L 32 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af ligningsloven. (Videreførelse af det forhøjede
befordringsfradrag for pendlere i udkantskommuner).
Fremsat den 4. oktober 2006 af
skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af ligningsloven
(Videreførelse af det forhøjede
befordringsfradrag for pendlere i udkantskommuner)
§ 1
I lov om påligning af indkomstskat
til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af
20. september 2005, som senest ændret ved lov nr. 565 af 9.
juni 2006, foretages følgende ændring:
1. § 9 C, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. Udgør
befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes
fradraget med den kilometertakst, Skatterådet
fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med
50 pct. af den fastsatte kilometertakst, jf. dog 3. pkt. For
indkomstårene 2007-2013 beregnes fradraget for befordring
over 100 kilometer med den kilometertakst, Skatterådet
fastsætter, jf. 1. pkt., når den skattepligtiges
sædvanlige bopæl er beliggende i en af følgende
kommuner: Bornholm, Brønderslev-Dronninglund, Frederikshavn,
Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring,
Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs,
Samsø, Svendborg, Tønder, Vesthimmerland og
Ærø. Har den skattepligtige inden udgangen af
indkomståret 2013 opnået ret til fradrag efter 3. pkt.,
kan den skattepligtige anvende reglen i 7 år fra det
tidspunkt, hvor retten hertil første gang er opnået,
jf. dog 6. og 7. pkt., for så vidt den skattepligtige fortsat
har sin sædvanlige bopæl i en af de kommuner, der er
nævnt i 3. pkt., og de almindelige betingelser for at
foretage forhøjet befordringsfradrag i øvrigt er
opfyldt. Skattepligtige, der inden udgangen af indkomståret
2006 efter ligningsloven § 9 C, stk. 3, 3. pkt., som
affattet ved lovbekendtgørelse nr. 887 af 20. september
2005, har opnået ret til forhøjet fradrag for
befordring over 100 kilometer, bevarer retten til fradraget i 5
år fra det tidspunkt, hvor retten hertil første gang
er opnået, såfremt den skattepligtige fortsat har sin
sædvanlige bopæl i en af de indtil den 31. december
2006 eksisterende kommuner Arden, Fjends, Holsted, Lundtoft,
Nørager, Sallingsund, Sejlflod, Spøttrup, Tinglev
eller Aalestrup, og de almindelige betingelser for at foretage
befordringsfradrag i øvrigt er opfyldt. For skattepligtige,
som er omfattet af 5. pkt., og som i løbet af perioden
2007-2013 opnår ret til fradrag efter 3. pkt., regnes de 7
år fra den 1. januar 2007, jf. dog 7. pkt. Opfyldte den
skattepligtige den 1. januar 2007 hverken betingelserne for at
foretage forhøjet befordringsfradrag efter 3. eller 5. pkt.,
regnes de 7 år efter 4. pkt. fra det tidspunkt efter den 1.
januar 2007, hvor den skattepligtige første gang opnår
ret til at foretage forhøjet befordringsfradrag efter 3.
eller 5. pkt.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder
i kraft den 1. januar 2007.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål
og baggrund
Lovforslaget er en uændret
genfremsættelse af lovforslag nr. L 236, folketingsåret
2005-06 (se Folketingstidende 2005-06, tillæg A side
7837).
I dag kan pendlere, der bor i særligt
udpegede udkantskommuner tage forhøjet befordringsfradrag
for kørsel over 100 km dagligt mellem sædvanlig
bopæl og arbejdsplads. Ordningen gælder for
indkomstårene 2004-2006 og indebærer, at fradraget kan
beregnes med samme høje sats som for kørsel mellem 24
og 100 km dagligt. Formålet med lovforslaget er at
videreføre denne ordning for indkomstårene 2007-2013
for visse særligt udpegede kommuner.
Det forhøjede befordringsfradrag
indgik i regeringens »Den Regionale
Vækststrategi« fra maj 2003, der fremlagde en
række initiativer til at styrke det erhvervsmæssige
grundlag og bosætningsmulighederne i yderområderne.
Målet med den nuværende ordning er at gøre det
mere attraktivt for personer, der arbejder i de større byer,
at bosætte sig i yderområderne og at fastholde
erhvervsaktive, der allerede bor der. Dette vil dels styrke
befolkningsudviklingen, dels give yderområderne større
del i indkomstfremgange i de større byer. En
videreførelse af det forhøjede befordringsfradrag i
udkantskommunerne vil betyde, at befolkningen her fortsat har et
ekstra incitament til at søge job i andre områder
eller i byerne. Fradraget medvirker derfor til at øge
jobmobiliteten samt til at tiltrække og fastholde
ressourcestærke indbyggere i yderområderne.
Lovforslaget understøtter således regeringens
målsætning om, at det skal være attraktivt at bo,
arbejde og drive virksomhed i alle egne af landet.
Forlængelsesperioden 2007-2013 falder
tidsmæssigt sammen med den periode, som Økonomi- og
Erhvervsministeriet arbejder med, i forbindelse med udpegningen af
de yderområder, der skal have del i EU€™s
strukturfondsmidler i budgetperioden 2007-2013. Det er herved
muligt at skabe en høj grad af sammenfald mellem de
kommuner, der udpeges som yderområder i
strukturfondssammenhæng, og de kommuner, der udpeges som
udkantskommuner, der er omfattet af det forhøjede
befordringsfradrag fra 2007.
Den nuværende ordning omfatter 50
kommuner. Som følge af kommunalreformen og de deraf
følgende kommunesammenlægninger eksisterer mange af
disse kommuner ikke efter 1. januar 2007, ligesom deres
økonomiske grundlag kan være ændret. Det er
derfor nødvendigt at fastlægge nye kriterier for,
hvilke kommuner der fremover skal være omfattet af ordningen
med det forhøjede befordringsfradrag.
Inden udgangen af 2013 vil den
foreslåede ordning blive taget op til fornyet revision.
2. Gældende regler
Den nuværende ordning med
forhøjet befordringsfradrag for pendlere bosat i
udkantskommuner gælder for indkomstårene 2004-2006.
