Skatteministeren (Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
(Lovforslag nr. L 2).
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L
220, som blev fremsat den 6. september 2007.
Skattestoppet har siden 2001 været grundlaget for
regeringens skattepolitik. Skattestoppet har bidraget til at skabe
ro om den enkeltes økonomi og har brudt med tidligere tiders
tendens til stigende beskatning.
For at understøtte vækst og fremgang i
arbejdsudbuddet sættes skatten på arbejde ned i
overensstemmelse med regeringsgrundlaget. Inden for rammerne af
skattestoppet vil nedsættelsen af beskatningen ikke reducere
råderummet til andre formål, herunder
velfærd.
Med udmøntning af den indgåede aftale om Lavere skat på arbejde fortsættes
den linie, der blev lagt med skattenedsættelserne i 2004 med
indførelsen af beskæftigelsesfradraget og
forhøjelse af mellemskattegrænsen. Både de
allerede gennemførte og de aftalte skattenedsættelser
er således målrettet mod at styrke gevinsten ved at
arbejde for skatteydere med almindelige indkomster.
Lovforslaget indeholder en udmøntning af
skattelementerne i den aftale om Lavere skat
på arbejde, som regeringen har indgået med Dansk
Folkeparti den 3. september 2007.
Beskæftigelsesfradraget foreslås forhøjet
fra 2,5 pct. over to år til 4,25 pct., og det maksimale
fradrag foreslås forhøjet til 13.100 kr. Endvidere
foreslås personfradraget hævet med 1.000 kr. over to
år med 500 kr. ekstra i 2008 og yderligere 500 kr. i 2009.
Forhøjelsen af personfradraget og
beskæftigelsesfradraget er navnlig til gavn for personer med
forholdsvis lave indkomster.
Mellemskattegrænsen for lønindkomst
foreslås forhøjet i 2009 med 60.900 kr. Dette svarer
til 56.000 kr. for indkomst, hvor der er fratrukket
arbejdsmarkedsbidrag. Grænsen for, hvornår man skal
betale mellemskat, kommer hermed til at svare til
topskattegrænsen på 335.800 kr. Ingen kommer hermed til
at betale mellem- eller topskat, hvis indkomsten før fradrag
af arbejdsmarkedsbidrag er under 365.000 kr. Forhøjelsen af
grænsen betyder, at omkring 575.000 skatteydere slipper for
at betale mellemskat.
Efter gældende regler skal arbejdsmarkedsbidraget
sættes ned til 7,5 pct. i 2008, fordi der er et overskud i
arbejdsmarkedsfonden på knap 9 mia. kr. i 2008. Samtidig
ville arbejdsmarkedsbidraget skulle hæves igen, hvis
konjunkturerne svækkes, og ledigheden begynder at stige. Det
er uhensigtsmæssigt, at den økonomiske virkning af
arbejdsmarkedsbidraget på den måde er
konjunkturmedløbende. Det foreslås derfor, at
arbejdsmarkedsbidraget fastholdes på de nuværende 8,0
pct., og at den automatiske regulering af arbejdsmarkedsbidraget
ophæves.
Endelig foreslås suspensionen af indbetalingerne til Den
Særlige Pensionsopsparing forlænget i 2008. Ved
Forårspakken i 2004 blev disse indbetalinger suspenderet for
2004 og 2005. Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 17. juni
2005 aftale om at forlænge suspensionen, således at der
ikke skal indbetales bidrag til Den Særlige Pensionsopsparing
(SP-bidrag) i 2006 og 2007. Det er denne suspension, der nu
foreslås forlænget med yderligere et år.
Samlet set skønnes forslaget at medføre et
merprovenu på ca. 0,2 mia. kr. i 2008 og medføre et
provenutab i 2009 på ca. 2,6 mia. kr. I 2010 skønnes
provenutabet at udgøre ca. 1,7 mia. kr. Det vurderes, at
forslaget medfører et større udbud af arbejdskraft
svarende til en stigning i arbejdsudbuddet med 7-8.000 personer.
Sammen med indekseringen af energiafgifterne er der således
samlet set fuld finansiering af nedsættelsen af skatten
på arbejde. De økonomiske konsekvenser af lovforslaget
for kommunerne vil blive udlignet i henhold til aftalen med
Kommunernes Landsforening. Målt på varig virkning
skønnes Lavere skat på arbejde samlet set at
være neutralt for finanspolitikkens holdbarhed
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget
til Folketingets velvillige behandling.