslåede § 11 b, stk. 3.

§ 11 b, stk. 3

Bestemmelsen begrænser den periode, som et påbud om efterbetaling kan vedrøre. Et påbud om efterbetaling kan ikke vedrøre en periode, der ligger mere end et år forud for den dag, hvor Konkurrencestyrelsen indledte en undersøgelse over for den pågældende offentlige myndighed.

Under hensyntagen til dette påbuds karakter er det fundet rimeligt som udgangspunkt at begrænse den periode, som et påbud om efterbetaling kan vedrøre. Ved fastsættelse af den foreslåede begrænsning til et år er der således lagt vægt på, at der skal være tale om en afgrænset tidshorisont, som finder anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat regler herom i særlovgivningen for det pågældende fritvalgsområde.

Et års-reglen gælder dermed ikke, hvis der i lovgivningen for det pågældende fritvalgsområde er fastsat særlige regler om efterbetaling, som er længere end den periode, der er fastsat i den foreslåede § 11 b, stk. 3. I de tilfælde, hvor særlovgivningen giver mulighed for efterbetaling for en længere periode, gælder reglerne om efterbetaling i den omhandlede særlovgivning.

Perioden er fastsat bl.a. af hensyn til, at den offentlige myndighed skal have en rimelig mulighed for at kunne dokumentere/fremskaffe dokumentation for beregning og fastsættelse af afregningspriser. Endvidere styrkes incitamentet for en evt. leverandør til hurtigt at reagere, hvis leverandøren er utilfreds med afregningsprisen.

Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor Konkurrencestyrelsen indleder undersøgelse over for den pågældende offentlige myndighed. Derved forstås, at Konkurrencestyrelsen har rettet henvendelse til den offentlige myndighed og meddelt, at der indledes en undersøgelse af den offentlige myndigheds beregning og fastsættelse af afregningspriser.

§ 11 b, stk. 4

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 1. I forhold til fritvalgsordninger kan samme problemstilling opstå som i relation til sager efter § 11 a. Derfor indføres en parallel bestemmelse i lovforslagets § 11 b, hvorefter Konkurrencerådet kan behandle visse sager om frit valg, uanset om sagen har samhandelspåvirkning. Der henvises til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1.

§ 11 b, stk. 5

Bestemmelsen vedrører den nærmere fastlæggelse af, hvilke fritvalgsordninger Konkurrencerådet skal være kompetent til at undersøge efter § 11 b. Det foreslås, at fastlæggelse af, om en nuværende eller fremtidig fritvalgsordning skal høre under Konkurrencerådets kompetence efter § 11 b, skal ske efter forhandling med det ministerium, som er ansvarlig for den pågældende fritvalgsordning.

Bestemmelsen indebærer, at der på områder med fritvalgsordninger vil være en delt kompetence. Ressortministeriet vil regulere bestemmelser om prisfastsættelse og de konkrete regler for fritvalgsordningens udformning. Konkurrencerådet vil, enten i medfør af lovgivningen eller efter forhandling med vedkommende minister, være kompetent til at vurdere eventuelle klager angående prisfastsættelsen m.v. En sådan delt kompetence for en myndighed til at påse overholdelsen af regler, som hører under et andet ressortministerium end myndigheden selv, kendes også på andre områder. For eksempel er Forbrugerombudsmanden (som hører under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender) tillagt kompetence til at påse overholdelsen af en række regler i lovbekendtgørelse nr. 1501 af 20. december 2004 om visse betalingsmidler (som hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet).

Når der er enighed om, at Konkurrencerådet skal være kompetent i forhold til en fritvalgsordning, er økonomi- og erhvervsministeren bemyndiget til at udstede en bekendtgørelse, der angiver, hvilke fritvalgsordninger Konkurrencerådet kan gribe ind over for i medfør af § 11 b. Dette vil skabe et klart overblik over, hvilke klager over fritvalgsordninger Konkurrencerådet er kompetent til at behandle.

Det bemærkes, at Konkurrencerådets kompetence til at gribe ind i medfør af § 11 b naturligvis også kan følge direkte af reglerne om frit valg. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet ved fremtidige fritvalgsordninger.

Det er hensigten, at Konkurrencerådet allerede ved lovens ikrafttræden skal være kompetent til at anvende sine beføjelser efter § 11 b i forhold til følgende fritvalgsordninger: fritvalgsordningen på daginstitutionsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007 om social service, kapitel 7, og fritvalgsordningen om personlig og praktisk hjemmehjælp, jf. kapitel 16 i samme lovbekendtgørelse.

Til nr. 3

§ 15, stk. 1

Det foreslås, at medlemmerne af Konkurrencerådet indstilles og udnævnes på baggrund af deres personlige og faglige kvalifikationer inden for offentlig og privat erhvervsvirksomhed, herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.

Der vil skulle foretages en konkret vurdering ved hver enkelt udnævnelse. I den forbindelse vil der blive taget udgangspunkt i de kriterier, som efter retsplejelovens § 93 anvendes ved beskikkelse af sagkyndige retsmedlemmer i Sø- og Handelsretten. De sagkyndige retsmedlemmer i Sø- og Handelsretten skal besidde et indgående og tidssvarende praktisk kendskab til vedkommende sagsområde. De skal samtidig udføre hvervet med upartiskhed og omhu.

Kriterierne efter retsplejelovens § 93 vil også udgøre udgangspunktet for indstilling og udpegning af stedfortrædere, jf. bemærkningerne nedenfor til § 15, stk. 2.

Organisationerne skal ved indstilling af medlemmer til Konkurrencerådet på baggrund af ovenstående kriterier begrunde, hvorfor de pågældende personer indstilles.

Udvælgelseskriterierne finder anvendelse på indstilling af medlemmer og suppleanter til rådet, som sker efter lovens ikrafttræden. De medlemmer og suppleanter, der allerede er udpeget til rådet, vil fortsætte i perioden ud. Præciseringen af, at medlemmerne skal fungere uafhængigt i deres virke i rådet, gør sig ligeledes gældende fra lovens ikrafttræden og omfatter derfor også de på tidspunktet for ikrafttrædelsen værende medlemmer og suppleanter.

Efter de nugældende regler udnævnes formanden for Konkurrencerådet af kongen. Som en modernisering af bestemmelsen tillægges økonomi- og erhvervsministeren kompetence til også at udnævne formanden.

§ 15, stk. 2

Der foretages ikke nogen ændring af ordlyden af den nugældende § 15, stk. 2, men som det gør sig gældende for indstilling og udnævnelse af medlemmer til rådet, vil kriterierne i retsplejelovens § 93 også danne udgangspunktet ved indstilling og udpegning af stedfortrædere.

§ 15, stk. 3

Med den foreslåede nye bestemmelse indføres der hjemmel for økonomi- og erhvervsministeren til at indføre nærmere regler om indstilling og udnævnelse af Konkurrencerådets medlemmer og for indstilling og udpegning af stedfortrædere.

Baggrunden for ændringen er, at det kan præciseres, hvilke organisationer, der har indstillingsret. Økonomi- og erhvervsministeren vil benytte denne hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, hvori det præciseres, at følgende erhvervsorganisationer vil have indstillingsret:

€" Arbejderbevægelsens Erhvervsråd indstiller et medlem

€" Dansk Industri indstiller et medlem

€" Forsikring & Pension, Finansrådet og Realkreditrådet indstiller i fællesskab et medlem

€" Dansk Byggeri og Tekniq indstiller i fællesskab et medlem

€" Håndværksrådet og Liberale Erhvervs Råd indstiller i fællesskab et medlem

€" Dansk Erhverv indstiller et medlem

€" Landbrugsrådet indstiller et medlem

Endvidere vil KL (Kommunernes Landsforening) og Forbrugerrådet hver have indstillingsret til et medlem.

Herudover skabes der mulighed for, at økonomi- og erhvervsministeren i bekendtgørelsen kan foretage ændringer i indstillingsforholdene, hvis der opstår behov herfor. Et eksempel herpå kunne være, hvor to indstillingsberettigede organisationer fusionerer i en ny organisation. Som følge heraf vil der være brug for at ændre indstillingsforholdene sådan, at den nye organisation får indstillingsret. Der vil i denne situation også være behov for, at der findes en ny indstillingsberettiget til den ledige plads i rådet, eftersom den nye organisation ikke vil have indstillingsret til to medlemmer.

Der vil med den foreslåede regel ikke blive indført en mulighed for økonomi- og erhvervsministeren til at kunne ændre på selve strukturen af rådet, det vil sige f.eks. på fordelingen af antallet af medlemmer, som udnævnes uden forudgående indstilling fra erhvervs- og forbrugerorganisationer og antallet af medlemmer, som udnævnes efter indstilling fra erhvervs- og forbrugerorganisationer. Økonomi- og erhvervsministeren vil heller ikke med hjemmel i den foreslåede § 15, stk. 3, kunne ændre i fordelingen mellem f.eks. medlemmer indstillet af erhvervsorganisationer og medlemmer indstillet af andre organisationer.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter den nugældende § 23 a bliver til § 24.

Til nr. 5

Med forslaget indføres der en adgang til, at Konkurrencestyrelsen i forbindelse med en kontrolundersøgelse får mulighed for at forlange, at en virksomheds bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer og andre ansatte viser indholdet af deres lommer, tasker o.lign. Såfremt personen nægter, vil Konkurrencestyrelsen ikke selvstændigt tømme vedkommendes lommer, tasker o.lign., men styrelsen vil anmode om politiets bistand hertil.

En lignende beføjelse kendes også fra toldlovens § 25, hvorefter told- og skatteforvaltningen med henblik på kontrol kan standse og foretage eftersyn af personer og bagage m.v., der rejser mellem tredjelande og Danmark. I forhold til adgangen i toldloven begrænses Konkurrencestyrelsens adgang til alene at omfatte personlige genstande, herunder især visitation af tøj, lommer, tasker o.lign. Det er ikke hensigtsmæssigt at foretage en positiv opremsning af, hvilke genstande der kan undersøges. Dog skal det understreges, at Konkurrencestyrelsen ikke vil have adgang til at foretage en nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum o.lign.

I takt med den teknologiske udvikling er der i dag mange muligheder for at opbevare oplysninger elektronisk. Oplysninger kan f.eks. lagres på usb-nøgler, mobiltelefoner og i elektroniske kalendere. Medierne, som man kan gemme oplysningerne på, bliver desuden fysisk mindre og mindre. Forud for og under en kontrolundersøgelse kan der opstå den situation, at en person forsøger at unddrage myndighederne bevismateriale ved f.eks. at gemme og opbevare en usb-nøgle eller lignende i lommer eller tasker o.lign. Det foreslås derfor, at Konkurrencestyrelsen får adgang til at kræve, at en virksomheds ansatte skal vise indholdet af deres lommer, tasker o.lign. Konkurrencestyrelsen kan gennemgå et eventuelt indhold heraf med henblik på at kopiere dette, herunder tage en identisk elektronisk kopi (spejling), samt medtage materiale, der er omfattet af kontrolundersøgelsens genstand.