Ordningen omfatter i dag pendlere i 50
kommuner, der pendler mere end 100 km dagligt mellem hjem og
arbejde. Disse personer får i årene 2004-2006 beregnet
befordringsfradraget for kørsel over 100 km dagligt med den
samme høje sats som for kørsel mellem 24 og 100
km.
Retten til forhøjet befordringsfradrag
bevares i 5 år fra det tidspunkt, den skattepligtige
første gang har opnået ret til fradraget inden
udgangen af 2006 (den individuelle femårs-periode). En
individuel femårs-periode udløber således senest
den 31. december 2011.
Efter de almindelige regler kan der foretages
fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig
bopæl og arbejdsplads med en standardsats, i det omfang
befordringen overstiger 24 km pr. dag. Satsen fastsættes
årligt af Skatterådet, og for 2006 udgør den
1,78 kr. pr. km. For daglig kørsel mellem 24 og 100 km
beregnes fradraget med 1,78 kr. pr. km, og for kørsel ud
over 100 km beregnes fradraget med halv sats, det vil sige 0,89 kr.
pr. km.
Befordringsfradraget er et
ligningsmæssigt fradrag, det vil sige et fradrag i den
skattepligtige indkomst, der udgør beskatningsgrundlaget for
de kommunale indkomstskatter. Den skattemæssige
fradragsværdi for ligningsmæssige fradrag udgør
33,3 pct. i 2006 i en kommune med en skatteprocent svarende til
landsgennemsnittet.
3. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre
ordningen med forhøjet befordringsfradrag for pendlere, der
er bosat i særligt udpegede udkantskommuner. Det
foreslås, at disse pendlere for indkomstårene 2007-2013
kan beregne befordringsfradraget for kørsel over 100 km
dagligt med samme sats som for kørsel mellem 24-100 km
dagligt.
Som følge af kommunalreformen og de
deraf følgende kommunesammenlægninger eksisterer mange
af de 50 kommuner, der er omfattet af den gældende ordning,
ikke efter den 1. januar 2007, ligesom deres økonomiske
grundlag kan være ændret. Det er derfor
nødvendigt at fastlægge nye kriterier for hvilke
kommuner, der fremover skal være omfattet af
regelsættet.
Det foreslås, at de kommende
udkantskommuner udpeges på baggrund af to objektive
samfundsøkonomiske indikatorer, nemlig lav erhvervsindkomst
og svag befolkningsudvikling.
Erhvervsindkomsten pr. indbygger er det
mål, som kommer tættest på det gængse
velstandsmål BNP pr. indbygger, som dog ikke opgøres
på kommuner. Befolkningsudviklingen anvendes også
typisk som en central indikator for, hvor godt/dårligt det
går i en region. Disse to kriterier ligger i
forlængelse af de anvendte kriterier i den hidtidige ordning.
De to kriterier understøtter endvidere regeringens
målsætning om, at det skal være attraktivt at bo,
arbejde og drive virksomhed i alle egne af landet.
Det foreslås derfor, at de nye
udkantskommuner bliver udpeget på basis af følgende
kriterier:
Lav erhvervsindkomst: Kommunens
erhvervsindkomst pr. indbygger er maksimalt 90 pct. af
landsgennemsnittet (udregnet som et gennemsnit for perioden
2001-2003).
Svag befolkningsudvikling: Kommunen har
oplevet et fald i befolkningstallet, eller
befolkningstilvæksten i kommunen har været på
mindre end 50 pct. af landsgennemsnittet siden år 2000
(udregnet som gennemsnittet for perioden 2000-2005).
Kriterierne er fastlagt i et samarbejde
mellem Skatteministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og
Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
I alt 16 af de 98 nye kommuner, som Danmark
vil bestå af pr. 1. januar 2007, opfylder ovenstående
to kriterier. Det drejer sig om Bornholm,
Brønderslev-Dronninglund, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn,
Guldborgsund, Hjørring, Langeland, Lolland,
Læsø, Morsø, Norddjurs, Samsø,
Svendborg, Tønder, Vesthimmerland og Ærø.
De 16 kommuner omfatter 53 af de
nuværende kommuner, hvoraf 41 er udpeget som udkantskommuner
i dag, mens 12 er nye i denne sammenhæng. 9 af de 50
kommuner, der er udpeget som udkantskommuner i dag, vil falde ud af
ordningen. Hertil kommer den mindre del af Aalestrup kommune, der
ikke bliver en del af den nye Vesthimmerland kommune.
Det skønnes, at 900 personer i de
udkantskommuner, der falder ud af ordningen, således ikke vil
blive omfattet af den foreslåede videreførelse af
ordningen med det forhøjede befordringsfradrag. Lovforslaget
sikrer dog, at disse pendlere bevarer retten til fradraget i 5
år fra det tidspunkt, de første gang har opnået
ret til fradraget inden udgangen af 2006 (den individuelle
femårs-periode).
De valgte kriterier sikrer, at der
opnås en høj grad af sammenfald mellem
udkantskommunerne i regi af det forhøjede befordringsfradrag
og i regi af Økonomi- og Erhvervsministeriets udpegning af
yderområder i forhold til strukturfondsmidlerne for perioden
2007-2013.
Det foreslås, at ordningen bevares som
en midlertidig ordning, der løber i perioden 2007-2013,
ligesom det gælder for udpegningen af yderområder i
forhold til strukturfondsmidlerne. Inden udgangen af 2013 vil
ordningen blive taget op til fornyet revision.
For at bevare incitamenterne i ordningen helt
frem til 2013 foreslås det, at den skattepligtige kan benytte
det forhøjede befordringsfradrag i 7 år, hvis den
skattepligtige inden udgangen af indkomståret 2013 har
opnået ret til forhøjet befordringsfradrag for
befordring over 100 km. Det er dog en betingelse, at den
skattepligtige bliver boende i en udkantskommune og i øvrigt
er berettiget til befordringsfradrag efter de almindelige regler
herom. Ved at vælge en individuel periode på netop 7
år opnår man, at de personer, der opnår ret til
forhøjet befordringsfradrag i løbet af perioden
2007-2013, vil kunne få det forhøjede fradrag i lige
mange indkomstår.
