L 132 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft m.v.).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 10-06-2008

Optrykt: 10-06-2008

Lovforslag efter 2. behandling

20072_l132_efter_2behandling (html)

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft m.v.)

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1044 af 6. august 2007, som ændret ved lov nr. 379 af 25. april 2007, lov nr. 264 af 23. april 2008 og lov nr. 431 af 1. juni 2008, foretages følgende ændringer:

1.§ 4, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Uanset stk. 4, nr. 2, forfalder beløbet nævnt i stk. 2 ikke til betaling, hvis udlændingen er omfattet af § 9 a, stk. 2, nr. 1-4 og 6, og søger om opholdstilladelse på dette grundlag, eller hvis hensyn af humanitær karakter afgørende taler derimod.«

2.§ 9 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding på grundlag af beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 2.«

3. pkt. bliver herefter 2. pkt.


3.§ 9 a, stk. 2-4, affattes således:

»Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding,

1) der på baggrund af et af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsat pointsystem mindst har opnået et bestemt antal point (greencardordningen), jf. stk. 15,

2) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse inden for et fagområde, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft (positivlisten),

3) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse inden for et fagområde, hvor ansættelsen indebærer en årlig aflønning på et af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsat mindstebeløb (beløbsordningen),

4) der er ansat i en international koncern med afdeling i Danmark (koncernopholdstilladelse),

5) hvis opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller 9 b-9 e nægtes forlænget efter § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, eller inddrages efter § 19, stk. 1, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor (arbejdsmarkedstilknytning), eller

6) hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn i øvrigt taler for at imødekomme ansøgningen.



Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 2 skal betinges af, at udlændingen og personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til udlændingen, ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1, skal endvidere betinges af, at udlændingens forsørgelse og forsørgelsen af personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til udlændingen, er sikret gennem egne midler det første år af opholdet her i landet.

Stk. 4. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-4 og 6, kan indgives, behandles og tillægges opsættende virkning her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold, medmindre særlige grunde taler derimod. Hvis udlændingen ikke har lovligt ophold, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-4 og 6, ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 5, kan kun indgives af en udlænding, der opholder sig her i landet. Ansøgninger om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 5, der indgives senere end 7 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af udlændingens opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller 9 b-9 e, kan ikke behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.«

4.§ 9 a, stk. 12, affattes således:

»Stk. 12. Det regionale beskæftigelsesråd afgiver efter anmodning fra Udlændingeservice en udtalelse om, hvorvidt betingelserne i stk. 2, nr. 2-6, eller stk. 5, 6 eller 9 er opfyldt. Udtalelsen kan indhentes i elektronisk form.«

5.§ 9 a, stk. 15, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 15. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om en greencardordning, herunder om pointsystemet.

Stk. 16. En udlænding, der har opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2-4 og 6, og som har indgået aftale eller fået tilbud om et nyt ansættelsesforhold, kan efter indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af det nye ansættelsesforhold opholde sig her i landet og arbejde i tiden, indtil der er taget stilling til, om udlændingen kan meddeles opholdstilladelse. Ansøgning om ny opholdstilladelse skal indgives senest på det tidspunkt, hvor udlændingen påbegynder nyt arbejde.

Stk. 17. En udlænding, der har opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2 eller 3, og som bliver uforskyldt ledig, kan gives opholdstilladelse i op til 6 måneder fra ansættelsens ophør med henblik på at søge nyt arbejde. Udlændingen skal senest umiddelbart efter, at udlændingens ansættelsesforhold er ophørt, indgive ansøgning herom. Stk. 3 og 16 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 18. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1, kan forlænges, hvis udlændingen

1) er i fast beskæftigelse af et vist omfang på tidspunktet for afgørelse om forlængelse eller

2) har været i fast beskæftigelse af et vist omfang og er blevet uforskyldt ledig i indtil 3 måneder før tidspunktet for indgivelse af ansøgning om forlængelse.



Stk. 19. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan forlænges, uanset at fagområdet på tidspunktet for afgørelse om forlængelse ikke er omfattet af positivlisten, hvis udlændingen er i samme ansættelsesforhold, som lå til grund for meddelelse af opholdstilladelsen.

Stk. 20. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 3, kan forlænges, uanset at den årlige aflønning ikke opfylder mindstebeløbet på tidspunktet for afgørelse om forlængelse, hvis udlændingen er i samme ansættelsesforhold og den årlige aflønning fortsat opfylder den beløbsgrænse, som lå til grund for meddelelse af opholdstilladelsen.«

6. I § 13, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Der henvises dog til § 14.«


7. I § 17 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1 finder ikke anvendelse for udlændinge med opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 4.«

8. I § 19, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:

»8) Når opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen og personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til udlændingen, ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. § 9 a, stk. 3, 1. pkt., og udlændingen eller personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til udlændingen, modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.«

Nr. 8 bliver herefter nr. 9.


9. I § 19, stk. 6, ændres »stk. 1, nr. 2-8« til: »stk. 1, nr. 2-9«.

10. I § 44 a indsættes som stk. 10:

»Stk. 10. Udlændingeservice og statsforvaltningerne kan til brug for Arbejdsmarkedsstyrelsens overvågning af arbejdsmarkedet videregive oplysninger om udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse eller arbejdstilladelse efter denne lov, og oplysninger om udenlandske arbejdstagere, der har fået udstedt registreringsbevis på baggrund af beskæftigelse efter denne lov. Udlændingeservice og statsforvaltningerne kan i den forbindelse, herunder i elektronisk form, videregive følgende oplysninger:

1) Navn.

2) Nationalitet.

3) Udlændingenummer eller personidentitet.

4) Cpr-nummer.

5) Fødselsdato.

6) Køn.

7) Opholdsgrundlag.

8) Afgørelsesdato.

9) Fagbetegnelse.

10) Start- og slutdato for ansættelsesforhold.«



11. I § 44 e indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen indberetter til Udlændingeservice, hvis en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, eller personer, der er meddelt opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til udlændingen, modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Kommunalbestyrelsen oplyser Udlændingeservice om omfanget af hjælpen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2008, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 15, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3 og 5.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.