Anvendelsen af bestemmelsen er ikke begrænset til de tilfælde, hvor det konkret kan konstateres, at en ansat har fjernet oplysninger og lagt dem i sin lomme, taske o.lign. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse i andre tilfælde, hvor det skønnes at være nødvendigt for at opnå formålet med kontrolundersøgelsen. Konkurrencestyrelsens adgang til at kræve, at en virksomheds ansatte skal vise indholdet af deres lommer, tasker o.lign., skal ske under iagttagelse af det almindelige proportionalitetsprincip. I praksis kan det først under selve tilstedeværelsen i virksomheden afklares, hvilke ansatte i virksomheden der har en sådan tilknytning til undersøgelsens genstand, at de bør inddrages i denne. Der vil dog som regel kun være tale om, at et mindre antal centralt placerede ansatte bliver genstand for kontrolundersøgelsen, og som dermed vil kunne blive anmodet om at vise indholdet af deres lommer, tasker o.lign.

I praksis vil proceduren være den, at Konkurrencestyrelsens ansatte eller repræsentanter beder den ansatte om at tømme lommer, tasker o.lign. Ansatte, der frivilligt indvilliger heri, vil få tilbudt, at dette kan foregå adskilt fra virksomhedens øvrige medarbejdere. Såfremt den person, der af Konkurrencestyrelsen bliver bedt om at tømme sine lommer, tasker o.lign., nægter, vil Konkurrencestyrelsen som ovenfor nævnt anmode politiet om bistand til at foretage besigtigelsen. Politiet anmoder herefter endnu en gang den ansatte om at tømme lommer, tasker o.lign. Såfremt den ansatte fortsat nægter, gennemfører politiet en undersøgelse af den ansattes lommer, tasker o.lign. Dette skal så vidt muligt foregå adskilt fra virksomhedens øvrige medarbejdere.

Når politiet som led i en kontrolundersøgelse bistår Konkurrencestyrelsen med at tømme lommer, tasker o.lign., sker det i medfør af Konkurrencestyrelsens beføjelser i konkurrenceloven. Princippet om »legal privilege« vil således også gælde for dokumenter m.v., der er fundet i ansattes lommer, tasker o.lign., på samme måde som det gælder for andre dokumenter m.v. fundet under Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser.

Til nr. 6

Med forslaget indføres der en adgang for Konkurrencestyrelsen til under en kontrolundersøgelse at lave en identisk elektronisk kopi (en såkaldt spejling) af dataindholdet af elektroniske medier, såsom f.eks. en computers harddisk. De øvrige ændringer i lovforslagets § 1, nr. 6 er primært konsekvensændringer som følge af den foreslåede indsættelse af det nye stk. 4 i § 18. Dog ændres fristangivelsen for forsegling i den nugældende § 18, stk. 4, der i forslaget bliver stk. 5, fra 72 timer til 3 hverdage. Dette skyldes et ønske om at have ensartede fristangivelser i loven. Med udtrykket »hverdage« menes mandag til fredag bortset fra helligdage, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

§ 18, stk. 4

Medmindre virksomheden samtykker heri, har Konkurrencestyrelsen i dag kun mulighed for at medtage oplysninger eller medier, såfremt virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt for styrelsen at få adgang til oplysningerne under selve kontrolundersøgelsen, jf. den nugældende § 18, stk. 5.

Konkurrencestyrelsen kan i dag foretage særlige, avancerede søgninger under kontrolundersøgelser ved hjælp af specielle søgeværktøjer. Selve søgningen og især den efterfølgende analyse af de data, der er fremkommet ved søgningen, er meget tidskrævende. Da kontrolundersøgelser af hensyn til de berørte virksomheder sjældent udstrækkes til mere end én dag, kan det derfor i praksis være umuligt at nå at gennemføre de fornødne søgninger i bl.a. slettet materiale.

Forslaget muliggør, at Konkurrencestyrelsen kan lave en spejling af alle de data, som ligger på relevante computere og lignende, herunder også af slettede filer, skjult materiale m.v., med henblik på at gennemgå indholdet efter kontrolundersøgelsen. Herved sikres, at styrelsen får tid til at lave en mere tilbundsgående undersøgelse af de medtagne data, uden at dette behøver at ske på virksomhedens lokaliteter til gene for virksomheden. I praksis vil brugen af spejling være begrænset til udvalgte computere m.v. af interesse for kontrolundersøgelsen. Det bemærkes, at f.eks. Kommissionen og konkurrencemyndighederne i Norge, Sverige og Holland kan foretage spejlinger, når de gennemfører en kontrolundersøgelse.

Konkurrencestyrelsen kan allerede i dag foretage elektronisk kopiering af computere m.v. med henblik på at gennemgå indholdet af kopien i virksomhedens lokaler, men styrelsen kan ikke medtage kopien. Styrelsen får ved forslaget derfor ikke adgang til at foretage sig andet ved sin gennemgang af det kopierede materiale, end hvad den har mulighed for i dag ude på virksomhederne. Det nye i forslaget er, at Konkurrencestyrelsen kan medtage kopien med henblik på at gennemgå indholdet af denne i styrelsens lokaliteter, hvilket ikke er muligt i dag uden virksomhedens samtykke. Det spejlede materiale bliver forseglet, når styrelsen forlader virksomhedens lokaliteter. Forseglingen brydes først, når materialet skal gennemgås i forlængelse af kontrolundersøgelsen.

Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har krav på, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant kan være til stede og overvære gennemgangen af det spejlede materiale. Det vil sige, at den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, vil være stillet, som hvis gennemgangen af computeren foregik under selve kontrolundersøgelsen.

Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har efter forslaget krav på, at det spejlede materiale slettes senest 25 hverdage efter kontrolundersøgelsen, såfremt Konkurrencestyrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af konkurrencereglerne. Er der grundlag for at gå videre med sagen, herunder at oversende sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, skal det spejlede materiale opbevares forseglet, indtil sagen er endeligt afsluttet. Dette sker af hensyn til bevissikringen i sagen. F.eks. kan der tænkes at forekomme tilfælde, hvor det af en part i en sag vil blive betvivlet, om en given oplysning stammer fra det spejlede materiale. I sådanne tilfælde vil forseglingen kunne brydes, og det vil være muligt at efterprøve indsigelsen. Det spejlede materiale opbevares af den myndighed, der behandler sagen, og først når sagen er endeligt afsluttet, vil det forseglede spejlede materiale blive slettet.

Konkurrencestyrelsen har pligt til senest 25 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give kopier af det materiale, som Konkurrencestyrelsen har taget kopi af fra spejlingen til brug for den efterfølgende sag, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Den pågældende kan anmode om, at kopierne skal være i papirform eller i elektronisk form.

Fristerne i stk. 4 kan i særlige tilfælde forlænges, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 7.

Forslaget ændrer ikke på, at retsplejelovens bestemmelser om kildebeskyttelse og vidnefritagelse fortsat finder anvendelse, såfremt der under en gennemgang af materialet fremkommer oplysninger omfattet heraf.

Der vil blive udarbejdet en vejledning, som nærmere vil beskrive konkurrencemyndighedernes muligheder for at foretage spejling, og som vil angive omfanget af virksomhedernes rettigheder og pligter i forbindelse hermed.

§ 18, stk. 5

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 4, og er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4. Der er dog indsat en henvisning til det nye stk. 4. Herudover er tidsbegrænsningen for forsegling af forretningslokaler og oplysninger blevet ændret fra 72 timer til 3 hverdage.

§ 18, stk. 6

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 5, og den er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4.

§ 18, stk. 7

Den foreslåede ændring svarer i sit indhold til den gældende lovs § 18, stk. 6, dog med den ændring, at der er indsat en henvisning til det foreslåede nye stk. 4. Ændringen er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4.

Forlængelse af fristerne i stk. 4 kan f.eks. tænkes at blive relevant i tilfælde, hvor tekniske forhold gør det vanskeligt at færdiggøre gennemgangen af det spejlede materiale inden for fristen på de 25 hverdage, eller hvor mængden af data indsamlet under en kontrolundersøgelse er meget stor.

§ 18, stk. 8

Den foreslåede ændring svarer i sit indhold til den gældende lovs § 18, stk. 7, dog med den ændring, at der er indsat en henvisning til det foreslåede nye stk. 4. Ændringen er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4.

§ 18, stk. 9

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 8, og den er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4. Dog er henvisningen til stk. 1-7 blevet ændret til stk. 1-8, så den tager højde for den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4.

Til nr. 7

Konkurrencerådets afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 2, kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Forslaget er desuden en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter den nugældende § 23 a bliver til § 24.

Til nr. 8

Den foreslåede overskrift til kapitel 8 er en konsekvensændring som følge af, at der i kapitel 8 i loven foreslås indsat en ny § 23 a vedrørende straflempelse.

§ 22

Bestemmelsens indhold er uændret, men stk. 1 er af lovtekniske grunde nyaffattet.

§ 23

I § 23 foreslås stk. 1, nr. 5, ændret som følge af, at der med lovforslaget foreslås indsat en § 11 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. Hvis et påbud efter § 11 b, stk. 2, overtrædes eller ikke efterkommes, kan det medføre bødestraf i medfør af konkurrencelovens § 23, stk. 1.

Desuden foreslås en ændring af § 23, stk. 1, nr. 13, som er en konsekvensændring som følge af, at den nugældende § 23 a med lovforslaget bliver til § 24.

§ 23 a

Med lovforslagets § 23 a foreslås indført et såkaldt straflempelsesprogram, hvorefter karteldeltagere opnår tiltalefrafald eller strafnedsættelse (samlet kaldet straflempelse), hvis de opfylder en række betingelser. De materielle regler for at få straflempelse findes i § 23 a, stk. 1-5 og 10-11, mens de processuelle regler findes i § 23 a, stk. 6-9.

Formålet med et straflempelsesprogram er for det første at afdække ulovlig kartelaktivitet og for det andet at gøre det nemmere at skaffe det nødvendige bevismateriale til en efterfølgende straffesag. Endelig har bestemmelsen et præventivt formål, da risikoen for, at en af karteldeltagerne afslører kartellet, i højere grad kan afskrække virksomheder fra overhovedet at indgå kartelaftaler. Erfaringer fra især Kommissionen og USA viser, at straflempelsesprogrammer er et effektivt værktøj til at bekæmpe karteller. Et egentligt straflempelsesprogram, hvor en myndighed har mulighed for at give straffritagelse og/eller strafnedsættelse er på nuværende tidspunkt indført af Kommissionen, i USA og i en lang række EU-lande (f.eks. Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Belgien, Finland, Irland, Holland, Portugal og Sverige).

