B 16 Forslag til folketingsbeslutning om genetablering af grænsekontrol på linje med, hvad der kendes fra andre Schengenlande.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 04-12-2007

Beslutningsforslag som fremsat

20072_b16_som_fremsat (html)

Fremsat den 4. december 2007 af Morten Messerschmidt (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mia Falkenberg (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF).

Forslag til folketingsbeslutning

om genetablering af grænsekontrol på linje med, hvad der kendes fra andre Schengenlande

Folketinget pålægger regeringen med tilsigtet ikrafttrædelse inden udgangen af 2008 at fremsætte lovforslag, der får den virkning, at Danmark genindfører grænsekontrol, i det omfang det er muligt inden for den eksisterende Schengenaftale. Det foreslås, at en sådan grænsekontrol tager udgangspunkt i den franske model for grænsekontrol ved grænserne til Benelux-landene.


Bemærkninger til forslaget

Formålet med indeværende forslag er at sikre en genetablering af grænsekontrollen i stil med, hvad der kendes fra en række andre Schengenlande, herunder Frankrig, som finder, at grænsekontrol ved Benelux-landegrænserne er af væsentlig betydning for narkotikabekæmpelsen. Der henvises til justitsministerens svar på spørgsmål nr. S 3419 fra folketingssamlingen 2006-07:


»Spørgsmål:


Vil ministeren oplyse, hvordan man forholder sig til det faktum, at eksempelvis Frankrig opretholder visse grænsekontroller til andre Schengenlande, når Danmark er pålagt at fjerne told- og politiovervågning af grænserne og alene opretholde de såkaldte baglandspatruljer, som er langt inde i landet, og som skal søge at opspore smuglere og ulovlige indvandrere?


Svar:


Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet om en udtalelse fra de relevante franske myndigheder, der har oplyst følgende:


Siden ikrafttrædelsen af Schengen-konventionen den 26. marts 1995 har Frankrig i medfør af bestemmelserne i artikel 2, paragraf 2, ikke ophævet grænsekontrollen med Benelux landegrænserne. Denne politiske beslutning blev dengang begrundet med bekæmpelsen af narkotikatrafikken som stammede fra Nederlandene.


Kontrollerne er altid blevet udført på de tilladte overgangssteder med stor nøjagtighed og på stikprøvevis af tjenestemænd fra grænsepolitiet. Ved Tysklands grænse er der ikke opretholdt kontrol. Den eksisterende struktur ved Kehl er centeret for tysk-fransk told- og politisamarbejde (CCDP).


Nedlæggelsen af faste kontroller ved grænserne til Frankrigs nabostater som følge af Schengen-aftalen har ført til øget mobilitet, men også til mere samarbejde mellem politimyndighederne på begge sider af grænserne. Med baggrund i aftaler om told- og politisamarbejde med Belgien, Luxembourg, Tyskland, Italien, Spanien og også Schweiz (ikke Schengen-medlem) er der blevet skabt 10 centre for told- og politisamarbejde, alle tæt ved de franske grænser.


I kraft af sit kommende EU-formandskab og de aktuelle overvejelser på europæisk plan påtænker Frankrig at foreslå en udvidelse af denne samarbejdsmodel«.


Det er således, jf. ovenstående, klart, at Frankrig ikke har nedlagt sin grænsekontrol over for Benelux-landene, idet man giver som begrundelse, at det vil svække narkotikabekæmpelsen fra Nederlandene. Som bekendt grænser Nederlandene ikke op til Frankrig. Det synes således nærliggende at konkludere, at det også for Danmark må være muligt at opretholde grænsekontrol ved den tyske grænse for at skærme sig imod grænseoverskridende kriminalitet med oprindelse i et andet land end Tyskland.


