L 215 Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven.

(Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-04-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l215_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (25. april 2007)

 

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven (Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger).

(Lovforslag nr. L 215).

Lovforslaget, der i det væsentlige bygger på en række forslag fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, vil navnlig indebære, at der sker en væsentlig udvidelse af adgangen til at frakende retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr i forhold til de muligheder, der eksisterer i dag.

Der indføres i den forbindelse en klippekortordning for dyretransporter, som er inspireret af den lignende ordning på færdselsområdet og indebærer, at tre overtrædelser af en række nærmere angivne bestemmelser i reglerne om transport af dyr (bestemmelser om arealkrav, indvendig højde, ventilation, fodring og vanding, hvil, transportegnethed og strøelse) begået inden for en periode på tre år skal medføre en betinget frakendelse af retten til at transportere dyr med en prøvetid på tre år. Den betingede frakendelse indebærer, at vedkommende chauffør eller transportør skal bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport.

Tre yderligere overtrædelser af reglerne om transport af dyr, begået i prøvetiden for den betingede dom, skal medføre en ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr.

Desuden indsættes en ny bestemmelse i dyreværnsloven, der udtrykkeligt giver mulighed for at frakende retten til at transportere dyr i tilfælde af mishandling eller groft uforsvarlig behandling af dyr, og som også giver hjemmel til at idømme en betinget frakendelse af retten til at transportere dyr. Det er i den forbindelse hensigten, at der fremover skal ske frakendelse i videre omfang, end det sker i dag.

Lovforslaget indebærer også, at der indføres en adgang til at frakende selskaber mv. (juridiske personer) retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Det kan ske, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt reglerne om transport af dyr.

Som en yderligere skærpelse af sanktionerne på området for transport af dyr vil det generelle bødeniveau for overtrædelser af reglerne om transport af dyr blive hævet. Bødeskærpelsen omfatter landmænd og transportører af dyr. Med denne skærpelse af bødestraffene vil der over for landmænd og transportører blive tale om en fordobling af minimumsbøderne i forhold til det niveau, som blev gennemført ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.

Det foreslås desuden, at det i dyreværnsloven udtrykkeligt bliver fremhævet, at der skal ske konfiskation, hvis der er opnået en økonomisk fordel ved overtrædelse af dyreværnsloven. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af bøden.

Endvidere foreslås det, at der indsættes en hjemmel i dyreværnsloven, hvorefter politiet kan tilbageholde udenlandske køretøjer, indtil en bøde for overtrædelse af reglerne om transport af dyr er betalt.

Samlet set indebærer disse elementer i lovforslaget en meget væsentlig skærpelse af sanktionerne for overtrædelse af reglerne om transport af dyr.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der indsættes en hjemmel i dyreværnsloven til at fastsætte administrative regler om besætningsejeres pligt til at udføre egenkontrol vedrørende dyrevelfærd i deres besætninger. Lovforslaget udgør på dette punkt en lovgivningsmæssig udmøntning af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti for 2006, hvor der blev opnået enighed om at indføre krav om egenkontrol med dyrevelfærd i besætninger med det formål at sikre en bedre overholdelse af lovgivningen på dyrevelfærdsområdet.

Lovforslagets fremsættelse har beroet på drøftelser med Folketingets partier. Disse drøftelser er først blevet afsluttet den 17. april 2007, og det har derfor ikke været muligt at fremsætte lovforslaget før den 1. april 2007. Lovforslaget fremsættes med henblik på vedtagelse i denne folketingssamling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.