Det foreslåede straflempelsesprogram svarer i vidt omfang til Kommissionens og til det modelprogram, som er blevet udarbejdet af Kommissionen og EU-landenes nationale konkurrencemyndigheder i fællesskab (»ECN-modellen«). Dog er der i den foreslåede model taget højde for den danske myndighedsstruktur på konkurrenceområdet og for det eksisterende strafferetlige og straffeprocesretlige system.

Det er ifølge straffelovens § 82, nr. 9 og 10, muligt for domstolene - eller anklagemyndigheden ved bødeforelæg - at nedsætte straffen i konkurrencesager, hvilket også fremgår af forarbejderne til konkurrenceloven (FT 2001-02, tillæg A, s. 4454-55). Denne mulighed blev anvendt i visse af sagerne i el-kartellet, hvor bøderne blev nedsat med op til 20 pct.

Den eksisterende mulighed for straflempelse i straffelovens § 82 er dog ikke så eksplicit, som de egentlige straflempelsesprogrammer på konkurrenceområdet i andre lande. For det første er det ikke klart for virksomhederne, hvor stor en straflempelse der kan gives, og betingelserne herfor er ikke klart definerede. For det andet er der kun meget lille sandsynlighed for tiltalefrafald. For det tredje skønnes det at være afgørende for virksomhederne, at de kan få en hurtig tilkendegivelse af muligheden for at få straflempelse i den konkrete sag. Det har de ikke mulighed for i dag, hvor dette først afgøres i forbindelse med straffesagens endelige afslutning.

Muligheden for straflempelse gælder for fysiske og juridiske personer, der har deltaget i et kartel. Det betyder, at virksomheder, der har deltaget i et kartel, samt nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af ledelsen og ansatte i virksomheder, der har deltaget i et kartel, har mulighed for at ansøge om at opnå straflempelse. En særskilt ansøgning om straflempelse fra en nuværende ansat, der ikke normalt tegner virksomheden, eller en tidligere ansat omfatter ikke den juridiske person. En ansøgning om straflempelse fra en fysisk person, der normalt tegner virksomheden, omfatter kun den juridiske person, som den pågældende er ansat i, hvis dette fremgår eksplicit af ansøgningen.

Hvis en ansøger ikke opfylder alle de krav, der stilles for at kunne opnå straflempelse, mister vedkommende helt muligheden herfor. Selv om dette i princippet måtte betyde, at der bliver en »plads ledig« til den næste ansøger i rækken, indebærer det dog ikke, at efterfølgende ansøgere vil »rykke op« i rækkefølgen. Ansøgere om straflempelse kan alene få den position, som karakteren af deres oplysninger har berettiget dem til på ansøgningstidspunktet.

Det foreslås, at programmet finder anvendelse på fremtidige karteller, karteller der eksisterer på det tidspunkt, hvor programmet træder i kraft, samt på karteller, der eksisterede, inden programmet trådte i kraft, men som er ophørt på ikrafttrædelsestidspunktet, og hvor kartelaktiviteten endnu ikke er forældet, jf. § 23, stk. 4. Baggrunden er, at det herved bliver skabt størst muligt incitament for henvendelse til myndighederne.

§ 23 a, stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at en fysisk eller juridisk person, der har deltaget i et kartel, opnår tiltalefrafald, hvis en række betingelser er opfyldt.

Ved kartelsager forstås aftaler eller samordnet praksis mellem to eller flere konkurrenter, som er beregnet til at koordinere deres konkurrencemæssige adfærd på markedet og/eller påvirke de konkurrencemæssige parametre på markedet, f.eks. gennem fastsættelse af købs- og salgspriser eller andre forretningsbetingelser, tildeling af produktions- eller salgskvoter, import- eller eksportbegrænsninger og markedsopdeling, herunder samordning af tilbudsgivning.

Stk. 1 angiver sammen med stk. 2 de betingelser, der skal være opfyldt for at få tiltalefrafald. For det første gælder et generelt krav om, at ansøgeren skal være den første, der fremkommer med oplysninger af den fornødne karakter om det pågældende forhold til myndighederne. Der skal være tale om oplysninger, som myndighederne ikke allerede var i besiddelse af på ansøgningstidspunktet. Det er tidspunktet for aflevering af oplysningerne til myndighederne, der er afgørende for, om ansøgeren anses for at være den første. En ansøgning anses for afleveret, når den er kommet den relevante myndighed i hænde. Dette tidspunkt vil fremgå af myndighedernes kvittering for modtagelsen af ansøgningen, jf. bemærkningerne til forslagets § 23 a, stk. 7.

Herudover stilles der et krav til oplysningernes kvalitet afhængigt af, om ansøgningen indgives før eller efter, at myndighederne har foretaget kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende de forhold, som ansøgningen vedrører.

Ved kontrolundersøgelse forstås i forslaget Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser efter konkurrenceloven og Rådets forordning nr. 1/2003.

Hvis ansøgeren søger om tiltalefrafald, inden myndighederne påbegynder en kontrolundersøgelse eller en ransagning, skal ansøgeren fremlægge oplysninger, som giver myndighederne konkret anledning til at iværksætte en kontrolundersøgelse, en ransagning eller indgive politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold, som oplysningerne vedrører.

Myndighederne har en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om de fremlagte oplysninger er tilstrækkelige til, at myndighederne finder det hensigtsmæssigt at iværksætte en kontrolundersøgelse, en ransagning eller indgive en politianmeldelse. For at opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 1, vil en ansøger typisk skulle fremlægge oplysninger om navn og adresse på ansøgeren, identiteten af de andre deltagere i kartellet, en detaljeret beskrivelse af kartellet (berørte produkter, berørte markeder, varigheden og naturen af kartellet).

Hvor myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse, en ransagning eller har indgivet politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold, kan der ikke længere opnås tiltalefrafald efter § 23 a, stk. 1, nr. 1. I sådanne tilfælde opnår en ansøger derimod tiltalefrafald, hvis vedkommende fremlægger oplysninger, der sætter myndighederne i stand til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceloven i form af et kartel, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23 a, stk. 1, nr. 2. Dette strengere krav til kvaliteten af oplysningerne skyldes, at myndighederne i disse situationer allerede vil være opmærksomme på det pågældende kartel. Der er derfor ikke behov for, at lovgivningen på samme måde indrettes således, at virksomhederne belønnes for at henvende sig med oplysninger, som det er tilfældet i situationer, hvor myndighederne intet kendskab har til kartellet. I modsat fald kunne der være en risiko for, at virksomhederne generelt først ville henvende sig, efter myndighederne havde været på kontrolundersøgelse eller ransagning.

Baggrunden for, at muligheden for at opnå tiltalefrafald ikke helt udelukkes, efter at myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse m.v., er, at der bør være et incitament til, at en virksomhed, der har betydelige oplysninger om et kartel, henvender sig til myndighederne.

Er virksomhedens oplysninger ikke af en sådan karakter, at betingelsen i stk. 1, nr. 2 (sætte myndighederne i stand til at konstatere en overtrædelse i form af et kartel) er opfyldt, vil virksomhedens ansøgning blive behandlet efter stk. 4 som en ansøgning om strafnedsættelse.

Ansøges der om straflempelse, mens en kontrolundersøgelse eller en ransagning finder sted, skal de oplysninger, som ansøgeren fremlægger, vurderes i forhold til de oplysninger, som myndighederne har i sin besiddelse på tidspunktet for afslutningen af kontrolundersøgelsen eller ransagningen. Baggrunden herfor er, at virksomhederne ikke skal have incitament til at vente med at indgive en ansøgning, indtil myndighederne går på kontrolundersøgelse eller ransagning.

Der findes ikke et fælles europæisk straflempelsesprogram. Det betyder, at virksomheder, der har deltaget i et grænseoverskridende kartel, vil skulle søge om straflempelse i flere lande. For at lette proceduren herfor kan Konkurrencestyrelsen acceptere såkaldte »summary applications«, dvs. at den egentlige ansøgning indgives til Kommissionen eller til en kompetent myndighed i en anden EU-medlemsstat, mens summariske ansøgninger indgives til de øvrige relevante landes myndigheder. Dette gælder såvel ansøgninger efter stk. 1 som efter stk. 4.

§ 23 a, stk. 2

Bestemmelsen angiver tre yderligere betingelser, som en ansøger skal opfylde for at opnå tiltalefrafald. Betingelserne er kumulative og supplerer betingelserne i stk. 1 vedrørende tiltalefrafald. Betingelserne gælder også for ansøgere om strafnedsættelse efter stk. 4. Der henvises til bemærkningerne nedenfor vedrørende stk. 4.

Den første betingelse er, at ansøgeren skal samarbejde med myndighederne under hele behandlingen af sagen. Ved samarbejde forstås, at vedkommende loyalt, fuldt ud og effektivt skal samarbejde med myndighederne under hele behandlingen af sagen. Dette indebærer blandt andet, at ansøgeren skal fremlægge alle oplysninger og alt bevismateriale vedrørende kartellet, som vedkommende har adgang til, kommer i besiddelse af og med rimelige midler kan fremskaffe. Ansøgeren må heller ikke på nogen måde afgive urigtige eller vildledende oplysninger, fortie faktiske forhold eller fordreje eller forvanske de oplysninger, som fremlægges. Ansøgeren må ej heller (f.eks. ved henvendelse eller gennem offentliggørelse af en pressemeddelelse) gøre de øvrige karteldeltagere opmærksomme på, at den pågældende har indgivet en ansøgning om straflempelse. Det samme gælder oplysninger om den verserende efterforskning eller kartellets eksistens i øvrigt. Dette vil være at betragte som et brud på samarbejdsforpligtelsen, men dog kun indtil kartellets øvrige deltagere af myndighederne bliver gjort bekendt med myndighedernes undersøgelser, f.eks. ved en kontrolundersøgelse. Indgivelse af ansøgninger om straflempelse m.v. til andre myndigheder betragtes ikke som et brud på samarbejdsforpligtelsen. Den loyale samarbejdsforpligtelse indebærer også, at ansøgeren på ethvert tidspunkt skal stå til rådighed med en hurtig besvarelse af myndighedernes spørgsmål. Tidligere ansattes eventuelle manglende opfyldelse af samarbejdsforpligtelsen har dog ikke betydning for virksomhedens mulighed for straflempelse, da disse ikke længere er underlagt virksomhedernes instruktionsbeføjelse.