Igennem længere tid har pressen kunne berette, hvordan priserne på narkotika i Danmark er historisk lave. Således berettede P1 Morgen den 27. november 2006, at hvor 1 g kokain for 5 år siden kostede op imod 1.000 kroner, kan man dag få det samme for 300-400 kr. Desværre har dette en klart afsmittende effekt på forbruget, idet politiet i udsendelsen meddelte, at der beslaglægges mere og mere, men at forbruget ikke falder. Dette dokumenteres i en rapport fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, hvor den øgede strøm af især kokain over Atlanten fra Sydamerika må betragtes som en klar følge globaliseringen, og det stiller større krav til politiets metoder. Også når det gælder andre områder, har de åbne grænser vist sig katastrofale. Den internationale kriminalitet - fra små tyvebander til den stadigt voksende kvindehandel - har desværre modtaget de åbne grænser som en ren invitation til at kunne fungere bedre over grænserne. I en pressemeddelelse i forbindelse med sin årsberetning for 2006 beretter Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkomisbrug således, at »prisen på illegale stoffer på gaden i Europa er faldet i de seneste fem år, og narkotika er nu sandsynligvis billigere i Europa end nogensinde før.(…) Præsentationen kommer efter, at en 5-årig tendensanalyse (1999-2004) af priserne på narkotika på gaden i Europa afslørede, at priserne i gennemsnit var faldet i de fleste lande og for de fleste stoffer, i nogle tilfælde til næsten det halve. Undersøgelsen er den første af sin art på europæisk plan. Priserne i Europa som helhed faldt i denne periode for hash (19 pct.), marihuana (12 pct.), kokain (22 pct.) og brun heroin (45 pct.) samt for amfetamin (20 pct.) og ecstasy (47 pct.). Alle priser blev korrigeret for inflation for at give et mere nøjagtigt billedes af de »reelle« priser. Selv om der stadig ikke findes langsigtede data, der er alment tilgængelige, peger eksisterende oplysninger på, at priserne er faldet igennem det seneste årti. Eksempelvis er der tegn på, at ecstasy og kokain i nogle lande i dag er billigere end i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.« I forlængelse heraf har blandt andre Nordisk Råd været inde på, at de åbne grænser kan kobles direkte sammen med de meget lave priser på narkotika. Således skriver rådet i en pressemeddelelse af den 5. august 2003, at »EU's åbne grænser har medført øget smugling af narko mellem landene i EU. Den narko, der bliver smuglet ind i Danmark, kommer hovedsageligt fra de andre EU-lande, primært Holland og Spanien. Allerede nu har man i de største politikredse konfiskeret mere narko end hele sidste år. DR-online citerer Københavns narkoafdelings chef, Ole Wagner for, at man har beslaglagt meget mere narkotika end sædvanligt eller næsten 2½ tons hash, mere end 30.000 e-piller og over 30 kg. kokain. Narkotikaen smugles i personbiler, lastbiler, tog og busser til Danmark. Det er ikke kun til at sælge og bruge i Danmark, da Danmark også fungerer som transitland for de øvrige nordiske lande. Toldvæsenet har for nyligt oprettet en smuglerigruppe, og her er man ifølge DR-online ikke i tvivl om at årsagen til den massive narkotrafik er EU's åbne grænser. Tidligere blev narkosmuglere taget ved grænsen, nu bliver de først taget, når de er kommet ind i landet. Det gør kontrollen sværere.« På den baggrund ønsker forslagsstillerne, at der gøres mest muligt for at sikre den danske grænse. Ideelt set så forslagsstillerne helst den danske grænsekontrol retableret; men i erkendelse af, at der ikke er politisk flertal herfor i Folketinget foreslår forslagsstillerne, at der gennemføres, hvad der er juridisk muligt inden for den eksisterende Schengenaftale. I den forbindelse ønsker forslagsstillerne altså, at en model efter fransk forbillede bør danne udgangspunkt for dansk grænsebevogtning, hvilket regeringen med vedtagelsen af nærværende forslag pålægges at efterleve.


Skriftlig fremsættelse

Morten Messerschmidt (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om genetablering af grænsekontrol på linje med, hvad der kendes fra andre Schengenlande.

(Beslutningsforslag nr. B 16).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.


Officielle noter

www.dr.dk/P1/P1Morgen/udsendelser/2006/11/27/091718.htm

http://ar2006.emcdda.europa.eu/download/MainOverviewDa2006FINAL.pdf

www.nmr.dk/webb/news/news.asp?id=3001&lang=2