L 131 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Opholdstilladelse til udlændinge efter fribyordningen).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-03-2008

Fremsættelse: 27-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l131_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (27. marts 2008)

Integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Opholdstilladelse til udlændinge efter fribyordningen)

(Lovforslag nr. L 131).

Lovforslaget, som jeg fremsætter i dag, skaber det retlige grundlag for, at der kan gives midlertidig opholdstilladelse her i landet til udenlandske forfattere m.fl., som af en kommunalbestyrelse tilbydes ophold i kommunen som led i kommunens medlemskab af et internationalt samarbejde eller netværk af fribyer, der har til formål at støtte forfattere m.fl., hvis ytringsfrihed krænkes, ved at tilbyde den pågældende ophold i et andet land og mulighed for dér at udøve sin litterære virksomhed.


Kommunal deltagelse i en international fribyordning og meddelelse af opholdstilladelse til forfattere m.fl. vil være betinget af, at det internationale samarbejde eller netværk er godkendt af kulturministeren efter samråd med integrationsministeren.


Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det lovforslag om ændring af litteraturloven, som kulturministeren samtidig fremsætter, og som indeholder hjemmel til, at kommunerne kan yde den enkelte forfatter m.fl. og dennes eventuelle familie økonomisk støtte under fribyopholdet i kommunen, samt bemyndigelse til at kulturministeren kan godkende internationale samarbejder af fribyer eller fristeder.


Meddelelse af opholdstilladelse betinges af, at kommunalbestyrelsen påtager sig at forsørge den enkelte forfatter m.fl. og dennes familie under opholdet i Danmark ved at yde økonomisk støtte, og at forfatteren m.fl. underskriver en erklæring om anerkendelse af de grundlæggende værdier i det danske samfund.


Da det er hensigten, at et ophold som led i en fribyordning, skal være midlertidigt, og ikke at den enkelte udlænding tager til Danmark med henblik på mere permanent at opholde sig her i landet, indgår det i lovforslaget, at en udlænding, der får opholdstilladelse som led i fribyordningen, ikke kan opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Tilsvarende gælder for den pågældendes ægtefælle eller faste samlever og mindreårige børn, der får opholdstilladelse som følge af den familiemæssige tilknytning til den pågældende forfatter m.fl.


Grundlaget for opholdet er bl.a. en aftale mellem værtskommunen og den pågældende forfatter. Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsen skal underrette Udlændingeservice, hvis en aftale mellem en kommunalbestyrelse og en udlænding om et fribyophold i kommunen ophæves, eller hvis en udlænding under et sådant ophold opgiver sin bopæl i kommunen. Udlændingeservice vil på denne baggrund kunne vurdere, om opholdstilladelsen skal inddrages.


Det indgår endelig i lovforslaget, at udlændinge, der meddeles opholdstilladelse som led i fribyordningen, fritages fra krav om arbejdstilladelse for så vidt angår udøvelse af aktiviteter, der er naturligt knyttet til den pågældendes ophold her i landet som led i fribyordningen.