Den anden betingelse er, at ansøgeren senest ved indgivelse af ansøgningen skal bringe sin karteldeltagelse til ophør.

I forbindelse med sager om straflempelse kan der i en periode, hvor myndighederne gør sig klar til at foretage en indsats mod de virksomheder, der formodes at deltage i et kartel, opstå spørgsmål om en ansøgers fortsatte deltagelse i kartelmøder m.v., indtil myndighedernes operation kan gennemføres. Fordelen ved at tillade fortsat deltagelse i kartellet er, at de øvrige karteldeltagere derved ikke vil fatte mistanke, hvis ansøgeren f.eks. pludselig udebliver fra kartelmøder. I ECN-modellen anbefales det, at en juridisk person skal ophøre med deltagelsen i den påståede kartelaktivitet umiddelbart efter at have indgivet ansøgningen om straflempelse, medmindre en fortsættelse vil være nødvendig for, at kontrolundersøgelsen kan bevare sin integritet.

Det var udvalget om styrkelse af konkurrencelovgivningens opfattelse, at der ikke bør ske strafforfølgning af en ansøgers fortsatte, passive deltagelse i et kartel i en vis, kortere periode efter henvendelsen til myndighederne, og indtil kartellets øvrige deltagere gøres bekendt med myndighedens undersøgelser. Dette indebærer, at virksomheder eller personer eksempelvis ikke vil være nødsaget til at meddele de øvrige formodede karteldeltagere, at virksomheden udtræder af kartellet, men blot kan forholde sig passiv i den periode, hvor myndighederne koordinerer indsatsen mod de formodede karteldeltagere. Det var på den anden side også udvalgets opfattelse, at det ikke må være en betingelse, at ansøgeren efter myndighedernes begæring herom fortsætter sin deltagelse i kartellet i en vis periode efter vedkommendes henvendelse til myndigheden. Det bør således ikke kunne pålægges en ansøger at medvirke til en strafbar lovovertrædelse.

Det følger af forslaget, at en ansøger skal bringe sin deltagelse i kartellet til ophør senest ved indgivelse af ansøgningen om straflempelse. En ansøger kan dog fortsætte med passiv deltagelse i kartellet i den kortere periode, hvor myndighederne koordinerer indsatsen mod de formodede karteldeltagere, og indtil kartellets øvrige deltagere af myndighederne gøres bekendt med myndighedens undersøgelse. Ansøgerens fortsatte passive deltagelse i kartellet er i så fald ikke til hinder for, at ansøgeren opnår straflempelse. Myndigheden vil dog ikke kunne pålægge en juridisk/fysisk person at fortsætte aktiviteten.

Dette forudsætter i praksis, at der reageres hurtigt fra myndighedernes side, når de modtager en straflempelsesansøgning fra en karteldeltager.

Den tredje betingelse er, at ansøgeren ikke på nogen måde har tvunget andre fysiske eller juridiske personer til at deltage i kartellet, jf. den foreslåede stk. 2, nr. 3. En fysisk eller juridisk person, der har tvunget andre til deltagelse i det ulovlige kartel, kan ikke opnå straflempelse. Tvang afgrænses begrebsmæssigt som i straffelovens § 260.

§ 23 a, stk. 3

Opfylder en ansøger ikke betingelserne for tiltalefrafald, betragtes dennes ansøgning som en ansøgning om strafnedsættelse efter stk. 4. Det oprindelige ansøgningstidspunkt bliver ved med at gælde, uanset hvornår det konstateres, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for tiltalefrafald.

§ 23 a, stk. 4

En fysisk eller juridisk person, der har deltaget i et kartel, opnår strafnedsættelse, hvis den pågældende fremlægger oplysninger vedrørende det pågældende kartel, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som myndighederne er i besiddelse af på ansøgningstidspunktet. Derudover skal ansøgeren opfylde de tre betingelser i den foreslåede § 23 a, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Begrebet betydelig merværdi er kendt fra bl.a. Kommissionens straflempelsesprogram, hvor det defineres på følgende måde: »Begrebet »merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise det påståede kartels eksistens«.

Begrebet betydelig merværdi skal fortolkes i overensstemmelse med denne definition. Oplysningerne skal derfor styrke myndighedernes muligheder for at bevise eksistensen af det pågældende kartel. Hvorvidt oplysningerne opfylder betingelsen om betydelig merværdi, vil bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag.

§ 23 a, stk. 5

Bestemmelsen angiver, hvor stor en procentmæssig bødenedsættelse en ansøger skal tildeles, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 4. Nedsættelsens størrelse afhænger i hver enkelt sag af, hvornår den konkrete ansøgning er modtaget hos myndighederne. Den første ansøger, som opfylder betingelserne i stk. 4, er berettiget til 50 pct. nedsættelse af den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet. Den anden ansøger, som opfylder betingelserne i stk. 4, får 30 pct. nedsættelse. De faste procentsatser på henholdsvis 50 pct. og 30 pct. er valgt af retssikkerhedsmæssige hensyn og for at gøre straflempelsessystemet så gennemsigtigt og forudsigeligt som muligt.

Efterfølgende ansøgere, der opfylder betingelserne i stk. 4, kan opnå op til 20 pct. nedsættelse. Den præcise procentsats afhænger af myndighedernes skøn af, hvor meget ansøgeren har bidraget med i forhold til efterforskningen.

Der er ingen grænse for, hvor mange ansøgere, der kan opnå strafnedsættelse, så længe hver enkelt ansøger fremlægger oplysninger af betydelig merværdi.

En ansøger, der blot erkender sin skyld, er ikke omfattet af de foreslåede straflempelsesregler, men kan eventuelt efter domstolens skøn få sin straf nedsat efter straffelovens § 82.

§ 23 a, stk. 6

Bestemmelsen er en procedureregel, som angiver, hvortil ansøgninger om straflempelse skal indgives. Som hovedregel skal ansøgninger indgives til Konkurrencestyrelsen. I sager, hvor personer eller virksomheder er sigtede, eller hvor Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet allerede har indledt en strafferetlig efterforskning af det pågældende kartel, kan ansøgning om straflempelse tillige indgives til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

§ 23 a, stk. 7

Bestemmelsen i stk. 7 fastlægger proceduren for myndighedsbehandlingen af ansøgninger om straflempelse.

Forslaget indeholder en tretrins procedure. Proceduren er i vidt omfang inspireret af Kommissionens behandling af straflempelsessager. Der er dog taget højde for, at der i Danmark er en todelt kompetencefordeling i behandlingen af straffesager på konkurrenceområdet, og at sådanne sager som udgangspunkt skal behandles af domstolene.

Første trin i proceduren er selve ansøgningsfasen, hvor den myndighed, der modtager en ansøgning om straflempelse, skal kvittere herfor. Kvitteringen skal indeholde oplysninger om ansøgerens identitet, det indleverede materiale, afgivne oplysninger i øvrigt samt dato og klokkeslæt for indleveringen. Denne angivelse er afgørende for, hvor i rækkefølgen ansøgeren placeres. Selve kvitteringen vil dog ikke indeholde oplysninger om ansøgerens placering i rækken af ansøgere. Dette ville kunne lede til spekulation i, hvilket materiale det vil være tilstrækkeligt at indlevere for at opfylde betingelserne i stk. 1, 2 og 4. I værste fald kan det føre til koordination af de informationer, der indleveres.

Andet trin i proceduren er, at ansøgeren modtager et foreløbigt tilsagn. Et foreløbigt tilsagn er et bindende, men betinget løfte fra myndighederne om, at den pågældende ansøger vil opnå straflempelse ved sagens afslutning under forudsætning af, at ansøgeren lever op til betingelserne, som er nævnt i stk. 2.

Først når sagsbehandlingen er afsluttet, vil myndighederne kunne vurdere, om betingelserne for straflempelse i stk. 2 er opfyldt. Det foreløbige tilsagn har derfor til formål på et tidligt tidspunkt i forløbet at gøre det klart for ansøgere, hvilken grad af straflempelse, de kan forvente, hvis lovens krav i øvrigt overholdes.

Et foreløbigt tilsagn afgives hurtigst muligt efter, at den kompetente myndighed, jf. stk. 8, har foretaget en vurdering af, om ansøgeren opfylder betingelserne for tiltalefrafald i stk. 1, nr. 1 eller 2, eller betingelserne for strafnedsættelse i stk. 4, nr. 1. Herudover meddeler den kompetente myndighed, om der allerede på dette tidspunkt i proceduren er grundlag for at give afslag på ansøgningen, fordi betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt. Det foreløbige tilsagn angiver også, hvor i rækkefølgen ansøgeren er placeret, og om de fremlagte oplysninger er tilstrækkelige til at opnå den relevante straflempelse.

Hvor den kompetente myndighed er tillagt et skøn over bødenedsættelsens størrelse, jf. stk. 5, vil dette skøn først kunne foretages endeligt, når sagen kan afsluttes. Først her kan ansøgerens bidrag til sagens opklaring endeligt vurderes. Derfor vil der i disse sager ikke af det foreløbige tilsagn fremgå noget om størrelsen af en eventuel bødenedsættelse.

Tredje trin i proceduren er, at ansøgeren får meddelt tiltalefrafald eller strafnedsættelse, når myndigheden afslutter sagen, enten ved et bødeforelæg, ved forelæggelse for domstolene eller ved, at der gives en meddelelse om tiltalefrafald. Dette forudsætter, at ansøgeren under hele sagens behandling har opfyldt betingelserne i stk. 2.

En meddelelse om tiltalefrafald afgives af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, jf. stk. 9. En meddelelse om strafnedsættelse gives af den myndighed, der forelægger sagen for domstolene eller udsteder et administrativt bødeforelæg, jf. stk. 9. I praksis vil strafnedsættelsen fremstå som en integreret del af anklageskriftet eller udkastet til bødevedtagelse, som Konkurrencestyrelsen eller Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet udarbejder. Heraf vil fremgå, hvad bøden ville være uden bødereduktionen, hvor stor bødenedsættelse ansøgeren får, og hvad den endelige bødepåstand dermed er blevet. Bøden vil således blive reduceret i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn.

Afslag på tiltalefrafald eller strafnedsættelse, som følge af at ansøgeren har misligholdt sine forpligtelser efter stk. 2, meddeles ligeledes ved sagens afslutning. Da et sådant afslag vil indebære, at der rejses tiltale, vil domstolene kunne efterprøve, om myndighedernes afslag er berettiget.