Af nedenstående oversigt fremgår,
hvilke nye henholdsvis nuværende kommuner der omfattes af den
forlængede ordning, og hvilke af de nuværende kommuner
der ikke omfattes efter 2006.
Udkantskommuner efter lovforslaget
2007-2013 |
| Nuværende kommuner der forbliver
udkantskommuner | Nye udkantskommuner i 2007-2013 | Nuværende udkantskommuner der ikke
omfattes i 2007-2013 |
|
Gamle kommuner | 41 | 12 | 9 |
Nye kommuner | 16 | 7 |
Antal pendlere | 8.400 | 1.600 | 900 |
|
Ny kommune | Kommune | Kommune | Kommune |
Bornholm | Bornholm | | |
Læsø | Læsø | | |
Morsø | Morsø | | |
Samsø | Samsø | | |
Frederikshavn | Frederikshavn | | |
| Skagen | | |
| Sæby | | |
Guldborgsund | Nykøbing-Falster | | |
| Nysted | | |
| Nr. Alslev | | |
| Sakskøbing | | |
| Stubbekøbing | | |
| Sydfalster | | |
Hjørring | Hirtshals | | |
| Hjørring | | |
| Løkken-Vrå | | |
| Sindal | | |
Langeland | Rudkøbing | | |
| Sydlangeland | | |
| Tranekær | | |
Lolland | Holeby | | |
| Højreby | | |
| Maribo | | |
| Nakskov | | |
| Ravnsborg | | |
| Rudbjerg | | |
| Rødby | | |
Svendborg | Egebjerg | | |
| Gudme | | |
| Svendborg | | |
Ærø | Marstal | | |
| Ærøskøbing | | |
Norddjurs | Grenå | | |
| Nr. Djurs | | |
| Rougsø | | |
| | Sønderhald Øst | |
Tønder | Bredebro | | |
| Højer | | |
| Løgumkloster | | |
| | Nr. Rangstrup | |
| Skærbæk | | |
| Tønder | | |
Vesthimmerland | | Farsø | |
| | Løgstør | |
| Aalestrup | | |
| | Aars | |
Brønderslev-Dronninglund | | Brønderslev | |
| | Dronninglund | |
Faaborg-Midtfyn | | Broby | |
| | Fåborg | |
| | Ringe | |
| | Ryslinge | |
| | Årslev | |
Mariagerfjord | | | Arden |
| | | Aalestrup* |
Rebild | | | Nørager |
Skive | | | Sallingsund |
| | | Spøttrup |
Vejen | | | Holsted |
Viborg | | | Fjends |
| | | Aalestrup* |
Aabenraa | | | Lundtoft |
| | | Tinglev |
Aalborg | | | Sejlflod |
* De dele af Aalestrup kommune, der ikke
bliver en del den nye Vesthimmerland kommune. |
4. Økonomiske
konsekvenser for stat og kommuner
De provenumæssige konsekvenser af
ordningen består primært af provenutabet ved det ekstra
befordringsfradrag for den personkreds, der i forvejen bor i de
omfattede kommuner, og som i forvejen pendler mere end 100 km
dagligt. Hertil kommer, at de forbedrede regler bevirker et
provenutab vedrørende tilflyttere til kommunerne og
vedrørende nuværende beboere, der finder
beskæftigelse længere fra deres bopæl.
Der foreligger ikke tilgængelige
statistiske oplysninger, der kan danne grundlag for et
præcist skøn for det samlede provenutab ved
ordningen.
Det kan med en vis usikkerhed skønnes,
at ca. 9.300 pendlere i de nuværende 50 udkantskommuner har
et ekstra fradrag ud over det normale befordringsfradrag. Dette
skønnes at medføre et provenutab på ca. 35 mio.
kr. årligt. Som følge af den individuelle
femårs-periode vil den nuværende ordning medføre
dette provenutab frem til og med 2008. Der vil herefter frem til
2011 blive tale om beskedne provenutab som følge af
pendlere, der har opnået ret til det forhøjede
befordringsfradrag senere end den 1. januar 2004.
Den foreslåede forlængelse af
ordningen fra 2007-2013 skønnes ligeledes at medføre
et umiddelbart provenutab på ca. 35 mio. kr. årligt.
Forlængelsen af ordningen vil således stort set
være provenuneutral i forhold til den gældende
ordning.
Der skønnes at komme yderligere godt
1.600 pendlere ind under ordningen, mens omkring 900 pendlere i
nuværende udkantskommuner ikke bliver omfattet. I alt
skønnes der fra 2007 at blive ca. 10.000 pendlere med ret
til forhøjet befordringsfradrag.
Med indførelsen af sundhedsbidraget
fra 2007 vil provenutabet ved ligningsmæssige fradrag blive
båret af kommunerne med tre fjerdedele og af staten med en
fjerdedel. (Kommuneskat vil i gennemsnit udgøre ca. 25 pct.
og det statslige sundhedsbidrag 8 pct.). For 2007-2013
skønnes lovforslaget således at medføre et
provenutab for kommunerne på ca. 25 mio. kr.
årligt.
For finansåret 2007 skønnes
provenutabet at udgøre ca. 35 mio. kr.
5. Administrative konsekvenser
for stat og kommuner.
Implementeringen af lovforslaget
skønnes at medføre udgifter til systemtilretninger
på 5,5 mio. kr. Heri er medregnet 1,0 mio. kr. til de
systemaktiviteter, der vedrører afviklingen af den
gældende og den nye ordning. Den nye ordning indebærer
en øget kompleksitet, da der skal kunne holdes styr på
2 forskellige ordninger sideløbende.
6. Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget skønnes at have visse
positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, dels som
følge af den forventede gunstigere økonomiske
udvikling i de omfattede lokalområder, dels som følge
af, at virksomhederne i de tilstødende kommuner og regioner
fortsat kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra et
større geografisk område.
7. Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Lovforslaget om den gældende ordning
blev i sin tid forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for
Kvalitet i Erhvervsregulering, som vurderede, at forslaget alene
berørte borgerne og ikke erhvervslivet. Forslaget
medførte således ikke nye administrative konsekvenser
for erhvervslivet. Forslaget blev derfor ikke forelagt et af
Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.
Da lovforslaget blot er en
videreførelse af den eksisterende ordning, har det ikke
været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for
Kvalitet i Erhvervsregulering.
