Skriftlig fremsættelse (3. november
2006)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social pension (Gradvis forhøjelse af folkepensionsalderen
til 67 år m.v.)
(Lovforslag nr. L 57).
Lovforslaget er et led i udmøntningen af
aftalen af 20. juni 2006 mellem regeringen (Venstre og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og
Det Radikale Venstre om initiativer til sikring af fremtidens
velstand og velfærd og investeringer i fremtiden.
Lovforslaget er et led i udmøntningen af den del af aftalen,
der vedrører senere tilbagetrækning fra
arbejdsmarkedet.
Det foreslås med lovforslaget, at
folkepensionsalderen gradvis forhøjes til 67 år i
perioden fra 2024 til 2027.
Det foreslås endvidere, at
folkepensionsalderen fremover indekseres, således at
folkepensionsalderen reguleres hvert 5. år og første
gang i 2015, hvis levetiden stiger i forhold til 2004-2005.
Regu-lering af folkepensionsalderen sker efter forslaget med et
varsel på 15 år. Forslaget indebærer, at
folkepensionsalderen vil kunne stige igen i 2030.
Endelig foreslås det, at der i loven
indsættes en bestemmelse om, at socialministeren i 2015
fremsætter forslag om revision af den bestemmelse i loven,
som fastsætter folkepensionsalderen og
in-dekseringsmekanismen.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de af
beskæftigelsesministeren samtidigt fremsatte lovforslag om
tilbagetrækning m.v., herunder forslag om ændring af
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om
påligningen af indkomst-skat til staten, der bl.a.
foreslår en gradvis forhøjelse af
efterlønsalderen til 62 år.
Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng
med det lovforslag, som jeg fremsætter samtidigt med dette om
ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og
forskellige andre love, der foreslår
konsekvensændringer i en række love som følge af
forslagene om at forhøje efterløns- og
folkepensionsalderen.
Den foreslåede reform af
tilbagetrækningssystemet styrker samlet set de offentlige
finanser med knap 1½ pct. af BNP. Dette forslag vil isoleret
set medføre statslige mindreudgifter til folkepension
på 2.901 mio. kr. i 2024, og stigende til 12.347 mio. kr. i
2027.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal
forud for det tidspunkt, hvor den gradvise forhøjelse af
folkepensionsalderen får virkning, forhandles med de
kommunale parter.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.