§ 23 a, stk. 8 og stk. 9

Stk. 8 og stk. 9 er kompetenceregler. Bestemmelsen i stk. 8 angiver, hvilken myndighed, der afgiver foreløbigt tilsagn om tiltalefrafald eller strafnedsættelse. Det er Konkurrencestyrelsen, der afgiver foreløbige tilsagn, medmindre ansøgningen er indgivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Det følger af bestemmelsen, at såvel Konkurrencestyrelsen som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet skal inddrages i beslutningstagningen vedrørende afgivelse af et foreløbigt tilsagn. Den myndighed, der i den konkrete sag meddeler det foreløbige tilsagn, skal høre den anden myndighed, inden det foreløbige tilsagn meddeles. Den myndighed, der bliver hørt, skal afgive sit høringssvar hurtigst muligt. Dette vil som regel kunne ske inden for 10 hverdage.

Et foreløbigt tilsagn om tiltalefrafald kan kun meddeles, hvis begge myndigheder er enige herom.

I henhold til det foreslåede stk. 9 er det Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, som afgiver meddelelse om tiltalefrafald. Denne kompetencefordeling er uafhængig af, hvor sagen i øvrigt behandles på tidspunktet for sagens afslutning. Tiltalefrafald indebærer, at ansøgeren €" i overensstemmelse med sin tilståelse €" anses for at være skyldig i en overtrædelse af konkurrenceloven, men at der ikke ikendes nogen straf for overtrædelsen. Beslutningen træffes efter inddragelse af Konkurrencestyrelsen, som skal afgive sit høringssvar hurtigst muligt. Dette vil som regel kunne ske inden for 10 hverdage.

I overensstemmelse med de almindelige processuelle regler for tiltalefrafald kan en eventuel klage til Rigsadvokaten alene indgives af ansøgeren selv eller dennes repræsentant.

Meddelelse om strafnedsættelse gives af den myndighed, der i den konkrete sag har kompetencen til enten at udstede et bødeforelæg eller til at forelægge sagen for domstolene. Der henvises til bemærkningerne til hhv. den foreslåede § 23 b og lovforslagets § 2, nr. 1. Den kompetente myndighed skal høre den anden myndighed, inden strafnedsættelsen meddeles. Den myndighed, der bliver hørt, skal afgive sit høringssvar hurtigst muligt. Dette vil som regel kunne ske inden for 10 hverdage.

§ 23 a, stk. 10

Bestemmelsen i stk. 10 præciserer, hvornår én ansøgning kan omfatte flere ansøgere. Flere virksomheder kan ikke søge om fælles straflempelse, medmindre ansøgerne er koncernforbundne.

Bestemmelsen har til hensigt at forhindre, at reglerne omgås ved, at deltagerne i et kartel indgiver en fælles ansøgning og dermed opnår, at alle medlemmerne skal have tiltalefrafald.

Bestemmelsen fortolkes ud fra det konkurrenceretlige koncernbegreb, jf. FT 1996/97, tillæg A, s. 3655, h. sp. og bekendtgørelse nr. 1029 af 17. december 1997 om aftaler m.v. inden for samme virksomhed eller koncern. Fortolkningen af denne bestemmelse vil ligeledes ske på baggrund af EU-konkurrenceretten.

Hvor en ansøgning skal omfatte flere end én ansøger, skal ansøgningen særskilt angive, hvem der skal være omfattet. En ansøgning på en virksomheds vegne kan kun ske i overensstemmelse med gældende tegnings- og fuldmagtsregler.

Koncernselskaber, der indgiver fælles ansøgning om straflempelse, har en fælles forpligtelse til at opfylde alle betingelserne for tiltalefrafald henholdsvis strafnedsættelse. Opfylder et af koncernselskaberne i den pågældende ansøgning ikke alle betingelserne, vil dette have konsekvenser for alle selskaber omfattet af ansøgningen, idet afslaget på straflempelse vil gælde samtlige disse selskaber.

§ 23 a, stk. 11

Det vil kunne hindre den effektive virkning af reglerne om straflempelse, hvis virksomheders ansatte eller tidligere ansatte ikke har mulighed for tiltalefrafald eller nedsættelse af den personlige bøde, de eventuelt måtte blive pålagt.

Bestemmelsen i stk. 11 indebærer derfor, at nuværende og tidligere ansatte i en virksomhed, der har deltaget i et kartel, får samme retsstilling som virksomheden, for så vidt angår tildeling af straflempelse. Dette sker ved, at personerne opnår straflempelse i samme omfang som virksomheden, såfremt der indledes individuel retsforfølgning mod de pågældende personer. F.eks. vil en strafnedsættelse på 50 pct. til virksomheden betyde, at den pågældende person ligeledes vil opnå en strafnedsættelse på 50 pct. En særskilt ansøgning om straflempelse fra en nuværende ansat, der ikke normalt tegner virksomheden, eller en tidligere ansat omfatter ikke den juridiske person.

§ 23 b

Bestemmelsen indeholder særlige bødeprocedureregler for visse typer af tilståelsessager.

Konkurrencestyrelsen får i visse tilståelsessager kompetence til at udstede administrative bødeforelæg. Kompetencen er begrænset til de tilfælde, hvor sagen er egnet hertil, dvs. hvor der findes fast retspraksis for bødeudmålingen, og hvor Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har givet samtykke til, at sagen afsluttes på denne måde.

§ 23 b, stk. 1

Bestemmelsen fastlægger, at Konkurrencestyrelsen skal indhente samtykke fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, før en sag kan afsluttes med et administrativt bødeforelæg. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet høres om, hvorvidt sagen egner sig til at blive afsluttet med et administrativt bødeforelæg og om udkastet til bødestørrelse. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet skal svare hurtigst muligt. Dette vil som regel kunne ske inden for 10 hverdage.

Fast retspraksis kan bl.a. skabes under behandlingen af et større sagskompleks med mange ensartede sagsforhold. Når der foreligger et antal afgørelser vedrørende enkeltsager i sagskomplekset, kan der være dannet grundlag for en fast retspraksis. Denne praksis kan lægges til grund i de resterende sager i sagskomplekset. Hvis der i de resterende sager foreligger en tilståelse, kan Konkurrencestyrelsen udstede administrative bødeforelæg i disse sager under henvisning til, at der findes tilstrækkelig praksis på området.

En sådan situation opstod bl.a. i forbindelse med el-kartelsagerne. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet udarbejdede i dette sagskompleks sammen med Konkurrencestyrelsen en egentlig formel for bødeberegningen. På baggrund af denne formel forelagdes fire enkeltsager i sagskomplekset for domstolene med henblik på en indenretlig bødevedtagelse efter retsplejelovens § 936. Herefter brugte Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet de fire indenretlige bødevedtagelser som grundlag for at udstede administrative bødeforelæg i de resterende sager.

Udviklingen af praksis kan også ske ved, at der med tiden har været forelagt et vist antal sager inden for samme sagsområde for domstolene.

En betingelse for, at sagen kan afsluttes ved, at Konkurrencestyrelsen udsteder et administrativt bødeforelæg er, at den pågældende fysiske eller juridiske person dels erklærer sig skyldig, dels vedtager sagens udenretlige afgørelse. Såfremt den pågældende fysiske eller juridiske person ikke ønsker at acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi vedkommende ikke ønsker at erkende sig skyldig eller ikke kan erklære sig indforstået med, at sagen afgøres af Konkurrencestyrelsen, overgår sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgelse.

I henhold til den nugældende konkurrencelovs § 13, stk. 2, skal der i sager, hvor der idømmes eller vedtages en bøde, ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Efter hidtidig praksis offentliggøres et resumé af bødevedtagelser. Dette vil også gælde i de tilfælde, hvor Konkurrencestyrelsen udsteder et bødeforelæg.

§ 23 b, stk. 2

Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse.

§ 23 b, stk. 3

Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning. Det følger af straffuldbyrdelsesloven § 91, at vedtagne bøder tillægges udpantningsret.

§ 24

Bestemmelsen svarer til den gældende § 23 a og foreslås ændret til § 24 som en konsekvens af de foreslåede §§ 23 a og 23 b.

Til § 2

Til nr. 1

§ 105, stk. 4

Bestemmelsen åbner mulighed for, at Rigsadvokaten kan beskikke ansatte i Konkurrencestyrelsen til at rejse og udføre tiltale for domstolene på anklagemyndighedens vegne. Det er alene hensigten, at Konkurrencestyrelsens ansatte beskikkes til at rejse og udføre tiltale i sager, der kan afgøres med en bødevedtagelse efter retsplejelovens § 936. I sager, hvor der ikke foreligger en tilståelse, vil sagen som hidtil skulle føres af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitets anklagere.

Som reglerne er i dag, rejser og udfører Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet tiltale i sager om overtrædelse af konkurrenceloven. Konkurrencestyrelsen har typisk allerede haft disse sager til behandling forud for tiltalerejsningen. Af hensyn til den samlede sagsbehandlingstid er det derfor hensigtsmæssigt, at ansatte i Konkurrencestyrelsen i tilståelsessager, der kan afgøres med en bødevedtagelse efter retsplejelovens § 936, får mulighed for at blive beskikket til at rejse og udføre tiltale på anklagemyndighedens vegne. Dermed gives virksomhederne mulighed for en sagsbehandling, hvor sagen ikke først skal behandles i Konkurrencestyrelsen for derefter at blive overdraget til nye sagsbehandlere hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Er sagen allerede under efterforskning hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, vil det af samme årsag være mest hensigtsmæssigt, at også tilståelsessager, der kan afgøres med en bødevedtagelse efter retsplejelovens § 936, færdigbehandles af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Med forslaget lægges der op til, at Konkurrencestyrelsen i den konkrete sag udarbejder et udkast til et anklageskrift, som oversendes til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Med anklageskriftet følger en indstilling om, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet giver samtykke til, at en ansat i Konkurrencestyrelsen, som i forvejen er beskikket af Rigsadvokaten, rejser og udfører tiltale i den konkrete sag.

Det er forudsat, at sagerne skal behandles efter reglen i retsplejelovens § 936, når tiltale rejses og udføres med hjemmel i den foreslåede bestemmelse. Betingelserne for, at en dommer kan anvende § 936 til afslutning af en sag, er 1) at straffen for den begåede lovovertrædelse er bødestraf eller konfiskation, 2) at dommeren ikke betvivler den tiltaltes skyld, 3) at tiltalte ønsker at vedtage bøden, og 4) at anklageren samtykker heri.

Vedtages bøden, føres det til retsbogen, og afgørelsen får samme retsvirkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning.

Trækkes en tilståelsessag tilbage i retten, eller ønsker den pågældende ikke at vedtage bøden, vil sagen herefter skulle viderebehandles af de faste anklagere hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

I praksis vil Rigsadvokaten skulle beskikke en række navngivne ansatte i Konkurrencestyrelsen, der skal kunne møde på anklagemyndighedens vegne. Rigsadvokaten vil efter lovforslagets vedtagelse i givet fald drøfte med Konkurrencestyrelsen, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at opnå beskikkelse. Det forudsættes i den forbindelse, at der alene kan beskikkes juridiske medhjælpere for anklagemyndigheden til at føre sager om overtrædelse af konkurrenceloven.