8. Miljømæssige
konsekvenser
I det omfang det forhøjede
befordringsfradrag medfører øget energiforbrug til
privat eller kollektiv befordring, kan der blive tale om negative
miljømæssige konsekvenser, der dog skønnes at
blive meget beskedne.
9. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget medfører ingen
administrative konsekvenser for borgerne. Det forhøjede
befordringsfradrag beregnes maskinelt. Ligeledes foretages en
maskinel beregning af det forhøjede befordringsfradrag for
pendlere i de nuværende udkantskommuner, der falder ud af
ordningen fra 2007, men hvor pendlerne bevarer det forhøjede
fradrag i den individuelle femårs-periode.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter.
11. Regionale konsekvenser
Det forhøjede befordringsfradrag
indgik i regeringens "Den Regionale Vækststrategi" fra maj
2003, der fremlagde en række initiativer til at styrke det
erhvervsmæssige grundlag og bosætningsmulighederne i
yderområderne. Målet med det forhøjede
befordringsfradrag er at gøre det mere attraktivt for
personer, der arbejder i de større byer, at bosætte
sig i yderområderne og at fastholde erhvervsaktive, der
allerede bor der. Dette vil dels styrke befolkningsudviklingen,
dels give yderområderne større del i indkomstfremgange
i de større byer.
Lovforslaget vurderes således at have
positive regionale konsekvenser for yderområderne, jf. i det
hele de almindelige bemærkninger.
12. Retssikkerhedsmæssige
konsekvenser
Lovforslaget er en videreførelse af
den gældende ordning med det forhøjede
befordringsfradrag.
Det er skrevet ind i selve bestemmelsen,
hvilke nye kommuner der er udpeget som udkantskommuner. Den enkelte
borger kan således læse direkte ud af bestemmelsen, om
vedkommende vil kunne opnå ret til det forhøjede
befordringsfradrag.
Udpegningen af de pågældende
kommuner er sket på baggrund af objektive kriterier, jf. de
almindelige bemærkninger afsnit 3.
Den foreslåede ordning skal gælde
for indkomstårene 2006-2013. Som i den gældende ordning
bevares retten til det forhøjede befordringsfradrag i en
periode med henblik på at give den enkelte borger €"
både den, der overvejer at flytte til kommunen, og den der
ellers overvejer at flytte fra kommunen €" en rimelig
tidshorisont at planlægge ud fra.
Lovforslaget vurderes således i
høj grad at sikre borgernes retssikkerhed.
13. Sammenfatning af
lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
| Positive konsekvenser | Negative konsekvenser |
Økonomiske konsekvenser for stat og
kommuner | | Den foreslåede forlængelse af
ordningen med forhøjet befordringsfradrag i udkantskommuner
fra 2007-2013 skønnes at medføre et umiddelbart
provenutab på ca. 35 mio. kr. årligt.
Forlængelsen af ordningen vil således stort set
være provenuneutral i forhold til den gældende
ordning. Provenutabet for kommunerne skønnes
at udgøre ca. 25 mio. kr. årligt. For finansåret 2007 skønnes
provenutabet at udgøre ca. 35 mio. kr. |
Administrative konsekvenser for stat og
kommuner | | En implementering af forslaget
skønnes at medføre udgifter til systemtilretninger
på 5,5 mio. kr. |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Beskedne positive økonomiske
konsekvenser. Lovforslaget skønnes ikke at have
administrative konsekvenser for erhvervslivet. | |
Miljømæssige konsekvenser | | Beskedne negative konsekvenser. |
Administrative konsekvenser for borgerne | Lovforslaget medfører ingen
administrative konsekvenser for borgerne. | |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. |
14. Høring
Lovforslaget har været sendt til
høring hos Advokatrådet, Amtsrådsforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CEPOS, Dansk Industri,
Dansk Told- og Skatteforbund, Den Danske Skatteborgerforening, Det
Skæve Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer,
HTS-S Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisation, Kommunernes
Landsforening, Landsorganisationen i Danmark, SKAT,
Skatterevisorforeningen og Sammenslutningen af Danske
Småøer.
Høringssvar og kommentarer hertil er
medtaget i lovforslaget som bilag 2.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås at videreføre den
gældende ordning i ligningslovens § 9 C,
stk. 3, 3. pkt., om forhøjet befordringsfradrag for
pendlere i udkantskommuner. Det foreslås således, at
pendlere med bopæl i visse særligt udpegede kommuner
kan beregne befordringsfradrag for kørsel over 100 km
dagligt med den samme høje sats som for kørsel mellem
24 og 100 km. Det foreslås, at ordningen skal gælde for
indkomstårene 2007-2013.
Efter forslaget gælder ordningen for
skattepligtige, der har deres sædvanlige bopæl i en af
de følgende 16 kommuner: Bornholm,
Brønderslev-Dronninglund, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn,
Guldborgsund, Hjørring, Langeland, Lolland,
Læsø, Morsø, Norddjurs, Samsø,
Svendborg, Tønder, Vesthimmerland og Ærø.
Kommunerne er udpeget for perioden 2007-2013.
Inden udgangen af 2013 vil ordningen blive taget op til fornyet
revision.
Retten til det forhøjede
befordringsfradrag opnås, når den skattepligtige inden
for perioden 2007-2013 samtidig opfylder betingelsen om at have
sædvanlig bopæl i en udkantskommune og pendler mere end
100 km dagligt for at komme til og fra arbejde.
I forslaget til § 9 C, stk. 3,
4. pkt., foreslås det, at hvis den skattepligtige inden
udgangen af 2013 har opnået ret til forhøjet
befordringsfradrag, skal den skattepligtige kunne benytte fradraget
i 7 år. De 7 år skal regnes fra det tidspunkt, hvor den
skattepligtige første gang har opnået ret til at
foretage forhøjet befordringsfradrag efter den
foreslåede § 9 C, stk. 3, 3. pkt. For
skattepligtige, der har været omfattet af den gældende
ordning om forhøjet befordringsfradrag, er der
foreslået fastsat særlige regler i § 9 C,
stk. 3, 6. og 7. pkt.
