Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2006)
Udenrigsministeren (Per Stig
Møller) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Den Europæiske
Unions udvidelse med Bulgarien og Rumænien
(Lovforslag nr. L 26).
Det fremsatte lovforslag vil gøre det
muligt for Danmark at ratificere traktatkomplekset
vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse
til EU. Der er tale om en genfremsættelse af tidligere
forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med
Bulgarien og Rumænien, lovforslag nr. L 103, som blev fremsat
den 8. december 2005 og førstebehandlet af Folketinget den
19. januar 2006. Lovforslagets tekst er uforandret i forhold til
det tidligere fremlagte forslag. Dog er der til lovforslagets
bemærkninger tilføjet oplysninger om Kommissionens
vurderinger og anbefalinger samt foretaget tekniske ændringer
i lyset af den tid der er gået siden fremsættelsen af
den oprindelige lovforslag.
Bulgariens og Rumæniens
tiltrædelse til EU skal ses i naturlig forlængelse af
udvidelsen med ti lande, som blev besluttet på Det
Europæiske Råds møde i København den
12.-13. december 2002, efter at det var lykkedes det danske
EU-formandskab at afslutte optagelsesforhandlingerne. Ved denne
lejlighed satte Det Europæiske Råd som mål at
optage Bulgarien og Rumænien som medlemmer i 2007 og vedtog
Kommissionens køreplaner for landenes tiltrædelse samt
en forøgelse af førtiltrædelsesbistanden. Den
14. december 2004 blev optagelsesforhandlingerne med Bulgarien og
Rumænien endeligt afsluttet, og på mødet i Det
Europæiske Råd den 16-.17 december 2004 besluttede EU's
stats- og regeringschefer at byde de to lande velkomne som
medlemmer fra 1. januar 2007, såfremt de på det
tidspunkt vurderedes klar til medlemskab.
Det retlige grundlag for Bulgariens og
Rumæniens tiltrædelse bygger på samme principper
som ved tidligere udvidelser, nemlig øjeblikkelig og fuld
indpasning i institutionerne og €" bortset fra de fastsatte
tidsbegrænsede overgangsforanstaltninger €" fuld accept
af de grundlæggende traktater og institutionernes
retsakter, hvori der kun foretages de tilpasninger, der er
nødvendiggjort af tiltrædelsen. Som det var
tilfældet i forbindelse med de ti landes tiltrædelse i
2004, er der i tiltrædelseskomplekset for Bulgarien og
Rumænien på konkrete områder indbygget
beskyttelsesklausuler, der kan bringes i anvendelse, såfremt
visse betingelser er opfyldt.
Med udgangspunkt i Det Europæiske
Råds beslutning fra december 2004 indledtes en såkaldt
tilsyns- eller monitoreringsproces, hvor Kommissionen
løbende vurderede de to landes parathed til medlemskab. Det
blev indføjet i tiltrædelseskomplekset, at Rådet
på anbefaling af Kommissionen ville kunne beslutte at udskyde
medlemskabet med ét år frem til 1. januar 2008. Den
26. september 2006 vurderede Kommissionen, at både Bulgarien
og Rumænien ville være klar til medlemskab den 1.
januar 2007, og vi kan således se frem til at byde to nye
medlemslande velkomne i EU fra nytår. Kommissionen vurderede,
at begge lande har gjort betydelige fremskridt på de
områder, der tidligere har vakt dens bekymring. Det
gælder især retsvæsen, landbrug og
fødevaresikkerhed. Kommissionen foreslår særlige
foranstaltninger for at sikre, at den positive udvikling på
disse områder fortsætter fremover.
Tiltrædelsen nødvendiggør
traktattilpasninger med henblik på at indpasse de nye
medlemslande i institutionerne. Udgangspunktet herfor er
Nice-traktaten. Tiltrædelsesakten fastsætter på
basis af de nugældende principper, hvor mange
repræsentanter til Europa-Parlamentet, der skal vælges
i hver ny medlemsstat, og hvilken stemmevægt de nye
medlemslande tildeles i Rådet. For så vidt angår
Kommissionen, vil de to landes tiltrædelse betyde, at
bestemmelserne i protokol nr. 1 til Nice-traktaten træder i
kraft, hvorefter den første Kommission efter optagelsen af
det 27. medlemsland skal have færre medlemmer, end der er
medlemslande, og at disse vælges på grundlag af en
ordning med ligelig rotation mellem medlemsstaterne.
Tiltrædelseskomplekset tager €" gennem en særlig
tiltrædelsesprotokol €" højde for, at Bulgariens
og Rumæniens tiltrædelse også vil kunne ske
på baggrund af forfatningstraktaten, såfremt denne
på et tidspunkt måtte træde i kraft.
Foruden Folketingets samtykke til ratifikation
af tiltrædelsestraktatkomplekset indeholder lovforslaget
en bestemmelse, som betyder, at traktatkompleksets enkelte
bestemmelser får gyldighed i Danmark, når og
således som de træder i kraft efter EU-retten.
Tiltrædelsestraktaten omfatter alene de tiltrædende
staters accept af de gældende EU-regler og de af
tiltrædelsen nødvendiggjorte tilpasninger og
overgangsforanstaltninger. Tiltrædelsestraktaten
medfører således ikke nogen ændring i omfanget
af de beføjelser, som Danmark har overdraget til
EU€™s institutioner.
Det er en forudsætning for Bulgariens og
Rumæniens tiltrædelse af EU, at såvel de
nuværende medlemslande som de to tiltrædelseslande
forinden har tilendebragt deres respektive ratifikationsprocedurer
og rettidigt deponeret ratifikationsinstrumenterne. Pr. 22.
september 2006 har 21 af EU's 25 medlemslande, foruden Bulgarien og
Rumænien, selv ratificeret tiltrædelsestraktaten.
Idet jeg i øvrigt henviser til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, samt til den bilagte
redegørelse for indholdet af tiltrædelseskomplekset,
skal jeg tillade mig at anbefale det høje Tings velvillige
behandling.