En beskikkelse til for byretterne at varetage udførelsen af straffesager, der kan afgøres med en bødevedtagelse efter retsplejelovens § 936, indebærer også, at vedkommende i landsretten med Rigsadvokatens godkendelse kan behandle eventuelle kæremål, der måtte opstå som led i byrettens behandling af sagen.

Til § 3

Til nr. 1-3

Der er tale om konsekvensændringer som følge af dette forslags nr. 7.

Til nr. 4

§ 1, stk. 2, nr. 1, ændres for at bringe terminologien i overensstemmelse med den terminologi, der bruges i fællesskabsretten.

Til nr. 5-6

Der er tale om en konsekvensændring som følge af dette forslags nr. 7.

Til nr. 7

Dette afsnit indeholder regler om konkurrenceudsættelse af vare- og tjenesteydelseskontrakter under tærskelværdierne for EU-udbud samt kontrakter om bilag II B-ydelser. De fleste andre EU-lande har indført lignende nationale regler for kontrakter, der ikke er omfattet af krav om EU-udbud. Den konkrete udformning og detaljeringsgrad af disse regler varierer fra land til land.

Det bærende element i forslaget er indførelse af en annonceringspligt. Ud over denne pligt er der ikke detaljerede procedureregler for indgåelse af kontrakter. Udbyderne bevarer således en stor frihedsgrad med hensyn til tilrettelæggelsen og gennemførelsen af proceduren.

Udbyderen er dermed ikke bundet til de procedureregler, der følger af udbudsdirektivet eller af tilbudslovens regler for bygge- og anlægskontrakter.

Det er således f.eks. ikke meningen at underkaste rammeaftaler de begrænsninger i varigheden på op til 4 år, der følger af de ovennævnte regelsæt. Det vil være op til udbyderen at fastsætte en passende varighed på baggrund af en vurdering af kontraktens genstand, kompleksitet m.v. Aftaler om sammensatte og komplekse tjenesteydelser på transportområdet, om juridiske ydelser til staten (kammeradvokatordningen), om ydelser på sundhedsområdet samt om offentlig-private partnerskaber vil f.eks. kunne begrunde en anden regulering af aftalens varighed.

Det er ligeledes op til udbyder at fastlægge indholdet og omfanget af den ønskede aftale, herunder hvilke ydelser aftalen skal omfatte.

§ 15 a

§ 15 a har til formål at afgrænse reglernes anvendelsesområde.

§ 15 a, stk. 1

Ifølge stk. 1, nr. 1, gælder dette afsnit for vareindkøbskontrakter, hvis værdi overstiger 500.000 kr., men er mindre end tærskelværdierne for EU-udbud.

Stk. 1, nr. 2 og 3, omhandler tjenesteydelseskontrakter. Bestemmelserne tager højde for det delte regime, der gælder for tjenesteydelser efter udbudsdirektivet. Direktivet opererer med to kategorier af tjenesteydelser €" de såkaldte bilag II A- og bilag II B-ydelser. Kun bilag II A-ydelserne er udbudspligtige efter direktivets detaljerede procedureregler. Det drejer sig f.eks. om vedligeholdelse og reparation, land- og lufttransport, teletjenester, finansielle tjenesteydelser, regnskabs- og revisionsydelser, IT-ydelser, konsulent-, arkitekt- og ingeniørydelser, reklamevirksomhed, trykkerivirksomhed, affaldsbortskaffelse m.v.

Bilag II B-ydelserne er derimod ikke i dag underlagt direktivets procedureregler, herunder regler om annoncering. Disse typer af ydelser er alene omfattet af nogle få af direktivets regler samt underlagt EF-traktatens almindelige principper om gennemsigtighed, ikke-diskrimination, ligebehandling og proportionalitet. I gruppen af bilag II B-ydelser figurerer bl.a. jernbane- og søtransport, hotel- og restaurationsydelser, social- og sundhedsydelser, juridiske ydelser, undervisning, kultur m.v.

Efter stk. 1, nr. 2, er tjenesteydelser, der er omfattet af udbudsdirektivets bilag II A, underlagt reglerne i dette afsnit, såfremt værdien af kontrakten overstiger 500.000 kr., men er mindre end tærskelværdierne for EU-udbud.

For varer og bilag II A-tjenesteydelser sikres det således, at der ikke stilles krav om annoncering efter denne lov, når en kontrakt allerede er underlagt udbudspligt efter udbudsdirektivet.

Stk. 1, nr. 3, fastsætter, at dette afsnit ligeledes gælder for tjenesteydelser, omfattet af bilag II B, hvis kontraktens værdi overstiger 500.000 kr. For denne type af tjenesteydelser findes ikke et krav om annoncering efter udbudsdirektivet, og annonceringspligten foreslås derfor at gælde, uanset at tærskelværdien er overskredet.

Beregningen af kontraktens værdi foretages efter samme principper, som gælder i medfør af udbudsdirektivet.

Formålet med at indføre en minimumsgrænse er at sikre, at omkostningerne ved konkurrenceudsættelse af mindre kontrakter står mål med kontraktens værdi. Grænsen på 500.000 kr. gælder allerede i dag for statslige myndigheder, som er forpligtede til at følge Finansministeriets udbudscirkulære.

Annonceringspligten bidrager til at udmønte EF-traktatens krav om gennemsigtighed. Valget af en minimumsgrænse på 500.000 kr. indebærer dog, at der ikke er tale om en fuld implementering af gennemsigtighedsprincippet. Ved indkøb under 500.000 kr. skal ordregiver fra sag til sag vurdere, hvorvidt kontrakten har en sådan karakter og relevans for det indre marked, at der skal gennemføres en annoncering for at imødekomme de EU-retlige krav. Når denne vurdering foretages, kan der bl.a. lægges vægt på forhold som kontraktens genstand, markedets størrelse og struktur, handelspraksis samt leveringssted.

§ 15 a, stk. 2

I stk. 2 er angivet hvilke udbydere, der er forpligtede efter dette afsnit. Reglerne gælder kun for udbydere, som er omfattet af udbudsdirektivet for den offentlige sektor. Det drejer sig om statslige, regionale og lokale myndigheder samt institutioner, der hører under betegnelsen offentligretlige organer, dvs. som opfylder betingelserne i udbudsdirektivets artikel 1, stk. 9. Dette er f.eks. tilfældet for almene boligorganisationer og universiteterne.

Reglerne om annonceringspligt udstrækkes ikke til udbydere, som er forpligtede af forsyningsvirksomhedsdirektivet, dvs. operatører inden for forsyningssektorerne såsom vand, energi, transport og post, eller til udbydere som definitorisk hører ind under den offentlige sektor, men som i det konkrete tilfælde køber ind til brug for udøvelse af forsyningsvirksomhed.

Disse udbydere skal dog være opmærksomme på, at kontrakter til brug for forsyningsvirksomhed, som ikke er omfattet af udbudspligten i forsyningsvirksomhedsdirektivet, er omfattet af EF-traktatens principper, herunder gennemsigtighedsprincippet. Udbyderne skal således også ved indgåelse af sådanne kontrakter fra sag til sag vurdere, om kontraktens størrelse og karakter taler for, at der skal gennemføres en annoncering for at opfylde de EU-retlige krav til gennemsigtighed. Denne vurdering af kontraktens interesse for det indre marked kan ud over forhold som kontraktens genstand og den anslåede værdi også inddrage f.eks. markedets størrelse og struktur, handelspraksis samt leveringssted.

§ 15 a, stk. 3

Bestemmelsen i § 15 a, stk. 3, medfører, at loven ikke gælder for de særlige kontrakter og delkontrakter, som er undtaget fra udbudsdirektivet.

I direktivets afsnit II, kapitel II, afdeling 3, er angivet en række kontrakter, som er undtaget fra udbudsdirektivet, og hvor der således ikke påhviler udbyder en annonceringsforpligtelse. Det drejer sig f.eks. om kontrakter efter artikel 14 og kontrakter om erhvervelse eller leje af jord eller fast ejendom, visse finansielle tjenesteydelser, arbejdsaftaler m.v. efter artikel 16. Fællesskabslovgiver har ikke fundet, at sådanne kontrakter er udbudsegnede.

Udbudsdirektivets artikel 9, stk. 5 a og b, giver udbydere mulighed for i visse situationer at undlade at anvende udbudsdirektivets regler på delkontrakter, selvom den samlede værdi af samtlige delkontrakter overstiger EU-tærskelværdien. Dette forudsætter, at delkontrakten ikke overstiger EU-tærskelværdien for delkontrakter, og at den samlede værdi af undtagne delkontrakter ikke overstiger 20 % af den samlede kontraktværdi.

Det er ikke hensigten at fastsætte mere restriktive bestemmelser for, hvornår udbud kan undlades, end hvad der gælder efter udbudsdirektivet. For de kontrakter, som er undtaget fra udbudsdirektivet, og i de situationer, hvor der efter udbudsdirektivet ikke er pligt til at udbyde en delkontrakt, vil der således heller ikke være en annonceringspligt efter tilbudsloven.

En rammeaftale om varer og/eller tjenesteydelser, der har en værdi på 500.000 kr. eller derover, vil enten være omfattet af annonceringspligten eller af udbudskravet i udbudsdirektivet. Det følger imidlertid af en rammeaftales natur, at udbyder afløfter sin forpligtelse til at konkurrenceudsætte ved udbuddet af selve rammeaftalen. Kontrakter, der efterfølgende indgås i henhold til vilkårene i rammeaftalen, er således ikke omfattet af annonceringspligten.

§ 15 b

§ 15 b, indeholder en række definitioner, herunder fuldstændige henvisninger til udbudsdirektivet og forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Det er endvidere tydeliggjort, at begreberne »offentlige vareindkøbskontrakter«, »offentlige tjenesteydelseskontrakter«, »tærskelværdier« og »offentligretlige organer« skal afgrænses i overensstemmelse med udbudsdirektivets definitioner.

§ 15 c

§ 15 c, stk. 1

§ 15 c, stk. 1, indfører en pligt for udbyderne til at offentliggøre en annonce om kontrakten. Formålet med annonceringspligten er at orientere potentielle tilbudsgivere om den kommende kontrakt og derved give en bred kreds af virksomheder mulighed for at komme i betragtning.