Syvårs-reglen kan nærmere
illustreres ved nedennævnte eksempler. I eksemplerne er det
forudsat, at den skattepligtige rent faktisk er berettiget til
befordringsfradrag efter de almindelige regler herom, jf.
ligningsloven § 9 C, stk. 1 og 2, og at
kørslen overstiger 100 kilometer pr. dag.
Eks. 1. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2007, hvor de foreslåede regler
træder i kraft. Borgeren har ret til forhøjet
befordringsfradrag fra den 1. januar 2007 til og med den 31.
december 2013. Det gælder dog kun, såfremt den
pågældende i hele perioden bor i en udkantskommune.
Eks. 2. En borger flytter til en
udkantskommune den 1. juni 2008. Borgeren har ret til
forhøjet befordringsfradrag fra den 1. juni 2008 til og med
den 31. maj 2015. Det gælder dog kun, såfremt den
pågældende i hele perioden bor i en udkantskommune.
Eks. 3. En borger bor i en
udkantkommune den 1. januar 2007, men flytter den 25. maj 2009 til
en kommune, der ikke er udpeget som udkantskommune. Borgeren har
ret til forhøjet befordringsfradrag fra den 1. januar 2007
til og med den 24. maj 2009. Det gælder dog kun,
såfremt den pågældende i hele denne periode bor i
kommunen.
Eks. 4. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2007, men flytter den 1. juli 2008 til
en kommune, der ikke er udpeget som udkantskommune. Den 1. januar
2009 flytter borgeren tilbage til en af de udpegede
udkantskommuner. Borgeren har ret til forhøjet
befordringsfradrag fra den 1. januar 2007 til og med den 30. juni
2008, samt fra den 1. januar 2009 til og med den 31. december 2013.
Det gælder dog kun, såfremt den pågældende
i de nævnte perioder bor i de to udkantskommuner.
Eks. 5. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2007, men flytter den 1. december 2010
til en anden af de udpegede udkantskommuner. Borgeren har ret til
forhøjet befordringsfradrag fra den 1. januar 2007 til og
med den 31. december 2013. Det gælder dog kun, såfremt
den pågældende i hele perioden bor i de nævnte
kommuner.
Perioder, hvor den skattepligtige ikke er
berettiget til forhøjet befordringsfradrag, men hvor den
skattepligtige efter perioden igen er berettiget til
forhøjet befordringsfradrag, medregnes til
syvårs-perioden. Det kan eksempelvis være perioder,
hvor den skattepligtige er arbejdsløs, eller perioder, hvor
den skattepligtiges transportvej pr. arbejdsdag, som opgjort efter
ligningslovens § 9 C, stk. 1-2, ikke overstiger 100
kilometer.
Retten til det forhøjede
befordringsfradrag opnås, som nævnt, når den
skattepligtige inden for perioden 2007-2013 samtidig opfylder
betingelsen om at have sædvanlig bopæl i en
udkantskommune og pendler mere end 100 km dagligt for at komme til
og fra arbejde.
Dette kan illustreres af følgende
eksempler. I eksemplerne er det forudsat, at den skattepligtige
rent faktisk er berettiget til befordringsfradrag efter de
almindelige regler herom, jf. ligningsloven § 9 C,
stk. 1 og 2, og at kørslen overstiger de 100 kilometer
pr. dag.
Eks. 6. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2007. Borgerens kørsel
overstiger 100 km pr. dag fra den 1. januar 2010. Borgeren har ret
til forhøjet befordringsfradrag fra den 1. januar 2010 til
og med den 31. december 2016. Det gælder dog kun,
såfremt den pågældende i hele perioden bor i en
udkantskommune.
Eks. 7. En borger bor i en
udkantskommune den 31. december 2013. Borgerens kørsel
overstiger først 100 km pr. dag fra den 1. januar 2014.
Borgeren har ikke ret til forhøjet befordringsfradrag.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 9 C, stk. 3, 5. pkt., sikrer, at skattepligtige,
der bor i en kommune, der er udpeget som udkantskommune i
indkomstårene 2004-2006, men ikke for indkomstårene
2007-2013, bevarer deres ret til forhøjet befordringsfradrag
i 5 år (den individuelle femårs-periode) fra det
tidspunkt, hvor retten hertil første gang er opnået.
Den skattepligtige skal for at bevare retten fortsat have sin
sædvanlige bopæl i en af de indtil den 31. december
2006 eksisterende udkantskommuner, og de almindelige betingelser
for at foretage befordringsfradrag skal i øvrigt være
opfyldt.
Det forhøjede befordringsfradrag vil
også efter kommunesammenlægningerne pr. 1. januar 2007
kunne beregnes automatisk frem til udgangen af 2011 for pendlere,
der har opnået ret til forhøjet befordringsfradrag i
en individuel femårs-periode efter de nugældende
regler, og som er bosat i de 9 kommuner, som falder ud af
ordningen. Det er Arden, Fjends, Holsted, Lundtoft, Nørager,
Sallingsund, Sejlflod, Spøttrup og Tinglev, samt Aalestrup
kommune for så vidt angår de områder, der ikke
bliver en del af den nye Vesthimmerland kommune.
Femårs-reglen kan nærmere
illustreres ved nedennævnte eksempler. I eksemplerne er det
forudsat, at den skattepligtige rent faktisk er berettiget til
befordringsfradrag efter de almindelige regler herom, jf.
ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2, og at
kørslen overstiger 100 km pr. dag.
Eks. 8. En borger bor i Sejlflod
kommune den 1. januar 2004. Borgeren har fortsat ret til
forhøjet befordringsfradrag fra den 1. januar 2007 til og
med den 31. december 2008. Det gælder dog kun, såfremt
den pågældende i hele perioden bor i det, der indtil
den 31. december 2006 var Sejlflod kommune.
Eks. 9. En borger er flyttet til
Sejlflod kommune den 1. juni 2005. Borgeren har fortsat ret til
forhøjet befordringsfradrag fra den 1. januar 2007 til og
med den 31. maj 2010. Det gælder dog kun, såfremt den
pågældende i hele perioden bor i det, der indtil den
31. december 2006 var Sejlflod kommune.
Eks. 10. En borger bor i Sejlflod
kommune den 1. januar 2004, men flytter den 1. maj 2006 til en
kommune, der ikke er udpeget som udkantskommune. Den 1. juni 2007
flytter vedkommende til Arden kommune. Da borgeren har opnået
ret til forhøjet befordringsfradrag første gang inden
udgangen af 2006, har borgeren ret til forhøjet
befordringsfradrag efter den foreslåede bestemmelse i
§ 9 C, stk. 3, 5. pkt., fra og med den 1. juni 2007
til og med den 31. december 2008. Det gælder dog kun,
såfremt den pågældende i de nævnte perioder
har boet i de to udkantskommuner.
Ifølge forslaget til § 9 C,
stk. 3, 6. pkt., regnes den individuelle syvårs-periode
efter de nye regler fra den 1. januar 2007 for skattepligtige, som
har opnået ret til forhøjet befordringsfradrag i en
individuel femårs-periode efter den foreslåede regel i
§ 9 C, stk. 3, 5. pkt., og som siden hen flytter til
en udkantskommune som nævnt i § 9 C, stk. 3,
3. pkt. I de situationer, hvor den skattepligtige i løbet af
perioden 2004-2006 har mistet retten til forhøjet
befordringsfradrag, fordi den skattepligtige enten ikke pendlede
langt nok eller ikke længere boede i en udkantskommune, og
den skattepligtige således den 1. januar 2007 hverken
opfylder betingelserne for at foretage forhøjet
befordringsfradrag efter 3. eller 5. pkt., regnes de 7 år
efter 4. pkt. fra det tidspunkt efter den 1. januar 2007, hvor den
skattepligtige første gang opnår ret til at foretage
forhøjet befordringsfradrag efter 3. eller 5. pkt., jf. den
foreslåede bestemmelse i § 9 C, stk. 3, 7.
pkt.
For en skattepligtig, der i perioden
2004-2006 har opnået ret til forhøjet
befordringsfradrag, men er flyttet fra en af de nuværende
udkantskommuner til en kommune, der hverken er udkantskommune efter
de gældende regler eller efter de foreslåede regler,
for derefter inden udgangen af 2013 at flytte til en af de
udkantskommuner, der er udpeget i nærværende
lovforslag, løber den nye syvårs-periode således
fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige flytter til en af de
udkantskommuner, der er udpeget i nærværende
lovforslag, eller til en af de kommuner, der er nævnt i
§ 9 C, stk. 3, 5. pkt., inden for den individuelle
femårs-periode.
Det samme vil være tilfældet,
hvis den skattepligtige i perioden 2004-2006 har opnået ret
til forhøjet befordringsfradrag men på et tidspunkt i
løbet af denne periode holder op med at køre over 100
km dagligt mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads.
Syvårs-perioden løber i så fald fra det
tidspunkt efter den 1. januar 2007, hvor den skattepligtige igen
kører over 100 km daglig til og fra arbejde, jf. den
foreslåede § 9 C, stk. 3, 7. pkt.
Eksempel 11-15 viser, hvornår en
individuel femårs-periode, der er en følge af de
gældende regler, bliver afbrudt og afløst af en ny
syvårs-periode efter de foreslåede regler. I
eksemplerne er det forudsat, at den skattepligtige rent faktisk er
berettiget til befordringsfradrag efter de almindelige regler
herom, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2, og at
kørslen overstiger 100 km pr. dag.
Eks. 11. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2004, som også er udpeget som
udkantskommune for indkomstårene 2007-2013. Borgerens
individuelle syvårs-periode løber fra den 1. januar
2007, og borgeren har ret til forhøjet befordringsfradrag
til og med den 31. december 2013. Det gælder dog kun,
såfremt den pågældende i hele perioden bor i en
udkantskommune.
Eks. 12. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2004, som ikke er udpeget som
udkantskommune for indkomstårene 2007-2013. Borgeren flytter
den 1. januar 2008 til en af de nye udkantskommuner. Borgerens
individuelle syvårs-periode løber fra den 1. januar
2007, og borgeren har ret til forhøjet befordringsfradrag
til og med den 31. december 2013. Det gælder dog kun,
såfremt den pågældende i hele perioden bor i en
udkantskommune. For indkomståret 2007 har borgeren ret til
forhøjet befordringsfradrag som følge af den
individuelle femårs-periode, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 9 C, stk. 3, 5. pkt.
Eks. 13. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2004, men flytter den 1. januar 2006
til en kommune, der ikke er udpeget som udkantskommune. Den 1.
januar 2008 flytter borgeren til en af de for indkomstårene
2007-2013 udpegede udkantskommuner. Borgerens individuelle
syvårs-periode løber fra den 1. januar 2008, og
borgeren har ret til forhøjet befordringsfradrag til og med
den 31. december 2014. Det gælder dog kun, såfremt den
pågældende i hele perioden bor i en udkantskommune.
Eks. 14. En borger bor i en
udkantskommune den 1. januar 2004, der også er udpeget som
udkantskommune for indkomstårene 2007-2013. Borgeren stopper
den 1. januar 2006 med at køre over 100 km dagligt frem og
tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Den 1.
januar 2008 begynder borgeren igen at køre over 100 km
dagligt frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og
arbejdsplads. Borgerens individuelle syvårs-periode
løber fra den 1. januar 2008, og borgeren har ret til
forhøjet befordringsfradrag til og med den 31. december
2014. Det gælder dog kun, såfremt den
pågældende i hele perioden bor i kommunen.
Eks. 15. En borger bor i Sejlflod
kommune den 1. januar 2004, men flytter den 1. januar 2006 til en
kommune, der ikke er udpeget som udkantskommune. Den 1. januar 2008
flytter borgeren tilbage til Sejlflod kommune. Den 1. januar 2012
flytter borgeren til en af de for indkomstårene 2007-2013
udpegede udkantskommuner. Borgerens individuelle
syvårs-periode løber fra den 1. januar 2008, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 9 C, stk. 3, 7.
pkt. Borgeren har ret til forhøjet befordringsfradrag fra
den 1. januar 2008 til og med den 31. december 2008 som
følge af den foreslåede bestemmelse i § 9 C,
stk. 3, 5. pkt., samt fra den 1. januar 2012 til og med den
31. december 2014 som følge af den foreslåede
bestemmelse i § 9 C, stk. 3, 4. pkt. Det
gælder dog kun, såfremt den pågældende i de
nævnte perioder bor i de to udkantskommuner.