Annonceringen skal ske forud for indgåelsen af kontrakten. Offentliggørelsen kan ske i pressen og/eller i et elektronisk medie og bør være bredt dækkende for at give annoncen den tilsigtede effekt. Det er ikke hensigten at indføre en udtømmende eller obligatorisk liste over medier. Udbyderne kan således selv vælge annonceringsplatform. Annoncen kan f.eks. offentliggøres i dagblade, på udbyderens hjemmeside eller i specialiserede udbudsmedier som den elektroniske »Udbudsavisen« m.v. Adgangen til det medie, hvori der annonceres, skal være alment tilgængelig og må ikke være begrænset af en urimelig betaling.

§ 15 c, stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at annonceringspligten ikke gælder i de tilfælde, som er nævnt i udbudsdirektivets artikel 31. Direktivets artikel 31 angiver hvilke situationer, der berettiger brug af direktivets procedure »udbud efter forhandling uden forudgående annonce«. Herved forstås direkte indgåelse af kontrakt uden et forudgående udbud. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor kontrakten på grund af enerettigheder kun kan tildeles én virksomhed, eller hvor udbyderen får behov for at rekvirere supplerende ydelser til en allerede indgået kontrakt.

Det er ikke hensigten at fastsætte mere restriktive grænser for brug af direkte forhandling, end hvad der gælder efter udbudsdirektivet. Bestemmelsen giver derfor udbyderne udtrykkelig adgang hertil i samme situationer, som nævnes i udbudsdirektivets artikel 31.

§ 15 c, stk. 3

Bestemmelsen i stk. 3 medfører, at annonceringspligten undtagelsesvist kan fraviges, hvor fortrolighed efter kontraktens særlige karakter er påkrævet, og hvor en offentliggørelse således vil modarbejde hensynet til kontrakten.

Der er ikke tale om en absolut undtagelsesbestemmelse, men derimod om en adgang til at fravige annonceringspligten i tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering findes nødvendigt af hensyn til offentlige interesser. Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i begrænset omfang, hvor der er et klart behov derfor.

Som eksempel på tilfælde, hvor der kan være et behov for fuld fortrolighed omkring processen, kan nævnes indgåelse af kontrakt om en rådgivningsopgave i forbindelse med forberedelse af overdragelse af aktier i statslige selskaber. I en sådan situation vil annoncering af rådgiveropgaven kunne være i strid med statens interesser.

§ 15 c, stk. 4

Stk. 4 fastsætter hvilke oplysninger, annoncen som minimum bør indeholde. Bestemmelsen skal sikre, at annoncen giver tilstrækkelige informationer om kontrakten, således at de potentielle tilbudsgivere får en mulighed for at vurdere, om de er interesserede i at byde på opgaven.

Annoncen skal som minimum indeholde en beskrivelse af opgaven, frist og adresse for modtagelse af tilbud eller anmodninger om deltagelse, kriterier for tildelingen af opgaven samt kontaktoplysninger om, hvorfra f.eks. evt. yderligere materiale kan rekvireres, eller hvortil der kan stilles supplerende spørgsmål.

Listen af oplysninger er ikke udtømmende. Udbydere kan således vælge at angive flere og mere detaljerede oplysninger om opgaven, kravene til virksomhederne, processen vedr. tildeling m.v.

§ 15 c, stk. 5

Bestemmelsen i stk. 5 giver økonomi- og erhvervsministeren en bemyndigelse til at fastsætte regler om, at annoncering skal ske i et særligt elektronisk medie.

I en række andre EU-lande er der i dag etableret en særlig elektronisk annonceringsplatform, hvor samtlige annoncer vedrørende udbud af kontrakter uden for udbudsdirektiverne offentliggøres. Erfaringerne viser, at annoncering på en sådan centraliseret platform gør det lettere for tilbudsgiverne at orientere sig om mulige forretningsmuligheder og fremmer konkurrencen om de udbudte opgaver.

Et centraliseret annonceringsmedie er endnu ikke oprettet i Danmark. Formålet med bestemmelsen er at tage højde for fremtidig anvendelse af et sådant landsdækkende annonceringsmedie.

§ 15 d

§ 15 d, stk. 1

Bestemmelsen fastsætter generelle principper for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af proceduren. Formålet er således at sikre, at udvælgelsen af tilbudsgivere sker på grundlag af objektive, saglige og ikke-diskriminerende kriterier, og at der ikke finder forskelsbehandling sted mellem tilbudsgiverne. Det er ikke hensigten at indføre detaljerede procedureregler.

Udbyderne er således frit stillet med hensyn til tilrettelæggelsen og gennemførelsen af proceduren. Det indebærer bl.a., at udbyderne frit kan vælge udbudsform og tidsfrister m.v. ud fra den enkelte sag. Ved tilrettelæggelsen af proceduren, især med hensyn til tidsfrister, er det dog vigtigt, at annonceringen ikke gøres illusorisk. Fristerne for afgivelse af tilbud bør derfor have en længde, der giver interesserede virksomheder reelle muligheder for at udarbejde deres tilbud.

Ved gennemførelsen af proceduren skal udbyderne sørge for, at de interesserede virksomheder får en fair og lige behandling. Dette indebærer bl.a., at virksomhederne skal have adgang til de samme oplysninger om det påtænkte indkøb og skal bedømmes på grundlag af de samme kriterier.

§ 15 d, stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at udbyderne har pligt til at underrette alle tilbudsgivere, der har afgivet et bud om hvilken beslutning, der er truffet med hensyn til ordretildelingen, herunder i givet fald begrundelsen for at annullere udbuddet.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at udbyderne gennemfører proceduren på en måde, der stemmer overens med god forvaltningsskik. Samtidig skaber underretningspligten større åbenhed omkring udbyderens beslutninger. Derved får de involverede virksomheder bedre muligheder for at vurdere, om der f.eks. er grundlag for at klage over de trufne beslutninger.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at tilbudsgiverne ved henvendelse til udbyderen har mulighed for at få en mere detaljeret begrundelse for, hvorfor deres tilbud er forkastet. Bestemmelsen svarer fuldt ud til den regel, der gælder for kontrakter, som udbydes efter udbudsdirektiverne.

Adgangen til at annullere er ikke reguleret i udbudsdirektivet eller i bestemmelserne om annonceringspligt, men beror på, om annullationen er i overensstemmelse med EF-traktatens principper om gennemsigtighed, ligebehandling og proportionalitet, og om der i øvrigt foreligger en saglig grund til at undlade at indgå kontrakt. Vurderingen heraf foretages fra sag til sag. Spørgsmål om annullation kan behandles af Klagenævnet for Udbud, som har kompetence til at tilsidesætte en udbyders ulovlige beslutning om at annullere et udbud.

Til nr. 8

Bestemmelsen vedrører adgangen til at klage til Klagenævnet for Udbud over overtrædelser af denne lov. Ændringen af overskriften har til formål at tydeliggøre, at klageadgangen også gælder ved overtrædelser af reglerne om varer og tjenesteydelser i afsnit II.

Klageadgangen er ikke en nyskabelse, idet Klagenævnet allerede i dag har kompetence til at behandle spørgsmål om overholdelse af principperne i EF-traktaten i forbindelse med sager om kontrakter under tærskelværdierne eller kontrakter, der kun delvist er omfattet af udbudsdirektiverne.

Forslaget ændrer ikke ved de sanktionsmuligheder, Klagenævnet er tillagt ved overtrædelse af tilbudsloven.

Til § 4

Til nr. 1

§ 1, stk. 1, nr. 1, ændres for at bringe terminologien i overensstemmelse med den terminologi, der bruges i fællesskabsretten.

§ 1, stk. 1, nr. 2, ændres som en konsekvens af, at der tilføjes en ny § 1, stk. 4.

§ 1, stk. 1, nr. 3, ændres som en konsekvens af, at tilbudslovens titel ændres, jf. dette lovforslags § 3, nr. 1.

Det foreslås herudover at indføre en § 1 stk. 1, nr. 4, for at præcisere, at loven også gælder for andre regler, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelser om klageadgang til Klagenævnet for Udbud.

På nuværende tidspunkt er Klagenævnet for Udbud tillagt kompetence i medfør af lov om færgefart (lov nr. 398 af 12. juni 1999 som ændret ved lov nr. 1075 af 17. december 2002 ), lov om støttede private ungdomsboliger (lov nr. 1089 af 17. december 2002 ) og lov om erhvervsfremme (lov nr. 602 af 24. juni 2005 ).

Til nr. 2

Den foreslåede § 1, stk. 3, definerer, hvad der forstås ved ordregivere.

Bestemmelsen er ændret således, at loven gælder for klager over alle ordregivere omfattet af reglerne nævnt i stk. 1. Tidligere var der alene henvist til definitionen i EU€™s udbudsdirektiver, hvilket indebar, at nogle typer af udbydere, omfattet af tilbudsloven, ikke var omfattet af ordregiverbegrebet i klagenævnsloven.

Med denne ændring vil også klager over private udbydere, der får offentlig støtte til deres byggeri, jf. tilbudslovens § 1, stk. 2, nr. 2, og entreprenører, der udbyder visse underentrepriser, jf. tilbudslovens § 1, stk. 2, nr. 3, være omfattet.

Til nr. 3

§ 6 a regulerer behandlingen af en begæring om opsættende virkning ved klager over udbud, der er omfattet af standstill-ordningen. Formålet er at sikre standstill-periodens effektive virkning.

Standstill-ordningen er indført med bekendtgørelse nr. 937 af 16. september 2004 om fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved bekendtgørelse nr. 588 af 12. juni 2006.

Ændringsbekendtgørelsen fastslår, at kontrakter, der indgås i henhold til udbudsdirektivet ( Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF) tidligst må underskrives 10 dage efter afsendelse af underretning om tildelingen af kontrakt. Ved anvendelse af hasteproceduren i udbudsdirektivets art. 38, stk. 8, er standstill-perioden kun 7 dage.

Standstill-ordningen gælder som udgangspunkt ved brug af følgende udbudsformer: Offentligt udbud, begrænset udbud, konkurrencepræget dialog, udbud efter forhandling med forudgående bekendtgørelse, oprettelse af et dynamisk indkøbssystem og indgåelse af en rammeaftale.

Nogle typer af procedurer er derimod undtaget fra ordningen. Det drejer sig om tilfælde, hvor kontrakten tildeles efter forhandling uden forudgående bekendtgørelse, i henhold til en rammeaftale med eller uden genåbning af konkurrencen, på baggrund af et etableret dynamisk indkøbssystem eller ved anvendelse af en elektronisk auktion. Det betyder, at den foreslåede § 6 a ikke finder anvendelse ved klage over udbud, hvor disse procedurer er anvendt.