Til § 2
Lovforslagets formål er at
videreføre den nuværende ordning for
indkomstårene 2007-2013. Den nuværende ordning
udløber ved udgangen af 2006, og mange af de nuværende
udkantskommuner eksisterer ikke efter den 1. januar 2007 som
følge af kommunalreformen og de deraf følgende
kommunesammenlægninger. Det foreslås derfor i
stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar
2007.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov om påligning af indkomstskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 20.
september 2005, som senest ændret ved lov nr. 565 af 9. juni
2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 9 C. - - - | | 1.§ 9 C, stk. 3,
affattes således: |
Stk. 3. Udgør befordringen pr.
arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes fradraget med den
kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring
herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den faste
kilometertakst, jf. dog 3. pkt. For indkomstårene 2004-2006
beregnes fradraget for befordring over 100 kilometer med den
kilometertakst, Skatterådet fastsætter, jf. 1. pkt.,
når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er
beliggende i en af følgende kommuner: Arden, Bornholms
Regionskommune, Bredebro, Egebjerg, Fjends, Frederikshavn,
Grenå, Gudme, Hirtshals, Hjørring, Holeby, Holsted,
Højer, Højreby, Lundtoft, Læsø,
Løgumkloster, Løkken-Vrå, Maribo, Marstal,
Morsø, Nakskov, Nørre Alslev, Nørre Djurs,
Nykøbing-Falster, Nysted, Nørager, Ravnsborg,
Rougsø, Rudbjerg, Rudkøbing, Rødby,
Sakskøbing, Sallingsund, Samsø, Sejlflod, Sindal,
Skagen, Skærbæk, Spøttrup, Stubbekøbing,
Svendborg, Sydfalster, Sydlangeland, Sæby, Tinglev,
Tranekær, Tønder, Ærøkøbing,
Aalestrup. Har den skattepligtige inden udgangen af
indkomståret 2006 opnået ret til fradrag efter 3. pkt.,
kan den skattepligtige anvende reglen i 5 år fra det
tidspunkt, hvor retten hertil første gang opnås, for
så vidt den skattepligtige fortsat har sin bopæl i en
af de kommuner, der er nævnt i 3. pkt., og de almindelige
betingelser for at foretage befordringsfradrag i øvrigt er
opfyldt. | | » Stk. 3. Udgør
befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes
fradraget med den kilometertakst, Skatterådet
fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med
50 pct. af den fastsatte kilometertakst, jf. dog 3. pkt. For
indkomstårene 2007-2013 beregnes fradraget for befordring
over 100 kilometer med den kilometertakst, Skatterådet
fastsætter, jf. 1. pkt., når den skattepligtiges
sædvanlige bopæl er beliggende i en af følgende
kommuner: Bornholm, Brønderslev-Dronninglund, Frederikshavn,
Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring,
Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs,
Samsø, Svendborg, Tønder, Vesthimmerland og
Ærø. Har den skattepligtige inden udgangen af
indkomståret 2013 opnået ret til fradrag efter 3. pkt.,
kan den skattepligtige anvende reglen i 7 år fra det
tidspunkt, hvor retten hertil første gang er opnået,
jf. dog 6. og 7. pkt., for så vidt den skattepligtige fortsat
har sin sædvanlige bopæl i en af de kommuner, der er
nævnt i 3. pkt., og de almindelige betingelser for at
foretage forhøjet befordringsfradrag i øvrigt er
opfyldt. Skattepligtige, der inden udgangen af indkomståret
2006 efter ligningsloven § 9 C, stk. 3, 3. pkt., som
affattet ved lovbekendtgørelse nr. 887 af 20. september
2005, har opnået ret til forhøjet fradrag for
befordring over 100 kilometer, bevarer retten til fradraget i 5
år fra det tidspunkt, hvor retten hertil første gang
er opnået, såfremt den skattepligtige fortsat har sin
sædvanlige bopæl i en af de indtil den 31. december
2006 eksisterende kommuner Arden, Fjends, Holsted, Lundtoft,
Nørager, Sallingsund, Sejlflod, Spøttrup, Tinglev
eller Aalestrup, og de almindelige betingelser for at foretage
befordringsfradrag i øvrigt er opfyldt. For skattepligtige,
som er omfattet af 5. pkt., og som i løbet af perioden
2007-2013 opnår ret til fradrag efter 3. pkt., regnes de 7
år fra den 1. januar 2007, jf. dog 7. pkt. Opfyldte den
skattepligtige den 1. januar 2007 hverken betingelserne for at
foretage forhøjet befordringsfradrag efter 3. eller 5. pkt.,
regnes de 7 år efter 4. pkt. fra det tidspunkt efter den 1.
januar 2007, hvor den skattepligtige første gang opnår
ret til at foretage forhøjet befordringsfradrag efter 3.
eller 5. pkt.« |
Bilag 2
Høringssvar og kommentarer
hertil
Organisation | Bemærkninger | Kommentar |
Advokatrådet | Lovforslaget giver ikke Advokatrådet
anledning til bemærkninger. | |
Amtsrådsforeningen | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
CEPOS | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Dansk Industri | Lovforslaget giver ikke Dansk Industri
anledning til bemærkninger. | |
Dansk Told- og Skatteforbund | Lovforslaget giver ikke Dansk Told- og
Skatteforbund anledning til bemærkninger. | |
Den Danske Skatteborgerforening | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Det Skæve Danmark | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Foreningen Danske Revisorer | Lovforslaget giver ikke Foreningen Danske
Revisorer anledning til bemærkninger. | |
Foreningen Registrerede Revisorer | FRR kan ikke støtte forslaget, da FRR
mener, at man ikke skal lave regional fordelingspolitik over
skattelovgivningen, da det komplicerer denne yderligere. | Det forhøjede befordringsfradrag i
udkantskommuner indgår i regeringens regionale
vækststrategi, der lanceredes i 2003. Vækststrategien
indeholder en række initiativer til at styrke det
erhvervsmæssige grundlag og bosætningsmulighederne
i yderområderne. På trods af de eventuelle ulemper
ordningen kan have for skattelovgivningen, anser regeringen det
forhøjede befordringsfradrag for et vigtigt initiativ, som
bør videreføres efter udløbet af den
første midlertidige ordning fra 2004-2006. |
| Forslaget burde være forelagt
Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. | Lovforslaget om den gældende ordning
blev i sin tid blev forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center
for Kvalitet i Erhvervsregulering, som vurderede, at forslaget
alene berørte borgerne og ikke erhvervslivet. Forslaget blev
derfor ikke forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspaneler. Dette lovforslag er en videreførelse
af den eksisterende ordning, og det har derfor ikke været
forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i
Erhvervsregulering eller et af Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspaneler. |
| Reglerne fra 2004-2006 burde evalueres,
før ordningen forlænges. | Der foreligger ikke på nuværende
tidspunkt tilgængelige statistiske oplysninger, der kan danne
grundlag for en præcis vurdering af ordningen i den
forløbne periode. Det vurderes, at en opretholdelse af det
forhøjede befordringsfradrag i yderområderne vil
sikre, at befolkningen i yderområderne fortsat har et ekstra
incitament til at søge job i andre områder eller i
byerne. Fradraget bidrager dermed til at øge jobmobiliteten,
tiltrække og fastholde ressourcestærke indbyggere i
yderområderne, øge kommunernes indtægtsgrundlag,
øge den økonomiske lighed mellem kommunerne og
reducere arbejdsløsheden i yderområderne. Endvidere er det forhøjede
befordringsfradrag, i forhold til en stor del af regeringens
øvrige indsats for at skabe vækst i
yderområderne, en personlig rettighed, der kan bruges af alle
beskæftigede i yderområderne. Befordringsfradraget
giver dermed et personligt økonomisk incitament til hele
arbejdsstyrken. |
| FRR spørger, om det er i strid med
skattestoppet, at ca. 900 personer ikke vil blive omfattet af
videreførelsen af ordningen. | Ordningen blev indført som en
midlertidig ordning, og det er derfor ikke i strid med
skattestoppet, at nogle personer i kommuner, der eventuelt ikke
fremover omfattes af ordningen, mister det forhøjede
befordringsfradrag. Lovforslaget sikrer, at disse pendlere bevarer
retten til fradraget i 5 år fra det tidspunkt, de
første gang har opnået ret til fradraget inden
udgangen af 2006 (den individuelle femårs-periode). |
| FRR nævner eks. 4, hvor en borger bor i
en udkantskommune fra den 1. januar 2007 til den 1. juli 2008 og
igen fra den 1. september 2009. Denne person får det
forhøjede befordringsfradrag i 6 ½ år. En
person, der flytter til en udkantskommune den 1. januar 2009,
får det forhøjede befordringsfradrag i 7 år. FRR
spørger, hvorfor der er denne forskel. | Syvårs-perioden regnes fra det
tidspunkt, hvor den skattepligtige første gang har
opnået retten til forhøjet befordringsfradrag. Dette
svarer til de gældende regler. Den individuelle
syvårs-periode har ikke til hensigt at sikre, at alle
får ret til det forhøjede befordringsfradrag i
præcis syv år, men derimod at give den enkelte borger
€" både den, der overvejer at flytte til kommunen, og
den der ellers overvejer at flytte fra kommunen €" en rimelig
tidshorisont at planlægge ud fra. |
| FRR beder om en redegørelse for,
hvordan beregningerne af befordringsfradraget automatisk kan
fremgå af den fortrykte selvangivelse. | SKAT har oplyst, at udgangspunktet for
beregning af det fortrykte befordringsfradrag er personens
bopælsadresse og arbejdsstedets registreringsadresse. Det er
således muligt ud fra personens bopælsadresse at
konstatere i hvilken kommune, personen er bosiddende, og dermed om
personen bor i en af udkantskommunerne, og dermed om vedkommende
skal have beregnet sit befordringsfradrag efter de specielle
regler. Personer bosiddende i udkantskommunerne vil således
kunne få fortrykt befordringsfradrag på selvangivelsen
efter de samme forudsætninger, efter samme principper og i
samme omfang, som der kan fortrykkes befordringsfradrag for
øvrige personer. Den eneste forskel er, at
befordringsfradraget for personer i udkantskommuner er beregnet med
en højere sats for den del af den daglige befordring, der
overstiger 100 km. Ved denne beregning vil der som udgangspunkt
automatisk blive taget højde for, hvornår personen
henholdsvis ind- og udtræder af ordningen med forhøjet
befordringsfradrag. |
HTS-A Arbejdsgiver- og
Erhvervsorganisation | HTS-A støtter lovforslaget, selv om de
principielt finder, at der ikke bør føres regional
fordelingspolitik via skatteområdet. HTS-As støtte til
lovforslaget skal ses i lyset af, at det udvidede
befordringsfradrag har en positiv effekt i forhold til mulighederne
for at bo, arbejde og drive virksomhed i alle egne af landet,
herunder også de såkaldte
udkantsområder. | Se kommentaren til FRR. |
| HTS-A foreslår, at der i lovforslaget
indsættes en revisionsklausul, som gør det muligt at
tage ordningen med det forhøjede befordringsfradrag op til
evaluering i år 2010. | Ordningen videreføres for perioden
2007-2013, hvilket skal ses i sammenhæng med Økonomi-
og Erhvervsministeriets udpegning af yderområder, der skal
have del i EU€™s strukturfondsmidler i budgetperioden
2007-2013. Ordningen med det forhøjede
befordringsfradrag er således midlertidig og udløber
ved udgangen af 2013. Inden udgangen af 2013 vil ordningen blive
taget op til fornyet revision. Der ses ikke at være behov for
en yderligere revisionsklausul. |
Kommunernes Landsforening | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Landsorganisationen i Danmark | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
SKAT | Lovforslaget giver ikke SKAT anledning til
bemærkninger. | |
Skatterevisorforeningen | Har ikke afgivet bemærkninger. | |
Sammenslutningen af Danske
Småøer | Har ikke afgivet bemærkninger. | |