Kontrakter, der indgås efter forsyningsvirksomhedsdirektivet ( Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/17/EF), eller kontrakter, der i øvrigt ikke er omfattet af udbudsdirektivet, herunder kontrakter under tærskelværdien, er således ikke omfattet af nærværende forslag. Det betyder, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved klager over kontrakter, der er omfattet af tilbudsloven.

Stk. 1 medfører, at Klagenævnet, når der begæres opsættende virkning i sager omfattet af standstill-ordningen, skal underrette ordregiver om, at kontrakten ikke må underskrives, før nævnet har truffet beslutning i henhold til § 6, stk. 2.

Bestemmelsen gælder, når der begæres opsættende virkning inden for standstill-perioden. Derimod tillægges en sådan midlertidig opsættende virkning ikke, når der klages før standstill-periodens begyndelse eller efter dens udløb.

Når klage indgives før standstill-periodens begyndelse, vil Klagenævnet have tilstrækkelig tid til at vurdere, om klagen skal gives opsættende virkning. Således skønnes det ikke nødvendigt at anmode ordregiver om ikke at underskrive kontrakten, mens nævnet behandler begæringen.

Når klage indgives efter standstill-periodens udløb, vil kontrakten ofte være underskrevet. Det er i sådanne tilfælde ikke relevant at tillægge klagen opsættende virkning. Der kan forekomme tilfælde, hvor kontrakt endnu ikke er indgået. I sådanne tilfælde, hvor der først klages efter udløbet af standstill-perioden, vejer hensynet til, at ordregiver kan indgå kontrakt uden yderligere forsinkelser, tungest.

Beslutningen om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning, træffes i overensstemmelse med § 6, stk. 2. Beslutningen træffes således af nævnet eller formanden på nævnets vegne. Den midlertidige opsættende virkning ændrer ikke ved Klagenævnets vurdering af, om de materielle betingelser for at give opsættende virkning efter § 6, stk. 2, er til stede. Såfremt Klagenævnet træffer beslutning om, at en klage skal have opsættende virkning, forudsættes det, at Klagenævnets videre behandling af sagen af hensyn til parternes interesser fremskyndes mest muligt.

Stk. 2 fastsætter en frist på 10 arbejdsdage for Klagenævnet til at træffe beslutning om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning og underrette ordregiver herom. Denne frist skal regnes fra tidspunktet, hvor nævnet afsender underretningen efter stk. 1, dvs. underretningen om, at der er begæret opsættende virkning.

Fristen på 10 arbejdsdage er udtryk for den maksimale sagsbehandlingstid, som nævnet har til at træffe beslutning om opsættende virkning. Nævnet bør naturligvis behandle begæringen hurtigst muligt. Når nævnet inden udløbet af standstill-perioden træffer beslutning om, at klagen ikke skal tillægges opsættende virkning, påvirkes standstill-forpligtelsen ikke. Dvs. at ordregiver fortsat skal respektere standstill-perioden og under alle omstændigheder skal afvente dens udløb, inden kontrakten kan underskrives.

Den omstændighed, at Klagenævnet én gang inden udløbet af standstill-perioden har taget stilling til spørgsmålet om opsættende virkning, afskærer ikke andre tilbudsgivere fra at klage og begære opsættende virkning i samme sag. Klagenævnet skal for hver begæring følge proceduren i den foreslåede § 6 a.

For at Klagenævnet kan træffe beslutning om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning efter § 6, stk. 2, har nævnet behov for sagens dokumenter og en udtalelse fra ordregiver om spørgsmålet om opsættende virkning. Nævnet har i § 15 i bekendtgørelse om Klagenævnet for Udbud hjemmel til at indhente sådanne relevante oplysninger. Efter denne bestemmelse kan Klagenævnet fastsætte en frist for ordregiver til at tilvejebringe oplysningerne. Denne frist må afpasses med den samlede frist for afgørelse af spørgsmålet om opsættende virkning på 10 arbejdsdage. Overholder ordregiver ikke den frist, som Klagenævnet fastsætter, kan nævnet i medfør af bekendtgørelsens § 15, stk. 2, tillægge dette virkning til skade for ordregiver. Dette indebærer, at nævnet kan tillægge klagen opsættende virkning alene på baggrund af en vurdering af klagers oplysninger.

Stk. 3 fastsætter, hvordan underretning efter stk. 1 og stk. 2 skal gives.

Bestemmelsen vedrører for det første Klagenævnets underretning af ordregiver om, at der er begæret opsættende virkning. Underretningen har betydning for fra hvilket tidspunkt, den midlertidige opsættende virkning løber.

For at sikre at bestemmelsen virker effektivt i praksis, og at ordregiver ikke når at indgå kontrakt, er det vigtigt, at ordregiver modtager denne underretning hurtigt. Derfor indføres der et krav om, at underretningen sker omgående og ved brug af det kommunikationsmiddel, som konkret vurderes at være hurtigst.

Bestemmelsen vedrører for det andet underretning om Klagenævnets beslutning om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning. Også denne underretning skal ske omgående og ved brug af det hurtigste kommunikationsmiddel. Begrundelsen herfor er, at det er vigtigt for ordregiver hurtigst muligt at få besked om, hvorvidt kontrakten kan underskrives, således at der ikke opstår yderligere forsinkelser.

Det er ikke hensigten med bestemmelsen at foreskrive eller begrænse brugen af bestemte former for kommunikation. Der kan i praksis være forskelle mellem de kommunikationsmidler, som de enkelte ordregivere råder over. Derfor er det overladt til Klagenævnet konkret at bestemme, hvilket middel der anses for at være det hurtigste. I de fleste tilfælde bør det dog være muligt at anvende e-mail eller fax.

Til nr. 4

§ 8 a, stk. 1, giver Konkurrencestyrelsen adgang til at indhente oplysninger om ordregiveres indkøb, som skønnes nødvendige til dens vurdering af, om udbudsreglerne er overtrådt. Indhentning af oplysninger sker med henblik på styrelsens vurdering af, om sag skal indbringes for Klagenævnet for Udbud efter lovens § 4, stk. 1, nr. 2.

Ved udbudsreglerne forstås den lovgivning, der er nævnt i lovens § 1, stk. 1, nr. 1-3.

Det er primært tilsigtet, at Konkurrencestyrelsen skal indhente oplysninger fra ordregivere. Her tænkes både på ordregivere, som er omfattet af udbudsdirektivet og forsyningsvirksomhedsdirektivet, og på ordregivere, der er omfattet af tilbudsloven.

Bestemmelsen omfatter dog også Konkurrencestyrelsens indhentning af oplysninger fra virksomheder med henblik på at supplere den indsamlede dokumentation fra ordregivere. Det vil typisk dreje sig om virksomheder, som har afgivet tilbud eller udført arbejde for en ordregiver.

Såfremt en leverandørs forhold giver anledning til konkurrenceretlige overvejelser, er det konkurrencelovens § 17, der finder anvendelse.

Indhentning af oplysningerne efter den foreslåede bestemmelse kan bl.a. ske, hvor der foreligger en klage, eller hvor der i øvrigt er formodning om, at udbudsreglerne er overtrådt.

Det vil primært være aktuelt at indhente oplysninger om offentlige kontrakter, der udbydes eller burde have været udbudt i overensstemmelse med udbudsdirektivets detaljerede procedureregler. Oplysninger kan indhentes uanset, om der er indgået en kontrakt, om der er tale om et igangværende udbud, eller om et udbud slet ikke har fundet sted.

De typer af oplysninger og dokumenter, der kan tænkes indhentet, kan f.eks. vedrøre oplysninger om indgåede kontrakter, anvendte procedurer og fremgangsmåder vedrørende tildeling af kontrakter, udbudsmateriale, interne mødereferater, indstillinger m.v.

Indhentning af interne arbejdsdokumenter fra ordregivere vil i mange tilfælde være af stor betydning. Det vil f.eks. være tilfældet i forbindelse med Konkurrencestyrelsens vurdering af, om tildeling af en kontrakt er sket i overensstemmelse med udbudsreglerne og de fastsatte tildelingskriterier. I sådanne situationer vil ordregiveres notater om evaluering af indkomne tilbud, vurderingsskemaer m.v. være relevante.

Stk. 2 medfører, at interne arbejdsdokumenter kan oversendes til Konkurrencestyrelsen, uden at de mister deres interne karakter. De pågældende dokumenter vil således ikke blive underlagt retten til aktindsigt.

Klagenævnet for Udbud har ved kendelse af 28. februar 2006 (S-Card A/S mod Rigspolitiet) fastslået, at interne dokumenter ikke mister deres interne karakter ved fremsendelse til Klagenævnet. Med § 8 a, stk. 2, bliver retstilstanden for dokumenter sendt til Konkurrencestyrelsen identisk med den, der gælder i forhold til dokumenter, der fremsendes til Klagenævnet efter § 5, stk. 2.

For så vidt angår oplysninger, som indhentes fra virksomheder, vil de almindelige regler i offentlighedsloven finde anvendelse.

Til nr. 5

Bestemmelsen er ændret således, at det også er strafbart at undlade at efterkomme forbud fra Klagenævnet efter § 6 a, stk. 1. Dermed kan ordregiver ikke blot ifalde straf, når kontrakten underskrives på trods af, at der er givet opsættende virkning efter § 6, stk. 2, men også når kontrakten underskrives under den midlertidige opsættende virkning.

Til nr. 6

Bestemmelsen giver mulighed for at straffe ordregivere, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier forhold af betydning for den pågældende sag, når Konkurrencestyrelsen indhenter oplysninger efter den foreslåede § 8 a.

Bestemmelsen svarer til den bestemmelse, der gælder for Klagenævnet for Udbud, jf. lovens § 12.

Til nr. 7

§ 13 a skal sikre, at de krævede oplysninger afgives. Bøderne pålægges således for at motivere til opfyldelsen af pligten efter § 8 a.

Bestemmelsen vil i særdeleshed få betydning i de tilfælde, hvor Konkurrencestyrelsens mulighed for at få oplyst en sag hovedsagligt beror på de oplysninger, som styrelsen får fra ordregiver. Kompetencen til at pålægge tvangsbøder foreslås tillagt Konkurrencestyrelsen.

Bestemmelsen svarer til lovens § 13, hvorefter Klagenævnet kan pålægge tvangsbøder, når nogen undlader at efterkomme § 5, stk. 2.

Stk. 2 svarer til de almindeligt gældende regler for inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 3 svarer til de almindeligt gældende regler for eftergivelse af gæld til det offentlige.

Til § 5

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2007.

Kartelaktivitet, der eksisterer på tidspunktet for lovens ikrafttræden, samt kartelaktivitet, som er ophørt, men som ikke er forældet på tidspunktet for lovens ikrafttræden, vil være omfattet af lovens bestemmelser.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.